Issueejerskab i et strategisk perspektiv

En eksperimentel undersøgelse af effekterne af framing på Socialdemokraternes og Venstres ejerskab til økonomien Af Årskortnummer: 20040596 Speciale ved Institut for Statskundskab Aarhus Universitet November 2010 Vejleder: Christoffer Green-Pedersen Antal ord: 35.616

INDHOLD KAPITEL 1: INDLEDNING OG PROBLEMSTILLING... 4 KAPITEL 2: TEORI OG HYPOTESER... 7 2.1 Teorien om issueejerskab... 7 2.1.1 Petrociks teori om issueejerskab... 8 2.1.2 Diskussion af centrale elementer i teorien... 9 2.2 Issueejerskab i et strategisk perspektiv... 10 2.2.1 Partier på udebane issue trespassing... 11 2.2.2 Påvirkning af issueejerskab via politisk kommunikation... 12 2.2.3 To framingstrategier: ansvarsstrategien og divergensstrategien... 16 2.2.4 Påvirkning af issueejerskab til beslægtede emner... 19 2.3 Mediatorer og moderatorer af framingeffekter på issueejerskab... 20 2.3.1 Hvordan medieres framingeffekten på issueejerskab?... 20 2.3.2 Hvilke faktorer modererer framingeffekten på issueejerskab?... 21 2.4 Specialets hypoteser... 26 KAPITEL 3: FORSKNINGSDESIGN, OPERATIONALISERING OG DATAINDSAMLING... 30 3.1 Eksperimentet som forskningsdesign... 30 3.2 Operationalisering af variable... 34 3.2.1 Den uafhængige variabel... 34 3.2.2 Den afhængige variabel... 41 3.2.3 Mediatorer... 42 3.2.4 Moderatorer... 43 3.2.5 Baggrundsvariable... 45 3.2.6 Konstruktion af spørgeskemaet... 45 3.3 Dataindsamling... 45 3.3.1 Udvælgelse af respondenter... 45 3.3.2 Praktisk gennemførelse af undersøgelsen... 46 KAPITEL 4: EMPIRISKE ANALYSER... 48 4.1 Kan et parti påvirke issueejerskab via framing?... 49 4.1.1 Kan et parti påvirke issueejerskab via en ansvarsstrategi?... 49 4.1.2 Kan et parti påvirke issueejerskab via en divergensstrategi?... 54 2

4.1.3 Kan en effekt på ét emne smitte af på beslægtede emner?... 56 4.2 Hvad medierer effekten af partiernes framing på issueejerskab?... 57 4.3 Hvad modererer effekten af partiernes framing på issueejerskab?... 61 4.3.1 Betydningen af tilknytning til partiafsenderen... 62 4.3.2 Betydningen af politisk opmærksomhed... 65 4.4.3 Betydningen af konkurrence fra et modstanderparti... 67 4.5 Sammenfatning af de empiriske analyser... 70 KAPITEL 5: KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING... 73 5.1 Sammenfatning af specialets resultater... 73 5.2 Generalisering af analyseresultaterne... 75 5.3 Implikationer af specialets resultater... 76 APPENDIKS A: ISSUEEJERSKABER I DANMARK 1990-2010.... 79 APPENDIKS B: DELTAGERGRUPPENS REPRÆSENTATIVITET... 80 APPENDIKS C: KONTROL AF RANDOMISERINGEN... 81 LITTERATUR... 83 ENGLISH ABSTRACT... 90 3

KAPITEL 1: INDLEDNING OG PROBLEMSTILLING De politiske partier har hver deres områder, hvor de er på hjemmebane og på udebane. Traditionelt opfattes Socialdemokraterne eksempelvis som bedst til at sikre velfærden og til at bekæmpe arbejdsløsheden, mens de borgerlige partier opfattes som bedst til at håndtere økonomien og til at sikre lov og orden. At partierne hver især har bestemte emner eller issues 1, som de ejer i kraft af, at vælgerne opfatter dem som mest kompetent til at håndtere disse emner, er grundidéen i teorien om issueejerskab (Budge & Farlie, 1983; Petrocik, 1996). I både Danmark og andre lande har partiernes issueejerskaber vist sig at have en afgørende betydning for partivalget. I takt med at de ideologiske forskelle mellem partierne er blevet mindre, er regeringsalternativernes evne til at løse problemer som at bekæmpe arbejdsløsheden eller at sikre en god undervisning i folkeskolen desuden blevet stadigt vigtigere (Green & Hobolt, 2008). Et markant eksempel på betydningen af issueejerskab er folketingsvalget i 2001, hvor det var afgørende for valgets udfald, at de borgerlige partier fik fravristet Socialdemokraterne førerpositionen på centrale velfærdsområder som omsorgen for de ældre og sikringen af et velfungerende sundhedsvæsen (Goul Andersen, 2003: 163). Den aktuelle økonomiske krise i Danmark har betydet, at økonomien er kommet højt op på den politiske dagsorden. Partierne i rød og blå blok kæmper derfor i skrivende stund en intens kamp om ejerskabet til økonomien, og blandt iagttagere er der bred enighed om, at netop partiernes evne til at håndtere økonomien bliver det helt centrale tema frem mod næste folketingsvalg (Altinget, 2010). Umiddelbart vil en dagsorden præget af økonomiske spørgsmål være en fordel for de borgerlige partier i kraft af deres traditionelle issueejerskab til økonomien, men hvilke muligheder har oppositionspartierne for at erobre issueejerskabet til økonomi fra de borgerlige partier? Kan det socialdemokratisk ledede regeringsalternativ vende, hvad der normalt er en svaghed, til en styrke, eller kan denne svaghed i det mindste minimeres? Ifølge teorien om issueejerskab udgør partiernes forskellige issueejerskaber de kritiske konstanter mellem valg, idet de antages at være stabile over tid. Ifølge teorien drejer det sig derfor udelukkende om for partierne at forsøge at påvirke den politiske dagsorden til at handle om netop de emner, som de hver især har ejerskab til (Petrocik, 1996: 826). Partierne gør altså bedst i at koncentrere sig om egne emner og at undgå emner ejet af modstanderpartier. Men hvad gør et parti, hvis et modstanderejet emne er uundgåeligt, eller kan et parti ligefrem have en selvstændig interesse i at tale om emner ejet af et modstanderparti? På grund af teoriens antagelse om stabilitet i partiernes issueejerskaber har man i litteraturen om issueejerskab indtil for nylig ikke interesseret sig for forandringer i 1 Begreberne emne, issue og område anvendes synonymt i specialet. 4

