Sjette periodiske rapport om regionerne: Resumé af hovedkonklusionerne

Transkript

1 Den Europæiske Union Regionalpolitik og samhørighed Informationsblad DA Sjette periodiske rapport om regionerne: Resumé af inforegio Europa-Kommissionen vedtog den 3. februar 1999 den Sjette Periodiske Rapport om den socioøkonomiske situation og regionaludviklingen i Den Europæiske Union ( Den Sjette Periodiske Rapport"). Rapporten er den sidste i en række af rapporter, som Kommissionen offentliggør hvert tredje år. Rapporten giver et overblik over samhørighedsprocessen, regionalpolitikken og de udfordringer, regionerne står over for. I overensstemmelse med artikel 130 B i Maastricht-traktaten vil Kommissionen fremover med tre års mellemrum udsende en rapport om den økonomiske og sociale samhørighed, hvori vil indgå den type analyser, der tidligere fandtes i de periodiske rapporter. Den første "Samhørighedsrapport" blev vedtaget i I den Sjette Periodiske Rapport opdateres en stor del af oplysningerne fra tidligere Periodiske Rapporter og fra den første samhørighedsrapport (se ovenfor). Herudover indeholder mange af kapitlerne også nye data og analyser af følgerne for de regionale økonomier og arbejdsmarkeder af f.eks. den stigende globalisering, udviklingen i informationssamfundet, overgangen til euro'en og EU's udvidelse mod øst. Dette dokument er en sammenfatning af rapporten, som er opdelt i fire dele: De væsentligste tendenser i regionerne inden for økonomi, arbejdsmarked og befolkningsudvikling gennem de sidste ti år; En analyse af regionernes konkurrenceevne og de væsentligste bagvedliggende faktorer; De ændringer, der er sket i regioner, som modtager støtte fra EU's strukturfonde; Udviklingen i de ti ansøgerlande i Central- og Østeuropa (CØE-landene) og Cypern.

2 Den sjette periodiske rapport om den sociale og økonomiske situation og udviklingen af regionerne i EU bliver publiceret på et vigtigt tidspunkt for Den Europæiske Union som helhed og - ikke mindst - for samhørighedspolitikkerne. Overgangen til euroen er allerede begyndt, og der er udsigt til en udvidelse med central- og østeuropæiske lande. Dette sker på baggrund af en øget globalisering og en "ny industriel revolution" baseret på informationsteknologi. Alle disse ændringer vil få betydelige konsekvenser for de regionale økonomier og arbejdsmarkeder, og denne rapport informerer om baggrunden for de sociale og økonomiske tendenser i regionerne. I den sjette periodiske rapport opdateres en stor del af oplysningerne fra tidligere rapporter og den første samhørighedsrapport (1996). Herudover indeholder mange af kapitlerne også nye data og analyser af følgerne for de regionale økonomier og arbejdsmarkeder af f.eks. den stigende globalisering, udviklingen i informationssamfundet, overgangen til euro'en og EU's udvidelse mod øst. 1. Situationen i regionerne Såvel i de tidligere periodiske rapporter som i samhørighedsrapporten kunne man se de første tegn på reel konvergens. Signalerne var imidlertid ikke entydige. Nogle af indikatorerne viste større konvergens, mens andre indikatorer var uklare. Der er dog ikke længere nogen tvivl om retningen: BNP eller produktionen pr. indbygger i de fattigere regioner nærmer sig EU's gennemsnit. I de ti år fra 1986 til 1996 er der sket følgende udvikling: BNP pr. indbygger i de ti regioner med det laveste BNP steg fra 41% til 50% af EUgennemsnittet; for de 25 fattigste regioner steg BNP fra 52% til 59% af EUgennemsnittet. BNP pr. indbygger i de fire samhørighedslande steg fra 65% af EUgennemsnittet til 76% og forventes at nå op på 78% i BNP pr. indbygger i regionerne (KKS), 1996 Indeks EUR 15 = 100 Standardafvigelse = 26.9 F (oversøiske departementer): 1994 Kilde: Eurostat 2 Resumé af

3 Udviklingen er således gået usædvanlig hurtigt set fra en historisk og en international synsvinkel. Denne udvikling skyldes i høj grad en større økonomisk integration i Europa, men strukturfondene har også spillet en vigtig rolle. Som eksempel kan nævnes, at eksporten og importen mellem de fire samhørighedslande og de øvrige EUmedlemsstater i faste priser er blevet fordoblet gennem de sidste ti år og nu hver beløber sig til ca. 120 mia. ECU. Ovenstående tal viser imidlertid også, at der stadig er væsentlige uligheder. Selv de steder, hvor konvergensprocessen går forholdsvis hurtigt, kan der gå en hel generation eller mere, før hele efterslæbet er indhentet. Hertil kommer, at selv om der i de fleste regioner sker fremskridt, er fremskridtene meget varierende fra region til region. De gunstigst stillede af de mindre udviklede regioner og især hovedstæder som f.eks. Dublin eller Lissabon gør meget hurtigere fremskridt end de omgivende landdistrikter. Dette forhold understreger betydningen af, at der sker en regelmæssig gennemgang af støttefordelingen for at sikre, at de begrænsede ressourcer, der er til rådighed, koncentreres om regionerne med det største behov. Arbejdsløshed, i regionerne 1997 % af arbejdsstyrken EUR 15 = 10.7 Standardafvigelse = 6.02 F (oversøiske departementer): 1996 Kilde: Eurostat tal foreligger ikke 3 Resumé af

4 Selv om de regionale forskelle i produktionen er ved at blive udjævnet, er arbejdsløshedssituationen mindre opmuntrende. Trods opsvinget i konjunkturerne siden 1994 lå arbejdsløsheden i EU ved udgangen af 1998 stadig helt oppe på knap 10%, hvilket betyder, at der var 16,5 millioner arbejdssøgende. Den stigende arbejdsløshed gennem de sidste ca. 25 år har berørt nogle regioner betydeligt mere end andre - nogle regioner er næsten ikke blevet påvirket af stigningen i arbejdsløsheden. I dag og for ti år siden er det stort set de samme 25 regioner, der har den laveste arbejdsløshed, idet arbejdsløshedsprocenten i disse regioner gennem hele perioden fast har ligget på omkring 4%. I modsætning hertil er arbejdsløshedsprocenten i de hårdest ramte regioner steget fra 20% til næsten 24%. Især antallet af langtidsledige giver anledning til bekymring. 49% af de langtidsledige har været uden arbejde i et år eller mere, og 30% i mindst to år. Et nært beslægtet problem er bestemte person- og socialgruppers udelukkelse fra arbejdsmarkedet. Dette fænomen rammer især mange kvinder og unge. Arbejdsløsheden blandt kvinder og unge er særlig problematisk, fordi disse to typer af Beskæftigelse, efter sektor, 1997 Landbrug Industri % beskæftigelse i alt % beskæftigelse i alt EUR 15 = 5.0 Standardafvigelse = 5.5 tal foreligger ikke Kilde: Eurostat tal foreligger ikke 4 Resumé af

