Udsatte børn. Eksamensopgave i IIS

Transkript

1 Udsatte børn Eksamensopgave i IIS Navn: Rikke Møller Pedersen bs08137 Vejleder: Britta Dumstrei Uddannelsessted: Pædagoguddannelsen Storkøbenhavn Afleveringsdato: 6. december 2010 Problemstilling: Hvordan bør pædagogen forholde sig i forhold til udsatte børn i en SFO? Antal anslag: tegn (med mellemrum) Underskrift: 1

2 Indholdsfortegnelse Indledning side 3 Problemformulering side 3 Metode og afgrænsning side 3 Individ Udsatte børn side 4 Socialisering side 5 Institution Pædagogens rolle side 7 Særlig indsats side 8 Samfund side 9 Ballerupmodellen side 10 Diskussion handler pædagoger som de skal side 11 Konklusion og perspektivering side 13 Litteraturliste side 15 Bilag side 16 2

3 Indledning. I skal ud og røre nogle børn, kigge dem ind i øjnene, alle jer pædagoger har skuespiller og foredragsholder Jens Arentzen sagt. Med dette mener han, at vi skal turde gå til de børn vi kan se har en ændret eller afvigende adfærd. Vi skal turde spørge ind til hvordan børn har det, tage os tid til dem og træde til og hjælpe når behovet er til det. Vi skal gøre en forskel. Mange børn har en god, tryg og kærlig opvækst, men ikke alle børn har det sådan. Nogle børns vilkår er fra start i livet svære, andre børns vilkår ændres måske pludseligt; skilsmisse, sygdom, dødsfald, misbrug etc. Fællesnævneren for førnævnte børn kan være at de hører til gruppen udsatte børn. Det er specielt gruppen udsatte børn som har brug for en nærværende, engageret og handlekraftig pædagog. En der tør og vil tage sagen på sig til trods for at det medfører: ekstra arbejde, svære samtaler og en del møder. I mine praktikperioder har jeg oplevet en del udsatte børn, som har haft brug for en særlig indsats i forskellig grad. Tacklingen af disse børn er foregået på forskellige måder. Dette har undret mig, og jeg har derfor tænkt over hvordan man bør reagere når man ser og oplever et udsat barn. Hvordan hjælper man et udsat barn? Hvilke handlemuligheder er der? Hvad har man pligt til? Dette ledte mig frem til følgende problemformulering, som jeg vil besvare i denne opgave: Problemformulering Hvordan bør pædagogen forholde sig i forhold til udsatte børn i en SFO? Metode og afgrænsning Opgaven beskæftiger sig med børn omkring 6-10 år der går i normal SFO. Denne børnegruppe er valgt da det er denne aldersgruppe jeg har primære erfaringer med fra min seneste praktik. I opgaven vil jeg starte med at forsøge at afklare hvad et udsat barn er, samt beskrive hvilke risikofaktorer der kan være ved et udsat barn. Til dette bruges bogen Udsatte børn af Bo, Guldager og Zeeberg. Derudover vil jeg komme ind på hvad socialisering betyder for et udsat barn. 3

