Kapitel 7. Sygdomsadfærd og brug af sundhedsvæsenet

Transkript

1 Kapitel 7 Sygdomsadfærd og brug af sundhedsvæsenet

2 Kapitel Sygdomsadfærd og brug af sundhedsvæsenet Personer reagerer forskelligt på gener, symptomer og sygdomme. I denne sammenhæng er ikke at gøre noget også en reaktionsform - og faktisk er der mange, der ikke gør noget som følge af gener og symptomer i dagligdagen. Andre reagerer aktivt med at gøre noget selv, i form af husråd eller velkendte former for egenomsorg (f.eks. at holde diæt, at bruge varmepude, at holde sig i ro, at få massage osv.). Atter andre reagerer med at søge hjælp hos familie og venner eller ved at kontakte fagpersoner i eller uden for det eksisterende sundhedsvæsen. Alle reak-tionsformer er udtryk for sygdomsadfærd, dvs. handlinger der tilsigter at modvirke, afhjælpe eller neutralisere (virkningerne af) kropslige symptomer, uanset graden af sygdom, og uanset om sygdomsadfærden er kontrolleret af et professionelt behandlingssystem (Gannik 1999). Flere faktorer har betydning for, hvorledes en person reagerer på sygdom. Ifølge de traditionelle socialpsykologiske modeller for sundheds- og sygdomsadfærd, herunder healthbelief modellen (Kasl & Cobb 1966, Due & Holstein 1998), er bl.a. personens vurdering af, hvor alvorlig sygdommen er, og hvilke konsekvenser sygdommen måtte have, af betydning tillige med opfattelsen af fordele og ulemper/omkostninger ved tilgængelige handlemuligheder. Også socioøkonomiske faktorer, så som uddannelse, erhverv og indkomst indgår i modellerne. Locus of control begrebet er nært knyttet til health-belief modellen. Begrebet henviser til en persons forestillinger om egen adfærd som værende af afgørende betydning for sundhed (internal locus of control) eller om egen sundhed som værende styret af udefra kommende forhold (external locus of control). Coping-begrebet dvs. mestring eller håndtering - er ligeledes nært knyttet til sygdomsadfærden og har været brugt til at forklare, hvorfor personer med samme sygdomssymptomer mestrer eller håndterer disse på forskellig vis. Coping kan defineres som en persons tilpasning til belastninger, trusler eller udfordringer. Det er en dynamisk proces, idet måden at cope på kan variere fra situation til situation. Det er også en bevidst proces, hvor man først vurderer den aktuelle situation, og hvilke handlemuligheder der er, og dernæst vælger, hvorledes man skal cope (Holstein et al 1997). Sundhedsadfærd eller sygdomsadfærd? Det kan være vanskeligt at sondre mellem sygdomsadfærd og sundhedsadfærd. Begge former for adfærd er udtryk for det samme ønskemål, nemlig en målrettet adfærd, der har til hensigt at opretholde en positiv tilstand (sundhedsadfærd) eller at fjerne en negativ tilstand (sygdomsadfærd) (Kjøller et al 1993, Brinck et al 1995). Harris og Guten (1979 her citeret fra Gannik 1999) har formuleret begrebet health protective behavior, der defineres som alle handlinger, der uanset sundhedstilstand udføres med den hensigt at fremme, vedligeholde eller beskytte sit helbred, uanset om handlingen er objektivt effektiv eller ej. Brug af sundhedsvæsenet En række af oplysningerne vedrørende befolkningens brug af forskellige former for behandling fremgår af de registre, der regelmæssigt føres i sundhedsvæsenet. I Sygesikringsregistret registreres kontakter til den primære sundhedstjeneste, herunder kontakt til praktiserende læge, praktiserende speciallæge, tandlæge, fysioterapeut og kiropraktor m.fl. I Landspatientregisteret registreres oplysninger om hospitalsindlæggelser og brug af hospitalsambulatorier, og i Lægemiddelstyrelsens register over lægemiddelforbruget registreres stort set samtlige ekspeditioner og leverancer af lægemidler mv. fra private apoteker og sygehusapoteker m.fl. På basis af de oplysninger, der indgår i registrene, er det muligt at beskrive forbruget af ydelser i forhold til en række sociodemografiske forhold, så som køn, alder, stilling, familietype mv. Eksempelvis er det vist, at geografiske variationer i sygehusforbruget for en stor dels vedkommende kan forklares ved sociale forhold, så som ledighed, modtagelse af kontanthjælp, boligtype mv. (Steensen & Juel 1990). 184

3 Kapitel 7. De registerbaserede analyser mangler imidlertid oplysninger om befolkningens sygelighed og behov for ydelser. Styrken i nærværende undersøgelse er således, at det er muligt at belyse sundhedsvæsenets ydelser i forhold til en række socioøkonomiske baggrundsfaktorer og i forhold til en række sygelighedsfaktorer. De to næste figurer illustrerer sådanne analysemuligheder. I figur belyses sammenhængen mellem sygelighed målt ved forekomst af en eller flere langvarige sygdomme - og brug af sundhedsvæsenet her praktiserende læger. Generelt har større andele af personer med langvarig sygdom end uden haft kontakt til praktiserende læge inden for en 3-måneders periode. Både blandt mænd med og uden langvarig sygdom ses, at andelen med kontakt til praktiserende læge stiger med alderen. Tilsvarende mønster ses blandt kvinder med langvarig sygdom. Blandt kvinder uden langvarig sygdom er der imidlertid et fald i andelen med kontakt fra de årige til de årige, hvilket kunne antyde et mindre overforbrug af praktiserende læge blandt de helt unge kvinder. Figur viser sammenhængen mellem brug af praktiserende læge og selvvurderet helbred blandt personer på forskelligt uddannelsesniveau (kombineret skole- og erhvervsuddannelse). Uanset uddannelsesniveau er der en betydeligt større andel, der har haft kontakt med praktiserende læge blandt personer med dårligt eller meget dårligt selvvurderet helbred. Blandt kvinder ses, at andelen med kontakt til praktiserende læge blandt personer med dårligt eller meget dårligt selvvurderet helbred falder med stigende uddannelsesniveau men er konstant blandt kvinder med nogenlunde, godt eller meget godt selvvurderet helbred. Blandt mænd ses et mindre entydigt billede. Andelen med kontakt til praktiserende læge blandt personer med godt selvvurderet helbred er den samme på alle uddannelsesniveauer. Blandt personer med dårligt selvvurderet helbred er der højst andel med kontakt til praktiserende læge blandt personer med meget højt og meget lavt uddannelsesniveau. Den ovenfor beskrevne betydning af en persons helbred og sygelighed for brugen af sundhedsvæsenet indgår i Andersons adfærdsteoretiske model (1968). Den har tre sæt af komponenter, som forklaring af brugen af sundhedsydelser. For det første prædisponerende faktorer, der omhandler Figur Brug af praktiserende læge blandt personer med og uden langvarig sygdom. Opgjort særskilt for mænd og kvinder i forskellige aldersgrupper. Procent. 185