issueejerskab, eller hvad der kan forklare eventuelle forandringer i issueejerskab snarere tværtimod. Issueejerskab optræder således næsten aldrig som den afhængige variabel, dvs. som det, der skal forklares. I de senere år har en række undersøgelser imidlertid vist, at partiernes issueejerskaber faktisk kan variere ganske betydeligt over tid, og at partierne i langt højere grad end hidtil antaget foretager issue trespassing, dvs. taler om emner, som er ejet af et modstanderparti. Kun ganske få studier, herunder ingen i en dansk sammenhæng, har dog undersøgt partiernes muligheder for at påvirke ejerskabet til politiske emner. Disse studier viser, at partierne faktisk kan påvirke issueejerskab via politisk kommunikation, enten via priming, hvor partiet fokuserer intenst på emnet i partiets politiske kommunikation (Aalberg & Jenssen, 2007; Walgrave & De Swert, 2007; Walgrave et al., 2009), eller via framing, hvor partiet fremhæver de aspekter af emnet, som er til partiets egen fordel (Holian, 2004). I tråd med studiet af Holian bygger specialet på den opfattelse, at påvirkning af issueejerskab ikke kun skal ses som et simpelt resultat af, at partiet taler meget eller lidt om emnet i sin politiske kommunikation, men at det også har betydning, hvordan partiet taler om det pågældende emne, dvs. hvordan partiet framer det pågældende emne. Ved at undersøge partiernes muligheder for at påvirke issueejerskab via framing kan specialet ses som et bidrag til at afklare, om issueejerskab i stedet for at ses i et statisk perspektiv bør ses i et dynamisk og strategisk perspektiv, dvs. som noget der kan forandre sig, og som noget partierne selv kan påvirke. Ud over at kun et enkelt studie har undersøgt, om et parti kan påvirke issueejerskab via framing, er det om muligt endnu mere underbelyst i litteraturen, hvordan og under hvilke betingelser partier kan påvirke issueejerskab via framing: Still we know little or nothing about what conditions make it possible for issue ownership to change and what makes a political actor succeed or fail in claiming ownership. (Martinsson, 2009: 232). I specialet vil det blive forsøgt at udfylde dette hul i litteraturen om issueejerskab. Ud over at bidrage med ny viden om issueejerskab vil en besvarelse af disse spørgsmål i specialet kunne bidrage til framinglitteraturen ved at undersøge, hvilke mellemkommende variable eller mediatorer, der medierer framingeffekten, samt hvilke betingende variable eller moderatorer, der modererer effekten. På baggrund af ovenstående empiriske og teoretiske motivation lyder specialets problemstilling derfor: 1. Kan et parti påvirke issueejerskabet til et emne via framing? Hvis dette spørgsmål kan besvares bekræftende, bliver det relevant også at undersøge, hvordan et parti mere præcist kan påvirke issueejerskab via framing, samt hvilke faktorer, 5

der medierer og modererer framingeffekten på issueejerskab. Til specialets problemstilling er derfor tilføjet yderligere tre spørgsmål: 2. Hvilke framingstrategier kan et parti med fordel anvende til at påvirke issueejerskab? 3. Hvilke faktorer medierer effekten af framing på issueejerskab? 4. Hvilke individuelle og kontekstuelle faktorer modererer effekten af framing på issueejerskab? Specialets problemstilling undersøges empirisk ved at analysere effekten af seks forskellige konstruerede avisartikler med budskaber fra Socialdemokraterne og/eller Venstre om håndteringen af økonomien som en del af et eksperimentelt forskningsdesign. Fordelen ved et eksperimentelt forskningsdesign er, at metoden giver en unik mulighed for at teste hypoteser om kausale sammenhænge. Et stort antal deltagere i eksperimentet (N=2.271) gør det desuden muligt at gennemføre detaljerede analyser af mediatorer og moderatorer. Det skal her bemærkes, at der i specialet ikke ses på relationen mellem partier og medier, men udelukkende ses på den direkte sammenhæng mellem budskaber fra partierne og vælgernes holdninger til issueejerskab. Samtidig ses der i specialet ikke på betydningen af partiernes faktiske håndtering af det pågældende emne, i dette tilfælde økonomien, men udelukkende på betydningen af, hvordan partierne kommunikerer om det pågældende emne. Det er dog vurderingen, at det i sidste ende er vælgernes perceptioner af virkeligheden, der er afgørende for holdningerne til issueejerskab. Den resterende del af specialet er struktureret på følgende måde: I kapitel 2 diskuteres teorier om, om og hvordan partier kan påvirke issueejerskab via framing, samt hvilke faktorer der kan tænkes at mediere og moderere en eventuel framingeffekt på issueejerskab. Kapitlet afsluttes med opstilling af en samlet teoretisk forklaringsmodel samt specialets hypoteser. I kapitel 3 diskuteres det, hvorfor et eksperimentelt forskningsdesign er særligt velegnet til at belyse specialets problemstilling, og derudover beskrives den konkrete operationalisering af de variable, som indgår i undersøgelsen, samt den praktiske gennemførelse af dataindsamlingen. I kapitel 4 testes de hypoteser, som blev opstillet i kapitel 2, med anvendelse af data fra det gennemførte eksperiment. Specialet afsluttes med en konklusion på den empiriske undersøgelse af specialets problemstilling samt en perspektivering af specialets resultater i kapitel 5. 6

KAPITEL 2: TEORI OG HYPOTESER I dette kapitel præsenteres de teorier, som udgør baggrunden for besvarelsen af specialets problemstilling om partiernes muligheder for at påvirke ejerskabet til politiske emner via framing. I afsnit 2.1 beskrives først teorien om issueejerskab, som er udviklet af Petrocik (1996; 2003), og er baseret på forarbejde af Budge & Farlie (1983). Som nævnt i det indledende kapitel bygger teorien på en antagelse om, at partiernes issueejerskaber er stabile over tid, og at partierne ikke selv har mulighed for at påvirke issueejerskab. I forlængelse heraf diskuteres en række centrale elementer i teorien, heriblandt antagelsen om stabilitet, som problematiseres ved hjælp af en række studier, som viser, at issueejerskab i stedet for at ses i et statisk perspektiv bør anskues i et dynamisk perspektiv. I afsnit 2.2 diskuteres det, hvorvidt issueejerskab også bør ses i et strategisk perspektiv, dvs. som noget partierne selv kan påvirke. Først beskrives en række nyere studier af issue trespassing, som viser, at partierne i langt højere grad end antaget taler om emner, som er ejet af modstanderpartier. Dernæst beskrives de meget få eksisterende studier af, hvilke muligheder partierne har for selv at påvirke issueejerskab via politisk kommunikation, herunder via framing. I forlængelse heraf diskuteres den mulige effekt af to konkrete framingstrategier, en ansvarsstrategi og en divergensstrategi, som et parti kan anvende til at påvirke issueejerskab. Endelig diskuteres det, hvorvidt en eventuel framingeffekt kan smitte af på ejerskabet til beslægtede emner. I afsnit 2.3 diskuteres det, hvilke faktorer, der kan tænkes at mediere effekten af de to framingstrategier på issueejerskab, samt hvilke individuelle og kontekstuelle faktorer der kan tænkes at moderere en sådan framingeffekt. I afsnit 2.4 sammenfattes de væsentligste teoretiske pointer fra teoriafsnittet i form af en samlet teoretisk forklaringsmodel samt specialets hypoteser. 2.1 Teorien om issueejerskab Teorien om issueejerskab er som nævnt udviklet af Petrocik (1996; 2003) og baserer sig på forarbejde af Budge & Farlie (1983). Teorien kan placeres indenfor den bredere teoretiske litteratur om issue voting, som omfatter flere forskellige perspektiver, og er udviklet som alternativ til blandt andet traditionelle rumlige positionsmodeller som Downs nærhedsmodel (1957) og Rabinowitz og Macdonalds retningsmodel (1989). Ud over at være en teori om vælgeradfærd udgør teorien om issueejerskab også en teori om partikonkurrence, dvs. om hvordan partierne agerer strategisk over hinanden. I det følgende beskrives i afsnit 2.1.1 teorien om issueejerskab, som den er blevet formuleret af Petrocik, suppleret med enkelte pointer fra Budge & Farlie. I forlængelse heraf diskuteres i afsnit 2.1.2 en række centrale elementer i teorien, herunder antagelsen om stabilitet i partiernes issueejerskaber over tid. 7