4 Herefter vil jeg se nærmere på pædagogens rolle og hvilke krav der er til den pædagogiske praksis. Jeg vil inddrage tværfagligt samarbejde og brugen af særlig indsats, samt læreplaner og lovgivninger, og hvad dette betyder for den pædagogiske praksis. Slutteligt diskuteres hvordan institutioner håndterer arbejdet med udsatte børn. Da faget IIS står for individ, institution og samfund vil jeg forsøge at lave en afsnitsindeling fordelt efter disse tre. Dog vil jeg pointere at især institution og samfund kan være svære at skille ad da institutionen er underlagt samfundets rammer og regler. Individ - Udsatte børn Det er ikke helt nemt at definere hvad et udsat barn er og hvornår det er udsat. Mest af alt fordi børn ikke er ens og graden af udsatheden heller ikke er den samme. Et udsat barn er et barn der er socialt udsat, og hvor: risikofaktorer i bestemte kombinationer optræder over længere tid. (Ploug 2007:15). Risikofaktorer kan fx være (Jespersen 2006:31): Social isolation Børn med faglige vanskeligheder Børn der oplever mobning Børn der oplever omsorgssvigt Børn der er i sorg Børn der har traumatiske oplevelser Hvis familien er fattige Hvis familien er ressourcesvag Hvis der findes vold eller misbrug i familien Forsinket udvikling Dette er kun en lille del af de risikofaktorer der kan være hos et barn. Det er vigtigt at pointere, at barnet ikke ses som udsat hvis det kun besidder en eller to af faktorerne. Men at det er gældende hvis barnet besidder flere af risikofaktorerne og at det er over en længere periode. Derudover ser man også på hvordan barnet håndterer den enkelte situation. Nogle børn kan have nogle af disse faktorer, men er i stand til at håndtere/mestre dem, hvorimod andre ikke er det. 4

5 Jeg vælger at inddrage Helle Schjellerup Nielsens betegnelse af udsatte børn da denne giver et godt indtryk af, hvordan disse børn ses: udsatte, truede, marginaliserede, problembørn, adfærdsvanskelige, risikobørn, børn, for hvem livet gør ondt. (Udsatte børn 2008: 123) Ethvert individ kommer et sted fra, og derfor er det også oplagt at kigge nærmere på barnets familie. Det er her barnet vokser op, påvirkes, opdrages, oplever deres første relationer og generelt her de suger viden og erfaring til sig. Børns reaktionsmønstre afspejler ofte hvordan man i familien plejer at reagere. Et barn der f.eks. råber meget, kommer ofte fra en familie hvor det er måden man kommunikerer på. Men igen er der ingen opskrift på hvordan barnet bliver eller reagerer. Hvis man kigger på et barn fra et voldeligt hjem, er det ikke sikkert at barnet selv får en voldelig adfærd. Det kan lige så godt ske at barnet bliver selvudslettende. Med disse eksempler vender jeg igen tilbage til at det kan være svært at beskrive og karakterisere et udsat barn, da der er så mange forskellige typer af udsathed. Socialisering Socialisering er vigtigt for børn, den: betegner den proces, hvorigennem barnet udvikler sig til et unikt individ og samtidig bliver en del af sit samfund og sin kultur. Socialisering er resultatet af et løbende gensidigt samspil mellem barnet og dets omgivelser. (Udsatte børn 2008:122). Børns første sociale relation er deres familie. Her påvirker forældrene barnet ved deres opdragelsesværdier, livsstil og holdninger (Jensen 2007:25). Noget barnet altid vil have med i sin rygsæk, spor fra ens bagland, som netop: danner afsæt for dets nysgerrighed, interesse for læring, for udforskning og tænkning og for afkodning af den omgivende kultur. (Jensen 2007:25) I samfundet i dag skal børn meget tidligt tage stilling til andre relationer end deres egen familie. Vi har nemlig for vane i Danmark at sende børn i daginstitutioner relativt tidligt i forhold til andre lande. Dette medfører at børnene i en tidlig alder har flere forskellige sociale relationer i forskellige arenaer 1. Disse forskellige sociale arenaer skal ses som samvirkende med hinanden (Udsatte børn 2008:123). Man skal forstå at barnet ikke kun socialiseres hjemme, men mange andre steder uden for hjemmet. Dette kaldes dobbeltsocialisering. Se bilag 1. 1 Arena: Handlingsrum eller område for deltagelse (Udsatte børn 2008:122) 5

