Indholdsfortegnelse.

Transkript

1 Indholdsfortegnelse. Indledning....2 Problemformulering:...3 Afgrænsning...3 Selvet...3 Sterns teori om selvet I følelsernes verden. Det gryende selv.0 2 mdr Den nære sociale omverden. Kernerelateringen, oplevelsen af kerneselv. 2-6 mdr Sindlandskabernes verden. Det intersubjektive selv, den intersubjektive relatering mdr Ordenes verden. Det verbale selv. Den verbale relatering mdr Historiernes verden. Det fortællende selv. Fra 3 4 år....6 Winnicott s teori om det sande og det falske selv....6 Det sande selv....6 Det falske selv...7 Relationer...7 Empati.(indlevelsesevne)...8 Voksen barn relationen....9 Barn - barn relation....9 Anerkendende relationer...9 Et eksempel på en anerkendende relation...10 Afrunding af teori...10 Pædagogisk praksis...11 Konklusion...11 Litteraturliste

2 Indledning. Ud af de 3 valgmuligheder jeg havde, valgte jeg stikordene: Individualitet Fællesskab. Der dukkede nogle ord op i mit hoved, så som: selvet, selvopfattelse, empati, anerkendelse, identitet, relationer, tillid, familie, miljø, arv, samfund. Emnet er højst aktuelt set i takt med at børn i dag tilbringer mere tid end tidligere i daginstitution, hvor de indgår i et fællesskab. Samtidig er børn i dag ønske børn, og nogle forældre har meget fokus på netop deres barn, individet sættes altså i centrum. I daginstitutionerne har vi travlt med at gøre børnene skoleparate, vi skal arbejde ud fra læreplanernes seks temaer, og man kan tænke på hvad det gør ved børnenes selv følelse. Er der tid og plads til at finde sig selv, er der tid til at skabe de nødvendige relationer, eller er fokus på at nå at opfylde kravet om læreplaner. Set i lyset af at der skæres ned i pædagogernes normering, og at de skal varetage om muligt flere arbejdsopgaver end tidligere, kan man godt blive bekymret. I et fællesskabet er der relationer og de eksisterer i en kontekst. De både formes af og er med til at forme konteksten og fællesskabet 1. Man kan gøre sig nogle tanker omkring individ frem for fællesskab, eller individ set som en del af et fællesskab, der rummer individet. Man må som pædagog arbejde med at støtte børnene til at udvikle sociale og personlige kompetencer, så barnet bliver bedst muligt rustet til at indgå i fællesskaber. I takt med de mange arenaer barnet bevæger sig i, er der mange former for fællesskab, i institutionen, i familien, fritids aktiviteter, kammerater osv. Alle med hver deres sæt af regler, skrevne og uskrevne for fællesskabet. De større sammenhænge i samfundet, påvirker det som foregår i den mindre gruppe. Groft sagt: samfundet styrer pædagogen, pædagogen styrer barnet. I 70 erne var vi meget fællesskabs orienteret, både politisk og i andre sammenhænge. Vores fokus var på fællesskabet, frem for individet, i dag er der måske en tendens til at det er omvendt. Vi er mere individ orienterede, frem for fællesskabs orienterede. Det er en balance mellem det 1 Ole Løw, Erik svejgaard:psykologiske grundtemaer. 2

