1 Prædiken til 5. søndag e. påske kl. 10.00 i Engevang 746 - Dig store Guds ske ære på 22 - Gådefuld er du, vor Gud 586 - Stol du kun på dit fadervor 294 - Talsmand som på jorderige 293 - Gud Helligånd v. 7 efter nadver 676 - Guds fred er mere end englevagt. Sommetider blev vi sendt til købmand. Han var iført en mørkeblå kittel og stod bag en lang og meget høj disk. Bag ham var der hylder fra gulv til loft, selv en voksen måtte have en trappestige for at nå de øverste. Vi rakte købmandsbogen, som vores mor havde skrevet i, op over disken. Og når købmanden havde fundet de få ting, vores korte arme var i stand til at bære hjem, så sagde vi, selv om det var unødvendigt, fordi fremgik af købmandsbogen: Det skal skrives til Madsen.
2 Vi bad om varerne i en andens navn. Og således kunne vi - hvis vi havde været, ældre og mere forvorpne og i stand til at skrive - endda have købt dristige ting som cola, slik, tobak, det var jo alt sammen i Madsens - vores fars - navn, ikke i vores eget, det lå ligesom på hans skuldre. At bede om noget i en andens navn. Det er det, Jesus taler om i dag. Beder I Faderen om noget i mit navn, så skal han give jer det, lyder det til os i dagens evangelium. - Umiddelbart forstår jeg ikke helt, hvad Jesus mener; efter 2000 års kristendom har vi det vel ikke sådan, at Gud er så stor, at vi må gennem Jesus for at turde bede til ham? Evangeliets har virket så længe og så dybt hos os, at vi har lært, at Gud virkelig er vores far, og at vi må tale til ham som sådan. Og kan sige alting netop som det er, og at han vil tage i mod det.
3 Hvorfor skal vi så bede i Jesu navn - hvorfor er det så vigtigt, hvad handler det om? Hvad er der på spil i det? At bede i Jesu navn? Jeg plejer at sige, at spørgsmålene er vigtigere end svarene, og det gælder stadig, men et eller andet svar kunne være godt at få. At bede om noget i en andens navn. - - Er der aldrig nogen, der har prøvet at købslå med Vorherre, og måske især når det gjaldt en anden end én selv? Hvis bare, så skal jeg nok? Eller omvendt slet ikke vovet at bede om noget i erkendelse af egen elendighed og manglende fortjeneste? Eller prøvet at forholde sig til Gud på en helt tredje eller fjerde måde, som også var taget ud af erfaringen med det menneskelige? - - I hvert fald er det en tanke værd, at det protestantiske opgør med den katolske kirke, som
4 den var i middelalderen, ikke mindst var et opgør med en teologi, hvor man netop gjorde Gud til en gud, som til forveksling lignede de guder, mennesker altid har haft. Nemlig en gud som krævede ofre, som krævede lidelse, som krævede fortjenstfulde handlinger, førend han gav noget til gengæld, til en gud der ikke gav ved dørene. Selv om kristentroen helt modsat netop er forkyndelsen af, at Gud er en Gud, der giver ved dørene. - Det med at der skal være et forhold mellem indsats og udbytte - at noget skal være retfærdigt, som vi kalder det, er åbenbart en grundlæggende struktur i den menneskelige tænkning. Men Gud er anderledes, og evangeliet er én lang dementi af, at den slags skulle gælde i gudsforholdet - eller bør gælde mellem mennesker. Kristi død på korset kan ses som det endegyldige offer, der én
5 gang for alle gør op med at Gud er én, der kræver ofre, lidelse, fortjeneste. Og ind i den sammenhæng bliver det med at bede i Jesu navn meningsfuldt. Når vi, der var børn i gamle dage, gik til købmand og langede bogen over disken med et Det skal skrives til Madsen, så fik vi varerne uden at kunne betale for dem - vi ejede ikke en klink. Men købmanden rakte os smilende tingene og gav os endda undertiden et bolsje til gengæld. Og det gjorde ikke nogen forskel, om vi skulle være blevet sendt til købmand, som en art tugtelse, fordi vi havde forbrudt os mod den hjemlige orden. Og når vi beder om noget i Jesu navn, så husker vi os selv på, at Gudsforholdet ikke er afhængigt at os, men netop af Jesus Kristus, og at Gud kærlighed til os ikke er bundet op på, om vi kan give noget til gengæld. Hvad vi kan give og yde og fortjene og fremvise er totalt irrelevant i Gudsforholdet, fordi det er et kærlighedsforhold.
6 Ved bønnen i Jesus navn, husker vi på det: at det i vores forhold til Gud er ligesom for os, der var børn i gamle dage og rakte bogen over disken og fik noget, som blev betalt af en anden og som ingen nogensinde kunne drømme om at kræve os til regnskab for, så små vi var, fordi det var indlysende for enhver, at vi ikke havde noget at give. Men det var der jo en anden, der havde, så det var i orden.... At bede om noget i Jesu navn er ord for at bevæge sig ind i et rum, hvor det er kærligheden der gælder og ikke noget som helst andet - ikke hvad vi kan og vil og tror og magter og fortjener. At bede om noget i Jesu navn er at lægge sig ind under evangeliets måde at se verden på, hvor det er Gud, der giver, og os der får og hvor vi aldrig kan give Gud noget til gengæld, men alene vise vores taknemmelighed ved udstrække kærlighedens rum til at gælde, hvor vi selv har magt.
7 Eller sagt på en anden måde: At bede om noget i Jesu navn er at give afkald på at have fortjent noget. Og hvad det indebærer bruger vi jo et helt liv på at komme overens med og begribe. Men så meget kan der siges, at det er en kollesal frisættelse, en svimmel befrielse til livet. At give afkald på at have fortjent noget. Som da børn førhen rakte bogen op over disken. Det skal skrives til Madsen I Jesu navn. Amen