Dansk Eternit-Fabrik A/S (adv. Henrik Christrup). mod Carl Vilhelm Møller m.fl. (adv. Jens Bjørst) og Knud Wagner Nielsen m.fl. (adv.

Transkript

1 H.D. 27. oktober 1989 i sag I 270/1988 og I 300/1988 Dansk Eternit-Fabrik A/S (adv. Henrik Christrup) mod Carl Vilhelm Møller m.fl. (adv. Jens Bjørst) og Knud Wagner Nielsen m.fl. (adv. Jens Bjørst) mod Dansk Eternit-Fabrik A/S (adv. Henrik Christrup). Almindelige emner 3 - Erstatning uden for kontraktforhold Erstatning uden for kontraktforhold Erstatning uden for kontraktforhold Erstatning uden for kontraktforhold Erstatning uden for kontraktforhold Erstatning uden for kontraktforhold Pengevæsen m.v Pålagt en arbejdsgiver erstatningsansvar for langvarig udsættelse af arbejdere for asbestskader. Dansk Eternitfabrik havde siden 1928 fremstillet eternit m.v. ved hjælp af store mængder af asbest. Herved var arbejderne blevet udsat for indånding af asbeststøv, og nogle arbejdere, der var blevet ramt af erhvervssygdommen asbestose og i enkelte tilfælde kræft, (eller deres enker) sagsøgte fabrikken til betaling af erstatning udover dem fra arbejdsulykkesforsikringen modtagne. Méngraden var fastsat af Sikringsstyrelsen ud fra den del af lidelsen, som skønnedes at være asbestbetinget. Medens landsretten havde dømt fabrikken til at betale ud fra et culpasynspunkt, pålagde Højesteret fabrikken at betale erstatning under henvisning til, at der var tale om en større virksomhed, at dennes ledelse var bekendt med faren ved produktionen, at de ansatte var blevet ramt af erhvervssygdommes alvorlige følger, og at anvendelsen af asbest i virksomhedens produktion til sidst havde måttet ophøre. Tobaksrygning ansås ikke for egen skyld, der kunne medføre nedsættelse af erstatningsansvaret, og erstatning pålagdes også i tilfælde, hvor Retslægerådet ikke havde anset asbeststøvet for den væsentligste årsag til skader. [1] - Udtalt, at de invaliditetserstatninger, som efter erstatningsansvarslovens ikrafttræden den 1. oktober 1984 udmåles efter den hidtidige praksis, ikke væsentlig bør overstige de beløb, som efter lovens kap. 1 ville tilkomme den skadelidte som godtgørelse for varigt men og som erstatning for tab af erhvervsevne. - Udbetaling af overgangsbeløb efter arbejdsskadeforsikringslovens 30 medførte, at de efterladtes krav på erstatning for begravelsesudgifter bortfaldt. - Ikke godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold 1109 i udokumenterede sygeperioder efter påførelse af erhvervssygdomme. - Erstatningskrav for langvarig udsættelse af asbeststøv, hvis følger først viste sig efter lang tids forløb, ikke anset forældet efter D.L Vestre Landsrets dom 14. september 1988 (6. afd.) (Ole Unmack Larsen, Inger Nørgaard, Bjarne Christensen). A. Indledning. Sagsøgte, Dansk Eternit-Fabrik A/S, der blev grundlagt i 1927, har siden 1928 på sin fabrik i Aalborg fremstillet Eternit, navnlig i form af plader til beklædning af tage eller facader. I en del af perioden er der på fabrikken tillige fremstillet særlige ubrandbare plader (Navilite) til brug i bygge- og skibsindustrien. Bortset fra perioden har produkterne foruden af cement og andre fyldstoffer været fremstillet af asbest, hvoraf de har indeholdt 10-40%. Fra omkring 1975 er asbest gradvist erstattet af andre stoffer, således at produktionen fra 1. januar 1988 sker helt uden anvendelse af asbest. Asbest er en fællesbetegnelse for en række uorganiske silikatforbindelser, der spalter på langs i tynde fibre. Ifølge den af Cancerregisteret udgivne publikation,»kræftrisiko og dødelighed blandt ansatte på en dansk asbestcementfabrik«(1986) kan indånding af asbestfibre fremkalde: Asbestose, der er en kronisk og undertiden fremadskridende lungesygdom, der er karakteriseret ved, at lungevævet langsomt omdannes til uelastisk arvæv (fibrose) som vanskeliggør iltoptagelsen, pleuraplaque, der betegner fibrøse bindevævsfortykkelser i lungehinden, lungekræft, navnlig adenocarcinom, d.v.s. kræftsvulster udgående fra bronkialslimhindens kirtler og udførselsgange, samt malignt mesoteliom, som er en sjældent forekommende kræftform, der udgår fra hinderne omkring lunger og hjerte eller fra bughinden. B. Sammenfatning af påstande, søgsmålsgrunde og anbringender. Under disse sager, der er anlagt den 6. marts 1986 af 19 sagsøgere og den 7. august 1987 af 17 sagsøgere, har sagsøgerne, som alle er nuværende eller tidligere ansatte hos sagsøgte eller enker efter ansatte hos sagsøgte, påstået denne dømt til betaling af erstatninger, som tilsammen udgør kr. med renter som anført under de enkelte påstande i afsnit E. Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af mindre beløb end påstået af de enkelte sagsøgere. Sagsøgernes påstande støttes navnlig på, at sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller under arbejdet hos sagsøgte har været udsat for en sådan indånding af asbeststøv, at det har påført dem varigt mén eller medført døden, og at sagsøgte efter dansk rets almindelige erstatningsregel eller på objektivt grundlag må yde dem erstatning for den del af deres tab, som ikke er omfattet af loven om arbejdsskadeforsikring. Sagsøgtes påstande støttes navnlig på, at der ikke er hjemmel til at pålægge selskabet objektivt ansvar, at der ikke af selskabet er udvist noget forhold, som kan begrunde erstatningsansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregel, at der kun for nogle af sagsøgernes vedkommende er godtgjort årsagssammenhæng mellem indåndingen af asbeststøv og sygdommene eller dødsfaldene, at skaderne har været upåregnelige for sagsøgte, at der har foreligget egen skyld eller accept af risiko fra de ansattes side, at erstatningskravene i vidt omfang er forældede efter Danske Lovs , og at nogle af sagsøgerne efter modtagelsen af erstatning i henhold til loven om arbejdsskadeforsikring ikke kan antages at have lidt noget tab. C. Retslægerådets besvarelse af generelle spørgsmål. Der er stillet Retslægerådet følgende generelle spørgsmål:»1. Er sygdommen asbestose veldefineret i forhold til andre lungelidelser? 2. Hvilke diagnostiske kriterier skal være opfyldte for, at man kan stille diagnosen asbestose for en person? 3. Kan lungefibrose kun skyldes påvirkning af asbestfibre, eller kan sygdommen også skyldes eller forværres af anden påvirkning, f.eks. tobaksrøg? 4. Det bedes oplyst, hvorvidt lægevidenskaben, når diagnosen asbestose stilles, som følge af patientens arbejdssted, slutter sig til, at det konstaterede 1110 arvæv, fibrose, er fremkommet som følge af påvirkning af asbestfibre? 5. Kan dannelsen af fibrøse bindevævsfortykkelser i lungehinden, pleuraplaque kun skyldes påvirkning af asbestfibre, eller kan pleuraplaque også skyldes anden påvirkning? 6. Det bedes oplyst, hvorvidt lægevidenskaben, når diagnosen pleuraplaque stilles, som følge af patientens arbejdssted, slutter Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 1

2 sig til, at de fibrøse bindevævsfortykkelser er fremkommet som følge af påvirkning af asbestfibre? 7. Kan kræftformerne adenocarcinom og mesoteliom forårsages af andet end påvirkning af asbestfibre? 8. Kan hjertesygdomme med sikkerhed, med overvejende sandsynlighed eller sandsynligvis forårsages af påvirkning af asbestfibre, eller - i benægtende fald - kan hjertesygdomme skyldes påvirkning af asbestfibre? 9. Er asbestose en sygdom, hvor der også efter ophør med eksposition for asbestholdigt støv er risiko for øget bindevævsdannelse i lungerne og forværring i lungefunktionen? 10. Hvilke sygdomme kan udsættelse for asbeststøv medføre? 11. Det bedes oplyst, om der er nogen sammenhæng mellem på den ene side a) intensiteten af asbestfibre i luften og b) den tidsmæssige udstrækning af eksponeringen, og på den anden side sandsynligheden for, at den eksponerede person pådrager sig I Asbestose II Adenocarcinom III Mesoteliom Kan der i bekræftende fald siges noget nærmere om denne sammenhæng, samt om, hvorvidt den nuværende viden herom afviger fra tidligere opfattelse herom? 12. Kan der fastsættes mindstegrænse for henholdsvis a) intensiteten af asbestfibre i luften og b) den tidsmæssige udstrækning af eksponeringen, der skal være overskredet, for at en person kan pådrage sig asbestbetinget I Asbestose II Adenocarcinom III Mesoteliom. 13. Det bedes oplyst, om udsættelse for cementstøv alene eller samvirkende med asbeststøv kan medvirke til, at en person pådrager sig I Asbestose II Adenocarcinom III Mesoteliom, respektive lignende sygdomme, som muligt kan forveksles hermed.«disse spørgsmål har Retslægerådet i skrivelse af 4. maj 1988 besvaret således:»ad spørgsmål 1 og 2: En række af de symptomer og fund, der optræder ved asbestose, kan også ses ved andre lungelidelser. Grundlaget for den kliniske diagnose er følgende: a. En erhvervsmæssig udsættelse for asbeststøv. b. Symptomer på lungelidelse i form af gradvist opstået åndenød ved anstrengelse, undertiden hoste og eventuelt opspyt. Endvidere kan der ses kuplede fingernegle. c. Kliniske fund. Ved den såkaldte stetoskopiske undersøgelse af lungerne, hvor der bl.a. lyttes over lungerne, høres fine rallelyde over lungerne nedadtil på lungernes bagflade. d. Røntgenundersøgelse af lungerne viser en øget lungetegning som udtryk for et øget bindevævsindhold i lungerne, en såkaldt fibrose. Dette ses især nedadtil i lungerne. Endvidere ses fortykkelse af lungehinderne, en såkaldt pleurafortykkelse, der kan være ledsaget af forkalkninger i lungehinden. e. Lungefunktionsundersøgelser viser en lungefunktionsnedsættelse af type som ved lungefibrose, en såkaldt restriktiv ventilatorisk insufficiens. Ved restriktiv ventilatorisk insufficiens ses en ligelig nedsættelse af den største luftmængde, der kan udåndes efter en maksimal indånding (vitalkapaciteten), og af den luftmængde, der udåndes i det første sekund af en forceret udånding. Endvidere ses nedsat lungediffusion visende sig ved en nedsat transport af ilt og andre luftarter fra lungerne til blodet. f. Eventuelt kan der i opspyttet påvises de karakteristiske asbestlegemer, som består af 1111 asbestnåle og organisk materiale. Tilsvarende kan i selve lungevævet påvises asbestlegemer. Denne undersøgelse foretages kun undtagelsesvis på patienter. Ingen af de under b. til e. anførte kriterier er specifikke for asbestose. Påvisning af asbestlegemer er heller ikke specifikt, men en væsentlig støtte for diagnosen. Ad spørgsmål 3: Lungefibrose kan skyldes en lang række andre sygdomme og påvirkning af lungerne. Tobaksrygning giver næppe i sig selv lungefibrose, men må antages at kunne forværre fibrose fremkaldt af andre faktorer. Ad spørgsmål 4: Som anført under svar på spørgsmål 1 og 2 indgår den erhvervsmæssige eksposition for asbeststøv i de diagnostiske kriterier. For at diagnosen kan stilles, forudsættes det imidlertid også, at patienten opfylder flere af de ovenfor nævnte diagnostiske kriterier, samt at der ikke er andre forhold, der taler afgørende imod diagnosen. Ad spørgsmål 5: Fibrøs bindevævsfortykkelse i lungehinden kan også skyldes andre forhold end asbestsygdom herunder lungehindebetændelse. Fortykkelse af lungehinden findes i øvrigt hos en stor del af befolkningen. De kan antageligt i et vist omfang være forårsaget af asbest, som findes i bymiljøet. Rygning øger forekomsten af pleurafortykkelser, men er ikke årsagen hertil. Ad spørgsmål 6: Diagnosen asbestsygdom kan ikke stilles alene på grundlag af en påvist pleurafortykkelse og en erhvervsmæssig udsættelse for asbeststøv, jf. svarene på spørgsmål 1 og 2. Såfremt en fortykkelse af lungehinden er det eneste sygelige fund, kan diagnosen asbestose ikke stilles, selvom der foreligger oplysninger om erhvervsmæssig udsættelse for asbeststøv. Ad spørgsmål 7: Kun i få tilfælde, hvor der påvises adenocarcinom i lungen, foreligger der oplysning om professionel asbesteksposition. Tobaksrygning er den væsentligste årsag til sygdommen. Oplysninger om professionel asbesteksposition hos patienter med mesoteliom svinger mellem 20 og 80%. Andre, endnu ukendte, årsager må også formodes at kunne fremkalde mesoteliom. Ad spørgsmål 8: Asbeststøv kan ikke i sig selv, direkte fremkalde en hjertelidelse. Derimod kan en svær, kronisk lungelidelse, forårsaget af asbeststøv, medføre en kronisk hjertesygdom på grund af øget kredsløbsmodstand i lungerne, et såkaldt cor pulmonale. Mange andre kroniske lungesygdomme kan medføre cor pulmonale. Ad spørgsmål 9: Ja. Ad spørgsmål 11: I (asbestose) Der er sammenhæng mellem såvel intensiteten af asbestfibre i luften og den tidsmæssige udstrækning af eksponeringen. Risikoen for udviklingen af asbestose øges med intensitet og påvirkningens varighed. II (adenocarcinom): Forholdene er uafklarede, men det er sandsynligt, at der er en tilsvarende sammenhæng som for asbestoses vedkommende, idet hyppigheden af adenocarcinom er højere hos personer med asbestose end hos asbesteksponerede uden asbestose. Kombinationen af tobaksrygning og asbesteksposition giver en kraftig øgning af risikoen for adenocarcinom. III (mesoteliom): Spørgsmålet kan ikke besvares. Ad spørgsmål 12: Nej. Som regel går der år, uden at der påvises tydelige forandringer på røntgenbillederne af lungerne ved asbestose. Adenocarcinom og mesoteliom er dog kun undtagelsesvis set efter mindre end 20 års eksposition. Ad spørgsmål 13: Samtidig udsættelse for asbeststøv og cementstøv giver næppe øget risiko for asbestose, adenocarcinom eller mesoteliom. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 2