3 individuelle og fællesskabet. Tendensen til det mere individ orienterede ses bland andet i, at man vil nu afskaffe Folkeskolernes gruppe eksamener, begrundelsen er at eleverne skal bedømmes mere individuelt. Man kan undre sig over om, det ikke er muligt at se individet i fællesskabet? I teori afsnittene vil jeg komme ind på Daniel Stern, der taler om selvfornemmelser, og Donald W. Winnicott, og hans beskrivelse af det sande og falske selv. Jeg vil og så komme ind på relationer, barn - barn, og voksen barn. Alle disse tanker og overvejelser jeg her har gjort mig, bringer mig frem til min problemformulering. Problemformulering: Hvordan kan vi som pædagoger støtte barnets personlige udvikling, herunder udviklingen af barnets individualitet og den påvirkning relationen har på barnets måde at indgå i et fællesskab. Afgrænsning. Jeg har valgt at beskæftige mig med børn i 0 6 års alderen, på grund af interesse. Ud af de mange muligheder og temaer som kunne være relevante omkring dette emne, har jeg valgt at fokusere på selvet og relationer i denne opgave. Jeg har valgt at bruge Daniel Stern, der skriver om selvet og Donald W. Winnicott, der skriver om det falske og sande selv, da jeg mener at ved at styrke selvet styrkes også individualiteten. Teoretikerne er valgt fordi de er udviklingspsykologer der har stor indflydelse på moderne børnesyn. Jeg vil siden hen komme ind på relationer, som også er relevant både når vi taler om fællesskab og individualitet. Til at belyse den del af problemformuleringen bruger jeg Berit Bae som teoretisk grundlag. Jeg har valgt hende på grund af hendes tanke om det anerkendende børnesyn. Selvet. I psykologisk/pædagogisk ordbog s.200 stå der under individualitet. Det enkelte menneske psykologisk betragtet som enestående; vekselvirkning mellem arv og miljø og personlighedens aktive medvirken bevirker, at udviklingen forløber forskelligt hos hvert menneske; hvert barn har sin egen udviklingsrytme, og der er stor variation i sensitiviteten for ydre og indre påvirkninger; selv hvor miljøet tilsyneladende er det samme for en søskendeflok, må der regnes med 3

4 væsentlige miljøforskelle, idet personerne i et barns miljø reagerer forskelligt afhængigt af barnets individualitet; barnet er med til at skabe sit eget miljø. Sterns teori om selvet. Daniel N. Stern, er amerikaner, født i 1934, professor i psykiatri og psykologi 2. Han er psykiater, psykoanalytiker, spædbarnsforsker. Især bliver han fremhævet som udviklingspsykolog. Gennem sit arbejde har han bidraget til et ændret syn på barnets tidlige udvikling. Således fremhæver han, at det spæde barn helt fra begyndelsen er kompetent og har et selv. Fornemmelsen af et selv opstår og udfolder sig i den allerførste kontakt med moren (eller faren), og i spændingsfeltet mellem egne behov (mad, søvn, varme, rolig, omsorg, tryghed og kontakt) og omsorgspersonernes evne til og mulighed for at komme barnet i møde og regulere disse behov, fysisk, men også i allerhøjeste grad følelsesmæssigt 3. Selvfølelsen hos barnet udvikles hurtigere, og er tydeligere og dybere jo klarere og mere entydige og positive oplevelser, barnet får med sig selv og sine behov i forhold til først den sociale verden (mor, far, andre) og lidt senere den fysiske verden, og senere samspillet mellem dem I følelsernes verden. Det gryende selv.0 2 mdr. Spædbarnet oplever genstande omkring sig og hændelser ud fra de følelser det vækker hos barnet 5. Det spæde barn forholder sig udforskende og aktivt til sine omgivelser. Barnet vil dreje hovedet væk, når det siger fra overfor sin omverden. Ud fra sit samvær med moren er barnet allerede nu i færd med at danne sig en psykisk model af eller forestilling om moderen. Den psykiske model barnet opbygger af moderen vil fungere som prototype, altså som en grundform på, hvad barnet kan forvente der sker når det er sammen med andre nære mennesker, ikke bare nu men også senere i livet. 2 Udviklingspsykologiske teorier red. Espen Jerlang 3 Lise Gullestrup: At blive et med sig selv - om udvikling af det 0 5 årige barns selv. 4 Den nye psykologi håndbog. Red mogens Brørup, lene Hauge og Ulrik lyager Thomsen. 5 Ibid. 4

