REHABILITERINGSTEAMET

Transkript

1 REHABILITERINGSTEAMET - En kvalitativ og kvantitativ undersøgelse af rehabiliteringsteamet THE REHABILITATIONS TEAM S FUNCTION - University College Lillebælt - Vejleder: Anders Larsen - Bachelorprojekt - Anslag: Hold semester - Modul 14 Af Nina Jepsen Denne opgave eller dele heraf må kun offentliggøres med forfatterens tilladelse jf. bekendtgørelse af lov om ophavsret nr. 202 af 27. februar 2010.

2 Resume Dette projekt omhandler rehabiliteringsteamet. Der er fremstillet en introduktion til, hvad rehabiliteringsteamet er, og hvad teamets arbejde går ud på, samt hvilken myndighed eller mangel på samme, som rehabiliteringsteamet har. I forhold til analyse og diskussionsdelen i projektet, er der benyttet flere forskellige teorier og metoder, samtidig er min kvalitative og kvantitative undersøgelser inddraget for at understøtte teorierne og metoderne. Igennem opgaven vil man som læser blive præsenteret for lovgrundlaget for rehabiliteringsteamet, samt hvordan arbejdet fungerer i praksis, både i forhold til implementering og det tværfaglige samarbejde. Herudover vil man som læser blive præsenteret for en længere analyse/diskussion om begrebet rehabilitering, som bliver understøttet af borgerens og socialrådgiverens oplevelse af rehabiliteringsteamet. Sidst men ikke mindst er der udarbejdet en konklusion, som vil vurderer på det overstående. Her vil man få et indblik i, hvordan resultatet er blevet igennem arbejdet med opgaven, og hvilke muligheder, der er for at bedre rehabiliteringsteamets arbejde, dette også med baggrund i den indsamlede empiri. Side 2 af 43

3 Indhold Resume... 2 Problemformulering... 4 Indledning... 5 Introduktion til rehabiliteringsteamet... 6 Forinden mødet på det rehabiliterende team... 8 Det tværfaglige samarbejde Implementering Metodeafsnit Analyse/diskussion Begrebet rehabilitering Helhedssyn Systematisk sagsarbejde Forforståelse Praksislogikker Spørgeskemaundersøgelse Borger-/brugerinddragelse Anerkendelse Etik Anbefalinger Konklusion Litteraturliste Side 3 af 43

4 Problemformulering Jeg har opstillet tre hovedspørgsmål, hvori der undervejs er opstillet nogle underspørgsmål, som vil blive beskrevet i opgaven. Problemformuleringen tager udgangspunkt i rehabiliteringsteamene, både i forhold til dets arbejde og samtidig også socialrådgivernes og borgerens oplevelse heraf. - Hvad er et rehabiliteringsteam? - Hvordan foregår et møde på rehabiliteringsteamet? - Hvad er borgerens opfattelse af deres møde på det rehabiliterende team? Side 4 af 43

5 Indledning Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej. (K.E. Løgstrup (1956) D. 01/ trådte den nye fleks og førtidspensionsreform i kraft. I denne reform blev de nye rehabiliteringsteams præsenteret og skulle i den forbindelse indføres i alle kommuner. Kernen i den nye fleks og førtidspensionsreform var de nye rehabiliteringsteams, som også siden da har fyldt meget i kommunerne i hele Danmark. Jeg vil igennem opgaven holde fokus på det rehabiliterende team og dens funktion i praksis. Dette både præsenteret i forhold til både repræsentanternes, borgerens og socialrådgiverens synspunkt ved hjælp af lovgivningen der er fremsat i fleks og førtidspensionsreformen, begrebet rehabilitering, teorier, metoder og min egen indsamlede empiri. Mit valg af metoder og teorier er valgt for at kunne præsenterer rehabiliteringsteamet og borgerens situation bedst muligt. Min hypotese forinden opgavens start, var at rehabiliteringsteamet ikke benyttede sig af rehabilitering, som begrebet rehabilitering i dag er fremsat igennem definitioner fra forskellige steder. Samtidig havde jeg også en hypotese om, at rehabiliteringsteamet lavede deres anbefalinger, inden mødets opstart. Derfor ønskede jeg, at undersøge hvordan teamet arbejdede i praksis, og hvad borgerens opfattelse af teamet var. Samtidig var jeg meget nysgerrig på, om socialrådgiverne og borgerne havde forskellige opfattelser af rehabiliteringsteamet, som min indsamlede empiri danner grundlag for i projektet. Side 5 af 43

6 Introduktion til rehabiliteringsteamet D. 01/ trådte den nye fleks og førtidspensionsreform i kraft. I reformen blev rehabiliteringsteamet præsenteret som et led i at den enkelte borger fik en helhedsorienteret indsats med relevante tværfaglige tilbud. (Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats 25 a, stk. 1). Rehabiliteringsteamet er et team sammensat af repræsentanter fra forskellige instanser indenfor forvaltningsområdet, som hver har deres egen faglighed at bidrage med. På den her måde bliver processen gjort væsentligt kortere, og samtidig er der mulighed for at de ansatte i de forskellige afdelinger, har mulighed for at sparre med hinanden, og spørge ind til de muligheder, som de forskellige instanser har (Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats 25 a, stk. 2). Formålet med rehabiliteringsteamet er, at teamet skal fremkomme med tilbud, som kan hjælpe den enkelte borger nærmere uddannelse, job og selvforsørgelse. Dette skal gøres ved at se på borgerens beskæftigelsesmæssige, sociale og helbredsmæssige situation. Ud af dette kan der oftest ses nogle ressourcer, som der kan videreudvikles på, og det er netop dem, rehabiliteringsteamet skal finde muligheder for at udvikle på. Det er vigtigt, at teamet bruger deres samlede ressourcer effektivt og til gavn for den enkelte borger (Lovforslag L53). Det foreslås at rehabiliteringsteamet skal have en tværfaglig sammensætning med repræsentanter fra relevante forvaltningsområder, herunder: - 1) beskæftigelsesområdet - 2) sundhedsområdet - 3) socialområdet, herunder socialpsykiatriområdet - 4) regionen ved en sundhedskoordinator, og - 5) undervisningsområdet i sager vedrørende borgere under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse og i øvrige sager efter behov (Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats 25 a, stk. 6) Udover de overnævnte repræsentanter vil også sagsbehandleren og borgeren deltage i mødet, når sagen bliver behandlet (Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats 25 a, stk. 7). Jeg har selv været ude i praksis og observere et rehabiliteringsteam i flere dage. I den forbindelse kan det nævnes at repræsentanterne fra de forskellige instanser altid har læst sagen forinden mødet, så de er fuldt forberedt på mødet med den enkelte borger. Side 6 af 43

7 Repræsentanterne har, ifølge mine observationer, oftest nogle spørgsmål til borgeren, som de fremsætter på mødet med borgeren. Borgeren har derfor mulighed for at besvare spørgsmålene efter bedste evne, og borgeren har samtidig mulighed for at give udtryk for, hvad den enkelte borger, har mest behov for. Dermed ikke sagt at rehabiliteringsteamet altid tager borgerens ønske til efterretning. Den enkelte borger har i forbindelse med, at rehabiliteringsteamet er blevet etableret, fået mulighed for at møde de mennesker, som er med til at lave en indstilling til, hvad der skal ske i borgerens sag fremover. Det er både en fordel for borgeren og for repræsentanterne på rehabiliteringsteamet. Ikke alene får repræsentanterne på teamet mulighed for at spørge ind til de oplysninger, de mangler, de får også lov til at møde mennesket bag papirerne, og det har ifølge mine observationer også meget at sige i forhold til teamets indstilling. Det er vigtigt, at nævne at rehabiliteringsteamet ikke har nogen myndighed, og altså ikke kan træffe nogen afgørelser (Lovforslag L53). Rehabiliteringsteamet kan udelukkende lave indstillinger, som skal henvende sig til den enkeltes borgers problemstillinger. En indstilling fra rehabiliteringsteamet skal indeholde teamets vurderinger i forhold til den enkeltes borgers mulighed for at påbegynde en uddannelse eller påtage sig et arbejde over længere tid, eller mangel på samme. Indstillingen skal indeholde et kort referat af mødet og derudover de instanser, som rehabiliteringsteamet anbefaler. Indstillingen kan indeholde mange eller få anbefalinger alt efter borgerens behov. Rehabiliteringsteamet laver en indstilling til kommunen, om borgeren efter deres mening, skal have et ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension (Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats 25 a, stk. 4, samt bekendtgørelse , stk. 1). Ud fra rehabiliteringsteamets indstilling og oplysningerne i rehabiliteringsplanens forberedende del skal kommunen kunne træffe afgørelse i den enkeltes borgers sag (Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats 25 a, stk. 8, samt bekendtgørelse , stk. 2). Som et eksempel er følgende nævnt i lovforslaget vedrørende fleks og førtidspensionsreformen: Det betyder eksempelvis, at i sager om førtidspension skal indstillingen indeholde en faglig forklaring på, hvorfor borgerens arbejdsevne anses for varigt nedsat, og at arbejdsevnen ikke lader sig anvende til selvforsørgelse uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning (Lovforslag L53) Side 7 af 43

8 Dokumentation er en af de absolut vigtigste ting for rehabiliteringsteamet, når der skal laves indstillinger, især i forhold til fleksjob og førtidspensioner. Derfor ses det, ifølge egne observationer, at teamet foretrækker at få sager på møde, som er veldokumenteret, så teamet ikke er nødsaget til at sende sagerne retur til sagsbehandleren for at få sagen yderligere dokumenteret. Årsagen til at teamet er meget opmærksomme på dokumentationen, er at rehabiliteringsteamet skal kunne give en fyldestgørende begrundelse for deres indstilling (Bekendtgørelse , stk. 2). Rehabiliteringsteamet skal samtidig behandle alle sager, inden der træffes afgørelse om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Derfor kan der også nogle gange, være undtagelser hvor en borger ikke deltager på mødet med rehabiliteringsteamet, hvis det anses at være total formålsløst (Lovforslag L53) På den kommune hvor jeg har observeret rehabiliteringsteamet (Kommunen holdes anonym, da det i dag er min arbejdsplads), er der etableret to rehabiliteringsteam. Ifølge lovgivningen har kommunerne nemlig mulighed for at etablere flere rehabiliteringsteams. På nævnte kommune har de valgt at etablere to teams, efter de nye regler på sygedagpengeområdet trådte i kraft. Her skal sagerne også foreligges rehabiliteringsteam. Denne arbejdsbyrde blev for stor for et rehabiliteringsteam, og derfor blev der etableret et nyt, som primært skulle tage sig af sygedagpengesager. Kommunen afholder selv de administrative udgifter til rehabiliteringsteamets behandling af sager (Lovforslag L53) Forinden mødet på det rehabiliterende team Forinden mødet på det rehabiliterende team skal den enkelte sagsbehandler sørge for at der bliver udarbejdet en rehabiliteringsplan, også kaldet rehabiliteringsplanens forberedende del. Denne rehabiliteringsplan skal udarbejdes for alle, som skal have deres sag behandlet på rehabiliteringsteamet (Bekendtgørelse 1418, 1). Rehabiliteringsplanens forberedende del skal udarbejdes i en dialog mellem den enkelte borger og dennes sagsbehandler (Bekendtgørelse 1418, 2, stk. 2). Den forberedende del har nogle punkter, som skal berøres: - erfaringer og ressourcer i forhold til job og uddannelse, herunder borgerens CV, - personlige ressourcer, herunder familie, netværk m.v., - borgerens beskæftigelsesmæssige og sociale udfordringer i forhold til at komme i job eller uddannelse, - fremtidige ønsker til job og uddannelse, Side 8 af 43

