Et udviklingsprojekt om køn og pædagogik. Et attraktivt arbejdsfelt for alle

Et udviklingsprojekt om køn og pædagogik Et attraktivt arbejdsfelt for alle september 2015

Kolofon Indhold Redaktion og tekst Rikke Voergård-Olesen Sine Hudecek Olesen Projektets styregruppe Kristina Avenstrup, områdeleder Sine Hudecek Olesen, Pædagogisk konsulent Lasse Lynæs, pædagog og AMR Projektet er finansieret af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Layout: Camil Hesse Tryk: Hovedstadens Kopicenter Oplag: 200 stk. Et attraktivt arbejdsfelt for alle Introduktion Forskelskraft et internt uddannelsesforløb Eksperiment med personalesammensætningen Etablering af en ambassadørgruppe Vox pop Hvad er køn? Hvad betyder normer? Hvad viser forskningen? Hvad kan man gøre? Eksperimenter i praksis Kollegial refleksion Den pædagogiske professionsidentitet Hvis du vil vide mere side 4 side 6 side 9 side 12 side 15 side 16 side 18 side 18 side 19 side 20 side 20 side 22 side 24 side 26

Et attraktivt arbejdsfelt for alle I Børnehusene Kokkedal har vi gennem en årrække været i gang med en proces, som skulle etablere en klar fælles forståelse af den pædagogiske professionsidentitet. Vi er af den overbevisning, at en fælles forståelse af pædagogens kerneopgave vil medvirke til at højne kvaliteten af det pædagogiske arbejde og også gøre os mere attraktive som arbejdsplads for dygtige medarbejdere. Noget af det vi lægger særlig stor vægt på er, at vores praksis skal være baseret på opdateret forskningsbaseret viden. Med udviklingsprojektet Et attraktivt arbejdsfelt for alle så vi muligheden for at tilføre en helt ny dimension på vores forståelse af professionsidentiteten. Vi blev opmærksomme på kønsperspektivet som en nytænkning af feltet. Hvis vi vil være et attraktivt arbejdsfelt for alle dygtige potentielle kommende kolleger, så bliver vi også nødt til at ruske op i vores selvforståelse og spørge os selv, om vi har sluppet forældede måder at forbinde det pædagogiske fag med traditionelle kvindelige egenskaber som moderlighed, omsorg og hjemlig varme. Vi bliver også nødt til at spørge os selv, om vi gennem vores måder at møde børnene på medvirker til, at kommende generationer af unge mænd og kvinder tilbydes lige muligheder, når de skal vælge deres fremtidige erhverv. Deltagelsen i Et attraktivt arbejdsfelt for alle har vist os, at disse spørgsmål i høj grad er relevante i forhold til at varetage vores opgave med at sikre alle børns mulighed for at udfolde deres potentialer uanset køn. De faglige gevinster, som vi foreløbigt har opnået ved at implementere et kønsperspektiv på vores praksis, overstiger langt, hvad vi havde forestillet os, da vi lavede projektansøgningen. Vi har gennem den to-årige projektperiode sat gang i en berigende proces med faglig refleksion over, hvordan vi i endnu højere grad kan skabe de bedste vilkår for alle børns trivsel, udvikling og læring. Vi har fået nye redskaber til at spotte de blinde pletter i vores praksis, og vi har fået åbnet nye veje ind i den pædagogiske praksis, som vi ikke anede fandtes. Det er vores håb, at vi med denne pjece kan vække andres nysgerrighed på, hvordan et normkritisk blik på den pædagogiske praksis kan være med til at kvalificere de vilkår for trivsel, udvikling og læring, som børnene tilbydes i dagtilbud. For os har det været en meget berigende forstyrrelse! Kristina Avenstrup, områdeleder 4 5

