Læsning. Prædikeren kap 3.

02-01-2015 side 1 Prædiken til midnatsgudstjeneste 2014. Christianshede Læsning. Prædikeren kap 3. Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort. En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale. En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred. Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget? Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. Amen. 1

02-01-2015 side 2 Det er som at nå i mål, når vi er nået til nytårsaften. Så kan man for et øjeblik spænde rygsækken af og nyde øjeblikket med fest og fyrværkeri. Spændingen er forløst, året er levet til ende, vi er nået frem til at byde et nytår velkommen. Dette er festens og anledningens glæde at kunne slappe af, og ikke skulle mere, men holde et øjebliks fri og nyde fælles fyrværkeri på nattehimlen. Det er sundt og godt at have de øjeblikke i livet, og i årets rytme. Nytårsaftens timen har det særlige ved sig, at den i vores bevidsthed har det gamle år bag sig og det nye år foran sig. Vi er midt mellem gammel tid og ny tid. Det er vi jo i hvert øjeblik, men særligt i denne midnatstime. Med tanker om det gamle år og forventninger til det nye år. Nytårsaften er festen for årsskiftet og øjeblikket mellem gammelt og nyt. Den smukke tekst fra prædikerens bog, beskriver dette og hele menneskelivet, som at være spændt ud mellem tidens modsætninger. 14 modsætninger stiller prædikeren op over for hinanden, og beskriver på denne måde det livsrum som mennesket har at leve sit liv i. I dette livsrum eller tidsrum oplever vi livets gang og verdens gang. Man kan filosofere over begrebet tid. Hvad er tid? Tid er bevægelse. Et døgn er den tid det tager jorden at dreje en omgang om sin egen akse. Et år er den tid det tager for jorden at nå en omgang rundt om solen. Så vi har jo i året der er gået, været på en ganske lang rejse i himmelrummet. Tid er bevægelse og deraf vel også ordsprogene: Tiden går, og 2

02-01-2015 side 3 vi med den! eller Tiden går, som vand flyder! Der er noget som hele tiden bevæger sig i forhold til os, og vi til det omkring os. Hele tiden flytter det sig omkring os, der sker noget hele tiden. Det er sådan prædikeren også beskriver tiden: Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. For alt hvad der sker, er der et tidspunkt. Prædikeren hævder så at vi ikke kan finde ud af noget som helst af hvad Gud gør. Det er jo også rigtigt at vi nok ikke kan finde ud af hvad Gud gør. Selv med mange års erfaring er livet stadig gådefuld, og mange spørgsmål ubesvarede. Og i troen har vi uforløste gåder med Gud, ligesom vi har meget som vi er taknemmelige for. Livet var fyldt af oplevelser, ting som sker, modsætninger, og livstiden er spændt ud mellem det klare og det dunkle. Tiden er lang, og har alligevel sine øjeblikke. Der er både den lange tid, og det afgørende øjeblik. I tidens gang, i livets trummerum sker der pludselig noget. Oplevelser, hændelse og begivenheder sætter sine spor i livets gang. Vi er i tiden, det er vores liv, vi har fået et tidsrum at leve i. Prædikeren beskriver med sin poetiske tekst menneskets liv, som et rum at leve i, fødsel og død, og dette rum er fyldt ud af modsætninger. Der er en tid til at plante et træ, der er en tid til at fælde et træ. Livets tid er spændt ud mellem livets yderpunkter, vi er sat ind i det rum, som består af livets modsætninger. Her er vort liv, i det rum vi har fået af leve i tidernes skiften, vekslen og forandringer. I livets kamp mellem godt og ondt, lykke og ulykke, sådan som prædikeren beskrev livet i dets modsætninger. 3

02-01-2015 side 4 Alting har en tid, for alt hvad der sker under himlen er der en tid. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at tie, en tid til at tale. Han som skrev disse ord om menneskelivet og alt det som fylder i menneskelivet, var et menneske som havde prøvet det meste. Han havde gennemvandret livet på kryds og tværs i handling og i tanke. Han havde søgt at fravriste livet dets mening, gennemskue livets mysterier, og finde ud af livets hemmeligheder. Sådan som vi også stiller spørgsmål og grubler når vi oplever livets storhed og livets ulykker. Livets komme og dødens besøg. Når vi møder tilværelsens udfordringer og vor egen begrænsning. Når vi af tidens skiften tvinges til eftertanke. Da formes spørgsmål om hvad livet er, hvad et menneske er, om hvad meningen er med det hele. Livet er fyldt af modsætninger. Det ene øjeblik sker det ene, og det næste øjeblik det modsatte. Kan et menneske rumme at livet er fyldt af modsætninger? Det underlige er at kan vi ikke rumme modsætninger i vores liv og tanke, så knuses vi af modgangen. Så går vi i stykker inden i det indre menneske, men kan vi rumme livets modsætninger, så opdager vi at der er handlemuligheder i det livsrum vi har. Livet er ikke retfærdigt. Og ofte sker der ting, som er tilfældigheder. I et split sekund, kan en ulykke sker. Jeg tror ikke på at alt er fastlagt på forhånd, som om Gud sad i himlen med sit joystik i et kæmpe kontrolrum, og så dirigerede hvert enkelt menneske i en fastlagt livsbane. Jeg tror på en kærlig 4

