NATURKLAGENÆVNET Frederiksborggade 15, 1360 København K Tlf.: 3395 5700 Fax: 3395 5769 X.400: S=nkn; P=sdn; A=dk400; C=dk E-mail: nkn@nkn.dk 4. april 2006 J.nr.: 03-33/600-0150 SNI Afgørelse i sagen om regionplantillæg nr. 36 - Varehus i Horsens i Horsens Kommune Vejle Amt har den 24. juni 2005 vedtaget tillæg nr. 36 til regionplan 2001-2013 med tilhørende VVM-redegørelse. Afgørelsen er påklaget til Naturklagenævnet af De Samvirkende Købmænd (DSK) samt tre forskellige beboere i Horsens. Naturklagenævnet traf den 22. september 2005 delafgørelse vedrørende et af DSK rejst spørgsmål om Naturklagenævnets habilitet. Nævnet fandt ikke, at der foreligger personlig inhabilitet hos formanden eller andre nævnsmedlemmer, der havde deltaget i behandlingen af en tidligere sag om varehusets etablering i Horsens. Nævnet fandt endvidere ikke, at der foreligger myndighedsinhabilitet. Baggrund Naturklagenævnet traf den 11. august 1999 afgørelse om, at Horsens Kommune havde mulighed for at meddele dispensation, jf. planlovens 19, stk. 1, fra en gældende lokalplan til etablering af et lavprisvarehus (Bilka) i lokalplanområdet. Kommunen meddelte herefter dispensation fra planloven samt byggetilladelse til opførelse af Bilka. Lavprisvarehuset blev opført og åbnede den 27. marts 2001.
2 Naturklagenævnets afgørelse blev indbragt for domstolene. Vestre Landsret fastslog ved en dom af 22. juni 2001, at kommunen ikke havde hjemmel i planlovens 19, stk. 1, til at meddele de til brug for projektets gennemførelse fornødne dispensationer. Landsretten kendte derfor Naturklagenævnets afgørelse for ugyldig. Landsrettens dom blev med en supplerende begrundelse stadfæstet af Højesteret den 22. april 2004. Efterfølgende vedtog Vejle Amt et forslag til regionplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse, der skal muliggøre, at Horsens Kommune kan tilvejebringe en lokalplan for et lavprisvarehus på 14.000 m 2 det pågældende sted. Miljøministeren besluttede ikke at nedlægge veto efter planlovens 29, stk. 1, mod amtets forslag til regionplantillæg. Ministerens afgørelse kan ikke påklages til Naturklagenævnet. Herefter traf Vejle Amt den 24. juni 2005 den påklagede afgørelse. Regionplantillæg nr. 36 og VVM-redegørelsen Regionplantillægget I regionplantillægget fastsættes følgende nye retningslinie: 1.6.h Varehus i Horsens Der kan etableres et varehus på ca. 14.000 m 2 i Horsens, med en placering i området mellem gaderne Ove Jensens Alle, Høegh Guldbergs Gade og Grønlandsvej. Det er i regionplanredegørelsen anført, at varehusets størrelse er tilpasset muligheden for en trafikalt velegnet placering i bymidten samt, at de tidligere etablerede Bilka-varehuse i aflastningscentrene ved Kolding og Vejle er på henholdsvis 20.000-21.000 m 2 og ca. 18.000 m 2. I redegørelsen er der henvist til planlovens målsætning for planlægning til butiksformål, således som den fremgår af lovens 5 c. Af redegørelsen fremgår bl.a., at det i den gældende regionplan er amtsrådets mål for bymønstret i amtet at styrke en centerstruktur, der består af fire ligeværdige egnscentre (Fredericia, Horsens, Kolding og Vejle). Det betyder, at egnscentrene hver især skal udstyres med egnscenterfunktioner, der gør, at borgerne i den enkelte egn opnår et rimeligt serviceniveau. I den gældende regionplan er målet med planlægning for detailhandelen at sikre grundlaget for en decentral udvikling på dagligvareområdet. Udviklingen på detailhandelsområdet skal samtidig være
3 med til at sikre levende og velfungerende bymidter og ske på et miljømæssigt bæredygtigt grundlag. Der er i regionplanredegørelsen henvist til rapporten Detailhandelen 2003, Horsens Kommune. En sammenfatning af rapporten indgår i redegørelsen som bilag. Rapporten analyserer udviklingen i detailhandelen i Horsens og omegn i perioden 1997-2003 og behandler konsekvenserne for den eksisterende detailhandel og forbrugerne i Horsens Kommune og dens opland. Udviklingen er analyseret og vurderet for tre forskellige scenarier: 1. Den faktiske situation i dag med Bilka og Løvbjergcentret etableret med i alt ca. 19.150 m 2. 2. En situation, hvor Løvbjergcentret er etableret, men ikke Bilka. 3. En situation, hvor Horsens Kommunes oprindelige lokalplan 93 er realiseret med et varehus på 6.600 m 2 og specialbutikker på 14.000 m 2 inklusive Løvbjergcentret, i alt 20.600 m 2. I regionplanredegørelsen er det anført, at detailhandelsrapporten viser, at Horsens bys status som egnscenter på dette område, ligeværdigt med amtets øvrige egnscentre, i slutningen af 1990 erne var truet på grund af hård konkurrence fra Århus-området og Trekantområdet, som i aflastningsområder begge er velforsynet med store, udbyggede varehuse, og hvortil Horsens mistede markedsandele. Ifølge rapporten er konsekvenserne for udviklingen i detailhandelsstrukturen af det opførte varehus i Horsens bymidte, at byens status som ligeværdigt egnscenter i forhold til amtets øvrige egnscentre er blevet forbedret på detailhandelsområdet, idet Horsens har genvundet markedsandele. Konsekvensen er endvidere, at aktiviteten og butikslivet i Horsens bymidte generelt er styrket, især på grund af dette nye varehus. Der er fortsat en bred dagligvaredækning i alle oplandskommunerne omkring Horsens, hvor dagligvarehandelen ifølge analysen har klaret sig bedre end landsgennemsnittet i de senere år. Redegørelsen oplyser endvidere, at andre undersøgte alternativer i detailhandelsrapporten giver Horsens en dårligere situation i forhold til de øvrige egnscentre. Ifølge rapporten tyder alt på, at truslen mod de mindre, lokale dagligvarebutikker/supermarkeder i Horsens og omliggende kommuner som i Danmark i øvrigt først og fremmest kommer fra de stadigt flere discountbutikker.