4 Kapitel 7. Figur Brug af praktiserende læge blandt mænd og kvinder med og uden dårligt selvvurderet helbred. Procent. de socioøkonomiske baggrundsfaktorer så som køn, alder, stilling, familiesammensætning mv. tillige med holdninger og forestillinger om sygdom og sundhed (healthbeliefs). For det andet faktorer, der tilskynder til brug (enabling factors) så som økonomiske ressourcer og adgang til sundhedsvæsenets ydelser i form af nærhed og nemhed (adgangsforhold, åbningstider, ventetider osv.). Tredje og sidste komponent i modellen er behovsfaktoren, der anses for at være den dominerende faktor. Den indbyrdes betydning af de forskellige forklaringsfaktorer er skiftende, afhængig af hvilken form for ydelse, det drejer sig om. Andersons model er anvendt i flere af SIF s tidligere analyser af sygdomsadfærd (Rasmussen et al 1992, Jensen 1994). I disse undersøgelser er der vist sammenhæng mellem f.eks. medicinbrug og sygdommens eller symptomernes art, selvvurderet helbred samt køn og alder, men ingen sammenhæng med socioøkonomiske faktorer så som indkomst, uddannelse og stilling. Analyser af sammenhængen mellem forskellige former for symptomer og sygdomsadfærd viser store variationer i hvilke reaktionsformer, der benyttes i forhold til dagligdags symptomer og gener (Jensen & Kjøller 1997). Analyser af sygdomsadfærd i relation til muskelog skeletsygdom har tydeliggjort, at sygdommen eller symptomets alvor (f.eks. i form af stærke smerter eller aktivitetsbegrænsninger i de daglige gøremål) er den mest betydende faktor for, om en person reagerer på sine symptomer og gener eller ej (Brinck et al 1995). Kapitlets indhold Kapitlet rummer en række forskellige mål for sygdomsadfærd og brug af sundhedsvæsenet. Afsnit 7.1 handler om kontakt til læger og andre behandlere i det formaliserede sundhedsvæsen, og afsnit 7.2 vedrører kontakt til alternative behandlere. I afsnit 7.3 beskrives befolkningens brug af medicin det være sig recept- eller håndkøbsmedicin. I det efterfølgende afsnit (7.4) sættes der fokus på, hvorledes man reagerer på gener og symptomer inden for en 14-dages periode, herunder brugen af medicin som én af flere forskellige former for sundhedsadfærd. De to sidste afsnit handler om henholdsvis befolkningens brug af forebyggende ordninger (7.5) og tegningen af supplerende sundhedsforsikringer (afsnit 7.6). 186

5 Kapitel Kontakt til læger og andre behandlere inden for en 3-måneders periode Opgørelser fra Sygesikringsregistret viser, at alment praktiserende læger i år 2000 havde ca. 32 mill. patientkontakter, svarende til gennemsnitlig 6,0 kontakter pr. indbygger. Praktiserende speciallæger havde ca. 5 mill. patientkontakter, og tandlæger havde godt 4 mill. kontakter svarende til 1,0 kontakt pr. indbygger. I perioden er praktiserende lægers kontakter steget med 0,6% årligt, mens antallet af kontakter til praktiserende speciallæger er faldet med 0,1% årligt (tabel 7.1.1) (Sundhedsministeriet 2001). De samlede udgifter til den offentlige sygesikring androg i ,1 mia. kr., en stigning på 4,3% i forhold til 1999 (Danmarks Statistik 2001). Indeværende undersøgelse viser ligeledes en stigning i andelen af befolkningen, der har været i kontakt med praktiserende læge, praktiserende speciallæge og tandlæge (jævnf. de efterfølgende standardtabeller). Også udenlandske undersøgelser viser stigning i kontakten til sundhedsvæsenet. I Finland ses fra 1987 til 1996 en stigning i andelen med kontakt til læge blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper (Arinen et al 1998). I Sverige ses i perioden 1985 til 2000 en støt stigning i andelen blandt kvinder, der inden for en 3-måneders periode har søgt læge (fra 33,4% til 37,7%). Blandt svenske mænd ses et mere ujævnt billede, med stigning i andelen med kontakt til læge fra 1985 til 1990 (henholdsvis 29,5% og 30,1%) og dernæst et fald til 27,4% i 2000 (Socialstyrelsen 2001). Kontakt til læger eller andre behandlere i den primære sundhedstjeneste er belyst i forhold til de seneste tre måneder inden interviewet. Det er præciseret,at kontakten skulle angå egen sygdom eller skade. Kontakter pga. børns sygdom eller forebyggende helbredsundersøgelser af gravide og andre blev således ikke medregnet. Antal kontakter i 1000 Gennemsnitlig antal kontakter pr. indbygger i befolkningen Mænd Kvinder Alment praktiserende læge 1) 32028,3 4,6 7,3 Praktiserende speciallæge 1) 5068,6 0,7 1,1 - ørelæge 1212,7 0,2 0,2 - øjenlæge 968,4 0,1 0,2 - øvrige 2837,5 0,4 0,7 Hospitalsambulatorium 2, 4) 4317,7 - - Tandlæge 1) 4442,9 1 1,1 Fysioterapeut 3) 12176,8 - - Kiropraktor 3) 911,9 - - Tabel Sygesikringsstatistik Antal kontakter til hele befolkningen incl. børn. 1) Statistiske Efterretninger. Sociale forhold, sundhed og retsvæsen, 2001:16 2) Sundhedsministeriet: Sundhedssektoren i tal 2000/2001. København: Sundhedsministeriet. Sundhedsanalyser. 2001:2 3) Danmarks Statistik: oktober ) Tal fra

6 Kapitel 7.1 Det fremgår af tabel 7.1.2, at i løbet af en 3- måneders periode har 46,3% af voksne danskere haft kontakt til en læge, herunder har 39,6 % haft kontakt til en praktiserende læge. De hyppigst brugte andre lægelige grupper er praktiserende speciallæger (7,8%) og hospitalsambulatorium (6,6%). I alt 47,4% har haft kontakt til andre behandlere (tabel 7.1.3). Kontakt til tandlæge angives af 38,7% - næsten lige så stor en andel som den, der har haft kontakt til praktiserende læge. De hyppigst nævnte andre behandlergrupper er fysioterapeuter (5,3%) og kiropraktorer (3,5%). Eksempler på andre behandlere er fodterapeuter, ergoterapeuter og massører. Samlet har knap en tredjedel af befolkningen (30,1%) inden for en 3-måneders periode hverken haft kontakt til læger eller andre behandlere. Af tabel og fremgår kontaktmønstret til læger og andre behandlere blandt mænd og kvinder i forskellige aldersgrupper. Det helt generelle billede er, at andelen, der har haft kontakt til praktiserende læge, praktiserende speciallæge, hospitalsambulatorium eller har været indlagt på hospital stiger med stigende alder. Der henvises endvidere til de efterfølgende standardtabeller vedrørende kontakt til praktiserende læge, kontakt til praktiserende speciallæge og kontakt til hospitalsambulatorium. Også i forhold til gruppen af andre behandlere har en større andel af kvinder end mænd haft kontakt inden for en 3-måneders periode (tabel og de efterfølgende standardtabeller vedrørende kontakt til tandlæge, fysioterapeut og kiropraktor). Tabel Andel med kontakt til læge pga. gener, sygdom eller skader inden for en 3- måneders periode. Procent. Andel med kontakt Antal i befolkningen i 1000 Praktiserende læge 39, Praktiserende speciallæge 7,8 335 Hospitalsambulatorium 6,6 284 Hospitalsindlæggelse 3,4 146 Vagtlæge 2,5 107 Skadestue 2,4 103 Bedriftslæge 0,2 9 Anden læge 1,4 60 I alt andel med kontakt til læge 46, Tabel Andel med kontakt til andre behandlere pga. gener, sygdom eller skader inden for en 3-måneders periode. Procent. Andel Antal i med befolkningen kontakt i 1000 Tandlæge 38, Fysioterapeut 5,3 228 Kiropraktor 3,5 150 Hjemmesygeplejerske 1,9 82 Psykolog 1,5 64 Andre behandlere 2,1 90 I alt andel med kontakt til andre behandlere 47,

