Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap Regeringen December 2004
Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap Regeringen December 2004
Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap Tryk: Center Tryk ISBN 87-90962-76-1 Web: www.bm.dk/handicap ISBN 87-90962-78-8 Udgivet i december 2004 af: Beskæftigelsesministeriet Ved Stranden 8 1061 København K Telefon 3392 5900 Fax 3312 1378 og Socialministeriet Holmens Kanal 22 1060 København K Telefon 3392 9300 Fax 3393 2518
Forord...for værdifuld til at overse Som led i det europæiske handicapår offentliggjorde regeringen i februar 2003 sin handicappolitiske handlingsplan. Med handlingsplanen satte regeringen gang i over 20 nye initiativer på handicapområdet fordelt på følgende indsatsområder: boliger, fritid og livskvalitet, offentlig forvaltning, tilgængelighed til de fysiske omgivelser samt beskæftigelse og uddannelse. Regeringen følger nu op på handlingsplanens indsats inden for beskæftigelsesområdet. Vi tager nu næste skridt og lancerer en flerårig beskæftigelsesstrategi for personer med et handicap. Vi gør det, fordi vi betragter mennesker med et handicap som en værdifuld arbejdskraft på lige fod med alle andre. Og vi gør det, fordi mennesker med et handicap også skal have mulighed for at få del i den livskvalitet, der er forbundet med et aktivt arbejdsliv. Regeringens strategi følges op med helt konkrete mål. Hvert år skal 2.000 flere personer med handicap være i beskæftigelse. Hvert år skal andelen af virksomheder, der har medarbejdere med handicap ansat, stige med 1 procentpoint. Det er mål, der er til at tage at føle på. Og det er mål, vi vil følge op på. Nu og her sætter vi 12 konkrete initiativer i søen, der skal gøre det nemmere for personer med handicap at få et aktivt arbejdsliv. Som led i satspuljeaftalen for 2005 er der afsat 80 millioner kroner til at styrke beskæftigelsesindsatsen for personer med et handicap. Med initiativerne gør regeringen sit til at skabe de optimale rammer for arbejdsmarkedets parter og handicaporganisationerne. Men skal strategien lykkes, skal alle løfte deres del af ansvaret og åbne dørene til arbejdspladserne for personer med handicap. Det er en langsigtet investering. Arbejdsmarkedets parter skal ikke kun gøre det af hensyn til personer med et handicap. De skal også gøre det for deres egen skyld. Personer med handicap er en værdifuld arbejdskraft, som både arbejdsgivere og medarbejdere kommer til at mangle i nær fremtid. Regeringen vil derfor gerne opfordre alle til at hjælpe med at føre strategien ud i livet. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen Socialminister Eva Kjer Hansen Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap 5
Det vil regeringen: Kort og godt om beskæftigelsesstrategien Regeringen sætter fokus på personer med handicap som værdifulde medarbejdere og kolleger. Det sker med en flerårig beskæftigelsesstrategi. Strategien har til formål at få flere personer med handicap i arbejde. Strategien har tre mål: Antallet af beskæftigede personer med en nedsat funktionsevne skal stige med 2.000 personer per år. Andelen af virksomheder, der har medarbejdere med handicap ansat, skal stige med 1 procentpoint per år. Virksomheder og personer med nedsat funktionsevne skal have bedre kendskab til beskæftigelsesmuligheder og muligheder for at få støtte eller hjælpemidler, der kan kompensere for handicappet. Regeringen følger første gang op på målsætningerne om to år. Der er stadig væsentlige barrierer, når det kommer til handicap og job, nemlig når det gælder viden om, holdningen til og mulighederne for at kombinere handicap og job. Regeringen ønsker at nedbryde barriererne. Strategien har tre indsatsområder: Vi skal vide mere om handicap og job. Vi skal ændre holdning til handicap og job. Vi skal gøre det nemmere at kombinere handicap og job. De tre barrierer findes hos alle parter. Hos personer med handicap, hos arbejdsgivere og kolleger på arbejdspladsen, hos befolkningen som helhed, hos arbejdsmarkedets parter, i de offentlige systemer, i handicaporganisationerne, i uddannelsessystemet etc. Med 12 nye, konkrete intiativer gør regeringen nu sit til at nedbryde barriererne. Der er initiativer på alle tre indsatsområder. Initiativerne retter sig mod alle parter. Alle initiativer sættes i gang med det samme. Viden og erfaring fra initiativerne vil i den videre proces blive brugt til at forbedre beskæftigelsesindsatsen for personer med handicap. 6 Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap
