"Kun helheden gælder" Et rids af den radikale konservative liberalismekritik og fællesskabsforståelse i mellemkrigstidens Danmark

"Kun helheden gælder" "Kun helheden gælder" Et rids af den radikale konservative liberalismekritik og fællesskabsforståelse i mellemkrigstidens Danmark Af Adam Holm Institut for historie, Københavns Universitet I. Indledning "Individet er ingen Robinson Crusoe". Ordene er fra 1929 og tilhører cand. polit. Ove Lundbye, en af mellemkrigstidens mange flittigt skrivende konservative. Adskillige årtier inden mediesamfundet skulle ophøje de største individualister for deres evne til at afskrælle al social indlæring for åben skærm, rasede Lundbye i et nummer af Tilskueren under overskriften "Konservative Grundværdier", over tidens grasserende individualismekultur. Snart sagt hvor man end vender sig, og hvem man end taler med, skrev en pessimistisk Lundbye, mødes man af den forrykte tanke, at et menneske skal kunne klare sig selv uden ydre regulering eller fremmed påvirkning af nogen art. Men, som Lundbye i samme åndedrag kunne betrygge læserne af det agtværdige blad, så bygger konservatismen på et helhedsperspektiv, hvor ingen enkelte grupper i samfundet får lov at stå alene. Kort sagt: individet kan ikke eksistere adskilt fra sine omgivelser. Det er de sidste, der dikterer individets tilgang til tilværelsen og dermed bestemmer dets verdensbillede. Ikke omvendt. 'Robinsonader' var i Lundbyes opfattelse derfor en romantisk tankegang forbeholdt eskapistiske litterater og traditionsløse liberale. En lignende holdning havde Edmund Burke langt tidligere givet udtryk for i sit kendte skrift Reflections on the Revolution in France (1790). "Man is no island unto himself", bedyrede den sarkastiske polemiker Burke i et skarpt udfald mod encyklopædisterne, hvis oplysningsfilosofi han anklagede for at underminere de hidtidigt vedtagne normer for fællesskab. Burke mente, at mennesket for at overleve som art måtte indstille sig på nødvendigheden af fælles bindinger og gensidige forpligtelser. De revolutionæres forblommede fraser om frihed, lighed og broderskab ville derimod ikke føre til andet end hensynsløs egomani. Der kan jo hverken bestå lighed eller broderskab mellem en fyrste og en frisør, lød Burkes 25

Adam Holm argument. Fyrsten skal regere, udstede befalinger og føre tilsyn med sine undersåtter, medens frisøren skal føre saksen gennem skæg og hår samt pudre parykker. De udfylder hver for sig funktioner, som den anden ikke forstår sig på, og som sådan er de begge vigtige. Men ikke lige vigtige. En beslutning truffet af manden på den gyldne stol, som Burke et sted kalder regenten, indbefatter alle, hvorimod frisørens beslutninger ikke rækker ud over den enkelte kunde. Et ordensbaseret hieraki, hvor enhver kender sin foreskrevne plads, var Burkes enkle model for det ideelle samfund. Hvad kravet om frihed angik, erklærede Burke det for et dødfødt begreb, hvis det alene blev opfattet som frihed fra noget. Præpositionen var forkert; afgørende var det i stedet at tale om frihed til at gøre noget. Hvis friheden kun opfattedes (jfr. Burkes fortolkning af encyklopædisterne) som kulminationen på en proces, hvor undertrykkelsens snærende lænker var brudt op, ville det enkelte menneske stå rådvild tilbage. Naturligvis, medgav Burke, der var kendt som en profileret fortaler for Amerikas selvstændighed fra det britiske imperium, kan man befri sig fra et negativt afhængighedsforhold, men altid til noget andet. Den måske vigtigste anke i Burkes opregning over revolutionens synderegister, og ikke mindst de tænkere, han mente, støbte dens åndelige kugler, var, at de revolutionære troede sig frie blot, fordi monarken var sat bag lås og slå. Men frisøren, og her ses Burkes kritik at gribe tilbage til påstanden om den umulige lighed, har jo som bekendt ikke evner eller forudsætninger for statsmandskunst. Hvordan skal frihed så føres ud i livet, når den snarere end at føre til ideel lykke synes at stække hin enkeltes muligheder? Det spørgsmål har mange konservative, i forskellige moderate og radikale afskygninger, stillet siden Burke. Svaret er praktisk talt uforandret, idet konservative fundamentalt holder fast ved fællesskabstanken i Burkes organiske prægning, som en modvægt til den liberale vision om individets frie og ubundne bestemmelse. Frihed i sin mest uforfalskede form lå ifølge Burke i undersåttens underkastelse og identifikation med et monarkisk lederskab. En pointe som tyske konservative, eksempelvis Hegel, senere formulerede til at gælde borgerens forhold til statens højere fornuft og lov. Ved ikke at sætte sig op imod de lovmæssigt gældende principper, såvel i statsræsonen som religionen, 26