5 arbejdsløshed stort set ikke synes at blive påvirket af generelle forbedringer i økonomien. De 25 regioner med den største arbejdsløshed er særlig hårdt ramt af sådanne problemer. I disse regioner tegner langtidsledigheden sig for 60% af den samlede arbejdsløshed (mod 30% i de 25 regioner med den laveste arbejdsløshed). Hertil kommer, at kun 30% af kvinderne i den arbejdsdygtige alder er i arbejde, mens den gennemsnitlige ungdomsarbejdsløshed ligger på 47%. En fornyet vækst vil ikke løse disse problemer alene. Det, der er behov for, er en integreret løsning, som kombinerer en styrkelse af det økonomiske grundlag med uddannelsesforanstaltninger til fordel for de dårligst stillede grupper på arbejdsmarkedet for at få dem i arbejde. Med så mange kvinder og unge udelukket fra at gøre karriere i arbejdslivet og fra at yde deres bidrag til forøgelsen af velstanden i samfundet er det ikke blot en mulighed, men ligefrem en nødvendighed, at der bliver ført en koordineret politik til løsning af disse gruppers problemer. EU's regioner kan groft inddeles i tre kategorier (nogle af regionerne er dog vanskelige at placere i en enkelt kategori): Servicesektor % beskæftigelse i alt EUR 15 = 29.4 Standardafvigelse = 7.0 EUR 15 = 65.3 Standardafvigelse = 8.2 Kilde: Eurostat tal foreligger ikke Kilde: Eurostat 5 Resumé af

6 Befolkning og arbejdsstyrke Hvad angår demografiske tendenser har især tre faktorer betydning: fertilitet, dødelighed og migration. Efterhånden som de lave fødselstal og den forventede længere levetid betyder en aldring af befolkningen og en tilsvarende reduktion i antallet af unge, der er til rådighed for arbejdsmarkedet, får spørgsmål som arbejdsstyrkens evne til at tilpasse sig den teknologiske udvikling stadig større betydning. EU har søgt at løse dette problem gennem støtte til initiativer som f.eks. livslang læring, et begreb der blev lanceret første gang i Europa-Kommissionens hvidbog om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse, der i 1996 blev efterfulgt af Det Europæiske År for Livslang Læring. 6 Resumé af Byområder med en stor servicesektor. Typisk klarer denne kategori sig godt hvad angår både BNP og beskæftigelse. De 25 regioner med den største koncentration af servicevirksomheder har således en produktion pr. indbygger, der ligger 27% over EU-gennemsnittet. Da servicesektoren er den væsentligste kilde til beskæftigelse i EU - der er kommet 12 millioner flere arbejdspladser i servicesektoren igennem de seneste ti år - skaber disse servicecentre betydelige beskæftigelsesmuligheder, som ofte rækker et godt stykke ud over den pågældende region. Inde i selve byerne kan der dog stadig findes arbejdsløshedsøer med stor arbejdsløshed. Industriregioner, hvis økonomiske centre ofte samles omkring mellemstore byer, der i mange tilfælde indgår i et netværk. Disse regioners succes afhænger meget af, hvor sunde deres vigtigste industrier er. Da en stor del af fremstillingssektoren klarer sig godt, klarer regioner med en stor fremstillingsindustri sig ofte også godt; i de 25 regioner med flest arbejdspladser inden for fremstillingsindustrien er produktionen pr. indbygger 8% større end EUgennemsnittet, mens arbejdsløsheden ligger mere end ét procentpoint under gennemsnittet. Dog har et mindretal af industriregioner, der i særlig grad er berørt af omstrukturering, en stor arbejdsløshed, der undertiden (men ikke altid) også giver sig udslag i et forholdsvis beskedent BNP pr. indbygger. Landdistrikter med en forholdsvis høj beskæftigelse inden for landbrugssektoren. Disse regioner klarer sig i almindelighed rimeligt godt hvad angår arbejdsløshed, men der kan være problemer på andre områder som f.eks. en stor afvandring. Nogle undersektorer inden for landbruget genererer dog kun en ringe værditilvækst og står over for en gennemgribende omstrukturering. De 25 regioner med den absolut største afhængighed af landbruget (og denne afhængighed kan være ekstremt stor og tegne sig for helt op til 40% af arbejdsstyrken) er særlig kraftigt berørt og har en gennemsnitlig arbejdsløshed på 14,7%. Dette forhold understreger, hvor vigtigt det er at fremme diversificeringen. Den førte politik må derfor skræddersyes til behovene i de forskellige regioner. Det største problem i regioner under omstrukturering er snarere arbejdsløshed end lav produktion og underudvikling. Ofte findes der arbejdsløshedsøer i områder, der ellers klarer sig godt, til trods for mulighederne i de omkringliggende områder. For disse regioner er der derfor brug for en integreret løsning, som ikke blot øger f.eks. den lokale økonomiske aktivitet, men også giver de lokale beboere, især de dårligt stillede personer, de nødvendige midler for kunne at deltage fuldt ud i den økonomiske proces. EU's arbejdsmarked forventes på længere sigt at blive væsentligt berørt af de demografiske udviklingstendenser. I rapporten gennemgås fremskrivningerne frem til år Især tre faktorer skiller sig ud: Lave fødselstal vil betyde en aldring af befolkningen med følger for pensioner og sundhedsudgifter. Over de næste 5-10 år vil fænomenet især være fremherskende i de norditalienske regioner, Syd- og Østtyskland, Sydfrankrig samt på det græske fastland. Når vi når frem til år 2025, vil virkningerne især slå igennem i Norditalien og den centrale del af Frankrig, hvor antallet af personer over 65 år pr. 100 personer i den arbejdsdygtige alder næsten vil være fordoblet, hvilket vil sige til 40 eller mere. Antallet af personer over 80 år, som er afgørende for behovet for langtidspleje og sundhedsydelser, vil stige i alle regioner, men især i Grækenland, Spanien og Italien, med heraf følgende pres på de offentlige budgetter. Også arbejdsstyrkens alder vil fortsætte med at stige. Dermed må der sættes spørgsmålstegn ved arbejdsstyrkens fremtidige evne til at tilpasse sig den teknologiske udvikling. Livslang uddannelse forventes derfor at få stadig større betydning. Ifølge fremskrivningerne vil arbejdsstyrken være voksende frem til Dette skyldes især den stigende erhvervsfrekvens blandt kvinder, og til en vis grad en fortsat indvandring. Efter 2005 forventes faldet i antallet af personer i den

7 arbejdsdygtige alder at begynde at få effekt, og der vil ifølge fremskrivningerne begynde at ske en reduktion af arbejdsstyrken fra ca og denne reduktion er imidlertid således fordelt på regionerne, at de regionale forskydninger i arbejdsmarkedsbalancen ikke kan udlignes ad denne vej. I visse regioner med en forholdsvis lav arbejdsløshed, især i Norditalien, er der endog fare for, at arbejdskraftudbuddet begynder at falde allerede inden for de næste par år med heraf følgende mangel på arbejdskraft. Det er dog også muligt, at den stigende efterspørgsel efter arbejdskraft vil føre til en stigende erhvervsfrekvens. I nogle regioner med høj arbejdsløshed, især i de sydlige dele af Spanien og Frankrig, forventes udbuddet af arbejdskraft at fortsætte med at vokse i nogen tid endnu, således at disse regioners arbejdsløshedsproblemer på mellemlangt sigt formentlig ikke vil blive løst. Arbejdsstyrke: årlig vækst i regionerne Årlig ændring i % (basislinjescenario) EUR 15 = 0.54 tal foreligger ikke Kilde: Eurostat 7 Resumé af

