7. Resultatet af analysen.

Transkript

1 7. Resultatet af analysen. Analysen af interviewene er inddelt i fem hovedområder, som hver især belyser forskellige dele af informanternes opfattelse af medierne, og som bygger på forskellige dele af min interviewguide. Jeg vil her kort ridse de fem områder op og give en beskrivelse af de resultater, som de indeholder. Første problemområde handler om mediernes behandling af informanternes privatsfære. Hvordan vil informanterne gerne have formidlet deres privatsfære, og hvad betyder det, at der er meget fokus på den private del af deres person? Denne del af analysen bygger især på spørgsmål fra interviewguidens områder relationer til sportspressen og ens profil i offentligheden og Journalister og især sportsjournalister. Desuden vil analysen indeholde informanternes oplevelse af at være en kendt person, samt deres erfaringer med at møde fans uden for professionelle sammenhænge. Det andet problemområde handler om den ramme, som informanternes kontakt med medierne foregår i, og hvad det er for nogle roller, informanterne og journalister har. Analysen vil primært bygge på spørgsmål fra interviewguidens områder om forholdet til medierne i forbindelse med turneringer og Journalister og især sportsjournalister. Der vil også være diskussion af, hvad det betyder for interaktionen, at interviewet finder sted under turneringer, samt en diskussion af, om det er anderledes at blive interviewet direkte på tv. Tredje problemområde handler om den symbiose mellem medierne, sporten og idrætsudøverne, som jeg hævder eksisterer. Problemområdet handler både om informanternes oplevelse af denne symbiose på det organisatoriske plan mellem medier og sport, samt om oplevelsen af symbiosen på det personlige plan mellem spiller og journalist. Analysen vil primært bygge på spørgsmål fra interviewguidens områder om forholdet til medierne i forbindelse med turneringer og Journalister og især sportsjournalister. Fjerde problemområde handler om informanternes opfattelse af journalisterne og den forskel, der kan være i opfattelse alt efter journalistens køn, alder og faglige viden om håndbold. Analysen vil primært bygge på spørgsmål fra interviewguidens områder om relationer til sportspressen og ens profil i offentligheden. Femte og sidste problemområde er, om informanterne bruger andre personer eller håndboldforbundet til at hjælpe sig i deres omgang med medierne. Hjælp kunne f.eks. være i

2 medietræning. Analysen vil primært bygge på spørgsmål fra interviewguidens områder om erfaringer og holdninger. 8. Mediernes behandling af informanternes privatsfære. Den første del af mine analyseresultater handler som nævnt om mediernes behandling af informanternes privatsfære. I forholdet mellem medierne og informanterne er mediernes interesse for informanternes privatsfære det, som giver flest mulige situationer, hvor de to aktører ikke har samme interesse og samme forståelse. Informanterne kan ikke helt forstå, hvorfor deres person skal være så meget i centrum i modsætning til selve håndboldspillet. Hvorfor koncentrerer journalisterne sig ikke om spillet og beskrivelse af de mere håndboldmæssige ting, synes informanterne at tænke mange gange. Samtidig er informanterne også blevet kendte personer, som uden for håndboldspillet bliver konfronteret med de mange fans og mange andre medier, som gerne vil have en oplevelse af deres privatsfære. 8.1 Kampen om mennesket bag. For informanterne handler det meste sportsdækning om følelsesmæssige oplevelser af det at spille håndbold. De fleste artikler handler om informanternes oplevelse af tingene. Hvis journalisterne skal skrive om en specifik kamp, så vil de have informanterne til at svare på spørgsmål om, om de er glade, sure eller ligeglade. Spørgsmålene skal altså have en personlig drejning, hvor journalisterne gerne vil have deres syn på nogle bestemte problemstillinger eller oplysninger om spillernes privatsfære. Et eksempel på dette kan være oplysninger om spillernes kærester og boligforhold. Disse problemstillinger er for det meste om relationer til andre personer eller historier om deres egen person, altså om mennesket bag. Da informanterne ikke er så interesseret i, at det skal dreje sig om det, så bruger journalisterne forskellige strategier til at komme igennem med deres vinkler, hvilket informanterne så ikke altid bryder sig om. Ud over denne følelsesmæssige vinkel på håndbold bliver informanterne også spurgt til deres privatliv. Ikke så meget af sportsjournalister, men mere af journalister fra ugeblade etc. Men det er også helt almindelige mennesker, som via det, at de har set dem spille håndbold, mener,

3 at de kender informanterne og derfor godt kan stoppe dem på gaden og f.eks. give dem gode råd til næste gang, de skal spille. Når interviewet finder sted, har informanterne en klar fornemmelse af, hvilken vinkel journalisten har lagt på sin historie. Informanterne kan altså se, hvad journalisterne vil med deres spørgsmål, og de kan næsten altid gætte sig til, hvad de vil spørge om. Der er mange spørgsmål, som ligger inden for området om informantens oplevelse af kampen og deraf følelsesmæssige spørgsmål, og det er ikke altid lige nemt for informanten at sige noget kvalificeret til de enkelte spørgsmål. Ann: Også Journalisterne spørger også meget til det og man kan mærke at man er mere interessant og spørger meget til ens spil og hvordan man selv synes at det var gået. Ann forklarer altså, hvordan journalisterne gerne vil have den personlige vinkel på historien. Det er altså en tendens for journalisterne at fokusere på den personlige vinkel af kampen. Samtidig viser denne udtalelse, at der er en del journalister, som gerne vil have, at informanterne selv kommer med de gode historier, og derfor stiller meget åbne spørgsmål. Det er noget, de fleste informanter nævner i forbindelse med beskrivelsen af journalister. Sue: Jamen jeg forbinder lidt journalister med at de jo gerne vil have en god historie og det kan de jo også godt få man skal bare være opmærksom på hvad det er at man udtaler og det tænker jeg meget over er der en avis der ringer..er der nogen der ringer, så tænker jeg meget over hvad det er jeg udtaler for der kan hurtigt blive røre.. De gode historier ligger for journalisterne omkring de personlige og relationelle perspektiver ved håndboldspillerne. Udtalelsen viser, at informanten er klar over, hvad journalisten søger, men ser også bevidstheden om dette som en mulighed for at værne sig mod journalisternes vinkling af historierne. Samtidig kan informanten også være med til at definere, hvad der skal være den såkaldte gode historie. Et eksempel på en god historie kan være, at en spiller får en skade. Denne spiller bliver så kontaktet ganske ofte i perioden og overdynget med spørgsmål om denne skade, og hvilke konsekvenser skaden kan have. Det store fokus kan gøre, at informanten lukker af for pressen,

