DANISH INSTITUTE FOR INTERNATIONAL STUDIES STRANDGADE 56 1401 Copenhagen K +45 32 69 87 87 diis@diis.dk www.diis.dk DIIS Brief RELIGION OG KONFLIKT I (ØST-)AFRIKA BJØRN MØLLER SENIORFORSKER VED DIIS Juni 2006 Dette brief gennemgår sammenhængene mellem konflikt og religion i Afrika med særligt fokus på Østafrika. Det vises, hvordan alle tre religiøse traditioner (kristendom, islam og traditionel religion) kan spille en rolle i væbnede konflikter, men også at der ikke er nogen grund til at forvente noget civilisationernes sammenstød som hævdet af Samuel Huntington. Ej heller forekommer der at være noget belæg for den udbredte frygt for islamisk terrorisme i Østafrika. Dels er terrorisme ikke noget større problem, dels er den hovedsageligt politisk og i det omfang den er religiøst funderet, begås de fleste terrorhandlinger af kristne oprørsgrupper. Forfatteren er cand. mag. i historie og Ph.D. i statskundskab, begge dele fra Københavns Universitet. Siden 1985 har han været (senior-)forsker ved Center for Freds- og Konfliktforskning (COPRI), der i 2003 blev en del af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han var Generalsekretær for International Peace Research Association (IPRA) fra 1997 til 2000, og har siden 1994 været ekstern lektor ved Institut for Statskundskab og siden 2002 ligeledes ved Center for Afrikastudier, begge ved Københavns Universitet. Foruden at have udgivet adskilige artikler samt redigeret 7 antologier er han forfatter til 3 bøger. Dette brief er en stærkt forkortet oversættelse af DIIS Report nr. 2006:6 Religion and Conflict in Africa - with a Special Focus on East Africa. For dokumentation og case studies henvises til denne rapport. Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS
1 Religioner i Afrika syd for Sahara Der er almindelig enighed om, at afrikanerne generelt er mere religiøse end europæerne, måske endda mere end amerikanerne både i betydningen at tro på en usynlig verden og faktisk at praktisere deres Tabel 1: Verdens religioner (2003) religion. Ikke blot vedkender Religionstyper (000) (000) Verden Afrika Verden Afrika/ % % næsten alle afrikanere sig Kristne 394.640 46,3 2.069.883 32,9 19,1% Muslimer 344.920 40,5 1.254.222 19,9 27,5% deres tilhørsforhold til en Etniske r. 100.420 11,8 283.096 3,8 42,2% religion, men de tager typisk Andre 5.134 0,6 2.030.693 32,3 0,3% Ikke-rel. 6.442 0,8 932.929 14,8 0,7% også deres religiøse befolkning 851.556 100,0 6.287.732 100,0 13,5% forestillinger mere alvorligt end de verdsliggjorte europæere. Selvom tallene i Tabel 1 skal tages med et gran salt (da der ikke findes pålidelige statistikker), viser de ikke desto mindre, at Afrika er hjemsted for omkring en femtedel af alle verdens kristne, ca. en fjerdedel af alle dens muslimer og halvdelen af alle tilhængere af traditionelle (også kaldet etniske) religioner, men kun en forsvindende lille andel af dens ikke-troende. De traditionelle afrikanske religioner er gradvist blevet fortrængt af de to store fremmede religioner, kristendommen eller islam, men kun fordi disses afrikanske former har optaget elementer af de traditionelle religioner, som f.eks. troen på heksekunst, besættelse af ånder o. lign. Islam er i dag den næststørste og hurtigst voksende religion i Afrika. Den kom til kontinentet ad flere forskellige veje via en arabisk og siden ottomansk militær erobring af Nordafrika og siden f.eks. Sudan; via de internationale handelsruter tværs over Sahara og gennem det Indiske Ocean, via de europæiske kolonisatorers import af arbejdere fra Asien, hvoraf mange var muslimer; og endelig som følge af muslimske missionærers omvendelse af afrikanerne til deres religion. Langt de fleste af Afrikas muslimer tilhører de indadvendte og moderate sufi-ordener inden for gruppen af sunni-muslimer, selvom der i de seneste år har været en vis vækst i de mere fundamentalistiske og politisk radikale salafister. Islam spillede en vis rolle i kampen mod de europæiske kolonimagters fremmarch i slutningen af det 19. århundrede, bl.a. i Sudan og Somalia, der begge oplevede væbnede opstande under ledelse af (påståede) Mahdi er en muslimsk frelserskikkelse, der iflg. nogle muslimske teologer skal lede de rettroende i den afgørende kamp på dommens dag. Selvom 1