Udfordringerne Personer med handicap er en værdifuld arbejdskraft. Alt for værdifuld til at blive overset. Hvad der desværre sker i mange tilfælde. Regeringen ønsker, at langt flere personer med handicap kommer i arbejde. Der er brug for alle i fremtiden. Det er spild af gode menneskelige ressourcer, hvis folk er på passiv forsørgelse i stedet for at være aktive på arbejdsmarkedet. Det koster dyrt. Ikke bare for samfundet, men også for den enkelte person. Og det haster. Inden længe begynder de store årgange at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og de små årgange tager over. Vi bliver færre hænder til at forsørge flere. Jo ældre befolkningen bliver, jo flere personer vil der være med et handicap. Mange funktionsnedsættelser kommer til med alderen. Derfor er det ærgerligt, hvis vi ikke formår at bruge deres arbejdskraft. Der skal sættes fokus på handicap og job over en bred front. Langt de fleste personer med handicap klarer sig uden brug af offentlige ordninger eller kompenserende ydelser. Og med relativt simple løsninger kunne endnu flere klare sig på arbejdsmarkedet. Hvem er de og hvad kan de? Mange personer med et handicap klarer sig godt på arbejdsmarkedet Mere end 690.000 mennesker har i dag et handicap. Det svarer til hver femte voksne dansker. Af dem er ca. hver tiende født med handicappet. Resten får handicappet senere, en tredjedel i forbindelse med arbejde.* Næsten ni ud af 10 personer med et handicap har mobilitetsproblemer, kroniske eller fremadskridende sygdomme. Resten har problemer med sanser eller kommunikation, har psykiske lidelser eller er udviklingshæmmede. De fleste personer med handicap knap 400.000 er i job. Det er derfor vigtigt at understrege, at langt de fleste med et handicap klarer sig godt på arbejdsmarkedet, og mange på helt ordinære vilkår. men mange flere kunne deltage i arbejdslivet Personer med handicap udgør et meget værdifuldt potentiale for arbejdsmarkedet. Et potentiale, som ikke udnyttes nok i dag. Hvis personer med handicap havde samme tilknytning til arbejdsmarkedet som alle andre, ville 183.500 flere være i job. Det er imidlertid næppe realistisk at få alle personer med handicap i job. Nogle har så store handicap, at de ikke kan klare et almindeligt arbejde. Her kan beskyttet beskæftigelse være en mulighed. * Handicap og beskæftigelse et forhindringsløb?, Socialforskningsinstituttet, København 2004. Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap 7
Derfor vil personer med handicap næppe kunne få en lige så høj tilknytning til arbejdsmarkedet som personer uden handicap. Vi ved ikke præcist, hvor mange personer der realistisk set vil kunne komme i arbejde. Antager vi, at det drejer sig om halvdelen, svarer det til, at godt 90.000 flere personer vil kunne komme i beskæftigelse. Arbejdsløsheden for personer med handicap er i dag ca. dobbelt så høj, og beskæftigelsesfrekvensen er ca. 60 procent mod 85 procent for alle andre. Selv hos personer med et ganske lille handicap er beskæftigelsen væsentligt mindre. Det understreger vigtigheden af også at have fokus på de små funktionsnedsættelser. Ikke mindst fordi denne gruppe trods et stort arbejdskraftpotentiale har en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er spild af menneskelige ressourcer. Funktionsnedsættelse eller handicap? En funktionsnedsættelse er et konstaterbart forhold hos en person: Fx nedsat syn, gigt, nedsat