4 da der ikke er så meget at sige. Det kan føre til, at journalisterne begynder at kontakte andre spillere om skaden. Men skader er bare en af de ting, som vedrører det personlige, og feltet af spørgsmål kan ligge inden for områder såsom klubskifte, andres klubskifte, skader. Hvis deres hold taber kampene, så kan der være spørgsmål om, om der skulle være splid på et hold, eller hvad der er forklaringen på holdets dårlige placering. 8.2 Hvorfor er der forskellige syn på historierne? Informanterne så hellere, at der kommer nogle historier om nogle af de taktiske beslutninger, der er truffet i løbet af en kamp, i stedet for et fokus på individuelle konflikter. Men hvorfor er synsvinklen så forskellig hos de to aktører? For at kunne diskutere dette spørgsmål vil jeg inddrage den norske idrætsforsker Lars Tore Ronglans beskrivelse af selve håndboldspillet. Han skal bruges til at vise de forskellige vinkler, man kan inddele dækningen af håndbold i. Lars Tore Ronglan beskriver håndboldspillet ud fra tre dimensioner: Den individuelle, den strukturelle og den relationelle 1. Disse dimensioner vil jeg overføre til vinklerne i mediedækningen af håndboldspillet. Vinklingerne af de artikler, som sportsjournalisterne skriver, kan henføres til en af disse tre dimensioner. De kan godt virke banale, men de er til gengæld ganske brugbare til at vise, hvordan de to aktører opfatter mediedækningens opgave forskelligt 2. Den individuelle dimension i håndboldspillet er der, hvor den enkelte spiller har en bestemt rolle på holdet og kan træne sine egne færdigheder, så disse kommer holdet til gode. Samtidig rummer spillet plads til, at den enkelte kan udføre individuelle præstationer, som kan gøre den enkelte til kampens stjerne eller syndebuk. Færdighederne ligger både i de rent tekniske og fysiske aspekter af spillet, men også i spilforståelsen. Dette er dog en mere diffus færdighed, som er sværere at træne alene, og som til gengæld kræver træning sammen med holdkammerater i kamplignende situationer, som kan give den enkelte spiller en større forståelse for spillet. 1 Lars Tore Ronglan: Gjennom sesongen en sosiologisk studie av det norske kvinnelandslaget i håndball på og utenfor banen, Norges Idrettshøjskole, Der er dog primært tale om vinklinger i den skrevne presse.

5 Når informanterne spiller på eliteniveau, er det også vigtig, at de kan se nogle mål med deres sport og er i stand til at hævde deres egen individualitet og forventninger i forhold til håndboldspillet. I medierne behandles den individuelle dimension af håndbolden også meget intenst. Der søges fra mediernes side efter den individuelle historie, og selvom håndbold er en holdsport, så er der primært fokus på det individuelle i artiklerne. Det kan f.eks. være, at aviserne i dagene op til en vigtig kamp for et klubhold skriver om en spillers forestående klubskifte. Eller laver en artikel om nøglespilleren med fokus på spillerens privatsfære. Ifølge Lars Tore Ronglan så skal den strukturelle dimension ses som de regler, der eksisterer inden for håndboldspillet og danner rammerne for spillet. Samtidig er det også de forskellige taktikker og virkemidler, som et hold kan bruge for at opfylde målsætningerne om at score eller forhindre scoring. Det kræver, at spillerne har samme forståelse for spillet og kan samarbejde igennem spillet. Sådanne taktikker kan give mere eller mindre grad af individuelt præg. Der findes også forskellige taktiske skoler, hvor for eksempel den danske er kendt som en teknisk skole, der giver stor plads for det individuelle. Det vil jeg ikke gå nærmere ind i, dog er det værd at bemærke, at disse såkaldte skoler også hænger sammen med selvforståelsen inden for sporten ud fra et nationalt perspektiv. Diana: Vi er veninder fra landsholdet af, men når vi spiller for klubben så er der ingen som holder igen, så der tackler vi igennem og måske også lidt hårdere.. Lasse: Og så kan man snakke bagefter? Diana: Ja ja, sådan er det! Harry: Det er jo det bedste ved håndbold at man siger tak for kampen, selvom man i de 60 minutter har haft en kamp, hvor der virkelig har været krig, hvor der har været slagsmål altså sådan mindre slagsmål.. og været konfrontationer spillere imellem.. så bagefter så giver man hinanden hånden og siger okay det var de 60 minutter. Tak for kampen, og så er det glemt derefter.

6 Disse citater beskriver, hvordan informanterne opfatter en kamp med al dens drama. Hvordan der bliver kæmpet i de 60 minutter, en kamp varer. Når kampen er slut, er tingene på banen glemt. Det er en beskrivelse af de elementer, som sker i kampen, og som skal til for at vinde en kamp. Det kan være taktiske ændringer, udvisninger, redninger etc. Det er, hvad informanterne ser som håndboldens væsen. En af deres væsentlige pointer er, at håndbold er en kontaktsport, og det bliver fremhævet som en positiv ting, fordi det kan give afløb for nogle energier og samtidig være meget afgrænset til håndboldkampen. Spillerne har et stort kendskab til hinanden, og det kan godt føre til, at der bliver tacklet lidt hårdere på de personer, som man kender i forvejen. Desuden er informanterne meget koncentreret om spillet, og de tænker ikke over, at kampen måske også er dækket af tv. Den strukturelle dimension kan også illustreres i det følgende citat: Andrew: Jeg lever mig altid ind i en kamp, men jeg tror at jeg kan godt lige hoppe ud og sige okay, nu skal du nok lige tænke dig lidt om, hvor der måske er mange som virkelig lever sig ind i det og ikke formår at hoppe ud og så måske laver et eller andet dumt..og så er jeg ikke aggressiv nok til at lave nogle dumme ting og det er jo godt nogle gange, men nogle gange er det også skidt fordi man måske mangler den aggressivitet til at gå hele vejen. Her beskriver Andrew, at der i kampen kan være situationer, hvor han bliver ophidset pga. de ting, som sker i kampen. Det kan være en dommerkendelse eller en lidt for hård tackling fra en modstander. Men Andrew bliver aldrig så ophidset at han går over stregen. Sådanne episoder ville være nogle, som medierne ville fokusere på. Hvor enkelte spillere bliver udråbt til at have svigtet holdet. Når journalisterne vinkler deres historier, er den strukturelle dimension også medtaget, da et hold bliver bedømt og omtalt. Der prøves også at bedømmes, om det enkelte holds taktik var i orden, og dermed har journalisten rollen som bedømmer og muligvis også ekspert. Nogle gange sker bedømmelsen via karakterer til de forskellige spillere med en lille kommentar knyttet til. Dog kan journalisten også vælge at inddrage forskellige ekspertkilder, når de skal give en bedømmelse af kampen. Den relationelle dimension er en overbygning på de to andre dimensioner og omhandler de 7 spilleres forståelse af hinandens bevægelser og håndboldmæssige kunnen. Det er her,

