Det perfekte liv en konference om unges fortællinger. Konference i Odense, 29. januar 2015

Transkript

1 Det perfekte liv en konference om unges fortællinger Konference i Odense, 29. januar 2015 Hvordan oplever og fremstiller unge sig selv i dag? Hvordan bliver de påvirket af andre unges fortællinger? Og hvordan kan man bruge deres fortællinger som pædagogisk metode i vejledningssamtalen? Unges fortællinger og narrativ praksis var i fokus på dagens konference Det perfekte liv. Det var en lille udvalgt, men veloplagt skare, som var mødt op til Generators konference på Hotel Scandic i Odense på en af årets første snevejrsdage for at høre om unge og deres fortællinger. I et narrativt perspektiv har de historier, unge fortæller om sig selv, og de historier, der fortælles om dem, stor betydning. Faktisk bygger identiteten i høj grad på fortællinger, idet vores idé om, hvem vi er, og hvad vi kan, hviler på de fortællinger, vi har om os selv. Og der er ikke blot én sand fortælling om end det kan føles sådan, hvis en fortælling gentages gang på gang. Den narrative praksis arbejder med at skabe alternative fortællinger ud fra en overbevisning om, at jo flere fortællinger, der kan fortælles om og af den unge, des flere handlemuligheder åbner der sig. Privilegeret eller presset? Jens Christian Nielsen, der er lektor og forskningsleder ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet, har forsket i unge og ungdomsliv gennem mange år. Han havde fået plads øverst på talerlisten for at tegne et billede af ungdommen anno 2015.

2 Man skal hele tiden være bedre end de andre til alt, lød et citat fra en 17- årig dreng, som tonede hen over det hvide lærred fra projektoren. Citatet illustrerer de krav, som unge oplever i dag. De skal nemlig både være socialt eftertragtede, dyrke vennerne, have den rigtige kæreste, se godt ud, gå i det rigtige tøj, score topkarakterer og ikke mindst vide, hvad de vil med deres fremtid. De unge skal kort sagt præstere på rigtig mange arenaer og samtidig

3 være de bedste inden for alle discipliner. Hvor kommer alle de krav fra? spurgte Jens Christian Nielsen retorisk og betonede, at kravene naturligvis også er bundet op på muligheder. For de unge er uddannelsesplaner og fremtid en stor del af deres fortælling om dem selv. En ung pige, som Jens Christian Nielsen har interviewet, følte ligefrem, at hun ikke havde nogen identitet, før hun fandt ud, hvad hun skulle læse. De unge vil gerne lade omverdenen vide, hvor de er på vej hen, men det kan være vanskeligt, når man ikke har noget særligt, man brænder for eller føler sig god til. Det er svært at fortælle om sig selv i den situation, bemærkede Jens Christian Nielsen. Unge føler sig desuden pressede over uddannelsesvalget, fordi der er stort fokus på, at man skal træffe det rigtige valg. Og det i en tid, hvor valgmulighederne aldrig har været flere. Bliver det hele ikke en selvopfyldende profeti?, lød det kritisk fra en deltager: Bliver frivalgskulturen en belejlig undskyldning for de unge? I gamle dage havde man ikke de valg, og det var vel også et problem. Bliver det hele i virkeligheden mere kompliceret, fordi vi fortæller de unge, at det er kompliceret? Kan en del af forandringen være, at vi taler anderledes om tingene? Er det i virkeligheden vores eget hekseri? De spørgsmål udløste både nik og smil blandt de andre deltagerne. Også fra Jens Christian Nielsen, som dog holdt fast i, at det svære valg ikke er noget, de unge påduttes. Det føles svært, fordi det er svært, og fordi man ikke har mulighed for at undslå sig uddannelsesvalget. De unge oplever desuden krav om, at man konstant skal være i udvikling. Man må ikke være i tomgang, som en ung fra Jens Christian Nielsens undersøgelse udtrykte det: Man skal både bygge sit eget liv og samtidig selv udgøre fundamentet. Det er skamfuldt for de unge ikke at kunne realisere deres eget potentiale, og de føler stort ansvar for at komme til at lykkes. Et andet skisma for de unge er, at de oplever et krav om, at de i deres sociale fremtræden skal vise, hvem de er, uden at de måske helt selv ved det endnu. Hvis du ikke er en type, er du ingenting, konkluderede Jens Christian Nielsen med reference til en kronik i Politiken skrevet af en 17- årig gymnasieelev. I en af Jens Christians Nielsens undersøgelser viste det sig, at unge, som mistrives, har en forestilling om andre unge, der ligger langt fra gennemsnittet, mens unge, der har gode sociale relationer i deres liv, er bedre til at afstemme andre unges liv. Hvordan ruster vi de unge til både at kunne mestre uddannelse og ungdomsliv? Et bud var, at vi skal lære de unge at sige skidt pyt! Der ligger nemlig en opgave i at få de unge til at hvile mere i sig selv og fortælle dem, at det er okay at vælge forkert. En anden deltager pointerede det ironiske i, at vi i den pædagogiske praksis fortæller de unge, at man lærer af sine fejl, samtidig med at der er et strukturelt pres, som producerer en angst for at lave fejl.

