Efterkommeres lavere tillid og netværk Det spatiales betydning Ghettobegrebets udvikling Sociospatiale afsondringsprocesser

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledning Problemfelt Afgrænsning Videnskabsteoretiske refleksion over anvendte teoretiske retninger Netværksteori og social kapital i sociologisk-økonomisk perspektiv Wacquants videnskabsteoretiske fundament Mertons funktionalisme Uslaners tillidsbegreber og danske tilstande Partikulær tillid Strategisk tillid Generel og moralsk social tillid Sammenfatning Tillid i Danmark Sammenfatning Etniske netværk og den sociale kapitals styrker og svagheder Social Kapital og netværk i teoretisk perspektiv Bourdieu og den sociale kapital Granovetter: De svage forbindelsers styrke Coleman: human kapital og social kapital via tætte netværk Putnam deltagelsesperspektiv Sammenfatning Social kapital, netværk og indvandrere i Danmark Indvandrevirksomheder og netværkstæthed Etnisk netværkstæthed iblandt lønmodtagere Social kapital bonding og bridging iblandt indvandrere i Danmark Sammenfatning Efterkommeres lavere tillid og netværk Det spatiales betydning Ghettobegrebets udvikling Sociospatiale afsondringsprocesser Stigma Økonomi Wacquants model over boligområder Hyper ghetto Avanceret marginalisering Sammenfatning Wacquant s analyser i dansk kontekst Ghetto Sociale situation i danske belastede boligområder Dansk hyperghetto Statslige tiltag Stigma og territoriel fiksering Sammenfatning Anomi

2 Mertons anomibegreb Mertons tre typer af social orden Tilpasningsmåder i samfund eller gruppe Sammenfatning Sztompkas videreudvikling af Mertons tilpasningsmåder Merton operationaliseret Passivitet: Innovation: Overbevisningskonflikt: Bevidst afvigelse: Oprør: Rituel adfærd: Mulighedsbremsning: Sammenfatning: Diskussion Integration som kulturel eller strukturel problemstilling Konklusion Litteraturliste Bøger: Rapporter: Tidsskrifter/artikler

3 Indledning Social tillid er en grundlæggende opfattelse af, at de fleste mennesker, som man potentielt kan interagere med, vil opføre sig anstændigt. En persons grad af social tillid kan således afspejles i opfattelsen af mennesker generelt - opfattelsen af en generaliserede anden (Dinesen,2011:87). Social tillid er en vigtig ressource for et samfund, da flere studier viser, at folk med høj social tillid er mere villige til at yde en indsats for at løse samfundsmæssige problemer, eksempelvis ved at bidrage til velgørenhed, løse miljøproblemer og undlade at snyde i skat. Forventningen er, at borgere med høj social tillid oftere agerer på en måde, der tilgodeser andre borgere, fordi folk med social tillid har positive forventninger til andre mennesker (ibid). Tværnationale studier viser, at samfund med høj koncentration af tillidsfulde borgere har nemmere ved at løse fælles problemer og oplever højere økonomisk vækst. En række studier viser endvidere, at borgere i samfund med lav ulighed er mere tillidsfulde end borgere i ulige samfund. Forholdet er forklaret med, at borgere i lande med jævn indkomstfordeling oftere interagerer med et bredt udsnit af den øvrige befolkning. Økonomisk homogene samfund er præget af færre sociale konflikter gini koefficienten er eksempelvis i Danmark helt oppe på 26,9 i (Borg & Lund, 2012:). I henhold til det danske samfund, som har høj social tillid, findes det interessant at undersøge tillidsforholdende blandt indvandrere og efterkommere, da disse grupper har lavere tillid end etniske danskere. Derfor efterstræbes i dette projekt en forklaring på, hvilke mekanismer der spiller ind i tillidsrelationer, og hvorledes disse påvirkes. Endvidere undersøges, hvorvidt etnicitet spiller en rolle i denne sammenhæng, da denne gruppe adskiller sig fra etniske danskere i udvalgte empiriske undersøgelser. 3

4 Problemfelt Danmark er et af verdens mindst ulige lande. Vi har en høj grad af omfordeling og derfor lille forskel mellem rig og fattig. Samtidig er vi som samfund karakteriseret som havende et stort nationalt fællesskab hvorved der er minimal divergens indenfor landets grænser. Den sociale tillid har i Danmark været stødt stigende i de sidste 30 år, og danskerne stoler på den generaliserede anden og har tillid til samfundets institutioner. Den europæiske værdiundersøgelse viser således en stigning i andelen af den danske befolkning der mener at de fleste er til at stole på fra 51% i 1981 til 76% i Sammenhængen og tillid blomstrer således. Projektet bygger derfor på en undring over, om der under denne positive udvikling eksister en sub-gruppe, hvori tilliden ikke stiger. Samtidig foregår der i medierne og i den politiske sfære en markant debat om ghettoer og generelle problemer med indvandrere fra ikke-vestlige lande. I 2004 påbegyndte den tidligere regerings ghettohandleplan, som sidenhen er udviklet i omfang. Således har Danmark anno såkaldte ghettoer, med høj kriminalitetsniveau, andel af etniske minoriteter og andel af områdets befolkning på overførselsindkomst. Disse områder oplever sideløbende med den stigende tillid, en stigning i arbejdsløshed og af individer med anden etnicitet end dansk. Vi ønsker at undersøge om denne udvikling i belastede boligområder er tilsvarende med den indsats der er iværksat, og hvad konsekvenserne er ved at bo i et område som karakteriseres som ghetto eller generelt afvigende. Der vil være fokus på det teoretiske fundament hvorpå denne betegnelse hviler, og om der alternativt kan anvendes andre definitioner eller forklaringsmodeller til at forklare fremkomsten af belastede boligområder i Danmark. Indvandrere i Danmark samler sig og interagerer i højere grad med individer med samme etnicitet end dansk. Deres netværk er begrænset og derfor er adgangen til danske normer og værdier ligeledes. Adgangen til det danske arbejdsmarked knytter sig i høj grad til individets netværk, og ved et smalt netværk vil du derfor være direkte begrænset i din adgang til tilegnelse af den markante mængde af social kapital der tilegnes igennem arbejdet. Den aktuelle tilstand for etniske minoritetsgruppers netværk og deres niveau af sociale kapital søges derfor afdækket. Vi undrer os om denne stigende sociale og spatiale indkapsling på sigt kan have en negativ effekt på den sociale tillid både i den indkapslede gruppe, men også i et mere generelt samfundsmæssigt perspektiv. I forlængelse af dette ydermere hvorledes en sådan subgruppe kan tænkes at agere hvis deres tillid sænkes og om disse handlinger i højere grad kan betegnes som afvigende og et direkte resultat af den mindre sociale tillid til det omgivende samfund og offentlige institutioner.

5 Dette leder os til følgende problemformulering: Hvorledes kan segregerende tendenser og integrationsproblemer mht. indvandre og efterkommere af ikke-vestlig herkomst forklares ud fra tillid i et netværksteoretisk, urbansociologisk og strukturfunktionalistisk perspektiv? Afgrænsning Projektet afgrænser sig fra at anvende egne statistikker, men anvender i stedet andres empiriske resultater. En dybdegående efterforskning af statistikkernes frembringelse heller ikke inkluderet, idet fokus er placeret ift. de overordnede ræsonnementer, som disse giver anledning til. Vi afgrænser os fra årsager til individet immigration til Danmark, hvorfor projektet ikke indeholder markante opdelinger blandt de forskellige etniske grupper. Projektet afgrænser os fra et specifikt nedslag i et enkelt geografisk område eller specifik social gruppe. Videnskabsteoretiske refleksion over anvendte teoretiske retninger Netværksteoretikerne, Granovetter, Coleman og Putnam kategoriseres heri under sociologiskøkonomiske tilgange. Bourdieu adskiller sig fra de tre ovenstående, men sættes alligevel ind i samme videnskabsteoretiske perspektiv, idet han anvendes med et smalt fokus på den sociale kapitals funktioner. En mere præcis kategorisering af Bourdieus samlede forfatterskab ville være i samme kategori som Wacquant; refleksiv sociologi, hvilken sidstnævnte dog tildeles isoleret med henblik på projektets specifikke kontekst. Merton betegnes som funktionalist, og hører ind under systemteorien. Netværksteori og social kapital i sociologisk- økonomisk perspektiv Et opgør med den brede opdeling mellem et økonomisk marked og et socialt civilsamfund, samt en udvidelse af den humane kapitals individualitet, udgør det paradigmatiske grundlag for afsnittet om social kapital og netværksteori. Investeringer og relationer sidestilles via dette brud, idet begge

6 disse er udtryk for en tillidserklæring og en forventning om profit eller afkast. Hvorvidt man investerer i et venskab eller i en aktie er hermed to sider af samme sag. Især når relationen kan skabe økonomisk profit og økonomisk profit omvendt kan skabe en relation, forsvinder logikken i at skabe opdeling imellem de to. Mht. human kapital eller en personlig formue (økonomisk kapital) mister disse samtidigt deres værdi, såfremt de isoleres omkring individet. Eksempelvis ville verdens rigeste mand ikke være rig i traditionel forstand, hvis hans formue ikke havde en potentiel værdi, som afgøres af, hvad end disse penge kunne omsættes til. På samme måde er human kapital, i form af eksempelvis uddannelse, ikke ligeså værdigfuld, såfremt denne ikke kan formuleres videre eller give adgang til formelle eller uformelle fordele. Ligeledes opstår denne ikke isoleret eller præsocialt, men derimod via interaktioner og relationer. Pointen med dette er blot, at hvis det civile samfund og det økonomiske marked opnår værdi igennem relationelle mekanismer og desuden påvirker og fordrer hinanden indbyrdes bliver en inddeling utilstrækkelig, imens et menneskes position i samfundet ligeledes omfavnes bedre af en relationel (social) kapitalform i stedet for en individuel (human) form. Ophævelsen af den konsekvente opdeling mellem økonomisk og andre former for kapital udformer ligeledes dennes implicitte epistemologi og ontologi. Ontologisk sidestilles kapitalformerne således, at økonomisk kapital kan påvirke den sociale kapital, imens social kapital ligeledes kan give anledning til økonomiske privilegier på arbejdsmarkedet etc. Epistemologisk kan årsagsforklaringer til eventuelle uligheder, findes i det relationelle og sociale, idet disse fordrer socioøkonomiske muligheder, således at dysfunktionaliteter forklares med netværkers sammensætning samt deres iboende mekanismer. Denne grundtanke er hovedsageligt en del af den sociologiske tradition, new economic sociology 1, som oversættes til sociologisk-økonomisk perspektiv, hvor Granovetter og netværksteori er impliceret, men kan også ledes tilbage til mere en Bourdieusk forståelse. Wacquants videnskabsteoretiske fundament Wacquant skrev sammen med Bourdieu i 1992 An invitation to reflexive sociology og denne videnskabsteoretiske arbejdsmetode, præger tydeligt Wacquants arbejde (Delica:2011:2). De interesser sig således for virkelighedens historicitet. Det er med dette virkelighedens historicitet, der udgør ontologien om den sociale virkelighed, som er udsprunget af en konfliktuel socialitet, hvor analysemetoden ønsker at konstruere og afdække de enkelte felters modstridende positioner. Den 1 Jf. (Woolcock 1998: 155)

7 refleksive sociologi ønsker at synliggøre, hvordan specifikke historiske forudsætninger, sammen med materielle og sociale omstændigheder, har en betydning for den konkrete situation og de agerendes forudsætninger. (Fuglsang & Bitsch Olsen:2004: 236). Denne refleksive sociologi er kendetegnet ved, at sociologien er engageret og forskeren skal således objektivere sin egen position, idet der ikke eksisterer viden, som kan karakteriseres som værende universel, idet viden altid er kontekstuel 2. I Science de la science et réflexivité præsenterer Bourdieu sin sociologisk refleksive position ud fra tre anerkendte positioner Merton, Kuhn og Knorr-Cetina. Samlet bliver det til Bourdieus feltanalytiske position, som Wacquant delvist anvender. Dette er en videnssociologisk position, der objektiverer de historiske forudsætninger og de materielle og sociale forhold, der giver de forskellige modstridende positioner gyldighed. Dvs. en sociologisk refleksiv videnskab der objektiverer modstridende interesser i det videnskabelig felt. Dette skyldes, at han ser de førnævnte teoretiske positioner, som deltagende i en kamp i det videnssociologiske felt. Som forsker konstruerer man en specifik forståelse af de enkelte retninger, således er det ikke positioners selvforståelse, der er interessant, men derimod forholdet til disse fra forskerens egen position. (Fuglsanbg & Bitsch Olsen, 2004 :239). Sociologien er et politisk kampfelt. Den er således aldrig neutral eller upolitisk, idet at det er en kamp om retten til, at indpode en legitim opfattelse af den sociale virkeligheden qua en videnskabelig autoritet (Ibid:242). Wacquants sociologiske arbejde er samlet set karakteriseret ved en undersøgelse af problemstillingens historicitet, dertil synliggørelse af magtrelationerne i og mellem felterne, samt et tydeligt politisk engagement. Således forholder han sig kritisk til den neoliberale påvirkning på staters medvirken til dannelsen af nye marginaliseringsformer i Vesten, samt mediernes påvirkning af det videnskabelige felt. (Delica,2011:30). Udover Wacquants klare anvendelse af den refleksive sociologi, arbejder Wacquant også via et etnografisk feltarbejde, som kommer til at fungere som et epistemologisk værktøj i synliggørelsen af sociale magtrelationer (Delica,2011:10). Forskeren skal dermed udøve markant epistemologisk refleksiv kontrol med studieobjektet, således at objektet ikke styrer forskeren dette kan det etnografiske feltarbejde hjælpe med. (Delica,2011:10). Samtidig er det vigtigt at understrege, at Wacquants etnografiske feltanalyser ikke fungerer som studier af kvartererne i sig selv, men derimod relationelt for at synliggøre de positioner, som ghettoens beboere indtager i den sociale orden, samt en kritisk stillingstagen til hvordan disse mennesker repræsenteres i både det politiske felt, mediebilledet, men også i den videnskabelige/sociologiske

8 diskussion om denne problematik. På baggrund af etnografisk indsamlet viden efterstræbes en etablering af nye teoretiske begreber og forståelser, som bedre indrammer problemstillingens virkelighed. Wacquant henter således markant inspiration fra Bourdieus urbansociologi og etnografiske undersøgelser. Etnografien skal både fremstille subjektet, men også assistere dannelsen af nye begreber og bryde med common-sense -forestillingen, der hersker om forskellige fænomener. Mertons funktionalisme For at forstå Mertons teoretiske udgangspunkt, må hans afstandtagen fra Parsons først skitseres, hvorefter lighederne mellem deres ontologi også vil være tydelige. Funktionalismen opstod i sociologien i 1930 erne og indeholder ideen om, at ting er bestemt af et slutmål. Derfor søger funktionalismen at forklare sociale strukturers egenskaber, normer, og institutioner ved at fremhæve deres gavnlige virkninger i samfundet og hvorledes disse inddeler den sociale orden mest hensigtsmæssigt. Parsons var en central figur indenfor strukturfunktionalismen i 1950 erne. Han mente, at samfundet muliggøres ved, at dets medlemmer accepterer fælles værdier, ud fra hvilke de kan relatere deres handlinger i forhold til andre individer. (Fuglsang&Bitsch Olsen,2004:120) Værdierne internaliseres i individet gennem socialisering og dette medfører funktionalismen i strukturerne. En stor kritiker af Parsons' teori var Merton. Han var skeptisk overfor Parsons ambition om at udforme en Grand Theory 3, og mente i stedet forskeren skulle undersøge begrænsede områder af det sociale - grupper, rollekonflikter eller social mobilitet. Merton afviste desuden, at sociale fænomener skal forklares ud fra deres gavnlige virkninger for samfundet som organisk helhed. (Andersen & Kaspersen,2005:261) Merton fremsatte tre kritikpunkter ved Parsons' funktionalisme. For det første, at samfundets skulle have en funktionel enhed orienteret om fælles værdier. For det andet, at der skulle kunne tales om en universel funktionalisme og for det tredje, at nogle strukturer skulle være uundværlige.( Fuglsang & Bitsch Olsen,2004:124) Kun de færreste samfund kan betegnes som integrerede i en funktionel enhed alle samfund er integrerede i et vist omfang, men de fleste har også problemer med at få elementerne justeret i forhold til hinanden. Nogle elementer kan virke integrerende og andre disintegrerende på systemet nogle funktioner er tenderede, manifeste, og andre ikke intenderede, latente, og en funktion kan erstattes eller ændres fra skadelig 3 Han lavede i stedet en såkaldt Middle-range theory

9 dysfunktionalitet til intenderet funktionalitet. (Fuglsang & Bitsch Olsen,2004: ) Et disintegrerende element kan være forskellige religiøse værdier, der er i strid med hinanden. (Fuglsang & Bitsch Olsen,2004:125) En kulturel værdi har således ikke nødvendigvis en positiv funktion. Merton hævder, at der findes forskellige funktioner, hvis sociale forekomst kan afdækkes empirisk. (Andersen & Kaspersen,2005:262) Mertons modificering af funktionalismen danner grundlag for en mere operationel systemteori til empirisk forskning end Parsons abstrakte teori, idet konflikter, afvigelser og problemer kan undersøges. Strukturfunktionalismen blev med Merton åben for at analysere forandringsprocesser og ontologisk set er teorien modificeret siden Parsons. Dette giver epistemologisk set mulighed for, at analysere samfundsmæssige problematikker indenfor specifikke sammenhænge. En kritik af strukturfunktionalismen i 1960 erne var, at systemteorien med sin overindividuelle indflydelse på individerne indebar en eliminering af det bevidst handlende menneske. (Andersen & Kaspersen,2005:264) Denne teoris svaghed er desuden at forklare, hvordan dysfunktioner og værdimønstrene kan opstå og hvorfra normer kommer. (Fuglsang & Bitsch Olsen,2004:124) Uslaners tillidsbegreber og danske tilstande Tillid som foranderligt eller statisk fænomen For at kunne diskutere tillidsbegreberne i projektet, må disse klarlægges som definition og fundamental størrelse. Et centralt spørgsmål i denne sammenhæng er derfor, hvorvidt tillidsformerne er foranderlige eller statiske fænomener. I litteraturen forefindes to dominerende forklaringer om tillid som værende psykologisk prædispositioneret eller som værende en del af det sociale læringsperspektiv. (Paxton & Glanville, 2007: 230). Eric M. Uslaners tillidsbegreber danner det teoretiske grundlag for projektets begreber om tillid. I sit forfatterskab arbejder Uslaner ikke med en fælles tillidsdefinition, men differentierer mellem moralsk og strategisk tillid 4 samt generaliseret og partikulær tillid 5. Herunder skal den moralske og partikulære tillid forstås som mere statiske tillidsformer, da disse under det psykologisk prædisponerede perspektiv tillæres og tilegnes tidligt i barndommen. I definitionen af statisk ligger, at det er stabilt over tid og at der skal relativt meget til for, at tilliden forsvinder eller ændres. Et af Uslaners fundamentale argumenter for denne forståelse er, at individet ikke kan basere sin tillid til 4 Moralistic / Strategic trust 5 Generalized / particular trust

10 andre individer på evidens, og derfor må tilliden bero på et andet mere fundamentalt og etisk grundlag. (Uslaner, 2002: 2). I kontrast til dette står ideen om, at tillid er potentielt foranderligt og påvirkeligt af individets erfaringer gennem livet. Det sociale læringsperspektiv fordrer, at individets tillid ændres over tid. I forhold til social tillid forklares, at individet overfører de erfaringer, som det har fra sine lokale omgivelser, altså de omgivelser det kender, til en generel opfattelse af andre individer. (Glanville & Paxton, 2007 :232). Individet samler altså en erfaringsbaseret viden om, hvem det kan stole på eller ej, i en proces hvor det forsøger at kunne opstille en forventning om, hvordan den anden vil behandle individet selv. En fundamentalt antagelse i det sociale læringsperspektiv er, at individet udvikler forskellige niveauer af tillid i de forskellige domæner, som det interagerer i, eksempelvis placerer et individ ikke den samme mængde tillid hos sin familie, som hos sine kollegaer. Dette kan bunde i, at individet har forskellige erfaringer i de forskellige kredse, måske fordi individets muligheder for tillid er begrænset i form at manglende interaktion i den aktuelle kontekst. En anden forklaring kan være, at individet har forskellige standarder for tillid i forskellige kontekster, og dermed kan den samme tillidsoplevelse i de forskellige omgivelser, afføde forskellige udfald. (Paxton & Granville, 2007: 232). I henhold til Uslaner er det hans begreb om den strategiske og generelle tillid, som befinder sig i denne kategori, da disse begge er kontekstafhængige. Partikulær tillid Som fundament for tillid hos Uslaner er det moralske fællesskab. Det moralske fællesskab tillæres i barndommen og grundlægger et stabilt fundament, som individet bibeholder hele sit liv. (Uslaner, 2002 :18). I Uslaners begreb om partikulær tillid opererer han med et smalt moralsk fællesskab - vi stoler kun på folk vi kender, eller som vi tror, vi kender 6. Den partikulære tillid er dermed ikke kontekstafhængig, individet vil altså have tillid til denne anden/disse andre i alle situationer. Tilliden er bundet op på tillidsskabende karakteristika, som individet kan identificere sig med. Dette er således en thick trust, som individet viser nære venner, familie og folk, individet dagligt interagerer med. I forbindelse med thick trust henviser Uslaner til Granovetters strong ties, som er de stærke bånd, individet knytter til de genkendelige. Modsat er Uslaners begreb om weak ties, der lægger sig op ad Uslaners thin trust eller generel tillid. Denne form for tillid er den, der opstår, når individet interagerer med andre, som adskiller sig fra det selv. (Uslaner, 2002: 29). Dette forhold 6 Her kan fx religion, etnicitet el.lign. fungere som et tillidsskabende kendetegn.

11 beskriver Uslaner også med begreberne in-groups og out-groups. In-groups er dem, individet identificerer sig med og stoler på, out-groups er dem, som individet distancerer sig fra. Den partikulære tillid er altså et udtryk for individets følelse af mangel på kontrol, der skaber frygt, og derfor stoler individet kun på den eller dem, som det kan identificere sig med, og er mistroisk overfor fremmede 7. Konsekvensen af dette kan være, at man på sigt kun interagerer med folk som én selv i et in-group vs. out-group forhold. Således opstår en form for civic dead-end, dvs. uden interaktion mellem grupper, men udelukkende internt i grupperne (Uslaner, 2002 :31). Jo mere afhængig individet er af gruppen, desto mere vil dette Vi og Dem forhold opstå. Strategisk tillid Uslaner betegner den tillid, som individet har til institutioner, som strategisk tillid. Denne tillidsform er foranderlig og baseret på individets konkrete erfaringer. Tillid til staten og regeringen er strategisk, da individet vurderer, hvad det kan opnå ved tilliden, og om staten tilgodeser individets interesser. (Uslaner, 2002: ). Regering/institutionernes præstation har dog stadig en mindre betydning for borgernes tillid generelt, da det eksempelvis er nemmere at stole på andre, når man tør stole på, at regeringen fungerer. Ifølge Uslaner er omfordelingsgraden og ligheden i samfundet derfor også af stor betydning. I polariserede samfund kan der herske en følelse af, at folk ikke deler de samme grundlæggende værdier, er staten derved udfordret. Der vil enhver afgiven fordel være på individets egen bekostning 8. (Uslaner, 2002:149). Den strategiske tillid udspiller sig også i kontekstuelle sammenhæng på individplan. Uslaner anvender et eksempel med personerne Jane og Bill for at illustrere denne tillidsform; Bill tør låne Jane 20$, fordi han har erfaring med, at hun betaler tilbage. Men samtidig har hverken Bill eller Jane tiltro til hinanden, hvis de fx skal male huset eller lægge nyt tag. Tilliden tager således udgangspunkt i den andens tidligere opførsel og er derfor strategisk i forhold til konteksten (Uslaner, 2002: 16-17). Grundtanken bag den strategiske tillid er altså, at individet forventer at få noget ud af sin interaktion det stoler på dem, det kan betale sig at stole på. Der ligger derved en motivation om udbytte indbygget i denne tillidsform. 7 Henviser her til Toqueville; at individet på baggrund af øget individualisme trækker sig fra omverden à disengagement. Former efterfølgende sin egen lille cirkel med familie og venner. 8 Bygger på Banfields studie af italiensk by Montegrano i 1950erne, samme situation der opleves i amerikanske ghettos ifølge Wacquant.

