HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 29. april 2015

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 29. april 2015 Sag 15/2015 Sonnich Fryland og Tove Fryland (advokat Jacob Schall Holberg for begge) mod Fredensborg Kommune (advokat Kurt Bardeleben) I tidligere instans er truffet afgørelse af Østre Landsrets 16. afdeling den 29. oktober I påkendelsen har deltaget tre dommere: Thomas Rørdam, Jon Stokholm og Jens Peter Christensen. Påstande De kærende, Sonnich Fryland og Tove Fryland, har nedlagt påstand om, at Østre Landsrets afgørelse ændres, således at landsretssagen fremmes uden at afvente overtaksationskommissionens afgørelse om erstatningsfastsættelsen. Indkærede, Fredensborg Kommune, har påstået stadfæstelse. Sagsfremstilling Ved afgørelser af 20. december 2006 eksproprierede Fredensborg Kommune grundene, matr. nr. 1 q og 2 a, Båstrup By, der er en del af Sonnich Fryland og Tove Frylands ( ægteparret Fryland ) ejendom, Lillevangshuset, til anlæg af en cykelsti i henhold til vejlovens 43,

2 - 2 - stk. 1. Cykelstien ville lukke ejendommen inde mellem Humlebækvej mod syd og cykelstien mod nord og samtidig afskære bygningerne fra resten af ejendommen på i alt ca. 27 hektar. I forbindelse med ekspropriationen foreslog Fredensborg Kommune erstatninger på kr. og kr. for de to grunde. Ægteparret Fryland påklagede ekspropriationsbeslutningen til Vejdirektoratet, der ved afgørelse af 13. november 2007 godkendte beslutningen. I afgørelsen hedder det bl.a.: Almenvellets interesse Kommunen har oplyst, at projektet med etablering af en sti langs Humlebækvej har været beskrevet i Kommuneplan og samt efterfølgende været løbende politisk behandlet forinden optagelse på kommunens anlægsbudget. Stiprojektets samlede anlægsøkonomi er af størrelsesordenen mio. kr. (i 2007-priser). Beslutningen om ekspropriation til etablering af cykelstien har ifølge kommunen haft til formål at fremme trafiksikkerheden for svage trafikanter, da Humlebækvej, der er en tosporet landevej, har en årsdøgntrafik på ca biler. Konkret har kommunen tidligere skønnet, at den eksisterende sti (indtil Højsagervej) benyttes af ca cyklister pr. time i de mest benyttede timer på hverdage. Det er primært bolig/arbejdssted-cyklister og i nogen grad skolebørn. Og hertil kommer muligheden for rekreative udfoldelsesmuligheder. En efterfølgende tælling, foretaget mellem d. 23. og 29. august 2007 (uge 34/35), har bekræftet, at et større antal cyklister færdes på strækningen, om end Vejdirektoratet ikke kan afvise, at tallene bør justeres, da der på den pågældende strækning sidst i tælleperioden efter det oplyste har været afholdt cykeludflugt, arrangeret af Naturfredningsforeningen i samarbejde med Dansk Cyklistforbund. Vi har dog ikke grund til at mene, at kommunens oprindelige umiddelbare skøn om antallet af cyklister på strækningen eller cykeltællingen i uge 34/35 er baseret på mangelfulde eller forkerte oplysninger. Tværtimod understreger den afholdte cykeludflugt, at strækningen også periodisk bliver benyttet af offentligheden til rekreative udfoldelsesmuligheder, jf. det ovenfor anførte. Og antallet af cyklister må efter vores opfattelse afspejle, at stien forløber i det åbne og dermed sparsomt beboede land. Vi mener derfor heller ikke, at projektet strider mod proportionalitetsprincippet. På den baggrund mener vi, at beslutningen om at etablere en cykelsti langs Humlebækvej er begrundet i hensynet til almenvellet, jf. vejlovens 43, stk. 1.

