Terminologisk analyse

Transkript

1 Opgaveskriver: Anni Bønløkke Poulsen Studienummer.: Tysk Institut - Handelshøjskolen i Århus Vejleder: Jan Engberg Dato: fredag d Terminologisk analyse af køberens misligholdelsesbeføjelser i Danmark og Tyskland før og efter ratificeringen af EU direktiv 1999/44/EF med særlig vægt på terminologisk ækvivalens

2 1. Indledning Terminologisk ækvivalens i juridisk fagsprog Internationalisering Terminologisk ækvivalens Sammenligning af termer Begrebssystemer Relationsarter Begrebsfelter Metodiske overvejelser Definitioner Definitionstyper Udarbejdelse af definitioner Specielt om definitioner i juridisk sprog Metodiske overvejelser Kontekst Metodiske overvejelser Opbygning af termark Valg af term Metodiske overvejelser Grader af ækvivalens Oversættelsesmuligheder Metodiske overvejelser Køberens misligholdelsesbeføjelser før ratificeringen af EU direktivet Køberens misligholdelsesbeføjelser i Danmark før d Begrebssystemer, begrebsfelter og termark...44 Begrebssystem 1a: Købers misligholdelsesbeføjelser før d Begrebssystem 1b: Købers misligholdelsesbeføjelser før d Begrebsfelt 1a: Misligholdelsesbeføjelser ved mangel før d Begrebsfelt 1b: Misligholdelsesbeføjelser ved mangel før d Begrebsfelt 2: Misligholdelsesbeføjelser ved forsinkelse før d Mangel...51 Forsinkelse

3 Erstatning af den positive opfyldelsesinteresse...54 Hæve...55 Forholdsmæssigt afslag i købesummen...57 Omlevering...58 Naturalopfyldelse...59 Afhjælpning...61 Lade mangelen afhjælpe for sælgerens regning Købers misligholdelsesbeføjelser i Tyskland før d Begrebssystemer, begrebsfelter og termark...64 Begrebssystem 2a: Gewährleistungsansprüche des Käufers vor dem Begrebssystem 2b: Gewährleistungsansprüche des Käufers vor dem Begrebsfelt 3a: Gewährleistungsansprüche bei Mangel vor dem Begrebsfelt 3b: Gewährleistungsansprüche bei Mangel vor dem Begrebsfelt 3c: Gewährleistungsansprüche bei Mangel vor dem Begrebsfelt 4: Gewährleistungsansprüche bei Verzug vor dem Begrebsfelt 5a: Gewährleistungsansprüche bei Unmöglichkeit vor dem Begrebsfelt 5b: Gewährleistungsansprüche bei Unmöglichkeit vor dem Mangel...73 Verzug...75 Unmöglichkeit...76 Anfängliche objektive Unmöglichkeit...77 Anfängliche subjektive Unmöglichkeit...78 Nachträgliche Unmöglichkeit...79 Herausgabe des für den geschuldeten Gegenstand erlangten Ersatzes/ Abtretung des Ersatzanspruchs...80 Schadensersatz (in Höhe des Vertrauensschadens)...81 Schadensersatz wegen Nichterfüllung...82 Wandelung...83 Rücktritt...84 Minderung

4 Nachlieferung...86 Erfüllung Sammenligning Sælgers misligholdelse Misligholdelser generelt Købers misligholdelsesbeføjelser Delkonklusion Køberens misligholdelsesbeføjelser efter ratificeringen af EU direktivet Køberens misligholdelsesbeføjelser i Danmark efter d Begrebssystemer, begrebsfelter og termark Begrebssystem 3: Købers misligholdelsesbeføjelser efter d Begrebsfelt 6a: Misligholdelsesbeføjelser ved mangel efter d Begrebsfelt 6b: Misligholdelsesbeføjelser ved mangel efter d Mangel Naturalopfyldelse Omlevering Passende afslag i købesummen Ophævelse Lade mangelen afhjælpe for sælgerens regning Køberens misligholdelsesbeføjelser i Tyskland efter d Begrebssystemer, begrebsfelter og termark Begrebssystem 4a: Gewährleistungsansprüche des Käufers nach dem Begrebssystem 4b: Gewährleistungsansprüche des Käufers nach dem Begrebssystem 4c: Gewährleistungsansprüche des Käufers nach dem Begrebsfelt 7a: Gewährleistungsansprüche bei Mangel nach dem Begrebsfelt 7b: Gewährleistungsansprüche bei Mangel nach dem Begrebsfelt 7c: Gewährleistungsansprüche bei Mangel nach dem Begrebsfelt 8: Gewährleistungsansprüche bei Verzug nach dem

5 Begrebsfelt 9: Gewährleistungsansprüche bei Unmöglichkeit nach dem Mangel Verzug Unmöglichkeit Anfängliche Unmöglichkeit Nachträgliche Unmöglichkeit Nacherfüllung Lieferung einer mangelfreien Sache Schadensersatz statt der Leistung Ersatz vergeblicher Aufwendungen Minderung Leistung Schadensersatz wegen Verzögerung der Leistung Herausgabe des als Ersatz Empfangenen/ Abtretung des Ersatzanspruchs Sammenligning Sælgers misligholdelse Misligholdelser generelt Købers misligholdelsesbeføjelser Konklusion Resume Litteraturliste Bilag

6 1. Indledning Denne opgave er en terminologisk analyse af køberens misligholdelsesbeføjelser i Danmark og Tyskland med særlig vægt på ækvivalens. Formålet med opgaven er at undersøge og sammenligne de danske og tyske termer på området før og nu, for at se om ratificeringen af EU direktiv 1999/44/EF af 25. maj (se bilag 1) har ført til harmonisering af den terminologiske ækvivalens i de to lande. Målet er at finde ud af, om der nu er større terminologisk ækvivalens end tidligere, og for de nye termers vedkommende at komme med oversættelsesforslag når der ingen ækvivalent findes på det andet sprog. Specialet er hovedsagelig tænkt som en hjælp til oversættere af juridiske dokumenter, hvor terminologisk ækvivalens er af afgørende betydning, men de sidste dele af opgaven kan også være en hjælp for jurister, som søger at få et kort overblik over køberens misligholdelsesbeføjelser i Danmark og Tyskland. Det er dog en forudsætning, at man som læser har en vis kendskab til tysk, da der selvfølgelig forekommer mange tyske termer i opgaven. Jeg har valgt at behandle køberens misligholdelsesbeføjelser, da det er et område, der har gennemgået markante ændringer med det nye EU direktiv, og derfor synes jeg, at det ville være interessant at se, om ændringerne også har medført en harmonisering på det terminologiske område. Da terminologi spænder over meget, har jeg dog valgt at begrænse specialet til terminologisk ækvivalens. At det netop blev terminologisk ækvivalens, jeg valgte, skyldes, at det inden for det juridiske fagsprog er overordentlig vigtigt, at termerne er helt ækvivalente, så der ikke opstår fatale misforståelser. Specialet er opdelt i to dele: en teoretisk del og selve den terminologiske analyse. I den teoretiske del beskæftiger jeg mig indgående med terminologisk ækvivalens i juridisk fagsprog; jeg beskriver, hvad man skal se på, når man sammenligner juridiske termer, for at kunne afgøre graden af ækvivalens, og jeg beskriver også forskellige teorier angående oversættelsesmuligheder, når der ingen ækvivalenter er på det andet sprog. 5

