1 Prædiken til 2. s. e. trin. 2015 kl. 10.00 i Engesvang 725 - Det dufter lysegrønt 257 v. 4-5 af Vaj du korset flag på voven 385 - Op alle som på jorden bor 330 - Du som ud af intet skabte 144 v. 5 hvor saligt er det ægtepar 31 - Til himlene rækker For mange, mange år siden var vi indbudt hos nogen, vi mente at kende godt; vi kørte så langt som man næsten kan i dette land for at besøge dem. Der var givet tydelig besked om vores ankomst, og vi arriverede på det berammede klokkeslet - til frokost som aftalt. Godt sultne og med et stk. hylende barn i bilen. Men vore venner var af den slags mennesker, som man i al almindelighed bør efterligne og have som forbillede: de hængte sig ikke i småting og tog ikke tingene så tungt. Så de var ikke det mindste klar til, at vi skulle komme. Gæsteværelset fungerede som pulterkammer og skulle først ordnes, tallerkner fra morgenmaden stod endnu på bordet og de spurgte om vi ville med ud at købe ind til frokost, så vi kunne få det, vi kunne lide. Det er næsten 25 år siden og jeg husker det endnu. Selvfølgelig et møde med en facon, der ikke var min egen - og det har man altid godt af. Men mest husker jeg, at
2 følelsen af at være velkommen aldrig indfandt sig. Når jeg tænker på det, kan jeg genkalde mig af skuffelsen over at vi ikke var værd at gøre os umage for. Helt anderledes var det, da jeg for nogle år siden skulle på et hurtigt besøgt hos en gammel veninde, som jeg ikke havde set længe, én af den slags venner, hvor kontakten er gledet lidt ud, selv om man ikke ville det. Jeg havde ikke kørt særlig langt og det havde ikke været på tale, at der skulle være en særlig servering - jeg skulle bare være der en time. Alligevel var der lavet frokost, og dækket op. Det var som en fest, hvid dug og yndige blomster og alle tegn på at jeg var kær og ventet; det var til at blive helt rørt over umagen og at nogen havde gidet gøre det, for ens skyld. Sådanne erfaringer af at føle sig velkommen og uvelkommen, har vi alle sammen. Og som den tyske filosof Hannah Arendt har sagt et sted: Et er at blive anerkendt, noget andet at blive budt velkommen. -Og jeg tror, det er vanskeligt at overvurdere, hvor meget det betyder at blive budt velkommen, at opleve at have betydning og blive set og at nogen har gidet gøre sig umage for ens skyld. Og det er vel derfor, Jesus i dag fortæller om Gudsriget som en fest og Gud som værten, der står i døren og byder
3 velkommen, Kom indenfor, hvor var det godt, du ville komme. Tag plads, tag for dig, der er glæde til et helt liv indstøbt i hvert eneste stolesæde. Så vi ikke er i tvivl om, hvordan det er med Vorherre, at vi i forhold til ham aldrig kommer til besvær eller er til overs, altid bliver set og givet betydning. Et er at blive anerkendt, noget andet er at blive budt velkommen. Og det handler den ene halvdel af dagens evangelium, at Gud står i døren og byder os velkommen Godt du kom, jeg har glædet mig til at se dig! Men det er vel samtidig den del, vi er mindst agtsomme i forhold til, det er den sidste halvdel af lignelsen, der tager hele opmærksomheden, fordi det er den, der forstyrrer. For de indbudte gider jo ikke komme. Dårlige undskyldninger hele vejen rundt, og det værste er, at deres undskyldninger lyder som et ekko af vore egne dårlige undskyldninger. De gider simpelthen ikke, længere er den ikke de har andre prioriteter, de har valgt ikke at komme, som det ville lyde i på vor tids sprog. Som om man i alle forhold bare kan skalte og valte. Det er ikke til at vide, men man kan godt få den tanke, at de regner med, at de bare bliver indbudt en anden gang, hvis
4 han virkelig så gerne vil se dem, værten, de behøver ikke tage det så tungt. De først indbudte er mennesker, der har et liv, hvor de har råd til at sige nej, privilegerede. At have råd til at sige nej, er ikke alle beskåret. Men fordi de indbudte forlods havde givet tilsagn om at komme, står værten der med det hele klar. Det er ikke kun ubehageligt, det er også skamfuldt, at stå med alt klart og gæster, om alligevel ikke gider komme. Men det er iflg. lignelsen sådan det er at være Gud. Det er sidste gang, jeg har holdt en fest! Sådan kunne lignelsen have sluttet. Men det gør den jo ikke: Skal der være fest, så lad der være fest. De, der indbydes i anden omgang er ikke nogen, der har råd til at sige nej. Ja, det opkommer vel ikke i deres hjerte at man kan sige nej, når der bydes til gilde. Eller at der nok kommer bud igen, hvis man afslår. Således bliver salen fuld af alle dem, der ikke har noget at bidrage med, og festmåltidet begynder - og hvilket festmåltid: marvfede retter og ædel lagret vin.
5 - - Og måske er det i virkeligheden det ved kristentroen, som man kan vende sig imod: at det er så nemt, at Gud også - eller måske endda især er deres Gud som ikke har andet, at man ikke skal noget eller skal kunne noget. For det er jo ikke os, der gør alting rede og laver fest, det er ikke os, som gør os umage og er parat. Det er Gud. Vi skal bare komme, og når vi møder op, spørges der ikke om, hvorvidt vi nu har fortjent at være med eller om vi har udrettet noget, der gør, at vi har ret til en plads ved bordet, men vi må finde os i, at vi bænkes ved siden af mennesker, som vi måske ikke agter så højt, vi må finde os i, at der ikke gøres forskel på, om vi har været heldige i livet og klaret os godt eller uheldige. Måske er det den virkelige anstødssten i forhold til troen, at det er så nemt, at dem med et godt Cv ikke får bedre pladser end dem, der slet ikke har noget - det eneste vi skal er at sætte os til bords og tage imod glæden. For værten står i døren og byder os ind: Kom for nu er alt rede!..og når vi en dag lukker øjnene om vi gør det i fred eller med stor angst vil vi slå øjnene op til det samme festmåltid på bjerget, uanset hvem vi er og hvad vi har udrettet eller
6 forvoldt, en festmåltid med marvfede retter og ælde lagret vin.