7 kommentatorer snakker om, at et hold mangler rytme og timing, og det er disse psykologiske faktorer, som kan få et hold til levere overraskende resultater, både i negativ og positiv forstand. I denne relation er det psykologiske en vigtig del, og samtidig er der forskellige roller til de enkelte spillere på holdet. Der er nogle, som går forrest, når der skal kæmpes, og der er nogle, som har brug for, at andre går forrest, før de yder deres bedste. Det kan være, at medierne fokuserer på dem, som går forrest og bliver betegnet som sådanne typer. Fighteren er en god beskrivelse af sådan en spiller. Et andet eksempel på den relationelle dimension er spiller/træner-relationen. Det kan være, at en spiller udtaler sig om den måde, træneren eventuelt motiverer sine spillere. Der kom under et interview et eksempel fra en informant 3, hvor hun havde udtalt sig om forholdet til træneren. Artiklen havde efter informantens udsagn svært ved at være objektiv omkring problemstillingen, men blev mere drejet mod den individuelle dimension med fokus på spilleren og forklaringer på hendes udtalelser. Informanterne udtaler sig heller ikke dårligt om holdkammerater eller træneren. Der er en uskreven regel blandt spillerne om, at man ikke kritiserer sine holdkammerater offentligt. Det bliver også svært, hvis man bringer sine meninger frem i medierne, uden at ens holdkammerat har mulighed for at forklare sig. Det giver også dårlige vilkår for den strukturelle dimension, hvis den relationelle dimension foregår i medierne. Det kan være, når spillere bedes om at udtale sig om, om det var nogle af holdkammeraterne, som svigtede. Dermed kommer diskussionen til at foregå i medierne. Det kan også være en utilfreds spiller, som gerne vil have mere spilletid og siger dette i medierne med et efterfølgende ønske fra medierne om en opfølgende kommentar fra træneren. Så bliver det svært at have tillid til hinanden. Alligevel vil journalisterne som sagt gerne have historier om splid mellem spillere eller andre personlige dramaer, men får altså ikke nogen kommentarer på sådanne spørgsmål. Den strukturelle dimension og relationelle dimension er de områder, som journalisten ønsker udtalelser om, men den individuelle dimension er den, som er med til at udvælge, hvilke kilder/spillere journalisten ønsker at benytte sig af. Med den synsvinkel på journalisternes måde at lave historier og stille spørgsmål er der også lagt op til modstridende interesser. Informanterne synes, at det er fint, hvis der er fokus på den strukturelle dimension af håndbolden, men ifølge dem så drejes spørgsmålene hen imod deres personlige opfattelse og 3 Pga. anonymiteten kan det ikke medtages som et direkte citat.

8 søger efter konflikter og modstridende holdninger hos de enkelte spillere. Et eksempel på sådan et spørgsmål kunne være: Hvad følte du, at der gik galt i anden halvleg, hvor I gik helt ned og ender med at tabe med 10 mål? Hvis informanten ikke ønsker at deltage i dette, kan journalisten prøve at få en udtalelse om den pågældende fra en anden kilde. En arbejdsmetode, der ikke er stor begejstring for hos informanterne. Selvom informanterne godt kender til spillet om, hvad der sælger aviser, og hvilke vinkler journalisterne stræber efter, er der en klar holdning om, at de ser det som et nødvendigt onde i den dækning, som håndboldspillet er underlagt. De udtrykker klart en påpasselighed, men det virker ikke som en angst over for mediernes håndtering af dækningen. Informanterne ser sig selv i stand til at sørge for, at de værste vinkler fra medierne ikke bliver dækket eller i hvert fald sker med deres egen godkendelse. 8.3 Den personlige grænse front region / backstage Men hvad er de værste vinkler i informanternes verden? De har forskellige grænser for, hvad de har lyst til at udlevere til medierne, og desuden bliver grænserne hele tiden flyttet, da medierne har ønske om flere oplysninger og tilkendegivelser, end informanterne har lyst til at udlevere. Derfor bliver det en slags kamp om oplysninger, hvor informanterne søger at holde tilbage, mens medierne og journalisterne vil have mere. Det kan være intime oplysninger fra deres parforhold, som f.eks. hvordan de mødtes. Informanterne er meget strikse med at forsvare deres personlige grænse ved ikke at svare på spørgsmål, som handler om mennesket bag. Det er meget individuelt, hvilke oplysninger informanterne har lyst til at udlevere. Om de har en kæreste er dog noget, som de godt vil udlevere. Selvom det helt klart ikke har noget med håndboldspillet at gøre og egentlig må siges at være en oplysning, som umiddelbart henfører under backstage-oplysninger. Der er nogle, som har åbnet op for personlige ting, men de har altid fortrudt det eller føler sig dårlig behandlet. De, der ikke har prøvet det, har hørt om andre personer, som har haft dårlige erfaringer med det, og de har derudfra sat deres personlige grænse. Til at forklare disse grænser vil jeg inddrage Goffmans teori om front region/ backstage 4. Goffman beskriver ved hjælp af metaforer hentet fra teaterscenen, hvordan vi agerer i mødet 4 Erving Goffman, Vore rollespil I hverdagen, Hans Reitzel Forlag, 1992