2.1.1 Petrociks teori om issueejerskab Den grundlæggende idé i teorien om issueejerskab er som navnet antyder, at partier kan eje bestemte emner eller issues. Ifølge Petrocik har et parti ejerskab til bestemte emner i kraft af partiets historiske ry for at være mest kompetent og dedikeret til at håndtere bestemte typer af samfundsmæssige problemer, som optager vælgerne: Handling is the ability to resolve a problem of concern to voters. It is a reputation for policy and program interests, produced by a history of attention, initiative, and innovation toward these problems, which leads voters to believe that one of the parties (and its candidates) is more sincere and committed to doing something about them. (Petrocik, 1996: 826). Partiernes forskellige issueejerskaber bygger ifølge Petrocik på partiernes funktion som repræsentanter for bestemte sociale grupper, som partierne repræsenterer i kraft af de sociale skillelinjer, som findes i det enkelte land. Som beskrevet i det indledende kapitel antages partiernes issueejerskaber at være stabile over tid, hvorfor de ifølge Petrocik udgør de kritiske konstanter mellem valg. Det afgørende for udfaldet af valg bliver derfor ifølge Petrocik, hvilke emner som er højest på vælgernes dagsorden ved det enkelte valg: The critical difference among elections, therefore, is the problem concerns of the voters, not their policy attitudes. The critical constants are the issue handling reputations of the parties and the voter s bias toward the party advantaged by the issue agenda (Petrocik, 1996: 826) [specialets understregning]. Fordi partiernes issueejerskaber antages at være stabile over tid drejer det sig ifølge Petrocik udelukkende om for partierne at forsøge at påvirke den politiske dagsorden til at handle om netop de emner, som de hver især har ejerskab til, med det formål at påvirke de kriterier, som vælgerne stemmer ud fra, til partiets egen fordel (Petrocik, 1996: 826). Resultatet er ifølge Budge & Farlie, at partierne i deres politiske kommunikation koncentrere sig om selektivt at fremhæve de emner, som de hver især ejer, mens partierne omvendt vil undgå at tale om emner ejet af modstanderpartier, hvormed partierne taler forbi hinanden (Budge & Farlie, 1983: 24). I forhold til stabiliteten af issueejerskab åbner Petrocik dog for, at der under særlige omstændigheder kan ske ændringer i partiernes issueejerskaber, dels som resultat af socio-strukturelle omvæltninger i partiets vælgerbase, og dels kan et parti i en kort periode miste sit ejerskab i en situation, hvor partiet generelt er meget upopulært, og vælgerne som konsekvens heraf ikke betragter partiet som kompetent på nogen områder (Petrocik, 1996: 826, note 2; 2003: 602f). Derudover er der ifølge Petrocik enkelte emner, de såkaldte performance issues, som partierne ikke kan have permanent ejerskab til, men som kan variere fra valg til valg, da de afhænger af vælgernes skiftende vurderinger af den siddende regerings performance, dvs. regeringens præstationer eller resultater på kort sigt (Petrocik, 1996: 827f). Som det fremgår af det følgende afsnit, er det dog opfattelsen i specialet, at denne opdeling i to typer issueejerskaber ikke er hensigtsmæssig, hvorfor den ikke videreføres i specialet. 8

Til at afgøre, hvilke partier, der ejer hvilke emner, trækker Petrocik på surveydata, som måler issueejerskab ud fra et spørgsmål om, hvilket parti der efter vælgernes opfattelse er bedst til at håndtere en række forskellige emner (Petrocik, 1996: 831). Petrocik baserer dog ikke udelukkende sin kategorisering af ejerskaber på empiriske observationer, da det endelige kriterium for, hvornår et parti har ejerskab til et emne ifølge Petrocik er, om emnet er knyttet til sociale grupper, som er en del af partiets koalition (Petrocik, 1996: 847, appendiks 1). Ud af de 14 issues som Petrocik identificerer i en amerikansk kontekst, er blandt andet emnerne velfærd, etniske minoriteter og ligestilling ifølge Petrocik ejet af demokraterne, mens blandt andet lov og orden, forsvar og størrelsen af den offentlige sektor er ejet af republikanerne (Petrocik, 1996: 848, appendiks 1). 2.1.2 Diskussion af centrale elementer i teorien I forlængelse af beskrivelsen af Petrociks teori om issueejerskab diskuteres i dette afsnit en række centrale elementer i teorien, herunder særligt antagelsen om stabilitet i partiernes issueejerskaber over tid. Som nævnt er det endelige kriterium for Petrociks kategorisering af, hvilke partier der ejer hvilke emner, om det enkelte emne er knyttet til sociale grupper, som er en del af partiets koalition. I specialet er det imidlertid vurderingen, at det ikke er frugtbart at definere partiernes ejerskaber a priori, da en sådan definition ikke nødvendigvis behøver at være i overensstemmelse med Petrociks egne målinger af vælgernes vurderinger af partiernes kompetence. Samtidig udelukker definitionen muligheden for, at der kan ske forandringer i partiernes issueejerskaber over tid. I specialet betragtes partiernes issueejerskaber samt stabiliteten af disse ejerskaber derfor alene som et empirisk spørgsmål. I stedet for at anskue issueejerskab som en dikotomi mellem ejerskab og ikke-ejerskab forekommer det desuden mere hensigtsmæssigt at betragte issueejerskabet som et kontinuum af stærke og svage ejerskaber. I forhold til antagelsen om stabilitet i partiernes issueejerskaber viser en række nyere undersøgelser af issueejerskaber i Norge, Sverige og USA, at issueejerskab faktisk varierer ganske over tid og af til endda i et betydeligt omfang (Karlsen & Aardal, 2007: 124; Karlsen, 2004: 621; Holmberg & Oscarsson, 2008: 233; Sides, 2006: 412). De samme undersøgelser viser desuden, at der ikke synes at være nogen systematisk forskel i stabiliteten af ejede emner og performance issues (se også Martinsson, 2009: 134f). I de danske valgundersøgelser er issueejerskab modsat andre lande målt for regeringsalternativer frem for enkeltpartier i form af hhv. en socialdemokratisk ledet regering og en borgerlig regering, hvor et regeringsalternativ har issueejerskab til et emne, når den største andel af vælgerne vurderer dette regeringsalternativ som bedst til at håndtere dette emne. Ikke desto mindre forekommer der alligevel en betydelig variation i styrken af partiernes issueejerskaber over tid samt lejlighedsvise skift i ejerskab mellem regeringsalternativerne, jf. appendiks A, som viser udvalgte issueejerskaber i Danmark i perioden 1990-2010. Som nævnt i det indledende kapitel var 9