5 2. Den nære sociale omverden. Kernerelateringen, oplevelsen af kerneselv. 2-6 mdr. Her begynder evnen til socialt samspil. Barnet pludrer og har øjenkontakt længere tid af gangen 6. Barnet har nu en integreret og oplevelsesmæssig fornemmelse af sig selv. Barnet er optaget af her og nu mellem os. Stern siger at det er afgørende at barnet oplever at moren befinder sig her, og nu sammen med barnet og ikke er psykisk et andet sted. Det er også i denne periode mor og barn lærer empati i samspillet med hinanden. 3. Sindlandskabernes verden. Det intersubjektive selv, den intersubjektive relatering mdr. Barnet oplever at det har sine egne sindslandskaber dvs. psykiske landskaber, som er dets egne og ikke er synlige for andre 7. Barnet opdager at det kan dele sindelandskaberne med andre. (stadig uden verbalt sprog). At dele eller ikke dele psykiske tilstande er en yderst effektiv måde at forme et andet menneskes adfærd på. I denne alder er barnet hypersensitivt dvs. meget følsom overfor andres reaktioner, som det aflæser nøje. 4. Ordenes verden. Det verbale selv. Den verbale relatering mdr. Barnet begiver sig ud i ordenes, symboler og selvrefleksionens verden 8. Sproget åbner en helt ny verden for barnet, men Stern mener også at sproget har nogle store mangler i forhold til det non verbale sprog. F.eks. er sproget langsommere end mimik, gestus. Han skriver også at følelsen af at se et andet menneske ind i øjnene aldrig fanges fuldstændigt af ord. Fra nu af oplever barnet hændelserne på to måder, selve oplevelsen, og ordene om oplevelsen. 6 Ibid. 7 Ibid. 8 Ibid. 5

6 5. Historiernes verden. Det fortællende selv. Fra 3 4 år. Nu kan barnet selv fortælle om oplevelser og hændelser det har være ude for 9. Barnet, der fortæller en biografisk historie om sig selv, skaber sin egen identitet. Det sker mange gange om dagen, og barnet eksperimentere med at blive sig selv. Stern bruger ikke begreber som faser han tager afstand fra den klassiske faseinddeling i udviklingspsykologien 10. Stern taler om domæner eller perioder, hvor selvoplevelsen og oplevelsen af relatering har særlig stor betydning. Stern opererer med den tænkning, at domænerne er som en spiral, det giver glidende overgange, og det er aldrig for sent at vende tilbage. Stern bruger begrebet RIG Repræsentation af Interaktion, som er Generaliseret. En generaliseret episode, er ikke en beskrivelse af en episode, men forstås som en gennemsnitlig opfattelse. Winnicott s teori om det sande og det falske selv. Donald Woods Winnicott ( ). Engelsk læge og psykiater skriver, blandt andet om det sande og det falske selv. Det sande selv. Det heldige barn kan starte livet med at føle sig virkelig og hel. Den følelse danner et centrum, en kerne 11. Omkring denne kerne dannes der lag af det der kaldes kerneoplevelser. Det er oplevelser der bestyrker det sande selv. Det sande jeg bliver sat på prøve hver gang vi bevæger os fra en periode af livet, til en anden. f.eks. fra børnehave til skole, osv. For hver gang vi kommer igennem sådan en periode, med det sande selv i god behold, dvs. ikke har overgivet os til det falske selv, har vi styrket vores kerne, altså det sande selv. Hver overgang byder på en ny social ramme vi skal passes ind i. Det sande selv, er betegnelsen for uinkarnerede selv, det selv der aldrig får direkte adgang til verden gennem handlingerne. 9 Ibid. 10 Udviklingspsykologiske teorier. Red. Espen Jerlang. 11 Jan Brødslev Olsen: Selvets verden. 6

