Afgørelser og domme Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj

Transkript

1 Afgørelser og domme Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Kommenterede afgørelser Ledninger, hvis tilstedeværelse hvilede på det ulovbundne gæsteprincip, men som efter ekspropriation lå i vejareal bar fortsat omfattet af gæsteprincippet (U HD) I forbindelse med en vejudvidelse blev der foretaget ekspropriation af nogle tilgrænsende arealer, hvori der - uden vederlag - var anbragt forskellige ledninger. Vejanlægget nødvendiggjorde ledningsarbejder, og spørgsmålet var da, hvem der skulle betale disse arbejder. Mens taksationskommissionen og landsretten mente, at det skulle anlægsmyndigheden, kom Højesteret til et andet resultat. Højesteret udtalte, at en erhverver af fast ejendom som udgangspunkt indtræder i overdragerens rettigheder og forpligtelser vedrørende ejendommen, og at dette gælder, uanset om erhververen er privat eller offentlig, og uanset om overdragelsen sker i fri handel eller ved ekspropriation. Anlægsmyndigheden kunne som ny arealejer kræve ledningsarbejderne betalt af ledningsejerne, og Højesteret afviste, at vejlovens 106 indskrænkede gæsteprincippet, således at vejmyndigheden skulle være afskåret fra at påberåbe sig princippet i tilfælde, hvor ledningen lå i et areal, som ikke var vejareal inden erhvervelsen. Ledningernes tilstedeværelsesret hvilede derfor efter ekspropriationen også på gæsteprincippet Ledningsejere har gennem den seneste årrække måttet erkende, at deres tilstedeværelsesret er mindre vidtgående, end man forestillede sig. Ledningsejere der ligger i offentlige veje skal f.eks. således betale ledningsomkostningerne som nødvendiggøres af vejarbejder, der har forbindelse med anlægsarbejder på tilgrænsende ejendom. Denne her omtalte afgørelse supplerer billedet, men er egentlig ikke overraskende. Hvis en ledning ligger på gæstevilkår altså er anbragt uden vederlag til ejendommens ejer og uden en egentlig formuleret tilstedeværelsesret - ændre ejendommens afhændelse intet derved. Køberen succederer i den tidligere ejers retsstilling, som indebærer, at ledningen må vige, hvis ejerens dispositioner nødvendiggør det. At arealet eksproprieres gør i sig selv ingen forskel. Ledningsejere kan ikke have nogen forventning om,, at deres retsstilling forbedres i den anledning. Sagen havde stillet sig anderledes, hvis ledningsejerne havde en servitutsikret tilstedeværelsesret (typisk erhvervet efter aftale om mod et vederlag). I så fald må denne servitutret enten eksproprieres, eller også må ledningsomkostningerne betales an anlægsmyndigheden. 14-forbud kunne ikke nedlægges mod etablering af et underjordisk parkeringsanlæg, fordi kommunen havde givet bindende forhåndstilsagn (MAD NKN) Som led i etableringen af skuespilshuset på Kvæsthusbroen blev der mellem overborgmesteren og kulturministeriet indgået aftale om, at kommunen ville medvirke til etablering af et underjordisk parkeringsanlæg. I forbindelse med byggeansøgningen til parkeringshuset nedlagde kommunen 14-forbud mod parkeringsanlægget. Dette forbud blev indbragt for Naturklagenævnet, som fandt, at kommunen havde hjemmel til et sådant forbud, men at det tilsagn, der var givet af overborgmesteren måtte betragtes som et tilsagn givet af en kompetent myndighed. Nævnet bemærkede, at kommunen ikke kunne give et tilsagn om, at en lokalplan ville blive vedtaget eller få et bestemt indhold. I det konkrete tilfælde var der imidlertid en vedtaget lokalplan for området og bl.a. henset hertil fandt nævnet at kommunen havde givet et bindende forhåndstilsagn, og ophævede kommunens forbud som ugyldigt. Lokalplanlægning er bindende i den forstand, at den normerer den fremtidige anvendelsen af de ejendomme, der er berørt af planen. Men planer og planintentioner kan ændres. I så fald kan kom-

