3. Leg på redskabsbaner

Transkript

1 3. Leg på redskabsbaner Af Martin Elmbæk Knudsen Seminarieadjunkt i idræt ved CVU Sønderjylland, Haderslev. Uddannet cand.scient Idræt og Sundhed fra Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet Odense. Har været højskolelærer fra Idrætslig baggrund: Udøver i fodbold, badminton, volleyball, spring/rytmegymnastk og friluftsaktiviteter. Træner i gymnastik og volleyball. Introduktion Redskabsgymnastik kan allerede i indskolingen føre eleverne ind i arbejdet med at knække koder for bevægelsesmønstre i de kendte spring og behændighedsøvelser som håndstand-rulle, hovedstand, overslag, salto, vejrmøller m.v. I så fald arbejdes oftest målrettet, afgrænset og oftest anvendes modtagning og instruktion. Men en anden tilgang kunne være denne: Gymnastiksalen er fyldt med redskaber, og børnene bliver helt elektriske ved synet af den indbydende redskabsbane. Det kræver pædagogisk overblik for idrætslæreren at fastholde børnenes opmærksomhed under den grundige gennemgang af banen. På hvor mange måder kan I komme gennem banen på? spørger hun. Hun giver ingen svar, men forklarer færdselsreglerne i legen. Med færdselsregler sætter hun legen ind i en ramme, så legen ved nogle stationer målrettes efter en bestemt hensigt (bevægelsesmønster). Hun gør meget ud af at stimulere børnenes fantasi. Hun spørger til, hvad den enkelte station i redskabsbanen forestiller. Ét barn siger et isbjerg, et andet barn siger et vandfald. Børnene skal altså selv finde løsninger (viden) ud fra deres fantasi og kropslige intuition. Beskrivelsen ovenfor er transskriberet fra videooptagelser af undervisning i leg på redskabsbaner i indskolingen. Beskrivelsen giver mange oplysninger om underviserrolle, undervisningsprincipper, målretning af en legende undervisning, videnudvikling og andre forhold i undervisningssituationen, der har betydning for læringsmulighederne. Det er opfattelsen i dette kapitel, at anvendelse af leg på redskabsbaner som skitseret i eksemplet kan være en meget udbytterig tilgang til redskabsgymnastik i indskolingen. Et blik på trinmålene under idrættens Fælles mål afslører, at redskabsaktiviteter især bør fylde meget i indskolingen. Mange trinmål under kroppen og dens muligheder efter 2. klassetrin samt enkelte mål i børnehaveklassen (0. klasse) kan nemlig opfyldes i redskabsgymnastik: beherske og bruge kroppen varieret og vise udholdenhed (0. klasse) 1 bruge spænding og afspænding udføre simple balancer og krydsfunktioner vise fortrolighed med bløde, hårde, faste og løse redskaber kontrollere grundlæggende bevægelser, først og fremmest gå, løbe, hoppe, hinke, vende og dreje udføre grundlæggende gymnastiske færdigheder i afsæt, svæv, landing, rulning, spring, vægtoverføring og forflytning samt vægt på armene Det ses desuden, at der er rig mulighed for at arbejde med de åbne opgaver, legen tilbyder. Også under idrættens værdier kan der arbejdes med mange trinmål. Det samme gælder i 0. klasse: fordybe sig både i individuelt arbejde og i samarbejde i større og mindre grupper (0. klasse) komme med forslag til undervisningens indhold. (0. klasse) samarbejde med en eller flere om at lege kende og anerkende fysiske forskelle mellem sig selv og andre fortælle om oplevelser eller situationer, hvori der indgår bevægelse Fokus vil i dette kapitel være på trinmålene under kroppen og dens muligheder, der fortæller væsentlige motoriske mål, børnene skal arbejde hen i mod i indskolingen, men trinmålene under idrættens værdier vil også tilgodeses. Gymnastiktræet nedenfor illustrerer, hvorfor det er nødvendigt at arbejde med redskabsaktiviteter allerede i indskolingen. Træet er opdelt i en rod, en stamme og en forgrening: Roden i Gymnastiktræet udgøres af de grovmotoriske basiselementer, som udtrykker det motoriske fundament. Det er alle de naturlige bevægelsesformer, som at trille, rulle, rotere, kravle, klatre, springe, svinge, støtte på armene osv., og en stimulering og træning af de færdigheder forbedrer paratheden til at lære nye bevægelsesmønstre. 