Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte:»hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?«han svarede:»gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.«og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han:»sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.«de blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham:»det er vel ikke mig, Herre?«Han svarede dem:»det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«judas, som forrådte ham, spurgte:»det er vel ikke mig, Rabbi?«Han svarede ham:»du sagde det selv.«mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde:»tag det og spis det; dette er mit legeme.«og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde:»drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra
nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Matthæusevangeliet 26,17-30 Salmer: 348, 366, 335, 180, 455, 457 PRÆDIKEN Nogle gange opdager vi først længe efter, hvad de ting, der sker, egentlig betyder for os. Måske vi i situationen har fornemmelsen af, at nu sker der noget vigtigt men lige hvad det betyder, det ser vi først længe efter. Sådan må det næsten have været for disciplene, dér i den sidste Påske, de havde sammen med Jesus. Eller den første - for senere skulle de jo opdage, at det, de troede, var den sidste Påske sammen med Jesus, i virkeligheden var den allerførste Påske nogensinde. Vi ved det jo, vi ved alt det, der
skete bagefter, men det gjorde de jo ikke. De må have været forvirrede og bange, som de sådan har mærket stemningen i byen ændre sig fra Palmesøndags eufori til den ustabile, letantændelige og dystre stemning, der efterhånden var i gaderne og prægede folkets indstilling til deres Herre og Mester. Det føltes ikke længere som at være en del af en succeshistorie, tværtimod. Og nu her denne aften, hvor de sammen skal fejre påskemåltidet og mindes udfrielsen af Egypten det er så som så med feststemningen, og det hele begynder med endda med, at Jesus binder op om sig og gør det, den allerringeste person i selskabet, slaven eller tjeneren forventedes at gøre, nemlig vasker de andres fødder! Det fortælles der ikke om i den tekst, vi lige har hørt, for det er Johannes, der fortæller om det, men det er altså optakten til påskemåltidet, at Jesus gør netop det, som ingen af de andre ville påtage sig. Jesus binder op om sig, bøjer sig ned og disciplene må inderligt pinligt berørte se til, hvordan deres Herre og Mester gør det, de allesammen føler sig for fine til. Skamfulde og i knugende tavshed lader de det ske, for de synes ligesom ikke de kan andet; indtil Jesus når hen til Peter er der stille, men så buser
han ud med det, de alle sammen i virkeligheden tænker: Herre, vasker DU mine fødder? Og Jesus siger til ham: Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det. Og Peter, der bare er så helt forfærdeligt pinligt berørt og ilde til mode siger: Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder! Hvis ikke jeg vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig! svarer Jesus, hvad der får Peter til at udbryde: Herre, så ikke bare fødderne, men også hovedet og hænderne! Først senere skulle Peter forstå den dybe sandhed i, at Jesus tjener os for at sætte os i stand til at tjene hinanden. Det er det, der sker, hver gang vi er til gudstjeneste. Gud kommer til os som den, der tjener os, for derved at sætte os i stand til at tjene hinanden. At få lod og del med ham hvad vil det egentlig sige? Det er det mysterium, der fandt sted Skærtorsdag aften, det, der siden har fundet sted, hver gang vi tager plads ved det kærlighedens bord, han har dækket for os. Vi får lod og del med ham. Han gør os rene, så vi kan modtage det, han giver os: Sit legeme og blod. Da han blev menneske, Juleaften, tog han alt vores på sig, med kød og blod, med alt, hvad det indebærer. Han tog et menneskes skikkelse og et menneskes skæbne på sig, og derfor gik han vores vej
helt til ende. Det er den vej, der ender i graven. Det ved vi alle med 100 % s sikkerhed, alt andet svæver i det uvisse, lige til låget smækker i, men vi ved, hævet over enhver tvivl, at den vej, vi heldigvis ikke kender i alle detaljer, fører et ganske bestemt sted hen nemlig der, hvor vi alle er lige så lige, som den dag, vi blev født: Den dag, vi fødes ind i det evige liv, den dag, vi dør. Da han blev menneske, tog han vores skæbne på sig, med alt, hvad det indebærer, også døden. Den aften, det himmelske festmåltid indstiftedes, da han brød brødet og drak vinen med sine disciple og os, drog han os ind i sin skæbne. Han gav os lod og del med sig. Når vi spiser brødet og drikker vinen får vi del i ham, del i hans skæbne og del i hans herlighed. Vi bliver forenet med ham. Vi bliver ét med ham. Jamen, så bliver vi jo guder, og så er alt jo godt? Nej, det er ikke helt sådan, det skal forstås. Han tog vor skæbne på sig. Han tog den ikke fra os. Han byttede ikke skæbne med os. Han blandede skæbne med os. Havde han byttet skæbne med os, havde der ikke været noget træls tilbage ved menneskelivet, hvad enhver kan konstatere ved selvsyn, at der er. Vi hænger stadig på ansvaret, på smerten, på det
