Indledning. 1. Emneafgrænsning. 1. Problemformulering.. 1. Metodevalg...1. Fortællinger...1. Fortællegenrer...2. Fantasi...3. Koncentration...

Transkript

1 1 Indholdsfortegnelse Indledning. 1 Emneafgrænsning. 1 Problemformulering.. 1 Metodevalg...1 Fortællinger...1 Fortællegenrer...2 Fantasi...3 Koncentration....3 Praksisforløb. 4 Analyse.4 Konklusion...6 Perspektivering 7

2 2 Litteraturliste 8 Indledning Hvis jeg tænker på fortælling, er mine første associationer hygge, indlevelse, fordybelse, fantasi og lyst til at fortælle. Ser vi tilbage i tiden hvor børnene blev passet hjemme og ikke i daginstitutioner, var historiefortællinger en meget brugt beskæftigelse. Børnene havde ikke det udvalg af legetøj som de har i dag og måtte fantasere sig til mange ting, ikke som i dag, hvor man kan købe næsten alt, og ikke mindst læne sig tilbage og være passiv med diverse spillemaskiner. Jeg mener, en vigtig del i børns liv er, at der bliver læst og fortalt fortællinger, da børn herigennem kan få nogle væsentlige oplevelser og i tilgift nogle færdigheder. Jeg vil i min opgave belyse hvilken betydning, det har for børn at deltage i fortælling, og ud fra mit praksisforløb med fortælling prøve at analysere om børnenes koncentrere og fantasi har forandret sig. Jeg vil se på, hvorfor fantasien er så vigtigt for børn og se på, om der er andre væsentlige faktorer, som fortælling kan bidrage med. Emneafgrænsning Jeg har valgt at beskæftige mig med fortælling for børn i en børnehave i fire års alderen inden for normal området. Problemformulering Hvordan kan jeg med udgangspunkt i UMD. styrke børns koncentration og fantasi ved hjælp af fortælling? Metodevalg Jeg har valgt i mit praksis forløb i UMD. at bruge improviseret fortælling, da jeg synes, det er spændende at improviser og derigennem tage børnene med som medskabere af det narrative forløb i fortællingen. Ligeledes har jeg læst relevant litteratur. Fortællinger Verden er fuld af fortællinger, men hvem skal fortælle dem? Vores kultur i dag, med de mange professionelle medier, så som tv, dvd'er, bibliotekerne og ikke mindst spillemaskinerne, kan måske være forklaringen på, at fortællinger i mange år ikke har været vægtet så højt. Den mundtlige fortælling oplever i disse år en opblomstring i børns institutioner, caféer, skoler og festivaler, men har dog altid levet i højskole- friskolekredse og i Rudolf Steiner-pædagogikken. Denne

3 3 opblomstring skyldes ifølge Lene Brok:...den stigende interesse for at mødes om mundtligt fortalte historier ikke blot udspringer af behov for underholdning og adspredelse, men også af nutidsmenneskers behov for fordybelse, åndelig næring og for personlig udvikling i en turbulent og omskiftelig omverden.. 1 Alle mennesker i alle aldre og især børn har brug for fortællinger. Det siges, at vi fødes med evnen til at skabe fortæller, men den evne visner hen, hvis ikke den styrkes med den gode historie. 2 Selv mindre børn kan have glæde af fortællinger, men det kræver en god fortællesituation, den trygge, den gode stemning, det tætte samvær hvor man giver hinanden fuld opmærksomhed og alt dette er, hvad der ligger bag ordet fortællesituation. Man skal sørge for, at sproget vi bruger har gestik med, man skal tale til krop og sanser og sørge for at børnene er medlevende og medvirkende. Et af de første møder barnet har med fortællinger kunne være, hvor der leges Tit-tit-bøh legen, her oplever barnet den grundlæggende fortællestruktur, der findes i mange eventyr og gysere (hjemmeude-hjemme). 3 Fortællegenrer Myter, om store universelle sandheder. Eventyr, med det eventyrlige og overnaturlige. Legender, om martyrer og moralsk opbyggelse. Sagn, som forklarende fortællinger. Fabler, med sandheden om mennesker. Lignelser, med ny forståelse af et problem. Vitser, med overraskende pointe. Anekdoter, fra det sjove hverdagsliv. Skrøner, med humoristisk løgn. Remser, med rim og rytme. Gåder, hvor løsningen skal gættes. Sanglege, af mange slags 4 Dette er fortællegenrer, som kan bruges til fortælling for børn i alle aldre. Jo ældre børnene bliver, udvides fortællingerne, man kan bruge sin stemmeføring til at vise, at der i fortællingen nu sker noget farligt eller godt. Man skal altid have en god kontakt med sine tilhørere, så man kan Brok Lene s Flensborg Karin og Kirsten Thonsgaard s 12. Flensborg Karin og Kirsten Thonsgaard s Flensborg Karin og Kirsten Thonsgaard s 29-31

