Grindsted Kirke. Søndag d. 16. august 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 16. august 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 11. søndag efter trinitatis, Luk. 18,9-14, 2. tekstrække. Salmer. DDS 748 Nu vågne alle Guds fugle små. Dåb: DDS 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb. DDS 674,1-3 Sov sødt, barnlille! DDS 523 Min nåde er dig nok DDS 609 Dybt fornedres skal enhver. Altergang: DDS 487 Nu fryde sig hver kristen mand. DDS 522 Nåden er din dagligdag. Tekstlæsninger. Job. 5,8-16; 1. Kor. 15,1-10a; Luk. 18,9-14.

2 2 Evangelietekst. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse:»to mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«luk 18,9-14 Prædiken. Det er noget af en type, ham farisæeren, der fuld af selvros stiller sig foran alteret og blærer sig. Ganske vist tager hans tale form af en taksigelse til Gud: Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Man kan dog godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt han reelt mener, at Gud er skyld i, at han er, som han er, eller om det i højere grad beror på ham selv. I hvert fald fortsætter han med at fortælle, hvor god han er: Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Dermed får han sagt, at han gør meget mere, end Moseloven forlanger. Strengt taget var det kun nødvendigt at faste en dag om året; nemlig på den såkaldte forsoningsdag. Farisæeren er derfor særdeles grundig, når han

3 3 faster hele to gange om ugen. Han er altså ikke kommet gratis til den situation, hvor han mener, at han med god grund kan rose sig selv. Det er hårdt at være from! Imidlertid har fromheden nogle fordele. I hvert fald mener farisæeren, at han er i sin ret til at se ned på den store mængde, der ikke udgør konkurrenter udi fromhedsophobning. Han tilhører eliten og har derfor en masse medmennesker at se ned på. Dette afsløres af de typer, han sammenligner sig med. Han takker Gud for, at han ikke er som andre mennesker. Med denne meget brede definition mener han røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere og toldere. Det er altså folk, der er noget etisk anstødeligt over. Røvere tager som bekendt andres ejendele måske oven i købet med vold. Uretfærdige udnytter deres medmennesker for selv at få det størst mulige udbytte. Ægteskabsbrydere tager - ligesom røverne - noget, der tilhører andre, nemlig deres ægtefæller. Tolderne er skatteopkrævere, der arbejder for den romerske besættelsesmagt og tvinger penge fra deres jødiske landsmænd. I kraft af at farisæeren indleder med at beskrive sine modsætninger som andre mennesker, tyder det på, at han anser sig selv for at være nærmest umenneskeligt god; en absolut ener. Hans selvforståelse bliver bekræftet af tolderens tilstedeværelse. Dermed har farisæeren nemlig det bedst mulige eksempel på en forkastelig person at sammenligne sig med. Som den landsforræder og pengepuger, tolderen er, udgør han farisæerens totale modsætning. Med den forkastelige livsførelse tolderen repræsenterer, forøger hans nærvær farisæerens fromhed. Farisæeren kunne også have takket for, at han ikke var som de fattige og syge; altså som folk, der var blevet ramt af en hård og trist skæbne. Men det falder ham tilsyneladende ikke ind. At hans liv skulle tage en dramatisk drejning finder han nærmest utænkeligt, for dengang mente man, at sygdom var en straf fra Gud. Noget lignende kunne pludseligt opstået fattigdom være. De syge var altså selv ud om det; og det var de fattige nok også. En from mand som farisæeren behøvede altså ikke at frygte en trist skæbne. At noget sådant skulle overgå ham, ville Gud aldrig tillade. Dertil levede han alt for perfekt og gudvelbehageligt.

4 4 Jesus fremstiller farisæeren som så ukritisk selvgod, at det simpelt hen bare bliver for meget. Derved kommer den ydmyge tolder til at fremstå som langt mere forbilledlig. Dette betyder dog ikke, at Jesus anså toldere for at være bedre mennesker end andre. Han var udmærket klar over, at de drev en forkastelig forretning. Det er tolderen i templet imidlertid også selv bevidst om. Han er så knuget af skyldfølelse, at han ikke tør følge farisæeren hen til alteret, men bliver stående i et mørkt hjørne, mens han kigger skamfuldt ned i jorden. At løfte sit blik mod himlen anser han for at være for frimodigt for en synder som ham. Derimod påfører han sig selv en smule smerte, idet han slår sig på brystet med en knytnæve. Han er sig bevidst, at han bør straffes, hvilket han understreger ved at bede Gud om nåde. At hans bøn bliver hørt, slår Jesus fast ved at konkludere, at det var tolderen, der gik hjem som retfærdig, ikke farisæeren. Denne slutning skyldes, at tolderen fra da af lagde sit liv om; måske kun usikkert, trinvist og fuld af fejl, men dog således, at han lod Guds tilgivelse præge sine fremtidige beslutninger. Dette står der ganske vist ikke noget om i teksten; men hvis det ikke var tilfældet, ville den kun handle om, hvilken attitude vi skal nærme os Gud med. Da ville teksten blive en vejledning i korrekt kultisk opførsel. På den måde ville teksten opfordre os til at spille skuespil, når vi henvender os til Gud eller går i kirke. Som om han ikke ville gennemskue falskheden i vores påtagede ydmyghed. Den slags maskerader har Jesus kun hån til overs for. I det hele taget pakker han ikke noget ind, men siger tingene som de er. Tolderen bliver tilgivet. Selvom han er en foragtet landsforræder, der udnytter andre, er det ham, der går derfra som retfærdig; ikke i egne, men i Guds øjne. Gud elsker ham på trods. Derved får tolderen styrke til at tage sit liv op til revision. Guds tilgivelse er fra da af drivkraften i hans liv. Forskellige tider har lige så forskellige forbilleder. Særlige typer bliver anset for at være værd at lægge sig efter. I vore dages konkurrencestat har den selvrosende farisæer større chancer end den ydmyge tolder. Man dyrker den, der har succes; og det største

