HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 24. maj 2017 Sag 96/2016 (1. afdeling) Codan Forsikring A/S som mandatar for X-firma (tidligere Y-firma) (advokat Søren Vagner Nielsen) mod Boet efter A (advokat Michael S. Wiisbye) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Herning den 5. marts 2014 og af Vestre Landsrets 12. afdeling den 4. december 2015. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Vibeke Rønne, Poul Søgaard, Henrik Waaben, Jan Schans Christensen og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Appellanten, Codan Forsikring A/S som mandatar for X-firma, har påstået frifindelse. Indstævnte, boet efter A, har påstået stadfæstelse. Anbringender Codan Forsikring har anført navnlig, at differencekravet på erstatning for erhvervsevnetab er forældet, fordi forældelsesfristen på 5 år skal regnes fra arbejdsskadens indtræden den 12. juni 2006, jf. arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 2 og 3, og forældelseslovens 2, stk. 4, og ikke først fra den 14. juli 2010, hvor Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om, at erhvervsevnetabet efter arbejdsskadesikringsloven var 65 %. Dette svarer til, hvad der er angivet i forarbejderne til forældelsesloven fra 2007, som er gengivet i landsrettens dom, herunder i justitsministerens besvarelse af spørgsmål 20 fra Folketingets Retsudvalg. Den tillægsfrist på 1 år, der kan indrømmes efter forældelseslovens 14 eller 21, stk. 2, udløb senest den 14. juli 2011.
- 2 - Da der blev indgået en suspensionsaftale med virkning fra den 1. november 2012, er det afgørende i forhold til forældelsesfristen, om følgerne efter arbejdsskaden den 12. juni 2006 havde vist sig på en sådan måde, at A havde rimelig anledning til og mulighed for at rejse et eventuelt foreløbigt erstatningskrav inden den 1. november 2007. Hans helbredsmæssige forhold må anses for at have været så afklarede inden den 1. november 2007, at det kunne konstateres, at han havde pådraget sig en varig nedsættelse af erhvervsevnen. Dette støttes navnlig på speciallægeerklæringen af 2. januar 2007 fra speciallæge i ortopædkirurgi Kaj Døssing. Hvis kravet ikke er forældet, må kravet anses for bortfaldet, idet 3F s udsagn i brevet af 16. februar 2012 til Codan Forsikring om, at der ikke ville blive rejst et differencekrav på erhvervsevnetabserstatning, udgør et bindende afkald på at rejse et sådan krav. Da A var repræsenteret af 3F, som forestod al korrespondance med Codan Forsikring om opgørelsen af hans erstatningskrav, er han i forhold til Codan Forsikring bundet af det afkald på differenceerstatning, som 3F afgav på hans vegne. Codan Forsikring har indrettet sig i tillid til dette afkald, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte afkaldet efter aftalelovens 36. Codan Forsikring har ikke for Højesteret gjort gældende, at A har udvist retsfortabende passivitet. Boet efter A har anført navnlig, at kravet ikke er forældet, da der forud for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010 ikke bestod et differencekrav på erstatning for erhvervsevnetab, jf. arbejdsskadesikringslovens 77, 2. pkt., og UfR 1995.843 H. Den 5-årige forældelsesfrists begyndelsestidspunkt er derfor datoen for den endelige administrative afgørelse af arbejdsskadesagen den 14. juli 2010, jf. UfR 2001.1119/2 V og UfR 2012.3181 H. Der er i øvrigt ikke grundlag for fastslå, at det før dette tidspunkt var afklaret, at A havde pådraget sig en varig nedsættelse af erhvervsevnen, jf. arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 3, jf. stk. 2. Dette var under ingen omstændigheder afklaret, før han den 27. april 2010 blev tilkendt førtidspension. Det fremgår af forarbejderne til forældelsesloven, som er gengivet i landsrettens dom, at man tilsigtede at videreføre den hidtil gældende retstilstand i relation til spørgsmålet om, hvornår forældelsesfristen skal løbe fra. Der er ikke holdepunkter for, at man ønskede at fravige rets-
- 3 - praksis fra før den nugældende forældelseslovs ikrafttræden. Tværtimod fremgår det af forarbejderne, at der ikke tilsigtedes nogen forringelse af skadelidtes retsstilling i arbejdsskadesager. Det bestrides, at forarbejderne kan udlægges sådan, at de nye bestemmelser i forældelseslovens 14 og 21, stk. 2, skulle give skadelidte en anden og ringere retsstilling end den, der følger af tidligere retspraksis. Der er ikke grundlag for at anse erstatningskravet for bortfaldet som følge af 3F s brev af 16. februar 2012 til Codan Forsikring. Det skyldes navnlig, at udtalelsen om, at 3F s afdeling betragtede sagen som afsluttet, hverken sprogligt eller retligt er et udsagn, der kan opfattes som et uigenkaldeligt afkald på As personlige krav på erstatning. I øvrigt vil det stride mod aftalelovens 36 at fastholde ham på et sådant afkald, bl.a. henset til, at Codan Forsikring samtidig blev gjort bekendt med Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010, hvor erhvervsevnetabet blev fastsat til 65 %. Boet har for Højesteret frafaldet anbringendet om, at bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 4, om en forlænget tillægsfrist på 3 år finder anvendelse i denne sag. Højesterets begrundelse og resultat A var den 12. juni 2006 under sit arbejde for Y-firma (nu X-firma), der er forsikret hos Codan Forsikring A/S, udsat for en arbejdsulykke. Efter ulykken anerkendte Codan Forsikring erstatningspligten. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte skaden som en arbejdsskade og traf den 11. maj og 30. juni 2007 afgørelser om As ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Afgørelserne blev efter klage ændret af Ankestyrelsen, der den 4. marts 2010 traf en midlertidig afgørelse, hvor hans erhvervsevnetab blev fastsat til 40 %. Herefter traf Arbejdsskadestyrelsen først en afgørelse den 12. maj 2010, hvor erhvervsevnetabet blev fastsat til 40 %, og en endelig afgørelse den 14. juli 2010, hvor erhvervsevnetabet blev forhøjet til 65 %. Sagen angår i første række, om As differencekrav på erstatning for erhvervsevnetab er forældet.