7 Kapitel 7.1 Mænd år år år år 80+ år I alt Praktiserende læge 24,3 27,9 35,3 52,2 53,0 33,6 Praktiserende speciallæge 4,7 5,4 7,1 9,6 6,7 6,4 Hospitalsambulatorium 3,3 4,6 6,2 10,1 10,4 5,8 Hospitalsindlæggelse 2,0 1,8 3,0 8,3 6,2 3,1 Vagtlæge 2,9 1,9 1,7 2,8 2,8 2,1 Skadestue 4,7 3,1 1,8 1,4 1,4 2,6 Bedriftslæge 0,2 0,3 0, ,2 Anden læge 2,4 1,2 1,4 1,0 0,6 1,4 I alt andel med kontakt til læge 34,1 34,7 41,6 58,3 59,3 40,5 Antal svarpersoner Tabel Brug af forskellige former for læger inden for en 3-måneders periode. Opgjort særskilt for mænd og kvinder i forskellige aldersgrupper. Procent. Kvinder år år år år 80+ år I alt Praktiserende læge 41,9 41,3 45,9 55,3 56,9 45,5 Praktiserende speciallæge 7,1 8,5 10,2 10,0 8,0 9,0 Hospitalsambulatorium 4,4 5,9 8,6 11,6 7,0 7,4 Hospitalsindlæggelse 2,7 3,3 3,3 5,1 6,7 3,6 Vagtlæge 4,2 3,2 2,5 1,5 1,6 2,8 Skadestue 4,3 2,1 1,8 2,2 1,5 2,2 Bedriftslæge 0,4 0,1 0, ,1 Anden læge 2,6 1,3 1,1 1,8 0,4 1,4 I alt andel med kontakt til læge 50,6 47,0 51,9 62,0 63,0 51,8 Antal svarpersoner Mænd år år år år 80+ år I alt Tandlæge 32,4 35,9 44,7 33,1 23,7 37,9 Fysioterapeut 3,2 3,6 4,1 4,8 5,7 3,9 Kiropraktor 1,7 3,4 3,5 2,6 1,6 3,0 Hjemmesygeplejerske 0,3 0,2 1,0 4,6 12,6 1,4 Psykolog 1,4 1,4 0, ,0 Andre behandlere 0,4 1,6 1,3 2,0 3,9 1,4 I alt andel med kontakt til andre behandlere 37,2 42,6 50,7 41,8 42,2 44,7 Antal svarpersoner Tabel Brug af andre behandlere inden for en 3-måneders periode. Opgjort for mænd og kvinder i forskellige aldersgrupper. Procent. Kvinder år år år år 80+ år I alt Tandlæge 37,2 37,8 47,1 33,7 18,2 39,4 Fysioterapeut 4,9 6,5 7,0 7,5 6,9 6,6 Kiropraktor 2,4 3,9 5,2 2,9 0,3 3,8 Hjemmesygeplejerske 0,1 0,1 0,9 7,4 19,5 2,3 Psykolog 3,5 2,7 1, ,0 Andre behandlere 2,3 2,7 3,0 2,5 3,7 2,8 I alt andel med kontakt til andre behandlere 46,1 48,0 56,0 47,0 40,2 50,0 Antal svarpersoner

8 Kapitel 7.1 Andel der har haft kontakt til praktiserende læge inden for en 3 måneders periode Percentage who have had contact with a general practitioner within the past 3 months 190

9 Kapitel 7.1 Kontakt til praktiserende læge 39,6% af voksne danskere har haft kontakt til en praktiserende læge inden for en 3-måneders periode. Blandt mænd er det 33,6% og blandt kvinder 45,5%. Andelen, der kontakter praktiserende læge, er steget fra 35,1% i 1987 til 39,6% i Køn og alder: Større andele af kvinder end af mænd har haft kontakt til alment praktiserende læge inden for de seneste tre måneder, inden de blev interviewet. Med stigende alder stiger andelen med kontakt til praktiserende læge. Uddannelse: Kun gruppen med 15 eller flere års uddannelse adskiller sig fra de øvrige udannelsesgrupper ved af have en lav andel, der har været i kontakt med praktiserende læge inden for de seneste 3 måneder. Socioøkonomisk gruppe: Der er ikke forskel mellem de erhvervsaktive grupper med hensyn til kontakt til praktiserende læge. Derimod har en høj andel blandt arbejdsløse haft kontakt til praktiserende læge. Det samme gælder gruppen af førtidspensionister. Samlivsstatus: Forekomsten af personer med kontakt til praktiserende læge er størst blandt samlevende, enlige (skilte og separerede) samt enker og enkemænd. Amt: Der er ikke større forskelle mellem amterne med hensyn til kontakt til praktiserende læge. Ringkøbing Amt har en lavere kontaktandel end landet som helhed. Udvikling: Brug af praktiserende læge er steget jævnt i perioden fra 35,1% i 1987 til 39,6% i Stigningen ses blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper. Andel der har haft kontakt til praktiserende læge inden for en 3-måneders periode i 1987, 1994, Procent. 191

10 Kapitel 7.1 Andel der har haft kontakt til praktiserende speciallæge inden for en 3-måneders periode Percentage who have had contact with a practising medical specialist within the past 3 months 192

11 Kapitel 7.1 Kontakt til praktiserende speciallæge I alt 7,8% - 6,4% mænd og 9,0% kvinder - har inden for en 3-måneders periode været i kontakt med en praktiserende speciallæge. Samlivsstatus: Forekomsten af personer med kontakt til praktiserende speciallæge er høj blandt enlige (skilte og separerede) og blandt ugifte. Andelen af brugere er højest i Storkøbenhavn, Frederiksborg og Roskilde amter. Fra 1987 til 2000 er andelen med kontakt til praktiserende læge steget fra 6,1% til 7,8%. Køn og alder: I alt har 6,4% blandt mænd og 9,0% blandt kvinder været i kontakt med en praktiserende speciallæge inden for en 3- måneders periode. Andelen, der har haft kontakt til praktiserende speciallæge, stiger frem til 80-års alderen for derefter at falde. Uddannelse: Med stigende uddannelsesniveau stiger andelen af voksne, der har haft kontakt med en praktiserende speciallæge fra 6,9% i gruppen med kortest uddannelse til 9,2% i gruppen med højest uddannelse. Socioøkonomisk gruppe: Stort set lige store andele af de erhvervsaktive grupper har været hos praktiserende speciallæge inden for en 3-måneders periode. Derimod er der en markant højere andel blandt arbejdsløse, der har haft kontakt med praktiserende speciallæge. Også blandt førtidspensionister er der en høj andel med kontakt til praktiserende speciallæge. Amt: Størst andele i det storkøbenhavnske område og i Frederiksborg og Roskilde amter og mindst andele i Ringkøbing, Århus og Nordjyllands amter har haft kontakt til praktiserede speciallæge inden for de seneste tre måneder. Udvikling: Andelen i befolkningen, der har haft kontakt til praktiserende speciallæge inden for en 3-måneders periode er steget fra 6,1% i 1987 til 7,8% i Stigningen er sket blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper. Andel der har haft kontakt til en praktiserende speciallæge inden for en 3-måneders periode i 1987, 1994, Procent. 193

