En ny vej i dansk karrierevejledning

Transkript

1 En ny vej i dansk karrierevejledning Af Helene Valgreen, Ph.d. Godmorgen, stå nu op! Stå ud af drøm og tankespind og stræk din tunge krop, for ingen er alene; når verden lukkes ind, bygger vi bro fra sind til sind. (Niels Brunse 1998) Vi vil have styr på de unge. Regeringen og Folketinget lovgiver og reformerer som aldrig før. Alle unge skal i uddannelse, 95 %-målsætningen er blevet en selvfølgelighed og ve den, der stiller spørgsmålstegn ved, om uddannelse er svaret på alt. God tid er spildtid. Hurtigt gennemført uddannelse er godt. Det fyger gennem luften med gode råd og velmente anbefalinger, og karrierevejledning bliver betragtet som redskab til at få de unge til at udvise den rette uddannelsesadfærd. Samtidigt viser uddannelsesforskningen, at valg af uddannelse og erhverv ikke længere blot handler om at finde sin rette hylde, men er blevet et omfattende identitetsarbejde. De unge oplever, at det er deres eget ansvar at lykkes med deres liv, deres uddannelse og deres valg. Hver for sig oplever de at være alene om alt det vanskelige i tilværelsen, som de i virkeligheden er fælles med andre om, men som de aldrig opdager er et fælles vilkår, fordi de vender problemerne indad og tager skylden på sig. I et interview fra 2010 kalder psykologen Ida Koch det et hver for sig-fund. I modsætning hertil står min vision om at bygge bro fra sind til sind, som Niels Brunse udtrykker det. Karrierevejledningen, forstået om uddannelses- og erhvervsvejledning i bred forstand, bærer desværre en del af ansvaret, fordi der i en årrække har været fokus på målbaseret vejledning. Vejlederne lægger sig i slipstrømmen af de politiske mål. Med uddannelsesplaner, handlingsplaner, specialekontrakter og andre planlægningsaftaler mellem vejleder og vejledte, er vejledningen blevet indskrænket til at handle om at sætte mål og i langt mindre grad om, hvordan målsætningerne kan give mening og sammenhæng. Det betyder, at vejledningen kan opleves som meningsløs med det resultat, at vejledningen i sig selv bliver en formalitet, der skal overstås og derfor bliver uden reel betydning for vejledtes valg. Men sådan behøver det ikke at være og den gode nyhed er, at der findes nye veje i karrierevejledningen, hvis vi ellers tør og vil gå dem. En sådan ny vej er Kollektiv Narrativ Praksis. Koden der ikke vil knækkes Mange unge i dag er kendetegnet ved usikkerhed og tvivl i forhold til valg af uddannelse og karriere, hvilket bl.a. giver sig udslag i, at gruppen af unge, der får en uddannelse, ikke er vokset de sidste mange år. Tværtimod har antallet af 25-årige, der har gennemført en ungdomsuddannelse over de sidste 10 år, ligget lige under 80 % med en svagt faldende tendens fra 79,2 % i 2003 til 77,0 % i 2010, ifølge tal fra Danmarks Statistik i Det er en kode, vi åbenbart ikke formår at knække i Danmark. 1