- 4 - Differencekrav opstår, fordi der gælder forskellige beregnings- og udbetalingsregler for skadelidtes krav på erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven. Efter arbejdsskadesikringslovens 77, 2. pkt., skal tilskadekomnes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til denne efter arbejdsskadesikringsloven. Det indebærer, at der ved udmåling af erstatning efter erstatningsansvarsloven skal ske fradrag for tilsvarende poster, som skadelidte har fået eller vil få dækket efter arbejdsskadesikringsloven. Det er på baggrund af den tilsvarende bestemmelse i den tidligere arbejdsskadeforsikringslovs 55 fastslået ved Højesterets dom af 16. august 1995 (UfR 1995.843), at den skadelidte ikke er berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om hans tilsvarende krav efter arbejdsskadeforsikringsloven er afgjort. På baggrund af Højesterets dom fandt Vestre Landsret i en dom af 8. februar 2001 (UfR 2001.1119/2), at forældelsesfristen for et sådant differencekrav efter forældelsesloven af 1908 skulle regnes fra Ankestyrelsens afgørelse om skadelidtes ret til erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadeforsikringsloven. Efter forældelsesloven af 2007 løber forældelsesfristen for krav på erstatning uden for kontraktforhold fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. 2, stk. 4, medmindre der er grundlag for suspension af forældelsesfristen, jf. 3, stk. 2. Efter arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 2, forældes krav efter loven eller krav mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade som udgangspunkt efter forældelseslovens regler. Dog gælder der efter 36, stk. 3, for disse krav en forældelsesfrist på 5 år i modsætning til forældelseslovens almindelige forældelsesfrist på 3 år, og der gælder en for skadelidte særlig lempelig suspensionsregel. Disse bestemmelser blev indsat under Folketingets behandling af forslagene til ny forældelseslov og til konsekvensændringer i anden lovgivning og var begrundet med arbejdsskadeområdets særlige karakter. I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslagene besvarede justitsministeren en række spørgsmål fra Retsudvalget. I svaret på spørgsmål 20 redegjorde justitsministeren for,
- 5 - hvilke konsekvenser de foreslåede regler har for differencekrav i anledning af arbejdsskader. Det fremgår af svaret bl.a., at skadelidte ifølge Højesterets dom fra 1995 ikke kan forfølge sådanne krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om dennes tilsvarende krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort. Herefter beskrives forældelsesfristens begyndelsestidspunkt efter den foreslåede 2, stk. 4, og det anføres, at den foreslåede 14 hvorefter der gælder en tillægsfrist på 1 år, bl.a. hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold i givet fald vil finde anvendelse på differencekrav, således at forældelsesfristen vedrørende krav efter erstatningsansvarsloven tidligst kan udløbe 1 år efter afgørelsen af kravet i henhold til arbejdsskadesikringsloven. Svaret angiver ikke, at denne tillægsfrist på 1 år skulle erstatte den almindelige forældelsesfrist på 5 år regnet fra den endelige afgørelse af arbejdsskadesagen. Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at forstå forarbejderne til forældelsesloven således, at det var hensigten at forringe skadelidtes retsstilling i arbejdsskadesager i forhold til, hvad der gjaldt efter forældelsesloven af 1908. Højesteret tiltræder derfor, at den 5-årige forældelsesfrist for differencekrav i anledning af en arbejdsskade skal regnes fra den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen, jf. herved også Højesterets dom af 5. juli 2012 (UfR 2012.3181), og at det i den foreliggende sag er Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010. Sagen er anlagt den 7. juni 2013, og kravet er således ikke forældet. Højesteret tiltræder endvidere af de grunde, som landsretten har anført, at der ikke foreligger et bindende afkald fra A på at gøre differencekravet gældende. Højesteret stadfæster herefter dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Codan Forsikring A/S som mandatar for X-firma betale 75.000 kr. til boet efter A.
- 6 - De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens 8 a.