12 Kapitel 7.1 Andel der har haft kontakt til hospitalsambulatorium inden for en 3-måneders periode Percentage who have had contact with an out-patient clinic within the past 3 months 194

13 Kapitel 7.1 Kontakt til hospitalsambulatorium I alt 6,6% af den voksne befolkning har været i kontakt med et hospitalsambulatorium inden for en tre måneders periode større andele blandt kvinder (7,4%) end blandt mænd (5,8%). Blandt de 80-årige eller derover er der dog større brugerandel blandt mænd end kvinder. Andelen med kontakt til hospitalsambulatorium er steget i perioden fra 4,4% i 1987 til 6,6% i Socioøkonomisk gruppe: Mønstret blandt de socioøkonomiske grupper med hensyn til brug af hospitalsambulatorium svarer til mønstret for brug af praktiserende speciallæger. Lige store andele af de erhvervsaktive grupper har været i kontakt med et hospitalsambulatorium inden for en tre måneders periode. Andelen med kontakt til ambulatorium er ligeledes høj blandt arbejdsløse. Endvidere har en betydelig andel af gruppen af førtidspensionister været i kontakt med et hospitalsambulatorium. Samlivsstatus: Der er ikke systematiske forskelle i andelen med kontakt til hospitalsambulatorium mellem de forskellige samlivsstatusgrupper. Køn og alder: I alt 6,6% har været på et hospitalsambulatorium inden for en tre måneders periode. Blandt mænd stiger andelen med kontakt til hospitalsambulatorium med stigende alder. Blandt kvinder stiger andelen med kontakt ligeledes frem til 80-års alderen for dernæst at falde betragteligt. Blandt de 80-årige eller derover har en større andel blandt mænd end blandt kvinder været på hospitalsambulatorium. Uddannelse: Personer med op til 12 års uddannelse har i større omfang haft kontakt til hospitalsambulatorium end personer med 13 eller flere års samlet skole- og erhvervsuddannelse. Amt: Der er størst andel med kontakt til hospitalsambulatorium i Københavns og Frederiksberg Kommuner og mindst andel i Storstrøms og Fyns amter. Udvikling: Andelen i befolkningen, der har været i kontakt med et hospitalsambulatorium inden for en tre måneders periode, er steget fra 4,4% i 1987 til 6,6% i Stigningen er sket blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper. Andel der har haft kontakt til hospitalsambulatorium inden for en 3- måneders periode i 1987, 1994, Procent. 195

14 Kapitel 7.1 Andel der har haft kontakt til tandlæge inden for en 3-måneders periode Percentage who have had contact with a dentist within the past 3 months 196

15 Kapitel 7.1 Kontakt til tandlæge I alt 38,6% af befolkningen lidt flere kvinder end mænd - har inden for en 3- måneders periode haft kontakt med en tandlæge. Samlivsstatus: Sammenholdt med gifte er der færre tandlægebrugere blandt samlevende, enlige (separerede, skilte) og ugifte. Andelen med kontakt til tandlæge er steget blandt de årige og de 67-årige eller derover men konstant eller svagt faldende i de yngre aldersgrupper. Køn og alder: I alt har 38,6% af voksne danskere lidt flere kvinder end mænd været hos tandlæge inden for en tre måneders periode. Størst andel blandt de årige har været hos tandlæge. Relativt færrest blandt 80-årige eller derover har haft kontakt med tandlæge. Uddannelse: Jo højere uddannelsesniveau desto større andele har været hos tandlæge inden for de seneste tre måneder. Socioøkonomisk gruppe: Brug af tandlæge varierer ikke mellem de forskellige socioøkonomiske grupper i arbejdsstyrken. Dog er der tendens til, at andelen med kontakt er mindre blandt ikke-faglærte arbejdere end blandt de øvrige erhvervsaktive grupper. Ligeledes er der tendens til, at arbejdsløse i mindre omfang end de beskæftigede har haft kontakt til tandlæge. Amt: Brug af tandlæge forekommer hyppigere i Frederiksborg Amt og Fyns Amt end i Sønderjyllands Amt. Udvikling: Brugen af tandlæge er steget støt i perioden, fra 33,1% i 1987 til 38,6% i Stigninger er især sket i de ældste grupper (45-66 år og 67-årige eller derover), mens brugerandelen er konstant eller svagt faldende i de yngste aldersgrupper. Andel der har haft kontakt til tandlæge inden for en 3-måneders periode i 1987, 1994, Procent. 197

16 Kapitel 7.1 Andel der har haft kontakt til fysioterapeut inden for en 3-måneders periode Percentage who have had contact with a physiotherapist within the past 3 months 198

17 Kapitel 7.1 Kontakt til fysioterapeut 5,3% af voksne danskere lidt flere kvinder end mænd har brugt fysioterapeut inden for en 3-måneders periode. Samlivsstatus: Der er heller ikke forskel i andelen, der har haft kontakt til fysioterapeut, mellem de forskellige samlivsgrupper. Brugerandelen er steget i perioden 1987 til 2000 fra 3,3% i 1987 til 4,2% i 1994 og til 5,3% i Køn og alder: I alt 5,3% har haft kontakt med en fysioterapeut inden for en tre måneders periode. Relativt flere kvinder (6,6%) end mænd (3,9%) har været hos fysioterapeut. Blandt mænd stiger brugerandelen med stigende alder. Blandt kvinder er brugerandelen lavest blandt de årige og på nogenlunde samme niveau i de øvrige aldersgrupper. Uddannelse: Brug af fysioterapeut forekommer i mindst omfang blandt personer med mindre end 10 års uddannelse og blandt personer med 15 års uddannelse eller derover. Socioøkonomisk gruppe: Der er ikke forskel i andelen af brugere af fysioterapeut mellem de forskellige socioøkonomiske grupper i arbejdsstyrken. En relativt høj andel af førtidspensionister har haft kontakt til fysioterapeut inden for en 3-måneders periode. Amt: Der ses klare geografiske forskelle i brug af fysioterapeut, idet andelen af brugere er højest i Københavns, Frederiksborg og Roskilde amter og lavest i Nordjyllands Amt. Udvikling: Der er sket en stigning i brugen af fysioterapeut - fra 3,3% brugere i 1987 til 5,3% i Stigningen ses tydeligst blandt kvinder i alle aldersgrupper, men mønstret er det samme hos mænd. Andel der har haft kontakt til fysioterapeut inden for en 3-måneders periode i 1987, 1994, Procent. 199

