Indholdsfortegnelse. Refleksion Konklusion Projektteknik... 64

Transkript

1 Abstract This project concerns Jürgen Habermas theory of communicative actions and especially his concept of the ideal communication. We are looking at the theory and its different elements on the way to succeed ideal communication and mutual understanding. Furthermore the focus is on how Habermas thinks that the society we live in today have inflict on the individual daily life, especially the daily interaction. To get a bigger perspective of the ideal communication we also look at the nonverbal aspect of conversation, which contributes to the verbal interaction. Indholdsfortegnelse Indledning...3 Motivation...4 Problemfelt...5 Problemstilling/problembeskrivelse...6 Problemformulering...6 Genstandsfelt...6 Metode...8 Opgavens Design Habermas - et kommunikationsteoretisk alternativ Systemet overfor Livsverdenen Modernitetens relevans Gyldighedskrav Rationalitetsbegrebet Sociologiske handlingsbegreber Evolution og verdensopfattelse Habermas udviklingslogik Mytisk overfor moderne verdensopfattelse Argumentationsteori Talehandlinger Lokution, Illokution og Perlokution Habermas opgør med Webers handlingsteori Den intentionelle semantik lider skibbrud Sproget Den kommunikative handlen Habermas universalhermeneutik Gadamers hermeneutik Habermas kritik af Gadamer Habermas hermeneutik Filosofisk hermeneutik Samtalens konsensus Selvrefleksion Samtalens magtstrukturer Universalhermeneutikken og moderne videnskaber Nonverbal kommunikation En samtalekonstruktion - Kræftens Bekæmpelse Til møde hos Kræftens Bekæmpelse Valg af case Refleksion Konklusion Projektteknik

2 Litteraturliste Bilag til model 1 og Indledning Kommunikation foregår på kryds og tværs i forskellige sociale arenaer: arbejde, venner, skole, familie osv. Men hvad bruger vi kommunikationen til? Kommunikationen bruges til at interagere med hinanden og dermed viderebringe og dele sine budskaber og synspunkter. Kommunikation er så centralt for mennesket, da det netop er denne, der forbinder mennesker med hinanden og gør os til sociale væsener. Jürgen Habermas teori om den kommunikative handlen tager netop fat i vigtigheden af menneskers interaktion. Med sin kommunikative teori revurderer han traditionelle normer og værdier med et ønske om at gøre individet mere bevidst omkring det menneskelige samspil (Nørager 1993:11). I samtale med andre må vi reflektere over hinandens udsagn og igennem argumentation tilstræbe os at opnå gensidig forståelse (Nørager 1993:39). Habermas ser netop et samspil mellem kommunikation og systemer i den moderne verden, hvis omdrejningspunkt er intersubjektivitet (Nørager 1993:11). Derfor må individerne forholde sig til, hvordan ytringer formidles og fortolkes. Det er ikke altid at vi forholder os til vores fremtoning, hvorfor vi nogle gange kan udtrykke os usammenhængende i forhold til vores verbale udtryk. Dette kan dermed påvirke en samtalepartner til at drage forkerte tolkninger. I dette projekt vil elementerne i den ideelle samtalesituation (Nørager 1993:39) ifølge Habermas blive behandlet. Vi vil fokusere på, hvorledes disse elementer spiller sammen og, hvordan man kan skabe en gensidig forståelse. Fælles forståelse udspringer først og fremmest af viljen til at forstå et andet menneske. Men på trods af at viljen til forståelse er til stede, vil vi stadig opleve misforståelser. Dette munder først og fremmest ud i, at individer tænker og handler 2 3

3 forskelligt. Dette skyldes vores forskellige livsverdener, som vi opfatter virkeligheden igennem (Nørager 1993:47). Opstår der sammenstød mellem livsverdener i kommunikationen, kan dette betyde at den forringes eller at misforståelser opstår. Gensidig forståelse er derfor afhængig af mødet mellem livsverdenerne. Dette møde kan håndteres ved at benytte nogle værktøjer, som ligger inden for kommunikationens rammer. Disse værktøjer vil vi finde frem til for at undersøge, hvornår der vil kunne være tale om ideal kommunikation. Motivation Fælles for alle i gruppen var, at vi fattede en interesse for, hvad der gør det muligt for mennesker at forstå hinanden. Da vores vejleder, Erik Bendtsen, præsenterede emnet med henblik på Habermas teori om den kommunikative handlen, vakte dette en undren og interesse for, hvorvidt det er muligt at opstille konkrete teorier for, hvordan mennesker opnår gensidig forståelse. Gensidig forståelse er afgørende for vores kommunikation i hverdagen. Vi mennesker gør hele tiden brug af kommunikation, og da dette netop er en uundgåelig del af vores liv, synes dette nærliggende at beskæftige sig med. Motivationen bestod i at få en forståelse og tilegnelse af kommunikationsværktøjer til egen personlig praksis. I gruppen fandt vi sammen en fælles motivation for at opnå en større indsigt i at kunne analysere på kommunikation, da vi alle kunne nikke genkendende til episoder med misforståelser. Vi er i gruppen stødt på misforståelser under projektarbejdet, da vi hver især skulle forklare, hvad vi forstod ved emnet. Omvendt har vi i gruppen også oplevet den gensidige forståelse i processen med tilegnelse af det teoretiske stof. Problemfelt Vi sætter spørgsmålstegn ved, hvad essensen af Habermas kommunikationsteori er og specielt hans teorier til at opnå en gensidig forståelse. Vi ser på, hvilke aspekter der gør sig gældende for, at gensidig forståelse kan opnås, og hertil hvordan den i visse sammenhænge ikke er mulig at opnå. Vi tager i vores undersøgelse af Habermas begreb om den ideelle samtalesituation, (Nørager 1993:39) og den dertil hørende gensidige forståelse, udgangspunkt i Habermas teori om den kommunikative handlen. Individet, i den vestlige verden, lever i dag et liv, der i høj grad er præget af institutionelle forhold: vi går eksempelvis i børnehave, folkeskole, på ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Men hvilken rolle har begrebet systemverden over for begrebet livsverden og omvendt, ifølge Habermas? Og hvordan hænger dette sammen med vores kommunikation i hverdagen? Der findes ikke to mennesker, der har præcis samme verdensopfattelse, og det er måske i virkeligheden dér problematikken i at forstå hinanden ligger. Hvis en muslim sagde til en hinduist: Der er kun én gud og han hedder Allah. vil hinduen være dybt uenig, fordi han mener, at der er flere guder. I dette ligger, at hinduen og muslimen har hver deres verdensbillede, og dermed hver deres rationalitet. Hvilken rolle spiller rationaliteten for Habermas i den ideelle samtalesituation? Og i hvor høj grad kan man, på baggrund af forskellige rationaliteter, argumentere sig frem til enighed? Kan man på tværs af livsverdener nogensinde opnå fuld forståelse? Ydermere sætter vi spørgsmålstegn ved, hvilke andre faktorer end sproget, der spiller ind, når vi mennesker kommunikerer. Derfor ser vi også på, hvordan det nonverbale spiller ind i kommunikationen. Det skal dog være klart, at vores interesse primært ligger i den verbale kommunikation. 4 5

4 Problemstilling/problembeskrivelse Vi undrer os over, hvad der gør det muligt for mennesker at forstå hinanden. Af og til opstår der konflikter i samtalen. Begge parter kan være indstillet på at finde en løsning, men grundet forskellige opfattelser kan det sommetider synes umuligt at blive enige. Hvad har Habermas teori om den kommunikative handlen af betydning for den gensidige forståelse mennesker imellem? Problemformulering Hvilke faktorer gør sig gældende i den ideelle kommunikative handlen og, hvorledes er denne mulig at opnå? Genstandsfelt Vores opgaves primære fokus tager udgangspunkt i dimensionerne Subjektivitet og Læring samt Filosofi og Videnskabsteori. Filosofi og Videnskabsteori inddrages, da vores hovedteoretiker til denne opgave, Habermas, beskriver filosofiske teorier, der omhandler vejen til den gensidige forståelse. Disse vil vi tolke og sætte i et filosofisk perspektiv. Dimensionen Subjektivitet og Læring er relevant, fordi den beskæftiger sig med individet i samfundet og, hvordan dette agerer ud fra sociokulturelle omstændigheder. Vores undersøgelse af den ideelle samtalesituation inddrager individet og samfundet, da samfundets strukturer har indvirken på det enkelte individ og de roller, man kan have i samfundet. Et eksempel på disse roller kunne være en børnehavepædagog og en forælder til et barn i en børnehave. Børnehavepædagogens primære fokus vil som oftest ligge i børnehavens institutionelle interesser, men derudover også barnets. Forældrenes primære fokus vil ligge i barnets interesse, men også delvist i børnehavens, da dette udgør rammen for barnets trivsel. Der er altså et skævt forhold mellem to individer, der står over for hinanden. Deres interesser vil have indflydelse på en kommunikation imellem dem. Det er derfor nødvendigt at se på samspillet mellem individ og samfund, for at komme tættere på en forståelse for, hvad gensidig forståelse er. Vi forholder os til de to ontologiske virkelighedsfelter; Menneske/Psyke og Samfund, hvor vi beskæftiger os med individets bevidsthed, udvikling og socialitet, set i en relationel samfundsmæssig sammenhæng. Vores opgave omfatter en forståelse af mennesker i interaktion, hvor kommunikation drages som midlet til en forhåbning om gensidig forståelse mennesker imellem. I forståelsen hertil hører en begrebsdefinition af menneskers forskellige livsverdener, som er helt essentiel for, at den gensidige forståelse kan skabes. Habermas beskæftiger sig med en treverdens ontologi, hvori begreberne den ydre/objektive verden, den sociale verden og den indre/subjektive verden indgår. I den objektive verden er der krav om sandhed, den sociale verden om rigtighed og i den subjektive verden om sandfærdighed. Som tidligere nævnt beskæftiger Habermas sig med begrebet livsverden. Livsverdenen er for individet den erfaring hver enkelt besidder og agerer udfra. Det er en såkaldt sproglig, kulturel og samfundsmæssig forforståelse, som vi allerede tilegner os fra barndommen. Det er dermed umuligt, at to livsverdener er fuldstændig ens, men de kan ligne hinanden alt afhængig af i hvor stor grad, vi har samme forudsætninger. 6 7

5 Metode I dette projekt vil vi undersøge og forklare teorier fra Habermas "Theorie des Kommunikativen Handelns, som Troels Nørager præsenterer og beskriver i System og Livsverden. I denne bog fremlægger Nørager Habermas holdning og perspektiv om et løsningsforslag om gældende spilleregler for rationel argumentation i en ideal kommunikativ praksis. Vi vil analysere og diskutere Habermas teori og derefter konstruere et møde. Denne konstruktion er bygget på en videooptagelse af et møde i kommunikationsafdelingen hos Kræftens Bekæmpelse. Videoen er dermed udelukkende brugt som inspiration for at kunne eksemplificere, hvilke faktorer der spiller ind i en ideal samtale situation. Model 1 viser et genstandsfelt, hvor samtaleparterne sammen forholder sig til denne ontologiske tredeling: Natur, Menneske og Samfund. Det centrale for Habermas kommunikative handlingsteori er netop, at subjektet nødvendigvis må bruge en samtalepartner for at fortolke. Hos Habermas finder al fortolkning sted mellem disse samtaleparter. Som udgangspunkt vil man ikke kunne fortolke alene, da man er nødsaget til at have en anden at fortolke sit verdensbillede ud fra. Eksempelvis fortolker videnskabsmænd genstandsfeltet Natur med hinanden, for derved at udvide deres horisont og opnå større forståelse. Netop da de går ud fra det samme genstandsfelt og de samme gyldighedskrav, behøver de ikke længere at fortolke, hvorfor det har karaktér af en objektiv dimension. Samtaleparter bør i fortolkningen dele aspekter af deres livsverden, da de ifølge Habermas vil være indlejret i en livsverden sammen med andre, som vil præge deres fortolkning og måde at tænke på. Dette er for Habermas helt centralt og betegnes som en universal pragmatik. Den nonverbale teori har vi føjet til projektet som en supplement til Habermas teori, da vi ser denne som et vigtigt aspekt af menneskelig kommunikation. Vi forholder os til den nonverbale teori på samme måde som til Habermas teori, nemlig en udenforstående betragtning. Dog er det vigtigt at påpege, at vi som iagttagere også selv er en del af livsverdenen. Model 1 illustrerer vores metodiske indgangsvinkel til projektet, hvor vi har forholdt os som fortolkere til Habermas teori. Med denne metodiske indgangsvinkel har vi kigget på bestemte og centrale teorier, navnligt Habermas kommunikative handlingsteori samt en nonverbal kommunikationsteori for at kunne belyse vores projekt på bedst mulig måde. Med en filosofisk metodisk tilgang vil vi kigge på, hvordan mennesker snakker sammen og prøve på at komme til en forståelse af hinanden. Vores metode behandler en kommunikationsteori og dens dertilhørende ontologiske verdensopfattelse. Derudover kan vi med vores metode anvende den fremstillede teori på vores konstruerede møde. 8 9