"Kun helheden gælder" kunne det enkelte menneske undgå at komme på afveje. Kun de mennesker, der accepterede selvopofrelse, pligt og disciplin som nødvendige dyder for et velfungerende samfund, ville forstå kernen i frihedsbegrebet. Individets underordning stand eller klasse var betingelsen for at kunne føle sig 'fri'. Fri til at løfte i flok og til fælles nytte. Denne hastige ekskurs til idékonservatismens stamfader indkredser betydningen af fællesskabstanken i konservatismen. Som antydet af både Ove Lundbye og Edmund Burkes advarsler imod ensomme individer på øde øer, har konservatismen en giftig brod vendt imod liberalismen. Dette modsætningsforhold aftog i stor stil i løbet af det 19. århundrede, hvor konservative blev varme fortalere for frihandel og liberale indædte forsvarere af nationalstaten. Konflikten aftog dog ikke mere, end at den gruppe af konservative, som er emnet for det følgende, stadig anså liberalismen for at være roden til alt ondt. I erkendelse af store dele af det konservative baglands faneflugt til fordums liberale fjender, som litteraten Harald Nielsen spottende bemærkede i et essay i bogen Konservatisme (1925), opstod en radikal konservativ modstrømning. Den kendes fra de fleste europæiske lande, men forbindes især med den tyske kulturpessisme i 1880erne og den senere 'konservative revolution' under Weimarrepublikken. En af de mest indflydelsesrige tænkere, der henregnes til denne form for konservatisme, Oswald Spengler, skød skylden for bolchevismens hærgen og finanskapitalismens grådighed på liberalismen. Der går en lige linie, hævdede han, fra Diderot, Rousseau og jacobinerne til rødgardisten i Moskva og børsspekulanten på Wall Street. Det var ikke esoterisk bragesnak i 1920erne og 1930ernes Europa. Herhjemme blev tilsvarende synspunkter bragt til torvs af en forholdsvis fåtallig, men yderst produktiv gruppe af radikale konservative. Forfattere, journalister, universitetslektorer, embedsmænd og studerende langede i ofte fyndige sentenser ud efter liberalismen i tidsskrifter som Den ny Tid, senere Det nye Danmark, Skatteborgeren, Studium og Front samt i aviser som Berlingske Tidende, Dagens Nyheder og Jyllands-Posten. Selv om også socialismen i skikkelse af Socialdemokratiet og kommunismen konstant stod for skud, var det i lighed med Spenglers betragtning først og fremmest den liberale bacille, som skulle bekæmpes og udryddes. Når ikke den længere gav næring til sit afskyelige afkom, ville risikoen for smit- 27

Adam Holm tespredning dø ud og et sundt samfund vokse frem. Der var således to elementer i den radikale konservatismes samfundsanalyse: en diagnose af problemernes ophav og omfang, og en opstilling af brugbare alternativer. Det første implicerede, som nævnt, en uforbeholden krig imod enten hele eller dele af det liberale tankesæt; det andet forudsatte opbygningen af det fællesskab, som antoges at være opløst. Da disse elementer er tæt sammenvævet, giver det ikke mening kun at beskæftige sig med de positive forestillinger, hvis ikke deres negation medtages. Denne lille artikel indeholder derfor tre punkter. For det første skitseres begrebet radikal konservatisme. Derpå peges der på nogle centrale temaer i liberalismekritikken. Endelig gøres der et forsøg på at vise, hvorledes en mulig radikal konservativ stat, med fællesskabet som omdrejningspunkt, ville have taget sig ud. II. Radikal konservatisme: en skitse Hvad er radikal konservatisme? Jerry Z. Muller, amerikansk idéhistoriker, argumenterer for, at svaret på dette spørgsmål bedst fås ved at tage afsæt i politologen Samuel Huntingtons definition af konservatisme: Conservatism is the intellectual rationale of the permanent institutional prerequisites of human existence...when the foundations of society are threatened, the conservative ideology reminds men of the necessity of some institutions and the desirability of the existing ones. (Huntington 1957) Ved at foretage enkelte, men afgørende begrebslige justeringer demonstrerer Muller imidlertid på en gang beslægtetheden og forskellen mellem klassisk konservatisme og radikal konservatisme. I Mullers 40 år senere parafrase lyder sætningen nemlig: When the foundations of society and of existing institutions are perceived as decayed beyond restoration, the radical conservative ideology reminds men of the desirability of strong institutions, and the necessity of new ones. (Muller 1997) 28

"Kun helheden gælder" Tilstanden i samfundet skal altså være bragt så afgørende ud af balance, at der ikke findes nogen mulighed for redning. Når de eksisterende institutioner anses for at være uden legitimitet, er der kræfter inden for konservatismens rækker, som gør oprør i autoritetens navn. I en række henseender deler traditionel og radikal konservatisme opfattelse, f.eks. i synet på vigtigheden af autoritet, orden og institutionel sikring, men ikke nødvendigvis på udformningen heraf. Brydningen i konservatismens rækker findes i fortolkningen af ordet 'forandring'. En ofte citeret passage fra Burkes hovedværk, lyder: "A state without the means of some change is without the means of its conservation". Forandring er altså ikke konsekvent bandlyst i konservatismen; det modsatte ville i så fald være en reaktionær transfiguration af fortiden, som ønsker sig 'tilbage' og derfor i semantisk forstand ikke er egentlig 'konservativ'. Læser man videre hos Burke, antydes muligheden af et oprør: The speculative line of demarcation, where obedience ought to end, and resistance must begin, is faint, obscure, and not easily definable. It is not a single act, or a single event, which determines it. Governments must be abused and deranged indeed, before it can be thought of; and the prospect of the future must be as bad as the experience of the past. (Burke 1790) Som bekendt er Burkes 'brev til en fransk gentleman', som bogens undertitel lyder, et antirevolutionært partsindlæg. Alligevel synes Burke, og den med ham bevidste konservatisme, ikke at have vendt sig imod forandringer i ordets mest vidtgående betydning, eller mere præcist, imod forandringens praksis; forandring kan være både berettiget og ønskværdig. Afvisningen af 1789 er således ikke nødvendigvis rettet mod revolutionens metapolitiske mytedannelser, dvs. dens ideer og tekster om menneskerettighedserklæringer og tilståelse af borgerrettigheder. Det er først og fremmest hastigheden, hvormed disse forandringer finder sted, der skaber problemer for konservative. Konservatismen er metafysisk. For den gælder et i teorien tidsløst system af universelle værdier, som ses sammenfattet i sætningen: "Konservatismus hat die Ewigkeit für sich". Ganske vist er det Arthur Moeller van den Bruck, en kritiker af 29

