ALT DER ER FORTALT OG ALT VI VED ALT DER ER FORTALT OG ALT VI VED. Et tværinstitutionelt og tværprofessionelt kulturprojekt

ALT DER ER FORTALT OG ALT VI VED Et tværinstitutionelt og tværprofessionelt kulturprojekt Biblioteksforestilling udviklet i et samarbejde mellem Viborg Bibliotekerne og Carte Blanche, Egnsteater i Viborg. Forestillingen er støttet af Statens Kunstråds Tværæstetiske Pulje og Kulturstyrelsen. Beskrevet af Herdis Toft, lektor v. Institut for Kulturvidenskaber Syddansk Universitet 2014

Forestillingen ALT der er fortalt og ALT vi ved er resultatet af en udforskningsproces gennemført af egnsteatret Carte Blanche rettet mod bibliotekets rum, dets viden og systematik, dets bibliotekarer og dets brugere. Forestillingerne var gratis og anbefalet fra 8 år. I ly af mørket tog 10 performere små publikumsgrupper med på rejser ind i vores fælles viden og fælles bogverden. Side 2

INDHOLDSFORTEGNELSE Indledning............................................................................ 4 Boglabyrinten 2009...................................................................... 6 Den poetiske tilgang..................................................................... 7 Jorge Luis Borges: Biblioteket i Basel............................................................... 7 Lewis Carroll: Alice i Undreland og Bag spejlet.......................................................... 9 Seimi Nørregaard: Hestefold Hundehoved........................................................... 10 De intertekstuelle spor...................................................................... 12 Den sceniske tilgang.................................................................... 15 Video: ALT der er fortalt og ALT vi ved, videoklip med biblioteksforestillingens enkelte stationer............................ 15 Performance og performativitet................................................................. 16 Labyrintisk og kalejdoskopisk teater.............................................................. 17 Video: ALT der er fortalt og ALT vi ved - fra idé- og udviklingsfase til forestilling...................................... 18 Den bibliotekariske tilgang............................................................... 19 Fra nærvær til netværk...................................................................... 19 Deltagelseskulturer........................................................................ 20 Deltagerne har ordet.................................................................... 21 Scenekunstnerne....................................................................... 23 Før forestillingen......................................................................... 24 Video: Cindy............................................................................ 27 Video: Seimi............................................................................ 28 Efter forestillingen......................................................................... 29 Video: Gabriel........................................................................... 32 Video: Mette............................................................................ 33 Bibliotekarerne........................................................................ 34 Biblioteksledelsen har ordet................................................................... 34 Spørgeskemaundersøgelse FØR Viborg Bibliotekerne.................................................... 34 Projekt- og arbejdsgruppen har ordet.............................................................. 40 Video: Sarah............................................................................ 40 Biblioteksteams har ordet.................................................................... 42 Biblioteksdeltagerne har ordet.................................................................. 43 Projekt- og arbejdsgruppen har ordet.............................................................. 44 Spørgeskemaundersøgelse EFTER Viborg Bibliotekerne.................................................. 46 Video: Nina............................................................................. 47 Forestillingens deltagere har ordet............................................................... 51 Evaluering........................................................................... 52 Video: Olivia............................................................................ 52 Den sceniske tilgang....................................................................... 53 Den bibliotekariske tilgang.................................................................... 55 Video: Jørgen........................................................................... 62 Resumé.............................................................................. 63 English Abstract.......................................................................... 64 Litteraturliste........................................................................... 65 Side 3

INDLEDNING Formålet med projekt ALT hvad der er fortalt og ALT vi ved blev i projektansøgningen fremlagt som: At udfordre bibliotekets selvforståelse ved at invitere en anden kulturaktør indenfor - samarbejde og indgå i en proces, hvor der mellem kulturaktør, publikum og personale ses nyt potentiale, nye former for biblioteksbetjening - ny aktionsradius.. Målet beskrives således: At synliggøre biblioteket som arketypisk sted stedet, hvor du finder fortællinger fra hele verden. Stedet, hvor du farer vild og bliver suget ind i andre virkeligheder. Stedet, hvor publikum sanser og opdager biblioteket på ny. Projektet har en unik karakter: At skabe dramatiske metafortællinger, der ved at gøre brug af biblioteket som stemningsrum og kulisse, åbner biblioteket op på en helt ny måde. En labyrintisk forestilling giver publikum oplevelsen af de bogstaveligt talt uendeligt mange fortællinger, skæbner, viden, stemninger, overleveringer og glemte skrifter, der gemmer sig i biblioteket. Personalet udarbejder PR sammen med teatret, deltager i skabelsen af forestillingen og i generalprøven for at lure skuespillerne nogle tricks af som inspiration til rollen som storyteller og skuespiller med fornemmelse for brugerens individuelle behov. (Projektansøgning) I denne evalueringsrapport berettes om dette biblioteksprojekt især gennem tre optikker: den poetiske, den sceniske og den bibliotekariske. I Den poetiske tilgang udpeges centrale inspirationskilder til forestillingens æstetiske og tematiske udformning, altså de intertekstuelle spor og relationer, som giver publikum en oplevelse af associationsrigdomme og muligheder, men også af performancens symfoniske karakter. Her linkes især til Jorge Luis Borges værk Biblioteket i Basel, til Lewis Carrolls Alice-bøger: Alice i Undreland og Bag spejlet samt ikke mindst til Seimi Nørregaards papirfoldede parallelværk, udformet i samtidighed med biblioteksprojektet: Hestefold Hundehoved. Seimi Nørregaard performer både som forfatter og som scenekunstner i dette projekt. I Den sceniske tilgang præsenteres det sceniske sprog og den performativitet og performance, som karakteriserer et post-dramatisk projekt som dette. Det sensoriske teater, objekt- og animationsteatret og det stedsspecifikke teater introduceres kort sammen med den brug af labyrinter, der har været karakteristisk for Carte Blanches teaterproduktioner og installationer. I Den bibliotekariske tilgang beskrives biblioteket som et rum i byens rum, der på én gang åbner sig ud mod hele verden i kraft af sin arkiv-karakter og lukker sig indad i sig selv i kraft af sin institutions-karakter. Forståelsen af bibliotekarens profession og de dilemmaer, der knytter sig hertil, sidestilles med forståelsen af brugernes forskelligartede positioner. Der spørges samtidig ind til, om biblioteket er på vej mod en forståelse af sit virke som understøttelse af deltagelseskulturer, og om en biblioteksforestilling som kreativ workshop kan medvirke positivt hertil. Udtrykket bibliotekar bruges i denne rapport som en almen betegnelse for biblioteksmedarbejderen. Begrebet peger på den bibliotekariske viden og kompetence, som også en HK er ansat i institutionen kan udvise over for en bruger. Side 4