4 Et rodnet af fortællinger Næste taler på programmet var Anna Fjeldsted, der er selvstændig psykolog og særligt beskæftiger sig med den narrative praksis i sit virke. Titlen som psykolog måtte dog vige pladsen for titlen som vinterbader. Anna Fjeldsted lagde nemlig ud med at fortælle om sine erfaringer med at hoppe i det kolde vand over for en flok måbende

5 deltagerne, som usikkert ventede på, hvor denne fortælling mon ville bringe dem hen. Præsentationen endte dog med at illustrere, at vores identitet bygger på mange forskellige fortællinger, og at forskellige kontekster legitimerer forskellige fortællinger. Det havde måske været mere oplagt at fortælle om mit arbejde, konkluderede Anna Fjeldsted: Men der er jo også alle de andre fortællinger. At identiteten består af mange forskellige fortællinger var en særlig pointe hos Anna Fjeldsted. En fællesnævner for de unge, som kommer hos hende, er, at de føler sig begrænsede i deres liv. En af årsagerne er det lillebitte er, som man bruger til at beskrive sig selv. Det kan være det ellers positive udsagn: Jeg er god til matematik. Der kan nemlig ligge mange løfter og forventninger i det lille verbum. I stedet for at sætte sin lid til den ene fortælling slog Anna Fjeldsted et slag for at koble et og på, så man får øje for, hvad der ellers er at fortælle. Identitet skal opfattes som et rodnet, hvorfra mange forskellige fortællinger vokser frem. Nogle fortællinger kan imidlertid være så dominerende og altoverskyggende, at vi mister udsynet til andre mulige fortællinger. Det kan være fortællingen Jeg er genert. En sådan fortælling kan blive så dominerende, at den opleves som en ufravigelig sandhed. Hvilke oplevelser gør, at den konklusion er blevet så sandsynlig? Og hvad er der ellers at fortælle? Sådan lød to spørgsmål, som er centrale i Anna Fjeldsteds arbejde med unge, og som hun opfordrede deltagerne til at bruge i deres egen praksis. Arbejdet med identitetsfortællinger handler bl.a. om at få øje på de fortællinger, som den unge selv har sat parentes omkring. Det kan være, at den generte pige var lige ved at række hånden op i timen, men fortrød. Her kan det være relevant at spørge ind til, hvad der i første ombæring gav hende lyst til at række hånden op: Hvad ville du sige? Det kan nemlig åbne op for nogle nye fortællinger, som den unge ikke selv har hæftet sig ved. Anna Fjeldsted understregede vigtigheden af ikke at fjerne eller ødelægge den unges fortælling ved at modbevise den. Søger man fx at modbevise, at den unge er genert, vil det skabe et frustrerende ståsted for den unge, som bygger sin identitet på den fortælling. Reaktionen vil formentlig være, at den unge mister tillid til sin egen dømmekraft eller bliver frustreret over, at vejlederen ikke forstår den unge. Man vil gøre meget for at holde fast i sin fortælling om sig selv, fordi det gør, at man holder fast i sig selv. Det handler altså om at få flere fortællinger i spil, så den dominerende fortælling kommer til at fylde mindre. Flere fortællinger giver flere handlemuligheder, lød det fra Anna Fjeldsted, som fulgte op med: Kan vi være det blik, som får øje på alt det andet, der også er at sige om den unge? Et øre at lytte med Martin Nevers, der er underviser, foredragsholder og supervisor ved DISPUK (Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation), supplerede Anna Fjeldsteds oplæg med et såkaldt positionskort. Positionskortet er et øre at lytte med, forklarede Martin Nevers.

