Tidsskrift for Religionslærerforeningen for Gymnasiet og HF. Religion 2014 NR. 4 DECEMBER

Transkript

1 Tidsskrift for Religionslærerforeningen for Gymnasiet og HF Religion 2014 NR. 4 DECEMBER

2 Bidragsyderne. Redaktøren har ret til at bringe artikler fra Religion på foreningens hjemmeside. Kopi og anden gengivelse af Religion er tilladt efter reglerne i gældende lov om ophavsret. Redaktion: Ansvarshavende redaktør: Sine Jensen Anmelderredaktør: Stine Svalgaard Larsen Øvrige redaktion: Peter Jensen og Kirsten Falkesgaard Slot Redaktionen deler ikke nødvendigvis bidragsydernes synspunkter. Forsidebillede: Kirkegård, Yucatan, Mexico (Foto: Anne Erben) Afleveringsfrister: 1. februar maj august november 2015 Ændringer kan forekomme Medlemskontingent: Kr. 420 pr. år Kr. 210 pr. år (studerende, fuldtidsarbejdsløse og pensionister) Kontakt kassereren med oplysninger om cpr.nr. til indberetning af fradrag hos Skat. Kontakt sekretæren ved ændringer i fx navn, adresse eller ansættelsessted. Abonnement: En årgang kr. 300 Enkeltnumre kr. 100 Annoncepriser: Kr for 1 side Kr for ½ side Rabat ved min. 4 helsidesannoncer i samme nummer af Religion kr (kr pr. stk). Bladets bliver udgivet med støtte af Ministeriet for Børn og Undervisnings tips- og lottomidler og trykt hos: trykteam svendborg a/s Grønnemosevej 13, 5700 Svendborg tt@trykteam.dk Tlf: ISSN (trykt udgave) ISSN (online) 2 RELIGION NR

3 Redaktionelt Kære læsere Velkommen til årets sidste udgave af Religion. Vi er særlig glade for at kunne give læserne mulighed for at dykke ned i dette temanummer om De dødes liv, der er blevet til i samarbejde med Moesgaard Museum. Redaktøren er Thomas Fibiger, Museumsinspektør, UNESCO Samlingerne, taknemlig over, at det er lykkedes at få artikler i dette blad, samtidig med opbygning af samlingerne og åbningen af det nye Moesgaard Museum. Vi er også glade for at have modtaget en række flotte fotos fra Anne Erben, Espergærde Gymnasium; det er ikke blot hende der har taget forsidefotoet, der er flere fotos i bladet fra hendes kamera. Gaven fra hende, der var så stor, at læserne også i de kommende numre vil kunne nyde synet af hendes fotos. I dette blad vil først være nyt fra bestyrelsen ved formand Signe Elise Bro, hvor vi bl.a. læser om generalforsamlingen på Frederiksberg Gymnasium. Som ovenfor nævnt er hovedtemaet for denne udgave De dødes liv, og temaet indledes med et forord af Thomas Fibiger. Herefter er der en perlerække af artikler, der nok vil få flere til at overveje at lægge turen forbi Moesgaard Museum! Den første af de i alt fem artikler er af Christiane Falck, og her bliver læserne bragt til Papua Ny Guinea, hvor det i den materielle verden er de længste yams der er mest eftertragtet, og hvor den parallelle immaterielle verden byder på ånder og mobiltelefoner der også kan bruges til kommunikation med det hinsidige. Fra Oceanien til Sydamerika med Annie Oehlerich til majsfest, hvor der danses med de døde hos Guarani-indianere; her kan Landet Uden Ondt nås af krigere. I artiklen af Jesper Nielsen og Mette Haakanson drager vi længere mod nord til Mexico for at fejre De dødes dag og for at blive klogere på sammenhængen med præcolombiansk traditioner og sommerfuglenes betydning. I Dannelsesrejse til dødens rige beretter Birgitte Due Jensen Koch om omsorgsmålingen fra 2013, inden vi får en historisk gennemgang af dødens omskiftende paradigmer. Den sidste artikel i temaet er af Jenny V. Husted, der fortæller om de forfædrealtre, de arvestykke, som de fleste af os har, som forbinder de levende med de afdøde. Fra kollega til kollega er der lagt op til didaktiske overvejelser omkring brugen af smartbords i Smart, smartere, Smartboards? af Ann-Louise Ljungcrantz. Hvad kolleger fra Frederikshavns Gymnasium fik ud af Kursus i religion B teori og metode, i Christiansminde i september, kan den nysgerrige læser opdage i anmeldelsen af internatkurset. I Åndehullet er det den dennesidige verden der er i fokus og i Åndemanerens klarsyn er der stillet 5 skarpe til vores nytiltrådte fagkonsulent. Åndehullet har helt i tråd med redaktørens forkærlighed for feltarbejde, sendt en betroet medarbejder i felten; og hvad det resulterede i af oblater er at læse på disse sider! I denne omgang er der seks boganmeldelser; der måske kan få de sidste penge fra fagkontiene på skolerne til at rulle. Der er fem materialer til anmeldelse, og I opfordres til at skrive til vores anmelderredaktør Stine Svalgaard, hvis det har jeres interesse at anmelde de nævnte titler. Gældelig jul fra redaktøren. REDAKTIONELT 3

4 Nyt fra bestyrelsen Vi kender nok alle Henrik Nordbrandts digt Året har 16 måneder, der slutter med den tungt besværgende gentagelse: november, november, november. Denne efterårsmåned føles bestemt ikke kortere, når man har fået lagt 117 SRP-/SSO-vejledninger ind i sit i forvejen overflydte skema, eller når disse følges op af andre møder, hvor opgaveformuleringer skal mikses sammen, teori skal findes frem og gamle, støvede bøger skal udgraves fra de nederste kulturlag i bogdepotet. Jeg håber, bogdepotstøvet er rystet af tøjet igen, når du sidder med dette blad i hænderne og i stedet kan se frem til de mange (forhåbentlig!) hyggelige timer med retning og votering af opgaverne. Jeg har fulgt med i debatten om opgaverne bl.a. på Religionslærernes del og stjæl på Facebook og glæder mig over gode og relevante spørgsmål, stor hjælpelyst og solid faglig sparring. I foreningsregi har generalforsamlingen og det efterfølgende valg fyldt meget. Tak til de fremmødte, som, indrømmet, nok mest kom for at høre noget om islam fra Kina til Danmark og ikke så meget for at høre oplæsningen af formandens beretning eller kasserens fremlæggelse af budgettet. Beretning m.v. bliver trykt i næste nummer af bladet. Valget pågår stadig i skrivende stund, så det vil jeg ikke skrive så meget om, men blot sige tak til de opstillede vi kan godt være stolte af at have en faglig forening med kampvalg til bestyrelsen. Kandidaterne er (i alfabetisk rækkefølge): Birgit Andersen, Paderup Gymnasium Signe Elise Bro, Viborg Katedralskole Sine Camilla Jensen, Høje-Taastrup Gymnasium Bent Jørgensen, Hjørring Gymnasium Stine Svalgaard Larsen, Skanderborg Odder VUC Gunnar Lundsgaard, Ribe Katedralskole Sara Møldrup Thejls, Helsingør Gymnasium De fem, der opnår det højeste stemmetal, vælges direkte ind i bestyrelsen, de to sidste bliver hhv. 1.- og 2.suppleant. Og så har jeg gemt det bedste til sidst, for på generalforsamlingen kunne vi sige velkommen til vores nye fagkonsulent, Christian Vollmond, der også er fagkonsulent for historie og filosofi. Samarbejdet tegner allerede godt, hvilket vi naturligvis glæder os over i bestyrelsen. Vi vil også her sige til lykke med stillingen og velkommen indenfor i samarbejdet om at gøre verdens bedste fag endnu bedre! På bestyrelsens vegne, Signe Elise Bro 4 RELIGION NR

