Den europæiske velfærdsstats indlejrede teori

Transkript

1 Samfundsøkonomen Juli 2005 nr. 3 Den europæiske velfærdsstats indlejrede teori Under den historiske udvikling af de europæiske velfærdsstater er forskellige teoretiske og ideologiske opfattelser blevet indlejret i konstruktionen. Blandt de indlejrede teorier er Thomas Aquinas' sociale økonomi. Axel Mossin lektor emeritus, cand. polit., Økonomisk Institut, Københavns Universitet. Udtryk som ortodoks og heterodoks (kættersk) samfundsteori har en noget dramatisk klang på dansk. Her bruges de som en nøgtern konstatering af, at moderne økonomisk teori har en ortodoks kerne der, som udgangspunkt for universitetsforskning og publicering i betydende tidsskrifter, ikke anfægtes. Denne ortodokse kerne består af generel ligevægtsteori i traditionen fra Walras til Debreu og videre, samt af axiomet om individuel maksimerende adfærd baseret på en præferenceorden som er et individuelt specifikt karakteristika. Det er interessant, at selv om moderne økonomisk teori er domineret af forskningen i USA, er den ortodokse kerne baseret på en franskpræget rationalistisk filosofi. Med denne definition på ortodoks teori kommer den moderne heterodokse økonomiske teori til at spænde vidt over en række andre europæiske traditioner: den klassiske engelske nationaløkonomi inklusive Keynes, østrigsk teori inklusive Schumpeter og von Hayek, institionelt og historisk orienteret økonomisk teori samt naturligvis marxistisk teori. Som resultat af et længere historisk udviklingsforløb er de moderne europæiske samfund og økonomier organiseret som velfærdsstater. "Ortodokse" økonomer (her er anførselstegn på sin plads, fordi både læseren og forfatteren ved, at økonomer som enkeltpersoner har synspunkter med mange nuancer) er tilbøjelige til Side 1

2 at beskrive velfærdsstaten med den perfekte markedsøkonomi som referenceramme. På grund af forskellige imperfektioner ved markedsøkonomier i praksis, erkendes det, er det nødvendigt med offentlige velfærdsordninger. En vis grad af indkomstudligning begrundes med at den markedsøkonomisk bestemte indkomstfordeling ikke er politisk acceptabel. En sådan fremstilling finder man f.eks. i en af de mest brugte lærebøger på feltet: Nicholas Barr, The Economics of the Welfare State, Oxford 1987 og senere. Disse økonomer vil på grund af den valgte referenceramme blive tilbøjelige til at fremhæve negative incitamentvirkninger af skattetryk og af velfærdsordninger generelt. Derfor lægger de stor vægt på at der er et trade-off mellem skatter og velfærdsordninger på den ene side og økonomisk efficiens på den anden side. Rådgivningen fra "ortodokse" økonomer vil tage udgangspunkt i overordnede hensyn til markedsøkonomiens funktionsdygtighed. Dette bliver den systeminteresse de vælger at varetage. Man får en helt anden tilgang og forståelse ved at erkende velfærdsstaten som resultat af en historisk udvikling. Under den mere eller mindre planlagte konstruktion af velfærdsstaten er forskellige teoretiske og ideologiske opfattelser blevet indlejret i konstruktionen. Det betyder, at man så at sige kan finde teorier om velfærdsstaten i velfærdsstaten selv. De teorier der er tale om vil da vise sig at være en række af de store europæiske teorier, der er heterodokse i forhold til den for tiden herskende ortodokse teori. Den socialliberale velfærdsstat og Velfærdsstaten som social orden Jeg opfatter den danske og europæiske debat om velfærdsstaten som brydninger mellem to idealtyper af velfærdsstater; en socialliberal velfærdsstat, hvis teori meget vel kunne være den nævnte ortodokse økonomiske teori og Velfærdsstaten som social orden, som har et mere komplekst teoretisk grundlag. I den socialliberale velfærdstat kommer markedet først. Begrænsede målrettede velfærdsordninger løser sociale problemer, markedet ikke kan løse, men dette sker underordnet markedet krav. Side 2