12 Generel og moralsk social tillid Det at have tillid til fremmede er for Uslaner delt i to tillidsperspektiver, den moralske tillid og den generelle tillid. Heraf skal den generelle tillid forstås som det der i projektet betegnes som social tillid. Det er i disse perspektiver at hovedpointen med tillid fremkommer for Uslaner i forbindelse med den generaliserede anden. Tilliden i det moralske fællesskab bygger på et etisk fundament; individet vurderer ud fra en etisk betragtning, at den fremmede eller ukendte har fundamentalt de grundlæggende samme værdier som individet selv, hvilket gør at individet potentielt kan stole på vedkommende. (Uslaner, 2002 :1). Den moralske tillid afspejler altså et individs tiltro 9 til andre, inklusiv fremmede. Uanset divergerende religiøsitet eller politisk overbevisning, besidder individerne de samme grundlæggende moralsk værdier - man behandler andre, som man selv ønsker at blive behandlet. Individer med denne tillidsform lader sig ikke påvirke af negativ erfaring, idet de ikke oplever disse som repræsentative for den verden de befinder sig i. Derfor giver det ikke mening, at dømme andre ud fra én negativ oplevelse af et andet individs handlen. Individet vil dog opleve modgang 10, men dette påvirker ikke det moralske tillidsniveau. (Uslaner, 2002: 18). For at determinere værdien og grundtanken bag denne type tillid, henviser Uslaner til Fukuyama; Trust arises when a community shares a set of moral values in such a way as to create regular expectations of regular and honest behaviour. When others share our basic premises, we face fewer risks when we seek agreement on collective action problems (Uslaner, 2002: 18). Dette leder videre til Uslaners generelle tillid, som er baseret på den moralske. Disse differentieres ved, at den moralske er mere stabil over tid, hvor den generelle tillid er mere foranderlig. Reelt fungerer generel og moralsk tillid ens, men den generelle tillids påvirkning beror på individets omgivelser og i mindre grad af livserfaringen (Uslaner, 2002: 28). Det er altså en relativ stabil tillidsform, som bygger på kollektive oplevelser/ hændelser, hvilket indebærer, at graden af omfordeling har en stor betydning. Således vil det være svært at have et højt niveau af generel tillid i samfund med stor ulighed. Der skal være en forestilling om, at individerne har en fælles skæbne eller har muligheden for en fælles skæbne (Uslaner, 2002: 86). Der skal således indtræffe signifikante begivenheder (fx Vietnam-krigen), for at den moralsk tillid ændres. Optimisme er i 9 Faith 10 Setbacks

13 disse tillidsformer yderst central, hvor en negativ situation blot opfattes som en udfordring. Optimisme og tillid, mener Uslaner, kan påvirke hinanden gensidigt. Greater optimism leads to more trust and a trusting disposition makes you more optimistic. (Uslaner, 2002: 130). Som tidligere nævnt finder Uslaner, at den generaliserede tillid, som han kalder thin trust, er baseret på Granovetters weak ties, og at disse indeholder samme mekanismer. (Uslaner, 2002: 29-30). Sammenfatning Jævnfør Uslaners tillidsformer kan individet møde verden på to måder. Besidder individet den partikulære og/eller den strategiske tillid, mødes verden og andre mennesker med frygt og pessimisme. Particular trusters stoler ikke på andre mennesker, som ikke minder om dem selv, og besidder derved ikke generel tillid. Hos strategic trusters vil interaktion med andre mennesker kun forekomme, hvis individet ser et udbytte ved det. Besidder individet derimod generel eller moralsk tillid, mødes verden med optimisme og andre mennesker med nærmest blind tillid. Tillid i Danmark Danmarks befolkning har de højeste niveauer af tillid i verden. Dette gælder både tillid til andre mennesker og til institutioner. Den sociale tillid er steget siden 1980'erne og fortsætter med at stige. Sammenlignet med andre lande har tendensen været modsat. I Norge og Sverige har tilliden også været stigende, men slet ikke i så stor grad som i Danmark. Ifølge litteraturen skyldes dette Danmarks velfungerende statslige institutioner, der sikrer borgernes retssikkerhed, et højt uddannelsesniveau, relativ lav økonomisk ulighed og en rodfæstet tillidskultur. (Dinesen, 2012:88) Opdeles den danske befolkning i etniske danskere og folk med indvandrerbaggrund, kan man se, at tilliden blandt folk med indvandrerbaggrund generelt er en del lavere end blandt etniske danskere 11. Ser man på forholdet mellem indvandrere og efterkommere kan man se, at en lille del efterkommere har mindre tillid til andre mennesker, end indvandrerne har. Tilliden til institutioner er dog næsten den samme som etniske danskeres for både indvandrere og efterkommere. I det følgende vil tillidsniveauet i Danmark blive uddybet nærmere ud fra specifikke undersøgelsers resultater. 11 Selvom den er høj set i Europæisk kontekst og i forhold til indvandrernes oprindelseslande.

14 Det daværende Integrationsministerium 12 lavede i 2011 en såkaldt medborgerskabs rapport, der opsummerer Danmarks tilstand på integrationsområdet ud fra forskellige undersøgelser. Nedenstående tabel viser, hvorvidt henholdsvis etniske danskere, personer med indvandrerbaggrund, indvandrere og efterkommere mener, at de kan have tillid til de fleste mennesker, eller at man aldrig kan være forsigtig nok. Med andre ord er, den troværdighedsfølelse individet har til de andre i samfundet, udtryk for troen på det moralske fællesskab. Der er i denne undersøgelse en bemærkelsesværdig forskel mellem graden af generel social tillid blandt indvandrere og blandt etniske danskere. 72 pct. af de etniske danskere mod 40 pct. med indvandrerbaggrund mener, at man kan stole på de fleste mennesker. Tallene viser yderligere, at tilliden er lidt lavere blandt efterkommere (38%) end blandt indvandrere (41%). (Integrationsministeriet, 2011: 70). Figur I: Tabel over social tillid Kilde: Integrationsministeriet, 2011 Denne tabel viser: Social tillid andel, som mener, at man kan stole på de fleste mennesker, fordelt på herkomst og oprindelsesland. Svarkategorierne er formuleret på baggrund af spørgsmålet Nogle 12 Som sidenhen er lagt sammen med socialministeriet

15 mennesker siger, at man kan stole på de fleste mennesker. Andre siger, at man ikke kan være forsigtig nok. Hvordan føler du det? Indvandrere og efterkommere med iransk baggrund har størst grad af tillid, men selv i denne gruppe er det kun 50 pct., som mener, at man kan stole på de fleste (Integrationsministeriet 2011:70). Tillidsniveauet er allerlavest blandt indvandrere og efterkommere med tyrkisk baggrund, hvor kun 36 pct. mener, at man kan stole på de fleste. Ydermere udtrykker denne tabel en tendens til, at efterkommere har mindre tillid end deres forældre til den generaliserede anden. I nedenstående tabel inddrages også et interpersonelt tillidsbegreb, idet tilliden til familie og individer med samme baggrund måles. Undersøgelsen beskæftiger sig med etniske danskere, indvandrere og efterkommeres tillid til både den generaliserede anden, som folk i kvarteret, personer individet møder første gang, folk med anden etnisk baggrund og anden religion. De forskellige kategorier af personer er målt i relation til individets etiske skøn i forhold til dets moralske fællesskab, og at det er fremmede, som ikke besidder de karakteristika, som individets finder tillidsskabende. Kategorierne med samme etniske baggrund og familie lægger sig til det partikulære tillidsbegreb, hvor disse netop er tilstede.

16 Figur II: Tillid til forskellige persongrupper Kilde: Integrationsministeriet, 2011: 73 Denne figur viser: Tillid til en række persongrupper, fordelt på herkomst (gennemsnit på en skala fra 0 til 10, hvor 0 betyder aldrig stole på, og 10 betyder altid stole på). Den gennemsnitlige tillid blandt etniske danskere er 5,6 på en skala fra Gennemsnittet for indvandrere og efterkommere er hhv. 3,0 og 3,1. (Integrationsministeriet, 2011: 73). De interviewede med indvandrerbaggrund har større tillid til etniske danskere (6,4 og 6,2) end til både personer med anden (5,5 og 5,2) og samme indvandrerbaggrund (5,8) som den interviewede selv. Tilliden blandt etniske danskere er til folk med anden religion 6,3, mens den for indvandrere og efterkommere er 5,9. Den lavere tillid blandt indvandrere og efterkommere er derfor ikke grundet

17 mistillid overfor etniske danskere, tværtimod. Dog er det den generelle sociale tillid der mest udsat for mistillid for indvandrere og efterkommere. Nedenstående tabel viser andel af personer med indvandrerbaggrund, som har meget lav social tillid, fordelt på oprindelsesland, samt andel etniske danskere, som har meget lav social tillid. Figur III: Andel af personer med lav social tillid Kilde: Integrationsministeriet, 2011: 136 Andelen med lav social tillid differentieres mellem udvalgte forskellige etniske grupper. Den højeste andel med lav social tillid findes blandt indvandrere og efterkommere med libanesisk (22 pct.) og tyrkisk oprindelse (19 pct.) Den befolkningsgruppe med lavest grad af lav social tillid findes suverænt hos etniske danskere med kun 3 pct. (Integrationsministeriet, 2011: 136). Der en lidt større andel med meget lav social tillid blandt efterkommere samlet (17 pct.) end blandt indvandrere samlet (16 pct.). Der er derfor ikke en tendens til, at efterkommernes opvækst i Danmark er ensbetydende med et højere niveau af social tillid. (ibid). Dette er bemærkelsesværdigt,

18 eftersom efterkommere kunne forventes som minimum at have samme grad af tillid, som deres forældre, eftersom de er født og opvokset i det danske samfund, har gået i dansk skole etc. Videre undersøges forskellen i den institutionelle (strategiske) tillid i forhold til statsapparatet mellem danskere og personer med indvandrerbaggrund. Forskellen er her ikke slående, men der er dog stadig nogle interessante bemærkninger. Nedenstående tabel illustrerer tilliden til de offentlige institutioner, hvor kategorierne er; Folketinget, offentlig administration, politiet og domstolene. Tilliden til den offentlige administration er stort set ens for etniske danskere (6,3) og personer med indvandrerbaggrund (6,2). (Integrationsministeriet, 2011: 54). Tilliden til politiet og domstolene er større end tilliden til Folketinget og den offentlige administration - gældende for alle grupper. Gennemsnittet på tillidsskalaen er for etniske danskere samlet 7, hvor personer med indvandrerbaggrund 13 er på 6,5, indvandrere 6,6 og efterkommere 6,2. Interessant er det, at efterkommere scorer suverænt lavest i denne undersøgelse, især tilliden til politiet og domstolene er markant lavere end de øvrige respondenters. Figur IV: Tillid til institutioner kilde: Integrationsministeriet, 2011: 54. Sammenfatning Ud fra dette empiriske materiale kan det kan konkluderes, at der eksisterer en problematik i en integrationsmæssig kontekst. I et tillidsmæssigt perspektiv belyser empirien, at det at blive født og 13 Både efterkommere og indvandrere.

19 vokse op i Danmark ikke nødvendigvis er lig højere grad af tillid. Dette betyder, at de egenskaber, som især efterkommere har større potentiale for at besidde end indvandrere - eksempelvis sproglige færdigheder, og dermed højere kulturforståelse - ikke nødvendigvis medfører en højere grad af integration. Der er andre faktorer, der spiller ind på det at føle sig dansk og have tillid til den generaliserede anden, og institutionerne i det danske samfund. Nedenstående afsnit vil via netværksteoretisk analyse opstille en hypotese, der kan belyse denne problematik, og derved skabe et teoretisk afsæt for projektets videre undersøgelse og forståelse for hvilke faktorer, der i så fald fordrer (mis)tillid. Etniske netværk og den sociale kapitals styrker og svagheder Danske indvandrere og efterkommeres partikulære/generelle, strategiske/moralske tillid sættes ift. integration, med fokus på især arbejdsmarkedet med henblik på en diskussion af lukkede/åbne netværk af stærke og svage forbindelser, hvorved en forklaring på social kapital eller mangel på samme efterstræbes i nedenstående det netværksteoretisk funderede afsnit. Social Kapital og netværk i teoretisk perspektiv Social kapitals anvendelse og specifikke betydning divergerer ift. retning, empirisk indgangsvinkel og teoretisk såvel som videnskabsteoretisk tilgang, men bygger gennemgående på en bestræbelse på at omgrænse en social værdi på lige fod med traditionel økonomisk eller finansiel kapital idet begge har en produktiv værdi mht. udmærkelse i samfundet. Begrebet dækker m.a.o. over en analytisk tilgang, som forsøger at afgrænse de mere usynlige, men afgørende og værdifulde relationelle aspekter af samfundets sammenhængskræft og opdeling. Social kapital kan derfor være målestok for mindre direkte materielle forhindringer/muligheder for indvandrere angående integration og socioøkonomisk mobilitet. Arbejdsmarkedet påstås at være et af de mest afgørende fora for integration, og hvor en svindende arbejderklasse antyder at flosklen it aint who you are, it s who you know dominerer det danske arbejdsmarked, er netværk og social kapital altafgørende for integration af fælles normer, gensidig (moralsk) tillid og en fortsat fungerende velfærdsstat.

20 Bourdieu og den sociale kapital Pierre Bourdieu er uundgåelig når der fokuseres på social kapital, idet han, på trods af den gængse overbevisning ikke er stifter af begrebet, men ikke desto mindre er kreatøren bag en grundig og udbredt anvendelse og operationalisering af kapitalformerne. Han inkluderes dog primært angående en overordnet tilgang til begrebet social kapital. Tre kapitalformer benyttes af Bourdieu: Økonomisk, kulturel og social kapital. Social kapital er derfor et led til positionering i det moderne samfund, hvor en kombination af alle tre former naturligvis giver den højeste status og position. Som overlappende kapitalform indsættes symbolsk kapital i form af den akkumulerede status. Den symbolske kapital og måder hvorpå man opnår denne er forskellig ift. en given samfundstypes strukturer og generelle indretning, hvor ovenstående kategorier er tiltænkt det moderne samfund, imens denne ser anderledes ud. Symbolsk kapital kan være en hvilken som helst form for egenskab eller handling, som medlemmerne i en gruppe tilskriver positiv værdi (Andersen & Kaspersen 2007: 353). Symbolsk kapital er hermed ikke en universel uforanderlig størrelse ej heller uafhængigt indlejret i individet, men nærmere udtryk for et relationelt og kontekstuelt fænomen. En eller anden form for symbolsk kapital vil indgå i et hvert samfund, imens hvorledes den symbolske kapital estimeres vil ændres alt afhængig af samfundstype. Social kapital er en reel eller potentiel ressource som udspringer af grupper og netværk som består af gensidig anerkendelse: Social capital is the aggregate of the potential resources which are linked to possesion of a durable network of more or less institutionalized relationships of mutural acquaintance and recognition or in other words, to membership in a group which provides each of its members with the backing of the collectivity-owned capital a credential which entitles them to credit, in the various senses of the word. (Bourdieu 1986:10) 14 Relationerne indenfor disse grupper opretholdes via en udveksling af materielle og symbolske udvekslinger, men kan også være socialt fastsat 15 og garanteret ved et fælles navn. Dette navn kan være et familienavn, en klasse, en stamme, et universitet, et parti etc. (ibid.). Volumen eller graden af social kapital måles ud fra mængden af netværksforbindelser, som en given aktør kan mobilisere samt mængden af økonomisk, kulturel og (samlet set) symbolsk kapital.(ibid:11). Social kapital er derfor ikke en autonom entitet men nærmere relationelt defineret, men samtidigt, ligesom 14 Eftersom The Forms of Capital er hentet fra nettet, hvor der i den givne fil ikke var indsat sidetal, er disse blevet tilføjet af undertegnede. 15 Instituted.

21 traditionel kapital, produktiv og multiplicerende. Ligesom økonomisk kapital udgør et potentiale for merværdi, såfremt denne investeres lukrativt, skaber social kapital ligeledes et forspring til positionering og status i samfundet. Ydermere forudsættes disse transaktioner af en anerkendelse ud fra et minimum af homogenitet samtidigt med, at denne reproduceres løbende igennem disse udvekslinger i en kontinuerlig og gensidig opretholdelse af den sociale kapital. Den profit, som tilfalder ved medlemskab af en gruppe, er basis for solidaritet, ergo opstår denne ikke præsocialt eller forinden disse udvekslinger, men derimod når man opnår profit via medlemskab. Selvom Bourdieu ikke anvender tillid direkte i sin udlægning af kapitalformerne, tillader beskrivelsen af disse udvekslinger samt selve begrebet en parallelisering med tillid. Denne opretholdende proces, af social og derigennem andre former for kapital, samt den gensidige anerkendelse og solidaritet, bygger på en slags strategisk tankegang hos aktørerne. Denne tankegang er næppe altruistisk funderet, men er i stedet udtryk for positive adfærdsforventninger iblandt gruppens aktører, hvilket kan siges at harmonere grundlæggende med Uslaners strategiske tillid. Bourdieu beskriver hvordan social kapital er resultat af bevidste og ubevidste investeringsstrategier, som bruges til at etablere eller reproducere forskellige brugbare relationer, som udløser obligationer i form af subjektive følelser, såsom taknemmelighed, respekt, venskab etc. (ibid: 12) Bourdieus tilbagevendende fokus på det privilegerede borgerskab fravælger eventuelle mekanismer ift. dannelse af kapital iblandt andre grupper i samfundet, giver anledning til social kapitals stratificerende funktion 16.Den multiplicerende effekt af kapital fremgår hermed som en træg mulighed for social mobilitet, idet kapitalformerne via det kapitalistiske samfund primært tilkommer overklassen. Granovetter: De svage forbindelsers styrke Mark S. Granovetters empiriske undersøgelser og videnskabelige fokus udgør en kompensation for den humane kapitals svaghed, hvor uddannelse eksempelvis ikke nødvendigvis er omsættelig til arbejde, og dermed økonomisk kapital etc. 16 Kært barn har mange navne og Bourdieu kategoriseres forskelligt og er generelt en sammensat teoretiker. Ikke desto mindre fremstår et gennemgående fokus på en vis undertrykkelse og fremmedgørelse, hvor privilegerede familier eller noble (afledes af at være kendt, og anvendes af Bourdieu under hans udredning af social kapital) reproducerer deres overlegenhed og de ekskluderer andre. Hvorvidt, i hvilken grad og hvorledes dette stammer fra Marxismen, Durkheims kognitive strukturer eller noget helt tredje er således en diskussionsværdig fortolkning, som dog undlades i netop dette projekt.

22 Der opstod hermed et behov for bedre og mere adækvate forklaringer på specielt racemæssige uligheder i USA ift. uddannelse, arbejdsmarkedskarriere og indkomst bestræbes. Han forsøger ydermere via netværksanalyse at opskalere eller aggregere mikrosociologisk teori indenfor sociale grupper/netværk til makrosociologisk teori imellem grupper/netværk i sin teoridannelse. Granovetter tager først og fremmest det dikotomiske begrebspar stærke og svage interpersonelle forbindelser i brug 17. Førstnævnte og graden af en relations styrke i al almindelighed kan defineres som : ( ) the strength of a tie is a(probably linear) combination of the amount of time, the emotionel intensity, the intimacy (mutual confiding), and the reciprocal services which caracterize the tie (Granovetter, 1973: 1361). En relations styrke vurderes hermed ud fra egentlig uafhængige, men naturligvis stærkt indbyrdes korrelative parametre, og en stærk relation kategoriseres som en relation, hvor disse gør sig gældende i høj grad. Ydermere fokuserer Granovetter på tid og simultanitet med henblik på en stærk forbindelse mellem to parter, hvilket uddybes, når en tredje part sættes ind i ligningen. Mht. tid opstilles et hypotetisk eksempel: Såfremt en given aktør; A spenderer 60 % af sin tid med en anden aktør; B og 40 % med en tredje aktør C, ville alle tre aktører spendere 24 % af deres tid sammen. Angående simultanitet angiver Granovetter, at jo stærkere en forbindelse er, desto mere simultane er de implicerede aktører. Den tredje part (C), som indgår i en stærk relation til A, er derfor højest sandsynlig også simultant i et forhold til B, hvilket giver anledning til en stærk relation imellem alle tre aktører.(ibid: 1362). Kort sagt bliver venners venner ofte venner, idet de har meget til fælles. Hvad angår svage forbindelser, opstår disse ud af en negation af nævnte definition af de stærke bånd. De svage bånd forekommer herved på tværs af tid og simultanitet, ergo bekendte som ikke spenderer særligt meget tid samme og som er grundlæggende forskellige. En bro defineres som den eneste rute 18 hvorigennem information eller indflydelse kan flyde (ibid.). Om broer ift. stærke og svage forbindelser siges det: A strong tie can be a bridge, therefore, only if neither party to it has any other strong ties, unlikely in a social network of any size (though possible in a small group). Weak ties suffer no such restriction, though they are certainly not automativally bridges. What is important, rather, is that all bridges are weak ties (Ibid.). 17 Strong/Weak ties. 18 Path

23 En bro defineres, som den eneste sti hvorigennem information kan flyde. Samtidig indgår stærke forbindelser i et netværk af tid og simultanitet, som derfor højest sandsynligt skabte en stærk forbindelse til en tredje part. Broer består altid af svage forbindelser, selvom disse ikke nødvendigvis altid udgør broer integrerer forskellige netværk på tværs af simultanitet og tid.(ibid:1366). Udtrykket social kapital tages ikke direkte i brug hos Granovetter, som i stedet bruger udtrykket social indlejring, 19 hvilket fungerer tilsvarende til social kapital. 20 Den sociale indlejring karakteriseres ved tre forhold: Alle sociale former for bytte, det være sig både socialt og økonomisk naturligt indlejret i sociale relationer, for det andet kan selve indlejringen antage mange væsensforskellige udtryksformer; sociale bånd, kulturelle aktiviteter eller politiske sammenhænge, og for det tredje er det karakteristisk, at de gevinster, som opnås ved at sociale egenskaber, bliver indlejret i et bestemt netværk, på ingen måde vil være uden tilsvarende omkostninger. (Andersen & Kaspersen, 2007: 537). Den sociale indlejring stemmer overens med Colemans rational choice tilgang til social kapital, hvor den potentielle realiserbare byttehandel skaber og er udtryk for en værdi som er nødvendig for social mobilitet. Som sidestykke til denne indlejring tager Granovetter autonomi i brug. Der hævdes i denne sammenhæng, at nok er indlejringen uomtvistelig i sig selv, men skifter alligevel karakter ift. kontekst og ikke mindst generel udvikling af samfundet. Indlejringens skiftende karakter og det moderne samfunds konstante forandring, nødvendiggør således autonome sociale forbindelser, hvor autonomien forstås som uafhængig af stærke forbindelser. Opsummerende erkender Granovetter visse fordele, samt nødvendigheden af stærke forbindelser, men lægger dog hovedsageligt vægt på begrænsningerne ved at indgå i indadrettede grupper med simultane medlemmer samt fordelagtigheden ved de autonome svage forbindelser, hvilket han bl.a. eksemplificerer ved sine undersøgelser af arbejdsmarkedet. Sondringen imellem positive og negative aspekter af henholdsvis stærke og svage bånd opstiller Granovetter i to paradokser: 1) At svage bånd kan føre til en fremmedgørelse på det individuelle niveau, samtidigt med at svage bånd er nødvendig for individets muligheder og integration i det brede fællesskab. 2) At stærke bånd 19 embededness.