5 Kirkegården i Aasiaat, Grønland. Foto Sine C. Jensen. Folk, der er meldt ind i foreningen, i 2011 og 2012, vil få hævet deres kontingent til almindelig medlemspris, da vi går ud fra, at man er fastansat til almindelig løn, når man har overstået pædagogikum. Det er dog ikke alle, der får meddelt dette til vores sekretær, hvorfor de uberettiget fortsætter med et medlemskab til halv pris. For at sikre foreningens økonomi har vi derfor taget denne beslutning. HVIS du ikke mener, du skal op på fuldt kontingent, så send en mail til sekretær Gunnar Lundsgaard på: gunnar.lundsgaard@outlook.dk. NYT FRA BESTYRELSEN 5

6 De Dødes Liv forskning, udstilling og undervisning på og fra Moesgaard Museum Forord ved Thomas Fibiger, museumsinspektør, Moesgaard Museum Dette nummer af Religion handler om de dødes liv hvordan mennesker i forskellige samfund og kulturer i vor tid opfatter døden, og ikke mindst hvordan relationen mellem levende og døde udleves. Døden er et eksistentielt grundvilkår og et væsentligt element i de fleste religioner såvel som i ikke-religiøse kosmologier. Artiklerne i dette nummer diskuterer forskellige opfattelser og problematikker med fokus på traditioner og forestillinger i andre dele af verden, men også på hjemlige forhold. Nummeret er blevet til i samarbejde med Moesgaard Museum, i forbindelse med museets etnografiske udstilling De Dødes Liv, som vises I oktober 2014 åbnede Moesgaard Museum ved Aarhus en helt ny udstillingsbygning, som giver helt nye rammer for museumsformidling af etnografi og arkæologi. Den etnografiske udstilling om De Dødes Liv lægger op til at overveje forholdet til døden og de døde, også i en undersøgende undervisningssammenhæng. Det ønsker dette nummer af tidsskriftet Religion at bidrage til. Artiklerne tager udgangspunkt i temaer og genstande i tre UNESCO Samlinger, der etableres som undervisningssamlinger i tilknytning til udstillingen, og som kan lånes af skoler og uddannelsessteder i hele landet. Disse samlinger giver mulighed for at arbejde med temaet De Dødes Liv ude på skoler og gymnasier og få hands-on erfaring med de udvalgte genstande og deres kulturelle sammenhæng. Hver samling har forskellige perspektiver, som også findes i museets udstilling. Maskesamlingen indeholder religiøse masker og figurer, der benyttes til kommunikation med afdøde forfædre og ånder. Der er genstande fra fire forskellige kulturer og samfund, og i dette nummer er der artikler om Papua Ny Guinea og Bolivia, som begge tager udgangspunkt i de masker, der er med i samlingen fra disse to steder og behandler de ritualer og kulturelle verdener, som maskerne knytter sig til. Christiane Falck skriver om kontinuitet og forandring i Sepik-regionen i Papua Ny Guinea, hvor yamsmasker tidligere har været brugt, og nogle steder fortsat bruges, til spirituelt at sikre en god høst, mens andre tager nyere teknologier i brug for at komme i kontakt med ånder og forfædre herunder mobiltelefoner til kommunikation med afdøde.annie Oehlerich præsenterer forskellige tolkninger af de bolivianske guarani-indianeres kosmologi og forhold til afdøde, som det især udspiller sig i festen Arete Guasu med maskedanse med imponerende fjermasker, hvoraf en også er del af samlingen. Samlingen indeholder kildetekster og yderligere etnografisk tekstmateriale til at analysere maskerne og deres rituelle og kulturelle baggrund. Man kan nærstudere maskerne og eventuelt bruge dem som udgangspunkt for at lave sine egne masker og figurer samt overveje sine egne ritualer i kommunikationen med de døde. 6 RELIGION NR

7 Samlingen De dødes dag i Mexico handler om Día de Muertos, den årlige fest, hvor man fejrer de døde og inviterer dem med til fest. Festen kan vare op til en uge, hvor de døde deltager, inden de igen vender tilbage til de dødes verden. Samlingen består af en række genstande, som bruges til De dødes dag i Mexico: skeletter af plastic og papmaché, masker og skeletdragter til børn, guirlander og andet pynt, som kan bruges til at dekorere skoler og undervisningsrum. Det særlige ved at bruge samlingen i undervisningen er, udover at kunne bruge samlingens genstande, at man her har mulighed for selv at udføre og give levende eksempler på de ritualer, man i udstillingen kun kan se på. Man kan bygge sit eget alter, dedikere det til egne afdøde og give sine egne ofringer inspireret af den mexicanske tradition: frisk mad, friske blomster, frisk frugt. Og inspireret af de mexicanske digte kan man fx selv skrive calaveras, satiriske digte om døden, de levende og samfundets magtforhold. I dette nummer bidrager Jesper Nielsen og Mette Haakanson med en artikel, der belyser de historiske spor i fejringen af De dødes dag. Derved gøres det muligt at inddrage både historie og religion i sammenlignende studier af denne begivenhed, som synes at være en voksende del af både mexicansk og mere global populærkultur. Men ellers synes døden ofte vanskelig at italesætte i vestlige samfund, og måske ikke mindst vores eget. Hvordan er forbindelsen mellem levende og døde herhjemme i Danmark? Lever de døde videre i vores hverdag? Kan vi tale med de døde? Dette er nogle af de spørgsmål, der kan undersøges ved at bruge materialet i samlingen Dine Dødes Liv. Samlingen kan sætte fokus på elevernes egne opfattelser af døden, de døde og de dødes liv, ved hjælp af arvestykker, af genstande der bruges på kirkegårde og andre mindesteder, spil om ritualer og minder i forbindelse med død og begravelse, samt med litteratur, film og udvalgte tv-programmer. De to afsluttende artikler i dette nummer af Religion fokuserer på, hvordan døden og de dødes liv kan opfattes i en dansk sammenhæng. Birgitte Due Jensen Koch problematiserer fraværet af et sprog om døden, ikke mindst i undervisningssammenhænge herhjemme, mens Jenny Husted præsenterer nogle af de spørgsmål, analyser og historier, som museets udstillingsdel om arvestykker er baseret på. Grundspørgsmålet er, om vi selv herhjemme lever med de døde, så længe vi lever med deres ting? De tre UNESCO Samlinger kan bruges i forbindelse med - men også uden - et besøg på Moesgaard Museum, og de kan lånes sammen eller hver for sig. Sætningen hedder: Samlingerne retter sig både til folkeskoler og gymnasietrin og giver mulighed for både praktisk erfaring og selvstændigt analytisk arbejde med genstandene og det tilhørende baggrundsmateriale. For lærere og gymnasieelever kan artiklerne i dette nummer være del af dette baggrundsmateriale, ligesom der findes øvrigt tekstmateriale, blandt andet bogen De Dødes Liv, som er udgivet i forbindelse med museets udstilling. Læs mere om Moesgaard Museum på moesgaardmuseum.dk og om UNESCO Samlingerne på unescosamlingerne.dk og hav i øvrigt god læse- og arbejdslyst med artiklerne i dette nummer af tidsskriftet Religion. DE DØDES LIV 7