8 Vigtigste regionale indikatorer Region Økonomi BNP/indb. (KKS), EUR15=100, 1996 Arbejdsmarked Arbejdsløshed (%) Langtidsledighed, 1997 (% af samlet arbejdsløshed) Eur ,0 10,7 49,0 EUR 12 99,9 10,8 50,1 BELGIQUE-BELGIE 112,1 8,9 60,8 Reg. Bruxelles-Cap. / Brussels Hfdst. Gew. 173,1 13,5 61,9 Antwerpen 137,3 7,2 59,4 Limburg (B) 109,5 8,3 60,3 Oost-Vlaanderen 104,4 6,5 58,5 Vlaams Brabant 96,5 4,5 50,1 West-Vlaanderen 117,3 5,1 52,6 Brabant Wallon 89,1 7,9 51,4 Hainaut 80,7 15,4 67,2 Liège 99,0 12,2 63,7 Luxembourg (B) 96,4 6,8 50,9 Namur 86,4 11,4 62,8 DANMARK 119,3 5,7 25,2 DEUTSCHLAND 108,3 9,8 49,3 Stuttgart 135,2 6,1 48,4 Karlsruhe 125,7 6,6 45,5 Freiburg 109,1 6,2 44,6 Tübingen 114,4 5,7 41,5 Oberbayern 156,5 4,8 37,6 Niederbayern 96,8 5,5 29,1 Oberpfalz 99,6 6,5 41,3 Oberfranken 107,3 7,4 40,2 Mittelfranken 123,2 7,1 43,0 Unterfranken 104,3 6,4 42,5 Schwaben 110,4 5,8 39,1 Berlin 102,2 13,4 45,8 Brandenburg 66,7 17,2 54,5 Bremen 149,0 12,3 57,2 Hamburg 192,5 8,8 49,0 Darmstadt 171,3 6,7 47,0 Gießen 105,1 7,8 43,1 Kassel 115,6 9,0 49,3 Mecklenburg-Vorpommern 61,2 18,8 47,8 Braunschweig 106,8 11,4 64,2 Hannover 117,0 9,1 48,8 Lüneburg 83,3 8,0 46,3 Weser-Ems 98,6 9,2 49,3 Düsseldorf 119,4 9,6 58,5 Köln 113,4 8,3 54,3 Münster 94,8 8,6 51,8 Detmold 105,3 8,3 46,3 Arnsberg 104,5 9,7 57,4 Koblenz 88,8 6,8 38,9 Trier 84,8 6,3 40,6 Rheinhessen-Pfalz 100,6 7,7 51,1 Saarland 105,0 10,1 57,6 Sachsen 64,0 17,2 50,8 Dessau 55,1 21,5 51,4 Halle 68,4 19,9 50,0 Magdeburg 57,8 20,7 52,2 Schleswig-Holstein 102,5 7,6 42,1 Thüringen 61,2 17,6 45,8 ELLADA 67,5 9,6 55,4 Anatoliki Makedonia, Thraki 61,1 8,3 46,7 Kentriki Makedonia 67,4 9,2 48,8 I alt, 1997 Region Økonomi BNP/indb. (KKS), EUR15=100, 1996 Arbejdsmarked Arbejdsløshed (%) Langtidsledighed, 1997 (% af samlet arbejdsløshed) Dytiki Makedonia 61,8 13,8 61,9 Thessalia 62,7 7,5 63,8 Ipeiros 43,8 10,5 67,0 Ionia Nisia 61,9 6,2 46,5 Dytiki Ellada 57,7 7,9 65,6 Sterea Ellada 65,5 12,0 60,7 Peloponnisos 58,3 7,5 58,5 Attiki 76,8 11,6 55,6 Voreio Aigaio 51,7 7,1 54,4 Notio Aigaio 75,3 4,3 43,0 Kriti 72,5 4,3 48,8 ESPAÑA 78,7 21,1 51,5 Galicia 63,0 19,2 58,7 Principado de Asturias 73,6 21,2 65,6 Cantabria 76,9 21,1 64,3 País Vasco 92,3 18,8 61,2 Comunidad Foral de Navarra 98,1 10,0 42,0 La Rioja 89,0 11,8 52,0 Aragón 88,9 14,4 44,5 Comunidad de Madrid 100,6 18,4 57,5 Castilla y León 75,9 19,9 52,5 Castilla-La Mancha 65,9 19,1 40,9 Extremadura 54,6 29,5 41,9 Cataluña 99,1 17,4 57,7 Comunidad Valenciana 73,8 21,4 44,1 Islas Baleares 97,0 12,2 39,4 Andalucía 57,2 32,0 47,3 Región de Murcia 67,2 18,3 46,2 Ceuta y Melilla 72,3 26,4 71,6 Canarias 74,3 20,9 48,9 FRANCE 103,9 12,0 41,5 Ile de France 159,9 10,7 41,2 Bassin Parisien 92,7 12,6 42,6 Champagne-Ardenne 94,1 13,3 41,8 Picardie 84,7 14,2 40,5 Haute-Normandie 105,9 13,6 47,7 Centre 91,9 10,9 42,3 Basse-Normandie 88,9 13,2 41,4 Bourgogne 90,4 11,0 40,7 Nord - Pas-de-Calais 85,4 16,6 44,6 Lorraine 88,7 11,3 39,8 Alsace 105,1 7,8 29,3 Franche-Comté 92,7 9,1 37,4 Pays de la Loire 91,0 11,0 42,9 Bretagne 86,4 9,9 39,5 Poitou-Charentes 83,3 11,4 42,9 Aquitaine 92,1 11,9 43,1 Midi-Pyrénées 87,2 11,2 41,4 Limousin 81,3 9,2 36,7 Rhône-Alpes 100,4 10,5 39,5 Auvergne 83,7 11,0 42,6 Languedoc-Roussillon 78,3 17,8 44,5 Provence-Alpes-Côte d'azur 92,0 16,5 41,2 Corse 82,0 15,2 34,2 Guadeloupe 40,1 : : Martinique 54,0 : : Guyane 48,0 : : Réunion 45,7 : : I alt, Resumé af