4 VVM-redegørelsen viser ifølge regionplanredegørelsen, at et varehus det pågældende sted giver en god tilgængelighed for alle trafikarter og fremmer en samfundsmæssig bæredygtig detailhandelsstruktur, hvor transportafstande begrænses. Der henvises til det ikke-tekniske resumé af VVM-redegørelsen. Det anføres i regionplanredegørelsen, at detailhandelsrapporten og VVMredegørelsens konklusioner viser, at regionplanlægning for et større varehus i Horsens er i overensstemmelse med intentionen i planloven og samtidigt understøtter regionplanens målsætninger for byudvikling og detailhandel. Herefter anføres: Den særlige planlægningsmæssige begrundelse for, at der i Horsens kan planlægges for et varehus på 14.000 kvm bruttoetageareal er, at der er behov for en særlig regionplanmæssig indsats i Horsens for at opfylde Amtsrådets regionplanmæssige mål for bymønstret, at denne indsats med den valgte placering af varehuset ikke undergraver men tværtimod styrker målet om at sikre en levende og velfungerende bymidte, at dette sker uden at undergrave dagligvaredækningen i oplandskommunerne, hvor dagligvarehandelen har klaret sig bedre end landsgennemsnittet, og hvor der stadig er en bred dagligvaredækning, og at et varehus placeret i dette område mellem gaderne Ove Jensens Alle, Høeg Guldbergs Gade og Grønlandsvej giver en meget god tilgængelighed for alle trafikarter, herunder ikke mindst for den gående, cyklende og kollektive trafik, og ligeledes fremmer en samfundsmæssigt bæredygtig detailhandelsstruktur, hvor transportafstande begrænses. VVM-redegørelsen Det fremgår af redegørelsen, der er fra februar 2005, at den er udarbejdet af Horsens Kommune i samarbejde med Vejle Amt. Redegørelsen beskriver og vurderer tre alternative anvendelser af det pågældende område: - Varehus: etablering af et varehus (Bilka) på ca. 14.000 m 2 bruttoetageareal - Butikscenter: etablering af et butikscenter med en dagligvarebutik på ca. 6.600 m 2 og specialbutikker på tilsammen ca. 14.000 m 2 bruttoetageareal. - 0-alternativet: området ville henligge som det oprindelige delvist nedslidte erhvervsområde.
5 Alternativerne er nærmere beskrevet og vurderet i afsnit om de eksisterende planforhold, de eksisterende forhold, en beskrivelse af projektet, de visuelle konsekvenser, konsekvenser for trafikken, andre miljøkonsekvenser, socioøkonomiske konsekvenser, metode og datagrundlag samt afværgeforanstaltninger og referencer. Redegørelsen indeholder endvidere et ikke-teknisk resume. Det anføres i redegørelsen, at datagrundlaget har været meget omfattende og præcist, bl.a. fordi byggeriet er opført og har været i drift i flere år. De visuelle konsekvenser, konsekvenser for trafikken og miljøet i øvrigt, har således kunnet beskrives ud fra faktuelle registreringer og målinger. Det anføres desuden, at beskrivelsen af trafikken har taget afsæt i rapporten Horsens Kommune Detailhandelen 2003, som er en omfattende beskrivelse og analyse af konsekvenser for detailhandelen. De Samvirkende Købmænds klage DSK finder, at regionplantillægget skal ophæves, idet amtets afgørelse er ugyldig af en eller flere af de følgende grunde: Særlig planlægningsmæssig begrundelse. DSK har anført, at regionplantillægget savner den særlige planlægningsmæssige begrundelse, der ifølge planlovens 6, stk. 8, skal foreligge, såfremt et amt ønsker at planlægge for en dagligvarebutik på mere end 3.000 m 2. Efter klagerens opfattelse fastsætter denne bestemmelse materielle og kvalitative krav til de fornødne begrundelser. Endvidere har DSK anført, at administrativ praksis understreger, at bestemmelsen er af restriktiv og kvalificeret karakter. Der er henvist dels til Naturklagenævnets afgørelse omtalt i NKO nr. 237, september 2001, hvor nævnet underkendte Københavns Kommunes begrundelse for at overskride lovens maksimale butiksstørrelse for udvalgsvarer med ønsket om at opnå fleksibilitet i den administrative praksis. Og dels til miljøministeriets praksis, hvor ministeren har nedlagt veto efter planlovens 29 mod alle regionplanforslag med retningslinier, hvor de i loven angivne butiksstørrelser blev overskredet, bortset fra i to konkret begrundede tilfælde. DSK finder desuden, at to lavprisvarehuse i Horsens vil skævvride en ligeværdighed i amtets detailhandelsstruktur, idet der i Horsens i forvejen er etableret et lavprisvarehus af regional betydning (Kvickly
6 Xtra), Vejle og Kolding har hvert et lavprisvarehus (Bilka), mens der ikke er noget lavprisvarehus af regional betydning i Fredericia. Herudover har DSK henvist til planlovens formål i 5 c, nr. 1, hvorefter planlægningen skal fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer samt de enkelte bydele i større byer. Klageren finder, at Bilka i Horsens modvirker et varieret butiksudbud i de omliggende mindre og mellemstore byer. Regionplanens præcision DSK finder, at regionplantillægget er forbundet med en sådan mangel på præcision, at formålet med vedtagelsen ikke kan opfyldes. Regionplantillægget søger at lovliggøre den eksisterende anvendelse af området til lavprisvarehus med et areal på ca. 14.000 m 2. Ifølge BBR-registret omfatter lavprisvarehuset et bebygget areal på 12.170 m 2, et samlet bygningsareal på 14.233 m 2 og et areal af overdækning på 3.351 m 2. Bruttoetagearealet er dermed (ifølge BBR) 17.584 m 2. Regionplantillægget mangler således at lovliggøre 3.584 m 2 af det eksisterende byggeri. Det er på den baggrund DSK s opfattelse, at tillægget på grund af omfattende uklarhed og mangel på præcision er ulovligt. VVM-redegørelsen DSK kritiserer, at VVM-redegørelsen er udarbejdet af Horsens Kommune og ikke af amtet, når redegørelsen efter planlovens 6, stk. 7, er en integreret del af amtets forslag til og vedtagelse af en del af regionplanen. Endvidere har DSK anført, at