7 Den terminologiske analyse er underopdelt i en analyse af termerne fra de gamle love og en analyse af termerne fra de nye love, hvor jeg også kommer ind på, om der er en højere grad af ækvivalens end tidligere. Analysen starter med en kort beskrivelse af sammenhængene mellem sælgers misligholdelse og købers misligholdelsesbeføjelser i Danmark, som de var før ratificeringen af EU direktivet. Herefter følger begrebssystemer, begrebsfelter og termark til uddybning af de danske termer. Efterfølgende er der et lignende kapitel om de tyske termer for misligholdelse og misligholdelsesbeføjelser, og til sidst følger sammenligningen af termerne. Efter sammenligningen af de gamle termer findes en lignende analyse af de nye termer, hvorpå jeg kan konkludere, om der er sket en harmonisering på det terminologiske område efter ratificeringen af EU direktivet. Da specialet hovedsagelig henvender sig til oversættere, ville jeg som en del af den terminologiske analyse gerne komme med oversættelsesforslag til de termer, hvor der ikke findes nogen ækvivalenter på det andet sprog. Jeg mener dog, at det er nødvendigt at kommentere mine oversættelsesforslag, og jeg begrænser mig derfor til kun at komme med oversættelsesforslag i min behandling af termerne i de nye love. Jeg har valgt denne løsning, da jeg forventer, at der vil være mange forskelle mellem de tyske og danske termer i de gamle love og det ville derfor sprænge rammerne for et speciale også at komme med oversættelsesforslag i denne del af specialet. Derudover finder jeg det mere relevant at komme med oversættelsesforslag til termerne fra de nye love, da oversættere, som arbejder med juridiske dokumenter, oftest beskæftiger sig med verserende sager, og derfor har mere brug for kendskab til de nye termer. Termerne, som er inddraget i den terminologiske analyse, er hovedsagelig hentet i lovene, men jeg har valgt at tage enkelte begreber med, som kun anvendes i lærebøger og lignende materialer, for at gøre det mere overskueligt. Jeg har valgt at fokusere på termer fra lovene, da de er primærkilder, og det ville blive for omfangsrigt at inddrage mange termer fra sekundære kilder. For at begrænse specialet beskæftiger jeg mig kun med termerne for købers misligholdelsesbeføjelser og de termer, som er nærmest knyttede hertil - dvs. termerne for sælgers misligholdelse. Yderligere har jeg begrænset opgaven, idet jeg kun ser på 6

8 forbrugerkøb og tingsret, og jeg har også fravalgt flere små emner inden for disse områder for at begrænse mig; bl.a. kommer jeg ikke ind på levering af en for ringe mængde, da dette er et meget lille delområde, som der heller ikke bliver brugt megen plads på hverken i de danske eller de tyske lærebøger. Jeg ser heller ikke på retspraksis i de to lande, men udelukkende på lovgivningen dog med en enkelt undtagelse, da jeg har valgt at tage det danske umulighed med, som er nævnt i begrebsfelterne. Umulighed er egentlig kun en del af retspraksis, men jeg har valgt at tage det med, da det er vigtigt for min sammenligning. Til sidst et par praktiske kommentarer. Begrebssystemerne og begrebsfelterne i min analyse er lavet i programmet Excel, og af estetiske grunde har det ikke været muligt at indsætte fodnoter på disse sider, hvorfor jeg her har valgt at henvise til kilder direkte i teksten og sætte en samlet kildehenvisning nederst på siden. Termarkene efter begrebssystemerne og begrebsfelterne er sat ind i den rækkefølge, som termerne kommer i i sammenligningen. I selve sammenligningen nævner jeg ikke alle punkter fra begrebssystemerne, begrebsfelterne og termarkene, da dette ville overskride rammerne for et speciale jeg kommer derfor kun ind på de forskelle og ligheder, som jeg synes er de vigtigste. Jeg har i min beskrivelse af teorien i den første del af opgaven prøvet at inddrage forskellige fremtrædende forfatteres mening, men det har ikke været muligt at fremskaffe bogen Begrebssystem för terminologisk analys af Anita Nuopponoen (Vasa 1994), som ellers er en fremtrædende bog angående begrebssystemer. I arbejdet med den juridiske del har det også været et problem at fremskaffe relevant litteratur, for det første fordi der ikke findes så mange tyske juridiske bøger på danske biblioteker, og for det andet fordi der endnu ikke er udgivet så mange bøger om de nye love det sidste har især været et problem, hvad angår den nye danske købelov, da ændringerne i Danmark trådte i kraft senere end i Tyskland, og det har derfor kun været muligt for mig at finde én bog, som behandler købers misligholdelsesbeføjelser, som de er i Danmark i dag. 7

9 2. Terminologisk ækvivalens i juridisk fagsprog Når man oversætter juridiske tekster, er et af de største problemer at oversætte de juridiske termer. Dette skyldes, at der ikke findes ét internationalt juridisk fagsprog, men flere nationale juridiske fagsprog. De juridiske tekster baserer på det enkelte lands individuelle lovgivning, som igen baserer på det enkelte lands retssystem. Hvert land har altså sit eget juridiske fagsprog og dermed sin egen selvstændige juridiske terminologi, fordi de individuelle retssystemer og lovgivninger er forskellige. Dette gør, at det ikke er muligt at lave en fælles international terminologi; da man arbejder med forskellige retssystemer og nationale juridiske fagsprog, har man ganske enkelt ikke behov for at benævne de samme begreber. 1, 2 Dette betyder, at der for det meste ikke eksisterer absolutte ækvivalenter for et lands juridiske termer på andre sprog end dette lands egne officielle sprog, og ofte er det heller ikke muligt at finde approksimative ækvivalenter, fordi termerne dækker over vidt forskelligt indhold. 3 For at oversætte juridiske termer er det nødvendigt at sammenligne de to landes juridiske fagsprog, eller mere præcist de to landes retssystemer, mellem hvilke der oversættes, for at se om der findes to ækvivalente termer. Det er derfor nødvendigt at gå ind i komparativ ret for at lave en oversættelse inden for juridisk fagsprog. Når man skal sammenligne juridiske termer med det formål at finde ækvivalenter, er det vigtigt, at man udvælger termer, som stammer fra ligeværdige tekster, dvs. tekster på samme niveau. 4 Jeg har derfor valgt hovedsagelig at finde termerne til min analyse i danske og tyske lovtekster. 1 de Groot 1991, pp og Sandrini 1996 (a), p de Groot 1990, p Simonnæs 1994, pp