9 med andre mennesker. Med henvisning til skuespillerens optræden på teaterscenen skelner han mellem vores adfærd i front region (på scenen) og backstage (bag scenen). Front region kan beskrives som den professionelle optræden, en håndboldspiller vil have i forbindelse med håndboldspillet, hvor der er et særligt sæt af forventninger til ham. Backstage er den optræden, håndboldspilleren har iblandt venner eller bare i omgivelser, hvor det ikke forventes, at han/hun skal være håndboldspilleren, men kan være privatperson i stedet. Meyrowitz videreudvikler Goffmans metafor, idet han tilføjer en middle region. Adfærden i middle region kan have et personligt præg, men sker samtidig inden for nogle rammer, som kræver en bestemt optræden. Det sker især, når tv er indblandet i interaktionen. Det skyldes, at tv skaber en gennemsigtighed, hvor alle mennesker potentielt får adgang til iagttage alle de øvriges verdener 5. Charles: En af deres taktikker generelt, men især til de store turneringer, det er prøver, hvorfor ved jeg ikke, men de prøver at så splid mellem spillerne ved at få den ene til at sige noget grimt om den anden og jeg fatter ikke helt hvorfor fordi de er jo danskere ligesom alle os andre, og man kunne jo håbe på at de havde den samme interesse i at vi fik et godt resultat og ikke havde uro på holdet, men de skal nu engang sælge aviser eller nyheder på tv, og så kan den ene historie være bedre end den anden.. og for det meste er det jo smædekampagner og skandaler som sælger bedst. Der er nogle af informanterne, som har prøvet at komme med kritiske udtalelser om dommere eller trænere og har fortrudt det senere, da det ikke har ført noget positivt med sig. Dette er også et eksempel på, at udtalelser, som måske tidligere er blevet sagt i omklædningsrummet eller i fora, hvor der ikke var journalister til stede, nu kan komme til at ske foran journalister. Altså er backstage-opførsel kommet ind i middle region. Det sker både i interaktionen med journalister fra den skrivende presse og journalister fra tv. Der ser informanterne ikke som det store problem, da de jo godt ved, hvad journalisterne er ude efter. Men der er en holdning hos informanterne om, at udtalelserne i forbindelse med kampene skal være nøgterne og sobre, og at journalisterne må respektere disse grænser. 5 Stig Hjarvard, Det selskabelige samfund, Samfundslitteratur, 2003, side 27.

10 Harry: Der findes jo også de journalister, som er pisse ligeglade og de skal kun skabe en sensation og de tager et lille citat i ud af ingenting og bringer det og så fokusere de kun på det og så forsøger de kun at få spilleren ned med nakken eller personen ned med nakken og jeg tænker ikke kun på mig selv, det er generelt. Og det er jo et kæmpe problem.det er to former for journalistik, hvor jeg har respekt for dem som kan være subjektive og objektive og skrive det som er relevant.. Denne udtalelse viser, at informanterne har et meget skabt skel mellem, hvad de vil udtale sig om, og hvad de synes skal være i fokus. De har dog også indsigt i, hvad journalisterne er ude efter. Selvom det kan være i turneringsøjemed, og spillerne derved er i en klar front regionrolle, så kan de mærke presset og ønsket om mere følelsesmæssige udsagn fra informanterne, som de ellers kun ville komme med i forbindelse med deres backstage-opførsel. Dermed bringer det også informanterne i en position, hvor de spørger til interviewets art, da de skal vurdere, om de oplysninger er inden for de oplysninger, som personen vil udtale sig om. Informanterne skal derfor hele tiden forhandle med sig selv om grænserne og afveje, om det går over grænsen. Der er en klar tendens til, at jo mere erfarne informanterne er, jo bedre er informanterne til at kunne forhandle om grænserne for, hvad der må skrives. Men som Charles siger, så bliver der hele tiden fra journalisternes side presset på for at få udtalelser og lyst til at medvirke til historier, hvor vinklen er på informantens person. Charles: Folk [journalister] prøver på at få dem [håndboldspillere] til at sige nogle ting, som de nok egentlig ikke ville have sagt, hvis bare havde spurgt dem. Det gør de helt bestemt. Informanterne skal altså hele tiden være parat for at vurdere, i hvilken retning journalisten vil dreje historien. Det kan være, at spørgsmålene lige pludselig er nogle spørgsmål, som informanten bagefter vil føle er i deres backstage-verden. Men informanterne opbygger altså en rutine. Lasse: Føler du nogle gange at de [journalisterne] ligesom har en historie, som de egentlig bare skriver ud fra? Susan: Ja helt sikkert. De har en eller anden dagsorden. Noget som de har besluttet sig for at skrive om, og så håber de meget at mine udtalelser de lige kan passe med det de vil skrive.

11 Lasse: Forklarer de inden, hvad det er de vil skrive om? Susan: Nej, det gør de ikke, men man kan godt høre hvor det er at de vil hen. Som udgangspunkt er det ikke noget problem for informanterne, men hvis journalisterne prøver at dreje det i en mere personlig retning end det aftalte, så bliver det mere bemærket. Nogle gange påtaler informanten det, men der er også nogle af informanterne, som har valgt at stoppe interviews, hvis de følte, at journalisten ikke fulgte det aftalte oplæg, men egentlig havde en form for skjult dagsorden. Det sker mest, når journalisten er begyndt at spørge om personlige ting. Dette gør også, at informanterne hele tiden er opmærksomme på, hvad de udtaler sig om, og hvad journalisterne spørger om, da man er bange for få sagt nogle ting, som kan bruges til at skabe en god historie. Nogle af informanterne har lavet deres egne regler for, hvordan de kan undgå sådanne episoder. John har følgende definition: John: Når han har kuglepennen i hånden, så må han skrive. Når han ikke har så snakker vi udenfor bladet. [artiklen] Men samtidig er der også en holdning om, at man selv har muligheden for at sige stop og sige fra, hvis spørgsmålene bliver for direkte eller for personlige. Der opleves ikke den store forskel i opfattelsen hos henholdsvis mandlige og kvindelige informanter. Der er dog en kvindelig informant, som siger, at det måske er en pigeting at bide mærke i de små detaljer. Clarice: Det er da nok meget en pigeting at bide mærke i, hvad det er at de skriver. Det ved jeg ikke om det er, men jeg kunne forestille mig at herrespillere bare var ligeglade med hvad der blev skrevet. Som vist, så er der stor opmærksomhed fra informanterne på, hvad journalister ønsker at skrive om. De ønsker ikke, at historier handler om de relationelle ting i håndboldspillet.