3 I sagens behandling har professor Lorenzen samt overlæge Gyntelberg og overlæge Viskum deltaget. «Under domsforhandlingen har professor, overlæge dr. med. Ib Lorenzen og overlæge dr. med. Kaj Viskum forklaret bl.a., at diagnosen asbestose stilles, hvor en patient, som erhvervsmæssigt har været udsat for asbeststøv, ved røntgenundersøgelse viser tegn på fibrose, og de øvrige omstændigheder, som er oplyst, ikke taler imod at anse fibrosen for fremkaldt af indåndingen af asbeststøv. En sådan fibrose er udtryk for, at der er sket en organisk beskadigelse af lungevævet. Skaden skal oplyses i forbindelse med tegning af livsforsikring og indebærer en øget risiko for, at patienten senere får kræft. Derimod behøver sygdommen ikke at medføre symptomer som åndenød, hoste og opspyt. Disse symptomer, der som nævnt i rådets besvarelse af spørgsmål 1-2 kan ledsage sygdommen, forekommer imidlertid også ved andre lungesygdomme, f.eks. bronchitis, som er en veldokumenteret følge af tobaksrygning. Hvor sådanne symptomer forekommer hos en asbestosepatient med et langvarigt tobaksforbrug, uden at der hos patienten foreligger den restriktive lungefunktionsnedsættelse (med formindsket lungevolumen), som 1112 er karakteristisk for asbestose, tyder det derfor på, at symptomerne ikke har forbindelse med asbestosen, men skyldes en bronchitis fremkaldt af tobaksrygningen. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at bronchitis kan forårsages af indånding af uspecifikt støv, herunder asbeststøv, en såkaldt industriel bronchitis, og rådet har da også i sin besvarelse af spørgsmålene angående de enkelte sagsøgeres krav holdt denne mulighed åben, selv om en sådan sammenhæng mellem støvindånding og bronchitis ikke kan anses for dokumenteret. Om der hos en patient foreligger en lungefunktionsnedsættelse, og om denne i givet fald er restriktiv eller obstruktiv (uden formindsket lungevolumen), måles ved en ganske enkel prøve, hvis resultat er entydigt. Denne måling angår de såkaldte»store luftveje«, idet det endnu må anses for lægevidenskabeligt usikkert, hvad der kan bygges på resultaterne af undersøgelser af de såkaldte»små luftveje«. Ved sine vurderinger af betydningen af et eventuelt tobaksforbrug har Retslægerådet ved besvarelsen af spørgsmålene angående de enkelte sagsøgeres krav bygget på de oplysninger om tobaksforbruget, som fandtes i de journaler og sagsakter fra Lungeklinikken i Aalborg, Arbejdsmedicinsk Klinik og Sikringsstyrelsen, som fra disse institutioner har været indsendt til rådet. Da det ikke af Sikringsstyrelsens sagsakter fremgik, for hvilke sygdomme, skader eller symptomer den erhvervsbetingede méngrad er fastsat, har Retslægerådet ikke i sin besvarelse af spørgsmålene angående de enkelte sagsøgeres krav kunnet tage stilling til de i henhold til loven om arbejdsskadeforsikring fastsatte erhvervsbetingede méngrader. D. Sikringsstyrelsens udtalelse om betydningen af forbehold for tobaksrygning ved anerkendelse af lungelidelser som grundlag for erstatning efter lov om arbejdsskadeforsikring. Om betydningen af, at der ved anerkendelse af en lungelidelse som grundlag for erstatning efter loven om arbejdsskadeforsikring tages forbehold for tobaksrygning, har Sikringsstyrelsen i skrivelse af 17. maj 1988 udtalt:» Indledningsvis kan man oplyse, at et forbehold er en orientering til skadelidte og forsikringsselskabet om, at erstatningen alene vil vedrøre den arbejdsbetingede del af den/de anmeldte skade(r) og det anvendes af sikringsstyrelsen, når der foreligger oplysninger om andre lidelser eller skader end den anmeldte, eller når der kan være flere årsager til den anmeldte lidelse. Et forbehold tages i betragtning både ved den aktuelle erstatningsudmåling og ved eventuelle fremtidige genbehandlinger af sagen I sager om lungelidelser træffer sikringsstyrelsen aldrig afgørelse om erstatningsspørgsmålet uden at tage stilling til betydningen af et eventuelt tobaksforbrug. Hvis der ikke foreligger oplysninger i sagen om tobaksforbruget, vil sådanne blive indhentet snarest, hvis et tobaksforbrug kan have haft betydning for lidelsens udvikling. Den af sikringsstyrelsen fastsatte méngrad i sager om lungelidelser vedrører således alene den del af en lidelse, som styrelsen skønner må være arbejdsbetinget, i de konkrete sager asbestbetinget. Dette gælder, hvad enten der er givet meddelelse om forbehold til parterne, eller dette eventuelt ikke er sket. Det kan videre oplyses, at i visse sager tillægges et tobaksforbrug ikke betydning. Dette gælder dels lidelsen malignt mesotheliom, dels sager, hvor der er tale om rent restriktiv lungefunktionsnedsættelse, og der samtidig er påvist asbestose ved røntgen. I alle andre sager sker der ved anerkendelse og erstatningsudmåling en afvejning af på den ene side asbestekspositionen og dennes sværhedsgrad, og på den anden side tobaksforbruget og dettes størrelse, sammenholdt med lidelsens art, udvikling og latenstid.«e. De enkelte sagsøgere og deres påstande samt Retslægerådets besvarelser af spørgsmål angående de enkelte påstande. [2] Sagsøgeren Carl Vilhelm Møller, Aalborg. -. Der er stillet Retslægerådet følgende spørgsmål:»1. Er det af Sikringsstyrelsen/Den sociale Ankestyrelse konstaterede arbejdsbetingede varige mén forårsaget af den pågældendes udsættelse for asbestholdigt støv? Såfremt spørgsmålet ikke kan besvares entydigt, bedes det besvaret med angivelse af sandsynligheder, udtrykt i Retslægerådets terminologi. 2. Såfremt Retslægerådet skønner, at en del af eller hele det konstaterede arbejdsbetingede varige mén skyldes andet end asbestpåvirkning, bedes det oplyst, hvilken eller hvilke påvirkninger der har fremkaldt menet. «Disse spørgsmål har rådet i skrivelse af 4. maj 1988 besvaret således:»ad spm. 1: Røntgenundersøgelsen af lungerne har vist forandringer forenelig med asbestose. Ved røntgenundersøgelsen i oktober 1986 gav røntgenbillederne mistanke om en svulst i venstre lunge. Lungesvulster optræder med øget hyppighed hos patienter med asbestose. Patienten har symptomer i form af udtalt åndenød ved anstrengelse. Ved lungefunktionsundersøgelsen er der påvist en moderat nedsættelse af lungefunktionen, men ikke med et billede, der er karakteristisk for asbestose. Imidlertid har patienten ikke kunnet medvirke til lungefunktionsundersøgelser i Sammenholdes sygdomsforløbet med oplysningerne om en kraftig, erhvervsmæssig udsættelse for indånding af asbestholdigt støv, anser Retslægerådet udsættelsen for asbestholdigt støv for at være den væsentligste årsag til Carl V. Møllers lungelidelse. Ad spm. 2: Mistanken om en ondartet svulst i venstre lunge er ikke endeligt bekræftet. Det er kendt, at samtidig tobaksrygning medfører en kraftig stigning i risikoen for udvikling af lungekræft hos patienter med asbestose. «2. Sagsøgeren Rasmus Baymler, Aalborg. Disse spørgsmål har rådet i skrivelse af 4. maj 1988 besvaret således:»ad spm. 1: Røntgenundersøgelse af lungerne har vist forandringer forenelig med asbestose. Sammenholdt med Rasmus Baymlers erhvervsanamnese, må det anses for sandsynligt, at de radiologiske forandringer skyldes den erhvervsmæssige udsættelse for asbestholdigt støv. Lungefunktionsundersøgelserne har vist normale forhold. Rasmus Baymlers symptomer i form af åndenød samt periodevis hoste og opspyt må, efter Retslæge- Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 3

4 rådets opfattelse, skyldes andre forhold end udsættelsen for asbestholdigt støv. Ad spm. 2: Rasmus Baymlers hoste og opspyt samt tendens til åndenød ved anstrengelse kan forklares ved et mangeårigt tobaksforbrug og muligvis udsættelse for uspecifik støvinhallation.«4. Sagsøgeren Anton Østergaard, Aalborg. Disse spørgsmål har rådet i skrivelse af 4. maj 1988 besvaret således:»ad spørgsmål 1: Ved røntgenundersøgelse af lungerne er der hos Anton Østergard påvist radiologiske forandringer forenelig med asbestose. Ved lungefunktionsundersøgelse er der påvist en svær nedsættelse af lungefunktionen af såkaldt obstruktiv type. Dette er ikke karakteristisk for asbestose. Ved den stetoskopiske undersøgelse af lungerne, senest i 1987, fandtes ingen pulmonale bilyde. På baggrund af den erhvervsmæssige eksposition for asbest og karakteren af de radiologisk påviste forandringer i lungerne må det, efter Retslægerådets opfattelse, antages, at disse forandringer er forårsagede af den erhvervsmæssige udsættelse for asbestholdigt støv. Karakteren af lungefunktionsnedsættelsen og oplysningerne om en ca. 20 år varende periodisk hoste og opspyt taler imidlertid, efter Retslægerådets vurdering, for, at andre faktorer end erhvervsmæssig udsættelse for asbestholdigt støv har været de væsentligste årsager til Anton Østergaards lungesymptomer. Ad spørgsmål 2: Retslægerådet anset det for sandsynligst, at Anton Østergaards nedsatte lungefunktion og den deraf betingede åndenød er forårsaget af hans tobaksrygning, muligvis i forbindelse med udsættelse for uspecifik støvinhallation. «6. Sagsøgeren Elo Kjær, Aalborg. Disse spørgsmål har rådet i skrivelse af 4. maj 1988 besvaret således: 1114»Ad spm. 1: Elo Kjærs erhvervsanamnese og karakteren af de radiologiske forandringer i lungerne taler for, at de radiologisk påviselige lungeforandringer er forårsaget af Elo Kjærs erhvervsmæssige udsættelse for asbestholdigt støv. Ved lungefunktionsundersøgelse er der påvist en nedsættelse af lungefunktionen i form af såkaldt obstruktiv ventilatorisk insufficiens, som ikke er karakteristisk for asbestose. Ved den stetoskopiske undersøgelse af lungerne er der fundet normale forhold, hvilket heller ikke er karakteristisk for asbestose. De to sidstnævnte forhold taler for, at andre faktorer end udsættelsen for asbestholdigt støv er af større årsagsmæssig betydning for Elo Kjærs symptomer. Elo Kjærs symptomer omfatter, i følge sagens akter, åndenød ved anstrengelse samt hoste. Ad spm. 2: Elo Kjærs mangeårige tobaksforbrug må antages at være den vigtigste årsag til den påviste lungefunktionsnedsættelse og til hans lungesymptomer. «9. Sagsøgeren Christian Østergaard Frandsen, Aalborg. Disse spørgsmål har rådet i skrivelse af 6. maj 1988 besvaret således:»ad spørgsmål 1: Af sagens akter fremgår, at Chr. Østergård Frandsen har haft en erhvervsbetinget udsættelse for asbeststøv i perioden Tobaksrygning i ca. 40 år. Siden 1982 lungesymptomer i form af anstrengelsesbetinget åndenød jævnt tiltagende og efterhånden også åndenød i hvile. Samtidig hoste og opspyt. Røntgenundersøgelse af lungerne har siden 1983 vist øget lungetegning nedadtil i begge lunger samt fortykkelse af lungehinderne og forkalkninger i lungehinden. Disse forandringer kan være følger af asbesteksposition. Ved den stetoskopiske undersøgelse af lungerne er der fundet normale forhold. Gentagne undersøgelser af lungefunktionen har ligeledes vist normale forhold. Den erhvervsbetingede udsættelse for asbestholdigt støv og karakteren af de radiologiske forandringer taler efter Retslægerådets opfattelse med overvejende sandsynlighed for, at de radiologisk påviselige lungeforandringer skyldes udsættelse for asbestholdigt støv. På baggrund af den normale lungefunktion må det antages, at Chr. Østergård Frandsens lungesymptomer skyldes andre forhold end asbeststøv. Ad spørgsmål 2: Retslægerådet anser det for sandsynligt, at Chr. Østergård Frandsens åndenød, hoste og opspyt skyldes hans mangeårige tobaksrygning og muligvis udsættelsen for uspecifik støvinhallation. Der er iøvrigt dårlig overensstemmelse mellem lungefunktionsundersøgelsen og patientens klager over åndenød.«14. Sagsøgeren Anne Marie Brast, Gistrup. Denne sagsøger er enke efter Niels Børge Thomsen Brast, der var født den 28. august 1921, og som efter ansættelse hos sagsøgte i perioden afgik ved døden den 18. maj Dette spørgsmål har rådet i skrivelse af 6. maj 1988 besvaret således:»det fremgår af sagens akter, at Niels Børge Thomsen Brast, under sit erhvervsarbejde var udsat for asbestholdigt støv i hvert fald i perioden 1953 til Ved røntgenundersøgelse af lungerne i 1979 blev der fundet let øget lungetegning nedadtil i begge lunger. I 1981 endvidere lette fortykkelser af lungehinden. Disse forandringer er forenelige med følger efter asbesteksposition. I 1981 blev der endvidere påvist en kræftsvulst i højre lunge, som blev fjernet. Ved operationen lykkedes det ikke at fjerne alt svulstvævet, og Niels Børge Thomsen Brast døde i 1982 som følge af kræftlidelsen. I vævsbiopsier fra højre lunge blev der i 1981 påvist talrige asbestlegemer i relation til svulstvævet. Endelig fremgår det af sagens akter, at Niels Børge Thomsen Brast havde røget tobak i en lang årrække fra 15-års alderen. På baggrund af oplysningerne om den erhvervsbetingede udsættelse for asbestholdigt støv, karakteren af de kroniske lungeforandringer samt påvisningen af asbestlegemer i lungevævet anser Retslægerådet det for overvejende sandsynligt, at påvirkningen af lungevævet af asbestfibre har været medvirkende årsag til den lungekræft, som var årsagen til Niels Børge Thomsen Brasts død i Retslægerådet anser det endvidere for sandsynligt, at også den mangeårige tobaksrygning har været af betydning for lungekræftens opståelse. Rådet finder det ikke muligt at fastlægge den relative årsagsandel af de to kræftfremkaldende faktorer.«16. Sagsøgeren Nina Villadsen, Aalborg. Denne sagsøger er enke efter Ejnar Villadsen, der var født den 17. marts 1916, og som efter 1115 ansættelse hos sagsøgte i perioden afgik ved døden den 24. februar Dette spørgsmål har rådet i skrivelse af 6. marts 1988 besvaret således:»det fremgår af sagens akter, at Ejnar Villadsen havde en arbejdsbetinget udsættelse for asbestholdigt støv i perioden 1964 til Fra 1974 led han af hoste og opspyt og fra 1980 i stigende omfang af anstrengelsesbetinget åndedrætsbesvær. De senere år skal han desuden have lidt af symptomer på åreforkalkning i hjertekranspulsårer med brystsmerter af type angina pectoris. Røntgenundersøgelse af lungerne viste siden 1983 fortykkelse af lungehinderne forenelige med følger efter asbesteksposition. Derimod var der ingen tegn på lungefibrose i de basale lungeafsnit. Lungefunktionsundersøgelse har vist obstruktiv lungefunktionsnedsættelse, hvilket ikke er karakteristisk for asbestose. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 4

5 Ejnar Villadsen var tobaksryger i perioden 1930 til Han ophørte da på grund af bronchitissymptomer. Ejnar Villadsen døde pludseligt i 1985 efter få timers varende akut sygdom. Ved den legale obduktion fandtes en svær åreforkalkning i hjertets kranspulsårer, udbredte akutte betændelsesforandringer i lungerne samt tegn på kronisk bronchitis og udvidede lunger. I lungerne fandtes endvidere talrige asbestlegemer og nogen bindevævsdannelse, som kunne være en følge af indånding af asbest. Den svære åreforkalkning i hjertets kranspulsårer og de kroniske bronchitisforandringer samt de udvidede lunger kan ikke skyldes udsættelse for asbestholdigt støv. Sammenfattende er det herefter Retslægerådets vurdering, at Ejnar Villadsens død med overvejende sandsynlighed skyldes andre faktorer end påvirkning af asbestfibre. Det kan ikke udelukkes, at en lettere asbestose også har været en disponerende faktor til den lungebetændelse, som var en medvirkende dødsårsag. I så fald har asbestosen imidlertid efter Retslægerådets vurdering været af underordnet betydning i forhold til hjertelidelsen og den kroniske bronchitis.«20. Sagsøgeren Poul Erik Møller Nielsen, Aalborg. Denne sagsøger, der er født den 25. november 1931, og som har været ansat hos sagsøgte i perioden , har påstået sagsøgte dømt til som godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold at betale kr. med procesrente fra 7. august Denne sagsøgers méngrad blev den 14. oktober 1986 fastsat til 10%, og han har efter loven om arbejdsskadeforsikring fået udbetalt kr. som menerstatning og er tilkendt kr. som erstatning for 15% erhvervsevnetab. Der er angående denne sagsøgers krav stillet Retslægerådet samme spørgsmål som citeret ovenfor under 1. Disse spørgsmål har rådet i skrivelse af 6. maj 1988 besvaret således:»ad spørgsmål 1: Det fremgår af sagens akter, at Poul Erik Møller Nielsen har haft en erhvervsmæssig eksposition for asbestholdigt støv i tiden Tobaksrygning siden 15-års alderen. Siden 1975 har Poul Erik Møller Nielsen haft en hjertelidelse, som de første 9 år viste sig ved anfaldsvis hurtig og uregelmæssig hjerteaktion. Siden 1985 har den uregelmæssige hjerteaktion været permanent. Det drejer sig om såkaldt atrieflimren. Patienten behandles med hjertemedikamenter: Digoxin og isoptin. Hjertelidelsen medfører symptomer i form af anstrengelsesbetinget hurtig hjerteaktion og åndenød. Udover de af hjertelidelsen betingede symptomer har Poul Erik Møller Nielsen siden 1980 været generet af tiltagende anstrengelsesbetinget åndenød. Denne form for åndenød opleves af patienten som forskellig fra den hjertebetingede åndenød. Den optræder ved mindre anstrengelser og er forværret i årenes løb. Ved røntgenundersøgelse af lungerne er der siden 1981 påvist fortykkelse af lungehinderne på begge lunger og siden 1983 en øget lungetegning nedadtil i begge lungeafsnit. Begge forandringer er forenelig med følger efter asbesteksposition. Gentagne lungefunktionsundersøgelser har vist let nedsat lungefunktion af obstruktiv type, hvilket ikke er karakteristisk for asbestose. Karakteren af de radiologiske lungeforandringer og den erhvervsmæssige udsættelse for asbestholdigt støv taler med stor sandsynlighed for, at de radiologisk påviselige lungeforandringer er forårsaget af asbestholdigt støv. Karakteren af lungefunktionsnedsættelsen og patientens lunge- og hjertesymptomer taler imidlertid efter Retslægerådets opfattelse for, at Poul Erik Møller Nielsens lungesymptomer i overvejende grad skyldes andre forhold end udsættelsen for asbestholdigt støv. Ad spørgsmål 2: Det er Retslægerådets vurdering, at de vigtigste årsager til Poul Erik Møller Nielsens 1116 lungesymptomer er hans hjertelidelse, som ikke har nogen relation til asbestekspositionen, samt hans mangeårige tobaksrygning, som kan forklare den lette, obstruktive lungefunktionsnedsættelse. Uspecifik støveksposition kan også være af betydning for den nedsatte lungefunktion.«27. Sagsøgeren Henning Thomsen, Nørresundby. Disse spørgsmål har rådet i skrivelse af 6. maj 1988 besvaret således:»ad spørgsmål 1: Ved lungefunktionsundersøgelsen samt ved røntgenundersøgelse af lungerne er der hos Henning Thomsen fundet forandringer, som er forenelige med asbestose. Endvidere er der ved vævsprøve fra lungerne påvist enkelte elementer, som ligner asbestlegemer. Sammenholdt med oplysningerne om den erhvervsmæssige udsættelse for asbeststøv er det, efter Retslægerådets opfattelse, overvejende sandsynligt, at Henning Thomsens lungelidelse skyldes asbestose. Det er imidlertid påfaldende, at såvel Henning Thomsens symptomer som de radiologiske forandringer i lungerne er udviklet hurtigt. Ifølge sagens akter har Henning Thomsen indtil december 1984 været fuldstændig lungerask. Uanset påvisningen af asbestlignende legemer må man derfor også have mistanke om en såkaldt idiopatisk lungefibrose. Ad spørgsmål 2: Årsagen til idiopatisk lungefibrose er ukendt. «Alle sagsøgerne har taget forbehold om yderligere erstatning. F. Sagsøgtes fremstilling af asbestprodukter. 1. Sagsøgtes forbrug af asbest. Den asbest, der blev anvendt i sagsøgtes produktion, blev indført af sagsøgte selv, og sagsøgtes gennemsnitlige årlige forbrug af asbest har i perioden 1928 til 1984 været således fordelt på 3 forskellige asbesttyper: År Hvid asbest Brun asbest Blå asbest I alt Chrysotile Amosite Crocidolite (tons) (tons) (tons) (tons) Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 5