Introduktion Udviklingsprojektet Et attraktivt arbejdsfelt for alle blev skudt i gang i december 2013 støttet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Projektperioden udløb i august 2015. Projektets overordnede formål var at gøre det pædagogiske 0-6 års område attraktivt for alle uanset køn gennem en skærpelse af den pædagogiske professionsidentitet. Det har derfor været en rød tråd i projektet at synliggøre pædagogfaget som et fag præget af professionalisme og forskningsbaseret viden. Det var et defineret delmål for projektet at skabe større bevidsthed om, hvordan forståelser af køn påvirker den pædagogiske praksis og personalesamarbejdet. Dette mål søgte vi at indfri ved at iværksætte tre centrale tiltag: Vi er blevet klar over, at arbejdet med kønsforståelser ikke bare er et delmål i en afgrænset projektperiode. Det er et pædagogisk mål, som fortsat skal prioriteres og gives konstant opmærksomhed. At ændre på vores normer og ureflekterede handlemåder er ikke noget, som sker fra den ene dag til den anden. Det er en udfordrende og til tider træg og provokerende proces. Men først og fremmest er det en fagligt berigende proces. Derfor er en vedholdende indsats helt nødvendig for at fastholde og udvikle en praksis, som er baseret på forskningsbaseret og faglig viden. Vi beskriver i pjecen de centrale aktiviteter i projektet, og vi lader nogle af projektets deltagere fortælle om, hvordan projektet har sat sig spor i deres pædagogiske praksis. Vi introducerer til dele af det teoretiske fundament for projektet og giver en smagsprøve på, hvordan man kan gå i gang med at implementere et kønsperspektiv på pædagogikken. et internt uddannelsesforløb om køn, pædagogik og professionalisme for alle medarbejdere en anderledes personalesammensætning med tre mandlige pædagoger på samme stue i et år etablering af en ambassadørgruppe med særligt ansvar for at sætte køn på dagsordenen. Uddannelsesforløbet skulle tilføre os forskningsbaseret viden om køn, en viden som vi fuldstændigt manglede. Eksperimentet med anderledes personalesammensætning skulle ruske op i vante handlemåder og arbejdsdelinger, og ambassadørgruppen skulle fungere som en organisatorisk forankring af kønsperspektivet. Disse tiltag bevirkede tilsammen, at vi gradvist begyndte at interessere os mere for, hvordan vi som pædagoger i mange sammenhænge handler ud fra personlige hverdagsforståelser af køn og ikke ud fra fagligt begrundede vurderinger. Gennem undervisning, refleksion, øvelser og forstyrrelser blev det efterhånden klart, at de læringsmuligheder, vi tilbyder drenge og piger, ofte afhænger af vores personlige forventninger til børnenes køn. For eksempel når vi kun indbyder enten piger eller drenge til de aktiviteter, vi sætter i gang. Eller når vi tiltaler piger og drenge forskelligt og møder piger og drenge med forskellige forventninger om deres yndlingsfarver, foretrukne udklædningstøj eller kompetencer. Med projektet har vi givet os selv og hinanden mulighed for løbende at reflektere over den hverdagsviden om køn, som vi ellers har taget for givet. 6 7

Forskelskraft et internt uddannelsesforløb Vi gennemførte et særligt tilrettelagt internt uddannelsesforløb om køn, pædagogik og professionalisme for alle områdeinstitutionens pædagogiske medarbejdere. Uddannelsen blev varetaget af professor Dorthe Staunæs og kandidat i Kultur og Pædagogik Rikke Voergård-Olesen. Mangfoldighed i medarbejdergruppen og blandt børn bør anses som en ressource og som opkvalificering af det pædagogiske arbejde. Igennem de forskellige projektaktiviteter og uddannelsesforløbet Forskelskraft, har vi haft fokus på at skærpe medarbejdernes opmærksomhed på hvordan vi sædvanligvis omgås forskelligheder, og hvordan refleksion omkring forskelligheder kan være en styrke i arbejdet med at nå de fælles mål. Medarbejderne har fået redskaber til at genkende og drøfte forskellighedernes betydning. Fokusset på hvordan vi aktivt kan benytte hinandens forskelligheder har bidraget til en større forståelse og rummelighed i medarbejdergruppen samt viden om, hvordan vi kan udnytte hinandens forskelligheder. En vigtig indsigt, vi har opnået, er at de relevante forskelligheder ikke skal søges i forskelle mellem mænd og kvinder, men i forskelle indenfor gruppen af mænd og indenfor gruppen af kvinder. Det pædagogiske personale har desuden fået konkrete værktøjer til at eksperimentere med deres praksis. Dette har skærpet fokus på, hvordan hverdagsforståelser af køn påvirker den pædagogiske praksis og børnenes muligheder for trivsel, udvikling og læring. 8 9