4 4 fornemme, hvornår man skal bruge en mere neutral stemmeføring, og fx undlade den kraftige mimik og kropsudtryk. Pædagogen eller fortælleren skal have forståelse for, at børnenes ængstelse under fortællingen er reel og huske på, at de ligeledes tumler med de store spørgsmål og værdier i tilværelsen. 5 Fantasi Fantasi kommer af et græsk ord, og betyder at gøre synligt. Egentlig er det mærkværdigt, at ord kan skabe oplevelser og forestillinger hos os. Det er fantasien, som giver os indre billeder og fornemmelser og gør det usynlige synlig. Ved hjælp af fantasien kan fortællingens indhold gøres synligt, så fortællingen siden hen kan fortælles som en erindring, og dermed som noget selvoplevet. Fantasien skaber fortællinger. Hvis man læser højt fra en bog og viser billederne, kan illustrationer fra bogen blokere fantasien, eller få tilhørerne til at tro at det er den rigtige måde at se historien på. 6 Da man igennem fortællinger sætter fantasien i gang og giver plads til, at tilhørerne kan sætte sine egne billeder til fortællingen, giver det også barnet mulighed for at skabe inspiration til legen, eller lysten til selv at fortælle. Igennem legen kan barnet fortælle videre på fortællingen, eller opføre den i sit eget lille drama stykke. Fantasien har ingen grænser og børn er gode til at fanatisere. Pludselig er stolen en hest, men ikke mange sekunder efter kan den være en bus, men det kan også være ønsker og drømme vi har for vores liv, eller en forestilling om løsninger på problemer. Fantasien er en evne til at forstille sig noget, der ikke forgår i virkeligheden, men er en proces der foregår inde i hovedet. Fantasien kommer ikke af sig selv. Evnen til at fantasere kommer af de sanseindtryk, erfaringer og oplevelser, vi har fået gennem vores samspil med omverdenen. Ting man forstiller sig, som ikke eksistere i virkeligheden, kommer af de tankeprocesser der kombinerer vores sanseindtryk og oplevelser på nye og inspirerende måder, og med det kan siges at ingen fantasi ingen udvikling. 7 Koncentration Koncentration er en vigtig egenskab at have, da det i hele vores liv kræver, at vi kan koncentrere os. Det narrative kan træne koncentrationsevnen, da barnet her lære at lytte, men ikke for disciplineringens skyld men fordi historien kræver det. Barnet oplever, at egne og andres forstyrrende adfærd kan ødelægge historien Flensborg Karin og Kirsten Thonsgaard s 184 Årnstrøm Ulf og peter hagberg s.28 Jensen Alis og Maria Brockhoff s.55 Brok Lene s.95

5 5 Praksisforløb Jeg kontaktede en børnehave og spurgte, om jeg måtte låne nogle børn i alderen 4 5 år til et forløb med improviserede fortællinger. Grunden til mit valg af alderen er, at de kan være deltagende og ofte har lysten til at prøve noget nyt. Min praksis forløb over 5 gange, hvor der deltog 6 børn, jeg valgte at byde ind med improviserede fortællinger af forskellig art. Børnene har budt ind til fortællingen ved at vælge et stykke legetøj/ord, som jeg så byggede fortællingen op omkring. Tingen/ordet som børnene valgte talte vi om, så jeg kunne bruge det rigtigt i forholdt til deres opfattelse. Hver gang vi mødtes, spurgte jeg børnene, om de kunne huske fortællingen fra sidste gang, og fortællingen blev genfortalt ved fælles hjælp fra alle børnene. Min rolle for at kunne improvisere fortællinger for børn kræver, at jeg har/kan: A. Lysten til at fortælle. B. Engagement. C. Skabe et narrativt forløb. D. Leve sig ind i historien så billederne kommer på nethinden. E. Skabe pauser. F. Bruge gestik. G. Skabe et fortællerum. H. Være opmærksom på mine tilhørere. I. Nuancere min stemme. J. Skabe koncentration (tilhører/ fortæller). K. Lede børnene hen, hvor fantasien er. Analyse Det har været en rigtig god oplevelse at lave fortællinger for min gruppe børn, de har virket interesseret og engageret. Den første dag jeg havde med fortællinger, kom jeg lidt på prøve. Børnene sad med store øjne og kiggede/lyttede, men en af pigerne sad og stønnede højt og spurgte, om den ikke snart var færdig? Ulf Ärnstrøm skriver: Selv om man har taget alle mulige forholdsregler mod forstyrrelser, kan det altid ske, at tilhørerne forstyrrer eller afbryder. Ofte kan man dog gå uforstyrret videre, hvis man vender sig direkte mod dem uden at afbryde fortællingen. 9. De efterfølgende praksis jeg har lavet, har denne pige været meget engageret i 9 Ärnstrøm Ulf s. 53

