RETTEN I SØNDERBORG Udskrift af dombogen DOM Afsagt den 11. juli 2013 i sag nr. BS C2-1422/2012: Jens Erik Jørgensen Uge Hedevej 2 6360 Tinglev mod Natur- og Miljøklagenævnet Rentemestervej 8 2400 København NV Under denne sag ved stævning indleveret til retten den 5. september 2012 anlagte sag har sagsøgeren, Jens Erik Jørgensen, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Natur- og Miljøklagenævnet, tilpligtes at anerkende, principalt at Nævnets afgørelse af 8. marts 2012 er ugyldig, subsidiært at sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved Nævnet. Sagsøgte har heroverfor nedlagt påstand om frifindelse. Sagens omstændigheder: Efter ansøgning meddelte det daværende Sønderjyllands Amtsråd den 26. april 1977 firmaet Meldgaard Sten og Grus I/S tilladelse til erhvervsmæssig udnyttelse af sand- og stenforekomster i et cirka 12 hektar stort areal på firmaets landbrugsejendom, matr. nr. 123 og 154, Uge. Tilladelsen gjaldt for tiden indtil den 1. januar 1983, og for opfyldelsen af de heri fastsatte vilkår, stillede firmaet en sikkerhed på 300.000 kr., ligesom man på landbrugsejendommen lod tinglyse en deklaration. Af denne fremgik det blandt andet, at "Retablering af arealet skal finde sted efter forudgående samråd med den tilsynsførende, fredningsplanudvalget og amtsrådet", samt at "Det udgravede areal skal i fuldt omfang efter gravningens afslutning føres tilbage til landbrugsmæssig drift, d.v.s. der må ikke efterlades sø på arealet". Ved skrivelse af 27. februar 1978 modtog firmaet en tilsvarende tilladelse til sten- og grusgravning på matr. nr.e 33 m.fl., 64 m.fl., 153 m.fl., 154 m.fl. og 208 m.fl., Uge. Denne var gældende indtil den 31. december 1987 og blev givet på samme vilkår om sikkerhedsstillelse og tinglysning af en deklaration, som den fra 1977. I begge tilladelser havde Amtsrådet blandet andet stillet det vilkår, at der ikke måtte graves i en afstand nærmere end 300 meter fra Hærvejen. Dette vilkår påklagede Meldgaard Steen og Grus I/S til den tidligere Fredningsstyrelse, der ved skrivelse af 7. februar 1979 meddelte firmaet, at "der vil kunne gives indvindingstilladelse på de omhandlede arealer, således at der ikke graves nærmere Hærvejen end 150 m på nærmere vilkår fastsat af Sønderjyllands amtsråd". Efter at have modtaget en revideret grave- og efterbehandlingsplan for de nævnte matr.
Side 2/18 nr.e, meddelte Amtsrådet ved skrivelse af 30. april 1980 blandt andet firmaet, at når det "er konstateret, at gravningen på arealet er afsluttet og gravearealet tilfredstillende efterbehandlet, vil sikkerhedsstillelsen blive frigivet og den ved amtsrådets foranstaltning tinglyste deklaration aflyst". Den 21. maj 1980 tilskrev Amtsrådet tillige dommerkontoret i Tønder og oplyste, at de 2 tilladelser var blevet udvidet til også at omfatte den del af matr. nr. 123 og 64, Uge, der var beliggende mellem 150 og 300 meter fra Hærvejen. Samtidig bad Amtsrådet om, at der på de 2 ejendomme blev tinglyst vilkår om efterbehandling af de berørte arealer. Efter et forudgående møde meddelte Amtsrådet ved skrivelse af 4. januar 1983 firmaet, at man kunne tiltræde, "at en mindre del af udgravningssøen midlertidig bliver liggende på matr. nr. 123, Uge i arealets vestlige del syd for markvejen (...) på betingelse at den midlertidige sø placeres mere end 300 meter fra Hærvejen, at søen senest i forbindelse med indvindingens afslutning på de tilstødende arealer, opfyldes med sand og pålægges muld til landbrugsmæssig anvendelse. Såfremt indvindingen på de omhandlede arealer ophører eller indvindingsrettighederne evt. overdrages anden virksomhed, skal den midlertidige sø omgående efterbehandles til landbrugsmæssig anvendelse". Af skrivelsen fremgår det endvidere: "På et den 8. november 1982 afholdt møde i grusgraven anmodede Leif Meldgård om i forbindelse med indvindingen på naboarealerne midlertidigt at måtte lade en mindre del af udgravningssøen blive liggende på matr. nr. 123 Uge. Som begrundelse anførte Leif Meldgård, at der på nuværende tidspunkt mangler sand til opfyldning af søen, idet stenudnyttelsen har været større end beregnet, ligesom søen har en sådan størrelse, at det vil forøge omkostningerne at flytte hele søen med ved indvindingen på naboejendommen. Leif Meldgård oplyste, at den omhandlede midlertidige sø vil blive opfyldt med sand i forbindelse med indvindingens afslutning på naboarealerne matr. nr. 153, 154, 33 og 208 Uge, hvor den endelige sø efter forud indhentet tilladelse vil blive efterladt, således at der for hele indvindingsområdet matr. nr. 64, 123, 153, 154, 33, 208 og 43 efteræades em samlet sø. Det bemærkes, at endleig tilladelse til erhvervsmæssig udnyttelse af råstofforekomsterne på matr. nr. 43 Uge ikke er meddelt". Af Amtsrådets efterfølgende notat af 30. januar 1984 vedrørende forhandlingsmøde den 16. s.m. om regulering af sikkerhedsstillelsen for råstofindvinding på matr. nr.e 64 og 123 m.fl., fremgår det blandt andet, at "Lars P. Schmidt og Johs. E. Christiansen oplyste, at de har erhvervet arealer fra matr. nr. 123 Uge til sammenlægning med deres landbrugsejendomme henholdsvis matr. nr. 64 Uge og matr. nr. 43 m.fl. Uge...". Efter et afholdt møde "angående fortsatte grusindvinding og endelig placering af en gravesø på matr. nr. 43 og matr. nr. 208, 33, 153 og 154, alle Uge Ejerlav, Uge", udfærdigede Amtsrådet tillige et notat af 24. januar