6 Vores overordnede metode er altså at belyse, fremstille og diskutere Habermas teori om gensidig forståelse og se, hvorvidt denne er brugbar. Vores metode er at sætte vores eget undersøgelsesperspektiv i fokus overfor centrale kommunikationsteorier, hvor igennem vi kan opnå en vidensproduktion til at kunne besvare vores problemformulering. Opgavens Design I vores projekt benytter vi som sagt Habermas teori om den kommunikative handlen. Teorien har stor betydning for projektet, da vores problemformulering lægger op til en undersøgelse af, hvordan den ideelle samtalesituation ser ud. I starten af projektet vil baggrunden for Habermas teori blive redegjort, for at få en forståelse for Habermas forudsætninger og hvilke elementer af tidligere verdensforståelser, han finder henholdsvis vigtige eller forældede, ikke mindst i forhold til samfundets aktualitet. Derfor vil vi i forlængelse af dette redegøre for, hvordan Habermas ser systemverdenen i forhold til livsverdenen, og hvordan disse mødes. Efter at have slået disse to begreber fast, kan vi gå mere i dybden med begrebet livsverden og vi vil i de følgende afsnit komme ind på kommunikationen mellem mennesker og hvilke faktorer der, ifølge Habermas, skal indgå for at opnå den ideelle samtalesituation. Vi vil præsentere de tre verdener, som sproget kan fremkomme i og Habermas forhold til rationalitet. For en mere uddybende forståelse ses der på Habermas syn på evolution og verdensopfattelse og at forskellige kulturer har forskellige verdensbilleder. Der er yderligere fokus på forskellen mellem Habermas universelle definition af evolution og Austins mere opløste definition, som ikke umiddelbart vil lade alle kulturer passe ned i samme kategori. Efterfølgende vil vi belyse, hvorledes argumentationsteori hænger sammen med den gensidige forståelse og for en videre uddybning vil talehandlingsteori komme i forlængelse. Dette afsnit omhandler tale og anden form for kommunikation. Der beskrives forskellige måder at handle på gennem tale og hvordan tale opfattes. Overgangen fra tidligere handlingsteorier og Habermas opgør præsenteres i det følgende afsnit, hvor den centrale kritik går på at se individer som afskåret fra hinanden, hvorfor han fremlægger teorien om den kommunikative handlen. Afslutningsvist vil vi fremlægge Habermas universalhermeneutik. Universalhermeneutikken udspringer af en kritik af Gadamers hermeneutik. Den universelle hermeneutik omhandler, hvordan subjekter fortolker mening i kommunikation. Dette afsnit beskæftiger sig med hvordan subjekter fortolker mening i samtaler og betingelserne for denne meningsdannelse. Ligeledes beskrives betingelserne for, hvordan samtaleparter kan opnå fælles forståelse og enighed. For at få et mere fyldestgørende perspektiv på den idéelle samtalesituation, vil vi inddrage teori om nonverbal kommunikation. Denne teori beskæftiger sig både med de verbale og de nonverbale aspekter (samt samspillet mellem disse). Teori om nonverbal kommunikation beskriver, hvordan der i kommunikation, ud over det talte ord, eksisterer en lang række andre faktorer, som har indflydelse på interaktionen. Disse er bl.a. øjenkontakt, fagter, toneleje, ansigtsudtryk, stilhed osv. Disse faktorer spiller en central rolle for kommunikationen, og vi vil derfor ligeledes inddrage disse. For at eksemplificere Habermas teorier og hvordan det nonverbale spiller sammen, konstruerer vi en samtale til et møde, for at skabe et samlingspunkt for de forskellige teorier i opgaven

7 Habermas - et kommunikationsteoretisk alternativ og hvornår? Habermas udgangspunkt for udformningen af den kommunikative handlen kritiserer han det, han kalder bevidsthedsfilosofien. Kritikken bygger på at mangle et element, nemlig det, at individet interagerer med andre. I bevidsthedsfilosofien står subjektet isoleret og uden samtalepartner (Nørager 1993:11) og tænkes som et isoleret individ, der står over for omverdenen (den ydre natur), hvorved den afgørende kategori i denne subjekt/objekt tænkning bliver idéen om selvopholdelse via naturbeherskelse (Nørager 1987: 85). I denne tænkning slutter individet sig til erkendelser via en spejling af omverdenen, set i forhold til natur, sjæl, arbejde og samfund som identificeringsobjekter. Habermas ser det nødvendigt med et kritisk alternativ til bevidsthedsfilosofien og fremstiller en ny kommunikationsteori: den kommunikative handlen. Denne har netop øje for, at de kommunikative faktorer kommer til at spille en rolle (Nørager 1993:11). Dette bliver ifølge Habermas teori, om den kommunikative handlen, et paradigmeskift med et større fokus på subjektets forholden til sig selv, hvor intersubjektivitet bliver omdrejningspunktet. Paradigmeskiftet er for Habermas en vending fra erkendelsesteori til kommunikationsteori (Habermas 1987: 87). Systemet overfor Livsverdenen Den kommunikative handlen udspiller sig i interaktion mellem subjekters livsverdener og sammenholdes af forskellige kommunikative rationaliteter. Teorien omhandler formelle regler for, hvordan man når frem til motiveret enighed gennem en herredømmefri argumentation (Habermas 1987: 87). Habermas teori sammenholder livsverdenen overfor systemet. Begreberne, system og livsverden, er altså i samspil med hinanden. Men hvordan spiller disse sammen Ifølge Habermas defineres samfundet som noget, der består af dels livsverdenen og dels af systemet. Han beskriver forholdet mellem den økonomiskadministrative rationalitet ( systemet ) og den kommunikative rationalitet ( livsverdenen ) (Nørager 1993:51). Han forsøger at skabe balance mellem det hermeneutiske og det funktionalistiske (Habermas 1987: 96). Det hermeneutiske skal forstås som subjekternes indgangsvinkel og behandling af livsverdenen. Det funktionalistiske skal derimod forstås som subjektets omgivende systemer såsom økonomi, administration, der er styret af penge og magt. Faktorer vi, ifølge Habermas, ikke er herre over, men er nødt til at acceptere (Habermas 1987:96). Modernitetens relevans Systemet er siden modernitetens opkomst i 1700-tallet blevet mere og mere relevant at snakke om. I forbindelse med industrialiseringen er vores hverdag blevet præget af systemer (Nørager 1993:19). I takt med industrialiseringens opkomst, blev dagligdagsarbejdet erstattet med maskiner, hvilket medførte, at individet fik sværere ved at identificere sig med sit arbejde. Dette er pointen for Habermas kritik af det marxistiske produktionsbegreb (Nørager 1993:13). Industrialiseringen medførte for en stigende kapitalistisk udvikling, hvor en styrende økonomisk rationalitet har gjort sig gældende (Nørager 1993:50f). Denne rationalitet er, ifølge Habermas, også den som fornuftkritikken kritiserer; en instrumentel herredømmerationalitet, der hører til forholdet mellem mål og midler, og som er baseret på det stadigt voksende herredømme over naturen (Habermas 1987:85f). Dermed har industrialiseringen medført en fremmedgørelse for 12 13

8 subjektets tilværelse. Dette benævnes i oplysningens dialektik som erfaringen af, at fremskridt betales med fremmedgørelse (Nørager 1993:21). Dette har, fra individets synspunkt, medført en objektivisering af samfundet, da subjektet er blevet mere bevidst om sig selv og sine valg og kan derved lettere distancere sig fra systemet (Nørager 1993:21). Dette princip beskæftiger sig med subjektet, som skal være bevidst om et spejlingsforhold mellem sig selv og omverdenen, systemet. Subjektet skal forholde sig kritisk i et refleksionsforhold, for derved at kunne opnå en større selvbevidsthed. Dette benævner Habermas som subjektivitetens princip (Nørager 1993:22). Delkonklusion Habermas udgangspunkt for at skabe den kommunikative handlen har altså et nyt aspekt, nemlig at det intersubjektive er en vigtig del af menneskers hverdag. Derudover vil Habermas med sin kommunikative handlingsteori belyse, forholdet mellem det hermeutiske og funktionalistiske og hvordan dette påvirker kommunikationen. Habermas konstruktion af det moderne og teorien om den kommunikative handlen gør opmærksom på, at man er nødt til at gøre brug af rationalitet og gyldighedskrav i samtalen. Disse hører sig til for derved at kunne nå frem til indbyrdes forståelse. Dette vil vi præcisere og uddybe i de kommende afsnit. Gyldighedskrav Habermas mener, at sproget er en afgørende forudsætning for den kommunikative handlen (Nørager 1993:46). Vores sprog er propositionelt struktureret (Nørager 1993:36), hvilket betyder at mennesker udtaler sig om virkeligheden i form af propositioner, nemlig domme eller påstande, som enten er sande eller falske. Sproget har imidlertid flere forskellige funktioner og dermed kan subjektet forholde sig til én eller flere mulige verdener; den objektive, sociale og subjektive verden (Nørager 1993:30). Vores forståelse er hermed koblet til en tredelt virkelighed. Her er det vigtigt at pointere, at der er forskel på at udsige noget omkring de forskellige verdener. I de tre verdener ligger tre forskellige gyldighedskrav: sandhed, rigtighed og sandfærdighed, som ligger implicit i kommunikationen (Nørager 1993:30). Ifølge Habermas er gyldighedskravet i virkeligheden specificeringen af, hvilken af de tre rationalitetstyper man vil lade sin ytring eller handling måles ud fra (Nørager 1993:30). I den sociale verden er det samfundet og reglerne i dette, der er aktuelt. Habermas mener, at den sociale verden eksisterer i kraft af regler og normer. Man taler hermed om rigtigt og forkert, og rigtigheden kan i denne verden diskuteres, hvor det bedste argument vil vinde (Nørager 1993:38). Den objektive verden er den ydre, partikulære og materielle verden. Her kan vi fremsige påstande, som enten kan være sande eller falske (Nørager 1993:30). Man kan for eksempel hævde, at en sten vil falde til jorden, hvis man kaster den op i luften. Her kan man fremsætte teoretiske påstande, specielt om den fysiske verden, om hvorvidt noget er sandt eller falsk og via videnskaben finde frem til sandheden. Her gør vi indirekte krav på, at det vi siger eller hævder er sandt. (Nørager 1993:30). Ovenstående står i modsætning til den subjektive verden, som er den indre, psykiske verden. Her kan vi gøre krav på at være sandfærdige ved at se, om der er 14 15

9 overensstemmelse mellem vores intentioner og, hvad vi rent faktisk udtrykker (Nørager 1993:30). For eksempel kan en mand fortælle, at han er meget bekymret for sin datter og har det dårligt over det, samtidig med at han smiler stort. Her vil han miste sin troværdighed. Vi vil slutte os til, hvad der rør sig inde i manden ved at se på, hvad han fortæller og, hvordan hans adfærd er. Indbyrdes forståelse forudsætter, at vi er parate til at give begrundelser. Grunden til at der kan ske fremskridt i diskussioner er, at vi stiller krav og betingelser til hinanden for sammen at kunne opnå en fælles forståelse. Vi kan kun forstå et udsagn, hvis vi kender gyldighedsbetingelserne (Nørager 1993:30). Hvis man fastlår at himlen er rød, skal man kende gyldighedsbetingelsen (ved rød menes at solen er ved at gå ned), da man derefter kan vurdere, hvorvidt påstanden er sand eller falsk. De tre sproglige funktioner har en videregående betydning for fornuften, som deler sig i tre rationalitetstyper. Til den objektive verden hører en kognitiv-instrumentel rationalitet, til den subjektive hører en æstetisk ekspressiv rationalitet (Nørager 1993:51) og til den sociale hører en moralsk-praktisk rationalitet (Nørager 1993:30). Den kognitiv-instrumentelle rationalitet er udviklet fra den realistiske ansats og hører til den objektive verden. Den består af interne relationer og muligheden for iagttagelse og manipulation samt en intersubjektiv overensstemmende forståelse af ting og hændelser. Den kognitiv-instrumentelle rationalitet knytter sig til naturvidenskaben og lægger sig op af, at man har et mål og et middel. Fx. siger min rationalitet mig, at jeg skal bruge en stige for at komme op på et tag. Jeg bruger her min rationelle og realistiske sans og ved, at jeg skal bruge et instrument for at nå frem til mit mål (Habermas 1981:40). Det æstetisk-espressive rationalitetsbegreb hører til den subjektive verden. Der er her fokus på det individuelle, da aktøren giver udtryk for sine egne følelser, ønsker og hensigter (Habermas 1981:40). Den moralsk-praktiske rationalitet knytter sig til den sociale verden, hvor man har evnen til at forholde sig til andre mennesker ud fra normer og moral. Med dette menes de uskrevne spilleregler, som mennesker pålægger hinanden gennem verbal kommunikation. Ifølge Habermas er det disse faktorer, som blandt andet gør, at et samfund kan fungere (Nørager 1993:38). Rationalitet handler først og fremmest om at overholde logikkens principper. De formelle principper bygger på, at man ikke modsiger sig selv, at man bruger begreber i samme betydning, og at man er parat til at give begrundelser for sine udtalelser. Samtidig kræves det, at man har den rette holdning og indstilling. Man skal lære af sine erfaringer og hermed benytte evnen til at bruge sin fornuft. Rationalitet ses mest udbredt i naturvidenskaben (Nørager 1993:34), hvor et udsagn eller et forsøg kan gentages og man hermed regner med, at der kommer samme resultat hver gang her er forsøget argumentation i sig selv. Målet med rationalitet kan fremlægges som en bestræbelse på at få tilhøreren til at reflektere gennem argumenter. Dette betyder at irrationalitet må være fraværet af refleksion, da tilhøreren ikke vil reflektere over afsenders argumentatoriske brug af rationalitet. Fraværet af refleksion og rationalitet kommer blandt andet til udtryk, når religiøse bøger tolkes. Her kan man ikke undgå en dogmatisk tilgang til teksterne, da vi hver især kan tolke disse forskelligt. Hvis én med islamistisk baggrund, påberåber sig patent på sandheden i form af koranens budskaber/sandheder, vil han ikke være rationel. Dette vil have karakter af fortolkning, som kan være forskellig fra muslim til muslim. Dermed vil enhver fortolkning være forbundet med en vis usikkerhed og irrationalitet, men fremføres som sandheden. Dogmatikere vil ofte være af en bestemt overbevisning og ikke er indstillet på gensidig forståelse i form af ideel kommunikation