12 Susan: Og der har jeg også bare den indstilling at man aldrig skal udtale sig på andre spilleres vegne..aldrig. Der har jeg det sådan at jeg kan udtale sig om mig selv, og om håndbold og alt andet er faktisk lidt ligegyldigt. Susan vil altså udtale sig om den individuelle og den strukturelle dimension, men ikke den relationelle dimension. Det er ikke, fordi informanterne ikke har et ønske om at kunne diskutere relationelle ting på et hold, men de har erfaring med, at medierne meget hurtigt anlægger en individuel vinkel, og det kan føre til diskussion om, hvem der sagde hvad i medierne. Det er en af årsagerne til, at informanterne nødigt udtaler sig om andre, da det kan føre til, at holdet bliver dårligere pga. dårlig stemning mellem enkelte spillere. Til gengæld så synes informanterne, at man på sin vis skal stå sammen og prøve at efterleve de regler, som findes på området. 8.4 Rykkes grænserne hos håndboldspillerne? Selvom informanterne virker klare over, hvor deres grænser for udlevering af oplysninger om mennesket bag går, så er der alligevel mange af informanterne, der har oplevet situationer, hvor deres grænser er blevet rykket, eller hvor de har nægtet at svare på et spørgsmål. Det virker, som om de grænser, som informanterne har, er under konstant udformning. Det virker, som om journalisternes interesse for de personlige oplevelser gør, at journalisterne prøver grænserne af. Men informanterne kan dog godt sige fra, hvis det bliver alt for slemt. Diana: Hvis det er at han spørger mig om noget som jeg ikke vil sige, så siger jeg det bare ikke. Og hvis det er at hans interview handler om et eller andet som jeg heller ikke har lyst til, så er der bare ingen interview. Lasse: Har du prøvet at sige det her vil jeg ikke mere? Diana: ja, det kan godt være at jeg vil svare på nogle spørgsmål, men der er bare nogle det kan jeg bare ikke. Lasse: Har de så bare sagt okay, fint nok. Diana: Ja, det bliver de ligesom nødt til (smågriner). Lasse: Men hvordan har stemningen så været? Diana: De bliver nok altid lidt trætte af det, hvis de har forberedt og skulle lave et eller andet og så vil man ikke svare på det, så det er nok meget naturligt at de bliver lidt trætte af det.

13 Det kan jeg ikke tage så tungt, det er mig som det går ud over, hvis det er at der kommer et eller andet ud, som jeg ikke bryder mig om. I dette eksempel er det under interviewet, at informanten har haft diskussion med journalisten om spørgsmålenes karakter. Informantens sidste udtalelse viser også, at hun har en erkendelse af, at det er hende, der står med konsekvenserne af udtalelserne. Derfor er informanterne meget påpasselige med at give oplysninger, og generelt har en del af informanterne stoppet interviews eller sagt, at de ikke vil svare på nogen spørgsmål under interview, da de syntes, at deres grænse er nået. Her er Dianas eksempel meget illustrativt på en sådan episode. Der er selvfølgelig fare for, at informanterne bliver meget forsigtige og pressesky, da informanterne også kan komme med eksempler på, at vinklen på historien er blevet anderledes, end de havde forstået under interviewet. Det kan være, at informanten har lavet et interview, og ét spørgsmål ud af mange bliver brugt som overskrift for journalistens artikel. Andrew: Når man har stået efter en kamp og snakke, og de spørger om man ting, og så det man har snakket mest om det bliver overhovedet ikke nævnt i artiklen, men en eller anden ting bliver virkelig blæst op Sådanne episoder, som Andrew beskriver her, er med til at gøre informanterne påpasselige over for journalisterne, da de ikke har lyst til at blive citeret forkert eller fremstå på en måde, de ikke kan vedstå. Dette emne vil jeg behandle mere grundigt under afsnittet Rammer og roller i forbindelse med kontakten mellem spillere og journalister. Men disse grænser hos informanterne er som sagt blevet presset. Det kan måske forklares med et kig på Meyrowitz 6, som beskriver, hvordan tv-mediet har gjort, at intimiteten er kommet til at fylde meget mere i medierne, pga. at seerne sidder i deres egen stue og følger nogle mennesker. Det giver folk en følelse af, at de kender personen, og de har derfor ønske om at vide mere om personen. Der er altså et ønske fra medierne om at få sådanne informationer. 6 Joshua Meyrowitz, No Sense of Place: The impact of electronic media on social behavior, New York: Oxford University Press, 1985

14 Samtidig har den megen medieeksponering af håndboldspillet gjort, at seerne kan se håndboldspillere en gang om ugen og på den måde føler en trang til at vide mere om nogle personer. Håndboldspillere kan dermed blive mediekendte personer. 8.5 Det at være en kendt person Ud over at informanterne er håndboldspillere og dermed et naturligt interesseobjekt for sportsjournalister, så er der også forskel på, hvor stor interesse de forskellige informanter har hos journalisterne. De personer, som har størst fokus hos journalisterne, kan også betegnes som kendte personer for den brede offentlighed. Men hvordan har informanterne det med at være en offentlig person, når informanterne har det svært med at udlevere personlige oplysninger om deres privatliv, som f.eks. hvorfor et kæresteforhold er gået i stykker? Den engelske forsker Chris Rojek har lavet en opdeling af fænomenet kendthed, og han inddeler gruppen af kendte efter følgende begreber: ascribed, achieved, attributted 7. Gruppen af ascribed kendte omfatter de mennesker, som via deres slægtsbånd har en særlig status i vores samfund, f.eks. de kongelige. Denne gruppe er født ind i gruppen af kendte personer og skal meget tidligt forholde sig til det at blive genkendt og kontaktet af mennesker, som føler, at de kender dem, uden at det er gensidigt. Gruppen af achieved kendte omfatter dem, som har opnået at blive kendte via deres personlige meritter eller særlige evner. De har ikke som mål at blive kendte, men mere en drøm om at blive nummer et. Samtidig bliver de måske i første omgang også kendt inden for mere snævre kredse, og derefter kan det være, at opmærksomheden bliver noget større. Det er her, sportsfolk kan kategoriseres. Alt efter hvilken sportsgren der er tale om, kan det være, at folk kun er kendt i den idrætsgren, de dyrker. Håndboldspillere rammer begge områder, da størstedelen af de spillere, som spiller i den bedste række, kun er kendt i håndboldmiljøet, mens landsholdspillere med garanti er kendt i den brede offentlighed. Samtidig er den stigende medieeksponering med til at udvide kredsen af spillere, der er kendt i den brede offentlighed. Attributed kendte dækker den gruppe af mennesker, hvor deres arbejde foregår inden for en branche, som naturligt påkalder sig opmærksomhed, og hvor deres indgangsvinkel til området lige præcis er det at blive en kendt person. Gruppen indeholder skuespillere, musikere etc., som hører under første definition af gruppen. Derudover er gruppen de seneste år blevet 7 Chris Rojek, Celebrity, 2001, Foci. Side 17. Disse definitioner er ikke mulige at oversætte direkte, og da der ikke er lavet et dansk begrebsapparat, har jeg valgt at bruge disse.