De tre tilgange kendetegner nutidige positioner i kulturinstitutioners sigen og gøren. Der er en levende optagethed af, hvordan man både kan tage et opgør med klassiske traditioner for, hvad der tilkendes æstetisk og formidlingsmæssig kvalitet, og samtidig virke innovativt, inkluderende og demokratisk ind i hverdagslivet blandt de borgere, man har til opgave at samvirke med. Forfatterne (Den poetiske tilgang), scenekunstnerne (Den sceniske tilgang) og bibliotekarerne (Den bibliotekariske tilgang) mødes af kulturelle og politiske udfordringer og tager dem op på hver sin særegne måde. I Deltagerne har ordet hører vi deltagernes fortællinger og refleksioner. Først taler Scenekunstnerne før forestillingen og Scenekunstnerne efter forestillingen. Her fremlægges et materiale, der primært er baseret på deres samtaler med evaluatoren før og efter forestillingerne. Dernæst har bibliotekarerne inclusive deres ledelseslag ordet i hhv. Bibliotekarerne før forestillingen og Bibliotekarerne efter forestillingen. Hertil er materialet dels hentet fra deltagernes skriftlige besvarelser af spørgsmål, dels fra rundbordssamtaler med evaluatoren. Endelig får nogle af de mange deltagere i publikumsgrupperne ordet i de skriftlige tilkendegivelser, som danner materialet i Forestillingens deltagere har ordet. Evaluatoren får til sidst ordet i Evaluering, hvor hun sammenfatter undersøgelsen. I dette afsnit benytter hun dele af den såkaldte Ønskekvistmodel til at udpege værdifulde bidrag til målopfyldelse gennem den sceniske tilgang, som Carte Blanche benytter sig af. Hovedinteressen ligger dog i at vurdere værdien af tre tematiseringer i forhold til projekt-intentionerne om at udfordre bibliotekets / bibliotekarernes selvforståelse gennem de mange metafortællinger: 1. Den professionelle bibliotekar i en omstillingsproces fra at se de mennesker, der kommer på biblioteket som brugere over til at se dem som deltagere. Professionsforståelser belyst gennem reflekterende samtaler i de forskellige ledelsesog professionslag også om det at være arkivar, servicemedarbejder, kulturel-æstetisk agent kropsligt og mentalt hvilken refleksivitet over egen profession og over bibliotekets funktion tegner sig? Hvordan opleves konflikten mellem at agere som hhv. arkivar, informations- og servicemedarbejder og kulturel-æstetisk agent kropsligt og mentalt? 2. Biblioteket dels som et fysisk rum i en omstillingsproces fra bibliotekarens fysiske sted til deltagernes fysiske sted et sted også for leg og eksperimenteren med materialer og alternative måder at gøre rum, dels som et sanseligt og mentalt rum i en omstillingsproces fra at være arkiv for mediebårne tekster til også at være arkiv for kropsligt-sanselige tekster, for æstetiske erfaringsdannelser 3. Biblioteksforestillingerne som performance i et scenisk perspektiv, men også som udtryk for samarbejdsmuligheder mellem teater-aktører og biblioteks-aktører. I et videre institutions- og professions-perspektiv som eksemplarisk lærestykke Rapporten afsluttes med et kort Resumé på dansk og et tilsvarende Abstract på engelsk, en Litteraturliste samt de bilag, hvortil der linkes undervejs i afrapporteringen. Disse har primært funktion som dokumentationsmateriale, men vil måske også kunne virke inspirerende for læseren. De forskellige afsnit kan læses i den rækkefølge, som lineært beskrives i indholdsfortegnelsen, men i overensstemmelse med biblioteksprojektets ånd er det lige så vel muligt at dykke ned i og ind i afsnittene, ved at enhver skaber sin egen læse-orden eller læse-uorden. I rapporten er der også links til filmklip, dels fra performancen på forestillingens forskellige stationer, dels fra den forudgående fase, hvor scemekunstnere undersøger biblioteket og er i dialog med bibliotekarer om det særegne ved de relationer, funktioner og installationer, det rummer. Projektet lægger sig i både æstetisk og formidlingsmæssig henseende i smuk forlængelse af de to kulturinstitutioners tidligere samarbejdsrelationer. Carte Blanche og Viborg Bibliotekerne har bl.a. indgået i samarbejde omkring projekt Boglabyrinten (2009) og omkring projekt Kreative Kulturworkshops (2011). Side 5

Før vi går ind i projektet, genopfrisker vi derfor elementer fra især projekt Boglabyrinten, ikke mindst fordi målet for ALT der er fortalt og ALT vi ved lægger sig meget tæt op ad målet for Boglabyrinten. Der er en fokuseret stræben efter at synliggøre, sanseliggøre og stemningsgøre bibliotekets bøger og rum for både bibliotekarer, brugere og andre aktører. BOGLABYRINTEN 2009 På Carte Blanches hjemmeside, cblanche.dk, ligger følgende beskrivelse af Boglabyrinten: En magisk installation bygget af 100.000 bøger vil indtage Hovedbiblioteket i Viborg. Boglabyrinten vil udfordre børn og voksne med bøger, sprog og bogstaver. Alt i Boglabyrinten vil være af bøger, om bøger, med bøger og labyrinten vil i perioder have en beboer, der vil hjælpe publikum med at opleve bøgernes forunderlige verden. Der vil være små huler, hvor man alene eller sammen kan udforske sprogets melodier eller bogstavernes levende hoppen på papiret. Boglabyrinten kan udforskes af alle bibliotekets besøgende, og både biblioteket og Carte Blanche glæder sig til at byde alle indenfor. ( ) På Børnekulturnatten d. 9. oktober 2009 kan man opleve BOGLABYRINTEN i mørke fra kl. 18-21. BOGLABYRINTENs beboer vil være til stede og vise rundt eller fortælle historier eller ( ) Da BOGLABYRINTEN åbnede på Hovedbiblioteket var der mange, der fandt at man ikke kunne behandle bøger på en sådan måde. Men efterhånden overgav de fleste sig til BOGLABYRINTENs hemmelige rum, den overvældende følelse af at gå ind i en bog og af installationens visuelle poesi. Flere henvendte sig allerede til Carte Blanche mens installationen stod på Skakbrættet for at høre om de kunne sikre sig en bid af BOGLABYRINTEN, når den blev pillet ned. På teatret vidste vi, at vi ikke selv havde mulighed for at opmagasinere den store installation. I stedet fik alle interesserede aftagere mulighed for at ønske sig dele, og så fordelte vi efter bedste beskub, således at alle fik brugbare dele. Herefter beskrives aftagerne: Friskolen i Viborg, Viborg Stiftsmuseum, Vanløse Bibliotek og Kulturhus samt Børnehaven Prinsen. Sidstnævnte overtog den store tronstol lavet af foldede bøger, som blev opstillet i forbindelse med et andet projekt mellem Carte Blanche og bl.a. netop Børnehaven Prinsen, nemlig projekt Den Levende Fortællings Rum. Se henvisning hertil videre hos Carte Blanche, men se også Herdis Toft: Lege-Rum og Fortælletid. På internetsiden http://www.danmarksbiblioteker.dk/default.aspx?id=5977 beskriver initiativtageren, bibliotekar Erik Kierkegaard, Viborg Bibliotekerne, projekt Boglabyrinten således: Hvad har været det meste fotograferede i dansk biblioteksvæsen de sidste par måneder? Svaret må uden tvivl være boglabyrinten på Hovedbiblioteket i Viborg. Her i efteråret opbyggede teatergruppen Carte Blanche et kæmpe bogbjerg midt i Hovedbiblioteket i Viborg. Et bogbjerg lavet af bøger fra nedlagte afdelinger, reddet lige inden papirmøllen. Det startede i fem meters højde og flød så som en lavastrøm ud over hele gulvet. En lavastrøm fuld af gange og med tre lukkede rum: bogstavernes rum, sætningernes rum og fortællingernes rum. Udvendig bestod installationen af bogforsider, og når man gik indeni, var det bøgernes indre, man mødte. Mange mødte installationen med skepsis, men når de gik ind mellem bøgerne og til sidst kom i fortællingens rum, ja, så var alle begejstret og en stor oplevelse rigere. Labyrinten var i en stor del af bibliotekets åbningstid beboet af en skuespiller, som forstod kunsten at komme i kontakt med bibliotekets besøgende. Boglabyrinten var i sin originalitet og genialitet en enestående hyldest til bøgerne og bøgernes verden. Den blev åbnet den dag, hvor Amazon.com præsenterede sin nye revolutionerende E-bogslæser, så måske var den også et mindesmærke over bøgernes tidsalder. Boglabyrinten er væk nu, men den vil i lang tid blive erindret, som en enestående installation og et spændende samarbejde mellem et teater og et bibliotek; se/download flere pressefotos fra teatrets hjemmeside www.cblanche.dk. Side 6

