Kunst, hermeneutik og teknovidenskab

Transkript

1 Kunst, hermeneutik og teknovidenskab Ph.d.-afhandling af Pernille Leth-Espensen Dansk Resumé I de seneste år har flere og flere kunstnere bevæget sig fra atelier et og ind i laboratoriet og er begyndt at skabe værker med teknologier og processer fra bl.a. molekylærbiologi, cellebiologi, neurobiologi, nanoteknologi etc. Fx har kunstnergruppen TC&A, bestående af kunstnerne Oron Catts og Ionat Zurr, skabt skulpturer af levende celler; i SymbioticA Research Groups værk MEART The Semi-Living Artist styrer neuroner fra en rotte en robotarm, der tegner en tegning; kunstneren Joel Ong lader os lytte til musik gennem stetoskoper; og kunstneren Anne Niemetz bruger et atomic force mikroskop (AFM) som musikinstrument. Kunstnerne lægger alle vægt på at arbejde med de konkrete teknologiske praksisser, og TC&A udtrykker fx, at cellekultursteknikker både er deres medium and subject. Idet teknologierne spiller så stor en rolle, undersøger jeg værkerne fra en teknologifilosofisk vinkel, og jeg mener, at denne vinkel får centrale problemstillinger frem i værkerne, som ville blive overset med en rent kunsthistorisk eller kunstteoretisk vinkel. I forlængelse heraf er mit overordnede argument, at kunstnerne arbejder med videnskab som teknovidenskab, det vil sige, at de fortolker videnskabelige instrumenter, teknologier, processer og metaforer. Afhandlingen falder i to dele, hvoraf første del er en teoretisk rammesætning, mens anden del er analyser af kunstværker. Teoretisk rammesætning Første del af afhandlingen opridser en række teknologifilosofiske positioner. Teknologifilosofferne Don Ihde og Peter-Paul Verbeek og videnskabssociologen og filosoffen Bruno Latour er afhandlingens teoretiske udgangspunkter. Don Ihde argumenterer for, at hovedparten af naturvidenskab i dag er teknovidenskab, eftersom den beskæftiger sig med fænomener, der er meget små, usynlige, inde i kroppen, ude i 1

2 rummet etc. og således kræver en teknologisk mediering for at være percipérbar. I forlængelse heraf mener han, at ikke kun humaniora men også naturvidenskaberne er hermeneutiske, idet instrumenterne altid allerede fortolker det, vi observerer, ligesom forskerne også tolker på resultaterne. Bruno Latour fokuserer ligeledes på den instrumentelle mediering i naturvidenskaben dog fra et konstruktivistisk udgangspunkt i modsætning til Ihdes fænomenologisk-hermeneutiske position. I bogen Laboratory Life argumenterer han sammen med sociologen Steve Woolgar for, at det vi opfatter som videnskabelige fakta bliver konstrueret gennem en række materielle processer. Videnskabelig viden bliver skabt med det, de kalder inskriptioner og inskriptionsapparater. Inskriptioner er ikke kun skrift, men også grafer, pletter, kurver og spektre, og inskriptionsapparater er forskellige typer af apparater, der producerer inskriptioner. Er teknologier neutrale, eller determinerer de udviklingen? Det er et andet centralt spørgsmål, der er blevet diskuteret indenfor teknologifilosofien. Teknologiers indflydelse bliver ofte diskuteret i medierne, og mange etiske og politiske diskussioner har forskellige typer teknologi som fokuspunkt, hvad enten vi diskuterer salg af våben, fri abort, brug af stamcelle-teknologier eller de sociale mediers indflydelse på privatliv eller politik. Don Ihde positionerer sig midt imellem, han mener afgjort ikke, at teknologier er neutrale, idet de er med til at forme både den måde, vi oplever verden på, og vores handlinger. Men han understreger dog samtidig, at de indgår i samspil med den kontekst, de befinder sig i, og at udviklingen dermed ikke er determineret af teknologien på forhånd. Latour anlægger et aktørnetværksperspektiv, hvor teknologiske artefakter ses som nonhumane aktører, der som sådanne påvirker vores handlinger og indgår i netværk med andre nonhumane og humane aktører. Som en del af min forskning har jeg været 4 måneder på forskningsinstitutionen og kunstskolen SymbioticA på University of Western Australia i Perth, hvilket på mange måder præger afhandlingen. Her havde jeg mulighed for at iagttage kunstnernes arbejdsproces samt diskutere deres værker med dem. Desuden fik jeg lejlighed til selv at prøve en række videnskabelige teknikker. Idet jeg i den teoretiske vinkling af værkerne lægger vægt på, hvordan kunstnerne arbejder med konkrete teknologier og processer, har denne praktiske erfaring været en næsten uomgængelig forudsætning for afhandlingens teknologifilosofiske analyser. 2