der ikke foreligger fortilfælde, hvor der gennemføres retlig lovliggørelse af bestående, ulovlige og VVM-pligtige anlæg. Klageren har henvist til, at det fremgår af planlovens 6 c, stk. 1, at VVM-pligtige anlæg ikke må påbegyndes før der er tilvejebragt retningslinier i regionplanen med tilhørende VVM-redegørelse, jf. lovens 6, stk. 7. Klageren har videre anført, at formuleringen er i overensstemmelse med EU-direktivet herom, der foreskriver, at VVMpligtige projekter skal undergives en vurdering af deres virkninger på miljøet, inden der gives tilladelse. DSK har desuden kritiseret, at det i forslaget til regionplantillægget er anført, at der i dette tilfælde ikke skal skønnes over, hvorledes udviklingen vil forløbe som følge af realisering af planen, idet den kendes, men i stedet over, hvordan udviklingen ville være forløbet, hvis planen ikke var blevet realiseret. Klageren har anført, at dette
7 også er i strid med planloven og VVM-direktivet. Efter DSK s opfattelse skal VVM-redegørelsens indhold og perspektiv efter reglerne være fremtidigt og fyldestgørende. Den udarbejdede redegørelse er imidlertid alene tilbageskuende og begrænset til perioden frem til fremsættelsen af forslaget til regionplantillæg. Tilsvarende gælder beskrivelsen af de mulige alternativer, hvor kun Bilka-projektet, det oprindelige Løvbjerg-projekt og et nul-alternativ er beskrevet. Herudover har DSK kritiseret redegørelsens afsnit om projektets visuelle konsekvenser. Klageren har nævnt, at det om det visuelle indtryk af Løvbjerg-projektet er anført, at den visuelle påvirkning af et eventuelt opført butiksalternativ vurderes at have omtrent samme effekt på området i sin helhed som varehuset. Efter DSK s opfattelse viser en sammenligning af figur 5.2 og figur 6.5, at dette er forkert. DSK har henvist til VVM-redegørelsens afsnit 10 om metode og datagrundlag, hvoraf det fremgår, at der for så vidt angår projektets socioøkonomiske konsekvenser ikke er tilvejebragt oplysninger eller udarbejdet vurderinger i sammenhæng med redegørelsen. Klageren har anført, at kommunen har anvendt materiale, som i forvejen var udarbejdet med andre formål for øje. Det er misvisende og forkert og efter klagerens opfattelse ulovligt, at det i VVM-redegørelsen konkluderes, at de miljømæssige konsekvenser af opførelse og drift af varehuset ikke har påvirket eller påvirker erhvervsmæssige eller rekreative interesser i området i nævneværdigt omfang. Konklusionen er ubegrundet i forhold til den tilfældige mængde af information, der er undersøgt, og baserer sig på information, der kun rækker frem til udgangen af 2003. Konsekvensen af et regionalt lavprisvarehus har ikke vist sig i fuldt omfang i løbet af den periode, som VVM-redegørelsen dækker. Det er en mangel ved redegørelsen, at der ikke foretages en perspektivering af konsekvenserne. Ulovhjemlet retlig lovliggørelse DSK har henvist til, at det fremgår af forslaget til regionplantillægget, at amtet i sin vurdering af sagen har inddraget grundsætninger i relation til retlig lovliggørelse, herunder proportionalitetsprincippet, parternes gode tro og samfundsmæssigt værdispild. Amtet har ikke præciseret på hvilken måde, dette har øvet indflydelse på afgørelsens indhold, hvilket i sig selv må medføre afgørelsens ulovlighed. Hvis det lægges til grund, at planlovens 6, stk. 8, på baggrund af bindende administrativ praksis medfører, at der ikke kan skabes en særlig planlægningsmæssig begrundelse for en lovliggørelse, så er retlig lovlig-
8 gørelse udelukket uanset proportionalitet, god tro og samfundsmæssigt værdispild. Endvidere har DSK anført, at retlig lovliggørelse som instrument alene tilkommer den oprindeligt planlæggende myndighed inden for de rammer, som myndigheden havde til rådighed og indenfor myndighedens kompetence. Dette gælder efter DSK s opfattelse så meget desto mere, når det som i denne sag er klart, at planlægning for et regionalt lavprisvarehus ikke ville være blevet gennemført i 1999, idet ministeren ville have nedlagt veto herimod. DSK har herudover anført en række betragtninger vedrørende proportionalitet, god tro og samfundsmæssigt værditab og herunder henvist til to domme (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2000.2412H og 2003.1628Ø) vedrørende ulovlige gylletanke, der var etableret med myndighedernes tilladelse. Myndighederne blev i begge sager pålagt at gennemføre fysisk lovliggørelse ud fra den betragtning, at de der havde fået en ulovlig tilladelse kunne søge erstatning hos myndighederne for den indtrådte skade. Beboernes klage Beboerne har også anført, at regionplantillægget ikke opfylder planlovens krav om, at der skal foreligge en særlig planlægningsmæssig begrundelse for at fravige en butiksstørrelse på 3.000 m 2. Det er endvidere anført, at Bilka ikke har styrket midtbyen i Horsens bedre, end hvis der var opført et større butikscenter med mange butikker, som det var formålet i den gældende lokalplan for området. Amtet skulle ved vurderingen af, om der foreligger en særlig planlægningsmæssig begrundelse have set bort fra, at varehuset allerede er opført. Det er bl.a. anført, at regionplantillægget er i strid med forvaltningsretlig praksis, idet Miljøministeren har nedlagt veto mod samtlige forslag til regionplaner, der har åbnet mulighed for etablering af dagligvarebutikker med et bruttoetageareal på mere end 3.000 m 2. Regionplantillægget bør derfor erklæres ugyldigt. Vedrørende spørgsmålet om lovliggørelse er det anført, at det må indgå, at Bilka er opført, således at der gennemføres en blandet fysisk og retlig lovliggørelse ved tilvejebringelse af en lokalplan, der forudsætter, at Bilka ombygges til mindre butikker. To af beboerne har anført, at amtet ikke har besvaret deres indsigelser mod regionplanforslaget.