Side 3/18 1985, og hvori man "Betonede, at amtsrådets krav om opfyldning af en midlertidig efterladt sø på matr. nr. 123 (nu matr. nr. 429) Uge er fortsat gældende og ikke kan forventes ændret". Endvidere fremgår det af notatet, at Amtsrådets tilladelse til grusindvinding på matr. nr. 123, Uge, den 3. juli 1984 var blevet forlænget til den 31. december 1988. Den 19. august 1992 aflyste Sønderjyllands Amt de 2 deklarationer, som man i forbindelse med tilladelserne fra 1977 og 1978 havde fået tinglyst på matr.nr.e 123 og 154 samt 64 m.fl., Uge. På dette tidspunkt var den del af matr.nr. 123, Uge, hvorpå den i sagen omhandlede gravesø var beliggende, blevet udskilt fra matr.nr. 123, Uge, og fået matr.nr. 429, Uge. I 1983/84 udgik dette matr.nr., og arealet overført til, eller sammenlagt med, matr.nr. 64, Uge. Ved skrivelse af 17. marts 2008 meddelte Aabenraa Kommune sagsøgeren - der i mellemtiden havde købt og overtaget matr. nr. 64, Uge - følgende: "Landzonetilladelse til etablering af søer på matr. nr. 64 og 506, Uge ejerlav, Uge De har søgt om tilladelse til at etablere 2 søer på ovennævnte matrikler, som du ejer. Etableringen forudsætter kommunens tilladelse. Afgørelse Aabenraa Kommune meddeler herved landzonetilladelse til at der på matr. nr. 64 Uge, Uge kan bevares en sø på ca. 5000 m2 at der på matr. nr. 506, Uge, Uge kan etableres en sø på ca. 2600 m2 med en placering som vist på kortet nedenfor... Landzonetilladelsen er meddelt efter 35 i Lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 883 af 18. august 2004 med senere ændringer.... Redegørelse Der er ansøgt om tilladelse til at bevare en sø på matr. nr. 64 Uge, Uge, som er omfattet af en råstoftilladelse tilhørende LIM Sten og Grus, Rødekro. Ifølge råstoftilladelsen skal søen tildækkes i forbindelse med efterbehandling af området. Søen er gravet engang i perioden 1984 og 1989 og er i dag beskyttet mod tilstandsændringer af naturbeskyttelseslovens 3. Søen må derfor ikke ændres uden dispensation fra naturbeskyttelseslovens 3. Søen ønskes bevaret, dog med en mindre størrelse end i dag (3500 m2). Søen har i dag en størrelse på ca. 5000 m2, men ønskes reduceret til ca. 3500 m2. Dette vil kræve en dispensation fra naturbeskyttelseslovens 3, hvilket Aabenraa Kommune ikke er sindet at give. Bevarelse af søen kræver en landzonetilladelse....". I telefonnotat af 21. november 2008 anførte vidnet Torben Hansen, Aabenraa Kommune:
Side 4/18 "Den 10. november 2008 kontaktede jeg Jens Jørgensen, fordi kommunen er blevet oplyst om, at en sø er fyldt op. Jeg fandt ud af at søen tilhørte Jens Jørgensen og ringer derfor til ham. Jens Jørgensen oplyser at søen ganske rigtigt er fyldt op, og at den ikke kan være omfattet af 3, fordi den er omfattet af en råstoftilladelse, hvor arealet ikke er efterbehandlet. I forbindelse med efterbehandlingen skal søen fyldes op, ifølge råstoftilladelsen. Jens Jørgensen gør også opmærksom på at søen er omfatttet af bekendtgørelsen om beskyttede naturtyper 2, hvor et areal ikke kan blive/være omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, når der foreligger en aftale med en offentlig myndighed om en særlig driftsform. Jeg har bedt Jens Vejrup, Aabenraa Kommune, om at undersøge hvilke råstoftilladelser der gælder for området og om det er rigtigt, at søen kan opfyldes uden videre". Et par uger senere tilskrev Aabenraa Kommune den 12. december 2008 sagsøgeren blandt andet således: "Aabenraa Kommune har konstateret forhold som vurderes at være i strid med naturbeskyttelseslovens generelle beskyttelse af søer, jf. 3 En sø, der er gravet i forbindelse med råstofudvinding i perioden 1981-1982, på ca. 5000 m2 på ovennævnte matr. nr. er fyldt op.... Det er Aabenraa Kommunes vurdering, at den konstaterede opfyldning af søen, er i strid med naturbeskyttelsesloven, jf. 3, fordi arealet med søen er efterbehandlet og godkendt af amtet i 1992, og tinglysningen i den forbindelse er aflyst. Kommunen har efter 73, stk. 5, i naturbeskyttelsesloven pligt til at sørge for, at ulovlige forhold bliver lovliggjort, medmindre det ulovlige forhold har underordnet betydning. Det påhviler dig som ejer af ejendommen, at lovliggøre et ulovligt forhold, jf. naturbeskyttelseslovens 74, stk. 1. På baggrund af oven nævnte vurderer Aabenraa Kommune, at søen vist på luftfoto (billede 1) nedenfor, er beskyttet jf. Naturbeskyttelseslovens 3.... Kommunen agter derfor at give dig påbud om, at der skal ske en lovliggørelse af den opfyldte sø. Det kan ske ved at du søger og opnår dispensation ved kommunen til at bevare opfyldningen, eller at du genetablerer søen". Sagsøgeren reagerede på dette ved den 30. december 2008 blandt andet at meddele kommunen: "... Leif Meldgaard (ejer af L.I.M. Sten og Grus Aps) oplyser mig om, at hvis jeg ønsker at bevare hele eller dele af søen, er det min opgave at få tilladelse til dette. Da søen er ca. 5000 m2 overflade ønskes arealet reduceret, da den er til gene for de omkringliggende arealer. Desuden er søen ca. 20 m dyb og med meget lodrette sider, da søen aldrig er blevet efterbehandlet. Derfor sendes der ansøgning til Aabenraa Kommune om at anlægge en sø på maks. 3500 m2,, som jeg mener vil være et passende areal for at søen skal være til mindre gene for landbrugsdriften. Aabenraa Kommune giver den 17-03-2008 tilladelse til at hele søen kan bevares, hvilket jeg aldrig har ansøgt om. Aabenraa kommune vil ikke give
Side 5/18 tilladelse til at bevare søen i den ønskede størrelse, hvilet jeg tager som et afslag på min ansøgning. Derfor meddeler jeg Leif Meldgaard at jeg ikke kan få tilladelse til at etablere en sø i den ansøgte størrelse og ikke ønsker at søen bliver liggende som den er. Leif Meldgaard overholder derefter de forpligtelser han er pålagt og fylder søen op". Ved skrivelse af 7. januar 2009 indgav sagsøgeren tillige en ligelydende klage til Naturklagenævnet, og hvori han konkluderende skrev: "Aabenraa Kommune mener at søen er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, hvilket jeg mener er forkert pga. følgende: Det fremgår tydeligt af medsendte notat fra 24-01-1985 at der ikke må efterlades søer på det omtalte areal. Det fremgår af samme notat at sugesøen skal fyldes op og at afgørelsen ikke kan forventes ændret. At Sønderjyllands Amt har aflyst tinglysningen uden at sugesøen har været efterbehandlet og desforuden tilsyneladende ikke noteret noget herom, må være en forventning om at efterbehandlingen blev gjort ved afslutningen af gravearbejdet for hele området, ellers burde Sønderjyllands Amt have gjort opmærksom på at noget ikke var korrekt, hvilket ikke er sket. Når Sønderjyllands Amt som er den offentlige myndighed der er lavet aftale med om anden anvendelse