8 Livets Materialitet og Immaterialitet relationer mellem mennesker og ånder i Sepikregionen i en sociokulturel forandringskontekst Af Christiane Falck Christiane Falck er ph.d.-studerende ved James Cook Universitet i Australien og Aarhus Universitet. I 2011 afsluttede hun sin MA i socialantropologi og historie fra Heidelberg Universitet i Tyskland. Hendes primære forskningsinteresser er konceptet personhed, kosmologi, nye teknologier og socio-kulturel forandring. På baggrund af sit ph.d.-projekt vil Christiane bidrage til udstillingen De Dødes Liv på Moesgaard Museum, med en deludstilling som vises i 2016 om kommunikation med afdøde gennem mobiltelefoner. Hun vil i den forbindelse også bidrage til UNESCO Samlingerne om De Dødes Liv. Wara i man!, forklarede min Nyaura-mor, Lina, mig, da bølgerne skyllede ind over vores kano, og vandet begyndte at stige rundt om fødderne på os - Vandet er en person. 1 Kraftig vind havde pisket vandet i Chambri Floden til et skummende hvidt hav. Lina var bange. Uanset hvor meget vi prøvede at øse det ud, truede vandet med at sænke den tungt lastede kano. Hun begyndte at bede og slog til vandet med den rosenkrans, som hun holdt i sin højre hånd. Uartig! Nok!, udbrød hun. I Sepik i Papua Ny Guinea er ånder en del af folks liv. Her er det ikke kun mennesker, der har agens, men også ikke-mennesker; og de intersubjektive erfaringer, der er afledt af deres interaktion, er med til at forme folks livsverden, deres erfarede virkelighed. Agens kan defineres som den kulturelt konstruerede evne, personer har til at agere, mest men ikke nødvendigvis tilsigtet, bevidst og selvrefleksivt (se Ortner 2006, Otto og Pedersen 2005). Derved kan det at være en person ikke kun tilskrives mennesker (se også Harris 1989: 602); også ånder og ting kan have personegenskaber. I Maprik-regionen legemliggør lange yamsrødder aspekter af personhed. Hos Arapesh-folket i Ilahita og hos Abelam associeres lange yams faktisk med forfaderånder og anses for at indeholde forfædrene substans (Forge 1990, Scaglion 1999, Tuzin 1972). Produktionen af disse afhænger af støtten fra de fædrene ånder, som man forsøger at fremmane ved magiske formularer. For at dyrke de længste yamsrødder, skal man følge en kompleks rituel cyklus. Mænd, for hvem disse bestræbelser lykkes, er ikke kun dygtige gartnere, der mestrer stærk magi; det er også lykkedes dem at modtage hjælp fra de respektive ånder ved at følge visse regler og forbud, såsom seksuel afholdenhed (fx Forge 1990; Huber-Greub 1988; Tuzin 1972:235). Den rituelle yamscyklus kulminerer i de berømte yamsfestivaler, hvor ambitiøse mænd konkurrerer med hinanden om at 8 RELIGION NR

9 fremvise de længste yamsrødder. Dernæst bliver haveprodukterne udførligt dekoreret med maling, fjer, blade og skaller, såvel som med masker magen til dem, der findes i UNESCO samlingen (se foto nr. 1). Med denne dekoration kommer de lange yams til at ligne figurer af mænd i ceremonielle regalier. Yamsrødderne symboliserer ikke kun deres producenters evner, men anses også for at repræsentere de forfaderånder, hvis navn de bærer (Huber-Greub 1988, Huber-Greub 1990; Tuzin 1972). Konceptet med personhed henviser til konceptualiseringen af, hvad det vil sige at være en person; begreber, der er kulturelt forskellige, men som kan indeholde ideer om bl.a. sjælen eller ånden, kroppen, sindet, følelser, kønnet og agens (Rasmussen 2008: 38). Hos Nyaura-folket (Vest Iatmul) fra landsbyen Timbunmeli, mit feltarbejdssted, er det ikke kun mennesker, der er personer, også ånder. De agerer, har følelser, er mandlige eller kvindelige, og de har kroppe, som mennesker normalt ikke kan se. De bor i en skjult parallelverden, som er usynlig for det menneskelige øje; de er immaterielle væsner. Imidlertid har de deres egen stærke materialitet, og mennesker fornemmer ofte deres tilstedeværelse de kan lugte, se og mærke dem. Ånder kan også transcendere ind i menneskenes materielle verden. Så kan de besætte menneskekroppe; vise sig som en vild gris eller kasuar i bushen, eller som en krokodille eller skildpadde i vandet; de kan tage form af en klan-totem, liste sig ind i ting, eller nu til dags tale med folk over telefonen. Ånder kan hjælpe mennesker i deres gøremål ved at give råd og vejledning i drømme, syn, åndebesættelser eller over telefonen; men de kan også bringe sygdom og død til folk, når de er gjort vrede, eller når magiske besværgelser har instrueret dem. Så kan en ånd narre en persons kaik (ånd, livsånd) til at forlade sin krop og forhindre den i at returnere. Hvis det ikke modvirkes i tide, vil mennesket dø, idet dets materielle krop ikke kan leve uden sin immaterielle substans og vice versa. Om natten kan en persons ånd forlade sin krop og transcendere ind i åndeverdenen hvilket opleves af folk som drømme. Men hvis en menneskekrop efterlades uden sin livsånd i for lang tid, vil den dø. Så forvandles dens kaik til en afdøds ånd (undumbu) og bliver del af den immaterielle verden, som omgiver den menneskelige verden. Ligesom i Avatip (Harrison 1990), lever Nyaura ernes totem-forfædre og afdødes ånder i denne immaterielle verden, og alt hvad der eksisterer i Nyauras kosmos relaterer hertil. På den måde minder Nyaurakosmologien om et underlæggende princip, der forefindes i de fleste religioner, nemlig at: materiality represents the merely apparent, behind which lies that which is real (Miller 2005: 1). Yamsmaske, Moesgaard Museums UNESCO Samling. LIVETS MATERIALITET OG IMMATERIALITET 9

