Beretning for arkæologisk forundersøgelse af Stændertorvet II Roskilde Dms.

Transkript

1 Beretning for arkæologisk forundersøgelse af Stændertorvet II Roskilde Dms. ROM 2978 Stednr STÆNDERTORVET II Kulturlag, vejbaner, kirkegård Matr.nr. 7000dd af Roskilde Bygrunde Roskilde Domsogn Sømme herred Københavns amt ROSKILDE MUSEUM Jens Molter Ulriksen 1

2 Resumé En forundersøgelse i form af mindre prøvehuller forskellige steder på Stændertorvet i Roskilde viste, at der alle steder var væsentlige levn fra middelalderen. På nordsiden af ruinen af Skt. Laurentii kirke var kirkegården med en meget høj gravtæthed på 34 begravelser indenfor 2,4 m 3 udgravet jord. Øst for kirkeruinen lå prøvehullet udenfor kirkegården, men til gengæld var der rester af en eftermiddelalderlig bygning og dybest nede fandtes torvegadens brolægning fra 11. årh. Endnu et hul i torvegaden blotlagde en sekvens på 6-7 belægninger fra 11. årh. til renæssancen. Undersøgelsens baggrund I 2012 henvendte Roskilde Kommune sig til Roskilde Museum vedr. kommunens planer for en renovering af Stændertorvet. (Fig. 1.) Det var fra Roskilde Kommunes side intentionen, at hele Stændertorvet og Fondens Bro skulle omfattes af arkæologiske prøvehuller, men at det skulle ske i flere tempi. I foråret 2012 gennemførtes en forundersøgelse i torvets østlige side, hvor fire prøvehuller blev undersøgt (jf. særskilt beretning ROM 2955 STÆNDERTORVET ØST). Nærværende forundersøgelse er i realiteten en fortsættelse af førnævnte. Stændertorvet befinder sig i den centrale del af Roskildes middelalderlige byområde. Den sydlige side har siden 11. årh. været torvegade. I det nuværende torvs sydvestlige hjørne lå Skt. Laurentius kirke, hvis ruin er fredet. Domkirken ligger ca. 100 m væk i nord-nordvestlig retning, mens Roskilde Palæ befinder sig ved Stændertorvets nordøstlige hjørne. Her lå bispegården i middelalderen, ligesom Roskildes biskop har bopæl her i dag. Der er gentagne gange foretaget arkæologiske udgravninger eller iagttagelser omkring Stændertorvet, hvorved vejbelægninger, ruiner og kulturlag er påvist. Torvets centrale dele har ikke været undersøgt. Det nuværende torv er først udformet omkring 1. verdenskrig. Tidligere var der en karré af huse med gadeforløb mellem torvegaden og hhv. domkirken via Fondens Bro og bispegården via Bispegårdens Stræde, som det benævnes på Resens kort fra (Fig. 3.) I 1730 erne etableredes en bred adgangsvej, Nygade, til det nyopførte kongelige palæ ved nedrivning af et hus ud til torvegaden. (Fig. 4.) Administrative data Roskilde Museum var ansvarlig for undersøgelsen. Originaldokumentation og oldsager opbevares på museet. Roskilde Kommune har afholdt udgiften til forundersøgelsen i sin egenskab af lodsejer og opdragsgiver. Sagen er registreret hos Kulturstyrelsen under j.nr /ROM Topografi Stændertorvet fremstår som en jævn overflade, der falder svagt fra kote m i torvets sydøstlige hjørne til lidt over m i nordvest. Ved forundersøgelsen var 2