7 Hvis barnet og forældre gensidigt støtter hinanden, hvis bliver bekræftet, og har forældre der leder det på rette vej, vil det give en følelse af at være elsket, god, værdsat, og respekteret 12. Barnet får en positiv grundfølelse om sig selv. Det falske selv. Tendenser til et falske selv dannes fra kerneselv perioden, og bliver stærkere i den intersubjektive periode, der udvikles en som om personlighed, en ikke autentisk, robot 13. Det er en form for erstatnings selv, der skal forholde sig i og til omverdenen, så der sande selv forbliver uberørt, afsondret fra virkeligheden. Det falske selv kan beskrives som barnets vellykkede tilpasning eller overtilpasning til et miljø, som ikke i tilstrækkelig grad har haft omsorg og øje for barnets særlige behov og individualitet. Winnicott opererer med begreber som: Omnipotens 14. Winnicotts antagelse er at, at barnet er omnipotent i sin oplevelses måde. Barnet kan ikke andet end forestille sig at det styrer den ganske verden. En følelse af almægtighed, at kunne klare alt. Den gode nok mor som tager imod, og bekræfter barnets omnipotens. Den ikke gode nok mor som ikke tager imod og ikke bekræfter barnets omnipotens. Relationer. I psykologisk/pædagogisk ordbog står der under relation 15. Forhold mellem to eller flere genstande; opdagelse af hidtil oversete relationer spiller en rolle ved opgaveløsning; forsøg med dyr viser at de reagerer på relative stimuli og ikke på absolutte stimuli. 12 Lise Gullestrup: At blive et med sig selv om udviklingen af det 0 5 årige barns selv. 13 Ibid. 14 Ibid. 15 Psykologisk/pædagogisk ordbog. 7

8 Der findes forskellige former for relationer Den asymmetriske relation. Eller magtfordrejende. 2. Den symmetriske. Parallelle. 3. Den komplementære. Gensidig anerkendende relation. I en dialektisk tilgang til relationen er denne altid i proces, med gensidig vekselvirkning mellem de involverede parter 17. Mennesket er ifølge denne opfattelse ikke forudsigeligt og udvikler sig ikke lineært. Hvis man skal forstå et individ, må man fokusere på sammenhænge og relationer, og man kan ikke forstå den ene uafhængig af den anden. Berit Bae: pædagog og børneforsker. Berit Bae (1999 s. 11): Det jeg gør mod dig, det gør jeg egentlig mod mig selv, fordi jeg med min væremåde skaber forudsætningen for, hvad slags svar jeg får fra dig. Og det gør jeg mod mig selv, det gør jeg egentlig mod dig, fordi min måde at behandle mig selv på, skaber forudsætningen for din væremåde, for hvem du har mulighed for at blive sammen med mig. Empati.(indlevelsesevne) Empati er evnen til at leve sig ind i andres følelser og forholde sig konstruktivt til dem 18. Det handler om at kunne leve sig ind i andres følelser, uden at overtage dem og leve sig ind i andres roller 19. At kunne opfatte situationer fra andre synspunkter end sit eget. Empati er en væsentlig forudsætning for at kunne forstå andre mennesker, som er anderledes end en selv. 16 Ibid. 17 Tom Ritchie.: Relationer i psykologien. 18 Peter Clausen.: Anvendelse af nyere psykologi. 19 Psykologisk/pædagogisk ordbog. 8

