Salmer: 180 Hører til Dåb 448 177 Kom Sandheds konge 470 Lad os bryde brødet 438 Hellig 206 Vor frelser du som døde 178 Han står Brød og vin er dagligdagens mysterier. For både brød og vin er håndgribelige udtryk for forvandling. De små hårde kornkerner forvandles til på en gang sprødt og blødt knasende brød. Kornets kerner karakteriseres ved en lidt støvet duft og smag, brødet er når det er nybagt et sandt orgie i duft og smag og kun langsomt aftager dette brus af smag og duft til noget der ligner den støvede oplevelse, de kerner det hele kommer af byder på. Vinen på sin side er både i farve, duft og smag vidt forskellig både i intensistet og karakter vidt forskellig fra den syrligt søde druesaft, det hele begynder med. Brødet og vinen indgår som hovedelementer i det påskemåltid, Jesus og disciplene spiste sammen den sidste aften han levede, og netop brødet og vinen valgte han som de symboler der skulle bære og udtrykke hans afskedshilsen til disciplene. Det var jo et påskemåltid, de spiste den aften før Jesus døde. Så brødet de fik var usyret. Konfirmanderne og jeg prøvede her lige før påske sammen at bage usyrede brød. Forskellen på usyret og gæret eller syret brød 1
er, at i det usyrede brød tilsættes der ikke andet end vand og salt til melet, dvs de knuste kerner. Kernerne og brødet er stort set det samme. Men det samme der har undergået en forvandling, så det slet ikke er til at kende længere. Endnu mere udpræget er det med vinen. Vinen er simpelthen bare knuste druer, hvor saften er siet fra skallerne og har fået lov at ligge længe i en beholder, og mens saften ligger der, begynder indholdet i saften: sukkeret og gærcellerne, der har siddet på skallen at arbejde sammen. Helt af sig selv, uden at der bliver tilsat noget som helst, bliver saften til vin, bare den får lov at ligge. Prøver vi at sætte denne helt daglige erfaring af, hvordan brød og vin bliver til i forbindelse med påskens begivenheder, ser vi noget meget forunderligt. Jesus sidder eller ligger der ved måltidet. Han ved at der er mennesker der har skyhøje forventninger til ham om at blive konge og om at tage magten og stille sig i spidsen for et genfødt Israel. Og han ved at han ikke har i sinde at leve op til de forventninger. Han ved også, at der er mennesker der hader ham med et helt uforsonligt had, fordi han har tiltaget sig en religiøs autoritet, der gør deres egen autoritet ligegyldig. Han mærker, hvordan forventningerne til ham skuffes og forvandler sig til vrede mod ham, der igen smelter sammen med præsternes og farisæernes had. Så stærk og massiv er modstanden nu, at han ved at det vil koste ham livet. Og hvad så med hans tilhængere? Hvad så med dem der har forladt hus og hjem og familie for at følge ham? Skal de bare overlades til sig selv, nu hvor han dør fra dem? Da griber han det nærmeste, der er på bordet, og bruger det som billede på forholdet mellem ham og dem. Brødet og vinen. Både brødet og vinen bliver til ved at noget udsættes for den mest 2
brutale behandling, man kan tænke sig. Kornet bliver knust, ja det bliver mast og kværnet mellem stenplader så der af de gule, aflangt runde perler kun er et gråhvidt pulver tilbage. Og druerne! Også de bliver knust. Trampet under fødderne så saften løber ud og skallerne ligger forrevne tilbage. Det er forunderligt at tænke sig, hvor præcist Jesus denne sidste aften har set den skæbne, der skulle overgå ham selv i øjnene. For sådan gik det jo med ham. Gennem det næste døgn blev han udsat for en behandling der gjorde ham ukendelig selv for han nærmeste: hans hud blev fået op af piskeslag. Han blev slået i hovedet, så han ansigt er svulmet op. Han har vel næppe kunnet åbne sine øjne. Han fik en tornekrone på hovedet og mast godt ned om tindingerne, så blodet må være strømmet ned over hans ansigt og størknet til en mørk klæbrig masse. Han er blevet drevet afsted hen ad gaden som et æsel, mens han slæbte sit kors. Han er styrtet omkuld i vejens støv, og støvet har blandet sig med blodet på hans gennempiskede krop og sønderslåede ansigt. Sådan er han blevet slæbt til korset, gennembanket, blødende, møgbeskidt. Og sluttelig har de hamret søm gennem hans hænder og fødder og klynget ham op til skræk og advarsel for alle og enhver: sådan går det den, der sætter sig op mod denne verdens øverste magt, den romerske kejser! Det var det budskab, den romerske verdensmagt sendte ved at korsfæste politiske fjender og oprørere. Korset skulle fortælle alle og enhver, at statens fjender bliver knust, tværet ud, så der ikke er andet end et sønderlemmet lig tilbage. Som kornet, der er kværnet, som druerne, der er perset. Men romermagten misforstod sit eget budskab. Korsets budskab fik ny og anderledes mening og betydning af brødets og vinens budskab: Den sønderlemmede og knuste forbliver sig selv og vinder i intensistet og styrke! Brødet og kernene er det samme i forskellige 3
skikkelser. Druen og vinen er det samme i forskellige skikkelser. Den levende og den dræbte Jesus er den samme i forskellige skikkelser. Jesu påstand er: Han selv er som kornet og vinen: han vinder i intensitet og styrke ved at blive knust og lemlæstet. For hans væsen udtømmes ikke i hans ydre skikkelse ligesom kornets og druens væsen ikke udtømmes i deres ydre skikelse. Jesu væsen er noget uendeligt større og vidunderligere end manden der vandrede rundt på Galilæas veje og sagde sandheder om Gud og verden. Jesu væsen er den livgivende, skabende kærlighed, der er grunden under alt. Guds virkelighed. Jesus er den skabende kærlighed, der fik jord og himmel til at blive til. Den skabende kærlighed der har frembragt alt godt og smukt i verden. Den skabende kærlighed der får kvinde og mand til at tage hinanden i favn og lade ny liv vokse frem. Den kærlighed der lader blomster og fugle og dyr og mennesker myldre frem. Og tag nu ikke fejl: skærtorsdags budskab er ikke at Jesus ved sin død forvandles til noget andet. Skærtorsdags budskab er at Jesus i sin død forbliver sig selv. Så skærtorsdag fortæller ikke blot noget om Jesus. Skærtorsdag fortæller i lige så høj grad noget om Gud. Pilen går begge veje. Skærtorsdag fortæller, at den livgivende, skabende magt, Gud, er, som Jesus var: I Jesus er det Gud selv, vi har mødt. Og efter sin død er Jesus stadig den samme, som han altid har været, men i en anden skikkelse. Gud er livets skaber, glædens ophavsmand, fredens forkæmper, kærligheden selv. Hvad så med alt det andet? Hvad med ondskab, grusomhed, had, brutalitet, død? Det er til, men det er ikke målet for skabelsen. Af en eller anden grund er det nødvendigt, i alt fald for en tid, for at glæden, skønheden, kærligheden kan være til. Men det er ikke ligeværdigt med glæden, skønheden og kærligheden. Og måske 4
viser det sig, når alt er blevet knust, når vi alle er splittet i alle vore bestanddele, at alt og alle er, hvad vi altid har været, men i en ny og forklaret skikkelse. Som Jesus, der lod sig knuse og sønderlemme, men dog altid er forblevet den samme. Amen. 5