et markant eksempel på skift i issueejerskab de borgerlige partiers erobring af ejerskabet til sundhed og ældre i 2001. Disse tal understreger, at issueejerskab i et stedet for at ses i et statisk perspektiv som hos Petrocik, bør anskues i et dynamisk perspektiv. Af relevans for specialets case, håndteringen af økonomien, fremgår det, at økonomiemnet i hele perioden var ejet af de borgerlige partier, men at styrken af de borgerlige partiers ejerskab har svinget ganske betydeligt i perioden. Den seneste måling fra februar 2010 viser, at økonomiemnet kun var svagt ejet af de borgerlige partier. På tidspunktet for specialets empiriske undersøgelse (maj 2010) stod de to regeringsalternativer formentlig endnu mere lige, da det socialdemokratiske regeringsalternativ oplevede en pæn fremgang i meningsmålingerne i denne periode, hvor økonomiemnet var højt placeret på den politiske dagsorden (jf. appendiks B). Det fremgår i øvrigt af appendiks A, at de borgerlige partier typisk opfattes som bedst til at sikre lov og orden samt til at sikre en fornuftig flygtninge-/indvandrerpolitik, mens det socialdemokratiske regeringsalternativ typisk opfattes som bedst til at bekæmpe arbejdsløsheden, sikre miljøet og til at håndtere velfærdsspørgsmål såsom sikring af et velfungerende sundhedsvæsen og sikring af tilfredsstillende forhold for de ældre. Ikke overraskende viser undersøgelser af sammenhængen mellem vurderinger af issueejerskab og partivalg en meget stærk sammenhæng. Det er dog vigtigt at bemærke, at vælgerne ikke altid vurderer deres egen blok som issueejer i alle spørgsmål, men at de fleste vælgere opfatter det andet regeringsalternativ som bedst på nogle områder (Goul Andersen, 2003: 163). 2.2 Issueejerskab i et strategisk perspektiv I det foregående afsnit blev teorien om issueejerskab beskrevet, og en række centrale elementer i teorien diskuteret. Særligt relevant for specialets problemstilling viste diskussionen, at issueejerskab i stedet for at ses i et statisk perspektiv bør ses i et dynamisk perspektiv, dvs. som noget der kan forandre sig over tid. I dette afsnit argumenteres for, at issueejerskab desuden bør ses i et strategisk perspektiv, dvs. som noget partierne selv kan påvirke. Som det blev beskrevet i det foregående afsnit, peger forfatterne til teorien om issueejerskab på to forskellige forklaringer på, hvor issueejerskab kommer fra, dels en forklaring baseret på partiernes funktion som repræsentanter for sociale grupper, og dels en forklaring baseret på regeringens performance. Forklaringerne har det tilfælles, at de fokuserer på issueejerskab som et produkt af eksogene faktorer for partikonkurrencen. Forfatterne levner derimod ikke plads til, at partierne selv kan spille en aktiv strategisk rolle i forhold til at påvirke issueejerskab. I stedet for udelukkende at se partierne som passive ofre for udviklingen og ændringer i issueejerskab som noget, der sker af sig selv som et resultat af ydre omstændigheder, er det en central påstand i specialet, at faktorer endogene for partikonkurrencen også har en betydning for variationer og skift i issueejerskab. 10

I det følgende beskrives i afsnit 2.2.1 en række nyere studier af issue trespassing, som viser, at partierne, modsat den centrale påstand i teorien om issueejerskab, anvender en betydelig andel af deres tid på at tale om emner, som er ejet af et modstanderparti. Derefter beskrives i afsnit 2.2.2 de få eksisterende studier, som har undersøgt, om partierne selv kan påvirke issueejerskab via politisk kommunikation, herunder via framing. I forlængelse heraf diskuteres det i afsnit 2.2.3, hvilke konkrete framingstrategier, der med fordel vil kunne anvendes af et parti til at påvirke issueejerskab. Endelig diskuteres det i afsnit 2.2.4, i hvilket omfang en effekt på issueejerskab på ét område kan smitte af på issueejerskaber på andre, beslægtede områder. 2.2.1 Partier på udebane issue trespassing Den centrale påstand i teorien om issueejerskab er som nævnt, at partierne i deres politiske kommunikation vil koncentrere sig om at fremhæve de emner, som de hver især ejer. Petrocik nævner ganske vist muligheden for, at partierne kan blive tvunget til at tale om modstanderejede emner, men det fremgår klart af teorien, at dette betragtes om en undtagelse fra reglen (Petrocik, 1996: 829). Inden for de senere år er der imidlertid gennemført en række studier, som viser at partierne i langt højere grad end antaget i teorien foretager issue trespassing, dvs. bevæger sig ind på modstanderpartiers hjemmebane. Således finder Damore (2004) i en undersøgelse af issue trespassing i amerikanske præsidentvalgkampagner i perioden 1976-1996, at en betydelig del af de to partiers kampagnebudskaber drejer sig om emner, som er ejet af det modsatte parti. I en lignende undersøgelse af præsidentvalg i perioden 1960-2000 finder Sigelman og Buell (2004) ligeledes en betydelig grad af issue konvergens i de to partiers kampagnefokus, og Sides (2006) bekræfter den høje grad af issue trespassing i forbindelse med valg til kongressen i perioden 1998-2002. I en dansk sammenhæng finder Green-Pedersen og Mortensen (2008) ud fra samme opgørelsesmetode som Sigelman og Buell en betydelig, men dog lidt mindre grad af issue konvergens i de danske partiers valgprogrammer, mens Green-Pedersen (2010) finder en væsentlig grad af issue trespassing i partiernes spørgsmål til ministeren. Derudover har to nyere specialer dokumenteret forekomsten af issue trespassing på hhv. flygtninge- /indvandrerområdet (Ventzel, 2008) og på klimaområdet (Tandrup, 2009). Den teoretiske forklaring på, hvorfor partierne taler om emner, som er ejet af modstanderpartier, skal ifølge Green-Pedersen og Mortensen findes i, at partiernes adfærd ikke kun er drevet af partiernes strategiske interesse i at fremhæve de emner, som de ejer, men at partiernes adfærd også er drevet af eksistensen af en partipolitisk dagsorden, som partierne på den ene side konkurrerer om at forme, men som på den anden side også former, hvilke emner partierne har incitament til at fokusere på. Da ét parti alene ikke kan kontrollere den partipolitiske dagsorden, kan partierne således blive tvunget til at tale om andre emner, end de emner som de selv ejer. 11