3 - 3 - Vi har i den forbindelse ikke grundlag for at mene, at kommunens beslutning om etablering af stien er usaglig, selvom kommunen ikke har kunnet fremskaffe ca år gamle beslutningsreferater eller dokumenter om stiens oprindelige vedtagelse. Linjeføring Kommunen har til valg af linjeføring oplyst, at stien skal følge Humlebækvej i forlængelse af den eksisterende cykelsti, dvs. på nordsiden af landevejen. Ved Lillevangshuset har kommunen fundet mest hensigtsmæssigt at føre stien nord om huset, da en linjeføring syd om huset vil medføre en merudgift på ikke under 1 mio. kr. Dette skyldes, at Humlebækvej ved en sydlig linjeføring skal forlægges. Den valgte løsning er efter kommunens skøn derfor den mest økonomisk fordelagtige for kommunen. Som dokumentation herfor har kommunen vedlagt overslag af 8. juni 2006, revideret den 1. juni 2007, for omlægning af en del af Humlebækvej. Ifølge overslaget vil en omlægning af vejen medføre en udgift på kr. Vi forstår kommunens valg af linjeføring således, at de samlede økonomiske fordele vejer tungere end ulemperne som følge af den valgte linjeføring. Det er i den forbindelse vores opfattelse, at kommunen lovligt kan varetage (saglige) økonomiske hensyn i forbindelse med valg af linjeføring. Vi har ingen grund til at mene, at kommunens overslag er baseret på fejlagtige eller urigtige oplysninger/forhold. Endelig har vi heller ikke grundlag for at mene, at kommunen har eksproprieret til mere, end formålet tilsiger. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at linjeføringen er lagt i udkanten af ejendommen med mindst mulig gene for landbrugsdriften, og endvidere at beboelsesejendommen (Lillevangshuset) hverken helt eller delvis har skullet nedrives. På den baggrund mener vi ikke, at kommunen ved beslutningen har lagt vægt på usaglige hensyn. Begrundelse og hjemmelshenvisning En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, ledsages af en begrundelse. Dette fremgår af forvaltningslovens 22. Kravene til indholdet af begrundelsen er nærmere opregnet i forvaltningslovens 24. En begrundelse skal således indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter, samt angive de faktiske omstændigheder, myndigheden har lagt vægt på. Og hvis afgørelsen beror [på] et skøn, skal den angive de kriterier, som er lagt til grund ved skønsudøvelsen. Kommunens ekspropriationsbeslutning af 20. december 2006 er uden nærmere begrundelse for beslutningen. Og samtidig indeholder den ikke henvisning til de bestemmelser i vejloven, som beslutningen er truffet efter. Den manglende begrundelse er efterfølgende fremkommet (løbende) i forbindelse med vores klagesagsbehandling, jf. ovenfor. Hertil kommer, at kommunen har oplyst, at beslut-

4 - 4 - ningen er truffet i henhold til vejlovens bestemmelser (jf. vejlovens 49, stk. 1, jf. samme lovs 43, stk. 1). Selvom der dermed er tale om retlige mangler ved kommunens afgørelse af 20. december 2006, mener vi ikke, at disse har haft afgørende betydning for ekspropriationsbeslutningens indhold. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at kommunen fra opstart af forundersøgelserne i oktober 2005 og frem til ekspropriationsbeslutningen i december 2006 løbende har oplyst om både begrundelse og hjemmelsgrundlag, jf. bl.a. orientering om forundersøgelser af 31. oktober 2005, indkaldelse til åstedsforretning af 4. maj 2006, åstedsprotokollen m.v. Vi har også noteret os, at vejloven har været fremlagt på åstedsforretningen. Spørgsmålet om ekspropriationens gyldighed blev herefter indbragt for Retten i Helsingør. Til brug for byrettens afgørelse blev der gennemført syn og skøn vedrørende det samlede tab som følge af etableringen af cykelstien. Sideløbende med byrettens behandling af sagen traf taksationskommissionen den 8. juni 2009 afgørelse om erstatningsudmålingen. Afgørelsen blev indbragt for Overtaksationskommissionen for Nord- og Vestsjælland. Ved Retten i Helsingørs dom af 7. februar 2014 blev Fredensborg Kommune tilpligtet at anerkende, at ekspropriationsbeslutningen af 