9 En af beboerne har desuden klaget over, at Bilka er opført med ind- og udkørsel via Niels Gyldingsgade, hvilket er i strid med lokalplanen for området. Vejle Amts udtalelse Vejle Amt har udtalt sig om klagerne over afgørelsen og finder sammenfattende, at der ikke er fremført væsentlige nye aspekter, som ikke var kendte og indgik, da regionplantillægget blev vedtaget. Amtet finder derfor ikke, at klagerne kan anfægte lovligheden af og grundlaget for amtets afgørelse. Amtet har dog knyttet principielle betragtninger til de væsentligste aspekter i klagerne. Amtet har udtalt, at regionplantillæggets redegørelse opfylder kravene i planlovens 6, stk. 8. Amtet har herom henvist til et notat fra Kammeradvokaten udarbejdet til brug for Miljøministeriets sagsbehandling. Kammeradvokaten har i sit notat refereret forarbejder til planlovens bestemmelser om planlægning til butiksformål samt henvist til Naturklagenævnets afgørelse af 14. februar 2001, omtalt i NKO nr. 237, hvor nævnet i en konkret sag om Ørestad City Center tog stillig tilspørgsmål om en særlig planlægningsmæssig begrundelse. Naturklagenævnets afgørelse blev indbragt for Østre Landsret, der i en dom af 25. april 2003 frifandt Naturklagenævnet for påstaden om, at afgørelsen var ugyldig. Det er sammenfattende kammeradvokatens vurdering, at regionplanen opfylder kravet i planlovens 6, stk. 8, til indholdet af redegørelsen. Vedrørende VVM-vurdering af allerede etablerede anlæg har amtet henvist til, at Tilsynet med kommunerne i Århus, Vejle og Ringkøbing amter i en afgørelse har givet Horsens Kommune medhold i, at der ikke i lovgivningen er grundlag for at pålægge kommunen, på hvilken måde en lovliggørelse skal finde sted. Kommunen har besluttet at søge en retlig lovliggørelse, som forudsætter, at der tilvejebringes et regionplantillæg med tilhørende VVM-vurdering. Amtet har endvidere henvist til, at Naturklagenævnet i en afgørelse har fastslået, at om end det ikke er hensigtsmæssigt at udarbejde en VVM-redegørelse efter færdiggørelse af et anlæg, er det således efter planlovens lovligt og nødvendigt. Amtet har om klagen over, at Horsens Kommune har udarbejdet VVMredegørelsen udtalt, at planlovens 7 indeholder regler om, hvilke oplysninger og undersøgelser regionplanmyndigheden kan anmode myndigheder
10 og private om at meddele og foretage i forbindelse med regionplanlægningen og etableringen af VVM-pligtige anlæg. VVM-vurderingen er tilvejebragt i overensstemmelse med disse regler. Det er amtets vurdering, at VVM-vurderingen er fyldestgørende. Det er amtets ansvar at drage konklusionen af VVM-vurderingen og dette er efter amtets opfattelse ikke et retligt spørgsmål. For så vidt angår klagen over, at VVM-redegørelsens beskrivelse af de socioøkonomiske konsekvenser er utilstrækkelig, herunder i forhold til detailhandelsstrukturen, har amtet udtalt, at redegørelsen ifølge bestemmelserne i samlebekendtgørelsen skal indeholde en beskrivelse af de som en mulig følge af miljøpåvirkningerne afledte socioøkonomiske forhold. VVM-redegørelsen indeholder den foreskrevne beskrivelse, men derimod ikke en bred socioøkonomisk redegørelse. Regionplanredegørelsen inkluderer en redegørelse for de forventede konsekvenser for detailhandelen af at etablere et varehus med et bruttoareal på ca. 14.000 m 2 i Horsens midtby. Vedrørende værdispild og god tro har amtet udtalt, at det fremgår af regionplantillægget, at amtet har haft såvel grundsætningerne om det mindste middels princip og proportionalitetsprincippet som spørgsmålet om de involveredes gode tro for øje. Amtsrådet har imidlertid ikke medtaget disse hensyn i regionplantillæggets redegørelse for den særlige planlægningsmæssige begrundelse. Om DSK s påstand om, at regionplantillægget er for upræcist, har amtet udtalt, at amtet har vedtaget et regionplantillæg, der som ønsket af Horsens Kommune åbner mulighed for, at kommunen kan udarbejde en lokalplan for et varehus med et bruttoetageareal på ca. 14.000 m 2. Amtet har ikke taget stilling til størrelsen på Bilka-varehuset i Horsens, idet dette tilkommer kommunen som lokalplan- og bygningsmyndighed. For så vidt angår beregningen af det opførte Bilka-varehus har amtet henvist til et notat udarbejdet af en advokat for Horsens Kommune. Amtet finder, at det fremgår heraf, at der ikke er den af DSK påståede uoverensstemmelse. Amtet har desuden udtalt, det har været amtets udgangspunkt, at planlægningen skal ske på det nuværende regelgrundlag og i princippet som om Bilka ikke eksisterede. Efter planloven kunne der i øvrigt både i 1999 og i 2005 planlægges for butikker med et bruttoareal på over 3000/1.000 m 2, hvis der var/er særlige planlægningsmæssige begrundelser
11 for det. Det er derfor uden betydning, om amtets planlægning har udgangspunkt i lovgivningen fra 1999 eller 2005. Vedrørende en af beboernes klage over, at amtet ikke har besvaret klagerens indsigelse mod forslaget til regionplantillæg, har amtet udtalt, at amtets stillingtagen til de indkomne indsigelser blev tilsendt klageren på hendes e-mail-adresse. Amtet har vedlagt sin udtalelse et notat som Horsens Kommune som part i sagen ladet en advokat udarbejde. Herudover har amtet fremsendt kopi af en del af sin korrespondance med en af de andre klagere. Det fremgår heraf, at det vedtagne regionplantillæg med stillingtagen til indsigelserne blev fremsendt til klageren den 28. juni 2005. De Samvirkende Købmænds supplerende bemærkninger DSK har kommenteret amtets udtalelse og herunder fastholdt klagen og den anførte argumentation. Vedrørende klagen over den manglende særlige planlægningsmæssige begrundelse har DSK henvist til Kammeradvokatens notat og præciseret, at ministerens beslutning om ikke at nedlægge veto, jf. planlovens 29, mod forslaget til regionplantillægget ikke kan påberåbes til støtte for et synspunkt om, at der foreligger en særlig planlægningsmæssig begrundelse eller, at regionplantillægget er lovligt. Klageren har fastholdt, at planlovens 6, stk. 8, ikke alene udtrykker en formforskrift, men derimod fastsætter en retlig kvalifikation af den særlige planlægningsmæssige begrundelses indhold. Den retlige kvalifikation fremgår af den praksis, som Miljøministeriet har anlagt efter planlovens 29. Endvidere har DSK anført, at den omtalte dom om Ørestaden City Center ikke kan tages til indtægt for, at en hvilken som helst begrundelse, herunder Vejle Amts begrundelse om balance i egnscentrene, kan opfylde kravet i planlovens 6, stk. 8, om en særlig planlægningsmæssig begrundelse. Vedrørende Naturklagenævnets afgørelse i en sag om efterfølgende VVMredegørelse for et vejanlæg har DSK anført, at afgørelsen er irrelevant i forhold til den foreliggende sag. Klageren finder, at regelsættet for gennemførelse af større trafikanlæg og etablering af private virksomheder i form af lavprisvarehuse er forskellige. Større trafikanlæg tjener offentlige formål og er præsumptivt et lovligt led i offentlig forvalt-
12 ning hos den relevante myndighed. Der findes ingen regler i planloven eller andre steder, der svarer til de tilnærmelsesvist forbudsagtige regler, der findes for detailhandelscentre af regional betydning. DSK har desuden fastholdt klagen over, at Horsens Kommune har udarbejdet VVM-redegørelsen, idet kommunen efter klagerens opfattelse ikke har været i stand til uvildigt, sagligt og objektivt at tilvejebringe og bearbejde de oplysninger, der indgår i redegørelsen, herunder udvælge de oplysninger, der ikke skal indgå i redegørelsen. Vedrørende varehusets størrelse har DSK fastholdt, at det eksisterende varehus er 3.351 m 2 større end de 14.000 m 2, som regionplanretningslinierne muliggør. Klageren finder, at der er tale om en overdækket varegård og at dette fremgik allerede af ansøgerens oprindelige projekt. Der er således tale om en varegård, der skal indgå ved beregningen af bruttoetagearealet i overensstemmelse med planlovens 5 f. DSK har desuden fastholdt sine synspunkter vedrørende mulighederne for retlig lovliggørelse. Beboernes supplerende bemærkninger En af beboerne har kommenteret amtets udtalelse og har herunder primært kritiseret borgmesteren i Horsens Kommunes for ikke at have været i god tro om de gældende regler. Herudover er det anført, at Bilka blev påbegyndt i 1997, hvilket var ulovligt. Klageren har endvidere henvist til, at miljøministeren fremsatte indsigelse mod bestemmelser i forslaget til Regionplan 2005 om butiksstørrelser over 3.000 m 2. Amtet burde derfor have sat den igangværende offentlige høring om forslaget til det påklagede tillæg nr. 36 i bero. Naturklagenævnets afgørelse I sagens afgørelse har deltaget 7 af nævnets 10 medlemmer: Lars Busck (formand), Marie-Louise Andreasen, Martin Glerup, Leif Hermann, Anders Stenild, Poul Søgaard og Jens Vibjerg. Efter planlovens 58, stk. 1, nr. 4, kan Naturklagenævnet alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med amtets afgørelser efter planloven.