af arealet, blot lader søen ligge, mener jeg ikke at arealet kan blive omfattet af naturbeskyttelseslovens 3. Leif Meldgaard oplyser at det hele tiden har været meningen at sugesøen skulle fyldes op og at undertegnede hele tiden er blevet lovet arealet skulle efterbehandles til landbrugsformål. Med henvisning til ovenstående mener jeg ikke at søen kan være omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, som følge af 2 bekendtgørelse nr. 1172 af 20-11-2006". Efter at have indhentet bemærkninger til klagen fra Aabenraa Kommune, meddelte sagsøgte ved skrivelse af 18. januar 2010, at man stadfæstede kommunens ovennævnte afgørelse af 12. december 2008. I sin begrundelse herfor anførte sagsøgte blandt andet: "Naturklagenævnet lægger endvidere til grund, at der i tilknytning til søen - der har ligget på stedet siden begyndelsen af 1980'erne - havde udviklet sig et karakteristisk dyre- og planteliv. Der er uenighed mellem på den ene side kommunen og på den anden side ejeren og indvinderen om, hvorvidt det areal hvor søen er beliggende var omfattet af et vilkår i råstoftilladelsen om, at der ikke måtte efterlades søer. Uanset uklarheden omkring vilkårene for efterbehandlingen af det område, hvor søen er beliggende, må det lægges til grund, at amtet - som oplyst af kommunen - aflyser den tinglyste deklaration om efterbehandling i 1992. Dette er ubestridt af klageren.
Side 6/18 Det fremgår af sagens oplysninger, at der ikke længere graves i området omkring søen, der i dag fremstår som landbrugsarealer. På baggrund af ovenstående finder Naturklagenævnet, at søen ligger i et færdiggravet område. Naturklagenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om, at søen er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, stk. 1. Det bemærkes, at beskyttelsen efter naturbeskyttelseslovens 3, stk. 1, er uafhængig af hvordan naturtilstanden er opstået. Det er således uden betydning for sagen om opretholdelsen af søen måtte være i strid med de i råstoftilladelsen meddelte vilkår eller om amtet i sin tid måtte have haft en forventning om, at søen ville blive fyldt op ved afslutningen af gravearbejdet for hele området....". I forlængelse af den trufne afgørelse, som sagsøgeren ikke indbragte for domstolene, meddelte Aabenraa Kommune ham den 10. februar 2010 påbud om retablering af søen senest den 1. september 2010. Påbuddet indeholdt tillige en orientering om dispensations- samt klage- og søgsmålsmulighederne, men ingen af disse blev udnyttet af sagsøgeren. Efter fristens udløb tilsendte sagsøgeren den 15. september 2010 Aabenraa Kommune en skrivelse, hvori han påpegede, at sagsøgtes afgørelse af 18. januar 2010 efter hans opfattelse byggede på en række fejl og/eller ukorrekte oplysninger. Der blev i den anledning afholdt et møde mellem blandt andre sagsøgeren samt Leif Meldgaard og repræsentanter for Aabenraa Kommune. Efter dette meddelte kommunen den 19. oktober 2010 sagsøgeren, at man fastholdt det tidligere givne påbud om retablering af søen. Sagsøgeren henvendte sig herefter til LandboSyd, der ved skrivelse af 11. november 2010 bad sagsøgte genoptage sagen. Denne begæring imødekom sagsøgte ved skrivelse af 8. marts 2012, hvori man tillige fremkom med blandt andet følgende bemærkninger og afgørelse: "Naturklagenævnet har i afgørelsen af 18. januar 2010 anført, at søer efter praksis først omfattes af naturbeskytteleslovens 3, når grusgraven er færdiggravet, og efter behandlingen godkendt af råstofmyndigheden. Det fremgår videre at det er en forudsætning, at søen er større end 100 m2, og at der har udviklet sig et karakteristisk dyre- og planteliv i tilknytning til søen, jf. herved også vejledning om naturbeskyttelseslovens 3, s. 43. Det fremgår videre af vejledningen, at en råstofgrav i denne sammenhæng normalt anses for færdigudgravet, når efterbehandlingen er afsluttet og godkendt af råstofmyndigheden. Almindeligvis vil en godkendelse fra råstofmyndigheden af en tilendebragt gravning forudsætte, at efterbehandlingen er foretaget i overensstemmelse med de i råstoftilladelsen fastsatte vilkår. Naturklagenævnet har i en tidligere afgørelse (afgørelse af 18. december 2001, j.nr. 97-131/700-0053) statueret, at en sø var omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, uanset at endelig efterbehand- ling ikke havde fundet sted. Nævnet anførte i den forbindelse bl.a.: "Den almindelige praksis
Side 7/18 om, at en sø, der er opstået i forbindelse med råstofgravning, ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, før efterbehandling af grusgrave er afsluttet og godkendt af amtet, kan ikke anses for at finde anvendelse på en situation, som den foreliggende, hvor ejeren af en råstofgrav i 10 år ikke har endeligt efterbehandlet den etape af råstofgraven, hvor søen ligger. " I det foreliggende tilfælde er der er tale om et område, hvor der været indvundet råstoffer siden 1970'erne, og hvor der er meddelt flere tilladelser herunder forlængelser. De faktiske forhold vanskeliggøres af, at der i løbet af årene er sket flere jordhandler og deraf følgende ændringer i de matrikulære forhold. Der er enighed mellem kommunen og klageren om, at søen er etableret i 1981-82 som en sugesø på daværende matr.nr. 123, Uge. Dette stemmer overens med, at søen fremgår af luftfotos fra 1984 frem til 2008. I forbindelse med en jordhandel i 1984 bliver hovedparten af matr.nr. 123 sammatrikuleret med matr.nr. 64, Uge, og søen Iå herefter på ejendommen matr.nr. 64, Uge. Søen ligger på en matrikel, hvor der, i henhold til en råstoftilladelse meddelt sidst i 70'erne (og eventuelt forlænget), tidligere blev indvundet råstoffer, men hvor der ikke har været gravet i en længere årrække. Matriklen fremstår - udover søen - som landbrugsjord i omdrift på samtlige luftfotos fra 1989 til 2008. Det forhold, at der muligvis efterfølgende er meddelt tilladelse til råstofindvinding på matrikler nord for matr.nr. 64, Uge, ændrer ikke ved, at den matrikel, hvor søen ligger, ikke længere er en del af graveområdet og derfor må anses for færdiggravet. Natur- og