Prædiken til 2.pinsedag 2013 Vor Frue Kirke, København

Transkript

1 Prædiken til 2.pinsedag 2013 Vor Frue Kirke, København Stine Munch Der er mange, der synes, pinsen er en meget luftig højtid. Det blæser og syder og bobler - det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemlig gennem løvet, det lufter lifligt under sky - men hvordan får vi hold på uhåndgribelige Helligånd. Vi kan ikke få hånd om ånden, den smutter ud mellem fingrene på os, usynlig og dog alligevel med synlige effekter. Hvad I alverden stiller vi op med denne årets tredje store højtid, pinsefesten? Jo, det særlige ved den kristne tro er, at her er Gud ikke blot en fjern himmelsk størrelse, som vi kan meditere os op i nærheden af eller nærme os ved særligt fromme øvelser eller gerninger. I den kristne tro går bevægelsen ikke fra os til Gud, men fra Gud til os. Og det er det, pinsen handler om. Guds komme til verden. Det handler julen også om, og her er det særlige Guds komme gennem det nyfødte Jesus barn. Og påsken. Gud der kommer til verden og vinder over døden. Og så pinsen! Guds komme til verden gennem Hans evige nærvær, helligånden. 1

2 I dag hører vi det igen. Gud kom til verden, ja, han sendte sin søn for, at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det er det vers, vi kalder "den lille Bibel", fordi det i koncentreret form udtrykker hele det bibelske budskab: Gud elsker verden så højt, at han sendte sin søn til verden. Der er ikke noget andet sted i hele Bibelen, hvor vi finder det klarere og stærkere udtrykt end her. Frelse og fortabelse - det er dog alligevel ord, man kan have det svært med. Ord man fristes til at gå udenom. For det ene - 'frelse' - er så stort og uhåndterligt og hvad betyder det egentlig? Det andet - 'fortabelse' - er så hårdt, at vi slår os på det eller hvad værre er: slår hinanden med det. Vi har fra alteret hørt salmisten prise Guds skaberværk: Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid. Du giver dem, og de samler op. Du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver. Du sender din Ånd, og der skabes liv. Du gør jorden ny. Jeg tror, at de ord er det vigtigste, der er at sige om Guds frelse: at modtage livet af Guds hånd, at Gud gør alting nyt - det er det, der er frelse. At modtage livet af Guds hånd kan være at færdes i sit liv med taknemmelighed. 2

3 De fleste dage, er dette måske så indlysende, at vi glemmer, at hverdagen, levet sammen med dem, vi holder af, OGSÅ er det frelste liv. Eller, som Dan Turell siger det, som vi jo nok har hørt cirka tusind gange: Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen Men der er også de andre dage. De dage, hvor liv og død er på spil. De dage, hvor både mening og livsmod og håb - ja, det helt konkrete liv - hænger i en tynd tråd. At opleve de dage, at tråden netop IKKE knækker - at vi igen kom til at føle grund under fødderne, selvom vi aldrig havde troet det - det er en oplevelse af frelse så stærk, at det er som om, vi næsten fysisk mærker, at Guds tager os ved hånden. Og så er der fortabelsen. Fortabelse er, når Guds kærlighed ikke bliver os til glæde og trøst. At tro på Jesus er på én gang ydmygende og befriende. Det er ydmygende, fordi han med sit skarpe lys afslører, hvad der bor inderst inde i os. Han gennemskuer os. Det er ikke rart at blive gennemskuet. Og man kan stille en facade op, så alle får indtryk af, at her går det godt, og at vi har tjek på det hele. Selv om vi inderst inde er overanstrengte og udkørte. Selv om vi føler os tyngede af alt det, vi skal gøre, og af alt det, vi ikke når alligevel. 3