13 Naturklagenævnet kan derimod ikke tage stilling til afgørelsens skønsmæssige spørgsmål, herunder om det er hensigtsmæssigt, at der er etableret et dagligvarehus i Horsens Midtby. DSK har i klagen i flere sammenhænge gjort gældende, at Miljøministeren ved at undlade at nedlægge veto, jf. planlovens 29, stk. 1, mod forslaget til det påklagede regionplantillæg har tilsidesat ministeriets sædvanlige praksis, og at vedtagelsen af regionplantillægget bl.a. derfor bør erklæres for ugyldigt. Det bemærkes, at ministerens afgørelse i medfør af 29 ikke kan indbringes for Naturklagenævnet. Det fremgår af afgørelsen, at ministerens gennemgang af planforslaget ikke omfatter legalitetskontrol. Naturklagenævnets kompetence omfatter legalitetskontrol af amtets planvedtagelse. Nævnets vurdering skal ske på grundlag af de gældende retsregler, lovforarbejder, retspraksis og nævnets egen praksis, jf. i øvrigt nedenfor. Naturklagenævnets kompetence adskiller sig fra ministerens beføjelse efter 29. Ministeren kan ved udøvelse af sine beføjelser efter 29 lægge mere politisk prægede holdninger til grund for sine vurderinger, herunder vurderingen af hvorvidt der foreligger en særlig planlægningsmæssig begrundelse for en regionplanbestemmelse. 1. Retlig lovliggørelse Højesterets dom fra 2004 fastslog, at det opførte Bilka-varehus i Horsens er i strid med lokalplan nr. 93 med hensyn til såvel anvendelsen som bebyggelsens udformning og placering. Det følger af planlovens 63, stk. 1, at der herefter består en pligt til at lovliggøre det ulovlige forhold. Lovliggørelsen kan ske enten fysisk eller retligt. Ved en fysisk lovliggørelse skal det opførte byggeri nedrives helt eller delvist eller ombygges. Ved en retlig lovliggørelse, skal der tilvejebringes et nyt lovligt plangrundlag. Der vil endvidere kunne ske en delvis fysisk og delvis retlig lovliggørelse. Som anført i amtets udtalelse har Tilsynet med kommunerne i Århus, Vejle og Ringkøbing amter fastslået, at der ikke i lovgivningen er grundlag for at pålægge Horsens Kommune, hvorledes en lovliggørelse skal finde sted. Kommunen har ønsket at søge en retlig lovliggørelse gennemført.
14 I dette tilfælde forudsætter en retlig lovliggørelse, at der tilvejebringes et regionplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse, der muliggør, at kommunen efterfølgende kan tilvejebringe en ny lokalplan for området. Kommunen har derfor bedt amtet om at tilvejebringe det nu påklagede regionplantillæg. Ved Naturklagenævnets vurdering af regionplantillægget må almindelige forvaltningsretlige principper for retlig lovliggørelse lægges til grund. Disse principper er bl.a. beskrevet i betænkning nr. 981/1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen (håndhævelsesbetænkningen). Heri anføres: I spørgsmål om retlig lovliggørelse står den kompetente myndighed som udgangspunkt lige så frit, som når der skal tages stilling til, om en forudgående ansøgning bør imødekommes. Udgangspunktet er, at der helt må ses bort fra, at forholdet allerede er blevet etableret. Hvis en forudgående ansøgning ville være imødekommet, må en efterfølgende ansøgning resultere i en retlig lovliggørelse ( ). Udgangspunktet er således, at der skal ses bort fra, at forholdet er etableret. Naturklagenævnet skal som klageinstans vurdere den konkrete sag uafhængigt af, at Bilka-varehuset allerede er opført og i drift. Der skal tages stilling til, om den påklagede afgørelse (regionplantillægget) opfylder kravene i planloven og samlebekendtgørelsen, og om nævnet derfor ville have tiltrådt amtets vedtagelse af regionplantillægget, hvis sagen var blevet forelagt inden varehusets etablering. Det er i den forbindelse navnlig centralt, om der foreligger en særlig planlægningsmæssig begrundelse for regionplanretningslinierne, jf. planlovens 6, stk. 8. Naturklagenævnet finder, at uanset sagens forhistorie må spørgsmålet om den retlige lovliggørelse af varehuset i overensstemmelse med nævnets praksis afgøres efter de nugældende lovbestemmelser. 2. Særlig planlægningsmæssig begrundelse For Naturklagenævnets vurdering af, om der foreligger en særlig planlægningsmæssig begrundelse for regionplanretningslinierne, jf. 6, stk. 8, er det uden betydning, at miljøministeren har fulgt en restriktiv praksis ved sin administration af beføjelsen efter planlovens 29. Planlovens 6, stk. 8, fastsætter, at redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder retningslinier for butiksstørrelser, skal