Adam Holm traditionel konservatisme, som har formuleret denne indsigt, men den afviger ikke fra konservativ opfattelse, således som den findes hos Burke, Joseph de Maistre, Adam Müller eller François-René de Chateaubriand. I det konservative evighedsbegreb udtrykkes en skepsis mod den rationelle fremskridtstænkning, som den typisk kommer til udtryk i liberalismen. Konservatismen bekender sig til en slags 'organologisk' forestilling, der i modsætning til den liberale frembringelsesethos, lægger vægt på det fremspirende, som gradvist vokser frem af mulden. Rødder er, som fremhævet i flere artikler af sociologen Göran Dahl, den hyppigst anvendte metafor i konservativ sprogbrug. De videreføres i træet, der symboliserer foreningen af det nedefra spirende og gradvist fremvoksende. Samtidig rummer denne metafor konservatismens reverens for Gud som suveræn frembringer af tingenes naturlige tilstand, idet træerne med et beslægtet billede ikke vokser ind i himmelen. Rodmetaforikken dækker således både over organisme-tanken og den hierakiske samfundsopfattelse. Omvendt synes den radikale konservative først på længere sigt at have "die Ewigkeit für sich", således forstået, at de bliver nødt til at skabe det bevaringsværdige for at kunne bevare det for eftertiden. Radikal konservatisme vil, igen med Moeller van den Brucks ord, sige "immer wieder einen Anfang zu setzen". En af 1800-tallets førende tyske konservative tænkere, Franz von Baader, skelnede mellem 'dårlig' og 'god' konservatisme i relation til spørgsmålet om tid. Den angiveligt dårlige konservatisme kritiseredes for at forsøge at gøre 'selve tiden gammel' ved at ville fastholde en bestemt tidslig tilstand. Den gode konservatisme derimod besidder sin kvalitet gennem evnen til på en gang at tradere eller videregive det gamle og afvise og modvirke det negative i det nye. Det er en opfattelse af konservatismen, der anskuer nutiden som den sidste etape af fortiden. Baader opererede, som de fleste øvrige konservative tænkere, med en forestilling om tidløshed, det uforanderlige ressentiment af værdier og 'ånd' som går igen fra generation til generation, samfund til samfund. Det er konservatisme med en i kraft af tidløsheden forsigtig erkendelse af morgendagens komme. Radikal konservatisme tager i modsætning hertil skridtet fuldt, og erklærer sin fulde troskab til fremtiden. Der var tale om en abstrakt form for fremskridtsoptimisme, der ikke grundede sig på materielle eller 30

"Kun helheden gælder" produktive kræfter, men på forhåbningen om at noget bedre og (radikalt) anderledes vil komme. Denne idealisme udtrykkes klart i Paul de Lagardes diktum: "Lebt nicht von der Vergangenheit, sondern vor der Zukunft". Fremtiden betyder i denne forbindelse ikke blot, at en ukendt tilstand forventes at afløse den nuværende, men i mere filosofisk forstand, at den forjættede tid efter den nutid, der anses for forpestet og ulykkelig, rummer kimen til en lang og strålende eftertid. Kun en radikal eller en revolutionær mentalitet ville kunne frembringe det ønskede ideal. Den græsk-tyske historiker Panajotis Kondylis skriver om dette spørgsmål: Die Bezeichnung 'revolutionär' könnten wir der 'konservativen Revolution' grosszügigerweise schenken, wenn wir ihre Schlagworte in ihrem Nominalwert nehmen und gelten lassen, sie wollte tatsächlich einen Bruch mit der Gegenwart und einem wirklichen Neuanfang. (Kondylis 1987) For de fleste historikere er det knap så betydningsfuldt, om de taler om radikal, revolutionær eller ny konservatisme. Det springende punkt er, hvilken rolle 'konservatisme' tildeles, og hvordan 'konservatisme' forstås. I denne sammenhæng knyttes ordet konservatisme til de radikale, revolutionære eller nye tendenser, dels som antiliberalisme, dels som antiinternationalisme. De yderligtgående konservative var indædte modstandere af massesamfundet med dets demokratiske deltageformer, kompromissøgende politik, sociale atomisering og eksperimenterende kunst. Men trods kritik af 'pengenes diktatur', som Oswald Spengler kaldte finanskapitalens økonomiske magt, kan man iagttage en generelt mindre modstand fra det 20. århundredes radikale højre mod markedsøkonomi end blandt det 18. og 19. århundredes konservative. Kondylis har rammende benævnt denne ideologiske asymmetri en "Diskrepanz Denkfigur", hvilket dækker over den skæve parring af national-organisk korporativisme og en, trods heftig kritik af markedsøkonomien, manglende vilje til at indsætte et andet økonomisk system. Kondylis' analyse af dette ofte oversete aspekt der sondres sjældent i forskningen mellem forskellige typer af liberalisme og modstanden imod dem går dog for vidt, idet han peger på paralleller til 1980ernes neo-konservatisme i Storbritan- 31

Adam Holm nien under Margaret Thatcher og i USA under Ronald Reagan. Men denne efterkrigskonservatisme kaldes med rette også for 'neoliberal' konservatisme på grund af dens dogmatiske forsvar for markedskræfterne og samtidige dyrkelse af traditionelle maskuline værdier, såsom fædreland, hær og autoritet. Det er imidlertid lidt af en tilsnigelse at tilskrive samme indstilling til 1930ernes radikal konservatisme, idet den helt enkelt ikke var tilhænger af ekstrem økonomisk liberalisme. Men i kraft af dens 'økonomofobi' og udgangspunkt i den stadigt mere frihandelsorienterede konservative ideologi, formulerede den radikale konservatisme, med enkelte undtagelser, ikke egentlige alternative visioner til den liberalistiske økonomi. Radikal konservatisme lagde i stedet vægt på idealet om "Dezisionimus", som en fordring til beslutsomhed, handling, kamp og opofrelse, ofte vendt imod den 'slappe' og 'fordringsløse' liberalisme. På baggrund af denne komprimerede modstilling er det muligt at identificere tre områder, hvor den radikale konservatisme adskiller sig fra den moderate konservatisme: 1) Ved sin strenge binding til i tysk sammenhæng en 'völkisch' inspireret nationalisme: heroverfor var traditionel konservatisme i højere grad, trods et umiskendelig nationalistisk fernis, 'universalistisk' i kraft af sin kristne orientering i retning af et guddommeligt sanktioneret societas civilis. Der var ingen verdenshistorisk mission forbundet med konservatisme. Selv om klassisk konservatisme ofte talte imod liberalismens atomisering og historisk må siges at være opstået som en reaktion på den tidlige udgave af politisk liberalisme indeholdt den samtidig aspekter, der talte imod den radikale konservatismes organiskhierakiske samfundsindretning. Den implicerede nemlig et brud med den gamle dynastiske nationsforestilling, mere præcist, et brud med den gamle stænder-hierakiske prioritering, hvor kun adelsstanden havde adkomst til nationens storhed. 2) Opgør med den fremvækststanke som er fremtrædende i klassisk konservatisme. Brud og skabelse, ikke kontinuitet og (stille) fremvækst, var det radikal konservative løsen. Det er samtidig en fortolkningsform, der genfindes i radikal-konservative begrebsmodstillinger, eksempelvis 32