9 Region Økonomi BNP/indb. (KKS), EUR15=100, 1996 Arbejdsmarked Arbejdsløshed (%) I alt, 1997 Langtidsledighed, 1997 (% af samlet arbejdsløshed) Region Økonomi BNP/indb. (KKS), EUR15=100, 1996 Arbejdsmarked Arbejdsløshed (%) Total, 1997 Langtidsledighed, 1997 (% af samlet arbejdsløshed) IRELAND 96,5 10,1 56,0 ITALIA 102,7 12,3 66,2 Piemonte 117,5 8,7 61,6 Valle d'aosta 131,1 4,1 37,0 Liguria 119,1 10,2 64,5 Lombardia 132,5 6,2 56,2 Trentino-Alto Adige 127,9 3,8 30,0 Veneto 124,4 4,8 37,7 Veneto 124,4 4,8 37,7 Emilia-Romagna 132,7 6,7 33,9 Toscana 110,7 8,5 57,9 Umbria 97,9 8,2 63,0 Marche 106,4 7,1 53,4 Lazio 113,8 13,3 72,3 Abruzzo 89,6 8,8 62,7 Molise 78,6 17,2 65,0 Campania 65,9 26,1 79,3 Puglia 71,1 18,3 70,0 Basilicata 69,5 20,6 62,5 Calabria 59,2 24,9 67,6 Sicilia 65,7 24,0 73,7 Sardegna 72,5 20,5 68,4 LUXEMBOURG (GRAND-DUCHÉ) 168,5 2,5 34,6 NEDERLAND 106,8 5,2 48,2 Groningen 134,0 8,3 53,6 Friesland 87,3 6,4 61,8 Drenthe 87,4 5,6 63,3 Overijssel 93,6 5,1 48,3 Gelderland 95,1 4,6 44,1 Flevoland 74,9 5,1 68,8 Utrecht 120,0 4,1 29,2 Noord-Holland 120,6 5,3 45,4 Zuid-Holland 110,6 5,3 47,2 Zeeland 102,4 4,6 53,0 Noord-Brabant 107,1 4,6 49,7 Limburg (Nl) 97,8 5,4 50,6 ÖSTERREICH 112,3 4,4 33,0 Burgenland 71,5 3,8 26,9 Niederösterreich 96,4 3,4 36,0 Wien 166,6 5,9 53,9 Kärnten 89,8 5,8 21,7 Steiermark 90,4 4,8 39,6 Oberösterreich 102,2 3,0 24,9 Salzburg 121,3 3,9 4,3 Tirol 107,8 5,4 4,4 Vorarlberg 112,5 4,1 16,6 PORTUGAL 70,5 6,7 52,5 Norte 62,4 6,9 54,9 Centro (P) 60,9 3,4 46,6 Lisboa e Vale do Tejo 88,5 7,9 53,7 Alentejo 59,7 10,4 38,6 Algarve 70,8 8,2 53,5 Açores 50,0 5,4 61,4 Madeira 54,5 5,4 54,3 SUOMI/FINLAND 96,9 14,8 27,5 Uusimaa 128,9 11,4 31,7 Etelä-Suomi 91,7 15,1 28,7 Itä-Suomi 74,1 18,7 24,5 Väli-Suomi 83,1 14,9 25,5 Pohjois-Suomi 82,7 18,6 23,5 Ahvenanmaa/Åland 118,6 4,6 9,7 SVERIGE 101,2 10,4 33,2 Stockholm 123,1 7,9 31,8 Östra Mellansverige 92,4 10,2 30,8 Småland med Öarna 98,8 8,6 33,6 Sydsverige 92,9 11,9 38,2 Västsverige 97,6 10,4 35,1 Norra Mellansverige 97,0 12,3 27,7 Mellersta Norrland 99,3 13,0 32,2 Övre Norrland 96,9 13,3 34,3 UNITED KINGDOM 99,8 7,1 38,2 Cleveland, Durham 82,7 9,6 39,7 Cumbria 101,3 6,9 35,4 Northumberland, Tyne and Wear 86,1 9,9 42,3 Humberside 94,8 8,7 32,0 North Yorkshire 100,5 4,8 30,5 South Yorkshire 74,4 10,0 38,8 West Yorkshire 92,5 7,4 36,1 Derbyshire, Nottinghamshire 89,7 7,1 38,5 Leicestershire, Northamptonshire 101,7 4,8 33,5 Lincolnshire 89,6 5,7 30,2 East Anglia 99,5 5,5 32,5 Bedfordshire, Hertfordshire 102,2 4,1 35,1 Berkshire, Buckinghamshire, Oxfordshire 123,7 3,2 31,8 Surrey, East-West Sussex 104,5 4,1 38,4 Essex 87,2 5,7 37,8 Greater London 140,4 9,7 44,5 Hampshire, Isle of Wight 103,5 4,7 36,4 Kent 91,8 6,3 35,4 Avon, Gloucestershire, Wiltshire 108,8 5,0 34,7 Cornwall, Devon 80,1 7,3 34,1 Dorset, Somerset 87,8 5,1 34,6 Hereford & Worcester, Warwickshire 100,0 4,6 31,0 Shropshire, Staffordshire 88,1 4,9 29,1 West Midlands (County) 93,4 9,4 44,2 Cheshire 113,3 5,4 29,2 Greater Manchester 91,3 7,4 33,8 Lancashire 87,8 5,7 26,0 Merseyside 73,1 12,1 44,9 Clwyd, Dyfed, Gwynedd, Powys 80,7 7,2 36,3 Gwent, Mid-South-West Glamorgan 84,4 7,8 34,9 Borders-Central-Fife-Lothian- Tayside 103,7 7,3 31,4 Dumfries and Galloway, Strathclyde 90,2 9,3 34,5 Highlands, Islands 80,1 8,4 31,2 Grampian 126,0 4,8 24,5 Northern Ireland 81,1 10,3 58,7 Kilde: Eurostat (REGIO) + GDXVI-beregninger F (DOM): BNP: 1994-tal 9 Resumé af

10 Hvad er konkurrenceevne? 2. Konkurrenceevne I den aktuelle økonomiske debat betragtes konkurrenceevne ofte som en vigtig indikator for en politiks succes eller fiasko. Mens begrebet konkurrenceevne er forholdsvis entydigt, når der er tale om virksomheder, er begrebet mindre klart i forbindelse med regioner. Hertil kommer, at ordet "konkurrenceevne" kan give et indtryk af en "vinder eller taber situation", hvor en region begunstiges på bekostning af en anden region, eller hvor en region opretholder sin konkurrenceevne ved at skære kraftigt ned på lønninger eller beskæftigelse. Udfordringen er derfor at finde frem til et konkurrenceevnebegreb, der ikke giver disse associationer, og som kan medvirke til forståelsen af, at selv om de fleste regioner på samme tid vil have både meget konkurrencedygtige virksomheder og virksomheder, som er lige det modsatte, findes der alligevel inden for den enkelte region visse fælles elementer som f.eks. infrastruktur, menneskelig kapital og offentlige institutioner, hvis kvalitet påvirker alle regionens virksomheder. På denne baggrund kan konkurrenceevne derfor defineres som "en regions evne til at skabe et forholdsvis højt indkomst- og beskæftigelsesniveau i en situation med udefra kommende konkurrence". Med andre ord er det, for at en region kan være konkurrencedygtig, vigtigt at sikre såvel mængden som kvaliteten af arbejdspladserne. Konkurrenceevnen har to hovedaspekter - produktivitet og beskæftigelse. EU klarer sig rimeligt godt hvad angår produktivitet, men dårligt hvad angår beskæftigelse. Indtægtsog produktionsstigningen på godt 2% om året gennem de seneste ti år skyldes hovedsagelig, at produktiviteten er steget med næsten 2% om året, mens beskæftigelsen er vokset med under 0,5 % om året. Herved rettes lyset mod arbejdsmarkedet i almindelighed og mod behovet for at øge vækstens beskæftigelsesintensitet i særdeleshed som to hovedudfordringer for konkurrenceevnen i EU. Regioner, der halter bagefter i udviklingen, står yderligere over for den dobbelte udfordring, at de både skal indhente nutiden og tilpasse sig fremtiden. I nogle af regionerne, især i Irland, Spanien og Syditalien, ligger produktiviteten tæt på (eller i Irlands tilfælde over) EU's gennemsnit. Her er hovedudfordringen at skabe beskæftigelse. Derimod har Portugal og de nye østtyske delstater en forholdsvis høj beskæftigelse, mens produktiviteten skal øges med 50% for at komme op på EUgennemsnittet. I Grækenland er der behov for store stigninger i såvel produktivitet (med 40%) som beskæftigelse (20%). Årsagen til den svage konkurrenceevne synes at være en ugunstig erhvervsstruktur kombineret med manglende innovationsevne. Dette indikerer, at der skal sættes ind to steder for at sikre udviklingen i disse regioner: forbedring af produktionsgrundlaget og styrkelse af vækstpotentialet. En afsides beliggenhed og et lavt uddannelses niveau i arbejdsstyrken bidrager ofte til at svække konkurrenceevnen, men de regionale forskelle på disse områder er i det store og hele dog blevet mindre end før i tiden. Imidlertid kan også mindre håndgribelige og svært kvantificerbare faktorer have stor betydning. Her tænkes især på effektiviteten - eller mangelen på samme - i den offentlige administration, udbuddet og effektiviteten af de serviceydelser, der skal støtte erhvervslivet, adgangen til sociale faciliteter, den fremherskende erhvervskultur og flere andre aspekter af institutionsstrukturen, som skaber en gunstig baggrund for ændringer i de mere håndgribelige faktorer. Den succes, f.eks. Norditalien har oplevet, eller "agterudsejlingen" af mange sydlige egne kan ikke forklares alene ud fra erhvervsstrukturer, tilgængelighed og uddannelsesniveau. Dette taler derfor stærkt for en integreret model for regionaludvikling, hvori der udtrykkeligt tages højde både for processens komplekse karakter og for samspillet mellem de forskellige - såvel håndgribelige som uhåndgribelige - faktorer. Der er kort sagt behov for en langsigtet strategi, der tager sigte på at løse de mange aspekter af problemet med manglende konkurrenceevne under ét og opbygge en regions sociale kapital, dvs. erhvervskultur, administrativ struktur, institutionelle forbindelser osv., samtidig med, at den fysiske infrastruktur, arbejdsstyrkens kvalifikationsniveau samt produktionsgrundlaget i regionen styrkes. Faktorerne bag konkurrenceevnen Selv om der i de senere år er sket en vis indsnævring, er teknologikløften (målt ud fra indikatorer som f.eks. patentansøgninger og forskningsbudgetter) mellem samhørighedslandene og de øvrige medlemsstater stadig langt større end forskellen i BNP pr. indbygger (undtagen for Irland, som mere eller mindre har indhentet efterslæbet på begge områder). Forskellene er størst, når man ser på produktionsindikatorer, dvs. på den innovation, der stammer fra forskning og udvikling. Dette understreger behovet for større effektivitet, når forskning skal omsættes til nye produkter, eller mere effektive måder at gøre tingene på i de mindre udviklede regioner. I den forbindelse er det er vigtigt at have for øje, at virksomhederne kan blive mere innovative og konkurrencedygtige gennem teknologioverførsel, eventuelt via direkte investeringer heri, uden at de nødvendigvis selv skal sørge for forskning og teknologiske udvikling (FTU) og ansøge om patenter. 10 Resumé af