9 - helbredssituation, herunder oplysninger om igangværende undersøgelse eller behandling samt alle relevante helbredsmæssige oplysninger med dokumentation i form af lægeattester m.v., som allerede foreligger hos kommunen, - vurdering af helbredets betydning for job- og uddannelsesmuligheder, og hidtidig forsørgelseshistorik med udgangspunkt i kommunes foreliggende oplysninger (Bekendt gørelse , stk. 1) Udover overnævnte som udelukkende omhandler den enkelte borger, skal rehabiliteringsplanens forberedende del også indeholde oplysninger om de beskæftigelsesrettet tilbud, som kommunen har iværksat for borgeren. Herudover skal både forsørgelseshistorik og sociale indsatser også beskrives (Bekendtgørelse 1418, 3, stk. 2). På rehabiliteringsteamet jeg har observeret, har man valgt at tilføje nogle rubrikker, så sagsbehandleren også skal argumentere for, hvorfor der ikke er iværksat nogle beskæftigelsesrettet eller sociale indsatser, hvis dette er tilfældet. Arbejdsmarkedsstyrelsen har sat skabeloner til rådighed, som kan bruges, når rehabiliteringsplanens forberedende del skal udarbejdes (Bekendtgørelse 1418, 3, stk. 4). Disse skabeloner er ganske frivillige at bruge, og man kan derfor som kommune vælge at tilføje eller ændre rubrikker, eller også kan man helt fravælge at bruge skemaet, så længe man opfylder de overnævnte betingelser i lovgivningen. På den kommune hvor jeg har observeret rehabiliteringsteamet, skal alle sagsbehandlere lave en socialfaglig vurdering, der sammensætter alle borgerens ressourcer og barrierer. Ud fra denne skal det fremgå, hvorfor hidtidige indsatser ikke har bragt borgeren nærmere arbejdsmarkedet eller i uddannelse (Bekendtgørelse 1418, 2, stk. 2). På nævnte kommune hvor jeg har observeret, er det heller ikke tilladt at afgive en vurdering eller skrive, hvad egen sagsbehandler mener, at indstillingen skal være i den socialfaglige vurdering (Bekendtgørelse 1418, 3, stk. 3) I den socialfaglige vurdering beskrives følgende: - Historik ultrakort indledning/resume af sagsforløbet - Helbred kort resume af de helbredsmæssige oplysninger, herunder diagnose, behandlingsmuligheder, er tilstanden stationær, fysiske, psykiske og sociale udfordringer, ses der diskrepans m.m. - Underpunkter der kan være påvirket af helbred indlæringsevner, omstillingsevne og sociale kompetencer. Side 9 af 43

10 - Beskæftigelse/uddannelse. Herunder om der har været kontinuerlig tilknytning eller ej. - Beskrivelse af evt. kommunale tiltag herunder om der er forsøgt med hjælpemidler, personlig assistance og mentor. Baggrund for om de er forsøgt eller ej. - Sociale forhold som har betydning for arbejdsevnen herunder hvorledes det fungerer i hjemmet, beskrivelse af borgerens boligforhold, økonomi og netværk. Herunder også om der er givet socialpædagogisk støtte i form af støttekontaktperson, om der er afgivet tilbud fra visitationen om hjælp i hjemmet, om der er givet andre tilbud som kan afhjælpe udfordringer i hjemmet eller andre hjælpeforanstaltninger. - Til sidst laves der en vurdering på baggrund af overstående informationer. Det er fortsat vigtigt, at sagsbehandler ikke skriver hvad han/hun mener den endelige vurdering skal være fra rehabiliteringsteamet. Hele denne sammensætning giver et godt overblik over den enkelte borgers sag, da rehabiliteringsplanens forberedende del og den socialfaglige vurdering samler alle de oplysninger, som er relevante for borgerens sag. Udover de skemaer som borger og sagsbehandler skal udfylde, skal der også indhentes en LÆ265, lægeattest til rehabiliteringsteamet, fra egen læge. Denne lægeattest skal indeholde borgerens praktiserende læges vurdering af borgerens helbred i forhold til at kunne arbejde (Bekendtgørelse 1418, 4, stk. 1). Lægeattesten skal indeholde følgende: - 1) Lægens oplysninger om relevante helbredsforhold, der har betydning for vurderingen af, hvordan borgeren kan hjælpes i job eller uddannelse eller bevare beskæftigelsen i sin selvstændige virksomhed. - 2) Særlig hensyn, herunder hvilke særlige hensyn det på grund af borgerens helbredsforhold vil være nødvendigt at tage i det videre forløb, - 3) lægens kommentarer til borgerens eget perspektiv på helbred og arbejde, og - 4) andre forhold, der kan have betydning for arbejde eller uddannelse, herunder sociale forhold, misbrug m.v. eller andre supplerende oplysninger, der bidrager til at belyse sagen yderligere (Bekendtgørelse 1418, 4, stk. 1) Ud fra rehabiliteringsplanens forberedende del, den socialfaglige vurdering, lægeattesten til rehabiliteringsteamet og tidligere sagsakter på borgerens sag, skal rehabiliteringsteamet kunne lave en indstilling. Side 10 af 43

11 Det tværfaglige samarbejde Begrebet tværfagligt samarbejde er historisk set det begreb, som anvendes om samarbejdet på tværs af faggrupper og vidensområder. Begrebet tværfagligt samarbejde har i de senere år været den dominerende betegnelse for dette samarbejde (Villumsen 2011). Man kan sige, at der er en historisk tradition for at anvende begrebet tværfagligt frem for tværprofessionelt om arbejdet mellem professioner (Højholdt, 2013, s. 55). Tværfagligt samarbejde er betegnelsen for fags samarbejde. Dette behøves ikke nødvendigvis være samme fag, men et fag er en samling af metoder, viden, redskaber og færdigheder indenfor et særligt vidensfelt. På rehabiliteringsteamet er samarbejdet tværfagligt, da repræsentanterne hver især bringer deres egen faglige viden ind i samarbejdet i forhold til den fælles problemstilling, som teamet står overfor. Så når de angivne repræsentanter hver især samarbejder og anvender deres fag, til sammen at lave en indstilling der er mest muligt hensigtsmæssig for den enkelte borger, så bliver teamet defineret som et tværfagligt samarbejde (Højholdt, 2013, s. 60) FAG FAG Problemstilling FAG Figur 8 tværfagligt samarbejde (Højholdt, 2013, s. 63). FAG I forbindelse med fleks og førtidspensionsreform blev det et krav, at der skulle etableres rehabiliteringsteams rundt i kommunerne. Derfor er disse teams blevet tilskyndet kommunerne i Danmark. For at høste fordelene ved teamwork må man opbygge et reelt team. At kalde en gruppe af mennesker et team eller at tilskynde dem til at samarbejde er ikke til- Side 11 af 43

12 strækkeligt. I stedet må der eksplicit handling til for at etablere teamets grænser, definere opgaven som medlemmernes fælles ansvar og give medlemmerne bemyndigelse til at håndtere både deres interne processer og teamets relationer med eksterne enheder som klienter og kolleger (Hackman, 1990, s. 495) (West, 2013, s. 88). Derfor har det været essentielt, at det også har været beskrevet, hvad teamets arbejde skulle gå ud på og indeholde. I mine observationer har jeg opdaget, at teamene i starten måtte prøve sig frem, hvorimod der i dag er mange principafgørelser, som teamet kan læne sig op ad og lære af, når man er repræsentant på rehabiliteringsteamet. Kommunerne har grundet lovgivningen ikke selv haft et valg om at ville etablere rehabiliteringsteams. Samtidig står det også, som nævnt, i lovgivningen, hvilke repræsentanter der skal være til stede på teamet. Ifølge Andy Hargreaves kaldes dette den påtvungne kollegialitet. Den påtvungne kollegialitet har følgende kendetegn: - Administrativt reguleret (et påbud om at skulle arbejde sammen) - Obligatorisk (der er (direkte eller indirekte) pålæg om det kollegiale samarbejde) - Implementeringsorienteret (deltagerne må iværksætte det, andre har bestemt, der skal udføres) - Bundet med hensyn til tid og sted (samarbejdet kan være fastlagt til faste tider og steder fra administrativt hold) (Hermansen, 2010, s. 72) Professor i organisationspsykolog Michael A. West har fremført nogle af de årsager, der er til, at der bliver indført teambaseret arbejde i organisationer. Jeg har hæftet mig ved tre af dem, som er beskrevet nedenfor: - 1) Team gør det muligt for organisationer at udvikle og levere produkter og tjenester hurtigt og omkostningseffektivt. Team kan arbejde hurtigere og mere effektivt, fordi medlemmerne arbejder parallelt og i indbyrdes afstemthed, mens enkeltpersoner, der arbejder serielt, er meget langsommere. - 2) Det sparer tid, hvis aktiviteter, der tidligere blev udført sekventielt af enkeltpersoner kan udføres samtidigt af personer, der arbejder sammen i team - 3) Team gør det muligt for organisationer at lære (og at fastholde det, de lærer) mere effektivt. Når et teammedlem forlader temaet eller organisationen, går teamets læring Side 12 af 43

13 ikke tabt. Teammedlemmerne lærer desuden af hinanden som led i teamarbejdet (West, 2013, s. 22). Rehabiliteringsteamet er som tidligere nævnt sammensat af repræsentanter fra flere forskellige instanser indenfor forvaltningsområdet. Nr. 1og 3 har jeg inddraget fordi der er væsentligt kortere behandlingstid, når repræsentanterne er samlet på et team, frem for at borgeren skulle ud til hver enkelt instans. Når repræsentanterne er samlet, er tempoet væsentligt hurtigere, end det ville være, hvis hver enkelt skulle sidde alene med sagen, inden den skulle sendes videre til den næste. Behandlingstiden er meget hurtig. Fra min observationer, erfarede jeg, at der er sat en time af til møde med hver enkelt borger, og samtidig er der sat tid af til en kort drøftelse forinden mødet. Selvfølgelig skal alle repræsentanterne have læst alle akterne på de forskellige sager, inden de ankommer til teamet, men alligevel er der hurtigt lavet en indstilling, som der så kun er en af repræsentanterne, der skal skrive ned efterfølgende. Det giver væsentlig mere tid til andre opgaver på arbejdspladsen. Nr. 2 har jeg valgt at inddrage, da der er udskiftning på rehabiliteringsteamet. På den kommune hvor jeg har observeret repræsentanterne, er der kun få, der har været med helt fra begyndelsen af i Når der bliver lavet en udskiftning, er repræsentanterne gode til at tage de nye med på en lytter, inden de overlader deres plads til den nye repræsentant. Teamets arbejde går ikke tabt, fordi der er en, der forlader teamet, så længe der ikke er udskiftninger konstant, da der så ikke ville være nogen kontinuerlighed i teamets arbejde. Selvom der allerede forinden rehabiliteringsteams har været samarbejde mellem de forskellige instanser, der er repræsenteret i teamet, så lærer de forskellige instanser meget mere om hinandens arbejde, og der skabes en større forståelse for, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Teamets medlemmer kan lære rigtig meget af hinanden, hvis de vælger at arbejde for det. Teamets anciennitet har betydning for det stykke arbejde, som rehabiliteringsteamet fremkommer med. Malcolm Patterson, Jeremy Dawson og Michael A. West har undersøgt dette i et direktionsteam. Det er dog underordnet, hvor det er undersøgt, da ethvert teams anciennitet vil have en betydning. Efterhånden forefindes der mere og mere evidens fra forskellige studier i USA. Det er bevist, at jo længere tid teamene er sammen, jo bedre er deres præstationer (Hackman, 2002). Dette ses ret naturligt, for jo længere tid man arbejder sammen om en problemstilling, jo mere lærer man at forstå hinandens styrker og arbejdsstil, hvorfor det med tiden vil være nemmere at løse en fælles opgave (West, 2013, s ). Side 13 af 43