hørelse, ordblindhed, mobilitetsproblemer eller hjerneskader. Nedsat funktionsevne er ikke det samme som nedsat arbejdsevne. Mange funktionsnedsættelser har ingen betydning for, om en person kan varetage sine arbejdsfunktioner. Det er også muligt at kompensere for mange funktionsnedsættelser ved at tilrettelægge arbejdsopgaverne på en anden måde eller ved at anskaffe hjælpemidler. Det er altså muligt at have en nedsat funktionsevne, uden at det har betydning for den indsats, man kan yde på arbejdsmarkedet. Socialforskningsinstituttets undersøgelse fra foråret 2004, Handicap og beskæftigelse et forhindringsløb?, viser, at rundt regnet hver femte voksne dansker har en funktionsnedsættelse. Det svarer til knap 700.000 personer. Personer med en nedsat funktionsevne kan inddeles i fem grupper: 45 % har mobilitetsproblemer - fx problemer med ryg, ben og arme. 42 % har kroniske eller fremadskridende sygdomme - fx hjerte-kar-sygdomme, diabetes, kræft eller sklerose. 7 % har psykiske lidelser - fx depression. 4 % har problemer med sanser og kommunikation - fx blinde og døve. 2 % er udviklingshæmmede eller har en hjerneskade. Et handicap - som det forstås i dansk handicappolitik og handicaplovgivning opstår først i det øjeblik, hvor man på grund af en nedsat funktionsevne har 8 Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap
vanskeligt ved at varetage en arbejdsfunktion. Handicap er altså ikke en egenskab ved personen, men ved situationen. I daglig tale og i denne publikation bruges handicap, funktionsnedsættelse og nedsat funktionsevne synonymt. Personer med handicap er forskellige som alle andre Personer med handicap er ikke en homogen gruppe. De er lige så forskellige som alle andre. Også i forhold til arbejdsmarkedet. Derfor skal beskæftigelsesindsatsen også målrettes den situation, den enkelte person står i. Personer med handicap kan inddeles i tre grupper: På arbejdsmarkedet Langt den største del af personer med en nedsat funktionsevne er på arbejdsmarkedet. De klarer sig i vid udstrækning uden støtte fra det offentlige, men kan have behov for små skub for at fastholde eller få ny beskæftigelse. Målet er at fastholde dem, der er i arbejde. På kanten af arbejdsmarkedet personer på dagpenge, kontanthjælp eller på sygedagpenge Her er tale om ledige personer, som kommunerne eller arbejdsformidlingen har kontakt med og gør en indsats for. Den væsentligste opgave er at sikre, at indsatsen for personer med et handicap er en integreret del af det ordinære beskæftigelsessystem. Altså at indsatsen sker på lige fod med indsatsen for andre ledige, men samtidig med et særligt fokus på de specielle udfordringer, som personer med handicap kan stå over for. Målet er at få ledige i job. Langt fra det ordinære arbejdsmarked førtidspensionister med lyst til at arbejde Det vurderes, at der er ca. 50.000 førtidspensionister med både lyst til og mulighed for at varetage et job i et varierende antal timer om ugen. Eventuelt med løntilskud. 6.000 førtidspensionister har i dag et job med løntilskud. Hertil kommer et antal førtidspensionister med deltidsjob på ordinære vilkår. Opgaven består i at finde de relevante job hos virksomhederne. Det kan fx ske ved at styrke både kommunernes og førtidspensionisternes egne incitamenter til og muligheder for at finde job. Målet er, at så mange som muligt kommer tættere på arbejdsmarkedet. Udgangspunktet er, at en lille tilknytning til arbejdsmarkedet er bedre end slet ingen. Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap 9