10 2.1. Internationalisering Der er i dag nogle juridiske områder, som er blevet harmoniseret internationalt - bl.a. visse love i EU - og på disse områder udvikles en international terminologi på flere sprog. Dette er dog også problematisk, da disse internationaliserede termer ofte er påvirkede af nationale termer. 5 Dette betyder, at der findes termer, der i deres stavemåde og/eller udtale ligner hinanden, men som ikke har den samme betydning i de nationale lovgivninger der er tale om såkaldte faux amis - selvom ordene ligner hinanden, dækker de over forskelligt indhold og er dermed ikke ækvivalente. 6 Inden for EU er der dog nu en del regler, som er gældende i samtlige EU-lande den såkaldte europaret, og terminologien for europaretten på et sprog er ifølge de Groot ækvivalent med terminologien på et hvilket som helst andet officielt sprog i EU, da europaretten er udviklet ens på alle officielle sprog i EU. 7 Ifølge Braga er der dog ikke tale om fuldstændig klar ækvivalens mellem termerne inden for europaretten, idet enhver lov inden for europaretten først bliver udfærdiget på et sprog og derefter oversat til de andre officielle EU-sprog, men disse oversættelser er ikke indholdsmæssigt identiske. Dette skyldes, at selvom to termer er identiske ifølge diverse ordbøger, så fremkalder de i virkeligheden forskellige forestillinger, associationer, forventninger osv. hos de forskellige modtagere af teksten. 8 Det er netop spørgsmålet om, hvorvidt reglerne er blevet harmoniseret inden for EU, når man ser på terminologisk ækvivalens, som jeg vil forsøge at besvare med min analyse Terminologisk ækvivalens I ISO-normen om terminologiens principper og metoder er det anført, at terminological equivalence occurs when terms in different languages represent the same concept, i.e. 5 de Groot 1991, pp Arntz/Picht/Mayer 2002, p de Groot 1999, p Braga 1983, p

11 when their intension and extension coincide 9. Intension betyder i denne sammenhæng begrebsindhold, dvs. de karakteristiske træk ved et begreb, som kan bruges til at bestemme, om nogle entiteter ude i virkeligheden falder ind under dette begreb 10, og ekstension betyder begrebsomfang, dvs. den mængde af entiteter i virkeligheden, som beskrives af en intension 11. Når to termer fra forskellige sprog betegner nøjagtig det samme begreb, er der altså tale om terminologisk ækvivalens, dvs., at man kan sætte lighedstegn mellem de to termer. I mange tilfælde, især når der er tale om juridisk fagsprog, inddeles verden dog forskelligt fra land til land, så det kan være svært - og nogle gange endog umuligt at finde termer, som betegner nøjagtig det samme begreb på hvert sit sprog. 12 Med et simpelt eksempel fra almensproget kan det vises, at verden ikke er inddelt på samme måde i alle lande. Eksemplet stammer fra den danske lingvist Hjelmslev: Fransk Tysk Dansk arbre Baum træ bois Holz forêt Wald skov Kilde: Arntz/ Picht/ Mayer 2002, p. 148 Af skemaet ses, at de franske, tyske og danske ord overlapper hinanden indholdsmæssigt, og man kan derfor ikke sige, at ordene er ækvivalente kun det franske arbre er altid ækvivalent med det tyske Baum. Hvad de andre ord angår, afhænger den indbyrdes 9 ISO 704:1987, p Madsen 1996, p ibid. 12 Arntz/Picht/Mayer 2002, p

12 ækvivalens altid af konteksten dvs., hvilken betydning ordet har i netop denne sammenhæng. Da de nationale juridiske fagsprog, som nævnt ovenfor, baserer på hvert enkelt lands individuelle retssystem, må det følgelig være endnu sværere for ikke at sige umuligt - at finde ækvivalenter for de nationale juridiske termer på andre sprog, fordi den juridiske verden i hvert enkelt land ikke bare er inddelt anderledes, men er grundlæggende anderledes fra land til land. Man kan selvfølgelig ikke endegyldigt sige, at det er komplet umuligt at finde ækvivalenter for juridiske termer på andre sprog. Der findes naturligvis forskellige teorier om, hvordan man skal sammenligne termer, for at se om de er ækvivalente, og i det følgende vil jeg beskrive nogle af de mest anvendte af disse teorier Sammenligning af termer Når man sammenligner juridiske termer, for at se om de er ækvivalente, er det ifølge Arntz, Picht og Mayer vigtigt, at man først sammenligner termernes placering i det system, som de indgår i, dvs. deres relation til andre termer i dette system dette gøres ved hjælp af separate begrebssystemer for hvert sprog, som laves helt uafhængigt af hinanden. For at udarbejde disse begrebssystemer er det nødvendigt først at samle oplysninger om hver enkelt term. Først og fremmest skal man vide, hvilket fagområde termen stammer fra, men man skal også have en definition af termen, så man kender den præcise betydning, og man skal have kontekster, så man kan sammenligne, om termerne anvendes i de samme kontekster. Disse oplysninger skal ikke kun bruges til at udforme begrebssystemerne, men også til selve sammenligningen af termerne. 13 Sandrini bygger videre på Arntz, Picht og Mayers teori, idet han går ud fra den samme definition af terminologisk ækvivalens: termerne skal stemme overens i alle kendetegn for at være ækvivalente. Sandrini arbejder også udfra de samme kriterier, når han skal sammenligne termer, idet han som de andre mener, at man skal sammenligne begreber ved at sammenligne de enkelte kendetegn, som er anført i definitionerne. Man kan dog kun lave systematisk terminologiarbejde ved at sammenligne begreber fra et afgrænset 13 Arntz/Picht/Mayer 2002, pp