24 skaber en lokal sammenhængskraft, hvorimod de på et overordnet samfundsniveau kan skabe en fragmentering (Greve et al 2011:284). Diskussionen om disse tætte netværks konstruktive/uhensigtsmæssige funktioner overfor åbne netværksstrukturers fordele og ulemper er gennemgående for alle implicerede netværksteoretikere, og udgør samtidigt omdrejningspunkt for hele afsnittet. Coleman indgår derfor i samme sondring, men lægger i modsætning til Granovetter vægt på styrken ved de stærke forbindelser. Coleman: human kapital og social kapital via tætte netværk James S. Coleman kategoriseres i mange sammenhæng som rational choice teoretiker, men sondrer i realiteten mellem to paradigmer, hvor den ene læner sig opad strukturelle forklaringsmodeller, imens den anden er aktørbaseret. Coleman introducerer sit sociale kapital begreb som bindeled mellem de to paradigmer, idet han introducerer social struktur til rationel handling 21. Det strukturelle paradigme afskrives ikke, men forbliver relevant, idet systemets (strukturens) formning af individets handlinger aldrig er fuldstændig. Således forbliver der altid en millimeter handlerum mellem aktøren og strukturen, hvori aktøren jf. det aktørbaserede paradigme træffer et valg. (Andersen & Kaspersen, 2007: 224). Coleman fokuserer derfor i højere grad på social kapital som redskab til social udmærkelse, hvorfor aktøren fremstår mere handlingsmæssigt autonom end hos blandt andre Bourdieu, som primært koncentrerer sig om social kapitals stratificerende karakter. Colemans social kapital begreb inddeles i tre karakteristika: forpligtelser, forventninger og den sociale netværks evne til at formidle informationer og normer og dertilhørende sanktioner. Indenfor det, som Coleman kalder informationskanaler, forekommer social kapital-generende relationer, som modsat ovenstående ikke indeholder tjenester i direkte forstand, men derimod består af brugbar information. Information er afgørende for handling, idet aktører handler ud fra informationer, som de opsamler socialt. I tilfælde af at en aktør ikke har tilgang til eller tilstrækkeligt tid til rådighed ift. at opnå information omkring et givent emne, kan denne indsigt muliggøres via en relation til en, som beskæftiger sig med et givent emne på nært hold. Som eksempler herpå nævner Coleman mode og nyheder, hvor aktører sparer tid fra selv at sætte sig ind i disse ved at modtage information af en aktør. Normer anses for værende stærke, men til tider skrøbelige adfærdsregulerende former for social kapital, idet normer forhindrer kriminalitet og lignende, og gør almen færden mere problemfri. 21 Præsenteres i essayet Social Capital in the Creation of Human Capital.

25 Foreskrivende normer indenfor en given del af samfundet 22 udgør især en vigtig form for social kapital, såfremt denne tilsidesætter den personlige interesse til fordel for den kollektive. Ligesom andre former for social kapital bliver det hermed til et relationelt fælles gode indenfor en gruppe og udgør samtidigt et statusmiddel for den enkelte. Ligesom denne normbaserede sociale kapital verificerer handlinger, straffes afvigelser af tilstrækkelig alvorlig karakter samtidigt gennem sanktioner, hvilke kan bestå af juridiske konsekvenser, social bedømmelse og afstandstagen. Hovedpointen hos Coleman er i denne forbindelse, at opretholdelsen af disse normer via sanktioner er umulig foruden en vis netværkstæthed bestående af stærke bånd. Colemans undersøgelser af uddannelsessystemet, tjener det formål at eksemplificere de tætte netværks nødvendighed ift. opretholdelse af fælles normer på empirisk vis. I forlængelse af og i opposition til ideen om human kapital og dens individbasering, påpeger Coleman den relationelle karakter ved social kapital (Coleman,1988 :98). Social kapital er ganske vist et aktiv, men kan ikke, i modsætning til human kapital, opnås eller ejes af et individ alene, men opstår derimod af multiple relationer. Uddannelse er centralt for human kapital, men Colemans pointe er, at denne mister sin fulde værdi eller potentiale uden tilstedeværelsen af social kapital. Mere konkret påviser han således, at human kapital hos forældre til skoleelevers humane kapital ikke nedarves uden tætte netværksforbindelser og social kapital. For det første kræver en videregivelse af human kapital fra forældregenerationen til den næste en vis social kapital på familiært niveau, hvilket består af lektiehjælp eller forældrenes aktive deltagelse i en introduktion til akademisk være- og tænke- måde. Når dette relationelle bindeled ikke er tilstede, vil den humane kapital gå tabt i mange tilfælde. På gruppeniveau fortsættes argumentet for netværkstæthed specielt mht. til normer og sanktioner, hvor en forældregruppe med høj indbyrdes social kapital og tætte relationer har lettere ved at opstille fælles normer og eksekvere fælles sanktioner overfor deres børn, end en tilsvarende forældregruppe, som ikke deler kendskab, social kapital og dertilhørende normer. Funktionelle informationskanaler er ydermere afgørende for indførelsen af normer og sikring af den næste generations human kapital, idet disse forældregrupper deler informationer ud fra hvilke, de foretager diverse valg i fællesskab. (Ibid.) Putnam deltagelsesperspektiv Den politiske forsker ved Harvard Universitet, Robert D. Putnam benytter sig af Granovetters svage 22 Community

26 og stærke forbindelser 23 med henblik på et deltagelsesperspektiv, som han argumenterer for, er lig et velfungerende samfund 24. Koblingen ligger i individets sociale kapital, der fordrer deltagelse i samfundet og en altruistisk tilgang til de andre medborgere. Putnam beskriver, som mange netværksteoretikeren før ham, et tilsvarende paradoks imellem stærke og svage forbindelser, bonding og bridging, men advokerer dog for at sidstnævnte er mest produktiv: Bonding social capital is (..) good for getting by, but bridging social capital is crucial for getting ahead. (Putnam,2000:23). Bridging social kapital generer altså bred identitet og gensidighed, bonding social kapital styrker individets jeg. Men udover at bonding social kapital er ladet med stor styrke, er det samtidig den, der kan skabe antagonisme med sin lukkethed. Ikke desto mindre kan begge social kapital former have stærke positive sociale effekter.. Bonding social kapital er godt for social mobilitet. Eksempelvis producerer tætte netværker i etniske enklaver vital social og psykisk støtte for mindre stærke medlemmer i fællesskabet og hjælper de lokale entreprenører ind i markedet. Bonding social kapital indeholder social mobilitet men Bridging netværk er i kontrast bedre til kobling af eksterne aktiver og spredning af informationer. (Putnam, 2000:22). Altruisme, frivillig deltagelse og næstekærlighed, samt villighed til at hjælpe andre, beskriver Putnam, som en central målestok for social kapital. Han drager en distinktion mellem doing with og doing for, som filosoffen John Dewey. (Putnam, 2000:116). Social kapital referer til netværk bestående af sociale forbindelser doing with. Det at gøre noget godt for andre mennesker, er derved ikke en del af det, der forstås ved social kapital, men alligevel viser empiriske undersøgelser, at sociale netværker skaber de kanaler, hvorigennem man rekrutterer folk, og sociale netværker fordrer normen om gensidighed, som afføder opmærksomhed på andres velfærd. Putnam argumenterer derefter for, at frivillig deltagelse, næstekærlighed og spontan hjælp, alle er et produkt af medborgerlig deltagelse. Det er påviseligt, at på nuværende tidspunkt i Amerika, er dem, der er medlemmer i formelle eller uformelle netværker, med større sandsynlighed villige til at give penge eller bruge deres tid på gode formål, end dem, der er mere socialt isoleret. I forlængelse af dette, kan det påpeges, at der nødvendigvis ikke kun er tale om social kapital, men også den rigtige sociale kapital. Hvis den sociale kapital individet har, eksempelvis ikke er en del af det danske arbejdsmarked, fordrer denne sociale kapital ikke individets chancer i denne forbindelse. Ift. 23 I Putnams kontekst bonding og bridging social kapital. 24 Community

27 deltagelse i en samfundsmæssig kontekst, vil individet også kun blive påvirket af denne, såfremt at individets sociale netværk akkumulerer social kapital ved frivillig deltagelse i samfundet. Medborgerlig deltagelse skaber på denne måde identifikation med de andre borgere (den generaliserede anden) og derved et stærkere incitament for at yde næstekærlighed og spontan hjælp til andre. 25 Sammenfatning I forlængelse heraf er funktionen for den sociale kapital ligeledes inddelt i modstridende opfattelser. Social kapital er enten udtryk for en stratificerende mekanisme eller en realiserbar mulighed for socioøkonomisk opstigning. Bourdieu udgør den største fortaler for social kapital som en stratificerende mekanisme, hvor man på trods af en umiddelbar egalitarisme i realiteten ikke har lige muligheder for at opnå social kapital og socio-økonomisk mobilitet. På den anden side plæderer Putnam for, at på trods af den ulige fordeling af social kapital er netværk- og social kapitaldannelse en potentiel vej til opadgående socio-økonomisk mobilitet. Putnam lægger vægt på Granovetters pointe om de svage forbindelsers styrke og nødvendighed, imens Coleman fokuserer på netværkslukkethedens altafgørende faktor for en overlevelse af normer, social og human kapital. Social kapital, netværk og indvandrere i Danmark Netværksteori og social kapital udgør en applikabel teori mht. etnicitet og integration. Nedenstående afsnit består af en operationalisering af disse begreber, hvormed netværksdiskussionen og dens implicitte forståelser af integrationsproblemer sættes i et empirisk og dansk perspektiv, med fokus på indvandrerejede virksomheder, lønmodtager-indvandreres integration på arbejdsmarkedet, samt tillid iblandt indvandrergrupper ift. etniske danskere. Indvandrevirksomheder og netværkstæthed Shahamak Rezaei fra Roskilde Universitet har siden 1990 erne har udarbejdet vigtige undersøgelser af sociologisk-økonomiske forhold iblandt indvandrere og efterkommere i Danmark 26. Ligesom mange andre teoretikere inddeler Rezaei i en strukturel og kulturel forklaringsramme, hvor førstnævnte forklarer fænomenet om indvandrerejede virksomheder ud fra en bestemt 25 Ift. altruisme bruger Putnam eksemplet med bloddonation. Beboere i et samfund som er aktivt engageret i samfundet, vil med dobbelt så stor sandsynlighed donere blod til ukendte borgere, end deres mere passive naboer vil. 26 Denne kontinuerlige proces, kan ledes helt tilbage til 1998 og dækker over omfattende empirisk materiale med forskellige retninger og tangenter såsom registerdata, survey og case-studier, men som dog har behandlingen af fænomenet indvandreejede virksomheder til fælles

28 iværksætterkultur, imens sidstnævnte fokuserer på en forklaring, hvor indvandrerejede virksomheders udgør et alternativ til strukturelle forhindringer på arbejdsmarkedet. (Greve et al. 2011: 312) Udpluk af disse undersøgelser danner rammen for en diskussion af indvandrere og efterkommeres tendenser til netværkstæthed, eventuelle muligheder for social mobilitet og bedre integration. Undersøgelser viser, at strukturelle ændringer i de vestlige økonomier har medført en polarisering af arbejdskraften, som inddeler arbejdsstyrken i højt lønnet specialiseret (know-how) arbejdskraft og en lavt lønnet arbejdskraft med ringe eller ingen uddannelse. For indvandrere med gennemsnitligt lavere uddannelsesrate (human kapital), møder disse begrænsede muligheder ift. at indgå på arbejdsmarkedet, hvor den lavt betalte del af arbejdsstyrken i mange tilfælde udgør deres eneste mulighed. Overordnet er ansættelsesraten lavere iblandt indvandrere fra ikke-vestlige lande end etniske danskere, hvor den i 2008 måltes til at være 56 % iblandt førstnævnte, imens sidstnævnte lå på 79,3 % (ibid.: 286). 27 Dette er et udtryk for det svært gennemtrængelige arbejdsmarked. Derudover kan selv de lavtlønnede jobs være svært tilgængelige eller konjekturafhængige og usikre, hvilket skaber incitament for opstart af selvstændige virksomheder som modsvar på strukturelle forhindringer. Der er således på internationalt plan en overrepræsentation af selvstændige iblandt indvandrere i Vesten, og denne tendens er meget udtalt i Danmarks videnssamfund, hvor den traditionelle lavtlønnede og ufaglærte arbejdsstyrke er udliciteret til globaliserede produktionskæder, heraf indvandrerejede virksomheder. (Ibid.: 315). I tabel 7.2 (Rezaei, 2004:35) ses en endnu større præference ift. egen nationale oprindelse indenfor etniske minoriteter, hvor etniske danskere er fraregnet. De markerede felter viser de nationaliteter, som scorer højest angående intern præference, hvor tyrkerne ligger i top med hele 91,7 %. Overordnet kan man konkludere ud fra tabellen, at ansættelsen foregår indenfor egen nationaletniske gruppe, og at denne tendens forstørres minoriteterne imellem. 27 De få ejere af diverse virksomheder, herunder indvandrere, hører naturligvis ikke ind under ansættelsesraten, men det gør deres ansatte naturligvis, hvilket gør denne relevant for ovenstående.

29 Figur V: Ansatte og arbejdsgiveres nationale oprindelse Det kan generelt siges, at personlige netværk er det primære redskab i indvandreejede virksomheders rekrutteringsmetoder, så meget som 61,7% af de ansatte havde en eller anden form for relation til virksomhedsejeren da vedkommende blev ansat. (Rezaei 2004:43). Med det sociologisk-økonomiske udgangspunkt for øje, hvor økonomiske transaktioner sidestilles med sociale, sætter Razaei ydermere fokus på virksomhedsejernes relationer i fritiden i figur 9.7 (Rezaei, 2004: 149).

30 Figur VI: Virksomhedsejeres netværk i fritiden Den gennemgående tendens er utvivlsomt virksomhedsejernes familiære præferencer, med hvem langt størstedelen af fritiden spenderes. Derudover kommer kategorien venner fra samme landsbyegn ind på en anden plads, hvorimod egen (samme) etniske gruppe ligger på cirka samme niveau som etniske danskere. På en ubestridt sidsteplads findes de andre etniske grupper, som

31 ligesom ved rekrutteringstabellen nedprioriteres temmelig ensidigt. Der tegner sig hermed et tydeligt billede af de nære personlige/familiære netværksforbindelser, ergo stærke forbindelser eller bonding frem for svage forbindelser og bridging. Interessant er det dog at bemærke, hvordan der forekommer en stigning indenfor samme etniske gruppe, hvilket næppe kan ses som en integrationsfremmende tendens. Man kan derudover tilføje, at familiære bånd samt nære venskaber fylder meget af de flestes fritid, herunder også etniske danskere, men at dette dog til stadighed er udtryk for en vis monoetnisk struktur, specielt når det samme gør sig gældende på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsmarkeds- og fritids- relationer viser sig at være relativt ens. Dette kan antages ift. teorien at lede tilbage til den partikulære tillid, der som nævnt, opstår dels ved en identifikation eller følelse af simultanitet, men også ved en små-xenofobisk afstandstagen eller eksklusion af dem. Hvorvidt denne partikulære tillid via de tætte bånd er udtryk for decideret frygt for det anderledes, eller om det i så fald forekommer som modreaktion iblandt indvandrere ift. en reaktion fra de etniske dansker forbliver uvist. Dog spiller den interpersonelle tillid en afgørende rolle vedrørende disse tætte netværker. I sagens natur er alle statistikker, som påpeger netværkstæthed i indvandrevirksomheder, ikke inkluderet i dette projekt. Ovenstående er blot et empirisk udpluk af Rezaeis fyldestgørende undersøgelser, som på trods af udsving og nuancer konkluderer han: Hvad netværk og deres betydning for rekruttering i indvandreejede virksomheder angår, så viser nærværende undersøgelse klart og entydigt at personlige og private relationer mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, fortrinsvis mellem personer tilhørende samme familie slægt og etnisk gruppe, udgør langt den væsentligste faktor (Ibid.,s.186) Det relevante spørgsmål hvad angår denne tæthed indenfor indvandrevirksomheders netværk er således, hvorvidt dette er en fordel eller en ulempe dels ift. økonomisk integration, dels ift. almen integration i det danske samfund. Den påviste netværkslukkethed i indvandrevirksomhederne kan også være direkte årsag til besparelser på omkostninger, idet man f.eks. arbejder for mindre end mindstelønnen og langt flere end 37 timer om ugen, hvilket på trods af sin nedslidende karakter gør virksomhederne konkurrencedygtige. Eftersom disse netværk består af stærke bånd, er dette også forbundet med en stærk tillid og solidaritet indenfor virksomheden, som kan være et middel tilfordelagtig. (ibid:313 f.) Omvendt kan tætte relationer og sociale forpligtelser virke som en hæmsko for udviklingen og dynamikken i disse virksomheder, hvor den etniske konkurrencemæssige fordel vendes til en ulempe, og der skabes en segregeret enklave økonomi,som aldrig optages i mainstream økonomien.

32 Netværksteoretisk ville Granovetter med sin fokus på vigtigheden af de svage forbindelsers angående overlevelse på arbejdsmarkedet, forstå dette som en ubestridt ulempe for socioøkonomisk mobilitet.. Ud fra en kombineret integrationsramme, bestående af en vis populisme og assimilations -perspektiv, hvor både forskelligheder og en vis centralisering anses for nødvendig for et gensidigt kendskab, netværksrelationer og anerkendelse, må første skridt nødvendigvis være en form for interaktion. Denne interaktionsmulighed begrænses unægtelig via (for) lukkede etniske netværk, hvilket gør sig gældende for samtlige etniske grupper inklusivt den danske. Uslaners in-groups kan i værste fald tage overhånd, således at en civic dead end og fuldt ud segregeret samfund opstår med modstridende normer og tilnærmelsesvis anomiske tilstande. I forlængelse af Coleman teori om social kapital i tætte netværk, kan de stærke forbindelser omvendt vurderes som nødvendige for opretholdelsen af sunde normer etc. Man kan samtidigt forstille sig, hvordan nære forbindelser muliggør svage forbindelser, og at der eksisterer et kausalt forhold imellem interpersonel tillid og kapital, som fodrer en aggregeret tillid til det samlede samfund samt muliggør en skabelse af svage forbindelser på tværs af etnicitet både på socialt og arbejdsrelateret niveau. Det etniske sociale netværk bliver herved til en ressourcemobiliserende faktor og en kilde til akkumulering af social kapital (Ibid:.316).Dette forøgede incitament og mulighed for mobilitet, på baggrund af større human og social kapital, stemmer paradoksalt nok ikke overens med den nedadgående tillid hos efterkommere, hvilket giver anledning til diskussion. Etnisk netværkstæthed iblandt lønmodtagere Tilsvarende tendenser til tætte/indkapslede monoetniske netværk gør sig gældende ift. lønarbejdere af anden etnisk oprindelse end dansk på arbejdsmarkedet. Dette kan aflæses i nedenstående figur om jobsøgningsnetværk.

33 Figur VII: Jobsøgningsnetværk Ovenstående figur viser forskellen i jobsøgningsnetværk mellem henholdsvis danskere og personer med anden etnisk oprindelse end dansk. Således fremgår det, at 30% af ikke-etniske danskere ingen personer har i deres jobsøgningsnetværk, mod kun 10% hos de etniske danskere. Samlet kan man se, hvorledes 55% af indvandrerne har 0-5 personer i deres jobsøgningsnetværk, imod 30 % hos danskerne. Omvendt har 40 % danskerne mellem 5-20 personer i deres jobsøgningsnetværk, kontra ca. 27% hos indvandrerne. Alt i alt understøtter det tesen om, at danskerne har flere svage bånd, og har flere kontakter i en jobsøgningsproces. Omvendt forholder det sig hos indvandrere, som i lavere grad har et bredt, men svagt netværk, når de skal søges job. Dette opsummeres ved de tre første søjler, dvs. Ca. 75% af indvandrerne har under 10 personer i deres jobsøgningsnetværk. Jobsøgningskanalerne harmonerer tydeligvis med netværksundersøgelserne om virksomhedsejere og til dels også med Granovetters arbejdsmarkedsundersøgelser, hvor tendensen til stærke frem for svage bånd skaber hindringer for opnåelse af (nye og bedre ) jobs. Anders Ejrnæs påpeger dog, at indvandreres adgangsmuligheder til arbejdsmarkedet adskiller sig ift. Granovetters paradokser. Hvor Granovetter påpegede hvordan netværkstætheden satte en stopper for jobmulighederne, forholder det sig anderledes i Danmark, hvor indvandrere opnår jobs via disse tætte netværk (Greve et al., s. 289). Forholdene er dog stadig problematiske, og pointen er således i mindre grad Granovetters teoris fejlslagenhed, men i højere grad, at en modifikation af denne er nødvendig mht. danske forhold. Problematikken består i, at selvom danske indvandrere opnår jobs, tilhører typen af disse jobs den nederste ende af det moderne polariserede arbejdsmarked, som kendetegnes ved lave lønninger og usikkerhed (Greve et al. 2011: 279). Ejrnæs ender altså med lignende problemstilling,

34 som Granovetter eller Rezai: Netværkslukning af stærke forbindelser skaber sammenhængskraft og i Danmark sågar også jobs, men er samtidigt en forhindring for opadgående socioøkonomisk mobilitet samt integration. Social kapital fremstår som nævnt via netværk, men koeksisterer ligeledes afhængigt af tillid. Diskussionen omkring lukkede versus åbne netværk er derfor i lige så høj grad relevant mht. tillid, idet en mangel på denne kan være udtryk for monoetniske netværk og derfor er to sider af samme sag. Generelt kan man beskrive med danske indvandrer-lønmodtageres ved hjælp af Lichter og Waldingers begreber om horisontal og vertikal beskæftigelsesbase (Greve et al., 2011: 284). Ifølge teorien skaber stærke etniske netværk først en horisontal integration på arbejdsmarkedet, hvor mange fra samme etniske gruppe bliver ansat hos en bestemt virksomhed, for derefter at stige i graderne, ergo vertikalt opad. På det danske arbejdsmarked eksisterer der dog primært en horisontal integration, imens den vertikale forbliver begrænset. Social kapital bonding og bridging iblandt indvandrere i Danmark Rapporten Bridge Over Troubled Water? Migration and Social Capital fra 2008 behandler graden af netværkstæthed og tillid, idet Putnams bonding og bridging tages i brug og sættes ind i et dansk perspektiv. Tillid appliceres her ift. undersøgelsens empiriske aspekter, idet løsning af det kollektive distributionsproblem og en fordelingsmæssig altruisme afhænger af tillid til andres bidragelse, samt at tillid anses for værende den bedste indikator for social kontrol og samarbejde: Ydermere beskrives incitamentet for at deltagelse og samarbejde, som værende særligt lavt i lande med nordiske universelle velfærdsmodel, grundet overførselsindkomster etc., hvilket gør en applikation af social kapital desto mere relevant. Kort skitseret, udgør undersøgelsens fokus en undren over, hvorvidt stærke tillidsbaserede forbindelser og bonding leder til indkapsling med dertilhørende negative segregerende anti- korporative tendenser i retningen af et parallel samfund, eller om denne netværkslukkethed har en katalyserende spill-over effekt ift. tillid og netværksdannelse på tværs af etniske enklaver.

35 Figur VIII: Venner og etnicitet (Nannestad et al:620) Ovenstående figur påviser dette positive forhold mellem venner i egen gruppe og disses produktive virke angående inter-group relationer. Eksempelvis er kategorien, som svarede quite a number tabellens topscorer med 33.6 %, imens hele 287 personer har kategoriseret sig selv under none. Nogenlunde samme tendens gør sig gældende figur 6. hvor indvandrerne inddeles i nationaletniske grupper.