2 2 munen udarbejde nye planer evt. på grundlag af et 14-forbud, som altså også kan bruges, selv om området for så vidt er planlagt. Et sådant forbud kan også nedlægges mod dispositioner, der foretages i overensstemmelse med en lokalplan, men det er dog ikke særlig smuk planlægningsskik at gøre det overfor dispositioner, der er i overensstemmelse med en lokalplan, der er vedtaget for nylig (f.eks. for at hindre spredt byudvikling). Et sådant forbud kan dog få konsekvenser, idet kommunen bliver erstatningspligtig for forgæves afholdte udgifter, der måtte være afholdt i tillid til en foreliggende plan, f.eks. projekteringsudgifter. Det fremgår af denne sag, at et 14-forbud ikke altid kan nedlægges hvis kommunen har bundet sig, f.eks. som her i form af en bindende forhåndsbesked - altså et forpligtende tilsagn. Eller tilsvarende har godkendt en udstykning eller givet byggetilladelse. Et forhåndstilsagn kan ikke gå på, at kommunen vil godkende en den for projektet nødvendige lokalplan, der jo principielt afhænger af en succesfuld planprocedure. Men i dette tilfælde blev tilsagnet givet under forbehold af lokalplanenes vedtagelse, som da også skete. Bindende forhåndstilsagn kan kun tilbagetrækkes under ganske særlige omstændigheder og navnlig ikke, hvis adressaten har disponeret på grundlag af tilsagnet. Ikke-udnyttet vejret ikke bortfaldet (MAD OE) En vej blev udlagt som eneste adgangsvej til en udstykket parcel. Parcellen blev ikke bebygget og vejen blev ikke anlagt i sin fulde længde frem til den nye ejendom, som senere blev inddraget under en naboejendom, der havde anden vejadgang. Den tjenende ejendom ønskede vejen nedlagt, hvilket afstedkom protester fra den vejberettigede. Kommunen ville ikke tage stilling til nedlæggelsen, da den vurderede, at vejen ikke var anlagt, hvor PVL s regler ikke kunne anvendes. Nedlæggelsen blev herefter foretaget matrikulært, hvilket krævede den vejberettigede samtykke, Da den ikke kunne opnås, blev der anlagt sag med henblik på at få dom for, at vejretten var bortfaldet. Landsretten stadfæstede byrettens dom, som lagde vægt på, at vejen faktisk var anlagt på en væsentlig strækning og blev benyttet til færdsel. Retten fandt det ikke godtgjort, at betingelserne for at nedlæggelse eller bortfald af vejretten var opfyldt. For så vidt angår kommunens afvisning af at bruge nedlæggelsesreglerne i PVL bemærkes, at nedlæggelsesproceduren ikke skal, men kan anvende spå udlagte veje. Det er op til parterne ikke kommunen - at afgøre, om proceduren skal bruges, jf. brev af 8. jan betingelsen for nedlæggelse er efter loven dels at ejendommen ikke må blive vejløs, dels at vejadgangen ikke må være af vigtighed for den vejberettigede ejendom, hvis disse betingelser er opfyldt, kan der lægges vægt på, om fordelen ved nedlæggelsen for den tjenende ejendom opvejer ulempen for den herskende jf. brev af 28. juli Vejrettigheder bortfalder ikke ved ikke-udnyttelse, så det er derfor helt efter bogen, at dommen fastslår, at vejretten skal respekteres. Resumerede afgørelser Ikke grundlag for dispensation til opførelse af et nyt beboelseshus i en fredskov (MAD NKN) Skov- og Naturstyrelsen efter skovlovens 38 dispensation til opførelse af et nyt beboelseshus i en fredskov. Det nye hus skulle erstatte det eksisterende, der lå op til en befærdet landevej. Det nye hus ville komme til at ligge i nærheden af en maskinbygning og andet beboelseshus. Et stort flertal i nævnet afviste dispensation da huset ville blive opført i en hidtil uberørt del af skoven, ville blive synligt fra en nærliggende fjord og ikke havde visuel forbindelse til andre bygninger. Kommunen kunne ikke modsætte sig indretning af en bolig i en overflødiggjort landbrugsbygning, da der ikke var reageret inden for 2 uger efter, at kommunen havde modtaget supplerende materiale (MAD NKN)