5 5 succeskriterium er årslønnens størrelse. Den, der har penge, kan ikke alene blære sig utilsløret; man forventer ligefrem, at han gør det. Der er faktisk noget galt, hvis han vælger at køre rundt i en almindelig familiebil, bor i en almindelig villa og foretrækker at være sammen med sin familie i stedet for andre kendte og rige mennesker. At den formuende erhvervsleder, topidrætsudøver eller stjerneskuespiller udgør forbilledet i vore dage skyldes, at økonomien er den altgennemtrængende målestok, når man skal fastsætte en værdi. Kærlighed og nærvær står slet ikke i samme kurs. Den slags bløde værdier kan da være ganske gode at have med på vejen, men de tæller ikke i det virkelige liv. Her er det hård valuta, der sætter dagsordenen. Uden penge er man så godt som værdiløs. I løbet af de sidste ti års tid er forskellen mellem rig og fattig blevet stadig større her til lands. Antallet af hjemløse stiger, og en række velfærdsydelser er under pres eller sparet væk. Derved er hullerne i det sociale sikkerhedsnet blevet betragteligt større, og derfor gælder det for alt i verden om at komme så højt til tops som muligt - og helst i en rasende fart. Der er tilsyneladende ikke noget naturligt sted at stoppe på vej derop, for jo flere penge, man tjener, des bedre. Ikke fordi man har brug for dem, men fordi man kan; og de penge, man ikke kan bruge, kan man alligevel finde på at spendere på ligegyldige men dyre goder, der endnu engang slår fast, at man er stenrig og derfor ikke alene er værd at respektere men også at have som forbillede. Disse penge kunne alternativt være brugt til at forbedre vilkårene for folk i bunden af samfundet. Hermed er det bestemt ikke sagt, at enhver rigmand er et egoistisk og uansvarligt uhyre, der glider i ét med den selvrosende farisæer. Offentligheden har jo ikke indsigt i, hvad stenrige mennesker bruger deres penge til, med mindre de selv gør opmærksom på det og det er det heldigvis ikke alle, der gør. Desuden har jeg fået at vide af socialpræsten i Esbjerg, som har sin daglige gang blandt misbrugere og hjemløse, at der findes en lang række rige filantroper; folk, der ønsker, at deres penge skal gøre gavn og også er fortvivlede over forholdene blandt dem, der er faldet igennem det sociale sikkerhedsnet.

6 6 At man er styrtende rig betyder altså ikke nødvendigvis, at man er ansvarsløs. Men ansvarsløs er til gengæld den dyrkelse af umådeholden rigdom, der præger tiden; en dyrkelse, der får folk til at dømme dem, der har svært ved at få pengene til at slå til over en kam. Der vil altid være nogle, der udnytter systemet på det groveste, og dem skal der naturligvis sættes en stopper for. Men det er altså ikke alle økonomisk belastede, der nasser. Det er ikke alle, der selv er skyld i den situation, de befinder sig i. Det er ikke alle, der bare kan tage sig sammen og forbedre deres vilkår. Men det er ikke desto mindre den holdning, man ofte må lægge øre til, og det er egentlig ikke så sært. Dette unuancerede syn på snart sagt alle, der modtager en overførselsindkomst, bruges nemlig som en undskyldning for selv at skrabe så mange penge som muligt til sig. Når andre ligger som de har redt, er der jo ingen grund til at hjælpe dem. Man smider jo heller ikke penge i et bundløst hul! Næ, man har ærligt og redeligt tjent sine egne penge, og kan som farisæeren - takke for, at man ikke er som andre mennesker, røvere, misbrugere, kontanthjælpsmodtagere eller den hjemløse dér. Sådan kan man sukke over den farisæiske selvgodhed, der præger tiden og ens medborgere. Det er nemlig ofte alle andre end en selv, der nægter at erkende deres forpligtelse til at hjælpe dem, der har hjælp behov. Men derved rammer vi os selv bagfra med vores helt private farisæisme. Hver især er vi nemlig enormt dygtige til at overbevise os om, at det er dem, der er rigere end os, der skal punge ud. Den holdning vil næppe ændre sig, selvom man pludselig får en gevaldig lønstigning, for det er altid det letteste at tænke på sig selv først. Man kan så let finde et nyt og indbildt nødvendigt behov, de ekstra penge kan bruges til. På den måde kan vi sagtens bruge en masse krudt på at anklage andre for at være som farisæeren, men inderst inde er vi det også selv. Samtidig minder vi om tolderen; men vel at mærke inden han indså, at han levede sit liv på et forkasteligt grundlag. Som ham dyrker vi rigdommen som det eneste saliggørende og glemmer, at der også er andet, der kan gøre livet værd at leve og som oven i købet er gratis. Guds kærlighed og tilgivelse koster ikke noget. Det gives os ganske skatte- og afgiftsfrit. Og hvis vi indser, hvilken værdi der ligger i denne gave,

7 7 kan vi bruge den, som tolderen brugte den: Til at lægge vort liv om; måske kun usikkert, trinvist og fuld af fejl, men dog således, at vi kan skubbe vores dyrkelse af rigdommen lidt til side og lige så stille begynde at finde kvaliteten, værdien og rigdommen i vore medmennesker selv de allerfattigste og ringeste af dem. Amen.