14 De gange hvor jeg har været med på møde på rehabiliteringsteamet, har jeg også kunne følge med i samarbejdet mellem de repræsentanter, der var med på mødet. Jeg har både været med på mandags og onsdag møder, hvor det som tidligere nævnt har været flest kontanthjælpsmodtagere om mandagen og flest sygedagpenge sager om onsdagen. Det er ikke de samme repræsentanter, der er på begge møder, men det er repræsentanter fra de samme områder. Ifølge mine observationer var der stor forskel på hvordan mandags og onsdags mødet fungerede. Der var langt mere samarbejde om mandagen, og de forskellige repræsentanter gjorde meget ud af at bruge hinandens viden. Repræsentanterne brugte lang tid på at lade alle repræsentanterne komme til orde, og fortælle hvad de kunne tilbyde den enkelte borger fra deres instans og ud fra dette, blev der taget en fælles beslutning om, hvad indstillingen skulle indebære for den enkelte borger. På onsdags mødet så det helt anderledes ud. Det var primært en, vedkommende fra beskæftigelsesafdelingen, som havde ordet hele vejen igennem. Sådan som jeg observerede det, var det ikke vedkommendes ønske at skulle trække alle repræsentanterne igennem mødet, i stedet var det som om, at rollen var blevet pålagt vedkommende af de andre repræsentanter på teamet. Teamene mødtes kl både mandag og onsdag. På disse tre kvarter kørte de dagens sager igennem. Oftest var teamet allerede inden kl. 9, blevet enige om hvad der skulle tilbydes alle borgerne. Dette oplever også både borgerne og socialrådgiverne, som er til møde på teamet. Se bilag 9-10 socialrådgivernes og borgernes spørgeskemabesvarelser. Årsagen til dette kan skyldes mange ting, men det ses at enkeltpersoner nogle gange yder en mindre indsats, når deres anstrengelser kombineres med andre, frem for hvis de sad med opgaven alene. Dette bliver kaldt at køre på frihjul (Rutte, 2003) (West, 2013, s. 24). Når mennesker kører på frihjul, kan det skyldes at teamet ikke opleves som særlig sammentømret, hvilket jeg oplever, er årsagen til at onsdagsteamet ikke fungerer ligeså godt som mandagsteamet. Samtidig observerede jeg også, at der var en på hvert team, som i hovedreglen havde overblikket og som styrede samtalen, både forinden og undervejs i mødet med borgeren. Begge disse repræsentanter sad i beskæftigelsesafdelingen. På mandags mødet blev det observeret, at vedkommende med overblikket på teamet, forsøgte at inddrage teamets andre repræsentanter, og få dem til at påtage sig nogle flere opgaver. Det er nemlig sådan, at hvis det opleves, at et individ i et team kører på frihjul, så kan dette få de andre repræsentanter i teamet til at føle, at de bliver holdt for nar, og at de skal trække hele opgaven selv. Dette kan medføre, at de men- Side 14 af 43

15 nesker som rent faktisk yder en stor indsats, ender med at reducere deres egen indsats (West, 2013, s. 25). Når teamet er samlet er der en forventning om, at alle repræsentanter bidrager med noget. Jeg observerede, at der var flere af teammedlemmerne, som var forholdsvis nye, og som endnu ikke havde sagt noget til den del af mødet, hvor borgeren var til stede. Faktisk var der en af repræsentanterne der efter et møde udbrød, at det var første gang vedkommende havde sagt noget til mødet med stolthed i stemmen. Det sås at flere af repræsentanterne havde svært ved at falde ind i deres nye rolle og være en autoritet for deres egen instans. Det kan nemlig skabe stor nervøsitet hos mennesker, når der ligges pres på dem (West, 2013, s. 88). Derfor er det vigtigt, at rehabiliteringsteamet løfter opgaven i flok, og sammen får etableret et velfungerende team, der både hjælper hinanden og den enkelte borger. Et forslag som en socialrådgiver har opstillet i spørgeskemaundersøgelsen er følgende: - Et forslag jeg har stillet i min kommune, er at man løbende skifter ud i deltagerne, ikke professionsområderne, men personerne, da tværfagligheden ellers kan risikere at stagnere - Bilag 10 socialrådgivernes spørgeskemabesvarelser s. 47. Derfor skal teamet også være opmærksom på, at beslutninger ikke bliver indforstået, men at de fortsat arbejder på at bruge deres tværfaglighed aktivt. Implementering For at beskrive hvilke faktorer der har en betydning i en implementeringsproces, har jeg valgt at bruge den integrerede implementeringsmodel, som er udarbejdet af Winthers og Nielsen i implementering af politik (Goli, M. & Hansen, L., 2012, s. 228) En implementering af en ny politik er ikke noget, der bare lige sker. Fra at en ny politik eller lovgivning i dette tilfælde, bliver nedskrevet og derefter bliver implementeret, sker der en lang række processer. Se figur 8.1. den integrerede implementeringsmodel bilag 1. Undervejs i denne proces kan der samtidig opstå nogle problemer for aktørerne. Dette kan f.eks. være i processen fra lovforslaget er blevet fremsat til at lovgivningen er blevet implementeret på arbejdspladserne. Undervejs i en sådan implementering, kan der opstå ændringer i lovforslaget, og samtidig kan der være mange forskellige forståelser af, hvordan lovgivningen skal fortolkes. F.eks. hvis lovgivningen er defineret på en vag og tvetydig måde, så kan det være Side 15 af 43

16 svært at vurdere, hvordan man skal forholde sig til det fremsatte. Som tidligere nævnt, er det observeret, at repræsentanterne på rehabiliteringsteamene har haft svært ved at gennemskue lovgivningen, og har i den anledning haft behov for de principafgørelser, som der efterhånden kommer flere og flere af, for at repræsentanterne har muligheden for at lave det bedst mulige output og derved skabe det bedst mulige outcome. Disse to begreber er især relevante i forhold til aktørernes måde at arbejde på, for når outputtet (rehabiliteringsteamet) bliver leveret til borgeren, vil der altid komme et outcome (fra borgeren) ud af det. (Goli, M. & Hansen, L., 2012, s. 229). Den integrerede implementeringsmodel har nogle grundantagelser, som gør at modellen langt hen ad vejen er aktørorienteret. I forhold til mit valg af emne vedrører modellen altså de mennesker, som har haft noget at gøre med implementeringsprocessen af rehabiliteringsteams i kommunerne. Fælles for de faktorer eller delprocesser, der vedrører organisatorisk og interorganisatorisk adfærd, ledelse, medarbejdernes og målgruppernes rolle i implementeringsprocessen, er en antagelse om, at implementeringens succes afhænger af interesserne hos de aktører, der deltager i implementeringen (Winther og Nielsen 2008). Udover overnævnte er der andre faktorer, der spiller ind, når en ny lovgivning skal implementeres. Der kan være problemstillinger, som kan medføre at det er svært at indføre nye rehabiliteringsteam. Dette kan bl.a. være manglende økonomiske og mandskabsmæssige ressourcer eller mangel på samme samt manglende vilje og evne og motivation hos implementeringsaktørerne. Som tidligere nævnt har kommunerne ikke selv haft noget at sige i forhold til fleks og førtidspensionsreformen, og dermed heller ikke til indførelsen af rehabiliteringsteams, hvilket også vil have kunne påvirke kommunernes vilje, evne og motivation til at gennemføre implementeringen på bedste vis. Så for at en implementering skal have det bedst mulige udbytte, kræver det ifølge Winthers og Nielsens integrerede implementeringsmodel, at aktørerne har viljen, evnen og motivationen til at implementere den nye lovgivning, som er blevet fremsat af andre end dem selv. Derfor har det stor betydning, at der er opbakning fra ledere, når der skal implementeres en ny lov. Lederne har stor indflydelse på, hvordan nye love bliver implementeret i deres egen afdeling, derfor er det også meget vigtigt, at lederne har forstået lovgivningen og Side 16 af 43

17 fremsætter den korrekt til medarbejderne. En leder kan samtidig motivere sine medarbejdere for at skabe en god implementeringsproces, hvor både ledere, medarbejdere og borgere får hhv. et godt output og outcome. Fra min tid i praktikken på Fredericia Jobcenter husker jeg, at de to ledere fra kontanthjælpsafsnittet og sygedagpengeafsnittet deltog i møderne skiftevis. Lederne valgte altså at indgå i teamet som repræsentanter fra beskæftigelsesafdelingen. Dette tror jeg på, har haft en stor effekt i forhold til de andre medarbejderes motivation, da der altid har været hjælp at hente hos nærmeste leder. Samtidig gav det også lederne en større forståelse for, hvordan disse teams skulle udføres i praksis. Lederens tilstedeværelse har samtidig gjort, at aktørerne ikke er blevet overladt til sig selv. Der har hele tiden været opsyn med hvordan repræsentanterne på teamet udførte deres arbejde, og samtidig hvordan effekten skulle være af det udførte arbejde. Sidenhen har lederne igen trukket sig tilbage på Fredericia jobcenter og overladt ansvaret for teamet til de øvrige repræsentanter. Havde lederne ikke været massivt til stede i opstarten af rehabiliteringsteamenes oprindelse, kunne virkeligheden have set helt anderledes ud i implementeringsprocessen på Fredericia jobcenter. Kort vil jeg lige beskrive, hvad der kunne være sket, hvis repræsentanterne havde stået med lovgivningen selv. Samlet set befinder markarbejderen sig altså i en situation, hvor vedkommende i varierende omfang er blevet givet og skal administrere et skøn, hvor der er knyttet megen usikkerhed og mange ofte konflikterende interesser og meninger til måden, hvorpå dette skøn administreres (Goli, M. & Hansen, L., 2012, s. 232). Denne form for usikkerhed og manglende vejledning kan være med til at påvirke repræsentanternes adfærd og afværgestrategi. Repræsentanternes adfærd og afværgestrategi kan medføre at der fremkommer en række negative konsekvenser for implementeringen af en ny lovgivning. De negative konsekvenser for implementeringen, kan samtidig også have konsekvenser for de borgere, som skal have deres sager behandlet på rehabiliteringsteamene, da konsekvenserne kan bestå af manglende individuelle hensyn, forskelsbehandling, målskydning, ufuldstændig sagsbehandling, grundlæggende utilfredshed, manglende tillid til det offentlige og ineffektivitet (Goli, M. & Hansen, L., 2012, s ). Dette ville have givet et helt andet output og outcome, end den implementering jeg så finde sted på Fredericia jobcenter. Side 17 af 43

18 Metodeafsnit Til mit valg af metode gjorde jeg store overvejelser omkring, hvordan jeg bedst muligt kunne få indsamlede den empiri, som jeg ønskede at bruge i min opgave. Som udgangspunkt havde jeg planlagt at bruge både kvalitativt interview, kvantitativt spørgeskema og kvalitativ observation til at indsamle min empiri. Undervejs i processen hvor jeg kom tættere på, at skulle tage den endelig beslutning om, hvad der var bedst at benytte, valgte jeg, at min primære empiri skulle bestå af kvantitative spørgeskemaer og kvalitativ observation. Årsagen til at jeg fravalgte det kvalitative interview, var at jeg ikke havde tiden til at interviewe så mange personer, som jeg oprindeligt havde planlagt. I et kvalitativt interview er der mulighed for at gå i dybden, når der interviewes. Det er endvidere muligt at ændre eller tilføje spørgsmål undervejs, hvis man bliver inspireret af borgernes svar, eller man bare kan se, at de nævnte spørgsmål ikke føre i den ønskede retning. Kvalitativ metode giver mulighed for, at interviewer kan få en bedre forståelse af det, der undersøges. Der er hele tiden mulighed for, at interviewer kan trænge dybere ind i emnet, hvis den interviewede er indforstået med dette, og har mod på at svare på alle spørgsmålene. Når man afslutter et kvalitativt interview, er der stor sandsynlighed for at interviewer har fået et tilfredsstillende svar på alle de stillede spørgsmål. Det er lettere at sikre en tilfredsstillende validitet i kvalitative undersøgelser. Samtidig skal man også være opmærksom på, at det kvalitative interview tager væsentlig længere tid at udføre end et kvantitativt spørgeskema, når det ønskes at interviewe flere personer (Larsen, (2010) s ). Som nævnt kan man som interviewer heller ikke altid styre, hvor interviewet fører hen, da spørgsmålene til den interviewede oftest er åbne spørgsmål, og det giver den interviewede mulighed for at svare rimelig bredt. Jeg ønskede at få nogle mere konkrete svar, hvilket det kvantitative spørgeskema er mere hensigtsmæssigt til. Den kvantitative metode er en videnskabelig forskningsmetode, der bruges når man ønsker at gøre noget målbart. Den mest benyttede metode er spørgeskemaer. Fordelen ved denne metode, er at man kan reducere spørgsmålene til lige nøjagtig det, man ønsker at få noget af vide om. Ønsker man at afgrænse spørgeskemaet yderligere, kan man lave spørgeskemaer med færdigformulerede svar, hvilket betyder at de interviewede bare, skal afkrydse de svar, de ønsker. Endnu en fordel ved spørgeskemaerne er, at der er mulighed for at sende spørgeskemaerne ud til dem, der er i målgruppen. Man behøver altså ikke have en samtale ansigt til Side 18 af 43