"Kun helheden gælder" ånd-penge, heroisme-dekadence, kultur-civilisation, elite-masse etc. Den skarpe kritik af kapitalisme og liberalisme, som er et tydeligt træk i radikal-konservatismen, ligger i forlængelse af idealiseringen af den enige og ubrydelige nation. Liberalismen angribes for at skabe uafvendelige forskelle, som fremprovokerer konfrontation og forårsager indre splittelse i nationen. 3) I den radikal-konservative historiefilosofi er der ingen veneration for den gamle adelsstand og dens fortalere. Der var en tydelig borgerlig (middelstand) dominans i radikal-konservative kredse. De vægrede sig mod at klynge sig til fortiden og dyrkede i stedet det evigt gyldige, men med en udpræget sans for værdiernes skabelse. Enheden i nationen betyder dog ikke egalitarisme i social (eller national) forstand. Der var behov for en elite, ikke en traditionel elite, hvis position var baseret på jordbesiddelser og arvemæssige privilegier, men derimod et elitært meritokrati, hvor kun de bedste og de stærkeste ville nå toppen af træets krone. Heri ligger også kernen i begrebet 'autoritær', som udtryk for at eliten, synonymt med samfundets autoritet, skal stå i spidsen for en statsform, der logisk set må betegnes som autoritær. Den radikale konservatisme var langt fra en homogen strømning. Hverken herhjemme eller uden for landets grænser. Der var en betydelig variation i den måde fænomenet viste sig i de forskellige europæiske lande. I Weimarrepublikken havde den radikale konservatisme mange åbenlyse revolutionære træk, som var lånt fra venstrefløjen, hvorfor det tilsyneladende selvmodsigende udtryk 'konservativ revolution' ikke er ganske misvisende. De tyske radikale konservative ville med forbehold over for deres heterogene sammensætning og forskellige ideologiske inspiration, som rakte fra ungkonservative grupper over soldater-sammenslutninger til såkaldte 'national-bolsjevikker' tage et endegyldigt opgør med liberalismen. Revolution som middel til oprettelse af en kulturkonservativ stat var deres forhåbning. Omvendt er der eksempler som Front Partiet i Belgien, Sveriges Nationella Ungdomsförbund, Norske Patriotiske Liga og Croix de Feu i Frankrig grupper der i deres respektive lande kan dækkes ind under den radikal-konservative betegnelse som ikke kompromisløst be- 33

Adam Holm kæmpede liberalismen. Med kompromisløs menes, at disse grupper i en eller anden udstrækning accepterede parlamentarismens og markedsøkonomiens principper. Det var ikke den benhårde stat med én fører, ét parti og én økonomi, som var modellen for disse bevægelser. Deres funktion var set i et historisk lys snarere at lægge pres på regeringer og myndigheder i det omfang, de havde styrken hertil. Fremfor 'putative' anslag imod statens sikkerhed og legitimitet virkede de i højere grad for at aftvinge indrømmelser og enkelte forandringer. Der er altså en nationalt betinget divergens i den radikale konservatisme, som afspejler det pågældende lands politiske historie og kulturelle traditioner. Det udelukkede dog langt fra "att man fann inspiration i varandras framgångar, påverkades av varandras idéer och hade en känsla av gemenskap", som Rolf Torstendahl skriver. (Torstendahl 1969) Uden at ville erkende et direkte slægtskab, er det tydeligt, at den danske udgave af radikal-konservatismen havde mange affiniteter til den italienske fascisme efter, at denne havde konsolideret sin magtposition. I mellemkrigstiden, hvor "European conservatism turned nasty", var Mussolini og den italienske fascisme et positivt eksempel for mange europæiske konservative. De så Il Duce som et positivt signal om, at den elitære, aristokratiske og monarkiske regeringsform var på vej tilbage i forklædning af fascismen. Demokratiet var for mange af dem massepsykosens politiske udtryk og i den egenskab en rettighedsfilosofi frem for en nytte- og pligtbaseret filosofi. At der skulle være lige meget plads til alle, som de konservative beskyldte demokratiet for at hylde som sin fornemmeste tanke, ville medføre en grasserende egoisme, hvilket parret med det jævne menneskes masseinstinkt kunne rive samfundets organiske sammenhængskraft op ved rode. Den franske social-katolik Emmanuel Mouniers betragtninger over Den tredje Republiks elendighed er nærmest ordret kalkeret efter den fascistiske sprogbrug. Et samfund, skrev han, må opmuntre sine borgere til "at kæmpe imod individualismen, udvise ansvarlighed, sikre et stærkt lederskab og fremme fællesånden" og samtidig lægge vægt på "det hele menneske i en forening af kødet og ånden". I en national og international krisetid, der bød på store prøvelser for kapitalismen, liberalismen og det markedsøkonomiske system med 34