Helene Lykke Hansen, pædagog i Børneengens børnehave Som pædagoger er det vores opgave at give børnene lige muligheder for at udvikle sig i den retning, som de har lyst og potentialer til. Det handler om at undgå at udelukke nogen, som man fx gør, når man siger Kom så, drenge eller Hvad har I lyst til, piger? Det er ikke sikkert, at de voksnes måder at tiltale børnene passer til den måde, børnene forstår sig selv. Jeg har fået fokus på altid at bruge mere fælles betegnelser, som alle børn kan identificere sig med, som Venner eller Nisser. Det nytter ikke noget, at man tager sine personlige normer med på arbejdet. Hvis min personlige holdning er, at perler er for piger og fodbold for drenge, så må jeg lægge den holdning fra mig og i stedet tænke på, hvilke læringsmuligheder jeg tilbyder børnene. Jeg er ikke så glad for edderkopper og bænkebidere, men når jeg er på arbejde, er det alligevel min opgave at gøre børnene trygge ved insekter og at udforske småkrybene sammen med dem. På samme måde er det med køn; børnene skal vide, at verden er nuanceret og rummer mange muligheder, så de selv kan vælge, hvad der er rigtigt for dem. 10 11

Eksperiment med personalesammensætningen Vi valgte i en periode på et år, at tre mandlige pædagoger i et af børnehusene skulle prøve at samarbejde omkring en børnegruppe. Tidligere havde mændene været fordelt på forskellige grupper. Med eksperimentet var vi nysgerrige på, om den anderledes personalesammensætning ville igangsætte refleksioner omkring (kønnede) arbejdsdelinger mellem kolleger. Vi ønskede desuden at undersøge, om det påvirkede de mandlige pædagogers trivsel at indgå i en gruppe med andre mænd. Eksperimentet afstedkom en erkendelse af, at vores tolkninger af hinanden som kolleger er kønnede i højere grad end vi troede. I opstartsfasen opstod der tvivl hos nogle af mændenes kolleger omkring, hvorvidt gruppen på tilfredsstillende vis ville kunne varetage aktiviteter som perleplader og syning. Man hørte fx kommentarer som: Hvad med de bløde værdier? Kollegerne forventede heller ikke, at planterne på stuen ville blive passet efter omrokeringen. Forsøget tjente dermed til at synliggøre nogle kønnede forestillinger, som trivedes i medarbejdergruppen, men som ikke var blevet sagt højt inden forsøget. Dette gav os mulighed for at reflektere over de kønnede forhåndsantagelser om henholdsvis mandlige og kvindelige pædagogers kompetencer. Eksperimentet viste også, at for de deltagende mænd er kvalifikationer, viden om kønsforståelser og personlige egenskaber mere afgørende for trivslen end kollegernes køn. Blandt andet pegede evalueringen af eksperimentet på betydningen af, at medarbejderne komplementerer hinanden fagligt og personligt, og at hver især tilfører den pædagogiske praksis kvalitet med forskellige måder at være til stede på som fagperson og som mand eller kvinde. Jesper Hauschildt, pædagog i Græstedgårds vuggestue Da vi lavede eksperimentet med at være udelukkende mænd i en gruppe, kom det bag på mig, at flere af mine kolleger lod til at opfatte mig mere ud fra deres billede af den generelle mand end bare som mig. Der viste sig at være nogle særlige forventninger til, hvad vi som mænd var særligt gode eller mindre gode til i kraft af vores køn. I eksperimentgruppen var vi i virkeligheden tre meget forskellige mænd, både personligt og fagligt. Jeg fik bekræftet min forestilling om, at samarbejdet og trivslen ikke så meget handler om, hvilket køn kollegerne har, men mere om hvilke mænd og kvinder man er. Projektet har været med til at udvide normerne for, hvordan vi kan være mænd og kvinder på arbejdspladsen. Det er blevet mere legalt at sige, at selvom jeg er en mand, er jeg altså ikke specielt vild med at spille fodbold. 12 13