19 ansigt, og man kan i princippet sende spørgeskemaerne på mail, og så er det den eneste kontakt man har med interviewer. Denne metode er god, når der skal indsamles meget data over en kortere periode. Det tager væsentligt længere tid, at skulle benytte sig af den kvalitative undersøgelse (Larsen, (2010) s ). Borgerne, som skal til møde på rehabiliteringsteamene, er oftest de borgere, som er mest udsatte. Det er alle mennesker, som har problemer udover deres ledighed (LAS 37). Mange af disse borgere er meget dårlige, og derfor kan det være rigtig svært og grænseoverskridende for et sådant menneske, at skulle interviewes af en fremmed. Derfor var den kvantitative undersøgelse også en mulighed for at få de personer, der ellers ikke ville svare, til at deltage. Jeg besluttede meget hurtigt, at jeg ønskede at have en 100 % anonym undersøgelsesmetode, så jeg kunne få flere mennesker til at deltage. Min oprindelige plan med den kvalitative metode var, at jeg ville interviewe flere socialrådgivere, som havde været på møde på rehabiliteringsteamet med en af deres borgere. Jeg besluttede dog, at jeg gerne ville have så mange svar som overhovedet muligt, og derfor faldt valget på den kvantitative metode. Jeg oprettede i forbindelse med dette to spørgeskemaer på på internettet for at forsøge at få så mange mennesker, som overhovedet muligt til at besvare spørgeskemaerne, samtidig med at de forblev 100 % anonyme. Jeg ønskede, at borgerne og socialrådgiverne/sagsbehandlerne frit kunne fortælle om deres oplevelse, uden at nogen ville kunne dømme dem bagefter. Jeg fastholdt at begge spørgeskemaer maks. måtte have 10 spørgsmål. I spørgeskemaet til borgerne var det især vigtigt, at spørgeskemaet var meget nemt at besvare, så der ikke ville være nogen borgere, der ville blive skræmt af det. De fleste spørgsmål blev i den forbindelse ja/nej spørgsmål. I spørgeskemaet til socialrådgiverne/sagsbehandlerne gjorde jeg spørgeskemaet mere åbent, og gav dem mulighed for at uddybe og komme med begrundelser for deres besvarelse. Jeg fik 37 besvarelser fra socialrådgivere/sagsbehandlere rundt omkring i Danmark, både private og offentlig ansatte, da jeg valgte at opslå spørgeskemaet på en facebook side, som er oprettet som et diskussionsforum for socialrådgivere i Danmark. Her er der mulighed for sparring og dagligt er der nye, som der opslår problemstillinger, som de har brug for sparring til. Denne side har jeg været medlem af i flere år, og derfor vidste jeg, at jeg ville kunne etablere kontakt til flere socialrådgivere, som uafhængigt kunne besvare skemaet. Jeg kunne også have Side 19 af 43

20 valgt, at tage spørgeskemaet med på mit nye arbejde, så jeg havde fået endnu flere besvarelser, men jeg ønskede ikke at en enkelt arbejdsplads skulle dominere besvarelserne, da der ofte kan være en indforståethed omkring rehabiliteringsteamet på en hel arbejdsplads. Derfor foretrak jeg, at det var socialrådgivere fra flere forskellige afdelinger og kommuner. Desværre fik jeg kun 3 besvarelser på mit spørgeskema til borgerne og deres oplevelse af mødet på det rehabiliterende team. Disse var væsentligt sværere at få fat på. Jeg brugte samme metode, som overstående, da der findes en facebook side, kaldt I klemme i det kommunale system. Denne har jeg også fulgt i et års tid. Derfor vidste jeg, at der er rigtig mange udsatte mennesker, som følger denne side, især udsatte kontanthjælpsmodtagere, som føler at de ikke har fået den rette behandling af kommunen, og samtidig ikke har fået den afgørelse, som de længe har kæmpet for. Jeg valgte derfor, at kontakte ejeren af denne side, og han gav grønt lys til at jeg måtte opslå mit spørgeskema, og opfordrede samtidig borgerne til at besvare det. Desværre gav det ikke pote. Det kan der være flere årsager til, men jeg antager, at flere af dem er så sure på systemet, at de ikke ønsker at hjælpe en kommende socialrådgiver. Hvis jeg havde haft mere tid, ville jeg have forsøgt at etablere kontakt til flere kommuner, og høre om de ville være behjælpelige med at få udsendt spørgeskemaet til nogle af de borgere, som havde haft deres sag forelagt på rehabiliteringsteamet. Samtidig er jeg dog godt klar over, at det ikke er den nemmeste gruppe mennesker at opstøve, og det er bestemt heller ikke nemt, at få dem til at besvare et spørgeskema, når man tænker på, hvor store problemstillinger nogle af disse borgere har. Udover at overveje overstående, valgte jeg også at benytte mig af at observere, hvilket også er den kvalitative metode (Larsen, 2010, s. 104). Fordi jeg har observeret rehabiliteringstemaet i deres naturlige sammenhæng, kaldes det en feltundersøgelse (Larsen, 2010, s. 104). Groft sagt findes der to former for observationsmetoder. Deltagende og passiv observation. Først vil jeg beskrive hvad deltagende observation er: Feltarbejde og deltagerobservation er unikke ved, at det empiriske materiale opstår gennem forskernes involvering med de udforskede, og at forskeren selv og forskerens erfaringer bliver en del af undersøgelsesfeltet. Metoderne fordrer således, at forskeren etablerer og vedligeholder sociale relationer til dem, der udforskes, og derved også uværgerligt sætter sin egen person og subjektivitet på spil (Whyte, 1999). (Tjørnhøj Thomsen m.fl. (2008) s. 88) Side 20 af 43

21 Deltagerobservation er således en form for metode, hvor man interagerer med de udforskede, og hvor man over længere tid kan formå at oprette en relation til de udforskede. Samtidig kræver det, at man deltager i hvad end de udforskede deltager i. Denne mulighed har jeg ikke haft, hvor passiv observation har været min eneste mulighed. Passiv observation er, når observatøren er en del af den sociale kontekst som observeres, men sjældent deltager i det der foregår. Observatøren er således passiv eller ikke-deltagende i sin observation. Det diskuteres ofte i hvilken grad en observatør kan og skal være hhv. aktiv og passiv under observationen. Selvom man primært er ikke-deltagende kan der være perioder, hvor en deltagelse er uundgåelig. Det kan blandt andet være i situationer, hvor en ikkedeltagelse kan opfattes som uhøflig, eller som et udtryk for manglende interesse og engagement. Samtidig er den passive observation den mest almindelige form for observation (Larsen, 2010, s. 105) Årsagen til at jeg var nødsaget til at forholde mig passiv, var at jeg kun deltog enkelte gange på mødet. Samtidig varede møderne maks. 1 time pr. borger, og derfor var det svært, hvis ikke umuligt at nå at skabe en relation til den enkelte borger. Der er i forvejen mange mennesker, som borgeren skal forholde sig til, så jeg, som observatør, forholdt mig total passiv. Det eneste tidspunkt hvor jeg sagde noget, var da rehabiliteringsteamet præsenterede sig selv for borgeren. Her tilkendegav jeg mit navn, stilling og årsagen til at jeg deltog i mødet. Da jeg kun sad på rehabiliteringsteamet for at observere selve teamet, gjorde jeg ikke borgeren opmærksom på dette, men fortalte i stedet, at jeg var med på en lytter. Dette accepterede alle borgerne. I min passive observation havde jeg stor fokus på, hvordan repræsentanterne på teamet arbejdede sammen med hinanden, og hvordan deres tilgang til borgeren var. Jeg holdt stor fokus på, hvordan teamet talte til hinanden, og om de på nogen tidspunkter brugte hinandens faglighed. Samtidig holdt jeg øje med, hvor meget de forskellige repræsentanter havde at byde ind med dette også i forhold til hvem, der havde lederpositionen. Dette var en nem opgave, da teamet tillod, at jeg forholdt mig passiv alle de dage, jeg deltog på mødet. Samtidig krævede teamet ikke, at jeg delte mine observationer, hvorfor jeg kunne tillade mig at observere frit og selv vælge, hvad jeg valgte at fastholde mig på. Fordi teamet var bevidste om min tilstedeværelse, var min observation åben, hvilket også er den mest almindelige form for observation (Larsen, 2010, 106). Side 21 af 43

22 Der vil dog også være ting, som jeg har overset. Selvom jeg har observeret flere steder undervejs i min uddannelse, min praktik og mit arbejde, så er jeg stadig en uerfaren observatør, da jeg ikke er forsker på området. Jeg forholder mig derfor udelukkende til, hvad jeg finder relevant, og der kan i den forbindelse være flere ting, som er gået tabt. Dette også med henblik på, at jeg har observeret møderne alene, og altså ikke har haft en medobservatør, som jeg kunne sparre med efterfølgende. Min kvalitative observationsmetode i rehabiliteringsteamet og mit valg af kvantitativ metode indsamler empiri på nogle forskellige områder. På den ene side indsamler min observationsmetode repræsentanternes ageren med hinanden, og på den anden side indsamler mine spørgeskemaer borgerens og socialrådgiverens opfattelse af rehabiliteringsteamets arbejde og ageren. Sammen sammenfatter metoderne et bredere billede af rehabiliteringsteamet og dens funktion i praksis. Af sekundær empiri har jeg benyttet mig af en større litteratursøgning, og jeg har i den forbindelse fundet de undersøgelser/artikler, som jeg forholder mig til i opgaven. Jeg har valgt at benytte mig af følgende: I 2013 udgav Socialrådgiveren hæftet Uden for nummer, hvori jeg har fundet to artikler. Den ene, På vej mod en rehabiliterende beskæftigelsesindsats? Om rehabilitering og tværprofessionelt arbejde i de nye reformer på beskæftigelsesområdet, er skrevet af Tanja Dall, som arbejder som adjunkt i socialt arbejde. Den anden artikel, Brugerinddragelse i rehabilitering i krydsfeltet mellem ideal og virkelighed, er skrevet af Kirsten Petersen, som er forsker. Disse to undersøgelser er meget nærværende til rehabiliteringsteamet, hvorfor jeg har valgt at benytte mig af artiklerne til at understøtte mine hypoteser. Herudover har jeg benyttet mig af forskningsprojektet Veje til førtidspension, som er skrevet af Caswell, Kleif, Thuesen og Dall, 2012). Forskningsprojektet har ikke meget tilfælles med den nye fleks og førtidspensionsreform, men undersøgelsen fremstiller de problemstillinger, som udsatte borgere kæmper med til dagligt. Side 22 af 43

23 Analyse/diskussion Begrebet rehabilitering Der findes to definitioner på rehabilitering, som anvendes meget. Der er Sundhedsstyrelsens oversættelse af WHO s internationale definition og så findes der Rehabiliteringsforum Danmarks/MarselisborgCentrets definition fra Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. Sundhedsstyrelsens oversættelse af WHO s definition (2010) lyder således: Rehabilitering af mennesker med nedsat funktionsevne er en række indsatser, som har til formål at sætte den enkelte i stand til at opnå og vedligeholde den bedst mulige fysiske, sansemæssige, intellektuelle, psykologiske og sociale funktionsevne. Rehabilitering giver mennesker med nedsat funktionsevne de redskaber, der er nødvendige for at opnå uafhængighed og selvbestemmelse (Goli, M. & Hansen, L., 2012, s ). Rehabiliteringsforum Danmarks/MarselisborgCentrets definition fra Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet (2004) lyder således: Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation, og beslutninger består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats (Goli, M. & Hansen, L., 2012, s. 110). Det centrale i rehabiliteringsdefinitionerne er at der tages afsæt i borgerens eget perspektiv med at opnå et meningsfuldt liv. I begrebet rehabilitering ligger der nemlig, at borgeren skal have mulighed for at have indflydelse på hvilke mål, der sættes for borgerens indsats og hvordan de vil kunne opnås. Rehabilitering tager udgangspunkt i hele borgerens liv, og uanset hvad der er den enkelte slås med, er det det, der skal arbejdes ud fra. Rehabilitering omhandler netop at der fastholdes fokus på tværfaglige og koordinerede indsatser for borgeren. På flere områder stemmer rehabiliteringsteamets arbejde, overens med hvad begrebet rehabilitering handler om, men på andre områder kan det diskuteres, om der overhovedet er tale om rehabilitering, eller om det mere omhandler en helt særlig form for rehabilitering. Side 23 af 43