2 På den ene side har unge i dag mange muligheder, hvad angår uddannelse, arbejde og fremtid. På den anden side kan netop de mange muligheder virke uoverskuelige, stressende og handlingslammende. En prioriteret vejledningsindsats En oplagt løsning kunne være at hjælpe de unge med at finde farbare karriereveje. Og der er da også blevet satset. Med Vejledningsreformen i 2003 skete der en professionalisering af feltet og som følge deraf er vejledning blevet et nationalt anliggende, som både optager borgere, politikere og uddannelsesinstitutioner. I debatten fremføres det, at flere unge skal tage en uddannelse og komme i arbejde, hvorfor især overgangsvejledningen har fået opmærksomhed. Siden Vejledningsreformens tilblivelse har unge med særlige behov for vejledning været den primære målgruppe. Frem for at differentiere vejledningen, skal vejlederne fra begyndelsen prioritere indsatsen, så den målrettes unge, som har behov for en særlig vejledning. Der bliver dermed tale om et enten-eller: Enten har den unge særlige behov for vejledning, eller også har den unge ikke særlige behov. I praksis taler man om en 80/20-model, hvor 80 % af ressourcerne skal gå til 20 % af de unge. De 20 % kan forvente en personlig og opfølgende vejledning, mens de 80 % stort set er overladt til sig selv. At have særlige behov for vejledning betyder, at den unge er karrieremæssigt sårbar i en eller anden forstand. Vejlederen forventes at kunne udskille de 20 %, hvilket forudsætter, at sårbarheden er synlig. Over for det står min forskning, der viser, at sårbarhed ikke er et enten-eller. Unges sårbarhed er til stede i forskellige grader, den viser sig forskelligt og ofte er den usynlig. Jeg gør dermed op med forestillingen om sårbarhed som en dikotomi og peger i stedet på sårbarhed som en gradient. På den baggrund giver det ikke mening at have en vejledningslov, der baserer sig på, at vejledning skal målrettes unge, som uden en særlig vejledningsindsats har eller vil få vanskeligheder ved at vælge, påbegynde eller gennemføre en uddannelse eller vælge et erhverv., som der står i loven. Udvikling af vejledningsmetoder I stedet for at isolere de få, synligt sårbare og møde dem med målorienterede vejledningsmetoder, som tilsyneladende ikke fremmer deres gennemførelse af uddannelse, findes der andre muligheder. Vejledningsmetodisk har jeg i min forskning arbejdet med at videreudvikle Kollektiv Narrativ Praksis, så den kan anvendes i karrierevejledning. Kollektiv Narrativ Praksis har rødder i Narrativ Terapi, som den er udviklet af Michael White og David Epston, og handler om at støtte mennesker i at opdage eller genfinde fællesskaber. Meningen er at styrke positive relationer mellem mennesker. Udgangspunktet er en individuel fortælling, som deles med andre i en gruppe, som ud fra de individuelle fortællinger skaber en fælles fortælling. Den fælles fortælling deles med andre lignende grupper, hvorved det bliver en kollektiv proces. Vejledningsspiralen Med den tankegang som udgangspunkt og på baggrund af undersøgelser og metodeudvikling blandt unge og deres vejledere på tre danske folkehøjskoler har jeg udviklet en model, som jeg kalder Vejledningsspiralen, der på et teoretisk plan viser, hvad der foregår i karrierevejledningsprocessen med Kollektiv Narrativ Praksis. Vejledningsspiralen kan bruges som model for en vejledningstilgang, der styrker de vejledtes fortællinger, giver dem større identitetsafklaring, nyt netværk og dermed bedre 2

3 forudsætninger for karrierevalg. Modellen kan også bruges som inspiration til, hvordan man kan arbejde med refleksion i vejledningen. Vejledningsspiralen (Valgreen 2013) I min forskning blev unge i alderen år eksempelvis bedt om at beskrive en situation, hvor de havde haft en virkelig god skoleoplevelse, en oplevelse som satte afgørende spor i deres liv. De skulle give deres fortælling en titel, skrive tid og sted og tegne en metafor for situationen. Derefter placerede de deres papir på en såkaldt fælles narrativ tidslinje og fortalte skiftevis deres fortælling i en gruppe på 6-8 personer. Bevægelsen i Vejledningsspiralen begynder som antydet i eksemplet med refleksion, som giver anledning til at skabe en fortælling, man deler med andre. Undervejs lytter man til de andres fortællinger. Det giver anledning til ny, fælles refleksion frem mod skabelse af et fælles dokument, som fx et billede, en sang, en artikel, et debatindlæg, et teaterstykke eller et indlæg på Facebook. Det fælles dokument udveksler man med andre grupper, der har været igennem en tilsvarende proces. Det giver ny refleksion over ens egen fortælling. Og sådan kan bevægelsen fortsætte. Vejledningsspiralen bygger på den måde bro fra sind til sind ved at opbygge nye netværk. Grundlæggende handler det om at lære, hvordan man selv kan bidrage positivt til andre menneskers liv med sin fortælling og gennem fællesskabet med andre blive opmærksom på, at ens egen fortælling er værdifuld, uanset hvordan den tager sig ud og uanset ens egen grad af sårbarhed. Pointen med Vejledningsspiralen er, at karrierevejledning i dag ikke bliver meningsfuld, hvis den udelukkende fokuserer på at finde rette hylde til rette person. Det er et levn fra industrikulturen. Uddannelse, job og karriere bliver først meningsfuldt, hvis vejledte får oplevelsen af selv at kunne bidrage med noget. I stedet for at blive lagt på en hylde skal vejledte opleve glæden ved at bygge sit eget hus og hjælpe andre med at bygge deres. Vejledning og narrativitet Med Kollektiv Narrativ Praksis i karrierevejledningen står narrativitet naturligvis som et centralt begreb. 3