02-01-2015 side 5 Gud, som følger sit menneske på dets livsbane. I teksten her beskrives livet som vi kender det. Lige netop sådan er det jo vi oplever vores liv, på godt og ondt, i glæde og i smerte. Livet er ikke fornuftigt, eller uden modsætninger. Men modsætninger bygger livsrum. Når der bygges et hus, så må der anvendes modsat rettede kræfter. Det som tynger nedad, bæres af det som trykker opad. Eller som to stolper, som læner sig mod hinanden. De danner en port man kan gå igennem. De danner rum, og skaber bolig for mennesker. Sådan også med livet og dets modsætninger. Tilværelsens store modsætninger danner det store rum vi lever vore liv i. Livet leves imellem fødsel og død. Leves imellem glæde og sorg. I kraft og afmagt. I ungdom og alderdom. Dette er vort livs ramme, som ingen kan bryde ud af, men som giver os plads til at leve vores tid ud og her i det rum kan vi handle på godt og på ondt med os selv og hinanden. Af dette livs vilkår lærer vi os selv og Gud at kende, og udfordres til at stole på ham. Ind i det liv, de livsvilkår som er menneskets, ind i menneskets tid kommer Gud. Det er julens nyhed. Gud trådte selv ind i dette modsætningsfyldte liv. Barnet i krybben er den almægtige Gud, klædt på som menneske. Vi taler om den almægtige Gud, og vi siger at hvis han er almægtig, så burde han løse alle problemer og forhindre al lidelse. Vi taler også om den kærlige Gud. Om Gud, som elsker sit menneske. Men, - vi ved det jo godt, - almægtighed og kærlighed er i sine udtryk modsætninger. Man kan ikke tvinge med almagt og samtidig skænke kærlighedens frihed. Den almægtige og kærlige Gud, er en modsætning. Gud er en gåde for os. 5

02-01-2015 side 6 Vi forstå det ikke. Hverken i vores glæde eller når vi sidder med smerten. Gåden er for mig at se ikke til at løse, men den er til at leve med og i. Det uforståelige og det gådefulde lukker ikke livet ned, det forhindrer ikke livets udfoldelse. Tværtimod, for mig, lukker det livet op i et kæmpe rum, som jeg kan kaste mig ud i på opdagelse. Modsætningerne er det som skaber rum for os at være til i. Som livets modsætninger skaber og sætter ramme om vort livsrum, vor livstid, sådan favner Gud sin verden i almagt og kærlighed. Som kirkens rum her er stort og rummeligt, båret af stærke mure og det tunge tag, sådan er vi omgivet af Guds almagt og kærlighed. Vor tilværelses rum omgives af Gud i hans almagt og kærlighed. En almagt og kærlighed der fik sit stærkeste udtryk i Kristi liv og lidelse, i Kristi kors. Her mødes Guds almagt og Guds kærlighed i Guds lidelse for sit menneske. Gud ikke bare som den der omgiver os, men den som trådte ind i vores tilværelses rum, og blev menneske for os i Jesus Kristus. Korset er almagt og kærlighed, der bliver til et, og samles i Guds hjerte. Og rejses i verden, som det centrum der holder alt oppe. Kærlighed og almagt mødes der, hvor der er én som er villig til at bære en andens lidelse. Derfor står der et kors i vores modsætningsfyldte verden. Gud har sat sit mødested ind i vor modsætningsfyldte verden. Vi har fået det guddommelige tidspunkt, øjeblik at forholde os til i vor livstid. Det centrale øjeblik, som kaster lys på fortid og fremtid. Når man skal rejse et telt, så skal man bruge en stor stolper til 6

02-01-2015 side 7 at sætte i midten, som løfter teltdugen op fra jorden, så kan teltdugen spændes ud, så det kan rumme og give plads til mange. Sådan er centrum i den kristne tro, Gud gerning i Kristus, der som centerstolpen står i midten og løfter Guds rum op, så der er plads for os mennesker at være til i, og så vi kan krybe i ly under Kristi gerning. Jesu brugte også billedet om hønen der vil samle kyllingerne under sine vinger. Gaven fra Gud til os, midt i det liv som vi lever modsætningsfuldt, at hjertets indre kan søge ly hos Kristus. Hos Gud, som kan rumme os som de mennesker vi er. Det er samme gave som hver af os har fået i dåbens gave. Og jeg tror at det er mange menneskers erfaring at den gave bliver vigtigere og vigtigere som årene går, at der er noget jeg fik, som jeg kan stole på. Amen. 7