NATURKLAGENÆVNET FORMANDEN

Transkript

1 NATURKLAGENÆVNET FORMANDEN Frederiksborggade 15, 1360 København K Tlf.: Fax: [email protected] Web: CVR: oktober 2006 NKN Mje Afgørelse i sagen om opsætning af en vindmåler på eksisterende bebyggelse på en ejendom i Brøndby Kommune. Brøndby Kommune har den 27. april 2006 meddelt ejeren af ejendommen matr.nr. 7mn Brøndbyøster, beliggende Ved Lindelund 177 afslag på en ansøgt dispensation fra en bestemmelse i en lokalplan om forbud mod etablering af antennemaster og tagantenner med henblik på bibeholdelse af en opsat vindmåler. Kommunen meddelte samtidig, at der efterfølgende ville blive udstedt et påbud om fjernelse. Ejendommens ejer har påklaget kommunens afgørelse til Naturklagenævnet. Vindmåleren er opsat i toppen på et teleskoprør i aluminium opsat på gavlen af ejendommens bebyggelse. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 121 fra 1995 for Ved Lindelund Syd ved Avedøre Havnevej/Park Alle. Klagerens ejendom er beliggende i lokalplanens delområde B, og ejendommens anvendelse er udlagt til boligformål i form af rækkehuse, idet der på hver ejendom kun må opføres eller indrettes én bolig (lokalplanens 3.1 og 3.2). Der er i lokalplanens 6 fastsat bestemmelser om bebyggelsens omfang og placering, herunder for delområde B, at intet punkt af en bygnings ydervæg eller tagflade må gives en højde, der overstiger 6,5 m over terræn målt efter reglerne i bygningsreglementet ( ). I lokalplanens 7 er der fastsat bestemmelser om bebyggelsens ydre fremtræden, herunder i 7.4: Antennemaster og tagantenner må ikke etableres inden for området.

2 2 Kommunen sendte den 5. januar 2006 forud for den påklagede afgørelse et varsel om påbud om fjernelse af den opsatte vindmåler til klageren. Det fremgår heraf, at en grundejerforening havde klaget til kommunen over etableringen. I dette varsel anførte kommunen, at der var tale om en opsat mast og vindmåler på gavl over tagryg, og at etableringen var i strid med lokalplanens 7.4. Kommunen anførte samtidig, at det tydeligvis var lokalplanens hensigt, at der ikke blev opsat antenner i området. Kommunen henviste i øvrigt til byggelovens 6D, stk. 1, hvorefter kommunen kan gøre en tilladelse efter byggeloven afhængig af, at bebyggelsen får en sådan ydre udformning, at der i forbindelse med dens omgivelser opnås en god helhedsvirkning. Klageren ansøgte herefter med brev af 31. januar 2006 kommunen om dispensation fra lokalplanbestemmelsen, idet klageren samtidig tilkendegav, at han fortsat var af den opfattelse, at opsætningen af vindmåleren ikke var i strid med lokalplanens bestemmelser. Kommunen har i den påklagede afgørelse alene forholdt sig til dispensationsansøgningen, som kommunen har afslået under henvisning til, at kommunen fortsat ønsker at friholde bebyggelsen for antenner/master. Kommunen har efterfølgende oplyst, at man ikke vil udstede påbud om fjernelse, før Naturklagenævnet har truffet afgørelse i sagen. Klageren har anført, at dispensation ikke er nødvendig, da den opsatte vindmåler ikke er omfattet af lokalplanens 7.4. En vindmåler kan ikke sidestilles med en tagantenne eller med en antennemast. Der er tale om en ret spinkel konstruktion bestående af et tyndt teleskoprør i aluminium med en lille vindmåler i plastik i toppen, som ikke har ikke mange ligheder med en antenne. Vindmåleren er 546 mm lang, 267 mm høj og 121 mm bred, og røret hvorpå den er monteret, har over tagryggen en diameter på 42 mm. Klageren har videre anført, at hensigten med lokalplanens 7.4 har været, at bestemmelsen skulle rettes imod modtagelsen af fjernsynssignaler og dermed fjernsynsantenner, da der samtidig med bestemmelsens tilvejebringelse blev sørget for, at man tilsluttede sig et fælles kabel-tv antenneanlæg. Klageren har om begrebet antenne henvist til en tilkendegivelse fra den 23. november 2000 fra By- og Boligministeriet, hvoraf det fremgår, at bestemmelsen i bygningsreglementet om, at antenner, hvis øverste punkt ikke er mere end 5,5 m over tagfladen ikke medregnes ved beregningen af en bygnings højde, alene gælder for traditionelle tagantenner samt satelitantenner. Ministeriet har præciseret, at bestemmelsen ikke omfatter antenner til mobiltelefoni, men alene gælder for traditionelle antenner til nedtagning af radio- og TV signaler. Klageren har anført, at den tilsvarende bestemmelse i bygningsreglement for småhuse må forstås på samme måde.