6 2. De forskellige asbestprodukter (Eternit, rør og Navilite). Sagsøgtes største aktivitetsområde har omfattet forskellige former for Eternit tagmaterialer, der er fremstillet enten som bølgeplader i forskellige profiler eller som skifer. Eternitplader er endvidere fremstillet til facadebeklædning samt til indvendig beklædning af lofter og vægge, herunder specielle plader til brandsikringsformål. Herudover er Eternit anvendt til fremstilling af en række andre produkter, bl.a. forskelligt tilbehør til tagmaterialer samt sålbænke, murafdækninger m.v. Ved fremstillingen af Eternit har sagsøgte anvendt forskellige produktionsprincipper. Hovedparten af fremstillingen af Eternit er sket på særlige produktionsanlæg efter de såkaldte Hatschekog Magnani-principper. En mindre del af produktionen er sket efter et særligt ekstruderingsprincip i en særlig afdeling benævnt ACE-afdelingen (Asbest Cement Extruder). Eternit indeholder 10-15% asbest. Ved siden af produktionen af Eternitplader, der er foregået siden 1928, har sagsøgte i perioden fra ca til ca fremstillet rør af asbestcement Denne produktion foregik i en særlig bygning (»Rørfabrikken«) men efter i det væsentlige samme principper som fremstillingen af Eternitplader. Asbestcementrør indeholder 12-15% asbest. Sagsøgte har endvidere i perioden fra begyndelsen af 1950'erne til slutningen af 1970'erne fremstillet Navilite ubrandbare plader til brandsikring i bygninger og skibe. Naviliteplader blev stort set fremstillet efter de samme principper og på de samme maskiner, som fremstiller Eternitplader. Naviliteplader indeholder indtil 40% asbest. Mod slutningen af fremstillingsperioden blev Navilitepladerne fremstillet uden anvendelse af asbest som råvare. Fra 1969 foregik efterbehandlingen af brandhæmmende plader på en særlig afdeling i Rørdal. 3. Fremgangsmåden. De grundlæggende principper for sagsøgtes fremstilling af asbestprodukter har været uændrede i perioden fra 1928 til Asbestprodukterne er således i hele perioden fremstillet af en slammasse bestående af en findelt asbestblanding tilsat vand og fyldstoffer som f.eks. cement. Af slammassen er dannet en blød, uhærdet plade, som enten maskinelt ved produktionsanlæggene eller manuelt i håndformeriet er formet til det ønskede produkt og derpå hærdet, som oftest mod en stålform i et varmekammer. Efter hærdning er produktet blevet skilt fra formen, hvorefter det eventuelt er blevet tilsavet og farvet i virksomhedens saveafdeling og farveri, inden det er transporteret til færdigvarelageret. Om sagsøgtes fremgangsmåde ved fremstilling af asbestprodukter og om ændringer i denne fremgangsmåde er iøvrigt i hovedtræk oplyst følgende: a. Perioden indtil Asbesten blev transporteret til Aalborg med skib og videre til virksomheden med lastbil. Asbesten var i jutesække, som blev stablet i virksomhedens asbestlager. Til en asbestblanding anvendtes asbest af forskellige kvaliteter. De sække, som skulle anvendes til en blanding, blev styrtet ned på asbestlagerets gulv, hvor de blev tømt, og deres indhold blandet med skovl. Den blandede asbest blev skovlet i sække og transporteret til kollergangen, der var en maskine til findeling af asbesten. En kollergang bestod af to store, opretstående møllehjul, der kørte rundt mod et vandretliggende møllehjul. Efter findelingen i kollergangen blev asbesten gennem en lem tømt ud på gulvet og derfra skovlet i en såkaldt desintegrator, der dels yderligere kunne findele asbesten, dels gennem et rørsystem blæste den findelte asbest op i en træsilo (kammersiloen) Fra kammersiloen blev den findelte asbest skovlet i små 3-hjulede kassevogne og efter afvejning kørt til en»hollænder«, som var et stort kar til blanding af asbesten med vand og cement. Asbesten blev skovlet i Hollænderen. En Hollænder var knyttet til et bestemt produktionsanlæg (plademaskine) og den færdigblandede slammasse løb fra Hollænderen i et rørsystem til plademaskinen, som derefter fremstillede det uhærdede produkt. b. Perioden I 1951 indførte sagsøgte vådkolring, hvilket vil sige, at den blandede asbest blev befugtet under findelingen i kollergangen. Efter findelingen blev den befugtede asbest skovlet i de 3-hjulede kassevogne og i disse transporteret til afvejning og derefter til Hollænderne. c. Perioden I 1961 ændrede sagsøgte fremgangsmåden ved findeling og blanding af asbest samt ved transport af den findelte asbest til Hollænderne. Findelingen af asbest fandt nu sted i stavmøllen, som var en lukket cylinder, hvori var placeret et stort antal jernstænger, som under omdrejning af cylinderen rullede rundt og findelte asbesten. De asbestsække, som skulle anvendes til en blanding, blev nu sammensat på en palle i et nyt asbestlager og derfra med truck kørt til stavmøllen. Asbesten blev påfyldt stavmølleanlægget ved brug af et halvautomatisk sækketømningsanlæg. Sækkene blev åbnet manuelt og derefter af en automatisk sækkeløfter vippet op og tømt ned i et kammer, hvor asbesten blev blandet og befugtet. Fra dette kammer blev asbesten på et transportbånd ført op til en silo, hvorfra asbesten gennem en flydende bund blev trukket ned i selve stavmøllen. Fra stavmøllen blev den findelte og befugtede asbestblanding automatisk løftet op på et nyt transportbåndsystem, som forbandt stavmøllen med produktionsanlæggene, bortset fra et enkelt anlæg (anlæg 1) Når asbesten på transportbåndet var fremme ved de enkelte produktionsanlæg, blev den automatisk hældt ned i nogle store træsiloer, hvorfra den blev skovlet i de 3-hjulede kassevogne og 1118 kørt til Hollænderne. Transporten af findelt og befugtet asbest til anlæg 1 skete på en åben lastbil, som blev læsset med asbest fra transportbåndet ved åbning af et spjæld i dette. Omkring 1963 indrettede sagsøgte i tilknytning til stavmøllen en såkaldt»callowmølle«, hvis funktion var at knuse eternitaffald til støv, som blev genanvendt i produktionen ved tilsætning til asbesten i stavmølleanlæggets blandekammer. Fra et tidspunkt omkring midten af 1960'erne begyndte sagsøgte ved montering af nye produktionsanlæg og ved ombygning af eksisterende anlæg at indføre automatiske blandingsanlæg. Disse anlæg fik på transportbånd tilført asbest direkte fra stavmøllen og blandede i et lukket system asbesten med vand og cement. I begyndelsen af 1970'erne ophørte brugen af jutesække til asbest, som i stedet blev leveret i plastiksække, på paller og i lukkede containere. d. Perioden I 1976 var indførelsen af automatiske blandingsanlæg gennemført således, at al almindelig produktion af plader skete ved anvendelse af slam blandet på automatiske og lukkede blandingsanlæg. I 1976 tog sagsøgte endvidere et nyt lukket transportbåndsystem i brug til transporten af asbest fra stavmøllen til de automatiske blandingsanlæg. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 6

7 I 1977 blev Callowmøllen nedlagt, og i stedet indrettedes i en kortere periode et knusningsanlæg ved produktionsanlæg 1. Fra 1980 foregik al påfyldning af sække til stavmølleanlægget ved brug af et fuldautomatisk sækketømningsanlæg. Efter en løbende omlægning af produktionen til asbestfri produkter ophørte sagsøgte ved udgangen af 1987 med at anvende asbest i produktionen. G. Om den tilgængelige viden om faren ved indånding af asbestfibre og om arbejdstilsynsmyndighedernes tilsyn med sagsøgtes anvendelse af asbest. 1. Indledende bemærkninger. Af Retslægerådets besvarelser af de specielle spørgsmål vedrørende de enkelte sagsøgeres påstande fremgår, at de menfremkaldende påvirkninger hos alle sagsøgere eller hos disses afdøde ægtefæller i det væsentlige er sket i perioden fra virksomhedens start i 1928 til slutningen af 1970'erne. I perioden indtil 1. oktober 1970 fandtes ingen generelle regler specielt vedrørende anvendelsen af asbest i arbejdsmiljøet. Fra 1. oktober 1970 til udgangen af 1979 gjaldt især reglerne i Direktoratet for Arbejdstilsynets meddelelse nr. 5/1970 om beskyttelsesforanstaltninger ved arbejde med asbest og asbestholdige materialer. Meddelelse nr. 5/1970 blev den 1. januar 1980 afløst af Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 468 af 13. november 1979 om anvendelse m.v. af asbest. [3] 2. Perioden indtil 1. oktober I meddelelse nr. 35/1934 fra Direktoratet for Arbejds- og Fabrikstilsynet hedder det om sundhedsfaren ved arbejde med asbest:»direktoratet anmoder Kredsene om at have Opmærksomheden henvendt på, om der i visse Virksomheder arbejdes med Asbest, samt om, hvor sådant findes, at give Indberetning hertil, således at der kan blive foretaget Undersøgelse af de derved beskæftigede Arbejdere. Som bekendt kan Asbeststøv fremkalde samme Beskadigelse af Lungerne som ved Silicose. I Cementfabriker er fundet Fremstilling af Eternitplader (Byggemateriale) ved Blanding af Asbest og Cement.«Ved en inspektion hos sagsøgte i februar 1937 havde arbejds- og fabrikstilsynet bl.a. følgende»bemærkninger om forefundne Mangler eller Overtrædelser af Loven samt de af Tilsynet givne Påbud«:»Afsugningen for Eternitskæremaskinen må forbedres, således at der også finder Afsugning Sted over Bordet. Det henstilles, at Asbestarbejderne inden længe undersøges af Læge (røntgenundersøgelse) for mulig tilstedeværende Asbestsygdom i Lungerne. «En undersøgelse af arbejdere hos sagsøgte fandt sted i maj Det hedder herom i en skrivelse af 23. januar 1940 fra arbejdslægen, professor Sk. V. Gudjsnsson til Direktoratet for Arbejds- og Fabrikstilsynet bl.a.:» Som før iagttoges betydelig Støvdannelse ved Arbejde med Asbesten, inden den indgår i Fabrikationen, samt ved Polering, Slibning og Savning af den færdige Eternit. «Ved røntgenundersøgelsen, der fandt sted i marts 1940, blev lungebilledet hos 4 af de undersøgte medarbejdere bedømt til måske begyndende asbestose I tilslutning til overlæge Poul Bonnevies indberetning udtalte professor Sk. V. Gudjsnsson i en skrivelse af 15. april 1940 til Direktoratet for Arbejds- og Fabrikstilsynet bl.a., at»når der nu begynder at vise sig Lungeforandringer formodentlig på Grund af Indånding af Asbeststøv, så er dette ikke andet, end hvad man kunde vente ifølge Erfaringerne fra Udlandet, og sådan som Forholdene altid har været på Fabrikken, siden den begyndte at arbejde med Asbest. Henstillingen i Skrivelsen fra Overlægen om, at Støvfaren nu bekæmpes rationelt, er, såvidt jeg husker, i Overensstemmelse med, hvad jeg ved tidligere Lejligheder har henstillet. «Aage Wolffs diagnosticering af sygdommen asbestose blev yderligere omtalt af den norske overlæge A. Schrumpf i en artikel om»et tilfelle av lungeasbestose«i Nordisk Medicin 1940 (Bind 9, side 704) samt i et referat i Nordisk Medicin 1941 (Bind 12, side 3347) af et møde den 2. november 1940 i Norsk Indremedisinsk Forening. Begge steder er bl.a. henvist til en artikel af Aage Wolff om»asbestos Pulmonum«i Nordisk Hygiejnisk Tidsskrift 1940, bind 21, side 1 ff. I denne artikel omtalte Aage Wolff (side 35) kombinationen af asbestose og lungekræft og henviste i denne forbindelse bl.a. til den tyske læge Nordmann, som»erklærer sig overbevist om at det her drejer sig om en ny form for»berufskrebs««og» hevder at carcinomet opstod uavhengig av levealder, men gjennomsnittlig efter 18 års arbeidstid i asbestindustrien «, hvilket» skal svare til de erfaringer man har fra andre former for»berufskrebs«.«i fabrikstilsynets årsberetning for 1939, 1940 og 1941, som ifølge undersøgelsen»kræftrisiko og dødelighed blandt ansatte på en dansk asbestcementfabrik«blev udsendt i 1942, hedder det vedrørende asbest bl.a.:» Fra Udlandet bringes stadig hyppigere Meddelelser om Støvlungelidelser i Asbestindustrien. Lidelsen kaldes Asbestose, da Lungeforandringerne ikke svarer helt til Silikosen, og da de skyldes selve Asbesten og ikke - som Silikose - fri Kiselsyre, der ikke normalt forekommer i Asbest. Efter udenlandske Erfaringer har Lidelsen hyppigt et relativt hurtigt, dødeligt Forløb, og Asbestoselunger synes at begunstige Opståen af Lungekræft. «I en indberetning af 13. november 1946 (nr. 356/1946)til Direktoratet for Arbejds- og Fabrikstilsynet redegjorde professor Gudjsnsson for en besigtigelse af virksomheden, som han havde foretaget den 13. marts 1946 sammen med fabriksinspektøren for fabrikstilsynets Aalborg kreds. I indberetningen hedder det:» Hele Fabrikken blev nøje gennemgaaet, særlig de støvende Processer. Råasbesten kommer til Fabrikken i Jutesække. Arbejdet med Sækkene vil altid støve noget, men dette betyder dog næppe så meget sundhedsmæssigt set. Når Materialet skal indgå i Fabrikationen, lukkes Sækkene op og hældes ind i en Kollergang, som er indkapslet. Ihældningen sker ind igennem en åbning, hvor Arbejderen læner sig halvt ind under Tømningen af Sækkene. Nogle få Sække tømmes i ad Gangen. Herved støver det en Del op i Ansigtet på Manden. Derpå lukkes Kollergangen, og den kører i ca Min. ad Gangen; hvorefter et Skydelåg trækkes ud i Kollergangens Bund, og den behandlede Asbest tømmes ud på Gulvet. Herved opstår der en Del Støv. Herpå skovles eller kastes Asbesten hen til en Åbning i Gulvet, hvor den skovles ned i en Desintegrator; også denne Proces støver meget. Fra denne er der en kraftig Udsugning. Asbesten blæses nu igennem lukkede Rør op i Siloerne. Ved de nævnte Arbejdsprocesser er der beskæftiget een Mand. Han er hele Tiden udsat for Støv både Fnug og fint Tågestøv. Overalt i Lokalet er der Støvansamlinger. Fra Siloerne, som ligger højere oppe i Bygningen, skovles Asbesten op i små Vogne, der køres ind gennem en Dør. Herunder støver det stærkt, og når der ikke er meget Asbest i Siloen, står Manden inde i det snævre støvfyldte Rum. Vognen køres derpå hen til en Vægt og vejes. For at opnå den rigtige Vægt skovles der noget fra og over i en anden Vogn, der står ved Siden af. Også dette støver stærkt. Derpå køres Vognen hen til en Hollænder, der står i samme Lokale, og Asbesten skovles nu igen op i Hollænderen. Dette støver tillige stærkt. I Hollænderen blandes Asbesten med Vand, og efter nogen Tids Bearbejdning føres Slammen videre, og der tilsættes Cement. Denne Tilsætning sker i en fuldstændig støvtæt Indretning, hvor Cementen også afvejes ved en lukket Vejemekanisme. Slammen Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 7