13 delområde, idet man sætter termerne i system dvs., at man systematiserer begreberne inden for dette område, så deres indbyrdes sammenhæng tydeliggøres; dette gøres v.h.a. begrebssystemer. Disse begrebssystemer lægges herefter over hinanden, for at se om der er sammenfald dvs. ækvivalens. 14 Som tidligere nævnt vil det inden for juridisk sprog ikke være muligt at finde absolutte ækvivalenter dvs., at når man sammenligner begrebssystemerne og definitionerne for termer fra forskellige sprog, vil de ikke være ens, medmindre de er bygget over det samme retssystem. Sandrini, som specifikt behandler terminologisk ækvivalens i juridisk sprog i modsætning til Arntz, Picht og Mayer, som behandler terminologisk ækvivalens i bredere forstand, går mere i detaljer med de specielle problemer, der opstår, når man skal sammenligne juridiske termer. Et problem er, at selvom de juridiske begreber stemmer overens ved en sammenligning af kendetegn, så har de måske ikke den samme retlige følge i de forskellige retssystemer, og/eller inddelingen af de juridiske områder er forskellig, så to termer, der synes ækvivalente, når man ser på definitionerne, ikke befinder sig på samme sted i de to begrebssystemer. 15 Et eksempel herpå er det danske forbrugerkøb og det tyske einseitiger Handelskauf. Det danske forbrugerkøb er underbegreb til civilkøb, hvorimod det tyske einseitiger Handelskauf er underbegreb til Handelskauf. Begrebssystemerne ser derfor ud som følger: 14 Sandrini 1996 (a), pp Sandrini 1996 (a), pp

14 Kauf Handelskauf bürgerlicher Kauf beiderseitiger Handelskauf einseitiger Handelskauf Kilde: Klunzinger 2000, p. 2 + Creifelds 2002, p køb handelskøb civilkøb Kilde: Lookofsky 1996, p. 173 forbrugerkøb civilkøb Ved en sammenligning af de to begrebssystemer synes termerne einseitiger Handelskauf og forbrugerkøb ikke at være ækvivalente, men ser man på definitionerne på de to termer, ser det anderledes ud. Forbrugerkøb er defineret som et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv 16, og einseitiger Handelskauf er defineret som Handelsgeschäfte, die nur für einen von beiden Vertragspartnern ein Handelsgeschäft darstellen 17. Ser man på definitionerne, synes de to termer altså at være ækvivalente. 16 Købeloven 4a 17 Creifelds 2002, p

15 I sådanne tilfælde er det ikke muligt at give en løsning, som altid er gældende; oversætteren må sætte sig ind i problemet og finde den bedst mulige løsning i hver enkelt oversættelse det afhænger altså af konteksten, om man kan bruge de to termer som ækvivalenter. Inden for juridisk sprog er det som anført ovenfor ikke muligt at finde absolutte ækvivalenter, medmindre der er tale om det samme retssystem. Sandrini mener dog, at man, når man sammenligner juridiske termer, kan finde termer, som er ækvivalente, hvis man kun ser på begrebsindholdet ser man derimod også på begrebsomfanget, er det ikke muligt at finde ækvivalenter. Ifølge Sandrini skal man kun se på begrebet bag termen og i den forbindelse kun begrebets intension dvs. alle begrebets karakteristiske træk, når man skal sammenligne termer inden for juridisk sprog. 18 Finder man to termer, som er ækvivalente m.h.t. begrebsindhold, er det ifølge Sandrini den højst mulige ækvivalens, der kan opnås inden for juridisk sprog men selv dette er sjældent. 19 Grunden, til at det er praktisk talt umuligt at finde absolutte ækvivalenter, hvis man både ser på begrebernes intension og ekstension, er, at der, når der ikke er tale om termer fra det samme retssystem, er forskelle i, hvilken retlig følge termerne har, og/eller at de ikke er gældende for de samme entiteter ude i den virkelige verden. Dvs., at selvom to juridiske termer har de samme kendetegn og synes at være absolutte ækvivalenter, så er de det højst sandsynligt ikke, fordi de ikke refererer til eller er gældende for de samme entiteter ude i den virkelige verden. Man kan derfor ikke tale om absolut ækvivalens i ordets egentlige betydning inden for juridisk fagsprog, fordi der er tale om et fagsprog, der baserer på forskellige retssystemer. I analysen bruger jeg Arntz, Picht og Mayers samt Sandrinis teorier. Teoriernes udgangspunkt er som sagt identisk, og principperne for sammenligning af termer er også sammenfaldende det drejer sig om sammenligning af begrebssystemer, definitioner og kontekster. Forskellen i de to teorier berører kun bedømmelsen af, om der er tale om 18 Sandrini 1996 (b), p Sandrini 1996 (a), pp

16 absolutte eller approksimative ækvivalenter dvs. graden af ækvivalens, som jeg vender tilbage til senere. For at bedømme om der er tale om terminologisk ækvivalens, er det altså nødvendigt at sammenligne termernes kendetegn. Dette indbefatter som sagt en sammenligning af såvel begrebssystemer som definitioner samt kontekster Begrebssystemer Formålet med begrebssystemer er at vise relationerne mellem de forskellige begreber og give et overblik over emnet, så man kan se hvilke termer, man skal sammenligne, hvis der er tale om to begrebssystemer på forskellige sprog. Men for at lave et begrebssystem må man først bestemme, efter hvilke kriterier man vil opbygge systemet dvs. hvilke relationer man ønsker at vise med netop dette begrebssystem. Der findes en række forskellige typer begrebssystemer, alt efter hvilke relationsarter man vil vise. I det følgende vil jeg beskrive nogle af de relationsarter, som man kan vise i et begrebssystem, og hvordan man kan vise dem Relationsarter 20 De mest anvendte relationsarter i begrebssystemer er hierarkiske det drejer sig om generiske relationer og del-helheds-relationer. Hierarkiske relationer vises i begrebssystemet som hierarkier, men der findes også ikke-hierarkiske relationsarter, og heraf er temporale relationer de hyppigst anvendte. Generiske relationer viser overbegreber og underbegreber i forhold til hinanden. Overbegreberne er bredere defineret end underbegreberne, der har flere karakteristiske træk end overbegreberne dvs., at overbegreberne dækker over mere end underbegreberne. Et underbegreb indeholder de samme karakteristiske træk som dets overbegreb, men det 20 Madsen 1996, pp ; Christensen 1995, p. 72 og Sandrini 1996 (a), pp