6 Ved bilag 1 har jeg forsøgt at lave en tegning over hvilke arenaer 2 barnet socialiseres i (I inspiration af Lars Dencik s dobbeltsocialiserings sommerfugl 3 ). På den ene side ses familien, og den anden side alt det andet som barnet skal forholde sig til. Tegningen skal ses som at barnet konstant går fra den ene arena til den anden. Det er vigtigt for et barn skabe relationer til andre børn, og indgå i det daglige samspil.: Når barnet deltager aktivt i samspillet, udvikler det en fornemmelse for både sin egen og andres placering i det sociale rum. De børn, der ikke deltager, får ikke mulighed for at udvikle kompetencer eller lære det spil om positionering, som er en indbygget del af samværsformer. (Udsatte børn 2008:134). Dette har den konsekvens at de børn som ikke deltager i fællesskabet eller bliver afvist vil have sværere ved at tilegne sig viden om hvordan man begår sig i en leg, da de ikke selv prøver det. De får ikke kendskab til hvordan reglerne fungerer, og får derfor svært ved senere hen at udvikle sociale kompetencer (Udsatte børn 2008:134). Barnets socialisering bliver flertydig og mere kompleks (Udsatte børn 2008:122). Det er ikke kun deres familierelation men også relationen til pædagogen, legekammeraten eller fodboldtræneren. Børnene skal være omstillingsparate, da man hjemme gør det på en måde, og i SFO en gør det på en anden måde og til fodbold på en helt tredje måde. At kunne omstille sig på en sådan måde kræver overskud og energi. For et udsat barn kan det være meget svært og udfordrende at skulle omstille sig i en sådan grad. Hvis man som barn knokler med problemer i skolen, på SFO en, i hjemmet eller rent psykisk, kan overgangen imellem disse arenaer virke uoverskuelig og umuligt at mestre. Derfor er det vigtigt at de professionelle omkring barnet er opmærksomme på dette, og at de hjælper disse børn så godt de kan, for ellers bliver børnene tabt. 3 (Schou & Pedersen 2009: ) 6

7 Institution - Pædagogens rolle Som pædagog har vi til opgave at skabe trygge rammer for at sikre børns udvikling, dette er beskrevet i dagtilbudsloven 7 stk. 2 4 : Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til at børn får en god og tryg opvækst. Vi skal derfor være opmærksomme på børnene i mange henseender. I det pædagogiske arbejde ligger mange arbejdsopgaver, herunder er en af dem at holde øje med om alle børn trives og fungerer socialt. Hvis man som pædagog har en bekymring, eventuelt en mistanke, om et barn kan være udsat, har man som pædagog pligt til at undersøge sagen nærmere. Derudover har pædagogen også pligt til at give kommunen besked hvis man har en formodning om at et barn har brug for hjælp/støtte. Det er vedtaget som lov og står i Serviceloven : personer der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte For at få så korrekt et syn på barnet så muligt, er det en nødvendighed at inddrage et helhedsperspektiv af barnet. Grunden til dette er at man som pædagog ofte har et individuelt syn på barnet, og det er derfor vigtigt når man skal vurdere et barn, at få et bredere perspektiv med. Dette kan gøres ved at arbejde tværfagligt eller flerfagligt. Når man arbejder tværfagligt vil det sige at man: inddrager viden fra flere forskellige fag og discipliner. (Udsatte børn 2008:19) Her er det vigtigt at pointere, at der ikke kun menes professioner såsom pædagog, lærer eller psykolog, men at det lige så vel kan være forældre eller fodboldtræneren der kan medvirke til at give dette helhedsperspektiv. Dette helhedsperspektiv er vigtigt, da barnet kan opføre sig forskelligt fra arena til arena. Måske har barnet det socialt og fagligt dårligt i skolen, men så snart det kommer på SFO ser det helt anderledes ud. Dette kan skyldes at der på SFO en er andre relationer og et andet miljø, det kan ses som et positivt pusterum for barnet. (Udsatte børn 2008:143) Et bredere perspektiv er specielt vigtigt ved situationer hvor børn eventuelt er blevet stigmatiseret og hermed stemplet. Desværre foregår stigmatisering af og til i institutioner hvor eksempelvis