8 går så til Fabrikationen af Eterniten. Transporten og Skovlingen af Asbesten fra Silo til Hollænder udføres 3 Steder på Fabrikken. Hvert Sted 1120 er der een Mand beskæftiget derved, og han går faktisk i Asbeststøv hele Tiden. Man må efter min Mening gå ud fra som givet, at der på de 4 beskrevne Steder, altså ved Kollergangen og ved de 3 Hollændere, er så store Mængder Asbeststøv i Luften, at det i det lange Løb vil betyde en alvorlig Asbestosefare, og det henstilles, at Tilsynet kræver de nævnte Arbejdsprocesser gjort støvfri. 4 Mand er beskæftigede ad Gangen på hvert Hold med Arbejdet. Der arbejdedes i 3 Skift, så det drejer sig om Arbejdere, der udsættes for Asbeststøvet. De er tidligere blevet røntgenfotograferet, men burde nu på ny undersøges og iøvrigt med visse Mellemrum fremdeles. Ved Overlæge Isagers venlige Imødekommenhed er 3 af disse Arbejdere nu blevet fotograferet. Ingen af de 3 Arbejdere har således sikre Lungeforandringer. De øvrige Arbejdsprocesser består dels af Arbejde med vådt Materiale og dels med den færdige Eternit. Herunder forekommer der en Del Savning med Karborundanskive. Fra alle disse Save er der en tilsyneladende meget effektiv Afsugning, og der synes ikke at trænge nævneværdige Mængder Støv ud i Luften. Konklusion. Ved Ifyldning af Asbest i Kollergang og Tømning fremkommer der ret stærk Støvdannelse. Ved Transporten af Asbesten fra Silo og Vejning og Ifyldning i Hollænder skete der stærk Støvdannelse. De ved disse Processer beskæftigede Arbejdere, ialt 10-15, menes at udsættes for Asbestosefare. Røntgenundersøgelsen af 3 af dem viste dog ingen sikre Lungeforandringer. Ikke desto mindre mener jeg stadig, at der er Asbestosefare ved de beskrevne Arbejdsprocesser, og det henstilles, at Tilsynet kræver Arbejdet med Råasbesten gjort såvidt muligt støvfrit.«den 15. februar 1947 skrev fabrikstilsynets Aalborg kreds til sagsøgte:»ang. Støvfare i Eternit-Fabrik. Da samtlige Manipulationer med Asbesten, inden den kommer i Hollænderen, foregår ved Håndarbejde, eksisterer den specielle Asbest- Støvfare på alle Stadierne indtil Hollænderen. Specielt lurer der en stærk Støvfare i Asbestsiloerne, hvor Arbejderne skovler Asbesten op i de små Transportvogne. For at komme Faren under de ret kortvarige Ophold i disse Siloer til livs, skal man herved anmode Virksomheden om at anskaffe det fornødne Antal pålidelige Støvmasker til personligt Brug for de pågældende Arbejdere, og pålægge disse den ubetingede Pligt at benytte Maskerne under dette specielle Arbejde, om fornødent også under de øvrige tørre Behandlingsprocesser. Det henstilles desuden til Virksomheden at søge at udfinde Metoder til støvfri Behandling og Transport af Asbesten.«Den 22. marts 1948 (beretning nr. 101/48) skrev overlæge Poul Bonnevie til Direktoratet for Arbejds- og Fabrikstilsynet:»Ang. Asbestosefaren på Dansk Eternitfabrik, Aalborg Den 16/3-48 har man sammen med Fabriksinspektør Stenersen gennemgåaet ovennævnte Virksomhed med Henblik på Faren for Lungelidelser efter Indånding af Asbeststøv. De farlige Arbejdsprocesser er af Professor Gudjonsson beskrevet i Beretning nr. 356/46, hvortil henvises, idet følgende supplerende Oplysninger kan gives. Asbestens Formaling foregår i et meget rummeligt Lokale, nemlig i Fabrikkens Lagerhal. Den indkapslede Kollergang er forsynet med en Afsugning, som dog ikke anvendes, da den har vist sig praktisk talt uvirksom, formentlig fordi den er tilsluttet Afsugningen fra Disintegratoren. Også under Tømningen af Kollergangen er der - ligesom ved Fyldningen - en Del Støvdannelse, hvorfor Arbejderen beskytter sig med en simpel lille Maske med Indlæg af Vat. Denne er ikke effektiv, idet han selv angiver at kunne børste Asbestfnuggene bort på Indsiden af Filteret, og man kunde se en fin hvidlig Tilstøvning af Huden på Næse og Læberne. Fra Kollergangen skovles den knuste Asbest hen til en Lem over Disintegratoren, der står i Kælderen. Denne Skovling kan ikke mekaniseres, da den benyttes til at opnå en Blanding af Asbesten, der hidrører fra forskellige Grupper og derfor er af forskellig Kvalitet, således at den må blandes i forud bestemte Mængdeforhold for at blive egnet til Formålet. Asbesten indeholder en Del Fugtighed og er på dette Stadium af Forarbejdningen endnu meget trevlet, mindende om Uld. Der synes ikke at fremkomme væsentlige Støvmængder under Skovlingen. Fra Disintegratoren transporteres Asbestpulveret ved Afsugning gennem Rør til 3 Siloer på 1. Sal i selve Fabrikken. Siloerne fyldes en ad Gangen, hvilket dirigeres ved Spjæld i Rørledningerne. Fra Siloerne transporteres Asbesten til Hollænderne i 1121 små Transportvogne, der fyldes med Skovl. Siloerne er store rum, som Arbejderne altså må gå ind i, og Luften herinde er temmelig fyldt med Asbeststøv. Dette menes ikke så meget at hidrøre fra Skovlingen som fra, at de førnævnte Spjæld ikke slutter helt tæt, således at en hel Del asbestfyldt Luft slipper forbi dem. Efter mit Skøn foreligger den største Støvfare på dette Sted, og den måtte kunne imødegås f.eks. ved en tætsluttende Lem på det Sted, hvor Røret munder ind i Siloens Loft og ved en Afsugning fra Siloen, medens der arbejdes inde i denne. Også på dette Sted søger Arbejderne at beskytte sig med små Filtermasker.«I Ugeskrift for Læger 1950, side 472, blev diagnosticeringen i 1948 af asbestose hos en medarbejder hos sagsøgte omtalt af reservelæge Torsten Ive i en artikel om»et tilfælde af asbestosis«. I Ugeskrift for Læger 1950, side 1284, redegjorde arbejdslæge Jørgen Frost i en artikel om»3 tilfælde af asbestosis«bl.a. for nogle undersøgelser om sammenhængen mellem asbestose og lungekræft. Det hedder herom i artiklen, at selv om»hyppigheden er stærkt varierende og materialerne små og procentangivelse derfor usikker, synes der ikke at være tvivl om, at asbestose disponerer til lungekræft.«i 1956 blev diagnosen asbestose stillet hos en del flere medarbejdere hos sagsøgte end tidligere. I en beretning herom af 17. december 1956 (nr. 347/56)fra arbejdslægerne Aage Grut og Jørgen Frost til Direktoratet for Arbejdstilsynet anføres det bl.a.: Om besøget den 6. og 7. februar 1957 anføres endvidere i beretning af 25. februar 1957 (nr. 65/1957)fra arbejdslæge Jørgen Frost til Direktoratet for Arbejdstilsynet:»Ang. Asbestosefaren A/S Dansk Eternitfabrik, Aalborg. Man mødtes med direktør Morsing-Larsen og ingeniør Johnsen. Man indledte med en diskussion, hvorunder man redegjorde for tilsynets synspunkter vedrørende røntgenfotograferingens og støvmålingernes betydning for bedømmelsen af asbestoserisikoen. Fra ledelsens side blev fremhævet problemerne, når der hos en arbejder var konstateret asbestose, eller når der var mistanke derom, idet der da kunne blive tale om at flytte arbejderen til andet arbejde, hvad der skabte uro. Endvidere blev det af ledelsen fremhævet, at der kunne være tale om at flytte arbejdere væk fra støvende arbejde på grund af ikke arbejdsbetingede lidelser, og at arbejderne i disse tilfælde blev nervøse og troede, at de havde pådraget sig asbestose. Man gik derefter en rundgang i virksomheden for at afgøre, hvor der skulle foretages støvmålinger. Støvmålingerne startedes, og man gennemgik nu de forskellige arbejdsprocesser nøje. Tillidsmanden var tilstede og man talte længe med ham og med arbejderne. Forskellige forhold skal fremhæves: Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 8

9 Der er anskaffet masker til de udsatte arbejdere, og man er efter gennemprøvning af forskellige masker blevet stående ved Dustfoe fra Arsima. Dog anvendes endnu af nogle arbejdere en lærredspose som maske. Siden besøget i 1949 (beretning 41 og 287/49) er man af produktionsmæssige grunde i 1952 gået over fra»tørkolring«til»vådkolring«i kollergange ved lageret og ved kollergangen i afdeling AI. Det formalede asbest skovledes tidligere ned i en lem til et rørsystem, hvorigennem det pneumatisk transporteredes til siloerne. Nu skovles den fugtige asbest fra kollergangen op i en vogn og køres til hollænderne og skovles i disse. Tilsyneladende frembragte skovlingen af den våde asbest kun ringe støv, og ved den nye arbejdsproces er en række støvende processer herved eliminerede. Arbejdsprocesserne er nu: Fra skib køres asbestsækkene til lagrene og stables ved hjælp af transportør. Til dette arbejde anvendes dels arbejdere, der ikke til daglig er beskæftiget ved støvende arbejde i virksomheden, dels mandskab udefra. I det store lager arbejder i virksomheden til daglig kun en enkelt mand ved transport af sække til kollergangen. Denne mand hjælper dog også til ved blanding og transport ved kollergangen. Han anvendte Dustfoe, når han styrtede sækkene ned. Der foretages nu en blanding af de mange forskellige slags asbest til en charge (ca kg). Denne blanding har tidligere ikke været nødvendig, eller i hvert tilfælde foregået i mindre udstrækning, da man arbejdede med»tørkolring«. Blandingen foretages ved kollergangen af en mand, der tømmer sækkens indhold og fordeler det på gulvet, det ene lag ovenpå det andet. Derefter skovles en sektor ud af bunden op i en sæk, der vejes og transporteres til kollergangen. Dette er et 1122 støvende arbejde og tillige et ret hårdt arbejde. Arbejderen påstod, at han af denne grund ikke kunne anvende Dustfoe. Han anvendte i stedet for den omtalte lærredspose. En kollergang passes af en enkelt mand. Der styrtes 4 sække i kollergangen ad gangen. Under dette arbejde anvendtes Dustfoe. Efter at der var tilsat vand, synes der ikke at være meget støv. Behandlingen i kollergangen tager 6 minutter ved de kollergange, der er anbragt ved lageret. Efter at»vådkolring«er indført, har man ikke haft afsugning fra kollergangene her, men er nu ved at installere afsugning igen. Ved kollergangen ved lageret findes tillige en desintegrator. Her har man behandlet»blå asbest«, der derefter i rørsystem føres til afsækning nogle meter derfra. Endvidere har der ved kollergangene ved lageret været opstillet en midlertidig rensemaskine til Amberside-asbest. Der var afsugning fra denne maskine. Denne opstilling skal nu gøres permanent, og afsugningen skal tilsluttes den projekterede afsugning fra kollergangene. Ved hollænderne på 1. sal skovles den fugtige asbest op i hollænderne tilsyneladende uden større støvdannelse. Cement tilsættes gennem rørsystem, også uden tilsyneladende større støvdannelse. De følgende arbejdsprocesser ved fremstilling af pladerne giver ikke anledning til støvdannelse. I den gamle afdeling A I foregår nu også»vådkolring«. En mand foretager tørblanding af asbest på gulvet og passer kollergangen. Der er ikke afsugning fra denne kollergang. Kolringen tager 11 minutter. Arbejdet skal ikke være så forceret her, og arbejderen skønnes kun udsat for støv i den halve arbejdstid. Denne mand anvendte lærredspose som maske. En anden mand passer hollænderen. I rørafdelingen findes en desintegrator, hvorfra asbesten i rørsystem transporteres til en silo. I siloen foregår opskovling i vogn. Efter vejning skovles asbesten i hollænderen. Arbejdsprocessen er altså her den samme, som tidligere har været anvendt ved de andre arbejdspladser. Arbejdet udførtes af en enkelt mand. Den pågældende dag var det en afløser. Han udførte skovlingen med meget rolige bevægelser. Til trods herfor var der en del støvdannelse i siloen og også ved hollænderen. Afløseren bar ikke maske, men ville gøre det - sagde han - hvis det var hans sædvanlige arbejde. Desintegratoren var ikke igang under besøget den første dag (og den efterfølgende dag arbejdedes der med cellulose). Endelig kan nævnes, at i håndformeriet sker der en afpudsning med sandpapir, når emnerne er tørre. Denne afpudsning finder kun sted et par gange ugentlig og varer kun nogle timer. De to arbejdersker, der var beskæftiget her, var meget uvillige til at udtale sig, men formentlig er dette arbejde støvende, jfr. beretning 17/40. Der er næppe nogen større sundhedsfare forbundet med arbejdet, men ved lejlighed bør det dog inspiceres. Efter den første dag, og altså inden man havde støvtallene, diskuterede man arbejdsforholdene med direktøren og driftsingeniøren. Der er ingen tvivl om, at tørblandingen er en farlig proces, og det er muligt, at man ikke kan forlange, at der under dette ret anstrengende arbejde bæres effektiv støvmaske. Ledelsen havde arbejdet og arbejder stadig på at finde en løsning på problemet, men det skal være vanskeligt at få blandet den tørre asbest. I lager og ved kollergangen her arbejder 7-8 mand. I afdeling A I to mand og i rørafdelingen ligeledes et par mand. Da der arbejdes på 3- skift, er altså mand udsatte for indånding af asbeststøv, hvilket svarer til det antal, der har været kontrolleret af overlæge Isager. Desintegratoren passes vistnok af en mand fra dagvagten. Det skal iøvrigt være en ret fast arbejderstab i de forskellige afdelinger, men indenfor den enkelte afdeling skifter arbejderne vistnok noget mellem de forskellige arbejdsprocesser. Driftsingeniøren lovede at forsøge med mellemrum at skaffe en oversigt over, hvor de enkelte arbejdere var beskæftiget. Det er muligt, men næppe sandsynligt i betragtning af det lille antal arbejdere, at finde en korellation mellem røntgenfund og de forskellige arbejdsprocesser. Virksomheden vil fortsætte med den årlige undersøgelse af samtlige udsatte arbejdere og ville lade overlæge Isager også i fremtiden tage sig af denne undersøgelse, selvom tuberkulosekontrollen nu forlægges fra amtet til kommunens tuberkulosestation på grund af, at det område, hvor fabrikken er beliggende, indlemmes i Aalborg by. Efter gennemgang af arbejdsprocesserne sammenholdt med nuværende og tidligere støvmålinger, mener magister Stubbe Teglbjærg og undertegnede at måtte fremhæve: 1. Skovling af tør asbest i silo og ved hollænder, som det stadig foregår i rørafdelingen, 1123 frembyder en væsentlig asbestoserisiko. Arbejdet ved desintegrator i denne afdeling frembyder formentlig også en fare (men er ikke undersøgt ved besøget). Arbejderne bør bære effektiv støvmaske her. 2. Overgang til»vådkolring«ved kollergangene ved lageret og i A I har betydet en væsentlig nedsættelse af støvmængden ved flere arbejdsprocesser. 3. Denne nye arbejdsproces har imidlertid medført, at asbesten må blandes tør, inden den kommer i kollergangen, og denne blanding synes at frembyde asbestoserisiko. Desværre synes det at være generende at bruge effektiv støvmaske under dette arbejde. 4. Fyldning af desintegrator og afsækningen her synes ligeledes at frembyde asbestoserisiko. Ved dette arbejde kan man utvivlsomt forlange, at der skal bæres effektiv støvmaske. Muligvis bør man også forlange afsugning ved desintegrator og afsækning. Man er klar over, at antallet af partikler fra 0,5-5 my omfatter andet støv end asbeststøv, særlig i de lokaler, hvor der må forventes også at være cementstøv i luften. Opgivelserne i litteraturen vedrørende tilladelig støvkoncentration refererer til disse partikelstørrelser og angives til 175 partikler pr. ml. Da man fra litteraturen ved, at der kan findes asbestpartikler, der er længere end 5 my - helt op til 100 my i lungerne, Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 9

10 og da man må antage, at også disse større partikler er medvirkende eller måske særlig medvirkende ved asbestosens opståen, må der også tages hensyn til disse partiklers tilstedeværelse i luften. Arbejdsforholdene er forbedrede, og i de senere år er anvendelsen af effektive støvmasker blevet almindelig. De ved de senere års undersøgelser konstaterede asbestosetilfælde er fundet hos arbejdere med mange års arbejde i virksomheden, og der er således god grund til at antage, sygdommen er opstået særlig på grund af de tidligere års større udsættelse for støv, og at risikoen nu er betydelig mindre for flere af afdelingernes vedkommende. En undersøgelse ved kollergangen, når afsugningen er etableret og måling ved desintegrator i rørafdelingen vil antagelig være ønskelig. Men vore erfaringer vedrørende asbestoserisikoen i virksomheden er dog foreløbig meget begrænsede, og da asbestose er en alvorlig sygdom, vil det være nødvendigt at fortsætte med støvbekæmpelsen og indskærpe brugen af effektive støvmasker, selv hvor der tilsyneladende ikke er så stor risiko. Virksomhedens ledelse har som anført i tidligere beretninger ønsket, at arbejderne fik lejlighed til at høre en udredning om asbestosens udvikling og forebyggelse, idet man mente, at det ville virke beroligende og skabe en bedre forståelse, når man foreslog flytning til ikke støvende arbejde. Efter det fremførte kan man formentlig med god samvittighed berolige arbejderne, men dog stadig indskærpe stor forsigtighed. Konklusion: De støvende arbejdsprocesser ved blanding og behandling af asbest er gennemgået, og der er foretaget støvmålinger (jfr. beretning 26/57a frs SIFA). Asbestoserisikoen er formentlig formindsket ved omlægning af visse arbejdsprocesser og indførelse af effektiv maske, men der er dog stadig arbejdsprocesser, der må antages at frembyde en væsentlig asbestoserisiko, ligesom der overalt stadig må fortsættes med støvbekæmpelse.«i skrivelse af 25. september 1957 til Direktoratet for Arbejdstilsynet redegjorde Arbejdstilsynets Aalborg kreds for, hvad der på virksomheden var foretaget til forbedring af arbejdsforholdene med hensyn til asbestrisikoen efter indgivelsen af beretningerne af 25. februar 1957 (nr. 65/1957)og 24. juni 1957 (nr. 232/1957). Det hedder i redegørelsen bl.a.:»ved et uanmeldt besøg på fabrikken d. 13. ds. i afdelingen, hvor der arbejdes med asbest, fandt kredsen kun een arbejder, der benyttede maske. Den pågældende arbejder var beskæftiget ved opsækning af asbest på lageret og benyttede en maske af typen Dust-foe. De øvrige arbejdere, der arbejdede ved blanding og opsækning af asbest, brugte ikke maske. På en forespørgsel, om henstillingen fra dr. Frost ved mødet den 6. juni om at anvende maske ved arbejdet ikke havde gjort indtryk på dem, lød svaret næsten enslydende, at de kun anvendte de udleverede masker lejlighedsvis, idet man fandt det uudholdeligt at arbejde med maske i længere tid ved det relativt hårde arbejde. «Den 9. juni 1958 foretog Arbejdstilsynets Aalborg kreds inspektion af virksomheden»særlig med henblik på asbestosefaren«, og i skrivelse af 14. juni 1958 til Direktoratet for Arbejdstilsynet redegjorde kredsen for foretagne forbedringer af 1124 arbejdsforholdene siden efteråret Det hedder i redegørelsen bl.a.:» Af tekniske foranstaltninger til bekæmpelse af asbestoserisikoen er der siden efteråret 1957 i Asbestlager I etableret randafsugning ved kollergangsåbningen og afsugning ved opsækning, Asbestlager II etableret afsugning ved opsækning under cyklon og ved fødning af desintegrator. I rørafdelingen står man over for at skulle påbegynde montering af udsugningsanlæg. Der er projekteret hætteafsugning over tørblandingsstedet. Ved»hollændere«har man ikke ment det påkrævet at etablere udsugning, dels fordi man udelukkende anvender vådkolleret asbest, og dels fordi selve påfyldningen er af kort varighed i forhold til behandlingen i»hollænderen«. Der findes således nu afsugning ved alle kollergange og ved alle opsækningssteder og tørblandingssteder i asbestlagrene. I rørafdelingen vil udsugning blive etableret i løbet af sommeren. Egentlige støvgivende arbejdsprocesser, hvorimod der ikke er truffet og vanskeligt kan træffes tekniske foranstaltninger, vil kun forekomme i asbestlagrene, hvor arbejderne indsætter og udtager sække med asbest. Her synes anvendelse af masker den eneste mulige løsning til imødegåelse af asbestoserisikoen. Ved inspektionen havde alle arbejdere, der var beskæftiget ved kollergang, opsækning og tørblanding, en Dustfoe maske hængende om halsen, og det kunne konstateres, at den jævnligt var i brug. Derimod brugte ingen af de arbejdere, der var beskæftiget med transport af asbestsække, maske. «Den 10. december 1959 påtegnede overlæge Aage Grut beretningen således til Direktoratet for Arbejdstilsynet:»Ved forespørgsel på virksomheden (ing. Johnsen) oplyses, at den i beretningen nævnte automatisering af processen stadig er på tegnebordsstadiet, og således ikke kan forventes gennemført det første årstid. «Den 9. maj 1960 skrev Arbejdstilsynet, Aalborg kreds til sagsøgte:»ang.: Sundhedsfaren på eternitfabrikken. Efter lægeundersøgelsen af 63 arbejdere på eternitfabrikken kan det meddeles Dem, at der fandtes 15 mand med sikker eller formodet asbestose - heraf 10 med sikker asbestose - nemlig. Heraf har overlæge Grut, arbejdstilsynet, stillet krav om at følgende 3 skulle flyttes. Da virksomheden i løbet af ca. 4 måneder ændrer arbejdsgangen fra åbent system til fuldstændig lukket system - undtagen i rørfabrikken - kunne overlæge Grut gå med til, at der ikke blev foretaget nogen flytning af, men det er en absolut betingelse, at disse bruger maske. Kredsen må i det hele taget indskærpe, at maske skal bruges overalt, hvor der er risiko for asbestose. Da det har vist sig, at maske Air-Raider kan godkendes, og at folkene på grund af den ringe åndingsmodstand kan anvende denne, må der være det nødvendige antal masker til rådighed. N.B. Der skal mindes om asbestosefaren i laboratoriet. Kredsen skal endvidere alvorligt henstille, at virksomheden og sikkerhedstjenesten positivt går ind for sagen. Kredsen må påbyde, at afsugningen ved desintegratoren til tør asbest forbedres væsentligt. Der bør endvidere drages omsorg for, at asbeststøvet fra siloerne under fyldning af vogn ikke trænger ud i arbejdslokalet. Det er et absolut krav, at der anvendes masker, når der arbejdes i siloerne. Kredsen må endvidere forlange, at rensning af filterpose og eftersyn af filter m.m. bliver sat i bedre system, da afsugningens effektivitet nedsættes meget væsentligt, såfremt dette ikke gøres.«det i sagsøgtes skrivelse nævnte cirkulære om indskærpelse af brugen af støvmasker er dateret den 27. juni 1960 og lyder således:»påbud. Under henvisning til, at der nu findes en masketype, som kun i ringe grad besværer åndedrættet, har Arbejdstilsynet fundet det påkrævet at indskærpe, at der overalt i fabrikken, hvor der arbejdes med tør asbest, skal anvendes støvmaske. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 10

