Tak for jeres henvendelse af 14. juli 2017, hvor I stiller følgende spørgsmål til forvaltningen om handleplaner på voksenområdet:

Transkript

1 Socialforvaltningen Adm. direktør Mia Nyegaard, MB, og Karina Rohrberg Jessen, MB Sagsnr Kære Mia Nyegaard og Karina Rohrberg Jessen Tak for jeres henvendelse af 14. juli 2017, hvor I stiller følgende spørgsmål til forvaltningen om handleplaner på voksenområdet: Dokumentnr Så vidt jeg læser paragraf 141 i serviceloven, skal/bør der udarbejdes en handleplan såvidt muligt i samarbejde med borgeren. Hvordan tolker og udmønter vi denne paragraf i kommunen? Såsom om borgene forstår hvad de siger ja og nej til ifh. til handleplaner vs VUM? 2. Hvordan/af hvem eller dokumenteres det overhovedet? At borgerne forstår konsekvenserne af det de frabeder sig? 3. Er vi samme sted som med handleplaner på børneungeområdet? 4. Hvordan kan det være at borgene frabeder sig disse? Hvis det som jeg forstår det er en yderligere hjælp til dem. Socialforvaltningens svar Nedenfor følger Socialforvaltningens svar på ovenstående spørgsmål. Indledningsvist beskrives kort til baggrund reglerne på området, samt indholdet i en handleplan efter servicelovens 141 og indholdet i en VUM. Handleplaner, jf. servicelovens 141 Hvis en voksen under folkepensionsalderen har behov for støtte efter serviceloven, skal sagsbehandleren vurdere, om det som led i indsatsen skal tilbydes at lave en handleplan. Kommunerne skal dog tilbyde en handleplan til borgere med betydeligt nedsatte fysiskeog/eller psykisk funktionsevne eller væsentlige sociale problemer. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen og andre særlige forhold vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v. Formålet med en handleplan er at sikre en sammenhængende og helhedsorienteret indsats og at tydeliggøre forpligtigelsen for alle Direktionen Rådhuset 1599 København V. Telefon Direkte telefon NinaEg.Hansen@sof.kk.dk

2 involverede personer, instanser og forvaltningsgrene. Samtidig skal handleplanen medvirke til at styrke den enkeltes indflydelse i sin sag og sagsbehandlingen heraf. Det er frivilligt for borgeren, om denne ønsker en handleplan. Der kan således ikke laves en handleplan uden samtykke fra borgeren. En handleplan bør desuden udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne. Der er ikke nogle lovmæssige krav til udformningen af en handleplan, ligesom der ikke er lovkrav angående, hvor ofte der skal følges op. Voksenudredningsmetoden (VUM): VUM er en socialfaglig metode/ sagsbehandlingsredskab, der primært har fokus på at understøtte en systematisk udredning af borgerens behov. Om forholdet mellem en handleplan og en VUM Københavns Kommune har valgt at anvende den socialfaglige metode VUM for at sikre en grundig udredning af en borgers samlede situation med henblik på at højne den faglige kvalitet af udredningerne. Der vil eksempelvis altid foreligge en VUM udredning, hvis en borger er visiteret til et kortere eller længerevarende botilbud. Hvis det ikke er muligt for en borger at medvirke, så kan en VUM gennemføres uden medvirken fra borgeren. Handleplaner er dog et tilbud, som borgeren kan frabede sig, hvorfor der ikke altid vil være en handleplan, selvom en borger er visiteret til et længerevarende botilbud. Ad 1) Samt så vidt jeg læser paragraf 141 i serviceloven, skal/bør der udarbejdes en handleplan så vidt muligt i samarbejde med borgeren. Hvordan tolker og udmønter vi denne paragraf i kommunen? Forstår borgerne, hvad de siger ja og nej til ifh. til handleplaner vs. VUM? Jf. ovenfor kan forvaltningen tilbyde en borger med behov for hjælp og støtte efter serviceloven, at der udarbejdes en handleplan. Forvaltningen skal tilbyde borgere, at der udarbejdes en handleplan, hvis en borger har en betydelig nedsatte fysiske - og/eller psykisk funktionsevne eller væsentlige sociale problemer. Det er frivilligt for borgeren, om denne ønsker en handleplan, jf. ovenfor. Forvaltningens erfaring er, at borgerne ofte takker ja til, at der udarbejdes en handleplan. Borgere indskrevet på et herberg ( 110) eller et krisecenter ( 109) vil som udgangspunkt altid få tilbuddet om en handleplan efter 141, stk. 2, jf. bestemmelsen om, at borgere med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller borgere med alvorlige sociale Side 2 af 5