15 indeholde oplysning om de særlige planlægningsmæssige begrundelser for fastsættelse af eventuelle butiksstørrelser på mere end 3.000 m 2 bruttoetageareal for dagligvarebutikker. Bestemmelsen i 6, stk. 8, fandtes tidligere i 6, stk. 9, nr. 7, der under lovforslagets behandling i folketinget blev foreslået af miljøministeren som ændringsforslag nr. 3 sammen med et tilsvarende ændringsforslag nr. 4 om kommuneplaner. I folketingsudvalgets betænkning om lovforslaget er bl.a. anført: Vedrørende redegørelse for fastsættelse af maksimale butiksstørrelser Miljø- og energiministeren har oplyst, at ministeren finder det hensigtsmæssigt, at der fastlægges en pligt til at redegøre for de særlige planlægningsmæssige grunde, hvis der fastsættes regionplanretningslinier eller kommuneplanrammer, der muliggør dagligvarebutikker med over 3.000 m 2 bruttoetageareal eller udvalgsvarebutikker med over 1.000 m 2 bruttoetageareal. Det har under udarbejdelsen af ændringsforslag nr. 3 og 4 været overvejet at fastsætte maksimale grænser for butikker svarende til lovforslagets overgangsordninger. Det er imidlertid ikke skønnet hensigtsmæssigt at fastfryse en maksimal butiksstørrelse i lovteksten. Amter og kommuner bør ikke afskæres fra i særlige tilfælde at planlægge for større butikker, når særlige forhold begrunder dette. Det er med ændringsforslag nr. 3 og 4 understreget, at amtsråd og kommunalbestyrelser som udgangspunkt ikke bør planlægge for butiksstørrelser på mere end 3.000 og 1.000 m 2 bruttoetageareal. Derfor er det afgørende, at de planlægningsmæssige begrundelser tydeligt fremgår af region- og kommuneplanforslagene, hvis der planlægges for større butikker. I ministerens bemærkninger til ændringsforslag nr. 3 og 4 er bl.a. anført: Fastsættelse af maksimale bruttoetagearealer skal ske under hensyntagen til lovens bestemmelser og til mulighederne for at opnå en efter loven hensigtsmæssig detailhandelsstruktur. Lovforslaget indeholder ikke maksimale butiksstørrelser. Det forventes, at amtskommuner og kommuner ved planlægning for detailhandel som hovedregel vil fastsætte maksimale butiksstørrelser på under 3.000 m 2 bruttoetageareal for dagligvarebutikker og 1.000 m 2 bruttoetageareal for udvalgsvarebutikker. ( ) Bestemmelserne skal sikre, at amtsråd og kommunalbestyrelser nøje overvejer, om der er særlige planlægningsmæssige forhold, der kan begrunde planlægning for sådanne store butikker. Samtidig sikrer redegørelsespligten, at andre myndigheder, erhvervslivet og borgere får mulighed for at vurdere nødvendigheden af og
16 hensigtsmæssigheden af planforslaget. Der skabes hermed et bedre grundlag for den offentlige debat. I forbindelse med folketingets behandling af lovforslaget besvarede ministeren spørgsmål fra udvalget. Det fremgår heraf bl.a.: Hvilke begrundelser der er relevante i de enkelte planforslag, afhænger af de konkrete forhold, der ligger bag ønsket om at fastsætte en større maksimal butiksstørrelse. Det er derfor ikke muligt eller hensigtsmæssigt at give eksempler på sådanne begrundelser. En opremsning i lovteksten af mulige undtagelser til en hovedregel er næppe hensigtsmæssig. Den vil uvilkårligt kunne være for snæver i forhold til nogle situationer og for rummelig i forhold til andre. Den vil derfor give anledning til problemer, uden at der kan forventes en større gevinst. Jeg synes i øvrigt bedst om en fleksibel lovmodel, der muliggør lokalt tilpassede løsninger, når det sikres, at beslutningsgrundlaget er i orden. Som det fremgår, udelukker lovbestemmelsen og forarbejderne ikke, at der fastsættes butiksstørrelser på mere end 3.000 m 2 for dagligvarebutikker, men der kræves oplysning om den særlige planlægningsmæssige begrundelse herfor. Naturklagenævnet har tidligere i en sag om Ørestaden City Center (omtalt i NKO nr. 237, september 2001) fastslået, at lovens krav er udtrykt i en vag og elastisk bestemmelse, som overlader en betydelig margin til den administrative skønsudøvelse, og hvor retlige sanktioner derfor bør begrænses til klare overtrædelser af bestemmelsen. Denne afgørelse blev indbragt for Østre Landsret, der den 25. april 2003 frifandt nævnet for påstanden om, at afgørelsen var ugyldig. Af dommens begrundelse fremgik: Der er ikke hverken i bestemmelsens ordlyd eller i forarbejderne angivet nærmere retningslinier for kravet til den særlige planlægningsmæssige begrundelse. Det tiltrædes derfor, at bestemmelserne vedrørende særlig planlægningsmæssig begrundelse for fastsættelse af eventuelle butiksstørrelser på mere end henholdsvis 3.000 m 2 og 1.000 m 2 må anses for vage og elastiske, og at bestemmelserne overlader en betydelig skønsmargin til de planlæggende myndigheder. Amtet har i regionplanredegørelsen givet de ovenfor s. 4 refererede fire punkter som særlig planlægningsmæssig begrundelse for, at der planlægges for et varehus på ca. 14.000 m 2 bruttoetageareal.