En fælles udfordring Det overordnede mål med beskæftigelsesstrategien her er at få flere personer med handicap ind på arbejdsmarkedet. Med initiativerne i strategien gør regeringen sit til at skabe de optimale rammer for arbejdsmarkedets parter og handicaporganisationerne. Men skal strategien lykkes, skal alle parter løfte deres del af ansvaret og åbne dørene til arbejdspladserne for personer med handicap. Derfor er det helt afgørende, at arbejdsmarkedets parter og organisationerne fortsætter det arbejde, der allerede er i gang for at gøre arbejdspladserne mere rummelige. Det er en langsigtet investering. Og arbejdsmarkedets parter skal ikke kun gøre det af hensyn til personer med et handicap, men i høj grad også for deres egen skyld. Personer med handicap er en værdifuld arbejdskraft, som arbejdsgivere og kolleger kommer til at mangle i nær fremtid. Samtidig er det også vigtigt, at personer med handicap selv bliver mere opsøgende og aktivt leder efter et job. De skal kende mulighederne for at kompensere for deres handicap. Endelig og ikke mindst er det vigtigt, at de offentlige myndigheder styrker indsatsen for at få handicappede i job. De 12 initiativer i denne strategi er et skridt på vejen. Med kommunalreformen bliver der taget endnu et afgørende skridt. Som det er nu, er viden om handicapspecifik lovgivning, metoder og redskaber spredt ud mellem kommuner, amter og stat. Efter reformen bliver viden om personer med handicap i relation til arbejdsmarkedet samlet i de lokale jobcentre tæt på borgere og virksomheder. 10 Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap
Målsætninger Det overordnede mål med regeringens beskæftigelsesstrategi for personer med et handicap er at give flere en tilknytning til arbejdsmarkedet. Enten ved at gøre det lettere for dem at komme i arbejde eller hjælpe dem med at beholde det arbejde, de allerede har. Strategien gælder for de kommende år. Der er ikke sat et bestemt sluttidspunkt på. For skal vi have flere personer med handicap ind på arbejdsmarkedet, så kræver det en indsats fra alle sider de kommende år. En indsats fra virksomheder, myndigheder, arbejdsmarkedets parter, handicaporganisationerne, befolkningen som helhed og personer med handicap alle skal være med til at føre strategien ud i livet. Regeringen mener det alvorligt. Vi sætter som de første helt konkrete mål for, hvad vi skal opnå med strategien. Målene bliver ikke mindre ambitiøse af, at der ikke er sat sluttidspunkt på. Regeringen vil løbende følge op på de konkrete mål for at se, om den styrkede indsats for personer med handicap har den ønskede virkning. De tre målsætninger er: Flere personer med nedsat funktionsevne skal de kommende år være i beskæftigelse. Mål: Antallet af beskæftigede personer med en nedsat funktionsevne skal stige med 2.000 personer per år. Det skal ske ved, at flere af de personer, der i dag er ledige, kommer i job. Det sker ikke på én gang. Men i dag er personer med handicap i langt højere grad end andre ramt af ledighed. Det skal vi have ændret på. Samtidig skal personer, der har et job, blive i job. Det gælder både personer, der i dag har en nedsat funktionsevne, og personer, der får en nedsat funktionsevne. Endelig skal målet også nås ved, at nogle af de personer, der i dag står uden for arbejdsmarkedet, kommer ind på arbejdsmarkedet. Flere virksomheder skal have medarbejdere med handicap ansat. Mål: Andelen af virksomheder skal stige med 1 procentpoint per år. I dag har 15 procent af alle virksomheder personer med handicap ansat. Den andel skal stige i de kommende år i takt med, at barriererne nedbrydes, og i takt med, at arbejdspladserne for alvor får øjnene op for, at personer med handicap er en værdifuld arbejdskraft. Virksomheder og personer med nedsat funktionsevne skal have bedre kendskab til beskæftigelsesmuligheder og muligheder for at få støtte eller hjælpemidler, der kan kompensere for handicappet. Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap 11