8 pædagoger kan have en generel negativ forventning til barnet. Her kan det sommetider ændre ens syn på barnet, hvis man ved udveksling af erfaringer ved tværfagligt samarbejde, får positive oplevelser omkring barnet af vide. Dette kan ændre ens syn, eller man kan begynde at se mere neutralt på barnet. Særlig indsats En måde at hjælpe barnet på er at benytte en særlig indsats. Nogle af de mest almindelige indsatser i Danmark er brugen af støtte til et barn. Det kan fx være socialrådgiver, psykolog, talepædagog, støttepædagog eller supervision (Jespersen 2006:17). Hvis man tidligt i barnets liv kan fastslå at det er et truet barn, vil man benytte en tidlig indsats som forebyggelse, så man forhåbentlig kan minimere barnets risikofaktorer. For at få bevilliget en støttefunktion skal denne bevilling gå igennem PPR 6 eller sagsbehandler, hvis institutionen kan påpege at barnet har brug for det. (Jensen 2007:106) En særlig indsats lyder positiv og lovende. Det er en god måde at hjælpe udsatte børn på. Men i den pædagogiske praksis er der rigtig mange opgaver, og dette skyldes ikke mindst at vi som pædagoger bliver pålagt flere og flere krav og love fra samfundet. Dette kan være problematisk når det, at benytte en særlig indsats, bliver en meget tidskrævende og ikke mindst kompliceret proces. Mange pædagoger ved slet ikke hvad de skal stille op eller hvordan man går til værks, når man skal hjælpe et udsat barn. Bente Jensen forklarer det således: Institutionernes»indre«forhold har antageligt betydning for kvaliteten i det pædagogiske arbejde. De indre forhold handler om pædagogernes holdninger og værdier og særlige praksis i forhold til den pædagogiske opgave. De indre forhold påvirkes af de»ydre«forhold, dvs. de arbejdsvilkår og rammebetingelser, som er fastlagt via kommunale forhold og lovgivningen om pædagogiske læreplaner (Jensen 2007:116) De ydre forhold kan sommetider virke som en udfordring for pædagogen, da disse skal tilpasses de indre forhold. Normeringerne i institutionerne er heller ikke de samme. I nogle institutioner er normeringen god, men så er antallet af uddannede pædagoger lav, hvilket vil sige at deres faglige niveau er lavere og 66 Pædagogisk psykologisk rådgivning 8

9 det derfor kan være svært at hjælpe de udsatte børn. Omvendt er der andre institutioner hvor der er få ansat, men hvor det faglige niveau er højt, men hvor det så kan være en udfordring rent tidsmæssigt at hjælpe de udsatte børn. (Jensen 2007:114). Samfund I den pædagogiske praksis er vi som pædagoger underlagt en masse love, rammer og regler, som vi skal forholde os til. I 2004 blev 8 indført i serviceloven om de pædagogiske læreplaner, hvilket betyder at institutioner skal udarbejde en pædagogisk læreplan, der skal medvirke til mere leg, læring og udvikling for børn i dagsintitutioner 7. Et af formålene med at indføre pædagogiske læreplaner er at: sætte fokus på den selvstændige pædagogiske værdi, som dagtilbud har, og dennes funktion for alle børn i almindelighed og i særdeleshed for socialt udsatte børn med henblik på at styrke og støtte børns udvikling og læring. (Jensen 2007:27). Men hovedideen bag den, er at den skal virke forebyggende. I den pædagogiske læreplan er der et krav om, at der skal indgå disse seks temaer: Barnets alsidige personlige udvikling Sociale kompetencer Sprog Krop og bevægelse Naturen og naturfænomener Kulturelle udtryksformer og værdier Disse læreplaner har påvirket det pædagogiske arbejde ved at pålægge pædagogerne flere opgaver og udfordringer. Man skal som pædagog være i stand til at disponere over individuel og fælles tid til forberedelse samt efterbehandling af det pædagogiske arbejde. Da dette kan være svært i en presset hverdag, er det vigtigt at der bliver stillet ressourcer til rådighed. Men dette er ikke altid tilfældet