6 Positionskortet består af fire kategorier: Navngivning Effekt Evaluering Begrundelse I første kategori handler det om at få den unge til at beskrive problemet med sine egne ord. Depression vil formentlig være psykiaterens eller samfundets term, mens den unge måske selv vil beskrive sin situation som en sort sky. Det handler om at undersøge de begreber, man taler om, og arbejde med levede erfaringer frem for kulturelle beskrivelser. Man bør med andre ord lade den, man taler med, være eksperten i sit eget liv. Herefter kan man undersøge effekten af problemet: Hvad får det den unge til at gøre? Burer hun sig fx inde på grund af lavt selvværd? Efterfølgende skal den unge selv evaluere effekten: Hvad synes hun om, at hun burer sig inde? I den forbindelse er det vigtigt at notere sig, at det er den unges egen vurdering ikke vejlederens, lærerens eller beskæftigelsesmedarbejderens og at den kan være positiv såvel som negativ. Måske hun er blevet vildt god til at spille guitar ved at sidde på værelset hele dagen, lød det entusiastisk fra Martin Nevers.

7 Endelig skal man spørge ind til den unges værdisæt: Hvad er vigtigt for dig? Hvordan er det blevet vigtigt for dig at have veninder? Hvor har du din viden om veninder fra? Der er stor forskel på at tale om lavt selvværd og en følelse af ikke at have nok veninder, konstaterede Martin Nevers. Med positionskortet dekonstruerer man altså problemet og skaber nye forståelser af problemet, hvilket skaber nye fortællinger og handlemuligheder.

8 Eksternalisering som gruppeøvelse Dagen fortsatte med flere metoder til at arbejde med unges fortællinger og handlemuligheder. Anna Fjeldsted kom igen på banen denne gang for at tale om eksternalisering, hvor man så at sige hiver problemet ud af den, man taler med, for sammen at iagttage og tale om problemet fra et eksternt ståsted. Således kan man fx tale om perfektionisme som et kulturelt fænomen frem for at tale om selvbebrejdelse og uindfriede forventninger, som er følelser, vi typisk gemmer på inde i os selv, og som er svære at tale om. Faktisk har vi i dag en tendens til at lokalisere problemerne i os selv. I 1970 erne gik man på gader og stræder for at strejke over eksterne forhold. Hvis man skal strejke i dag, skal man strejke fra sig selv og sine egne forventninger, forklarede Anna Fjeldsted. Det er kulturen i høj grad med til at underbygge, for diagnoser og ord som handlekraft er med til at placere problemet hos den enkelte. Men hvordan eksternaliserer man et problem, som er lokaliseret i den enkelte? Det gør man fx med et whiteboard og en tusch. Fordi man helt konkret løfter problemet væk fra den enkelte og op på en tavle, hvor man er sammen om problemet. Anna Fjeldsted gav det overskriften Hvad bør man gøre som den gode vejleder? Budene blandt deltagerne var mange og listen så lang, at man blev forpustet bare ved at kaste et blik på den. Som vejleder skal man motivere og anerkende, være troværdig, være nysgerrig, fungere som katalysator, være med til at skabe løsninger, være tålmodig, rammesætte, skabe tillid, turde tale om det, der er svært, være loyal, være tydelig, kunne løfte den vejledte, have tid uden at bruge for meget tid, udvikle sig, skelne mellem privat og professionel osv. osv. Med den liste in mente lød næste spørgsmål fra Anna Fjeldsted: Hvis man gør alt det, hvad bliver man så lovet? Igen var listen lang og fuld af drømme og forventninger: Glæde, tilfredsstillelse, man lykkes ved at hjælpe andre til at lykkes osv.