36 Figur IX: Venskab imellem minoriteter (ibid:621) At afgrænse en gruppe er ikke naturligt defineret, men nærmere kontingent, hvilket kan give anledning til kritik eller en modifikation af, hvorvidt afgræsninger ift. etnicitet eller nationalitet er meningsgivende. Nannestads argument fordres af denne opdeling. Ikke desto mindre konkluderes der i rapporten: If we consider intra-etchnic friendship ties as bonding (BO) and friendship ties with Danes as bridging social capital (BR), then we can interpret Tables 5 and 6 as suggesting a spill-over effect from BO to BR, meaning that ethnic friendship are BO+ (ibid.) Sammenfatning Mange empiriske og teoretiske aspekter peger mod, at indvandrere møder strukturelle forhindringer på arbejdsmarkedet, hvilket dels skaber incitament for alternativer leveveje såsom etniske enklaver, i form af eksempelvis små, selvejede virksomheder, og dels skabes grobund for en nedsat strategisk/institutionel tillid til systemet og for få svage forbindelser til fordel for en indkapslende partikulær tillid, bestående af stærke bånd blandt indvandrere. Selvom arbejdsmarkedsforhindringer kan forklares strukturelt, tyder meget på, at social kapital og netværksteoretiske vinklinger yder

37 kvalificerede forklaringer på mekanismer, som dels kan være årsag til en segregering og ringe integration, dels kan have en mobiliserende effekt på sigt. Indenfor dette felt hersker tvivl om, hvorvidt tillid udvides eller forbedres bedst via åbne eller lukkede netværk, selvom ovenstående tillidsundersøgelse påviser, at netværkslukkethed ikke fører til segregation og monoetnicitet, men til en spill-over effekt grupperne imellem. Efterkommeres lavere tillid og netværk Danmarks statistiks årlige udgivelse om indvandrere i Danmark afspejler en entydig udvikling: Alle danskere uanset etnicitet har en opadgående uddannelseskvote. Hele nationen er således på vej mod relativt højere uddannelse, hvilket også gør sig gældende ift. indvandre og efterkommere fra ikkevestlige lande. I nedenstående eksemplificeres denne tendens mht. 22-årige, som er i færd med en uddannelse, hvor indvandrere har den laveste rate, efterkommere en højere og etnisk danskere den højeste iblandt mændene, imens kvindelige efterkommere har nået det samme niveau som etniskdanske kvinder i Figur X: Efterkommere og uddannelse Kilde: Indvandre i Danmark 2012 Danmarks statistik 28 Denne tendens er gennemgående for hele årsrapporten, og en valid konklusion er hermed, at denne 28 Tendensen i ovenstående figur er gennemgående for hele rapportens afsnit om uddannelse og forekommer således ikke kun hos 22-årige. Netop denne figur er udvalgt pga. Illustrative fordel mht. forskellen i mellem indvandre og efterkommere.

38 uddannelsesrate burde være medvirkende til/produkt af en bedre integration og en forbedring af human og antageligt social kapital blandt efterkommere. Tillid og social kapital sidestilles, som nævnt i dette projekt, hvilket giver anledning til en antagelse om en korrelerende stigning indenfor tillid. På trods af efterkommernes forøgede muligheder og netværksteoretiske mulighed for at danne svage netværksforbindelser på tværs af egen etniske gruppe, human og social kapital og dermed også tillid, er dette ikke tilfældet. Som pointeret i figur I er tilliden imod forventning og netværksteoretiske prognoser af eksempelvis Nannetstad med flere ikke proportionelt stigende ift. uddannelse, sprogkundskaber (human kapital) og antageligt interaktivt tvær-etnisk sammenværd via folkeskole etc. (social kapital) men derimod faldende. Granovetters paradokser giver anledning forklaring på denne uventede nedadgående tillid. For det første kan de svage bånd føre til en fremmedgørelse på det individuelle niveau, hvilket får individet til at søge indad for at undgå denne. Efterkommernes svækkede sociale generelle tillid kan derfor forklares ud fra en anmodning om oplevelsen af fremmedgørelse udenfor den monoetniske tryghedsskabende netværk, hvilket både kan bygge på en misforståelse eller et mistolket billede af omverdenen, men beklageligvis også kan skyldes dårlige erfaringer med eks. strukturelle forhindringer på arbejdsmarkedet eller diskrimination. Mht. tillidstyperne kan dette forklares ved at den statiske moralske tillid konstitueres indenfor den etniske gruppe, hvorefter denne moral og disse normer kolliderer (i værste fald i form af decideret diskrimination) med den etnisk danske moralske tillid. Den etnisk konstruerede moralske tillid er derfor antageligt for nogle indvandre/efterkommere statisk, imens tilliden til de etniske danske normer i højere grad bygger på foranderlig erfaringsbaseret tillid. Dette er naturligvis uhensigtsmæssigt for integration i det brede fællesskab, som bygger på svage forbindelser, men som statistikkerne om uddannelseskvoter indikerer, er der en vis fremgang indenfor disse, idet en uddannelse er svær at gennemgå uden at skabe visse svage bånd 29. Man kan altså forklare diskrepansen mellem tillidsfaldet og den, ifølge netværksteorien, opadgående tendens, som en præference for lokal sammenhængskraft med eventuel uhensigtsmæssig fragmentering som resultat. Efterkommere af indvandrere er principielt, dvs. opgjort i mere eller mindre målbare størrelser såsom netværk og uddannelse, være bedre 29 Er naturligvis kun gældende såfremt svage bånd karakteriseres ud fra en kategorisering eller gruppeopdeling imellem etnicitet, idet ingen deciderede etniske enklaver eksisterer hidtil på universiteter. Gruppeopdelingen kan naturligvis diskuteres på linje med hvorvidt en relation udgør et stærkt eller svagt bånd, men dette er samtidigt en stillingtagen til hele teoriretningen generelt.

39 integreret end deres forældre, mens deres konstruerede selvbillede dog er mere negativt præget. En logisk forklaring på dette, er fx generationernes forskellige referenceramme. Indvandrere er sædvanligvis flygtet eller flyttet til Danmark for at undgå barske vilkår af den ene eller den anden slags fra hjemlandet, hvilket gør Danmark til et pragtsamfund i sammenligning hermed. Omvendt forholder det sig hos efterkommere, hvis konstruerede selvbillede bygger på de eventuelle forskelle imellem etniske danskere og dem selv. Med tilbageblik på Granovetters paradokser kan man opsummerende konkludere, at både negative og positive aspekter af netværksdannelsen iblandt danske indvandrere og efterkommere er tilstedeværende. Colemans fokus på nødvendigheden for de tætte netværk angående etablering og reproduktion af normer og moral, kan ligeledes udgøre en forklaring på manglende bonding på tværs af etniske grupper og indkapslende tillid. Hvis normer, moral og tillid eksisterer i kraft af tætte netværk, kan disse derfor ikke forventes at overskride relativt lokale og tætte sammenhæng, da de derved, ifølge Coleman ville miste deres funktionalitet. Indvandrere, efterkommere og etniske danskere konstituerer i forlængelse heraf måske blot deres tillidsgrundlag via den eneste mulige kanal; tætte netværk eller partikulær tillid. De lukkede netværker er derfor et billede på den interpersonelle (partikulære) tillid i praksis. Individet etablerer stærke forbindelser til andre individer, som besidder de tillidsskabende tegn. Ift. efterkommere kan dette tyde på, at trods de potentielt bedre integrationsfremmende egenskaber, identificerer man sig alligevel ikke med etniske danskere. Bourdieu forklarer, hvordan den symbolske kapital er afhængig af kontekst. Hermed kan man plædere for, at den nedadgående tillid (eller eventuelt mistillid) er et udtryk for normkollision og sammenstød mellem grundlæggende forskellige symbolske kapitaler. De eksisterende eller naturaliserede normer indenfor et iransk netværk vil derfor formentlig divergere med normer i et thailandsk eller et etnisk dansk. Tilliden konstrueres på denne måde forskelligt ift. kontekst, hvilket forklarer enklavedannelser. Jf. Putnam er deltagelsesperspektivet ligeledes et afgørende incitament for generel tillid, da individet identificerer sig med sine medborgere i deltagelsen. Den lave inklusion på arbejdsmarkedet er en kvalificeret årsag til den lavere tillid, idet dettes medførte deltagelse Afslutningsvis bør der rettes en gennemgående kritik mod netværkteoriens aksiom om gruppeinddeling. For at definere hvorvidt en forbindelse er stærk eller svag, om et netværk er indadvendt eller udadvendt, og om der forekommer bonding eller bridging, definere man herved

40 også en gruppeinddeling. Disse gruppeinddelinger er ikke nødvendigvis kontingente, men fremstår, som etablerede sandheder. En manglende refleksion over hvorvidt denne gruppeopdeling er mere korrekt end andre, er ofte fraværende, hvilket må siges at være kritisabelt. Etniske danskere er eksempelvis ikke nødvendigvis homogen nok til at udgøre en samlet gruppe, mens etniske inddelinger eks. eventuelt overskygger en mere relevant klassedeling. Paradoksalt er det ydermere, at man i bestræbelser på udradering af segregering, ubevidst reproducerer netop denne via disse kategoriseringer. I teoriretningens forsvar bør der dog tilføjes, at gruppeinddeling er en gennemgående kondition for samfundsvidenskab på makroplan, selvom problemstillinger angående etnicitet tilskynder supplerende alternative indgangsvinkler. Det spatiales betydning Tidligere har vi konstateret hvorledes nogle etniske grupper tydeligt er begrænset i deres netværk. De kender og interagerer både professionelt og privat mestendels med andre med samme etnicitet. Uslaner forklarer dette som strategisk tillid, på baggrund af ens erfaring, ved du man hvem man kan og ikke kan stole på. Men strategisk tillid kan også være funderet på letgenkendelige karakteristika, som individet tildeler sin tillid, og er derfor ikke blot erfaringsbaseret. Etnicitet kan være et af disse karakteristika, hvorpå man bygger sin antagelse om, at den anden er tillidsfuld. Ved besiddelse af udelukkende denne tillidsform vil individet være klart socialt begrænset. Denne begrænsning kan udover socialt, dvs. i form af ens netværk og sociale kapital, også eksistere spatialt. Man kan som individ, og i denne sammenhæng som etnisk minoritetsgruppe, opleve spatial begrænsning. Forstået således, at man ikke besidder reelle muligheder ift. hvor man kan bosætte sig. På samme måde, som i sit netværk, på grund af manglende social kapital ikke besidder et socialt råderum. Således tegner der sig et mønster i hvem der bosætter sig hvor, og hvilke faktorer der determinerer hvem der bor hvor. Disse faktorer eller strukturer kan både være sociale men også økonomiske. I USA har der længe eksisteret såkaldte ghettoer i den offentlige diskurs, såvel som reelt fænomen. Denne debat har i de senere år vundet indpas i europæisk kontekst herunder Danmark. For individet eksisterer en tydelig spatial effekt. Derfor kan den spatiale effekt også have en rolle i forhold til tillidsniveauet, både hos den enkelte gruppe, men også hos individet. Bestemte områder og boligmæssige typer kan fremme tillid, såvel som andre kan fremme mistillid. Dette afsnit vil tage udgangspunkt i de områder som forventeligt fremmer mistillid. Optimisme fremmer

41 et positivt menneskesyn som transcenderer individets tillid, som på et mere overordnet plan får civilsamfundet til at være mere velfungerende. På samme måde kan negativitet og pessimisme gennemsyre individets tillid hvor individuel modgang og diskrimination ligeledes kan have en omvendt, men lige så signifikant betydning for tilliden. Der undersøges og dannes en analytisk ramme for bedre at begribe og forklare udviklingen i belastede boligområder mest hensigtsmæssigt. Denne udvikling kan modsat, hvad der ellers er tendensen, ikke blot beskrives som ghettoisering. Dertil er den konkrete udvikling for kompleks, hvilket gør at ghettoiseringstermen ikke er anvendelig som forklaringskraft. Hvis man skal undersøge, om der eksisterer afsondrede boligområder er det yderst centralt med en præcis begrebsliggørelse for, at kunne forstå og analysere udviklingen mest nøjagtigt. Ghetto og ghettoisering er nøgleordene i debatten om belastede boligområder i Danmark, men hvor stammer dette begreb fra, og hvad indebærer betegnelsen ghetto? Der er fastsat tre parametre, der skal opfyldes for, at man i Danmark kan betegne et område som en ghetto, men hvordan stemmer disse overens med den teoretiske forståelse af dette fænomen? ( 11/ ). Generelt er der mangel på en analytisk ramme for, at kunne analysere og forstå udviklingen af belastede boligområder uanset om der anvendes betegnelsen ghetto eller belastet boligområde. Loïc Wacquant forsøger at lave denne analytiske ramme og begrebsliggørelse. Hans analyser er praktisk-teoretisk betonet, og har et empirisk fundament. Wacquant skriver sig op imod Chicagoskolen 30, som finder at det er et naturligt valg og proces, og dermed ikke negativt, at folk trækker sig sammen i etniske enklaver. At samle sig i etniske enklaver er for Chicagoskolen således første skridt på vejen mod assimilation 31 hvilket er i direkte opposition til Wacquant. Konkret undersøger han udviklingen i ghettoer i USA og sammenligner med forhenværende arbejderkvarterer i Frankrig de såkaldte Banlieus. Wacquant konkluderer, at på trods af, at de amerikanske ghettoer og franske Banlieus indtager samme position i det boligsociale hierarki, er de resultatet af vidt forskellige historiske, strukturelle, sociale og politiske udviklinger 32 (Schultz Larsen, 2011: 549, Wacquant 2008: 230). Der eksisterer således en tydelig sporafhængighed ift. fremkomsten af forsømte 30 Urban sociologi retning, som efter 1.vk undersøgte den urbane udvikling i Chicago. 31 Tager udgangspunkt i den sa kaldte spatial assimilation teori, som antager, at indvandrerne spredes i takt med deres integration i samfundet. Dvs. omvendt sammenhæng mellem graden af social og kulturel integration og graden af rumlig segregering. Indvandrere, som er mindre integrerede og føler sig isolerede i søger tryghed og beskyttelse i omra der, hvor de kan støtte sig til andre med samme karakteristika.

42 boligområder, i USA, Frankrig og Danmark, som skal medtages i analysen af disse områder. Wacquant udreder ghettobegrebets anvendelse og udvikling fra Middelalderens Europa til USA efter 1.Verdenskrig, op til den nuværende hyperghetto og avancerede marginalisering. Denne udvikling vil i det følgende bliver forklaret. Ghettobegrebets udvikling Ghettobegrebet kan historisk inddeles i tre overordnede anvendelser siden sin initiale anvendelse i Venedig. Begrebet ghetto stammer fra Venedig, hvor byens jøder omkring år 1516 blev påtvunget, at flytte til den såkaldte ghetto nuovo. Dette var en isoleret ø i byen, afgrænset af omkringliggende mure med bevogtede udgange. Jøderne havde tilladelse til at arbejde i byen, men skulle være tilbage i ghettoen inden solnedgang. Således kunne bystaten kunne udnytte jøderne økonomisk via betalte skatter, og samtidig undgå besudlende kontakt. (Wacquant, 2004: 3, Schultz Larsen, 2011: 52). Ghettoens funktion er, for majoritetsbefolkningen, således kendetegnet ved et dobbeltrationale, da den skal skærme for kontakt med den segregerede gruppe, mens man samtidig forsøger, at udnytte dem mest muligt økonomisk. Den territorielle afsondrethed havde to overordnede konsekvenser. På den ene side oplevede man, i disse segregerede områder, overbefolkning, overdødelighed og materielt forfald (Damm, 2006: 20). Men samtidig oplevede man også en institutionel udvikling idet jøderne dannede lukkede, interne netværk og konsoliderede disse indenfor ghettoen. Derved minimerede de behovet for kontakt med omverden (Wacquant, 2004:3). Omkring 2.Verdenskrig blev ghettoen synonym med de områder, hvor nazisterne tvang jøderne til at bo, mens ghetto i den moderne anvendelse i højere grad knytter sig til områder i amerikanske storbyer, med en høj koncentration af afroamerikanere (Wacquant, 2004: 3, Damm, 2006: 20). Disse områder opstod efter 1.Verdenskrig hvor ghettobegrebet blev således genaktualiseret, da de sorte 33 flyttede til de tidligere Nordstater for, at fungere som ufaglært, men nødvendig arbejdskræft. De var en uundværlig ressource i den ekspanderende industriøkonomi. De hvide betragtede dog de sorte med skepsis og som værende underlegne individer - udtrykt ved uformel diskrimination. Stigningen i antallet af sorte medførte en tilsvarende større diskrimination og mistillid fra de hvide 33 Der anvendes termen sorte, om afroamerikanere, idet der i USA eksisterer en klar adskillelse mellem hvid og sort. Samtidig beskriver Wacquant de amerikanske ghettoer som black belt.

43 (Wacquant, 2004: 3, Damm, 2006: 20). Diskrimination overfor de sorte overgik fra, at være uformel til formel. De sorte blev Fx diskrimineret på boligmarkedet, i manglende adgang til skoler og til sidst i hele den politiske og økonomiske sfære. Ghettoen blev et sted, hvor de fandt tryghed, og den fysiske segregation, var således også et værn mod diskrimination. Efter 2.Verdenskrig blev den amerikanske ghettobetegnelse udviklet. Ghettoen var kendetegnet ved samme dobbelte rationale, som ghettoen i middelalderens Europa. Man ønskede, at udnytte de økonomiske fordele af sorte mest muligt, samtidig med at man ikke ønskede, at interagere med dem. Det medførte en form for institutionel parallelitet, hvor de sorte dannede deres egne kirker, foreninger og organisationer i ghettoen. Dermed opstod det som Drake og Clayton 34 i 1945 definerede som Black metropolis in the womb of the white - wherein Negroes evolved distinct and parallel institutions to compensate for and shield themselves from unflinching exclusion by whites (Wacquant, 2004: 2). Ghettoens funktion som skjold, mod den dominerende gruppe, er for dens beboere derfor afhængig af, at den institutionelle parallelitet fungerer. Hvis beboerne i ghettoen ikke længere er til økonomisk gavn for majoritetsbefolkningen, vil den etniske indkapsling lede til, at ghettoen blot fungerer som opbevaring, og dens beboere er uden nogen reel værdi for majoritetsbefolkningen, medmindre de bevarer styrken i deres egne institutioner (Wacquant, 2004: 8). Wacquant ser ghettoisering som et resultat af en yderst speciel form for urbanisering, netop på baggrund af asymmetriske magtrelationer mellem to etniske grupper it s a special form of collective violence concretized in urban space (Wacquant, 2004: 4) 35. Dette blev især tydeligt efter 2.Verdenskrig, hvor den afroamerikanske ghetto blev rekonstrueret og skellet mellem hvide og sorte blev styrket. Dette skete, ifølge Wacquant, top-down, dvs. igennem boligpolitik, byfornyelse og urbane investeringer, og var derfor udtryk for en bevidst strategi, og ikke som Chicagoskolen 36 fremsagde, at det var en ukontrolleret og naturlig proces. 34 Horace Clayton og St. Clair Drake undersøgte de sortes vilkår i værket Black Metropolis: A Study of Negro Life in a Northern City. 35 Collective violence henviser til Bourdieus symbolske vold. Denne skabes ved en agent ureflekteret accepter af et givent dominansforhold, som skabes i interaktionen. Individet har internaliseret de dominansforhold der eksisterer i den omgivende verden. 36 Blandt fortalere for dette var Louis Wirth, Robert E. Park, m.fl.

44 Sociospatiale afsondringsprocesser En sociospatial afsondring karakteriseres som en proces hvorved specifikke sociale kategorier eller aktiviteter omsluttes og isoleres i en afgrænset del af det fysiske rum (Schultz Larsen, 2011: 53). Wacquant definerer på baggrund af sine studier fire grundlæggende elementer ved ghettoen: stigma, restriktion (socialt og økonomisk), rumlig indespærring og institutionel parallelitet ramme/forankring 37 (Wacquant, 2004: 3, Damm, 2006: 20). Stigma henviser til, at den boligmæssige adskillelse skyldes, at majoritetsbefolkningen anser minoriteten for at være farlig at omgås. Restriktion er at majoritetsbefolkningen begrænser gruppens muligheder for, at bosætte sig hvor som helst i byen. Rumlig indespærring betyder at gruppen er tildelt at bo i et bestemt område, som er klart afgrænset i forhold til byens andre kvarterer. Den Institutionelle forankring henviser til tilstedeværelsen af egne/parallelle/gruppespecifikke institutioner, som fx skoler, kirker og foreninger. Alternativt til ghetto anvender Wacquant betegnelsen etnisk enklave. Ghetto og etnisk enklave fungerer som to idealtyper, der befinder sig på hver sin ende af et kontinium, med diametralt modsatte funktioner. Det forstås ved at den etniske enklave 38 er et springbræt for assimilering, som skabes via kulturel læring, som fører til først social og derefter spatial mobilitet 39. Ghettoen derimod er en materiel og symbolsk isolation, som leder til dissimilation og kan illustreres som en mur, hvorimod etnisk enklave er en bro til det omgivende samfund (Wacquant, 2004: 7, Schultz Larsen, 2011: 55). Hvorvidt et område kan beskrives som ghetto, afhænger således af tilstedeværelsen af de fire ovenstående elementer. Dog kan områder have sammenfaldende demografiske eller sociale karakteristika, uden at de kan kaldes ghetto. Ghettobetegnelsen kræver tilstedeværelsen af påtvungen segregation og dannelsen af parallelle institutioner indenfor territorielt afgrænsede område. (Wacquant, 2004: 8). Stigma Ifølge Wacquant, oplever individet det stigmatiserende at bo i en ghetto (Wacquant, 2008:169). Han 37 Wacquant anvender forskellige betegnelser, afhængigt om han skriver på fransk eller engelsk. 38 Wacquant bruger alternativt betegnelsen immigrant neighbourhood og henviser til områder hvor folk vælger, at samles med andre med samme etnicitet. I USA kendt som little Italy/Ireland etc. 39 Skal forstås i forlængelse af tidligere forklaring af den spatiale assimilations teori.

45 ser således unges handlinger 40, som en direkte konsekvens af den socioøkonomiske og symbolske vold, de udsættes for som uundgåeligt leder til mistillid hos ghettoens beboere. Fx udtaler en beboer fra en parisisk forstad; Why do we get thrown in jail? That s because of the cité 41 (Wacquant, 2008:173). Wacquant finder på baggrund af sine empiriske undersøgelser, at man som beboer i et belastet område bliver tilkoblet en grad af social uværdighed 42 og moralsk underlegenhed 43 - og at individets position i samfundet afspejler dets personlige stræben og moralske værdi. Der er en forskel i, hvad stigmaet bygger på. I Frankrig er det udelukkende spatialt forbundet. Dvs. flytter man fra Banlieuen, flytter man i princippet også fra stigmaet. Samtidig er beboerne i Banlieuen også i højere grad bevidste og orienterede mod omverden i modsætning til beboerne i ghettoen. De har således en dobbelt bevidsthed idet at grænserne om Banlieuen er mulige at gennemtrænge. I USA knytter stigmaet sig derimod til hudfarve, og er derfor umulig at forlade. Der eksisterer således en conjugated stigmatisering dvs. den er omnipræsent for beboerne. Stigmaet er således spatialt og racialt. Økonomi Fattigdom er ofte tilstede i ghettoen, men ifølge Wacquant, er det i højere grad en afledt årsag og varierende karakteristika end determinerende og fundamentalt kendetegn ved alle ghettoer. Han finder, at ikke alle ghettoer er fattige 44, og ikke alle fattige områder er en ghetto. Hvorvidt en ghetto er fattig, afhænger af eksterne faktorer, som demografi, boligpolitik og tilstanden/organisering af det omgivende samfunds økonomi. Den sorte ghetto i 1930 erne var i hverken kulturelt, økonomisk eller socialt forfald. Det var en ghetto, idet de sorte var påtvunget at bo der, og de udviklede deres egne institutioner, men fattigdom var ikke præsent i samme omfang som i dag. (Wacquant, 2004: 6, Damm, 2006: 21). Derfor bør fattigdom og forskning i denne, ikke sidestilles med forskning i ghettoisering. 40 Især i Banlieuen har der været forskellige eksempler på unge som brænder biler og andre former for uroligheder. 41 Wacquant bruger forskellige betegnelser for de franske belastede områder. Cité, Banlieu og Red belt henviser alle til samme. 42 social unworthiness 43 Her er det oftest blot på baggrund af hudfarve The color line er normaltilstand og tilvænnet. 44 Hermed menes både beboere og områdets generelle, materielle tilstand.