3 den centrale del af pladsen brolagt, mens vejarealerne var asfalterede. Hertil kommer græsklædte områder i torvets nordøstlige hjørne ved Roskilde Palæ. Undergrundet bestod dels af sandet blåler, dels af gult undergrundsler (rødler). I hul 2 var der tale om blåler i kote m. I hul 3 var der ligeledes blåler med en overflade omkring kote m. I hul 4 var der tale om gult sandet undergrundsler i kote m. I hul 14 var overfladen af gulbrunt undergrundsler i kote m. I hul 15 var rødler i kote m, men det blev målt mellem to gruber, så det er uvist, om det er den egentlige undergrundsoverflade, eller om der er tale om afgravning. Udgravningens forløb Forundersøgelsen foregik over 18 arbejdsdage mellem den 8. april og den 3. maj Udgravningsleder var mus.insp. Jens Molter Ulriksen, Niels K.W. Nielsen var udgravningsassistent og stud.mag. Sofie Jørgensen var udgravningsmedhjælp. Kenneth Rosén og Jacob Andersen deltog som volontører og afsøgte flader, profiler og jordbunker i hul 3 og hul 15 med metaldetektor den 10/4. Den maskinelle opgravning af jord, afstivning, afspærring og retablering af belægninger blev foretaget af fa. Søren Grøn & Søn. Udgravningsmetode og dokumentation Der opgravedes i alt fem prøvehuller, der i størrelse varierede fra ca. 4,3 m 2 til 8,7 m 2. Belægningen blev fjernet, og med en 1,5 tons respektive 3,5 tons minigraver gravedes de øvre fyldlag væk. Når et nogenlunde intakt lag fremkom, blev den maskinelle opgravning standset i den ene side af hullet, mens den fortsattes i den modstående, indtil der enten fremkom anlægsspor eller undergrundsler. Derefter blev den tilbageværende plint delvist udgravet med ske. Der blev udtaget en serie jordprøver med henblik på en vurdering af potentialet for pollen- og makrofossilanalyser, ligesom der blev udtaget træ fra hul 3 til C14-datering. Alle fyldskifter og belægninger blev indmålt og nivelleret med totalstation eller GPS i Euref89. Profilerne blev tegnet på folie i målestok 1:10. I forbindelse med begravelserne fra Skt. Laurentii kirkegård i hul 4 blev anvendt gravskemaer. Der blev taget fotos i CR2-format. Udgravningens resultater Hul 1 Der var en forventning om, at der kunne laves et prøvehul på sydsiden af kælderudstillingen ved Skt. Laurentii kirkeruin, men det viste sig, at der ikke var plads mellem kældervæggen og omgravet jord under vejbanen. (Fig. 2.) Hullet blev opgivet. 3

4 Hul 2 Ca. 2,8 x 2,4 m ved overfladen. Der gravedes til en dybde af ca. 2,60 m (kote m) under eksisterende terræn (kote m). Forholdene var stærkt forstyrrede indtil en dybde af 1,4 m under terræn. I den vestlige side af prøvehullet et nord-sydgående kampestensfundament med en topkote omkring m. Det var 2,3 m langt og 0,55 m bredt og ca. 0,44 m højt. Fundamentet kan være fra en bygning, som er markeret omtrent på dette sted på Resens kort (fig. 3). Under fundamentet ca. 1,4 m under terræn fremkom vandretliggende træ og mindst to stolper (topkoter omkring m). Der kan være tale om en form for fundering af de temmelig vanddrukne lag på stedet. Der forelå ikke fund, som kunne datere træet, men der er sandsynligvis tale om efter-reformatorisk tid. Til dette niveau hører desuden en nedgravet tønde, af hvilken der fandtes bunden og omtrent 10 cm af underdelen i hullets nordøstlige kvadrant. Tøndens bund stod i kote m. Endnu en tønde, denne gang uden bund, fremkom i hullets østprofil. Indholdet var meget løst og gennemvædet, formentlig latrin. Cirka midt i tønden var et lag kalk og en kamskinne til en trelags dobbeltkam med fine og grovere tænder. (Foto 418 og 422). Ved 1,90 m under terræn (kote m) blev plinten anlagt i vestsiden af hullet. Her var laget (lag 1) meget komprimeret og teglfrit, men med lidt knogler og enkelte sten som lå løst. 1 Blandt oldsagerne var et stykke af en tandplade til en enkeltkam, lidt hasselnøddeskaller og to flintafslag, hvoraf det ene var ildpåvirket. Ca. 10 cm dybere fandtes en noget ujævn brolægning af tæt liggende næve- til hovedstore sten med topkoter omkring m til 39,24 m (se fig. 6). Bundniveauet for brolægningen fandtes ved kote m. Derunder var lag 2, som var 30 cm tykt, og hvis nedre del var en brolægning af større marksten direkte ovenpå en brolægning af flint (lag 3). I lag 2 fremkom tre små uornamenterede lerkarskår, der mere ligner vikingetid end middelalder, men som formentlig hører til i årh. Desuden fandtes benmageraffald (forarbejdet hjortetak), en østersskal og hasselnøddeskaller. Flintbrolægningen i lag 3 var lagt i overfladen af undergrundens blåler, og her fandtes lidt frådsten og dyreknogler. Denne eller en tilsvarende brolægning fandtes ligeledes ved bunden af hul 3 (se nedenfor), og den kendes desuden fra udgravningen ved Skt. Laurentii kirkeruins sydside få meter væk. Hér blev flintbrolægningen dateret til 11. årh. 2 Hul 3 Ca. 3,80 x 2,30 m stort ved overfladen. Der gravedes til en dybde af ca. 2,35 m (kote m) under eksisterende terræn (omkring kote m). Ned til 1 m under terræn var lagforholdene meget blandede. Ved 1,1 m s dybde fremkom en brolægning af næve- til håndstore marksten, stumper af munkesten og knogler. 3 Ved dette niveau (ca. kote m) blev oprettet en plint i hullets nordside. Lag 1 med brolægning 1 var mellem 15 og 30 cm tykt og rummede udover sten- og knoglefyld læderstumper, træstaver, et par skår af glaseret keramik, bund af glaseret kande ( ), et skår af gråbrændt østersøkeramik (næppe ældre end 1200), et par stykker benmageraffald og enkelte hasselnøddeskaller 1 Jf. ST3; foto Jf. beretning i ROM 1901 SKT. LAURENTII RUIN. 3 ST1, lag 1; foto 289, 290, 291, 296, 298,