17 Naturklagenævnet anser de sidste to punkter om henholdsvis dagligvarehandlen i oplandskommunerne og varehusets trafikale tilgængelighed for mindre betydende i denne sammenhæng. Derimod finder et flertal på 6 af nævnets medlemmer, når regionplanredegørelsen læses i sin helhed, at de to første punkter i amtets begrundelse om behovet for en særlig regionplanmæssig indsats og styrkelse af handelen i midtbyen udgør en tilstrækkelig begrundelse. Flertallet bemærker herved, at det fremgår af regionplanredegørelsen, at det siden begyndelsen af 1980 erne har været amtets mål for bymønsteret i amtet, at der skal være fire ligeværdige egnscentre, heriblandt Horsens. Den foreliggende detailhandelsanalyse viser, at Horsens status som egnscenter var truet på grund af faldende andele af den samlede handel. For at opfylde regionplanmålsætningen og sikre ligeværdighed var det derfor nødvendigt et gøre en særlig indsats. Det fremgår ikke af afsnittet om den særlige planlægningsmæssige begrundelse, hvorfor den særlige indsats kræver opførelse af et stort lavprisvarehus (14.000 m 2 ). Af regionplanredegørelsen sammenholdt med sammenfatningen af detailhandelsrapporten fremgår imidlertid, at analyser af udviklingen har vist, at netop et sådant stort lavprisvarehus frem for mindre butikker i butikscentre mv. i særlig grad fremmer detailhandelsomsætningen. Der er bl.a. foretaget en analyse af, hvordan udviklingen ville have været, såfremt der i stedet for Bilka var realiseret et butikscenter i overensstemmelse med den tidligere lokalplan for området. Selvom det havde været ønskeligt, at amtet i redegørelsens afsnit om den særlige planlægningsmæssige begrundelse mere præcist havde begrundet behovet for en så stor butik som den omhandlede, finder flertallet således, at der i redegørelsen til regionplantillægget samlet set er givet en begrundelse, der i tilstrækkelig grad opfylder kravet i planlovens 6, stk. 8. Flertallet har herved i overensstemmelse med Naturklagenævnets hidtidige praksis og Østre Landsrets dom af 25. april 2003 lagt til grund, at planlovens 6, stk. 8, er en vag og elastisk bestemmelse, der overlader en betydelig skønsmargin til de planlæggende myndigheder, og hvor tilsidesættelse derfor alene bør ske i klare tilfælde.
18 De i sagen rejste spørgsmål om bygherrens gode tro, økonomiske tab og samfundsmæssigt værdispild er herefter ikke relevante. Mindretallet (Martin Gleerup) finder ikke, at amtets begrundelse opfylder lovens krav om, at den skal være særlig, idet den samme begrundelse vil kunne anvendes i mange andre større byer, hvilket næppe er lovens hensigt. Endvidere må det antages, at projektet har en negativ indflydelse på en række mindre butikker omkring Horsens. Det er derfor mindretallets opfattelse, at regionplantillægget bør erklæres ugyldigt. 3. Regionplantillæggets præcision DSK har anført, at regionplantillægget ikke kan danne grundlag for at lovliggøre det eksisterende varehus, idet dette har en størrelse på 17.584 m 2. Ved den påklagede afgørelse har amtet tilvejebragt et regionplantillæg, der skal muliggøre etablering af et varehus på 14.000 m 2. Naturklagenævnet tager alene stilling til den påklagede afgørelse. 4. VVM-redegørelsen Efter planlovens 6 c må større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, ikke påbegyndes, før der er tilvejebragt retningslinier i regionplanen om beliggenheden og udformningen af anlægget med tilhørende redegørelse (VVM-pligt). De nærmere regler herom er fastsat i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1006 af 20. oktober 2005 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse). Efter bekendtgørelsens 16, stk. 2, behandles klager over tilladelser og godkendelser, der er meddelt inden bekendtgørelsens ikrafttræden den 1. november 2005, efter de hidtil gældende regler. Den påklagede afgørelse er truffet efter den tidligere samlebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999), der derfor skal lægges til grund for Naturklagenævnets afgørelse. Samlebekendtgørelsen fastsætter i 3, stk. 1, at forslag til regionplanretningslinier for de i bilag 1 angivne anlæg ved nyanlæg skal ledsages af en redegørelse, der indeholder en særlig vurdering af anlæggets virkning på miljøet. Projektet er omfattet af samlebekendtgørelsens bilag 1, punkt 35, Detailhandelscentre, der på grund af størrelsen har regional betydning.
19 Efter bekendtgørelsens 5, stk. 1, skal en redegørelse med VVMvurdering på passende måde påvise, beskrive og vurdere et anlægs direkte og indirekte virkninger på mennesker, fauna og flora, jordbund, vand, luft, klima, landskab, materielle goder, kulturarv og samspillet mellem disse faktorer. Redegørelsen skal ifølge 5, stk. 2, som minimum indeholde de i bilag 4 nævnte oplysninger. DSK har klaget over, at VVM-redegørelsen er udarbejdet af Horsens Kommune og ikke af amtet. Efter samlebekendtgørelsen er det ikke et krav, at VVM-redegørelsen skal udarbejdes af regionplanmyndigheden. At regionplantillægget skal ledsages af en VVM-redegørelsen betyder, at amtet som regionplanmyndighed indestår for de oplysninger og vurderinger, der er indeholdt i redegørelsen. Den konkrete VVM-redegørelse er udarbejdet af Horsens Kommune i samarbejde med amtet. På denne baggrund finder Naturklagenævnet ikke, at der kan gives medhold i klagen over, at Horsens Kommune har forestået udarbejdelsen af VVM-redegørelsen. DSK har endvidere gjort gældende, at der ikke lovligt kan udarbejdes VVM-redegørelse for anlæg, der allerede er etableret. Det følger af planlovens 6 c, at større VVM-pligtige anlæg ikke må påbegyndes, før der er tilvejebragt de nødvendige regionplanretningslinier med tilhørende VVM-redegørelse. Naturklagenævnet har tidligere i en sag om lovliggørelse af et VVM-pligtigt vejanlæg i Roskilde fundet, at der lovligt kunne tilvejebringes en efterfølgende VVM-redegørelse. Som oplyst i amtets udtalelse fremgår det af afgørelsen, at om end det ikke er hensigtsmæssigt at udarbejde en VVM-redegørelse efter færdiggørelse af at anlæg, er det således efter planloven lovligt og nødvendigt. Naturklagenævnet finder, at det også i dette tilfælde, hvor en VVMredegørelse er en nødvendig forudsætning for amtets tilvejebringelse af de omhandlede regionplanretningslinier, må anses for lovligt og nødvendigt, at VVM-redegørelsen udarbejdes efterfølgende. DSK har herudover klaget over, at VVM-redegørelsen er tilbageskuende og ikke fremadskuende.