1000-vis af voksne og børn er kommet uforberedte ind på biblioteket, er blevet mødt af en uventet overrumplende kulturoplevelse og gået rigere derfra. Mere kan man vist ikke ønske sig som biblioteksmenneske! På Carte Blanches hjemmeside finder man også billeder af delelementer opstillet i nye rum. Projekt Boglabyrinten lever videre i mere end én betydning. Dels er det dokumenteret i digitale arkiver i både billeder og tekst. Dels genfindes det fragmentarisk rundt omkring i landet gennem materielle, fysiske opstillinger. Endelig lever det videre i erindringen hos de mange besøgende, og ikke mindst som en positiv bund under det videre samarbejde mellem bibliotek og egnsteater. Boglabyrinten indgår derfor også som en skjult referenceramme, når der tales om at skabe dramatiske metafortællinger gennem skabelse af biblioteket som stemningsrum. Når vi i det næste afsnit om Den poetiske tilgang peger på æstetisk formede inspirationskilder i tidligere projekter gennemført af Carte Blanche, er Boglabyrinten blot et af efterhånden rigtig mange eksempler på den indre sammenhæng mellem teatrets produktioner. Besøger man teatrets hjemmeside, erfarer man, hvordan en række intertekstuelle spor lægges ud, vrides, sammenflettes og reinstalleres i nye kontekster, således at publikumsoplevelsen udvides. Der trækkes tråde, der væves med forskelligt islæt, og man oplever forbundethed med skjulte og åbne tekster fra et arkiv af uendelig karakter. DEN POETISKE TILGANG Den traditionelle forståelse af et bibliotek er, at det er et primært skriftkulturelt arkiv styret af en opdeling af verden i hhv. alt hvad der er fortalt, dvs. den fiktive eller skønlitterære tekstmasse, og alt vi ved, dvs. den faktive eller faglitterære tekstmasse. Et sindrigt katalogiseringssystem, faste typologiseringer, genrebestemmelser og kategoriseringer samt principper for opstillingspraksis m.v. sikrer, at arkivet fremtræder som orden og ikke som kaos, at bibliotekaren fremtræder som vejleder snarere end som vildleder og desuden, at selvbetjeningsmuligheder breder sig ud på flere og flere områder. For at kunne fastholde denne fremtræden i en tid, hvor tekst- og mediemængden vokser eksplosivt, må biblioteket som andre kulturinstitutioner være båret af techné eller en logistik-funktion. Det skal effektivt kunne håndtere materialeforsyning, produktionsstyring og distribution såvel i analog som i digital henseende. Biblioteket er et arkiv styret af logistisk tænkning. Men det er også et arkiv, der er i brug på så mange forskellige måder og er båret af så mange forskellige intentioner hos brugerne, at der sker nedbrud, sammenblandinger, fejloperationer, forskelsbehandlinger osv. For hver ny aktør, der bevæger sig rundt i arkivet, søgende og findende, skabes der nye ruter, stier, logikker. En poetisk tilgang til biblioteket betyder, at den etablerede logistik-funktion og rationelle logistiske tænkning brydes op. I stedet skabes der et netværk af associative spor og tråde, og der trækkes på åbenlyse og mere skjulte intertekstuelle spor. Vi vil i det følgende kort beskrive de centrale fabulerende spor. Jorge Luis Borges: Biblioteket i Basel Projekt ALT der er fortalt og ALT vi ved peger i intertekstuel henseende tilbage på den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, der i en årrække også var direktør for Nationalbiblioteket i Buenos Aires, og hvis værker, bl.a. Fiktioner (Ficciones 1944, da. Fiktioner, 1970), rummer en stor mangetydig- Side 7

hed såvel i det rumlige som det tidslige perspektiv samt i de sammenblandede fiktive og faktiske personer, drømme- og virkelighedsfænomener. Igennem projektet transformeres Viborg Hovedbibliotek til et bibliotek, der intertekstuelt set forbinder sig med Jorge Luis Borges Biblioteket i Basel, som han beskrev det i samlingen Fiktioner. Samlingen peger overalt på det labyrintiske princip, på vævningen af 1001 nats fortællinger, som Borges også selv relaterer sig til. Sporene fra direktøren for det faktiske Nationalbiblioteket til det fiktive Biblioteket i Basel fletter sig sammen med det labyrintiske univers i en anden fortælling fra Fiktioner, nemlig Haven med de forgrenede gange: og: Jeg tænkte på en labyrinternes labyrint, en snørklet voksende labyrint, der omfattede fortid og fremtid og som på en eller anden måde også rummede stjernerne. (Borges 1999 s. 100) Ts ui Pên sagde engang: Jeg trækker mig tilbage for at skrive en bog. Og en anden gang: Jeg trækker mig tilbage for at konstruere en labyrint. Alle så to projekter for sig; ingen tænkte, at bogen og labyrinten var en og samme sag. (Borges, s. 104) I projekt Boglabyrinten konstrueres en fysisk-stoflig nærværende boglabyrint. I Projekt ALT der er fortalt og ALT vi ved transformeres det fysisk stoflige nærværende bibliotek til en scenografi for mental boglabyrint-rejse, hvor deltagerne selv bidrager til at skrive bogen færdig på hver sin unikke måde. De to projekter kan ses også som ét fælles projekt. Det er derfor ikke uden grund, at Borges Fiktioner optræder på listen over de 45 værker, der indgår i projektet se bilag. Inspirationen fra hans værker er dog ikke så direkte som her antydet. Borges filosofiske og ofte sort-ironiske tilgang til labyrinten parret med hans abstrakt-matematiske konstruktioner bearbejdes af Carte Blanche til sensoriske, fantasi-frie, men også meget konkrete installationer og performance-positioner. Men tanken om de uendelige konstellationsmuligheder og spiraliske omdrejningsforløb er bevaret, idet man som deltager aften efter aften vil kunne gennemløbe vidt forskellige kombinationer af oplevede og ikke-oplevede installationer, der desuden skifter for hver gang, da de er styret af deltager-sammensætning og en række logistiske forhold, som forbliver ukendte for deltagerne. Borges sammenfletter nu det labyrintiske med det kalejdoskopiske rum, altså netop de to æstetiske rumformer, Carte Blanche benytter som rammesætning for sine forestillinger. Vi citerer fra Biblioteket i Basel: Universet (som andre kalder Biblioteket) består af et ubestemt, og måske uendeligt, antal sekskantede gallerier med enorme ventilationsskakter i midten, omgivet af meget lave gelændere. Fra hver af disse sekskanter ses: i én uendelighed, etagerne nedenfor og etagerne ovenfor. ( ) En af de frie sider fører ind i en snæver korridor, som munder ud i et andet galleri identisk med det første og med alle. Til venstre og til højre for korridoren er to bittesmå værelser. I det ene kan man stå op og sove; i det andet kan man forrette sin nødtørft. Her passerer vindeltrappen, som fører mod afgrunden og stiger mod fjerne højder. ( ) Jeg hævder, at Biblioteket er uendeligt. ( ) det mangfoldige bibliotek ( ) Visheden om, at der på en eller anden hylde i en eller anden sekskant stod kostelige bøger og at disse kostelige bøger var uopnåelige, virkede nærmest uudholdelig. ( ) Biblioteket er uendeligt og periodisk. Hvis en evig vandringsmand gennemløb det i vilkårlig retning, ville han, når der var gået nogle århundreder, erfare, at de samme bind gentager sig i samme uorden (som, gentaget, ville være en orden: Ordenen). Side 8