Miljøklagenævnet lægger endvidere til grund, at amtet i 1992 aflyste den tinglyste deklaration for efterbehandling vedrørende det areal, hvor søen Iå (tidligere matr. nr. 123, Uge, nu matr.nr. 64, Uge). Dette er ikke bestridt af klageren, som i den oprindelige klage har redegjort for baggrunden for aflysningen. På baggrund af ovenstående er det herefter Natur- og Miljøklagenævnets opfattelse, at den tidligere råstoflndvinding på matr.nr. 64, Uge, ikke er til hinder for, at den opståede sø er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3. Det forhold, at matriklen muligvis ikke er endeligt efterbehandlet i overensstemmelse med de vilkår, som måtte have været fastsat for råstofmdvindingen og efterbehandlingen, ændrer ikke herved. Søen udgjorde før opfyldningen langt over 100 m2, og nævnet må ud fra de foreliggende oplysninger, herunder navnlig at søen har ligget på stedet fra begyndelsen af 1980erne, lægge til grund, at der tilknytning til søen havde udviklet sig et karakteristisk dyre- og planteliv. På baggrund af ovenstående stadfæstes Aabenraa Kommunes afgørelse af 12. december 2008 om, at en sø på ejendommen matr.nr. 64, Uge, Ejerlav, er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3". Forklaringer: Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren samt vidneforklaring af Leif Meldgaard, Steen Hendriksen, Lars Schmidt og Torben Hansen. Sagsøgeren har forklaret, at han i 2000 købte den landbrugsejendom,
Side 8/18 hvorunder matr. nr. 64, Uge, hører. På 20-25% af ejendommen har der været gravet grus siden 1977, dog aldrig af sagsøgeren. I forbindelse med overtagelsen var der såvel arealer, hvor der stadig blev gravet eller indvundet grus som andre, hvor dette var afsluttet, men uden pålægning af muld. På købstidspunktet blev der ikke gravet grus på matr. nr. 64, hvor den i sagen omhandlede sugesø var beliggende. I forbindelse med købet bad sagsøgeren sin advokat undersøge, "om der var styr papirerne", så han kunne være sikker på, at søen blev fyldt op og lagt tilbage til landbrugsjord. På ejendommen var der allerede den 18. oktober 1984 tinglyst en deklaration på matr. nr. 154 samt 123, nu matr. nr. 64, om, at efterhånden som råstofindvindingen ophørte, skulle området efterbehandles og inddrages til landbrugsmæssig anvendelse - en deklaration, der fortsat er tinglyst på ejendommen. Sagsøgeren talte også med Leif Meldgaard om de arealer, hvorpå hans selskab gravede grus og sten. Nogle af disse arealer var ikke efterbehandlet, og Leif Meldgaard tilbød derfor sagsøgeren, at han midlertidigt, og som kompensation, kunne benytte nogle nærliggende arealer, som selskabet ejede og først senere skulle bruge til grusindvinding. Hvad angår søen oplyste Leif Meldgaard, at denne ville blive efterbehandlet og fyldt op i forbindelse med selskabets retablering af hele graveområdet. Dette vill angiveligt ske i løbet af 5-8 år. Søen var meget dyb og havde stejle skrænter og var på ingen måde efterbehandlet. I 2007/08 ansøgte sagsøgeren Aabenraa Kommune om landzonetilladelse til blandt andet at indskrænke og bevare den i sagen omhandlede sø for så vidt angår 3.500 m2. Dette skete efter forudgående drøftelser med Leif Meldgaard, der påpegede, at han ifølge Amtsrådets tilladelser, herunder den, der blev givet ved skrivelse af 4. januar 1983, havde pligt til at fylde søen op, når indvindigen ophørte. Af samme årsag henviste han sagsøgeren til at søge om tilladelse til at bevare en del af søen. Da sagsøgeren modtog kommunens svar af 17. marts 2008, opfattede han dette som et afslag på hans ansøgning. Sagsøgeren fortalte Leif Meldgaard om afslaget, samt at søen ifølge kommunens afgørelse skulle blive liggende på stedet. Leif Meldgaard ville imidlertid ikke afvente, hvad der eventuelt videre skete i sagen. I foråret 2008, og uden sagsøgerens involvering, fyldte Leif Meldgaard herefter søen op. Sagsøgeren drøftede først igen søen med Leif Meldgaard, da han i december 2008 modtog Aabenraa Kommunes varsel om påbud om retablering. Endvidere sendte han sine bemærkninger til kommunen og klagede til Naturklagenævnet. Her traf man den ovenfor omtalte afgørelse af 18. januar 2010, som efter sagsøgerens opfattelse byggede på forkerte oplysninger, herunder at søen var efterbehandlet. Sagsøgeren indbragte ikke denne afgørelse for domstolene og modtog en måneds tid senere et påbud om retablering af søen senest den 1. september 2010. Sagsøgeren påklagede ikke dette påbud til sagsøgte, idet der "jo var en stribe af faktuelle fejl". Derimod skrev han den 15. september 2010 en "orientering og forklaring" til kommunen, hvilket afstedkom en fælles besigtigelse af søen. Kommunen fastholdt imidlertid sit påbud, og sagsøgeren henvendte sig derfor til LandboSyd, der tilskrev sagsøgte med anmodning om genoptagelse. Vidnet, Leif Meldgaard, har forklaret, at han gennem de seneste cirka 35 år
Side 9/18 har beskæftiget sig med indvinding og salg af grus og sten. Dette er oprindeligt sket gennem et personligt drevet firma ved navn Meldgaard Sten og Grus I/S, men dette blev senere ændret til en anpartsselskab med samme navn. Vidnet har siden 1977 indvundet sand og sten på flere arealer og matrikelnumre i Uge, senest matr.nr. 208, 33, 153 og 154. Disse 4 matrikelnumre tilhører anpartsselskabet, og ligger 30-40 meter fra den i sagen omhandlede sø. Vidnet og hans selskab afsluttede gravningen i området for 2-3 år siden, og gik herefter igang med den retablering, man var forpligtet til i henhold til de givne råstofindvindingstilladelser. Den i sagen omhandlede sø opstod, da man kom til et graveområde, hvor der var så meget sand, at det ikke var muligt "at fylde op bag sig". På dette tidspunkt ejede vidnet og hans firma området og fik efter ansøgning midlertidig tilladelse til at lade en mindre del af søen blive liggende på det daværende matr. nr. 123, Uge. Dette skete i januar 1983 og var blandt andet betinget af, at søen senest ved afslutningen af indvindingen på de tilstødende arealer blev fyldt med sand og pålagt muld til landbrugsmæssig anvendelse. På dette tidspunkt regnede vidnet med, at det ville tage cirka 10 år, førend man var færdig med grusindvindingen på de tilstødende arealer og var tilbage ved søen. Undervejs fik vidnet og hans selskab imidlertid udvidet deres gravemuligheder, således at man først var færdig i 2008. I tidsrummet mellem marts og november s.