5 og lille stykke frådsten. (Se fig. 7 og fig. 8 lag 1.) Toppen af laget lå i kote m. Brolægningen er formentlig fra omkring tallet, dels pga. niveauet, dels fordi mange teglbygninger blev revet ned, og teglbrokker kan have fundet anvendelse som vejfyld. I brolægningen fandtes Brolægning 2 var et ca. 20 cm tykt lag med håndstore sten blandet med mange småsten og spredte træstykker. (Fig. 7 og fig. 8 lag 3.) Toppen af laget fandtes i kote m. Mellem brolægning 1 og 2 var et ca. 20 cm tykt afretningslag af sortgrå, sandet lermuld med træstykker og teglstumper. I laget fandtes desuden skår af keramik med en sortgrå, glinsende overflade, gråbrændt keramik, bunden af en glaseret kande og hasselnøddeskaller. Brolægning 3 lå direkte under brolægning 2, og udgjordes af lidt klodsede sveller, der lå på tværs af vejens retning. Overfladen fandtes i kote m Svellerne dannede ikke en sammenhængende overflade, men lå med omtrent en svellebreddes mellemrum. (Fig. 7 og fig. 8 lag 4.) Mellem svellerne lå sortbrun, sandet lermuld med stort indhold af humus. Det er muligt, at sveller og den overliggende brolægning 2 er sammenhørende i én og samme belægning. Brolægning 4 var cm tykt bestående af en tæt lagte nævestore sten iblandet enkelte knogler. (Fig. 8 lag 9 og fig. 9.) Overfladen fandtes i kote m, og mellem brolægning 3 og 4 var et ca. 25 cm tykt afretningslag (Fig. 8, lag 5, 6, 7 og 8.) I laget fandtes et stykke oversavet, fladt gevir Brolægning 5 bestod af et cm tykt lag løs sandet lermuld med fingertykke grene eller ris ovenpå og imellem håndstore marksten med, der ikke var så sammenhængende som brolægning 4. (Fig. 8 lag 10 og fig. 9.) Toppen fremkom i kote m. En af grenene er C14-dateret til e.kr. 4 Desuden var der 32 gram knogler i laget. Brolægning 6 var en samling af hovedstore sten på ca. 50x60 cm, der lå indlejret i et cm tykt lag af mørkebrun let sandet lermuld med træstykker og enkelte mindre sten. (Fig. 8 lag 12 og fig. 10.) Toppen fandtes omkring kote m. Mellem brolægning 5 og 6 var et cm tykt sortbrunt humusholdigt fedtet lag. Om det vitterlig har været en sammenhængende brolægning var vanskeligt at bedømme ud fra prøvehullet. Fra laget kom to stykker sammenfoldet bronzeblik, lidt dyreknogler og nøddeskaller samt en stump af udsavet plade af tak. Brolægning 7 var en sammenhængende belægning af mark- og flintesten fra nævestørrelse og mindre, iblandet en del mellemfodsknogler og rørknogler fra dyr. Overfladen fandtes omkring kote m. Brolægningen var lagt direkte i sandet blåler, topkote omkring m, som var undergrundsmaterialet. De øverste cm var muldtrukne som følge af belægningsarbejde og færdsel, men derunder var der tale om uberørt råjord. I forbindelse med brolægningen dukkede flere nedrammede, tilspidsede pæle om, som alle var afbrudt i brolægning 7 og dermed samtidige hermed. Pæl 7 ses i profil 2 (fig. 8), og den er C14-dateret til e.kr. 5 En anden pæl, der var tilhugget til et firkantet tværsnit, blev C14-dateret til e.kr. 6 Hul 4 Hullet var ca. 3,2 m langt og 1,8 m bredt ved overfladen. Med gravemaskinen fjernedes 20 cm asfalt og 10 cm betondæk, og derefter omrodet fyld af mørk jord, gult 4 Standardafvigelse 2 (Ua /-30 BP). 5 Standardafvigelse 2 (Ua /-30 BP). 6 Standardafvigelse 2 (Ua /-30 BP). 5

