Tro til at være stærk og tro til at være svag

Transkript

1 Tro til at være stærk og tro til at være svag Carsten Riis Jensen, juni 2012 Bibelteksten, Hebr 11,29-38 I tro gik jøderne gennem Det Røde Hav som på tørt land, mens egypterne druknede, da de prøvede det samme. Ved tro faldt Jerikos mure, da israelitterne i syv dage havde gået rundt om dem. I tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med de genstridige, for hun havde modtaget spionerne med fred. Men hvorfor sige mere? Tiden vil jo slippe op, mens jeg fortæller om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og om profeterne, alle dem, som ved tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede voldsom ild, undgik truende sværd, blev styrket, når de var svage, blev stærke i krig og slog fjendtlige hære på flugt. Kvinder fik deres døde igen ved opstandelse; [bemærk skift] andre blev pint til døde og afviste at lade sig købe fri, for at de kunne opnå en bedre opstandelse. Andre igen måtte udstå spot og piskeslag, ja, lænker og fængsel. De blev stenet, gennemsavet, døde for sværdet eller gik omkring i fåreskind og gedehuder og led nød og trængsler og blev mishandlet; de var for gode til denne verden og måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i huler og i jordens kløfter. Hvad tro er Hvis du er i tvivl om, hvad tro er, og hvis du er i tvivl om, hvilket liv troen garanterer, så får du svarene i det afsnit, vi har læst. Der er mange som i dag forkynder, at troens liv bringer dit godt helbred, rigdom og velstand, og når de ting ikke er der, skyldes det manglende tro. Det afsnit, vi har læst, fortæller noget ganske andet. Jeg vil give jer 5 punkter, som jeg tror, vil få en effekt på dig og måske ændre dit syn på, hvad tro er og hvilket liv troen giver: 1: Første punkt er, at gennem vores tro både kan og vil Gud udføre mirakler og omsorgsgerninger, for derved at give praktisk, jordisk hjælp til sit folk. Det er pointen i første del af de vers vi har læst, fra vers 29-35a. Det jeg mener med mirakler er, at Gud gør noget, som går ud over og afbryder den naturlige årsag-virkning måde, som naturen fungerer på. Ham, som har skrevet Hebræerbrevet, nævner fx at Det Røde Hav blev delt (v.29), at Jerikos mure faldt sammen (v.30), at løvernes gab blev stoppet, da Daniel var i løvekulen (v.33), og at enker fik deres børn eller ægtefæller tilbage fra døden (v.35a). Alle de begivenheder kalder vi mirakler. Gud bryder ind i den normale måde, tingene fungerer på, og på en særlig måde får han dem til at virke anderledes. Og i hvert tilfælde her bliver Guds folk hjulpet eller reddet fra fare eller død. Det er en af de måder, Gud handler igennem vores tro ved at gøre mirakler. Men jeg nævnte også omsorgsgerninger. Gennem vores tro hjælper Gud os i form af omsorgsgerninger. Med det ord mener jeg gerninger, Gud gør, som kontrollerer situationen, men på en mindre usædvanlig måde. Når du ser det ske, vil du ikke nødvendigvis sige, at det er et mirakel, du ser, men med troens øjne ser du Guds usynlige hånd. For eksempel, i teksten fra Hebræerbrevet, står der om kvinden Rahab, som undgik at omkomme, fordi hun havde hørt om Israels Guds kraft (Josva 2,9-11) og tog sig af de jødiske spioner (v.31). Teksten nævner også David, som besejrede riger og øvede retfærdighed (v.33). Og Elias, som undgik Jezabels sværd, og Gideon som blev styrket, da han var svagt, og andre som slog fjendtlige hære på flugt (v.34). I alle de tilfælde er det Gud, der handler bag scenen, men der er ingen åbenlyse mirakler. Det er, hvad vi kan kalde Guds mere almindelige omsorg for mennesker. Og hele pointen her, i vers 29-35a er, at alle disse vidunderlige ting fra Gud både usædvanlige mirakler og mere ordinære omsorgsgerninger kommer til os ved tro.