Biblioteket er som labyrint en visualisering af selvfortabelsesmuligheder, mens det som kalejdoskop visualiserer selvspejlingen som en anden mulighed. Vi vil senere i afsnittet om Den sceniske tilgang fokusere på de to rumformer. Her vil vi i stedet pege på, at biblioteksforestillingen arbejder med kontrasten mellem de små rum i de store rum, med vindeltrapper, elevatorer, hylder, reoler, smalle gange osv. og med at skabe oplevelsen af det uendelige rum, det genkommende rum, det spiraliske forløb mellem oppe og nede, indfiltringen, indviklingen i rummet. Jorge Luis Borges er intertekstuelt åndsbeslægtet med den italienske forfatter Italo Calvino, hvis værk fra 1979: Hvis en vinternat en rejsende anlægger både læserens og forfatterens perspektiv. Hvad vil det sige at læse? Hvad vil det sige at forfatte? Vi citerer: At være læser: Professoren sidder ved sit skrivebord; i lyskeglen fra en bordlampe anes hans hænder lige over eller let hvilende på den lukkede bog som et trist kærtegn. -Læse, siger han. Det betyder altid, at der ligger en ting foran dig, en ting som består af skrift, en virkelig materiel genstand, som ikke kan forandres, og igennem den ting bliver man konfronteret med noget andet der ikke er tilstede, noget der tilhører den immaterielle, usynlige verden, enten fordi det kun lever i tanken eller i fantasien, eller fordi det har eksisteret men ikke gør det mere, en tabt uopnåelig fortid i de dødes land (Calvino s. 66). At være forfatter: Jeg kommer med alt for mange historier på én gang fordi jeg gerne vil have at man uden om fortællingen fornemmer et mættet hav af historier som jeg også kunne fortælle, og som jeg måske fortæller en dag eller måske allerede har fortalt ved en anden lejlighed, et rum fyldt med historier der måske i virkeligheden er mit livs tidsrum hvor man kan bevæge sig i alle retninger ligesom i rummet og stadig støde på nye historier, som for at blive fortalt måtte foregribes af andre historier; ligegyldigt hvilket sted og hvilket øjeblik man går ud fra, så møder man samme tæthed af fortællestof. Faktisk, når jeg ser tilbage på alt det jeg lader ude af den egentlige fortælling, ser jeg en skov der strækker sig til alle sider og som er så tæt at lyset ikke kan nå ind i den, kort sagt et stof der er meget rigere end det jeg denne gang har valgt at sætte i forgrunden; (Calvino s. 98) Titlen på biblioteksprojektet, ALT der er fortalt og ALT vi ved, tilkender biblioteket som rum, som arkiv og som mødested mellem læser og forfatter samme betydning som Borges og Calvino gør.. Den postmodernistiske forståelsesramme, der præger deres poetisk-filosofiske kunstneriske udtryk, genfinder vi desuden i teatersammenhænge i performancegenrens vægtning af det kropslige og billeddominerede teater, som vi senere vil vende tilbage til. Lewis Carroll: Alice i Undreland og Bag spejlet Biblioteksforestillingen kan ses som en æstetisk arrangeret øvelse i, at få deltagerne til at gøre Alice kunsten efter. Den Alice, som forfatteren Lewis Carroll i 1865 sendte til Undreland, Vidunderland, Eventyrland eller hvad hans klassiske værk i øvrigt har heddet i danske oversættelser. I projektregi vil betegnelsen undreland sikkert være den bedste afspejling af intentionen. C.L. Dodgson, med forfatterpseudonymet Lewis Carroll, kendte som videnskabsmand og lektor i matematik ved Oxford University udmærket til logistisk tænkning, katalogiseringer, kategoriseringer og alt til biblioteks- eller arkivområdet henhørende. Også han peger som Borges og Calvino på andre mulige oplevelsesmåder og virkelighedsopfattelser. Han lader sin Alice-figur opleve andre måder at være i virkeligheder på, såvel kropsligt, sanseligt, mentalt som æstetisk-symbolsk, sprogligt. Han skaber kaos for hende og i hende, og gør derved plads for skabelse af en ny orden. Alice dumper ned til kaninen, ned i en dyb brønd, hvor væggene er fulde af skabe og boghylder. Hun må kravle gennem smalle gange, hun må drikke af en flaske for at skrumpe, hun møder mærkelige væsener (kålorm, kanin, mus, filurkat, spillekort osv.), der både forekommer naturlige og mærkelige, optaget af deres eget som også hun selv er. Hun må rejse fra station til station, og hvert sted har sit særpræg, om end der er gengangere. Alt og alle har hver sin specifikke logik og optagethed, og de samtidige universer har mange mærkelige, men mulige perspektiver på verden og sig selv. Alt forekommer absolut absurd, men samtidig absolut logisk. Side 9

I biblioteksforestillingen oplever man både logistisk og litterært, hvordan ånden fra Alice-bøgerne kan spores. Som Alice føres vi bl.a. en tur ned i kælderen, ledes ind gennem lange gange, beordres til at kravle gennem en åbning i en boghylde for at komme til landet på den anden side. Vi føres op og ned mellem etager, rundt og rundt, frem og tilbage. Hvor er vi, hvem er vi, hvem og hvad møder vi undervejs, hvad vil de os de vil os hele tiden noget? Som Alice kan vi læse små beskeder, f.eks. læser hun drik mig på en flaske og på en kage står spis mig. Rundt om i biblioteksrummet kan man tilsvarende læse både dunkle og håndfaste beskeder op ad stolper og ned ad vægge, på puder, på skranker osv. Vi oplever som Alice finurligheder og møder filurkatteri. Vi får brudt vante mønstre ned, men opbygger samtidig nye. Tematikker mellem stationer på vores rejse er forskellige og dog ligger den samme intentionalitet til grund. Der er en tråd, vi skal følge, somme tider rød, somme tider hvid. Den fører os tilbage til skranken, til styrepulten, maskinrummet med logistik og tematik-nøgler, -stempler og lommelygter. Til slut inviteres vi så til teselskab i små grupper, hvor vi kan undre os - sammen og hver for sig. Seimi Nørregaard: Hestefold Hundehoved Seimi Nørregaard er en af scenekunstnerne i biblioteksprojektet, og vi vender vi tilbage til hende i den funktion i afsnittet om Den sceniske tilgang. Men Seimi Nørregaard har desuden med sit skulpturelle bogværk, Hestefold Hundehoved, skabt et parallelværk, der som en del af biblioteksforestillingen havde 2 scener : dels en installation med en båndet optagelse af Seimi Nørregaard, dels udstillet på et bord nær skranken, som vist på foto herunder. Der var også mulighed for at købe det unikke værk. Mulige hændelsesforløb eller ting at gøre i samlingen Short Stories på forlaget Hurricane. Seimi Nørregaard beskriver selv Hestefold Hundehoved som et skulpturelt bogværk, bl.a. i en folder vedlagt værket: Seimi Nørregaard arbejder med poesi, installation, spoken word, performance og scenografi i ind- og udland. I 2005 debuterede Seimi Nørregaard med digtsamlingen Jeg forventer en masse. I forbindelse med Væggene har ører (2006 på Overgaden Institut for samtidskunst) et rumligt digt i installation, poesi og performance udkom bogen af samme titel. Her arbejdede Seimi Nørregaard med papirklip og digte på lige fod. Der var således ikke tale om illustrationer til digtene eller tekster til billederne, men en sammensmeltning af ord og billede. Yderligere kan nævnes bogobjektet Bjergkæder en papirsbjergkæde med tekst og billede. Bogobjektet var et bidrag til Litteraturfestivalen Verbale Pupiller. Hestefold Hundehoved er Seimi Nørregaards tredje større udgivelse. Hver enkelt bog er foldet i hånden og udkommer i et eksklusivt oplag på 250 bøger. Læseren inviteres til at undersøge og folde bogen ud i rumlige dimensioner. Hestefold Hundehoved er skabt som en del af det tværkunstneriske projekt ALT der er fortalt og ALT vi ved, der også består af biblioteksforestillingen af samme navn. Hestefold Hundehoved er udgivet på forlaget Hurricane. Side 10

I en Indbydelse til reception for udgivelse af værket skriver projektgruppen: Et værk der leger bog. Et værk der læses fra den ene og den anden side. Et værk der foldes og rulles ud. Et værk der fletter folder flader. Sæt det op Læg det ned Læs det forfra Læs det bagfra Se igennem det Luft det ud Seimi Nørregaard er ikke blot poet og forfatter, hun er også kunstner, iscenesætter og performer. Alle disse kvaliteter bringer Seimi Nørregaard med ind i sit ny bogværk, som ikke kun kan læses, men også opleves, når læseren folder værket ud. I Seimi Nørregaards univers er der plads til det skøre, det skæve, det anderledes og det unikke uanset om hun bevæger sig på den litterære scene eller i scenekunstens verden. Det er derfor med stor glæde og forventning at Carte Blanche og Viborg Bibliotekerne indbyder til reception og præsentation af og med denne enestående kunstner. I den følgende gengivelse er der indsat nummerering foretaget af Herdis Toft. De 74 numre svarer til de 74 sider med skreven tekst. 1 2 3 Hestefold Seimi Nørregaard 2013 hurricane ISBN 978-87-7669-056-4 Side 11