24 Begrebet rehabilitering kan findes i rehabiliteringsteamets måde at anskue borgerens liv på. Der er ofte tale om komplekse problemstillinger, som rækker udover ledighed, og som udover dette angår problematikker, der i mange tilfælde berører den enkelte borger og i nogle tilfælde også borgerens familie og omgangskreds. For at give et eksempel kunne en problemstilling være, at borgeren havde et barn, som selv havde nogle vanskeligheder. Dette kan fylde utrolig meget for en borger, hvis ressourcerne i forvejen er svage. Derfor har disse borgere et stort behov for, at der bliver koordineret en indsats, som både arbejder med beskæftigelse, sociale forhold og helbred. Netop på dette punkt vil jeg mene, at rehabiliteringsteamet ligger sig tæt op af, hvad begrebet rehabilitering handler om, og i den forbindelse arbejder tæt op af, at sørge for at borgeren får den bedst mulige indsats. I forskningsprojektet Veje til førtidspension (Caswell, Kleif, Thuesen & Dahl, 2012) har flere forskere sammen undersøgt sagsbehandlingen for borgere på vej mod førtidspension. I dette projekt har forskerne illustreret de problemstillinger, som gør sig gældende hos borgere, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, og samtidig også hvilke udfordringer, der kan opstå ved et koordinerende og tværfagligt samarbejde i sagsbehandlerens sagsbehandling i jobcentrene. Socialrådgiver Tanja Dall har i Uden for nummer, givet hendes synspunkt på rehabiliteringsteamet i forhold til begrebet rehabilitering, hvilket jeg har fundet højst interessant. Tanja skriver blandt andet følgende: Det rehabiliterende fokus bliver således noget indsnævret, og selvom førtidspensionsreformen og reformudspillerne trækker på elementer fra rehabiliteringsperspektivet, er der måske snarere tale om en særlig beskæftigelsesrettet rehabilitering, baseret på et udviklingsorienteret og tværprofessionelt syn på udredning af og indsats for borgere på kanten af arbejdsmarkedet (Uden for nummer, 26, 2013, s. 9). Ydermere forsætter Tanja Dall med at beskrive: Alt efter graden af borgerinddragelse kan rehabiliteringsteams og politiske udmeldinger således reduceres til et ønske om et øget tværprofessionel orientering, frem for egentlig rehabilitering når både helhedsorientering og borgerstyring fjernes, bliver det svært at se beskæftigelsesindsatsen som udtryk for rehabilitering ( ) (Uden for nummer, 26, 2013, s. 9). Side 24 af 43

25 Essensen i rehabilitering er netop at borgeren er medbestemmende og har en indflydelse på, hvilken indsats der skal udarbejdes, og hvad målet med den er. Tanja Dall fremsætter at borgerinddragelse kan være en mangelfuld vare på rehabiliteringsteams, hvorfor der bestemt kan tales om, at begrebet mere ender med at være en særlig form for rehabilitering, som beskæftiger sig mere med beskæftigelse end med den egentlige rehabilitering. Borgerne der har besvaret spørgeskemaet, har heller ikke oplevet sig inddraget i mødet på rehabiliteringsteamet, som Tanja Dall skriver. Se bilag 9 Borgenes spørgeskemabesvarelser. Samtidig fremsættes endnu en problemstilling i forhold til de repræsentanter, som er til stede på rehabiliteringsteamet. Som hvidbogen om rehabilitering fremsætter, kræver rehabilitering at der bliver givet en koordinerende, sammenhængende og vidensbaseret indsats. I forlængelse heraf kan det forekomme paradoksalt, at man forsøger at øge koordinering og samarbejde mellem professionelle praktikere ved at definere problem, mål og indsats i et centraliseret team, uden at inddrage de praktikere, der skal føre rehabiliteringsplanens indsats del ud i livet (Uden for nummer, 26, 2013, s. 9). Som tidligere nævnt, står der skrevet i loven, at socialrådgivere/sagsbehandlere ikke selv må vurdere, hvad de mener, at den enkelte borger skal indstilles til (Bekendtgørelse , stk. 3). Disse socialrådgivere/sagsbehandlere har ellers oftest det største kendskab til den enkelte borger, og har samarbejdet med borgeren over længere tid. Derfor kan der argumenteres for, om det ikke ville mere hensigtsmæssigt, at den enkelte socialrådgiver/sagsbehandler var med til at lave indstillingen på rehabiliteringsteamet. Dette ville muligvis kunne medføre en bedre og mere helhedsorienteret indsats, hvis alle personer der havde noget med borgeren at gøre, fik lov til at sætte sit præg på den indstilling rehabiliteringsteamet kom med. Fra spørgeskemaundersøgelsen er det fremkommet, at flere socialrådgivere også oplever, at de mangler at have indflydelse på indstillingen, som rehabiliteringsteamet fremkommer med. Se bilag 10 socialrådgivernes besvarelser på spørgeskemaundersøgelsen. Samtidig beskriver Tanja Dall dog også, at socialrådgivernes beskrivende rolle ikke skal negligeres. Det kræver nemlig nogle faglige kompetencer, at afdække og beskrive en borgers samlede situation. Det kræver bl.a. andet at den enkelte socialrådgiver besidder evnen til at benytte sig af helhedssyn og systematisk arbejde. Derfor er det, som tidligere nævnt, en rigtig god ide, at arbejdsmarkedsstyrelsen er kommet med en skabelon til rehabiliteringsplanens Side 25 af 43

26 forberedende del, så socialrådgiverne har noget at gå efter, når der skal afdækkes så meget af borgerens liv (Uden for nummer, 26, 2013, s. 10). Helhedssyn Jens Guldager har udformet sit bud på begrebet helhedssyn (Guldager i Ejrnæs m.fl. 2001). Guldager havde en opfattelse af, at socialrådgivningsteoretikerne ikke havde fokuseret nok på et så relevant begreb. Guldager fremkom med seks forskellige faktorer, eller kasser, som ifølge Guldager skulle give socialrådgiverne, eller andre, mulighed for at skabe en helhedsforståelse for den enkeltes borgers liv (Harder, 2012, s. 39). Guldager har opsat 6 kasser, som kan benyttes til at skabe en helhedsforståelse. Se bilag 2 Model af helhedssynets faktorer (Guldager, 2010, s. 34) Der opstilles tre ideale fordringer til helhedssynet: - 1) At begribe og forstå baggrunde for og sammenhænge mellem menneskers sociale problemer, ressourcer og behov. - 2) At kunne koble problem, ressourcer og behovsforståelse sammen - med opgaven som hjælper, rådgiver, advokat eller igangsætter. - 3) At kunne omsætte disse forståelser i handling og behandling over for klienter, det sociale system og det omgivende samfund (Guldager, 2010, s ) Hvis vi starter med at kigge på det første ideal er målet at kunne belyse den enkeltes borgers sociale problemer, ressourcer og behov, hvilket ligger sig tæt op af, hvad det kræves at der beskrives i rehabiliteringsplanens forberedende del, hvor det er nødvendigt at beskrive følgende: - erfaringer og ressourcer i forhold til job og uddannelse, herunder borgerens CV, - personlige ressourcer, herunder familie, netværk m.v., - borgerens beskæftigelsesmæssige og sociale udfordringer i forhold til at komme i job eller uddannelse, - fremtidige ønsker til job og uddannelse, - helbredssituation, herunder oplysninger om igangværende undersøgelse eller behandling samt alle relevante helbredsmæssige oplysninger med dokumentation i form af lægeattester m.v., som allerede foreligger hos kommunen, Side 26 af 43

27 - vurdering af helbredets betydning for job- og uddannelsesmuligheder, og hidtidig forsørgelseshistorik med udgangspunkt i kommunes foreliggende oplysninger (Bekendt gørelse , stk. 1) Guldager skriver også, at det er vigtigt, at socialrådgiveren har viden med fra alle hovedelementerne, for at man kan forholde sig til den indsamlede viden og dermed omsætte den i handling eller behandling (Guldager, 2010, s. 34) Se bilag 2 model af helhedssynets faktorer. Andet ideal henvender sig mere til socialrådgivernes arbejde i praksis. Det handler om at kunne samle borgerens problemstillinger, og så kigge på hvilke muligheder socialrådgiveren har at igangsætte indenfor rammerne, der er opgivet fra politikkerne. Her kan mødet på rehabiliteringsteamet inddrages, da det er her, at repræsentanterne sammen finder ud af hvilke muligheder der er i forhold til den enkelte borger. Her kan krydspres kort nævnes, da det bestemt ikke altid er det mest ideelle, som der kan stykkes sammen. Krydspres handler om, at socialrådgivere bliver presset mellem deres socialrådgiverprofession og beskæftigelsespolitikken. Se bilag 3 krydspres i socialrådgiverfaget. Sidste ideal omhandler at kunne igangsætte de muligheder, der er blevet beskrevet i andet ideal. Her kan der tales om rehabiliteringsteamets indstilling, som indeholder de tiltag teamet har besluttet, at der skal igangsættes for den enkelte borger. Det er dog tydeligt, at der ligges vægt på nogle forskellige ting i forhold til Guldagers helhedssyn. Hvor Guldager fokuserer meget mere generelt på helhedssyn sociale problemer, ressourcer og behov, fokuserer rehabiliteringsplanens forberedende del en hel del mere på beskæftigelse og også barrierer, hvor socialrådgiver Tanja Dalls konklusion fra Uden for nummer kan inddrages igen. Er indsatsen virkelig rehabilitering, som WHO og Hvidbog om rehabilitering fremstiller, og dermed helhedssyn, eller er rehabilitering i beskæftigelsesregiet sin helt egen Herudover vil jeg lige nævne HEKS. HEKS er ikke en metode, men er en faglighed, som socialrådgivere skal besidde. H- helhedssyn Side 27 af 43

28 E etik K kommunikation S systematik Disse er 4 vigtige hjørnestene, ifølge Guldager, i det sociale arbejde. Guldager kalder også overstående for fælleselementerne, da det sociale arbejde bør præges af den viden, de retningslinjer og de færdigheder, som overstående fælleselementer indeholder (Guldager, 2002, s. 31). Der er disse 4 elementer ganske essentielle i arbejdet med især udsatte borgere, da der er flere problematikker, som der skal tages hensyn til og arbejdes med. Derudover findes der også andre redskaber, som kan benyttes i arbejdet med især udsatte borgere. Systematisk sagsarbejde Formålet med systematisk sagsarbejde er: - At sikre bevidste og tilsigtede handlinger på baggrund af en bred belysning og faglig vurdering af de sociale problemers karakter. - Systematisk sagsarbejde er anvendeligt såvel i forhold til skriftlige (dokumentation generelt journalen, indstillinger til udvalg, erklæringer, udtalelser, sagsresume m.fl.) og mundtlige procedurer (fremlæggelser/forlæggelser af sager, konferencer, sagsdiskussioner, tværfaglige møder mv.). (Djurshuss, PP, 2012, slide 1). Derfor kan man roligt sige, at systematisk sagsarbejde er den stor del af det arbejde, som socialrådgiveren foretager forinden en sags fremlæggelse på rehabiliteringsteamet. Herefter overtager rehabiliteringsteamet med indstillingen. Forforståelse Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer har introduceret begrebet forforståelse. Hans-Georg Gadamer mente følgende: ( ) at vi altid ser verden gennem nogle briller eller fordomme, som gør det muligt at opnå system og orden altså mening i det vi stilles overfor (Aadland, 2000, s. 118) (Alminde m.fl., 2008, s ). Og ydermere: Forforståelse er den førbevidste del af forforståelsen, som vi følgelig ikke sætter spørgsmålstegn ved. Vi har altid en vis forforståelse af en situation vi trækker Side 28 af 43