46 Tilsvarende er alle ghettoer segregerede, men ikke alle segregerede områder ghettoer. Man kan fx frivilligt vælge at bo i segregerede områder, hvor indkomst, etnicitet og beskæftigelsesniveau er ens, men det er selvvalgt, at man bor der. Disse områder betegnes som elite-enklaver eller gated communities 45 (Schultz Larsen, 2011: 54) 46. Det er et frivilligt valg at bo i en elite-enklave, og området er i højere grad mulighedsfremmende end hindrende. Områdets funktion er ikke at udbytte beboerne men derimod gensidigt at udnytte beboernes sociale position. Beboerne udnytter den akkumulerede værdi, der skabes i eliteghettoen 47 diametralt modsat situationen i ghettoen. Et andet eksempel på segregation er de franske Banlieus, som er et område, med påtvungen segregation, men segregation henviser her til klasse frem for etnicitet. Banlieuen er etnisk heterogen og lider under manglende institutioner til, at forsørge sine beboere. Derfor er Banlieuen i højere grad en anti-ghetto 48.(Wacquant, 2004:6). Wacquants model over boligområder Wacquants konstruerer en todimensionel model, der indeholder de forskellige måder, hvorpå spatial afsondring kan optræde. Den vertikale dimension i modellen afspejler, hvor i det boligsociale hierarki området befinder sig - bestemt ud fra økonomi og prestige. Det er således et udtryk for områdets og beboernes samlede kapitalvolumen (Larsen, 2011: 54). Den horisontale dimension viser, hvorvidt den konkrete sociospatiale proces er udtryk for frivillighed eller tvang. Det afspejler derfor beboernes muligheder for, at konvertere deres kapitaler/ressourcer til boligsocial mobilitet. Modellen er en videreudvikling af Bourdieus forståelse af byen, som er defineret af den spatiale akkumulation og koncentration af de forskellige kapitalformer. For individet består betydningen af et sted i relationen mellem strukturen af den rumlige fordeling af goder, varer, services og strukturen af den rumlige fordeling af agenter og deres kapitalvolumen. Det fysiske rum og de sociale strukturer er både et produkt og et medium for forskellige magtformer og kampe mellem grupper, der søger at forbedre deres position i det sociale og fysiske rum. Således er der en dobbelt stedseffekt. Den første effekt er den konkrete spatiale koncentration af forskellige former for kapital, som tilsammen giver en værdi for individet. Dertil er der agenternes internalisering af 45 Se model over sociospatiale afsondringsprocesser. 46 Et dansk eksempel er områderne nord for København. 47 Se model over sociospatialle afsondringsprocesser, hvor den vertikale dimension afspejler den akkumuleret kapitalværdi. 48 Wacquant definerer de franske banlieus som antighettos pga. Områdernes etniske heterogenitet, afinstitutionalisering og manglende kapacitet til at skabe nye fælles kulturelle og sociale værdier.

47 stedet, hvordan stedet påvirker deres dispositioner, samlet i deres habitus. (Schultz Larsen, 2011: 53f). Figur XI: Wacquants sociospatialle model Hyper ghetto Hyperghettoen en ny urban form, der er resultat af kollapset af den sorte ghetto, som skete sammenfaldende med den markedsøkonomiske fremgang. Der er således markant forskel mellem ghettoen som den så ud i 1920 erne-1960 erne og den nuværende amerikanske hyperghetto. (Wacquant, 2010: 3, Wacquant, 2008: 6). Den tidligere kollektive ghetto havde en rolle i økonomien og var et reservoir af ufaglært, men nødvendig arbejdskraft, og havde samtidig et stort netværk af organisationer og institutioner, som beskyttede dens beboere mod den hvide dominans og diskrimination. Dette er ikke længere tilfældet. Der er ikke i samme grad brug for ufaglært arbejdskraft og ghettoens institutioner og organisationer er blevet erstattet af statslige institutioner. Ligeledes forsvinder beboernes netværk og forbindelse til det omgivende samfund. Som Wacquant definerer: Hyperghettoen er et råt monument over ren eksklusion, et opbevaringssted for de stigmatiserede og overflødige dele af det sorte proletariat: de arbejdsløse, bistandsmodtagerne, de

48 kriminelle og deltagerne i den blomstrende sorte økonomi. (Wacquant & Schultz Larsen, 2008: 3). Hyperghettoen adskiller sig ved en ændret klassekomposition i ghettoen, og er i struktur beslægtet med fængslet 49 (Wacquant, 2010: 5). Tidligere var alle sociale klasser repræsenteret i ghettoen, men i dag fraflytter de rigeste/ dem med job og bor i fysisk og mental afstand fra denne. Denne uproportionale affolkning fører til en homogenitet i rekrutteringen til ghettoen og befolkningen i denne. For at illustrere denne udvikling var der i Chicagos ghetto i ,8 % arbejdsløshed, mens denne i 1980 var 72,5% 50. (Wacquant, 2001:106). The hyperghetto now serves the negative economic function of storage of a surplus population devoid of market utility, in which respect it also increasingly resembles the prison system. (Wacquant, 2001:106). De organisationer og institutioner der tidligere skabte rammerne om livet i ghettoen, var specifikke og rodfæstet i ghettoen, er erstattet af statslige institutioner, som i højere grad varetager det omgivende samfunds interesser. Derfor fungerer ghettoen ikke længere som buffer og afskærmning fra diskrimination. Dertil er der sket en markant stigning i kriminalitet hvilket yderligere bidrager til at gøre ghettoen til et utrygt sted at være 51. Hyperghettoen er: Etnisk homogen, kulturelt begrænset, tydeligt lukket ift. omverden og mangler støtte fra velfærdsstaten. Hvorimod Banlieuen er: Etnisk heterogen, og rekrutterer medlemmer fra alle samfundsgrupper, åben for det omgivende samfund og der opleves en markant tilstedeværelse af offentlige institutioner (Wacquant, 2008: 232). Avanceret marginalisering Wacquant finder at der i vesten over de sidste tre årtier er sket en opblomstring af ulighed og marginalisering. På begge sider af Atlanten har det udløst en debat om årsagerne og sammenspillet mellem fattigdom, race opdeling, arbejdsløshed, social deprivation og etniske spændinger (Wacquant, 2008: 229). 49 Hvorfor fængslet er indtegnet på ovenstående model over sociospatialle afsondringsprocesser. 50 Den procentvise ændring i arbejdsløse svarer til nedgangen i beskæftigelsen blandt arbejderklassen. 51 Tilsammen skaber denne situation det som Massey og Denton beskriver som American apartheid eller det Gunnar Myrdal kalder den sorte underklasse. Alternativt anvendes begrebet depacification.

49 I Europa har det ført til den akademiske forsimpling, hvor man forsøger at applikere den specifikke amerikaniserede term, ghetto, i en europæisk kontekst 52. Wacquant fastslår, at han ikke ser en stigende ghettoisering og amerikanisering af belastede boligområder i Europa dvs. konvergenstesen er fejlagtig. De belastede områder i Europa og ghettoen i USA er resultatet af vidt forskellige processer og bør derfor ikke sammenlignes 53.(Wacquant, 2008: 231). Problemet med denne konvergenstendens er, at det dels kreerer en forkert platform for politik, men samtidig, at denne bygger på en fejlagtig analyse. Wacquant ser derimod fremkomsten af et nyt fattigdomsregime, både i USA og Europa.(Wacquant, 2008: 232). Dette og den medfølgende marginalisering er sket på baggrund af den neoliberale revolution og udviklingen af landenes økonomier. Debatten om etnicitet, immigration, integration, diskrimination og multikulturalitet, er ikke en debat om den drivende mekanisme bag disse problemer, men derimod de afledte problemer, der følger i kølvandet på ændringerne i økonomien. Udviklingen er en kollektiv nedværdigelse med tilhørende territoriel stigmatisering, hvor man miskrediterer beboere på baggrund af lokalitet (Wacquant, 2008: 232). Denne udvikling kalder Wacquant den avancerede marginalisering, som er et produkt af den sociale virkelighed i de socialt belastede områder. Denne marginalisering skabes ved akkumulation af økonomisk og socialt armod og den etniske opdeling, som sker i belastede områder. Det fører til en social og fysisk eksklusion, dvs. de avancerede marginaliserede er forvist til bestemte fysiske og sociale rum. Årsagen til denne udvikling skal forståes: as an effect of the uneven, disarticulating mutations of the most advanced sectors of Western economies, as these bear on lower fractions of the recomposing working class and subordinate ethnic categories, as well as on the territories the occupy in the dualizing city (Wacquant, 2008: 232). Denne avancerede marginalisering er hverken cyklisk, transitionel eller kan forventes, at blive afhjulpet af velfærdsstatens udvikling, men er derimod en marginalisering, som forventes at tiltage i 52 The combined resurgence of of inequality and regained hegemony of US-rooted concepts across the globe must not blind us to the persistent divergencies in the way whereyby societies produce, organize and categorize marginality as as react to urban polarization, even as its structural sources are similar across nations. The decomposition of working-class territories as the physical and social spacefor the assembly and deployment of strategies of reproduction of the urban proletariat, on one side, and the implosion of the black ghetto as mechanism for economic exploitation and social ostracization of a dishonored group, on the other, are not homologues processes, even when they produce similar symptoms (material deprivation, family instability, degradation of housing, street crime etc) and parallel perceptions (such as the lived experience of indignity, the stigma of place, and the everyday climate of anguish and fear) (Wacquant, 2008, p.259). 53 Wacquant sammenligner i hans undersøgelser den franske banlieu, og bruges her som pejlemærke for udviklingen i Europa.

50 styrke, bl.a. på baggrund af den stigende kommodificering af det sociale liv igennem den offentlige sektor. Hertil opstiller Wacquant en Weberiansk idealtype med seks underpunkter, som dels forklarer, men også opridser konsekvenser af denne marginalisering (Wacquant, 2008: 234). 1.Lønarbejde som vektor for social ustabilitet og livsusikkerhed 54 Tidligere var arbejdet en vej ud af marginalisering da det var homogeniserende, solidaritetsskabende og førte til økonomisk sikkerhed. I dag er det derimod en del af problemet, da det er socialt fragmenterende, og kan karakteriseres som fleksibelt, ustabilt, heterogent, differentieret og differentierende især for dem i udkanten af arbejdsmarkedet. Individets arbejdsvilkår er nu præget, af nye fænomener som deltid, flexjobs, præstationsafhængig løn, midlertidige stillinger etc. De fører alle til en desocialiseringen af lønarbejdet. Derigennem er den keynesianske tradition, og velfærdsstaten under pres, og erstattes af økonomisk og social usikkerhed, som er tiltagende i styrke og omfang. Denne udvikling rammer netop de socialt svage og stigmatiserede etniske grupper hårdest hvilket bliver udtrykt i det spatiale netop de urbane zoner, hvor disse grupper bor. 2. Afkobling fra makroøkonomiske trends 55 Kriser rammer de lavest uddannede hårdest, da den manuelle arbejdskraft ikke længere er efterspurgt, hvor især ungdomsarbejdsløshed rammer efterkommere af arbejdsklassen hårdest. (Wacquant, 2008: 236). 3. Territoriel fiksering og stigmatisering 56 Den avancerede marginalisering er i høj grad koncentreret, isoleret og tydeligt afgrænset i mindre områder. Både dets beboere og folk udefra, ser disse områder som et sted for samfundets afviste 57. Fremkomsten og tilstedeværelsen af disse områder medfører en tilhørende negativ diskurs. Internt kommer det til udtryk i de daglige interaktioner, og udefra skabes denne negativitet blandt politikere og i medierne 58. Den faktiske situation 59 i området, bliver sekundær, hvis der først spreder sig en generel negativitet om disse områder. Dette vil fungere som det Merton kalder en 54 Wage labour as a vector of social instability and life insecurity 55 Functionel disconnection from macroeconomic trends. 56 Territorial fixation and stigmatization. 57 Wacquant bruger begrebet Penalized Spaces, og viderefører her hans tese om, at det i funktion minder om et fængsel, hvorfor fængslet også indgår på hans model over spatialle afsondringsprocesser. 58 Dette findes også i Skandinavien, som ellers har været bedst til, at afvise den avancerede marginalisering. 59 Fx graden af arbejdsløshed, fattigdom, kriminalitet etc.

51 selvopfyldende profeti, ergo et fænomen, hvor en forventning til et hændelsesforløb kan fremkalde dette hændelsesforløb, også selvom forventningen er baseret på en falsk opfattelse af virkeligheden (Den Store Danske Encyklopædi). Der medfølger således et tydeligt stigma, hvis man bor i et af disse diskursivt belastede områder. Internt vil konsekvensen være en grad af disintegration og gensidig distancering idet man ikke vil forbindes med de negative agenter i området, og eksternt vil det have en negativ implikation på politikken overfor disse områder. Hvis et område stemples som ghetto, lovløst, eller blot afvigende fra de fælles normer vil det retfærdiggøre specielle (hårde) indsatser imod disse områder, som yderligere kan destabilisere området og marginalisere dets beboere (Wacquant, 2008: 240). 4. Spatial fremmedgørelse og stedsopløsning 60 I forlængelse af ovenstående kan denne stigmatisering føre til en opløsning af individernes nærområde. De mister et sted, som de kan identificere sig med og hvor de føler sig hjemme. Udviklingen af den sorte ghetto, som gik fra den kollektive med dertilhørende fællesskab til hyperghettoen, underbygger denne tendens. Dette beskrives som et skift fra places som er stabile og tætte, til spaces, som derimod er risikofyldte og fyldt med potentielle farer 61 (Wacquant, 2008: 234ff). 5. Tab af bagland 62 Den marginaliserede gruppe oplever et tab af bagland, som skal ses i forlængelse af de to ovenstående punkter. For arbejderklassen, var der tidligere et uformelt netværk og bagland, fx ved arbejdsløshed. I forbindelse med det mindre behov for arbejderklassen, og affolkningen i disse områder, er der således et markant tab af netværk og forbindelser til arbejdsmarkedet for disse områder og dets beboere. 6. Social fragmentering og symbolsk splintring eller precariatets ufærdige genisis 63 Avanceret marginalisering foregår samtidig med en klassemæssig dekomposition, som i høj grad leder imod: precarization and deproletarianization rather than toward proletarian unification and homogenization (Wacquant, 2008: 245). 60 Spatial alienation and the dissolution of place. 61 Dog skal man ikke romantisere fortiden. De belastede områder har altid været negative for dets beboere, men der er i dag i højere grad en følelse af usikkerhed og udsathed. 62 Loss of hinterland. 63 Social fragmentation and symbolic splintering, or the unfinished genesis of the precariat.

52 Arbejderne er afkoblet de sædvanlige mobiliseringsapparater og mangler, på baggrund af arbejdets ændrede funktion, et fællesskab som de kan identificere sig med. Der opstår her det såkaldte precariatet, som ikke er nogen fælles gruppe, men lider den fælles skæbne, at de er sat udenfor. Precariatet består af en fuldstændig heterogen gruppe, hvis fællesskab er negativt defineret på baggrund af deres sociale afsavn, materielle mangler, og symbolske underskud. Precariatet er en sammentrækning af precarious og proletariat. Det henviser henholdsvis henviser til den usikre jobsituation, som er kendetegnende for det fleksible arbejdsmarked, og at det drejer sig om den laveste sociale klasse. (Greve et. Al, 2011: 280). Sammenfatning Wacquant paralleliserer udviklingen af den amerikanske ghetto med de jødiske ghettoer i middelalderens Europa. Begge forudsætter en tvungen segregation og dannelse af parallelle institutioner, som kan beskytte dens beboere med diskrimination fra omverden. Den amerikanske ghetto har siden 1980erne oplevet en afkollektivisering af egne institutioner, hvorfor den ikke længere har en beskyttende funktion, og nu kaldes hyperghettoen. Der er opstået en ny form for marginalisering, på baggrund af polariseringen og kapitalistisk udvikling i vestlige lande. Dette har en marginaliserende konsekvens for de lavest i samfundet i Europa er dette arbejderklassen, mens det er de sorte i USA, som tidligere varetog de nu forsvundne jobs. Wacquant s analyser i dansk kontekst Grundlæggende er brugen af ordet ghetto i Danmark, relationelt med belastede områder med stor koncentration af etniske minoriteter og forskellige former for sociale problemer, socialt armod og kriminalitet 64. Jf. Wacquant kan ovenstående definitioner forstås og anvendes som idealtyper, for bedre at kunne forstå konkrete udviklinger indenfor spatial afsondring og marginalisering. Der antages, at der findes produktionsapparater, der medfører tillid, hvorimod ghetto, hyperghetto og avanceret marginalisering alle antages, at være forskellige former for produktionsapparater for mistillid. Men hvordan stemmer ovenstående overens med udviklingen i Danmark? Man kan ikke forvente, at Wacquants teori, som er udviklet på et andet empirisk grundlag, og i en anden velfærdsstatslig ramme, kan være direkte applikabel på udviklingen i Danmark. Dog findes det, at der er elementer 64 I Danmark er der en præcis ghettodefinition som belyses senere.

53 fra forskellige dele af hans begrebsapparat, som er anvendelige i dansk kontekst. Ikke alle punkter under de enkelte begreber vil blive medtaget, der vil derimod udvælges enkelte parametre, som kan være anvendelig til, at forstå udviklingen mest korrekt. Der undersøges om der eksisterer et bestemt mønster i hvordan folk bosætter sig, og derved den sociale udviklingen i de almene og multietniske boligområder. Ghetto Der er adskillige parametre, hvorpå udviklingen indenfor belastede boligområder i Danmark divergerer med ghettoisering og hyperghettoisering i USA. Der er betydelig forskel i størrelse og dermed også deres i grad af afsondrethed. Der er i gennemsnit ca beboere i de danske belastede områder 65 - mens der i USA kan være op til beboere 66 (Schultz Larsen, 2011: 63, Wacquant 2008: 150). Dertil er der ikke samme grad af etnisk homogenitet i Danmark. Indbyggerne i de belastede områder er en blanding af forskellige etniske minoriteter uden en dominerende etnicitet, som i USA (Damm, 2006: 230). Samtidig optager beboerne ikke en fælles kulturel identitet, og de formår ikke at danne nye sociale og kulturelle værdier, hvorfor områderne i højere grad kan betegnes som anti-ghettoer (Schultz Larsen, 2008:3). Hvis der tages udgangspunkt i ghettoens fire konstituerende elementer: stigma, restriktion, rumlig indespærring og institutionel parallelitet, er der tydelig divergens fra den konkrete danske situation. Således medfører fx størrelsen i mindre grad til rumlig indespærring 67. Samtidig sker der en grad af affolkning, dvs. de ressourcestærke flytter fra områderne. Det strider imod ghettoens grundlæggende tidligere nævnte dobbelte funktion, idet det hér vil være umuligt, at bryde the invisible walls 68. De fysiske grænser omkring de danske belastede boligområder er således i højere grad porøse, frem for faste og uigennemtrængelige (Schultz Larsen, 2011: 61). 65 Generelt bor der fra beboere i belastede danske boligområder. 66 Der er dermed en functionel and ecological difference imellem disse sociospatialle afsondringsprocesser. 67 Konvergenstesen tager udgangspunkt i at størrelsen for sin vis er irrelevant, men denne forholder sig ikke til den pathdependency der eksisterer i dannelsen og konsolideringen af belastede områder. Således er udviklingen i Danmark sket på baggrund af en vidt forskellig proces. 68 Omvendt kan man sige at netop denne affolkning er et markant element af den avancerede marginalisering, som der undersøges senere.

54 Sociale situation i danske belastede boligområder Figur XII: Etniske minoriteters flyttemønstre i multietniske områder (Kilde: SBi, 2006, Bo sammen eller spredt, p.95) Ovenstående tabel inddeler etniske minoriteter i hhv. Tilflyttere, fraflyttere, interne flyttere og beboere i multietniske almene boligområder med mere end 40 % etniske minoriteter. Denne tabel viser, at de arbejdsløse i høj grad er tilflyttere, i mindre grad fraflyttere og i høj grad også interne flyttere. Således udgør arbejdsløse 46% af beboerne i de almene multietniske boligområder. Blandt tilflytterne er der 56 % arbejdsløse, og 31% i arbejde 69. Hos fraflytterne udgør de arbejdsløse 48%, mens 37% er i arbejde. Tilsvarende fordeling ses ved de beboere, som flytter internt i de multietniske boligområder. Her er 30% i arbejde, mens 58% er arbejdsløse. 69 Den sidste kategori, de studerende og pensionister er ikke interessant i denne sammenhæng.

55 Figur XII: Fordeling af beboere ift. social grupper (Kilde: SBi: Statistisk analyse af udviklingen i 100 almene boligafdelinger, p. 9, 2009) Ovenstående tabel viser ændringen i beboersammensætning fordelt på socialgrupper( ) og overrepræsentation indenfor de 100 områder 70, sammenlignet med alle almene boliger og sammenlignet med alle boliger De 100 udvalgte boligområder er de almene boligområder, som fik del af omprioriteringsloven i Denne muliggjorde blandt andet fysiske forbedringer i områderne. De er ikke lig ghettoer, men illustrerer tilstanden i danske belastede områder. 71 I denne analyse er alle boliger kreeret ud fra en stikprøve på 10% af alle boliger, husstande og personer i Danmark.

56 I denne sammenhæng er det interessante sammenligningen mellem de 100 områder og alle boliger. Således fremgår det, at der i 2007 er en kraftig overrepræsentation af folk på hhv. kontanthjælp (471%), uden arbejde (190%) og generelt arbejdsløse (149%) i disse 100 boligområder. Denne situation er paradoksal i og med, denne statistik er udarbejdet på data indsamlet efter omprioriteringsloven, hvorigennem områderne økonomisk fik forbedret deres mulighedsbetingelser. Som det fremgår har der samlet i perioden været en nedgang på 21,6% af arbejdsløse. Figur XIII: Beboere fordelt på etniske grupper (Kilde: SBi: Statistisk analyse af udviklingen i 100 almene boligafdelinger, p.15, 2009) Ovenstående tabel viser fordelingen af beboere på etniske grupper. Sammenligning af de 100 områder med alle almene boliger og alle danske boliger, samt ændringen Således er der over 6 gange så mange fra mindre udviklede lande i disse 100 områder, end i resten af Danmark (652%). Overrepræsentationen af indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande er på henholdsvis 584% og 786%. Siden 2003 er overrepræsentationen dog faldet (34%). De 100 boligområder skal på ingen måde forstås som ghettoer, men fungerer udmærket som målestok for, at vurdere situationen i belastede boligområder i Danmark. De 100 almene boligområder kan være belastede, men er det ikke nødvendigvis. Det antages, at der iblandt disse

57 100 områder også er medtaget områder, som er relativt bedre end ovenstående gennemsnit, og forventeligt bedre end de statsligt kategoriserede ghettos. Der er en høj grad af overrepræsentation af både arbejdsløse, folk på understøttelse og indvandrere fra mindre udviklede lande. Denne konklusion bygger på data for områder, der har haft forbedrede muligheder for at iværksætte div. tiltag for at renovere mv. i disse områder. Resultaterne kan derfor forventes, at være mere markante hvis det var et nedslag på et konkret belastet område 72. Der er jf. ovenstående tabeller sket et fald i overrepræsentation af indvandrere fra mindre udviklede lande, men denne er stadig på 652% ift. resten af Danmark. Samtidig er der knap dobbelt så mange uden arbejde i disse områder, end i resten af Danmark. Dette har en konsekvens. Hvis områderne, som skitseret ud fra ovenstående, skal vurderes ift. Wacquants terminologi er der flere perspektiver, som videre gør Wacquants teori interessant i dansk kontekst. I Danmark er de belastede boligområder tydelig præget af etnisk heterogenitet og ikke tilnærmelsesvis præget af samme etniske homogenitet, som opleves i USA. (Damm, 2006: 230, Schultz Larsen, 2011: 62). De individer der bor i disse områder, er ej heller tvunget derind via statslig og formel diskrimination. Beslutningen er i højere grad valgfri 73. Wacquant determinerer, at ghettoens grænser er faste og uigennemtrængelige. Ovenstående flyttemønstre og flyttegrad viser, at det ikke er tilfældet i Danmark. De belastede områder er i højere grad et transitområde, end det er et begrænsende og segregeret område, som fastholder dets beboere 74. Blandt andet derfor er ghettoen en fejlagtig betegnelse. Der er ikke etnisk homogenitet, der dannes ikke parallelle institutioner og beboerne bliver ikke fastholdt af områdernes grænser. Derfor er det en relevant overvejelse om udviklingen i højere grad korresponderer med elementer fra hyperghettoen og avancerede marginalisering. Dansk hyperghetto I hyperghettoen forsvinder diversiteten i sociale klasser, da det fungerer, som en opbevaringsplads for de uønskede og dem, der ikke længere har en funktion i økonomien. Det fører til en homogenitet 72 Således kan det antages at udviklingen ville være værre i nogle af de områder, som befinder sig på regerings ghettoliste. 73 Dog kan det argumenteres, at der reelt ikke er andre mulige boliger for de individer som flytter i almene boliger. Dvs. de har ikke økonomisk råderum til at bo andre steder. Dette undersøger Troels Schultz Larsen nærmere i hans PhD; De forsømte( p. 155). Et eksempel på et område, hvor det reelt ikke er muligt at flytte er Mjølnerparken. Her er det på baggrund af udviklingen (prisstigninger på ejerboliger, færre billige andelsboliger i det omkringliggende boligmarked hvilket fastholder beboerne i områderne. 74 Schultz Larsen undersøger de klare strukturelle forskelle mellem belastede danske boligområder. Han finder tydelige forskelle mellem 35 udvalgte boligområder (bl.a. Mjølnerparken, Vollsmose og Gellerup), men generelt er grænserne relativt porøse og mulige at gennemtrænge.