"Kun helheden gælder" omfattende social og politisk uro til følge, forekom det mange konservative indlysende, at der var behov for nytænkning. Den styrkelse af statsmagten, kontrol med produktionsmidlerne og styring af næringslivet, som fascismen betonede, var ikke væsensfremmede tanker for en del af konservatismen. I konservative kredse afviste mange den klassiske liberalismes idéer om frihed, konstitutionelt demokrati og kapitalisme. Disse værdier havde siden det 20. århundredes begyndelse i stigende grad vundet indpas i konservativ partipolitik og tankegang. I grove træk delte den radikale konservatisme og fascismen de samme korporativistiske og autoritære forestillinger. Hvor synet på Hitler både før og efter 1933 var meget tvetydigt i den europæiske presse, fik Mussolini i hvert fald indtil den italienske invasion af Abessinien i 1935 en god og ganske omfattende dækning. I udenrigspolitiske artikler i Det unge Danmark skildres Mussolini snarere som 'højrekonservativ' end fascist. En lignende opfattelse kan spores i flere af de store, toneangivende konservative aviser i Storbritannien. De skelnede mellem 'god' respektive 'dårlig' fascisme. Førstnævnte, personificeret af Mussolini, blev anset som grundlæggende konservativ, mens sidstnævnte, repræsenteret af 'gli arditi', de tidligere frontsoldater, blev stemplet som proletarisk, voldelig og anarkistisk. Holdningen, der lå til grund for denne sondring, var tydelig: "The papers hoped that the 'good' fascists would triumph over the 'bad' and create a real Italian Conservative party".(bosworth 1970) Hvor den præcise skillelinie mellem fascister og radikale konservative generelt skal sættes, er et kompliceret spørgsmål. De delte samme 'instinkter', forstået som reaktionsmønster og adfærd, og motivationen for deres handlinger var også identisk: angst for kommunismen, opgør med de bestående samfundsmæssige værdier og krav om forandringer. I en dansk radikal-konservativ kontekst synes dette problem ud fra en overfladisk betragtning at have været til at løse. Der var intet modstridende i at opfatte udviklingen i Italien under det fascistiske diktatur med positive øjne; konge og kirke stod fortsat som solide samfundssøjler, de patriotiske dyder var i højsædet og den socialistiske arbejder-bevægelse blev holdt nede med repressive metoder. Et i gængs opfattelse kaotisk land som Italien, der langsomt var på vej frem, blev betragtet som et fremskridt for den europæiske civilisation. Som tidligere 35

Adam Holm antydet var det imidlertid afgørende, hvilken situation man befandt sig i: For Italiens vedkommende kunne oprettelsen af et antiparlamentarisk regime forstås og godtages, fordi det var den mest hensigtsmæssige løsning på deres problemer ud fra devisen, at en alvorlig infektion kræver en grundig behandling. Sammenfattende: Radikal-konservatisme er en idealtype, der benyttes om personer og grupper, som repræsenterede en værdikonservativ holdning, og som under bestemte omstændigheder anså radikal stillingtagen og handlinger som nødvendige for at genskabe det tabte eller skabe det, som ansås for ønskværdigt. Foranstillingen af 'radikal' ved konservatisme signalerer et dynamisk moment i tankesættet hos denne strømning. III. Problemet: værdinedbrydende liberalisme Det måske mest indflydelsesrige af alle den radikale konservatismes skrifter, Das dritte Reich, som Arthur Moeller van den Bruck udgav i 1923, slog tonen an for denne strømnings stærkt negative syn på liberalismen. En stat hvis institutioner og værdier bygger på liberalismen, var ifølge Moeller udtryk for et Gesellschaft, der er ophørt med at fungere som et Gemeinschaft. Centralt i konfrontationen mellem det liberale system, hvilket i en tysk kontekst blev forbundet med 'vestlig' tænkning, og den kulturelle idealisme, som f.eks. Moeller repræsenterede, stod sociologen Ferdinand Tönnies' klassiske distinktion mellem Gemeinschaft og Gesellschaft. Som bekendt definerede Tönnies den første form som en organisk social enhed, et type-eksempel (og en vision) for de sociale relationer i det før-industrielle samfund, medens den anden form beskrev samfundet som en række 'autonome enheders' situations-bestemte behov for at indgå i et forhold til en anden part. Der var tale om "partielle viljer", som havde hver deres afgrænsede målsætninger. I modsat fald var et Gemeinschaft udtryk for en kollektiv vilje til samhørighed, der viste sig som et betingelsesløst værdifællesskab. Grundlaget for dette fællesskab var, som påpeget indledningsvis i relation til Edmund Burke, en klar opfattelse af menneskelig ulighed. Et Gemeinschaft er idealet for et hierarkisk ordensfællesskab med en tydelig 36

"Kun helheden gælder" social stratifikation baseret på elitens forrang. Den radikale konservatisme stod tydeligvis i gæld til Tönnies' begrebsapperat. Den liberalistiske stat havde, igen i Moellers udlægning, en "Gesellschaftlich" karakter i kraft af, at den både havde fjernet sig fra bindingen til folket og ophævet den binding, som indbyrdes holdt folket sammen. I stedet var de forskellige klasser, som hver hævdede deres egne særinteresser, bragt på blodig og uforsonlig kollisionskurs. Den organiske enhed, der skulle bestå mellem rødderne i jorden og træstammen, var blevet savet over. Betingelsen for, at et træ kan vokse, er naturligvis det gensidige forhold mellem rødder og stamme, men begge hensygner de, når forbindelsen afskæres. Det var den følelse, en generation af yngre højreintellektuelle tog med sig og yderligere skærpede i mellemkrigsårene. Sammenfaldende med Første Verdenskrigs afslutning stiftede den dengang 26-årige Ole Bjørn Kraft i forening med en gruppe af ligesindede Det unge Danmark. Det var en stærkt nationalistisk bevægelse, som var opstået i kølvandet på utilfredsheden over Danmarks salg af de Vestindiske øer til USA. Ø- salget i 1916 blev opfattet som et tegn på selvopgivelse og ydmygelse for et beskedent beløb. Det afståede land var udtryk for en svækket vilje til at bevare nationen stærk og uafhængig. Holdningen var enkel: at miste jord er at miste liv og så endda for 'judaspenge', som en mærkbart bitter Kraft skrev i den første af sine i alt tre erindringsbøger, Ung mand undervejs, fra 1957. De unge højrenationalister, hvoraf de fleste endnu var studerende, eller som Kraft var i færd med at træde deres barnesko i journalistfaget, ville gøre op med tidens materialisme det Kraft hånligt betegnede som "gulaschtidens åndløse og tåbelige vellevned" og den dekadence, som efter deres opfattelse drænede landet for energi og heroiske kvaliteter. Den magtbalance, som ethvert samfund må bygge på for at kunne fungere og for overhovedet at have en sammenhængskraft, blev anset for at være kraftigt forskubbet. De kræfter, som havde skubbet i den forkerte retning, var rationalismen, intellektualismen og individualismen. Der var ikke det hjørne af samfundslivet, hvor der ikke skulle foretages en grundig udrensning. Politisk var det parlamentarismen, økonomisk 37

