Prædiken til julesøndag 2014, Vor Frue Kirke, København.

Transkript

1 Prædiken til julesøndag 2014, Vor Frue Kirke, København. Stine Munch. I dag er det julesøndag og året er gammelt. Lige om lidt kommer et nyt susende. I historien i dag, møder vi i dag to ældgamle mennesker. Anna er 84, og selv om vi ikke får at vide, hvor gammel den retfærdige og fromme Simeon er, må vi regne med, at han er højt oppe i årene. Han skal nemlig snart dø: men ikke, før han har set Kristus. I dag handler det således om det, der er gammelt..og også det, der er langsomt..gud har ventet længe, mange, mange år med at lade sig åbenbare, og Simeon har ventet.. Indimellem kan man godt få lyst til at vende tilbage til dengang, hvor verden ikke var af lave. Og det er på mode, med det enkle liv, det langsomme liv, som synes at være lige med livet i gamle dage..

2 Måske er det det, medierne vil fortælle os, når de nu bliver ved at give os opskrifter på stenalderkost, og bonderøven og hans kone bliver ved med at dukke op i TV. Og måske er det også et tegn på længsel efter gamle dage, når de studerende på for eksempel teologi og jura begynder at klæde sig sådan mere gammeldags i tweed-jakker og butterfly, sådan som jeg lagde mærke til det, da jeg tidligere på året var til et teologisk sommermøde hvor mange unge mennesker var forsamlet. Men. På trods af at vi sommetider dyrker de svundne tider, så ved vi samtidig godt at det sikre liv ikke findes. Hverken i stenalderkost eller hos Morten Korch. Verden har altid været af lave eller sagt på anden vis, så har mennesket altid levet sit liv på kanten. På kanten af ruin, på kanten af sygdom, ja, på kanten af død ligefrem. Det er vores livsvilkår at livet altid er truet. De gamle vikinger viste dette med Ask Yggdrasil, den store ask, livets træ, der stod midt i menneskenes billede af verden.

3 Dets grene rakte sig langt op i himlen, og dets rødder strakte sig langt ned i jorden men nede i jorden gnavede ormene. Mere sikkert var ingenting. Ormene var der og en dag kunne de vigtigste årer til træets store kanalsystem være ødelagt, og livets træ kunne falde, besejret af det allermindste, som man ikke engang kunne se. Livet kan ikke sikres. Det kan måske nok forsikres, men det kommer der nødvendigvis ikke mere liv ud af. Og når livet ikke kan sikres, hvad er det så for et budskab vi skal hente frem? Det er det budskab, som vi hører af Kristus: at livet nok kan være bekymrende, men derfor skal bekymringerne ikke fylde det hele. Og de ord, er værd at tage med sig, her på tærsklen af det nye år. For det gamle år, som snart er slut, har mildest talt været fyldt med bekymringer. Ja, ikke bare det, men vi bliver bange og urolige når vi i nyhederne hører om krig og terror i alle dele af verden. I 2014 har vi har hørt om folk, der var fanget på et bjerg i Irak, i varmen, uden vand, vi ved at hundredtusindvis af mennesker flygter fra det fanatiske Islamisk Stat.

4 Og her midt i adventstiden fik vi budskabet om, at over 100 børn blev dræbt ved et terrorangreb i Peshawar i Pakistan. Voksne maskerede mænd skød børn på klods hold. Ufatteligt. Ubegribeligt.. Så at Kristus blev født i julen i gamle dage, for over 2000 år siden, har ikke ændret på menneskenes onde vilje. I cirka 13 år har vi haft danske soldater i Afghanistan, og det har vi stadig. Omtrent 200 danske soldater har I år fejret jul derude, selvom vi måske tror og har fået det indtryk at de alle er kommet hjem igen. Flyvevåbnet holder til på en base i Kuwait, og lige efter nytår sender vi Livgarden afsted til Irak. Vi må bare bede Gud om at være med dem alle, og om at de kommer sikkert tilbage igen. Den gamle Simeons ord til Maria, gik jo i opfyldelse: Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge. Og siden da har mangen en mor fået sin sjæl og sit hjerte gennemtrængt af smerte som fra et sværd fordi hun mistede sit barn.