Ifølge Green-Pedersen og Mortensen vil det således både være en besværlig og en risikabel strategi at ignorere emner, som er højt placeret på den partipolitiske dagsorden. En besværlig strategi fordi partierne blandt andet af medierne forventes at have en politik på de områder, som er saliente hos vælgerne, og en risikabel strategi fordi partierne ved at ignorere et emne fraskriver sig muligheden for at påvirke framingen af emnet (Green- Pedersen & Mortensen, 2008: 4ff; Green-Pedersen, 2010: 260ff). Ud over at være tvunget til at tale om modstanderejede emner, undersøges det i specialet, om et parti kan have en selvstændig interesse i at tale om et modstanderejet emne med det formål at påvirke ejerskabet til emnet. 2.2.2 Påvirkning af issueejerskab via politisk kommunikation I dette afsnit beskrives de få eksisterende studier, som har undersøgt, hvilke muligheder partierne har for selv at påvirke issueejerskab via politisk kommunikation. Det drejer sig på den ene side om studierne af Aalberg & Jenssen (2004; 2007), Walgrave & De Swert (2007) og Walgrave et al. (2009), som argumenterer for, at et parti kan påvirke ejerskabet til et emne via priming, dvs. ved at partiet kommunikerer hyppigt og intenst om det pågældende emne i sin politiske kommunikation. På den anden side drejer det sig om studiet af Holian (2004), som argumenterer for, at påvirkning af issueejerskab også skal ses som et resultat af framing, dvs. at det ikke kun har betydning, at partiet taler om emnet, men at det også er afgørende, hvordan partiet taler om emnet 2. Dette speciale bygger som nævnt på denne opfattelse af, at påvirkning af issueejerskab skal forklares som et resultat af framing. I den følgende gennemgang af de studier, som forklarer issueejerskab som et resultat af priming, fokuseres primært på de to eksperimentelle studier udført af Aalberg & Jenssen (2007) og Walgrave et al. (2009), da de er mest relevante for specialets problemstilling 3. 2.2.2.1 Påvirkning af issueejerskab via priming Det første eksperimentelle studie af partiernes muligheder for at påvirke issueejerskab via politisk kommunikation blev gennemført af Aalberg & Jenssen (2004; 2007) i forbindelse med den norske valgkamp i 2001. I undersøgelsen lod Aalberg & Jenssen to forskellige grupper af førstegangsvælgere eksponere for to live-transmitterede paneldebatter i TV om hhv. uddannelsespolitik og økonomisk politik, hver med deltagelse af et udvalg af partilederne for de norske partier. Ved at sammenligne deltagernes vurderinger af issueejerskab før og efter debatten i TV fandt Aalberg & Jenssens en signifikant effekt af de to paneldebatter på respondenternes holdninger til issueejerskab til de to omhandlede emner. Hele 47 % af deltagerne skiftede således opfattelse af, hvilket parti der havde den bedste politik på de to områder, dog sammenlignet med 27 % i kontrolgruppen 4. Det skal 2 Holian anvender ikke selv begrebet framing, men begrebet indgår implicit i hans argumentation, jf. afsnit 2.2.2.2 nedenfor. 3 De to studier kan reelt betragtes som såkaldte kvasi-eksperimentelle studier, hvilket uddybes i afsnit 3.1. 4 Aalberg og Jenssen forklarer den høje andel skift i kontrolgruppen med, at mange førstegangsvælgere ikke besidder genuine og stabile holdninger (Aalberg & Jenssen, 2007: 125). 12

i den forbindelse bemærkes, at en del af de mange skift formentlig kan forklares med, dels at holdningerne hos førstegangsvælgere er mindre udkrystalliserede og derfor mere påvirkelige (Aalberg & Jenssen, 2007: 124), og dels at de fleste skift i holdningerne til issueejerskab skete mellem politiske naboer og således kun i mindre grad på tværs af de politiske blokke (Aalberg & Jenssen, 2007: 130). I modsætning til Aalberg & Jenssen, anvender Walgrave & De Swert (2007) en kombination af indholdsanalyser af omfanget af de belgiske partiers fokus på en række forskellige emner i partiprogrammer og ikke-lovgivningsmæssige aktiviteter i parlamentet i perioden 1991-2004 og målinger af partiernes issueejerskaber i perioden 2002-2004. Walgrave & De Swert finder i den forbindelse en klar statistisk signifikant sammenhæng mellem, hvilke emner partierne lægger vægt på, og de emner, som vælgerne i den efterfølgende periode vurderer dem som mest kompetente til at håndtere. Den anden eksperimentelle undersøgelse udført af Walgrave et al. (2009) bygger til sammenligning med den norske undersøgelse (N=299) på en betydeligt større stikprøve (N=4.920). Undersøgelsen blev udført som et webbaseret surveyeksperiment i løbet af den belgiske valgkamp i 2007, hvori et udsnit af et ikke-repræsentativt panel af belgiske vælgere blev udsat for et konstrueret TV-nyhedsindslag, hvor partilederne for de fem største belgiske partier fik lejlighed til at fremlægge deres politik på 6 forskellige issues (Walgrave et al., 2009: 158ff). I undersøgelsen finder Walgrave et al. en signifikant, men relativt svag, effekt af partiledernes budskaber på partiernes issueejerskaber på op til 0,42 på en skala fra -10 til +10. Den største effekt blev registreret for såkaldt ikke-ejede emner, emner som ikke var genstand for partipolitisk konflikt, og som var permanent lavt på vælgernes dagsorden 5, mens den næststørste effekt blev observeret for emner ejet af et modstanderparti. Derimod fandt Walgrave et al. ingen signifikant effekt på emner ejet af partiet selv, hvilket ifølge forfatterne ganske enkelt skyldes, at partierne på disse emner kommer fra et godt udgangspunkt og derfor havde svært ved at forbedre deres position yderligere 6 (Walgrave et al. 2009: 163ff). Resultaterne for ikke-ejede emner tyder på, at ejerskabet til højsaliente emner alt andet lige vil være sværere at påvirke via politisk kommunikation end ejerskabet til lavsaliente emner, hvilket kan ses som en indikation af, at specialets case, issueejerskabet til økonomien, udgør en least-likely case pga. emnets meget høje placering på den politiske dagsorden på undersøgelsestidspunktet. Betydningen af emnets saliens for størrelsen af en eventuel framingeffekt på issueejerskab diskuteres nærmere i afsnit 2.3.2. 5 Som det fremgår af afsnit 2.1.2 svarer denne opfattelse af ikke-ejede emner ikke til specialets definition, idet et ikke-ejet emne i specialet defineres som et emne, hvor to partier eller regeringsalternativer vurderes som mest kompetent af en lige stor andel af vælgerne. Et ikke-ejet emne i specialets forstand kan således udmærket være et højsalient emne. 6 Resultaterne tyder dog på, at partiernes kommunikation om egne ejede emner har været med til at forhindre en mindre nedgang i styrken af ejerskabet, som partierne ellers ville have oplevet (Walgrave et al., 2009: 164). 13