De intertekstuelle spor Seimi Nørregaards skulpturelle bogværk fremstår som et originalt og håndværksmæssigt smukt udført værk med sit prægede pap-omslag, sine pop-up-papirfoldninger og sine finurlige beskrivelser af biblioteket som et sensorisk, stemningsladet faktisk / fiktivt dobbeltrum befolket af bibliotekarer, lånere, hunde, læseheste m.v. En af teksterne peger direkte ind i projektet, dels gennem udsagnet Alt det vi har og alt der er fortalt, dels gennem sine udpegninger af de mange forskelligartede rum i rummet, de rumlige netværksdannelser: Der er en låner, der dufter af umodne nødder og grønt. Jo mere du tænker, jo mere fyldes op og bygges ud. Et tårn her, et spir, en kuppel der, en tagterrasse. Der er ingen grund til at holde dig tilbage. Udvid i alle retninger. En tunnel, et gravkammer, en solgryde, en vinkælder, en guldmine. Og midt imellem en stue, en plæne, en garage, en hoppeborg, en losseplads, en badebro, en skovhytte, et rensningsanlæg, en dobbeltseng. Alt det vi har og alt der er fortalt. Sæt det hele tæt sammen. Stil det så tæt op ad plankeværket, du kan, og skru det fast. Hvis du ryster på hovedet eller reder håret skal det stadig sidde der. Ingen slinger. Sæt tværbjælker og spær op. Spænd reb ud imellem løsdelen og bind dem sammen, sur det fast. Der er plads til mere, renovationer og udvidelser. Bare fyld på og op. Mere benzin på bålet. Mere fut i håret. Samlingen Fiktioner, jfr. ovenfor. Heri peger Borges (Nørregaard, 2014) Her møder vi et bibliotek, der intertekstuelt set forbinder sig med Jorge Luis Borges Biblioteket i Basel, som han beskrev det i samlingen Fiktioner i 1989. Heri peger Borges på det labyrintiske princip, på vævningen af 1001 nats fortællinger, dog mest udpræget i Haven med de forgrenede gange, som beskriver det labyrintiske univers: og: Jeg tænkte på en labyrinternes labyrint, en snørklet voksende labyrint, der omfattede fortid og fremtid og som på en eller anden måde også rummede stjernerne. (Borges s. 100) Ts ui Pên sagde engang: Jeg trækker mig tilbage for at skrive en bog. Og en anden gang: Jeg trækker mig tilbage for at konstruere en labyrint. Alle så to projekter for sig; ingen tænkte, at bogen og labyrinten var en og samme sag. (Borges, s. 104) Citatet illustrerer desuden den såkaldt rhizomatiske tænkning, som karakteriserer postmodernismen, jfr. nedenfor. Der er lagt endnu en lang række intertekstuelle, allegoriske og metaforiske spor ud i teksten, ikke mindst til Lewis Carrolls Alice i Undreland (eller Eventyrland) og efterfølgeren Gennem spejlet (eller Bag spejlet) udgivet i hhv. 1865 og 1872. Tekstligt set er Hestefold Hundehoved i sig selv en metafortælling, der peger ind mod projektets bærende princip, som her er beskrevet i ansøgningen til Kulturstyrelsen: Projektets unikke karakter: At skabe dramatiske metafortællinger, der ved at gøre brug af biblioteket som stemningsrum og kulisse, åbner biblioteket op på en helt ny måde. En labyrintisk forestilling giver publikum oplevelsen af de bogstaveligt talt uendeligt mange fortællinger, skæbner, viden, stemninger, overleveringer og glemte skrifter, der gemmer sig i biblioteket. Side 12

Seimi Nørregaard komponerer sine mange små tekster, så de tilsammen beskriver en rejse frem og tilbage mellem ophold i og læsning af det faktiske biblioteksrum og ophold i og læsning af de mange fiktive mulighedsrum, der åbner sig i lokkende bøger, dersom man tager sig tiden til det og åbner sine sanser for det: Den beskrevne rejse vækker minder om langsomme ture rundt i Boglabyrinten, som vi tidligere har henvist til. Labyrinten blev opbygget på Skakbrættet på Hovedbiblioteket, Viborg, og Skakbrættet er da også det centrale samlingssted for deltagerne i ALT der er fortalt og ALT vi ved. Skakbrættet som billede på de uendeligt mange mulige træk i sort og hvidt, der kan forekomme umiddelbart meningsløse, men som den enkelte spiller tilskriver betydning. Igen er vi ført tilbage til Alices oplevelser bag spejlet. Gulvtæppet er rødmønstret, støvet og gammelt. Hun kravler, fra sengen til køkkenet, gennem tunneller af bøger. Stabler af bøger. Åbne bøger syet sammen omslag ved omslag. Sider blafrer i vinden. Suset og suget fra de lange gange. Side efter side. I Hestefold Hundehoved møder vi den dedikerede, bogelskende bibliotekar med en både logistisk og poetisk tilgang til bøgerne. Bibliotekaren kan blive bogsamler for at redde de bøger, der bliver udtaget til destruktion, fordi ingen låner dem. (1. og 2.). Hun ser som i Boglabyrinten bøger som fysiske materialiteter, der kan dekonstrueres og derefter rekonstrueres i nye sammenhænge. Sider blafrer i vinden, omslag sys sammen med andre omslag, nye bøger dannes hele tiden rhizomatisk (3.). Bibliotekaren har sine fysiske behov som behovet for at få mad og drikke, der samsvarer med et mentalt behov for at sluge titler og ord i bøger, at være bogsluger som lånerne også er det (4. og 68. og 69.). Hun bevæger sig hid og did, vælger en tråd, følger den som en rute, føres til både borgerservice-skranke og nederste hylde, hvor ingen kommer (5.). Hun står over for låneren og agerer som lånerens coach eller vejleder: Her har du en god bog til dig, og som du er i stand til at læse (6). Eller hun går stille og lyttende rundt, lever med i læsernes liv, sanser dem som vidt forskellige læsere med vidt forskellige præferencer (16. og 17.). Eller hun Vi møder også de dedikerede, bogelskende lånere, som går på opdagelsesrejse i bibliotekets mange rum (9.). De synkroniserer deres åndedræt med læsningens rytmik (11.), og de befinder sig både som fisk i vandet og som søanemoner, der fanger bogstaver fri af papir med fimrehår (10. og 12.). De reagerer fysisk-kropsligt på læsningen, med alle sanser aktivt indoptagende billeder, syner, fornemmelser, historiske og aktuelle tematikker, indoptagende citatklip fra forskellige tekster, som samler sig til helheder (13. og 14. og 15.). Eller de forsøger at fange DET, der er mellem ordene og mellem linjerne (71.). Eller de kæmper med at finde bøger, de kan både læse og forstå (43. og 58.), for læsning er også et privilegium. En læser kigger ned i bogen og læser om hunden Thunder, der sover uden for i regn og mudder, hun kigger op fra bogen og ser i biblioteksrummet en hund, der ligger dovent og sover trygt. (44. og 45. og 46. og 47.). Bibliotekaren foreslår hende at låne bøger om hunde, mens hunden foreslår hende at læse højt for den om hvad som helst (49. og 50. og 51. og 52. og 53.) Med mellemrum smelter bibliotekar og låner sammen, bliver hinandens genspejlinger. De mødes i den fælles optagethed af bibliotekets arkiv (18. og 19.). Efterhånden løber de mange forskellige virkeligheds- og fantasibilleder sammen. Karaktererne bibliotekar og låner træder ind i bøgerne, og ud træder bøgernes karakterer og universer. Alt der er fortalt og Alt vi ved blandes. Sanselighederne blander sig ligeledes, og det samme gør elementerne jord, ild, vand og luft. Hos alle i bibliotekets rum kan der optræde kaotiske tilstande af tvivl om, hvad bogstaver og ord egentlig repræsenterer, om hvornår der tales eller skrives nonsenspræget og legende eller meningsfuldt og informativt, som var man Alice i Undreland eller bag spejlet, til te hos hattemageren eller skak med dronningen (27. og 28. og 29.). Biblioteket er et mulighedsrum. Du kan kalejdoskopisk spejle dig i dig selv eller i andre, du kan spejle dig i fiktive og faktive værker (30. og 31.), du kan finde nye veje gennem labyrinten eller føle dig som en vildfaren eller du kan holde styr på verden uden for gennem brug af f.eks. ure, Side 13