18 Kapitel 7.1 Andel der har haft kontakt til kiropraktor inden for en 3-måneders periode Percentage who have had contact with a chiropractor within the past 3 months 200

19 Kapitel 7.1 Kontakt til kiropraktor 3,4% har brugt kiropraktor inden for en 3- måneders periode. I alle aldersgrupper har relativt flere kvinder end mænd brugt kiropraktor. Samlivsstatus: Sammenholdt med gruppen af gifte er der relativt færre brugere blandt ugifte. Brugen af kiropraktor varierer ikke mellem de øvrige samlivsstatusgrupper. Andelen af brugere af kiropraktor har stort set været konstant i perioden 1987 til Køn og alder: I alt 3,4% af voksne danskere har inden for en tre måneders periode haft kontakt med en kiropraktor. I alle aldersgrupper er andelen af brugere blandt kvinder lidt større end blandt mænd. Størst andele blandt de årige og årige har været hos kiropraktor. Uddannelse: Gruppen med mindre end 10 års samlet uddannelse har den laveste andel brugere. Der er ikke forskel i brugerandele mellem de øvrige uddannelsesgrupper. Socioøkonomisk gruppe: Der er ingen forskel mellem de forskellige erhvervsaktive gruppers brug af kiropraktor. Amt: Kiropraktor bruges af en større andel i Frederiksborg og Vestsjællands amter og af en relativt mindre andel i Københavns Amt og Nordjyllands Amt. Udvikling: Brug af kiropraktor har stort set været konstant fra 1987 til Andel der har haft kontakt til kiropraktor inden for en 3- måneders periode i 1987, 1994, Procent. 201

20 Kapitel Alternativ behandling Ud fra et lovgivningsmæssigt synspunkt kan alternativ behandling defineres som de terapier, der rækker ud over de behandlingstilbud, der tilbydes i det statsligt finansierede sundhedssystem og som sådan ikke er omfattet af Sundhedsstyrelsens tilsynskontrol (Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling 2002). Dog er sundhedsprofessionelle, der bruger alternative metoder i deres behandling underlagt de regler, der er beskrevet i lægeloven eller i autorisationslovene. Alternativ behandling kan ses som et supplement til det konventionelle behandlingssystem, (Rasmussen & Morgall 1990, Kjøller & Jensen 2001, Madsen 2001), som en alternativ måde at forholde sig til mennesket, verden, sundhed og sygdom på eller som et reelt alternativ til det konventionelle behandlingssystem (Brendstrup & Launsø 1995, Launsø 1995). Endelig kan alternativ behandling opfattes som udtryk for irrationel tænkning og bliver i så fald beskyldt for at være udokumenteret og i yderste konsekvens uvidenskabelig (Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling 2002). Det er vigtigt at have kendskab til både de behandlingstilbud, der gives fra det etablerede sundhedsvæsens side, og til dem, der gives fra det alternative område. For den alternative behandlings vedkommende er det vigtigt at være opmærksom på, at opfattelsen af hvad der er alternativt, og hvad der ikke er det, ændrer sig over tid, og at grænsen mellem alternativ og konventionel behandling ikke altid er let at drage. Eksempelvis har enkelte af de nuværende alternative behandlingsformer og tilbud i løbet af de seneste årtier vundet indpas i det konventionelle behandlingssystem, f.eks. akupunktur og zoneterapi. Tabel Brug af alternativ behandling nogensinde og inden for det seneste år. Procent. Brug nogensinde Brug seneste år Antal i befolkningen, der har brugt alternativ behandling inden for det seneste år i 1000 Zoneterapi 20,3 9,7 417 Massage/manipulation 15,4 9,0 386 Naturmedicin, f.eks. homøopati 13,2 8,0 343 Akupunktur 11,2 5,3 228 Afspænding 4,9 3,0 128 Vejledning vedr. kost mv 4,4 2,7 118 Healing 4,4 2,6 112 Magnetiske strygninger 2,1 1,1 47 Håndspålæggelse 1,5 0,8 32 Hypnose 1,4 0,6 24 Andet 4,6 1,9 82 Har brugt en eller flere former for alternativ behandling 43,7 20,

21 Kapitel 7.2 Brugen af alternativ behandling er belyst ved at præsentere svarpersonerne for et kort, hvor en række forskellige alternative behandlingsformer var angivet, og bede dem angive, om og i givet fald hvilke behandlingsformer, de nogensinde havde benyttet (jf. tabel 7.2.1). Alle der oplyste om brug af en eller flere alternative behandlingsformer blev desuden spurgt, om de havde brugt det inden for det seneste år. I alt 43,7% af voksne danskere har nogensinde brugt alternativ behandling, og 20,6% har gjort det inden for det seneste år. Det fremgår af figur 7.2.1, at større andele af kvinder end af mænd nogensinde har brugt alternativ behandling, og at kvinder i større omfang end mænd har brugt alternativ behandling inden for det seneste år. Det ses endvidere, at kvinder i aldersgrupperne år og år i størst omfang har brugt alternativ behandling. Figur Andel blandt mænd og kvinder i forskellige aldersgrupper, der har brugt alternativ behandling inden for det seneste år eller tidligere. 203

22 Kapitel 7.2 Tabel Andel mænd og kvinder i forskellige aldersgrupper, der nogensinde har brugt forskellige former for alternativ behandling. Procent. Mænd år år år år 80+ år I alt Zoneterapi 7,2 14,9 15,2 10,5 5,0 13,1 Massage/manipulation 9,7 16,4 11,0 9,5 8,2 12,5 Naturmedicin, f.eks homøopati 7,5 10,3 8,5 9,4 6,7 9,0 Akupunktur 3,8 7,8 10,9 10,2 5,2 8,5 Afspænding 1,6 2,9 2,3 0,9 1,6 2,2 Vejledning vedr. kost mv 4,6 3,3 2,2 2,9 0,9 3,0 Healing 2,4 3,0 2,4 1,5 0,3 2,5 Magnetiske strygninger 1,5 2,5 1,9 1,6 1,3 2,0 Håndspålæggelse 0,9 1,5 1,1 1,0 0,5 1,2 Hypnose 0,3 1,2 1,4 0,9-1,1 Andet 3,1 4,5 4,1 4,8 5,4 4,2 Har nogensinde brugt en eller flere former for alternativ behandling 27,7 40,1 36,7 33,4 27,7 36,0 Antal svarpersoner (uvægtet) Kvinder år år år år 80+ år I alt Zoneterapi 15,2 29,5 33,6 21,7 11,3 27,1 Massage/manipulation 15,1 22,5 19,3 11,0 8,3 18,3 Naturmedicin, f.eks homøopati 16,4 18,5 19,4 11,8 9,6 17,3 Akupunktur 6,2 14,0 18,4 11,0 7,1 13,8 Afspænding 3,2 7,2 10,2 6,2 3,9 7,4 Vejledning vedr. kost mv 6,8 6,6 6,2 2,9 1,2 5,7 Healing 4,3 8,2 7,1 2,0 1,0 6,2 Magnetiske strygninger 2,7 2,2 2,5 2,3 0,4 2,3 Håndspålæggelse 1,3 1,8 2,3 1,0 0,7 1,8 Hypnose 0,8 2,5 2,0 1,1 0,7 1,8 Andet 4,4 5,5 5,6 3,8 3,1 5,1 Har nogensinde brugt en eller flere former for alternativ behandling 42,9 56,9 57,6 43,6 30,1 52,3 Antal svarpersoner (uvægtet)