9 Men er det sikkert, at man opnår det, hvis man formår at være den gode vejleder? spurgte Anna Fjelsted efterfølgende. Svaret var naturligvis nej. Diskursen lover os ting, og får vi dem ikke, bebrejder vi os selv og bliver voldsomt forpustede undervejs, som en deltager bemærkede. Andre træder ud af diskursen, væk fra ræset som den skoletrætte elev, der begynder at pjække.

10 Med denne simple øvelse fik Anna Fjeldsted åbnet deltagernes øjne for, at de problemer, vi tumler med inde i os selv, er en del af en samfundsdiskurs, som prædiker visse normer. Alt det, man bør gøre som den gode vejleder, hviler på samfundets normer, mens det, man gerne vil opnå, relaterer til den enkeltes værdier. Og netop derfor har diskursen vundet fodfæste. Metoden er altså en måde at tale om de problemer, vi ofte lokaliserer i os selv, så følelsen af utilstrækkelighed, selvbebrejdelse og uindfriede forventninger afløses af en dialog om de normer, vi alle ligger under for. Metoden aktiverer ofte en form for modstandskraft mod normerne, supplerede Martin Nevers, som bl.a. har brugt metoden i en 3. klasse: Man kan enten underlægge sig diskursen eller forlade den, og det får folk til at tænke i alternative løsninger. Blandt deltagerne blev det da også allerede diskuteret, hvilke andre veje der er til at nå værdierne, ligesom det blev konkluderet, at opgaven skal løftes i flok de mange krav er ikke noget, den enkelte vejleder skal leve op til alene. Et opgør med selv- kulturen Martin Nevers fik igen ordet, da det blev hans tur til at introducere en metode, som han var svært begejstret for: Det er den fedeste praksis, jeg nogensinde er stødt på. Jeg kender ikke nogen anden praksis, som har haft så stor en effekt på mit arbejde, lød hans introduktion. Praksissen kaldes bevidning. Bevidning handler om at få folk til at føle sig gode nok, som de er. Praksissen gør samtidig op med selv- kulturen, hvor vi selv er ansvarlige for at lykkes. Man går til vejleder eller terapeut alene og går derfra alene, beskrev Martin Nevers: Bevidningspraksis gør det modsatte. Herefter fik deltagerne til opgave at fatte pen og papir og tænke på en person i deres liv. Denne skulle deltagerne skrive et lille brev til ud fra fire spørgsmål: Hvad har du lagt mærke til, at personen har sagt? Får du et billede af, hvad der er vigtigt for personen? Hvad kommer du til at tænke på fra dit eget liv? Hvad bliver du inspireret til? Øvelsen var overraskende effektfuld. Svaret på første spørgsmål gør, at den person, man skriver til, føler sig hørt. Det billede, som andet spørgsmål lægger op til, betyder, at personen føler sig forstået. At man inkluderer sit eget liv, gør, at man føler sig forbundet, mens det sidste spørgsmål bidrager til, at personen, man skriver til, får betydning. Et bevidningsbrev betyder altså, at man får en anden person til at føle sig hørt, forstået, inkluderet og betydningsfuld, og det er ufatteligt hurtigt relationsskabende, som Martin Nevers konkluderede. Han har selv brugt metoden på en

11 skole, hvor større elever skulle interviewe mindre elever om stort og småt og herefter sende et bevidningsbrev til børnenes forældre. Børnene kom hjem fra skole og var superstolte. Ingen blev evalueret undervejs, der var ingen norm, de skulle leve op til de beskrev bare, berettede Martin Nevers. Bevidningspraksissen er mindst lige så velegnet i en samtale. Det er dog ikke ligegyldigt, hvad man siger eller skriver der er en ånd i praksissen, som handler om at bekræfte. Det må dog ikke kamme over i ros, for det henleder opmærksomheden på den, der roser, frem for det, personen siger. Det handler om at bevidne. Martin Nevers opfordrede vejlederne til at bruge bevidning i deres egen praksis både til at supervisere sig selv og over for eleverne. Det fik en af deltagerne til at frygte for den professionelle distance som vejleder. Jeg er mere optaget af professionelt nærvær, lød svaret afsluttende og ganske befriende. Tekst og billeder: Stine Blaavand, redaktør