2 I teksten ser du at: i tro gik de gennem Det Røde Hav ved tro faldt Jerikos mure i tro undgik Rahab at omkomme ved tro blev riger besejret. Pointen er, at Gud gennem tro udfører mirakler og omsorgsgerninger, for at give os praktisk, jordisk hjælp og udfri os. Det er det første punkt og den første pointe i dag. Her kommer det andet punkt: 2: Det er ikke altid, at Gud udfører mirakler og omsorgsfulde gerninger for at udfri os fra lidelse. Nogle gange, ved tro, bevarer og opretholder Gud sit folk gennem lidelserne. Det er pointen i anden halvdel af de vers, vi har læst, altså fra vers 35b- 38. En anden måde at sige det på er følgende: At have sand tro på Gud er ingen garanti for komfort og sikkerhed i dette liv. Bemærk, at det er helt afgørende, at du ser, at de ulykker, Guds folk udholdt i vers kommer over dem ved tro, ikke på grund af manglende tro. Det er stadig gennem tro, at andre blev pint til døde andre igen måtte udstå spot og piskeslag. Al denne lidelse modtages og udholdes ved tro. En anden måde at se det på, er i vers 39, som ser tilbage på alle lidelserne i vers og siger: Alle disse [dvs. de lidende mennesker], hvis tro er bevidnet, opnåede dog ikke [endnu i dette liv] at se løftet opfyldt. Med andre ord: Lidelserne og problemerne og armoden og forfølgelserne af Guds folk i vers skyldes ikke Guds afvisning. Tværtimod hviler Guds billigelse og anerkendelse over dem på grund af deres liv. Elendigheden og lidelserne blev udholdt, ikke formindsket, ved tro. Lad os være helt specifikke, så vi får den fulde forståelse af, hvad det her betyder: Vers 35b: Andre blev pint til døde altså blev torturerede. Gud vender ikke altid bødlernes hjerter væk fra deres tortur af hans folk, selv om han kunne gøre det. Nogle vil måske sige: Altså, bødlerne har fri vilje, og Gud kan ikke gribe ind. Han har begrænset sig selv. Det er simpelthen ikke hvad Bibelen lærer os. Bibelen viser ofte, at Gud begrænser og kanaliserer det onde i menneskers hjerter. For eksempel, i 1 Mosebog 20,6 begår kong Abimelek næsten ægteskabsbrud med Abrahams hustru, men gør det ikke. Hvorfor? Gud siger til Abimelek: Det var mig, der hindrede dig i at synde mod mig; derfor lod jeg dig ikke røre hende. Gud begrænser og tilbageholder Abimeleks viljes onde hensigt. Og hvis Gud kan gøre det med Abimelek, så kan han også gøre det med politichefen, som skal i gang med at torturere en kristen i baglokalet i et fængsel i Mozambique. Men han gør det ikke altid. Det er, hvad vers 35b siger. Og når han ikke gør det, så betyder det ikke, at den lidende kristne ikke har tro. Heller ikke, at Gud ikke elsker ham. Endnu et eksempel: Gud gør ikke altid sine børns smerter mindre, men tillader dem at opleve ikke bare lidelser, men forfærdelige lidelser. Vers 37: De blev stenet, gennemsavet. Det er næsten for forfærdeligt at tænke på. Det er sådan traditionen siger, at Esajas døde. Forestil dig, hvor forladt du må føle dig, hvis døden ligger foran dig, og en person udtænker en måde du skal dø på, der er så forfærdelig som mulig. Det er sket og sker stadig for mennesker, som (vers 38) var for gode til denne verden. Gud kunne standse det uden at ændre ved det menneskelige ansvar for vores handlinger. Det er pointen i vers 29-35a: Gud kan og Gud gør mirakler og omsorgsgerninger for at lindre sit folk og udfri dem, men ikke altid. Det kommer måske klarest frem i kontrasten mellem vers 34 og vers 37. I vers 34 står der, at nogle undgik truende sværd. Der var altså nogle, som ved tro undgik sværdet. Men så i vers 37 står der: De døde for sværdet.