4 Men når det er Gud, der afslører os, så er det en befrielse. Det er befriende og velgørende at blive afsløret af det guddommelige lys. For Gud fordømmer os ikke, men han tilgiver os tværtimod. Og Guds kærlighed bliver os til glæde, så vi får mod til at leve et menneskeliv, at vokse i kærligheden, folde os ud. Vi bliver ikke fordømt. Vi bliver frelst! Jeg tror, det var derfor, så mange mennesker dengang kom til Jesus. De ville gerne være sammen med ham, fordi de forstod, at han ikke fordømte dem. Sammen med ham kunne de føle sig frie og slappe af. Over for ham var der ingen grund til at forstille sig. Et sted i det nye testamente, står der: "Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham." Derfor gav de jødiske ledere, farisæerne og de skriftkloge, ondt af sig og sagde: "Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem." De kunne ikke klare, at Jesus ville være sammen med "den slags Det var for galt, at han på den måde gjorde sig til ét med dem. Det virkede som om han accepterede deres livsførelse. Når andre fordømmer os, fordømmer Jesus os ikke. Som vi hørte i dagens evangelium: "Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham." Frelse og fortabelse. Lys og mørke. Det er i Johannesevangeliet to sider af samme sag. 4

5 Jeg tror, vi hver især sidder med øjeblikke af varme og lys, som vi aldrig for alvor kan gøre andre begribelige, men hvor vi med os selv ved, at her blev der, i mit mørke - ja, i min fortabthed - rakt mig en hånd - ja, her blev jeg: frelst. Men for at kende lyset, må vi også kende mørket. Vi må kende kulden for at glæde os over, at varmen breder sig i kroppen. Vi må kende mørket for at føle glæden, når lyset tændes i os. Vi må kende frygt og angst, før vi kan genkende tryghed og ro. Med andre ord: vi må kende fortabtheden førend frelsen bliver virkelig for os. Man kan også sige: lad være med at læse evangelierne, hvis du vil bevare det gode humør. For der er et lys, som er uudholdeligt. Fordi lyset skinner i mørket, ser jeg, hvor mørkt der i grunden er. Det var mørket i mennesket, der råbte: korsfæst ham. For mørket kunne ikke tåle at Jesus kom til alle de fortabte.. Mørket kunne ikke tåle, at Gud, for at vise, at han er hos enhver, blev født af en fattig kvinde. Hvis vi sådan skulle begynde at regne det hele sammen, så er det vel nok sådan, at dommen er afsagt over mig, fortabt er jeg. 5

6 Men i strafudmålingen udviser Gud en lige så radikal nåde. Han tilbyder os fuld benådning. Enhver, ikke bare de fejlfri og ordentlige, eller dem som ikke kan gøre for det, eller de gode mødre, som har ofret livet for familiens ve og vel, ikke kun frihedskæmpere og sygeplejersker, men ENHVER som tror på ham..kom han for at frelse og give det evige liv.. Een af de fejltagelser, der ligger snublende nær og som har slået frygteligt mange mennesker itu i tidens løb, er netop, at vi misforstår tingene, så vi får bildt os selv og hinanden ind, at det onde og det mørke, det er noget Gud har sendt os - for at prøve os, for at teste vores tro, måske endda for at straffe os. Men det er en fejlslutning, en frygtelig misforståelse af Gud og hans vilje med vores liv, som der INGEN dækning er for i evangelierne, sådan som jeg ser det. Guds mening med vores liv er jo netop ikke mørket. Står der måske ikke på Bibelens første blade, at lyset var det første, Gud skabte? Ja, at han dannede en verden i lys og liv og vækst, som mennesker og dyr skulle leve i. Guds vilje med verden har fra begyndelsen været at tænde lyset i verden og i menneskelivet. Vel findes alle disse ting i verden: mørke, angst, sorg, lidelse, død. 6