29 på tidligere situationer af tilsvarende art, sammenligner lynhurtigt med andre erfaringer og derefter projicerer vi forventningerne ind i vores billede af situationen. Situationen får således lys fra vores egen forforståelse (..) Vi ser selvfølgelig situationen, som den er, men samtidig ser vi den, som den tager sig ud (for mig). ( ) Med andre ord: Det mennesker, jeg sidder overfor, er, som jeg opfatter det (ibid.:119) (Alminde m.fl., 2008, s. 102) Personlige barrierer hos sagsbehandleren kan i nogle tilfælde også gøre en god sagsbehandling besværlig eller direkte modvirke den. Sagsbehandlerens forforståelse spiller ind, og kan være med til at hæmme en helhedsorienteret tilgang, der ellers skulle medhjælpe at borgeren fik løst sine problemer. Socialrådgiverens forforståelse er baseret på hans/hendes menneskeog samfundssyn, viden og erfaringer. Forforståelsen af de sociale problemer vil ofte styre hvilke spørgsmål socialrådgiveren stiller og ikke stiller, når der indhentes oplysninger (Rasmussen, 2007, s. 130). Så når socialrådgiveren møder borgeren, bliver socialrådgiveren nødt til at have et menneskesyn, som sætter det handlende menneske i centrum. Borgeren skal ikke ses som et løsrevet og isoleret individ, men som et afhængigt individ, som handler på grundlag af erfaring, viden, motivationer og følelser (Harder m.fl., 2011, s. 120). Her kan den hermeneutisk inspirerende videnskabsteoretiske position inddrages. Denne videnskabsteori har nogen helt basale grundspørgsmål, som er følgende: Hvad er forståelse, og hvordan opnår vi den? Et af de store elementer i denne videnskabsteori er vores forståelse. Videnskabsteorien, fremfætter at man altid må have en forforståelse, før man kan danne sig en egentlig forståelse. Alle mennesker har en forforståelse, også repræsentanterne på rehabiliteringsteamet. Forforståelse består af fordomme, som man som repræsentant på rehabiliteringsteamet skal være bevidst om, at man har. Herudover er fordommene bundet til den måde, som et bestemt menneske er i verden på, og samtidig skaber fordommene en horisont, som vi selv befinder os indenfor, og som vi fortolker ud fra. Den hermeneutiske videnskabsteori ligger op til, at vi skal bruge vores forforståelse til at komme frem til en egentlig forståelse. Samtidig kan man sige, at uanset hvad vi er ude efter at forstå, så vil vi bruge vores forforståelse for at komme derhen, hvor vi har opnået en forståelse. Side 29 af 43

30 I denne videnskabsteori er der blevet udarbejdet en hermeneutisk cirkel. Se bilag 7 Den hermeneutiske cirkel. Der er en cirkularitet mellem del og helhed på spil. Delen forstås i lyset af helheden og helheden forstås i kraft af delene og motoren i forståelsen er denne bevægelse frem og tilbage imellem del og helhed. Hvis man gerne vil forstå noget andet (f.eks. et menneske) så går man i dialog med en anden forståelseshorisont end ens egen. Forståelse implicerer at der opstår et overlap imellem to forståelseshorisonter (horisontsammensmeltning). Praksislogikker Som socialrådgiver har man nogle redskaber, som man kan tage i brug, når man arbejder med en borger, som har problemer udover ledighed og er visiteret aktivitetsparat (Lov om aktiv beskæftigelsesindsats 3.2). Det kan være borgere, som er meget svære at rykke, da deres problemstillinger fylder utrolig meget i deres hverdag. Der kan være flere ting, som kan have betydning for, at en borger får et vellykket sagsforløb, når det besluttes at sagen skal foreligges rehabiliteringsteamet. Faktisk kan en koordinerende kontakt med andre professionelle, både kollegaer og fagpersoner uden for huset, have en betydning for, hvordan sagsforløbet forløber sig. Derfor kan man sige, at det er ideelt at rehabiliteringsteamet er sammensat af mennesker, som berører alle de beskæftigelsesrettet tilbud (Jobcenterkompasset s. 3) Dog er der fortsat repræsentanter fra andre afdelinger, som ikke er til stede på mødet. Det kunne være, hvis en borger, havde problemer med sine børn, og familieafdelingen derfor havde stor indflydelse på borgerens liv, eller at borgeren er dybt alkoholisk, men dem der hjælper borgeren til dagligt ikke er til stede på mødet. Disse repræsentanter bliver heller ikke hørt. Da jeg observerede et møde på rehabiliteringsteamet, blev en sag sendt retur til sagsbehandleren, da der ikke var dokumentation på, hvorfor borgeren ikke kunne indgå i et behandlingstilbud. Havde behandleren siddet på mødet, havde teamet være fri for at trække sagen yderligere, selvom alle vidste at det ville ende med en førtidspension i sidste ende. For at komme tilbage til Dorte Caswells praksislogikker, så er praksislogikker måder at forstå og handle på i et felt. En praksislogik er ikke et diskursivt fænomen og heller ikke et fænomen, der kan knyttes an til en enkelt person i feltet. Disse logikker kan være stærkere eller svagere forskellige steder i feltet. Logikkerne er ikke frit tilgængelige for socialarbejdere, men eksisterer på feltet i blandingsformer (Handlemuligheder i socialt arbejde, s. 52). Jeg vil nu kigge lidt på de fire forskellige praksislogikker, og se hvordan de forholder sig til rehabiliteringsteamet, socialrådgiveren, borgeren og det forberedende arbejde i form af reha- Side 30 af 43

31 biliteringsplan og lægebesøg. Den første praksislogik er den inklusionsorienterede. Her er der fokus på gensidig tillid og samarbejde med borgeren. De enkelte løsninger er skræddersyet til den enkelte borger og forudsætter blik for arbejdsmarkedsmuligheder og for borgerens helhedssituation. Målet er varig beskæftigelse, så derfor kan den udmøntede indsats godt være en lang proces (Caswell, 2010 s. 6-9). Socialrådgiveren i beskæftigelsesafdelingen vil altid have et beskæftigelsesrettet syn, selvom der kan være mange andre foranstaltninger, der skal igangsættes inden, der overhovedet kan være tale om arbejde. Rehabiliteringsteamet har samme mål, nemlig varig beskæftigelse, dog kun ved borgere, hvor der er en arbejdsevne at udvikle på. Her kan det nye ressourceforløb kort inddrages, da dette forløb bygger på en tværfaglig og helhedsorienteret indsats inden for beskæftigelses-, uddannelses-, sundheds- og socialområdet (Lovforslag L53, s. 32). Den næste praksislogik er den administrative. Her er der fokus på regler og administration. Målet er, at sagerne kommer igennem systemet med mindst mulige fejl. På rehabiliteringsteamet er de meget opmærksomme på, at sagerne er veldokumenteret. Det er meget vigtigt for teamet, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved deres indstilling, og især ved indstillinger om fleksjob og førtidspension, vil teamet gøre, hvad de kan, for at sagen er velbelyst og dokumenteret, så der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved deres indstillinger, når der skal laves en afgørelse ud fra rehabiliteringsteamets indstilling i kommunen (Caswell, 2010 s. 6-9). Den tredje praksislogik er den sanktionsorienterede, som sætter fokus på at borgeren skal gøres selvforsørgende hurtigst muligt. Midlerne der bliver taget i brug er kontrolforanstaltninger, trusler om sanktioner og faktisk sanktioner, hvor der kan blive trukket i borgerens ydelse her primært kontanthjælpen (Caswell, 2010 s. 6-9). Som tidligere skrevet har de borgere, som får deres sag forelagt på rehabiliteringsteamet, oftest problemer udover ledighed, og derfor kan det være svært, at få den enkelte borger til at medvirke i sagsforløbet, når deres sag skal foreligges rehabiliteringsteamet. F.eks. kan det være svært at skulle udfylde rehabiliteringsplanens forberedende del i samarbejde med deres sagsbehandler, da det kan være utroligt svært at overskue. Samtidig kan det være meget svært, at få den enkelte borger til at møde op ved sin læge, så lægeattesten til rehabiliteringsteamet kan blive udfyldt. Derudover kan det være utrolig svært at få borgere, som f.eks. har angst, til at møde op til mødet på rehabiliteringsteamet. Derfor kan det nogle gange være nødvendigt for den enkelte socialrådgiver/sagsbehandler at true med sanktioner eller rent faktisk sanktionere, hvis borgeren slet ikke er samarbejdsvillig. Selvfølgelig skal den enkelte socialrådgiver gøre sit arbejde for, at borge- Side 31 af 43

32 ren bliver tryg ved at skulle til møde hos rehabiliteringsteamet, men en sanktion kan trods alt være nødvendig (Lov om aktiv socialpolitik 37). Den fjerde og sidste praksislogik er den omsorgsorienterede praksislogik. Borgerens problemkompleks og sociale diagnose er i fokus. Den indsats der bliver sat i gang, vil typisk fokusere på borgerens vilje eller motivation. Omsorg er udgangspunkt i kontakten mellem borgeren og socialrådgiveren (Caswell, 2010 s. 6-9). Denne praksislogik vil kunne bruges, når der skal laves en indstilling fra rehabiliteringsteamet, da det også kan være sociale problemer, som der fylder mest i den enkelte borgers liv. Dog forsvinder kontakten mellem borger og dennes socialrådgiver/sagsbehandler lidt, da socialrådgiveren ikke længere har mulighed for at fremkomme med deres egen vurdering af, hvad de mener borgeren skal indstilles til. Kontakten mellem socialrådgiver og borger er dog fortsat aktiv forinden mødet på rehabiliteringsteamet, da de sammen skal udfylde rehabiliteringsplanens forberedende del. Samtidig er det også socialrådgiverens ansvar, at den enkelte borger forstår, hvad der skal ske på mødet, og få forklaret borgeren, hvad rehabiliteringsteamet er og består af. Man kan dog ikke vælge frit mellem de fire praksislogikker, men man kan sætte sit præg på dem, som jeg har beskrevet ovenfor. Praksislogikkerne er betinget af en række faktorer, der både udspringer af strukturelle faktorer, og af faktorer, som har at gøre med den enkelte medarbejder. Det kan være, at man ser vejen til en vellykket indsats på en måde, men at man pga. lovgivningen eller kommunes organisering er nødt til at handle på en anden måde (Caswell, 2010 s. 6-8). I jobcenterkompasset, som dette også bliver kaldt, er der plads til flere forskellige bud på, hvad indsatsen kan og bør være. Det kan give et bud på hvor konflikterne, dilemmaerne og udfordringer er. Det kan være en hjælp at tale om disse, uden at tale forbi hinanden. Det kan samtidig være med til at analysere eksisterende dilemmaer og udfordringer i en konkret sag (Caswell, 2010 s. 10). Derfor kan dette redskab bruges til at give et større overblik over den enkelte borgers sag. Se bilag 8 Jobcenterkompasset. Spørgeskemaundersøgelse Jeg har, som beskrevet i mit metodeafsnit, udsendt et spørgeskema via. internettet, og jeg har i den forbindelse fået nogle besvarelser fra borgere, som jeg kort ønsker at beskrive, da de følgende afsnit ligger sig tæt op af spørgeskemaundersøgelsen. Som nævnt har jeg kun få besva- Side 32 af 43

33 relser at gå ud fra, og derfor skal spørgeskemaundersøgelsen også ses ud fra dette synspunkt - Se bilag 4 spørgeskema. De 3 besvarelser ligger sig meget tæt op hinanden og er faktisk enige i næsten alle spørgsmål. I spørgsmål 2 og 3 har de dog nogle forskellige opfattelser. 1 ud af 3 har været med til at beslutte, at vedkommendes sag skulle foreligges rehabiliteringsteamet. Samtidig har 1 ud af 3 følt sig godt modtaget, da vedkommende er trådt ind til mødet på rehabiliteringsteamet. Herfra er de 3 besvarelsen dog rørende ens. - Ingen følte sig inddraget i mødet - Ingen følte sig hørt og anerkendt for deres problemstillinger og ønsker - Alle oplevede at der blev talt henover hovedet på dem - Alle oplevede at anbefalingen/indstillingen fra rehabiliteringsteamet var lavet inden mødets start. - Ingen af dem oplevede at mødet gav nogen mening for dem. - Sidst men ikke mindst, vurderede alle borgerne mødet til at være gået meget dårligt Jeg har opstillet nogle af de samme spørgsmål til socialrådgiverne. Her er svarene mere brede, men i store træk svarer socialrådgiverne det modsatte af borgerne % mener at rehabiliteringsteamet lytter til borgeren % mener at rehabiliteringsteamet lytter til deres professionelle mening - 65 % mener, at rehabiliteringsteamet har lavet deres indstilling, inden mødets start % mener, at rehabiliteringsteamet benytter tværfagligheden på teamet % mener, at det har gjort en forskel, at der er tilkommet et rehabiliteringsteam. Ud fra dette vil jeg nu inddrage flere teorier, som er nødvendige for at en borger føler sig inddraget, set og hørt. Borger-/brugerinddragelse I begrebet rehabilitering ligger der, at borgeren skal have mulighed for at have indflydelse på hvilke mål, der sættes for borgerens indsats og hvordan de vil kunne opnås. Derfor skal borgeren ifølge rehabiliteringsbegrebet være inddraget i de beslutninger, som der bliver foretaget. Samtidig er det også noget, som borgeren har ret til (Lov om retssikkerhed 4). Side 33 af 43