å., og medens selskabet stadig producerede på stedet, opfyldte man søen, således som planlagt og fastsat som vilkår i Amtsrådets stadig gældende tilladelse fra 1983. Ligeledes var det i overensstemmelse med de grave- og efterbehandlingsplaner, som selskabet havde udarbejdet og fået godkendt af Amtsrådet. For opfyldelse af de vilkår og bestemmelser, der var fastsat for de i 1978 og 1979 givne tilladelser stillede selskabet en garanti på 300.000 kr. Selv om søen aldrig er blevet efterbehandlet, aflyste Amtsrådet den 19. august 2002 den på ejendommen lyste deklaration og frigav sikkerhedsstillelsen, dog således, at denne overgik til et andet areal. Hverken vidnet eller hans selskab har etableret bevoksning rundt om søen, men blot henlagt en dynge muld til brug ved efterbehandlingen. I 1985/86 solgte selskabet arealet med søen til en mand ved navn Lars P. Schmidt. I forbindelse med dette salg blev det udtrykkeligt aftalt, at selskabet skulle fylde søen og retablere området til landbrugsmæssig anvendelse. Da selskabet var færdig med at grave på de ovenfor omtalte 4 matrikelnumre og således var "kommet tilbage til søen", talte vidnet med sagsøgeren, der tilkendegav, at han var interesseret i at beholde søen, hvis arealet kunne begrænses til 3.500 m2. Vidnet og selskabet havde deres forpligtelser i henhold til de meddelte grave- eller indvindingstilladelser, og sagsøgeren blev derfor henvist til selv at søge de fornødne tilladelser hos Aabenraa Kommune. En indskrænkning af søen blev imidlertid nægtet af kommunen, der tilmed var af den opfattelse, at den skulle bevares i sin nuværende stand. Vidnet og hans selskab så derfor ikke anden mulighed end at opfylde søen og retablere området, således som fastsat i de betingelser, som Amtsrådet havde stillet i de givne indvindingstilladelser. Vidnet har herudover forklaret, at "graveområdet" efter hans opfattelse er det samlede område, hvortil Amtet har givet tilladelse til indvinding af grus
Side 10/18 og sten. Så vidt vidnet erindrer, er der ikke blevet gravet i det område, hvor søen er beliggende, siden engang i 1980'erne. Vidnet, Steen Hendriksen, har forklaret, at han tidligere har været ansat i Sønderjyllands Amt, hvor han i cirka 10 år, og frem til 2009, var tilsynsførende og sagsbehandler i spørgsmål vedrørende råstofindvinding. Vidnet var den eneste i Amtet, der arbejdede med dette området, som han overtog fra fra en ansat ved navn Peter Heilmann. I forbindelse med denne overtagelse var vidnet og Peter Heilmann ude at se på en række af de daværende udgravningssteder. Blandt andet besøgte de sagsøgerens ejendom, hvor Peter Heilmann ved søen på matr.nr. 64 sagde: "Den skal bare fyldes op". Søen var slet ikke efterbehandlet, hvilket navnligt skal ske af sikkerhedsmæssige årsager. Vidnet var enig i Peter Hellmanns opfattelse, og for ham var det naturligt, at opfyldningen skete, når Leif Meldgaard "kom tilbage til området". Som det fremgår af Amtsrådets indvindingstilladelser, skulle Leif Meldgaard eller hans selskab stillede en garanti på 300.000 kr. til sikkerhed for de med retableringen forbundne omkostninger. Som ansat i Amtet betragtede vidnet de forskellige graveområder som en helhed, hvorfor sikkerhedsstillelsen ikke nødvendigvis knyttede sig til det enkelte areal eller matrikelnummer. Det man i Amtet vurderede var således, om sikkerheden var tilstrækkelig til sikring af retableringsomkostninger i det samlede indvindingsområde. Ved efterbehandlingen af et graveområde eller en sø kræves det, at der er fyldt op til 1 meter over grundvandet og resten forsynet med muld, hvilket i det hele foretages af den entreprenør, der har indvindingstilladelsen. Efter vidnets opfattelse er det i tilladelserne stillede vilkår om, at "der ikke må efterlades sø på arealet" uden tidsbegrænsning. Vidnet bekendt er der ikke ændret noget i hverken den tilladelse eller de vilkår, som Amtsrådet gav og stillede i 1983 for søens midlertidige forbliven på matr.nr. 123, nu matr.nr. 64, Uge. Vidnet, Lars P. Schmidt, har forklaret, at han i årene fra 1970 til 1992 var ejer af den landbrugsejendom, som nu tilhører sagsøgeren. Omkring 1985 købte vidnet det område, hvorpå nu omhandlede sø var beliggende, det vil sige det, der i dag hedder matr. nr. 64, Uge. Da Leif Meldgaard eller hans selskab var færdige med at grave på dette matrikelnummer, blev der fra Amtsrådet givet tilladelse til, at søen kunne blive liggende, indtil man "kom tilbage til stedet". Begrundelsen for dette var, at selskabet ikke havde tilstrækkeligt med materialer fra de øvrige udgravningssteder. Søen er ikke blevet efterbehandlet i vidnets ejertid, men hvad der herefter er sket, har han ikke kendskab til. Vidnet har på intet tidspunkt været involveret i den sikkerhedsstillelse eller de øvrige vilkår, som Amtsrådet fastsatte i de indvindingstilladelser, man gav Leif Meldgaard. Vidnet, Torben Hansen, har forklaret, at han er uddannet biolog og siden 2007 har været ansat hos Aabenraa Kommune som sagsbehandler på naturbeskyttelsesområdet. Da sagsøgeren i 2007/08 ansøgte kommunen om en landzonetilladelse, var vidnet den 5. marts 2008 ude for at besigtige det område, hvor søen var beliggende. Vidnet gjorde sine notater og udfyldte det