3 I Velfærdsstaten som social orden kommer den samlede sociale orden først. Markedsløsninger indgår, men er regulerede og underordnet hensyn til den sociale fordeling. Navnlig tilstræbes en minimums levestandard på et anstændigt niveau, samt fri og lige adgang til fundamentale goder som uddannelse og sygdomsbehandling. Velfærdsstaten som social orden indeholder korporative elementer samt organisationsformer som har rødder helt tilbage i middelalderen. For Danmarks vedkommende kan man tænke på "den danske model" samt at arbejdsløshedskasser og pensionskasser er organiseret i tilknytning til de berørte stænder. Af de to nævnte idealtyper er de nuværende europæiske velfærdsstater tættest på at være Velfærdsstater som social orden. USA er tættest på at være en socialliberal velfærdsstat. Man skal dog ikke overse, at USA med Social Security, der blev grundlagt i Roosevelt perioden, (endnu) har et omfattende folkepensionssystem og at det amerikanske forsvar er en velfærdsstat i staten, helt i lighed med de etater (postvæsenet, DSB osv.) der navnlig tidligere spillede en stor socialt stabiliserende rolle i de europæiske nationalstater. De nuværende europæiske velfærdsstater er, uden at se bort fra den også betydelige socialliberale indflydelse, navnlig ideologisk og teoretisk præget af konservatismen, af arbejderbevægelsen og socialismen og af den katolske sociale tænkning. For at illustrere denne pointe frem vil de afsluttende to afsnit behandle Bismarck's sociale reformer i slutningen af 1800'tallet samt grundlaget for den katolske kirkes sociallære. Det tidlige grundlag for de velfærdsstater, der senere blev fuldt udviklet efter Anden Verdenskrig, fremkom af modsætningen mellem på den ene side arbejderbevægelsen og socialismen og på den anden side statsinstitutionerne og konservatismen samt den katolske kirke og kirkens sociallære. Bismarck's løsning på Arbejderspørgsmålet Otto von Bismarck ( ) var ministerpræsident i Preussen og blev efter Tysklands samling rigskansler i det samlede Tyskland Bismarck var den autokratiske skaber af Tysklands samling, båret af 1800-tallets nationalisme. Bismarck var junker og godsejer fra Pommern, og uddannet Side 3

4 jurist. I den sidste fjerdedel af 1800-tallet var den tyske arbejderbevægelse stærk og der eksisterede et netværk af sygekasser og fagforenings socialkasser, der byggede på de gamle svendegilder. Bismarck så arbejderbevægelsen og navnlig socialismen som en trussel mod Kejserstaten. I perioden var socialistisk agitation forbudt i følge Socialistengesetz. Fagforeninger var forbudt, og det tyske socialdemokrati, som først i 1890 fik navnet Tysklands socialdemokratiske Parti, var forbudt som parti. Arbejderbevægelsen eksisterede dog videre i form af "upolitiske" foreninger, og arbejderbevægelsens folk blev fortsat valgt til Rigsdagen, og indvalgt i bestyrelserne for sociallovenes forskellige nye ordninger. De tyske arbejderpartier var i 1875 blevet sammensluttet på grundlag af Gotha progammet der var præget af Ferdinand Lassalle's ( ) reformistiske socialisme, som Karl Marx ( ) var stærkt kritisk overfor. Erfurt programmet fra 1890 for Tysklands socialdemokratiske Parti blev derimod klart marxistisk. Bismarck's sociallove var et, skulle det efterhånden vise sig meget vellykket, forsøg på at vinde arbejderklassen for Kejserstaten. Sociallovene gav byarbejderne en sikring, der kunne minde om den sikring staten ydede sine mere beskedne bestillingmænd og tjenestemænd. Industrien havde i et vist omfang selv etableret fabrikssygekasser og understøttelseskasser. Industrien var ikke modvillig over for at deltage i finansieringen at de nye sociallove. I den tyske industripolitik indgik beskyttelsestold. Med Rigstoldloven fra 1879 var der blevet indført et højt, men ikke prohibitivt højt toldniveau. En forøgelse af de erhvervsspecifikke lønomkostninger ville i givet fald kunne afbødes ved en regulering af toldsatserne, som samtidig gav staten indtægter til dens del af finansieringen. Med hensyn til den organisatoriske opbygning af de nye sociale ordninger fandtes der et nærliggende udgangspunkt i det eksisterende netværk af sygekasser mv. Hermed videreføres korporative sociale strukturer med rødder tilbage i middelalderen. Med Bismarck's reformer blev grundlaget skabt for det der Side 4