5 I krig, forvoldt af os mennesker. Sådan var det i gamle dage, sådan er det i dag. Verden er af lave. Og det er ingen trøst, at det har den, ved Gud, altid været.. lige siden Kain og Abel. Men noget andet, som, Gud ske lov, også er ved det gamle, er Ordene om ham som Simeon i dag kalder et lys for hedninger. Og Simeon og Anna er gamle og vise... Nu er det selvfølgelig ikke alle gamle, der med alderen også bliver vise, men det gjorde Simeon og Anna. Vi kan vel se det for os. Simeon sidder uden for templet. Hans øjne er næsten blinde og ser ud, som om de er rettet mod et fjernt punkt i horisonten. Som om de venter at se noget, der når som helst kan dukke op. Hele hans gamle, rynkede ansigt er afventende. Men pludselig ændrer hans udtryk sig til intens lytten. Han kan høre det lille Jesusbarn græde inde i templet, og straks ved han, at nu sker det, det, han har ventet på. Han rejser sig og går efter lyden - ind i det rum, hvor Josef står sammen med en præst, der netop har omskåret den lille dreng.

6 Maria venter udenfor, men står og kigger ind i rummet, og derfor ser hun også den gamle mand, der baner sig vej hen til barnet. Han står et øjeblik helt stille. Så breder han armene ud, lukker øjnene og siger: "Nu lader du din tjener gå bort med fred, Herre, som du har sagt. For mine øjne har set din frelse. Og lige i dette øjeblik vender den præst, der har foretaget omskærelsen, ansigtet væk fra Simeon og hen mod Josef, og med himmelvendte øjne ryster han på hovedet, som om han ville sige: "Tag dig ikke af det gamle fjols. For fornuften og de kolde hjerter tager det sig da også underligt ubehjælpsomt ud, at Simeon tager barnet i sine arme og giver sig til at tale om den frelse, han nu har set. Han, som næsten ikke kan se noget som helst, står der og lovpriser et lillebitte barn og kalder barnet for sin frelser. Ja, hvis det er forstanden, der hører efter, forekommer Simeon enten temmelig naiv eller temmelig senil. Ikke ved sine fulde fem. Men Simeon ved bedre. Han anede ikke, at det var et lille barn, han ventede på: men i samme øjeblik han hørte barnets gråd, vidste han, at det var den Messias, der skulle komme.

7 Også den gamle Anna var så fyldt af guddommeligt nærvær og menneskelig visdom, at hun uden at blinke kunne udpege dette barn som Jerusalems forløser, verdens frelser. Nu kunne de begge død med fred. Og mere mærkeligt er det jo så heller ikke. Flere af os har sikkert oplevet at være til stede ved et dødsleje, hvor den døende ikke kunne give slip på livet, før vedkommende havde fået sagt farvel til dem, der skulle siges farvel til. Ja, man kan opleve, at den døende ikke dør, før en søn eller datter, der kommer langvejs fra, er nået frem. Til gengæld kan man så også opleve, at den nære pårørende er nødt til med ord at lade den døende forstå, at nu må han gerne give slip - på sig selv og alt det, der binder ham til livet. Så kan den døende ånde lettet op - og ånde ud. Simeon kan også ånde lettet op, da han står med barn Jesus i sine arme. Det er selveste Guds frelse, Guds befrielse. Den Gud, han har længtes efter, den tilgivelse, han har håbet på, den kærlighed, han har troet på, men dog ikke været sikker på.. Nu ser han, at han ikke har levet forgæves hele sit lange liv. Hans håb har ikke været forgæves, livet er ikke bare gået ham