Skal vi have flere personer med handicap ind på arbejdsmarkedet, og skal vi sikre, at flere personer kan beholde deres job, så er det en forudsætning, at både virksomheder og personerne selv kender deres muligheder. Derfor er det en tredje erklæret målsætning, at flere skal kende til mulighederne for at ansætte personer med handicap og for at kompensere for deres nedsatte funktionsevne. For der er mange muligheder og mange løsninger. Det er ærgerligt at spilde værdifulde ressourcer, fordi de involverede parter ikke kender mulighederne. Det er ærgerligt, hvis så basale årsager som manglende viden forhindrer virksomheder og personer med handicap i at mødes og bruge hinanden. Det gælder i de situationer, hvor en virksomhed gerne vil beholde en skattet medarbejder med en nedsat funktionsevne. Men det gælder i særlig høj grad, når personer med handicap skal finde job. Her kender virksomheden og personen ikke hinanden på forhånd, og derfor er der ikke altid det samme personlige engagement til at finde løsninger. Regeringen følger første gang op på målsætningerne om to år. 12 Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap
Indsatsområder Gennem årene er der gjort meget for at øge tilknytningen til arbejdsmarkedet for personer med handicap. Både hos gruppen af personer med handicap, af deres organisationer, de offentlige myndigheder og i virksomhederne. Fx er mulighederne for at kompensere for en nedsat funktionsevne udvidet med personlig assistance og hjælpemidler. Det sociale engagement i virksomhederne er vokset. Og sidste år lancerede regeringen ikke mindst en omfattende handlingsplan på fem områder: boliger, fritid og livskvalitet, offentlig forvaltning, tilgængelighed til de fysiske omgivelser samt beskæftigelse og uddannelse. Alligevel har personer med handicap stadig ikke samme muligheder som andre for at få et aktivt arbejdsliv. Alt for mange har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet eller mister den, selvom de med relativt enkle løsninger sagtens kunne beholde deres job. Med undersøgelsen, Handicap og beskæftigelse et forhindringsløb?, slog Socialforskningsinstituttet i foråret 2004 fast, at den nødvendige lovgivning i det store og hele er på plads. Problemet er altså snarere, at lovgivningens muligheder ikke bruges. Undersøgelsen viste, at der ikke er nogen lette og hurtige løsninger på at øge beskæftigelsen for personer med handicap. Der er stadig væsentlige barrierer, når det kommer til handicap og job viden om, holdningen til og mulighederne for at kombinere handicap og job. Med beskæftigelsesstrategien for personer med en nedsat funktionsevne sigter regeringen efter at nedbryde de tre væsentligste barrierer. Strategien falder derfor inden for tre indsatsområder: Vi skal vide mere om handicap og job. Vi skal ændre holdning til handicap og job. Vi skal gøre det nemmere at kombinere handicap og job. De tre barrierer findes hos alle parter: hos personer med handicap, hos arbejdsgivere og kolleger på arbejdspladsen, hos befolkningen som helhed, hos arbejdsmarkedets parter, i de offentlige systemer, i handicaporganisationerne, i uddannelsessystemet etc. Når barriererne findes hos alle parter, så må strategien også inddrage alle parter. Og det gør regeringens strategi. I det følgende er de tre indsatsområder nærmere beskrevet. Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap 13
1. Vi skal vide mere om handicap og job Mange personer med en nedsat funktionsevne kunne blive på arbejdsmarkedet eller få en tilknytning, hvis alle parter havde en større viden om mulighederne for at få et aktivt arbejdsliv med et handicap. Det kan være viden om, hvad de forskellige typer handicap betyder, når man er på arbejdsmarkedet. Om hvordan man kan kompensere for en funktionsnedsættelse, hvilke ordninger der findes, og hvem der kan bruge dem. Viden om, hvilke tiltag og redskaber der virker bedst, når kommunerne og arbejdsformidlingen skal hjælpe personer med forskellige typer af handicap i beskæftigelse. Viden om erfaringer fra koordinationsudvalg, formidlingsenheder og handicaporganisationer. Om hvordan andre aktører både virksomheder og frivillige sociale organisationer arbejder med handicap og job. Viden om, hvad de gør i andre lande. Og viden om sundheds-, uddannelses- og vejledningssystemet og deres muligheder for at hjælpe personer med handicap i job. Mange personer med en nedsat funktionsevne erkender ikke, at de har et handicap. Det er ærgerligt. For i mange situationer er det med simple hjælpemidler muligt at kompensere for den nedsatte funktionsevne, så handicappet ikke behøver at få betydning for personens jobmuligheder. Men den form for kompensation forudsætter en erkendelse. Regeringens strategi skal derfor også være med til at skabe mere positiv opmærksomhed på dét at have en nedsat funktionsevne. 