10 Pædagoger er underlagt mere pres fra det ydre, og dette påvirker sommetider institutionens indre forhold, samt kvaliteten af arbejdet. Dette pres gør sig gældende ved at man som pædagog skal være i stand til: at udvikle egen læring på arbejdet, omstille sig og håndtere de pædagogiske opgaver og endda nærmest prøve at finde frem til en ny faglig»identitet«. (Jensen 2007:86). Trods de mange krav og rammer samfundet stiller pædagoger, er det også relevant at se på institutionernes vilkår og muligheder. En fælles problematik er at der er så mange krav til den pædagogiske praksis, men at det kan være svært at få tid til refleksion og tale om: udvikling af institutionens pædagogiske faglighed samt selvfølgelig kurser og efteruddannelse. (Jensen 2007:114). Vedtagelsen af lovforslaget om pædagogiske læreplaner kræver at institutionens personale tager kurser/efteruddannelse i disse læreplaner for at være i stand til at føre dem ud i praksis. Ballerupmodellen Da jeg både bor og har været i praktik i Ballerup, har jeg kendskab til Ballerup Kommune. Her bruger de en model de kalder Ballerupmodellen. Formålet med Ballerupmodellen er at: systematisere og effektivisere eksempelvis dagsinstitutionens eller skolens indsats overfor risikobørn (Ballerupmodellen hæftet:4). I Ballerupmodellen har de et helt klart regelsæt for hvem, hvornår og hvordan de handler når det drejer sig om arbejdet omkring udsatte/risikobørn. Der er fokus på den gruppe af børn der udviser: en adfærd, der vækker en vis bekymring blandt de voksne, der er omkring dem. De har det ikke generelt dårligt, men fungerer på den anden side heller ikke optimalt. (Ballerupmodellen hæftet:4) Man skal være opmærksom på disse børns adfærd, da det kan signalere et råb om hjælp. Alle personer i Ballerup Kommune, der dagligt arbejder med børn og unge har et særligt ansvar, og er ansvarlige for at reagere på sin egen bekymring. Hjælpen findes gennem dialog og samarbejde med forældre. Her inddrages forskellige professioner. Frontpersonalet har den direkte kontakt med børn og unge og deres familier. Det er sundhedsplejersker, kommunallæger, personalet i tandplejen, dagplejere, pædagoger, 10

11 pædagogmedhjælpere, talepædagoger samt læger. (Ballerupmodellen hæftet:9) Og hvis der er brug for yderligere hjælp inddrages fx PPR eller støttepædagogteamet. Her samarbejdes altså på tværs, hvilket giver et bredere perspektiv af barnet. Ballerup Kommune har sat en tidsramme for arbejdet med udsatte/risikobørn. Inden for 3 måneder skal man have gjort noget ved bekymringen. Man skal have videregivet sin bekymring til forældrene, observeret barnet og foretaget en evaluering af bekymringen. (Ballerupmodellen hæftet:4) Diskussion handler pædagoger som de bør? For at kunne hjælpe udsatte børn bedst muligt er det vigtigt at have en fælles måde at hjælpe børnene på. Det vil sige, at man ved, at det fungerer på samme måde i hele kommunen eller sågar hele landet, og at man har kendskab til hvad man bør foretage sig som pædagog. Alle institutioner har pligt til at overholde serviceloven og de pædagogiske læreplaner, men personligt synes jeg det er en interessant tanke, om alle institutioner i hverdagen forholder sig til dem. Når man ser på den pædagogiske praksis, gør pædagoger så hvad de har pligt til og bør gøre? Denne problemstilling vil jeg se lidt nærmere på, og dermed inddrage personlige erfaringer fra mine jobs og praktik. I den pædagogiske praksis er hverdagen for det meste presset. Der er en masse ting der skal nås, og derfor kan nogle pædagoger føle, at de ikke kan rumme at skulle forholde sig til yderligere opgaver. Både fordi de eventuelt hverken føler sig fagligt eller personligt rustet til opgaven, eller fordi opgaven er udfordrende og tidskrævende. Men faktum er, at det er deres pligt at løse/forholde sig til denne opgave. Jeg har oplevet mange forskellige måder at håndtere udsatte børn på. En af måderne foregik i en institution i Furesø Kommune. Her var der en del udsatte børn. Personalet havde ikke en fælles handleplan at gå ud fra, og det var langt fra altid at man i det hele taget handlede. I denne institution var der mange andre problematikker og børn der havde særlige behov. Og derfor fik jeg hurtigt indtrykket af at de i denne institution lagde mere vægt på bare at få den daglige dag til at fungere, frem for at tage fat i nogle af problematikkerne gennem dagen, og tage sig tid til de børn med 11