5 blev den senere europæiske udvikling:fuld integration af arbejderklassen i den sociale orden. Den katolske kirkes løsning på Arbejderspørgsmålet Som det for Bismarck i sidste del af 1800-tallet var vigtigt at vinde arbejderne for Kejserstaten, var det for Den katolske Kirke og for pave Leo XIII vigtigt ikke at miste arbejdernes tro på Den katolske Kirke. Den katolske Kirke blev også udfordret af de nye stærke nationalstater, som i voksende grad involverede sig i undervisning og sociale opgaver. I Tyskland førte Bismarck kulturkampen mod Den katolske Kirke og mod Det katolske Centrumsparti. Pavestolens formulering af Den katolske Kirkes sociallære findes bl.a. i en række rundskrivelser. Den officielle betegnelse er encyklika. De navngives med de første to ord i den latinske tekst. Blandt rundskrivelserne er Rerum Novarum (Nye Ting), 1891, af Leo XIII, Quadragesimo Anno (40 År), 1931, af Pius XI, og Centesimus Annus (100 År), 1991, af Johannes Paul II. ) De to første findes oversat til dansk i Pavestolen og arbejderspørgsmålet, København 1942, den sidste er oversat til dansk i "100 år" Katolsk sociallære, København Leo XIII ( ) var jesuit og var pave Han skrev en række rundskrivelser fra 1878 til 1901, heriblandt Rerum Novarum, hvori han søgte at placere Den katolske Kirke i forhold til tidens store sociale problemer samtidig med at han fastholdt den lange kontinuitet i Den katolske Kirkes lære. Paven fordømte fattigdommen og den uhæmmede liberalisme der skabte elendighed for de fattige. Han forsvarer den ansvarligt forvaltede ejendomsret og tager afstand fra socialismen. Han anbefaler katolske fagforeninger. Den katolske sociallære anviser en tredje vej mellem liberalismen og socialismen, dog med størst afstand til socialismen. Betegnelsen sociallære skyldes, at paverne skriver i deres egenskab af lærer for de kristne menigheder. Side 5