2. Vi skal ændre holdning til handicap og job En af de store barrierer er holdningen til personer med handicap som arbejdskraft. Personer med handicap udgør en værdifuld arbejdskraft, som desværre alt for ofte bliver overset. Det er spild af ressourcer. Langt de fleste personer med en nedsat funktionsevne klarer sig som alle andre på arbejdsmarkedet. De har hverken brug for hjælpemidler eller støtte. Andre kan med relativt simple midler som fx læseprogrammer til pc eren, en særlig stol eller en personlig assistent klare de samme opgaver som kollegerne. Derfor gælder det om at ændre holdning til personer med handicap, når det kommer til beskæftigelse. Det er en helt grundlæggende præmis for strategien at se personer med en funktionsnedsættelse som en værdifuld arbejdskraft. Det kræver en bred indsats at sprede den erkendelse hos alle de involverede parter. Det skal være en selvfølge for alle, at personer med handicap er i job på lige fod med andre borgere. 3. Vi skal gøre det nemmere at kombinere handicap og job Der er i dag en række fysiske og institutionelle barrierer, som hindrer personer med handicap i at komme ind på arbejdsmarkedet. De fysiske forhold gør det ikke altid lige let for personer med en nedsat funktionsevne at komme rundt på de danske arbejdspladser. Og på den institutionelle front er viden om, hvordan man kan kombinere handicap og job, i dag spredt ud mellem forskellige offentlige myndigheder. Det skal vi have lavet om. Barriererne skal brydes ned. 14 Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap
Det kan ske ved at sætte en række forskellige initiativer iværk, så personer med handicap fx nemmere kan søge job eller komme ud på virksomhederne. Internettet kan bruges til at synliggøre job for personer med en nedsat funktionsevne. Mål- og resultatstyring kan også anvendes på handicapområdet, så beskæftigelsesindsatsen bliver så effektiv som mulig. Indsatsen skal også i højere grad målrettes de forskellige grupper af personer med handicap. Fx ved brug af andre aktører. Målet er at indtænke indsatsen for personer med handicap i hele beskæftigelsesindsatsen. Spørgsmål og overvejelser, der er relevante for personer med handicap, skal integreres så tidligt i processen som muligt. Fx når kommuner og arbejdsformidlingen giver tilbud til ledige personer. Den videre proces Regeringens beskæftigelsesstrategi for personer med handicap sætter ind på alle tre områder. Og der vil være tale om en samtidig indsats på de tre indsatsområder viden om, holdningen til og mulighederne for at kombinere handicap og job. Det skyldes: At en positiv holdning uden konkret, operativ viden og de relevante redskaber ikke ændrer parternes adfærd på arbejdsmarkedet. At ny viden og nye redskaber kun bliver brugt, hvis udgangspunktet er positivt og realistisk. Med andre ord vil øget viden bidrage til en fokuseret og træfsikker indsats, som har størst effekt, når den sker i et miljø af positive og realistiske holdninger hos alle de involverede parter. En samtidig indsats over flere år på de tre indsatsområder og hos alle parter er det, der giver den langsigtede og varige virkning: Flere med handicap i job. Der er som led i satspuljeaftalen for 2005 afsat i alt 80 millioner kroner over de næste fire år til at styrke beskæftigelsesindsatsen for personer med handicap. I næste afsnit er regeringens 12 initativer beskrevet. Alle 12 initiativer sættes i gang med det samme. Der vil være tale om en dynamisk proces, hvor viden og erfaringer fra alle initiativerne vil blive brugt til at forbedre beskæftigelsesindsatsen for personer med handicap. Ud fra viden og erfaringer fra de første initiativer vil regeringen sørge for, at der løbende sættes nye initiativer i søen. Derfor vil der også hen ad vejen komme nye tiltag, der skal hjælpe personer med handicap i arbejde. Både handicaporganisationer, arbejdsmarkedets parter og offentlige institutioner vil have mulighed for at få økonomisk støtte til projekter, der kan hjælpe personer med handicap i arbejde eller hjælpe dem med blive i arbejde. Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap 15