17 indeholder også yderligere karakteristiske træk, som adskiller det fra andre begreber, som også er underbegreber til det samme overbegreb disse andre begreber på samme niveau under overbegrebet kaldes sideordnede begreber. Underbegreberne i et begrebssystem af denne type er en art af overbegreberne. I begrebssystemer, som viser generiske relationer, kan det med fordel vises, hvilke inddelingskriterier der er brugt på denne måde kan man også anvende forskellige inddelingskriterier i samme begrebssystem, uden at det bliver forvirrende for læseren. Inddelingskriterierne skrives i parenteser eller markeres på anden måde, så de ikke fremstår som begreber. Når man skal afgøre hvilket af to begreber, der er overbegreb og hvilket, der er underbegreb, kan man enten sammenligne intensioner dvs. mængden af karakteristiske træk, eller man kan sammenligne ekstensioner dvs. mængden af referenter i den virkelige verden. For at vise generiske relationer i et begrebssystem anvender man en omvendt træstruktur: Køretøj bil cykel knallert motorcykel sportsvogn varebil personbil Del-helheds-relationer er relationer, som viser hvilke bestanddele, et begreb består af. Man har et begreb i toppen af begrebssystemet, og derefter følger de enkelte dele, som dette begreb består af, og evt. hvilke elementer hver enkelt del består af. Det drejer sig dermed, som navnet siger, om relationer, der betegner en helhed og dens bestanddele. For at skelne mellem over- og underbegreber i denne sammenhæng og for at undgå forveksling med generiske relationer anvender man termerne helhedsbegreb og delbegreb om begreberne i del-helheds-begrebssystemer. 16

18 Delbegreberne i en del-helheds-relation deler ikke karakteristiske træk med helhedsbegrebet, som det var tilfældet for over- og underbegreber i generiske relationer. Delbegrebet refererer derimod til en bestanddel af den entitet, som helhedsbegrebet refererer til. Del-helheds-relationer vises i begrebssystemet med kantede klammer: cykel hjul stel kæde pedal fælg dæk eger Temporale relationer viser sammenhænge mellem begreber over et tidsforløb; det kan f.eks. være forskellige på hinanden følgende faser i en proces. Her er der ikke tale om en hierarkisk struktur, og man kan heller ikke tale om over- og underbegreber; i stedet betegnes begreberne som forudgående og efterfølgende begreber. Et særligt kendetegn ved temporale relationer i et begrebssystem er, at man for det meste ikke kan vende begrebssystemet om det er ikke reversibelt, dvs., at man ikke kan starte nedefra og gå op ad i begrebssystemet, idet man jo nærmest følger en tidslinie 21, og et begrebssystem over temporale relationer tegnes da oftest også ved hjælp af en tidslinie: Forberedelse eksamen votering karaktergivning Alle disse former for begrebssystemer kan naturligvis kombineres, så man i et begrebssystem viser forskellige sammenhænge. F.eks. kan man have et begrebssystem med temporale relationer, hvor der også er generiske relationer: 21 Picht 1985, p

19 Forberedelse eksamen votering karaktergivning Mundtlig eksamen skriftlig eksamen Udover at begrebssystemerne som vist ovenfor kan gengives grafisk som omvendte træstrukturer, med kantede klammer o.lign., kan de også fremstilles i listeform. For at skelne mellem relationsarterne benytter man et notationssystem, hvor man nummererer begreberne med henholdsvis 1, 1.1, 1.1.1, 1.2 for generiske relationer og 1, 1-1, 1-1-1, 1-2 for del-helheds-relationer der findes ingen norm for nummerering af temporale relationer. Man kan også kombinere notationssystemet og den grafiske gengivelse for at tydeliggøre sammenhængende. Når man laver begrebssystemer på to forskellige sprog for at sammenligne dem med henblik på at finde ækvivalente termer, skal man tage højde for, at begrebssystematikken i forskellige lande ofte er forskellig især når det drejer sig om juridisk sprog. Det kan derfor være vanskeligt at sammenligne begrebssystemerne, men for overhovedet at kunne lave en sammenligning er det nødvendigt, at man anvender de samme relationsarter i de to begrebssystemer, der skal sammenlignes. Anvender man forskellige relationsarter, vil der aldrig være lighedspunkter i begrebssystemerne, og de vil dermed være umulige at bruge til en sammenligning. Inden for juridisk sprog anvender man til tider generiske relationer til at vise sammenhængen mellem begreberne; del-helheds-relationer anvendes derimod sjældent. Da der inden for juridisk sprog ofte er tale om meget komplekse sammenhænge, er det ikke altid muligt at vise dette i et ordinært begrebssystem. I stedet for at vise sammenhænge mellem begreber i et konventionelt begrebssystem kan det derfor ofte betale sig at lave et mere fleksibelt system såkaldte begrebsfelter Begrebsfelter Begrebsfelter viser adskillige begreber, hvorimellem der er forskellige typer relationer - også løsere relationer end de ovenfor nævnte. Der findes ikke en endegyldig definition af, 18

20 hvad et begrebsfelt er, da der er mange vidt forskellige opfattelser heraf, men Picht opremser en række kriterier, som ifølge ham kendetegner et begrebsfelt: opbygningen kan være meget forskelligartet, tit betinget af fagområdets eller emnets inhærente struktur; [...] struktureringskriterierne er pragmatiske; [...] strukturen er løsere end i et begrebssystem, hvor alle relationer ekspliciteres; dette udelukker ikke, at der kan forekomme dele af et begrebssystem; [...] det [kan] med fordel [...] anvendes på områder/ emner med meget forskelligartede begreber, f.eks. ved en flersproget kontrastiv bearbejdning af et område med stærkt afvigende ekstralingvistiske forhold f.eks. (retssystemer i forskellige lande) Metodiske overvejelser Jeg har i min analyse valgt at lave konventionelle begrebssystemer med generiske og temporale relationer til at danne et første overblik over området, og derefter følger en række begrebsfelter til at uddybe de mere komplicerede sammenhænge. Jeg har benyttet denne fremgangsmåde, da begrebssystemer efter min mening ofte er mere overskuelige end begrebsfelter, og derfor er de bedst egnede til at give et første overblik over området. Begrebsfelter er derimod velegnede til at klargøre komplicerede sammenhænge, da man her kan medtage flere oplysninger. Begrebssystemerne har jeg lavet med generiske relationer, da jeg gerne vil give et overblik over, hvilke typer af misligholdelsesbeføjelser køber har. For at give et mere detaljeret billede har jeg også valgt at tage temporale relationer med i begrebssystemerne, da sammenhængene imellem misligholdelsesbeføjelserne bedst vises på denne måde, da de er dele af et juridisk forløb. Jeg har valgt at bruge sælgers misligholdelse som inddelingskriterie for at have fælles inddelingskriterier på de to sprog, så en sammenligning er mulig. Jeg har markeret disse og andre inddelingskriterier med kursiv, så man let kan skelne dem fra misligholdelsesbeføjelserne, og ydermere er de markeret ved, 22 Picht 1985, p