11 Arbejdstilsynet har anmodet os om at håndhæve dette påbud strengt og om fornødent at henvise personale, der ikke følger anvisningerne, til andet arbejde. Fabrikken vil på sin side støtte alle bestræbelser, for at nævnte påbud overholdes, og venter, at de i afdelingerne beskæftigede vil medvirke dertil.«1125 I en beretning herom af 2. april 1962 (nr. 4/1962 og 85/1962) til Direktoratet for Arbejdstilsynet fra kredslæge Knud Høyer hedder det:»resultaterne svarer stort set til, hvad der blev fundet ved sidste undersøgelse i februar-marts Der er ikke konstateret forværring af asbestosen hos nogen af de undersøgte, ej heller nye tilfælde af asbestose. Moderniseringen af arbejdsprocesserne på virksomheden er nu ved at være færdigafsluttet. Man arbejder nu kun med tør asbest ved afskæring i kollergangen, og også denne proces er gjort så lidt støvende, som det formentlig er muligt at gennemføre teknisk. Ingen af de arbejdere, hos hvilke der tidligere er påvist asbestose, arbejder med tør asbest mere, og de fleste af de pågældende er flyttet helt fra arbejde med asbest i det hele taget.«den 26. januar 1967 skrev Arbejdstilsynet, Aalborg kreds til sagsøgte:»ved min inspektion den 25.ds. fandtes følgende at bemærke ved asbestoparbejdningen: Gammel afdeling: Der foregik stadig blanding på gulv af asbest til hvide plader. Dette arbejde bør indskrænkes mest muligt, og støv skal bekæmpes. Støvafsugning ved afsækningsplads skal gøres mere effektiv. Støvudvikling ved ifyldningsplads skal bekæmpes. Stavmølleriet: Ved blandepladsen var der for stor støvudvikling og for meget spild. Dette må bekæmpes. Støvudviklingen ved opsækningen af tomme sække og spild fra bånd skal bekæmpes. Det skal meget henstilles, at man bl.a. søger at bekæmpe støvudvikling, dels ved at rense bedre op, dels ved at undgå spild og dels ved at forbedre den lokale afsugning. Ved undersøgelsen var kun en ringe del af stavmølleriet i gang.«i skrivelse af 15. marts 1968 til Direktoratet for Arbejdstilsynet foreslog overlæge Aage Grut indførelse af generelle beskyttelsesforanstaltninger ved arbejde med asbest og asbestholdige materialer. Det hedder i skrivelsen bl.a.:»begrundelse for revision. 1. I mange år har man vidst, at silikatet asbest fremkalder støvlungesygdommen Asbestose, samt at asbestosepatienter har abnorm hyppighed af lungekræft. 2. I flere år har det ligeledes været kendt, at beboerne i nærheden af asbestminer kunne få fortykkelse og forkalkninger af lungehinden, ligesom man kan se det erhvervsbetinget. Denne lidelse forårsager kun ringe - eller ingen - invaliditet, ligesom den ikke er forbundet med kræft. 3. Allerede i 1933 blev beskrevet nogle kræfttilfælde (i bug- og brysthinden) i forbindelse med asbestose, men først den sidste halve snes år har man interesseret sig for en eventuel årsagssammenhæng, specielt mellem kræftformen mesotheliom og asbestpåvirkning med eller uden asbestose. 4. I 1963 blev beskrevet fra Sydafrika 120 tilfælde, hvoraf 110 havde været udsat for asbestformen crocidolit. Ca. 60 af disse havde ikke arbejdet med asbest, men boet i nærheden af asbestminer og -møller. Lignende rapporter er senere kommet fra England, USA og Tyskland. 5. Det synes at være evident, at der er forbindelse mellem mesotheliomer og en eventuelt ringe og tidsmæssig fjern asbestpåvirkning. Det synes især at være crocidolit, der forårsager mesotheliom. 9. Samtidig med den stigende opmærksomhed på kræftfaren og vistnok også stigende hyppighed af asbestbetinget lungekræft og mesotheliom har begivenheder i skibsindustrien i den aller sidste tid influeret på forholdet. 20. Som foreløbig plan foreslås, at følgende udarbejdes: a) maximalt tilladelige koncentrationer, eventuelt varierende for de forskellige arbejdsprocesser, måske endda med en højere og en lavere grænse, b) anvendes to grænser bestemmes, at ved den højere grænse skal, ved den lavere grænse bør egnede masker anvendes, c) hygiejniske regler (lokal afsugning, støvsugning etc.), d) eventuelle regler for regelmæssig lægeundersøgelse. Disse regler skulle kun gælde ved mekanisk bearbejdning af asbest og asbestprodukter, f.eks. savning og boring af skruehuller Ved anvendelse af præformerede materiale og speciel opsætning af skillevægge uden bearbejdning skulle forholdsreglerne ikke være nødvendige. «I en supplerende indberetning af 15. januar 1970 (nr. 3/1970)fra arbejdslægen, kredslæge Henrik Hamburger til Direktoratet for Arbejdstilsynet oplystes,. Endvidere tilføjedes i indberetningen, at» ledelsen udfolder store bestræbelser på at nedbringe asbestoserisikoen mest muligt, og forholdene i virksomheden må siges at være tilfredsstillende. Flere af anlæggene er nu helt lukkede, og ved de åbne anlæg er der overalt etableret en effektiv afsugning. Der er gennemgående en god renholdelsesstandard. Derimod har arbejderne ikke rigtig forståelse af støvmaskernes betydning. Kun et fåtal af de, der arbejder ved de åbne anlæg, anvender maske.«sagsøgte blev af kredslægen orienteret om undersøgelsens resultat ved følgende skrivelse af 15. januar 1970:»Vedr. asbestoseundersøgelsen efteråret Efter gennemgang af røntgenfotos og journaler, og efter min besigtigelse af virksomheden den 12.ds. sammen med fabriksinspektøren i Ålborg kredsen, må undersøgelsen anses for at være endeligt afsluttet for denne gang. Undersøgelsens resultat har været tilfredsstillende, og jeg vil ikke anse det for påkrævet at gentage undersøgelsen før om ca. 3 år, altså i efteråret 1972.«3. Perioden fra 1. oktober 1970 til udgangen af Den 29. september 1971 skrev Arbejdstilsynet, Aalborg kreds til sagsøgte:»ved min inspektion den 27.ds. på Deres virksomhed bemærkedes følgende: Anlæg 7: Spild af asbest ved spidskasser, bånd m.v. skal undgås. Slamafdelingen: Spild af asbest ved træsilo skal bekæmpes. Tørfejning, hvorved der sker ophvirvling af asbest, må ikke foregå. Støvsugning af gulv skal jævnlig foretages. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 11

12 Træsilo: Asbest har tendens til at hænge. Ved nedstyrtning af asbest sker stærk støvudvikling. Denne skal bekæmpes. «Den 15. oktober 1971 skrev Arbejdstilsynet, Aalborg kreds endvidere til sagsøgte:»ved kredsens inspektion den 11.ds. af Deres virksomhed fandtes følgende at bemærke: Hollændergulv. Anlæg 4. Det er forbudt at gå ind i asbestsiloerne, når disse skal tømmes, med mindre folk er udstyret med friskluftmaske. Nedstyrtning til silo 5: Der falder alt for meget asbest ned fra båndtransportørerne. Ved asbestsilo til anlæg 5 og 6 fandtes en utæthed, så asbesten på visse tider dryssede ned som en stille regn. Dette må omgående bringes til ophør. Ved tømning af støvsilo skal anvendes maske. Ved længdeskæring og tværskæring af naveliteplader opstår meget støv, der kastes ud i lokalet. Dette skal bekæmpes. Anlæg 5. Vejledning til pasning af desintegratoren fandtes kun på tysk. Vejledning skal være på dansk. Saveafdeling. Dobbeltsav. Udsugning skal forbedres, idet der under skæring sendes en hel støvsky ud i lokalet. Automatsav. Båndpåløb ved transportbånd for affald skærmes. Defekt bånd udskiftes. Båndpudser. Udsugning skal forbedres. Det oplystes, at fejning foregik med almindelig kost.«ved en lægeundersøgelse i juli-august 1971 af 30 medarbejdere hos sagsøgte konstaterede arbejdslægerne asbestose hos 1 medarbejder og»obs for asbestose«hos 7 medarbejdere. Den 17. november 1971 skrev Arbejdstilsynet, Aalborg kreds til sagsøgte: 1127»Ved kredsens inspektion den 4.ds. fandtes følgende at bemærke: Asbestlager. Her konstateredes det, at hovedparten af asbestsækkene var beskadigede af anhugningskrogene efter losning fra container eller skib. Hooks må ikke anvendes. Ved nedtagning af sække må der anvendes båndtransportør, så nedstyrtning og beskadigelse af sække undgås. Tør fejning, hvorved der sker ophvirvling af støv, må ikke finde sted.«den 26. juni 1972 skrev Arbejdstilsynet, Aalborg kreds til sagsøgte:»ved min inspektion den 23. juni 1972 på Deres virksomhed konstateredes følgende: Ved tømning af støvsiloerne skete der en stærk udvikling af støv, der drev ind gennem arbejdslokalerne. Dette skal omgående ændres, således at udtømning af siloerne med det sundhedsskadelige asbeststøv kan foregå uden forurening af den øvrige fabrik. Den arbejder, der er beskæftiget 2 gange om dagen med bankning af filterposer, skal udstyres med godkendt finstøvsmaske. Den anvendte 3 M.maske må ikke anvendes. Bankning af støvfiltre bør ændres, så det kan foregå mekanisk. Saveafdeling. Skæring af ventilationsrør og gearing af plader fra 35 og opefter skal, indtil effektiv afsugning er indrettet, og overdækning af skæreklingen er bragt i orden, foregå ved håndskæring kombineret med afsugning. A.C.E. Afdeling. Under begyndelsen af tørblandingen og under vandtilsætning skete der en så voldsom støvudvikling, at udsugningen ikke kunne forhindre asbeststøvet i at trænge ud. Støvudvikling skal bekæmpes, ligesom de arbejdere der er beskæftiget med transport af desintegreret asbest og udtømning af denne asbest, skal have udleveret specielt arbejdstøj jfr. pkt. 11 i M. 5/1970. Det samme gælder for de folk, der er beskæftiget i stavmølleriet. Ved skæring af extruderet asbestelement i A.C.E. afdeling opstod store mængder støv. Der må øjeblikkelig sættes ind på at bekæmpe denne støvudvikling. Der gøres opmærksom på, at desintegrering af asbest på desintegratorer, der ikke er forsynet med effektiv afsugning, er forbudt. Anlæg m.v. Der gøres opmærksom på, at der ikke fra støvfiltre for asbeststøv må ske recirkulation af den udsugede luft.«arbejdstilsynet, Aalborg kreds besvarede i skrivelse af 20. december 1972 direktoratets spørgsmål således: ad 2. Ved mødet med asbestudvalget og kredsen den 19. juni 1972 oplystes følgende: Virksomheden havde taget hele arbejdsgangen op til en kritisk gennemgang. Direktør Johnsen redegjorde for, hvordan man ville søge at ændre arbejdsgangen på asbestlageret og transporten af asbesten til stavmølleriet. På et møde den 21. februar 1973 i Cementarbejdernes Fagforening i Aalborg drøftede man spørgsmålet om anmeldelse til Direktoratet for Ulykkesforsikringen af 40 førtids- eller invalidepensionerede cementarbejdere og eternitarbejdere, som fagforeningen ønskede anmeldt for at få klarlagt, om der blandt de pågældende kunne være tilfælde, som berettigede til erstatning på grundlag af en erhvervssygdom. Sagsøgte gav på mødet - under forudsætning af de pågældendes samtykke - tilsagn om at medvirke ved anmeldelsen, og sagsøgtes medarbejdere blev orienteret herom ved en intern meddelelse af 28. februar Direktoratet for Arbejdstilsynet besvarede henvendelsen fra sagsøgte således i skrivelse af 26. marts 1974: [4]» Direktoratet har i den hidtil førte korrespondance med selskabet ikke fastsat bestemte terminer for færdiggørelsen af omtalte permanente foranstaltninger til nedbringelse af støvtal etc., men dette begrundes med, at det er direktoratets opfattelse, at der inden for selskabets ledelse, sikkerhedsorganisation og medarbejderne i det hele taget har været en meget positiv indstilling til at efterleve de påbud og henstillinger, der er fremsat fra arbejdstilsynets side til lovliggørelse af 1128 arbejdspladsernes indretning samt arbejdsprocessernes rationalisering. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 12

13 Direktoratet må dog forbeholde sig senere at tage spørgsmålet om fastlæggelse af bestemte terminer op til fornyet overvejelse. «Den 3. maj 1974 skrev Arbejdstilsynet, Aalborg kreds til sagsøgte vedrørende besøget den 24. april 1974:»Ved mit besøg på Dansk Eternitfabrik konstateredes følgende Stav-Mølleriet: Der fandtes en kraftig støvforurening ved den gamle sækkeåbner. Dette kan ikke tillades. Støvudviklingen ved denne maskine skal bekæmpes, sålænge den er i brug. Ved nedstopning af de tømte sække i plastsæk skete en voldsom støvudvikling. Enten skal der indrettes kraftig udsugning, eller også må man, indtil ny sækkeåbnemaskine kan tages i brug og er kørt ind, finde en mere hensigtsmæssig måde at fjerne de brugte sække på. Bag anlæg VIII. Utætheder ved asbestsilo og dens filteranlæg skal bekæmpes. Der fandtes ret store mængder tørt asbest på bro ved filter og i siloens omgivelser. Støvudviklingen ved påfyldning af hydratkalk, moler m.v. skal bekæmpes.«den 18. marts 1976 besvarede Direktoratet for Arbejdstilsynet en forespørgsel om arbejdstøj fra Arbejdstilsynet, Aalborg kreds, over for hvem spørgsmålet var rejst af sikkerhedsrepræsentant Aage Jensen. Denne havde ment, at særligt arbejdstøj skulle anvendes i videre omfang på virksomheden. I direktoratets skrivelse hedder det:»angår: Arbejdstøj Sigtet med stk. 11 i M 5/1970 om brug af specielt arbejdstøj og dettes effektive renholdelse har været at modvirke, at asbestfibre opsamles i arbejdstøjet, enten når de beskæftigede færdes i særligt inficerede lokaliteter eller kommer i direkte berøring med støvende materiale således, at det i tøjet opsamlede støv senere kan frigøres på andre, måske i øvrigt tilfredsstillende lokaliteter. Det er derfor direktoratets opfattelse, at det er arbejdets art, der må lægges til grund for vurderingen af, om specielt arbejdstøj skal anvendes, uafhængigt af om dette arbejde foregår i i øvrigt acceptable områder (dvs. antal fibre < 2 f/ml.). Som følge heraf må folk, der er direkte beskæftiget f.eks. ved nedbrydning af sække på lageret, udtagning af prøver eller andet direkte arbejde med asbest, have behov for arbejdstøj, selv om de arbejder i lokaler, hvor antallet af asbestfibre/ml er 2 og derunder. De øvrige arbejdere i området kan ikke gøre krav på arbejdstøj. Det er direktoratets erfaring fra anden industri med stærkt støvende arbejde, hvor tilsvarende praksis med anvendelse og renholdelse af specielt egnet arbejdstøj har været indført, at dette har været stærkt medvirkende til en meget væsentlig forbedring af det hygiejniske niveau i hele virksomheden.«i forbindelse med nogle konkrete sager skrev Arbejdstilsynet, Kreds Nordjyllands amt den 24. november 1977 til Direktoratet for Arbejdstilsynet:» Det kan oplyses, at arbejdsforholdene på Dansk Eternit-Fabrik er totalt ændret, og at det nu er undtagelsen, der bekræfter reglen, såfremt der findes en arbejdsplads med et støvtal over 2 fibre/ml. Findes et sådant ved de 4 årlige målinger, tager sikkerhedstjenesten straks fat på problemet.«4. Perioden efter 1. januar I 1980 nedsattes den hygiejniske grænseværdi for asbest til 1 fiber/cm³ og i 1985 yderligere til 0,5 fiber/cm³. Den 15. november 1983 skrev Arbejdstilsynet, Kreds Nordjyllands amt bl.a. således til Direktoratet for Arbejdstilsynet:» Det er kredsens opfattelse, at man i tiden omkring år 1970 foretog en kraftig sanering af de støvmæssige forhold på Eternitfabrikken, hvilket resulterede i en sænkning af koncentrationen af asbestfibre i luft sandsynligvis til mindre end en hundrededel af den tidligere koncentration. Eternitfabrikken har i adskillige år kunnet overholde den nuværende hygiejniske grænseværdi på 1 fiber/ml for asbeststøv på nær enkelte overskridelser, som altid har kunnet tilbageføres til pludseligt opståede fejl ved ventilationsanlæg eller forkert arbejdsprocedure, f.eks. benyttelse af forkert sav til opskæring af asbestholdige plader. Sådanne fejl 1129 er altid blevet afhjulpet øjeblikkelig. Det bemærkes, at udviklingen på støvområdet følges opmærksomt af virksomhedens sikkerhedsudvalg og af det såkaldte asbestudvalg, hvori cementarbejdernes fagforening er repræsenteret. «I 1986 afsluttede Cancerregisteret undersøgelsen»kræftrisiko og dødelighed blandt ansatte på en dansk asbestcementfabrik«. I undersøgelsen konkluderes det bl.a.:»sammenfattende må konkluderes, at undersøgelsen har vist en øget kræftrisiko og dødelighed og en øget risiko for de kræftformer, som er associeret med asbestudsættelse: lungehindemesoteliom, lungekræft, og til en vis grad strubekræft. Endvidere er fundet en øget dødelighed af ikke maligne lungesygdomme, som bl.a. indeholder diagnosen asbestose. De eksponeringsoplysninger, som har været tilgængelige vedrørende undersøgelsesgruppen, har ikke gjort det muligt at sætte denne øgede risiko i relation til et bestemt eksponeringsniveau. «Særligt om den forøgede kræftdødelighed hedder det i undersøgelsen:» Kun i en enkelt af de 7 tidligere dødelighedsundersøgelser af ansatte i asbest-cementindustrien er der ligeledes fundet en øget kræftdødelighed. I de øvrige undersøgelser af asbestcementarbejdere er kræftdødeligheden mindre end eller lig med kræftdødeligheden i sammenligningsbefolkningerne. Derimod er der i flere undersøgelser af asbestarbejdere inden for andre industrier, hvor asbestudsættelsen tidligere har været meget høj, fundet en øget kræftrisiko. Årsagen til den større kræftrisiko blandt de ansatte på eternitfabrikken kan derfor være, at asbestudsættelsen kan have været større på denne virksomhed end på flere af de øvrige asbestcementfabrikker.«h. Om sagsøgtes information af de ansatte om miljømæssige spørgsmål ved arbejdet med asbest. Sagsøgtes orientering af de ansatte om miljømæssige spørgsmål i forbindelse med arbejdet med asbest har navnlig omfattet foredragsvirksomhed, drøftelser i ulykkesværn, sikkerhedsudvalg og fagforeningens asbestudvalg, udsendelsen af særlige interne meddelelser samt udgivelsen af medarbejderhåndbøger. Ovenfor er nærmere omtalt de foredrag, som sagsøgte lod arbejdstilsynets medarbejdere holde for ansatte i virksomheden. I det følgende omtales sagsøgtes øvrige informationsvirksomhed i forhold til de ansatte. [5] I. Parts- og vidneforklaringer. [6] J. Sagsøgernes procedure. Sagsøgerne har gjort gældende, at der påhviler sagsøgte som virksomhedsindehaver et strengt culpaansvar for erhvervssygdomme. Sagsøgte har gennem årene løbende overtrådt de gældende arbejdsmil- Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 13