10 Rationalitetsbegrebet Fornuften, som Habermas beskæftiger sig med, kan forklares som kosmos eller logos (orden, struktur og mening), hvilket er grunden til, at individet kan opnå erkendelse af verden (Nørager 1993:33). I takt med naturvidenskabens udvikling og overgangen til moderniteten, blev den metafysiske fornuft svækket, hvor religion- og nationalitetsfølelse spillede en stor rolle. Fornuftsbegrebet har ændret sig fra at være en substans eller foreliggende kendsgerning til at være en egenskab, som vi kan vælge at benytte (Nørager 1993:35). Man burde snarere opfatte den som en evne, der er underlagt bestemte kriterier. Man kan derfor ikke opgive fornuften fuldstændig, da vi mennesker har frihed og dermed en ansvarlighed, som gør at vi skal forholde os til vores rationelle handlinger. Habermas mener, at de mange forskelligartede bestræbelser i moderne filosofi tilsammen skaber en teori om rationalitet. Man kan altså sige, at fornuft er mere metafysisk, og at man i dag derfor foretrækker at kalde det rationalitet (Nørager 1993:35). Rationalitet og fornuftsbegrebet er dog trængt i defensiven som nævnt tidligere i fornuftskritikken. Rationalitet er en egenskab, som hænger sammen med menneskelige handlinger og viden. Viden er kun viden, når den kan kommunikeres og er derfor et sprogligt fænomen. Grammatikken gør, at man kan isolere det, der siges fra måden det siges på (Nørager 1993:36). Habermas mener, at alle udsagns rationalitet er kritisérbart og at et udsagn enten kan accepteres eller tilbagevises af tilhøreren i form af de tidligere nævnte gyldighedskrav (Nørager 1993:37). Habermas mener, at der findes gode og dårlige argumenter og vi skal dermed kunne give begrundelser for vores argumenter. Vi skal forholde os rationelt til sandheden af udsagn, da vores forskellige tolkninger gør, at vi ser sandheden på et mere eller mindre velbegrundet grundlag. For eksempel kan to imamer, som læser koranen, hver især have deres egen tolkning af denne og dermed se sandheden på forskellige måder med forskellige begrundelser. Et rationelt fundament for potentiel enighed er derfor, ifølge Habermas, noget som to eller flere kommunikationsdeltagere når frem til ved kritisk at måle og veje argumenter (Nørager 1993:37). Da viden om de respektive områder er noget, der hovedsageligt kommer til udtryk gennem kommunikation, kan man sige, at den samme viden kan anvendes både kommunikativt og teleologisk (Nørager 1993:37). For den kommunikative handlen er det sandhed, sandfærdighed eller rigtighed og for det teleologiske krav er det et vellykket resultat, der er målet (Nørager 1993:37). Delkonklusion Habermas lægger, som ovennævnt, vægt på at rationalitet gennem argumenter skal kritiseres, og at man skal kunne argumentere for sin uenighed. Under denne teori hører også, at en persons rationalitet afhænger af, om personen er tilregnelig. Det vil sige, hvorvidt personen er i stand til se, om vedkommendes handlinger stemmer overens med de i princippet intersubjektivt anerkendte gyldighedskrav. Overgangen til moderniteten har ændret vores måde at definere fornuft på, og fornuften har dermed fået en anden rolle, da samfundets udvikling har gjort, at vi har fået større viden indenfor naturvidenskaben (Nørager 1993:34). Dette har medført, at vores menneskelige bevidsthed er blevet mere refleksiv og dermed kan forholde sig kritisk i sine overvejelser. Fornuften er i stigende grad blevet mere neutralt 18 19

11 klingende, hvilket vil sige, at det i dag er umuligt at påberåbe sig en endegyldig sandhed (Nørager 1993:35). Sociologiske handlingsbegreber Der er en sammenhæng mellem rationalitetsbegreberne og de forskellige sociologiske handlingsmodeller. Denne sammenhæng er væsentlig, fordi forhenværende sociologiske teorier, ifølge Habermas, har det med at bygge deres teori på en af de nedenstående sociologiske handlingsbegreber (Nørager 1993:45). Den teleologiske- og strategiske handlingsmodel hører udelukkende til den objektive, ydre verden. I den teleologiske model arbejder én person alene og henviser til en instrumentel handling gennem mål og midler - for eksempel hvis man benytter sig af en hammer til at slå søm i væggen, for at hænge et billede op. Her opnår subjektet alene sit mål gennem midler, hvor den strategiske handling udføres af mindst to personer, som kan bruge hinanden til at nå et mål (Nørager 1993:45). Det kan være, at man på sin arbejdsplads er utilfreds med sin chef og ved at overbevise sine kolleger om, at de også synes han er utilfredsstillende, får ham fyret. Den pågældende for dermed sit mål gennemført ved at overbevise sine kolleger. I dette eksempel ser vi også, hvordan sproget i den strategiske handling bliver brugt, nemlig som et middel til at opnå et mål (Nørager 1993:46). Den normregulerende handling hører til den sociale verden i forhold til at bestemme, med sproget som medium, gældende normer og regler. Ligeledes hører den til den objektive verden i form af at tage stilling til noget mellem aktør og verden (Nørager 1993:46). F.eks. har man vedtaget ved lov, at man ikke må gå over for rødt. Denne lov er gældende gennem aktøren, her forstået som ham, der ikke må gå over for rødt og verden, forstået som trafikken. Samtidig er det en regel, der videreføres via en norm i det, at man ikke gør det og er bevidst om, at andre ved, at man ikke må gøre det. Derved bliver det en normregulering. Den dramaturgiske handlingsmodel udspiller sig i den subjektive, indre verden. Den handlende forholder sig refleksivt til sig selv og Habermas mener i denne, at sproget bliver underspillet (Nørager 1993:46). Den dramaturgiske handling er en handling, hvor man bruger sine omgivelser kun som publikum, dvs. at det egentlig kan betegnes som en strategisk handling. Delkonklusion For Habermas er det vigtigt at få alle tre sociologiske handlingsbegreber inkorporeret for at opnå en mere fyldestgørende teori (Nørager 1993:45). Dette gør han i den kommunikative handlen bl.a. ved at præsentere livsverdenen og sprogets tre forskellige verdener: den objektive, sociale og subjektive. Evolution og verdensopfattelse I det følgende ses der nærmere på Habermas syn på kultur og dennes evolution og verdenspfattelse. Der skildres mellem det universelle, som Habermas hælder til, og det mere opløste og decentraliserede som bl.a. Austin berører. Der er en problemstilling mellem to standpunkter indenfor rationalitet; total relativisme eller en universel rationalitet. Disse er opstået i forlængelse af spørgsmålet om, hvorvidt der findes rationalitetskriterier, som er gyldige på tværs af kulturer (Nørager 1993:40). Kan man f.eks. sige at stammefolk, der tror på ånder 20 21

12 og udfører rituelle handlinger ikke er lige så rationelle eller ikke har lige så rationelle antagelser som folk fra et civiliseret vestligt samfund? Da Habermas arbejder med universelle gyldighedskrav, må han også tilhøre en universalistisk position (Nørager 1993:41) i modsætning til Austin, som ikke arbejder med universelle teorier. Austin ser på teorier, der kan anvendes i konkrete situationer. Her kan man med fordel inddrage evolutionsteorien, som viser den historiske udvikling og som gør det muligt at forstå baggrunden for, hvorfor kulturer opfatter, hvad der er rationelt forskelligt fra hinanden. Her følger en kort beskrivelse af, hvad Habermas mener, når han bruger begrebet om evolutionsteori. Der er umiddelbart to evolutions- eller udviklingstendenser, som der skelnes mellem. På den ene side ses der på individets udvikling fra barn til voksen og på den anden side på selve menneskeartens historiske udvikling. Disse kaldes henholdsvis ontogenesen og fylogenesen. Begge har et metodisk kendetegn: på den ene side kan man forsøge at genskabe de forskellige trin i evolutionen, eller man kan fokusere på den måde en konkret udvikling udspiller sig på (Nørager 1993:41). Habermas udviklingslogik Habermas er interesseret i den formelle og abstrakte udviklingslogik fremfor den mere konkrete (Nørager 1993:41). Ser man bag om denne tankegang finder man, at Habermas tanker er tæt på Marx ytring om, at det mest udviklede trin i evolutionen først skal afdækkes før det er muligt at genskabe det foregående. Forklaret på en anden måde betyder det, at man må se på menneskets anatomi for at forstå abens (Nørager 1993:41). For at kunne gøre det, må man først lave en præcis opdeling af de forskellige trin i evolutionen, så man kan se, hvilken rækkefølge de kommer i, f.eks. om aben kommer før mennesket. Her læner Habermas sig op ad udviklingspsykologen, Jean Piagets, indlæringsbegreb (Nørager 1993:41). Piagets grundtanke går på, at individet får forskellige færdigheder og erfaringer gennem forskellige læreprocesser, hvorved individet gør omverdenen til sin egen. Når man taler om udviklingstrin eller niveauer menes der en fase eller periode, som har et bestemt enhedspræg, der adskiller fasen fra tidligere og fremtidige faser. Ifølge Habermas er udviklingstrinene kendetegnet ved en mere specifik forbindelse mellem moralopfattelse, erkendelsesniveau og ekspressivitet, som kan være forskellig fra fase til fase (Nørager 1993:41). Habermas ser på helhedsstrukturerede verdensbilleder og mener, at de bliver opløst i forskellige rationalitetskomplekser. Dette passer sammen med Piagets måde at se den kognitive udvikling på, hvor han netop ser den som en fremskridende decentrering af en verdensforståelse, som er af egocentreret karakter (Nørager 1993:42). Habermas får Piagets ovennævnte model til også at være gyldig for den historiske evolution (Nørager 1993:42). Dette kan ses i følgende citat: Jeg tager Piagets begreb om decentrering op med henblik på at antyde det evolutionære perspektiv, som vi kan indtage, når vi med Max Weber vil hævde en universalhistorisk proces af verdensbillede-rationalisering. Denne proces munder ud i en verdensopfattelse, som baner vejen for en rationalisering af livsverdenen (Nørager 1993:42). Rationaliseringen kobles sammen med de forskellige udviklingstrins verdensbilleder og den måde, de er bygget op på. Her kan Habermas drage fordel af at kunne smutte uden om den fælde det er at forbinde rationalitet med intelligens og 22 23

13 folkeslags evne til at tænke logisk (Nørager 1993:42). Habermas fokuserer på, at der i forskellige verdensbilleder findes forskellige grader af rationalitet, hvilket skyldes forholdet til eller læren om de tre verdener. Med de tre verdener menes, som førnævnt, den objektive, den sociale og den subjektive verden (Nørager 1993:42). Habermas sætter sig for at kigge nærmere på de livsverdensstrukturer, som gør enkeltpersoner og gruppers rationelle handlingsorienteringer mulige. Det vil sige, hvordan personer agerer rationelt i forskellige situationer. Med livsverden menes der her den baggrundsviden, som hver enkelt person har for, at der i hverdagen rent praktisk er sammenhæng i vedkommendes handlingsorientering. Med andre ord forventes det, at folk kender de uskrevne regler og normer, der kræves for at indgå i et samfund (Nørager 1993:42). Mytisk overfor moderne verdensopfattelse Habermas opstiller nogle af de mest generelle træk ved den mytiske og den moderne verdensopfattelse for at forstå rationaliseringen af livsverdenen, som er foregået før moderniteten. Når Habermas beskriver den mytiske verdensopfattelse, henviser han til strukturalistiske undersøgelser af Claude Levi-Strauss (fransk antropolog, etnolog og filosof). Levi-Strauss fokuserer på den såkaldte vilde tænknings totaliserende kraft, som betyder at individer og de fænomener, der opleves i dagligdagen, rettes ind så de passer med ligheds- og kontrastrelationer. Dette er altså dem, man har noget til fælles med eller er i modsætning til, som man måler sig op imod for at indordne sig i samspillet med omverdenen (Nørager 1993:42). Tæt forbundet med totaliseringen findes en konkret tænkemåde, som kaldes konkretisme. Habermas mener, at der er to sammenlignelige aspekter inden for dette. Først Levi-Strauss vilde måde at tænke på og dernæst Piagets ontogenetiske udvikling; individets individuelle udvikling (Nørager 1993:42). For det meste holdes realitetsområder adskilt, altså områder som f.eks. natur og kultur, men dette vægtes ikke højt i den mytiske verdensopfattelse (Nørager 1993:43). Habermas sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor de mytiske verdensbilleder ikke tillader de rationelle handlingsorienteringer. For at svare på dette må man se på, hvordan rationaliteten i de mytiske verdensbilleder er bygget op. De mytiske handlingsbilleder er nemlig holistisk opbygget og ser dermed på handlingsorienteringer som en helhed og ikke påvirket forskelligt af de bestemte gyldighedskrav, som Habermas har opstillet (Nørager 1993:43). For at give nogle eksempler på ovennævnte kan man se på, hvordan et primitivt individ, f.eks. en person der lever i et stammesamfund, prøver på at styre sin egen omverden gennem rituelle eller magiske handlinger. Et sådant individ kender ikke til skelnen mellem teleologisk og kommunikativ handlen. Ser man på dette fra moralens perspektiv kan man se, at de generelle opfattelser af, hvad der er godt og ondt hænger sammen med, hvad der er skadeligt og gavnligt. Kort sagt modsætninger, som, ifølge Habermas, er en forkert blanding af gyldighedskrav, som ellers hører til under hver sin rationalitetstype (Nørager 1993:43). Med fokus på specificeringen af den mytiske verdensopfattelse konkluderer Habermas, at kommunikationen først kommer til at stå for sig selv som en selvstændig realitet, nu når der sker en uddifferentiering af formelle verdensbegreber og ikke-empiriske gyldighedskrav, altså abstrakte og universelle gyldighedskrav (Nørager 1993:43). Den indre verden kan først skabes når begreberne om den objektive verden og den sociale verden er skab, hvoraf subjektivitetsfeltet skabes (Nørager 1993:43)

14 Som videre arbejde med dette præciserer Habermas de formelle betingelser, der er tydeligst i sammenhæng med overgang til moderniteten (Nørager 1993:43). Der er fire betingelser i overgangen til moderniteten: 1. Her skal de særegne træk ved de tre formale verdensbegreber findes ligesom de gyldighedskrav, der hører til også skal findes. Yderligere skal det være muligt at sondre mellem de forskellige grundindstillinger altså de tre handlingstyper, som er den instrumentelle, den strategiske eller den kommunikative handlen. 2. Her er det den kulturelle overlevering, der skal have en refleksiv tilgang til sig selv, hvilket vil sige, at der skal kunne stilles spørgsmål til kulturens indhold og struktur. Som tidligere nævnt vil det være med til at viderebygge evolutionen. Dette står i modsætning til den mytiske idé, som ikke var klar over, at den tænkte inden for et bestemt verdensbillede og en speciel kulturel overlevering, fremfor at tænke universelt på verdensbilleder og kultur, som Habermas gør. 3. Den tredje betingelse, der er til stede ved en begyndende rationalisering af livsverdenen, er en institutionalisering af læreprocesser, hvilket vil sige at læring indenfor verdensbilledet og livsverdenen skaber en slags kulturelle undersystemer som f.eks. moral, kunst og videnskab, som er felter som individer kan lære af eller igennem. 4. Den sidste betingelse er, at man kan sondre mellem teleologisk, altså formålsbestemt og kommunikativ handlen (Nørager 1993:44). Delkonklusion Habermas fokuserer altså hovedsageligt på helheder og ser universelt på evolutionen i modsætning til f.eks. Austin, som er mere decentraliseret. Når det kommer til kultur og forskellige syn på verdensbilleder, er Habermas mere rationel og erkender, at der her ikke hersker helhedsbilleder, men mere en form for faseopdeling mellem de forskellige kulturers udviklingstrin. Argumentationsteori Hvis man ser på rationalitetsproblematikken, får man nødvendigvis brug for en argumentationsteori, så man kan opstille krav eller rammer for, hvad argumenters formål er. Dette er nødvendigt for at kunne sige, hvad de formelle betingelser for rationel adfærd er (Nørager 1993:38). Habermas taler om den talendes ytring som et talehandlingstilbud, hvor der kan svares accepterende eller afvisende. Dermed kører en samtale frem og tilbage med argumenter, som bliver accepteret eller afvist. Ubevidst er begge parter indstillet på, at samtalen skal ende med en form for enighed eller som Habermas kalder det, en rationelt motiveret enighed (Nørager 1993:38). Argumentationsteorien kommer især på banen, når to samtaleparter ikke kan blive enige. Her mener Habermas, at når normer har krav på almengyldighed, må de også kunne finde almen tilslutning. Her er det den intuitive viden han tager udgangspunkt i (Nørager 1993:39). For yderligere at forstå argumentationsteorien må man skelne mellem handling og diskurs. Habermas forstår diskurs som en ideal samtalesituation. I denne situation får deltagerne i samtalen mulighed for at have en forståelsesorienteret indstilling, hvor de må lade sig styre af, hvad Habermas kalder det bedre arguments ejendommeligt tvangsløse tvang (Nørager 1993:39) for til sidst at opnå en form for enighed (Nørager 1993:39). Habermas taler om to slags diskurs en teoretisk og en praktisk. Den teoretiske forsøger at indløse de 26 27