Side 11/18 som bilag 7 fremlagte "Feltskema til vandhuller", ligesom han tog nogle fotos af søen og den omkringliggende bevoksning. Herudover havde han flere luftfotos af området og søens placering. Under sit besøg bemærkede vidnet en del ænder i søen samt et bur, der stod på den vestlige bred og som formentlig var beregnet til udsætning af ænder. Efter besigtigelsen gav vidnet på vegne kommunen sagsøgeren en landzonetilladelse til at bevare søen i sin daværende størrelse. Nogle uger senere ringede sagsøgeren og sagde, at han ikke ville have denne tilladelse. Vidnet tog dette til efterretning og svarede sagsøgeren, at han blot kunne lade tilladelsen ligge, indtil den automatisk bortfaldt om 3 år. Samme efterår ringede en anonym borger til vidnet og fortalte, at søen nu var blevet fyldt op. Vidnet ringede i den forbindelse til sagsøgeren, der bekræftede oplysningen og kommenterede det skete, således som anført i det ovenfor refererede telefonnotat af 21. november 2008. Efter samtalen kontaktede vidnet en kollega, der ikke kunne bekræfte sagsøgerens påstand om, at der forelå en råstoftilladelse for området. Der havde tidligere været en sådan, men den deklaration, der da var blevet tinglyst på ejendommen var angiveligt aflyst i 1992. Vidnet bekendt har kommunen ikke udstedt noget påbud om efterbehandling af det areal, hvor søen lå. Vidnet har endvidere forklaret om bilag G-Q, at foto G: viser søen i 1984 samt at foretages grusgravning i det lyse område. Endvidere ses der en stor sø på matr. nr. 424, Uge, og hvori en suger er i færd med at indvinde grus eller lignende, J: er optaget i 1989 og viser, at grusgravingen på matr. nr. 64, Uge, nu er afsluttet og området omkring søen retableret til landbrugsmæssig anvendelse, K: er ligeledes optaget i 1989 og viser søen lidt tættere på, således at man også kan se søbredden med afrettede kanter og pilebuske, M: er optaget i 1993 og viser søen med en øget opvækst af pilebuske ved bredden og hele vejen rundt om søen, N: er fra 1995 og viser, at tilgroningen er øget langs hele søbredden, samt at grusindvindingen nord for søen nu er ophørt og området også her retableret til landbrugsmæssig anvendelse, P: er fra 2008 og viser, at der nu er kraftig bevoksning af pil rundt om hele søen. Endvidere fremgår det af billedet, at man igen er begyndt at indvinde grus nord for søen og her har etableret en aktiv sugesø uden forbindelse med søen på matr. nr. 64, Uge, Q: er fra 2010 og viser, at søen nu er fyldt op med sand og området nord for denne nu atter er etableret som landbrugsjord, ligesom den aktive sugesø er flyttet længere mod vest.
Side 12/18 Efter vidnets opfattelse er der ikke kommet nye oplysninger i sagen set i forhold til dem, der forelå, da han behandlede den. Dog var vidnet ikke da klar over, at Amtet i januar 1983 havde givet midlertidig tilladelse til, at søen blev liggende på stedet. Parternes anbringender og synspunkter: Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende og anført følgende til støtte for sine påstande: at han ikke har fyldt søen op, at han ikke er rette adressat for påbuddet fra Aabenraa kommune og dermed heller ikke er rette part i afgørelsen fra Natur- og Miljøklagenævnet, at afgørelsen allerede af denne grund er ugyldig, at der ikke er sket efterbehandling af søen, hvorfor denne ikke var omfattet af naturbeskyttelsesloven 3, at han allerede af denne grund ikke kan tilpligtes at opfylde søen, at råstofsindvindingsområdet har været i brug indtil 2011, at søen har været i brug som sugesø indtil 2008, hvor den blev opfyldt og på hvilket tidspunkt den ifølge naturtypebekendtgørelsens 2, stk. 1, ikke var omfattet af lovens 3, at der på baggrund af Amtsrådets ovenfor refererede tillæg af 4. januar 1983 under ingen omstændigheder ikke kan kræves genetablering af søen, s a m t at såvel Aabenraa kommunes påbud som Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse dermed er ugyldige, Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at der er fejl og unøjagtigheder i oplysningerne fra såvel Aabenraa kommune som Natur- og Miljøklagenævnet, at afgørelsen dermed er truffet på et forkert grundlag, s a m t at afgørelsen derfor må hjemvises til fornyet behandling, således at der kan træffes en afgørelse ud fra den korrekte historik og en korrekt oplysning af
Side 13/18 sagen. Til støtte for sin frifindelsespåstand har sagsøgte i sit påstandsdokument gjort gældende og anført: "at Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 8. marts 2012 er lovlig og gyldig. Natur- og Miljøklagenævnet har med rette stadfæstet Aabenraa Kommunes afgørelse af 12. december 2008 om, at søen på sagsøgerens ejendom matr. nr. 64 Uge Ejerlav, Uge er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3. Der er ikke med stævningen fremkommet nye, væsentlige oplysninger i forhold til Natur- og Miljøklagenævnets afgørelsesgrundlag. Nævnets afgørelse er ikke truffet på et mangelfuldt eller fejlagtigt grundlag, og den er ikke behæftet med mangler, som medfører, at afgørelsen er ugyldig. Søen er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3 Efter naturbeskyttelseslovens 3, stk. 1, må der ikke foretages ændring i tilstanden af naturlige søer, hvis areal er på over 100 m2. Det fremgår af forarbejderne til naturbeskyttelseslovens 3 (FT 1991-92, tillæg A, bind 1, spalte 1425 og FT 1977-78, tillæg A, bind 2, spalte 2631), at naturlige søer omfatter dels naturligt forekommende søer og dels søer, som helt eller delvist er påvirket af menneskelig indsats. Sidstnævnte kan f.eks. være gadekær, møllesøer og andre opstemningsanlæg, færdigt udgravede grus-, ler-, tørve- og mergelgrave, bevandingshuller, vildtdamme, andedamme og visse regnvandsbassiner m.v. For så vidt angår søer, der er opstået ved råstofindvinding under grundspejlet i råstofgrave, er disse efter praksis først omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, når udgravningen er afsluttet. En råstofgrav betragtes i den sammenhæng normalt som færdigt udgravet, når efterbehandlingen er afsluttet og godkendt af råstofmyndigheden. Det er endvidere en forudsætning for at være omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, at søen er større end 100 m2, og at der har udviklet sig et karakteristisk dyre- og planteliv i tilknytning til søen, jf. Miljøministeriets vejledning om naturbeskyttelseslovens 3, beskyttede naturtyper (2009), s. 10 og 43. Det gøres gældende, at Natur- og Miljøklagenævnet med rette har fundet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Aabenraa Kommunes vurdering af, at den i sagen omhandlede sø er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, stk. 1. Den almindelige praksis, hvorefter søer, der er opstået som følge af råstofgravning under grundvandsspej let, først er omfattet af naturbeskyttel-