Resultaterne af undersøgelsen tyder desuden på, at det vil kræve en vedholdende indsats over en længere tidsperiode for, at et parti at erobre ejerskabet til et emne fra et modstanderparti. Således viser Walgrave et al., at størstedelen af deltagerne i eksperimentet, på nær i situationen, hvor et parti forsøger at erobre et ikke-ejet emne, vender tilbage til deres oprindelige vurderinger af partiernes issueejerskaber efter 2 måneder (2009: 165; 170f). Endelig viser undersøgelsen af Walgrave et al., at tilstedeværelsen af et konkurrerende budskab fra et modstanderparti havde en betydelig modererende effekt i forhold til en situation, hvor deltagerne kun modtog et budskab fra én partileder. Således viser Walgrave et al., at effekten af én partileders budskab om et modstanderejet emne blev helt neutraliseret, når partilederen fra det parti, som var ejer af det pågældende emne, fik lejlighed til at forsvare sit ejerskab (Walgrave et al., 2009: 163ff). Betydningen af konkurrerende budskaber fra et modstanderparti diskuteres ligeledes nærmere i afsnit 2.3.2. I undersøgelserne af både Aalberg & Jenssen, Walgrave & De Swert og Walgrave et al. forklares effekten af partiernes politiske kommunikation på issueejerskab som et resultat af priming (Aalberg & Jenssen, 2007: 117ff; Walgrave et al., 2009: 154ff). Teorien om priming går ud på, at mediebudskaber og budskaber fra partierne om bestemte emner påvirker den kognitive tilgængelighed af disse emner i vælgernes bevidsthed, hvilket fører til, at vælgerne lægger større vægt på disse emner i deres bedømmelse af politiske partier og kandidater (Iyengar & Kinder, 1987: 63). I stedet for som i normale primingstudier, som fokuserer på påvirkningen af de kriterier, som vælgerne stemmer ud fra, anvender de tre studier priming som forklaring på, hvordan politisk kommunikation om et emne kan styrke koblingen mellem parti og emne i vælgernes bevidsthed. De tre studier taler argumenterer således for, at vælgerne gennem politisk kommunikation fra et parti kan påvirkes til at associere partiet stærkere med emnet, således at partiet fremstår som mere dedikeret til eller optaget af at håndtere det pågældende emne og dermed også mere kompetent (Aalberg & Jenssen, 2007: 119; Walgrave et al., 2009: 156). Ifølge Aalberg & Jenssen, Walgrave & De Swert og Walgrave et al. er det afgørende for et parti dermed, at partiet kommunikerer hyppigt og intenst om de emner, som partiet ønsker at påvirke ejerskabet til (Aalberg & Jenssen, 2007: 118; Walgrave et al., 2009: 156f). Ifølge denne argumentation kan et parti således påvirke issueejerskab simply by talking about issues in the media (Walgrave et al., 2009: 154). 2.2.2.2 Påvirkning af issueejerskab via framing I modsætning til blot at se påvirkning af issueejerskab som et simpelt resultat af, at partierne taler meget eller lidt om et emne, argumenterer Holian for, at det afgørende er, hvordan et emne fremstilles (Holian, 2004: 100). Gennem en kombination af indholdsanalyser af daværende præsident Bill Clintons politiske udtalelser og surveydata for vælgernes vurderinger af issueejerskab, viser Holian således, at Clinton lykkedes med i 1992 at udligne og i 1996 at erobre Det Republikanske Partis traditionelle issueejerskab 14

til bekæmpelse af kriminalitet ved at ændre debatten om emnet fra et fokus på straf til et fokus på forebyggelse 7. Ifølge Holian lykkedes det Clinton at erobre ejerskabet via en såkaldt yes, but -strategi bestående af to trin. Første trin i Clintons strategi var at ændre sit partis holdning fra at være modstander til at være tilhænger af dødsstraf. Ved at fremhæve sin enighed ( yes ) med republikanerne på dette aspekt af kriminalitetsspørgsmålet opnåede Clinton ifølge Holian troværdigheden til at gå ind i debatten om kriminalitet. Andet trin i Clintons strategi var dernæst at anvende denne troværdighed til at lægge vægt på det traditionelt demokratiske aspekt af kriminalitetsspørgsmålet om forebyggelse af kriminalitet ( but ), hvorved det lykkedes Clinton at ændre debatten om emnet fra et traditionelt republikansk fokus på straf til et fokus på forebyggelse (Holian, 2004: 101). Selvom Holian ikke selv anvender begrebet, ligger det implicit i hans argumentation, at påvirkning af issueejerskab skal forklares som et resultat af framing. Mens priming vedrører, om et emne fremhæves eller diskuteres frem for andre emner, vedrører framing således, hvordan et emne fremstilles. Det er som nævnt opfattelsen i specialet, at påvirkning af issueejerskab skal forklares som et resultat af framing. Det er således vurderingen, at det at vælgerne associerer et bestemt parti med et bestemt emne ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at vælgerne også opfatter partiet som kompetent til at håndtere dette emne. Ifølge Nelson, Clawson & Oxley (1997: 567) kan framing forstås som en proces, hvor en kommunikator definerer og konstruerer et emne ved at tilbyde en forståelsesramme, der giver mening til emnet ved at sammenkæde en række forhold eller begivenheder. Framet tilbyder modtageren en bestemt udlægning eller fortolkning af, hvad emnet handler om, som ofte både definerer problemet og angiver en løsning (Gamson & Modigliani, 1987: 143). Framing indebærer således, at bestemte aspekter af et emne fremhæves frem for andre (Druckman & Nelson, 2003: 730; Entman, 1993: 52). Framing bygger i den forbindelse på den grundlæggende opfattelse, at de fleste politiske emner er komplekse og mangetydige og derfor også åbne for fortolkning (Chong & Druckman, 2007a: 104). Ud over at framing er en grundlæggende rutine for journalister og dermed finder sted som en del af mediernes almindelige nyhedsformidling (Meilby, 1996: 110), kan framing også anvendes som strategisk handling, hvor en politisk aktør fortolker et emne på en måde, som fremhæver de aspekter af emnet, som er i aktørens egeninteresse (Entman, 1993: 52). Framing kan dermed også tænkes at være en måde, hvorpå partierne kan påvirke issueejerskab. En framingeffekt opstår konkret ved, at eliternes sproglige konstruktioner ( frames in communication ) indvirker på vælgernes holdninger ved at påvirke de kognitive strukturer i vælgernes bevidsthed ( frames in thought ) (Chong & Druckman, 2007a: 105f). 7 Det skal her bemærkes, at Holian måler issueejerskab ud fra et spørgsmål om, hvilken præsidentkandidat der er bedst til at håndtere emnet, frem for hvilket parti der er bedst, hvilket muligvis kan føre til større udsving i issueejerskab (Holian, 2004: 107). 15

2.2.3 To framingstrategier: ansvarsstrategien og divergensstrategien I forlængelse af argumentationen for, at et parti kan påvirke issueejerskab via framing, formuleres i dette afsnit to konkrete framingstrategier, som kan tænkes at have en effekt på issueejerskab, dels en ansvarsstrategi, som bygger på litteraturen om economic voting og teorier om blame avoidance, og dels en divergensstrategi, som bygger på et forslag formuleret af Petrocik selv om, hvordan et parti kan tale om modstanderejede emner på en troværdig måde, samt andet trin i Holians yes, but strategi. Begge framingstrategier bygger på den grundlæggende antagelse, at partierne kæmper om issueejerskab netop ved at frame emnet på en måde, som er fordelagtig for partierne hver især. 2.2.3.1 Ansvarsstrategien I litteraturen om økonomisk vælgeradfærd eller economic voting er det en udbredt opfattelse, at omfanget af, hvorvidt regeringer belønnes eller straffes af vælgerne for hhv. gode eller dårlige økonomiske resultater afhænger af, i hvilken grad vælgerne holder regeringen ansvarlig for denne udvikling (Borre, 2001: 122, Martinsson, 2009: 8f). I litteraturen skelnes i den forbindelse mellem simple og medierede holdninger, hvor de simple vedrører vælgernes vurderinger af selve den økonomiske udvikling, mens de medierede holdninger vedrører vælgernes vurderinger af regeringens ansvar for denne udvikling (Goul Andersen, 2010: 21). Selvom diskussionen af betydningen af regeringens ansvar er langt mest udbredt inden for litteraturen om økonomisk vælgeradfærd, er det vigtigt at understrege, at vælgernes opfattelse af regeringens ansvar kan have betydning på alle politikområder (Borre, 2001: 122). Som forklaring på variationer i vælgernes medierede holdninger har economic voting litteraturen primært fokuseret på institutionelle faktorer og på graden af afhængighed af internationale konjunkturer, mens litteraturen derimod typisk har set bort fra betydningen af mediernes dækning og den politisk kommunikation fra de politiske partier (Goul Andersen, 2010: 21). Betydningen af partiernes politiske kommunikation for vælgernes opfattelse af regeringens ansvar har derimod været behandlet indgående i litteraturen om blame avoidance. Ifølge denne teori er det især afgørende for regeringspartier at undgå at få ansvaret for dårlige sager, mens det er mindre vigtigt for regeringspartier at opnå æren for gode sager. Ifølge teorien vil regeringspartier som konsekvens heraf anvende betydeligt flere ressourcer på at forsøge at undgå at få skylden for problemer ( blame avoidance ) frem for på at få æren for succeser på et område ( credit claiming ), mens oppositionspartier naturligvis vil gøre det modsatte (Weaver, 1986). Forklaringen på dette er ifølge teorien, at både medier (Soroka, 2006) og vælgere (Lau, 1985; Quattrone & Tversky, 1988) har en indbygget negativitets-bias i forhold til at lægge langt større vægt på negative informationer frem for positive informationer i vurderingen af de politiske partier. I litteraturen om blame avoidance er der beskrevet en række overordnede blame avoidance strategier, som oppositions- og regeringspartier kan anvende til hhv. at tildele 16