Etablering af en ambassadørgruppe Tina Nielsen, daglig leder af Ådalen og Græstedgård Deltagelsen i Et attraktivt arbejdsfelt for alle har åbnet mine øjne for, hvor meget der kønnes alle vegne, og hvor meget bestemte typer kønsforståelser fylder og italesættes i samfundet i det hele taget. Det er en konstant udfordring i mødet med omgivelserne at beskrive og forklare, hvad det er for en pædagogisk opgave vi har taget hul på ved at inddrage et normkritisk kønsperspektiv på praksis. Når jeg ser på, hvordan vi i Børnehusene Kokkedal har fået et fælles sprog til at begribe og tale om køn og normer i det hele taget, så bliver det tydeligt, hvad udviklingsprojektet har givet os. Vi er blevet i stand til at få øje på de faglige udfordringer, som vores indgroede kønsforståelser udgør, vi kan drøfte udfordringerne med hinanden, og vi kan udveksle idéer til løsninger på dem. Vi er blevet gode til at gøre hinanden opmærksomme på, når vi falder i grøften med at putte hinanden og børnene i bestemte kasser, og vi er kommet så langt, at vi også kan grine af os selv sammen, når det sker. Vi etablerede en ambassadørgruppe med særligt fokus på køn i pædagogikken. I ambassadørgruppen deltager en pædagog fra hvert af områdeinstitutionens seks huse. Ambassadørernes opgave er at gå foran i arbejdet med at implementere et kønsperspektiv på den pædagogiske praksis og på den professionelle selvforståelse. Ambassadørerne er særligt motiverede for at opsøge og udvikle ny viden om køn, og de påtager sig et særligt ansvar for at udfordre begrænsende kønsforståelser samt inspirere og vejlede deres kolleger. De har fingeren på pulsen i forhold til de udfordringer, kulturer og samværsformer, som råder i de enkelte huse, og de bruger hinanden som sparringspartnere til at understøtte den faglige udvikling i husene. I Børnehusene Kokkedal havde vi i forvejen etableret ambassadørgrupper for seks forskellige fokusområder, som Fredensborg Kommune prioriterer i særlig grad. Ambassadørgruppen for køn er dermed blevet en integreret del af en eksisterende og velfungerende organisationsstruktur. Gennem det første projektår fungerede ambassadørgruppen som en særskilt gruppe med egne ansvarsområder. Hen mod slutfasen af projektet valgte vi at fordele de enkelte kønsambassadører ud på alle de øvrige ambassadørgrupper for at sikre, at kønsperspektivet bliver et selvfølgeligt perspektiv på alle de øvrige pædagogiske indsatsområder. Ambassadørerne har gennem projektperioden ad flere omgange deltaget i uddannelsesforløb særligt målrettet deres opgave og funktioner i organisationen. Se pjecens vox pop for ambassadørernes refleksioner over deres udbytte af projektet. 14 15

Vox pop Hvilke spor har deltagelsen i projektet sat på din pædagogiske praksis? Lasse Christian Lynæs, pædagog i Ådalens børnehave Jeg planlægger aktiviteter efter, at alle børn skal kunne være med på lige vilkår. Tidligere var der en tendens til, at bestemte børn blev inviteret til bestemte aktiviteter, så aktiviteterne også blev målrettet enten piger eller drenge. Nu er det børnenes alder og forudsætninger der er i fokus for planlægningen og ikke deres køn. Projektet har også sat sig spor i min måde at beskrive børn, fx når jeg forbereder en forældresamtale. Jeg kan tage mig selv i at beskrive et barn som en stille dreng, hvor jeg i stedet vælger at sige et stille barn. Det er jo barnets trivsel og udvikling, der er relevant og ikke kønnet. Ann Mari Lieberkind, pædagog i Blomsterengens vuggestue Det er blevet klart for mig, at det kræver en særlig opmærksomhed at undgå at ekskludere piger eller drenge fra bestemte aktiviteter, fordi vi tit kommer til at pådutte børnene nogle roller via deres køn. I min pædagogiske planlægning har jeg fokus på, hvordan aktiviteterne kan komme til at ekskludere nogle af børnene, fordi de på forhånd bliver sat i en bestemt kategori. Jeg er blevet bevidst om, at jeg skal forholde mig aktivt til risikoen for, at vi forhindrer børnene i at blive dem de gerne vil være. Uddannelsen har givet mig et fremadrettet perspektiv på, i hvilken retning vi kan udvikle praksis. Mireille Segato Van Berker, pædagog på Kokkedal Fritidshjem Jeg er blevet mere opmærksom på, hvordan vi som kolleger taler til hinanden, og hvordan vi fordeler vores arbejdsopgaver. For eksempel hvis en kollega beder en anden om at gå i træværkstedet med den begrundelse, at: Du er en mand, så tænker jeg, at vi har brug for at rykke ved vores normer, så vi i stedet fordeler opgaver ud fra nogle faglige begrundelser. Det er vigtigt for mig at vise børnene, at de både nu og i fremtiden kan gøre, hvad de selv vil, uanset om de er drenge eller piger, mænd eller kvinder. Det viser vi dem også ved at være nuancerede rollemodeller. Betina Hornstrup, pædagog i Fasangårdens børnehave For mig er det refleksioner over normerne, der fylder meget. Det at vi i Danmark ikke beskæftiger os med normer for køn, som man fx gør i Sverige. Normer for køn er jo lige så vigtige og fagligt relevante som normer for religion, etnicitet eller fysisk funktionsnedsættelse. Hvis vi ikke rykker ved normerne, bliver vi firkantede i vores tænkning og handling, og derfor er det vigtigt at arbejde på at brede normerne ud. Den opmærksomhed har været meget berigende for min praksis. Mette Howe, afdelingsleder i Fasangårdens vuggestue Jeg tænker meget mere over, hvordan vi taler til børnene, og hvordan vi kan undgå at sætte dem i bås. Jeg er blandt andet blevet opmærksom på at undgå tiltaleformer som søde piger eller seje drenge. Børnene skal selv have mulighed for at vælge deres livsbane, hvordan vi vil udtrykke vores køn, er noget vi hver især skal have mulighed for at tage stilling til. Projektet har medført et nyt perspektiv på praksis, det er blevet legalt at tale om kønsforståelser i personalegruppen, det er blevet en del af den faglige diskurs i institutionen. Kamilla Frost Petersen, pædagog i Græstedgårds børnehave Projektet har sat en masse tanker i gang, og jeg har fået et mere normkritisk blik på hele hverdagen. For eksempel har det påvirket måden vi opdeler børnene på, så de ikke bare opdeles efter køn. Fordi jeg har reflekteret over, hvilke aktiviteter vi tilbyder hvilke børn, er jeg blevet opmærksom på, at der også er drenge, som kan synes, det er hyggeligt at lege med dukker. Vi snakker også med børnene om normer nu, om hvad det vil sige, at noget er drengefarver eller pigefarver, og at alle kan vælge hvilke farver de bedst kan lide. Charlotte Lindberg, pædagog i Børneengens børnehave Jeg er blevet mere kritisk, når jeg udvælger materialer, så børnebøger og sange med et forældet kønsperspektiv sorteres fra. Jeg er også begyndt at bytte rundt på kønsroller i sange og bøger. Jeg øver mig i det hele taget på at lave andre ting med børnene, end det der ligger lige for. På den måde er jeg med til at give børnene mere nuancerede identifikationsmuligheder. Projektet har givet os redskaber til at italesætte køn, men det har også udvidet forståelsesrammen i forhold til fx alder og etnicitet. 16 17