(eller måske netop fordi) kolonimagterne nogle steder mødte muslimsk modstand, byggede bl.a. England imidlertid efterfølgende en del af deres administration på muslimske autoriteter, som et led i deres såkaldte indirekte styre, bl.a. i Sudan og Nigeria. Udover således at blive opfattet af mange som en modstands- og befrielsesreligion i forhold til det dominerende Vesten har islam andre attraktioner, der kan forklare dens fremgang i Afrika. Mange muslimske velgørende organisationer er således aktive i Afrika med at hjælpe de fattigste, og Koranens påbud om at give almisser opfattes af mange som et løfte om en mere ligelig fordeling af rigdommen. Hertil kommer de økonomiske fordele for stater ved at fremstå som muslimske, hvilket giver dem lettere adgang til bistand fra de rige olieproducerende stater. For befolkningerne giver islam også anvisninger for retfærdigt styre, der kan bruges i kritikken af korrupte og illegitime regeringer. I mange tilfælde udgør muslimske organisationer som f.eks. sufi-broderskaberne eller de mere fundamentalistiske salafiorganisationer også en vigtig del af civilsamfundet, der nyder bred opbakning i befolkningerne. Islam har dog også været et element i adskillige af kontinentets væbnede konflikter, herunder Sudan og Somalia (se nedenfor). Det er dog ikke alle disse konflikter, der er egentligt religiøse. Mange handler i virkeligheden snarere om noget andet, som f.eks. adgang til ressourcer, om etnisk ligestilling eller demokratiske rettigheder, men i mange tilfælde bliver kravene formuleret i religiøse termer. Udover Østafrika, som hovedparten af det følgende er helliget, har det islamiske element været ret fremtrædende i Vestafrika, der kan opfattes som et mødested for alle tre religiøse familier, som det fremgår af Tabel 2. Der har således været et islamisk islæt i borgerkrigene i både Liberia, Sierra Leone og Elfenbenskysten, hvor det især har været knyttet til de etniske, erhvervsmæssige og geografiske skillelinjer. Potentielt langt mere alvorlig er en lurende religiøs konflikt i Afrikas folkerigeste land, Nigeria, der i over hundrede år har været kendetegnet ved Tabel 2. Religioner i Vestafrika (%) Land Trad. Krist. Islam Benin 50 30 20 Burkina 40 10 50 Elfenbensk. 25-40 20-30 35-40 Gambia 1 9 90 Ghana 21 63 16 Guinea 7 8 85 Guinea-B. 50 5 45 Liberia 40 40 20 Mali 9 1 90 Niger?? 90 Nigeria 10 40 50 Senegal 1 5 94 Sierra L. 30 10 60 Togo 51 29 20 Kilde: CIA World Factbook 2005 et skel mellem det overvejende muslimske nord og det hovedsageligt kristne syd en skillelinje 2
som den britiske kolonimagt delvis respekterede, bl.a. ved at bygge deres indirekte styre i nord på islamisk lov og islamiske institutioner. Hvad der hidtil har holdt konflikten i ave har været en kombination af tre faktorer, hvis virkning desværre synes at være aftagende. For det første var der kun få kristne i den nordlige del og få muslimer sydpå, men i de seneste årtier har andelen af kristne i nord været stigende. For det andet har landets føderale struktur givet de enkelte delstater og provinser en betydelig autonomi, hvilket tillod en diskret anvendelse af sharia i f.eks. familieretslige spørgsmål. Den specielle nigerianske form for føderalisme indebar imidlertid et kompliceret magtspil, der måske har udspillet sine muligheder som konfliktforebyggende mekanisme. For det tredje har de tidligere dominerende moderate og apolitiske (især sufistiske) former for islam gradvis tabt terræn til