6 6 forhold til genfortællingen af den foregående fortælling. Men desværre har det været svært at fastholde hendes koncentration under fortællingerne, der skulle ikke meget til før hun virkede uopmærksom, men hun formåede at være med til at genfortællingen den næstfølgende gang. Jeg har i min praksis prøvet at skabe rum for fortælling, hvilket har været svært, da lokalet var placeret midt i huset, så der var gennemgang af både børn og voksne. Det har været svært at fastholde børnenes koncentration, som fx drejede hovedet efter andre lyde, men jeg forsøgte at ignorere forstyrrelserne så godt jeg kunne. Det ideelle rum for mig ville være et uforstyrret hjørne, eller et sted i naturen, men da jeg ikke er ansat der, kunne jeg ikke se anden løsning end stedet i børnehaven. Som Karin Flensborg siger, er det vigtigste at fortællerummet ikke overdøver fortællingen, man skal kunne høre og se fortælleren, og fortælleren må kunne se tilhørernes ansigt. Hun siger ligeledes, at rummets vigtigste faktor ikke er rummets størrelse, men det at man kan sidde uforstyrret, da koncentrationen ellers har hårde vilkår, hos både tilhørere og fortæller. Hvis jeg reflekterer over mine fortælleroplevelser i børnehaven, kan jeg se, at dagen hvor vi sad i mest larm, var børnene mere urolige. Jeg måtte på et tidspunkt tage et tæppe fra en pige, da hun forstyrrede de andres koncentration, og jeg selv måtte koncentrere mig meget, da jeg følte, at det var svært at holde fokus på fortællingen. Jeg har efterfølgende prøvet at genfortælle den samme historie i et mindre forstyrret lokale, og der blev en hel anden stemning. Der blev lyttet meget intenst, og de sad stille med store øjne og selv pigen, som sidste gang sad med tæppet og forstyrrede, sad stille og var interesseret i fortællingen. I fortællingerne jeg har fortalt, har jeg formået at bruge egenskaber, som jeg har beskrevet i punktopstillingen ovenfor. Jeg har været nærværende og haft fokus på fortælling, prøvet at ignorere uroen, og som en anden vigtig del haft fokus på mine tilhøreres sanser. Jeg ved, at man som fortæller skal have skærpet opmærksomhed på sine tilhørere, da man skal kunne fornemme, hvornår man fx skal dæmpe stemmen eller lave sin mimik anderledes. En oplevelse, jeg havde i en af mine praksis, var, da jeg fortalte om en måne, som var ked af det. En af mine tilhørere, som sad og lyttede og havde øjnene rettet på mig, virkede til at være meget optaget af fortællingen. Jeg kunne se, at jeg skulle være opmærksom på hendes mimik, da hendes øjne blev små og munden begyndte at dirre. Jeg skabte øjenkontakt og dermed tryghed og anerkendte derved pigens utryghed. Jeg var klar over, at jeg denne gang skulle være ekstra opmærksom på min stemmeføring. Det var første gang jeg stod i denne situation, så der gik mange