Hvad er køn? I sammenligning med andre nordiske lande har vi i Danmark et meget lavt vidensniveau omkring køn i pædagogik. Forståelsen af køn som dynamisk og socialt betinget er endnu ikke blevet en del af den pædagogiske praksis, som oftest er præget af en forestilling om køn som statisk og biologisk betinget. Børnebøger, legetøj og reklamer målrettet børn af det ene eller det andet køn kan ses som et spejl på tidens tendens til at opdele børn i drenge og piger, som vi behandler forskelligt. Køn er ikke noget vi er, men noget vi gør og gør ved hinanden. Gennem tiden er bestemte måder at agere som pige eller dreng på blevet normaliserede i en sådan grad, at vi tager dem for givet og har givet dem status af normalitet. Barnet tilegner sig kønsidentitet som pige eller dreng ved at observere og lære sig de rigtige måder at handle på som pige eller dreng. Hvad betyder normer? Normer er det, som forekommer os naturligt eller normalt at gøre. Det er de måder at agere i vores hverdag, som vi ikke reflekterer over, vores rutiner og vores taget-for-givet viden om, hvordan verden hænger sammen, og hvad der er forventelig og normal opførsel for os selv og andre. Kendetegnende for normer er, at de ikke tildeles særlig opmærksomhed. De eksisterer i stilhed som de standarder, man ofte ureflekteret måler identiteter eller adfærdsformer i forhold til. Børn må i nogen grad tilpasse sig det, som normer om forskelle på drenge og piger foreskriver, for ikke at blive opfattet som anderledes. Normer for, hvad der er passende, er derfor med til at regulere børns adfærd. Dette ses blandt andet gennem de udtryk, vi bruger om hinanden og om børn, som ikke lever op til vores forhåndsantagelser om normale piger eller normale drenge. For eksempel skældsord som tøsedreng eller bøsserøv. Det ses også, når vi møder piger med forundring eller afstandtagen, når de ikke udtrykker sig tilstrækkeligt feminint. En af de største udfordringer for at tilbyde børn alsidige og kvalificerede læringsmuligheder er snævre normer for, hvad der er normalt for piger og drenge. Disse normer gennemsyrer vores hverdag og den pædagogiske praksis og kan få store konsekvenser for børnenes trivsel, udvikling og læring. Hvad viser forskningen? Kønsforskningen viser, at der i danske daginstitutioner er en tendens til at opdele børn, legetøj, indretning, aktiviteter og samværsformer i lyserødt og lyseblåt (Olesen m.fl. 2008). Mange pædagoger møder børn med forventninger om, at piger vil lave stille, koncentrationskrævende aktiviteter og omsorgslege, mens drengene har brug for plads til fysisk udfoldelse og af natur er mere rastløse og højtråbende. Når vi som pædagoger naturliggør og understøtter denne opdeling, begrænser vi børnenes trivsel og læringsmuligheder. Der er tale om forskelsbehandling, når børn på grund af deres køn bliver afskåret fra aktiviteter, legetøj, kammerater og måder at være (tilstede) på, som de føler sig tiltrukket af. I de seneste ti år har en dominerende fortælling om biologiske kønsforskelle vundet frem. Fortællingen er med til at forstærke forskelsgørelsen af piger og drenge. Dette er bekymrende ud fra et professionelt synspunkt, da opdelingen indskrænker såvel drenge som pigers udviklings- og læringsmuligheder. Dette skyldes, at hjernen er et kulturelt produkt, idet hjernen formes alt efter, hvad den bliver udsat for: Hjernen afspejler, hvad den er blevet udsat for [ ]. Den individuelle variation inden for kønnet er større end mellem de to køn. Variationen i hjernens modning fra den ene drengehjerne til den anden drengehjerne er større end fra gruppen af drengehjerner til gruppen af pigehjerner. Det betyder at det ikke giver mening at snakke om, at drengehjerner lærer forskelligt fra pigehjerner. For hjerner er generelt forskellige. Lektor og neurobiolog Theresa Schilhab citeret i artiklen Hvorfor æder Askepot min datter? af Camilla Mehlsen i Asterisk marts 2012. 18 19