6 ler og tegl til en dybde af 70 cm under eksisterende terræn, hvor en begravelse fra Skt. Laurentii kirkegård blev påtruffet. Der var tale om et badekarformet fyldskifte med fyld af gult ler og mørk jord (A1). Skelettet blev indmålt, fotograferet og taget op. Derefter gravede maskinen yderligere cm fyldjord væk. Her fremkom fire begravelser. Herfra gravedes med håndkraft. Begravelserne viste sig at ligge meget tæt både horisontalt og vertikalt. I alt registreredes 34 begravelser, men da det blev besluttet, at der kun skulle graves til råjord i den nordlige del af hullet, hvor gravtætheden syntes mindst, er der stadig mange begravelser på stedet. Til bunds nåede udgravningen kun indenfor et 0,75 m 2 stort areal, hvor vestprofilen blev tegnet, og toppen af det gule, sandede undergrundsler blev indmålt til omkring kote m. (Fig. 12 lag 12.) Begravelserne var alle orienterede øst-vest uden nævneværdige afvigelser i forhold til hinanden i længderetningen. Der blev ikke påvist kister, og kun i enkelte tilfælde var det muligt at påvise gravgrubens kanter. Ved A22 var der kindsten ved kraniet, en frådsten og en munkesten, og ved A37 var en større frådsten anbragt langs med siden af graven. I bunden af denne grav var endvidere et næsten helt formuldet bræt som underlag, placeret direkte på råjorden. I de 2 sydlige meter af hul 4 gravedes fra A1, der lå i kote m til omkring kote m (A30), hvor der var fem niveauer af grave. I den nordligst beliggende meter af hul 4 begyndte begravelserne først at dukke på ved kote (A17). Her var tre niveauer indenfor cm indtil et lag af begravelser omkring kote m (A24, A25, A26 og A32). Fra dette niveau til råjord, som lå omtrent 1 m dybere, var kun tre begravelser over hinanden. Gravtætheden var altså noget større i de højere liggende lag (fig. 12 lag 2-3) end i de nedre lag (fig. 12 lag 5-11). Samlet set må man regne med, at der er mindst otte niveauer af begravelser på nordsiden af Skt. Laurentii kirke. Et interessant aspekt, der dukkede op i den nordlige del af hul 4, var en kant af frådsten, som fremkom i kote m. Et sammenhængende forløb af frådsten, A40, gik i nord-sydlig retning. Det var ikke muret af kvadre, men mere sammenkittet materiale. På sydsiden af frådstenskanten var en stenlægning af håndstore marksten, A38, med en overflade omkring kote m. Der er grund til at formode, at A38 og A40 er sammenhørende. Umiddelbart over stenene lå begravelsen A33, hvor skelettet var intakt bortset fra at venstre arm manglede. Om der er en direkte sammenhæng mellem A33 og A38/A40 kan ikke siges med sikkerhed. Efter A38 og A40 var fjernet fandtes 8-10 cm dybere endnu en stenlægning, A39, der bestod af mindre sten. (Foto 500, 508 og 509.) I dette niveau var A40 ikke længere til stede, men afgrænsningen af A39 fulgte meget nøje forløbet af A38 og A40. Mellem de to stenlag var en mørk, fedtet horisont (se foto 512). Hvor langt mod syd stenlægningerne har strakt sig er uklart. En boreprøve med et håndbor ved A22 ramte ingen stenlægninger, men til gengæld råjord i kote m, et cm tykt lag af oprindelig muld og derover et tyndt lag gruset vådt ler dækket af få centimeter sand. Derover var ca. 1 m gulbrunt ler iblandet store mængder knust frådsten. Sidstnævnte lag er identisk med vestprofilens lag 5 (fig. 12 lag 5), der formentlig er en omfattende tilførsel af materiale med udgangspunkt i kote m (fig. 12 lag 8). Det kan være et tilfælde, at boret har fundet vej gennem en stenlægning, men det er ikke sandsynligt, at begge stenlægninger er passeret uden problemer. Det samme gælder det sammenhængende lag af kalk og kridt med brolægning af mindre sten af flint og kridt (A36) som fremkom under A39. (Fig. 12 lag 9.) A39 hvilede på et kompakt lag af sortbrun sandet lermuld med stykker af frådsten og kridt. (Fig. 12 lag 10.) Derunder var det oprindelige muldlag i en tykkelse 6