11 De små og mellemstore virksomheder (SMV'er) spiller en meget væsentlig rolle for jobskabelse og udvikling i tilbagestående regioner. Antallet af SMV'er er størst i de sydlige medlemlande, men dette skyldes til dels, at disse medlemslande har et andet mønster af specialisering indenfor sektorerne. Herudover er der en tendens til en større koncentration af SMV'er i de mere velstillede regioner i disse lande, især omkring hovedstæderne, mens der er forholdsvis få SMV'er i de fattigste regioner. Udjævningen af disse forskelle skal være en del af en integreret regionaludviklingsmodel, som også skal tage hensyn til SMV'ernes fordeling på sektorer og udbredelse i de mere dynamiske sektorer. Nyere forskning har vist, at SMV'ernes potentielle bidrag til udviklingen afhænger af andre forhold som f.eks. adgang til støttetjenester, forbindelser til større virksomheder og/eller indbyrdes netværk. Direkte udenlandske investeringer bidrager til regionaludviklingen ikke blot ved tilføre regionerne mere kapital, men også ved at indføre nye produkter og teknikker. Skal de mindre udviklede regioner have fuldt Europæiske patentansøgninger, gennemsnit antal pr. million indbyggere tal foreligger ikke EUR 15 = 91 Standardafvigelse = 85 EL, P, UK: på nationalt plan FIN: 1995 Kilde: Eurostat 11 Resumé af

12 udbytte af disse investeringer, er det imidlertid vigtigt, at de virksomheder, som foretager investeringerne, bliver integreret i det lokale erhvervsliv. I de seneste ti år har EU ikke alene været det område i verden, der har investeret mest i udlandet, men EU har også været mål for mange udenlandske investeringer. Målt i forhold til BNP har især Irland, men også Portugal og Spanien, draget større fordel af investeringer fra både tredjelande og fra andre medlemslande end gennemsnittet. Trods de seneste års fremskridt er der dog stadig væsentlige forskelle i regionernes transportinfrastrukturer, og de fire samhørighedslande halter endnu bagefter de andre dele af EU, især hvad angår standarden af transporttilbuddene. Endnu større fremskridt er der sket med hensyn til at udjævne forskellene i telekommunikationsinfrastrukturen. Samhørighedslandene har stadigvæk et mere begrænset telenet målt i antal telefonlinjer pr. 100 indbyggere. Imidlertid er forskellen mellem telenettenes kvalitet målt i digitaliseringsgrad stort set elimineret, dog med Grækenland som en klar undtagelse. Tæthed for lokale små og mellemstore virksomheder, 1994 Antal pr. tusind indbyggere ekskl. enheder uden ansatte DK, P: virksomheder E, P: 1993 I, A: 1991 tal foreligger ikke Kilde: Eurostat 12 Resumé af

13 Adgang til pålidelige energikilder til en rimelig pris hænger nøje sammen med økonomisk vækst og udvikling, og der er behov for investeringer i energiinfrastrukturer for at fjerne de resterende forskelle i regionernes energiforsyning. Navnlig naturgasmarkedet er stadig meget segmenteret, og visse regioner er på dette punkt fortsat forfordelte med hensyn til såvel markedsstruktur som infrastruktur. Ulighederne med hensyn til menneskelig kapital, dvs. arbejdsstyrkens uddannelsesniveau, er også ved at blive mindsket, selv om der dog stadig er væsentlige forskelle i andelen af unge, der fortsætter i skolen eller begynder på en erhvervsuddannelse efter den obligatoriske skolegang."fortidens synder" afspejles i den store andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, der kun har en grundkoleuddannelse. Tre fjerdedele af de årige i Portugal og to tredjedele af samme aldersgruppe i Spanien har ingen kvalifikationer ud over grundskoleuddannelsen. Ser man på de årige, er tallene dog væsentligt lavere, hvilket afspejler fremskridtene på uddannelsesområdet. Institutionelle faktorer betragtes i stigende grad som nøgleelementer, når der tales om konkurrenceevne. Sådanne faktorer kan f.eks. være, hvor stor en social kapital der er til rådighed i form af erhvervskultur og fælles sociale adfærdsnormer, som fremmer samarbejdet og foretagsomheden, hvilket i særlig grad har betydning for den regionale udvikling. Netværk mellem virksomheder er såvel et produkt af den sociale kapital som en del af denne kapital. Disse netværk kombinerer de stordriftsfordele, der normalt kun kan opnås af store virksomheder, med den dynamik og fleksibilitet, der er et kendetegn for små enheder. En sådan kombination er især af stor betydning for innovationen. Faktisk er den sociale kapital (eller mangel på samme) en væsentlig faktor og et af mange elementer, der bidrager til regionernes konkurrenceevne. Den sociale kapital er også nævnt som en bagvedliggende faktor af betydning for så forskellige områder som "innovation" og "sociale problemer i bykernerne". Mange af EU's mindre udviklede regioner har kun en forholdsvis ringe social kapital til rådighed, hvilket i høj grad er en hindring for udviklingen af deres konkurrenceevne. 100% Uddannelsesniveau for årige, % 80% 70% 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% Belgien Danmark Tyskland Frankrig Italien Luxembourg Nederlandene Østrig Finland Sverige Det Forenede Kongerige Grækenland Spanien Irland Portugal EUR 4 EUR 15 Grundskoleudd. Gymnasial udd. Videregående udd. 13 Resumé af