14 jøregler og er derfor ansvarlig for de sygdomme, sagsøgerne og deres afdøde ægtefæller har pådraget sig under ansættelse hos sagsøgte. At udsættelse for asbeststøv kan fremkalde asbestose, lungekræft og mesoteliom har af lægevidenskaben været kendt i en meget lang årrække. Ledelsen af den sagsøgte fabrik har haft en særlig pligt til at gøre sig bekendt med mulige følger af de arbejdsmiljømæssige forhold, og ledelsen har da også efter direktør Johnsens notat af 30. april 1968 siden 1930'erne kendt asbestosefaren og fulgt den tilgængelige litteratur herom. Alle sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller har været beskæftiget ved en række forskellige funktioner, og det kan derfor ikke fastslås konkret, på hvilke steder på virksomheden den sygdomsforvoldende asbestudsættelse, som den enkelte har været genstand for, er sket. Hertil kommer, at mange af de nedenfor nævnte forhold, som hver for sig eller i hvert fald efter en samlet bedømmelse er ansvarspådragende, ikke knytter sig til specielle arbejdsfunktioner, men har påvirket støvniveauet på hele fabrikken. Asbestforureningen var universel, og der var forurenet overalt helt frem til Fra 1949 til 1971 blev der hos sagsøgte foretaget støvmålinger med uregelmæssige mellemrum. Målinger er siden foretaget løbende og systematisk, men først i 1973 blev der indført hygiejniske grænseværdier. En sammenligning med måleresultater fra 1949, 1957 og 1958 viser koncentrationer af asbestfibre, som overstiger de i dag tilladte koncentrationer i meget væsentligt omfang, og også efter 1973 har der hyppigt fundet ansvarspådragende overskridelser sted. Eftersom der i hovedparten af den periode, sagerne vedrører, ikke har fundet systematiske 1130 målinger sted, og da de stedfundne målinger kun har haft karakter af stikprøver, må der lægges afgørende vægt på de afgivne parts- og vidneforklaringer. Af disse fremgår det tydeligt, at der - navnlig inden fastlæggelsen af grænseværdier - har været store mængder synligt asbeststøv i luften. Også arbejdstilsynets iagttagelser helt tilbage til 1940'erne viser, at der gennem årene er konstateret for stor støvudvikling og for dårlig støvbekæmpelse hos sagsøgte, der efter de skiftende arbejdsmiljølove har haft pligt til at undgå og til at bekæmpe støv og andre farlige stoffer. Sagsøgerne har specielt fremhævet, at en række af arbejdsprocesserne gennem årene er udført på en sådan måde, at der skete unødig asbestforurening. Således har efter såvel arbejdstilsynets beretninger som de afgivne parts- og vidneforklaringer arbejdsprocessen i kollergangen medført betydelige støvgener, uden at sagsøgte foretog sig noget ud over at lade tekniske ændringer af produktionsmetoderne og -apparatet, der var begrundet i hensynet til produktiviteten, forsøge at løse problemerne. I arbejdstilsynets påbud, beretninger m.v. er det endvidere et gennemgående træk, at tømningen af sækkene medførte megen støvudvikling. Til trods for at arbejdstilsynet på et meget tidligt tidspunkt krævede denne proces gjort støvfri, forløb der imidlertid over 30 år, inden problemerne ved sækketømning fandt en nogenlunde holdbar løsning, og uden at dette kan forklares med uoverstigelige tekniske eller økonomiske hindringer. Også forholdene med hensyn til transport af asbest har medført betydelige støvproblemer. Sækkene ankom ofte i beskadiget stand, og selv efter 1975, da de ankom på paller, har der været problemer. Transporten af asbest også i selve fabrikken var særdeles problematisk, og det varede adskillige år - fra 1947 til før der var etableret et lukket transportsystem. Selv om tørfejning ikke er direkte nævnt i fabriksloven af 1913 og den almindelige arbejderbeskyttelseslov af 1954, fremgår det af disse loves generelle regler om fjernelse af støv og om rengøring, at tørfejning - også inden det udtrykkelige forbud i arbejdstilsynets meddelelse nr. 5/ ikke var tilladt. De afgivne forklaringer viser imidlertid, at støvudviklende tørfejning har fundet sted gennem årene og fortsat anvendtes på trods af mange påbud og påtaler fra arbejdstilsynet, som ikke effektivt blev fulgt op af sagsøgte. Sagsøgerne har videre fremhævet, at udsugnings- og ventilationsforholdene er af afgørende betydning for støvbekæmpelsen, og at arbejdstilsynet allerede i 1948 beskrev udsugningen fra kollergangen, asbestlageret og desintegratoren som utilstrækkelig. Udsugningsforholdene har været genstand for debat i ulykkesværnet, og af arbejdstilsynets beretninger fremgår, at der gennem årene er givet en lang række påbud vedrørende de forskellige arbejdssteder. Også efter 1973 har det gennem målingerne objektivt kunnet konstateres, at ventilationsforholdene ikke har været i orden, uden at ledelsen fandt anledning til at foretage sig noget for at begrænse støvforureningen. Om brugen af beskyttelsesmasker har sagsøgerne anført, at fabriksloven af 1913 ikke direkte omtaler sådanne masker, men at der i hvert fald siden gennemførelsen af den almindelige arbejderbeskyttelseslov i 1954 har eksisteret relativt klare regler for anvendelse af masker. Sagsøgte fik iøvrigt i 1947 det første af en række påbud om, at der ved visse arbejdsfunktioner skulle anvendes masker, men adskillige af arbejdstilsynets beretninger viser, at sagsøgte ikke viste interesse for at løse maskeproblemerne. Af de afgivne parts- og vidneforklaringer samt asbestudvalgsmødereferaterne fremgår, at de ansatte ikke fik effektive påbud om at anvende masker, og at de ikke blev informeret om vigtigheden af at anvende masker. Hertil kommer, at der ikke blev ført tilsyn med, at der overhovedet blev anvendt masker, ligesom sagsøgte ikke sørgede for anskaffelse af egnede masketyper eller for, at der blev arbejdet i et tempo, der muliggjorde anvendelse af masker. I hvert fald efter 1970 havde sagsøgte endvidere pligt til at drage omsorg for, at der blev stillet særligt arbejdstøj til rådighed for de ansatte og - ved at stille garderobeskabe til rådighed - at arbejdstøjet blev opbevaret adskilt fra gangtøjet, og også i denne forbindelse overtrådte sagsøgte de gældende bestemmelser. Sagsøgte har tillige været efterladende med rengøringsforholdene, og sagsøgte har herved overtrådt ikke blot de generelle regler i arbejdsmiljølovgivningen, men også de konkrete påbud om bedre rengøring, som arbejdstilsynet i tidens løb har givet. Sagsøgte, der længe før 1955 var bekendt med den med asbeststøv forbundne sundhedsfare, har i hvert fald siden 1955 haft pligt til at informere de ansatte om denne fare, og undladelsen heraf, der bl.a. er dokumenteret ved parts- og vidneforklaringerne, udgør et selvstændigt ansvarsgrundlag. Under alle omstændigheder må det påhvile sagsøgte at bevise, at der ikke er årsagssammenhæng mellem 1131 den manglende information og de indtrådte sygdomme. Havde de ansatte fået tilstrækkelig information, kunne de nemlig have taget stilling til, hvorvidt de ville undlade at arbejde hos sagsøgte, ligesom der i informationerne ville have ligget en tilskyndelse til anvendelse af personlige beskyttelsesmidler. Endvidere kunne den enkelte ansatte, hvis han havde fået oplysninger om den kraftige forøgelse af risikoen for asbestrelaterede sygdomme, som tobaksrygning medfører, have valgt at holde op med at ryge. Sagsøgte holdt imidlertid bevidst arbejderne i uvidenhed om asbestens sundhedsskadelige påvirkninger, og først i medarbejderhåndbogen fra 1978 omtales, at»anvendelsen af asbest giver nogle helt specielle miljøproblemer«. Sagsøgerne har bestridt, at der i arbejdstilsynets holdning har kunnet indlægges en dispensation fra pligten til at overholde gældende bestemmelser. Arbejdstilsynet er en tilsynsførende, men ikke en godkendende myndighed, og må forvente, at henstillinger og påbud følges, samt at sagsøgte overholder gældende forskrifter. Hertil kommer, at arbejdstilsynet gennem sine besøg på virksomheden kun kan få øjebliksbilleder af forholdene og kun kan påtale de konkrete overtrædelser, som direkte iagttages. Arbejdstilsynet har siden 1947 givet sagsøgte ca. 30 påbud med hensyn til asbest, som sagsøgte har undladt at følge. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 14

15 Sagsøgerne har i anden række gjort gældende, at sagsøgte, såfremt der ikke statueres culpa, bør anses ansvarlig på objektivt grundlag. Sagsøgerne bestrider, at der generelt skulle være grundlag for nedsættelse af erstatningskravene på grund af egen skyld eller accept af risiko. Ingen af de ansatte havde nærmere kendskab til, hvilken fare der var forbundet med arbejdet med asbest, og ingen af de ansatte handlede i strid med instrukser meddelt dem af sagsøgte. Sagsøgerne bestrider endvidere, at sagsøgernes krav helt eller delvist er forældede, idet den 20-årige forældelsesfrist i et tilfælde som det foreliggende tidligst kan regnes fra det tidspunkt, da skadelidte burde blive opmærksom på skaden eller i hvert fald tidligst fra det tidspunkt, da det lægeligt kunne være konstateret, at sygdomme var indtrådt. Sagsøgerne har herved navnlig henvist til, at forældelse i givet fald skal støttes på en analog anvendelse af bestemmelsen i Danske Lovs , og at sygdom og kendskab til sygdom hos den, der har været udsat for asbeststøv, på grund af latenstiden først opstår mange år efter, at den erstatningspådragende adfærd er udvist. Skal forældelsesfristen regnes fra tidspunktet for de ansvarspådragende handlinger, må disse ses i forlængelse af hinanden som en fortløbende tilstand således, at forældelsesfristen tidligst begynder at løbe fra den dag, da den ansvarspådragende tilstand er ophørt, jfr. princippet i straffelovens 94. Sagsøgerne har gjort gældende, at Retslægerådet har fastslået, at asbestudsættelse har været en i hvert fald medvirkende årsag til deres eller deres afdøde ægtefællers sygdomme. Bevisbyrden for, at de ville have lidt samme tab, såfremt de eller deres afdøde ægtefæller ikke havde været udsat for asbestpåvirkning, påhviler herefter sagsøgte. Sagsøgerne har herved anført, at tobaksrygning ikke kan komme i betragtning som egen skyld, og at der må lægges vægt på, at sagsøgte ikke advarede de ansatte mod den forøgede risiko for asbestsygdomme ved tobaksrygning. Hertil kommer, at selv om den absolutte risiko for kræftsygdomme er større for den, der ryger og har været udsat for asbest, er den relative risiko for kræftsygdomme efter asbestudsættelse lige stor for rygere og ikke-rygere. Sikringsstyrelsen har anerkendt sygdommene som asbestrelaterede og har udbetalt erstatninger for den del af lidelserne, som skyldes asbestudsættelse. Da Sikringsstyrelsen således ved samtlige afgørelser har taget stilling til tobaksforbrugets indflydelse, og under hensyn til, at Retslægerådet har tilkendegivet, at de radiologiske lungeforandringer i sig selv er ensbetydende med varigt mén, må de af Sikringsstyrelsen fastsatte méngrader, som parterne er enige om at anse for svarende til invaliditetsgraden, herefter lægges til grund. Sagsøgerne har særligt anført, at nedsættelse af invaliditetserstatningerne på grund af deres alder skal ske ved anvendelse af bestemmelsen i erstatningsansvarslovens 4, stk. 2, selv om loven ikke iøvrigt finder anvendelse, idet denne bestemmelse gennemsnitligt medfører resultater svarende til tidligere praksis og er udtryk for, hvad lovgiverne har fundet rimeligt. Samtlige sagsøgere, der har fremsat krav på godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold, har til støtte herfor anført, at kravet på en sådan godtgørelse ikke udelukkes, fordi skadelidte har krav på invaliditetserstatning, der er erstatning for fremtidige ulemper. Asbestrelaterede sygdomme udvikler sig langsomt og over en lang periode, inden den egentlige invaliditet konstateres, og medfører allerede forinden i større eller mindre omfang gener for den skadelidte i dennes hverdag. Sygdommene har endvidere i tidens løb for de 1132 enkelte medført sygeperioder, der ikke nu konkret kan dokumenteres,men som ville berettige til godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Sagsøgerne har vedrørende kravet på erstatning for fremtidige medicinudgifter særligt gjort gældende, at udgifterne skal afholdes i en uvis fremtid, ligesom der ved beløbenes fastsættelse skal tages hensyn dels til, at beløbet udbetales som en engangsydelse med den deraf følgende rentefordel, dels til det formentlig stigende prisniveau på medicin. Sagsøgeren har særligt gjort gældende, at der ved fastsættelsen af forsørgertabserstatningen ikke skal tages hensyn til afdødes aktuelle indtægt på dødsfaldstidspunktet, idet det for erstatningens størrelse er afgørende, hvilken indtægt afdøde ville have haft, såfremt han ikke var blevet uarbejdsdygtig på grund af den sygdom, der senere førte til døden. Denne sagsøger og sagsøgerne har anført, at deres krav er opgjort i overensstemmelse med niveauet på tidspunktet for sagens anlæg og nogenlunde svarer til minimumserstatningerne i erstatningsansvarsloven. Disse sagsøgere har bestridt, at der er grundlag for bortfald eller reduktion af erstatningerne under hensyn til deres egne indtægter. Disse sagsøgere og sagsøgerne har bestridt, at overgangsbeløb i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens 30 skal fratrækkes i forsørgertabserstatningen eller begravelsesudgifterne. Beløbet modsvarer intet af disse beløb, men skal dække udgifter forårsaget af ændringerne i den efterlevende ægtefælles forhold og er derfor ikke omfattet af det normale forsørgertabserstatningsbegreb. Sagsøgerne har endelig bestridt, at udbetalte og kapitaliserede løbende ydelser i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens 31 skal fratrækkes uden hensyn til skat. De har i den forbindelse anført, at de i modsat fald stilles betydeligt dårligere ved at modtage ydelser efter arbejdsskadeforsikringen, end hvis de alene havde været berettiget til at modtage forsørgertabserstatning efter de almindelige erstatningsregler. K. Sagsøgtes procedure. Sagsøgte har gjort gældende, at der ikke uden særlig lovhjemmel kan pålægges selskabet objektivt ansvar. Sagsøgte har endvidere bestridt, at ansvaret i et tilfælde som det foreliggende skal bedømmes efter en streng ansvarsregel, og har herved navnlig henvist til, at der ikke er noget socialt hensyn at tage til sagsøgerne, hvis skader dækkes af den almindelige arbejdsskadeforsikring. Sagsøgte har endvidere fremhævet, at der ved culpabedømmelsen må lægges vægt på, at sagerne vedrører en periode på år, således at det for bedømmelsen af, om sagsøgte har handlet uforsvarligt, er afgørende, om sagsøgte på tidspunktet for de skadelige påvirkninger af sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller handlede uforsvarligt, mens en efterfølgende viden hos sagsøgte ikke har betydning. Den sagsøgte fabrik har en betydelig stedlig udstrækning og er ikke et enkelt produktionslokale. Arbejdspladserne har været indbyrdes adskilt, og forholdene har ikke været ens ved de forskellige arbejdssteder. Sagsøgerne skal derfor hver for sig godtgøre, at de i det tidsrum, hvor skaderne må antages at være forvoldt, har været udsat for en ansvarspådragende asbestudsættelse netop på det sted, hvor de har arbejdet, og de kan ikke blot henvise til, at asbestforureningen må anses for at have været universel. Vel er der i årenes løb givet virksomheden enkelte påbud fra arbejdstilsynet, men de ligger næsten alle efter arbejdstilsynets meddelelse nr. 5/1970 og er - som udslag af indførelsen af nye og skærpede regler - uden betydning for sagsøgtes eventuelle ansvar over for dem, der tidligere havde været udsat for skadelige påvirkninger. Bestemmelserne i lovene fra 1913 og 1954 overlod et skøn til arbejdsgiveren, og de henstillinger og påbud, der inden 1970 blev meddelt sagsøgte, var forholdsvis få. Iøvrigt er der også i tiden efter 1970 kun givet enkelte påbud, som blev efterkommet, så snart sagsøgte, der havde krav på tid til at efterkomme påbud og henstillinger, havde mulighed herfor. Sagsøgte har ikke udvist en retsstridig adfærd ved at drive virksomhed med asbest som råvare, og allerede fordi der ikke foreligger noget sammenligningsgrundlag, kan det ikke statueres, at sagsøgte har drevet virksomhed på ringere måde end tilsvarende virksomheder. Retsstridighedsbetingelsen, der indgår som led i culpabedømmelsen, er derfor ikke opfyldt. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 15