7 af 20 cm (fig. 12 lag 11). 7 A39 var gennembrudt af nedgravningen A35, som førte ned til begravelsen A37. Denne rummede kraniedele, nøgleben og ribben af et barn(?), samt en kæbedel fra en voksen person. Ved nordsiden af nedgravningen var en større frådsten, og i bunden af graven var et næsten helt formuldet bræt i kote m. Derunder var råjord. Hul 14 Hullet var 2,65 x 1,62 m ved overfladen. Ved opgravningen viste det sig, at der var tale om meget forstyrrede forhold. I vestsiden af hullet var et betonfundament i nordsydlig retning, hvis top fandtes omtrent 65 cm under eksisterende terræn (kote m). Der blev gravet til råjord i sydsiden af hullet. I nordsiden af hullet blev efter ladt en plint med en topkote ved m. Overfladen af undergrundsleret lå i kote m. Den vestlige halvdel af plinten, som stødte op til betonfundamentet bestod af nedgravningen til et kampestensfundament af ukendt alder. Kun ca. 1 m 2 i det nordøstlige hjørne af hullet kunne undersøges nærmere. Forekomsten udgjordes af en nedgravning, der bl.a. rummede tegl, glaseret keramik og bronzesmelt. 8 Derunder var lag 5, 6 og 7, der var horisontale aflejringer, som alle rummede tegl. I lag 5 bl.a. gråbrændt keramik og forpestet rudeglas. Der var ingen fund i de to nederste lag. 9 Hul 15 Ved overfladen var hullet 2,6 m langt og ca. 2 m bredt i vest, mens østenden var ca. 1,5 m bred. Der gravedes til undergrund i sydsiden, hvor gult ler blev indmålt i kote m. I nordsiden af hullet blev efterladt en plint med en overfladekote omkring m. Plinten blev gravet lagvist med ske, dog kun i den østlige halvdel. Lagserien bestod lag 1, 2 og 3, der alle repræsenterede opfyldning af gravede huller. 10 I lag 1 fandtes gråbrændt og glaseret keramik, næsten-stentøj, tegl, gulvfliser, slagge, dyreknogler og en afskåret sprosse af hjortetak. Fra lag 1 stammer et stykke ornamenteret bronzeblik, der blev fundet med detektor under opgravningen. Lag 2 var ældre end lag 1 og yngre end lag 3. Om bunden af lag 2 kun tangerede råjordens overflade, eller om den var gravet ned i råjorden, kunne ikke afgøres. Indholdet af oldsager var det samme som i lag 1. Lag 3 var rester af en grube, der har været gravet ned i undergrundsleret. Indholdet af oldsager var det samme som i lag 1 og 2. Hertil kommer en borgerkrigsmønt fra Erik Menveds regeringstid, der blev fundet med metaldetektor ved opgravningen af hullet. Om den stammer far lag 2 eller 3 kan ikke afgøres. Konklusion Forundersøgelsen viste, at der alle steder er væsentlige fortidsminder, hvoraf de højest liggende fandtes i en dybde af ca. 70 cm under eksisterende terræn. 7 Pollenprøver fra hul 4 lag 8, 10 og 11 er blevet screenet for egnet materiale på Moesgård Museum. Kun i lag 10 var tilstrækkeligt pollen bevaret til egentlig analyse. 8 ST4, lag 4 9 Jf. ST Jf. ST 2. 7