besværlige og det uoverskuelige, MEN vi er ikke alene om det. Han er med os i det, i alt. Virkelig alt. Vi er ikke alene om det, for han har taget vor skæbne, vor elendighed på sig. Og fordi han også har givet os lod og del med sig, fordi han har givet os del i sin herlighed, har vi noget at se frem til, ligegyldigt, hvor svært, hårdt og forfærdeligt, det kan blive her. Han vil løfte os op over alle stjerner, hjem til sig, til den herlighed, vi hører hjemme i, fordi han har givet os lod og del i den. Det ved vi nu, for vi kender resten af historien og ved, at der efter den Langfredag, der lurer som det næste i horisonten, og som stemningen i den gad bar præg af den aften, vi ved, at der bag Langfredags mørke venter Påskemorgens strålende solopgang. Men det vidste de ikke, den aften. Og derfor føles det som om de er sammen med Jesus for sidste gang. Han indstifter Nadveren. Han deler det jødiske Påskemåltid med dem, det måltid, der er til minde om udfrielsen af Egypten, til minde om, hvordan dødens engel gik forbi de israelitiske huse, fordi de var mærket af blod fra påskelammet. Og nu gør han sig selv til offerlam. Dette er mit legeme
dette er mit blod! Når I fra nu af spiser og drikker det, skal I mindes denne aften og vide, at dødens engel vil gå fordi jeres hjertekammer, fordi det er mærket med mit blod! De fattede det ikke. De forstod det først langt senere. Men de fornemmede tydeligt, hvordan der var ved at ske noget vigtigt. Noget afgørende. Præcis hvor omvæltende, hvor dramatisk, hvor fuldstændigt rystende og livsforandrende, det har været for disciplene, kan vi nok ikke helt gøre os klart i dag. Men vi kan prøve at slå følge med dem lidt af vejen. De spiser sammen, og Jesus begynder at forberede dem på, hvad der skal ske, han siger, at én af dem vil forråde ham. Nu løber det dem koldt ned ad ryggen! Èn efter én siger de meget bedrøvede: Det er vel ikke mig, Herre? Man kan se de chokerede og sorgfulde ansigter for sig i olielampernes bløde skær. Det er ham, der dyppede i fadet sammen med mig! siger Jesus, lige i det øjeblik, Judas har taget hånden til sig. Jesus ved, hvad der skal ske. Han ved, hvad der er sket at Judas har lavet en studehandel med ypperstepræsterne; for tredive sølvpenge har han lovet at forråde sin Herre og Mester med et kys! Nadveren fejres den sidste gang, Jesus spiser sammen med sine disciple, og, som de senere skulle komme til at
forstå: Det var i virkeligheden den første gang, det måltid blev fejret, for nu havde Jesus givet det en helt ny karakter, en helt ny dimension og betydning, det var ikke længere bare et mindemåltid, men et frelsesmåltid! Et måltid, der gav og giver fællesskab med ham. En forsmag på det festmåltid, vi skal dele med ham i hans rige engang. Det vidste de ikke endnu. De mærkede bare den kulde, der sneg sig ind i lokalet, da Judas åbnede døren og forsvandt ud i natten, den sorgfulde angst, der greb dem om hjerteroden, og den fortvivlede rådvildhed, der bredte sig. Lige indtil der skete noget forunderligt. De vidste godt, det skulle ske, for det hørte sig jo til, men pludselig løftede en stærk og varm og kærlig stemme sig, da Jesus begyndte at synge, og det var, som om lyset blev stærkere, mens hans sang. De havde selv svært ved at stemme i, for de havde en ubeskrivelig stor klump i halsen, men Jesu stemme løftede sig, stærk og klar, mens han sang de ord, som det jødiske påskeritual slutter med, og som også denne prædiken slutter med, for i dag følger vi i disciplenes spor. Tænk, Jesus synger! Midt i det mørke, der lægger sig knugende omkring dem, synger han, og ikke bare tilfældige ord, men en lovsang til Himlens og Jordens Skaber og Herre, der har gjort alting nyt. Jesus ved, hvad der
skal ske. Det gør det dobbelt stærkt, når man hører de sidste ord, han synger. De lyder sådan her: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne. Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den. Herre, frels dog! Herre, lad det lykkes! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Vi velsigner jer fra Herrens tempel. Herren er Gud, han skal give os lys. Lad festprocessionen danne kæde helt op til alterets horn! Du er min Gud, jeg takker dig, min Gud, jeg priser dig. Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid.
AMEN!