1 Det skal understreges, at det er den alsidige motoriske udvikling, der her anses for væsentlig i indskolingen. At udvikle udholdenhed skal ikke prioriteres i samme grad, men kan da være en herlig sidegevinst (Pedersen, 2005) 22

2 Stammen er bevægelsestyper, der anvendes i næsten al leg og idræt, men som har fokus på senere læring af gymnastiske øvelser. Bevægelserne er fx afsæt, svæv, landing, spænding, afspænding, svinge, kippe, støtte, rotere m.m., og foregår omkring alle 3 akser. I forgreningen arbejdes med metodisk læring af grundlæggende springtyper som rulle-salto bevægelser, håndstandoverslags bevægelser og trille-skrue bevægelser. Gymnastiktræet Skal vi give barnet gode oplevelser med forgreningens færdige spring som vejrmølle og overslag, er det afgørende, at barnet har udviklet kropslige forudsætninger for at kunne udføre disse spring. Denne læringsparathed udgøres af erfaringer med og automatisering af en lang række grundlæggende bevægelsesmønstre fra roden og stammen. Er disse kropslige forudsætninger ikke på plads, har barnet ikke de fornødne redskaber til at mestre springene, og motivationen for deltagelse i idrætten er udsat. Spørgsmålet er så, hvordan vi bedst udvikler det nødvendige kropsligt-motoriske fundament for at kunne bevæge os ud af grenene og op i træets krone? Hvor der i mellemskolingen og udskolingen også lægges meget vægt på at lære og træne bestemte bevægelsesmønstre ud fra en metodisk og videnskabelig tilgang, er det holdningen her, at læringsparathed udvikles i et legende miljø, hvor stor frihedsgrad, mange gentagelser og mindre fokus på æstetisk udførsel og teknisk perfektionering af bevægelserne giver den bedste stimulering. Praksis Udviklet af Finn Berggren, Michael Bjøern, Lars Elbæk og Nicolas Markvardsen. Opvarmning Opvarmning kan springes over i indskolingen. Der er oftest kort undervisningstid, da der også skal bruges kræfter på at stille redskabsbanen op. Dog kan en mental forberedelse være at gå banen igennem og præsentere eleverne for færdsels -regler m.m. (se indledende citat). En væsentlig del af den mentale forberedelse er stimuleringen af børnenes fantasi - fx via spørgsmål til barnets forestillingsevne. Herved sker også en iscenesættelse af legen, der er med til at engagere børnene. Alternativt kan man varme op med diverse kamplege, tillidsøvelser og lignende (se Nielsen, litteraturliste). 23

3 Redskabsbanen Jf. trinmål og motoriktræet er det afgørende, at redskabsbanen giver mulighed for alsidige bevægelsesmønstre til alsidig kropslig udvikling. Det betyder, at man skal forsøge at stimulere alsidige bevægelser fra motoriktræets rod og stamme. En mulighed kan være følgende opstilling: 1. Den umulige bro: (balance) 2. Indianer til hest: (svinge) 3. Vandløbet (koordination, afsæt, landing, balance) 4. Rutsjebanen (afsæt m.m.) 5. Hulen (krybe, kravle) 6. Linen (balance på bom eller bænk) Rutsjebanen: springbræt, bom, 3 bænke, nedspringsmåtte, rullemåtte (glat), måtte, reb til at fastgøre måtte m.m. Den umulige bro: 2 halve combiruller, måtte som underlag (gerne 1 meter bredere til alle sider) Vandløbet: diverse redskaber med afstand imellem - evt. på en lang rullemåtte Indianer til hest: nedspringsmåtte, tove, måtte, lille skumplint med halv combirulle som top Andre forslag til stationer findes beskrevet bagerst i kapitlet, men grundlæggende tages der udgangspunkt i salens tilgængelige redskaber og underviserens fantasi. Har man en gruppe børn, som har specifikke motoriske mangler, kan man naturligvis se stort på alsidigheden og lægge et mere afgrænset fokus fx et balancetema, hvor der opstilles forskellige stationer med krav til balance i alle mulige højder og på alle mulige måder. 24