14 En anden vigtig institutionel faktor er den offentlige administrations effektivitet. I de senere år er der sket væsentlige ændringer i de styrende principper for den offentlige administration. Der lægges nu især vægt på en vurdering af de opnåede resultater, således at tidligere tiders erfaringer systematisk udnyttes i beslutningsprocessen for at forbedre fremtidens politik (skabelse af en "lærende organisation"). Der er endvidere sket en forskydning i retning af decentralisering og partnerskaber, hvilket åbner mulighed for, at såvel offentlige myndigheder på forskellige niveauer som den private sektor kan deltage i planlægningsprocessen og dele ud af deres knowhow og erfaringer på forskellige områder. Undersøgelser har vist, at strukturfondene på to væsentlige måder bidrager til den institutionelle berigelse af mindre udviklede regioner gennem: Programmering og evaluering, som tilsammen har skabt en beslutningsproces med kontinuerlige forbedringer af de gennemførte foranstaltninger (igen den "lærende organisation"), og som ofte beskrives som den væsentligste nyskabelse fra fondenes side. Denne proces stiller krav om en akkumulering af knowhow hos de offentlige myndigheder, og i de fleste medlemslande er det strukturfondene, der på dette punkt har været den udfarende kraft. Herudover er Kommissionen i gang med at udvikle og formidle den bedste evalueringspraksis. Mobilisering af partnere fra den private og offentlige sektor på lokalt niveau. Dette er ikke alene en fordel i form af en øget effektivitet hos fondene, men er også begyndelsen til en akkumulering af social kapital og oprettelse af netværk i mindre udviklede regioner. Strukturfondene giver incitament til og mulighed for kontakt mellem mange forskellige aktører fra lokalsamfundet, som uden Strukturfondene måske ellers ikke ville have samarbejdet. Fondene kan dermed være med til at overvinde de hindringer af forskellig art, der måtte være for en øget gensidig påvirkning. Den skabte kontakt kan give fordele på tværs af en lang række erhvervsaktiviteter. 14 Resumé af

15 3. EU's rolle i strukturindsatsen På trods af de senere års store fremskridt har EU fortsat et stort regionalt samhørighedsproblem. De 25% af EU's befolkning, der bor i Mål 1-regioner, har et gennemsnitligt BNP pr. indbygger på kun godt to tredjedele af EU-gennemsnittet. BNP pr. indbygger i Mål 1-regionerne nærmer sig dog gradvis niveauet for resten af EU. Mellem 1989 og 1996 voksede BNP pr. indbygger i Mål 1-regionerne således fra 631/2% til 69% af EU-gennemsnittet. Kun i fire af disse regioner oplevede man, at forskellen blev større. Denne forskel er et resultat af en lavere produktivitet og beskæftigelse i disse regioner end i resten af EU. Den indsnævring af forskellene, der er sket siden 1989, skyldes en højere produktivitetsstigning i Mål 1-regioner end i andre regioner snarere end en højere beskæftigelse. Mål 1-regionernes konkurrenceevne er derfor ved at blive styrket, men dette har med nogle få undtagelser imidlertid ikke givet sig udslag i nye arbejdspladser. Arbejdsløshed er ligesom i Mål 6-områder et stort problem i mange Mål 1- regioner. Lidt over en sjettedel af arbejdsstyrken i Mål 1-regioner er uden arbejde mod en tiendedel i EU som helhed. I Mål 2-områder har den gennemsnitlige arbejdsløshed siden 1989 nærmet sig niveauet i resten af EU, hvilket også har været hovedmålet for den førte politik. Resultaterne varierer dog fra medlemsland til medlemsland. I Mål 2-områderne i Tyskland, Frankrig og Italien var arbejdsløsheden højere i 1997 end i 1989, mens arbejdsløsheden i Danmark, Holland og Storbritannien var blevet markant lavere. Mål 2-områderne er stærkt afhængige af et meget begrænset antal industrier i fremstillingsektoren, som tegner sig for de fleste af de tabte arbejdspladser. Der er dog tegn på, at de små virksomheders betydning er voksende, ligesom disse virksomheder har en stigning i antallet af ansatte, hvilket til en vis grad opvejer tabet af arbejdspladser i større virksomheder. I Mål 5b-områder med undtagelse af Mål 5bområderne i Holland og Storbritannien har arbejdsløsheden været støt stigende siden 1989 og altså også under det aktuelle økonomiske opsving. Dette tyder på, at betydningen af den strukturelle arbejdsløshed er voksende. På den anden side er beskæftigelsen imidlertid steget mere end i andre dele af EU, hvilket peger på en Økonomiske indikatorer i støttede regioner, Regional gruppe Ændring i arbejdsløsheden Arbejdsløshed (%) (1) BNP pr. indbygger (KKS), EUR15=100 (% pr. år) (2) Gennemsnit Mål 1 (89-99) 0,1 0,4 15,6 16,3 17, Mål 1 (94-99) 0,3 14,9 16, Mål 2 (94-99) 0,1 0,4 12,5 12,4 11, Mål 5b (94-99) 0,5-0,2 7,3 7 7, Mål 6 (95-99) 0,7 19,9 18, Andre (94-99) 0,1 0,1 8,5 8,2 8, EUR 15 ekskl. de nye delstater 0,1 0, EUR 15 0,2 10,7 10, (1) EUR 15: Eurostat-harmoniserede arbejdsløshedstal (2) Måltal gælder for EUR 12 Kilde: Eurostat - GDXVI-skøn 15 Resumé af