58 i rekruttering til denne, idet det nu kun er de svageste, der bor i disse områder. Den danske udvikling kan belyse en tilsvarende proces. Dem med arbejde flytter fra de almene boliger, og dem uden job og på offentlig forsørgelse flytter ind. Der eksisterer således en vis social homogenitet i danske almene og belastede boligområder, og i rekrutteringen til disse 75. Samme mønster gør sig gældende blandt indvandrere, hvor de arbejdsløse søger mod de almene og belastede områder, mens dem, der er i beskæftigelse, forlader dem. Precariatet er ikke for alvor aktuel i dansk kontekst, men det illustrerer den samlede gruppe af mennesker, der står udenfor, på baggrund af etnicitet, arbejdsløshed og bosted som vi i mindre grad oplever i Danmark. Wacquant finder, at der eksisterer en diskursiv negativitet omkring disse belastede områder, som danner grundlaget for implementeringen af hårdere og mere vidtgående politiske og sociale indsatser. Derfor er det relevant at undersøge udviklingen indenfor statslige tiltag i de belastede områder, som også er et konstituerende element i hyperghettoen 76. Statslige tiltag Et andet centralt element i Wacquants begreber er den institutionelle parallelitet og fraværet af statslige organisationer. Denne er klart begrænset i Danmark bl.a. på baggrund af områdernes mindre størrelse. Schultz Larsen undersøger hvordan det forholder sig med adgangen til transport, indkøb og forskellige offentlige institutioner. Her strider forholdene i Danmark markant imod tilstanden i ghettoen i Chicago, som Wacquant beskriver, som et urbant månelandskab. Dertil er der i de fleste belastede områder i Danmark en række statslige og regionale projekter, ift. at skabe arbejdsmarkedstilknytning, bedre integration og bedre sociale vilkår for områdernes beboere. Dette er sammenfaldende med elementerne i den avancerede marginalisering, hvor statslig intervention legitimeres og optrappes qua en negativ diskurs omkring området. Grundlæggende oplever ingen etniske minoritetsgrupper samme statslige diskrimination, som de sorte gjorde det i USA, og det er derfor ikke tale om påtvungen segregering, og derfor mindre behov for dannelsen af egne institutioner, som værn mod denne diskrimination. 75 Det postuleres ikke den sociale virkelighed i hyperghettoen er lig den danske. Derimod at der eksisterer et similært mønster. 76 Ghettoens egne autonome institutioner bliver i hyperghettoen erstattet af statslige indsatser. Sammenfaldende med avancerede marginalisering, hvor negativ diskurs om ghetto skaber grobund for hård indsats overfor disse områder.

59 Figur XIV: Indvandreres oplevede diskrimination Kilde: Integrationsministeriet, Ovenstående figur viser indvandrere og efterkommeres oplevede diskrimination i forskellige sammenhænge. Således fremgår det at 21% af efterkommere i højere grad end indvandrere (13%) har oplevet at blevet diskrimineret af politiet. Samtidig ses det at 20-25% af de forskellige indvandrergrupper har

60 oplevet diskrimination på deres arbejdsplads. Udviklingen for tiltag i det almene boligområder viser en markant stigning i omfanget og antallet af statslige interventioner, som direkte eller indirekte har en betydning for og i de belastede områder. I Ghettoen tilbage til samfundet fremgår det at der siden 2001 er iværksat 22 tiltag for at afhjælpe ghettoiseringen. Disse tiltag er iværksat indenfor områderne: kriminalitet og socialt bedrageri, forsøg om færre på offentlige ydelser, bedre integration af børn og unge, bedre fysiske rammer og forsøg på bedre social balance i boligområderne (Regeringen, 2010: 42). Ved undersøgelse af tiltagene, viser det sig at tiltagene til en vis grad korresponderer med de seks punkter i den avancerede marginalisering. Hensigten i de forskellige tiltag er fx at forbedre nærmiljøet, som kan forstås i relation til den territorielle stigmatisering, tab af bagland og fysiske forfald som er centralt i både hyperghettoen og den avancerede marginalisering. Den statslige indsats overfor ghettodannelse begyndte i 2004 med den daværende VK regerings Strategi mod ghettoisering. Denne strategi efterfulgte Statsminister Fogh Rasmussens nytårstale i 2004, hvor han eksplicit udtrykte bekymring om denne ghettodannelse. Samtidig blev der nedsat den såkaldte Programbestyrelse mod ghettoisering. Programbestyrelsen skal gennem sit virke bidrage til, at der igangsættes og fastholdes en positiv udvikling i de problemramte boligområder, og at alle relevante parter inddrages i en forpligtende og konstruktiv dialog om områdernes udvikling, jf. regeringens strategi mod ghettoisering. (Programbestyrelsen, 2005: 35). Den daværende regering havde et udtalt ønske om at definere målbare parametre, hvorpå man kunne definere et område som en ghetto. Ud fra denne definition klassificerer Socialministeriet derigennem de belastede områder, og publicerer årligt en såkaldt ghettoliste. Belastede boligområder er, jf. Regeringen, en ghetto hvis de har mere end 1000 beboere og at området opfylder mindst to af de følgende tre kriterier (Regeringen 2010: 37): Andel af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct. Andel af årige uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse overstiger 40 pct. (opgjort som gennemsnit over de seneste fire år)

61 Antal dømte for overtrædelse af straffelov, våbenlov eller lov om euforiserende stoffer pr indbyggere overstiger 270 personer (opgjort som gennemsnit over de seneste fire år). Således er ghetto og ghettoisering siden 2004 blevet en statssanktioneret realitet, der efterfølgende er blevet vedligeholdt og understøttet bureaukratisk såvel som politisk (Schultz Larsen, 2011: 48). I 2010 blev den såkaldte ghettoplan fremlagt, hvor den daværende regering forsøgte at imødekomme udfordringerne for de belastede boligområder og bringe Ghettoen tilbage til samfundet, som var titlen på denne plan. Der skulle iværksættes 32 initiativer på fem overordnede indsatsområder. Fokus var: At lave mere attraktive boligområder, med en blandet beboersammensætning, styrket børn og unge indsats, at få flere væk fra passiv forsørgelse og at bekæmpe kriminaliteten i områderne. (Regeringen 2010: 6). Den nuværende regering har forsat den tidligere regerings linje, og har jf. bestemmelserne på området, således publiceret en ny ghettoliste i 2012, hvoraf det fremgår, at der har været en nettotilvækst på fem boligområder, som nu kan kaldes ghetto 77 ( 11/ ). Der er pr. 1.oktober 2012 således 33 ghettoer i Danmark 78. Stigma og territoriel fiksering De belastede boligområder er således underlagt offentlig og politisk interesse 79. Derfor er det nærliggende at antage, at udviklingen i danske boligområder er beslægtet med et af hyperghettoens karakteristika, pga. optrapningen af statslige institutioner i områderne 80. Til begrebet ghetto er der samtidig knyttet en bestemt ladning, derfor også et stigma. De statslige tiltag er et af de mest markante træk ved den avancerede marginalisering sammen med den territorielle stigmatisering, som grundlæggende miskrediterer beboerne i og fra de belastede områder. (Wacquant, 2008: 150). Konsekvensen er, at det undergraver beboernes selvværd og svækker deres interne bånd (Schultz Larsen, 2011: 3). Det sker på baggrund af, at nogle områder (også i Danmark) opfattes som synonym med forfald, kriminalitet og vold i den politiske sfære og i mediebilledet. Der opstår herved en territoriel nedværdigelse, som sker i forlængelse af de i forvejen etablerede 77 Dog har Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikterne, tidligere udtryk ønske om at fjerne begrebet ghetto på grund af dets stigmatiserende værdi ( 11/ ) nye er tilføjet, mens der er 5 der er røget af 79 Det er således også en variabel i Schultz Larsens analyse Synlighed i medierne for derigennem at kunne fastslå det medfølgende stigma/image som områderne tildeles. 80 I Danmark har disse områder dog i mindre grad haft deres egne institutioner, hvorfor udviklingen mere konkretiserer tilstedeværelsen/fremkomsten af et nyere fokus på belastede områder.

62 stigmatiseringer, fx på baggrund af etnicitet. (Skifter Andersen, 2005: 13f). Det er implicit denne situation Carsten Hansen 81 anvender, som grundlag for ønsket om, at afskaffe termen ghetto i de urbane handleplaner, under overskriften: Ikke flere "ghettolister", ikke flere "ghettostrategier", ikke mere "ghetto" ( 11/ ). Den belyste udvikling understreger, at dette ikke er en afsluttet proces tværtimod er det en udvikling, som i højere grad er tiltaget i styrke. Der er et tydeligt bosætningsmønster ift. etnicitet og social klasse, relativt upåvirket af statslige tiltag for, at ændre dette. Hvad der kan frygtes er dannelsen af parallelle netværk og beboere, som mister interaktionen med andre end dem, som bor i områderne dvs. samme sociale klasse og etnicitet. Figur XV: Mønster i indvandreres venner (Kilde: Medborgerskab i Danmark, 2011, p.115) Ovenstående tabel viser indvandrere relationer/venskaber fordelt på andel beboere i kvarteret med indvandrer baggrund. Der fremgår en klar sammenhæng mellem beboersammensætning, og andelen som næsten kun har venner med indvandrerbaggrund. 51% af de personer, som bor i områder med alle eller næsten alle som er, kun eller næsten kun venner med andre med indvandrerbaggrund. Samtidig ses det, at der er 14% af indvandrerne der bor i områder med ingen eller næsten ingen indvandrere, som mere eller 81 Minister for by, bolig og landdistrikter

63 mindre udelukkende har indvandrer venner. Sammenfatning Der er et tydeligt negativt flyttemønster og social komposition i danske almene boligområder. Indvandrere uden jobs flytter ind, mens dem der er i beskæftigelse flytter ud. Ghettobetegnelsen er i dansk kontekst ikke korrekt, men det er sandt at der er visse områder med uforholdsmæssigt mange indvandrere og folk på overførselsindkomst. Måden man forsøger at imødekomme denne problemstilling er ved, af navn, stigmatiserende plan, der kategoriserer belastede boligområder ud fra 3 simple karakteristika, og dermed ikke forholder sig til de specifikke årsager til områdets udvikling. Udviklingen i Danmark adskiller sig tydeligvis markant fra den amerikanske de er resultat af forskellige processer, i forskellige velfærdsstatslige omstændigheder. Ghettoen ikke er anvendelig som forklaring, men temaerne og de processuelle forklaringer i den avancerede marginalisering og tendenserne i hyperghettoen kan bruges som forklaringskraft til Danmark. Velfærdsstaten har ændret omfang, og arbejderklassen spiller en mindre rolle i økonomien. Ligeledes er der et sammenfald i hvem der marginaliseres. Deres fællesskab er ikke etnisk, men i højere grad karakteriseret ved deres materielle og sociale afsavn, hvorved ovenstående udvikling viser at disse samles i belastede boligområder. Anomi Beboersammensætningen i belastede boligområder i Danmark består, som vist, af folk med lavere uddannelse, arbejdsløse og overførselsindkomstmodtagere, de fleste med anden etnisk baggrund end dansk. Ud fra Wacquant er disse mennesker marginaliserede, ressourcesvage og udsat for et stigma ud fra hvor de bor. Et sådant stigma må forventes at medføre en reaktion fra individet, specielt fra efterkommere, fordi et etnisk stigma må antages at føles mere uberettiget, når man er vokset op i Danmark. Hvordan kan et marginaliseret individ forventes at handle og hvilke mekanismer i samfundet kan være årsag hertil? Disse spørgsmål har dette afsnit til formål at besvare ud fra Mertons teori om Anomi. Mertons anomibegreb Merton videreudvikler Durkheims anomibegreb 82 fra 1960 erne og frem. Med anomibegrebet kan 82 Durkheim opererede med tre slags selvmord, hvoraf det anomiske selvmord var udløst af forvirring om normer eller

64 det vurderes, hvorvidt institutionelle midler og normer er tilgængelige for individerne, således at de har mulighed for at opnå de kulturelle mål og værdier, der fordres i et samfund. Balance mellem disse er nødvendigt for funktionalitet i samfundet og hvis disse løbende revurderes, kan samfundets funktionalitet forbedres og uhensigtsmæssig adfærd nedtones. (Merton, 1990: 240) Merton forklarer, at over-individuelle strukturer i samfundet skaber omstændigheder for individet, hvor overtrædelse af det sociale kodeks kan forklares som en normal respons, fordi disse påvirker individernes adfærd og kan fremtvinge uhensigtsmæssig adfærd. 83 (Merton, 1985: 1) Tyveri reguleres ideelt set af institutionelle normer og regler for adfærd, men i visse samfundstyper kan individet tvinges til at overskride det kodeks i bestræbelsen på at opnå et højt vægtet samfundsmæssigt mål om velstand som statusvindende. (Merton, 1985: 2) Når sociale normer og kulturelle målsætninger ikke stemmer overens med de muligheder, medlemmerne af samfundet har for at opnå disse med legitime midler, opstår anomien. (Merton, 198:4) Merton opererer med to slags samfundsstrukturer; 1. De kulturelt definerede mål = status og anerkendelse 2. De strukturer, som definerer acceptable metoder til opnåelse af kulturelle mål Sociale strukturer har indflydelse på individets handlinger, interaktioner, individernes personlighed etc. (Mongardini,1998:165). Disse determinerer ikke menneskelig handlen, men tilbyder et ubegrænset antal muligheder for individuelle valg. 84 Anomibegrebet dækker således over konflikter mellem kulturelle og normative strukturer i den sociale orden. Afvigende adfærd, anomi, kan føre til forandringer i det sociale, men også reproducere eksisterende strukturer. Mertons tre typer af social orden Merton opererer med tre generelle typer af samfundsordener. Disse er: mangel på grænser for, hvor meget individet skal begære før det er tilfredsstilt. Når klare grænser mangler, kan begæret ikke mættes og frustration medfølger og heraf selvmord. Det altruistiske selvmord opstår ved for megen socialisering og knytning til fællesskabet hvis ære eksempelvis krænkes, kan individet ikke holde ud at leve. Det egoistiske selvmord forekommer i moderne samfund, som resultat af manglende fællesskabsfølelse pga samfundet er mere fragmenteret i det moderne end i det før-morderne, hvor altruismen dominerer. 83 Inspirationen fra Durkheims samfundsopfattelse er her tydelig og ligeledes den funktionalistiske epistemologi. 84 Individet får social status ud fra den strukturelle position, det indtager, eksempelvis far, læge etc. (Mongardini mfl., 1998; Piotr Sztompka: kap 8 s.165) Til hver position hører et sæt af forventede sociale handlemønstre og retningslinjer for individets adfærd. Status er således et normativt rollespil, hvor individet kender den adfærd, som forventes af en rolle. Enhver social status har et sæt af livs-chancer tildelt i form af muligheder, ressourcer etc,, og hver position har et sæt af overbevisninger, ideer og trosbekendelser tilknyttet. (Mongardini, 1998; s.166)

65 1. Samfund med overdreven fokus på målet 2. Samfund med overdreven fokus på institutionelle regler/midler 3. Samfund med balance mellem mål og midler 1. Dette samfund karakteriseret ved overdreven fokus på opnåelse af et defineret kulturelt mål, kan medføre, at hvis legitime midler er utilgængelige, anvendes de mest effektive midler, legale eller ej. I ekstreme tilfælde vil alle midler blive tilladt, fordi målet tillægges større værdi end midlerne. (Mertons,1985:2) Idrætsudøvere som bruger doping for at vinde er et eksempel herpå, hvor tilfredsstillelse kun opnås ved succes og ikke deltagelse. Dårlig samvittighed ved lovbrud vidner dog om, at spilleren kender reglerne moralen er blot fordærvet af den kulturelle overdrivelse af mål. Dette kan optræde i mange sammenhænge. (Merton,1985:4). Når institutionelt foreskreven adfærd, regler og normer i denne samfundsorden ikke overholdes, skabes anomi. (Merton,1985:3). 2. Denne type karakteriseres ved, at instrumentelle midler anses som mål i sig selv, og den institutionelt foreskrevne adfærd udføres rituelt og uden hensigt til, om de tjener deres oprindelige mål. Herved går udvikling i stå. (Merton,1985:2). Overdreven bureaukrati er et eksempel herpå, hvor regler, som har til hensigt at sikre retfærdighed, begrænser og besværliggør processer og svigter i forhold til at hjælpe borgerne, hvilket var målet. 3. Den sidste type er harmoniske samfund, hvor balance mellem kulturelle mål og institutionaliserede midler forefindes. Individerne opnår tilfredsstillelse både ved efterstræbelse og opnåelse af det kulturelle mål og ved at benytte legitime midler hertil. (Merton,1985:2-3.) Dette samfund er velintegreret samtidig med, at det kan udvikles. (Merton, 1985:2). Tilpasningsmåder i samfund eller gruppe Disse tre ovenstående typer af social orden avler hver bestemte typer af adfærd. Merton fremsætter fem overordnede adfærdsmønstre for tilpasning og mistilpasning til samfundet ud fra de tre samfundstyper. (Merton,1985: 5). Mistilpasning sker, når strukturer ikke har den ønskede effekt og tilpasning sker, når der er sammenhæng mellem mål og midler. Merton opstiller nedenstående model for disse fem adfærdsmønstre, hvor + betyder accept, - betyder afvisning og +- betyder forkastelse og erstatning af gamle mål eller normer med nye. (Merton, 1985: 5). Hvilken adfærd individets reaktion giver sig udslag i, bestemmes af dennes personlighedstype, kulturelle baggrund og kontekst. (Merton,1985:5-7).

66 Tilpasningsmåde Kulturelt mål Legitime midler 1. Tilpasning Innovation Rituel adfærd Passivitet - - 5: Oprør Tilpasning 86 til både kulturelle mål og midler er den mest almindelige adfærdstype, uden hvilken man ikke ville kunne opretholde et fungerende og stabilt samfund. (Merton, 1985:6). 4. Passivitet er en sjælden adfærd, som ses hos mennesker, der mistilpasser sig samfundet. Disse er ikke en aktiv del af samfundet, fordi legitime midler til opnåelse af et kulturelt mål ikke er tilgængelige. (Merton,1985:6). Herved befinder individet sig i en konflikt mellem overholdelsen af regler og presset mod at gribe til illegitime midler for at nå målet. Mennesket er her handicappet og fremmed og kan ikke deltage i konkurrencen i den sociale orden. (Merton, 1985:6). Derfor giver de op overfor de kulturelle mål resignation, handlingslammelse i bestemte aktiviteter og opgivelse er resultatet. Disse personer orienterer sig ikke længere mod samme værdier, som resten af samfundet, men trækker sig tilbage fra samfundets krav og indgår kun i samfundet på en konstrueret måde, fordi de ikke deltager heri. (Merton,1985:6). Sådanne tilfælde ses blandt pariaer dvs. lavtstående samfundsgrupper eller udstødte personer 89, vagabonder, alkoholikere og narkomaner 90. (Merton, 1985:6). 2. Innovation 91 er bestræbelse af et kulturelt mål med illegitime midler. Denne adfærd forekommer, 85 Dette henviser til revolution, hvor normer og værdier erstattes med nye. Vi har valgt ikke at inddrage denne i vores brug af Mertons teori, da den ingen funktion tjener hertil. 86 Denne adfærd optræder i samfundsorden 3 87 Kan optræde i både samfundsorden 1 og 2 88 Grunden til at adfærdstyperne ikke optræder kronologisk i projektet er at mindre ekstreme adfærdsformer skitseres først og ekstreme tilfælde senere 89 Denne gruppe omtaler Wacquant som Marginaliserede 90 Inspirationen fra Durkheims anomiske selvmord er her tydelig, idet der konnoteres samme opgivende reaktion udløst af samfundets normer i Mertons Passivitet, som i selvmordet. Passivitet er dog en mindre ekstrem reaktion, og ønsket om at opnå et økonomisk mål ikke så stærkt, at ekstreme løsninger, som kriminalitet 90 eller selvmord, opfattes som vejen ud. Således kan man opstille det anomiske selvmord og Passitivet i et kontinuum, hvori de udgør hver sit endepunkt for individets adfærdsmuligheder selvmordet som den ekstreme udadreagerende reaktion og passiviteten som det modsatte. 91 Denne anomiform optræder i samfundsorden 1 hos Merton overdreven fokus på mål

67 hvis et samfund har ekstremt fokus på mål og legitime midler ikke er tilgængelige for individet. Kriminalitet bliver her det effektive middel. Innovation kan beskrives som en kriminel opfindsomhed, og er resultat af utilstrækkelig socialisering, fordi individet har taget det kulturelle pres på at opnå målet til sig, uden at tage de moralske normer til sig og målet helliger midler. (Merton, 1985:7). 3. Rituel adfærd 92 forekommer ved ekstremt fokus på krav og regler, som overskygger målet, og normer efterleves rituelt og tvangsagtigt. (Mongardini,1998: 169). Midler bliver til mål. Et eksempel er overdreven bureaukrati der skader de personer som det var hensigten at hjælpe. Sammenfatning Merton fokuserer primært på de uacceptable tilpasningsmåder, som Innovation (2), og hvilke sociale strukturer, der disponerer (motiverer/skaber incitament for) individet til uacceptabel, afvigende adfærd. 93 Merton argumenterer, at socialt belastede boligområder i Chicago 94, kan medføre en adfærd, som er et normalt resultat af kulturelt fokus på økonomisk succes og begrænsede muligheder at opnå dette mål på legitim vis 95. Ghettoens beboere har begrænsede arbejds - og uddannelsesmuligheder, og er erhvervsmæssigt begrænset til at udføre manuelt arbejde. Manuelt arbejde har ikke samme prestige eller lønniveau, som kontorarbejderes. (Merton, 1985: 7). Hermed indikerer Merton, at en lavere status tillægges disse arbejdere. 96 De begrænsede muligheder for at bryde ud af denne situation, kan resultere i Innovation. Således vil særskilte klassestrukturer medføre større grad af afvigende adfærd som kriminalitet i visse samfundsgrupper. Den sociale orden er skyld heri. Afvigende adfærd er således ikke alene skabt af mangel på muligheder og økonomisk pres, men også som følge af, at bestemte kulturelle værdier, fælles symboler på succes, ophøjes og bestemmes som værende succesmål for hele befolkningen. (Merton,1985: 7). Når vertikal mobilitet ikke er mulig vinder amoralsk triumf derfor over moralsk fiasko. (Merton, 1985: 7). Fattigdom og begrænsning af muligheder kan derfor ikke alene forklare kriminalitet - kun når vægt på fælles mål og manglende muligheder kombineres, er afvigende adfærd og kriminalitet en naturlig reaktion. 92 Denne anomiform optræder i samfundstype 2 hos Merton overdreven fokus på midler 93 Denne adfærdstype vil sammen med Passivitet og delvist Rituel adfærd tilsvarende tillægges primær opmærksomhed i dette projekt i henhold til relevans for det overordnede fokus. 94 Som dem Wacquant refererer til som ghettoer 95 Dette bygger på samme empiriske grundlag som Wacquant benytter i sin Ghettoteori 96 Det som Wacquant beskriver som marginalisering med dertilhørende stigmatisering.