telefoner og computere, samtidig med at du lever som i et lukket rum derinde i biblioteket (35. og 36. og 37.). Du er henholdsvis indelukket og udelukket (72. og 73. og 74.). Biblioteket er et stemningsrum med mange små rum med hver deres helt særlige atmosfære. Det kan være de nederste hylder (40.) Eller lædersofaer, man kan falde i søvn i og meditere, drømme, dvæle i (48. og 64. og 65. og 66. og 67.) Eller nede i kælderen med de lange gange (53.) og med bogtitler, der læst som linjer i et ukendt digt peger på nye verdener af netværk (54.). Du kan bo i dit eget særlige biblioteksrum for en stund, kan som Alice kravle derind via en tunnel eller et hul i gulvet (37. og 38. og 39.). Eller du kan låne et tæppe af bibliotekaren og lægge dig på en hylde eller sætte dig i en lænestol i kælderen, mens du lytter til stemmer, du ikke kan lokalisere (55. og 56.). Og du kan vælge at følge en stemme, som både er og ikke er bibliotekarens stemme (59. og 60.). Alle muligheder står åbne i biblioteks-sfæren og -atmosfæren. For bibliotekaren. For lånerne / læserne. Med forfatterens tilladelse har vi gengivet hele Seimi Nørregaards tekst, idet vi oplever, at den på samme måde som Borges og Carroll s tekster åbner op for en æstetisk arrangeret, sansemættet og tematisk introduktion til biblioteksforestillingen. Samtidig bliver det ved gennemlæsningen af teksten klart, hvordan den poetiske tilgang i bogværket matcher den sceniske tilgang i den efterfølgende performance. Poetiske og sceniske tilgange til virkeligheden er kendetegnende for det netværk af kunstneriske udtryk, som er så karakteristisk for postmodernismen. De postmoderne netværksdannelser er blevet sammenlignet med dannelsen af rhizomer, altså de over- eller underjordiske udløbere hos f.eks. kartoffel- og anemoneplanter eller skvalderkål og græs, som udbreder sig horisontalt eller vertikalt og i samtidighed, uden at der findes et centrum, sådan som der gør f.eks. hos træet, hvor stammen er centrum for både rodnet og grendannelser. (Deleuze og Guattari, 2006). Den omskiftelige tekstmasse på Internettet er vel nok det største og stærkeste eksempel på, hvorledes ALT kan føre til ALT, kan føres tilbage til ALT og kan forbinde sig med ALT. Internettet er Borges bibliotek i Basel med tekster, der hele tiden forandrer sig, er processer snarere end produkter eller værker. Intertekstualitet, forstået som relationer mellem tekster af alle slags, er midlet til sådanne netværk. I dette afsnit om Den poetiske tilgang har vi haft fokus på nogle af projektets centrale intertekstuelle spor: Borge s, Calvino s, Carroll s og Nørregaard s værker. Disse spor har betydning for den æstetiske formgivning af såvel det fysiske, arkitektoniske som det mentale, arkivariske bibliotek. Om dem alle gælder, at de hører til den skriftkulturelle udtryksform eller til copyrightkulturen. Det er originale, skrevne arkivtekster, det er færdiggjorte produkter. Der kan citeres fra dem, og der kan henvises til dem, som det er gjort ovenfor. De kan imidlertid også frit fortolkes og dermed indgå i den intertekstuelle proces. Når man arbejder ud fra intertekstuelle principper, som biblioteksprojektet her gør det, vil scenekunstnerne invitere publikum til at være deltagere i dannelse af den omskiftelige tekst, som i modsætning til Borges, Calvino s, Carroll s og Nørregård s værker aldrig finder en absolut, afsluttet, gentagelig form. De vil invitere publikum ind i scenekunstens verden. Når vi nu overgår til den sceniske tilgang, træder vi samtidig ind i en performativ forståelsesramme, hvor alt er under stadig tilblivelse, hvor det er scenekunstnerne og de deltagende publikummer, som gennem deres sansende og sanselige tilgang skriver teksterne frem på hinandens kroppe og bagefter bærer dem derfra på deres videre vej i verden. Side 14

DEN SCENISKE TILGANG u Video: ALT der er fortalt og ALT vi ved, videoklip med biblioteksforestillingens enkelte stationer. Carte Blanche arbejder med et scenisk sprog, der henter sin logik og forståelse i den springende og associerende tankegang, vi kender fra vores drømme. Forestillingerne bliver skabt ud fra en opfattelse af at alle elementer scenografi, rekvisitter, spillere, lys og lyd er ligestillede udtryk. Forestillingernes forløb er baseret på form og rytme, der skaber poesi, humor og nysgerrighed. Derfor kan Carte Blanches forestillinger opleves som et stykke musik eller et abstrakt maleri. I Carte Blanches arbejde med oplevelsesinstallationer og iscenesættelser på museer indgår erfaringerne fra det sensoriske teater, objekt- og animationsteatret. Målet er at få installationerne til at tale selv, at iscenesættelsen indbyder publikum til at give sig hen og give sig tid. Redskaberne er animation af rum og objekter samt brug af mørke, lyd og lugt som fantasi-skabende elementer. (Carte Blanche 2010) Således præsenterer egnsteatret Carte Blanche i Viborg sig selv i forbindelse med 10-års jubilæet 2010. Gennem årene har teatret bl.a. skabt sanseteater, objektteater, danseperformance, sensoriske oplevelsesrum, udstillingsinstallationer og mobile installationer, animationsteater, stedsspecifikt labyrintteater, teaterlyskoncert. Et integreret led i den sceniske tilgang er brug af stedsspecifik scenografi, der er skabt til og på stedet, f.eks. i en gammel ammunitionskælder under en tidligere kaserne, i børnehaverum, på biblioteket, bl.a. med Boglabyrinten, på kunstmuseet og egnsmuseet. Det absurde, abstrakte og associerende performancesprog har ligeledes været et markant kendemærke. Produktionerne er skabt til og udviklet i mange forskelligartede tværinstitutionelle og tværprofessionelle samarbejdsrelationer, men også i kollegialt samvirke, som når mødet mellem Carte Blanches stedsspecifikke sensoriske teater og egnsteatret Cantabile 2 s human-specific teater resulterede i den i 2013 Reumert-nominerede forestilling Life Live! en såkaldt sensorisk human-specific labyrintisk forestilling, hvor børn og voksne deltager interaktivt og på lige fod. Side 15