23 Kapitel 7.2 De hyppigst anvendte alternative behandlingstilbud er zoneterapi, massage/manipulation, naturmedicin og akupunktur (tabel 7.2.1). Kvinder har gennemgående prøvet flere forskellige former for alternative behandlingstilbud end mænd. Blandt dem, der nogensinde har brugt alternativ behandling, har således 51,8% af kvinder og 37,2% blandt mænd brugt to eller flere forskellige alternative behandlingsformer. Brugen af de forskellige alternative behandlingsformer blandt mænd og kvinder i forskellige aldersgrupper fremgår af tabel Det er et gennemgående træk, at det er aldersgrupperne år og år, der i størst omfang nogensinde har brugt de forskellige alternative behandlingsformer. Der henvises endvidere til de efterfølgende standardtabeller vedrørende brug af zoneterapi, brug af massage/manipulation og brug af akupunktur. Tabel Andel der oplyser nogensinde at have brugt naturmedicin i forbindelse med spørgsmålene vedrørende alternativ behandling og i forbindelse med de øvrige medicinspørgsmål. Procent. Nævnt som alternativ behandling Ja Nej Nævnt i forbindelse med medicinspørgsmål Ja 12,8 28,2 Nej 0,4 58,2 Naturmedicin er betegnelsen for lægemidler, der indeholder naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen. Alle naturlægemidler er godkendt af Lægemiddelstyrelsen, der stiller krav til fremstillingen, til kvaliteten, til sikkerheden og til virkningen af produktet (Lægemiddelsstyrelsen 2002). Brugen af naturmedicin er dels belyst i forbindelse med de alternative behandlingsformer, dels er der i forbindelse med belysningen af brug af medicin spurgt direkte til brug af naturlægemidler eller naturmedicin. Det fremgår af tabel 7.2.3, at stort set alle, der oplyser nogensinde at have brugt naturmedicin som alternativ behandling, også har oplyst det i forbindelse med de øvrige medicinspørgsmål. Derimod har 28,2% alene oplyst at have brugt naturmedicin i forbindelse med medicinspørgsmålene, hvilket antyder, at naturmedicin i højere grad opfattes som medicin end som alternativ behandling. I standardtabellen vises brug af naturmedicin som alternativ behandlingsform. 205

24 Kapitel 7.2 Andel der har brugt alternativ behandling inden for det seneste år Percentage who have been treated by a therapist outside the general health service within the past year 206

25 Kapitel 7.2 Alternativ behandling 20,6% har brugt alternativ behandling inden for det seneste år 14,9% blandt mænd og 26,1% blandt kvinder. Andelen, der har brugt alternativ behandling, er steget fra 10,0% i 1987 til 20,6% i har brugt en eller flere former for alternativ behandling inden for det seneste år. Samlivsstatus: Andelen af brugere er højest blandt samlevende. Der er ikke forskel i brugerandelen mellem de øvrige samlivsgrupper. Brug af alternativ behandling Inden for det seneste år 20,6% Tidligere 23,1% Har aldrig brugt alternativ behandling 55,4% Uoplyst / ved ikke 1,0% Køn og alder: I alle aldersgrupper har større andele blandt kvinder end blandt mænd brugt en eller flere former for alternativ behandling inden for det seneste år. Andelen af brugere er relativt konstant frem til 67-års alderen, hvorefter den aftager markant. Uddannelse: Andelen, der har brugt alternativ behandling inden for det seneste år, er lavest blandt personer med 10 eller færre antal års skoleuddannelse. Socioøkonomisk gruppe: Størst andel blandt selvstændige med og uden ansatte og mindst andel blandt ikke-faglærte arbejdere Amt: Størst andele i Københavns og Frederiksberg Kommuner og i Storstrøms Amt har brugt alternativ behandling inden for det seneste år. Andelen af brugere er mindst i Vestsjællands Amt, Vejle Amt og Århus Amt. Udvikling: Andelen af brugere af alternativ behandling er steget i perioden fra 10,0% i 1987 til 20,6% i Stigningen ses blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper. Andel der har brugt alternativ behandling inden for det seneste år i 1987, 1994, Procent. 207

26 Kapitel 7.2 Andel der har brugt zoneterapi inden for det seneste år Percentage who have used reflexology within the past year 208

27 Kapitel 7.2 Zoneterapi I alt 9,7% har brugt zoneterapi inden for det seneste år 5,4% blandt mænd og 13,8% blandt kvinder. Brugen af zoneterapeutisk behandling er steget fra 4,2% i 1987 til 9,7% i Stigningen ses blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper. Køn og alder: I alle aldersgrupper har større andele af kvinder end af mænd brugt zoneterapeutisk behandling inden for det seneste år. Den største andel brugere af zoneterapi ses blandt kvinder i alderen år og år (henholdsvis 15,7% og 17,3%). Også blandt mænd er andelen af brugere størst i disse aldersgrupper. Socioøkonomisk gruppe: Zoneterapi bruges i størst omfang af selvstændige uden ansatte og i mindst omfang af funktionærer i gruppe I og ikke-faglærte arbejdere. Samlivsstatus: Andelen, der har brugt zoneterapi inden for det seneste år, er lavest blandt ugifte. Amt: Der er ikke større forskelle mellem amterne. Kun Århus Amt adskiller sig fra landsgennemsnittet ved at have mindre andel brugere af zoneterapi. Udvikling: Andelen, der har brugt zoneterapeutisk behandling er steget i perioden fra 4,2% i 1987 til 6,4% i 1994 og 9,7% i Stigningen ses blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper. Uddannelse: Andelen af brugere er lavest blandt personer med 10 eller færre års uddannelse og blandt personer med 15 eller flere antal års kombineret skole- og erhvervsuddannelse. Andel der har brugt zoneterapi inden for det seneste år i 1987, 1994, Procent. 209

28 Kapitel 7.2 Andel der har brugt massage/manipulation inden for det seneste år Percentage who have used massage/manipulation within the past year 210