salafisme og andre former for fundamentalisme. Det hjælper heller ikke, at visse kristne sekter som f.eks. Pinsebevægelsen i stigende grad synes at dæmonisere islam som sådan. Der er derfor mange tegn på en forestående krise i et Nigeria, der i forvejen er en svag stat gennemsyret af korruption og med adskillige andre (ikke-religiøse) konflikter. Ikke blot er sharia blevet indført i en række delstater i nord (også på det strafferetslige område) siden 1999, men i 2002 oplevede landet også de bizarre Miss World riots, der bød på tre dages myrderier over et tilsyneladende banalt spørgsmål som afholdelsen af Miss World-konkurrencen. Trods islams hastige vækst i Afrika er kristendommen stadig den største religion på kontinentet, især for så vidt angår hvad der ligger syd for Sahara. Selvom den især forbindes med de europæiske kolonimagter, har den kristne religion været til stede på kontinentet længe før, især i Etiopien og dele af det nuværende Sudan. Bortset herfra kom den imidlertid med europæerne. Først kom portugiserne, der dog (i hvert fald indledningsvis) ikke var specielt interesserede i Afrika, men snarere i en søvej til orienten. Til dette formål havde de imidlertid behov for stationer langs først vest- og siden også østkysten af Afrika, hvor de kunne proviantere. Med deres opdagelse af Brasilien og den spanske udnyttelse af dets kolonier i Latinamerika opstod der imidlertid også et behov for slaver, hvilket lagde grunden til den berygtede trekantshandel, hvor portugisiske og efterhånden også andre europæiske skibe fragtede europæiske varer til Afrika, hvor de blev omsat til slaver, der sendtes til Amerika, hvorfra man så hentede andre varer hjem til Europa. Sammen med disse søfarere og handelsmænd kom kristne missionærer, dog uden at sætte de store fingeraftryk, bl.a. fordi de første kolo- 3
nisatorer ikke havde den store interesse for kontinentet og dets indbyggere. I kongedømmet Kongo i det nuværende Angola lykkedes det dog at omvende monarken til den kristne tro. Det store gennembrud for kristendommen i Afrika kom dog først med kapløbet om Afrika i slutningen af det 19. århundrede, hvor de europæiske magter søgte at etablere egentlig kontrol med deres respektive skiver af kontinentet, dog nu ikke længere kun i form af spredte enklaver langs med kysten, men også omfattende baglandet og dets beboere. De kristne missionærer var centrale hjælpere for kolonisatorerne, hvis opgave det var at vinde sjæle blandt befolkningerne og hermed gøre kontrollen mindre krævende i form af mandskab. At vinde de afrikanske sjæle krævede på sin side ikke blot missionsvirksomhed som sådan, men også at man leverede virkelige ydelser, hvilket kom til udtryk i etableringen af skoler, hospitaler o. lign. De ideologier, som missionærerne udspredte, omfattede sådanne, der gav de beherskede en forpligtelse til at arbejde hårdt, dvs. til at æde deres brød i deres ansigts sved (1. Mosebog, 3:19), at stille sig tilfredse med en lille andel af, hvad de producerede og herved give kejseren, hvad kejserens er (Matthæus 22:21). Frem for alt skulle de imidlertid underkaste sig øvrigheden, som foreskrevet af Paulus, dvs. underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud (Romerbrevet, 13:1). Den mest problematiske af alle kolonier var utvivlsomt den, som den belgiske konge Leopold II oprettede i Fristaten Congo, ikke på vegne af den belgiske stat, men som sin private ejendom. Hvad der i virkeligheden var en kynisk stræben efter profit gennem en ryggesløs udplyndring af landet for dets naturlige rigdomme (ikke mindst gummi) blev fremstillet som en heroisk kamp for at bringe evangeliet til de gudløse. Ja, Kong Leopolds misregimente blev sågar forsøgt retfærdiggjort med henvisning til behovet for at modarbejde den arabiske slavehandel, selvom hans egen udnyttelse af den indfødte befolkning gennem tvangsarbejde