15 udvidet med de mennesker, som har deltaget i reality tv-programmer, f.eks. Robinson og Big Brother. Disse menneskers har som mål at blive en kendt person. Håndboldspillere kan også opnå at blive kendte personer, som sagt mest på grund af den store opmærksomhed fra tv. De er som nævnt i Rojeks definition achieved kendte, da de er blevet kendte pga. deres evner inden for håndbold. Det er interessant med denne opdeling, da håndboldspillere, hvis de bliver kendte, kan blive kendte for andre ting end håndbold. Og de bliver fanget af denne opmærksom og medvirker i programmer, fordi de er kendte personer. Dermed er de at sammenligne med folk i gruppen attributed. 8.6 Hvordan er håndboldspillere kendte personer Håndbold er som nævnt en sport, som har stor medieopmærksomhed i Danmark. Det betyder også, at de bedste spillere er personer, som folk genkender, når de ser dem uden for håndboldbanen. Det er noget, spillerne skal vænne sig til og ikke altid synes er så rart, selvom de fleste kun har mødt positive tilkendegivelser fra folk. Dette er billedet, som informanterne beskriver omkring det at være en kendt person. De bliver stoppet i det lokale indkøbscenter, den lokale bank eller bare på gaden. Det er lidt mindre rart, når folk peger efter dem og fortæller deres børn, hvem der går forbi dem. Folk vil for det meste snakke håndbold, og hvis det er gået godt, vil de lige sige det. Det er ikke informanterne, som styrer denne konfrontation, og de er ikke sikre på, hvornår den vil opstå, og hvad der venter dem. Denne tilvænning er meget naturlig i forhold til de skift, som Goffman kalder en situationsdefinition. I det øjeblik, hvor mennesker mødes, sker der en forhandling af, hvilken situation der er tale om. Dermed kan man påtage sig den opførsel, som passer til situationen. Informanterne ser ikke sig selv som folk, der har gjort noget specielt for at blive genkendt af folk på gaden, men kender godt til de mekanismer, de skal benytte sig af, hvis de skal blive kendte. Ann: Jeg tror da godt at man sagtens kunne få smigret sig ind på en eller anden måde for hvis man er nu er villig til at sige en masse ting.. komme med nogle ting, nogle meninger, nogle holdninger, så tror jeg da godt. Denne udtalelse for Ann er typisk for informanterne, der har kendskab til, hvilke mekanismer der vil give større opmærksomhed fra pressen og især den del af pressen, der gør sig i at beskrive de kendte mennesker, f.eks. Se og Hør, Kig Ind, Her og Nu og Billed-bladet.

16 Der er dog ingen af dem, der har sådan et ønske. Alligevel kan informanterne godt pege på visse personer inden for håndboldspillet, som har gjort noget for at blive kendte. Det, der skal til, er at udlevere flere oplysninger omkring deres privatliv eller lave en fotoserie til et blad. Det kan være mere eller mindre afklædt. Der er en klar tendens til, at det er kvinder, som optræder i sådanne fotoserier 8. I den forbindelse skriver den norske kønsforsker Gerd von der Lippe; En mer og mer markedsstyrt mediekultur på premisser til dominerende maskuline måter å tenke på vil øke hystreiet om kropp, sex og toppidrett (G.Lippe i S.Loland;1998;117). Von der Lippe mener, at flere og flere idrætsudøvere vil blive udfordret til at vise sig nøgne på grund af markedsvilkårene, hvor de vil blive tilbudt store beløb for at stille op. Informanterne nævner ikke penge som en faktor, der kan være styrende for disse overvejelser. I stedet er de opmærksomme på, at fokus skal være på håndboldspillet, og sådanne billeder vil fjerne fokus fra dette. Det er svært at se eksempler på mandlige håndboldspillere, som spiller på seksualitet, men de kan til gengæld blive spurgt om seksuelle præferencer i forbindelse med artikler til blade, hvis hovedområde er kendte mennesker og deres liv. I forbindelse med VM for herrer i Portugal i 2002 brugte TV2 i deres markedsføring af transmissionen flere af landsholdspillerne iført kjole og hvidt, og de skulle være på en mission a la James Bond. Denne fokusering på noget helt andet end håndbolden blev af flere af de mandlige informanter brugt som eksempel på noget, som havde drejet fokus væk fra det oprindelige mål, og som egentlig stred mod den forståelse, de gerne ville have, befolkningen skulle have af dem. John: Jeg tror at alle små drenge og piger har en eller anden opfattelse af at være kendt det må være fedt eller i hvert fald største delen har det. Og jeg tror også at jeg drømte om det da jeg var yngre. Og det var da også sjovt lige i starten med at alle er opmærksomme og der er nogle gode og nogle fordele, men jeg tror at de fleste glemmer bagdelene ved det Lasse: Hvad er de? John: Jeg synes at bagdelen ved det er at man bliver vurderet i ekstremt mange ting du gør og der sidder ikke bare en censor, men det som fandme mange og har en mening om det du gør og det er da også fint så længe det går godt. Men så snart det går dårligt, så er det ikke 8 Fotoserier som i blade, hvis målgrupper er mænd og kvinder. Eksempelvis M! og Women.