68 (Merton, 1985: 10). Den amerikanske befolkning socialiseres til at tro, at realiseringen af den amerikanske drøm er folkets fælles mål og at alle har mulighed for at indgå i konkurrencen herom. (Merton, 1990: 235). Materiel succes er et urealistisk krav at stille til de dele af befolkningen, som har færre muligheder for social opstigning eller et lavt betalt arbejde. De møder i deres bestræbelse på at nå målet med de midler, de har til rådighed, en strukturel mur. 97 Når dette sker opstår frustration, passivitet, uro, fjendtlighed, neuroser og anomi. (Merton, 1985: 9). Når institutionelle regler overses i jagten på målet, kan en tendens til at beregne situationen i utilitaristiske termer opstå. Kalkulation af fordele og frygt for straf bliver således samfundets regulerende middel, dyder bliver magt og bedrag på grund af deres effektivitet i forhold til at opnå det kulturelt definerede mål. Herved er effektiviteten, regulerbarheden og forudsigeligheden frafaldet og anomi opstår. (Merton, 1985:11). Man kan derfor med Merton argumentere, at når højere straffe indføres for at forebygge kriminalitet, overskygger målet hermed, de strukturer som skaber kriminel adfærd. Således reproduceres strukturernes dysfunktionalitet og frustrationen og kriminaliteten fortsætter. Sztompkas videreudvikling af Mertons tilpasningsmåder Den polske professor i sociologi, Piotr Sztompka (1944), tilføjer med udgangspunkt i Mertons adfærdsformer tre dimensioner til disse i form af situationer, som kan føre til anomisk adfærd. Sztompkas videreudvikling har vi opdelt i tre kategorier: 1. Mulighedsbremsning 2. Overbevisningskonflikt 3. Bevidst afvigelse 1. Mulighedsbremsning: En situation lignende Mertons Rituel adfærd, kan forekomme, hvis normer og værdier spærrer vejen for, at mulighederne tør, kan eller må gribes, selvom de er strukturelt tilgængelige. (Mongardini, 1998: 171). Forældede eller overflødige regler eller normer om formel etikette, er eksempler på dette fænomen. (Mongardini, 1998: 170). 97 Wacquant beskriver ligeledes Ghettoens begrænsninger som en mur

69 2. Overbevisningskonflikt: Når der opstår uoverensstemmelse mellem de normative forskrifter i samfundet og individets overbevisning, tro, holdning, eller bedømmelse af sig selv, kan individet tvinges til at vælge mellem individets normative overbevisning og de normative strukturer i samfundet. (Mongardini, 1998: ). Vælger individet at handle imod samfundets normer, er det fordi det normative system for individet, har mistet sin legitimitet. (Mongardini, 1998: 172). 3. Bevidst afvigelse: Denne adfærd forekommer, når individet føler muligheder som et pres. Afvigelse følger, uden at de normative strukturer mister legitimitet, men bevidst brydes, fordi individets fristes til at benytte illegitime midler. (Mongardini, 1998: 172). Denne adfærd er en selvbevidst handlen, hvis hensigt er mere kompleks, end de øvrige, som er resultater af adfærdsmæssige tilpasninger. (Mongardini, 1998: 172). Merton operationaliseret I det følgende vil Mertons fire adfærdsreaktioner og Sztompkas tre tilføjelser, som kan fremkalde disse, blive eksemplificeret i empiriske eksempler fra Danmark. Udvalgte hændelser som har været aktuelle i den offentlige debat, vil blive forklaret ud fra teorien. 98 Passivitet: Der vil i det følgende blive argumenteret for, at Mertons fjerde adfærdsreaktion ikke kun omfatter udstødte enkeltpersoner, men kan omhandle, grupper af indvandrere og efterkommere i den danske befolkning i dag, som er marginaliserede og/eller spatialt begrænsede og således mere eller mindre udstødte, pga. udelukkelse fra at deltage i dele af samfundet 99. Integrationsministeriet 100 vurderede i 2011, at der i Danmark er tale om: 98 Analysen vil være overordnede forklaringer af situationer, og ikke have karakter af en dybdegående årsagsforklaring af det enkelte tilfælde eller det enkelte individs handlinger eller motiver. 99 At være udstødt definerer projektet ud fra Mertons termer, og sidestiller ikke alkoholikere med personer med anden etnisk baggrund. I denne sammenligning er der udelukkende tale om ligheder i form af afgrænset interaktion eller deltagelse/adgang til visse dele af samfundet, eksempelvis på arbejdsmarkedet (alkoholikere kan godt indgå på arbejdsmarkedet, men dette er ikke essensen af Mertons kategorisering) 100 Rapporten Medborgerskab i Danmark fra 2011

70 ( )en relativt lille gruppe, der stiller sig uden for samfundet i den forstand, at de hverken er politisk interesserede, følger med i politik i medierne, deltager i politik i bredeste forstand eller deltager i fritids- og foreningsliv. 15 pct. af personer med indvandrerbaggrund og 4 pct. af de etniske danskere kan regnes med i denne gruppe af passive medborgere (Integrationsministeriet, 2011: 18). Figur XVI: Passive borgere Kilde: Integrationsministeriet, 2011 Et fælles mål for befolkningen i Danmark kan antages at være målet om aktiv deltagelse i samfundet, uddannelsessystemet, den politiske debat, foreningsliv og arbejdsmarkedet således, at man kan bidrage til velfærdsstaten efter evne og nyde godt af den efter behov. 101 Ifølge et sådant kulturelt mål i samfundet efterlever gruppen af passive medborgere ikke dette. Der er, ifølge Integrationsministeriet, en væsentligt mindre andel passive blandt personer i vedvarende beskæftigelse (8 pct.) end blandt personer, som slet ikke har været beskæftiget i 101 Således formuleret som vigtigheden af medborgerlig deltagelse i Integrationsministeriets rapport Medborgerskab i Danmark, 2011

71 Danmark (33 pct.). (Integrationsministeriet, 2011: 103). Dårlige danskkundskaber er en vigtig grund til, at nogle borgere befinder sig passive i medborgerskabet, fordi dette kan vanskeliggøre fuldførelse af en uddannelse eller få et arbejde, hvilket kan begrænse mulighederne for social opstigning yderligere 102. (Integrationsministeriet, 2011: 102). At den uddannelse man har erhvervet i udlandet, ikke gælder i Danmark, kan være en anden forklaring på begrænset adgang til arbejdsmarkedet. (31 pct.) indvandrere nej til, at deres arbejde svarer til deres kvalifikationer, kontra blot (13 pct.) af danskerne 103. (Integrationsministeriet, 2011: 78). Arbejdsmarkedet er således en vigtig faktor i forhold til passive medborgere. Samme situation kan spores på uddannelsesfeltet. Tal fra Danmarks statistik viser, at færre indvandrere og efterkommere får en erhvervskompetencegivende uddannelse end etniske danskere. (Dansk statistik, 2011: 8). 25 pct. unge, mandlige indvandrere i København i havde vanskeligheder med at komme ind på arbejdsmarkedet. (Socialforskningsinstituttet, 2003: 11). 105 Dette tyder på, at der er en gruppe unge indvandrere eller efterkommere, som har begrænsede muligheder for at få adgang til uddannelse og arbejde enten fordi mulighederne for at få et arbejde er få, eller fordi de ikke reelt har samme mulighed for at gribe muligheder, der foreligger evt. pga. lav fagligt niveau eller manglende viden om mulighederne. Højere stillinger og indkomst øger den politiske interesse, hvilket kan hænge sammen med at flere indvandrere og efterkommere i alle aldersgrupper har en lavere interesse for og deltagelse i politik end etniske danskere (Integrationsministeriet, 2011: ,113). Desuden kan en spatial begrænsning forværre begrænsningen af muligheder for deltagelse og interaktion med det resterende samfund. Denne gruppe er således ikke bare begrænsede i deltagelse på arbejdsmarkedet, men også spatialt begrænsede i at danne netværk til social opstigning. Disse grupper kan ikke deltage i konkurrencen om målet, fordi midlerne ikke er tilstrækkeligt tilgængelige. Reaktionen kan være Passivitet og manglende medborgerlig deltagelse og interesse herfor. 102 Eksempelvis bliver mulighederne for at bridge dårligere og social mobilitet via kontakter bliver sværere idet individet ikke skaber svage kontakter i lige så høj grad 103 Oplevelsen af miskendelse er ikke det samme som en reel miskendelse, men det kan tyde på et misforhold 104 Fra rapporten fra Københavns Kommune, som har den største koncentration af indvandrere og efterkommere. 105 Disse barrierer vurderes i rapporten fra 2003 at være typisk vanskeligheder med at få praktikpladser, hvilket kan skyldes diskrimination eller mangel på udbud af pladser, dårlige danskkundskaber og generel mangel på dygtighed i skolen. Mange fortæller, at de manglede viden om uddannelsen, før de begyndte, hvilket tyder på dårlig studievejledning i uddannelsessystemet eller hjemmefra.

72 De sociale strukturer ændres ikke ved Passivitet, men deres dysfunktionalitet reproduceres. Ud fra et medborgerskabligt synspunkt, er dette et problem. Det er ikke ulovligt at være passiv medborger, men det er et problem for hele samfundet, fordi sammenhængskraften i et samfund svækkes, når nogle grupper marginaliseres. 106 (Merton; 1985: 6). Innovation: En anden reaktion på en situation, som skitseret i ovenstående, hvor individet har begrænsede muligheder for at nå et kulturelt mål, kan være Innovation. Kan man ikke ad legitime veje opnå anerkendelse og status ved et mål eksempelvis økonomisk gevinst, kan kriminel aktivitet blive et middel via eks. tyveri. Innovation ændrer ikke sociale strukturer, men kan være med til at intensivere fokus på kulturelle værdier og normer. 85 procent af al kriminalitet i Danmark begås af etniske danskere, men mandlige efterkommere af indvandrere i alderen a r skiller sig ud med mere end en dobbelt så høj kriminalitetshyppighed som mandlige indvandrere og mænd med dansk oprindelse i den samme aldersgruppe. (Dansk statistik, 2011: 65). Dette kan forklares med, at etniske minoriteter adskiller sig fra den øvrige befolkning ved at have flere unge, flere arbejdsløse, flere med en lavere indkomst og flere med en lavere eller slet ingen uddannelse. (Det kriminalpræventive råd, 2004: 13). Sandsynligheden for at være kriminel er uafhængig af etnisk baggrund størst, hvis man er en ung mand, der lever i en storby under dårlige sociale og økonomiske forhold. (Det kriminalpræventive råd, 2004: 9). Ifølge Mertons Innovationsteori kan dette skyldes en frustration over begrænsede muligheder, som skitserede i ovenstående afsnit, hvilket tvinger individet til Innovation. Vedkommende tager sagen i egen hånd for at opnå det kulturelle mål eller opfylde krav. Tyveri er eks. orienteret mod at opnå en gevinst ved handlingen, og kan ud fra Mertons teori skyldes efterstræbelsen af økonomiske succes. En episode hvor et andet mål end økonomisk succes blev forfulgt, nemlig straf eller retfærdighed, kan forklares ud fra Innovation. En flok personer stormede i 2012 et hospital i det socialt belastede 106 Berettigelsen til at kalde sig samfund, via orientering mod fælles værdier, frafalder i sådanne tilfælde, argumenterer Merton.

73 boligområde, Vollsmose, for at få fat i de personer, som forinden havde affyret skud mod en lokal Eid-fest i bydelen. I dette tilfælde blev gældende normer overskredet og illegitime midler anvendt for at nå et mål. Målet med pågældende handling kan antages at have været afstraffelse af gerningsmanden. Straf til den skyldige er ligeledes målet med det danske retssystem, men målet om straf blev i dette tilfælde ikke afventet til at skulle forløbe af legitime veje, idet der ikke blev afventet domstolenes dom over den skyldige. Personerne som stormede hospitalet kan således antages at have at efterstræbt rettens mål om straf til skyldige med illegitime midler såkaldt selvjustits, hvilket er ulovligt i Danmark. Man kan indvende, at den straf der var i hensigt, sandsynligvis ikke stemte overens med strammerammen idet danske retssystem, hvilket kan skyldes en Overbevisningskonflikt. Det overordnede mål om straf var legitim, men selve straffens indhold forventeligt illegitim og ligeledes midlerne 107. Overbevisningskonflikt: Et eksempel på dette kan være, episoder hvor en arbejdsplads har forbudt kvindelige medarbejdere at bære tørklæde på arbejde. Hvis individets tro fordrer, at kvinden skal bære tørklæde i offentligheden, kan individet tvinges til at handle mod sin tro, for at beholde sit arbejde. Herved begår individet måske ifølge egen overbevisning en utilgivelig synd, og vælger måske arbejdspladsen fra af denne grund. Herved kan individet ikke efterleve samfundets normer, fordi de ikke har legitimitet for individet. Et ekstremt tilfælde, kan også være æresdrab. Årsagen til æresdrab antages at skyldes, at individet eller andre føler, at det har begået så stor en synd, at det bør straffes. Herved handles i overensstemmelse med egne religiøse love og ikke samfundets og lovens. 108 Bevidst afvigelse: I Innovation begås kriminelle handlinger, fordi de anses som værende den eneste vej til at nå et kulturelt mål, eksempelvis medborgerdeltagelse, bidrag til velfærdsstaten eller velstand. Handlinger hvor gevinsten ikke er nogle af ovenstående, eksempelvis hærværk, kan tænkes indirekte at være udført for at gøre opmærksom på en frustration eller vrede henvendt mod samfundet, pga. en frustration over marginalisering og stigmatisering i belastede boligområder Medmindre hensigten var at fange og udlevere pågældende til politiet 108 Denne adfærd stemmer overens med Durkheims altruistiske selvmord, som optræder primært i før-moderne samfund, hvor kollektivitet og ære er vægtet højt. 109 En anden forklaring på kriminalitet kan være, som det Kriminalpræventive Råd vurderede i 2003, at negative forventninger og stempling ikke har en mindskende effekt på kriminalitetsniveauet. (Etniske grupper; 2004; s.1) 109 Den anklagede kan nemlig komme til at efterleve andres fordomme og handle herefter, hvilket refererer til den føromtalte selvopfyldende profeti. Manglende tillid kan derfor til dels forklares med, at man føler, man mødes med mistillid i

74 Der har i belastede boligområder været episoder med afbrænding af legepladser i børnehaver. 110 Der er ingen økonomisk gevinst forbundet med denne form for kriminalitet, og selvom det kan være gjort for at opnå anerkendelse indenfor en gruppe, er ofret en offentlig institutions legeplads og ikke et privat hjem. Derfor kan handlingen også anskues som en kommentar til systemet udført i stedet for at klage via med legitime midler. 111 Tilfældet med børnehaver, hvis intentionen hertil kan antages at være kritik af samfundet, er i så fald legitimt mål forfulgt med illegitime midler. Forklaringen kan være, at pågældende personer har opgivet at få medhold af legitime veje på grund af manglende institutionel tillid. Færre efterkommere har tillid til samfundsinstitutioner end indvandrere og etniske danskere, og dette kan også forklare, hvorfor kun 14% med indvandrerbaggrund, der har oplevet diskrimination, har klaget over denne. (Integrationsministeriet, 2011: 54,82). 112 Manglende institutionel tillid kan forklare, hvorfor man vælger ikke at udtrykke sin frustration med legitime midler. Oprør: Oprør henviser til revolutionær forkastelse af traditionelle normer og værdier og indførelsen af nye. Episoden fra Vollsmose kan forklares ud fra en modificering af Mertons Oprør. Hvis man antager, at de pågældende personers handling, i form af at storme hospitalet i Odense, var udtryk for, at kulturelle mål og midler var forkastet og erstattet med egne, er der tale om Oprør indenfor en gruppe. Der kan i så fald, ud fra Mertons adfærdsteori, med modificering, være tale om at disse mennesker indgik i en form for parallelsamfund med egne normer og værdier. Dette kan hænge sammen med en Overbevisningskonflikt, hvor samfundets regler mister legitimitet for individet. 113 Der er således ikke tale om, at en ny social orden indtræffer for hele samfundet, som Oprør hos samfundet og at man modreagerer eller at man indoptager andres billede af en og gør det til sit eget, således at ens adfærd bliver som forventet af samfundet. Dette kan være et problem, hvis definitionen af belastede boligområder, ud fra Wacquant, medfører et stigma, hvor forventninger om, at beboerne i disse områder, er mere kriminelle og derfor bliver det. 110 Eksempelvis: Børnehaven Falken, 2008: Børnhaven Spiren, september 2010: Børnehaven Markblomsten, Februar 2012: Hvis pågældende gerningsmænd i stedet havde henvendt denne frustration til politikere eller i et læserbrev, eller ved at deltage aktivt i politiske foreninger, var kravet om medborgerlig deltagelse opfyldt legitimt. 112 Dermed ikke sagt at kriminalitet som hærværk på børnehaver beviseligt er begået af personer med anden etnisk baggrund end dansk eller andre beboere i de områder, hvor hændelserne skete. Forklaringer på disse hændelser og deres gerningsmænd kan være mange. Dette projekt har udelukkende mulighed for at fremlægge forklaringer af disse ud fra Mertons teori med henblik frustration blandt marginaliserede grupper, i dette projekt primært med fokus på dette blandt indvandrere og efterkommere, som kan resultere i Innovation. 113 Se afsnittet Sztompkas videreudvikling af Merton operationaliseret

75 Merton betyder, men at en gruppe handler i overensstemmelse med egne regler og mål. Sociale strukturer ændres ved Oprør eller revolution, hvis en oprørsk gruppe får held til at revolutionere gældende normer og værdier og indsætte nye. Ved episoden i Vollsmose var der ikke tale om, at strukturer blev ændret, tværtimod blev politiske stramninger overfor sådan adfærd diskuteret. Rituel adfærd: Mertons tredje adfærdsreaktion forekommer, som forklaret tidligere, når der er ekstrem fokus på krav, regler og konventioner, som overskygger målet, der glemmes eller falder i baggrunden. Efterlevelse af institutionelle normer for adfærd bliver rituelt og tvangsagtigt og midler bliver til mål. (Mongardini, 1998: 171). Et tilfælde kunne være, at velfærdsmodellens oprindelige hensigt om at understøtte folk på kontanthjælp, undergraves i tilfælde, hvor arbejdsgivere ikke ønsker at ansætte folk, som har været på kontanthjælp i en årrække. En undersøgelse lavet for fagforeningen 3F i 2012 viser, at langtidsledige har svært ved at komme i job, alene fordi de har været ledige længe. Rapporten viser, at: Hos mere end hver anden arbejdsgiver - 54 pct. - trækker det ned, at en ansøger har været ledig længe. 114 I stedet for at give folk et midlertidigt holdepunkt, til de finder et arbejde, kan langtidsledighed altså komme til at fastholde mennesker i en stigmatisering, som kan være svær at bryde ud af, fordi dette leder til en marginalisering. 115 Fordi langt flere indvandrere og efterkommere er ledige end tilfældet er med etniske danskere, rammes denne gruppe hårdt. (Danmarks statistik, 2012: 11). Således mister midlerne deres hensigt, vis midlet er anstændig understøttelse og målet social mobilitet og at alle skal have en chance for at skifte løbebane. Et andet tilfælde kan være regler mod familiesammenføring eller tvangsægteskab. 24-års-reglen som blev fremsat af VK-regeringen i 2002 og vedtaget af V, K, DF og S har til formål at beskytte mænd og kvinder mod at blive tvangsægtet. I stedet har dette dog betydet, at en dansk statsborger ikke har mulighed for at leve sammen med sin partner, før de begge var fyldt 24 år. En konsekvens kan være, at tvangsægteskabet ikke forhindres, men blot flyttes et andet sted hen fx til 114 ( Artiklen Langtidsledige kasseres af arbejdsgivere i Fagbladet 3F, 20/ Stigmatiseringen handler her om ledighed og ikke etnicitet

76 oprindelseslandet. 116 Krav til tilflytterens indkomst, har ligeledes besværliggjort processen. Der er her tale om en regel, som i mange tilfælde har været uhensigtsmæssigt, og hvor regler følges uden hensyn til de mennesker, som skades i processen. Selvom sociale strukturer herved ikke ændres, ændres værdierne og målene med disse, når dette glemmes til fordel for overholdelse af regler og vægt på midler som mål. Mulighedsbremsning: Ovenstående bureaukratiske regler som ikke hænger sammen med oprindeligt mål, kan forklare hvorfor muligheder, som foreligger, ikke bliver anvendt. Religiøse normer for individets adfærd kan stå i vejen for, at denne kan gribe legitime, principielt tilgængelige muligheder. Københavns Kommunes rapport fra 2003 viser, at unge indvandrerkvinders primære grund til at droppe ud af studiet, var at de blev gravide. (Socialforskningsinstituttet, 2003: 10). Her kan religiøse normer, forventninger og krav til kvindens plads i hjemmet, være med til at bremse hendes muligheder for at få en uddannelse, selvom disse principielt er tilstede. Som tidligere nævnt kan vanskeligheder med at få adgang til uddannelse og arbejdsmarked for nogle indvandrere og efterkommere ligeledes skyldes, ud fra Merton, at individerne ikke principielt har adgang til samme muligheder som andre. Efterkommere nævner mangel på vejledning og dårligere fagkundskaber, som en forhindring herfor. Således er deres deltagelse i konkurrencen om målet ikke lige så problemfri, som den kan være for mere ressourcestærke borgere. 117 Sammenfatning: Mertons teoretiske forklaring af bestemte adfærdstyper kan bidrage til en forståelse af, hvorfor personer aktivt eller passivt overtræder normative forventninger eller regler. Vigtigst af alt kan teorien belyse, hvorledes samfundets indretning kan fremkalde en adfærd, hvor individer føler sig tvunget til at gribe til en handling, som de ved overtræder reglerne, i deres forsøg på at opnå et mål for status og anerkendelse i samfundet. Når individer ikke kan deltage legitimt i konkurrencesamfundet, kan Innovation eller Passivitet kan være to af de mest alvorlige resultater. Kriminel adfærd skaber uro og frygt i samfundet, mens passive medborgere svækker sammenhængskraften hvilket ifølge Durkheim er årsag til at behov for fællesskab kan føre til selvmord. Marginaliserede grupper kan via stigmatisering eller uhensigtsmæssige regler ikke få adgang til visse dele af samfundet, og dette tyder på en dysfunktionalitet i strukturerne, som kan 116 Se Jf. Teoriafsnit om Social kapital, kulturel kapital eller økonomisk kapital, som kan skaffe individet hjælp til at opnå de øvrige kapitaler.