16 Strukturfondenes indvirkning på samhørigheden Strukturfondenes bidrag til den øgede samhørighed i EU kan måles på to måder. For det første kan man analysere de socioøkonomiske indikatorer i de støttede regioner. Disse regioner har ud fra både en historisk og en international synsvinkel oplevet en usædvanlig hurtig fremgang. Siden 1989 er det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i regioner med mål 1-status steget fra 63,5% til 69% af EU-gennemsnittet, mens tendenserne for de fire samhørighedslande er endnu bedre. Rapporten viser således, at samhørighedslandenes BNP pr. indbygger er vokset fra 65% af EUgennemsnittet til over 75% og derved har overskredet 75%- grænsen. Fremskrivninger for 1998 viser, at BNP pr. indbygger i samhørighedslandene i 1999 vil nå helt op på 77% af EU-gennemsnittet. Tilsvarende har strukturfondenes bidrag ubestrideligt været medvirkende til at mindske afstanden mellem mål 2-områder og resten af EU (især Danmark, Holland og Storbritannien) hvad angår arbejdsløshed. For det andet kan strukturfondenes bidrag måles ved hjælp af makroøkonomiske modeller. Modelberegningerne viser, at strukturfondene i perioden har øget væksten i mål 1-regioner med ca. 0,5 procentpoint om året. Fondenes kumulerede effekt har givet sig udtryk i en stigning i BNP i Grækenland, Irland og Portugal med næsten 10% for hvert af landene, mens BNP i Spanien (hvoraf en stor del ikke er omfattet af mål 1) er steget med over 4%. hurtigere voksende arbejdsstyrke end i resten af Unionen. Tallene tyder endvidere på, at der er sket en betydelig diversificering af erhvervslivet bort fra landbruget, hvilket også er hovedmålet for den førte politik. Der er også tegn på nettojobskabelse i fremstillingsindustrier, hvor SMV'er dominerende. Dette gælder især industrier i landdistrikter, men også industrier i andre områder. En række undersøgelser af strukturfondenes indvirkning på de støttede regioner viser, at strukturfondene har bidraget væsentligt til at mindske de regionale uligheder i EU. Især tyder et centralt skøn på, at fondene har bidraget til en øgning af væksten i Mål 1- regioner med ca. 0,5 procentpoint eller mere. Skønnet er baseret på de fire vigtigste makroøkonomiske modeller, der benyttes til at måle fondenes effektivitet. I 1999 forventes fondenes kumulerede effekt at have øget BNP med næsten 10% i Grækenland, Irland og Portugal og med over 4% i Spanien (hvoraf en stor del ikke er omfattet af Mål 1). Tallene indikerer, at en stor del af disse landes fremgang i perioden ikke ville være sket uden fondenes hjælp. Modellerne viser imidlertid også tydeligt, hvor afhængig strukturfondenes effektivitet er af andre faktorer såsom sunde makroøkonomiske politikker og andre politikker på nationalt plan og erhvervslivets struktur i den pågældende region. Strukturfondenes indvirkning Sammenligning af simuleringsresultater (makroøkonomiske modeller) (vækstvirkning i % afvigelse fra basis) PEREIRA BEUTEL HERMIN4 QUEST II LAND årligt årligt årligt Samlet virkning Samlet virkning Samlet virkning årligt årligt gennemsnit gennemsnit gennemsnit (heraf efterspørg- (heraf efterspørg- (heraf efterspørg- gennemsnit gennemsnit (%) (%) (%) selsvirkning) selsvirkning) selsvirkning) (%) (%) GRÆKENLAND 0,4-0,6 0,8 1,0 1,2 9,4 9,5* 0,3 0,1 (1,1) (4,8) (1,5) IRLAND 0,4-0,6 0,9 0,6 6,2 9,3 12,4 0,3 0,3 (6,2) (5,9) (4,0) PORTUGAL 0,6-0,9 0,9 1,1 7,0 9,2 8,9 0,3 0,2 (7,0) (8,1) (7,6) SPANIEN 0,3 0,5 1,9 4,3 8,7 0,1 0,1 (1,9) (2,9) (1,9) GENNEMSNIT EUR 4 0,5 0,7 Kilde: Pereira (1994), Beutel (1996) Bradley m.fl. (1995), Christodoulakis og Kalvitys (1995), Cordero (1996), Roeger (1996) * Resumé af

17 4. Udvidelse Situationen i de central- og østeuropæiske (CØE-) lande har udviklet sig hurtigt siden det tidligere regimes sammenbrud i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne. Efter det første bratte fald i indkomst og produktion har de fleste af CØE-landene siden 1993 eller 1994 oplevet vækst. Generelt set har opsvinget været mest markant i de lande, der har bevæget sig længst i retning af en markedsøkonomi, hvilket understreger de gevinster, en reform kan give. Mange CØE-lande har som følge af det økonomiske opsving og den tættere økonomiske integration med EU hastigt nærmet sig en situation, hvor de kan begynde at forberede sig til EUmedlemskab. Der mangler imidlertid endnu meget i form af forøget produktion, reduktion af arbejdsløsheden, formindskelse af de regionale uligheder og en forbedret infrastruktur, og på disse områder vil Strukturfondene komme til at spille en væsentlig rolle. For at sætte CØE-landene i stand til at deltage i EU's strukturpolitik vil der endvidere være behov Udvidelse Mange central- og østeuropæiske lande (CØE-lande) er nået langt i forberedelserne til et medlemsskab af EU. Siden 1993 har den hurtige vækst i mange af CØE-landene hævet BNP pr. indbygger i disse lande under ét til ca. 40% af EU's gennemsnit. Dette tal dækker dog over store forskelle fra land til land, idet Letland således kun har et BNP pr. indbygger på 27% af EU's gennemsnit, mens det tilsvarende tal er ca. 68% i Slovenien og 63% i Tjekkiet. Der skal imidlertid stadig gøres meget for at fremme produktionen, reducere arbejdsløsheden, udligne de regionale uligheder og forbedre kvaliteten af infrastrukturen. På denne baggrund vil "førtiltrædelsesinstrumentet" og EU's struktur- og samhørighedsfonde komme til at spille en væsentlig rolle. BNP pr. indbygger i regionerne (KKS) i Central- og Østeuropa, 1996 Indeks EUR 15 = 100 BG, CZ, RO: 1995 De regionale tal er foreløbige skøn tal foreligger ikke Kilde: Eurostat 17 Resumé af

18 Regionale skævheder i CØE-landene De regionale skævheder i CØElandene følger et klart mønster. Hovedstæderne, større byer og mange af de vestlige regioner er generelt set mere velstående og har kunnet tiltrække flere direkte udenlandske investeringer, ligesom de bedre har formået at begrænse arbejdsløsheden og fremme den økonomiske aktivitet end de østlige regioner og regionerne i de lande, hvor det går langsommere med reformerne. For eksempel i Ungarn er en stor del af den økonomiske aktivitet koncentreret om den vestlige del af landet samt Budapest, mens de østlige områder er blevet særlig hårdt ramt af den faldende industriog landbrugsproduktion. Situationen forværres yderligere af, at det er Budapest og de vestlige regioner, der tegner sig for 80%-90% af de samlede direkte udenlandske investeringer i landet. De regionale økonomiers relative styrke afspejles i arbejdsløshedstallene: fra 7% i Budapest og den centrale del af Ungarn til ca. 19% i det nordlige Ungarn. På samme måde i Polen, hvor der på trods af, at den regionale uligevægt ikke er helt så markant, alligevel kan være væsentlige forskelle mellem naboregioner. Warszawa, de større byer og visse områder i den centrale og vestlige del af Polen begunstiges således af en hurtigt voksende servicesektor, større udenlandske investeringer og større samhandel med udlandet. Omvendt er visse regioner - især, men ikke udelukkende, i den nordlige del af landet - berørt af den faldende produktion inden for landbruget og den totalt svigtende industriproduktion. Dette forklarer de regionale forskelle i Polens arbejdsløshedstal. Generelt set har de større byer som f.eks. Warszawa den laveste arbejdsløshed (5%). for en stor indsats for at skabe de strukturer, der er nødvendige for at administrere fondene. Selv om produktionen faldt betydeligt i de første overgangsår, har den økonomiske fremgang siden 1993 gjort det muligt for nogle af CØE-landene at indsnævre forskellen mellem deres produktion og EU's produktion målt pr. indbygger. I 1997 lå BNP pr. indbygger i CØE-landene samlet set på ca. 40% af EU- gennemsnittet. Dette tal dækker imidlertid over væsentlige skævheder. F.eks. når Letlands BNP pr. indbygger kun op på 27% af EUgennemsnittet, mens Sloveniens BNP pr. indbygger ligger nærmere 68%. Kun to regioner, Prag og Bratislava, har et BNP pr. indbygger på over 75% af EUgennemsnittet. De regionale skævheder i CØE-landene er kendetegnet ved en forholdsvis stor velstand i byerne og i visse vestlige områder, som grænser op til EU, og som derved har haft fordel af ekspansionen i servicesektoren. Omvendt er beskæftigelsen styrtdykket i andre regioner som følge af et stort tab af arbejdspladser i de traditionelle industrier og indskrænkninger i landbruget. Alligevel er Arbejdsløshed i Central- og Østeuropa, 1995 % af arbejdsstyrken BG: på nationalt plan HU, PL, RO, SK: registreret arbejdsløshed Andre: LFS-tal De regionale tal er skøn 18 Resumé af