Side 14/18 seslovens 3, når grusgraven er færdiggravet, tager udgangspunkt i den typiske situation, hvor efterbehandlingen afsluttes i umiddelbar forlængelse af råstofindvindingens ophør. I nærværende sag er der tale om en sø, der er etableret i starten af 1980'erne som en sugesø på matr. nr. 123 Uge Ejerlav, Uge, og senere er kommet til at ligge på matr. nr. 64 Uge Ejerlav, Uge. Det er ubestridt, at søen, før den blev fyldt op, omfattede et areal på 5000 m2 (bilag 7-8), og at der efter råstofindvindingens ophør på matr. nr. 64 igennem en længere årrække har udviklet sig et karakteristisk dyre- og planteliv omkring søen. Det er endvidere ubestridt, at det tidligere Sønderjyllands Amt i 1992 aflyste den deklaration om efterbehandling af det areal, hvor søen lå på, som var tinglyst på bl.a. matr. nr. 64. Natur- og Miljøklagenævnet har med rette lagt vægt på, at der ikke har været gravet i en længere årrække på matr. nr. 64, og at matriklen fremstår som landbrugsjord i omdrift, jf. luftfotos fra 1989, 1993, 1995, 1997 og 2008. Der har ikke været udstedt tilladelse til råstofindvinding på matr. nr. 64, siden den oprindelige tilladelse fra 1978 blev aflyst fra tingbogen i 1992. Den af sagsøgeren fremlagte deklaration vedrørende efterbehandling og inddragelse til jordbrugsmæssig anvendelse (bilag 26) vedrører matr. 123 og 154, begge Uge Ejerlav, Uge, hvilket således intet har med matr. nr. 64 Uge Ejerlav, Uge at gøre, hvor søen ligger. Søen ligger således på et areal, der må anses for færdiggravet, og det uanset, om der efterfølgende er meddelt råstofindvindingstilladelser og foretaget råstofindvinding på andre matrikler end matr. nr. 64, Uge Ejerlav, Uge. Det er herefter Natur- og Miljøklagenævnets opfattelse, at den tidligere råstofindvinding på matr. 64 Uge Ejerlav, Uge ikke er til hinder for, at den i sagen omhandlede sø er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3. Det forhold, at matr. nr. 64 muligvis ikke er efterbehandlet i fuld overensstemmelse med de vilkår, som måtte have været fastsat herfor, ændrer ikke herved. Det bemærkes, at aflysningen af deklarationen på matr. nr. 64 Uge Ejerlav, Uge og udbetalingen af den garanti, der var stillet som sikkerhed for, at arealet blev efterbehandlet, har krævet Sønderjyllands Amts godkendelse heraf som råstofmyndighed, og Søndeljyllands Amt og Aabenraa Kommune har ikke efterfølgende udstedt påbud om efterbehandling af matr. nr. 64. Det bemærkes også, at søen fyldes op på et tidspunkt, hvor kommunen har givet sagsøgeren landzonetilladelse efter planlovens 35, stk. 1, til at bevare
Side 15/18 søen på matr. nr. 64, Uge Ejerlav, Uge, og hvor kommunen har meddelt sagsøgeren, at søen er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, og at søen derfor ikke må ændres uden dispensation fra naturbeskyttelseslovens 3 (bilag 8). Sagsøgeren har ikke ansøgt kommunen om dispensation fra naturbeskyttelseslovens 3 til at fylde søen helt eller delvist op. Endelig bemærkes det, at 2 i bekendtgørelse nr. 1172 af 20. november 2006 om beskyttede naturtyper ikke ses at finde anvendelse i en situation som den foreliggende. 2 i nævnte bekendtgørelse undtager bl.a. søer fra at være omfattet af naturbeskyttelseslovens 3 i den situation, hvor der "efter aftale med en offentlig myndighed i en nærmere angiven periode er gennemført en særlig driftsform på et areal, herunder braklægning og/eller pleje af dette". Som det også fremgår af Miljøministeriets vejledning om naturbeskyttelseslovens 3, beskyttede naturtyper (2009), s. 23, er der normalt tale om aftaler om pleje og lignende, der indgås med myndighederne efter reglerne om naturforvaltning i naturbeskyttelseslovens kapitel 8 samt i henhold til EU-ordninger, hvor der ydes et økonomisk tilskud til en ændret driftsform af et areal. Nærværende sag omhandler i modsætning hertil tilladelse til råstofindvinding, og der er således ikke tale om "aftale om gennemførelse af en særlig driftsform". Sagsøgeren er rette adressat for påbuddet Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren er rette adressat for Aabenraa Kommunes påbud om lovliggørelse, er ikke genstand for prøvelse under nærværende retssag. Kommunen meddelte ved afgørelse af l0. februar 2010 sagsøgeren påbud om lovliggørelse, og denne afgørelse - der ikke blev påklaget - er endelig. Det er heller ikke et synspunkt, som sagsøgeren har gjort gældende tidligere. Under alle omstændigheder ses der ikke at være tvivl om, at påbuddet i nærværende retssag konkret skal tilgå sagsøgeren. Sagsøgeren ansøgte den 26. september 2007 Aabenraa Kommune om landzonetilladelse, og al den videre korrespondance i sagen er foregået mellem sagsøgeren og Aabenraa Kommune. Sagsøgeren ansøgte kommunen om tilladelse til at reducere søen fra 5000 m2 til 3500 m2, og Aabenraa Kommune meddelte udtrykkeligt sagsøgeren, at søen er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, og at en reduktion af