34 Medindflydelse er borgerens mulighed for selv at oplyse om sin situation, sådan som han eller hun selv oplever den. Det er gennem oplysningen, at borgeren kan påvirke sagsbehandlingen ( ) Når borgeren gives medbestemmelse, bliver der lyttet til hendes eller hans vurdering og holdning, og de synspunkter der udtrykkes, indgår sammen med andre synspunkter i den samlede vurdering (Posborg, m.fl., 2011, s.121). De trufne beslutninger og de konkrete handlinger, der iværksættes, er således et resultat af en proces, hvor brugeren inddrages i overvejelserne og beslutningerne (Alminde, m.fl, 2008, s ). Derfor ses det, at borgere har retten til at medvirke til behandlingen af deres egen sag, og samtidig gør teoretikere også meget ud af, at beskrive hvordan man kan inddrage en borger i sagsbehandlingen. Forsker, Kirsten Petersen, fremsætter også følgende: Der eksisterer begrænset viden om borgerens perspektiv på inddragelse i rehabilitering, og der mangler viden om, hvordan borgerne oplever inddragelsen, og hvilken betydning den har (Uden for nummer, 2013, s. 17). Som det ses i spørgeskemaundersøgelsen, er der faktisk ingen af borgerne, der føler sig inddraget i mødet på rehabiliteringsteamet, og samtidig heller den indstilling som rehabiliteringsteamet kommer med. Jeg kan derfor kun medgive, at rehabiliteringsteamet stadig skal arbejde på, at inddrage borgerne i mødet på rehabiliteringsteamet. Dog er der mulighed for, at borgeren kan fremsige sit synspunkt og holdninger til mødet med rehabiliteringsteamet, da borgeren får lov til at møde alle repræsentanterne og omvendt. Selvom borgerinddragelse er vigtig, skal rehabiliteringsteamet selvfølgelig ikke altid lytte til borgeren, da der også er nogle rammer omkring deres arbejde, som de er nødsaget til at forholde sig til. Brugerinddragelse er et godt redskab, som også kan få en borger til at føle sig set og anerkendt, og derfor har det stor betydning for en borger, at den enkelte føler sig inddraget og aktivt får mulighed for at medvirke til egen sag. Forsker, Kirsten Petersen skriver: Det er således væsentligt at se brugerinddragelse som en nødvendig forudsætning for, at skabe udvikling og forandring på såvel et individuelt og et samfundsmæssigt plan (Uden for nummer, 2013, s. 19). Side 34 af 43

35 Anerkendelse Anerkendelse har en stor betydning i arbejdet med udsatte mennesker. Manglende anerkendelse igennem livet, kan være en del af, at et menneske ender med at være udsat, da den positive tilkendegivelse af et andet menneske ikke er til stede. Alex Honneth snakker om de tre anerkendende sfære (Høilund & Juul, 2011, s ). I familien baseres anerkendelsen emotionelt eller, som det hedder hos Honneth, affektivt, og anerkendelsen her danner basis for at indgå i et hvilket som helst intersubjektivt forhold. I intersubjektivt ligger der, at vi bliver til den, vi er, imellem andre mennesker. I kærlighedsrummet udvikler man en grundlæggende opfattelse af, at man kan noget, og man får modet til at hoppe ud i livet. I korte træk udvikler man selvtillid (Høilund & Juul, 2011, s ). I den solidariske sfære møder vi en social solidaritet, hvor vi anerkendes for vores individuelle særegenskaber. I denne sfære oplever man, at man bliver anerkendt af mennesker, der ligger udenfor menneskets kærlighedsrum. Når dette sker udvikler vi en grundlæggende tro på, at vi er et værdigfuldt individ, og at man er vigtig for samfundet. I solidaritetens sfære er der tale om både noget emotionelt og noget kognitivt i anerkendelsen. Mødes vi med denne form for anerkendelse, udvikler vi selvværdsættelse (Høilund & Juul, 2011, s ). I den retslige sfære mødes vi ideelt set som moralsk kapable borgere med agtelse og med rettigheder og muligheder som alle andre. Det betyder, at hvis man oplever, at have de samme pligter og privilegier som andre i samfundet, så oplever man sig som respekteret. Hvis man oplever, at nogen kommer og siger, at de har brug for en, så oplever man, at man er respekteret og derved udvikler man selvagtelse (Høilund & Juul, 2011, s ). Igennem disse tre anerkendende sfære skaber vi også vores identitet, Vi bliver til den, vi er, blandt de mennesker, vi vælger at omgive os med. Vi hjælper hinanden med at få en identitet. Alle mennesker har et sæt af identiteter, som man trækker på, alt efter hvilket rum, man træder ind i. Det er meget vigtigt, at man kan skelne imellem de forskellige identiteter, man har, og man lader rollerne blive hvor de hører til. Side 35 af 43

36 Hvis man ikke oplever de tre anerkendende sfære igennem livet, vil man have svært ved at udvikle selvtillid, selvagtelse, selvværdssættelse og derved sin identitet. Til hver af de tre anerkendende sfærer kan der derfor være en række krænkelsesformer: - I sfæren for kærlighed og familie kan krænkelsesformerne være tortur, voldtægt, fysisk misbrug. - I sfæren for solidaritet handler det om social status, som kan handle om en evaluativ degradering af ens selvvirkelighedsfølelse. - I sfæren for det retslige område ses det som en krænkelsesform, at man bliver udelukket fra bestemte rettigheder, og hermed siges det indirekte, at man ikke regner med personens eller gruppens moralske troværdighed eller evne. Disse tre krænkende sfære påvirker os mennesker på en sådan måde, at man oplever et tab af sig selv. Honneth taler om, at man taber både selv- og omverdenstillid, selvagtelse, personlig selvværdsættelse, samt at der opleves en både psykisk og social død. Af egen erfaring tør jeg godt udtale, at der er mange mennesker, som har mistet troen på sig selv. Især borgere som har været på længerevarende offentlig forsørgelse kontanthjælp. Disse mennesker kan godt opleve, at de ikke har de samme rettigheder, som andre mennesker i samfundet. Når man har oplevet en krænkelse i en eller flere af de nævnte sfærer, mister man evnen til at tro på sig selv, hvilket også viser sig i menneskets måde at reagere på. Derfor er anerkendelse så vigtig i arbejdet med borgere, så mennesket kan opleve at få både selv- og omverdenstillid, selvagtelse og personlig selvværdsættelse igen. At anerkende et menneske er mere end bare at være fysisk til stede i en samtale. (Høilund & Jull, 2006, s. 29). Mange borgere oplever ofte, at de ikke bliver set eller lyttet til. Honneth har analyseret dette perspektiv mellem to begreber, erkende/anerkende og se/synlige. Hvori både at se og erkende, kan føre til en usynlighed, og dermed fjerne al den anerkendelse som borgeren har behov for. Anerkendelse forudsætter synlighed. Det er vigtigt, at anerkendelsen er gensidig. En måde hvorpå en borger virkelig kan føle sig set og lyttet til, er aktiv lytning. Dette sker ved at en repræsentant med sit blik, ansigtsudtryk, kropssprog eller stemmelyde tilkendegiver, at han/hun hører efter. Det er også vigtigt, at repræsentanternes blik ikke bliver stift, men fortsat er bevægende og levende (Posborg, m.fl., 2011, s. 27). Side 36 af 43

37 Som spørgeskemaundersøgelsen også viser, så føler borgerne sig hverken set, hørt eller anerkendt for de problemstillinger, som de går og kæmper med til dagligt. Uanset om rehabiliteringsteamet har en anden opfattelse, og selv mener, at de tilkendegiver borgeren og borgerens problemstillinger, så har det ingen betydning, hvis ikke borgeren oplever at føle sig anerkendt. Jeg vil vove at påstå, at de besvarelser jeg har fået på mit spørgeskema, ville have været anderledes, hvis borgerne havde følt sig anerkendt. Det har stor betydning for et menneske, at man oplever, at man selv kan deltage i de beslutninger, som der foregår omkring dem selv, og det kræver at borgeren bliver anerkendt ikke kun for sine problemstillinger, men også for sine ressourcer. I samtalen med borgeren har repræsentanterne på rehabiliteringsteamet lederskabet af samtalen, og derved også det processuelle ansvar. De institutionelle rammer omkring det sociale arbejde, udstyrer repræsentanterne med en betydelig magt i udøvelsen af socialt arbejde, da borgeren er afhængig af socialrådgiverens bedømmelse af deres situation. Det er derfor repræsentanternes opgave at åbne og bidrage til at borgeren bibeholder ejerskab over egen situation. Ligeledes er det repræsentanternes opgave at inddrage borgeren i samtalen og sikre, at han/hun får indflydelse på den beslutning, der træffes (Posbrog, m.fl., 2011, s. 264) Etik Etik er i princippet en del af alle valg, da det er svært at forestille sig en handling, som ikke har en konsekvens for andre. Etik er et af de forhold, som en socialrådgiver skal finde en naturlig plads til og tage i betragtning, når der skal træffes afgørelser i det praktiske arbejde. Etikken forekommer i situationer hvor værdier, pligt og interesse støder sammen, hvis man har en usikkerhed om, hvad der er det gode og det rigtige for en selv og andre (Aaland, 2000, s. 44). Socialrådgiveren vil altid møde etikken i arbejdet, da arbejdet omhandler mennesker. Hvert menneske har hvert sit syn på problemerne og dermed også hver deres løsning. Omsorgsetik er et helt klart nøglebegreb indenfor social- og sundhedsområdet. Når en socialrådgiver står ansigt til ansigt med en borger, hvor man taler med hinanden, vil man opleve en blanding af magt og ansvar overfor borgeren. Nære relationer giver en intensivering af det etiske ansvar overfor borgeren (Aadland, 2000, s. 89). Som socialrådgiver kan man oftest ikke lade være med at føle med borgeren i deres ofte vanskelige situation, og man vil som deres sagsbehandler hjælpe borgeren på den bedst tænkelige måde. Side 37 af 43