19 beskæftigelsen inden for landbrug og industri fortsat høj i visse regioner, hvilket afspejler, at omstruktureringen ikke alle steder går lige hurtigt. Arbejdsløsheden er vokset markant i de fleste af landene, men meget forskelligt fra land til land. Arbejdsløshedsprocenten varierer således fra 5% i Tjekkiet til 14% i Bulgarien, Letland og Litauen. Der er også væsentlige regionale uligheder, hvor det igen er de store byer og de vestlige regioner, der har den laveste arbejdsløshed. Arbejdsstyrken er endvidere blevet mindre som følge af, at der er blevet færre stillinger til rådighed, og fordi folk har forladt arbejdsmarkedet. I mange CØE-lande nærmer erhvervsfrekvensen sig nu EUgennemsnittet. Erhvervsfrekvensen varierer fra region til region og er ofte høj i områder, hvor omstruktureringen endnu ikke er afsluttet. Den økonomiske integration på europæisk plan afspejler sig i de voksende handelsstrømme. I 1995 var EU samtlige CØE-lande vigtigste handelspartner, og CØE-landenes andel af den samlede EUhandel er nu større end Japans. Dette har ført til væsentlige handelsoverskud for EU i forhold til CØE-landene, og samhandelen mellem EU og CØE er i stigende grad domineret af industriernes interne handel. Som gruppe oplever CØE-landene en kraftig forøgelse af de udenlandske direkte investeringer, selv om investeringerne er koncentreret om nogle få lande, som er nået langt med reformerne. Langt de fleste af disse investeringer foretages af EUmedlemsstaterne, hvilket yderligere er med til at bekræfte den voksende økonomiske integration. Ud over de økonomiske udfordringer, der er skitseret ovenfor, har CØE-landene stadig behov for store investeringer i transportinfrastruktur og miljøbeskyttelse. Selv om niveauet af infrastruktur i mange områder svarer til EU, er kvaliteten generelt set betydelig lavere. På trods af de store strukturproblemer mangler de fleste CØE-lande endnu at udvikle en regionalpolitik. Efter omvæltningerne har CØE-landenes regeringer i forskelligt tempo afskaffet statens styring af økonomien og givet prioritet til en makroøkonomisk stabilisering. Efterhånden som økonomien har stabiliseret sig, er de fleste regeringer dog begyndt at indføre politikker for regionaludvikling i erkendelse af behovet for at udligne de regionale skævheder. Denne opgave er blevet lettet gennem en decentralisering af administrationen, ligesom udsigten til et EUmedlemskab trækker i den rigtige retning. Regionalpolitiske institutioner i CØE-landene I de fleste CØE-lande spiller de ministerier, der er ansvarlige for regionaludviklingen, først og fremmest en planlæggende rolle, der i visse tilfælde er udvidet til også at omfatte koordinering, i stedet for en operationel rolle. Ministerierne udarbejder lovforslag, forbereder regionalpolitiske reformer og planlægger i nogle tilfælde også andre regionaludviklingsinitiativer. Men selve gennemførelsen af disse initiativer hviler som regel på de enkelte fagministerier eller regionale forvaltninger. For at koordinere disse forskellige instansers indsats har de fleste CØE-lande oprettet tværministerielle råd, som regel med repræsentanter fra fagministerierne. I nogle af landene er rådene også med til at træffe politiske beslutninger, idet de kan fremlægge forslag til regionale støtteordninger. Sektorpolitikkerne er dog ikke særlig godt koordineret, og regionaludviklingsforanstaltningerne savner i almindelighed fælles mål. CØE-handel med EU, 1994 og 1997 Eksport til EU som % af landets samlede eksport Exports to the EU as % of total, by country Import fra EU som % af landets samlede import Imports from the EU as % of total, by country Bulgaria Bulgarien Czech Tjekkiet Rep Estonia Estland Hungary Ungarn Letland Latvia Lithuania Litauen Poland Polen Romania Rumænien Slovak Slovakiet Rep * Slovenia Slovenien * not ikke available oplyst 19 Resumé af

20 Således er man i de fleste lande begyndt at etablere de retlige, institutionelle og budgetmæssige strukturer til brug for regionalpolitikken, strukturer som også vil være nødvendige for at kunne deltage i EU's strukturpolitik. I nogle CØE-lande (Ungarn, Letland og Rumænien) er der nu blevet indført et specifikt lovgrundlag for regionalpolitikken. På nationalt plan er de ministerielle regionalpolitiske strukturer blevet forbedret, ligesom der er ved at blive indført de nødvendige administrative procedurer. På regionalt plan er administrationen blevet styrket gennem decentralisering. Imidlertid vil der dog formentlig gå lang tid, inden disse strukturer og procedurer er helt på plads. CØE-landenes regionalpolitikker er stadig svage, og der mangler fortsat en samlet regionalpolitisk strategi og planlægning. Foranstaltningerne består ofte af begrænsede projekter, som gennemføres gennem dårligt koordinerede sektorpolitikker. Der er stadig behov for at styrke de ministerier, der har ansvaret for regionalpolitikken, og forbedre deres operationelle muligheder. Det er også nødvendigt at formulere nationale regionalpolitiske strategier som basis for koordineringen af sektorpolitikkerne. Også de finansielle procedurer må forbedres for at sikre en effektiv kanalisering af støtten fra EU's strukturfonde. Meget mangler således at blive gjort, før CØE-landene er klar til at deltage i EU's strukturpolitik. Cyperns økonomi er på mange måder godt forberedt til tiltrædelsen. Selvom der ikke foreligger harmoniserede KKE-tal endnu kan BNP pr indbygger beregnet på denne måde ligge tæt på eller endda over 75% af gennemsnittet for EU med heraf følgende virkninger for berettigelse til Mål nr. 1-status. Arbejdsløsheden er lav og beskæftigelsen høj, hvilket dog også giver en lav produktivitet. Den rapport Hele teksten til den Sjette Periodiske Rapport findes på Inforegio s web-site < Rapporten kan også købes gennem de officielle forhandlere af publikationer fra det europæiske fællesskab. 20 Resumé af Europa-Kommissionen Generaldirektoratet for Regionalpolitik og Samhørighed Ansvarlig for publikationen: J.-P. Berg, Europa-Kommissionen, GD XVI/F.2. Publikationens indhold forpligter ikke Kommissionen. Der kan indhentes yderligere oplysninger ved henvendelse til L. Nigri. Fax: GD XVI's adresse på Internet: < Dette nyhedsbrev, som ligeledes kan sendes pr. fax, udgives på de elleve officielle EU-sprog. Trykt på genbrugspapir. CX DA-C