8 Forholdene omkring Skt. Laurentii kirkeruin blev belyst med hul 2 og 4. Kirkegårdens afgrænsning mod nord blev ikke fundet i hul 4. Til gengæld var det tydeligt, at begravelsestætheden har været meget stor på nordsiden af kirken. Indenfor de udgravede 2,7 m 3 undersøgt jord, som rummede grave, fandtes levn fra 34 begravelser. Gravtætheden var afgjort højest i de øvre lag. Det ser ud til, at man har udlagt et cm tykt lag af frådstenssmulder og ler på et tidspunkt, formentlig for at hæve terrænet på kirkegården i forhold til omgivelserne. Det var desuden tydeligt, at der er afsat et 20 cm tykt kulturlag over den oprindelige muldhorisont, som igen er dækket af en belægning af flint og kalksten. At denne stammer fra tiden omkring opførelsen af stenkirken er en mulighed. Hul 2 blev lagt, for at finde kirkegårdsafgrænsningen mod øst. Selve skellet blev ikke påvist, men det kan godtgøres, at kirkegården ikke når østligere end springvandet på pladsen. I hul 2 var rester af en bygning, der er opført og nedrevet efter middelalderen, måske den lille bygning som er afbilledet på Resens kort over Roskilde fra Dybere nede var to stenbrolægninger, som må høre torvegaden til. Den nederste er efter alt at dømme identisk med den ældste brolægning i hul 3, og som er tidligere er påvist ved Skt. Laurentii kirkes sydside, hvor den er dateret til 11. årh. I hul 3 blev torvegadens fra 11. årh. til renæssancen blotlagt i sekvens på 6-7 belægninger af varierende karakter. C14-dateringer af pæle fra den ældste brolægning af småsten og knogler, lagt direkte i undergrundslerets overflade, henfører denne til tiden mellem 1000 og Hul 14 og 15 ved Roskilde Palæ viste, at der er affaldsgruber og kulturlag fra højmiddelalderen i området, men ikke mindst hul 14 var stærkt forstyrret af moderne byggeri. Sammenlignes de fem prøvehuller, tyder alt på, at den sydlige del af Stændertorvet (hul 2, 3 og 4) repræsenterer det offentlige rum i form af torvegaden og kirkegården, mens den nordlige del af Stændertorvet mere bærer præg af at være bebyggelsesområde af endnu ukendt karakter. Samlet set har nærværende forundersøgelse vist, at fremtidige jordarbejder i området, der rækker dybere end cm under eksisterende terræn, vil kunne komme i karambolage med intakte, væsentlige fortidsminder, som ikke må bortgraves eller ødelægges uden forudgående arkæologisk udgravning. 8

9 Fig. 1. Roskilde. Den røde firkant angiver Stændertorvets placering i bymidten. Fig. 2. De fem prøvehuller er vist med gul farve. 9

10 Fig. 3. Udsnit af Resens kort over Roskilde fra Torvet (Stændertorvet) er angivet med nr. 26. Fig. 4. Stændertorvet med bygninger fra ca indsat. Torvets trekantede form genkendes fra Resens kort (fig. 3). 10

11 Fig. 5. Hul 2. Kampestensfundamentet og den underliggende træramme. 11

12 Fig. 6a. Hul 2, lag 1, brolægning 1 Fig. 6b. Hul 2, lag 2, brolægning 2 Fig. 6c. Hul 2, lag 3, brolægning 3 12

13 Fig. 7a. Hul 3, brolægning 1. Fig. 7b. Hul 3, brolægning 2. Fig. 7c. Hul 3, brolægning 3. 13

14 Fig. 8a. Nordprofil II. Fig. 8b. Foto af nordprofil II. 14

15 Fig. 9a. Hul 3, brolægning 4 Fig. 9b. Hul 3, brolægning 5. 15

16 Fig. 10a. Hul 3, brolægning 6, set fra syd. Fig. 10b. Hul 3, brolægning 7, set fra syd. 16

17 Fig. 11a. A1 i fladen, set fra øst. Fig. 11b. A1, skelettet delvist frilagt. Set fra øst. 17

18 Fig. 12a og b. Hul 4, vestprofil i nordlige del, set fra øst. 18

19 Fig. 13a. Hul 4. Brolægning A38 (tv.) og den sammenkittede kant af frådsten (A40) i den nedre del af billedet. Den dybereliggende brolægning A39 ses til højre. Set fra nord. Fig. 13b. Hul 4. Brolægning A39. Set fra nord. 19