var at sammenligne med slaveri, der kostede menneskeliv i næsten folkemorderisk antal. Selvom kirken var medskyldig i disse forbrydelser mod menneskeheden (som de ville blive betegnet i dag), var der også kristne gejstlige blandt Leopolds argeste kritikere. Mens de kristne missionsstationer og kirker indledningsvis næsten udelukkende var bemandet med hvide europæere (ofte med en paternalistisk, næsten racistisk, holdning til de indfødte), blev de fleste afrikanske kirkesamfund allerede inden uafhængigheden gradvist afrikaniserede. Dette indebar ikke blot oprettelsen af uafhængige afrikanske religiøse institu- 4
tioner og en stigende andel af indfødte præster og andet mandskab, men også en ændring af det religiøse indhold som sådant. De nye former for kristendom blev således (i de fleste tilfælde, om end ikke altid) mere åbne og fleksible i deres forhold til traditionelle religioner, både hvad angår troen og den religiøse praksis. Dette var f.eks. tilfældet med den stærke Kimbanguistiske bevægelse i Congo (anerkendt kirkesamfund fra 1959) og i endnu højere grad med de senere karismatiske sekter, der er kommet til at spille en meget fremtrædende rolle på den religiøse scene i det meste af Afrika, herunder Pinsebevægelsen (pentecostalismen). Denne er langt den hurtigst voksende gren af kristendommen i Afrika (såvel som i resten af verden), og skønnene over dens udbredelse på kontinentet spænder fra 41 til 126 millioner tilhængere, og det forekommer derfor sandsynligt, at den snart vil blive verdens førende form for kristendom og gøre Afrika til kristenhedens centrum. Hvad der måske kan forklare bevægelsens appel til afrikanerne, er dens vægt på praksis på bekostning af teori og personlig oplevelse ( vækkelse ) snarere end dogmatik. Hertil kommer, at den har været meget fleksibel mht. at acceptere elementer af traditionelle religioner som f.eks. troen på heksekunst og besættelse. Alle tre religiøse familier har således haft og vedbliver med at udøve en betydelig tiltrækning på afrikanerne. Både de mange forskellige traditionelle religioner, islam og kristendommen er yderligere blevet anvendt til både undertrykkelse og befrielse, og alle har de været involveret i væbnede konflikter ligesom de alle også har bidraget til skabelsen af fred og forsoning. Ingen af dem kan således påberåbe sig nogen etisk overlegenhed over de andre. 5
2 Religion og Konflikt i Østafrika Vi skal i det næste kapitel zoome ind på Østafrika, der i denne sammenhæng er defineret ret bredt som omfattende Sudan, Etiopien, Eritrea, Djibouti, Somalia, Kenya, Uganda og Tanzania. En oversigt over nogle overordnede forhold vil blive leveret, fulgt af en vurdering af den påståede terrortrussel i denne del af kontinentet. For detaljer henvises læseren til de casestudier af hvert enkelt land, der indgår i den samlede rapport. Statistiske oplysninger om befolkningernes religiøse tilhørsforhold er generelt af ringe kvalitet, men det samlede billede er ikke desto mindre præsenteret i Tabel 3. Der synes ikke at tegne sig Tabel 3: Religioner i Østafrika (2005) Land Religiøs demografi (%) Kristne Muslimer Andre Rel. konflikt Djibouti Sunni 99 Nej Eritrea Sunni 60 Trad. 2? Ort. Kat. Prot. 30 5 2 Etiopien Ort. 45 Sunni 45 Div.?? Evan. 10 Kenya Prot 38 Sunni 7 Div.?? Kat. 28 Somalia?? Sunni 100 Div.? Nej Sudan Div. 10 Sunni 65 Trad. 25 Ja Tanzania Div. 30-40 Sunni 30-40 Div.?? Uganda Kat. Prot Div. 42 36 7 Sunni 12 Div. 2 Ja Forklaring: Ort: Ortodoks; Kat: Katolsk; Prot: Protestantisk; Evan: Evangelisk/ Pinsebev.; Trad: Traditionelle religioner; Div.: Diverse; kursiv: omstridte tal. noget klart billede af disse tal. To lande (Djibouti og Somalia) er altovervejende muslimske, mens to andre er overvejende kristne, nemlig Kenya og Uganda, medens der er en mere eller mindre ligelig fordeling i både Eritrea, Etiopien, Sudan og