3 problemer, der har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder skal have et tilbud om handleplan. Medarbejdere i kommunen har en generel pligt til at yde vejledning til borgerne. Vejledningen skal sikre, at borgerne har mulighed for at forstå deres rettigheder og pligter og kan gøre deres indflydelse gældende under sagens behandling. Vejledningspligten gælder i alle faser, hvor der er kontakt med borgeren. Ud over kravet om at handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne, så følger det af retssikkerhedsloven, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Forvaltningen tilrettelægger derfor så vidt muligt udarbejdelsen af handleplanen, så de udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og i samarbejde med denne. Socialforvaltningen har flere enheder på udsatte området, der arbejder med fremskudt sagsbehandling, hvilket betyder, at sagsbehandleren fysisk er til stede ude i miljøet eksempelvis på herberget. Sagsbehandlerne har derfor et tæt samarbejde med både borger og dennes kontaktperson på herberget. Oftest er det den samme sagsbehandler, der er tilknyttet den samme borger under hele opholdet. Der opbygges således en god relation mellem borger og sagsbehandler, og der vil være jævnlige opfølgningssamtaler under et ophold på herberget, således at handleplanen opdateres i forhold til borgerens udvikling og situation. Det bemærkes dog, at borgerens sociale og/eller psykiske vanskeligheder, herunder misbrug mv., kan have betydning for omfanget af borgerens deltagelse i udarbejdelsen af handleplanen. Socialforvaltningen bemærker i øvrigt, at der i praksis kan konstateres udfordringer med at skelne mellem indsatsmålene i VUM en og handleplanen. Selvom det er to forskellige værktøjer, så kan det ofte for både sagsbehandler og borger føles som et overlap. Særligt hvis VUM udredningen er sket i tæt samarbejde med borgeren. Det ses således, at der i VUM en findes indsatsmål, som tillige kunne forefinde i en handleplan (såfremt borgeren har takket ja til sådan en). Den overlappende anvendelse af værktøjerne kan også føre til, at der ikke altid er fuld overensstemmelse mellem de respektive indsatsmål. Socialforvaltningen bemærker i øvrigt, at Ankestyrelsen i marts 2017 har udgivet en undersøgelse om Kommunernes brug af handleplaner i indsatsen til hjemløse borgere. Undersøgelsen viser, at udredning i kommunen, opholdsplaner og 141 handleplaner ofte indeholder de samme oplysninger. Undersøgelsens resultater peger endvidere på, at der generelt efterspørges én samlet plan, der har til formål at skabe overblik over og ikke mindst koordinere de forskellige indsatser. Socialforvaltningen bemærker, at dette netop er formålet med Borgerens Plan, der er under udarbejdelse i Socialforvaltningen. Side 3 af 5

4 Borgerens plan til således skabe mere klarhed og en mindre følelse af dobbeltarbejde. Ad 2) Hvordan/af hvem eller dokumenteres det overhovedet? At borgerne forstår konsekvenserne af det de frabeder sig? Det noteres af sagsbehandleren i sagsbehandlingssystemet CSC, om borgeren er tilbudt en handleplan, samt om borgeren har sagt ja eller nej. Hvis borgeren er blevet vejledt om betydningen af en handleplan, så skal det også noteres på sagen, så det fremgår, at borgeren er informeret korrekt. For så vidt angår borgerens forståelse af konsekvenserne, skal det altid noteres i sagen, hvis der er særlige hensyn og forhold, som gør sig gældende i forhold til borgerens mulighed for at forstå disse. Dette kan være kognitive eller sproglige udfordringer. Praksis på området er desuden, at en borger altid vil blive partshørt i både en handleplan og/eller en VUM uagtet omfangen af dennes involvering i udarbejdelsen. Hvis en borger er uenig i den socialfaglige vurdering i VUM en, vil dette fremgå klart af indstillingen. Ad 3) Er vi samme sted som med handleplaner på børneungeområdet? Juridisk er der store forskelle på handleplaner til børn efter servicelovens 140 og handleplaner til voksne efter servicelovens 141. En handleplan på voksenområdet forudsætter borgerens samtykke, mens den på børneområdet er lovpligtig og kan gennemføres uden samtykke, ligesom en handleplan her som udgangspunkt danner forudsætning for, at der kan træffes en afgørelse om støtte til barnet/ familien. I forhold til kommunens praksis bemærkes i øvrigt, at en kort gennemgang af de 17 borgere på herberg, som er visiteret til længerevarende botilbud efter 108 viser, at alle borgerne har fået udarbejdet en VUM, hvor der klart er udarbejdet individuelle mål for borgerne. Derudover er der i hovedvægten af sagerne givet et tilbud om handleplan, som borgeren også har taget imod. Forvaltningen har desværre kunnet konstatere, at det i to sager, ikke har været vurderet relevant, hvorfor borgeren ikke har fået et tilbud om dette, selvom borgeren burde have haft det. Forvaltningen vil snarest rette op på dette og sikre, at borgeren tilbydes en handleplan. Side 4 af 5

5 Ad 4) Hvordan kan det være at borgene frabeder sig disse? Hvis det som jeg forstår det er en yderligere hjælp til dem. Forvaltningens erfaring er, at borgerne oftest takker ja til tilbuddet om en handleplan. Der er dog også borgere, som takker nej. Det er forvaltningens oplevelse, at borgere, der takker nej til en handleplan, gør det af en eller flere af følgende årsager: 1. Borgere, som har været i systemet i længere tid. Det er eksempelvis borgere, som har været i behandling i lang tid, været ind og ud af behandling mange gange, borgere, hvor der er mange indsatser på tværs af kommunen, eller hvor de tidligere har fået handleplaner, men som ikke oplever, at de har haft den store effekt. 2. Borgere, som er meget kaotiske, hvor ro og koncentration til at have dialog kan være meget vanskeligt, også selvom samtalerne så vidt muligt sker på borgerens præmisser. 3. Borgere, som ikke har/ikke ønsker social behandling, men kun ønsker rusmiddelbehandling eller sundhedsfaglig behandling. Venlig hilsen Nina Eg Hansen Side 5 af 5