10 I begyndelsen af Nyauras kosmos fandtes kun vand. Så hvirvlede vinden urhavet op, og langsomt kom jorden til syne kavak. Fra et hul i jorden kom de første levende væsner (kiparl) til syne og begyndte at bevæge sig rundt oven på jorden, som blev gjort fast og solid af deres fodtrin. Disse fædrene væsner udvandrede til resten af verden, formede landskabet, skabte landsbyer og efterkommere, og navngav alt, som findes planter og træer, fugle og fisk, alle bushens dyr, ting, naturfænomener og ånder (for Iatmuls skabelsesmyter, se også fx Silverman 2001: 27; Stanek 1983: ; Wassmann 1982: 65, Wassmann 1991: 50, Wassmann 1990: 24). Da disse forfadervæsener døde, blev de til immateriel substans igen, og således gør mennesker efter døden. Hvor menneskekroppe, hvis materielle form begrebsmæssigt relaterer til den materielle verdens jord, rådner og opløses efter døden, lever ånden videre i den immaterielle del af folks livsverden. Nyaura-samfund organiseres i patrilineære afstamningsgrupper. Hver klan fører sin oprindelse tilbage til de mytiske forfædre og mindes deres rejse i sangcykler (sagi), som ikke kun indeholder forfædrenes navne, men også myter. Når de reciterer sangcyklerne, bruger mændene knyttede snore (kirugu) til at hjælpe dem med at huske (Wassmann 1982, 1988, 1990, 1991). I dag er dette ikke længere tilfældet i Timbunmeli. Folk har for det meste mistet kontakt til deres mytiske fortid, idet vise mænd er døde uden at have videregivet deres visdom til deres sønner. Kun få ting og sager er tilbage af det komplekse system som afspejles i, hvordan den sidste kirugu falder fra hinanden (se foto nr. 2). Folk skænker imidlertid stadigvæk deres forfædres navne til de nulevende og er forbundet med dem på den måde (se også Silverman 2001:27-29; Wassmann 1991:24); de deler identitet (Silverman 2001: 28, for Avatip se også Harrison 1990:48). Menneskenes indbyrdes forbindelse med det immaterielle udtrykkes ikke kun i konceptet med personhed, det komplekse mytologiske repertoire og navnesystemet; ånder er også kilden til folks magt og succes (for andre Sepik-samfund, se fx Coupaye 2009a, b, Huber-Greub 1990; Haiveta 1990, Mitchell 1990, Smith 1990, Williamson 1990). I Timbunmeli skelner folk mellem klanens ånder (wagen), afdødes ånder (undumbu), bushens ånder (miunjumbu) og vandets ånder (wanjemook). Wagen påkaldes af vise mænd, healere og troldmænd for at få hjælp i tider med kamp, sygdom og hævn. Undumbu erne holder øje med de levende og kan straffe dårlig opførsel mod dem Resterne af kirugu fra Possuko-klanen i Timbunmeli. Foto: Christiane Falck RELIGION NR

11 Karismatisk bønnemøde. Foto: Christiane Falck selv eller familiemedlemmer med uheld, sygdom og død. Før de arbejder i bushen, er det meningen, at mænd skal ofre kokos-sago til den miunjumbu, der bebor regionen. Hvis en bush-ånd krænkes af dårlig menneskelig opførsel, kan den bringe sygdom til krænkeren eller dennes familie. En wanjemook kan også gøres vred af respektløs opførsel, såsom hvis nogen bander, har afføring eller urinerer i dens område. Når den er gjort vred, kan en vandånd sende en tordenstorm eller kraftig blæst og regn, som ikke kun truer med at ødelægge folks huse, men som også bringer dem i fare, som rejser i kanoer ligesom os på min første rejse til landsbyen. Skønt Lina ikke vidste, hvad der havde ophidset ånden, hvis handling truede med at kuldsejle og sænke vores kano, prøvede hun at kontrollere den ved at bede til Gud det mest magtfulde væsen, der findes i Timbunmeli i dag. Nu til dags er landsbyen et kristent lokalsamfund overvejende med katolikker, nogle medlemmer af Pinsebevægelser og Syvende Dags Adventist kirken. Sociokulturel forandring er en del af folks liv. Hvor de ritualer eller vaner, som omgiver de magtfulde klanånder, og hemmelig mytologisk viden engang var hovedbeskæftigelsen i folks liv, er det ikke længere tilfældet i dag. Den rige rituelle verden af i går er forsvundet, men nye ritualer er annekteret og integreret i den lokale kosmologi. I dag har bønnemøder (se foto nr. 3) med healing, og kirkegang om søndagen og katolske højtider overtaget de aktiviteter og den tro, der omgav wagen kulten 2 af i går. I Timbunmeli eksisterer der ingen geggo (mændenes hus) mere, et ellers centralt mødested for mænd og baggrund for magtfulde mandlige ritualer. Den sidste mandlige indvielsesceremoni fandt sted i 1980 erne. Nu til dags opnår kvinder og mænd deres magt, vejledning og trivsel fra Gud. LIVETS MATERIALITET OG IMMATERIALITET 11

12 Eftersom ånder altid har haft en afgørende betydning for Nyaura erne, har folk udviklet forskellige teknikker for at kommunikere med dem, holde deres relationer intakte, og sørge for, at, hvad de ønsker og bekymrer sig om materialiseres. Traditionelt set var magiske formularer og ofringer midler til at kommunikere med og have indflydelse på ånder. I dag bliver også bønner og mobiltelefoner brugt til at komme i forbindelse med den immaterielle sfære af åndeverdenen. Ideen med, at man kan få hjælp af ånder, er ikke ny, men i dagens Timbunmeli bliver den overvejende projiceret over på afdødes ånder og Gud. Karismatiske bønnemøder anses for at være en stærk måde at kommunikere med Ham på, og under åndebesættelser kan folk modtage Hans budskaber fra Hans ånder. Sjæle, Jomfru Maria, helgener og engle besætter kvinder og mænds kroppe i lokalsamfundet for at heale, spå/tale profetisk, prædike, tale ud om skjulte ting og kæmpe imod trolddomsangreb. En bønnegruppe kaldet Thomas Souls Ministry efter en afdøds ånd, der besætter et gruppemedlem under bønnemøder, har annekteret mobiltelefonen for at kommunikere med afdøde familiemedlemmer. De kalder mobiltelefonen for en bro, der forbinder dem med deres afdøde slægtninge. På linje med lokale opfattelser af kosmos lokaliserer de dødes land (undumbunge), som nu til dags også kaldes himlen eller paradis, i deres omgivelser. Det opfattes ikke som noget sted ovenover eller langt væk, men som en usynlig parallelverden, der er en del af deres verden. De døde er ikke fjernet fra den levende verden, men forbliver en immateriel substans sammen med de levende og holder øje med dem. Mobiltelefonen annekteres som en teknologi, der kan skaffe adgang til deres immaterielle sfære. Dens netværk, som selv er immaterielt, opfattes som noget, der ikke kun er i stand til at forbinde folk med deres venner og familie i andre dele af landet, men som også kan forbinde dem med ånder, hvis det rigtige nummer indtastes. Også mellem Ambonwari opfattes mobiltelefoni som en teknologi, der gør folk i stand til at tale med de døde (Telban og Vávrová 2014). Inden Åndebesættelse. Ånden Thomas vejleder gruppemedlemmer. Foto: Christiane Falck RELIGION NR