Tanzania. De regional venskabs- og fjendskabsbånd ser på ingen måde ud til at følge grænsen mellem civilisationerne, som påstået af den amerikanske politolog Samuel Huntington, hverken for så vidt angår stater eller etniske grupper. De to religiøst blandede, men kristeligt dominerede, stater Etiopien og Eritrea var for ganske nyligt (1998-2000) i krig med hinanden, mens relationerne mellem det kristent dominerede Etiopien og det muslimsk-dominerede Sudan var ganske venskabelige, og forholdet mellem de to næsten rent muslimske stater, Somalia og Djibouti, var ganske anstrengt. Mønsteret af konflikter inden for staterne synes heller ikke at bekræfte (en revideret version af) Huntingtons tese, f.eks. at religiøst blandede stater skulle være mere konfliktfyldte end religiøst homogene, og at konflikterne skulle være mellem religiøst definerede 6
grupper. Mens dette (i hvert fald delvis) gælder for nord-syd konflikten i Sudan, hvor muslimer bekæmper kristne og tilhængere af traditionelle religioner, så gælder det overhovedet ikke for konflikten i Darfur i det vestlige Sudan, hvor muslimer bekæmper muslimer. Det svarer heller ikke til det samlede billede af regionen, hvor det allermest konflikthærgede land er det næsten fuldstændigt (både religiøst og etnisk) homogene Somalia, mens det lige så homogene Djibouti ikke har oplevet alvorlige væbnede konflikter. Etiopien og Tanzania ligner hinanden ved begge at have en nogenlunde ligelig fordeling mellem kristne og muslimer og ved begge at være dominerede af de kristne. Men medens førstnævnte har været hærget af konflikter i mange årtier, er sidstnævnte formentlig det fredeligste land i hele regionen (se Tabel 4). Tabel 4: Religion og Konflikt i Østafrika Konflikt Dominans Religion Kristen Muslimsk Blandet - Ja Uganda Sudan Eritrea Etiopien - Nej Tanzania Djibouti Kenya Andre Somalia Det forholder sig ikke engang sådan, at staternes beklagelige forkærlighed for stedfortræderkrige ved at støtte oprørsbevægelser i nabolande er bestemt af religiøst slægtskab. Der har ganske vist været tilfælde, hvor muslimske stater har støttet muslimske oprørere f.eks. Somalias støtte til først WSLF (Western Somali Liberation Front) og siden ONLF (Ogaden National Liberation Front), men begge kan lige så vel forklares ved etnisk slægtskab. Der er ydermere eksempler på stedfortræderkrige på tværs af religioner, som f. eks. det islamistiske Sudans støtte til den kristent fundamentalistiske Lord s Resistance Army i Uganda eller det kristne Eritreas støtte til den islamistiske oprørsbevægelse JEM (Justice and Equality Movement) i Darfur. Hverken nogen bestemt religions dominans eller noget bestemt blandingsforhold mellem religionerne synes således at forudbestemme landene til krig eller til bestemte former for konflikt. 3 Religiøs Terrorisme i Østafrika? Det er en udbredt opfattelse, at Østafrika er et arnested for islamistisk terrorisme, hvilket bl.a. i 2003 fik USA til at lancere et særligt East Africa Counter-Terrorism Initiative 7
(EACTI), der skulle hjælpe regionens stater med at inddæmme og bekæmpe terrorismen i deres respektive samfund. De tilgængelige statistiske data synes imidlertid ikke at underbygge denne opfattelse. I den uforkortede engelske version af denne rapport er medtaget en tabel over alle terrorhandlinger i regionen, byggende på den Terrorism Knowledge Base, som det amerikanske kontor for terrorbekæmpelse henviser til, og som derfor næppe ville undervurdere truslen. I det følgende skal vi nøjes med beregningerne på grundlag heraf. Tabel 5: Terrorisme i Østafrika År Angreb Sårede Døde 1998 11 5,110 350 1999 14 96 28 2000 6 62 30 2001 6 29 22 2002 9 118 74 2003 10 43 61 2004 18 200 324 2005 13 109 58 Gns. 1998-05 10.9 720.9 118.4 Gns. 1999-05 10.9 93.9 85.3 Forklaring: Gns: Årligt gennemsnit Indleder man opregningen med 1998 som det første år (om ikke af andre grunde, så fordi det er det første år med tal for både national og international terrorisme) får man ganske høje tal, som anført i Tabel 5. 