20. december 2006 er ugyldig. I begrundelsen hedder det bl.a.: Ad sagsøgtes manglende hjemmelshenvisning og begrundelse Som anført af Vejdirektoratet er sagsøgtes beslutninger uden nærmere begrundelse og indeholder ej heller en henvisning til de bestemmelser i Vejloven, som beslutningerne er truffet i henhold til. Forvaltningslovens 22 og 24 er således ikke iagttaget. Således som sagen foreligger oplyst, finder retten imidlertid ikke, at der hos sagsøgerne kan have hersket tvivl om, hvilken hjemmel sagsøgte påberåbte sig. Sagsøgtes manglende hjemmelsangivelse findes således ikke at kunne tillægges selvstændig betydning. Det kan lægges til grund, at sagsøgte valgte en linjeføring af cykelstien nord om Lillevangshuset frem for en linjeføring syd om huset af økonomiske årsager, idet sidstnævnte ville medføre en forlægning af Humlebækvej. Dette forhold ses intet steds omtalt i korrespondancen med sagsøgerne og blev i følge vidnet Palle Tobiasen ej heller omtalt ved åstedsforretningen. Baggrunden for sagsøgtes beslutninger synes imidlertid indlysende de stedlige forhold taget i betragtning. Dette skal ses i sammenhæng med sagsøgtes estimat over ekstra anlægsudgifter på ca kr. ved den alternative linjeføring uanset om sagsøgerne var bekendt med størrelsen heraf sammenholdt med de erstatninger på i alt ca kr., som sagsøgte tilbød sagsøgerne med den valgte linjeføring. Den manglende

5 - 5 - iagttagelse af begrundelsespligten ses herefter ikke at have haft afgørende betydning for sagsøgernes dispositioner og kan derfor ikke i sig selv føre til beslutningernes ugyldighed. Ad proportionalitet. Det fremgår af sagen, at sagsøgte i forbindelse med åstedsforretningen tilbød sagsøgerne en ekspropriationserstatning vedrørende de 2 grunde på i alt ca kr. Ved ekspropriationsbeslutningen blev beløbet dog forhøjet til ca kr. Det er videre oplyst, at taksationsmyndighederne siden har forhøjet dette beløb betydeligt og at der stadig verserer en klagesag, idet sagen af sagsøgerne er indbragt for overtaksationskommissionen. Da det er tidspunktet for ekspropriationsbeslutningen tages, der er afgørende for rettens bedømmelse af nærværende sag, ses der bort fra dette forhold. Skønsmanden har anslået værdiforringelsen på i alt 1,1 million kr. for de 3 berørte ejendomme, der ligger på grundene efter, at cykelstien er blevet etableret. Af dette beløb vedrører Lillevangshuset kr., Lillevangsgaard kr. og Kæmpegaard kr. Skønsmanden har her set bort fra værdien af arealreduktionen. Som anført kunne formålet med ekspropriationen nemlig at etablere en cykelsti lang Humlebækvej på det pågældende sted have været opnået ved at forlægge Humlebækvej og etablere stien syd om Lillevangshuset. Sagsøgtes estimat på ca kr. lægges til grund. Skønsmanden har ved en sådan løsning skønnet den samlede værdiforringelse for de af ekspropriationen berørte ejendomme til kr. Retten finder ikke, at der i sagen er grundlag for at kunne tilsidesætte dette skøn. Det bemærkes dog, at Lillevangshuset med færdsel på begge sider af ejendommen navnlig synes berørt af den foretagne ekspropriation med et betydeligt værditab til følge. Retten finder således, at sagsøgte med valget af den valgte linjeføring nord om Lillevangshuset har overset, at der udover en arealerstatning skal betales en godtgørelse til sagsøgerne for ulempe og tab af herlighedsværdi, hvor det lægges til grund, at det samlede beløb ikke bliver mindre end det beløb, som sagsøgte sparede ved ikke at forlægge vejen. Retten finder herefter ikke, at sagsøgte har godtgjort, at det var nødvendigt at foretage en ekspropriation som sket, idet en forlægning af vejen og anlæggelse af cykelsti syd om Lillevangshuset antages at kunne være foretaget for et mindre beløb på en for sagsøgerne mindre indgribende måde. Ved ankestævning af 20. februar 2014 ankede Fredensborg Kommune afgørelsen til Østre Landsret og indgav herefter anmodning om, at sagen stilles i bero på overtaksationskommissionens afgørelse vedrørende erstatningsspørgsmålet. Ægteparret Fryland protesterede herimod.