3 På nær et par enkelte værker har hovedparten af de kunstnere, jeg skriver om, været tilknyttet SymbioticA. Intentionen med afhandlingen er ikke at lave en kortlægning af eller en historisk redegørelse for kunst-videnskab projekter men i stedet at diskutere en række temaer indenfor feltet. Afhandlingen diskuterer kunstværkerne og den måde de fortolker, hvordan den teknologiske mediering påvirker vores handlinger og vores syn på krop, natur og samfund. Som en del af analyserne og som resultat af mine praktiske laboratorieerfaringer har kunstværkerne også affødt en refleksion over teknologierne i sig selv, og jeg håber derfor også, at min afhandling kan have interesse for STS (science, technology and society) forskere. Analyser I anden del af afhandlingen præsenteres og analyseres en række kunstværker, der bruger naturvidenskabelige teknologier. Kapitel 7 omhandler primært værker, der forholder sig til neurobiologi. Hvad er bevidsthed, og hvordan er bevidsthed og krop forbundet? Dette er filosofiske spørgsmål, der har været diskuteret gennem mange århundreder. Igennem det 20. århundrede er der opfundet en række forskellige hjerneskanningsteknologier, og man kunne spørge, hvordan disse teknologier påvirker vores opfattelse af bevidsthed, køn, fri vilje mv. De kunstværker, der diskuteres i dette kapitel, repræsenterer hjernen og/eller hjerneaktivitet på en række utraditionelle måder, og i forlængelse heraf argumenteres der for, at de dermed får os til at reflektere over hvad bevidsthed er, og hvordan vores opfattelse af bevidsthed, subjektivitet, etc. bliver påvirket af forskellige typer af hjerneskanningsteknologier. Megen teknologifilosofi omhandler hårde teknologier såsom en hammer eller en computer. Hvordan kan vi forstå våde og bløde teknologier såsom molekylærbiologi eller cellebiologi? Det diskuteres bl.a. i kapitlerne 8 og 11. I kapitel 8 analyseres værker af kunstneren Paul Vanouse og hans brug af den molekylærbiologiske teknologi gelelektroforese. Vanouses værker sætter fokus på såvel de instrumenter som de metaforer, der bliver brugt i videnskaben, såsom genetisk kode, kortlægning af gener og DNA fingeraftryk. Værkerne er dermed 3

4 en oplagt anledning til at diskutere, hvordan instrumenter, processer og metaforer påvirker skabelse af viden og vores syn på identitet, på arv- og miljø debatten, etc. De senere år har der inden for dele af den humanistiske forskning været tiltagende fokus på alle sansemodaliteter og ikke kun på den visuelle. Dette perspektiv er også relevant i relation til kunst-videnskab værker, idet naturvidenskabelige teknologier ofte gør brug af de andre sanser til at indsamle information, eksempler herpå er stetoskoper og ultralydsscanninger. Dette reflekteres i en række værker indenfor feltet, hvor der appelleres til høre- eller følesansen, og disse værker diskuteres i kapitel 9. I kapitel 10 diskuteres teknologisk mediering og etik ved at analysere tre kunstværker, der alle præsenterer teknologisk medierede relationer til levende organismer. Kunstværker, der er skabt med celle- og vævskulturer, er i fokus i kapitel 11. I dette kapitel diskuteres celle- og vævskulturer som teknologi og de filosofiske og etiske problematikker, der knytter sig til denne teknologi. Tidligere har vi været vant til at betragte den levende krop som en enhed i tid og rum, men dette udfordres med cellekultursteknikker, der muliggør, at celler fra en krop kan leve videre flere forskellige steder i verden på én gang, ligesom celler fra en person kan leve videre efter vedkommendes død. Udødelige cellelinjer kan principielt leve uendeligt under de rette laboratorieforhold. Dette giver anledning til en række nye etiske problemstillinger såsom brug og kommercialisering af fragmenter af menneske- eller dyrekroppe, og disse spørgsmål er i fokus i kunstnernes værker. TC&A tematiserer ydermere i en række af deres værker den hype, der til tider omgiver naturvidenskabelig forskning, og kalder som modtræk deres værker for aesthetics of disappointment. Autonomi og kritik Afsluttende diskuteres kunstens autonomi og forholdet mellem kunst, naturvidenskab og etik. De seneste 200 år har vi været vant til at betragte videnskab, etik og kunst som adskilte domæner. Hos filosoffen Immanuel Kant er kunsten fx karakteriseret ved, i modsætning til andre felter, ikke at have et direkte brugsformål. Idet de kunstnere, der analyseres i afhandlingen, både bruger videnskabelige teknologier og 4

5 samtidig forholder sig til etiske spørgsmål, kunne man spørge, om kunstens autonomi forsvinder ved, at den bevæger sig ind på disse felter? Og kan de værker, kunstnerne skaber, betragtes som videnskab? Filosoffen Jacques Rancières karakteristik af kunsten i de seneste 200 år, hvad han kalder det æstetiske regime, kan være med til at forklare, hvad der er på spil. Ifølge Rancière er kunsten i denne periode kendetegnet ved et paradoks, idet den er både autonom og heteronom, både adskilt fra livet og involveret i det. Dette paradoks beskriver kunstværkerne i kunst-videnskab feltet ganske godt. På den ene side er der en reel involvering i den videnskabelige praksis, men værkerne er samtidig skabt fra en autonom og ikke-formålsrettet position. Det er denne paradoksale kombination af autonomi og hands-on arbejde i laboratoriet, der gør disse værker interessante. Hvis grænserne mellem kunst og videnskab var brudt helt ned, kunne man risikere at værkerne blev til en art propaganda. Den praktiske erfaring fra laboratoriet og samarbejdet med videnskabsfolk er på den anden side også væsentlig, eftersom det, der udgør afsættet for mange af værkerne, er kunstnernes konkrete erfaringer med muligheder, begrænsninger og etiske dilemmaer i laboratoriearbejdet. 5