9 Det optimale i en relation må være, at den grundlæggende holdning er ligeværdig, at man respekterer hinandens forskelligheder, og anerkender hinanden som selvstændige individer 20. Dette, samt at møde barnet med empati, vil gøre at pædagogen som omsorgs person, er en medvirkende faktor for barnet i sin selvdannelses proces. Voksen barn relationen. I relationen spejler vi os i hinanden, og bliver klogere på os selv og de andre. I en relation voksen barn, ligger der også en magt faktor. Berit Bae skriver om voksnes difinitionsmagt 21. Begrebet difinitionsmagt henviser til at voksne er i en overmægtig position i forhold til børn. Anerkendelse er betinget af erkendelse, vi må forstå eller vide noget om det, der skal anerkendes. Børnene er afhængige af de reaktioner de får fra deres omsorgspersoner for at kunne opbygge et billede af, hvem de er og for at kunne skabe sig selv. Voksnes difintionsmagt er den måde, den voksne svarer barnet på og sætter ord på dets handlinger. Denne magt position kan bruges så den fremmer barnets selvstændighed, tro på sig selv, og respekt for andre. Men den kan også bruges til at underminere barnets selvrespekt og selvstændighed. Barn - barn relation. Denne relation er vigtig for barnet. Som tidligere nævnt spejler barnet sig i andre, ser ligheder og forskelligheder og lærer og bliver klogere på sig selv og den anden. Barnet finder sig selv gennem andre og bliver et socialt væsen. Der kan opstå fællesskaber og venskaber. Anerkendende relationer. Anerkendende relationer er baserede på ligeværd. At være anerkendende er ikke en metode, men en grund holdning af respekt og ligeværd 22. Man må prøve at gå ind i andres oplevelsesverden og forsøge at anskue tingene ud fra den andens erfaringsbaggrund. 20 Jesper Juul, Helle Jensen. :Pædagogisk relationskompetence. 21 Berit Bae.: Voksne difinitionsmagt og børns selvoplevelse. 22 Berit Bae.: Voksnes difinitionsmagt og børns selvoplevelse. 9

10 Berit Bae sammenholder begreberne anerkendelse og erkendelse 23. Hun definerer erkendelse som det at give sig lov til at komme nær og blive bekendt med det som er. Anerkendelse defineres som det at være åben og lyttende og have evnen til at gå ind i den andens oplevelsesverden i et øjeblik. Et eksempel på en anerkendende relation. Dette lille eksempel er en oplevelse fra min praktik periode, som var i en integreret 0-6 års børneinstitution. Det er formiddag, og vi er ved at holde samling. Der er ca. 12 børn på stuen. De er alle mellem 2,5-3,5 år gamle. Der er desuden stuepædagogen, og mig, der er studerende. Vi sidder alle sammen på gulvet, har lige sunget et par sange, og nu får vi et glas mælk og nogle gulerødder. Nu begynder Rasmus at puste ned i sin kop og der kommer bobler i koppen. Han griner. De andre børn kigger opmærksomt på ham. Han tager koppen til munden en gang til og puster. De andre børn begynder at imitere ham. Snart puster alle børnene i deres kopper. Pædagogen ser en smule irriteret ud, hun kigger rundt på børnene. Så siger hun: Ok, vi puster alle sammen to gange i vores kopper, så kan vi se at det er den luft i puster der bliver til bobler. Vi pustede to gange, og drak vores mælk bagefter. Pædagogen så ud som om hun skulle til at irettesætte børnene, men i stedet for reflekterede hun over situationen, og levede sig ind i børnenes oplevelses univers, de var nysgerrige og ville afprøve om også de kunne få mælken til at boble. Hun så hensigten bag handlingen, ikke mindst. Det var hun på alle måder meget dygtig til. Hun var anerkendende. Afrunding af teori. Som det fremgår af ovenstående, er der flere forskellige måder at se/beskrive selvet på. Jeg mener at de tager udgangspunkt i noget forskelligt, ser noget fra forskellige vinkler. De har et forskelligt barnesyn. Stern mener, at barnet er kompetent fra fødslen, hvor Winnicott mener at barnet fødes til 23 Tom Ritche red.: relationer i psykologien. 10