20 En VVM-redegørelse skal indeholde de i samlebekendtgørelsens bilag 4 nævnte oplysninger. En række af disse oplysninger er hverken tilbageskuende eller fremadskuende, men af mere statisk karakter. Det fremgår imidlertid særligt af bilag 4, punkt 4, at redegørelsen skal indeholde en beskrivelse af anlæggets såvel kortsigtede som langsigtede virkninger på miljøet som følge af anlæggets konkret miljøbelastning på en række områder. Det er ikke præciseret, hvad der i den forbindelse forstås ved langsigtet. VVM-redegørelsen indeholder en beskrivelse og vurdering af forholdene, som de var inden varehusets opførelse og åbning i 2001 og frem til februar 2005. Det er anført, at det forhold, at byggeriet er opført og har været i drift i flere år, har medført, at datagrundlaget har været omfattende og præcist, og at konsekvenserne for miljøet har kunnet beskrives ud fra faktuelle registreringer og målinger. Det kan diskuteres, om det havde været mere hensigtsmæssigt at beskrive de forventede virkninger på miljøet med en endnu længere tidshorisont end frem til februar 2005. Da det ikke i samlebekendtgørelsen er nærmere præciseret, hvad der skal forstås ved langsigtede virkninger på miljøet, finder Naturklagenævnet ikke på dette punkt grundlag for at tilsidesætte den foreliggende VVM-redegørelse. DSK har også klaget over, at der ikke i VVM-redegørelsen beskrives flere alternativer, herunder alternative anvendelser af arealet. Efter samlebekendtgørelsen skal VVM-redegørelsen indeholde en oversigt over de væsentligste alternativer, som bygherren har undersøgt, og en oversigt over de væsentligste alternativer og alternative placeringer, der herudover har været undersøgt, samt en beskrivelse af konsekvenserne af, at anlægget ikke gennemføres (0-alternativet). Naturklagenævnet har tidligere fastslået, at det er tilstrækkeligt, at oversigten giver offentligheden og politikerne en mulighed for at vurdere det ønskede projekt i forhold til andre realistiske alternativer. Afgørende er, om der kan siges at være tilvejebragt det fornødne beslutningsgrundlag. VVM-redegørelsen indeholder en beskrivelse og vurdering af tre alternativer: et varehus på 14.000 m 2 bruttoetageareal, et butikscenter med en dagligvarebutik på ca. 6.600 m 2 og specialbutikker på tilsammen ca. 14.000 m 2 bruttoetageareal samt 0-alternativet.
21 Det er efter samlebekendtgørelsen ikke et krav, at alternative anvendelser af det areal, hvor det omhandlede projekt ønskes realiseret, skal beskrives. Naturklagenævnet finder, at de to beskrevne alternativer må anses for realistiske alternativer til 0-alternativet og at beskrivelsen og vurderingen af alternativerne udgør et fyldestgørende beslutningsgrundlag. Det er således nævnets opfattelse, at samlebekendtgørelsens mindstekrav på dette punkt er opfyldt. Herudover har DSK klaget over amtets konklusion vedrørende lavprisvarehusets visuelle påvirkning i forhold til et af de andre alternativer. VVM-redegørelsen indeholder en række visualiseringer af de tre alternativer. Der er herved tilvejebragt et grundlag for offentlighedens og politikernes vurdering af alternativernes visuelle påvirkning af området. At amtet har anført i redegørelsen, at den visuelle påvirkning af et eventuelt opført butiksalternativ vurderes at have omtrent samme effekt på området i sin helhed som varehuset, er udtryk for en skønsmæssig vurdering, som Naturklagenævnet ikke kan efterprøve. DSK har desuden klaget over grundlaget for amtets socioøkonomiske vurdering, herunder at konklusionen på dette punkt er baseret på oplysninger, der ikke rækker længere frem end udgangen af 2003. Efter samlebekendtgørelsen skal VVM-redegørelsen indeholde en beskrivelse af de som en mulig følge af miljøpåvirkningerne afledte socioøkonomiske forhold. Det er ikke nævnt i samlebekendtgørelsen, hvilket datagrundlag der skal tilvejebringes som grundlag for beskrivelsen. Såvel regionplantillægget som VVM-redegørelsen bygger på detailhandelsundersøgelsen fra Horsens, der er baseret på analyse af udviklingen af detailhandelen i Horsens og omegn i perioden 1997-2003 samt behandler konsekvenserne for den eksisterende detailhandel og forbrugerne i Horsens Kommune og dens opland. Naturklagenævnet finder, at amtet kunne have forsøgt at vurdere udviklingen med en længere tidshorisont. Der er imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at redegørelsen ikke overholder samlebekendtgørelsens mindstekrav.
22 Nævnet finder ikke, at der i øvrigt er grundlag for at antage, at VVMredegørelsen ikke opfylder samlebekendtgørelsens mindstekrav. 5. Orientering af klagerne om behandling af indsigelser mod regionplanforslaget To af beboerne har klaget over, at amtet ikke har besvaret deres indsigelser mod regionplanforslaget. Regionplanen indeholder et bilag med stillingtagen til indkomne bemærkninger fra den offentlige høring, herunder de pågældende beboeres indsigelser. Efter planlovens 30 skal regionplanmyndigheden foretage offentlig bekendtgørelse om den endelige vedtagelse af planen og sende denne til de myndigheder, som er nævnt i 25. Planen skal desuden være offentlig tilgængelig. Derimod skal en regionplan ikke som en lokalplan, jf. 31, sendes til den, der har fremsat indsigelse mod lokalplanforslaget. Der er heller ikke i øvrigt efter planloven pligt til at besvare indsigelser mod regionplanforslag. Naturklagenævnet finder på den baggrund ikke, at der er grundlag for at give klagerne medhold i denne klage. Det tilføjes, at det fremgår af sagen, at amtets stillingtagen til de indkomne indsigelser blev sendt til den ene klager med et brev og den anden klager på hendes e-mail-adresse. For så vidt angår en af klagernes bemærkning om, at adgangsforholdene er i strid med lokalplanen, gør sekretariatet opmærksom på, at den påklagede afgørelse vedrører amtets vedtagelse af regionplantillægget. Naturklagenævnet skal ikke i den forbindelse tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt det opførte byggeri er i overensstemmelse med lokalplanen for området. Højesterets dom fra 2004 fastslog, at byggeriet ikke var i overensstemmelse med lokalplanen. Såfremt byggeriet ikke fjernes, skal der tilvejebringes en ny lokalplan, hvori der også skal tages stilling til adgangsforholdene. Det indgår i lokalplanproceduren, at borgerne har mulighed for at gøre deres synspunkter gældende. Sammenfattende finder flertallet ikke grundlag for at give medhold i klagerne.
23 I overensstemmelse med flertallets stemmeafgivning går Naturklagenævnets afgørelse således ud på, at Vejle Amts vedtagelse den 24. juni 2005 af tillæg nr. 36 til Regionplan 2001-2013 opretholdes. Det tilføjes, at Horsens Kommune herefter har mulighed for at tilvejebringe det mere detaljerede plangrundlag (kommune- og lokalplan) for et varehus på ca. 14.000 m 2. Kommunen må som tilsynsmyndighed efterfølgende tage stilling til, om det eksisterende lavprisvarehus er i overensstemmelse med lokalplanen. For så vidt angår beregning af bruttoetagearealet, skal bestemmelsen i planlovens 5 f lægges til grund. På Naturklagenævnets vegne Signe Andersen Fuldmægtig Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. planlovens 58, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. planlovens 62, stk. 1.