7 7 tanker gennem mit hoved. Var det min stemmeføring, selve fortællingens indhold eller måske min gestik der var årsagen? Trods pigens reaktion må jeg erkende, at oplevelsen var god for mig. Jeg havde en rigtig god fornemmelse, af at pigen indlevede sig i fortællingen og var i fantasiens verden. Da vi ikke alle reagerer ens, er det ikke ensbetydende med, at de andre børn ikke var i fantasiens verden. De virkede koncentreret, sad og lyttede og stillede spørgsmål og nogle kom med tilføjelser til handlingen. I en af fortællingens handlinger høres der en lyd, hvor jeg vælger at holde en lille pause. Jeg bemærker, at børnene sidder og kigger spændt på mig med store øjne. Jeg forsætter fortællingen, og øjnene bliver mindre, de finder ud af, at det der skete ikke var farligt. Som Karin Flensborg siger: Et virkningsfuldt element i fortællingen er pauser. Der hvor der ikke siges eller gøres noget, men hvor noget høner spændt i luften, før det udløses.. 10 De oplevelser, som fortællinger kan give, er også forenet med fortællerrummet, for fortællerrummet er med til at skabe en stemningen, hvor fantasien skal formere sig. Man skal kunne føle nærværd og opleve fællesskab, og ikke mindst mulighed for at glemme tid og sted og måske komme i flow. Derfor er det vigtigt, at man prøver at skabe et godt fortællerrum, da lokalet også er med til at give mulighed for fordybelse og skabe den æstetiske ramme, som også taler til fantasien. Jeg har prøvet, ud fra de forudsætninger at skabe et hyggeligt miljø omkring fortællingerne. Vi har siddet på gulvet hvor børnene sad foran mig. Jeg har prøvet at starte med at sige, I dag sidder vi i det magiske rum, hvor vi kun kan høre og se fortælling. Det var den dag, hvor der var så meget larm omkring os. Måske var det godt, at jeg netop sagde det, for de fleste af børnene formåede at bevare koncentrationen. Fortælling er en aktivitet, som kræver, at man som lytter koncentrerer sig om fortællingen. Jo oftere børnene deltager i fortællinger, jo lettere får de ved at koncentrere sig og kan nemmere frembringe fantasiens billeder. Det kræver ligeledes, at fortælleren er opmærksom på, at fortællingen skal være relevant for den enkelte målgruppe, og fx prøve at finde det fælles tredje at fortælle omkring, som fx kunne være om fodbold eller det at have venner. Ved at jeg har valgt, at børnene skulle finde en ting eller et ord, som havde deres interesse, har jeg prøvet at skabe en fortælling, som de følte sig en del af. Konklusion Igennem min praksis har det vist sig at fortælling kan styrke børns koncentration, da børnene hurtigt finder ud af at det kræver at man lytter for at syntes det er sjovt og spændende, og dette kræver koncentration. Fortællinger skaber en hvis stemning, fællesskab og hygge, og børnene kan sidde stille og rolig og fordybe sig i fortællingen. Gennem denne fordybelse er det at fantasien kommer til 10 Flensborg Karin og Kirsten Thonsgaard s 239

8 8 udtryk, børnene skaber sine egne billeder inde i hovedet og fantasien er i gang. En anden ekstra gevinst fortælling kan giver, er at børnenes sproglig kompetence udvikles, og herigennem får lyst til selv at fortælle. Perspektivering Havde jeg arbejdet i denne børnehave, ville jeg have beskæftiget mig meget mere med fortælling. Mit mål ville så være, at børnene på sigt skulle få interesse for selv at lave fortællinger, så de her igennem kunne skabe deres egen børnekultur, nemlig kultur af børn med egne fortællinger. Jeg mener at pædagogens rolle i en børnehave blandt andet er, at skabe rum og mulighed for improviseret fortælling, da det er vigtigt for børns udvikling, da der er bevist, at det kan give barnet nogle kompetencer som er uundværlige i vores samfund. Jeg vil i mit oplæg komme nærmere ind på det æstetiske, flow og kultur for og med og af børn.

9 Litteraturliste Bro Vigga Orkanens øje 1997, 2. oplag Drama Forlag. Brok Lene fortæl! fortæl! 2005 Akademisk Forlag. Flensborg Karin, Kirsten Thonsgaard Tid til fortælling 2003,1.udgave Klim Forlag. Ärnströ Ulf fortæl igen 1994 Dansklærerforeningens Forlag. Jensen Alis, Maria Brockhoff Kultur- og aktivitetsfag 2005, 1. udgave, 1 oplag Munksgaard Danmark forlag. 9