Side 16/18 størrelsen vil kræve en dispensation, som ikke kunne forventes. Sagsøgeren meddelte herefter Leif Meldgaard, at sagsøgeren ikke havde fået tilladelse til at reducere søen, og at sagsøgeren "ikke ønsker at søen skal blive liggende som den er". Det følge af naturbeskyttelseslovens 74, stk. 1, at det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold. Den i sagen omhandlede sø er beliggende på matr. nr. 64 Uge Ejerlav, Uge, der ejes af sagsøgeren. Der har ikke været udstedt tilladelse til råstofindvinding på matr. nr. 64 siden den oprindelige tilladelse fra 1978 blev aflyst fra tingbogen i 1992, og Leif Meldgaard eller andre har derfor ikke siden 1992 kunnet bruge matr. nr. 64 til råstofindvinding. Det har således i 2008 alene været ejeren af matr. nr. 64 - dvs. sagsøgeren - der har kunnet ansøge Aabenraa Kommune om tilladelse til at reducere søen på ejendommen, og kommunen har alene kunnet adressere lovliggørelsespåbuddet til sagsøgeren som ejer. Sagsøgeren må på denne baggrund anses for rette adressat for Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse". Rettens begrundelse og resultat: Som det fremgår af ovenstående, har Meldgård Sten og Grus I/S, senere ApS, i 1977 og 1978 fået tilladelse til erhvervsmæssig udnyttelse af sten- og grusforekomster på matr. nr. 123 og 154, henholdsvis matr. nr 33 m.fl., 64 m.fl., 153 m.fl., 154 m.fl. og 208 m.fl., alle Uge. Tilladelserne blev i 1979 udvidet med 150 meter i retning mod Hærvejen og var begge tidsbegrænset til udgangen af 1982 eller 1987. Dog fremgår det af Amtets notat af 24. januar 1985, at indvindingstilladelsen på matr. nr. 123, Uge, i 1984 er blevet forlænget i tiden indtil den 31. december 1988. Hvorvidt der herudover er sket ændringer eller udvidelser af de 2 tilladelser henstår uoplyst eller uklart. Derimod må det anses for uomtvistet, at Amtet i et ikke nærmere fastlagt omfang har meddelt firmaet eller selskabet Meldgård Sten og Grus tilladelse til udnyttelse eller indvinding af sten- og grusforekomster på andre matr. nr.e i området. Efter det foreliggende, herunder navnligt de fremlagte fotos, må det lægges til grund, at sten- og grusindvindingen på matr. nr. 123, nu 64, Uge, er ophørt, og arealet omkring søen retableret til landbrugsjord i omdrift, senest i 1988/89. Endvidere må det lægges til grund, at det samme et par år senere er tilfældet for de 4 arealer, der er beliggende nord for søen, det vil sige matr. nr. 153, 154, 33 og 208, Uge, og hvor den da forestående indvinding var baggrunden for Amtets midlertidige tilladelse af 4. januar 1983. Endelig må det som ubestridt lægges til grund, at Amtet i 1992 aflyste de
Side 17/18 deklarationer, som man i forbindelse med de i 1977 og 1978 givne tilladelser havde fået tinglyst på de berørte ejendomme, samt at hverken Amtet eller andre myndigheder efterfølgende har påberåbt sig vilkåret om opfyldning af søen. De 2 nævnte tilladelser - med mulige fristforlængelser - til sten- og grusindvinding på samtlige de nævnte matr. nr.e havde således ikke været udnyttet i en lang årrække, da Meldgård Sten og Grus ApS i 2008 foretog opfyldning af den cirka 5.000 m2 store sø, der på dette tidspunkt havde ligget uberørt på stedet i mindst 20 år og i tilknytning til hvilken, der havde udviklet sig et karakteristisk dyre- og planteliv. Uanset der som ovenfor anført har været givet firmaet eller selskabet Meldgård Sten og Grus tilladelse til sten- og grusindvinding på andre arealer i området, findes der i relation til de 2 omtalte indvindingstilladelser at være tale om en selvstændig etape, hvor grusgravningen er afsluttet senest i begyndelsen af 1990'erne. Det bemærkes i den forbindelse, at grus- eller anden råstofindvinding ikke kan anses for en "særlig driftsform", således som omhandlet i bekendtgørelse nr. 1172 af 20. november 2006 om beskyttede naturområder 2, stk. 1. Som anført i sagsøgtes afgørelser, senest af 8. marts 2012, er det nævnets praksis, at søer, der er opstået i forbindelse med råstofgravning, først er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, når "grusgraven er færdiggravet og efterbehandlingen godkendt af råstofmyndigheden". Det samme fremgår af Miljøministeriet, By- og Landskabsstyrelsens, Vejledning fra 2009 om naturbeskyttelseslovens 3 beskyttede naturområder, side 43, samt den her refererede nævnspraksis. Henset til det formål og de beskyttelseshensyn, der ligger bag loven, må denne praksis dog forudsætte, at efterbehandligen - og konkret opfyldningen - sker i umiddelbar eller naturlig forlængelse af, at grusgravningen på de af tilladelserne omfattede arealer er afsluttet. På denne baggrund findes det at måtte medgives sagsøgte, at søen efter en konkret vurdering, og uanset den manglende efterbehandling samt det af råstofmyndigheden stillede vilkår om opfyldning, er omfattet af naturfredningslovens 3. Som det fremgår af sagsøgerens påstande, vedrører nærværende sag sagsøgtes afgørelse af 8. marts 2012. I denne har man alene taget stilling til, og stadfæstet, Aabenraa Kommunes tidligere trufne afgørelse om, at søen skulle registreres som omfattet af naturfredningslovens 3. Afgørelsen er truffet efter sagsøgerens ansøgning om landzonetilladelse til indskrænkning af søen, der er beliggende på hans ejendom, og hvor al videre korrespondance er foregået med ham.
Side 18/18 Det påbud om retablering, som Aabenraa Kommune ved skrivelse af 10. februar 2010 har meddelt sagsøgeren, er efter det oplyste hverken påklaget til sagsøgte eller indbragt for domstolene inden de herfor gældende frister. Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren er "rette adressat for påbuddet" findes derfor ikke at være genstand for prøvelse under nærværende sag og/eller noget, der i øvrigt kan medføre ugyldighed eller hjemvisning af sagsøgtes ovennævnte afgørelse. Som følge af det anførte, og idet der ej heller findes at være sådanne fejl eller unøjagtigheder i afgørelsesgrundlaget, at dette kan begrunde hjemvisning til fornyet behandling i Natur- og Miljøklagenævnet, tages den af sagsøgte nedlagte frifindelsespåstand til følge. Hvad angår sagens omkostninger forholdes der som nærmere nedenfor bestemt og hvorved bemærkes, at beløbet vedrører sagsøgtes udgifter til henholdsvis kopiering af kortbilag (554,49 kr.) samt advokatbistand (50.000,00 kr. beregnet inclusive moms, idet nævnet efter det oplyste ikke er momsregistreret). Retten har ved afgørelsen af sagsomkostningsspørgsmålet lagt vægt på sagens omfang og karakter samt det nu opnåede resultat. Thi kendes for ret: Sagsøgte, Natur- og Miljøklagenævnet, frifindes for de af sagsøgeren, Jens Erik Jørgensen, under denne sag nedlagte påstande. Inden 14 dage betaler sagsøgeren sagsomkostninger til sagsøgte med 50.554,49 kr. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens 8 a. Jens Schultz-Hansen dommer Udskriftens rigtighed bekræftes. Retten i Sønderborg, den 11. juli 2013. Mette Andersen Toft, overassistent