29 Kapitel 7.2 Massage/manipulation 9,0% har brugt massage eller manipulation inden for det seneste år. Størst andel af brugere findes blandt de årige kvinder. Samlivsstatus: Samlevende og enlige (skilte eller separerede) er de grupper, der i størst omfang har brugt massage eller manipulation. Brugerandelen er steget i perioden fra 2,3% i 1987 til 9,0% i Køn og alder: Størst andele blandt de årige kvinder har brugt forskellige former for massage eller manipulation inden for det seneste år. Som ved brug af alternativ behandling generelt er der i alle aldersgrupper større andele blandt kvinder end blandt mænd, der har brugt massage/manipulation. Ligeledes er andelen af brugere mindst i de ældste aldersgrupper. Uddannelse: Andelen, der har brugt massage/manipulation, er lavest blandt personer med mindre end 10 års uddannelse. Socioøkonomisk gruppe: Størst andel af brugere ses blandt selvstændige med og uden ansatte, og mindst andel brugere ses blandt ikke-faglærte arbejdere. Amt: I forhold til landsgennemsnittet er andelen, der har brugt massage/manipulation inden for det seneste år, størst i Københavns og Frederiksberg Kommuner samt i Københavns Amt og mindst i Ringkøbing og Århus amter. Udvikling: Brugen af massage/manipulation er steget siden 1987, og i perioden 1994 til 2000 er der tilmed sket en fordobling fra 4,6% i 1994 til 9,0% i Stigningen ses blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper. Andel der har brugt massage/ manipulation inden for det seneste år 1987, 1994, Procent. 211

30 Kapitel 7.2 Andel der har brugt naturmedicin inden for det seneste år Percentage who have used natural medicinal products within the past year 212

31 Kapitel 7.2 Naturmedicin 8,0% af voksne danskere har brugt naturmedicin inden for det seneste år dobbelt så stor en andel kvinder (10,9%) som mænd (5,0%). Samlivsstatus: Det er først og fremmest samlevende og ugifte, der har brugt naturmedicin inden for det seneste år. Andelen, der har brugt naturmedicin, er fordoblet i perioden fra 3,6% i 1987 til 8,0% i Køn og alder: Dobbelt så mange kvinder (10,9%) som mænd (5,0%) har brugt naturmedicin inden for det seneste år. Der er ikke aldersbetingede forskelle i mænds brug af naturmedicin, men blandt kvinder er andelen, der har brugt naturmedicin, højest frem til 67- års alderen, hvorefter andelen af brugere stort set halveres. Uddannelse: Jo højere uddannelsesniveau desto større andel har brugt naturmedicin. Socioøkonomisk gruppe: Med undtagelse af selvstændige uden ansatte er der ikke forskel i de forskellige socioøkonomiske gruppers brug af naturmedicin. Amt: Andelen, der har brugt naturmedicin, er højst i Københavns og Frederiksberg Kommuner og i Storstrøms Amt og lavest i Fyns Amt, Vejle Amt og Århus Amt. Udvikling: I 1987 havde 3,6% af den voksne befolkning brugt naturmedicin, og i 2000 er tallet steget til 8,0%. Stigningen er sket blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper. Andel der har brugt naturmedicin inden for det seneste år i 1987, 1994, Procent. 213

32 Kapitel 7.2 Andel der har brugt akupunktur inden for det seneste år Percentage who have used acupuncture within the past year 214

33 Kapitel 7.2 Akupunktur 5,3% har inden for det seneste år brugt akupunktur 3,1% blandt mænd og 7,4% blandt kvinder. Kvinder i aldersgruppen år er den største brugergruppe. Andelen af brugere er steget fra 1,5% i 1987 til 2,5% i 1994 og 5,3% i Køn og alder: I alle aldersgrupper har kvinder i større omfang end mænd brugt akupunktur inden for det seneste år. Kvinder i alderen år er den største brugergruppe. Sammenholdt med brugen af alternativ behandling generelt synes der at være en forskydning i retning af, at det er de lidt ældre aldersgrupper, der i størst omfang har brugt akupunktur. Uddannelse: Personer med mindre end 10 års uddannelse har i mindst omfang brugt akupunktur. Socioøkonomisk gruppe: Som ved brug af alternativ behandling generelt er andelen, der har brugt akupunktur lavest blandt ikke-faglærte arbejdere og højest blandt selvstændige uden ansatte. Samlivsstatus: Der er ikke forskel i andelen, der har brugt akupunktur mellem de forskellige samlivsgrupper. Amt: Der er kun mindre forskelle mellem amterne. I forhold til landsgennemsnittet er andelen, der har brugt akupunktur, højere i Ringkøbing og lavere i Vestsjælland. Udvikling: Brugen af akupunktur er steget fra 1,5% i 1987 til 5,3% i I perioden 1994 til 2000 er der tale om en fordobling. Stigningen ses blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper. Andel der har brugt akupunktur inden for det seneste år i 1987, 1994, Procent. 215

34 Kapitel Brug af medicin og naturlægemidler En af de almindeligste måder at reagere på gener, symptomer og sygdom på er at bruge medicin (Rasmussen et al 1992, Jensen & Kjøller 1997). Derudover bruges en del medicin i forebyggende øjemed, f.eks. hjertemedicin og naturlægemidler. Befolkningens brug af medicin kan opgøres på forskellige måder. I Lægemiddelstyrelsens statistikker opgøres salget af de forskellige former for medicin både i døgndoser og i omsætning i mio.kr. De mest solgte lægemidler både målt i døgndoser og i omsætning - var i 2000 blodtryks- og smertedæmpende lægemidler, astmamidler, psykoregulerende lægemidler (mod depression, søvnløshed, angst og uro), mavesårsmedicin samt medicin mod infektioner (Lægemiddelstyrelsen 2002 b). Salget af medicin er steget i Danmark igennem de senere år. Fra 1994 til 2000 er der sket en jævn stigning i omsætningen fra 746,7 definerede døgndoser/1000 indbyggere/døgn (DDD) i 1994 til 936,8 DDD i En stigning på ca. 25% (figur 7.3.1). Tilsvarende er der sket en stigning i salget (inden for den primære sektor) opgjort i apotekets udsalgspriser fra mio. kr. i 1994 til 9.405,3 mio. kr. i Det er en betydeligt større stigning (47%) end stigningen i DDD. Årsagen til stigningen vurderes primært at være, at der er kommet nye medicinprodukter på markedet. Dels i form af produkter rettet mod sygdomme, som ikke tidligere har kunnet behandles medicinsk, dels i form af mere effektive produkter. Da medicinforbruget generelt stiger med alderen, kan en anden årsag til stigningen være de senere års øgning i andelen af ældre i befolkningen. Det er vanskeligt at sammenligne medicinforbruget i forskellige lande, fordi der ofte er forskellig praksis på medicinområdet. De enkelte lande har eksempelvis forskellige traditioner og lovgivning - selvom der er sket en vis harmonisering på disse områder blandt EU-landene (NOMESCO 2001). Herudover kan producenternes fortolkning af den lokale lovgivning have betydning. Det samme præparat kan eksempelvis have status af håndkøbsprodukt i nogle lande, være et naturlægemiddel i andre lande eller være et receptpligtigt produkt i helt andre lande igen (Fallsberg & Holme Hansen 1995). Figur Udviklingen i omsætningen i DDD (definerede døgndoser) fra 1994 til 2000). 216