7 Det er en del af vilkåret for at være menneske. Men det betyder ikke, at Gud sender alle disse ting over os. Tværtimod: Gud kæmper altid med os FOR lyset, FOR at kærlighed og glæde skal leve i os og livet folde sig ud. Der er en kamp i verden mellem lys og mørke. Det er især evangelisten Johannes opmærksom på. Det er en kamp i hvert eneste menneske. Og da vi blev døbt, blev vi lovet den kæmpestore solidaritet med os her i livet, at alle disse dage, både de grå, de trøstesløse, de desperate og de lysfyldte: alle disse dage deler Gud med os. Alle disse dage kæmper han sammen med os, for at liv må vinde over død, lyset besejre mørket. Og det er Helligånden som giver os mod til denne kamp.. Helligånden som er det der rører os og skubber os i gang. Helligånden der vækkes vores nysgerrighed overfor livet og andre mennesker og Gud.. En kollega har gjort mig opmærksom på en bog med citater af børn der udtaler sig om Gud og den slags. Bogen hedder: Jesus gik på vandet for ikke at få våde fødder. Og jeg vil lige læse et par citater for Jer: "Gud er bare luft. Han er overalt: oppe på taget og ude i skoven og inden i vores sko. 7

8 Gud kan alle sprog. Når han snakker med svenskerne, taler han svensk. Der er så langt op til himlen, at Gud ikke kan stoppe nogen krige. Hvis der bliver koldt oppe i himlen, kan Gud varme sine fødder på en af rumstationerne. Jesus trives meget fint med Gud. De har mange fælles interesser." Og om Helligånden : "Gud, Jesus og Helligånden er egentlig en og samme person, det er ikke så let at forstå. Der er heller ikke nogen af dem selv, der forstår det." Og fordi børn tænker over de her tanker, så spørger de også nogen gange om de meste utrolige ting; ting, som vi voksne kan have svært ved at svare på. F.eks.: "Hvad vejer verdensrummet?" "Har Gud vinger?" Det er kun godt, at børnene er så åbne og videbegærlige. Det er også godt, hvis vi er det. For det peger jo hen på, at vi er mere end blot kødelige væsener. At der også er en åndelig side i os. 8

9 En længsel, et udblik, efter noget der er større, en spørgen efter mening..en stræben efter liv, uanset hvor gammel man bliver.. En gammel legende fortæller: Lige før et barn bliver født tager en engel barnet med sig og viser ham eller hende hele universet. Barnet får da alle verdens hemmeligheder at se, al visdom, som findes gemt i det, og får at vide, hvad det indebærer at være menneske. Og endnu vigtigere barnet får også hele sit liv at se, med alt hvad det vil indeholde af glæde og sorg. Så sætter englen forsigtig en finger over barnets mund og hvisker stille, at barnet nu skal glemme alt dette. Hvert menneske er nemlig selv nødt til at opdage sin levnedsvej, er selv nødt til at tilegne sig verdens visdom og hemmeligheder. Men når barnet bliver født, findes mærket der endnu efter englens finger, en fordybning mellem munden og næsen, og det er en påmindelse om, at der findes noget mere, og derfor søger mennesker efter meningen med livet, drevet af et næsten glemt minde om det, det engang har set. Legenden fortæller altså, at den her længsel efter mening, efter Gud, den blev allerede plantet i os allerede før vi blev født, og den længsel vil mennesket altid have med sig.... 9

10 Vi har en længsel i os.. Det tror jeg langt de fleste kender.. I pinsen får vi at vide, at Gud ikke har efterladt os her i verden, overladt til os selv i vor længsel efter ham. Han er her med sin Ånd. Vi skal ikke gøre det alene, det er ikke alene op til os - og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende, hører vi i dag. Vi er ikke alene. I sin Ånd kommer han os i møde i nadveren. For eksempel. Her gør han sig til bror for enhver af os ved at give os sig selv og dermed anerkende sin forbundethed med os i liv og død også i fortabelsen, i gudsforladtheden. Især i gudsforladtheden; de dage hvor vi ikke kan leve i glad taknemmelighed...for der er jo der, vi er allermest alene og har allersværest ved at tro på at således elskede Gud verden at han gav sin søn den enbårne for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. Også der er han her.. Og vi kan få lov at få en chance mere, og en mere, og... Ja, overfor Gud, vor Far, får vi lov at blive som børn på ny, ny som på skabelsens første dag, hvor lyset blev skabt først.. Det er også hvad pinse er, en ny begyndelse. Så lad os nu tage ham på ordet og lad os gå ud herfra med rank ryg og løftet pande, som dem der er elskede. Kære menighed, Glædelig ny begyndelse! Glædelig pinse. Amen. 10