6 - 6 - På et retsmøde den 29. oktober 2014 besluttede retsformanden, at hovedforhandlingen om nødvendigt udsættes på overtaksationskommissionens afgørelse, jf. retsplejelovens 345. Af en udskrift af retsbogen fremgår bl.a.: Landsdommeren bemærkede, at sagen er berammet til hovedforhandling den 21. april 2015, og at parterne ikke har kunnet opnå enighed om, hvorvidt hovedforhandlingen bør afvente Overtaksationens afgørelse om værdifastsættelse. Landsdommeren bestemte, at hovedforhandlingen om nødvendigt (jf. nedenfor) udsættes på Overtaksationens afgørelse, jf. retsplejelovens 345. Ved denne afgørelse er der lagt vægt på dels, at byrettens dom, der fastslår, at ekspropriationen er ugyldig, ikke er endelig, dels at yderligere oplysninger om værdifastsættelsen må anses for så centrale for den afgørelse, som landsretten skal træffe, jf. byrettens begrundelse, at det er påkrævet, at Overtaksationens afgørelse foreligger, før sagen forhandles i retten. Der er imidlertid fortsat knap seks måneder til hovedforhandlingen, hvorfor udsættelse af denne ikke sker nu, idet det pålægges Fredensborg Kommunes advokat senest den 2. februar 2015 at meddele, hvorledes sagen står. Ved beslutning af 9. april 2015 udsatte Østre Landsret hovedforhandlingen den 21. april 2015, idet overtaksationskommissionen endnu ikke havde truffet afgørelse. Anbringender Sonnich Fryland og Tove Fryland har til støtte for påstanden navnlig anført, at der ikke er grundlag for at sætte sagen i bero på overtaksationskommissionens afgørelse om erstatningsudmålingen, da hverken byretssagen eller ankesagen handler om erstatningens størrelse, men derimod om ekspropriationsbeslutningens gyldighed, og da der ingen sammenhæng er mellem vurderingen af ekspropriationsbeslutningens gyldighed og erstatningsfastsættelsen. Da den indankede dom fastslår, at ekspropriationsbeslutningen er ugyldig, vil en udsættelse betyde, at overtaksationskommissionen tvinges til at træffe afgørelse om erstatningens størrelse på et hypotetisk grundlag. Endvidere er det sædvanlig praksis at stille verserende sager ved taksations- eller overtaksationskommissionen i bero, hvis en retssag om ekspropriationens gyldighed verserer ved domstolene, hvilket er en ganske naturlig følge af det forhold, at taksationsmyndighederne ikke kan tage stilling til erstatningsudmålingen, før der foreligger en endelig afgørelse, som fastslår ekspropriationsbeslutningens gyldighed. Det går derfor direkte

7 - 7 - imod sædvanlig praksis, at retssagsbehandlingen udsættes på en afgørelse fra overtaksationskommissionen. Såfremt overtaksationskommissionens afgørelse indbringes for domstolene med yderligere udsættelse af den verserende landsretssag til følge vil domstolene være nødsaget til at afsige dom vedrørende erstatningens størrelse, uanset at ekspropriationsbeslutningen er kendt ugyldig, og før det materielle spørgsmål om ekspropriationens gyldighed er blevet endeligt afgjort. Det forhold, at der under byretssagen blev gennemført syn og skøn, ændrer ikke ved, at retssagen udelukkende vedrører stillingtagen til ekspropriationens gyldighed. Det har på intet tidspunkt været hensigten, at der med gennemførelse af syn og skøn under byretssagen skulle tages endeligt stilling til erstatningsfastsættelsen. Skønsmandens