13 Forudbetalt kort udstyret med magisk formular. mobiltelefonen dukkede op i Papua Ny Guinea, er nye teknologier såsom kameraer og kikkerter under tiden annekteret som teknologi, der forbinder det synlige med det usynlige (se Lattas 1998, 2000, 2006). Også breve blev afprøvet som middel til at forbinde de levende med de døde (se Kulick og Stroud 1990). I overensstemmelse med den katolske tro beder medlemmer af Thomas Souls Ministry for deres afdøde slægtninges frelse, men de gør det på deres egen særegne måde ifølge den lokale norm med gengældelse venter de på, at deres afdøde skal gengælde deres hjælp ved at sende penge eller materielle varer til de levende. Idet de afventede hjælp fra deres afdøde slægtninge, åbnede gruppemedlemmer bankkonti og hængte kurve op, som ånderne kunne lægge penge til dem i. Idet de ligeledes fulgte de instruktioner, som de modtog fra angiveligt afdøde slægtninge over telefonen, sendte medlemmer ofringer i form af mobiltelefon-kredit til hemmelige telefonnumre og penge til en postboksadresse for at støtte overførslen af penge og varer til de levende. I Timbunmeli anvendes mobiltelefonen endvidere i en kontekst af magi og trolddom. En sibbunyang (troldmand) kan bruge telefonen til at udvide sin agens til andre steder ved at hviske magiske formularer (sibbukundi) ind på et forudbetalt kort, hvis kredit så anvendes til at ringe op til den som formularen er henvendt til (se foto nr. 5). Det immaterielle, der forbindes med mobilkredit, mobiltelefoni-netværk, magi og ånder, opfattes som værende i stand til at interagere med og transportere de magiske formularer igennem rummet for at påvirke adressatens liv, når han eller hun besvarer LIVETS MATERIALITET OG IMMATERIALITET 13

14 opkaldet. Kærlighedsmagi, men også sort magi, kan sendes via telefonen. En healer kan også bruge telefonen for at heale en person med magiske formularer. Selvom kristendommen nu er en vigtig del af folks liv, og folks kosmologi har forandret sig under kristendommens indflydelse, fortsætter deres ontologi. Faktisk har Nyaura erne tilpasset de eksisterende væsner i deres livsverden til det nye verdenssyn. Den vind, der hvirvlede urhavet op, opfattes som værende Guds åndedrag eller vind (kundimuk), som anvendte magiske formularer (sibbukundi) for at skabe jorden. Menneskehedens første forfædre kaldes i dag Adam og Eva. Gud skabte Adam fra den jord (kavak), han havde skabt, og dernæst kreeredes Eva fra Adams ribben. En person modtager sin livsånd, kaik, fra Gud, som også vil tage den tilbage som en undumbu, efter personen er død. Mens folk under missioneringsprocessen distancerede sig fra deres fortid og begyndte at opfatte ånderne i deres omgivelser som onde, finder en nutidig genannekteringsproces sted. Folk genfortolker deres ånder som værende Guds ånder. De afdødes ånder kaldes nu for sjæle ; bush- og vandånder kaldes natur skabt af Gud; og Han, altings kilde, opfattes nu som værende den mest magtfulde klanånd, der findes. Det var ifølge denne tankegang, at Lina henvendte sig til Gud for at berolige den vrede wanjemook, og vi ankom gennemblødte, men sikkert til Timbunmeli. Når de annekterer kristendommen og de nye teknologier til deres lokale kosmologi, identificerer Nyaura erne fortsættelser med deres fortid, som hjælper dem med at tilpasse sig forandringer i deres livsverden. De danner en aktiv forbindelse med det, som er sket før, og det som formodes at ligge forude (Jackson 1996:11). Hvor førhen wagen kulten gav deres liv mening og retning, gør den katolske tro det samme nu til dags. Før var magiske formularer en måde at komme i forbindelse med åndeverdenen på; nu kommunikerer folk med Gud via bønner for at fremkalde, at, hvad de bekymrer sig om, materialiseres. Førhen anvendte indviede mænd en knyttet snor, mens de reciterede den mytologiske viden, som forbandt dem til deres forfædre; nu benytter folk en rosenkrans, mens de beder og således forbindes med Gud. I fortiden kunne magtfulde klanånder bruge indviede mænd; i dag bruger Guds ånder folk til at heale andre, spå/ tale profetisk, og overbringe budskaber fra det guddommelige. Før var drømme, magiske formularer og seancer en måde at kommunikere med ånder på; nu bruges også mobiltelefoner på denne måde. Ånder forbliver folks kilde til magt og velstand, men deres konceptualisering har forandret sig. I dag ses adgangen til Gud og Hans ånder som afgørende for et bedre liv. Mens meget har forandret sig i Nyaura ernes livsverden, står vigtigheden af den indbyrdes forbindelse mellem det materielle og det immaterielle i livet tilbage. Oversat af Michael Skov Lambek 14 RELIGION NR

15 Bibliografi Coupaye, L. 2009a. Ways of Enchanting: Chaînes Opératoires and Yam Cultivation in Nyamikum Village, Maprik, Papua New Guinea, Journal of Material Culture 14 (4): Coupaye, L. 2009b. What s the Matter with Technology? Long (and short) Yams, Materialisation and Technology in Nyamikum Village, Maprik District, Papua New Guinea, The Australian Journal of Anthropology 20 (1): Forge, A The Power of Culture and the Culture of Power, in N. Lutkehaus, C. Kaufmann, W. E. Mitchell, D. Newton, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradition and Change in Papua New Guinea, Bathurst: Crawford House Press, Haiveta, C Health Care Alternatives in Maindroin, in N. Lutkehaus, C. Kaufmann, W. E. Mitchell, D. Newtorn, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradition and Change in Papua New Guinea, Bathurst, Durham: Crawford House Press, Carolina Academic Press, Harris, G. G Concepts of Individual, Self, and Person in Description and Analysis, American Anthropologist 91 (3): Harrison, S. J Stealing people s names : history and politics in a Sepik River cosmology. Cambridge Univ. Pr.: Cambridge [u.a.]. Huber-Greub, B Kokospalmenmenschen. Boden und Alltag und ihre Bedeutung im Selbstverständnis der Abelam von Kimbangwa (East Sepik Province, Papua New Guinea). Ethnologisches Seminar der Universität und Museum für Völkerkunde: Basel. Huber-Greub, B Land in the Abelam Village of Kimbangwa, in N. Lutkehaus, C. Kaufmann, W. E. Mitchell, D. Newton, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradition and Change in Papua New Guinea, Bathurst, Durham: Crawford House Press, Carolina Academic Press, Jackson, M Introduction. Phenomenology, Radical Empiricism, and Anthropological Critique, in M. Jackson (ed.), Things as they are: New Directions in Phenomenological Anthropology, Bloomington: Indiana University Press, Kulick, D. and C. Stroud Christianity, Cargo and Ideas of Self: Patterns of Literacy in a Papua New Guinean Village, Man 25 (2): Lattas, A Cultures of secrecy : reinventing race in bush Kaliai cargo cults. University of Wisconsin Press: Madison, London. Lattas, A Telephones, Cameras and Technology in West New Britain Cargo Cults, Oceania 70 (4): Lattas, A Technologies of Visibility: The Utopian Politics of Cameras, Televisions, Videos and Dreams in New Britain, The Australian Journal of Anthropology 17 (1): Miller, D Materiality: An Introduction, in D. Miller (ed.), Materiality, Durham: Duke University Press, Mitchell, W. E Therapeutic Systems of the Taute Wape, in N. Lutkehaus, C. Kaufmann, W. E. Mitchell, D. Newton, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradition and Change in Papua New Guinea, Bathurst, Durham: Crawford House Press, Carolina Academic Press, Ortner, S. B Anthropology and Social Theory. Culture, Power, and the Acting Subject. Duke University Press: Durham, London. LIVETS MATERIALITET OG IMMATERIALITET 15

