16 s e Trin. Søn d.15.sept 2013 Vinderslev kl.9 Hinge kl Høstgudstjeneste

Transkript

1 16 s e Trin. Søn d.15.sept 2013 Vinderslev kl.9 Hinge kl Høstgudstjeneste Salmer: Vinderslev kl.9: / Hinge kl.10.30: / Tekst: Luk 7,11-17 Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde:»græd ikke!«og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde:»unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!«da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde:»en stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.«og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Kære Gud, vi beder dig om at tale dit ord til os nu ved din hellige Ånd, så vi må få et glimt af den magt, som overgår alt. Amen. Det er den slags begravelser, vi præster frygter mest af alt. Telefonen ringer, og det er bedemanden, der er i den anden ende, og så kommer det forfærdelige budskab: Kan du tage en begravelse på torsdag? Der er en ung mand, som er blevet dræbt ved en bilulykke. Eller: Der er et barn, som er druknet, da det faldt ned i en brønd. Eller som min far oplevede det, da han var bare 9 år gammel, hvor hans mor døde som 31-årig af bugspytkirtelbetændelse. De ved ikke, hvad de har mistet, sagde han som 90-årig, når han fik avisen og så en dødsannonce over sådan en ung mor. At komme ud til et hjem, som et fuldstændig ødelagt af sorg jeg ved ikke, om I kan forestille jer, hvordan det er. 15.september 2013 Prædiken af Frede Møller 1

2 Martin A.Hansen skildrer det så stærkt i bogen Høstgildet, hvor en flok karle på en gård har drukket en stor dreng ihjel, og hvor præsten så tager ud til det hårdt ramte hjem. Kan du gøre ham levende? lyder spørgsmålet, da han kommer, og det kan præsten jo ikke. Han aner ikke, hvad han skal stille op, så han flygter derfra med uforrettet sag, indtil hans kone får ham til at tage tilbage. Det lykkes ham så at bryde muren og give de stakkels forældre den første, frygtelige hjælp, som Martin A.Hansen kalder det. Hjælpen til at se døden i øjnene og forstå, at der ingen vej er tilbage. Det var der heller ikke i Nain den dag. Ingen vej tilbage. En stakkels enke havde mistet sin eneste søn, og hvad det betød i et samfund dengang, ja, det har vi svært ved at sætte os ind i. Som om sorgen i sig selv ikke er nok, så var det kun tiggeri og prostitution, som var tilbage. Der var jo ikke noget socialt sikkerhedsnet dengang, når det gjaldt sådan en kvinde. Derfor står der også, at Jesus blev grebet af medynk, da han så den hårdt ramte mor på vej til begravelsen. Udtrykket er alt for svagt, når vi siger det på dansk. På græsk står der, at hans indre blev revet i stykker, da han så hende. Lidt som vi andre havde det, da vi den 11.september 2001 så folk springe ud af vinduet fra World Trade Center, efter at flyvemaskinerne havde ramt det. Vi andre kan trods alt nok klare det, når vi møder et ligtog og ser ulykkelige mennesker, der er på vej til begravelse. Der skal mere til for at bringe os ud af fatning, men sådan var det ikke for ham, der har skabt hele denne verden, og som har givet os livet på denne jord. For ham er det en smerte uden lige, når han ser, hvordan hans vidunderlige skaberværk er blevet ødelagt. Hans indre bliver revet i stykker af det. Det slog mig, da vi forleden aften i fjernsynet kunne se en reportage fra Kina, hvor forureningen er gået ud over alle grænser. Eller når man hører om floden Ganges i Indien, - den hellige flod, som hinduerne kæmper for at komme til at bade sig i, men som er noget 15.september 2013 Prædiken af Frede Møller 2

3 af det mest forurenede, der findes på denne jord. Her lever en spændende, fredelig krokodille, som hedder gavialen. Den kan blive seks meter lang og har 110 tænder i munden, men den gør ikke mennesker noget. Nu er der kun 200 tilbage af dem. Fordi de simpelt hen ikke kan leve i det beskidte vand! Det står for mig som et stærkt vidnesbyrd om en ødelagt verden. Vi kan glæde os over, når kornet står smukt på vore marker. Når vejret oven i købet arter sig, så det kan lade sig gøre at bjærge et godt udbytte med lav vandprocent, og når produkter som brød og mælk er så rene, så vi kan spise og drikke uden alt for stor risiko. Men sådan er det ikke i Kina og Indien. Her går folk med masker på, fordi luften er farlig at indånde. Her er man nødt til at bestille fødevarer fra Europa, fordi brød og mælk af egne produkter er så giftige, så det ikke er tilrådeligt at spise dem, endsige at give børn noget af dem. Derfor har vi al mulig grund til at være så uendeligt taknemmelige for de vilkår, vi får lov til at leve under, samtidig med at vi tænker på dem, der har det helt anderledes. Tænk, når man stort set aldrig får lov til at se, at himlen er blå eller høre fuglene synge, fordi de for længst er døde af forurening Men samtidig ved vi kun alt for godt, at også for os gælder det, at vi lever i en dødsmærket verden. Vi skulle hen over en kirkegård for at komme herind i dag, og går vi en tur på den, kan vi ikke undgå at lægge mærke til, at også her finder vi grave, som er et stærkt vidnesbyrd om en verden, der ikke er, som Gud oprindelig har skabt den. Da Gud Herren var færdig med sit skaberværk, står der, at han kunne se, hvor godt det hele var. Men det varede ikke længe, før Adam og Eva måtte holde begravelse. Det billede kan man se i Viborg Domkirke. Der står ikke et ord om det i Bibelen, men for Joakim Skovgaard var det klart, at det måtte med. Som et stærkt vidnesbyrd om en ødelagt verden, hvor alt ikke længere er, som Gud oprindelig havde villet det. 15.september 2013 Prædiken af Frede Møller 3