16 Som det fremgår af notatet af 30. april 1968, vidste sagsøgte i 1930'erne, at der kunne være tale om en risiko ved arbejdet, men der forelå alene en formodning om, at der muligvis var et eller andet problem. Ingen vidste eller havde formodning om, 1133 hvilken koncentration af asbeststøv der kunne være farlig, og ingen havde kendskab til arbejdsforholdene på de fabrikker, hvor der var forekommet asbestose. Iøvrigt var det ikke i 1930'erne kendt, at asbestudsættelse medførte risiko for kræftsygdomme. Produktionsforholdene har været under stadig udvikling, og de asbestosetilfælde, som man fik kendskab til, relaterede sig hver gang til skadelige påvirkninger, der var sket ca. 20 år tidligere og under produktionsforhold, der nu var ændrede på en sådan måde, at man ikke kunne vide, om de nuværende forhold frembød fare, eller om risikoen var bragt til ophør. Lægelige oplysninger og råd med hensyn til begrænsning af de ansattes risiko for at pådrage sig asbestbetingede sygdomme fik sagsøgtes ledelse i efterkrigsårene udelukkende fra de læger, som rådgav arbejdstilsynet med hensyn til, hvad der eventuelt skulle ændres og gives henstillinger om af medicinske grunde. Arbejdstilsynet og dettes læger sendte beretninger og lignende til Sundhedsstyrelsen. De offentlige myndigheder havde derfor nøje kendskab til resultaterne af lægeundersøgelserne af de ansatte, hvorimod den lægelige diskretionspligt forbød, at der blev givet underretning til sagsøgte. Hertil kommer, at lægerne erkendte vanskelighederne ved at stille diagnosen asbestose. Undersøgelserne gav kun i enkelte tilfælde anledning til henstillinger om flytning af arbejdere, og alle sygdomstilfældene måtte som nævnt formodes at have deres oprindelse i forhold, der lå længere tid tilbage, og viste derfor intet om den øjeblikkelige risiko. Først kort efter at overlæge Grut havde sendt beretningen af 15. marts 1968 til arbejdstilsynet, blev det påregneligt for sagsøgte, at der som en risiko ved produktionen kunne være tale om alvorlige lungelidelser hos arbejderne. Sagsøgte har således hverken skjult noget for de ansatte eller undladt at give disse oplysning om den med arbejdet forbundne sundhedsfare. Efter indførelsen i 1971 af nye målemetoder og regelmæssige støvmålinger blev måleresultaterne tilsendt arbejdstilsynet, og måleresultaterne blev slået op i de forskellige produktionsafdelinger. Først på dette tidspunkt havde man fra England fået kendskab til, hvad der skulle måles, og kun SIFA vidste, hvordan og med hvilket udstyr målingerne skulle foretages. Der var således ikke tale om, at sagsøgte nu begyndte at foretage målinger, man også tidligere kunne have foretaget. Baggrunden for indførelsen af hygiejniske grænseværdier på 2 fibre/ml var udelukkende, at indånding gennem 50 år af 2 fibre/ml over en 8 timers daglig arbejdstid var anset for acceptabel. Det forhold, at enkelte målinger viser større indhold, er derfor uvæsentligt, når blot udsættelsen for den større støvmængde ikke varer ved. Iøvrigt gjaldt der ikke ved støvmængder på 2-12 fibre/ml noget forbud mod arbejde, men alene forbud mod arbejde på det pågældende arbejdssted ud over 4 uger. Først ved et støvindhold på over 12 fibre/ml skulle der anvendes masker. Der var allerede længe før påbudet af 1960 stillet masker til rådighed for de ansatte. Måleresultaterne har gennem årene vist faldende støvtal, og intet anskueliggør på bedre måde, at sagsøgte har handlet i overensstemmelse med gældende offentlige forskrifter. De enkelte overskridelser, der har fundet sted efter 1973, kan alle forklares med uheld og utilsigtede støvudslip. Arbejdstilsynet er ikke fremkommet med alvorlige bebrejdelser, men har alene fremsat kommentarer af uvæsentlig betydning. Hertil kommer, at der i 1972 blev oprettet et asbestudvalg hos sagsøgte, hvor målingerne drøftedes på løbende møder, hvoraf referater blev tilsendt arbejdstilsynet. Sagsøgte har i det hele handlet i overensstemmelse med de retningslinier, der af de offentlige myndigheder blev anset for forsvarlige, og arbejdstilsynet har da også ved flere lejligheder anerkendt sagsøgtes indsats med hensyn til forbedring af arbejdsmiljøet på virksomheden. Særligt vedrørende tidsrummet afvises det, at sagsøgte som anført af sagsøgerne kan være ansvarlig for sækkenes tilstand ved ankomsten til sagsøgte. Den interne transport af asbest blev på et tidligt tidspunkt udført som et lukket system, og det forhold, at det senere viste sig, at systemet var mindre lukket end forudberegnet, kan ikke berettige til kritik af sagsøgte. Henstillingen i fabrikstilsynets skrivelse af 15. februar 1947 vedrørende kollergangen blev taget til følge. Allerede i 1951 indførtes vådkolring, og arbejdstilsynet fremkom i januar 1967 alene med en konstatering af enkelte forhold, der gav anledning til bemærkninger. I slutningen af 1950'erne blev der opstillet en halvautomatisk sækketømningsmaskine, og udviklingen af en fuldautomatisk sækketømningsmaskine voldte adskillige problemer, der var vanskelige at løse teknisk tilfredsstillende. Der er heller intet grundlag for at bebrejde sagsøgte, at tørfejning fandt sted trods forbud, idet det for sagsøgte var praktisk umuligt at forhindre de ansatte i at 1134 anvende koste. Under alle omstændigheder er 5 påbud herom i tiden fra et ganske ringe antal. Der er endvidere heller ikke grundlag for kritik af udsugningsforholdene gennem årene. Udsugningen er til stadighed blevet forbedret, og sagsøgernes beregninger på dette punkt må tilsidesættes som udokumenterede. Der har på intet tidspunkt været givet noget generelt påbud om anvendelse af masker, men sagsøgte har siden 1950 stillet masker til rådighed for de ansatte, som var beskæftiget med funktioner, hvor der var maskepåbud. Der har heller ikke på noget tidspunkt været givet noget generelt påbud om udlevering af arbejdstøj, men sagsøgte modtog blot i 1972 en meddelelse fra arbejdstilsynet om udlevering af arbejdstøj til visse kategorier af ansatte. Det bestrides, at der er grundlag for bebrejdelser med hensyn til rengøringen hos sagsøgte, og sagsøgte har hverken modtaget konkrete eller generelle påbud vedrørende rengøring. Sagsøgte har til de ansatte videregivet den viden, som sagsøgte havde fra arbejdstilsynet og dettes læger. Allerede i 1949 holdt professor Bonnevie et foredrag for en del af arbejderne, og i hvert fald efter asbestudvalgets oprettelse og indførelsen af støvmålingerne har alle vidst, at der var en risiko forbundet med arbejdet med asbest. Men iøvrigt bestrides det, at der skulle være nogen årsagsforbindelse mellem muligt utilstrækkelig information og sygdom. Eftersom der har været stillet masker til rådighed for de ansatte og været opslag om maskepåbud ved bestemte arbejdsfunktioner, må de ansattes undladelse af anvendelse af masker betragtes som egen skyld eller som accept af risiko med den virkning, at eventuelle erstatningskrav skal nedsættes. I mangel af bevis for, hvem af de ansatte der har foretaget tørfejning trods instruktion om befugtning inden fejning, må der på dette punkt statueres fælles accept af risiko for sagsøgerne. Med hensyn til forældelsesspørgsmålet har sagsøgte navnlig fremhævet, at sagsøgte for så vidt angår sagsøgerne 1-13 modtog påkrav den 12. december For sagsøgerne og blev stævningerne uden forudgående påkrav forkyndt henholdsvis den 14. marts 1986 og den 2. oktober Forældelsesfristens begyndelsstidspunkt er derfor henholdsvis den 12. december 1965, den 14. marts 1966 og den 2. oktober Der er ved krav på erstatning uden for kontraktsforhold ikke grundlag for en antagelse af, at forældelsesfristen løber fra et senere tidspunkt end foretagelsen af den ansvarspådragende handling, jfr. herved bestemmelsen i Danske Lovs og forarbejderne til 1908-loven (Rigsdagstidende tillæg B. sp , tillæg B. sp og samt tillæg B. sp ). Adskillige af de rejste krav er derfor helt eller delvist forældede. Sagsøgte har kunnet tiltræde, at udmålingen af de erstatninger for invaliditet, der indgår i sagsøgernes opgørelser af deres krav, sker ved udgangspunkt i invaliditetsgrader svarende til de méngrader, der er fastsat i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, og således, at beløbet Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 16

17 pr. invaliditetsgrad fastsættes i overensstemmelse med sagsøgernes opgørelse. Om årsagsforbindelsen mellem asbestudsættelsen og de konstaterede mén har sagsøgte imidlertid anført: Retslægerådet har i sine besvarelser taget stilling til, hvorvidt der er årsagsforbindelse mellem sagsøgernes eller de afdøde ægtefællers asbestudsættelse hos sagsøgte og de pågældendes sygdomme, og har iøvrigt ved sin besvarelse af de generelle spørgsmål 1 og 2 givet udtryk for, at der er betydelig usikkerhed forbundet med at stille diagnosen asbestose. Det bestrides i denne forbindelse, at de i rådets erklæringer omtalte radiologiske lungeforandringer er ensbetydende med, at de pågældende sagsøgere har pådraget sig varige mén. Da de ansatte, der ryger eller har røget, bevidst har påtaget sig den risiko, der er forbundet med tobaksrygning, er der i intet tilfælde grundlag for at fastslå, at den pågældende i erstatningsretlig henseende skal betragtes som eller sidestilles med personer med særlige sygdomsanlæg. Sagsøgte har i denne forbindelse tillige anført, at der i de tilfælde, hvor rådet har anført, at der foreligger samvirkende årsager, men uden at den relative årsagsandel kan oplyses, må ske en skønsmæssig nedsættelse af erstatningen med halvdelen. På grundlag af Retslægerådets erklæringer anerkendes årsagsforbindelsen for så vidt angår sagsøgerne Carl Vilhelm Møller (sagsøger nr. 1) Bente Sørensen (sagsøger nr. 12), Hanne Lissy Nielsen (sagsøger nr. 15), Jens Søren Jensen (sagsøger nr. 21), Erling Bent Bai Andersen (sagsøger nr. 24), Elli Jensen (sagsøger nr. 25), Henning Pedersen (sagsøger nr. 32) og Leif Jørgensen (sagsøger nr. 36). For så vidt angår sagsøgerne Aage Jensen (sagsøger nr. 13), Anne Marie Brast (sagsøger nr ), Kirsten M. Olesen (sagsøger nr. 17), Grethe Elmo Jensen (sagsøger nr. 18) og Aage Andersen (sagsøger nr. 22) anerkendes delvis årsagsforbindelse, medens det bestrides, at de øvrige sagsøgere har bevist, at der er årsagsforbindelse. Om de enkelte sagsøgeres krav iøvrigt har sagsøgte anført: Hvor sagsøgeren har en høj alder, skal invaliditetserstatningen nedsættes skønsmæssigt i overensstemmelse med gældende retspraksis inden erstatningsansvarslovens ikrafttræden, og bestemmelserne i erstatningsansvarslovens 4, stk. 2, skal således ikke anvendes. Sagsøgte kan derfor i følgende tilfælde størrelsesmæssigt alene anerkende invaliditetserstatningskravene således: [7] Under hensyn til, at sagsøgeren Ellen Koczorskis (sagsøger nr. 10) ægtefælle er afgået ved døden efter sagens anlæg, kan invaliditetserstatningskravet størrelsesmæssigt alene anerkendes med kr. Særligt for så vidt angår sagsøgerne Anton Østergaard (sagsøger nr. 4)og Kaj Overgaard Christensen (sagsøger nr. 5) har sagsøgte anført, at der ikke i retspraksis forud for erstatningsansvarsloven er grundlag for tilkendelse af erstatning for fremtidige medicinudgifter. Da forudsætningen om, at den efterlevende ægtefælle, som kræver forsørgertabserstatning, skal have mistet sin forsørgelse, ikke er opfyldt, hvis den efterlevende ægtefælles egen indkomst er af en ikke ubetydelig størrelse, har følgende sagsøgere ikke krav på forsørgertabserstatning: Bente Sørensen (sagsøger nr. 12), hvis skattepligtige indkomst i 1986 udgjorde kr. Sagsøgte har for så vidt angår denne sagsøger til støtte for sin frifindelsespåstand tillige henvist til, at Ole Sørensen ved sin død var 100% invalid, og at der allerede inden hans dødsfald af arbejdsskadeforsikringen var udbetalt kr. Anne Marie Brast (sagsøger nr. 14), hvis skattepligtige indkomst i 1986 udgjorde kr. Hanne Lissy Nielsen (sagsøger nr. 15), hvis skattepligtige indkomst i 1986 udgjorde kr. For så vidt angår sagsøgeren Kirsten M. Olesen (sagsøger nr. 17) har sagsøgte anført, at sagsøgeren under hensyn til, at hun selv er født i 1919, og at hendes afdøde ægtefælle var født i 1920, ikke har krav på forsørgertabserstatning, subsidiært at denne ikke kan overstige kr. Da sagsøgerne Grethe Elmo Jensens (sagsøger nr. 18) og Mathilde Marie Larsens (sagsøger nr. 19) ægtefæller var født i henholdsvis 1921 og 1927, kan disse sagsøgeres krav på forsørgertabserstatning størrelsesmæssigt alene anerkendes med kr. Tilkendelse af godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold er efter hidtidig retspraksis som hovedregel sket i forbindelse med tilkendelse af invaliditetserstatning og i så fald med et samlet beløb omfattende begge krav. Kun i ganske særlige tilfælde, f.eks. hvor invaliditeten har medført videregående følger for skadelidte, er der tilkendt særskilt godtgørelse og i så fald for fremtidigt tab. I flere tilfælde under de foreliggende sager er kravene da også alene rejst som selvstændige krav, fordi det under sagernes gang viste sig, at nogle sagsøgere af arbejdsskadeforsikringen havde fået udbetalt større beløb, end de almindelige erstatningsregler kunne berettige til. På denne baggrund afvises det, at nogen af sagsøgerne har krav på godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold. En eventuel godtgørelse skal i hvert fald reduceres efter arbejdsskadeforsikringslovens 55. Overgangsbeløb i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens 30 skal fratrækkes i forsørgertabserstatningen eller i begravelsesudgifterne. Fradrag skal derfor ske for samtlige de sagsøgere, der er efterlevende ægtefæller. Såvel allerede udbetalte som løbende fremtidige ydelser, der kapitaliseres, jfr. arbejdsskadeforsikringslovens 31, skal endelig bringes til fradrag i forsørgertabserstatningen - og i hvert fald fremtidige ydelser med det kapitaliserede beløb uden fradrag af skat. L. Landsrettens begrundelse for domsresultatet. I. Ansvarsgrundlaget. Forældelse. 1. I de seneste årtier har adskillige stoffer, der hidtil havde været anset for uskadelige, uventet vist sig at frembyde betydelig sundhedsfare. I modsætning hertil gælder det om asbest, at det allerede i mellemkrigstiden blev kendt, at arbejdere på virksomheder, der udvandt asbest eller anvendte asbest i deres produktion, ved indånding af asbestfibre kunne pådrage sig den uhelbredelige lungelidelse asbestose. Denne viden var baggrunden for, at Direktoratet for Arbejds- og Fabrikstilsynet i 1934 anmodede tilsynskredsene om at have opmærksomheden henvendt på virksomheder, der arbejdede med 1136 asbest, så der kunne blive foretaget undersøgelse af arbejderne. I overensstemmelse hermed henstillede fabrikstilsynet i februar 1937 til sagsøgte, at virksomhedens asbestarbejdere blev røntgenfotograferet»for mulig asbestsygdom i lungerne«, og i skrivelse af 15. februar 1947 til sagsøgte fremhævede tilsynet påny den specielle asbeststøvfare og henstillede til virksomheden at søge at udfinde metoder til støvfri behandling og transport af asbesten. Også i fabrikstilsynets årsberetninger for årene , som udkom i 1942, omtaltes lungelidelsen asbestose, og det blev her nævnt, at lidelsen synes at begunstige opståen af lungekræft. Efter at denne særlige risiko i 1949 havde været omtalt i et ugeblad, opstod der bekymring blandt de ansatte hos sagsøgte, og der blev samme år på fabrikken holdt et foredrag af overlæge i fabrikstilsynet, professor, dr. med. Poul Bonnevie for virksomhedens ledelse og ca. 50 arbejdere. I professor Bonnevies værker»arbejdssygdomme«, der udkom i 1950, og»hygiejne«, der udkom i 1951, anføres det, at asbestose»har tendens til cancerudvikling«. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 17