12 særlige behov. Så selvom der var tilfælde, hvor man som pædagog burde lave underretninger, blev det sjældent gjort. Modsat har jeg også erfaringer fra at arbejde i en institution i Ballerup Kommune, hvor det foregik helt anderledes. Her havde man fælles regelsæt og handleplaner. Jeg oplevede, trods det var et hårdt arbejde omkring udsatte børn, så fik man det gjort. Personalet var gode til at være åbne omkring deres frustrationer, bekymringer og handlemuligheder om arbejdet. Det var rart at opleve en positiv dynamik om et arbejde, der som regel er svært og hårdt. Og se at det kan lade sig gøre så længe der er fagligt overskud og engagement. Ud fra disse erfaringer tyder det på, at ikke alle institutioner gør tingene på samme måde og opfylder kravene der stilles til pædagoger. Selvom man som pædagog har underretningspligt, er det desværre ikke alle institutioner, der handler når man bør. der er masser af institutioner, der faktisk kun skriver en underretning hvert tredje år, dvs. at de hverken har øvelse i det eller tænker i det 8 (Jensen 2007:130) Dette er et stort problem, at der trods lovgivningen, stadig er pædagoger der ikke forholder sig til det. Og hvor det ikke er en ting der bliver prioriteret højt, eller overhovedet prioriteret. Det er foruroligende at opleve at dagsinstitutioner langt fra gør det samme stykke arbejde. At man over hele landet har en masse pligter og love der skal sikre et forebyggende arbejde og at alle børn har de samme rettigheder og forhold, men at det ikke er alle der udfører det. Derfor ser jeg klart at Ballerup Kommune har fat i den lange ende ved at have klare og fælles retningslinjer og handleplaner når det gælder udsatte børn. Især fordi det for mange kan være en uoverskuelig, svær og udfordrende arbejdsopgave, så det er nemmere at gå til når der er klare handleplaner stillet op. Det er vejen frem, at man med det samme ved hvornår og hvordan man skal handle. Og at man ved at alle gør det på samme måde. For at højne det faglige arbejde omkring udsatte børn er det derfor vigtigt at alle ansatte i den gældende institution har mulighed for kurser eller efteruddannelse der vedrøre de pædagogiske læreplaner så de får kendskab til dem og har mulighed for at udføre det i dagligdagen. Dette skal ruste personalet til det forebyggende arbejde. Og i det praktiske arbejde må pædagogerne vise 8 Citat fra interview fra Bente Jensens undersøgelse kan dagsinstitutioner gøre en forskel? 12