4 Ind i denne dødsmærkede verden får vi så lov til at høre det fantastiske evangelium til denne søndag! Om vor Herre Jesus, som ser dødens dystre skare på vej til begravelsen uden for Jerikos bymur, og som ynkes. Nej, han bliver oprevet, som der burde stå. Oprevet, som vi bliver det, når vi står ansigt til ansigt med det urimelige, det meningsløse, det helt forfærdelige Men hvor vi andre må nøjes med at blive rystede og chokerede, da er det anderledes, når det gælder vor Herre Jesus. Græd ikke! siger han som det første, og det virker jo ærlig talt noget urimeligt, for hvem kan lade være med at græde, når døden har været der? Men i Jesu mund er ordene ikke letkøbte og tomme! Han standser ligtoget og rører ved båren, som den døde ligger på og bryder dermed de renhedsbestemmelser, som var g;ldende. De, der har set Kaj Munks skuespil Ordet, glemmer aldrig den scene, hvor Johannes kommer ind til den døde Inger, som ligger i sin kiste på gården, omgivet af knuste, sørgende mennesker. Johannes, Johannes! Vi er små og fattige mennesker, siger den gamle Mikkel Borgen. Men det vil Johannes ikke affinde sig med. Det er jo gudsbespottelsen: at være lille og fattig, når man har så stor og rig en Gud. Her står I, værgeløse over for døden som nøgne fugleunger i skæbnens katteklo! Hverken læge eller præst tror på, at Johannes kan gøre noget, men det gør den lille Maren. Skynd dig nu lidt, farbror, siger hun, og trods alle protester og afværgeforsøg kalder Johannes på den døde: Hør mig, du døde! I Jesus Kristus gravsprængerens navn: så sandt Gud vil det: vend tilbage til livet! Jeg siger dig, kvinde, stå op! Og så sker underet. Den døde slår øjnene op og vender tilbage til livet. 15.september 2013 Prædiken af Frede Møller 4

5 Jamen det er jo fysisk umuligt. Det kan jo ikke ske, siger lægen. Det kunne det heller ikke den dag i Nain, da Jesus standsede ligtoget. Men det, som er umuligt for mennesker, det kan Gud! Jo tak, siger vi så, men det sker jo ikke, når vi næste gang holder begravelse! Nej, det gør det nok ikke. Der blev også holdt masser af andre begravelser i Israel på Jesu tid, uden at der skete noget. Og der sker forfærdelige katastrofer rundt omkring. Enten det nu er 11.september eller tsunamier, der rammer eller noget helt tredje. Det er der ingen, der skal komme og bortforklare. Nej, men beretningen om enkens søn i Nain er et lysglimt fra det høje! Vi ville gerne, at den slags kunne ske lidt oftere, og vi har vel alle stået i en situation, hvor det i den grad var et brændende ønske. Da vi selv mistede et barnebarn for seks år siden, var det i hvert fald sådan. Det var så ondt og ubegribeligt, så det absolut havde været kærkomment med et besøg af ham, der rækker sin hånd ud og gør døde levende igen, Jesus Kristus, gravsprængeren, som Kaj Munk kalder ham. Men det er nu trods alt bedre med et lysglimt end det totale mørke! For det peger jo på det samme, som kornet gør det, når det står og nikker på marken, nemlig livet, Skaberens forunderlige magt. Når vi hører den herlige lyd af mejetærskere, der brummer af sted, og vi ved, at nu bjærges det korn, som betyder liv og glæde og fremtid for os andre, så vidner det om livet. Når blomsterne pryder vore haver, - når æbler, pærer og blommer regner ned over os, - når vi ser lyset og glæden i vore kæres øjne, ja, så er det jo lysglimt fra det høje. Vidnesbyrd fra livets Gud om, at han trods alt er større og stærkere end de kræfter, som har sat sig på hans vidunderlige skaberværk, og derfor kommer den dag, hvor han griber ind og gør alting nyt. Han, som elskede verden så højt, så han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal 15.september 2013 Prædiken af Frede Møller 5

6 fortabes, men have evigt liv han giver os den slags lysglimt, som gør, at vi kan overleve i mørkets verden med håb og med tro! Når man går omkring på kirkegårde, sådan som jeg gør det, når jeg har tid og lejlighed til det, så kan man se mange forskellige slags indskrifter på gravstenene. Det kan være dybt alvorlige og fortvivlede ord, som når der står Hvorfor? på en ung mors grav. For langt borte til kys og kram, som jeg så det engang. Men det kan også være ord, der peger på det lys, som Gud har tændt i mørket. Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre Herrens velgerninger står der på en præsts grav i det nordjyske. Et billede af en påskelilje på mine svigerforældres grav peger på samme måde mod det håb, som vi har, når vi tror på Jesus Kristus. Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, står der på min søsters grav. Gå en tur på vor egen kirkegård og læg mærke, hvad der står på de forskellige grave. Vær vis på, at døden er nøjagtig lige så hård og umulig! Men vær vis på, at med den slags små lysglimt fra det høje står døren til evigheden dog en lille smule på klem, så vi aner herligheden forude, og det er nu ikke så ringe endda! Så giver det mening at synge: O for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst. Jesus Kristus, Guddoms-manden er vort liv i dødens land; han os alle går i møde, gør de blege kinder røde, tørrer alle tårer af. Amen. Amen. 15.september 2013 Prædiken af Frede Møller 6