38 I forhold til mødet på rehabiliteringsteamet, kan der her inddrages den relation, som borger og socialrådgiver sammen etablerer over længere tid. Denne relation medfører ofte, at det er meget nemmere at samarbejde med den enkelte borger. Herudover skaber socialrådgiveren sig et godt overblik over, hvordan den enkelte borger har det, og hvad borgeren slås med til dagligt. Socialrådgiveren vil som oftest også have en god ide om, hvad borgeren vil kunne profitere af. Derfor er det synd, at socialrådgiveren bliver frataget muligheden for at vurderer på sagen, når den skal foreligges rehabiliteringsteamet. Ikke alene bliver det sværere for borgeren at acceptere indstillingen, hvis den ikke falder til borgerens fordel, og samtidig vil socialrådgiveren opleve sig negligeret, da man som socialrådgiver bare gerne vil hjælpe borgeren bedst muligt. Dermed ikke sagt, at rehabiliteringsteamet ikke også vil hjælpe borgeren bedst muligt, men teamet vil umuligt kunne nå at skabe en relation til borgeren på en time, og de vil heller ikke kunne opnå den samme forståelse for borgeren. Indenfor socialt arbejde er der mange forskellige etiske dilemmaer, hvor man beskæftiger sig med mennesker i udsatte situationer. En socialrådgiver kan foretage store indgreb i menneskers liv, som kan få følger, som ikke er til at overskue for den enkelte borger. Der kan være tale om vurderinger, der forstærker menneskers udsathed i stedet for at hjælpe dem (Svensson, m.fl., 2009, s. 84). I en sådan situation bliver socialrådgiveren sat i et etisk dilemma. Skal man hjælpe borgeren eller foretage den korrekte faglige/juridiske vurdering. Det etiske dilemma ses ofte i arbejdet med borgere. Her kan igen nævnes krydspres, hvor socialrådgiveren oplever et pres fra sin profession og et pres fra rammerne, der er opsat omkring socialrådgiveren. For skal man som socialrådgiver stole blindt på de love, som gælder og er vedtaget (retspositivisme), eller skal man i enkelte tilfælde overveje, hvad der er etisk og moralsk korrekt at gøre (naturret) (Aadland, 2000, s. 2012). Uanset hvilken beslutning man tager, vil socialrådgiveren fortsat kunne sidde tilbage med følelsen af, det ikke er blevet gjort godt nok. Hvis socialrådgiveren vælger at følge lovgivningen, som den enkelte skal gøre, så kan det være moralsk og etisk svigt. Hvorimod hvis socialrådgiveren vælger at gøre, hvad denne mener, er bedst for borgeren, og derved gør det, som der er moralsk og etisk korrekt, så er det et brud på loven og dermed er man civil ulydig (Aadland, 2000, s. 213) Se bilag 6 for diagram om etik. Derfor kan det være svært, at sidde med beslutningen om en vurdering alene, hvis socialrådgiveren er i tvivl om, hvad der skal gøres. Fra dette synspunkt er det godt, at der er kommet et rehabiliteringsteam. På den måde kan socialrådgiveren faktisk fragive sig ansvaret for beslut- Side 38 af 43

39 ningen, og samtidig vil borgeren ikke kunne bebrejde den enkelte socialrådgiver, men henvender i stedet sin utilfreds mod repræsentanterne i rehabiliteringsteamet. Hvorvidt det så er smart, at en socialrådgiver efterhånden kan fragive sig ansvaret på det meste, er klogt, kan så diskuteres. Anbefalinger I spørgeskemaet til socialrådgiverne fik jeg som nævnt 37 besvarelser, hvoraf flere har kommet med deres input til, hvilke ændringer som rehabiliteringsteamet kan gøre brug af. Jeg har udvalgt følgende: - At de får beslutningskompetence. At dem som sidder i teamet får en eller anden form for undervisning, og at der kan foregå en form for kontrol på at dem som sidder der, er rigtig kvalificeret til opgaven Bilag 10 socialrådgivernes spørgeskemabesvarelser s De bør have kompetence til at bevillige deres indstillinger. Der bør kun deltage medlemmer, som har noget at tilføje til sagen (mens borgeren er der) Bilag 10 socialrådgivernes spørgeskemabesvarelser s Det kunne være godt, hvis familieafdelingen også var til stede i de sager, hvor der enten er kontakt eller kan være behov for det. Det kan fremme sagsarbejdet - Bilag 10 socialrådgivernes spørgeskemabesvarelser s Teamet kommer på banen langt tidligere i borgerens sag inden alt er afklaret og afprøvet - Bilag 10 socialrådgivernes spørgeskemabesvarelser s Det kunne være relevant at give sagsbehandlerne større rum til faglige vurderinger det er os som sagsbehandlere, der kender borgerne og har fulgt dem igennem en længere periode - Bilag 10 socialrådgivernes spørgeskemabesvarelser s Et forslag jeg har stillet i min kommune, er at man løbende skifter ud i deltagerne, ikke professionsområderne, men personerne, da tværfagligheden ellers kan risikere at stagnere - Bilag 10 socialrådgivernes spørgeskemabesvarelser s Fortsat fokus på etik og borgeren tilstand (at borgeren er presset i mødet med rehabiliteringsteamet og at der skal tages højde for dette) - Bilag 10 socialrådgivernes spørgeskemabesvarelser s. 58. Side 39 af 43

40 I hovedtræk ønsker socialrådgiverne, at rehabiliteringsteamet får en myndighedsrolle og derved kan træffe beslutninger, at sagsbehandlerne får mere at sige, og at der kommer fokus på den enkelte borger, før at det er for sent, og en førtidspension er den eneste udvej. Jeg mener helt klart, at rehabiliteringsteamet vil kunne profitere af, at inddrage socialrådgiverne/sagsbehandlerne mere end de er på nuværende tidspunkt. Derudover vil det gøre det nemmere for borgerne, hvis rehabiliteringsteamet havde en myndighedsbeføjelse, og derved kunne afgive afgørelser. Så er der heller ikke nogen risiko for, at indstillingen bliver afvist af andre afdelinger i kommunerne. Jeg synes samtidig, at det er interessant, at 100 % af de adspurgte borgere ikke føler sig hørt på rehabiliteringsteamet, hvorimod 89 % af socialrådgiverne angiver, at de oplever at borgeren bliver hørt. Derfor mener jeg, at der skal til at kigges mere på borgerens oplevelse af mødet på rehabiliteringsteamet, og samtidig arbejdes på at gøre oplevelsen bedre for den enkelte borger. Konklusion Igennem udarbejdelsen af dette projekt er jeg igennem min primære og sekundære empiri stødt på flere problemstillinger i forhold til rehabiliteringsteamet. Min primære empiri har lagt op til, at rehabiliteringsteamet ikke tilgodeser borgerens rettigheder, herunder især borgerinddragelse. Samtidig ses det, at borgeren ikke oplever at mødet på rehabiliteringsteamet, har været en god oplevelse for borgeren. Min sekundære empiri har lagt op til at rehabiliteringsteamet ikke helt kan sammenlignes med begrebet rehabilitering. Ud fra den valgte empiri vil jeg nu vurderer på det samlede resultat af opgaven. Jeg kan konkludere, at jeg igennem opgaven har formået at beskrive, hvad et rehabiliteringsteam er, hvilke repræsentanter der sidder på teamet og hvilken beføjelse teamet sidder med. Dette er beskrevet ud fra lovgivning, bekendtgørelser og lovforslag. Samtidig kan jeg konkludere, at jeg igennem min kvalitative observation har fået beskrevet, hvordan et møde på rehabiliteringsteamet foregår, og hvilke processer der er, forinden mødet på rehabiliteringsteamet, undervejs i mødet med borgeren og den efterfølgende indstilling. Ud fra de to overstående konklusioner, er der ikke fremkommet noget, som jeg har undret mig over. Side 40 af 43

41 Min undren opstår igennem min primære og sekundære empiri. Igennem indsamlingen af min primære empiri, begyndte mine hypoteser at få liv, og efterhånden sås det at disse hypoteser kunne føres ud i livet. Det kan derfor konkluderes ud fra den indsamlede empiri, at der fortsat er udviklingsmuligheder for rehabiliteringsteamene. Især borgerens opfattelse af rehabiliteringsteamet er iøjefaldende, da ingen af de adspurgte har følt, at de er blevet hørt, ingen har følt at de er blevet inddraget og sidst men ikke mindst, har de alle haft en meget dårlig oplevelse på mødet. Det må derfor konkluderes, at der skal arbejdes på at inddrage borgeren mere i mødet på rehabiliteringsteamet, og i forbindelse med dette sørge for at borgeren får lov til at komme med deres holdninger, meninger og problemstillinger. Der ses stor diskrepans mellem hvad borgeren og socialrådgiveren oplever på mødet med rehabiliteringsteamet. Hvorfor er der sådan en stor forskel, må bestå i at borgeren måske ikke har forstået meningen med mødet på rehabiliteringsteamet, hvilket falder tilbage på socialrådgiverens vejledning. Derfor må det konkluderes, at der også skal gøres mere ud af at forklare borgeren, hvad mødet går ud på, og samtidig skal rehabiliteringsteamet lave en kort introduktion til hvad rehabiliteringsteamet kan, lige efter mødets start. Det kan alt i alt konkluderes, at der er både fordele og ulemper ved rehabiliteringsteamet, men fordelene er der absolut flest af. Det handler om, at rehabiliteringsteamet skal være bedre til at inddrage borgeren og gøre dem medbestemmende i de beslutninger, som borgeren kan være med til at træffe. Dette vil også betyde at rehabiliteringsteamet vil rykke sig nærmere begrebet rehabilitering. Side 41 af 43

42 Litteraturliste Aadland, E. (2000) Etik- dilemma og valg. Psykologisk forlag. Alminde, R. m.fl (2008) Social analyse og handling, 1. udgave. Hans Reitzels forlag, København Arbejdsmarkedsstyrelsen. Bekendtgørelsen om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhversdrivende eller førtidspension december Beskæftigelsesministeren Frederiksen, M. (2012) Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige andre love. Reform af førtidspension og fleksjob, herunder indførelse af ressourceforløb, rehabiliteringsteam, fleksløntilskud m.v) Folketinget. Bjerge, B. & Selmer, B. (2007) Det sociale arbejdes daglige praksis. Aarhus Universitetsforlag. Caswell, D. (2005). Handlemuligheder i socialt arbejde et casestudie om kommunal frontlinjepraksis på beskæftigelsesområdet. Roskilde institut for Samfundsvidenskab og erhvervsøkonomi Caswell, D. & Grove, L. (2010) Jobcenterkompas. Lokaliseret d. 10 maj 2015 på Caswell, D.; Kleif, B. m.fl. (2012) Veje til førtidspension. En undersøgelse af fire kommuner i Region Midt. København, AKF. Djurhuss, L. (2012) Skriftlighed i socialt arbejde. Kompendium. Guldager, J. (2001) Helhedssyn i socialt arbejde fra Morten Ejrnæs m.fl.: Sociologi i socialt arbejde. Danmarks forvaltningshøjskole. Goli, M. & Hansen, L. (2012) Beskæftigelsespolitik og socialt arbejde. København. Hans Reitzels Forlag. Hansen, B., Nørrelykke, H. & Sjelborg, H. (2006) Borgerinddragelse og retssikkerhed i socialt arbejde. Hans Reitzels Forlag. Harder, M. & Nissen, M. (2011) Helhedssyn i socialt arbejde. København: Akademisk Forlag Side 42 af 43

43 Hermansen, M., Løw, O. & Petersen V. (2010) Kommunikation og samarbejde i professionelle relationer. København. Akademisk Forlag. Hutchinson, G. & Oltedal, S. (2006). København. Hans Reitzels Forlag. Høilund, P. & Juul, S. (2011) Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde. København: Hans Reitzels forlag. Højholdt. A. (2013) Tværprofessionelt samarbejde i teori og praksis. København.. Hans Reitzels Forlad. Kvale, S. (1992) Omtolkning af kvalitative forskningsinterviews I. Fog, J. & Kvale, S. (red). Artikler om interviews. Psykologisk institut: Aarhus universitet. Larsen, A. (2010) En enklere metode vejledning i samfundsvidenskabelig forskningsmetode. København. Akademisk forlag. Lov om aktiv socialpolitik, nr. 455 af 10. juni 1997, jf. lovbekendtgørelse 190 af 24. februar 2012 senest ændret ved lov nr. 166 af 26. februar 2014, lov 336 af 2. april 2014, lov 400 af 28. april 2014, lov 720, 721 og 723 alle af 25. juni Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, nr. 453 af 10. juni 1997, jf. lovbekendtgørelse 983 af 8. august 2013 senest øndret ved lov nr. 722 af 25. juni Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats: Lov 419 af 10/ Jf. lovbek. 415 af 24/ senest ændret ved lov 895 af 4/ (ændret ved lov 1612 af 26/ ) og lov og lov begge af 26/ Møller, I. & Larsen, J. (2011) Socialpolitik. København. Hans Reitzels Forlag. Posborg, R., Nørrelykke, H. & Antczak, H. (2011) Socialrådgivning i socialt arbejde. København: Hans Reitzels forlag. Rasmussen, N. (2007) Prostitution i Danmark. København: Servicestyrelsen Rienecker, L. & Jørgensen, P. (2012). Den gode opgave. Samfundslitteratur. Tjørnhøj, T & Whyte (2007) Feltarbejde og deltagerobservation., i Red. Signild Vallgårda and Lene Koch, København: Munksgaard Forlag. Tidsskrift Uden for nummer, 14. årgang (26). Dansk Socialrådgiverforening. West, M. (2013) Teamwork metoder til effektivt samarbejde. København. Dansk Psykologisk Forlag Side 43 af 43