Hvad kan man gøre? Det er vores ansvar som pædagoger at sikre, at piger og drenge ikke bliver afskåret fra læringsmuligheder i institutionen. Det er vores professionelle forpligtelse at sørge for at understøtte alle børns muligheder for at deltage i de fællesskaber, lege og aktiviteter, som de føler sig tiltrukket af. Dermed har vi også et ansvar for at undersøge, hvor vi trækker grænserne for, hvad vi anerkender som rigtige piger og rigtige drenge, og vi har et stort ansvar for at kigge kritisk undersøgende på vores egne forholdemåder. En del af processen hos os har været at øve os på at kigge på os selv frem for på børnene. Det har været en læreproces at vende blikket indad og fastholde et fokus på vores egne forholdemåder. I vores forholdemåder som professionelle voksne er der en rigdom af pædagogiske handlemuligheder, som kan åbne vigtige oplevelses-, samværs- og læringsmuligheder for børnene. I Børnehusene Kokkedal har vi udviklet et værktøj, som har til formål at rette blikket mod os selv og skabe refleksion over, hvordan kønsforståelser indvirker på vores pædagogiske praksis. Eksperimenter i praksis Eksperimenter i praksis er en refleksionsøvelse, hvor man som pædagog eksperimenterer med at handle anderledes, end man plejer, i en situation eller aktivitet. For eksempel ved at ændre sin sprogbrug, agere på nye måder eller tilføre nyt indhold i de pædagogiske aktiviteter. Efterfølgende beskriver man, hvad der sker og reflekterer over det. Det centrale er at udforske og blive bevidst om, hvilke af vores handlinger, som medvirker til, at børn handler, som de gør, og hvordan vores handlemåder åbner og lukker deltagelses- og identifikationsmuligheder for børnene. Ved at anvende refleksionsskemaet systematiseres refleksionen over eksperimentet. Eksemplet herunder viser, hvordan pædagogerne i en vuggestue har udforsket deres egen praksis omkring køn i udklædning. Hvad hedder eksperimentet? Køn i udklædning Hvilke læringspotentialer så vi på forhånd i eksperimentet for os og for børnene? Vi ville gerne blive klogere på: vores normer og forestillinger omkring vuggestuebørn og deres valg af udklædningstøj. hvordan vi som voksne påvirker børns valg af kostumer. hvordan vi kan undgå at kønne kostumerne. Vi vil gerne signalere til børnene, at alle kostumer er legitime for både piger og drenge. Hvad gjorde vi konkret? Vi præsenterede børnene for alle kostumerne uden at knytte dem til et bestemt køn, fx omtalte vi Spiderman dragten som edderkoppe-kostumet og prinsessedragten som en lyserød kjole. Vi lagde dragterne i en bunke midt på gulvet. Vi filmede aktiviteten, mens vi klædte børnene ud i det tøj, de selv havde valgt. Hvordan indgik børnene i eksperimentet? Både piger og drenge ønskede at klæde sig ud og valgte selv dragter fra bunken. Piger og drenge valgte forskellige typer dragter. Fx valgte en pige at blive klædt ud i Buzz Light Year dragt, og både piger og drenge valgte at blive klædt ud i kjoler. En dreng havde først valgt cowboybælte og skyder men ville alligevel ikke have det på. Refleksioner over egne positioneringer/sprogbrug/organisering Da vi efterfølgende så filmen, bemærkede vi, at vi foreslog drengen med cowboytøjet at prøve edderkoppedragten i stedet, hvilket han afviste, mens vi ikke tilbød ham at prøve en af kjolerne. Vi bemærkede også, at vi kommenterede bestemte kostumer, fx kjolerne, med ordet fin og andre med ordet sej. Vi tænkte bagefter, at vi også selv kunne have klædt os ud i dragter, som var atypiske for vores køn, for som rollemodeller at vise, at der ikke er grænser for, hvilke roller man kan afprøve i leg. Refleksioner over læringspotentialet for børnene Vi kunne have tilbudt børnene mere varierede udklædningsmuligheder, fx ved at foreslå drengen med cowboytøjet at prøve en kjole. Børns læringsmuligheder i udklædningen bliver bredere, jo flere forskellige kostumer og roller de får afprøvet. Vi har brug for at reflektere mere over, hvilke læringsmuligheder de forskellige kostumer kan tilbyde børnene. Når vi ofte kommenterer kjoler som fine, overfører vi vores normer til børnene. Hvis vi på forhånd bestemmer, at man er fin, fordi man har kjole på, får vi måske ikke hørt, hvad børnene selv tænker om kostumerne. Kostumerne kan bruges på mange forskellige måder, og der skal være plads til, at vuggestuebørnene kan afprøve alle muligheder. Måske var barnets tanke at lege voksen, mor eller bare at mærke kjolens glatte stof. 20 21