Adam Holm den spekulative finanskapitalisme, kulturelt var det modernismen og socialt tendensen til nivellering af klasse- og standsforskelle. Den diagnose, der blev stillet, lød på, at samfundet var ramt af en farlig epidemi. For at eliminere smittekilden søgte de gryende danskhedsideologer efter begreber som disciplin, moral, autoritet, religion og tradition. Troen på det værdifulde i traditioner kan ikke automatisk sidestilles med traditionalisme; det sidste betyder at klynge sig til gamle livsformer og at dyrke fortiden som værdi, fordi den er fortid. Som et medlem af kredsen omkring Det unge Danmark, Søren Vasegaard skrev i 1924: Fremskridtet begynder at blive noget vammelt i smagen. Ungdommen spejler efter den nye idé, som kan samle den. Givet er det, at idéen må komme med de konservative farver på sin fane, men den må så også være sig bevidst, at ordet konservatisme må tages i en anden mening end den, det ifølge sin oprindelse betyder.(vasegaard 1924) Det var en stikpille til det konservative bagland nok så meget som til de liberalistiske fremskridtsoptimister. Vasegaard og andre af samme observans så ingen anden udvej, end at konservatismen frigjorde sig fra sin vanetænkning, rystede den liberale dyne af sig og stillede sig åben over for tidens nye tanker. Et lignende billede kan man iagttage i eksempelvis Frankrig. Debatten i Frankrig fra begyndelsen af 1910erne om traditionalisme over for fornyelse, som blev ført mellem Charles Maurras og Georges Sorel, er et eksempel på, at man (som Sorel) kunne udtrykke vilje til at fastholde bestemte traditioner, men samtidig under radikalt nye former. Hvor Maurras og med ham en tredje af de toneangivende franske højreintellektuelle, Maurice Barrés, var erklæret traditionalistisk såvel i sin dyrkelse af den royale fortid, som i sin noget nær fuldkomne afvisning af fremskridtet i dets mange former, indtog Sorel en holdning, der kastede et mytologisk skær over det besnærende nye, de holdninger og ideer, der endegyldigt kunne fjerne det forgangnes snærende lænke. I modsætning til en klassisk konservativ opfattelse af traditionsbegrebet opfattede også 38

"Kun helheden gælder" folk som Kraft og Vasegaard det nye med spænding og fascination. Det nye var et signal om en forjættende tid. Karakteristisk for denne gruppe af talende, tænkende og skrivende konservative, hvoraf de fleste var født i skelsårene mellem det 19. og det 20. århundrede, var, at de benyttede en retorik, der angav et gennemgribende brud med de eksisterende værdinormer. Ikke at brudfladerne mellem nyt og gammelt altid åbenbarede sig sådan, som det var forudsagt, men ønsket var i høj grad tilstede. Vitalitet, kraft og energi var de elementer, som gruppen feterede. 'Generationen af 1914' blev et begreb for den generation, der mistede liv og lemmer i Flanderns skyttegrave, men samtidig skærpede sin selvbevidsthed som generation i uforsonlig opposition til de ældre generationer. (Robert Wohl 1979) Deres idealistiske forestillingsverden var malet med en farverig palet af tanker som den tyske Sturm und Drang-tænkning, fransk romantik fra 1830erne, jugendbevægelserne i Tyskland og Østrig, unge revolutionsforkyndere som dem, Dostojevski skildrede i Onde Ånder og af Nietzsches filosofiske udfald mod den trygge borgerlighed. Fornemmelsen af opbrud og diskontinuitet kom tydeligst til udtryk gennem den hastige teknologiske ekspansion, angrebene på traditionelle autoriteter og forandringerne af den sociale ordens principper. Centrale ord og begreber var: ny, ung, genskabelse og genrejsning, med det nationale i centrum. Således udgav gruppen bag Det unge Danmark et tidsskrift, Den nye Tid, som i 1928 forandrede navn til Det nye Danmark. Det fremgår tydeligt af de yngre konservatives argumentationsformer, at de ikke betragtede fortiden med samme veneration som den klassiske konservatisme, hvor det fortidige principielt er ophævet til et fredshelligt og uantasteligt ideal. De 'nye' konservative stod, igen med Krafts formulering, "i opposition til fortiden". Det betød ikke en komplet forkastelse af alt gammelt, kun af dét, der blev anset for at være utidssvarende og derfor kasseringsmodent. De var langt fra revolutionære i den normale forståelse af ordet. Forandringer, ikke en komplet destruktion af det bestående, var deres hensigt. Man kan endog identificere visse reaktionære træk i den unge eller radikale konservatisme. Dens afvisning af fortiden tog således overvejende sigte 39