8 forbi. Nu ser han lige ind i ansigtet på Guds uudgrundelige visdom. Og det samme må vi sige om Simeon. Hans liv kunne være blevet en skuffelse - hvis ikke Gud havde været ham nær med sit løfte, og hvis ikke Gud havde givet ham visdom og langmodighed til at vente. Men Gud var Simeon nær. Hans livs ønske og håb gik i opfyldelse. Man hører jubelen i hans ord. "Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. Simeon har turdet sætte sin lid til sandheden. Og det skal der mod til. For med sandheden om Gud er det sådan, at den kan være nærmest umulig at forstå for os mennesker. Men der tænker jeg: der er så meget vi ikke kan forstå, og Gud er så meget større end os, og for Ham er alting muligt. Derfor skal vi turde tro det, som virker helt tosset at tro på. For, for Gud er alting muligt. Anna tør profetere om den, for det er Gud selv, der lægger hende ordene i munden. Mens Josef og Maria ganske mister mælet over alt det, de hører om deres barn, taler de to gamle uafbrudt. De har visdommen, de er værd at lægge ører til. Og Maria hører også efter - selv,

9 da Simeon siger til hende, at et sværd skal gennemtrænge hendes sjæl. Ja - for engang skal Maria lide den dybe smerte at miste sit barn. Simeon bærer barnet i sine arme: men han ved, at det er dette barn, der bærer ham. Det er sandheden. Det er budskabet i julens store historie i dag. Det vil altid være en kamp på liv og død. Til fald eller til oprejsning. For eller imod. Vi vil måske helst lulles ind i noget helt andet, vi vil måske gerne tro, at julens historie kun er fred og englesang. Men julen gør alt for at tage glimmer-glitter-glansbillede-julen fra os. Freden og englesangen ligger der ganske vist som en undertone hele kirkeåret igennem. Men det er Guds fred, det drejer sig om, ikke en hygge-nyggepusse-nusse-fred vi selv skaber. Guds fred blev os forkyndt Juleaften og Juledag.

10 2. Juledag hørte vi om, at livet også er mørke, livet er også alt det, der gør ondt. Evangeliet har aldrig lagt skjul på, at livet kan være en smertefuld affære. Og i dag - Julesøndag - får vi at høre, at det er enten-eller. Som Simeon siger: Dette barn er bestemt til fald og oprejsning, og til at være et tegn, som modsiges. Enten afviser vi Gud - eller også prøver vi at turde at forlade os på Ham, stole på ham i liv og død. Og så er det ikke mere os, der bærer det lille barn. Så er det det lille barn, der bærer os. Der er et gammelt budskab, så gammelt som den kristne jul, men det er samtidigt nyt hver dag, for hvert eneste af os. Gud bærer os, han er vor frelse. Og han er sandelig opstanden og er os evigt nær. Halleluja og Amen. Lovprisning: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

11 som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen. Kirkebøn Kære Gud, Himmelske Far, tilgiv os det, vi burde have gjort, men ikke fik gjort hjælp os i det nye år, at gøre godt dér hvor vi er - hjælp os at ændre på det, som bør ændres, lær os at acceptere, det vi ikke kan ændre og ikke mindst Herre, lær os at kende forskel derpå. Giv os håbet i nytårsgave, Gud - og lær os at leve det liv, du giver os, i alle dets nuancer. Giv os altid mod til at bede om hjælp og støtte fra dig. Vær hos os, når vi ikke kan se nutiden, fordi vore øjne er fyldt op med fortid og fremtid - og vær hos os, når vi ikke tør leve i det nu, som vi får. Giv dit håb og tænd dit lys for alle, der sidder i mørke - uanset om det er deres eget mørke eller andres mørke.

12 Vær med dem, der savner tro, helbred, arbejde, et land at bo i eller en fremtid. Vi beder for Elias, Nikoline og Freja der er blevet døbt her i dag. Vær du med dem i dag og hver eneste dag. Vi ber for fred mellem folkeslag, for trivsel og gode kår for folk i alle lande. Herre, vi beder for din menighed ud over hele jorden og for den menighed, som samles her i Københavns domkirke. Vi ber for vort land. Velsign vort folk, vor Dronning Margrethe d. 2 og hendes familie.. Lad os gå ind i det nye år i tro og håb om at alle tider er i din hånd. I Vor Herre Jesu navn, Amen.