15 gyldighedskrav, der hænger sammen med sætningers sandhed og teleologiske handlingers effektivitet, hvor den praktiske diskurs har til opgave at retfærdiggøre handlingsnormers krav på rigtighed (Nørager 1993:39). Ifølge Habermas findes der en diskurs, som han kalder et refleksivt medium, og det er her de forskellige gyldighedskrav kan afprøves for at komme frem til en enighed i en samtale eller diskurs (Nørager 1993:39). Der er dog argumenter, som ikke overholder diskursens betingelser, nemlig kulturelle værdier og folks personlige smag. På samme måde kan udsagn forbundet med gyldighedskravet oprigtighed heller ikke opfyldes med argumenter, sådan som de to andre gyldighedskrav kan (Nørager 1993:39). I nogle tilfælde er der en skævvridning i diskursen, som gør at gensidige argumenter ikke forekommer. Det kan være i terapisituationer, hvor patienten ikke er på samme niveau som terapeuten, og det derfor bliver en kritik fremfor en diskurs (Nørager 1993:40). Habermas mener, at det kun er i teoretiske, praktiske og eksplikative (forklarende) diskurser, at deltagerne i en argumentationssamtale kan gå ud fra, at betingelserne for den ideelle samtalesituation er opfyldt tilfredsstillende nok (Nørager 1993:40). Delkonklusion Argumenter er som nævnt en vigtig del af den menneskelige diskurs, og de er nødvendige for at opnå en større enighed og forståelse. Samtidig må man være indstillet på at give efter for det bedste argument eller, at der ikke i alle situationer fremkommer en enighed pga. kulturelle og individuelle forskelle. Talehandlinger Når man handler, gør man det ofte ved hjælp af sproget. Især politikere handler nærmest udelukkende gennem sprog. De laver love, forslag og kommer med argumenter, men de handler ikke fysisk, når det gælder deres politiske sager (Arndt 2007:9). Talehandlinger kan også være på skrift ved f.eks. love, og dermed bruger den udøvende magt også talehandlinger. F.eks. tager en betjent ikke pengene direkte fra en, der har kørt for stærkt. Han skriver en rapport og en bøde, som bliver sendt til vedkommende, og først derefter skal bøden betales. Hver af disse handlinger koster, især når der er noget, der skal skrives ned (Arndt 2007:9). De fleste talehandlinger er mundtlige eller skriftlige, men der findes også ikkesproglige handlinger, såkaldte kommunikative handlinger, som kan være et nik med hovedet som f.eks. en hilsen i stedet for at sige et hej. Derudover er færdselsskilte er en form for kommunikativ handlen uden tale eller skrift (Arndt 2007:10). Ifølge Hans Arndt er al sprogbrug kommunikativ handlen. Inden for talehandlinger taler man bl.a. om performative verber, altså ord der skal få modtageren til at handle (performe) f.eks. må jeg henstille dig til eller må jeg bede dig om (Arndt 2007:10). Talehandlinger eksisterer principielt ikke i sproget, men i sprogbrugeren når vedkommende taler eller skriver, altså når sproget eller den nonverbale kommunikation tages i brug (Arndt 2007:11). Man skal også have autoritet til at udføre en talehandling. Hvem som helst kan f.eks. ikke rende ind på et skibsværft med en flaske og døbe et skib. Det skal være en officiel person, som, f.eks. dronningen som udfører handlingen. Derudover bør talehandlinger udføres i den rette situation. Dronningen kan ikke sidde hjemme ved kaffen og døbe et skib (Arndt 2007:11-12). Der er dog også talehandlinger, man kan sige når som helst, f.eks. jeg laver mad, som kan betyde, at man er kok eller, at man laver mad senere eller nu. Denne ytring er en handling i sig selv, uanset om man så laver mad eller ej (Arndt 2007:12). Den britiske filosof, John Austin, opererer med begrebet performative (udførende) 28 29

16 handlinger, som kan være jeg døber. Denne handling er først sand, når den skaber en ny situation før handlingen hed barnet ikke noget, bagefter har det et navn (Arndt 2007:12). Når man laver en talehandling konstaterer man samtidig også noget. Dette kan skabe kontakt mellem mennesker, f.eks. hvis man møder en ven i byen og siger: Du er rigtig nok i byen, så er det en konstatering som ikke er særlig oplysende. Formålet med det er, at vennen svarer noget i stil med: Ja, mig og gutterne skulle have en øl og så kører samtalen videre derfra, og kontakten er skabt. Dette er en kontakthandling, som er en social handling (Arndt 2007:12). Lokution, Illokution og Perlokution Selve de ord man siger eller en sætning er en lokution, altså udsigelsen i sig selv. Den værdi man lægger i ordene eller den funktion, man giver dem kaldes illokutionær værdi. For det meste vil man forsøge at indlæse en illokution i en lokution, altså finde værdi/funktion i ordene (Arndt 2007:14). Sætningen en spade er en spade giver kun mening, fordi vi lægger værdi og funktion i ordene, hvis ikke, så giver sætningen ikke mening. Udsagnet en spade er en spade bliver selvmodsigende, da det er et ordsprog som handler om, at man kalder tingene ved deres rette navn, men her taler man netop ikke om en spade. Dette finder ofte sted i vores daglige tale. Mange talehandlinger afhænger af afsenderens intention og modtagerens tolkning af det talte (Arndt 2007:14). Yderligere taler man om perlokution, som er det ytringen resulterer i. Det kan være en ytring, der får en anden til at gøre noget. Dog er det mest væsentlige for en talehandling det, der lægges i ordene, altså illokution og, ifølge Hans Arndt, svarer illokution stort set til begrebet talehandling (Arndt 2007:15). Man taler også om talehandlingsfunktioner. F.eks. når man konkluderer noget, forudsættes det, at der er en bevidsthed om sammenhængen. Man skelner mellem tre forskellige talehandlingsfunktioner: 1. Den klassiske som definerer talehandlingen ud fra meningen med selve ytringen, altså ytringens funktion. 2. Den tekstuelle funktion er den funktion, som et udsagn har i en tekst f.eks. at konkludere. 3. Den interaktive funktion er den funktion, som en ytring har til en anden ytring i samme samtale f.eks. et svar på et spørgsmål (Arndt 2007:16-17). Klassiske talehandlinger: En repræsentativ funktion er en ytring om noget, man tror eller ved om verden f.eks. månen er lavet af grøn ost. Pointen med en repræsentativ ytring er, at ordene skal svare til verden så vidt vi kender den. En regulativ funktion er en ytring, der siger, hvad vi vil med verden f.eks. når en person spørger en anden om han vil tage opvasken og vedkommende svarer ja. Pointen med regulative udsagn er, at verden skal svare til ordene. Hvis man spørger, om det er sandt, at han vil tage opvasken, er det fordi man ikke stoler på ham. Det giver ikke mening at spørge til sandheden af spørgerens udsagn. En ekspressiv funktion bruges til at ytre, hvad vi synes vores subjektive holdninger, følelser eller fornemmelser. Det kan f.eks. være kagen smager godt. Da denne ytring skal svare til talerens indre fornemmelse, giver det ikke mening at spørge, om det er sandt, hvis vedkommende i virkeligheden lyver. Det sidste er kontaktfunktion, hvilket kan være et nik med hovedet for at hilse eller sige mm for at vise, at man er med i en samtale. Alle disse små udtryk er beregnet til at holde kontakten med sine medmennesker. Her kan man ikke spørge, om det er sandt eller falsk. (Arndt 2007:23-24) 30 31

17 Ærlighedsbetingelser 1. En repræsentativ talehandling er ærlig, hvis den talende tror, at den er sand. 2. En regulativ talehandling er ærlig, hvis den talende oprigtig ønsker, at verden skal komme til at passe til ordene, enten ved at andre eller han selv sørger for det. 3. En ekspressiv talehandling er ærlig, hvis den talende virkelig står inde for den holdning der udtrykkes. 4. En kontakthandling kan ikke være andet end ærlig. (Arndt 2007:25) Delkonklusion Talehandlinger er en vigtig del af vores dagligdag og næsten al indbyrdes kommunkation er en form for talehandling. Derfor kan det være en fordel at kende til de forskellige talehandlinger, hvis man ønsker en øget gensidig forståelse. Habermas opgør med Webers handlingsteori Habermas gør op med idéen om, at der kun eksisterer en instrumentel og strategisk handling, hvorfor han fremlægger den kommunikative handlen. I denne sammenhæng stiller han sig kritisk overfor den intentionelle semantik og sproget. Habermas fremstiller begrebet den kommunikative handlen og kritiserer den weberske handlingsteori, hvor aktøren ses afskærmet fra andre individer, og hvor det kun er målet, der er i fokus. Denne teori tager, ifølge Habermas, ikke højde for handlingskoordineringens mekanismer, hvor interpersonelle relationer finder sted (Habermas 1981:195). Mål-middel-rationaliteten er det gennemgående for Webers handlingsteori, og aktørernes handlinger ses som indgreb i den objektive verden ud fra en ontologisk opfattelse af, at der er én verden med eksisterende sagforhold (Habermas 1981:195). Desuden er der en kritik af den manglende begrebsdannelse i forhold til det socialvidenskabelige, da handlingsteorien forholder sig metateoretisk og producerer filosofiske problemer, der ikke beskæftiger sig med de handlingsteoretiske grundantagelsers empiriske brugbarhed (Habermas 1981:195). Da handlingsteorierne, ifølge Habermas, ikke dækker den faktiske virkelighed, har han udformet den kommunikative handlen. Den kommunikative handlen beskæftiger sig med den koordinerede handlen, hvilket frembringer et kommunikationsbehov, der må tilfredsstilles, hvis de materielle behov skal opfyldes (Habermas 1981:196). Den intentionelle semantik lider skibbrud Den intentionelle semantik bevæger sig indenfor den betydningsteoretiske ansats, hvor det søges at afklare, hvorledes gensidig forståelse opnås. En taler (T) vil forklare betydningen af symbolet x til en given lytter (L). Ifølge den intentionelle semantik opnås indbyrdes forståelse, hvis T får videreformidlet betydningen af x. Habermas påpeger dog, at den intentionelle semantik ikke holder, da der er forskel på, hvorvidt lytteren forstår T s hensigt med forklaringen af x og selve betydningen af symbolet x. Forståelsen opnås, når L har erkendt og forstået, hvad T har ment i og med udførelsen af kommunikationshensigten (Habermas 1981:197). Lytteren vil altså ikke forstå, hvad T vil videreformidle ham, hvis L kun har kendskab til T s hensigt, men må også forstå selve T s forklaring af x. De analytiske betydningsteorier kan kun anvendes i de sproglige strukturer, dvs. at de i dette eksempel kan anvendes i T s forklaring af x, men ikke i selve T s motivation/hensigt for forklaringen, da denne er instruktiv (Habermas 1981:197)

18 Sproget Tidligere har filosoffer som Rudolf Carnap beskrevet sproget og sætninger som bestemt af syntaktiske regler, ( ) hvis semantiske indhold er bestemt af referencen til udpegede genstande eller sagsforhold (Habermas 1981:199). Sætninger har dermed indforståede forståelsesrammer i forhold til genstande og sagsforhold. Sproget kan analyseres ved dets fremstillingsform, men når det kommer til appel- og udtryksfunktioner betragtes dette pragmatisk i sproganvendelsen, hvor det derefter overlades til en empirisk analyse (Habermas 1981:199). Betydningsteorien bliver først dannet som videnskab, når den går fra reference- til sandhedssemantik, dvs. når det accepteres, at sproget beskæftiger sig med andet end sandhed og det vil igen sige med naturvirkeligheden. Sproget udtrykker netop også private erfaringer og forestillinger om, hvordan vi bør leve sammen i den moralske og sociale verden. Semantikteorien sætter fokus på relationerne mellem sætning og sagsforhold og mellem sprog og verden, hvilket er en ontologisk vending (Habermas 1981:199). Dette gør, at man ikke kan tale om genstande ved bestemte navne, men betydningen af sætninger og forståelsen af disse lader sig ikke skille fra de i sproget indeholdte referencer til udsagns gyldighed (Habermas 1981:199). Det centrale er under, hvilke betingelser en sætning er sand, hvilket taler og lytter må vide for at forstå en given sætning. Sandhedssemantikken bygger på, at en sætnings betydning determineres ud fra dets sandhedsbetingelser (Habermas 1981:199). Den sproglige fremstilling af sagsforhold udarbejder sammenhængen mellem en sætnings betydning og dens gyldighed (Habermas 1981:199). Habermas ser som sagt ikke denne fremstilling af sproget som dækkende, da han ser subjekter som værende i stand til at forholde sig til mere end én verden i deres forsøg på at forstå hinanden. Sætningers formale semantik udvides via Austin (som tidligere nævnt) til talehandlinger, og der sker et paradigmeskift indenfor sprogfilosofien (Habermas 1981: 200). Habermas tager fat i Austins illokutionære rolle og ser denne, som den komponent, der specificerer, hvilken gyldighedsfordring en taler rejser med sin ytring, hvorledes han rejser den og, hvad han rejser den for (Habermas 1981:201). Med denne illokutionære kraft (som det element i et udsagn, der rummer områdeeller verdensbestemmelsen) kan en taler netop motivere lytteren til at indgå i en form for rationel forpligtigelse overfor taleren, hvorfor det er nødvendigt at lytteren også kan relatere til flere verdener (Habermas 1981:201). Habermas differentierer mellem tre verdener, da han mener at subjekter, der indgår i en samtale nødvendigvis må have kendskab til disse verdener for at forstå hinanden. Hvis en taler forsøger at overbevise lytteren om noget givent, er det desuden nødvendigt, at de har en fælles forudsat forståelse af disse verdener, og hvad de indebærer for at kunne forstå hinanden (Habermas 1981:201). Den kommunikative handlen Den kommunikative handlen adskiller sig fra Webers handlingsteori i og med, at handlingsteorien ikke forholder sig til sproget som medium og dets betydning for mulig indbyrdes forståelse, hvorfor der ikke bliver brugt nogen betydningsteori (Habermas1981:202). Sinn (mening) bruger Weber i forbindelse med subjekter og en forestilling om, at disse udfører handlinger isoleret fra andre, hvilket adskiller sig den kommunikative handlen (Habermas 1981:202). Webers middel- og målrationalitet tager ikke udgangspunkt i sociale relationer, men fokuserer udelukkende på en teleologisk forestillet monologisk handlings mål-middelrelation (Habermas 1981:204). Weber ser altså i udgangspunktet individer som 34 35