tabsangivelser er alene indhentet med henblik på, at retten, inden for rammerne af bevisbedømmelsesfriheden i retsplejelovens 344, stk. 1, kan anvende disse i overvejelserne om, hvorvidt proportionalitetsprincippet er overholdt. Skønsmandens konklusioner kan således ikke direkte danne grundlag for fastsættelse af ekspropriationserstatning, såfremt landsretten i den materielle sag skulle finde, at ekspropriationen er gyldig. Endelig er vejlovens 65, stk. 2, alene udtryk for, at spørgsmålet om fastsættelsen af størrelsen af en ekspropriationserstatning ikke kan indbringes for domstolene, før overtaksationskommissionen har haft anledning til at tage stilling hertil. Fredensborg Kommune har heroverfor navnlig anført, at man sideløbende med landsrettens behandling af ankesagen bør fuldføre ekspropriationsprocessen i forhold til erstatningsudmålingen, og at overtaksationskommissionen derfor bør inddrages i sagen. Efter vejlovens 65, stk. 2, jf. 54, kan en afgørelse, der kan påklages til overtaksationskommissionen, ikke indbringes for domstolene, før muligheden for overtaksationskommissionens prøvelse er udnyttet. Retten i Helsingør har derfor tilsidesat taksationssystemet ved at tage udgangspunkt i antagelser om størrelsen af erstatningsbeløbene uden at afvente overtaksationskommissionens prøvelse. Samtidig er det en naturlig konsekvens af vejlovens 65, stk. 2, at sagen må færdigbehandles af overtaksationskommissionen, før Østre Landsret kan tage stilling til spørgsmålet om ekspropriationens gyldighed. Under alle omstændigheder er der en så nær sammenhæng mellem overtaksationskommissionens erstatningsfastsættelse og spørgsmålet om ekspropriationens gyldighed, at en udsættelse er påkrævet, jf. retsplejelovens 345. Det er således centralt for Østre Landsrets bedømmelse af ekspropriationens proportionalitet og dermed gyldighed, at der foreligger en opgørelse af erstatningens størrelse, især fordi Retten i Helsingør baserede sin proportionalitetsvurdering på skøn vedrørende erstatningsopgørelsen.

8 - 8 - Østre Landsrets vurdering af ekspropriationens gyldighed vil således indebære en vurdering af og stillingtagen til ekspropriationserstatningens størrelse. Det forhold, at erstatningens størrelse ikke er sagens genstand, kan ikke føre til andet resultat, idet det afgørende må være, om en domstol tager stilling til ekspropriationserstatningens størrelse, uden at der er truffet endelig administrativ afgørelse herom. Højesterets begrundelse og resultat Efter retsplejelovens 345 kan retten udsætte behandlingen af en sag, når dette findes påkrævet, herunder for at afvente en administrativ eller retlig afgørelse, der vil kunne få indflydelse på sagens udfald. Da vurderingen af værdiforringelsen for de af ekspropriationen berørte ejendomme kan have betydning for landsrettens stillingtagen til, om Fredensborgs Kommunes ekspropriationsbeslutning strider mod kravet om proportionalitet, stadfæster Højesteret landsrettens afgørelse, jf. herved retsplejelovens 345. Thi bestemmes: Landsrettens afgørelse stadfæstes. I kæremålsomkostninger for Højesteret skal Sonnich Fryland og Tove Fryland inden 14 dage efter afsigelsen af denne højesteretskendelse betale kr. til Fredensborg Kommune. Beløbet forrentes efter rentelovens 8 a.