17 særlig sjovt. Det er svært at tage kritik til sig. Især hvis man ikke er enig i den kritik. Men der er bare ikke noget at gøre. Du kan ikke gøre noget som helst ved hvad de skriver om dig eller siger om dig i fjernsynet. Grænsen mellem at være kendt for sin sport og være en sportsudøver, som er kendt for en masse andet, er hårfin, og det kan være dragende for nogle kvinder at deltage i dette. En af de kvindelige informanter nævner, at hun har været tæt på at sige ja til at deltage i en fotoserie, hvor hun skulle være meget afklædt. Hun syntes, at tilbuddet lød okay, og samtidig var det lidt flatterende, men det endte med, at hun sagde nej. I dag er hun glad for den beslutning, da hun kan se, hvilke konsekvenser det kunne have fået. Noget, hun ikke var i stand til på det givne tidspunkt. Der er også en generel tendens til hos informanterne, at optrædener i disse ugeblade om kendte personer ikke er noget, de har så meget lyst til. Der findes selvfølgelig eksempler på håndboldspillere, som har benyttet sig af muligheden. Det viser fint, at de befinder sig i kategorien achieved kendte, hvor de er blevet kendt på at være gode til håndbold og ikke har behov for eller ønske om at blive kendte personer i samme forstand som attributed kendte Informanterne har ikke nogen problemer med, at nogle håndboldspillere har stillet op til sådanne programmer, og nogle af dem er faktisk glade for, at andre gør det, da de så kan træde mere i baggrunden. Et eksempel på en håndboldspiller, som har deltaget i sådanne programmer er Rikke Hørlykke, som har deltaget i Her er dit liv på TV2 9. De håndboldspillere, der har deltaget i sådanne programmer, må siges at være havnet inden for definitionen attributed. De fleste af informanterne har dog deltaget i tv-programmer, som benytter sig af gruppen af kendte. Det har været Sport 200x, som DR afholder ved slutningen af hvert år. Sådan et program, hvor det handler om at hylde årets sportsstjerner, er informanterne inviteret med til, fordi de er kendte personer. Desuden har en del af dem også været med i Jeopardy!, som TV2 sender. Lasse: Har du deltaget i noget udover håndbold? 9 Hun er ikke en af informanterne.

18 Andrew: Ja, det har jeg jo efterhånden. Jeg har været med i Jeopardy, og sport 2000-shows med DR, hvor man skulle ind og lave en racerbil. Så efterhånden har man været med i nogle ting, som også har bevågenhed i hele Danmark. Lasse: Hvordan er det at være med i sådan noget? Andrew: Ja, det er sådan lidt Til at starte med meldte jeg afbud til Jeopardy, fordi jeg tænkte at jeg ikke havde lyst til at stå og fortælle om mit liv og alt sådan noget. Men så tænkte jeg at Jeopardy var nok meget harmløst. Der skulle man gætte på nogle spørgsmål og det kunne da være meget sjovt. Men jeg har da set nogle programmer, hvor der har været nogle af mine kollegaer med i udgyd dit liv [ironisk henvisning til tv-programmet her er dit liv ] hvor de sidder og fortælle om hvordan de godt kan lide at have sex i hvert fald nogle mærkelige ting og der sætter jeg grænsen for, hvad jeg har lyst til at være med i. Lasse: Er du blevet spurgt? Andrew: Nej, jeg er heller ikke blevet spurgt. Dette stemmer ikke overens med de udtalelser, som de fleste af informanter kommer med, hvor de beskytter den mere private side af deres liv. Der er selvfølgelig forskel på programmerne, og i hyldestprogrammerne som Sport 200x-showene fokuseres der på informanterne ud fra det, de har opnået via deres sport, mens et program som Jeopardy! har indbygget sekvenser, hvor der udveksles oplysninger fra informanternes privatsfære. En forklaring på dette lidt modstridende forhold skal nok findes i, at Jeopardy!-programmet er i den mere bløde ende af de programmer, hvor de skal give noget af deres person til offentligheden. I Sport 200x-showene handler det mere om, at de bare er til stede, og det er slet ikke sikkert, at de bliver interviewet, men bare bliver set på tv. Men det ændrer dog ikke ved det forhold, at informanterne er med til skabe et kendskab til dem selv, som gør, at almindelige folk føler, at de kender personen lidt bedre, når de nu har set informanterne i en kontekst, som ikke har noget at gøre med deres normale profession. En del af informanterne har dog kun deltaget i et enkelt program, ligesom flere af dem er kommet til den konklusion, at det ikke er noget, de vil deltage i igen. Informanterne har en følelse af, at de ikke har gjort noget specielt for at få den opmærksomhed, og har en holdning om, at der er nogle sportsfolk, som er udsat for et større pres fra medierne og en større udstilling af privatsfæren, end de selv er. Inden for

19 håndboldspillet er det de personer, som har gjort noget aktivt for at blive kendte. Men så er det også selvforskyldt. Det kan være, at man har deltaget i et underholdningsprogram eller har medvirket i en reklame. For disse personer er der ikke den store medfølelse. Dog viser det sig, at optræden i medierne er med til at skubbe ved den enkeltes holdning til optræden, og grænserne er på spil hele tiden, når journalisterne og medierne forhandler med håndboldspillerne om en optræden i medierne. Samtidig er det svært at finde grænsen for, hvornår man selv har gjort nok til at blive vurderet i diverse blade. Flere af de kvindelige informanter kan beskrive den følelse af, at det går meget stærkt i omfanget af interesse fra journalister fra de forskellige medier. Clarice: Lige pludselig gik det meget hurtigt Lasse: Hvornår var det? Clarice: Det var faktisk for halvanden år siden, tror jeg. Hvor jeg gik fra at spille næsten ingenting til at spille rigtig meget [på landsholdet] og det synes journalisterne også var rigtig sjovt. Og det var så på den gode måde at komme i medierne på. Chris Rojek bruger også et begreb, som han kalder celetoid. Det definerer han som folk, der meget hurtigt opnår kendthedsstatus, men også meget hurtigt forsvinder igen. Denne definition kan bruges til at forklare noget af den opmærksom, som håndboldsspillere får i forbindelse med store turneringer, som f.eks. OL, hvor man også så flere af de kvindelige håndboldspillere på forsiden af ugeblade og i formiddagsaviser med overskrifter, som henførte til historier om deres private forhold. Nogle af informanterne beskriver også, at de ikke rigtig har kontrol over begivenhederne, men dog kan lade være med at svare på spørgsmål om private forhold. Dog er det lidt løst, hvad for nogle oplysninger, der ligger inden for denne kategori, da de fleste af informanterne ikke har noget imod at oplyse om, at de har en kæreste, og om de bor sammen etc. Susan. For eksempel hvis man skulle giftes eller noget andet. Hvordan friede han så? Og der er sådan nogle ting som jeg har lyst til at holde for mig selv. Lasse: Må de godt spørge om du har en kæreste? Susan: Ja, det må de gerne.