Performance og performativitet Den sceniske tilgang i projekt ALT der er fortalt og ALT vi ved er båret af en næsten hyperkompleks eksperimenterende form for performativitet og performance. I Gyldendals Teaterleksikon kan man om performativitet læse, at dette begreb peger på en scenisk tilgang, som fokuserer på de processuelle og interaktive aspekter ved kulturelle fænomener på bekostning af (..) fokusering på systemer og strukturer. ( ) Performativitet forbindes med den situationelle, processuelle og sanselige dimension af en tilskuers oplevelse af et givet værk. Det lukkede organiske værk brydes op i en åben udveksling med tilskuer og omverden, og i forlængelse heraf bliver skellet mellem subjekt og objekt, værk og tilskuer, proces og produkt flydende. I overensstemmelse hermed får tilskueren ofte karakter af en art performer, som i kraft af sin aktive handlen i værket medvirker til at forme det. (Lense-Møller, 2007: opslagsord performativitet) I samme teaterleksikon kan man læse om performance som begreb for fremstilling og opførelse, hvor f.eks. teatret udvider det sceniske rum til at omfatte alle former for arkitektur. Virkeligheden i værket understreges: performernes realitet, rummet, tiden, tilskuerne, reallyde (Lense-Møller, 2007: opslagsord performance). Set i et kulturhistorisk perspektiv er der lang vej fra det klassiske koncept for aristotelisk teater til det postmoderne koncept for et eksperimenterende sensorisk teater som Carte Blanche. Nutidig scenisk tilgang er også blevet beskrevet som post-dramatisk: vi finder hændelser snarere end handlinger, vi finder manuskript- og plot-løse iscenesatte projekter, der nok er tidsmæssigt opdelte, men uden årsag-virknings-logikker, og gerne som et udbud af teatralske scenarier, som folder sig ud simultant og kakafonisk. Performativiteten er i fokus: udførelsen kan ikke gentages, men vil variere fra gang til gang, fordi der ikke er tale om et fastlagt, endeligt og materielt produkt, og fordi det tilstræbes at medinddrage publikum, at forvandle dem til deltagere i en proces snarere end tilskuere til et produkt. (Alexander, 2013: 2-3). Alexander peger på, at performativiteten i den sceniske tilgang ikke adskiller sig markant fra performativitet i hverdagslivet. Den fiktionaliserede verden, som kommer til syne i udførelsen, forbinder sig med det sociale liv. Vi deltager som os selv, og vi tilstræber ikke en katharsisoplevelse i udførelsen, for vi identificerer os ikke med skuespillere, men kan være personligt til stede i situationen som både oplevende og reflekterende aktører. Drama ses som fundamentalt for menneskers søgen efter mening og solidaritet i en post-rituel verden. Dramaet kan rumme samme kvaliteter som ritualet, men på en ikke-ritualiseret måde, måske ligefrem ved at bryde med ritualerne. Vi kan som deltagere gå ind i processen / processionen, acceptere scenariet, men samtidig er vi netop deltagere, der bidrager med hver vores forståelse, oplevelses- og erfaringsverden. Verden er en scene, men vi er ikke marionetter, som Karen Blixen ville have formuleret det. Vi er heller ikke hverken skuespillere eller tilskuere. Vi er til stede som dem, der forvandler scenekunstnernes forhånds-forestillinger til en reel og helt særlig forestilling. Pludselig skal et barn i en deltagergruppe tisse, og moderen må gå med pigen ud for senere at slutte sig til gruppen igen på en anden etage. Dette ændrer hele forestillingen ikke kun for pige og mor, men også for de øvrige gruppedeltagere og for scenekunstneren, der må guide dem til toilettet. Vi er indbyrdes forbundne. Klassiske ritualer gentages i traditionens navn og med klare henvisninger til mytiske universer, mens gentagelse i den nutidige sceniske tilgang ikke er mulig. I enhver performance, enhver unik udførelse, skaber deltagerne både sammen og hver for sig nye tekster. Hannah og Harsløf mener ikke, at performance-begrebet kun skal betegne menneskelig dramatisk-ekspressiv handlen i det offentlige rum gennem bevidst brug af kulturet kodede udtryksmåder. Side 16

Det må også omfatte den dynamiske rolle, som tilsyneladende livløse steder og ting spiller. Kulturelle artefakter ses også som performative aktive snarere end som konstative deskriptive. (Hannah, 2008: 11-12). Biblioteket og dets bøger er kun tilsyneladende livløse. Gennem forestillingen gøres rum og materialer til aktører, ikke mindst fordi de indeholder så mange spor af tidligere forestillet og levet liv. Alexander fremfører ligeledes, at rekvisitter i et scenario er symbolske, idet de fungerer som en slags oversættelser af dramatiske betydninger til materielle former. De sammenfletter materiel overflade og tekstlig dybde. Scenarier er ikke nedskrevne, men heller ikke frit opfundne. De må forstås som betydningsskabende paradigmer, der fremtryller stoflige steder, kulturelle koder og legemliggørelser (Alexander, 2013: 15-16). Carte Blanche beskriver sig selv som værende i overensstemmelse med denne udvidede forståelsesramme for performance: Carte Blanche har altid arbejdet i et spændingsfelt mellem teater og installation. Hvor iscenesættelsen af stemningsrum og rummets egen performative indvirkning på publikum er central. Fremadrettet ønsker man endvidere at skabe Filosofisk scenekunst for levende mennesker gennem publikumsinddragende, tværkulturelt laboratorium, idet Carte Blanche er en kulturinstitution, der ser sig selv som skaber af kultur, i lige så høj grad som skaber af scenekunst. (Vision Carte Blanche) Netop ved at rammesætte sig som en kulturskabende institution bliver det muligt for Carte Blanche at forbinde teatrets sceniske tilgang med f.eks. bibliotekets, museets eller dag- og uddannelsesinstitutionernes tilgange. Det bliver muligt at integrere performances og kreative kulturworkshops. Et gennemgående træk ved nutidige kulturinstitutioner er, at de deltager i opgøret med den klassiske værk- og institutionstænkning. Vi godtager ikke længere den kommunikationsmodel, hvor afsendere som f.eks. forfattere, dramatikere, formidlere, pædagoger og undervisere skaber produkter, der så som afsluttede værker transporteres over i læsere, publikum, legere og elever, der endelig som modtagere forventes at indoptage dem som led i deres dannelsesproces. I et kulturperspektiv er der snarere tale om, at vi alle er deltagere eller aktører i skabende processer, at vi alle har et medansvar for og et medejerskab til disse processer. Vi taler om det åbne værk, det åbne drama og det åbne bibliotek. Vi taler om intertekstualitet som forbinder alle mulige tekster med alle mulige andre tekster på tværs af udtryksformer, -måder og -medier. Vi skelner ikke mellem producers og consumers, men er alle prosumers. Vi har indoptaget den legende tilgang til verden, hvor legeprocessen er baseret på de legendes forhandlinger om indhold og udtryksmåde, om fortolkninger, forandringer og transformationsmuligheder. ALT der er fortalt og ALT vi ved er ikke en betegnelse for et statisk indhold med en fast, målbar mængde. I stedet er der tale om et dynamisk, bestandigt skiftende og individuelt forhold mellem den enkelte og en gruppes flydende arkiver. Labyrintisk og kalejdoskopisk teater I det labyrintiske teater benyttes labyrinten som allegorisk grundform. Den flertydige allegori folder sig ud gennem sansede fortællinger, hvorigennem den enkelte erfarer forløbet og fortolker dets mulige betydninger. Det væsentligste formål med enhver labyrintisk konstruktion er at forsinke rejsen i et rum, hvor der er spærret for det frie udsyn, den frie navigation. På engelsk skelner man mellem to hovedtyper af labyrintisk arkitektur ved hjælp af begreberne labyrinth og maze. På dansk har vi en tilsvarende skelnen mellem begreberne labyrint og irgangslabyrint. (Toft, 2014: 83). I den klassiske labyrint er der ingen valgmuligheder for den rejsende. Labyrinten er rent logistisk konstrueret således, at der er én vej, som fører ind mod centrum og ud fra centrum igen, og man skal så blot undgå at træde samme sted to gange. I kontrast hertil har vi så irgangslabyrinten, hvor den rejsende netop skal kunne komme på afveje, erfare irgange, træffe ukontrollable valg. Her er der ikke én-, men flerstrengede forløbsmuligheder, og irgangslabyrinten leder frem mod den postmoderne labyrint, som et kaosmos eller et rhizomatisk netværk (Jaskolski, 1997), jfr. omtalen heraf i afsnittet om Den poetiske tilgang. Det labyrintiske teater må, for at kunne illudere rhizomatisk netværk, babelsk bibliotek eller kaosmos, være understøttet af en ret så omfattende logistik, hvilket da også gør sig gældende for biblioteksprojektet her. Labyrintoplevelsen og erfaringerne knyttet hertil er forskellige fra aften til aften og fra gruppe til gruppe. Grupperne ledes mere eller mindre håndfast af forskellige scenekunstnere ad forskellige ruter, til forskellige stationer, og vender tilbage til kommandobroen, det labyrintiske centrum, hvorfra den dirigeres videre ad nye ruter og kan støde ind i andre grupper, der følger andre ruter på vej mod andre stationer. Ingen grupper når i løbet af en aften at betræde alle mulige stier eller besøge alle mulige stationer, og alle stationer kan være lagt som den første, eller den anden, eller Side 17