og fritage regeringen for ansvar. Af særlig interesse for specialets problemstilling er her en presentational strategy, som netop bygger på teorier om framing (Hood, 2002: 16f; McGraw, 1990). Ifølge denne strategi vil det være fordelagtigt for partier i regering at forsøge at benægte problemet og/eller forsøge at benægte ansvaret, enten helt eller delvist, mens det omvendt vil være fordelagtigt for partier i opposition at gøre det modsatte. Ifølge Hood kan en benægtelse af et problem på et område fx gøres ved at sammenligne med situationen i andre lande eller under tidligere regeringer, mens en benægtelse af ansvaret for et problem kan gøres ved at udpege andre skyldige inden for eller uden for landets grænser (Hood et al., 2009: 696ff; Goul Andersen, 2010: 18f; McGraw, 1990: 120f). Selvom både litteraturen om economic voting og blame avoidance anvender vælgernes opfattelse af regeringens ansvar som forklaring på variationer i regeringspartiers vælgertilslutning, er det forventningen i specialet, at vælgernes opfattelse af regeringens ansvar for problemer på et område lige såvel kan anvendes som forklaring på variationer i partiernes issueejerskab til det pågældende område. I undersøgelsen af Aalberg & Jenssen (2007), som blev beskrevet i afsnit 2.2.1, finder forfatterne en effekt af de to undersøgte paneldebatter på deltagernes opfattelse af regeringens ansvar for udviklingen på de to omhandlede politikområder. Effekten i forsøgsgruppen var dog ikke signifikant forskellig fra effekten i kontrolgruppen, hvilket af Aalberg & Jenssen imidlertid kan forklares med, at regeringen allerede før de to debatter i høj grad blev vurderet som ansvarlig på de to områder, og at regeringspartierne i paneldebatten i sagens natur havde mulighed for at fraskrive sig ansvaret (Aalberg & Jenssen, 2007: 125ff). I modsætning til Aalberg & Jenssen, som behandler regeringsansvar som en afhængig variabel på linje med issueejerskab, behandles regeringens ansvar i specialet som en uafhængig variabel. Det er således forventningen, at partierne ved at anvende en ansvarsstrategi, hvor et oppositionsparti og et regeringsparti hhv. tildeler eller fritager regeringen for ansvar for problemer på et område, kan påvirke ejerskabet til dette emne. Det vil i den forbindelse være mest nærliggende at forestille sig, at en eventuel framingeffekt af ansvarsstrategien primært vil påvirke vælgernes vurderinger af regeringspartiets issueejerskab, enten i en positiv eller i en negativ retning, mens vurderingen af oppositionspartiets issueejerskab formentlig kun vil påvirkes i mindre grad. 2.2.3.2 Divergensstrategien Den anden konkrete framingstrategi, som beskrives i specialet, bygger som nævnt på et forslag formuleret af Petrocik til, hvordan et parti på en troværdig måde kan tale om emner, som er ejet af et modstanderparti. Således foreslår Petrocik, at et parti, hvis det er tvunget til at tale om et modstanderejet emne, med fordel kan tale om emnet på en måde, hvor partiet fremhæver de aspekter eller underemner af emnet, som partiet af vælgerne 17

opfattes som kompetent til at håndtere i kraft af partiets issueejerskaber på andre områder 8 : When an opponent s issues are unavoidable, they can be interpreted in a way to highlight some feature of the issue on which they are likely to be regarded as more competent (Petrocik, 1996: 828f). Strategien indebærer, at partierne, selvom de taler om de samme emner, og altså dermed agerer direkte i modstrid med forventningen i Petrociks teori om issueejerskab, alligevel taler forbi hinanden i forhold til, hvilke aspekter af emnet, de taler om. Strategien er derfor faktisk i fin overensstemmelse med selve logikken i teorien om issueejerskab. Fordi strategien netop drejer sig om, at partierne divergerer fra hinanden i deres fokus på forskellige aspekter at et emne, betegnes denne strategi derfor i specialet som en divergensstrategi. I tråd med idéen bag divergensstrategien viser Slothuus (2010: 352ff), at et parti faktisk kan eje bestemte frames eller argumenter baseret på det forhold, at de er relateret til partiets issueejerskaber på andre områder. I specialet oversættes dette til, at partierne ved at anvende en divergensstrategi fremhæver de aspekter af emnet, som de hver især ejer. Ved at fremhæve de aspekter af emnet, som partiet ejer, er det forventningen i specialet, at partiet kan påvirke vælgernes opfattelse af, hvad emnet i det hele taget drejer sig om, og dermed hvilke aspekter vælgerne bedømmer partiernes issueejerskab ud fra. Ifølge divergensstrategien vil det eksempelvis være fordelagtigt for Socialdemokraterne at tale om flygtninge-/indvandrerområdet ved at fokusere på emnet som et spørgsmål om velfærd og beskæftigelse, som er nogle af de aspekter af emnet, som partiet har ejerskab til (Ventzel, 2008), eller for de borgerlige partier at tale om klima og miljø som et spørgsmål om sikkerhedspolitik og økonomisk politik (Tandrup, 2009). Ifølge Petrocik vil en divergensstrategi være fordelagtig af to årsager. Dels fordi partiet vil fremstå troværdig i vælgernes øjne i kraft af partiets fokus på de aspekter, hvor partiet nyder en vælgermæssig fordel, og dels fordi partiet undgår uro i partiets eget bagland (Petrocik, 1996: 829). Selvom strategien er tænkt som en måde, hvorpå partier kan tale om emner, som er ejet af et modstanderparti, er det opfattelsen i specialet, at divergensstrategien med fordel kan anvendes af både ikke-ejere og ejere af et emne, da et parti i begge situationer vil have en interesse i at forsøge at få emnet til at dreje sig om de aspekter af emnet, hvor partiet er på hjemmebane. Divergensstrategien som en måde at påvirke issueejerskab bekræftes empirisk af Holian (2004). Som beskrevet var andet trin i Clintons retoriske strategi for at erobre ejerskabet 8 Det er her væsentligt at pointere, at Petrocik ikke selv nævner muligheden for, at partierne kan anvende, hvad specialet kalder en divergensstrategi med det formål at påvirke ejerskabet til et issue, men blot nævner strategien som en troværdig måde, hvorpå et parti kan tale om et emne, som er ejet af et modstanderparti (Petrocik, 1996: 829). 18