21 at de forbindes med misligholdelsesbeføjelserne v.h.a. stiplede linier og pile. Den grafiske fremstilling i begrebssystemerne har jeg kombineret med et notationssystem, hvor det er muligt dvs. ved de generiske relationer. Dette gør efter min mening begrebssystemerne mere overskuelige, og det gør det muligt at lave henvisninger mellem termerne inden for et begrebssystem. Begrebsfelterne indeholder dele af begrebssystemer, som Picht nævner som en mulighed ved opbygningen af begrebsfelter. Jeg har valgt at opbygge begrebsfelterne omkring et begrebssystem med temporale relationer, da det efter min mening er den bedste løsning, da termerne, som vedrører køberens misligholdelsesbeføjelser, alle er del af et hændelsesforløb, og derfor kan man bedst vise relationerne i detaljer v.h.a. en tidslinie. Da det ikke er muligt at få alle de vigtige oplysninger med i et begrebssystem, har jeg valgt at lave tidslinien som begrebsfelter, så der også er plads til at benævne de kriterier, som skal være opfyldt, for at man kan gå videre ned ad tidslinien. For at tydeliggøre de forskellige elementer i begrebsfelterne har jeg markeret de termer, der indgår i tidslinien, ved at skrive dem i lukkede kasser, og de kriterier, som skal være opfyldt, for at man kan gå videre på tidslinien, er skrevet i punkterede kasser og forbundet med tidslinien v.h.a. pile. De termer på tidslinien, som jeg har udvalgt til at behandle i termark dvs. sælgers misligholdelse og købers misligholdelsesbeføjelser er markeret med en grå baggrund. Herudover er der nogle yderligere specificeringer til inddelingen, som er skrevet med kursiv uden for kasserne. Det er selvfølgelig ikke muligt at lade alle faktuelle oplysninger om begreberne fremgå af begrebssystemer og begrebsfelter, og derfor er det som tidligere nævnt også nødvendigt at finde definitioner på termerne for at afgøre, om de er ækvivalente Definitioner Formålet med en definition er at beskrive et begreb entydigt, hvilket vil sige at afgrænse det i forhold til andre begreber. Definition betyder netop afgrænsning Christensen 1995, p

22 Definitioner baseres ligesom begrebssystemer på begrebernes karakteristiske træk. Ved hjælp af definitioner kan oversættere og andre interesserede få en større indsigt i begrebernes betydning, end det er muligt med begrebssystemerne, som kun viser begrebernes indbyrdes relationer og ikke deres eksakte betydning. I arbejdet med at finde ækvivalenter er definitioner sammen med begrebssystemer et vigtigt redskab, idet man ved en sammenligning af definitionerne og begrebssystemerne kan bestemme graden af ækvivalens, som jeg vil vende tilbage til senere. I juridisk sprog er visse begreber defineret i lovene, og det er derfor nemt at finde definitionerne, men i de tilfælde, hvor der ikke er en direkte definition i lovteksten, må man selv uddrage de karakteristiske træk, som udgør definitionen af begrebet, og udfra dette formulere en definition. Det hænder selvfølgelig, at der findes flere forskellige definitioner af en term, men dette skyldes ofte, at der i virkeligheden er tale om forskellige bagvedliggende begreber. 24 Inden for juridisk sprog anvendes de samme termer til tider i forskellige sammenhænge med forskellig betydning, og man må så klarlægge hvilken term/ hvilket begreb, der hører til hvilket område Definitionstyper Intensionale definitioner (også kaldet indholdsdefinitioner) og ekstensionale definitioner (også kaldet omfangsdefinitioner) er de mest anvendte definitionstyper. 25 Intensionale definitioner beskriver et begreb ved at angive det nærmeste overbegreb og herefter opliste de træk, som adskiller begrebet fra eventuelle sideordnede begreber. Hvis begrebet har flere overbegreber, skal alle overbegreberne anføres i definitionen. Defineres et begreb fra et begrebssystem, der er opbygget efter del-helheds-relationer, angiver man 24 Madsen 1996, p Madsen 1996, pp

23 helhedsbegrebet som overbegreb, men man skal så sørge for at tydeliggøre, at der er tale om en del fra dette overbegreb. 26 Ekstensionale definitioner er en opremsning af underbegreber, som alle refererer til definiendums ekstension der er dermed ikke, som for intensionale definitioner, tale om karakteristiske træk, men om en decideret opremsning af typer af definiendum. Hvis læseren af en ekstensional definition ikke på forhånd kender en del til emnet, vil definitionen være intetsigende især inden for juridisk sprog, og det kan derfor ikke anbefales at bruge denne definitionstype. 27 Som tidligere nævnt mener Sandrini også, at det er praktisk talt umuligt at finde ækvivalenter inden for juridisk sprog, hvis man både ser på begrebernes intension og ekstension Udarbejdelse af definitioner 28 Når man skal formulere definitioner, er der visse regler, som skal overholdes, hvis definitionerne skal blive forståelige og overskuelige. Disse regler gælder for alle definitionstyper. Definitioner må helst ikke fylde mere end en sætning, de skal helst være korte, enkle og præcise. Overholdes dette princip får læseren kun netop de oplysninger, som er nødvendige for at forstå meningen med begrebet, og lange indviklede forklaringer, som ofte kun forvirrer læseren, undgås. Herudover skal definitionerne selvfølgelig tilpasses målgruppen i mit tilfælde altså primært oversættere, men også jurister. Dette gør ifølge Madsen, at definitionerne ikke skal indeholde mange specifikke oplysninger, da dette er overflødigt for fagfolkene, her juristerne, og blot forvirrer oversætterne. Ordvalget i definitionerne skal også tage højde for målgruppen, således at der ikke anvendes termer, der er ukendte for læseren, medmindre disse termer forklares andetsteds i termbasen eller i selve definitionen - eventuelt i parentes. 26 Madsen 1996, pp Madsen 1996, p Madsen 1996, pp