Adam Holm på de institutionelle former og strukturelle betingelser i den nære fortid. I deres historieforståelse var det perioden fra midten af 1800-tallet, sammenfaldende med den anden industrialisering og liberalismens ekspansive gennemslagskraft, der var ondets rod. Den del af det forgangne skulle ikke reddes, men tværtimod afskaffes, i hvert fald stækkes og beskæres mest muligt. Bag den umiddelbare fortid ville man derimod undsætte ånden, forstået som det grundlag af ideer og værdier, der antoges engang at have eksisteret. Der var i høj grad tale om en idealistisk forestilling, som søgte at fremme denne 'ånd' gennem en ny politisk stil og praksis. Det nye og i mange henseender ekstreme højre, som Kraft og hans gruppe var eksponenter for, havde gennem deres radikalitet og nytænkning både et eksternt og et internt mål: dels vendt imod den liberal-demokratiske samfundsmodel, dels imod den konventionelle konservatisme. I begge tilfælde var der i følge de radikale konservative tale om en borgerlig fortrængning borgerlig i forståelsen uheroisk og svag af virkelighedens problemer. Liberalismens havde med sine individualistiske kulturformer vænnet folk til en mistroisk omgang med autoriteter af enhver slags. Staten, regeringen og det politiske liv kunne ikke længere mobilisere nogen nævneværdig opbakning og kunne derfor heller ikke afkræve sine borgere lydighed og offervilje. Som i Tyskland rasede også danske højreintellektuelle over den afstand fra maskuline dyder, som liberalismen resulterede i. Tilhængere af forsvarssagen, hvilket alle borgerlige var, men i særdeleshed de mest højtråbende, så som Ole Bjørn Kraft, Victor Pürschel, Jack G. Westergaard og Karl Bøgholm, lå på linie med eksempelvis en Ernst Jünger i Tyskland i deres klager over den mangel på krigsduelighed og beredskab, som trivedes i et liberalt Gesellschaft. Hvor Jünger hånede borgeren med flip og stok for hans angst for det farlige og afstand til "det elementære", kritiserede danske radikale konservative den forhandlingsvillige og tryghedssøgende tendens i den stauning-munchske udenrigspolitik, først og fremmest i forhold til Tyskland. Liberalismens borgerliggørelse af individet betød i disse kritikeres udlægning, at gammeldags begreber som 'mod' og 'mandshjerte' havde ringe trivselskår, idet ingen ville yde en indsats for fælleskabets vel, der ikke stod i forhold til det forventede udbytte. Hvordan skal man forsvare sig militært, lød kritikken fra de højreautoritære konservative, når holdningen i 40

"Kun helheden gælder" befolkningen er gennemsyret af den liberalistiske maksimeringstanke, hvor den enkelte kun gør, hvad der tjener vedkommende mest muligt? Et meget væsentligt kritikpunkt, som ofte overses, var således påstanden om, at liberalismen frembragte en slet karakter. I den generelle kritik af ideerne fra 1789 er det især de dengang institutionelle nyskabelser, parlamentarisme, afstemninger og partier, som trækkes frem. Men for en del af de idealistiske konservative var det også af stor betydning at få gjort op med den i deres antagelse udbredte egalitarisme. Eller en kombination, som her med Ove Lundbyes ord fra 1931 i Det nye Danmark, hvor han foragteligt skrev, at "livsfjerne Ideer" som parlament, børs og presse, der var afspejlet i "Folkets Flertal, Aktiekurser og offentlig Mening" ikke var andet end en "falsk-demokratisk Nivellering", som snarligt vil bukke under for "den enkelte, kraftige, førende Personlighed paa den ene Side og Anerkendelse af den specielle faglige Dygtigheds Kompetence paa den anden". Skulle hovedet hugges af liberalismens giftige slange, skulle der altså et tveægget sværd til: m.a.o. en stærk mand i en korporativistisk stat. Parlamentarismen skabte ikke andet end handlingslammelse og 'partiskhed'. Interessekampene i Rigsdagen og indenfor landbruget og erhvervslivet splittede enhedsbestræbelserne for en i forvejen lille og udsat nation, mente mange af de radikale konservative. Nye løsningsmodeller var derfor påkrævet til tidens nye problemer. Ole Bjørn Kraft førte an i kampen for indførelse af "orden, autoritet og sagkundskab". En stærk antiliberal regering måtte som sin væsentligste opgave søge at hæve sig over partistridighederne og sætte fædrelandssind, handlekraft, førerskab og folkefællesskab på dagsordnen."kun hvis parlamentarismen er i stand til at lade sig omsmelte og nyskabe i tidens ild, vil den kunne bevare sin magt over sindene, vil den kunne gøre sig håb om at kunne bruges i folkets tjeneste", lød Krafts umisforståelige budskab i et foredrag i Statsradiofonien fra 1934. IV. Løsningen: værdiopbyggende fællesskab Hvad lå der i abstrakte ord som 'omsmelte' og 'nyskabe'? I modsætning til nazisterne og fascisterne, var det kun et fåtal blandt de radikale konservative, som uden blusel krævede diktaturet indført. I stedet rakte deres synspunkter fra tanker om en korporativ stat over et autoritært monarki til et kraftigt beskåret demokrati baseret på kristne grund- 41

Adam Holm værdier. Gældende for alle tre 'modeller', hvis denne lidt misvisende betegnelse ellers kan anvendes om så ustrukturerede tanker, var, at politiske modstandere og faglig aktivisme skulle stækkes mest muligt eller helt forbydes; Folketingets sanktionsmuligheder over den siddende regering (vel at mærke i en national-konservativ udgave) ville blive kraftig udhulet og på det kulturelle plan skulle modernismens skadelige indflydelse på vaner og omgangsformer bekæmpes gennem en massiv moralsk oprustning. At omsmelte og nyskabe handlede ikke om at skabe verden påny, men om at justere dens indhold og opdatere dens former. I virkelighedens verden ville en stat indrettet efter de radikal-konservative tænkeres hoveder, de indbyrdes afvigelser ufortalt, formentlig have mindet om en semi-sekulær konservativ politistat i stil med eksempelvis Salazars Portugal eller Metaxas' Grækenland. Repressionsniveauet ville have være relativt moderat sammenholdt med stater som Tyskland og Italien. Der var ikke krematorieovne, gaskamre, tortur eller standretter på tegnebrættet hos de danske radikale konservative. Derimod byggede de deres statsidealer og fællesskabslære på nationale, kristne værdier og en vis anvendelse af magt som instrument til undertrykkelse af politisk dissens. Modstanden mod kommunisme og socialisme i den klassiske tradition det er værd at erindre om, at den såkaldte 'sociale nationale konservatisme' herhjemme, og f.eks. Ernst Jüngers 'arbejdersocialisme' og Spenglers 'prøjsiske socialisme' gik på strand-hugst i socialismens vokabularium uden at overtage ideernes reelle indhold ville utvivlsomt indtage en fremtrædende plads. Synet på fremmede, hvilket i 1920erne og 1930erne sjældent betød andet end jøder, var knap så blodfattigt, som senere konservative ellers gerne har ville give det udseende af. Antisemitisme ud fra et biologisk racistisk idégrundlag ville næppe have spillet nogen rolle i det radikal-konservative fællesskab, uagtet at biologiske determinismer og slet skjult racisme i øvrigt dominerede i synet på både sociale afvigere, handicappede, især åndssvage og ikke-europæiske folk. En ministerielt ansat jurist, H. V. Holsøe, skrev eksempelvis i Det nye Danmark i 1931, at sorte og mulatter udgjorde en trussel mod det franske folks hidtil så stærke fællesskab: 42