35 Kapitel 7.3 Også i de andre nordiske lande er salget af lægemidler generelt steget (opgjort i (DDD) definerede døgndoser/1000 indbyggere/dag) inden for den seneste 10-års periode. Ved den seneste opgørelse fra 1999 havde Danmark sammen med Island den laveste omsætning, mens de øvrige landes salg lå væsentligt højere og med en større stigning i salget igennem de senere år (NOMESCO 2001). Lægemiddelstyrelsens data om lægemidler giver først og fremmest mulighed for en meget præcis og næsten total statistik om de lægemidler, der omsættes, mængdemæssigt og værdimæssigt, hvilket giver mulighed for at registrere selv mindre ændringer over tid. Der er endvidere mulighed for at analysere salget af især receptpligtig medicin i forhold til en række demografiske og geografiske oplysninger om kunderne, og i princippet vil det være muligt at opgøre salget i forhold til socioøkonomiske oplysninger ved kobling med andre registre. Vedrørende salget af håndkøbsmedicin og naturlægemidler er disse muligheder ikke tilsvarende til stede. Mulighederne for køb af håndkøbsmedicin på tankstationer, i supermarkeder, via Internettet mv. betyder tilsvarende, at der slet ingen oplysninger haves om hvem, der har købt medicinen. En generel begrænsning ved sådanne salgsdata er, at kun ca. 90% af den indkøbte medicin umiddelbart bruges (Statistisk Sentralbyrå 2001). Ligeledes er det ikke muligt at relatere brugen eller købet af lægemidlet til helbredsmæssige og sygdomsmæssige oplysninger hos brugeren, der kan udsige noget om behovet for lægemidler. Gennem selvrapporteringsundersøgelser som SUSY-2000 kan man komme tættere på det egentlige forbrug, selvom der kan være de problemer og begrænsninger, at svarpersonerne måske ikke er i stand til at give en præcis beskrivelse af de lægemidler, som de anvender, ligesom det er svært at belyse forbrugshyppighed og hvilke kvanta svarpersonerne indtager. De selvrapporterede data er velegnede til at belyse komplicerede problemstillinger baseret på flere oplysninger om den samme person på en gang. Herved kan man belyse sammenhænge mellem på den ene side brug af forskellige former for medicin og på den anden side de tilgrundliggende helbreds- eller sygelighedsmæssige problemer samt brug af andre former for sundhedsydelser og socioøkonomiske faktorer (Rasmussen et al 1992, Jensen & Kjøller 1997, Nielsen 1999). F.eks. blev det på data fra en tidligere sundheds- og sygelighedsundersøgelse analyseret hvilken betydning forskellige faktorer havde på andelen der havde brugt medicin regelmæssigt (Jensen 1994). Resultaterne fremgår af tabel Analysen viser, at der blandt mænd er en klart lavere forekomst af regelmæssigt medicinbrug end blandt kvinder, at alder har en klar betydning, således at der er en større andel brugere blandt de ældre end blandt de yngre. Endelig spiller det selvfølgelig en stor rolle, hvorledes helbredstilstanden og sygdomsforekomsten er. Der viser det sig, at personer med langvarig sygdom har en kraftig forøget forekomst af regelmæssigt medicinbrug i forhold til personer uden langvarig sygdom (OR=6,8). Ligeledes spiller helbredsvurderingen ind, således at dem med dårligt oplevet helbred har en større andel med regelmæssigt medicinbrug end dem med godt oplevet helbred (OR=1,6). At der er den pågældende forskel i de to helbredsmåls forklarende værdi skyldes, at medicinbrug i sig selv kan være dæmpende på symptomer og give en forbedret funktion, selvom man er syg, og dermed påvirkes den subjektive oplevelse af helbredet. Tabel Betydningen af forskellige faktorer for regelmæssig medicinbrug. Analysefaktorer P OR Køn/mænd <0,001 0,5 Alder <0,001 2,9 Selvvurderet helbred <0,001 1,6 Langvarig sygdom <0,001 6,8 Indkomst Uden Skoleuddannelse betydning Socialt netværk Kilde: Jensen

36 Kapitel 7.3 Det er interessant, at der ikke ses nogen sammenhæng mellem medicinbrug og indkomst, skoleuddannelse eller socialt netværk. Selvom dårligt helbred og sygdom som vist tidligere har en kraftig social slagside, så er der ikke nogen tendens til, at dem, som er dårligere socialt stillet end andre, har dårligere adgang til lægemiddelforsyningen. I nærværende undersøgelse indgår der fire forskellige mål for medicinbrug. For det første regelmæssigt brug af medicin (uanset om det er receptmedicin eller håndkøbsmedicin). Det kan både dreje sig om dagligt brug og om forbrug i relation til ofte tilbagevendende sygdomsepisoder. For det andet brug af forskellige former for receptmedicin og/eller håndkøbsmedicin inden for en 14-dages periode. For det tredje brug af naturlægemidler og naturmedicin inden for en 14-dages periode. For det fjerde belyses medicinforbruget som en af flere måder at reagere på gener og symptomer inden for en 14-dages periode - jf. afsnit 7.4. Der er naturligvis en del overlap mellem de forskellige mål. Det er således vist, at stort set alle med regelmæssigt eller stadigt medicinbrug også har brugt recept- og/eller håndkøbsmedicin inden for en 14 dages periode (Kjøller et al 1995). Alle spørgsmålene har tillige været anvendt i 1994-undersøgelsen og for en dels vedkom- Tabel Brug af medicin i 1994 og Procent Andel der: Regelmæssigt har brugt medicin 30,6 34,1 Har brugt recept- og/eller håndkøbsmedicin inden for en 14 dages periode 51,5 53,4 - heraf: receptmedicin 32,4 34,6 håndkøbsmedicin 31,6 30,7 mende også i 1987-undersøgelsen. Der er sket en del mindre ændringer i spørgsmålsopbygningen fra 1987 til 1994-undersøgelsen, hvorfor de efterfølgende analyser og standardtabeller alene belyser udviklingen fra 1994 til Det fremgår af tabel 7.3.2, at andelen der regelmæssigt bruger medicin, og andelen, der har brugt recept- og/eller håndkøbsmedicin inden for en 14-dages periode, er steget fra 1994 til Stigningen i andelen, der har brugt medicin, skyldes alene stigningen i andelen, der har brugt receptmedicin. Af tabel ses, at i 2000 har størst andel af befolkningen brugt smertestillende medicin inden for en 14-dages periode. Dernæst følger blodtrykssænkende medicin og hjertemedicin. Det ses endvidere af tabellen, at der fra 1994 til 2000 ikke er sket større ændringer i rangordningen af, hvilke former for medicin, der bruges. Udviklingen i brugen af de forskellige former for medicin belyses i de efterfølgende standardtabeller. Tabel Brug af forskellige former for receptog/eller håndkøbsmedicin inden for en 14-dages periode og Procent Smertestillende medicin 31,0 32,1 Blodtrykssænkende medicin 7,0 9,2 Hjertemedicin 4,9 6,5 Astmamedicin 4,4 4,8 Hudlægemidler 5,0 4,4 Nervemedicin, beroligende midler 3,7 4,1 Sovemedicin 4,4 3,8 Hostemedicin 3,8 2,6 Penicillin eller anden form for antibiotikum 2,7 2,5 Afføringsmidler 2,3 2,2 Anden medicin 9,0 11,3 Naturlægemidler - 14,5 Andel, der har brugt en eller flere former for receptog/eller håndkøbsmedicin 51,5 53,4 Antal svarpersoner