til kriminalitetsemnet således netop at fremhæve de demokratiske aspekter af emnet relateret til forebyggelse af kriminalitet frem for straf 9 (Holian, 2004: 101). I specialets empiriske undersøgelse sammenlignes effekten af divergensstrategien med den modsatte framingstrategi, som i specialet benævnes en konvergensstrategi, hvor partiet i stedet fremhæver de aspekter af emnet, som er ejet af et modstanderparti. Af de samme årsager, som divergensstrategien forventes at være en troværdig strategi til at påvirke issueejerskab, forventes konvergensstrategien i specialet at være en utroværdig strategi til at påvirke issueejerskab. Afslutningsvis er det vigtigt at understrege, at hverken divergens- eller konvergensstrategien indeholder ændringer i partiets policyposition, men alene vedrører framingen af partiets politiske budskaber. En mere radikal strategi end konvergensstrategien, hvor partiet eksempelvis lægger sig fladt ned og kopierer issueejerens policyposition (Meguid, 2005), undersøges således ikke i specialet. 2.2.4 Påvirkning af issueejerskab til beslægtede emner I det foregående afsnit blev der beskrevet to framingstrategier, som et parti kan anvende til at påvirke issueejerskabet til et emne. Ud over at påvirke et partis ejerskab til netop det emne, som partiet retter sin kommunikation imod, kan det desuden tænkes, at de to framingstrategier samtidig i et vist omfang kan smitte af på partiets issueejerskaber til andre emner. I en undersøgelse af de svenske partiers issueejerskaber finder Martinsson således en høj grad af samvariation mellem styrken af de enkelte partiers ejerskab til en række forskellige emner og kun en mindre grad af selvstændig variation for hvert enkelt ejerskab (Martinsson, 2009: 135f; 146). Desuden finder han, at samvariationen var stærkest mellem issueejerskaber til beslægtede områder, dog med visse forskelle mellem partierne, hvor styrken af de svenske Socialdemokraters ejerskab til arbejdsløshedsbekæmpelse var stærkest relateret til variationer i partiets ejerskab til forskellige velfærdsemner, mens Moderaternas issueejerskab til arbejdsløshedsbekæmpelse omvendt var stærkest relateret til variationer i partiets ejerskab til økonomi og skat (Martinsson, 2009: 136f). En forklaring på den høje samvariation mellem styrken af et partis issueejerskaber til forskellige emner kunne ifølge Martinsson være, at en stigende troværdighed på ét område kan øge partiets generelle troværdighed, hvilket kan smitte af på partiets troværdighed på andre områder. Inden for framinglitteraturen viser tidligere forskningsresultater dog, at framingeffekter kun i ringe omfang spredes til beslægtede holdninger (Druckman & Nelson, 2003: 741). Under alle omstændigheder vil en eventuel 9 Da det første trin i yes, but strategien indebærer et skift i partiets policyposition, falder dette trin uden for rammerne af specialet af både teoretiske og metodiske grunde. Teoretisk pga. specialets fokus på framing, som pr. definition ikke indebærer positionsskift (jf. afsnit 2.2.2), og metodisk pga. specialets eksperimentelle design, som ikke muliggør en test af positionsskift over tid. 19

effekt på ejerskabet til beslægtede områder ikke forventes at være lige så stærk som en eventuel framingeffekt på issueejerskabet til det emne, som partierne kommunikerer om. 2.3 Mediatorer og moderatorer af framingeffekter på issueejerskab I forlængelse af diskussionen af, om partier kan påvirke issueejerskab via framing, samt hvilke konkrete framingstrategier partierne kan anvende til dette formål, diskuteres det i dette afsnit, hvordan de to framingstrategier kan tænkes at have en effekt på issueejerskab, dvs. hvilke faktorer, der medierer en eventuel framingeffekt (afsnit 2.3.1), samt under hvilke betingelser framing kan have en effekt på issueejerskab, dvs. hvilke individuelle og kontekstuelle faktorer, der modererer en eventuel framingeffekt (afsnit 2.3.2). 2.3.1 Hvordan medieres framingeffekten på issueejerskab? For at kunne undersøge, hvordan framing kan ændre vælgernes holdninger til issueejerskab, er det nødvendigt først at se på, hvordan en holdning kan defineres, samt på, hvordan individer i det hele taget danner politiske holdninger. I den forbindelse udgør Zallers generelle teori om, hvordan individer danner politiske holdninger, og hvordan framing kan påvirke disse holdninger, et godt udgangspunkt (Zaller, 1992). Ifølge Zaller har individer ikke færdige holdninger, som de uden videre kan kalde frem fra langtidshukommelsen (Zaller, 1992: 118). Folks holdninger består derimod ifølge Zaller af en række overvejelser eller considerations, som er grunde til at være for eller imod et spørgsmål (Zaller, 1992: 40). Og da disse overvejelser ofte er indbyrdes modstridende, er de fleste menneskers holdninger i de fleste spørgsmål præget af ambivalens (Zaller, 1992: 76; Togeby, 2004: 27). Ifølge Zaller konstruerer folk holdningstilkendegivelser i fx en surveyundersøgelse ved at tage et simpelt gennemsnit ( averaging across ) af de overvejelser, som er tilgængelig i personens korttidshukommelse (Zaller, 1992: 49). Påvirkningen af en persons holdninger foregår ifølge Zaller gennem to forskellige psykologiske mekanismer eller mediatorer, dels ved at påvirke indholdet af personens overvejelser, dvs. den samlede balance mellem overvejelser for og imod et emne i personens langtidshukommelse 10 (også benævnt availability i litteraturen) (Zaller, 1992: 118f), og dels ved at påvirke tilgængeligheden af personens eksisterende overvejelser i korttidshukommelsen (også benævnt accessibility ) (Zaller, 1992: 48). Tilgængelighed som mediator af framingeffekter har dog indtil videre ikke fundet empirisk støtte i litteraturen i de tilfælde, hvor mekanismen faktisk er blevet testet (Slothuus, 10 Denne effekt omfatter begrebet persuasion, som virker ved at ændre indholdet af en persons eksisterende overvejelser (Zaller, 1992: 118f; Slothuus, 2008: 6). Andre forfattere har argumenteret for at reservere framingeffekter til kun at omfatte ændringer i vægtningen af en persons overvejelser for og imod en sag (Chong & Druckman, 2007: 115). Specialet tilslutter sig imidlertid Slothuus opfattelse om, at framing som uafhængig variabel bør adskilles fra de potentielle effekter af framing, herunder også de psykologiske mekanismer, som medierer effekten. Bestemte mediatorer af en framingeffekt bør således ikke afvises a priori (Slothuus, 2008: 6). 20