Siri og han har tidligere denne aften hørt en stor koncert i Stockholm af Buxtehudes korværk "Membra Jesu Nostri" dvs. Vor Jesu lemmer 1.

Transkript

1 Sjørring og Skjoldborg kirker 31. dec Reflexion - over menneskets trængsler og ophøjelse (insp. af Robert Åsbackas roman" Orgelbyggaren") "Fødder, knæ, hænder, side, bryst, hjerte og ansigt. Han kendte hendes krop som sin egen. Alligevel var den altid ny. Hun lo, da han sagde det. Men det var sandheden og hele hemmeligheden..." Det er en af Thomassons lykkeligste erindringer om sin elskede Siri. De er gået om bord på den færge, som Siri 14 år senere mister livet i, da den går ned under navnet "Estonia". Siri og han har tidligere denne aften hørt en stor koncert i Stockholm af Buxtehudes korværk "Membra Jesu Nostri" dvs. Vor Jesu lemmer 1. Det er en lys sommeraften. Men romanen, som jeg har fat i, - Orgelbyggeren af Robert Åsbacka - begynder med Thomassons livs epilog 26 år senere, på en smuk kold efterårsmorgen. Året går på hæld og ligeledes hans liv. I bogen følger vi den 80-årige mand gennem tab og tiltagende hjælpeløshed til hans død i det tidlige forår. Undervejs genoplever han sit liv i erindringen. Det er ikke uden skår og skrammer og svigt. Som ethvert voksen menneskes liv ikke er det. 1 BXWWV 75. Didrik Hansen Buxtehude fra Værket består af 7 kantater til Jesu Kristi korsfæstelse, nedenfra og op. Det første lutherske oratorium.

2 Gradvist indskrænkes hans bevægelsesfrihed, -hans handlekraft og virkekraft. Og det i samme rækkefølge, som hans næsten meditative fryd over sin Siris på samme tid velkendte og nye krop: Fødder, knæ, hænder Samme rækkefølge som Buxtehudes værk er opbygget som 7 kantater til den korsfæstedes lemmer nedefra og op: Fødder, knæ, hænder, side, bryst, hjerte og ansigt. Thomassons liv består i høj grad af tab og ensomhed: Det største tab var det meningsløse tab af Siri den efterårsnat. Tabet, som ikke kan få krop, fordi hun - ganske som de andre - ligger på havets bund. Desto tommere er tabet, fordi der forinden var kommet en fortabthed imellem dem. Mennesket er et skrøbeligt kød. Svigt, sygdom, ulykke, forfald og tab truer dagligt vor tilværelse, vor lykke og fryd. Ind i denne tabsbevidsthed står kærligheden til Siri u-rystelig og stærk. Siden den nat har Thomasson forpuppet sig i sin egen verden. Siri var organist, og Thomasson har hjemme i sin lejlighed opbygget et helt orgel - fra bunden, til Siris tilbagekomst. Selvom han ved hun ikke kommer. En art soning. Gennem musikken - konkret Buxtehudes værk om Jesu Kristi lemmer - begynder en ny lys side af hans liv den samme efterårsdag, hvor han falder og indleder sit livs epilog. Gennem radioen får han (der nærmest var blevet en særling) kontakt til en mand, der sender ham musikken brændt på en cd; De deler kærligheden til musikken.

3 Thomasson har ingen CD-spiller men da rækkes han gode mennesker, der hjælper ham til at kunne lytte. De skaffer en cd-spiller. De hjælper ham med at købe ind, nu han sidder med en skadet fod: De rækker ham sig - deres liv - ved at træde ind i hans liv, og ved at turde blive der. Midt i hans nye skrøbelighed træder de ind og bliver hans nye styrke. På samme tid som hans krop/ stykke for stykke - Fødder, knæ, hænder, side, bryst, hjerte og ansigt - mister kraften. Hans liv udvides på samme tid som det skrumper og indskrænkes. +++ Siri plejede at falde til ro om aftenen ved at række ud efter Thomassons ømhed: "Vil du røre ved mit ansigt" Det er også de sidste ord han hører, før han ånder ud: - så velkendte ord, der kommer nærmere og nærmere, alt som livet stille forlader ham. Og en dyb kærlighed gi'r ham at turde, - til sidst at turde dø. For nu har hun, som var væk, fundet ham. Forfatteren viser, hvordan vi kan opleve, at vi rækkes nye mennesker, hvor magtesløshed og tab så ud til at have vundet over os. Nye hænder, nye ansigter og deres vilje til at blive hos os - når vi tror at vi skal stå alene og ikke kan. Da ER MENNESKER. Da er livet levende. Således bliver der sat en art lighedstegn mellem Guds krop og vores

4 fordi vi får rakt Guds hænder i et andet menneskes. Guds krop spejles i menneskers: I julen vender tiden. For Gudsordet tog bolig hos os, iklædte sig kød og blod, blev mennesket Jesus Kristus, som kom til os og opslog sin bolig og blev som én af os for at leve sit liv sammen med os 2. En omvending af alt vi troede vi kendte til: For julebuddet er, at at Jesus Kristus ikke regnede magt- og kongeværdigheden, men menneskeværdet var vigtigere: han tog skikkelse af menneskets krop. Dermed er ingen del af det almindelige menneskeliv fremmed eller uønsket for Gud, - dermed er vi aldrig alene i de lidelser, og de prøvelser, livet uvægerligt kaster os ind i. Dermed kan Jesu smertefulde død på korset, hans angst forinden og hans overvindelse af døden blive det spejl for os, der gør, at vi kan leve videre. Også med det tunge. Vi kan lægge det gamle brugte år bag os. Vi kan se frem. Til morgendagen. Det nye år, det usikre som vi ikke kender til og som kan skræmme. Vore bekymringer kan gå i opfyldelse eller blive til skamme. Intet ved vi nu. I dag. Det er det gamle nu. Og det gamle peger frem. Brugt op og nyt ta r over. Tænk blot hvad vi har hørt i dag i hele julen: At tiden er vendt om 2 af: Ordet 27. dec Lars Mandrup Ordet blev kød og blod

5 fordi ordet blev kød og tog bolig. Vi hørte i dag om * Job, den lidende tjener et Kristusbillede * om Kristus selv, der er den anden Adam, det andet menneske - til opbyggelighed for enhver skabt Adam og Eva som alle består af Fødder, knæ, hænder, side, bryst, hjerte og ansigt. Et lyst håb født af den ømhed, der er Gudfødt. Vi kan, og vi må, se frem. Vi skal stole på, at intet menneskeligt er Gud fremmed, fordi han inkarnerede sig i det skrøbelige menneske. Stole på at alt menneskeliv er gyldigt og værdigt og alt hvad mennesker troede at vide, blev vendt om sammen med tiden. Med den omkalfatring af tid og liv er menneskelivet fortsat ny begyndelse og mulighed. Det kunne egentlig bare være at opløfte sit sind og sige "Vil du røre ved mit ansigt". Amen DDS 46 Sorrig og glæde