19 afskåret fra hinanden, hvor disse opnår mål ved instrumentelle eller strategiske handlinger. De instrumentelle handlinger bygger på, hvorledes individet bruger instrumenter til at opnå sine mål; dette kunne eksempelvis være et subjekts mål om at male sit hus, hvorfor denne må bruge en stige. Stigen er dermed instrumentet til at nå målet. I de strategiske handlinger bruger subjektet andre subjekter til at nå sine mål eller skjuler sin hensigt. F.eks. når en person lyver for ikke at blive afsløret med snyd eller overtaler en anden til at klage for selv at undgå problemer. Fælles for disse to handlingstyper er, hvorledes deres handlingsplaners fokus ligger på egocentriske succes-kalkulationer (Habermas 1981:209). Den kommunikative handlen fokuserer derimod på den indbyrdes forståelses akt, dvs. de delagtige parter hele tiden har for øje, hvorledes deres handlingsplaner kan afstemmes med hinanden, selvom de kan være orienteret mod egne mål byggende på fælles situationsdefinitioner (Habermas 1981:209). Det er centralt, hvorledes den gensidige forståelse omhandler den dygtige talers førteoretiske viden omkring sin rolle i samtalen. Taleren kan indtage en rolle, hvor denne får en indvirken på andre, og hvor målet er at forstå andre. Den dygtige taler kan altså skelne mellem disse (Habermas 1981:210). For at opnå en gensidig forståelse kræver det, at de samtalende parter ønsker at opnå enighed. Dog er dette ikke ensbetydende med, at der opstår indbyrdes forståelse, da en gruppe sagtens kan opnå en kollektiv enighed uden at have samme propositionelle overbevisninger. For at opnå indbyrdes forståelse kræver dette netop, at parterne har samme overbevisninger. Taler kan udtrykke sig med en talehandling til Lytter, hvor den indbyrdes forståelse kan opnås, hvis Lytter godtager det gyldighedskrav handlingen forudsætter (Habermas 1981:211). Eksempelvis kan Taler ytre, at han vil tage toget i morgen for at besøge sin bror (der bor 100 km. Væk), hvilket Lytter vil vurdere som et gyldigt udsagn, da det normmæssigt ville være det rigtige at gøre. Herved bruges gyldighedskravet for den sociale verden, hvor det er regler og normer, der afgør, hvorvidt et udsagn er rigtigt eller forkert. Det er langt fra altid, at en samtale forholder sig forståelsesorienteret, da den ene part i en samtale kan foranledige den anden til at handle på egne interesser. Dette kan gøres ved den strategiske handling, hvor en manipulatør kan få modparten overbevist om, at denne skal udføre handlinger i vedkommendes egne interesser, selvom det i virkeligheden er manipulatørens mål, der nås (Habermas 1981:212). Det ses her, hvordan manipulatøren ikke udtrykker overfor modparten, hvad det illokutionære mål er, men derimod kun ytrer sin lokutionære handling, hvor den ønskede perlokutionære effekt måske opnås. Denne strategiske og resultatorienterede interaktion kan ikke klassificeres som gensidig forståelse, da den ene part ønsker at føre den anden bag lyset, og dermed ikke at forstå den anden part. Det er derimod kun ved opnåelse af vore illokutionære mål, at vi opnår gensidig forståelse, da disse blot udtrykker hensigten med vor ytring og dermed ikke tager højde for, hvilken effekt, der ønskes hos modparten. Delkonklusion Habermas fremlægger den kommunikative handlen, hvor individer ikke er afskåret fra hinanden, men netop ses i interaktion med hinanden. Habermas ser ikke de andre handlingsteorier som dækkende, da der for at opnå materielle mål også indgår sociale spil. Derfor indgår den kommunikative handlen. Desuden kræves det for en gensidig forståelse, at lytteren i en given samtale både har øje for talerens hensigt (den illokutionære kraft) med kommunikationen samt forstår, hvad taleren kommunikerer om. For at indgå i en fælles forståelse, må individer desuden kunne relatere sig til mere end én verden og tilsvarende forholde sig til disse verdeners gyldighedsfordringer

20 Habermas universalhermeneutik Habermas ser, som beskrevet ovenfor, ikke subjekter som afskårede størrelser. Ifølge Habermas vil subjekter hele tiden interagere med hinanden. Intersubjektiviteten er netop det afgørende element i Habermas universalhermeneutik, som adskiller denne fra tidligere hermeneutik. Den afgørende forskel i universalhermeneutikken er derfor, at fortolkningen er indlejret i selve samtalen mellem subjekter. grundlaget for fortolkningen. Ifølge Gadamer må fortolkeren rette sine fordomme til. Det vil sige at idéen om genstanden, fortolkeren havde inden fortolkningen, revideres i forhold til den genstand der fortolkes (Habermas 1981:89). Jo mere fortolkeren er i stand til at revidere sine fordomme, jo tættere kan denne komme på en egentlig forståelse af en genstand. Den sande tolkning er, ifølge Gadamer, når horrisonterne forenes (Habermas 1981:67). Med andre ord ligger den sande fortolkning, når subjektet er i stand til revidere sine fordomme i så høj grad, at de stemmer overens med genstanden. Gadamers hermeneutik Habermas teori om hermeneutik tager sit kritiske udgangspunkt i Hans-Georg Gadamers teori om hermeneutikken. Gadamers hermeneutik omhandler primært, hvordan kulturelle produkter fortolkes, her især forhistoriske tekster (Habermas 1981:67). Teorien tager afsæt i historiske tolknings- og traditionssammenhænge, hvor en læst tekst vil fortolkes af en læser ud fra, hvilken historisk tid denne befinder sig i. Ifølge Model 2, ses det, hvordan fortolkeren besidder nogle fordomme, og hvordan fortolkningerne sker inden for fortolkerens egen horisont. Det vil sige at fortolkeren af en fortidig tekst, vil integrere sin egen historiske horisont og forståelse ind i teksten (Habermas 1981:67). Betingelsen for fortolkningen er, at fortolkeren kigger på en genstand (f.eks. forhistoriske tekst) ud fra en horisont (Habermas 1981:67). Det vil sige, at fortolkeren vil fortolke de kulturelle produkter inden for en bestemt forståelsesramme. Men fortolkeren vil ikke forholde sig fordomsfrit inden for horisonten, da fortolkeren altid vil have en idé eller en forforståelse omkring en genstand inden denne fortolkes (Habermas 1981:88). Fortolkeren vil ikke kunne løsrive sig fra sine fordomme, og det er netop disse fordomme, som danner Habermas kritik af Gadamer Habermas overordnede kritik af Gadamers hermeneutik er, at denne teori ikke forbinder samtale og handling (Habermas 1981:68). Hvor Gadamer er optaget af, hvordan det enkelte subjekt fortolker kulturprodukter, ligger Habermas fokus på, at fortolkningen er en del af interaktionen (hvor samtale og handlinger er gensidigt afhængige). Hvor Gadamer optages af den kulturelle og historiske kontekst rundt om forståelsen, er Habermas optaget af hvordan de rationaliteten i samtale bevirker 38 39

21 til at udvide forståelseshorisonten. Habermas kigger således på både kontekst og livsverdenen. Habermas opererer ikke med et afskåret subjekt, som betragter og fortolker verden alene. Han snakker derimod om fællesskab, hvor subjekter imellem benytter deres sproglige kompetencer til sammen at fortolke. Dette ses også i Model 2. I denne vises det, hvordan samtaleparterne deler en livsverden, hvorigennem de sammen danner fortolkningsgrundlag. Subjekterne er fælles i fortolkningen af henholdsvis Natur, Menneske og Samfund. Dette betyder ikke, at der ikke eksisterer uenigheder subjekter imellem, men at fortolkningen vil ske via samtale. Den afgørende forskel på Habermas universalhermeneutik, set i forhold til Gadamers hermeneutik, er netop at grundlaget for fortolkning sker i intersubjektiviteten (Habermas 1981:68). Habermas er, modsat Gadamer, ikke optaget af hvordan hermeneutikken udelukkende kan forklare fortolkninger af kulturelle produkter, men derimod konkret dagligdagskommunikation. Fortolkeren er, i Habermas universalhermeneutik, en samtalepart som vil forholde sig til en type virkelighed indenfor den ontologiske tredeling (se Model 2). Den fortolkende samtalepart vil således fortolke en genstand eller et område, som omhandler Naturen, Mennesket eller Samfundet (se Model 2). Hvor Gadamer beskæftiger sig med fortolkningen af menneskeskabte produkter, omfatter Habermas teori eksempelvis også spørgsmål om selve mennesket. Dette kan være filosofiske overvejelser omkring dét at være menneske. Gadamers teori kan ses som et led i Habermas teori, idét hans teori ligeledes beskæftiger sig med fordomme og, hvordan disse fordomme bør revideres for at nå en fortolkning. Men horisonten for Habermas teori favner bredere og omfatter hertil, dét som foregår rundt om fortolkningen, nemlig samtalen. Habermas vil mene, at et subjekt ikke vil være ene om fortolkningen, idet alle subjekter indgår i en livsverden (Habermas 1981:90). Disse subjekter deler nogle forforståelser, idét de lever i et samtalefællesskab. Fortolkningen sker således imellem subjekter. Habermas hermeneutik Hermeneutik er evnen til at danne mening ud fra sproglig kommunikation, samt at skabe mening af forstyrret kommunikation (Habermas 1971:69). Denne evne beherskes sideløbende med, hvordan det naturlige sprog beherskes. Habermas beskæftiger sig især med, hvordan det naturlige sprog (subjektets modersmål), benyttes af subjekter i dagligdagssammenhænge (Habermas 1981:75). Habermas mener, at ethvert naturligt sprog indeholder nogle traditioner, og disse traditioner danner grundlag for en fælles forståelse. Ud fra dette traditionsbundne forståelsesgrundlag kan man dog ikke forvente fælles forståelse (Habermas 1981:70). Det er grundet, at det sprogligt traditionsbaserede fællesskab vil have lige så meget til fælles, som de vil have forskelligt. Dette forhold beskriver Habermas som den hermeneutiske erfaring (Habermas 1981:70). Man kan derfor i intersubjektiviteten ikke forudsige konsensus trods, at man er underlagt samme sproglige traditioner. Habermas beskriver, hvordan subjektets hermeneutiske forståelse, altså meningsdannelse i kommunikationen, aldrig vil optræde fordomsfri (Habermas 1981:71). Som tidligere nævnt, mener Habermas (samt Gadamer), at subjektet vil have fordomme før en fortolkning finder sted. Gennem samtale vil fordommene bearbejdes og danne grundlag for en ny forestilling (Habermas 1981:71). Dette er, som tidligere beskrevet, den afgørende forskel og kritik af Gadamers teori; fortolkningen finder sted i intersubjektiviteten. Dette danner grundlaget for subjektets hermeneutiske forståelse

22 Filosofisk hermeneutik Forståelsen af samtalers semantiske indhold, som dækker over sprogligt indkodede betydninger, er et vigtigt element for hermeneutisk tilegnelse. Dét at kunne forstå og gøre sig forståelig samt evnen til at overbevise og overtale, sammenfatter Habermas i det, han kalder filosofisk hermeneutik (Habermas 1981:70). Den filosofiske hermeneutik har et kritisk refleksivt udgangspunkt især i forhold til, hvordan subjekter sprogligt bevæger sig indenfor deres naturlige sprog (Habermas 1981:70). At overbevise og overtale i den filosofiske hermeneutik betyder, at konsensus i en samtale opnås gennem rationel overbevisende argumenter (Habermas 1981:71). For at subjekter kan opnå konsensus, bør alle parter forholde sig kognitivt og ekspressivt; subjekter må bevidst forsøge at nå til erkendelse omkring samtalens indhold samt udtrykke sig (Habermas 1981:71). Samtalens konsensus Habermas beskæftiger sig med en sand konsensus og tager hermed afstand til Gadamers sandhedsbegreb (Habermas 1981:68). Med udgangspunkt i at fortolkning sker imellem subjekter, mener Habermas hertil, at subjekter gennem samtalen kan nærme sig den sande forståelse af en given genstand. Det er gennem samtale, at parterne sammen når en fortolkning, som nærmer sig sandheden og den objektive verden (Habermas 1981:68). Den sande konsensus opnås og opfyldes af den daglige kommunikation og den konsensus, der opstår ved overholdelsen af en række kommunikative normer, som bl.a. oprigtighed, informationer og forpligtelser i samtalen (Habermas 1971:68). Habermas forholder sig til, hvordan man opnår konsensus og han tager her udgangspunkt i Gadamers spørgsmål: At forstå vil sige: undgå at misforstå (Habermas 1981:88). Forud for dette spørgsmål er Gadamer af den opfattelse, at forud for alle misforståelser foreligger konsensus (Habermas 1981:88). Sagt på en anden måde; at når der sker afvigelser i en samtale, hvor parterne ikke forstår hinanden, må der nødvendigvis forud for dette være en fælles forståelse, ellers ville afvigelsen ikke kunne eksistere. Al konsensus, mener Habermas, er principielt under mistanke for at være fremtvungent pseudokommunikativt. Den pseudokommunikative konsensus betyder, at forståelsen baseres på misforståelser og selvmisforståelser (Habermas 1981:89). Konsensus i samtale kan, ifølge Habermas i realiteten bygge på misforståelser. Det er altså muligt, ifølge Habermas, at to subjekter begge føler, at der eksisterer konsensus i samtale, men at der reelt set ikke er enighed. Subjekter kan forstå en given samtale på vidt forskellige måder. Disse vil således misforstå hinanden og opnå konsensus, men muligvis ikke være klar over, at denne bygger på uoverensstemmelser i forudforståelserne. Ved kritisk refleksiv tilgang kan hermeneutikken gennemskue misforståelser og selvmisforståelser (Habermas 1981:90). Det vil sige, at et subjekt kan gennemskue misforståelser ved at forholde sig kritisk til samtalen og forholde sig refleksivt over argumenter og mulige grundlag for disse. Habermas beskæftiger sig i denne forbindelse også med selvrefleksion. Selvrefleksion En betingelse for selvrefleksion er subjektets interaktion med andre. Subjektet lærer, hvordan man forholder sig kritisk og reflekterende overfor forskellige genstande, da det vil være en del af et samtalefællesskab (Habermas 1981:90)