1998 var imidlertid et ganske specielt år som følge af to næsten samtidige begivenheder, nemlig bombeangrebene på de amerikanske ambassader i hhv. Kenya og Tanzania med få timers mellemrum den 7. august, der tilsammen står for omkring en tredjedel af de samlede antal dødsofre for hele perioden og ikke mindre end 90 procent af de sårede. Tabellen medtager derfor også totalerne uden disse tal, dvs. for perioden 1999-2005. Det første indtryk af tallene er, at de ikke er særligt høje, hverken for så vidt angår antallet af angreb eller tallene for døde og sårede: Omkrig 11 angreb om året med tabstal på ca. 100 menneskeliv, hvilket er en bagatel i sammenligning med tabstallene fra f.eks. de hyppige sult- og naturkatastrofer eller HIV-AIDS epidemien. For det andet fremgår det af Tabel 6, at (med undtagelse af de to angreb den 7/8 1998) terro- Tabel 6: Terrorisme og motivation Motiv Angreb Sårede Døde Ukendt 42 284 71 Politisk 11 10 57 Kristent 26 291 497 Islamisk 8 105 21 Tabel 7: Terrorisme/Land Land Angreb Sårede Døde Djibouti 1 6 0 Eritrea 3 63 8 Etiopien 15 191 43 Kenya (A) 6 5,080 304 Kenya (B) 5 80 13 Somalia 10 53 38 Sudan 7 0 64 Tanzania (A) 5 78 10 Tanzania (B) 4 1 0 Tanzania (C) 0 0 0 Tanzania (D) 4 1 0 Uganda 41 422 496 Forklaring: (For Kenya and Tanzania): A: Total; B): Total minus 7/8 1998. (For Tanzania: C: Fastlandet, D: Zanzibar) 8
risme hovedsagelig har været politisk, snarere end religiøst motiveret. Måske allermest forbløffende er det, at det blandt de religiøst motiverede terrorangreb ikke er islam, der står øverst på liste, men tværtimod kristendommen, dog i den særligt perverterede form, som Lord s Resistance Army har givet den. Ikke mindre end 20 gange så mange mennesker er således kommet af dage som ofre for terror udført af kristne som af de frygtede islamistiske terrorgrupper af Al-Qaedas støbning. For det tredje viser Tabel 7, at risikoen varierer betydeligt fra land til land. Uganda fremstår klart som det mest terrorisme-hærgede af de otte lande, i hvert fald hvis de to ambassadeangreb holdes udenfor beregningen. Tabellen viser også fastlands-tanzania som det sikreste af alle lande, eftersom alle de (generelt små) terrorangreb har fundet sted på Zanzibar. Vi kan således konkludere, at den vestlige verdens frygt for (hvad den selv betegner som) terrorisme og ikke mindst islamistisk terrorisme er helt ude af proportion med, hvad der er statistisk belæg for. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke kan forekomme endog store terrorangreb i fremtiden, men blot at vi ikke har noget som helst empirisk belæg for, at risikoen skulle være specielt høj i denne del af verden. Ansvaret for denne proportionsforvrængning er ikke nødvendigvis kun Vestens, eftersom det meget vel kan tænkes, at visse regeringer i Østafrika bevidst overvurderer terrortruslen For det første kan dette være et strategisk træk for at positionere sig i forhold til USA med dets globale krig mod terror. At påberåbe sig et risikofællesskab med de Forenede Stater kan ikke blot give dem en vis goodwill, men kan også give dem adgang til puljen af ressourcer under det ovennævnte EACTI program. For det andet kan det sætte regeringer i stand til at klistre etiketten terrorister på deres modstandere, og denne italesættelse af dem som en sikkerhedstrussel kan legitimere anvendelsen af ekstraordinære tiltag hvilket ikke nødvendigvis varsler godt nyt for demokratiet, der i forvejen ikke har for gode kår i Afrika. Den samlede rapport (på engelsk) indeholder ud over en udbygning og dokumentation af ovenstående case studies om religiøse elementer i konflikterne i alle regionens lande, som det ikke er muligt at forkorte til brug for denne korte version. 9