Kollegial refleksion Der er også stor værdi i at reflektere over køn sammen med kolleger. Skemaet Eksperimenter i praksis kan fx anvendes til som kollegagruppe at reflektere over spørgsmål som: Hvordan og hvornår tiltaler jeg/vi børnene som drenge eller piger? Hvilke identifikationsmuligheder tilbyder jeg/vi børnene som rollemodeller? Hvordan skabes normer om køn gennem brug af institutionens legetøj? Hvornår ser jeg/vi børnene som piger og drenge, og hvornår ser vi dem som børn? Eksperimenter med denne type spørgsmål førte hos os til konstruktive drøftelser og åbnede op for, at vi kunne begynde at stille andre spørgsmål som: Hvordan sikrer vi, at institutionens legetøj, bøger og sange tilbyder alsidige identifikationsmuligheder for både piger og drenge? Hvordan tager vi højde for, at ikke alle piger har lyst til at være yndige prinsesser og ikke alle drenge har lyst til at være vilde og seje? Hvordan sikrer vi lige deltagelsesmuligheder for piger og drenge i aktiviteter som fodbold, computerspil, perleplader, borddækning og højtlæsning? Hvordan sikrer vi, at både piger og drenge lærer at stille sig i centrum, sidde stille, udtrykke vrede, udtrykke ønsker og løse konflikter verbalt eller opsøge voksennærvær, trøst og kram? 22 23