3 3 Når der ønskes indrettet boliger i overflødiggjorte landbrugsbygninger, skal der ske anmeldes herom efter planlovens 38. Fremsætter kommunen ikke indsigelse senest efter 2 uger, kan byggeriet gennemføres uden zonetilladelse. Denne frist gælder også fra det tidspunkt, hvor kommunen modtager det noget af den ønsket supplerende sagsmateriale. Afslag på ansøgning om anlæggelse af en sø i et beskyttet naturområde (MAD NKN) Selv om nye søer almindeligvis kan tillades i landzone, bør der udvises tilbageholdenhed i store, sammenhængende vådområder, i ådale og langs åer med særlige beskyttelseshensyn. Dispensation fra NBL 3 bør ikke meddeles i særlige naturområder eller hvor søer vil være et biologisk fremmedelement. Heller ikke grundlag for dispensation, da der ikke var tale om et naturforbedrende indgreb. Udstykning af ældre sommerhuse afslået (MAD NKN) Sagen omfattede 3 sommergrunde på en ejendom beliggende i Fingerplanens grønne kile, som skulle friholdes for bebyggelse, sommerhuse mv. og som for størstedelen var omfattet af 3- områder. Afslået, da der var tale om ruiner og uanset, at der for en del år siden var givet udstykningstilladelse. Fredningserstatning skulle udmåles på grundlag af forholdene ved fredningssagens rejsning (MAD TK) Fredning af et større område omfattede bl.a. råstofarealer, som efter fredningssagens rejsning blev omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, da ejeren udlod at foretage rydning og vedligeholdelse af arealerne. Taksationskommissionen afgjorde, at der skulle betales erstatning på grundlag af arealernes værdi på det tidspunkt, da fredningssagen blev rejst. Kommune ikke den rette sagsøgte i en sag, hvor statsforvaltningen havde truffet afgørelse som klagemyndighed (MAD OE) Nogle naboer anførte i en klage til statsforvaltningen en række retlige grunde til, at en byggetilladelse. Statsforvaltningen anså ikke kommunens afgørelse for ugyldig. Naboerne stævnede herefter kommunen med påstand om ugyldighed. Kommunen afviste at være rette sagsøgte, da statsforvaltningen havde truffet afgørelse om dette forhold. Spørgsmålet om hvem, der var rette sagsøgte, blev herefter behandlet særskilt. Både byret og senere landsretten fandt, at ugyldighedsspørgsmålet måtte prøves gennem et sagsanlæg mod statsforvaltningen. Sag om fjernelse af beskyttede diger forældet (MAD V) En landmand blev i marts 2006 sigtet for at have sløjfet nogle beskyttede diger men blev frifundet fordi det ikke kunne bevises, at overtrædelserne var sket allerede i februar 2001, jf. museumslovens 40a, stk. 6, der opererer med en 5 årig forældelsesfrist. Bestemmelse i lokalplan om bevaring af et træbevokset område hverken i strid med lighedsprincipper eller ekspropriativt (MAD B) En lokalplan foreskrev bevaring af et træbevokset område hvilket førte til klage og senere sagsanlæg mod Naturklagenævnet med påstand om lokalplanens ugyldighed. Dette bel begrundet med, at der ikke var hjemmel til så detaljeret regulering i en lokalplan dels at lokalplanen var i strid med ligheds- og proportionalitetsprincippet, idet en anden grundejer fik fordel af lokalplanen. Synog skøn ansatte værditabet til kr. Byretten fulgte tilsluttede sig Naturklagenævnets anbringende om at der var hjemmel, planlægningsmæssig begrundelse og at indgrebet ikke var ekspropriativt. Linkede afgørelser

4 4 Naturklagenævnet En servitut, der bl.a. foreskrev gulkalkede facader og tegl ikke til hinder for opsætning af et drivhus idet servitutten i så fald reelt ville indebære et forbud mod drivhuse. Da et sådant forbud burde være kommet til udtryk i servitutten fandt nævnet, at servitutten ikke havde den tilstrækkelige klarhed til at kommunen efter planlovens 43 kunne forhindre drivhuset (NKO 507, Kommune kunne ikke nedlægge 14 forbud mod en underjordisk parkeringskælder i et tilfælde, hvor kommunen havde givet bindende forhåndsbesked, som efterfølgende blev fulgt op af en lokalplan (NKO 506, Hvad der forstås ved en etage må der i tvivltilfælde ved afgørelser efter planloven lægges vægt på bebyggelsens ydre fremtræden set i relation til de hensyn, som planbestemmelserne skal varetage (NKO 495, Lokalplan, der ikke var i overensstemmelse med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser om etapevis udbygning, kendt ugyldig (NKO 494, Bebyggelsesprocenten i et lokalplanlagt område skal beregnes på grundlag af de regler, der var gældende, da planen blev vedtaget (NKO nr. 493, Afslag på genopførelse af sommerhus i landzone hjemvist, da det efter administrativ praksis normalt tillades (NKO 490, Naturklagenævnet tillader normalt mindre udvidelser og opførelse af et nyt sommerhus til erstatning for en ældre sommerbolig, der nedrives, forudsat at det eksisterende sommerhus repræsenterer en vis reel værdi, og at det nye hus opføres med nogenlunde samme beliggenhed og størrelse. (NKO 483, Vejdirektoratet Beslutning om anlæg af privat fællesvej var lovlig, men omkostningsfordelingen var ulovlig i forhold til en ejendom som følge af forkert retsanvendelse ( Afslag på nedlæggelse af en del af en privat fællesvej i by var lovligt idet kommunen vurderede, at vejen var af vigtighed for en erhvervsvirksomhed, at vejen var gennemgående. Vejdirektoratet kunne ikke anfægte dette skøn ( PVL 23, stk. 3 kan ikke bruges til alene at sikre en alternativ og bedre vejadgang (

5 5 Nedlæggelse en del af en privat fællesvej på landet var lovlig. Kommunen havde afvejet vejejers interesse i at nedlægge vejen i forhold den vejberettigedes interesse i at bevare den private fællesvej ( Kommunen kan som vejmyndighed som hovedregel ikke tage stilling til bredden af en privat fællesvej på landet. Uenighed om vejbredden må afgøres af domstolene ( Der er i PVL ikke krav om, at en privat fællesvej skal være anlagt eller udlagt (optaget) på matrikelkortet, før vejmyndigheden kan træffe afgørelse om omlægning ( Offentlige veje og private fællesveje, der støder op til en vej, som kommunen kræver anlagt eller istandsat efter bestemmelserne i vejbidragslovens 3 eller privatvejslovens 39, 45 og 57, indgår ikke i bidragsfordelingen efter vejbidragslovens 5, stk. 2