11 ikke og være i stand til psykisk at holde sammen på sig selv 24. Derfor påhviler det mor (eller omsorgsperson) at containe (rumme) barnet og dets følelser. Jeg synes, det er vanskeligt at drage en direkte sammenligning, da de operer med meget forskellige begreber. Begge teoretikere er aktuelle, og det bliver her meget tydeligt, hvor vigtigt det er at vi, som omsorgspersoner møder barnet med empati, og anerkendelse for herigennem at støtte børnene i at blive sig selv. Ud fra Sterns teori kan mennesket barn/voksen indgå i relationer på basis af de måder at værre sammen på RIG er som er blevet udviklet 25. Vi er, som mennesker, afhængige af andre for at blive autonome grundlaget for menneskets udvikling af selvstændighed er, at andre anerkender vores uafhængige eksistens 26. Pædagogisk praksis. I vores pædagogiske praksis må vi være anerkendende voksne, der tager ansvar for relationens kvalitet. Vi være åbne og lyttende, både verbalt og nonverbalt. Vi må kunne se bag adfærden, som også pædagogen i praksis eksemplet gjorde det. Vi må som pædagoger være bevidste om vigtigheden af at være nærværende og udvise empati. Jeg tænker også her på Sterns RIG,er, der underbygger denne vigtighed, ved at generalisere erindringer fra tidligere erfaringer. Som tidligere nævnt tilbringer børn i dag mere tid end tidligere i institution, vi må være bevidste om, at vi som omsorgspersoner, også er rolle modeller for børnene. Konklusion. Jeg har her prøvet at beskrive selvet, ved hjælp af Daniel Stern, og Donald W. Winnicott. Jeg har også prøvet at belyse vigtigheden af relationen for at støtte barnet i en tryg opvækst, der påvirker dets opfattelse af sig selv som god nok. Hvis barnet har en god selvfølelse har det også lettere ved at indgå i relationer på en positiv måde. 24 Den nye psykologihåndbog. 25 Peter Clausen.: Anvendelse af nyere psykologi. 26 Tom Ritchie red.: Relationer i psykologien. 11

12 Når jeg i min problemformulering skriver: Hvordan kan vi som pædagoger støtte barnets personlige udvikling, herunder udviklingen af barnets individualitet og den påvirkning relationen har på barnets måde at indgå i et fællesskab er ovenstående praksis eksempel et godt bud på det Holdt op mod min problemformulering vil jeg mene at vi gennem det at støtte selvet, og relationerne også støtter det individuelle og fællesskabet. Jeg ser nødvendigheden af at vi som pædagoger er anerkendende,lyttende og observerende. Vi skal være opmærksomme på intentionen bag handlingen, som i eksemplet jeg beskrev fra min praktik i en daginstitution. Det anerkendende, lyttende og opmærksomme er med til at styrke barnets erfaringer i forhold til det, det gør, er i orden. Dermed styrkes indirekte barnets selvopfattelse, og dets måde at kunne indgå i børnehavens fællesskab på. Vi skal være empatiske og vise børnene respekt, ikke mindst for deres oplevelses univers. Vi skal søge den symmetriske, parallelle og den komplementære relation. Vi skal kunne se det individet i fællesskabet. Vi skal støtte børnene i både at blive sig selv, og det at være en del af et fællesskab. 12

13 Litteraturliste. Bae, Berit: Erkjennelse og anerkendelse en introduktion. Perspektiv på relationer. Universitetsforlaget Bae, Berit: Voksnes difinitionsmagt og børns selvoplevelse. Social kritik. Nr Brørup, Mogens, Hauge, Lene og Thomsen, Lyager Ulrik. Red. Den nye psykologihåndbog. Gyldendal. 2. udgave 6. Oplag Clausen, Peter: Anvendelse af nyere psykologi børn og unges vilkår i det senmorderne samfund. Systime academic 1. udgave 2. oplag Gullestrup Lise: At blive et med sig selv om udviklingen af det 0 5 årige barns selv. Frydenlund.1. udgave. 1. oplag Hansen, Mogens Thomsen, Poul Varming, Ole. Psykologisk pædagogisk ordbog. Gyldendal. 14. Udgave Jerlang, Espen red.: Udviklingspsykologiske teorier. Hans Reitzels forlag. 3. udgave 6. oplag

14 Juul, Jesper Jensen, Helle: Pædagogisk relationskompetence fra lydighed til ansvar. Apostrof. 3. udgave Løw, Ole Svejgaard Erik. Psykologiske grundtemaer. Kvan Olsen, Brødslev Jan. Selvets Verden et livsforløbs perspektiv. Systime. 1. Udgave 1. Oplag Ritchie Tom red. Relationer i psykologien. Billesø & Baltzer. 1. udgave. 1. Oplag