13 engagement og have en tro på at: man betyder noget for børnene, og at det pædagogiske arbejde har en effekt, dvs. at man»gør en forskel«. (Jensen 2007:134). Konklusion og perspektivering Når man ser på det pædagogiske arbejde, er det meget forskelligt hvordan det bliver gjort. I nogle institutioner går man meget højt op i fagligheden og forholder sig til kravene til pædagogen, hvor man i andre går op i det praktiske arbejde og antal hænder. Det er sjældent at en god normering og høj faglighed følges ad. Derfor svinger det meget i hvorledes det faglige arbejde bliver gjort, og om det overhoved bliver gjort. Som pædagog er der en masse love, krav og pligter man skal forholde sig til. Vi skal have kendskab til serviceloven og pædagogiske læreplaner, men det er ikke nok blot at have kendskab til dem, vi skal dagligt forholde os til dem og reflektere over dem. Det er vigtigt at man dagligt bruger disse læreplaner for at have mulighed for at arbejde forebyggende. Når man taler om arbejdet omkring udsatte børn, er det især vigtigt at arbejde forebyggende. Som institution er det betydningsfuldt at have en fælles handleplan, samt at man vægter fagligheden højt. Derudover bør det også sættes i højsæde at have en fælles ansvarlighed, hvor man deler erfaring, bruger hinanden og støtter hinanden. Så snart en pædagog bekymrer sig over et barn med en ændret eller afvigende adfærd bør pædagogen dele sin bekymring med en kollega, hvorefter man almindeligvis vil indkalde forældrene til en samtale for at få delt og uddybet bekymringen. Er der hold i bekymringen, påbegyndes en indsats hvor flere andre faggrupper muligvis inddrages. For nogle pædagoger kan det føles vanskeligt og udfordrende at tage de svære samtaler med forældrene, da det kan være konfliktfyldt. I særdeleshed hvis man er nødt til at underrette kommunen. Men det er vigtigt og vores pligt. Vi skal huske at vi er børnenes advokater. Det er for børnene vi gør dette, og mange gange har forældrene også brug for en hjælpende hånd. Man har pligt til at forholde sig til lovgivningen og ikke mindst de pædagogiske læreplaner. Det er vigtigt for at højne fagligheden, og dermed for bedst muligt at kunne hjælpe børnene, og i sidste ende er det med til at sikre at vi alle gør det samme stykke arbejde og reagerer når man bør. 13

14 I mange år har der været nedskæringer indenfor daginstitutions området, og normeringen er blevet dårligere, men samtidig er kravene til pædagoger blevet højere. Der er en klar problematik omkring de øgede krav og de stadige nedskæringer. Så hvis det skal lykkes, bliver politikkerne nødt til enten at finde flere penge til børne- og unge området, eller også må man som samfund acceptere at vi ikke formår at indfri alle krav og forventninger. Det sidste synes jeg personligt er svært at acceptere. Jeg håber jeg en dag formår at komme ud og røre og gøre en forskel. 14

15 Litteraturliste Bo, Karen-Asta m.fl.: Udsatte børn et helhedsperspektiv, 1. udgave, Akademisk Forlag, 2008 Jensen, Bente: Social arv, pædagogik og læring i dagsinstitutioner, 1. udgave, Hans Reitzels Forlag, 2007 Jespersen, Cathrine: Social udsatte børn i dagtilbud, Socialforskningsinstituttet, 2006 Ploug, Niels: Socialt udsatte børn: identifikation, viden og handlemuligheder i dagsinstitutioner, SFI Det nationale forskningscenter for velfærd, 2007 Schou, Carsten m.fl.: Samfundet i pædagogisk arbejde: et sociologisk perspektiv, 2. udgave, Akademisk Forlag, 2009 Andet: Ballerupmodellen: Risikobørn/unge i Ballerup Kommune den foregribende indsats, TF gruppen. Generel litteraturliste: Bo, Karen-Asta m.fl.: Udsatte børn et helhedsperspektiv, 1. udgave, Akademisk Forlag, 2008 (kapitel 1, 4, 6 og 8 = 116 sider) Jensen, Bente: Social arv, pædagogik og læring i dagsinstitutioner, 1. udgave, Hans Reitzels Forlag, 2007 (kapitel 1, 2, 4, 5 og 6 = 141 sider) Schou, Carsten m.fl.: Samfundet i pædagogisk arbejde: et sociologisk perspektiv, 2. udgave, Akademisk Forlag, 2009 (hele bogen = 363 sider) I ALT 620 sider 15

16 Bilag 1. 16