3 3 Dersom der ikke kan gives klageren medhold i ovenstående - altså i at vindmåleren ikke er omfattet af forbuddet i lokalplanens har klageren anført, at kommunens beslutning om ikke at ville meddele dispensation er truffet på et forkert grundlag, at kommunen har begået fejl i forbindelse med den foretagne forudgående naboorientering, at dispensation ikke er nødvendig, da bestemmelsen i lokalplanens 7.4 er ugyldig som følge af den europæiske menneskeretskonventions artikel 10 samt med EF-traktatens artikel 28 og 29. Naturklagenævnets sekretariat bad på baggrund af klagen kommunen om en udtalelse og herunder om kommentarer til det i klagen anførte. Sekretariatet bad endvidere kommunen om at få oplyst, om den opsatte vindmåler var i overensstemmelse med lokalplanens øvrige bestemmelser, herunder bestemmelsen om maksimalt tilladt bygningshøjde. Kommunen har ikke kommenteret det i klagen anførte, men har alene fremsendt kopi af sagens akter. Kommunen har bl.a. fremsendt en redegørelse, der af kommunens forvaltning blev forelagt for kommunens teknik- og miljøudvalg på udvalgets møde den 15. februar 2006, hvor sagen er behandlet. Det fremgår af denne redegørelse, at forvaltningen har været af den opfattelse, at det rent visuelt drejer sig om en stor mast/antenne, som går højt op over tagryggen. Det er i redegørelsen oplyst, at røret, som vindmåleren er opsat på, rager ca. 3,75 meter over tagryggen. Vindmåleren adskiller sig ikke visuelt fra en antennemast eller tagantenne. Kommunen har samtidig med fremsendelsen af sagens akter oplyst, at man ikke i forbindelse med sagens behandling nærmere har taget stilling til højden på vindmåleren. Kommunen har videre anført, at da mast/vindmåler stikker ca. 2 meter op over tagryg, og da det i Lokalplan er fastsat, at intet punkt på en bygnings ydervæg eller tagflade må overstige 6,5 meter, må det antages, at den opsatte mast/vindmåler også kræver dispensation fra denne regel. (Oplysningen om, at vindmåleren rager ca. 2 meter op over tagryggen synes at divergere med det af kommunen i ovennævnte redegørelse anførte, hvor det er oplyst, at vindmåleren rager ca. 3,75 meter over tagryggen.) Klageren har til det af kommunen anførte tilkendegivet, at Naturklagenævnet ikke har haft hjemmel til at anmode kommunen om at oplyse, om lokalplanens øvrige bestemmelser er overholdt. Klageren mener, at dersom bestemmelsen om maksimalt tilladt bygningshøjde måtte være overtrådt, så bør det være kommunen, der i overensstemmelse med reglerne i planloven, forvaltningsloven o.a. herunder god forvaltningsskik påtaler dette overfor klageren og sikrer, at denne får den samme retssikkerhed og sagsbehandling som ved gennemførelsen af den aktuelle sag.