16 Otto, T. and P. Pedersen Tradition and Agency: tracing cultural continuity and invention. Aarhus University Press: Rasmussen, S Personhood, Self, Difference, and Dialogue (Commentary on Chaudhary), International Journal for Dialogical Science 3 (1): Scaglion, R Yam Cycles and Timeless Time in Melanesia, Ethnology 38 (3): Silverman, E. K Masculinity, motherhood, and mockery : psychoanalyzing culture and the Iatmul Naven rite in New Guinea. Univ. of Michigan Pr.: Ann Arbor. Smith, M. F Business and the Romance of Community Cooperation on Kairiru Island, in N. Lutkehaus, C. Kaufmann, W. E. Mitchell, D. Newton, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradition and Change in Papua New Guinea, Bathurst, Durham: Crawford House Press, Carolina Academic Press, Stanek, M Sozialordnung und Mythik in Palimbei. Bausteine zur ganzheitlichen Beschreibung einer Dorfgemeinschaft der Iatmul East Sepik Province, Papua New Guinea. Ethnologisches Seminar der Universität und Museum für Völkerkunde: Basel. Telban, B. and D. Vávrová Ringing the living and the dead: Mobile phones in a Sepik society, The Australian Journal of Anthropology 25 (2): Tuzin, D. F Yam Symbolism in the Sepik: An Interpretative Account, Southwestern Journal of Anthropology 28 (3): Wassmann, J Der Gesang an den Fliegenden Hund. Untersuchungen zu den totemistischen Gesängen und geheimen Namen des Dorfes Kandingei am Mittelsepik (Papua New Guinea) anhand der kirugu-knotenschnüre. Ethnologisches Seminar der Universität und Museum für Völkerkunde: Basel. Wassmann, J Der Gesang an das Krokodil. Die rituellen Gesänge des Dorfes Kandingei an Land und Meer, Pflanzen und Tiere (Mittelsepik, Papua New Guinea). Basel Ethnologisches Seminar der Universität und Museum für Völerkunde: Basel. Wassmann, J The Nyaura Concepts of Space and Time, in N. Lutkehaus, C. Kaufmann, W. E. Mitchell, D. Newton, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradition and Change in Papua New Guinea, Bathurst, Durham: Crawford House Press, Carolina Academic Press, Wassmann, J The Song to the Flying Fox. The Public and Esoteric Knowledge of the Important Men of Kandingei about Totemic Songs, Names and Knotted cords (Middle Sepik, Papua New Guinea). The National Research Institute: Boroko. Williamson, M. H Gender and the Cosmos in Kwoma Culture, in N. Lutkehaus, C. Kaufmann, W. E. Mitchell, D. Newton, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradition and Change in Papua New Guinea, Bathurst, Durham: Crawford House Press, Carolina Academic Press, Noter 1 Oversat fra Tok Pisin, det lingua franca, der bruges i Papua Ny Guinea. I artiklen er ord på Tok Pisin kursiveret, mens udtryk på det lokale sprog, Nyaura, er kursiveret og understreget. 2 Tilbedelse af magtfulde klanånder. 16 RELIGION NR

17 Hvad er moderne religion? Myter til tiden fantasy og religion Myter til tiden beskæftiger sig med religion som mediefortælling og forholdet mellem fantasy og religion. Gennem videointerviews, interaktive opgaver og tekster introducerer Myter til tiden bl.a. til: fantasyuniverser som Avatar og Star Wars fiktionsbaserede religioner forskellige fankulturer som kultisk fænomen. Annette Ambrosius-Olesen. Søren Korshøj Laursen (red.) ibog 70 videoer 20 originaltekster 30 billeder 20 interaktive opgaver 50 opgaver ca. 195 sider ebog mt-stx.systime.dk Religion & psykologi Religion & psykologi giver introduktion til de klas siske religionspsykologiske teorier og metoder (Freud, Jung, James, Allport) og præsenterer moderne psykologiske tilgange til fænomenet religion. Religion & psykologi Religion psykologi & Birgit Andersen. Søren Korshøj Laursen (red.) ibog 28 videoklip 35 kildetekster 50 opgaver 50 billeder 150 ordforklaringer ca. 160 sider 5 quizzer ebog Bog 160 sider Sobert, reflekteret og gennemarbejdet! Køb bogen i klassesæt. Gymnasieskolen religionspsyk.systime.dk Se priser og licenser på shop.systime.dk LIVETS MATERIALITET OG IMMATERIALITET 17 Læs systime.dk Ring Skriv systime@systime.dk Deltag lab.systime.dk

18 Majsfest og kosmologi hos guarani-indianere i Bolivia Af Annie Oehlerich Annie Oehlerich er antropolog og arbejder som konsulent og kulturformidler. Hun har siden 1976 rejst i Bolivia, arbejdet som museumsindsamler for Moesgaard, som Ibisrådgiver for lavlandsindianerne og som konsulent for Den Danske Ambassade. Annie er tilknyttet Aarhus Universitet som ekstern lektor og har lavet fire UNESCO-samlinger om Bolivia, for Moesgaard, sammen med Edwin Zurita og guaranifolket i Izozog, Bolivias lavland. Materialet i artiklen bygger på feltobservationer fra Izozog, der er indsamlet under arbejde, fra 1997 til 2013, med de ca Guarani-indianere, i nationalparken Kaa-Iya. Området er en del af Gran Chaco, et stort tørt lavland dækket af skov, der breder sig over Paraguay og Argentina. Artiklen handler om indianernes religiøse ceremoni, den store majsfest, Arete Guasu, hvor de levende danser med de døde. Tidligere forsøg på at fortolke det guddommelige hos guarani-indianerne blev determineret af de første missionærers egen blindhed overfor det guddommelige. De fandt ingen håndgribelige beviser på indianernes religion, majsfesten var et hedensk drikkeritual, animisme en tro på ånder. Hvis man derimod fortolker guaraniernes animismebegreb og majsfest ud fra et nyere perspektivistisk synspunkt er majsfesten et levende bevis på indianernes trosopfattelse; de lever med døden, som en naturlig og integreret del af deres dagligdag og evner at befinde sig blandt de levende og døde samtidig. Maskedans under majsfesten. En lignende maske er i UNESCO Samlingen. Foto: Moesgaard Museum. 18 RELIGION NR