24 Det er selvfølgelig også vigtigt, at definitionerne er tilpasset hinanden. Dette skal forstås sådan, at det er vigtigt, at definitionerne er opbygget ens for sideordnede begreber skal der således angives det samme begreb som overbegreb, og der skal anvendes de samme typer træk. Man skal også undgå at lave definitionerne for snævre eller for brede. At en definition er for snæver vil sige, at den indeholder et eller flere træk, som ikke er adskillende for begrebet, men eventuelt hører til et underbegreb. Omvendt er der tale om en for bred definition, hvis der mangler træk, så definitionen nærmere beskriver et overbegreb til definiendum. Sidst, men ikke mindst er det vigtigt, at man undgår cirkeldefinitioner og negative definitioner. Cirkeldefinitioner forklarer et begreb ved at bruge begrebet selv eller et synonym herfor, og negative definitioner forklarer et begreb ved at forklare, hvad det ikke er Specielt om definitioner i juridisk sprog 29 De ovenfor beskrevne retningslinier for definitioner er generelle og gælder derfor også for definitioner inden for juridisk fagsprog. Det er dog meget kompliceret at definere juridiske begreber, og derfor gælder der ydermere nogle specielle retningslinier på dette område. Disse retningslinier vil blive beskrevet nærmere i dette afsnit. Der findes mange juridiske termer, der også anvendes i almensproget. Disse termer har ikke altid den samme betydning i almensproget som i fagsproget, og man kan derfor, når man behandler juridisk sprog, ikke gå ud fra, at et begreb, som man er bekendt med fra almensproget, også har den helt samme betydning inden for juridisk fagsprog. Det er derfor vigtigt, at man i arbejdet med definitioner af juridiske begreber altid holder sig til de officielle definitioner dvs. de definitioner, der er juridisk bindende. Juridiske begreber er begrænsede i den forstand, at deres definitioner for det meste kun er gældende inden for afgrænsede områder, og de kan til enhver tid indskrænkes yderligere eller udvides til andre områder inden for bestemte grænser, hvis retspraksis eller 29 Sandrini 1996 (a), pp og Sandrini 1996 (b), pp

25 retsvidenskaben forlanger det. Dette gør, at det er meget svært at lave definitioner inden for juridisk fagsprog, da begreberne ikke altid fortolkes ens. Som Kienapfel skriver: Auslegung ist die nähere Erklärung des Inhalts eines Begriffs durch andere Begriffe. Jede Auslegung dient der Konkretisierung des auszulegenden Begriffs... Das Ergebnis der Auslegung wird in der Regel zu einer Definition des Begriffs zusammengefasst. 30 Det vil sige, at hver gang et juridisk begreb bliver fortolket på en ny måde i en verserende sag, er der tale om en ny definition af begrebet. Det er derfor vigtigt, at man i arbejdet med at definere juridiske begreber ser på begrebet i forbindelse med dets omgivelser, så man kan klarlægge begrebets funktion i den pågældende juridiske sammenhæng. For at gøre dette er det nødvendigt, at man udvælger et delområde inden for juraen og analyserer alle begreberne inden for dette delområde, idet man ser hvert enkelt begreb som en del af den struktur, som regulerer netop dette problem i samfundet, og at man derved analyserer begreberne samlet. Bagefter kan man så se på, hvordan dette problem løses i andre retssystemer og derved finde begreber, som har samme funktion, selvom de måske ikke kan betegnes som fuldstændige ækvivalenter i enhver henseende. Juraen skal hele tiden tilpasses de konkrete situationer, som den skal anvendes på, og derfor er det som sagt nødvendigt, at man kan tilpasse de juridiske begrebers definitioner til den enkelte sag. Man kan selvfølgelig ikke bare definere begreberne, som det nu passer en, bare for at man kan anvende et bestemt juridisk begreb i netop den sag, som man arbejder med. Det er kun juridisk kompetente personer som lovgiverne og dommere (gennem retspraksis), der har beføjelser til at definere juridiske begreber, således at definitionen også er juridisk bindende. I dagligdagen er det nødvendigt, at dommere kan anvende lovene og dermed de juridiske begreber på sager, der ikke er helt ens det skal derfor være muligt for dommerne i en vis grad at tilpasse begreberne til de enkelte sager. Målet med begreber inden for juridisk fagsprog er nemlig ikke, som inden for så mange andre fagområder, at beskrive forskellige 30 Sandrini 1996 (a), p

26 sammenhænge i hverdagen, men derimod at regulere den menneskelige adfærd, at regulere forholdet mellem mennesker og at regulere bestemte situationer i hverdagen. Derfor er det så svært at komme med en endegyldig definition af et juridisk begreb, og derfor er det nødvendigt at have åbne definitioner på de juridiske begreber. Hvis man havde præcise intensionale definitioner på juridiske begreber, ville det ikke være muligt at fortolke begreberne forskelligt fra sag til sag, og hvis man lavede ekstensionale definitioner på juridiske begreber, ville man være nødt til at ændre definitionerne hele tiden, da der gang på gang ville komme nye sager, som også skulle omfattes af begrebet og dermed skulle inkluderes i de entiteter, som begrebet omfatter. Det er derfor ikke muligt at lave dækkende definitioner på juridiske begreber v.h.a. intensionale og ekstensionale definitioner. Et andet problem er, at en definition af et juridisk begreb ikke bare skal beskrive gerningsindholdet, men den skal også klarlægge retsvirkningen. Det er altså ikke nok, at man alene oplister de enkelte kendetegn for gerningsindholdet; det er også nødvendigt, at man tager målet med reglen dvs. det mål, som lovgiverne stræber efter med netop denne regel i betragtning. Ifølge Sandrini kan man sige, at en definition af et juridisk begreb består af to dele: Beskrivelse af gerningsindholdet (intension og ekstension) Forbindelse til retsvirkningen 31 Når man definerer juridiske begreber efter disse principper, støder man af og til på det problem, at et begreb har flere mulige retsvirkninger. Dette betyder, at man ikke kan lave en almen gyldig definition, men man må i stedet fra sag til sag afgøre hvilken retsvirkning, der højst sandsynligt kan blive tale om. Det vil sige, at definitioner inden for juridisk sprog altid er afhængige af konteksten, og det er derfor som tidligere nævnt kun fornuftigt at lave definitioner, der er gældende inden for et delområde af juraen, for på denne måde bliver definitionerne mere præcise. Når man anvender denne model af Sandrini, støder man også på endnu et problem; nemlig om man skal se på både intension og ekstension, når man beskriver gerningsindholdet, 31 Sandrini 1996 (a), p