3 Altså: Ved tro undgik nogle sværd, og ved tro var der andre, der døde for sværdet. ApG 12,1-2 siger: Ved den tid lagde kong Herodes hånd på nogle fra menigheden for at mishandle dem. Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd. Men de næste vers fortæller beretningen om, hvordan han arresterer Peter med samme formål, men Gud griber ind og befrier mirakuløst Peter. Én døde ved tro. En anden undslap ved tro. Så den anden pointe er: Gud udfører ikke altid mirakler eller omsorgsgerninger for at befri sit folk ved tro, for nogle gange bevarer og opretholder han dem gennem forfærdelige lidelser. Og heraf følger så den tredje pointe: 3: At have tro er ikke den ultimative, afgørende faktor for, om du lider eller undslipper. Den ultimative, afgørende faktor er Gud Guds suveræne vilje og visdom og kærlighed. For mig er det enormt befriende og en enorm trøst. Det er en stor lettelse at vide, at der er en højere forklaring på min lidelse eller min nydelse end om jeg har nok tro. Ville det ikke være forfærdeligt at skulle tro, at oven i alle mine lidelser er jeg nødt til at tilføje: Det må være, fordi jeg mangler tro. Vi sidder ikke ved en døende kristens seng, og siger: Hvis du havde tro, så ville du stadig leve. I stedet vil vi sige: Stol på Gud, for uanset om du lever ved tro eller dør i troen, vil Gud tage sig af dem, der stoler på ham. At leve er Kristus, og døden en vinding. Og i sidste ende er det Gud, ikke os, som bestemmer, hvornår og hvordan vi dør. Han har sine formål. De er skjult for os. Og tro betyder at vi tror på, at hans formål er gode. Det leder os til den fjerde pointe: 4: Den tro, der undslipper lidelse, og den tro, der rammes af lidelse, har en fælles nævner. Fællesnævneren er, at de begge involverer en tro på, at Gud selv er langt bedre end hvad livet kan give os nu, og bedre end hvad døden tager fra dig senere. Når du kan få det hele, siger troen, at Gud er bedre (end det). Og når du mister det hele, siger troen, at Gud er bedre (end det). Det klareste eksempel på det i dagens tekst er vers 35: [ved tro] fik kvinder deres døde igen ved opstandelse; andre blev pint til døde og afviste at lade sig købe fri, for at de kunne opnå en bedre opstandelse. Hvad tror troen, i det øjeblik vi oplever tortur? Tror den, at hvis Gud elskede mig, ville have få mig ud af det her? Nej! Troen tror, at der er en opstandelse for troende, som er bedre end det mirakel at undslippe torturen. Den er bedre end den opstandelseserfaring, enken fik, da han hun fik søn tilbage, for sønnen kom til live men døde jo igen senere. Med andre ord: Troen er fuldstændig forelsket i alt, hvad Gud vil være for os på den anden side af graven. Troen elsker Gud mere end livet. Troen elsker Gud mere end familien. Troen elsker Gud mere end arbejde eller pensionsplaner eller menighedstjeneste eller at skrive bøger eller bygge drømmehuset eller tjene den første million. Troen siger: Uanset om Gud behandler mig blidt eller overgiver mig til tortur, så elsker jeg ham. Han er min belønning, han bygger den Himmel jeg længes efter, han er min skat som langt overgår Egyptens skatte, og den ejendom som overgår alle andre og varer for evigt. Den store udfordring, når det gælder denne kirkes mission, er at dyrke og sprede en dødsforagtende passion for Gud. Forkyndelsen, børnesamlingerne, bibelgrupperne, bedemøderne, udflugterne og alle de andre aktiviteter har dette ene som mål: At dyrke og sprede en sådan dyb og tilfredsstillende relation til Gud, at vi hviler i ham, uanset om vi er levende eller på vej til at dø, uanset om vi er komfortable eller har det svært. Vores mål er at dyrke og sprede en uafrystelig tillid til, at Gud er bedre end hvad livet kan give os og hvad døden kan tage fra os. Det leder os frem til den femte og sidste pointe:

4 5: De mennesker, som elsker Gud mere end livet, og villigt lider mens de venter på noget bedre end hvad denne jord kan tilbyde, er Guds store gaver til denne verden. Se på vers 37b og 38: De gik omkring i fåreskind og gedehuder [ingen løfterom smarte trøjer her] og led nød og trængsler og blev mishandlet; de var for gode til denne verden og måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i huler og i jordens kløfter. Hvad betyder det, at denne verden ikke var god nok til disse obskure, nødlidende, uskønne og tilsyneladende forbandede mennesker? Hvad betyder det, at denne verden var for god til dem? Det betyder, at de var en gave til verden, og verden fortjente den ikke. Mange ting i dette liv er ikke, hvad de ser ud til. Og her er en af de ting. Når Guds børn tillades at lide og blive afvist og mishandlede og forarmede, plagede og mishandlede, da giver Gud en gave til denne verden. Han udøser nåde over verden. Han udgyder sin kærlighed til verden. Hvordan det? Fordi i dem, som lider og dør i urystelig tillid til håbet i Gud, gives verden et budskab og et billede: Herren selv er bedre end liv. Vend om! Vend om og tro!. Hvem ville have troet det