6 Thomas Aquinas' sociale økonomi Den katolske sociallære har rødder i højmiddelalderens økonomiske moralske normer, som de blev formuleret af Thomas Aquinas ( ). Thomas Aquinas blev gjort til helgen i 1323 og blev af Leo XIII i encyklikaen Aeterni patris fra 1879 (dvs. 12 år før Rerum Novarum) benævnt Fyrsten og læreren blandt skolastiske doktorer. Dermed fik Thomismen status som den katolske kirkes officielle filosofi. Efter disse økonomiske moralske normer skal priser være retfærdige. Priserne skal efter almene etiske overvejelser og efter almene konventioner være retfærdige for både sælgeren og køberen. Et udgangspunkt for Thomas Aquinas var Aristoteles analyse af det retfærdige gensidige bytte, f.eks. mellem to forskellige håndværkeres produkter. For Aristoteles indebærer det retfærdige bytte, at en dags arbejdsresultat byttes for en dags arbejdsresultat hvis håndværkernes arbejde er lige fint. Men hvis den ene håndværkers arbejde er finere og han har højere social status skal han have en højere pris. Det retfærdige byttes prisforhold tager harmonisk hensyn både til de to produkters arbejdsindhold og til de to håndværkeres status. Den ene håndværker kan f.eks. være billedhugger, den anden sandalmager. Hvis billedhuggeren og sandalmageren i samme tidsrum kan producere henholdsvis en portrætbuste og 500 par sandaler, og billedhuggerens arbejde er dobbelt så fint som sandalmagerens, så er det retfærdige bytteforhold 1000 par sandaler for en portrætbuste. Thomas Aquinas var fuldt opmærksom på at markedspriserne varierer f.eks. hvis et skib med korn ikke når frem, eller hvis der er i en periode er overflod af korn. Det er ikke uetisk at sælge noget dyrere eller købe noget billigere under sådanne omstændigheder. Thomas Aquinas diskuterer det etiske problem, om en købmand må tilbageholde information om at et skib er på vej med korn, hvilket vil få prisen til at falde. Thomas Aquinas har en vis forståelse for at købmanden nok vil holde sin viden for sig selv. Retfærdige priser er således ikke et skarpt defineret begreb; de er udtryk for konventioner i overenstemmelse med almene etiske overvejelser. Profit og navnlig åger, dvs. rente på pengelån, er ikke tilladt. Forbudet mod pengerente er et resultat Aristoteles også Side 6

7 var nået frem til. Både for Aristoteles og Thomas Aquinas stred rente mod penges natur. Uden at bryde fundamentalt med Thomas Aquinas tankegang vil det være muligt at revurdere forbudet mod pengerente, som det også skete, hvis pengelån ændrer karakter fra forbrugslån i nødsituationer (jævnfør småbønders afhængighed af pengeudlånere f.eks. i Indien) til erhvervslån til investeringer. Arbejdslønnen skal være retfærdig (i fortolkning svare til de socialt bestemte leveomkostninger for en familie). Højere løn til faglærte og andre kvalificerede er tilladt. Ejendomsret er tilladt. Det sidste var ikke trivielt i forhold til f.eks. franciskanernes opfattelse. Dog delte Thomas Aquinas franciskanernes syn på fattigdom som et ideal. Thomas Aquinas var som sin lærer Albertus Magnus ( ) dominikaner (sortebroder); det var en tiggermunkeorden i mildere form end franciskanerne (gråbrødrene). Denne lære om retfærdige priser og lønninger er, selv i modificeret form, i stærk modsætning til den liberalistiske forestilling om at markedsbestemte priser og lønninger er retfærdige fordi de dannes ved frivillige byttetransaktioner. Afstanden til Marx' teori om godernes arbejdsindhold som det "sande" værdigrundlag er til gengæld idémæssigt mindre, et forhold der dog ikke indgår i den katolske sociallære. Thomas Aquinas konstruerede et stort filosofisk/teologisk system, som er delt i et filosofisk verdsligt niveau, som erkendes med fornuften og hvor Thomas Aquinas gjorde Aristoteles til autoriteten, og et overordnet teologisk niveau som i sidste instans kun kan erkendes ved åbenbaringen (f.eks. kan Treenigheden ikke erkendes med fornuften) og hvor kirkens vedtagelser er autoriteten. Reglerne og konventionerne for det retfærdige samfund tilhører den verdslige del og kan af fornuften udledes med menneskets naturlige etiske indsigt. Det verdslige mål for samfundet er det fælles vel. Som for Aristoteles er det en teleologisk samfundsopfattelse hvor samfundet forstås ud fra sit mål i overenstemmelse med samfundets natur.det verdslige samfunds mål indgår imidlertid under menneskelivets højere mål i forhold til Gud og Guds nåde, som er åbenbaret indsigt. Side 7