23 Grunden til dette er, at der i samtalesituationer vil komme forskellige holdninger og livsopfattelser frem, som man bør fortolke og reflektere over for at forstå. På samme måde kan subjektet herfra lære, hvordan det i sig selv kan forholde sig kritisk og reflekterende. (Habermas 1981:90) Som tidligere beskrevet er hermeneutikken evnen til at danne mening ud fra den sproglige kommunikation og selvrefleksion er, hvordan subjektet kan gøre mening af sin egen sproglige kommunikation på en reflekterende måde (Habermas 1981:73). Subjektets udfoldelse, benyttelse og kreativitet indenfor det naturlige sprog har central betydning for, hvordan denne fortolker sine erfaringer og meningsdannelser. Habermas taler om den dygtige tale :...betegner kun det sted, hvor vi griber bevidst ind i denne naturgroede proces og forsøger at forandre indlevede tolkningsskemaer (Habermas 1981:71). Pointen med den gode tale er, at et subjekt vil kunne udpege netop hvor i samtalen, der eksisterer uoverensstemmelser og derfra påvirke samtale sådan, at der vil opstå konsensus. Det lægger således op til vigtigheden af, at subjektet er reflekterende i samtalen - både som den lyttende og den formulerende rolle. Samtalens magtstrukturer Habermas tager her udgangspunkt i Albrech Wellmers kritik af Gadamer (Habermas 1981:89). Habermas tager Albrech Wellmers parti i kritikken af Gadamers teori, da han mener, at hermeneutikkens universelle krav kun opretholdes, hvis den favner både kommunikative sandheder (altså konsensus) og reelle magtforhold i kommunikationen (Habermas 1981:89). Habermas erkender, at der i mange samtaler reelt set vil opleves et asymmetrisk magtforhold, og han mener hertil, at asymmetrien vil forvrænge kommunikationen. (Habermas 1981:89) På trods af en overbevisning om, at de asymmetriske forhold vil forvrænge kommunikationen, mener Habermas samtidig, at disse er nødvendige for konsensus (Habermas 1981:71). Den overbevisende/overtalende part vil forsøge at påvirke samtalen ud fra et ønske om at få sin mening igennem. Universalhermeneutikken og moderne videnskaber Den hermeneutiske bevidsthed knytter Habermas som led i at forstå de moderne videnskaber. Habermas er i høj grad optaget af videnskabernes placering i den moderne verden. Han beskriver, hvordan disse videnskaber ud fra deres hypotetiskdeduktive perspektiv baserer objektive sandheder gennem bevisføring (Habermas 1981:75). Habermas mener, at den hypotetisk-deduktive metode ligger langt fra hermeneutikken, men at den i den moderne verden fordelagtigt vil kunne bruges til at formidle videnskabelige budskaber til subjekters livsverdner (Habermas: 1981:75). Hermeneutikkens paradoksale rolle i dette er, at hvor den i første omgang beskæftiger sig med refleksioner inden for sproget, vil den her være mellemleddet mellem videnskabernes monologiske sprogsystemer og subjekters livsverdener (Habermas 1981:75). Dette kan sammenlignes med, hvordan Habermas hermeneutik (modsat Gadamer) beskæftiger sig med fortolkningen mellem subjekter, og ikke inden for det enkelte subjekts livsverden. Habermas beskriver, hvordan førsproget (Habermas 1981:75) omfatter kategorier som ikke samtidig kan favne videnskabernes formål; at organisere målrationelle handlinger og videnskabelige teorier (Habermas 1981:76). Kategorierne beskriver han som rum, tid, kausalitet, substans, formallogiske reglers sammenknytning af 44 45

24 symboler (Habermas 1981:75), og disse er ikke i overensstemmelse med de monologiske sprogstrukturer. Hvis det skulle være muligt for hermeneutikken at blive benyttet i videnskabelige sammenhænge, måtte den nødvendigvis kunne træde ud af dagligsprogets dialogstruktur, (Habermas 1981:75) som udspilles i den daglige kommunikation. For at det skulle være muligt for hermeneutikken, kan Habermas kun svare hypotetisk på dette. Hypotesen forklarer, at dette ville være muligt, hvis det naturlige sprog kan afkobles intersubjektiviteten. Det naturlige sprog ville formes gennem en operativ intelligens, som ikke opererer ud fra dialog og kommunikation (Habermas 1981:76). Hvis den operative intelligens kunne placeres i de førnævnte kategorier, ville det kunne give hermeneutikken en plads i videnskaberne. Dette grundes, at man gennem sit naturlige sprog, ville kunne forstå videnskabernes monologiske sprogsystemer og videnskabelige teoriers indhold (Habermas 1981:76). Man ville altså kunne forstå videnskabelige teorier på trods af, at hermeneutikken ikke i sig selv ville kunne udvikle disse. Dagligdagskommunikation og sproglig videreformidling af videnskaberne er i dette tilfælde usammenlignelige, da de ikke ville have samme betingelser (Habermas 1981:76). I forlængelse af dette stiller Habermas spørgsmål til hermeneutikkens universalitetskravs gyldighed; om det ville være muligt at forstå symboler uden at se dem ud fra en bestemt kontekst? (Habermas 1981:76). Sagt på en anden måde; om meningsdannelse overhovedet ville være mulig for subjektet uden at det refleksivt forholder sig til en given samtalesituation, altså de hermeneutiske forudsætninger? Kort opridset forholder han sig positivt til to mulige svar på dette sprøgsmål. Først med udgangspunkt i psykoanalysen og ideologkritikken forklarer han, hvordan disse med ikke-trivielle udgangspunkter i hermeneutikken beskæftiger sig med subjekters ytringer (Habermas 1981:76). Både psykoanalysen og ideologikritikken beskæftiger sig med subjekter, som ikke kan gennemskue de intentioner, som ligger bag deres ytringer. Habermas forklarer hertil, at disse ytringer kan beskrives som dele af en systematisk forvrænget kommunikation (Habermas 1981:76). Altså vil der f.eks. for en psykisk syg eller en person, som kun forholder sig til ét ideologisk standpunkt, kunne ske forvrængninger i samtalen, da disse ikke vil være i stand til at overgive sig til det bedre argument. I Habermas optik ville disse personer, som ikke kan løsrive sig deres egen overbevisning, ikke være i stand til at reflektere over en samtales indhold på et neutralt og fornuftsbaseret grundlag (Habermas 1981:76). Dernæst tager Habermas udgangspunkt i lingvistik og sproglige regelsystemer, og hvis disse kunnepålægge sig det naturlige sprog meningsbetydning, ville den hermeneutiske meningsforståelse kunne erstattes (Habermas 1981:77). Det menes her, at hvis sproget i sig selv ville indeholde forståelser, ville reflektioner over fortolkning ikke være nødvendig. Derimod ville forståelsen være indlejret i selve sproget. Delkonklusion Universalhermeneutikken tager udgangspunkt i subjektet som socialt og refleksivt væsen. For at subjektet skal kunne beherske sin hermeneutiske evne til at forstå mening, må dennes natursproglige kompetencer udvikles i takt med dette. I forlængelse ligger den filosofiske hermeneutik, som tager udgangspunkt i at subjektet derudover skal kunne overtale/overbevise i en samtalesituation. Trods at magtforholdet vil kunne påvirkes af dette, mener Habermas, at det er en nødvendighed for at opnå konsensus. Selve fortolkningen finder sted imellem subjekter og ikke inden for det enkelte subjekts livsverden. Hermeneutikkens rolle i videnskaben er ligeledes at formidle videnskabelige budskaber videre til subjekters 46 47

25 livsverden modsat at bevæge sig inden for selve videnskaberne. Nonverbal kommunikation Nonverbal kommunikation er en dimension, som Habermas ikke får belyst, hvorfor vi har valgt at tage fat i dele af denne med udgangspunkt i en konstrueret samtale til et møde hos Kræftens Bekæmpelse (analyse af denne vil følge nedenfor). Habermas ser sproget som den afgørende faktor i opnåelsen af gensidig forståelse. Dog udtrykker han også, hvordan den nonverbale kommunikation er afgørende for, hvorvidt en person er tilregnelig (Habermas 1981: 72). Eksempelvis må et subjekts ytring om at være i voldsomme smerter, stemme overens med subjektets kropssprog og dermed være kongruent, da det ellers vil virke upålideligt. Her ses det, hvordan den verbale kommunikation er afhængige af den nonverbale, da sidstnævnte netop er med til at understøtte den verbale. Med udgangspunkt i Verbal and Non-verbal Dimensions of Talks vil en gennemgang af de nonverbale aspekter i kommunikationen her følge. Her deles kommunikationen op i tre kategorier, hvor disse er afhængige af hinanden og alle er til stede i en given kommunikation. Der skelnes imellem: Primarily Mixed Primarily Skrevne ord Stemmeføring, pauser, Fagter, øjenkontakt, volumen, toneleje og ansigtsudtryk, berøring stilhed og rum Alle disse aspekter har indflydelse på, hvorledes kommunikation og forståelse udarter sig, men som tidligere nævnt, vil fokus ligge på den nonverbale kommunikation og blandingen af denne og den verbale i dette afsnit. I kategorien Mixed ses det, hvordan den verbale og nonverbale kommunikation er sammensat. Stemmen har stor betydning for, hvorledes parterne opfatter hinanden, da stemmen forbindes med personlighed og dermed ofte kan blive pålagt en stereotyp bedømmelse (Stewart og Logan 1997: 77). Eksempelvis kan en mand med meget lys og feminin stemme blive forbundet med hans seksualitet (at han er homoseksuel). Desuden kan vi ofte vurdere alder, køn og etnicitet ud fra stemmen. Stemmeføring er en blanding af talehastighed, toneleje, volumen og vokal kvalitet. Disse faktorer har betydning for, hvorledes et budskab opfattes. Mennesker varierer mellem disse faktorer alt efter, hvilket mål de har med kommunikationen. Der er eksempelvis forskel på, hvorvidt der udtrykkes følelser, sarkasme, seriøsitet og humor (Stewart og Logan 1997: 77). Det centrale er, hvorvidt stemmeføringen for det skrevne ord ytres. Sarkasme viser, hvordan et budskab kan få den modsatte betydning, hvis et individ ytrer: Nej, hvor glæder jeg mig til at komme på arbejde i morgen, er der stor forskel på, hvis det er sagt med sarkasme. Ytringen vil hermed få den modsatte betydning; vedkommende glæder sig ikke til at komme på arbejde. Stilhed er et element, der kan påvirke en samtalesituation i en negativ eller positiv retning. Stilhed forekommer i form af pauser, hvor det er afgørende, hvor længe disse holdes. Man kan bruge pauser til at understrege en bestemt ytring, men stilhed over længere tid kan også medføre usikkerhed og utilpashed eksempelvis kan deltagere til et møde føle sig akavede overfor hinanden, hvis en pause er for lang (Stewart og Logan 1997: 78). Pauser er også medvirkende til at aflæse hinanden og vurdere, hvornår den anden part i en samtale skal tale

26 I den nonverbale kommunikation har vi valgt at tage udgangspunkt i fagter, berøring, afstand, ansigtsudtryk og øjenkontakt. Det er vigtigt at pointere, at de nævnte faktorer ikke kun er et udtryk for den nonverbale kommunikation, men også spiller sammen med den verbale kommunikation. Eksempelvis kan én spørge: Har du lyst til en kop kaffe?, hvortil den anden blot kan nikke og derved gør brug af nonverbal kommunikation. Fagter kan altså i, nogle tilfælde, erstatte den verbale kommunikation. Ifølge Janet Bavelas (professor i psykologi) kan den nonverbale kommunikation tilføje dybde og substans til en samtale; they add important social content to the conversation, content seperate from what is contributed verbally (Stewart og Logan 1997: 80). Eksempelvis kan to kvinder sidde på en cafë og diskutere den ene kvindes forhold til sin mand. Kvinden udtrykker, hvordan de har uenigheder i børneopdragelsen, hvortil hun fremlægger fordele ved egne synspunkter verbalt samtidig med, at hun nonverbalt søger bekræftelse hos veninden ved fagter og ansigtsudtryk. Desuden spiller afstanden mellem de to kvinder en væsentlig rolle, da den personlige distance ( på ca. 45 cm 1,2 m) viser, at de er følelsesmæssigt tæt knyttet (Stewart og Logan 1997: 84). Den ene kvinde bryder på et tidspunkt sammen, hvortil veninden trøster hende ved at holde hende i hånden. Denne berøring indikerer intimitet og accept. Ansigtsudtryk og øjenkontakt er nogle af de mest centralt nonverbale aspekter, da disse udtrykker, hvordan man følelsesmæssigt har det. Man forbinder ofte mangel på øjenkontakt hos folk ved, at de er uoprigtige, uinteresserede, usikre og har manglende selvtillid. Ifølge Albert Mehrabian (professor i psykologi) opsøges øjenkontakt sædvanligvis hos mennesker, vi føler os trygge ved og kan lide (Stewart og Logan 1997: 82). Eksempelvis kan det være svært at have øjenkontakt med en person, der udtrykker usikkerhed og derved ikke søger øjenkontakt. Usikkerheden kan projiceres til den anden samtalepartner, hvorfor det er vigtigt med øjenkontakt. Hvis man derimod har øjenkontakt, skabes der en pålidelig og intim sfære. Øjenkontakt er altså med til at opnå en gensidig forståelse. Dog må man også tage i betragtning, hvorledes man kan manipulere med sine nonverbale udtryk. Det er langt fra i alle tilfælde, at man udviser sine ægte følelser, da man har mulighed for at holde masken og derved skjule sine sande følelser. Delkonklusion Nonverbal kommunikation må inddrages i forsøget på at blive klogere på en gensidig forståelse, da denne er uadskillelig fra den verbale kommunikation. Fagter, stemmeføring, ansigtsudtryk, berøring etc. har alt sammen indflydelse på, hvorvidt vi udtrykker os og dermed, hvordan vi opfattes. Parter i en given samtale må lade deres verbale og nonverbale udtryk være sammenhængende for at stile efter en gensidig forståelse. En samtalekonstruktion - Kræftens Bekæmpelse Vi har til dette projekt valgt at konstruere en samtale ud fra et møde, vi har videooptaget hos Kræftens Bekæmpelse. Denne video har vi udelukkende brugt som inspiration til en samtale for derefter at kunne konstruere en kommunikativ situation. Denne konstruktion vil være et segment af medarbejdere i en kommunikationsafdeling, og vi vil ud fra det konstruerede lægge vægt på adfærd og interaktion mellem mødets deltagere. Denne konstruktion har til formål at belyse Habermas teori gennem en analyse af samtalen. Formålet for mødets deltagere var at nå frem til enighed om, hvilke artikler der skulle publiceres på organisationens hjemmeside. Indledningsvis er deltagerne til 50 51