4 Organisering af legen Når legen sættes i gang, kan banen introduceres som beskrevet i indledningen: Underviseren beskriver færdselsregler ved den enkelte station, uden at vise hvordan stationen forceres. Dermed bevares friheden i legen, og barnet skal selv udvikle viden ud fra det induktive undervisningsprincip. Barnets oplevelse af frihed er et fundamentalt kendetegn ved leg. Her opfattes det altså ikke som leg, hvis underviseren begrænser barnets udfoldelse ved at instruere i, hvordan stationerne skal forceres. Færdselsreglerne er desuden med til at give legen sin orden. Når barnet har stor frihed til at finde kropslige løsninger til forcering af stationerne, bliver det vanskeligere at arbejde målrettet med bestemte kropslige færdigheder som fx en rulle. Hvordan kan man vide, om barnet nu også har forsøgt at udføre en rulle? Svaret er, at det kan man ikke vide! Grundlæggende udviser den legende tilgang stor tillid til, at børnene selv vil få erfaringer med fx ruller, når de er motorisk klar til det. De fleste redskabsbaner vil altid arbejde med at løbe, kravle, balancere, klatre, svinge, afsæt, flugt og landing m.m. i et vist omfang, mens bevægelser som trille, skrue, rulle, støtte på armene m.m. i højere grad er op til børnene selv. Legen kan dog målrettes ved at give den enkelte station et navn, som appellerer til, at barnet træner bestemte motoriske færdigheder. En anden måde at målrette legen på er, at underviseren bruger eleverne til at vise hinanden løsninger. Løsningsmuligheder, der indeholder bestemte grundmotoriske bevægelser, som alle børnene gerne skal få erfaringer med, sørger hun for, at alle børnene ser, så de kan udveksle en bestemt viden og inspireres i en bestemt retning. Denne målretning er ikke hæmmende for legen, for det er stadig frivilligt for børnene, om de vil prøve kræfter med disse løsningsmuligheder. Viser det sig, at enkelte børn med den legende tilgang ikke når trinmålene og fx ikke får tilstrækkelige erfaringer med at rulle, kan underviseren naturligvis have stationer undervejs, hvor børnene skal udføre et bestemt bevægelsesmønster (fx en forlæns rulle). Dermed indeholder undervisningen både frie og mere lukkede aktiviteter. Børnenes oplevelse af frihed bliver sandsynligvis mindre, men til gengæld bliver det nu muligt i undervisningen at formidle bestemte motoriske løsninger til børnene, som et slags redskab eller genvej til motorisk udvikling. Det er dog opfattelsen her, at det sjældent vil være nødvendigt med mere lukkede stationer. Redskabsbaner har den ulempe, at der skal slæbes en farlig masse redskaber frem eller tilbage. Det gør sig imidlertid altid gældende i redskabsgymnastik. For at spare tid kan underviseren ofte få hjælp fra kolleger eller større elever i opbygningen af banen. Alternativt kan underviseren uddele billeder af stationerne til grupper af børn, så de bedre kan hjælpe med at stille banen op. Det anbefales dog, at større redskaber allerede er sat op af underviseren, og allierer man sig med andre undervisere i faget, kan banen måske blive stående hele dage, så der ikke skal bruges så meget kostbar undervisningstid på at stille frem og rydde ud. Tjek altid om bom, ringe og tove m.m. er rigtigt indstillet, før aktiviteterne sættes igang! At organisere legen i redskabsbaner skal helst medføre, at eleverne ikke skal stå på række og observere hinanden som ved stationstræning. Opstår der kø i redskabsbanen, kan det ofte afhjælpes med færdselsregler. Det kan foreslås, at der højst må være 5 elever ved hver station, eller der kan gives tilladelse til at overhale. Med leg på redskabsbaner er det desuden vanskeligere for eleverne at mobbe hinanden. For det første står de meget lidt i kø og kan ikke observere hinanden så meget, og for det andet skal aktiviteten ikke ligne et bestemt bevægelsesmønster, da eleverne har stor frihed til selv at bestemme, hvordan de vil forcere redskabsbanen. 25