8 Thomas Aquinas forestilling om det retfærdige verdslige samfund var et middelalderligt stændersamfund med et harmonisk samvirke mellen medlemmer af alle stænder. Medlemmerne af samfundet forskellige lag kendte deres plads og fulgte regler (jus naturalis) der kan udledes af naturlige love, og fulgte fælles konventioner med udgangspunkt heri (jus civilis). Det fælles vel er en social orden i et lagdelt samfund præget af et harmonisk samvirke i overenstemmelse med retfærdige regler og konventioner blandt andet for den økonomiske adfærd. Tanken om harmoni og afbalancerede løsninger findes også hos Aristoteles. Thomas' tankegang er grundlaget for rundskrivelserne. Den katolsk inspirerede moderne økonomiske teori går under betegnelsen social økonomi. Som teoretisk retning er den repræsenteret ved flere amerikanske katolske universiteter. I den europæiske sammenhæng har den katolske sociallære haft stor indflydelse gennem de kristelig demokratiske partier. Meget af indholdet er fælles med konservatismen, og der er også en del sammenfald med socialdemokratisk ideologi. Modsætningen findes i forhold til liberalismen. En stiliseret formidling af de vigtigste europæiske ideologier Dette kan tydeliggøres ved følgende oversigt, som udelukkende er baseret på forfatterens egen indsigt. Hvis EU med tiden skulle udvikle en fælles social politik og til en fælles velfærdsstat vil indholdet skulle findes i en balance mellem på den ene side socialdemokratiske, konservative og kristne værdier og på den anden side liberalistiske værdier. Socialdemokratiske værdier - Mindste løn skal kunne betale en i den sociale sammenhæng dækkende levestandard. - Indkomstforskelle skal være beherskede og kunne begrundes med produktiv indsats. - Ingen må diskrimineres på grund af køn, race, eller andre baggrundsforhold. - Spekulation bør ikke belønnes. - Som en social borgerret har alle ret til gratis kerneydelser vedrørende sundhed, uddannnelse og information, samt ret til en minimumslevestandard. Side 8

9 - Handikappede og svagelige har ret til kompenserende ydelser. - Sociale rettigheder modsvares af pligt til at yde til samfundet efter evne. - Arbejdsforholdene skal være regulerede. - Arbejdet skal organiseres solidarisk. Konkurrence er ikke i sig selv en positiv værdi. Konservative og katolsk konservative værdier - Betydningen af institutionernes historiske kontinuitet. - De nærmestes forpligtende omsorg for de nærmeste. Stor vægt på traditionelle familieværdier. Det sociale ansvar for de fremmede udøves i fællesskab. Dette er subsidaritets- og solidaritetsprincipperne. - Mindstelønnen skal kunne betale en god enkel levevis for en familie. - Godt købmandsskab med vægt på kvalitet og ikke-urimelige priser. Kollegialt samarbejde i branchen. - Det er værdifuldt at entreprenører og købmænd løber en risiko, men højgearet finansiel spekulation er ikke værdigt for mænd af stand. - Belønning efter fortjeneste. Respekt for ejendomsret og arv. Levevis efter stand. - Evner, social position, stand og formue giver et socialt ansvar for virksomhed til samfundets gavn. - Det økonomiske virke skal tjene almenvellet, som fortolkes som opretholdelse af et rimeligt samfund i dets historiske kontinuitet. Liberalistiske værdier - Politiske borgerrettigheder til information og indflydelse; valgbarhed og stemmeret. - Civile borgerrettigheder til fri bevægelse og frihed til at tro, tænke og til at udtrykke sig; ret til retfærdighed efter klare love; ejendomsret og kontraktfrihed. - Ret til at forfølge økonomisk egennytte inden for lovens grænser. Konkurrence og stræben efter personlig økonomisk fordel er en positiv værdi i sig selv. I den nuværende europæiske velfærdsstat er indlejret socialde- Side 9

10 mokratiske, konservative og katolske værdier med rødder til Aquinas sociale økonomi. Brydningerne om velfærdsstatens fremtid kan ses som brydninger mellem den sociale økonomi og liberalistisk økonomisk tænkning. Side 10