27 mødet blevet oplyst om brugen af video og har dermed været bevidste om vores tilstedeværelse. Vi har været nødsaget til at tage visse forbehold, da brugen af video har påvirket deltagernes måde at agere på. Desuden er det en kommunikationsafdeling, vi har filmet, hvorfor vi må gå ud fra, at de har et kendskab til teori om kommunikation. Vi har derfor valgt at inddrage situationer, som vi selv har konstrueret for at kunne underbygge vores teorier. Vi kan med hjælp fra Habermas kommunikationsteori se, at der til mødet udspiller sig forhold om den objektive, sociale og subjektive verden. Til møde hos Kræftens Bekæmpelse Den konstruerede samtale udspiller sig i Kræftens Bekæmpelses kommunikationsafdeling, hvor de til mødet diskuterer, hvad der skal offentliggøres på nettet. Mødets deltagere fremlægger hver især deres respektive afdelingers igangværende projekter vedrørende udviklingsfaktorer for kræft. Til mødet har vi følgende deltagere: Morten: Kommunikationschef, 50 år. Jytte: Afdelingsrepræsentant, 48 år. Lone: Souschef, 58 år. Rasmus: Afdelingsrepræsentant, 32 år. Morten beder Jytte om at starte. Jytte: Ja, vi har en undersøgelse om unge og druk. Det er interviews med 10 forskellige unge i alderen år. Morten: Men er alkohol kræftfremkaldende i så ung en alder? Troede kun det gjaldt kvinder i overgangsalderen. Jytte: Al alkohol er kræftfremkaldende! Morten: (løfter øjenbrynene) Der kan man bare se... Lone: (nikker) Det er rigtigt, at der er en øget risiko for kvinder i overgangsalderen. Det har vi haft en P.H.D. studerende til at undersøge. Samtalen fortsætter med Rasmus indlæg: Rasmus: Vi har en artikel om hudkræft, der bygger på tre forskellige kvinders historier. Lone: Nåå, i forbindelse med solarie sæson? Det er utroligt så meget, specielt unge piger, går i solarium for at undgå vinterblegheden. Rasmus: Ja, det er netop det, vi i vores kampagne gerne vil gøre opmærksom på. Den objektive verden Under dette konstruerede møde hævdes det, at alkohol og rygning er kræftfremkaldende. Denne påstand diskuteres ikke, men ses derimod som et indirekte krav på sandhed i den objektive verden. Der er enighed om dette, da hver af deres artikler og påstande tager udgangspunkt i form af videnskabelige undersøgelser, hvis pålidelighed de alle er indbyrdes forstået med. Man kan her sige, at de opnår gensidig forståelse i form af en kognitiv-instrumentel rationalitet, da artiklerne figurerer som middel til deres fælles mål; at opnå indsigt i videnskaben omkring kræftfremkaldende faktorer. Den nonverbale kommunikation eksemplificeres tydeligt i dialogen mellem Morten og Jytte. Efter Jyttes markering om, at al alkohol er kræftfremkaldende, løfter Morten sine øjenbryn og dette bliver for det nonverbale et eksempel på, at Morten anerkender det videnskabelige udsagn og må rette sig ind. Mortens udtalelse, der kan man bare se, bliver ved hjælp af hans ansigtsudtryk en understøttelse i hans udtalelse, om det virkelig er sandt, at alkohol påvirker i så ung en alder. Lones 52 53

28 nikken med hovedet indikerer også en anerkendelse af Jyttes udtalelse og understøtter hende overfor Morten. Samtalen fortsætter, og der bliver nu diskuteret muligheder for kampagner og, hvilke signaler de gerne vil kommunikere til omverdenen. Morten: Så i denne uge, har vi en kampagne fra jer, Jytte, om unge og druk og så har vi i din afdeling, Rasmus, om solarie og hudkræft. Rasmus, vil du starte med at præsentere jeres udspil til en kampagne? Rasmus: Vi, i afdelingen, forestiller os et billede med en pige, der er halvt inde i et solarie, hvor den del af kroppen, der er inde i solariet forestiller en ødelagt hud og den del, der er uden for solariet er en intakt hud. Øverst i billedet står der DROP SOLARIET. Lone: (slår ud med armene): Er det ikke lige lovligt meget bar hud i en kampagne? Morten: (hæver stemmen): Det er alligevel en tendens, vi ser i samfundet. Det handler om signalværdien i det. Det lyder fint, Rasmus. Den sociale verden I denne del af samtalen vil vi gerne belyse, at den sociale verden er i spil. Denne samtale eksemplificerer, hvordan deltagernes forskellige livsverdener medfører uoverensstemmelser i samtalen. Rasmus holdning til det indholdsmæssige i kampagnen, repræsenterer en mere ungdommelig tilgang og Lone repræsenterer en lidt ældre. Altså er generationsforskellen betydende for diskussionen omkring brugen af bar hud. Lones kommentar om for meget bar hud, illustrerer hér, at hendes opfattelse af brugen af bar hud i kampagnen ligger langt fra Rasmus. Kommentaren skildrer således skellet mellem de forskellige livsverdener. Uenigheden eksemplificerer deres forskellige syn på normer og, hvad de ser som rigtigt og forkert eller acceptabelt/uacceptabelt i deres sociale verden. Det er altså deres moralske rationalitet, der her udtrykkes, hvor regler og normer bliver omdrejningspunktet for samtalen. Desuden ses det, hvordan Morten gør brug af sin magt som leder, da det er ham, der træffer den endelige afgørelse. De andre accepterer Mortens valg, da det er ham, der i sidste ende skal tage afgørelsen. Man kan altså i denne sammenhæng ikke tale om en herredømmefri kommunikation, da Morten netop udviser sin rolle som magthavende. Dette er han nødsaget til, da systemets rammer påkræver, at han som leder må udvise effektivitet og derved træffe afgørelser. Som følge af Rasmus fremlagte kampagne ses det, hvordan Lone reagerer med frustration i form af hendes nonverbale udtryk. Lone slår ud med armene, da hun ikke finder kampagnen moralsk hensigtsmæssig og indikerer hermed med sit kropssprog sin uenighed. Lones nonverbale udtryk understøtter hendes verbale, hvilket gør hendes budskab endnu tydeligere; at der ikke skal vises så meget bar hud i kampagner. Dette rykker dog ikke ved lederen, Mortens opfattelse, og han demonstrerer sin position i organisationen ved at hæve stemmen, hvortil hans svar bliver den endelige afgørelse. Samspillet mellem Mortens position som leder og dét, at han hæver stemmen udgør netop, at de andre bliver opmærksomme på lederens rolle, hvorfor de godtager hans afgørelse. Samtalen fortsætter: Morten: Lad os bare gå videre til dig, Jytte. Jytte: Ja, vi vil gerne brygge en lille film sammen, hvor vi bruger de interviews, vi har lavet med 10 forskellige unge mennesker. Den illustrerer meget godt forskellige synspunkter omkring de unges drukkultur. Én siger f.eks.: Jamen, jeg er ude at drikke flere gange om ugen, i hvert fald fredag og lørdag, men også nogle gange 54 55

29 torsdag. I min vennekreds hygger vi bedst, når der er alkohol indenbords!. Lone: Jeg synes, det er et helt forkert signal at sende til de unge. Nogle vil måske forstå det som om, det er det man skal, når man hygger sig. Jeg er f.eks. meget bekymret for min søns alkoholvaner. De forbilleder han har haft, har især været fra ældre venners udtalelser, som lyder meget lig drengen i jeres film! Jytte: Men Lone, nu er der jo også repræsenteret unge mennesker, som hygger sig ganske fint uden alkohol i filmen. Lone: Nu forholder det sig faktisk sådan, at min fætter har været alkoholiker de sidste 15 år og han har for nylig fået konstateret kræft - og dette uden min søn skænker det en tanke, når han drikker. Jeg kan ikke rigtig se, hvordan jeres kampagne skal få unge til at stoppe med at drikke så meget? Jytte: (holder øjenkontakt med Lone, mens stemmeføringen er rolig): Vi baserer bare vores undersøgelser på, at al alkohol er kræftfremkaldende. Vores opgave er jo bare at oplyse til forbrugernes bedste. Lone: Jamen... Ja, det er også rigtigt. Mødet ender i enighed og de går hver til sit. Vores opgave er jo bare at oplyse til forbrugernes bedste. Her indser Lone, at hun havde ladet sig styre af sine indre følelsers intentioner om at finde en måde, hvorpå det er muligt at få de unge til at stoppe med at drikke så meget. Lone styres her af sine egne erfaringer fremfor at se på Kræftens Bekæmpelses intentioner, der bygger på at oplyse om risikoen ved at drikke meget. Det lader til, at Lone lader sig styre af en ekspressiv rationalitet frem for at bruge en moralsk-praktisk rationalitet; hvad der for Kræftens Bekæmpelse er hensigten med kampagnen. Jyttes stemmeføring og øjenkontakt med Lone har stor betydning for, hvordan Lone opfatter Jyttes modsvar. Jytte indikerer, at hun forholder sig til Lone ved at bibeholde øjenkontakten samtidig med, at hendes stemmeføring forholder sig roligt og dermed lytter Lone til indholdet af, hvad hun udtrykker. Lone opfatter netop ikke Jyttes modsvar som et angreb. Øjenkontakten er essentiel for at Lone skal føle sig værdig i samtalen, da hun ellers ville føle sig ignoreret og overflødig. Øjenkontakten og Jyttes stemmeføring gør, at Lone føler sig inddraget og taget seriøst, hvorfor hun ikke fokusere på et modsvar, men lytter til Jyttes indhold i samtalen. Den subjektive verden Samtalen her eksemplificerer et sagsforhold i den subjektive verden. Under mødet fortæller Lone om sit forhold til alkohol. Hun har haft det tæt inde på livet, og dermed er Lones begrundelse for sin argumentation baseret på sin egen subjektive livsverden. Her stilles der krav om sandfærdighed, da deltagerne kun har mulighed for at sætte sig ind i det andet menneske ved at se på, hvad personen fortæller og, hvordan adfærden er. Dette er i denne henseende irrelevant, da Lone udtrykker sig irrationelt og ikke lytter på, hvad Jyttes argumentation går ud på. Som Habermas ville sige: det bedste argument vinder, der i dette tilfælde er Jyttes argument: Delkonklusion I ovenstående har vi valgt at skelne mellem de tre verdener: den objektive, sociale og subjektive i forskellige situationer. Habermas ser disse verdener som vigtige for den kommunikative handlen (Nørager 1993:45f), og det har været vores intention at pointere, hvordan de forskellige verdener kan komme til udtryk gennem samtale. Den ene verden udelukker dog ikke tilstedeværelsen af de andre verdener. I den sidste del af samtalen kommenteres på den subjektive verden, hvor den sociale verden også fremkommer, idét de snakker om unges alkoholvaner samt, hvilke normer og værdier de unge har i forhold til netop dette

30 Vi har belyst, hvilke rationaliteter der hører sig til hver enkelt verden, og disse faktorer spiller godt sammen i en beskrivelse af den ideelle samtalesituation. For at der kan være tale om en ideal samtalesituation, skal der netop herske en gensidig forståelse omkring gyldighedskrav og rationaliteter. Habermas beskriver den ideelle samtalesituation således: (...) alle har lige adgang, samt lige muligheder for at komme til orde og blive hørt (Nørager 1993:39). Desuden er (...) en ideal samtalesituation båret af herredømmefri kommunikation (Nørager 1993:14). I samtalen her er der ikke tale om en herredømmefri samtale og dermed heller ikke en ideal samtale, hvilket blandt andet ses i eksemplet med Morten, der pga. systemiske forhold (chef over for underordnede medarbejdere) er nødsaget til at bruge magt. Deltagerne ved mødet forsøger at opnå et resultat med deres undersøgelser og kampagner og er dermed resultatorienterede. De opnår en rationel, motiveret enighed. Kræftens bekæmpelse bekæmper (som navnet også indikerer) kræft, og de har position til at være en normregulerende organisation. De kan med deres videnskabeligt understøttede kampagner og undersøgelser oplyse folk om, hvordan man kan leve sundere og mindske risikoen for at få kræft. Denne oplysning kan have påvirkning på systemet gennem love omkring kræftfremkaldende faktorer såsom rygning og alkohol, og dermed have indflydelse på borgernes normer i samfundet. Valg af case Da vi har været nødt til at konstruere mødet hos Kræftens Bekæmpelse, er det nødvendigt at stille sig kritisk overfor, hvorfor dette var en nødvendighed. Vi vil derfor sætte fokus på, hvilke forskellige faktorer der kan have spillet ind. For det første sikrede vi os ikke den optimale videooptagelse af mødet, da ikke alle deltagere kan ses på optagelsen. Her havde det været optimalt at benytte flere kameraer, da dette havde givet os større mulighed for at analysere på den nonverbale kommunikation. Samtidig vil vi også stille os kritiske over for, i hvor høj grad det opstillede kamera har påvirket deltagernes måde at agere på. Det faktum at vi er studerende fra RUC og dermed repræsenterer et system, har muligvis påvirket samtalens udformning. Dette blev endda bekræftet af chefen efterfølgende, hvor han fortalte, at deres møder ofte varede dobbelt så lang tid. Samtidig forklarede han også, at der som regel er mere privat- og småsnak under møderne. I dette tilfælde forholdte deltagerne sig mere formelt, hvilket vores tilstedeværelse og kameraet højst sandsynligt har været skyld i. Refleksion For at opnå gensidig forståelse kræver dette først og fremmest, at man overholder logikkens principper, da dette er fundamentet for at indgå i en sammenhængende samtale. Desuden er det nødvendigt, at man forholder sig rationelt og dermed har viljen til at ville forstå andre som betingelse for også at have evnen. Målet med rationaliteten er, at begge parter reflekterer i samtalen og gennem det bedre argument søger at opnå konsensus. Idéelt set stræber man i samtalen efter at være refleksiv over for samtalens genstandsfelt samtidig med, at man forholder sig refleksivt til samtalens argumenter. I samtalen vil der altid eksistere forudantagelser hos begge parter, men for at kunne stræbe efter sandheden bør man være indstillet på at revurdere disse. Ligeledes bør man, ifølge Habermas, bestræbe sig på at opnå en herredømmefri kommunikation, idet et asymmetrisk magtforhold ikke resulterer i den ideelle kommunikation. Men er en ideal kommunikation overhovedet mulig? 58 59