4 Men narrativitet er et bredt begreb med forskellige videnskabelige retninger og traditioner. Som forskningstilgang giver narrativitet forskellige muligheder, både som indsamling af livsfortællinger, som analysetilgang og som interviewmetode. Det narrative landskab rummer både ligheder og forskelle. En af hovedkilderne er livsfortællingen. I arbejdet med livsfortællinger er forskerens rolle at indsamle fortællinger, og det at fortælle sin historie bliver meningskonstruerende og meningsbærende i sig selv. Selvom jeg har ladet mig inspirere af forskningen i livsfortællinger, er det ikke den form for narrativitet, min forskning bygger på. Min forskning er handlingsorienteret og målet er at skabe forandring, både i forhold til den viden, der fremkommer og i forhold til metodeudvikling. Det handler om at forbinde forskning med udvikling af metoder. Meningsfuldhed i vejledningen Der er meget langt fra Vejledningsspiralen til en traditionel uddannelsesplan, hvor formålet er at opstille mål. Min forskning viser, at det afhænger af deltagernes oplevelse af meningsfuldhed om Kollektiv Narrativ Praksis giver anledning til refleksion. Da begrebet meningsfuldhed således har vist sig at være centralt, har jeg inddraget den israelsk-amerikanske professor i medicinsk sociologi Aaron Antonovskys teori: Sense of Coherence, på dansk: Oplevelse af sammenhæng. Antonovsky har haft stor betydning for en mere nuanceret sundhedsforståelse end blot at se på sygdom og symptomer. Antonovsky er inspireret af Viktor E. Frankls teori om menneskets vilje til mening som en primær kraft i livet. Noget tilsvarende kan overføres til vejledning. Antonovsky sammenfatter sin teori i tre begreber: begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed. Den vigtigste komponent er meningsfuldhed, dernæst følger begribelighed og til sidst håndterbarhed. I en udgivelse fra 2009 kobler den norske lektor Hans Inge Sævareid, Antonovskys teori sammen med vejledning. En af Sævareids pointer er, at vejlederen ensidigt kan komme til at fokusere på at give information og viden fra sig uden at få den vejledningssøgende til at fornemme sin egen motivation for et givet valg. Eksempelvis kan en målbaseret vejledningsmetode som en uddannelsesplan godt være håndterbar i situationen, selvom den opleves ubegribelig og meningsløs for den unge. Hvis vejledningen ikke opleves meningsfuld, vil den ikke give sammenhæng i den unges liv og dermed ikke give anledning til refleksion. Men at være i stand til at reflektere over sit liv er afgørende i et samfund, der livet igennem kræver valg, justering og nyorientering i forhold til uddannelse, job og karriere. Noget kunne tyde på, at meningsfuldhed bør være det første kriterium, der skal være opfyldt i karrierevejledning. Sårbarhed og fællesskab For at vejledningsprocessen med Kollektiv Narrativ Praksis kan blive en spiralbevægelse med nye indsigter undervejs og ikke blot en uendelig rundkørsel stiller det store krav til vejlederen, hvis rolle er at være facilitator under hele processen. Det kræver engagement, kreativitet og vedholdenhed. Fortællingerne kan skabe nye åbninger og handlemuligheder, fordi vi lærer af hinanden. Både de fortællinger, der ligner vores egne, og de som er forskellige fra vores. Men ved at adskille unge i to grupper ud fra om de anses for at have særlige eller ikke-særlige vejledningsbehov, opdager de unge ikke, hvor meget de kan få ud af at dele fortællinger. Vi er alle sårbare og særlige i forskellige grader, og det er 4

5 givende for alle at bidrage positivt til andres liv. For ingen behøver at være alene. 5