27 eller om man kun skal se på intension. Sandrini tager både intension og ekstension i betragtning i den ovenfor skitserede model for definitioner af juridiske begreber, hvilket efter min mening også ville være korrekt at gøre, hvis man skal påvise absolut ækvivalens mellem to termer. Men som Sandrini selv skriver flere steder, er det praktisk taget umuligt at finde absolutte ækvivalenter inden for juridisk sprog, hvis man både ser på begrebernes intension og ekstension. Derfor skal man ifølge Sandrini kun se på intension, når man sammenligner juridiske begreber, da man herved finder frem til den højst mulige ækvivalens mellem juridiske termer. I en analyse, hvor man ser på definitioner, skal man også være opmærksom på, at definitioner på juridiske begreber kun udstikker grænserne for fortolkningen af begrebet, dvs., at definitionen egentlig danner rammen for begrebet, og så kan man fortolke inden for disse rammer. Det svære ved at lave definitioner på juridiske begreber er, at det på den ene side er nødvendigt at lægge begreberne fast der skal herske sikkerhed om, hvad de enkelte begreber betyder, så man kan træffe beslutninger, som er forståelige på baggrund af begrebernes betydning. Faste definitioner er altså nødvendige for at sikre retssikkerheden. På den anden side ville en definition, som ikke kan fortolkes, forhindre at begreberne kan tilpasses den enkelte sag, og dermed ikke kunne bruges i de enkelte sager. Udfra dette kan man inddele juridiske begreber i to grupper, hvor den ene gruppe er de begreber (Klassenbegriffe), der kan defineres dvs. de begreber, som beskrives v.h.a. en række kendetegn, som alle skal være tilstede, for at der er tale om lige netop dette begreb, og der må ikke være yderligere kendetegn, så drejer det sig nemlig om et underbegreb som nævnt tidligere. Den anden gruppe består af begreber (Typusbegriffe), som ikke kan defineres i hvert fald ikke i ordets egentlige betydning. Disse begreber er mere upræcise, da de omfatter grupper af betydninger dvs., at der kan oplistes en række kendetegn for disse begreber, men ikke alle kendetegn skal være til stede, for at der er tale om netop dette ene begreb, og der kan også føjes yderligere kendetegn til listen. Det afgørende for, om en betydning hører under et sådant begreb, er, om betydningen indeholder de typiske kendetegn for dette begreb i et sådan omfang, at betydningen kan tilskrives dette begreb. 26

28 Når man laver definitioner i juridisk sprog, er det altså ikke muligt at holde sig til de ovenfor beskrevne indholds- og omfangsdefinitioner det er mere kompliceret end som så. Definitioner på juridiske begreber skal som beskrevet ovenfor både omfatte en beskrivelse af gerningsindholdet (intension og evt. ekstension) og beskrive forbindelsen til retsvirkningen. Når man bruger indholds- og omfangsdefinitioner, kan man kun i begrænset omfang få retsvirkningen med i definitionen. For at få retsvirkningen med skal man udarbejde begrebets kendetegn som en meningsgivende sammenhæng mellem gerningsindholdet og retsvirkningen. Dette gør, at definitionerne kan blive forskellige fra sag til sag, fordi dommeren i den enkelte sag kan vælge at tilføje eller slette et kendetegn. 32 Definitioner af juridiske begreber skal beskrive begrebets funktion dvs. indholdet af reglen, som begrebet betegner. Det er ikke nok at definitionen er metasproglig, det er vigtigere, at den indeholder indholdsmæssige kriterier Metodiske overvejelser Definitionerne i analysen er så vidt som muligt opbygget efter principperne, som er gældende for intensionale definitioner jeg har helt fravalgt ekstensionale definitioner af de i afsnit nævnte grunde. Da det dog heller ikke er muligt at holde sig udelukkende til intensionale definitioner, når man skal definere juridiske termer, har jeg udelukkende støttet mig til rammerne for intensionale definitioner, idet jeg starter hver definition med at nævne det nærmeste overbegreb, og senere oplister jeg også de karakteristiske træk, som adskiller begrebet fra sideordnede begreber. Herudover har jeg og dette ligger udover rammerne for intensionale definitioner fået gerningsindholdet og retsvirkningen med i definitionerne, ved at jeg for misligholdelsernes vedkommende nævner de mulige misligholdelsesbeføjelser, og i definitionerne af misligholdelsesbeføjelserne nævner jeg den eller de misligholdelser, som kan føre hertil. Jeg anser altså med andre ord misligholdelserne som gerningsindhold og misligholdelsesbeføjelserne som retsvirkninger. 32 Sandrini 1996 (a), p Sandrini 1996 (a), p

29 Da det inden for jura er en fordel med åbne definitioner, nævner jeg alle de mulige retsvirkninger/ misligholdelsesbeføjelser og gerningsindhold/ misligholdelser. Definitionen er dermed egentlig bare en ramme, hvori man skal finde de træk, som er gældende for termen i den sammenhæng, som man skal arbejde med. Hvad angår diskussionen om, hvorvidt man både skal se på intension og ekstension, når man ser på gerningsindhold, synes jeg, at det kunne have været interessant at undersøge begge dele, for at se om Sandrini har ret i, at det er umuligt at finde absolutte ækvivalenter på denne måde. Det kunne også have været interessant at se, om termerne inden for EU er blevet harmoniseret så meget, at de er ækvivalente, selv når man inddrager både intension og ekstension i sammenligningen desværre ville en sådan analyse overskride rammerne for en opgave som denne, og jeg vil derfor i min analyse kun behandle begrebernes intension. Selvom jeg i definitionerne har valgt at se bort fra begrebernes ekstension, har jeg måttet sande, at læresætningen, om at definitioner helst kun må fylde en sætning, ofte ikke er mulig at overholde, når det drejer sig om definitioner inden for juridisk sprog, da det efter min mening er vigtigt at have det hele med, så man frem for alt får præcise definitioner. Madsen mener, som nævnt i afsnit , at for mange specifikke oplysninger vil forvirre oversættere jeg har dog så megen tiltro til mine kommende kollegaer, at jeg mener, at de godt kan overskue flere sætninger også selvom de indeholder megen tung information. Grunden, til at det efter min mening er vigtigt at lave præcise definitioner, er, at de juridiske termer ofte også anvendes i almensproget, uden at de her har helt den samme betydning, og det er derfor vigtigt, at man får detaljerne med i definitionerne, så læseren ikke foranlediges til at tro, at der er tale om den almensproglige definition. Dette er også grunden til, at definitionerne i min analyse udelukkende er baseret på lovene og lærebøger (dvs. faglitteratur). De kilder, som jeg angiver i definitionerne, henviser til de love og lærebøger, som jeg har brugt til at udlede begrebets kendetegn, men i definitionerne af misligholdelserne har jeg udledt retsvirkningen (misligholdelsesbeføjelserne) af mine begrebsfelter, og omvendt har 28