Den labyrintiske konstruktion som intentionelt forsinker rejsen, skaber samtidig mulighed for stilhed og pauser, kontemplation. Den både logistisk og kunstnerisk styrede iscenesættelse skal af gruppedeltagerne opleves som en fri leg, hvor tanker, følelser og sansninger sættes fri. Det kræver imidlertid også, at der arbejdes med stemninger, sådan som det sensoriske teater gør det. Der indlægges skift mellem lys, tusmørke og mørke, mellem tale, hvisken og lydspor, mellem forskellige dufte og duftspor, mellem hurtige og langsomme bevægelser og andre bearbejdninger af den kropslige oplevelsesverden. Grænser mellem faktiske og fantaserede rum nedbrydes, og på samme måde nedbrydes grænsesætninger mellem dig og mig, os og de andre. Resultatet kan være en overvældende rigdom af nye perspektiver på rum, materialer og mennesker, dersom grupperne altså respekterer præmisserne for iscenesættelsen og intentionaliteten bag. Carte Blanche skaber labyrintteater, sensorisk teater og samtidig kalejdoskopisk teater. En af deres performances hedder netop Kalejdoskop, og også her sendes publikum i små grupper på rejse ind i en labyrint, der samtidig som et kalejdoskop vender og drejer sig, så man får en udvidet oplevelse af rumlighed og foranderlighed, mønstre og mønsterbrydninger, akkurat som Alice oplevede det i Undreland og Bag spejlet, jfr. afsnittet herom i Den poetiske tilgang. Og hermed afslutter vi de første afsnit af denne rapport for at overgå til Den bibliotekariske tilgang. Vi har peget på, hvordan den poetiske tilgang, som den udtrykkes gennem primært Borges Biblioteket i Basel og Carroll s Alice i Undreland, har forbundet sig med Carte Blanches sceniske og sensoriske tilgang til biblioteksprojektet. Vi har fundet allegoriske og metaforiske grundformer som labyrinten og kalejdoskopet, og vi har set på den processuelle performance og den performativitet, der flytter publikum fra en modtagerposition til en medskabende deltagerposition. Carte Blanche har arbejdet målbevidst, struktureret og logistisk kompetent med at nedbryde den traditionalistiske opfattelse af biblioteket som styret af mål-bevidsthed, struktur-klarhed og logistisk tænkning. Biblioteket som kultur-rum og bibliotekaren som professionel kulturarbejder sættes under lup. Før vi bevæger os videre til Den bibliotekariske tilgang kan man med fordel se et videoklip, som viser, hvordan scemekunstnere forud for deres arbejde med forestillingen undersøger biblioteket og er i dialog med bibliotekarer om det særegne ved de relationer, funktioner og installationer, det rummer. u Video: ALT der er fortalt og ALT vi ved - fra idé- og udviklingsfase til forestilling Side 18

DEN BIBLIOTEKARISKE TILGANG Nan Dahlkild, lektor ved Det Informationsvidenskabelige Akademi, har beskrevet biblioteket som et rum placeret i byens rum: Bibliotekets rum kan sammenlignes med byens rum: En selvgroet eller planlagt struktur, der ordner utallige elementer og processer og gør dem overskuelige og tilgængelige. ( ) Ligesom biblioteksbygningen kan fortolkes som en bog, kan bibliotekets indre sammenlignes med en byplan. Bogen og reolen bruges ofte som arkitektonisk metafor. (Dahlkild, 2013:21) Fra nærvær til netværk Bibliotekets facade kan opfattes som bogens forside. Indgang og foyer kan læses som forord og indledning, skiltning som indholdsfortegnelse, reolerne som bogens linjer og bøgerne som bogstaver. (Thomas, 1996) Eller biblioteket kan læses som en byplan: Ekspeditionen som det centrale torv, afdelinger og emneområder som kvarterer, de enkelte reoler som huse og mellemrummene mellem dem som gader. (Linn, 2002; Dahlkild, 2007) Faktisk omtales mellemrummene mellem reolerne ofte som gader. Ligesom byens kvarterer ændrer sig, og husene i byens gader skiftes ud og nybygges over tid, blandes gamle og nye bøger på reolerne. Ligesom byerne og medierne udvikler sig, skabes der også nye biblioteksrum. Samfundsudviklingen og digitaliseringen omkring årtusindskiftet har haft afgørende betydning for ændringer af både byens og bibliotekets rum. Lineære byplaner og reolopstillinger er afløst af mere komplekse udformninger. Ligesom byerne er blevet grænseløse strukturer med fortætningspunkter, er bibliotekerne blevet dele af internationale informationsnetværk som libraries without walls. (Dahlkild, 2013:21-22) Dahlkild udpeger gennem denne forståelsesramme biblioteket som en flertydig allegorisk grundform, der på den ene side kan transformeres til en fortælling om bogen, på den anden side til en fortælling om byen. Biblioteket forbinder bogen og byen. Biblioteket er overgået fra at være et lukket til at blive et åbent, processuelt og rhizomatisk opbygget netværk, der i sig også rummer det internet, der er et netværk af netværk. 1970 ernes udvidede tekstbegreb som fundament under opbygningen af et facetteret tekstarkiv er blevet suppleret af et udvidet biblioteksbegreb (Bæk Pedersen, 2005). Det åbne biblioteks tekstmasse er ikke stedsspecifik, er ikke sted-bundet, men digitalt og globalt lokaliserbar. Netværkstænkningen kommer til udtryk gennem slagordet from collection to connection (Dahlkild, 2013:23) Set gennem en sådan optik finder vi stor overensstemmelse mellem den poetiske, den sceniske og den bibliotekariske fokusering på at understøtte og udfordre den postmoderne deltagelseskultur, der er mål for tværinstitutionelle og tværprofessionelle projekter som ALT der er fortalt og ALT vi ved. Dahlkild opsummerer bibliotekernes kulturhistoriske udvikling fra nærvær til netværk: de oprindeligt lokale bogsamlinger og læsestuer professionaliseres og planeres op gennem 1900-tallet logistisk og rationelt som andre tilsvarende kulturinstitutioner. I 2000-tallet forsøger man som modreaktion at genoplive det lokale præg ved at af-institutionalisere biblioteket og transformere det til et både digitalt og analogt rum for leg, læring, oplevelse og erfaringsudveksling, et socialt og kulturelt frirum. Den digitale markedsplads og det analoge bibliotekstorv samles på skakbrættet, som vi ser det på Hovedbiblioteket i Viborg. På skakbrættet møder man alt og alle, og herfra bevæger man sig frit rundt mellem de mange torvefunktioner og tilbud (Dahlkild 2013: 34-35). Side 19

Deltagelseskulturer Biblioteket er blevet en flydende betegner, for ingen kan afgøre, hvor det som arkiv ender, og hvor det begynder. Der er ingen fast grænse for dets rumlighed eller for dets rummelighed, og der er intet endegyldigt overblik over, hvem der er dets brugere i det fysiske og/eller det virtuelle rum. Endvidere er der ingen klare skel mellem kulturudøvere og kulturformidlere. Vi er alle kulturudøvende, og vi er alle kulturformidlende, børn som voksne, bibliotekarer som brugere. Når biblioteket tilstræber at skabe rum for deltagelseskulturer, er det vigtigt at brugerne får mulighed for at etablere et symbolsk medejerskab til det. Brugerne eller deltagerne - må opleve sig som ligeværdige aktører. De må gøre rummet til et sted, et mødested, deres mødested. Bibliotekaren har tidligere haft en funktion som den, der håndhæver regler for brug (og misbrug) af biblioteket og dets arkivmaterialer. Bibliotekaren udvikler derfor let en slags territorialbevidsthed, som kan vanskeliggøre overdragelsen af medejerskab til andre brugergrupper. Bibliotekarer er qua deres profession sted-kendte, hvilket kan medvirke til at fastholde bibliotekarer og andre brugere i asymmetriske magtforhold. Det gælder derfor om, at bibliotekaren bliver bevidst om sin egen positionering i rummet, og forholder sig refleksivt hertil. En sådan refleksivitet opnås bedst gennem tværinstitutionelle og tværprofessionelle kulturprojekter, der synliggør etablerede for-forståelser, for-domme og andre forskelle i forståelsesrammer (Schreiber og Toft, 2010). Projekt ALT der er fortalt og ALT vi ved har haft til opgave at fremme refleksioner og dialoger om de muligheder og udfordringer, der knytter sig til ændringer i brugen af biblioteksrummet og i bibliotekarens professionsudøvelse. Som led i løsningen af denne opgave har professionsudøverne deltaget i en række interviews, hvoraf nogle er gennemført som individuelt interview, andre som gruppeinterview. I de følgende afsnit gengiver og resumerer vi deltagernes egne oplevelser af projektforløbet. Vi har ønsket at skelne mellem deres forståelse af og forventninger til biblioteksforestillingerne, før end disse går i gang, og så deres efterfølgende forståelse og behandling af dem. Med andre ord: Deltagerne har ordet. Side 20