Den pædagogiske professionsidentitet Gennem deltagelsen i Et attraktivt arbejdsfelt for alle har vores forståelse af den pædagogiske kerneopgave fået en ny dimension. Som en del af udviklingsprojektet formulerede vi som samlet personalegruppe den pædagogiske kerneopgave som følger: Kerneopgaven er at sikre alle børn adgang til meningsfulde og mangfoldige fællesskaber samt understøtte ethvert barns potentialer for udvikling og læring. I et kønsperspektiv sætter formuleringen fokus på, at der er mange måder at være barn på uanset køn. Som pædagoger er det vores opgave at skabe rum for dette vilkår. Alsidige og nuancerede identifikations- og handlemuligheder er afgørende for, om børn får adgang til at udfolde alle deres potentialer. For at opfylde kerneopgaven anser vi det som en nødvendighed, at alle medarbejdere er klædt på til at varetage køns- og mangfoldighedsperspektivet. Det er afgørende vigtigt, at pædagogerne har en høj grad af faglighed, og en central del af fagligheden handler om at være bevidst omkring og i stand til at reflektere over egne kønsforståelser. Pædagoguddannelsen indførte i august 2014 det nye nationale modul, Køn, seksualitet og mangfoldighed. De studerende forventes ifølge studieordningen at opnå viden om, hvordan køn og identitet udfoldes, forhandles og håndteres i pædagogisk praksis (UCC 2014). Med modulet lægges der dermed op til, at fremtidens pædagoger forholder sig til, hvilken rolle dagtilbud spiller for dannelsen af børns kønsidentitet, og på hvilke måder forskellige kønsforståelser indvirker på den professionelle praksis. Vi har mødt stor interesse for udviklingsprojektet Et attraktivt arbejdsfelt for alle både fra studerende og undervisere på pædagoguddannelserne. Dette bekræfter os i, at tiden er moden til at berige den pædagogiske professionsidentitet med et nyt perspektiv. Gennem projektperioden blev vi i stigende grad overbevist om, at arbejdet med kønsforståelser også er en virkningsfuld og langsigtet rekrutteringsstrategi, når målet er at tiltrække en mangfoldighed af dygtige kolleger, som kan tilbyde børnene en bred vifte af identifikationsmuligheder. Vi tror på, at den langsigtede og vedholdende indsats i projektets ånd vil gøre 0-6 års området til et attraktivt arbejdsfelt for alle! Ifølge Lov om pædagogiske læreplaner fra 2004 skal pædagoger arbejde systematisk med at udvikle børns kompetencer. Vi ser det som en del af den pædagogiske kerneopgave aktivt at modvirke risikoen for, at børns udfoldelses- og læringsmuligheder begrænses ud fra forestillinger om, hvad der er passende eller upassende handlinger, interesser, udseende, påklædning osv. for piger eller drenge. Det kræver ikke store ofre for de voksne at skabe rum for, at det er okay at være en pige, som interesserer sig for fodbold og actionfigurer, eller en dreng, som elsker at klæde sig ud i pailletter og lege med dukker, men for børnene kan det have afgørende betydning for deres trivsel, udvikling og læring både nu og på længere sigt i deres liv. Når det pædagogiske personale udstyres med redskaber til at reflektere over deres praksis, er der gode forudsætninger for at skabe en kultur med plads til at tage udgangspunkt i børnenes interesser og individuelle præferencer. 24 25

Hvis du vil vide mere Kontaktoplysninger Børnehusene Kokkedal Broengen 4 2980 Kokkedal Områdeleder Kristina Avenstrup Tlf: 25 44 47 58 Mail: krav@fredensborg.dk Pædagogisk konsulent Sine Hudecek Olesen Mail: sihu@fredensborg.dk Litteratur Flere end to slags køn. En rapport om køn og ligestilling i børnehaven. Af Jesper Olesen, Jette Kofoed og Kennet Aggerholm. Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag 2008. Hvorfor æder Askepot min datter? Af Camilla Mehlsen. Artikel i Magasinet Asterisk. DPU marts 2012. Køn i pædagogisk praksis. Af Kristina Avenstrup og Sine Hudecek Olesen. Dafolo 2015. Køn i børnehøjde. Af Leif Askland og Nina Rossholt. Dansk Psykologisk Forlag 2011. Piger, drenge og pædagoger. Af Kajsa Wahlström. Forlaget Børn og Unge 2003. Åbne og lukkede døre en antologi om køn i pædagogik. Af Ane Havskov Kirk. Frydenlund 2010. Websider www.bornehusene-kokkedal.dk www.dafolo.dk/køn www.konipaedagogik.dk Hold også øje med refleksionsapp en Normvrideren, som udkommer til iphone sidst i 2015. 26 27

Børnehusene Kokkedal har gjort sig til frontløbere for en ny vinkel på det pædagogiske arbejde. Deres systematiske udforskning af kønsforståelsers indvirkning på praksis og vilje til udvikling vidner om fagligt mod og høj grad af social ansvarlighed. De har taget et vigtigt skridt i retning af at udvide børnenes handlerum og læringsmuligheder. Jeg håber, at mange andre vil lade sig inspirere af deres erfaringer! Rikke Voergård-Olesen, Underviser og kandidat i Kultur og Pædagogik 28