5 Lege Børn kan godt lege frit på redskabsbanen i længere tid, men det er i høj grad muligt at igangsætte målrettede lege. Nedenfor er kort beskrevet eksempler på lege: Kongens efterfølger: Opstil en redskabsbane og opdel eleverne parvis eller 3 og 3. Den forreste bestemmer, hvordan man skal komme igennem banen. Kongen byttes efter en omgang. Her udfordres børnene, da de hele tiden har lyst til at vise nye måder at komme gennem banen på. Eleverne løber rundt på banen, og på signal fra underviseren løses opgaver som: Hæng i en arm, hæng med hovedet nedad, drej rundt om dig selv m.m. Sanse-leg: Eleverne er sammen 3 og 3. En elev i hver gruppe får bind for øjnene og føres gennem banen af de to andre. Her arbejdes især med sansning og tillid, tryghed og kommunikation. Det anbefales, at eleverne kender banen, når denne øvelse igangsættes. Det er samtidig vigtigt, at banens stationer er bløde og lave (dvs. ufarlige). Indskolingsbørn har ikke en fuldt udviklet fornemmelse for, hvor meget støtte en blind kammerat har brug for, ligesom de har vanskeligt ved selv at vurdere, hvor meget det betyder for deres udfoldelser, at de pludselige er blinde. I grupper af 3-4 elever transporterer eleverne en bombe rundt på banen. Øvelsen udfordrer eleverne i at samarbejde. Alternativt kan læreren placere bomber forskellige steder på banen, som eleverne skal undvige. Andre lege: Forestil dig du er et bestemt dyr, en jægersoldat, en blind, en hoppebold, en trillebør (parvis øvelse) eller lignende, mens du gennemfører banen. Lad evt. eleverne gætte, hvad hinanden er. I kan også finde sammen parvis og forsøge at komme banen rundt synkront m.m. Der kan desuden sættes musik på eller anvendes udklædning for at stimulere og iscenesætte en fantasiverden ud fra et overordnet tema. Underviserrolle Med en legende tilgang til redskabsgymnastik er underviseren frigjort fra modtagning. Derved bliver leg på redskabsbaner en mere tilgængelig tilgang for undervisere til at beskæftige sig med redskabsgymnastik, for man skal ikke nødvendigvis være en sikker modtager. Underviserrollen ændrer sig dermed fra at være baseret på kendskab til redskabsgymnastikkens metodiske opbygning af spring og erfaringer med modtagning, til at underviseren skal forstå og organisere børns leg, stimulere børns fantasi og anvende metoder til målretning af leg (jf. ovenfor). Differentiering Observationer af leg på redskabsbaner har vist, at børn i indskolingen selv er i stand til at finde løsninger (udvikle viden), og at de selv differentierer undervisningen i legen. Uanset om det enkelte barns motoriske niveau er højt eller lavt, finder barnet mening og udfordringer i redskabsbanen. De næsten frie valg af alsidige, kropslige udfordringer betyder, at børnene kan afpasse udfordringer til egne evner. Det ses også, at de kropsligt erfarne elever finder løsningsmuligheder, som bevægelsesmæssigt er mere krævende. Således differentierer børnene selv undervisningen, hvilket er en stor didaktisk kvalitet, som det kræver stor erfaring at efterkomme i en mere færdighedsorienteret tilgang til redskabsgymnastik. Evaluering I en tid hvor læring i højere grad skal måles og evalueres for at kunne kvalificeres (jf. Fælles mål), kan legen synes at have fået vanskeligere kår. Men i et fag som idræt hvor langt størstedelen af al læring er utydelig for os, kan det være frugtbart at forsøge på at gøre mere læring tydelig og dermed målbart. En metode er at anvende samtalen i undervisningen. Videooptagelser af indskolingsbørn efter en lektion med leg på redskabsbaner viser, at børnene er i stand til at identificere forhold som hvad har I lært?, hvad var sjovt?, var der nogle steder, I lavede ruller?, hvorfor er det farligt, at? m.m. At skabe rum for en mere reflekterende undervisning giver således også børnene mulighed for at få mere tydelig læring med fra idrætstimen. Dialog om de kropslige og sociale oplevelser bør naturligvis ikke overdrives, så legeprocessen gang på gang brydes. Redskabsbanen stiller krav til eleverne, som vil tilgodese de opstillede mål (trinmål), hvis redskabsbanen gennemføres. Om målene er nået, vurderes altså ud fra underviserens observationer af elevernes leg. Med legen som tilgang bliver det vanskeligere at måle, om eleverne bliver kropsligt dygtigere. Det er lettere at måle på, hvis man sætter dem til at udføre forlæns ruller. Men færdigheder er ikke det eneste, der skal måles på. Der skal også måles på deltagelse, samarbejde, aktivitetsniveau, humør, sociale forhold og lignende. Her bliver idrættens værdier mere tydelige for eleven. Så vær tålmodig og sæt legen i fokus i redskabsgymnastik i indskolingen. Så går det endnu hurtigere med at knække koder for bevægelsesmønstre, når børnene kommer i mellemskolens motoriske guldalder. 26

6 Forslag til stationer i redskabsbanen Gyngen: Der bindes råbondsknob mellem 6 tove, så tovene danner 3 kurver. Heri lægges en stor blød måtte (svæve) Hængebroen: En bænk bindes op så den hænger vandret i tovene (balance) Hulen: Kan bygges på et utal af måder. Fx en tyk måtte på plintkasser/stålplinte, eller en gammel rulle måtte rulles ud og hulahopringe sættes omkring den hvorefter der lægges lagner henover. (krybe, kravle) Labyrinten: Rejs en rullemåtte op, åben den lidt og læg et frimærke over den, så den bliver mørkelagt så har børnene en fin labyrint (sanser) Krybe-kravle: En rullemåtte lægges ud og en række forskellige skumredskaber fordeles henover den. Alternativt kan rullemåtten lægges øverst. (krybe-kravle) Bjergvæggen: To bomme placeres så børnene kan gå på den nederste (fx ½ meter over jorden) og holde ved den øverste. På gulvet lægges en rullemåtte under bommene (klatre) Faldskærmsudspring: Børnene klatrer op i ribben og springer ned på en nedspringsmåtte (klatre, svæve, lande) Linen: En bom placeres et stykke over gulvet eller over en rullemåtte. Alternativt kan anvendes en bænk sat godt fast i en ribbe eller bundet til en plest (balance) Rampen: En nedspringsmåtte lægges over en plint og en lav skumplint, så den skråner opad. For enden lægges en nedspringsmåtte på tværs. Børnene løber opad måtten og springer ud og lander på nedspringsmåtten (løb, afsæt, landing m.m.) Litteraturliste Knudsen, Martin Elmbæk (2005): Legens fænomenale læringsmuligheder, in Focus - tidsskrift for idræt nr. 2, 2005, forlaget Djurs Milandt, Jan; Ryberg, Pia & Hansen, Ole Kjær (2000): GYMLEG, udgivet af DIF og DGF Nielsen, Hans Chr.; Andersen, Per (2005): Idrættens ABC 2, forlaget Djurs Elbæk, Lars (2003): Redskabsgymnastik kropslige og didaktiske muligheder, in kompendium for redskabsgymnastik, Institut for Idræt og Biomekanik, SDU Odense 2004 Elbæk, Lars (2006): Den akrobatiske krop i skoleidrætten eller redskabsgymnastik, in Focus - tidsskrift for idræt nr. 2, 2006, forlaget Djurs Pedersen, Bente Klarlund: Børn og Motion, Nyt Nordisk Forlag 2005 Fælles Mål for Idræt, Undervisningsministeriet, uvm.dk 27