18 I det hos sagsøgte udarbejdede notat af 30. april 1968 siges det bl.a., at man på»dansk Eternit-Fabrik har fulgt den viden, som har været tilgængelig om disse forhold. Allerede i 30'erne var vi opmærksomme på asbestosefaren, og der blev foretaget visse nødtørftige foranstaltninger, som dog langt fra har været tilstrækkelige.«på denne baggrund må landsretten lægge til grund, at sagsøgte i hvert fald allerede fra omkring 1940 som hævdet af sagsøgerne har været vidende om, at erhvervsmæssig udsættelse for indånding af asbeststøv kunne medføre den uhelbredelige lungelidelse asbestose. Endvidere finder landsretten, at sagsøgte fra omkring 1950 efter det oplyste må antages at have været eller burde have været vidende om, at erhvervsmæssig udsættelse for indånding af asbeststøv tillige indebar en øget kræftrisiko. Under disse omstændigheder må det komme sagsøgte til skade, såfremt virksomheden måtte have ladet de løbende vurderinger af, hvilke foranstaltninger der skulle træffes for at begrænse støvdannelserne i virksomhedens produktion, påvirke af blotte formodninger om, at produktionsforholdene på fabrikken i Aalborg ikke eller ikke længere frembød nogen fare for de ansatte. 2. I hele den periode, hvori sagsøgte efter krigen har anvendt asbest i sin produktion, er der som beskrevet ovenfor i afsnit F gennemført en række ændringer af produktionsgangen og produktionsapparatet. Disse ændringer må hver for sig antages i større eller mindre grad at have bidraget til at formindske spredningen af asbeststøvet og dermed medvirket til at begrænse den sundhedsmæssige risiko, som de ansatte var udsat for som følge af deres arbejde med asbesten og de asbestholdige produkter. Navnlig efter udsendelsen af meddelelse nr. 5/1970 fra Direktoratet for Arbejdstilsynet, og efter at der i 1973 var fastsat hygiejniske grænseværdier for luftens indhold af asbestfibre gældende for virksomheden og senere afløst af generelle grænseværdier, har virksomheden gjort en betydelig indsats for at forbedre de arbejdsmiljømæssige forhold gennem foranstaltninger til formindskelse af luftens indhold af asbestfibre. Ved vurderingen af, om den gennem hele perioden opnåede reduktion af forekomsten af asbeststøv har været tilstrækkelig til at opfylde den til enhver tid gældende lovgivnings krav, må det fremhæves, at de spredte støvmålinger i 1949, 1957 og 1958 alle viste endog meget betydelige koncentrationer af asbeststøv. I forbindelse hermed må der endvidere peges på, at overlæge Poul Bonnevie i 1949 opfordrede til at stille ret strenge krav ved bedømmelsen af luftens indhold af asbest, samt at arbejdslæge Jørgen Frost i 1957 bl.a. over for sagsøgtes ledelse understregede betydningen af støvmålingerne for bedømmelsen af den aktuelle asbestoserisiko. Det må endvidere fremhæves, at de regelmæssige målinger, der blev foretaget efter 1971, i adskillige tilfælde - trods en generel markant reduktion af støvtallet - viste ikke ubetydelige overskridelser af de gradvist faldende grænseværdier, som var gældende fra Dette må sammenholdes med de iagttagelser af forholdene på virksomheden, der fremgår af arbejdstilsynsmyndighedernes beretninger om deres besøg på fabrikken gennem hele perioden, og med de for landsretten afgivne parts- og vidneforklaringer om støvforholdene på virksomheden. På denne baggrund må landsretten anse det for bevist, at asbeststøvniveauet i store dele af fabrikken, hvor sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller har arbejdet på skiftende steder - til trods for sagsøgtes indsats for at formindske støvfaren - gennem hele perioden indtil slutningen af 'erne først vedvarende og senere jævnligt har ligget over, hvad der efter den til enhver tid gældende arbejdsmiljølovgivning har kunnet anses for tilladeligt,jfr. 6, stk. 1, og 7, stk. 2, i lov nr. 143 af 29. april 1913 om arbejde i fabrikker m.v., 5, stk. 1, og 13, nr. 18 og 19, i lov nr. 226 af 11. juni 1954 om almindelig arbejderbeskyttelse samt 15 og 48, stk. 1, i lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø. Det bemærkes i denne forbindelse, at den skærpelse af kravet om støvfrie arbejdsprocesser, der blev gennemført ved 13, nr. 18, i arbejderbeskyttelsesloven af 1954, i bemærkningerne til lovforslaget netop var begrundet med, at beskyttelse af arbejderne mod støv var af særlig vigtighed bl.a., hvor støvet består af stoffer, som angriber lungerne, jfr. Rigsdagstidende , tillæg A, sp Efter de iagttagelser, som fremgår af arbejdstilsynsmyndighedernes beretninger om deres besøg på virksomheden, sammenholdt med de afgivne parts- og vidneforklaringer må landsretten endvidere anse det for bevist, at sagsøgte fra 1947, da der første gang blev givet påbud om anvendelse af beskyttelsesmasker ved udførelsen af bestemte arbejdsfunktioner, hverken effektivt har draget omsorg for, at påbud og forskrifter om anvendelse af masker er kommet til de ansattes kundskab, eller har ført noget effektivt tilsyn med, at påbudene og forskrifterne blev overholdt af de ansatte. Landsretten finder det tillige ved de ovenfor omtalte iagttagelser og forklaringer bevist, at sagsøgte heller ikke effektivt har draget omsorg for, at de ansatte blev bekendt med, at tørfejning med ophvirvling af støv til følge ikke måtte finde sted, eller har ført noget effektivt tilsyn med, at forbudet blev respekteret. Om de ansattes motivation til at efterleve disse påbud, forskrifter og forbud bemærkes, at det må antages, at i hvert fald en del af de ansatte - også på grund af de tilbagevendende lægeundersøgelser - har vidst, at indånding af asbeststøv kunne medføre sygdom i lunger eller luftveje. Det er imidlertid ikke oplyst af sagsøgte, hvilke nærmere oplysninger om arten og alvoren af de asbestrelaterede sygdomme der af virksomheden skulle være meddelt sagsøgerne, deres afdøde ægtefæller eller de øvrige ansatte. Landsretten må derfor også lægge til grund, at sagsøgte ikke har opfyldt sin pligt til at gøre de ansatte bekendt med den sygdomsfare, der var forbundet med arbejdet, jfr. 5, stk. 2, i lov nr. 226 af 11. juni 1954 om almindelig arbejderbeskyttelse og 17, stk. 1, i lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø. Under disse omstændigheder kan det ikke tillægges betydning ved sagens afgørelse, om nogen af sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller måtte have tilsidesat påbud eller forskrifter om anvendelse af beskyttelsesmaske eller deltaget i tørfejning. 4. Som følge af det anførte må landsretten herefter anse sagsøgte for erstatningsansvarlig over for sagsøgerne i det omfang, hvori det findes bevist, at de sygdomme, som sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller har pådraget sig, er følger af virksomhedens overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen. Det bemærkes i denne forbindelse, at der for sådanne overtrædelser påhviler virksomhedsejeren et Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 18

19 II. strengt selvstændigt ansvar over for de ansatte; den omstændighed, at arbejdstilsynsmyndighederne ikke har påtalt forholdene i virksomheden i videre omfang end sket, kan derfor ikke føre til ansvarsfrihed for sagsøgte. 5. Angående spørgsmålet om, hvorvidt nogle af de rejste erstatningskrav er helt eller delvist forældet efter bestemmelsen i Danske Lovs , bemærkes: De personskader i form af lungelidelser, som erhvervsmæssig udsættelse for indånding af asbeststøv kan medføre, kan efter Retslægerådets besvarelse af det stillede spørgsmål herom i reglen først antages at indtræffe en længere årrække efter, at udsættelsen har fundet sted. Forældelsesfristen efter Danske Lovs for krav på erstatning for sådanne senskader kan derfor først regnes fra det tidspunkt, da skaden er indtruffet. Som følge heraf kan intet af sagsøgernes krav anses for forældet. Årsagssammenhængen. 1. For så vidt angår sagsøgerne 16. Nina Villadsen, 19. Mathilde Marie Larsen, 26. Janus Christian Peter Hansen, 28. Johanne Marie Nielsen og 29. Hans Peter Jensen finder landsretten det efter indholdet af Retslægerådets erklæringer ikke bevist, at disse sagsøgeres sygdomme eller deres afdøde ægtefællers død er forårsaget af den støvudsættelse, som sagsøgte er fundet ansvarlig for. Som følge heraf tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge for så vidt angår disse sagsøgere For så vidt angår sagsøgerne 1. Carl Vilhelm Møller, 12. Bente Sørensen, 15. Hanne Lissy Nielsen, 21. Jens Søren Jensen, 24. Erling Bent Bai Andersen, 25. Elli Jensen, 32. Henning Pedersen og 36. Leif Jørgensen har sagsøgte anerkendt, at disse sagsøgeres sygdomme eller deres afdøde ægtefællers død er forårsaget af støvudsættelse på sagsøgtes virksomhed. Som følge heraf finder landsretten efter det, som er anført ovenfor under I, sagsøgte ansvarlig for de tab, som sygdommene og dødsfaldene må antages at have påført disse sagsøgere. 3. For så vidt angår sagsøgerne 14. Anne Marie Brast, 17. Kirsten M. Olesen og 18. Grethe Elmo Jensen skal landsretten om årsagssammenhængen udtale: Det er af sagsøgte ikke bestridt, at der er årsagssammenhæng mellem støvudsættelsen på sagsøgtes virksomhed og disse sagsøgeres ægtefællers død. Som følge heraf, og da der ikke findes grundlag for som anført af sagsøgte at anse de afdøde ægtefællers tobaksrygning for egen skyld eller accept af risiko, der kan føre til nedsættelse af sagsøgtes erstatningsansvar, må det fulde ansvar også for disse sagsøgeres tab pålægges sagsøgte. 4. For så vidt angår sagsøgerne 2. Rasmus Baymler, 3. Niels Aage Barslev, 4. Anton Østergard, 5. Kaj Overgaard Christensen, 6. Elo Kjær, 7. Niels Knudsen Jensen, 8. Knud Wagner Nielsen, 9. Christian Østergaard Frandsen, 10. Ellen Koczorski, 11. Laust Peter Wirenfeldt, 13. Aage Jensen, 20. Poul Erik Møller Nielsen, 22. Aage Andersen, 23. Arne Sørensen, 27. Henning Thomsen, 30. Axel Emil Larsen, 31. Henning Skat Christensen, 33. Hans Jørgen Johnsen, 34. Holger Eriksen og 35. Oskar Marius Jensen skal landsretten udtale: Efter indholdet af Retslægerådets erklæringer finder landsretten det bevist, at den ansvarspådragende støvudsættelse har påført disse sagsøgere - for sagsøgeren Ellen Koczorskis vedkommende hendes afdøde ægtefælle - mén, som efter deres karakter berettiger til erstatning for invaliditet. Til sådanne mén må henregnes de af Retslægerådet omtalte radiologisk påviste varige beskadigelser af væv i lungerne eller lungehinderne, uanset om de har givet sig udslag i hoste, åndenød eller andre symptomer. Sagsøgernes krav mod sagsøgte er baseret på, at der tilkommer dem invaliditetserstatninger udmålt på grundlag af invaliditetsgrader svarende til de méngrader, som er fastsat i henhold til loven om arbejdsskadeforsikring. Retslægerådet er derfor spurgt, om det arbejdsbetingede varige mén, som for hver enkelt er konstateret af Sikringsstyrelsen eller Den sociale Ankestyrelse, er forårsaget af den pågældendes udsættelse for asbestholdigt støv. Som omtalt ovenfor i afsnit C har Retslægerådet ikke kunnet besvare dette spørgsmål, idet det ikke af de sagsakter fra Sikringsstyrelsen og Den sociale Ankestyrelse, som har været indsendt til rådet, fremgår, hvilke sygdomme, fund eller symptomer der ved fastsættelsen af méngraden er anset for erhvervsbetingede. Oplysninger herom er heller ikke forelagt for landsretten, men Sikringsstyrelsen har i sin skrivelse af 17. maj 1988, der er citeret ovenfor i afsnit D, udtalt, at styrelsen i sager om lungelidelser aldrig træffer afgørelse om erstatningsspørgsmålet uden at tage stilling til betydningen af et eventuelt tobaksforbrug, og at den af styrelsen fastsatte méngrad i sådanne sager således alene vedrører den del af en lidelse, som styrelsen skønner må være arbejdsbetinget. Landsretten finder ikke i de foreliggende udtalelser fra Retslægerådet om betydningen af et eventuelt tobaksforbrug grundlag for at tilsidesætte de skøn over tobaksforbrugets betydning, der er udøvet af Sikringsstyrelsen eller Den Sociale Ankestyrelse. Landsretten finder det herefter bevist, at de varige mén, for hvilke der er ydet erstatning efter loven om arbejdsskadeforsikring, i deres helhed er forårsaget af den ansvarspådragende støvudsættelse, og landsretten finder derfor sagsøgte ansvarlig for det tab, der gennem disse mén er påført sagsøgerne. Da der mellem parterne er enighed om, at invaliditetsgraden for den enkelte sagsøger eller vedkommendes afdøde ægtefælle herefter svarer til den méngrad, der er fastsat i henhold til loven om arbejdsskadeforsikring, lægger landsretten denne procent til grund ved udmålingen af de invaliditetserstatninger, som indgår i de enkelte sagsøgeres opgørelser af deres krav mod sagsøgte. III De enkelte krav. Erstatningerne. [8] 1. Sagsøgeren Carl Vilhelm Møller. Der er mellem parterne enighed om, at der ved fastsættelsen af invaliditetserstatningen for denne sagsøger (født 1918)og andre sagsøgere over 60 år skal tages hensyn til de pågældendes alder. Dette kan imidlertid ikke som påstået af sagsøgerne ske ved reduktion efter en fast procentsats efter princippet i erstatningsansvarslovens 4, stk. 2, men sagsøgerens invaliditetserstatning må i overensstemmelse med fast praksis for fastsættelse af invaliditetserstatninger for skader indtruffet før erstatningsansvarslovens ikrafttræden fastsættes skønsmæssigt under hensyn til hans alder. Landsretten fastsætter herefter erstatningen til kr. Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 19

20 Til støtte for det krav på godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold, som er rejst af denne sagsøger og en række andre sagsøgere, er anført, at den krævede godtgørelse skal tjene dels som godtgørelse for gener i dagligdagen, som sygdommen har medført forud for konstateringen af invaliditeten, dels som godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i sygeperioder, der nu vanskeligt kan dokumenteres. Da der imidlertid hverken kan kræves særskilt kompensation for de omtalte gener eller under betegnelsen godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold kan kræves godtgørelse for svie og smerte eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i udokumenterede sygeperioder, kan der ikke tillægges sagsøgeren nogen godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold. 4. Sagsøgeren Anton Østergaard. Landsretten finder ikke noget til hinder for, at fremtidige medicinudgifter kræves erstattet i overensstemmelse med denne sagsøgers opgørelse som en kapitalisering af den hidtidige månedlige udgift, hvis størrelse sagsøgte ikke har bestridt. 12. Sagsøgeren Bente Sørensen. Efter de foreliggende oplysninger om afdødes og sagsøgerens forhold må det antages, at sagsøgeren har lidt et økonomisk tab, der berettiger hende til forsørgertabserstatning. Forsørgertabserstatningen fastsættes til kr. Denne erstatning skal imidlertid efter 55, 2. pkt., i loven om arbejdsskadeforsikring nedsættes med det overgangsbeløb på kr., som sagsøgeren har fået udbetalt i henhold til lovens 30, jfr. afgørelsen i U Som anført i denne afgørelse er det efter 30 i loven om arbejdsskadesforsikring og motiverne til denne bestemmelse usikkert, hvorvidt overgangsbeløb i henhold til bestemmelsen i et vist omfang skal dække udgifter til begravelse, men det må antages, at beløbet helt overvejende skal dække andre udgifter i anledning af dødsfaldet. På denne baggrund findes overgangsbeløbet ikke som hævdet af sagsøgte at burde begrunde bortfald af sagsøgerens krav på erstatning for begravelsesudgifter, som landsretten derfor tager til følge. Højesterets dom. Den indankede dom er afsagt af Vestre Landsret. I pådømmelsen har deltaget syv dommere: P. Christensen, Funch Jensen, Munch, Kiil, Pontoppidan, Hermann og Wendler Pedersen. Dansk Eternit-Fabrik A/S har som appellant i sag nr. 270/1988 gentaget sin frifindelsespåstand og som indstævnt i sag nr. 300/1988 påstået stadfæstelse. De indstævnte Carl Vilhelm Møller (1) Rasmus Baymler (2), Anton Østergaard (4), Kaj Overgaard Christensen (5), Elo Kjær (6), Niels Knudsen Jensen (7), Christian Østergaard Frandsen (9), Ellen Koczorski (10), Laust Peter Wirenfeldt (11), Grethe Elmo Jensen (18), Henning Thomsen (27), Henning Skat Christensen (31), Hans Jørgen Johnsen (33), Oskar Marius Jensen (35) og Leif Jørgensen (36) har gentaget deres påstande for landsretten, subsidiært nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale et mindre beløb efter rettens skøn. De indstævnte Niels Aage Barslev (3) Bente Sørensen (12), Hanne Lissy Nielsen (15), Kirsten M. Olesen (17), Aage Andersen (22), Arne Sørensen (23) og Erna Charlotte Larsen (30) har nedlagt påstand som nedenfor anført, subsidiært påstået appellanten dømt til betaling af et mindre beløb efter rettens skøn De indstævnte Anne Marie Brast (14)og Elli Jensen (25) har påstået stadfæstelse. Om de nye påstandsbeløb foreligger følgende oplysninger og beregninger: Niels Aage Barslev (3) Påstand kr. med procesrente fra den 6. marts Den sociale Ankestyrelse fastsatte den 23. februar 1989 erhvervsevnetab for denne indstævnte til 25%, for hvilket han har fået udbetalt kr. Påstanden, der herefter ikke indeholder krav om yderligere invaliditetserstatning, er specificeret således: Godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold kr. Tabt arbejdsfortjeneste kr. Svie og smerte kr. Bente Sørensen (12) Tabt arbejdsfortjeneste kr. Forsørgertab kr. Fradrag af overgangsbeløb kr kr. Begravelsesudgifter kr. Hanne Lissy Nielsen (15) Forsørgertab kr. Begravelsesudgifter kr. med fradrag af ydelser fra arbejdsskadeforsikringen i 1 år kr. Der er således ikke i opgørelsen taget hensyn til overgangsbeløbet på kr. Kirsten M. Olesen (17) Forsørgertab kr. Begravelsesudgifter kr. med fradrag af ydelser fra arbejdsskadeforsikringen kr. Påstand ,61 kr. med procesrente fra den 6. marts Påstanden er specificeret således: Påstand kr. med procesrente fra den 6. marts Påstanden er specificeret således: Påstand kr. med procesrente fra den 6. marts Påstanden er specificeret således: Copyright 2010 Thomson Reuters Professional A/S side 20