77 virke både fra individ på samfund og fra samfund på individ. Samfundet påvirker individets adfærd og denne adfærd kan påvirke samfundets strukturer. Hvis hensigten med Regeringens tiltag på ghettoområdet i Danmark, jf Wacquant er at begrænse uhensigtsmæssig adfærd som kriminalitet og passive medborgere, kan det således ud fra Merton være nødvendigt at revurderer strukturers funktionalitet i henhold til det tilsigtede mål. Således vil det enkelte individs livschancer ifølge Merton forbedres og samfundets sammenhæng ligeså. Diskussion Integration som kulturel eller strukturel problemstilling En kulturelt orienteret tilgang til integrationsproblemer, omkredsende etnicitet og kulturforskelle, er ikke uhensigtsmæssig i sig selv, og indgår på relevant vis i afgrænsningen af integrationsproblemer verden over - også i dansk kontekst. Normer, moral, forskellige mekanismer for social kapital, netværks- og tillidsdannelse, samt spatiale bosættelsesforhold kan være kulturelt betingede eller påvirkelige. I undersøgelsen af en overordnet integrationsproblematik ville en ignorering af kulturelle markører være inadækvat, både i forhold til et analytisk makroperspektiv, men ligeledes i forhold til individets selvopfattelse. Et fokus på kulturelle forskelle mellem indvandrere og etniske danskere i form af kulturrelativisme er et kurant og hensigtsmæssigt middel til gensidig forståelse, anerkendelse og generel integrationsmæssig sammenhængskraft. En væsentlig refleksion er dog, hvornår denne relativisme eller populistiske fokus på forskellighed påkræver dens integrationsmæssige begrebsmodsætning; assimilation. Man kan i forlængelse heraf argumentere for, at omfavnelsen af forskellighed i sidste instans har en uhensigtsmæssigt decentraliserende og fragmenterende sideeffekt, idet man i sidste ende koeksisterer bedst med visse moralske og normative overensstemmelser. Omskæring af kvinder udgør et ekstremt eksempel på en stopklods for den kulturrelativistiske tolerance, hvor de fleste lader en overordnet etik transcendere kulturelle forskelle. Ikke desto mindre er det udtryk for, at en vis fælles bevidsthed eller tillid er nødvendig for individers sameksistens, hvilket også gør sig gældende ift. mindre dramatiske uoverensstemmelser mellem grundlov og religiøs ritualisme, normer, værdier og politiske holdninger. Dette normative fællesskab er yderst centralt for tilliden, sammenhængskraften og opretholdelsen af et generelt velfungerende medborgerskab.

78 Dette henleder til Uslaners generelle tillid, der skabes i samfund med relativ stor lighed, og hvor der er en generel opfattelse af et værdifællesskab. Dette fremmes ved høj omfordeling og mindskes i samfund med stor forskel mellem rig og fattig, hvor der ikke hersker en følelse af en grundlæggende fælles skæbne eller muligheder for at influere denne. Disse manglende mulighedsbetingelser kan forklares fra flere indgangsvinkler, idet det både spiller ind hvor individerne bor, om de er i arbejde, omfanget af deres netværk og densiteten af deres relationer. Stedet har en tydelig betydning for individet på flere parametre, og de lokale omgivelser kan således have markant betydning for individets opfattelse af andre individer og interaktion med disse. I belastede boligområder kan negative socioøkonomiske indikatorer for området fordre en negativ gentrificering. Stedet kan således fungere som et reproduktionsapparat for den marginalisering, som individet oplever. Dette kan føre til mistillid mellem grupper og individer. Marginaliseringen har samtidig ændret karakter. Marginalisering henviser ikke blot til et område længere; uddannelsesniveau, indkomst, arbejdsgrad, etnicitet eller området hvori individet bor, men kan nu med Wacquants termer samlende betegnes som en avanceret marginalisering, som rammer samfundets laveste grupper heraf en stor del indvandrere og deres efterkommere. Individerne, hovedsageligt de der tilhører den tidligere arbejderklasse, kan ud fra Wacquant og Merton have oplevelsen af, at samfundets foreskrevne mål og/eller midler er utilgængelige for dem. I sådanne samfund kan der opstå en grad af anomiske adfærdsreaktioner hos individerne hvor individet møde med begrænsninger i deltagelse i samfundet fremkalder en ifølge Merton ganske naturlig reaktion, hvoraf de mest relevante for Danmark kan antages at være innovation og passivitet. Disse reaktioner overskrider henholdsvis grænsen for acceptabel adfærd i henhold til loven og med hensyn til det normative krav om medborgerlig deltagelse og bidrag til velfærdsstaten. Begge reaktioner må antages at svække både sammenhængskraften i samfundet, når nogle borgere ikke deltager, og tilliden til den generaliserede anden må tilmed antages at svækkes, hvis samfundet er præget af kriminalitet og ustabilitet. Mistillid vil sandsynligvis eskalere og en situation, hvor samfundet er præget af høj grad af strategisk tillid kan være konsekvensen man stoler kun på andre, hvis man vurderer, man selv får noget ud af det. Dette kan hænge sammen med Mertons antagelse om, at målfikserede samfund vil præges af utilitaristiske dominanser, hvor frygt for straf, magt og bedrag vil indtræffe. Karakteristika som ligeledes ikke kan antages at indvirke positivt på individernes sociale eller institutionelle tillid. Denne tillidsform opleves også mellem borgerne i et samfund og den tillid de har til institutionerne og regeringen. Belastede boligområder i

79 Danmark er karakteriseret ved en høj koncentration af etniske minoriteter og individer uden tilknytning til arbejdsmarkedet udgør tegn på opblomstringen af en social underklasse, som pga. disse begrænsninger, derfor antageligt producerer højere grad af strategisk tillid i begrænsede lukkede netværk. Efterkommeres lidt svagere sociale tillidsniveau kan desuden tyde på, at en udvikling, som eksempelvis denne, kan være forklaring herpå. I så fald er det nødvendigt at, med Mertons termer, revurdere strukturers uhensigtsmæssige eller utilsigtede dysfunktionalitet for sammenhængskraftens skyld. Ud fra Merton er et overdrevet fokus på fælles mål for befolkningen desuden med til at skabe sfærer for anerkendelse og sfærer for miskendelse, hvilket leder til yderligere fokus på manglende muligheder og frustration herved. Integration og forskellighed er i nogle henseende ikke konvergerende men divergerende begreber, idet man trods alt forsøger at overkomme forskelle såsom social ulighed eller ødelæggende kontroverser, og et fokus på forskelle frem for ligheder kan i denne forbindelse således blive til en reproduktion af de selv samme differencer. Hvis individer handler i efterstræbelsen af et kulturelt konstitueret succeskriterium, såsom økonomisk rigdom, kan en bevidsthed om en forskelle få destruktive konsekvenser i form af et selvbillede, som domineres af utilstrækkelighed. Omverdenens og strukturernes stigma adopteres således af individet og afspejles i dets konstruerede selvbillede og handlemønster - denne selvopfyldende profeti kan specielt antages at udspille sig iblandt efterkommere, idet disse måske rammes hårdere ved denne, eftersom de er født danske. Dette stigma knyttes i større omfang til konkrete urbane boligområder, hvor der følger en territoriel stigmatisering, som miskrediterer dets beboere. Disse områder bliver i medierne og videnskaben unuanceret projekteret med populistiske begreber, der ikke fremmer forståelsen af de bagvedliggende processer, til fremkosten af disse særegne områder. Områder kan således blive et symbol på forfald og underklasse og dens beboere ligeså. Herved bliver stigmatiseringen knyttet til, hvor individet bor, Men det er ikke kun bostedet, der influerer graden af tillid, forstået således, at den virkelighed, der eksisterer i ghettoen og belastede områder, fungerer som reproduktion af ulighed, som også kommer til udtryk i omfanget og værdien af individets sociale kapital og netværk. Foretages netværksanalyse og dertilhørende skelnen mellem stærke og svage bånd på baggrund af en kategorisering, som ligeledes derfor fungerer som en italesættelse af en forskel som nødvendigvis er lige så kontingent som en anden inddeling. Såfremt problematiske aspekter består i etniske konflikter, kan man argumentere for, at disse problemer til tider opstår eller bliver disproportional ift. idet man overhovedet afgrænser det som genstandsfelt. Implicerede

80 netværksteoretiske diskussion om tætte netværks segregerende indkapslende funktion overfor deres integrationsfremmende spill-over effekt indbefatter ikke en diskussion af, hvordan selve netværkstætheden og dens stærke forbindelser defineres. Hvis en given efterkommer eksempelvis har en relation til en etnisk dansker, hvor disse to aktører indgår i flere ens fællesskaber såsom fritidsaktiviteter, skolegang og har en generel tæt relation, men omvendt har forskellig etnicitet, religiøs og kulturel baggrund, kan en stringent adskillelse af stærke og svage bånd være problematisk. De mange ligheder, netværk og tid spenderet i samkvem er vel udtryk for et stærkt bånd og tætte netværk, som dog udlades til fordel for den etniske opdeling. Man kreerer herved en kategorisk forskel imellem de to, selvom man sandsynligvis kunne finde belæg for, at de to hypotetiske aktører har mere til fælles end hvad umiddelbart fremgår af en netværksanalyse med etnicitet som hovedfokus. Etnicitet bliver ofte satte i forlængelse af diverse problemstillinger under den kulturelle forklaring både i mediebilledet og forskningsverdenen, hvilket kan forsvares i nogle tilfælde, men som i mange kontekster blot kaster en skygge over mere brugbare årsagssammenhæng. Hvorfor den refleksive sociologi kan være anvendelig til at forstå fremkosten af det diskursivt voksende danske ghettoproblem ikke indfanger historiciteten, de involverede aktørers interesser og de konkrete fakta bag fænomenet. Eksempelvis nævnes nationaletnisk herkomst i flæng i tv-indslag og artikler, hvor eksempelvis personer beskrives som indvandre, somaliere, tyrkere og lign. hvorimod det faktum at en given omtalt person for eksempel oprindeligt kommer fra Norge sjældent medregnes som nyhedsstof. En sådan benævnelse er irrelevant, og selvom sådanne nyheder kan være positiv er journalistikken traditionen tro oftest vinklet negativt, hvilket skaber en xenofobisk diskurs og et udmærket eksempel på reproduktion af forskelsfokuserende negativt stigma. Ghettobetegnelsen er, som nævnt, endvidere et prægnant eksempel på ukorrekt definition og sidestilling imellem vidt forskellige fænomener, hvilket næppe bliver mindre kritisabelt af den kendsgerning, at det var regeringen, der officielt lancerede dette stigma i sin tid. Således bliver diskursen statssanktioneret qua ghettohandleplaner og ghettoiseringsstrategi. Hvad end der er tale om ghetto eller etnicitets diskurser har disse en uomtvistelig generaliserende beskaffenhed, som er værste fald er decideret ensbetydende med en konstrueret stigmatisering. Ligeledes har dette implicit en os versus dem konvention, som kan virke ligefrem ekskluderende eller i bedste fald blot opdelende. Der kan opstå det, som Uslaner henviser til, som intern tillid i gruppen, men udpræget mistillid

81 overfor individer udenfor gruppen partikulær tillid. Denne gruppe kan forstås, som en konkret etnicitet, men også som betegnelse for den gruppe mennesker der bor i belastede områder. Her opstår problemet ved fremkosten af hyperghettoen og precariatet, idet der netop ikke eksisterer noget samlende fællesskab, både blandt gruppen, der bor i det belastede områder, eller de der forventeligt tilhører precariatet, som er negativt defineret uden nogle samlende karakteristika, andet end der sat udenfor. Men denne udvikling, som uomtvisteligt rammer de laveste samfundsgrupper hårdest, kan også projekteres op på den generelle samfundsudvikling. Der sker en grad af individualisering, hvor der er nedgang i gruppemedlemskaber, fællesskab, fagforeninger etc. Problemet for de laveste samfundsgrupper, som oplever denne avancerede marginalisering, at de har en mangel på social kapital, hvorfor tabet af fællesskab derfor kan opleves tilsvarende stærkere. Reaktion kan således være anomisk adfærd, idet at job og netværkskontakter får en større betydning i samfundet, og dem som indgår i begrænsede netværk eller ressourcesvage netværk, har færre muligheder for at tilegne sig prestige og anerkendelse. Således kan man som individ, der oplever denne normkollision frygtes at ville agere med passivitet. Man anerkender målet om materiel velstand, men erkender også, at man ikke besidder de midler, der skal til for at tilegne sig denne. I denne forbindelse kan stærke bånd, bonding social kapital, og partikulær tillid også være negativ. Netværksanalysen fandt at indvandrere i høj grad ansættes af andre med samme etnicitet dvs. via netop via førnævnte former for stærke forbindelser. Men som Wacquant finder blandt de avancerede marginaliserede er de oftest repræsenterede blandt etniske minoriteter, og dem der tilhører de laveste social klasser. Med staten og jobmarkedets ændrede funktion, og overgang til workfare frem for welfare fokus fra staten, trues disse netværk og mennesker på deres eksistens. Disse jobs er præget af usikkerhed, og generelt diminutiv betydning i økonomien, hvilket igen fører til betegnelsen precariat. Tidligere konstateres der en nedadgående tillid imellem indvandre og deres efterkommere. Det kan antages, at denne samfundsdivision, og os vs. Dem forhold, og negative stigma optages af efterkommere, idet de oplever og reagerer på en begrænset tillid fra institutioner og omverdenen generelt. De har lavere tillid, men er samtidig i højere grad beskæftiget og integreret i uddannelsessystemet hvorfor divisionen og stigmaet kan forstås i forlængelse af det negativt optagne selvbillede. De besidder objektivt bedre muligheder end deres forældre, men formår ikke at omdanne disse til større grad af tillid. Integrationsmæssigt er der som sagt behov for en tilgang som bærer præg af både pluralisme og assimilation, eller omsat i tillidsbegreber; både partikulær og

82 generel tillid. Partikulær kan være anvendeligt for initial integration ved tilflytning til et nyt land, men omvendt er det essentielt at der skabes en grad af generel tillid, idet vil nedsætte interaktionsomkostningerne for individernes samvær og interaktion. Samfundsvidenskaben har med dette også et medansvar som sandhedsproducerende institution, hvor en analytisk og teoretisk stillingtagen til kulturelle og etniske problemstillinger er fornøden, men i forlængelse af pålæggende og mindst lige så vigtigt, at videnskabelige undersøgelser indeholder selvrefleksion og en metabevidsthed omkring egne kategorier og hvorvidt disse reproduceres qua disse undersøgelser. Alt i alt er der brug for den kulturelle forklaring til en grad, men isoleret set er denne tilgang utilstrækkelig. De strukturelle forklaringer kompenserer for nogle af den kulturelle tilgangs mangler. Det anvendte eksempel om arbejdsmarkedet viser, hvordan en polarisering af det europæiske, men især det nordeuropæiske arbejdsmarked, bliver gradvist mere uigennemtrængeligt for det mindre uddannede segment, hvoraf indvandre af ikke-vestlig herkomst udgør en betydelig del. Samtidigt påviser eksemplet styrken ved en strukturel synsvinkel, da det generaliserede fokus fjernes fra etnicitet som årsag til problematikken. Selvom en stor del af danske indvandre har en lavere gennemsnitlig uddannelse, transcenderer de strukturelle udfordringer etnicitet, af den grund at denne også gælder for etniske danskere der tilhører samme segment. Kategoriseringen af arbejdsløse iblandt ikkeakademiske arbejdere udgør derfor en mere analytisk og politisk korrekt ramme, hvor eventuelle stigmatisering på baggrund af etnicitet undermineres. Dermed sagt, forsvinder stigmatiseringen og marginaliseringen ikke uden videre, men bliver i højere grad med Wacquants udtryk avanceret. Den avancerede marginalisering er højest problematisk og reproduceres også via dens italesættelse, eftersom en kategorisering altid indebærer en risiko for stigmatisering, men fjerner samtidigt det til tider overdrevne fokus fra etnicitet som udredning af et komplekst emne. Hensigten heri lægger på denne måde an til en mere nuanceret tilgangsvinkel og grundlæggende tilnærmelsesvist ontologisk alternativ til den skarpe opdeling imellem strukturelle og kulturelle forklaringsmodeller, som i sine rene isolerede former kan virke utilstrækkelige ift. etnicitet og integrationsproblematikker. Qua denne opgaves sondring rettes en kritik imod de anvendte kategorier og inddelinger, som opstilles på forskningsområdet med hensigt om at forandre differentieringer, ofte modvirker hensigten, idet disse paradoksalt reproducerer uhensigtsmæssige opdelinger og forskelle imellem etniske danskere og indvandrere og efterkommere.

83 Konklusion På baggrund af vores analyse finder projektet, at der eksisterer en gruppe danskere som ikke omfattes af den generelle stigning i tillid. Indvandrere fra ikke vestlige lande har et lavere niveau af social kapital, klart begrænset netværk og er i mindre omfang i beskæftigelse end etniske danskere. Der er samtidig et større fokus på belastede boligområder, og i disse opleves en stigning af indvandrere og individer uden tilknytning til arbejdsmarkedet, samtidig med at man som samfund tildeler disse områder et stigma. Vi finder derfor at det sociologiske aspekt i netværksteori samt det spatiales betydning i avanceret marginalisering sammenfattende kan anvendes som grundlag for Mertons adfærdstyper og kan tolkes som værende et udtryk for anomiske tendenser, som kan resultere i faldende social tillid blandt indvandere. De akkumulerende strukturelle begrænsninger, som opstår på baggrund af monoetniske indkapslede netværk på især arbejdsmarkedet, og den urbane segregering, skaber det dertilhørende stigma som reproducerer disintegration og normforskellighed. Ghettobetegnelsen er ikke korrekt i dansk kontekst, men der eksisterer stadig en udpræget social og spatial segregering, som knytter sig til etnicitet, såvel som social klasse. Vi finder dog at de nuværende tiltag på området ikke tager fat i årsagen til problemet, men i højere grad forsøger at afhjælpe de afledte konsekvenser ved den spatiale og sociale opdeling. Man bør derimod forsøge, at adressere strukturernes dysfunktionalitet. Precariatet i Danmark består således i højere grad af indvandrere af ikke-vestlig herkomst. Ikke partout qua deres etnicitet, men på baggrund af de strukturelle begrænsninger, som de møder på grund af deres etnicitet. Indvandrere fra ikke vestlige lande besidder andre normer end det normative fundament, som det danske samfund bygger på, hvorfor der ses eksempler, hvor disse normer kolliderer. Merton forklarer hvorfor individet ved normforskellighed aktivt eller passivt vil overtræde disse normative forventninger. Således kan han bruges til forklaring af hvordan samfundets struktur kan fremkalde en adfærd hos individet, som er afvigende, men for individet kan være et forsøg på at opnå de opstillede mål. En større grad af selvrefleksion, opmærksomhed på risiko for eventuel reproduktion af forskelsdannelse og integrationsmæssige problemstillinger samt et tilgang som kombinerer kulturelle og strukturelle forklaringer findes derfor tiltrængt for fremtidig integration i Danmark.

84 Litteraturliste Bøger: Bourdieu, Pierre (1986) The Forms of Capital, i Handbook of Theory and Research for the Sociology of Education, New York, Greenwood, p Clarke Jon, Modgil Celia, Modgil Sohan, (1990), Robert K. Merton; Consensus and Controversy, Editors; Falmer Press, London Damm, Anna Pihl, Schultz Larsen, Marie Louise & Tranæs Torben (2006). En befolkning deler sig Gyldendal, Gylling, Narayana Press. Fukuyama, F. (1995). Trust. The Social Virtues and the Creation of Prosperity. London: Hamish Hamilton Fuglsang, Lars, Olsen, Poul Bitsch, (2007), Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne, Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag, ed. 2 Greve, Bent red. (2011) Grundbog i socialvidenskab 4 perspektiver,, Frederiksberg, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, ed.1 Gundelach, Peter, (2011) Små og store værdier, danskernes værdier siden 1981, Hans Reitzels forlag, 2011 Holland, Michael Woolcock, (1998) Social Capital and Economic Development: Toward a theoretical synthesis and policy framework, i Theory and Society, Kluwer Academic Publishers Larsen, Troels Schultz (2011), Med Wacquant i det ghettopolitiske felt Dansk sociologi, nr. 1/22 Merton, Robert K, (1985), Sosial struktur og anomi,, Oslo Universitet, Institut for Kriminologi og Strafferet. Originaltitel: Social Structure and Anomie. Mongardini Carlo, Tabboni Simonetta, (1998), Robert K. Merton & Contemporary Sociology, Editors, New Jersey Putnam, Robert D. (2000), Bowling alone: The Collapse and Revival of American Community, New York: Simon & Schuster, 2001 Uslaner, Eric M.( 2002), The Moral foundations of Trust, Cambridge: Cambridge University Press,

85 Wacquant, Loic (2008), Urban outcasts, Polity Press Cambridge Rapporter: Andersen, H.S. & Scherg R.H. (2009), Statistisk analyse af udviklingen i 100 almene boligafdelinger, Sbi Andersen, H.S. (2005), Den sociale og etniske udvikling i almene boligafdelinger, SBi Regeringen (2010), Ghettoen tilbage til samfundet. Andersen, H.S, (2006), Bo sammen eller spredt, SBi. Danmarks Statistik(2011) Invandrere i Danmark, Printet af ParitasDigitalService Det Kriminalpræventive Råd (2004): Etniske grupper kriminalitet og forebyggelse. Glostrup Gert Tinggaard, Svendsen, Nannestad, Peter (2005) Institutions, Culture, and Trust,Århus Universitet. Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration (2011), Medborgerskab i Danmark Programbestyrelsen, (2005), Programbestyrelsens strategi mod ghettoisering Sekretariatet.Holbergsgade København K Shahamak Rezaei (m. Marco Goli, Svend Møballe,),(2006) Invandreres tætte netværk: katalysator eller hæmsko for innovation og vækst? et studie af formelle og uformelle netværkrelationers betydning for dynamikken i indvandreejede virksomheder, Rosklilde Universitetscenter. Shahamak Rezaei, (2004) Det duale arbejdsmarked i et velfærdsstatsligt perspektiv- et studie af dilemmaet mellem uformel økonomisk praksis og indvandreres socio-økonomiske integration,, Forskningsgruppen Velfærdsstat & Velfærdssamfund, Roskilde Universitetscenter. Socialforskningsinstituttet (2003): Unge Indvandrere på Kontanthjælp i Købenavns Kommune Barrierer for uddannelse og arbejde. Tidsskrifter/artikler Coleman, James S. (1988) Social Capital in the Creation of Human Capital, i The American Journal of Sociology, Vol. 94, Chicago, The University Chicago Press,p Delica, Kristian, (2011), Sociologisk refleksivitet og feltanalytisk anvendelse af etnografi om Loic Wacquants syn på avancerede marginalisering Dansk sociologi, nr. 1/22, 2011 Dinesen, Peter Thisted, Sønderskov, Kim Mannemar. Hvorfor stiger tilliden,politica udg. 44, tidsskrift for politisk videnskab, nr. 1 januar 2012

86 Glanville, Jennifer L., Paxton, Pamela, How do We Learn to Trust? A Confirmatory Tetrad Analysis of the Sources of Generalized Trust, Social Psychology Quarterly2007, Vol. 70, No. 3, Granovetter, Mark S. (1973) The Strength of the Weak Ties,, i Chicago, American Journal of Sociology, University of Chicago Press, Volume 78, Issue 6 (Maj 1973), p Wacquant, Loic, (2010), Urban Desolation and Symbolic Denigration in the Hyperghetto Social psycology quarterly, volume 73, number 3, Wacquant, Loic med Larsen, Troels Schultz: Ghettoer og anti-ghettoer Praktiske Grunde. Tidsskrift for kultur- og samfundsvidenskab Nr Webside. Ministeriet for by, bolig og landdistrikter, set d kl. 12:55 set d kl. 11:42 Wacquant, Loic, 2004 What is a ghetto? Constructing a sociological concept fundet på set d kl. 15:45 Værkstedsseminar Den selvvalgte litteraturliste: - Benjamin, Walter (1921): Critique of Violence. I: Selected Writings, vol. 1, 1996, s (17) Ligger på moodle. - Kymlicka, Will: Multicultural Citizenship. I: Shafir (1998): Citizenship Debates, kap 9, s (22). - Schmitt, Carl (1923): Democracy and Parliamentarism. I: The Crisis of Parliamentary Democracy, kap. 1, s (11) Ligger på moodle. - Taylor, Charles (1991/2002): Modernitetens Ubehag - Autenticitetens Etik, kap 1-6, s (54), Forlaget Philosophia. Ligger i Susanne Frandsens dueslag, hus Ialt 104 sider.