4 4 Afgørelse Naturklagenævnets formand har på nævnets vegne, jf. planlovens 58, stk. 2, truffet følgende afgørelse: Efter planlovens 58, stk. 1, nr. 4, kan der til Naturklagenævnet alene klages over retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven. Det er et sådant retligt spørgsmål, om den opsatte vindmåler er omfattet af bestemmelsen i lokalplanens 7.4 om forbud mod etablering af antennemaster og tagantenner. Det bemærkes indledningsvis, at der til brug for Naturklagenævnet behandling af en klagesag, må indhentes de nødvendige og relevante oplysninger fra kommunen til sagens oplysning. Naturklagenævnets sekretariat har i dette tilfælde fundet det relevant at få oplyst fra kommunen, om der med kommunens afgørelse alene var taget stilling til vindmåleren i relation til lokalplanens 7.4, eller om kommunen havde foretaget en vurdering af vindmålerens overensstemmelse med lokalplanens øvrige bestemmelser, herunder med bestemmelsen om den maksimalt tilladt bygningshøjde. Det følger af planlovens 18, at bestemmelserne i en lokalplan er umiddelbart bindende overfor borgerne, således at dispositioner, der er i overensstemmelse med bestemmelserne, er umiddelbart tilladt, mens omvendt dispositioner, der ikke er i overensstemmelse hermed, ikke kan etableres, medmindre kommunen i givet fald kan og vil dispensere fra lokalplanbestemmelserne. Den opsatte vindmåler vil således kun være i strid med lokalplanens 7.4, dersom den kan betragtes som en antenne. Det er ikke nærmere i planloven defineret, hvad der skal forstås ved en antenne. I Den danske Ordbog udgivet af Gyldendal i 2003 er ordet antenne beskrevet som værende enten et insekts følehorn eller metalrør, -tråd, ledningssystem eller lignende til modtagelse eller afsendelse af elektromagnetiske bølger (radiobølger), og en lignende definition er angivet i Politikens Nudansk Ordbog. Denne forståelse af ordet må således betragtes som værende udtryk for den almindelige sproglige forståelse af ordet. Der er heller ikke i byggelovgivningen angivet en egentlig definition på ordet antenne, men som anført af klageren er der i såvel bygningsreglementet som småhusreglementet fastsat en undtagelse fra den fastsatte hovedregel om bebyggelsens højde, idet følgende er fastsat:

5 5 Antenner, hvis øverste punkt ikke er mere end 5,5 m over tagfladen, tagkviste, skorstenspiber, ventilationshætter, gavltrekanter og tagudhæng, medregnes ikke ved beregningen af en bygningshøjde, såfremt de er af sædvanligt omfang. Det er i den tilknyttede vejledningstekst til denne bestemmelse anført, at bestemmelsen omfatter traditionelle tagantenner samt satelitantenner, samt at mobiltelefon- og radioamatørantenner ikke er omfattet af bestemmelsen. Der er således i denne forbindelse anvendt en snævrere forståelse af ordet end den ovenfor beskrevne almindelige sproglige forståelse. Den af sagen omhandlede vindmåler, der er anbragt på et rør, som rager op over tagkanten på ejendommens bebyggelse, kan ikke betragtes som en antenne efter den almindelige sproglige forståelse af ordet. Vindmåleren er derfor ikke omfattet af forbuddet i lokalplanens 7.4, og en bibeholdelse af vindmåleren kræver således ikke en dispensation fra denne bestemmelse. Kommunens afgørelse af 27. april 2006 ophæves herefter, idet sagen hjemvises til kommunens fornyede behandling. Kommunen må herefter tage stilling til, om vindmåleren er opsat i strid med lokalplanens om, at bygningshøjden maksimalt må være 6,5 m, idet vindmåleren som ovenfor nævnt ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i bygningsreglement for småhuse om antenner (afsnit 2.9.1), og kommunen må, dersom dette er tilfældet, tage stilling til, om der bør meddeles klageren en dispensation fra denne lokalplanbestemmelse. Kommunens afgørelse vil kunne påklages til Naturklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål. Det bemærkes afslutningsvis, at der ikke med denne afgørelse er taget stilling til, om kommunen vil kunne modsætte sig vindmålerens bibeholdelse efter bestemmelser i byggelovgivningen, da Naturklagenævnet ingen kompetence har i relation til denne lovgivning, hvor Statsamtet i givet fald vil være rette klagemyndighed. Mikkel Schaldemose Viceformand Marianne Jensen Specialkonsulent Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. planlovens 58, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. planlovens 62, stk. 1.