20 Lasse: Så det er mere intime ting? Susan: ja lige netop. Lasse: Så grænsen går ikke ved, hvem du lever sammen med? Susan: Nej det synes jeg ikke. Dette er oplysninger, som kan betegnes som private, og som ikke har betydning for deres håndbold. Alligevel er det blevet så almindeligt at give den slags oplysninger, at grænsen for, hvad der er private oplysninger, har flyttet sig i retning af, at spillerne oftere udleverer oplysninger om mere private detaljer omkring disse forhold. Der er som sagt også andre medier, som har interesseret i håndboldspillerne. Det er ugebladene, som har interesse i at høre om det liv, spilleren har ved siden af håndboldkarrieren. Det betyder dog ikke, at de fleste sportsjournalister ikke også har kendskab til disse oplysninger, men de skriver ikke om det i samme omfang som ugebladene. Det virker også, som om ugebladsjournalisterne har opbygget et fortrolighedsforhold til håndboldspillerne. Dette billede er det, som tegner sig, når informanterne omtaler ugebladene. De fleste af informanterne har kendskab til ugebladene enten via personlige erfaringer eller via andre håndboldspillere. Informanterne hæfter sig ved, at mange af deres historier ikke har nogen kilder, og ser dem som taget ud af den blå luft. Harry: men alt andet er bare sladder og hentet ud af den blå luft. Og vi har også set eksempler på journalister som ringer og siger: Her er situationen. Den er sådan her. Vil du kommentere det? Nej, det vil jeg ikke for det er ikke tilfældet.. Jamen, hvis det ikke er tilfældet, så skal du bare vide at vi bringer den og du skal bare vide at vi bringer den uden dine kommentarer. Så står man lidt i en gråzone. Lasse: Er det ugeblade eller? Harry: Det er især ugeblade, ja. Han er en af dem, som er blevet interviewet af ugebladene. Det er et meget negativt billede, han har af ugebladene, og andre informanter deler hans syn.

21 Ugebladsjournalisterne dukker også op, når håndboldspillerne deltager i mediearrangementer, som ikke er sportslige. Det kan for eksempel være Jeopardy! etc. Det undrer mig, hvor de får de oplysninger fra. Lasse: Se og Hør hvad gør de? Ringer de? Andrew: Ja, de ringer og så dukker de, når vi har været med i et de forskellige shows. Så kommer der en eller der kommer nok et eller andet sjovt. Og så synes også det er sjovt, hvis man er gået fra kæresten og så ringer de jo også og spørger om hvorfor man er gået fra hinanden? Lasse: Hvordan får de sådant noget af vide??? Andrew: Ja, det må du nok spørge om. Det må du virkelig Lasse : Undrer man sig nogle gange??? Andrew: Ja, det gør jeg. Jeg undrer mig utroligt meget nogle gange. Men så læste jeg at de i hvert fald har en, det har egentlig ikke noget med det at gøre, men han render rundt på Københavns diskoteker og værtshuse om natten for at finde kendte mennesker, som man kan skrive om. Så når de har nogle til sådan et beskidt arbejde, så har de nok også nogle til alt muligt andet, men jeg ved det ikke. Når informanterne skal beskrive det medieskabte billede af dem selv, så nævner de fleste ordet håndboldspiller. Men andre kan også sætte ord på, som er de ord, der er blevet brugt om dem i medierne. Ord, som de ikke selv mener passer med den opfattelse, de har af sig selv som privatpersoner. Det er meget klart, at der er tydelig forskel på den person, som er i medierne og den private person. Informanterne er altså klar over forskellen mellem deres frontstage- og deres backstage-person. Når håndboldspillere bliver kendte personer og måske deltager i programmer eller andre arrangementer, hvor der er andre kendte mennesker til stede, så er der også en mulighed for, at de får andre kendte mennesker som venner. Dermed bliver vennekredsen en lidt anden, men her gav informanterne alle udtryk for, at deres vennekreds var en blanding af håndboldspillere og venner fra andre sammenhænge. Der er nogle, som har fået venner inden for andre idrætsgrene, og dette er sket i kraft af deres status som landsholdsspillere, men kun en enkelt peger på, at der kun findes håndboldspillere i deres omgangskreds. Dette kan godt

22 tages som en indikator for, at informanterne er blevet kendt for deres spil og fastholder denne status. Gruppen er også meget beskedne, når det kommer til deres egen vurdering af deres status. De fleste ser ikke sig selv som en stjerne og har det indtryk, at andre spillere har en højere status. Det er både i pressen og blandt folk generelt. Der er dog enkelte af informanterne, som har en fornemmelse af, at de er meget vellidte alle steder, og kan mærke, at folk bliver anderledes, når de er i nærheden. Kendthed er altså noget, som informanterne må forholde sig til, men føler at de har kontrol over. Informanterne kan dog mærke presset for at udlevere oplysninger, som ikke har noget med håndboldspillet at gøre, men mere handler om ting fra deres privatliv. De bliver dog konfronteret med journalister fra ugebladene, da de optræder i programmer, hvor de er blevet inviteret med, fordi informanterne er kendte personer. Det skaber selvfølgelig tvivl om, hvorvidt informanterne ikke kan se sammenhængen mellem optræden i disse programmer og spørgsmålene fra ugebladene. Men informanterne kan ikke rigtig se, hvad håndbold og ugeblade har med hinanden at gøre. De har også stadigvæk fastholdt venner fra deres tid som knap så kendte spillere. Det peger også på deres kraftige reaktion imod ugebladenes krav om historier, fordi de er kendte. Men samtidig peger informanterne på, at ugebladene skriver historier, som de ikke rigtig har belæg for, og som bygger på rygter og samtaler med informanternes venner. F.eks. har William oplevet at blive nævnt i Se og Hør uden at have snakket med en journalist fra det pågældende blad. 8.7 Fans Men et er, hvordan informanter til dels selv kan være med til at styre, hvordan billedet af dem i medierne skal være. Noget andet er den interaktion, de har med folk uden for banen. Indtil videre har det kun handlet om spørgsmål, som kommer fra journalister fra forskellige blade. Både ugeblade, aviser og tv. Men hvordan forholder det sig, når informanterne er uden for håndboldspillet og er i en privat kontekst. Her kommer der kontakt med den almindelige dansker, som føler, at de har et kendskab til den person, som de så tit har set på tv. Når informanterne for første gang oplever en situation med en fan, har de ikke nogen anelse om, hvilke spilleregler de skal handle ud fra. Dermed føler de sig ikke særlig godt tilpas, og når informanterne taler om, at man skal vænne sig til det, betyder det, at de får lært sig en opførsel, som de synes passer dem.