31 Selvom det kan lyde selvindlysende, at man har viljen til at forstå modparten, er dette dog ikke altid tilfældet. Dette kan eksempelvis skyldes, at man er for stolt til at ville lade sig overbevise af modpartens bedre argument. I denne henseende er magtforhold en afgørende faktor. Habermas ser den herredømmefri kommunikation som idealet, hvilket ikke nødvendigvis kan opnås, men blot muligt efterstræbes. Disse magtforhold vil altså ofte være til stede, hvilket vil forstyrre den idéelle kommunikation. Eksempelvis kan der i en gruppe være ét medlem, der er noget ældre end de andre og dermed har mere erfaring på visse punkter, hvilket kan medvirke til, at den pågældende føler sig hævet over de andre medlemmer og er for stolt til at lytte til eventuelle bedre argumenter. Ud over at et asymmetrisk magtforhold kan have indflydelse på kommunikationen, vil følelser også påvirke denne. På den ene side kan disse følelser stå i vejen for et fornuftsbaseret argument, da vi mennesker ikke altid kan styre vores følelser og dette kan dermed føre til irrationelle handlinger. På den anden side kan disse ligeledes have indflydelse på, hvorledes argumenter i samtalen fortolkes. Her ville et eksempel være en elev, der får specifik kritik af sin lærer, men opfatter denne kritik som et personligt angreb. Her kan eleven ikke løsrive sig fra sin givne sindstilstand, og forstår ikke det budskab eller den genstand som læreren rent faktisk taler om. Eleven forholder sig her ikke rationelt til sagen, men derimod irrationelt, idet han lader følelserne styre og derfor ikke kan forholde sig refleksivt til lærerens budskab. Man kan dog sagtens være bevidst om sin irrationalitet. Dette kan eksempelvis ses i et parforhold, hvor manden kan slå kvinden, hvilket hun udmærket kan være klar over er forkert. Kvinden kan - trods mishandlingen - lade sig styre af sin forelskelse og dermed bevidst handle irrationelt ved at blive hos ham. Habermas ser sproget som den afgørende faktor for at opnå god kommunikation, men mener dog også at kommunikationen mellem mennesker omfatter både handlinger og nonverbale udtryk. Han beskæftiger sig dog ikke med, hvordan disse konkret gør sig gældende i kommunikationen. Gensidig forståelse må også inkludere de mange nonverbale udtryk i interaktionen med andre. I modsætning til den verbale del af kommunikationen kan mennesket ikke fralægge sig sit kropssprog, da kroppen hænger uløseligt sammen med mennesket. Med andre ord kan man altså i højere grad vælge eller fravælge det verbale aspekt i modsætning til det nonverbale. Den nonverbale kommunikation er uløseligt forbundet til vores tilstedeværelse og vil derfor altid eksistere i kommunikationen, medmindre den er rent skriftlig. De nonverbale udtryk er altså uundgåelige, i modsætning til de verbale som man kun kan undgå ved ikke at sige eller skrive noget. Man kan tolke den nonverbale del af kommunikationen som ubevidst og dermed have en forestilling af denne som mere sand. Men kan disse nonverbale udtryk i højere grad betragtes sandfærdige/reelle end det verbale? Det nonverbale udtryk kan bruges manipulativt i lige så høj grad som det verbale. Dette kræver netop også en bevidsthed om det nonverbale udtryk, hvorfor man kan vælge sine nonverbale udtryk og dermed får muligheden for at manipulere. Dog skal dette ikke forstås som, at man ved at være bevidst altid vil udtrykke sig manipulativt. Taleren kan bevidst bruge nonverbale udtryk til at understøtte det verbale, hvor målet kan være at opnå en gensidig forståelse og dermed ikke at manipulere. Ifølge Habermas teori er manipulationen forbundet med den strategiske handlen, da manipulationen er et middel til at nå et mål, der går forud for det forståelsesmæssige

32 Konklusion For at opnå en ideal kommunikation er det centralt, hvorledes man først og fremmest må opfylde logikkens principper. Til de forskellige verdener (sociale, objektive og subjektive verden), som Habermas opererer med, er der tilsvarende gyldighedskrav til disse. Parter må i en given samtale være enige om disse gyldighedskrav for at opnå en gensidig forståelse. Habermas indfører livsverdenen som begreb, hvilken vi hver især fortolker forskelligt ud fra. I samtalen må begge parter forholde sig rationelt og gennem en skiftende argumentation være åbne over for at blive overbevist og overgive sig til det bedre argument. Desuden er det centralt, hvorvidt man skal bestræbe sig på en herredømmefri kommunikation. Hvis magtforhold er til stede vil dette influere og styre samtalen, hvorfor en ideal kommunikation ikke vil være mulig. Til den ideelle samtalesituation hører også talehandlinger: den lokutionære, illokutionære og perlokutionære talehandling. Disse elementer er med til at gøre den gensidige forståelse mulig, og kender man til dem kan risikoen for misforståelse mindskes. Til tale hører også diskurs og for at få en vellykket diskurs eller samtale, må parterne kunne argumentere for deres påstande. Målet er her at opnå en rationelt motiveret enighed, og dette er vigtigt for at få den daglige interaktion mellem mennesker til at fungere. Habermas anser sproget for at være den afgørende faktor for at opnå en ideal kommunikation, hvilket vi dog ikke ser som dækkende for en besvarelse af vores problemformulering. Det nonverbale aspekt er en vigtig del af kommunikation, da dette bidrager til det verbale udtryk og dermed har betydning for, hvorledes vi opfattes af omverdenen. For at opnå en gensidig forståelse må der dermed være sammenhæng mellem det nonverbale og verbale udtryk, hvilket vi eksemplificerede i konstruktionen af mødet i Kræftens Bekæmpelse. Det er centralt, hvorledes man forholder sig refleksivt til både verbale og nonverbale udtryk. De udtryk som man aflæser og udsender må gennem refleksion fortolkes, så man kan gøre sin egen og andres budskaber klare og undgå misforståelser i kommunikationen. Det er vigtigt, i gensidig forståelse, gennem en refleksiv kritisk stillingstagen, at man forsøger at forstå den modsatte part og budskabet, som denne ytrer. Her kan det nonverbale understrege en pointe og gøre kommunikationen endnu klarere. På samme måde kan nonverbale udtryk modvirke det egentlige budskab. Refleksivitetens rolle er at gøre samtaleparterne bevidste om disse elementer, så de vil være i stand til at bevirke nonverbale og verbale ydtryk. Ved at beherske disse elementer vil det i højere grad være muligt at stræbe efter den ideelle kommunikation. Habermas opstiller med sin konstruktion af det moderne en god pointe om, hvordan de institutionelle forhold, moderniteten og industrialiseringen (som Habermas benævner systemer) påvirker kommunikationen mellem mennesker. Dette kan forekomme, fordi de institutionelle forhold kan give bestemte roller i interaktionen. F.eks. som chef overfor underlagt medarbejder. Professionelle forhold er i spil, hvilket gør, at de ikke har lige mulighed for at komme til orde og træffe den endelige beslutning. Chefen vil grundet sin magtposition have det sidste ord og Habermas ideelle samtalesituation er dermed ikke til stede. Man vil sjældent i en samtale være i stand til at opfylde alle ovennævnte kriterier for den ideelle samtalesituation. Dog er det vigtigt at se den ideelle kommunikation som en bestræbelse, selvom målet ikke nødvendigvis kan opnås. Uden denne bestræbelse på den ideelle kommunikation, vil ingen samtale give mening

33 Projektteknik Undervejs i forløbet fra projektets start til slut er vi blevet en del klogere på den gensidige forståelse mellem mennesker. Det hele startede med oplæg om de forskellige projektemner og vi syntes, at emnet om gensidig forståelse lød spændende, hvorfor vi dannede gruppe. Det tog lidt tid at komme i gang og en af grundene var bl.a., at et af gruppens medlemmer ikke viste samme interesse for projektet som resten og vedkommende ofte ikke dukkede op til vores gruppemøder. Det gav derfor mere ro og struktur, da dette medlem valgte at forlade gruppen. Vi har regelmæssigt haft møder med vores vejleder, Erik Bendtsen, som fik sporet os ind på, hvad projektet kunne indeholde og, hvilken litteratur der ville være relevant i denne forbindelse. Da vi ikke har prøvet denne form for gruppearbejde før, var det vigtigt, at vi hurtigt fik sat noget struktur på vores arbejde. Vi udvalgte en ordstyrer til hvert møde, men dennes rolle blev ikke altid overholdt og det var først, da vi blev mere opmærksomme på, hvor gavnligt dette kunne være, at vi fik gjort det mere regelmæssigt. Sværhedsgraden af Habermas teoretiske stof oplevede vi som meget høj, hvorfor vi delte opgaverne ud blandt os. Herefter fremlagde vi til hvert møde, hvad vi hver især havde forberedt. Et meget betydningsfuldt element var, da vi forventningsafstemte med hinanden, inden vi tog hul på en ny del af projektet. Dette gjorde processen nemmere, da vi hver især havde en idé om, hvor meget vi skulle læse. Samtidig blev vi klar over, hvilke forventninger vi hver især havde til hinanden. Tre gange undervejs havde vi projektteknikkurser, hvor der blev undervist i forskellige aspekter af projektet. F.eks. blev det tydeliggjort, hvad et generelt projekt skulle indeholde, og hvordan man nemmere kunne arbejde sammen i en gruppe. Der blev også opstillet eksempler på, hvordan man bruger sin vejleder og vi har haft en god kommunikation med vores. Til projektteknikkurset blev der også undervist i at give kritik og feedback, hvilket har været brugbart især i den sidste fase, hvor projektet skulle færdiggøres. Undervejs fik vi coaching, hvilket gav os et bedre kendskab til hinanden. Vi fik sat ord på, hvad vi hver især forventede; både af hinanden og til projektets faglighed. Vi blev bl.a. enige om, at der skulle mere struktur på vores arbejde og til vores gruppemøder. Det har været en fordel, at vi gennem coachingen lærte hinandens styrker og svagheder at kende, og derved kunne optimere vores arbejde. I den afsluttende fase af projektarbejdet tog vi i sommerhus, hvilket intensiverede vores arbejdsproces. Dette var en stor fordel, da vi hele tiden havde mulighed for diskutere projektet igennem. Det er gået op for os i løbet af projektforløbets sidste måneder, at vi ikke følte selvstændighed nok i udformningen af projektets indhold. Med dette menes, at teorien har været meget svær og, at vi derfor har været afhængige af vores vejleder. Da vi har brugt meget tid på blot at forstå teorien, er projektet derfor blevet mere redegørende end forventet. Vi havde dertil forventet, at projektet ville udformes mere praktisk, men da det teoretiske indhold viste sig at være yderst omfattende, måtte vi revidere opgavens opbygning. Projektet blev derfor i højere grad teoretisk baseret, end vi havde forventet. Til gengæld har vi opnået bred faglig viden på et højt teoretisk plan, som højst sandsynligt vil gavne os i fremtidige projekter. Undervejs har vi haft møder med en opponentgruppe og deres vejleder. Det gav os et andet syn på vores projekt, da der kom kritik fra andre. Vi fik et godt indblik i processen, og det var især behjælpeligt at spejle vores egen arbejdsproces i en anden gruppe. På den måde kunne vi dele vores erfaringer og frustrationer med opponentgruppen, og deres proces med projektet gav os inspiration til egen proces

34 Litteraturliste Bilag til model 1 og 2 1. Arndt, Hans 2007: Talehandlinger - og anden sprogbrug. Side Bind 1. oplag. 1. udg. Forfatteren og Dansklærerforeningens Forlag A/S, ISBN: (Bog) Model 1 2. Habermas, Jürgen 1981: Teorien om den kommunikative handlen, Theorie des kommunikativen Handlens. Side Bind udg. Aalborg Universitetsforlag og Institut for pædagogik og uddannelsesforskning. ISBN: (Bog). Første mellembetragtning. Dette er hovedværket I vores opgave, da Jürgen Habermas opstiller teorier for den gensidige forståelse. 3. Habermas, Jürgen 1987: Samtalens fornuft. Side udg. Rosinante. ISBN: O (Bog). 4. Habermas, Jürgen 1981: Teorier om samfund og sprog. Side udg. Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag A.S. ISBN: (Bog). Habermas omtaler hermeneutikkens krav på universel gyldighed. Desuden er bogen med til at give et indblik i Habermas tanker om sprog og samfund. Model 2 5. Nørager, Troels 1993: System og Livsverden, Jürgen Habermas' konstruktion af det Moderne. Side udg. Forlaget ANIS, 4 oplag. ISBN: (Bog). Nørager beskriver og forklarer Habermas teorier i denne, hvilket har været nødvendigt for bedre at kunne opnå forsståelse. Nørager stiller sig sommetider kritisk overfor Habermas påstande, hvilket giver en mere nuanceret analyse af Theorie des Kommunikativen Handelns. 6. Stewart, John og Logan Carole 1999: "Verbal and Non-verbal Dimensions of Talks, Bridges Not Walls - A book about International Communication. Side udg. University of Washington, McGraw-Hill (Bog). Vi inddrager nonverbal kommunikation, da Habermas ikke beskæftiger sig med dette