19 Troen på Landet uden Ondt Guaranifolkets myter fortæller, at de i gamle dage levede så langt mod solens fødsel, ved bredden af en flod så stor, at man ikke kunne se den anden side. Da portugiserne erobrede Brasilien, boede over en million tupiguarani indianere langs den brasilianske østkyst. Portugiserne tog slaver blandt indianerne for at dyrke de store sukkerrørsplantager, men i takt med slavejægerne trængte sig på, flygtede indianerne længere ind i skoven. Kort tid efter koloniseringen ankom missionærerne. Jesuiterorden grundlagde de første reducciones blandt tupiguarani i Brasilien i år I et langt rejsedokument fra 1613 beskriver den franske missionær Jean de Léry indianernes kannibalistiske begravelsesritualer, hvor indianerne henrettede, parterede og spiste deres fjender. Beretningen var med til at grundlægge tesen om den ædle vilde modsat europæernes dannelse. De kannibalistiske ritualer eksisterer ikke længere, kun historierne, men indianerne er stolte af deres gamle krigerkultur. De joker ofte med de gamle traditioner og taler om, at de nu til dags kæmper for retten til at leve i fred, på deres egen måde, i overensstemmelse med traditionerne, de er moderne krigere, kereimba, af ordet og har udskiftet bue og pil med papir og blyant. Jesuitterpræsterne samlede indianerne på missioner og skabte små landbrugssamfund bygget op omkring en central kirke, indianerne lærte at spille barokmusik, bygge instrumenter og lave håndværk. I løbet af få år havde de bygget 13 missioner, hvor over mennesker levede. Guaranierne foretrak det frie liv og tilpassede sig aldrig helt missionerne. Missionerne førte til en interessekonflikt med kolonisterne og slavejægerne, præsterne påtog sig den opgave at beskytte den indfødte befolkning mod overgrebene. I år 1767 blev jesuiterorden udvist fra deres sydamerikanske besiddelser. Døden er en integreret del af guarani-indianernes dagligdag og liv, lige fra troen på Landet uden Ondt, hvor forfædrene bor, til den store majsfest, Arete Guasu, hvor de levende danser med de afdøde familiemedlemmer. De døde spiller en aktiv rolle i de levendes liv, både mytologisk og konkret. Et vigtigst aspekt i guarani-indianernes religion er troen på en verden uden ondskab og en form for evigt liv på jorden. Tierra Sin Mal, oversat som Landet uden Ondt, er stedet hvor forfædrene bor. Landet er rigt på jagtmuligheder, afgrøder og frugter. Guarani-indianerne er af den overbevisning, at det er muligt at komme til forfædrenes bolig på jorden, derfor vandrer indianerne efter paradisløftet, i store historiske migrationer, hver gang de føler sig truet socialt eller kulturelt, som det skete ved koloniseringen. Den sidste store vandring skete i Vandringerne blev anført af en Karaíba, hellige personer med særlige evner. Jesuitterne tolkede de hellige mænd som profeter. Adgangen til det hellige var betinget af overholdelse af en række sociale regler. Karaibaerne holdt store ceremonier, hvor profeterne spåede om den fremtidige krigslykke, organiserede fælles sang og talte om Landet uden Ondt. Kun kereimba, som havde dræbt og ædt mange fjender, fik adgang til paradiset, derfor opfordrede profeterne folk til at drage i krig. Undervejs bekrigede guaranifolket de andre stammer i Amazonas og giftede sig med kvinderne. De indgik aldrig alliancer med de andre grupper, men tog fanger som arbejdede for dem. Ordet guarini betyder kriger, men blev oversat af spanierne som Guarani. Indianerne nomadiske livsform gjorde, at de aldrig samlede flere materielle ting end de kunne MAJSFEST OG KOSMOLOGI HOS GUARANI-INDIANERE I BOLIVIA 19

20 bære. Familierne drog afsted sammen i flok og bosatte sig i store palmehuse, mens kvinderne bryggede majsøl og sørgede for mad til krigerne, mens de vandrede. Det lykkes dem at holde stand mod spanierne igennem næsten 400 år, indtil de blev besejret. Koloniseringen blev besværliggjort af at der ikke eksisterede en centraliseret, politisk struktur, samfundet var bygget op over en fleksibel nomadekultur med spredning af bosættelser og ved at udnytte det store kendskab de havde til junglen og deres fordele som dygtige krigere. Kolonimagterne lavede nye landegrænser, hvilket betyder at guaranifolket i dag lever spredt i Bolivia, Argentina og Paraguay. Man anslår, at der i alt findes omkring guarani-indianere i Sydamerika, heraf lever ca i Bolivia. I 1825 blev Bolivia selvstændig republik og løsrev sig fra Spanien, ændringen var ikke til det gode for guaranifolket, de blev konstant forfulgt og diskrimineret blev guaranifolket udsat for en massakre, hvor de bolivianske regeringstropper myrdede over 5000 indianere. De overlevende blev taget til fange og levede som trælle på godserne, helt op til år 2010 levede der indianere på de store haciendaer, som fik udbetalt deres lønninger i naturalier og ikke rådede over deres egen økonomi. Majsfesten Årets vigtigste religiøse ceremoni er den store majsfest, Arete Guasu, hvor de levende danser med de døde. Arete Guasu, siger indianerne selv, er meget mere end en fest, det er en religiøs begivenhed og et socialt ritual hvor alt kulminerer. Festen indeholder kulturelle elementer og funktioner, hvor både den synlige og ikke synlige verden er til stede. Ritualet er et levende udtryk for den traditionelle økonomi i praksis, hvor man udveksler med hinanden og understreger den mytologiske forestilling om åndernes liv i Landet uden Ondt. Den religiøse udveksling med de afdøde er i højsædet, men de årlige festligheder er et perfekt mødested for kvinder og mænd, unge og gamle. Kvinderne forbereder mad og drikke sammen og de reciprokke ydelser binder landsbyerne til hinanden. Majsplanten er en af indianernes vigtigste afgrøder og en del af guaranifolkets mytologiske fortælling. Myten om majsens tilblivelse har en konkret kosmisk tilknytning, der udspringer af indianernes stjernetydning. Mælkevejens konturer danner et stort stjernebillede, himmelstrudsen. Det hedder sig at børn kun må lege ude, indtil himmelstrudsen viser sig på himlen, ellers bliver det for farligt. Majsmyten lyder således: Engang sad alle kvinderne omkring bålet, mens børnene legede, det blev sent og den store himmelstruds stod klart på himlen, kvinderne kaldte på deres børn, men de hørte ikke efter og legede videre. I et hug dykkede strudsen pludselig ned fra himlen og tog alle børnene med sig. Kvinderne råbte op og skreg, men strudsen var ubarmhjertig. En af mødrene holdt så godt fast på sit barn at fingeren gik af, hun plantede barnets finger i jorden, den voksede op og blev til majsplanten, med sine lange fingre. Hvis man kigger rigtig godt på himlen, kan man se myriader af stjerner i mælkevejens konturer; det er himmelbørnene. Hver gang kvinderne savner deres børn, væver de mønstre med himmelbørnene. 20 RELIGION NR