"Kun helheden gælder" Mulatbørn er ikke nogen Sjældenhed i Sydfrankrig, og hvis der ikke bliver grebet ind, hvis ikke man fra fransk Side ser, at der maa sættes en Stopper for dette, vil Mulatbørn snart være en daglig Forteelse...naar den franske Hær til den Tid for en stor Del vil bestaa af Negre, vil Frankrig ikke være Genstand for den Sympati, som ellers vilde følge de franske Faner. (Holsøe 1931) De begrænsede udslag af antisemitisme, man støder på, var fortrinsvis af kulturel art og forbandt i reglen jøderne med en bestemt politisk holdning (f.eks. kommunist eller socialliberal) eller en særlig privilegeret økonomisk position (kapitalist). Professor Gudmund Hatt kunne ikke i en længere oversigtsartikel i Tilskueren (1939) om spændingsforholdet mellem Tyskland og USA dy sig for at indflette nogle af disse fordomme. Om jøder i almindelig hedder det, at de er kendetegnet ved "deres alt for iøjnefaldende Forretningssans Forretningsdygtighed, kølig Rationalisme, Sejghed i Arbejdet for økonomiske og politiske Formaal" samt mere specifikt, at "Jødernes Forkærlighed for intellektuelle Fag har skabt Konkurrence. Deres Tilbøjelighed for internationalistiske, liberalistiske Anskuelser bringer dem i Modsætning til mere gammeldags amerikansk Tankegang...". I Hatts fremstilling lades man ikke som læser i tvivl om, at det nok også gjaldt i forhold til en gammeldags dansk tankegang. Kort sagt, jøders uforlignelige kvaliteter som handelsmænd var samtidig deres svaghed i forhold til integration i det omgivende samfunds kristent grundede fællesskab. Jøderne blev opfattet som en vandrende stamme, evig urolig og i konstant bevægelse. Med sådanne dispositioner passede jøderne som hånd i handske til det atomiserede liberalistiske massesamfund. Både folk som Henning Kehler, Peter de Hemmer Gudme, Bjørn Svensson og ovenfor nævnte Gudmund Hatt, slog i deres argumentation på, at jøderne, være de individuelt nok så skikkelige, som Kehler udtrykte det, i bund og grund var fædrelandsløse og derfor interesserede i at modvirke dannelsen af en stærk og folkeligt enhedsorienteret stat. Med sådanne ambitioner for øje måtte jøder gennemgående stille sig på humanismens, universalismens og marxismens side. Jøder var ganske enkelt produkter af liberalismen, ja dens personificering. 43

Adam Holm Finansielle transaktioner og handel på tværs af landegrænser var liberalismens bærende søjle, mente mange af de radikale konservative. Som "sønner af liberalismen", for at citere Moeller van den Bruck fra hans hovedværk, var jøderne grundlæggende skyld i pluralismens underminering af ét magtcentrum i staten. Når det ene demokrati efter det andet segnede rundt om i Europa, kunne det meget vel forklares med, at mange jøder, ofte sekulære og ikke sjældent kristent døbt, fungerede i administrationen, banksektoren og i virksomheder. De havde således med partikulære interesser at gøre snarere end kollektivets velfærd. Folket eller nationen kunne jøderne kun vanskeligt blive en del af. Men som i Portugal vil man formentlig kunne se enkelte jøder højt placeret i den påtænkte forandrede stat. Der ville næppe have været tale om en decideret étpartistat. Mange udsagn fra de radikale konservative peger i retning af, at de i vidt omfang opererede med et positivt demokratibegreb på samme måde som fascismen og nazismen. Men i modsætning til disse ideologier, som ikke gik til kamp på at ville redde demokratiet, men i den hensigt at skabe et 'direkte' og 'sandt' demokrati, accepterede hovedparten af de radikal konservative paradoksalt nok demokratiets grundtanker. Enkelte af de mest yderligtgående, heraf adskillige ungkonservative som Poul Meyer, Carsten Raft og Hans Mørup, ytrede sig dog i vendinger, der ikke efterlod meget tvivl om, at de demokratiske principper var bedst tjent med en hurtig likvidering til fordel for en blanding af 'konstitutionelle former', stærk stat og en diktator efter italiensk forbillede. Andre, og det var langt størstedelen af de radikale konservative, ville derimod blot foretage en åreladning, dvs. forsøge at bevare både parlamentarisme med deltagelse af flere partier og valghandlinger som politisk deltageform. Men, som her i den meget Salazar-begejstrede Carl Hages formulering fra 1931, var det altafgørende at genfinde de oprindelige former, fordi demokratiet var blevet en vanartet idé: Den i Virkeligheden dybe Uvilje eller ubevidste Mistillid til Parlamentarismen, der mere og mere breder sig i de forskellige Landes Befolkning, kan ikke bortforklares ved en Flot Bemærkning om, at det Hele kun er et Udslag af Dumhed, Fanatisme eller Vildleden, thi det er sandelig ikke mindst de 44