at de lidende er en gave til verden? Glæde i Gud, når døden er en vinding Lad mig slutte med følgende generelle tanke: Herren selv er bedre end liv. Den tanke gennemsyrer hele Bibelen, fx i et vers som Salme 37, vers 4: Find din glæde i Herren, så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker. Når vi ser tilbage på det, som vi lige har gennemgået i denne undervisning, så kan vi sige: Der er en glæde, som er helt anderledes end det, verden forstår ved glæde. Der er en glæde i Herren, som er en opretholdende styrke i nåde, mission og martyrlidelser. Selv i dette øjeblik, mens vi er her i dag, hakkes kristne til døde i kristendomsfjendske lande. Kristne får hugget hovedet af, af terrorister. I Sudan tilbageholdes vand systematisk fra kristne, så de dør af tørst og underernæring. Hver måned destrueres kristne kirker, og præster arresteres i Kina. Missionærer lever et risikabelt liv over hele verden. Dét perspektiv skal vi have med, når vi stiller spørgsmålet: Hvordan kan jeg få en glæde i Gud? Hvordan kan jeg leve med min glæde i Gud i alt, hvad jeg gør?. Stiller vi spørgsmålet igen, denne gang med lidelsen og døden og martyriet føjet til perspektivet, så lyder spørgsmålet nu: Hvordan kan jeg opnå eller genfinde en glæde i Jesus, som er så dyb og så stærk, at den frier mig fra at være slave under den vestlige verdens komfort og sikkerhed, og i stedet nøder mig til at ofre mig for nåde og for mission, og som vil opretholder mig, hvis jeg står overfor et martyrium?. Forfølgelse er normalt for kristne. Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus (2. Tim. 3,12). Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige (ApG 14,22). Når vi som kristne fordyber os i Det Nye Testamentes vidunderlige budskab, så opdager vi at denne sandhed at forfølgelse er normalt for kristne ikke mindsker fokus på glæden i Herren, nej, den øger den. Vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed (Rom 5,3). Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene (Matt 5,11-12). De forlod så rådssalen, glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld (ApG 5,41). Kampen for glæde i Herren er ikke en kamp om bløde puder og verdslig luksus. Nej, det er en kamp for styrke til at leve et liv i selvopofrende kærlighed. Det er en kamp for at slutte os til Jesus på vejen til Golgatha og blive der, sammen med ham, uanset hvad. Hvordan blev Jesus selv støttet og opretholdt på den vej? Hebræerne 12,2 svarer: For den glædes skyld, der ventede ham, udholdt han korset. Nøglen til udholdenhed i den selvopofrende kærligheds tjeneste, er ikke heroisk viljekraft, men en dyb, urystelig vished om, at den glæde, vi har smagt i fællesskabet med Jesus, ikke vil skuffe os i døden. Det Nye Testamente taler ikke om viljekraft, men om et glædeligt håb:

5 Hebr 10,32-34: I udstod megen kamp og lidelse, når I enten selv blev stillet offentligt til skue under spot og mishandling eller gjorde fælles sag med andre, når de blev behandlet sådan. For I led med de fængslede, og I fandt jer med glæde i, at man røvede jeres ejendom, fordi I vidste, at I ejer en bedre formue, som ikke forgår. kærlighed. Det er en kamp for at slutte os til din søn, Jesus, på vejen til Golgatha, og blive der, sammen med ham. Derfor beder vi: Giv os tro til at være stærke, og giv os tro til at være svage. Lad os være mættede af alt hvad du er for os i Jesus. Amen. Hvor kommer dét fra, den accept af at skulle risikere sit liv? Hvor kommer det offer fra? Hvor kommer den frihed til at leve som et Gud velbehageligt offer fra? Sidste sætning i bibelverset fortæller dig præcist hvor det kommer fra: fordi I vidste, at I ejer en bedre formue, som ikke forgår. Hvordan endte du med at blive sådan? Du så op på Jesus, du så hen til din arv, du så Himlen, du så hen til en evighed af glæde, og så sagde du: Det er nok! Jeg har ikke brug for det nu, for jeg har det dér, i Himlen. Derfor vil jeg nu leve hér, på denne side af evigheden, mættet af alt hvad Gud er for mig i Jesus. Jesus vil blive ophøjet i denne verden, når vi kristne er så tilfredsstillede i Ham, at vi lader gods og familie tilbage og lægger vore liv ned for andre i nåde, i mission, og, om nødvendigt, i martyrium. Jesus vil blive ophøjet mest blandt folkeslag når kristne, i det øjeblik de mister alt på jorden, siger: For mig er livet Kristus, og døden en vinding (Fil 1,21). Bøn Far, vi bøjer os i tilbedelse af dig, for du er den eneste, sande Gud. Du er højt over alle. Fra dig og ved dig og til dig er alle ting. Far, tak fordi du ved tro giver os praktisk hjælp, gennem mirakler og omsorgsgerninger. Og tak fordi du også ved tro bevarer og opretholder os gennem lidelserne. Far, læs os at hvordan vi skal leve med døden som en gevinst. Lær os hvordan vi skal leve med vores fulde tilfredshed i alt hvad du er for os i Jesus. Far, kampen for glæde i dig er ikke en kamp om bløde puder og verdslig luksus. Det er en kamp for at styrke, til at leve et liv i selvopofrende