21 Majsplanten tørres og gemmes. Foto: Annie Oehlerich. Majsen sås når stjernebilledet plejaderne dukker op på himlen, i november og høstes til februar. Festen varer 3 dage i træk og bliver afløst af en ny majsfest i nabolandsbyen, så det ene drikkegilde tager det andet. Den der har den største majshøst ejer festen. Familiernes indbyrdes gavmildhed og velstand måles på antallet af de kander chicha, majsøl, som kvinderne brygger til festen. Et enkelt hushold kan brygge op til liter chicha til festen. Mændene fabrikerer masker af træ fra Toborochi-træet, eller af gamle blikdåser, som de hamrer ud og dekorerer, med karton, papstykker, kladdehæfter m.m. Masken laves i hemmelighed, alt efter hvilket udtryk man ønsker forfaderånden skal have. Festen starter med et ritual til Ñande Ru Tumpa, en af indianernes vigtigste gudeskikkelser, ham som var der fra begyndelsen. Jorden velsignes med alkohol, imens indianerne reciterer bønner. Bagefter opgraves de døde. Til Arete Guasu er det kun kvinderne som må byde op til dans, symbolsk er det deres himmelbørn majsdrikken er brygget på, deres spyt den er blandet med, kvinderne går derfor rundt og byder gæsterne på majsøl, mens de indbyrdes konkurrerer om, hvem der har den sødeste mund. I gamle dage blev de unge piger gemt bort fra resten af landsbyen, når de fik deres første menstruation. Gennem et halvt eller helt år levede pigen isoleret, mens hun blev oplært i de traditionelle kvindedyder af sin bedstemor. Til majsfesten blev pigerne lukket ud af menstruationshytten og var giftefærdige, byens unge mænd stod på spring. I MAJSFEST OG KOSMOLOGI HOS GUARANI-INDIANERE I BOLIVIA 21

22 Arete Guasu, fra majsfesten i Kapiatindi. Foto: Annie Oehlerich. gamle dage var majsfesten derfor også et ritual, hvor de unge dannede par. Der er stadig tradition for at slippe tøjlerne løs under festen, alt er tilladt, og der er kutyme for at smutte en tur i bushen for at more sig. Mændene tygger cocablade, mens de danser, sammenblandingen af syren fra cocabladene og den gærede øl slår godt og er med til at løfte stemningen. Festen bæres rundt til alle huse og forsætter i dagevis, så længe der er chicha at drikke. Maskebærerne danser ofte alene de kan ikke umiddelbart lade sig integrere med de dansende, da de repræsenterer de døde ånder, der er på besøg fra Landet uden Ondt. Foruden de store fjermasker laves der andre masker, som symboliserer de ældstes kundskab og erfaring, eller dyrenes forskellige egenskaber; ræven er for eksempel snu og listig, som guaranierne i kampen mod den spanske overmagt. Når festen slutter, følger nedgravningen, hvor maskebærerene danser ned til floden, hvor de smider maskerne i floden og derved slipper de dødes sjæle fri igen. Maskebæreren forsøger at skjule sit ansigt, indtil han har afleveret masken, så ånden kan rejse tilbage til Landet uden Ondt, bagefter foretager man en rituel afvaskning i vandet og først derefter kan indianerne vende tilbage til bopladsen i egen skikkelse. I mange år blev indianerens majsfest opfattet som umoralsk, grundet det tøjlesløse drikkeri og promiskuøse adfærd, som indianerne udviste. I dag er skikken en levende del af guaranifolkets kultur, en skik som har overlevet kulturelt og i dag er en del af 22 RELIGION NR

23 deres sociale begivenheder og den nye historiefortælling i Bolivia. Maskerne, sangene og festen er populær blandt de unge indianere og forankret i nutiden, symbolerne fornyes og genfortolkes. De store samfundsforandringer i Bolivia siden 2004, hvor landet fik sin første indianske præsident, betyder en fornyet interesse for indianske værdier. Flere moderne masker bærer præg af den aktuelle politiske kontekst, hvor slagord om autonomi eller farverne fra det bolivianske flag er en del af udsmykningen. I forbindelse med den nye interkulturelle skolereform i Bolivia, fra 2012, er kendskabet til den traditionelle guaranikultur indført, på undervisningsplanen i skolerne. Skoleelever fra byerne i Bolivia laver små kopier af de traditionelle masker og lærer at danse de indianske danse, som Arte Guasu, for at anskueliggøre den traditionelle kulturrigdom i Bolivia, som modvægt til landets lange kolonihistorie og undertrykkelse af indianske skikke. Majsfesten: Animisme, kulturrelativisme eller perspektivisme Indianernes oprindelsesmyter afstikker de sociale regler for opførsel og viser, hvordan verden hænger sammen. Som hos mange andre oprindelige folk vidner myterne om en tid, hvor dyr og mennesker levede en fælles tilværelse på jorden, og forholdet mellem guaranimennesket og dyr understreges, dyrene indgår i guarani-indianernes slægt, fra dengang alle var én familie. Guaranifolkets oprindelige tro bygger på animisme; alt i naturen er en gave fra det store intet, fra Ñande Ru Tumpa. I den animistiske tænkning synes der ikke at være en klar adskillelse mellem krop og sjæl. Dyr, lige fra insekter, bier, frøer til hjorte, planter, træer, selv vand er besjælet, alle har deres egen iya, som bedst kan oversættes med herre/ånd, som indianerne er beslægtet med. En central figur i religionen er shamanen, der besidder særlige evner til at komme i kontakt med naturens iya, men i det daglige sørger hver enkelt indianer for at opretholde et godt forhold til naturen omkring dem. Før man drager ind i skoven for at jage, skal man bede om lov og overholde en lang række tabu, som igen opretholder verdens orden. En jæger vil aldrig sige, at han håber på en god fangst, inden han drager af sted, men at han håber det bliver et heldigt møde, de suerte, med dyrets herre. Drømme spiller en stor rolle i guaraniernes liv, gennem drømme er man i kontakt med afdøde, dyrenes herrer eller ånder, drømmene fortolkes og tages som varsler. Forfædrene ligger inde med strategisk information om jagtstederne, hver jæger har sin særlige skytsånd, en særlig afdød, som kan vise sig i drømme og pege de gode jagtsteder ud. Drømmene skaffer både jægeren en indsigt om jagtstedet, men drømmen er også et spirituelt møde, mellem jæger og dyr, for hvis dyrets iya inviterer jægeren til at lade sig jage, ved han at det gode jagtudbytte er sikret. Indianerne er opmærksomme på ikke at fange mere end de skal bruge til dagen og vejen, ellers bliver iya fornærmet, der skal være nok til alle. Byttet deles mellem familierne på bopladsen, hele samfundet er bygget op over reciprokke værdier, hvor indianerne udveksler med hinanden og med naturen. Antropologiens moderne kulturforståelse bygger blandt andet på Clifford Geertz teorier. Her forstås kultur som en metafor, hvor mennesket er som et dyr, der er op- MAJSFEST OG KOSMOLOGI HOS GUARANI-INDIANERE I BOLIVIA 23