Regeringen vil løbende følge op på strategien og de konkrete mål. Første gang om to år. For at hjælpe flere personer med handicap i job, er det helt afgørende at vide, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Og ikke mindst hvorfor. Strategien skal hele tiden holdes op mod den viden og erfaring, vi får. Kun ad den vej kan vi få en så effektiv indsats som muligt. 16 Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap
Initiativer Nu og de kommende år I en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap vil kommunalreformen komme til at spille en væsentlig rolle. Kommunalreformen vil forbedre kvaliteten og effektiviteten i den offentlige sektor. Også for personer med et handicap. Og for personer, som af fysiske eller psykiske grunde ikke altid kan det samme som andre, men som sagtens kan arbejde alligevel. Kommunalreformen vil med andre ord løfte indsatsen på det beskæftigelsespolitiske område. Et løft, som i høj grad også kommer personer med handicap til gode. Regeringen ser derfor kommunalreformen som et af de initiativer, der skal være med til at styrke den beskæftigelsespolitiske indsats over for personer med handicap de kommende år. Det er der flere gode grunde til: Der bliver én indgang til beskæftigelsessystemet i form af et lokalt jobcenter. I dag er tilbuddene til personer med handicap spredt mellem stat, amter og kommuner. En person med handicap får sammenhængende råd og vejledning i det lokale jobcenter. Jobcentrene kan trække på specialistviden om beskæftigelsesindsatsen fra videnscentre på handicapområdet. I de fire nye beskæftigelsesregioner kan der gennemføres målrettede udbud for tilbud til personer med handicap. Det betyder, at borgeren kan blive henvist af jobcenteret til en anden aktør, som har specialiseret sig i at hjælpe personer med handicap i arbejde. Der skal oprettes handicapråd, der kan rådgive kommunalbestyrelsen i lokalpolitiske spørgsmål på handicapområdet. De Samvirkende Invalideorganisationer har indflydelse på både lokale, regionale og nationale beskæftigelsespolitiske problemstillinger. Personer med handicap skal have samme muligheder for at have et aktivt arbejdsliv som alle andre. Og personer, der allerede er på arbejdsmarkedet, skal have mulighed for at blive. Også selvom de har eller får et handicap. Sådan er det desværre ikke altid i dag. Det gør regeringen nu noget ved. Med 12 konkrete initiativer vil regeringen hjælpe med til at nedbryde de barrierer, der forhindrer personer med handicap i at få eller beholde et arbejde. Der er ingen lette eller hurtige løsninger. Det tager tid at skaffe viden. Det tager tid at ændre holdninger. Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap 17
Og det tager tid at få skabt en beskæftigelsesindsats, som giver personer med handicap samme mulighed for at finde arbejde som alle andre. Regeringens 12 initiativer er rettet mod alle tre barrierer. Og de er rettet mod både virksomheder, myndigheder, arbejdsmarkedets parter, handicaporganisationerne, befolkningen som helhed og ikke mindst personer med handicap. Initiativerne er beskrevet på de følgende sider og fordeler sig på de tre indsatsområder: 18 Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap
Vi skal vide mere om handicap og job Alt for mange ved for lidt om mulighederne for at kombinere handicap og job. Og for lidt om mulighederne for at få hjælpemidler og personlig assistance til personer med handicap. 1. Pjece til vejledere Der findes mange muligheder for at hjælpe personer med handicap med at komme i arbejde eller beholde det arbejde, de allerede har. Men alt for få kender til mulighederne for at kompensere for en nedsat funktionsevne hos en medarbejder. Det kan ske med meget simple metoder, fx med et hjælpemiddel eller ved at ansætte en personlig assistent. Derfor er der brug for at opkvalificere vejledere generelt. Til det formål er der udarbejdet en pjece, der kan uddeles til skole- og ungdomsvejledere, vejledere på erhvervsskoler, i ungdomsuddannelser, i a-kasser, faglige organisationer, arbejdsformidlingen og kommuner. Pjecen giver et overblik over de eksisterende handicapkompenserende muligheder for personer, der er under uddannelse eller på arbejdsmarkedet. Pjecen skal give vejlederne bedre muligheder for at hjælpe personer med et handicap. Pjecen er udarbejdet af Center for Ligebehandling af Handicappede og finansieret af Det vejledningsfaglige udvalg for København og Beskæftigelsesministeriet. Pjecen udkommer i december 2004 og sendes ud til vejledere i hele landet. 2. Ny viden om virksomhedernes interesse Vi ved af erfaring, at virksomhederne kun har et lille kendskab til mulighederne for at få støtte og hjælp til medarbejdere med handicap og til mulighederne for at integrere nye medarbejdere med handicap. Det er i mange tilfælde muligt at kompensere for en nedsat funktionsevne med hjælpemidler eller en personlig assistent. Kompensationen er offentligt finansieret. Men skal virksomhederne gøre brug af mulighederne, skal de vide, at de eksisterer. Derfor har regeringen ganske enkelt spurgt landets virksomheder, om de er interesserede i at vide mere om, hvilke muligheder der findes. Flere tusinde private og offentlige virksomheder har svaret på spørgsmål fra regeringen. Svarene viser, at flere virksomheder gerne vil vide mere om, hvilke muligheder de har. Ligesom mange virksomheder også efterspørger kontakt til virksomheder, der har erfaringer med at ansætte medarbejdere med handicap. Inden udgangen af 2004 vil regeringen igen spørge de over 5.000 faste medlemmer af virksomhedspanelet for at skaffe viden om virksomhedernes erfaringer med at ansætte personer med handicap. Resultaterne af den undersøgelse vil blive brugt i det videre arbejde med strategien og til løbende at forbedre beskæftigelsesindsatsen for personer med handicap. Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap 19
3. Ny undersøgelse om personer med psykisk handicap Personer med et psykisk handicap står over for lidt andre problemstillinger end personer med et fysisk handicap. De kan fx mangle nogle sociale kompetencer i relation til arbejdslivet. Socialforskningsinstituttet har netop offentliggjort en undersøgelse af mulighederne for at ansætte personer med et psykisk handicap, nemlig undersøgelsen Rummelighedens rammer ansættelsesmuligheder for personer med hjerneskade, sindslidelser eller udviklingshæmning. Resultaterne giver os i høj grad viden om forhold, som vi indtil nu kun har haft begrænset kendskab til. Viden, som vi kan bruge i det videre arbejde med at udmønte strategien og til løbende at forbedre beskæftigelsesindsatsen for personer med et psykisk handicap. Undersøgelsen kan ses som en opfølgning på Socialforskningsintituttets undersøgelse fra marts i år, Handicap og beskæftigelse ingen hindring?, som fokuserer på personer med fysisk handicap og de barrierer, de står over for på arbejdsmarkedet. Begge undersøgelser er finansieret af Beskæftigelsesministeriet, og de kan læses på www.sfi.dk. 4. Metodeudvikling af beskyttet beskæftigelse i kommunalt regi Personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan have vanskeligt ved at opnå eller fastholde et arbejde på normale eller særlige vilkår. Her er beskyttet beskæftigelse en mulighed. Beskyttet beskæftigelse foregår i dag for det meste på produktionsværksteder under amterne også selvom kommunerne allerede i dag kan oprette beskyttede arbejdspladser for deres borgere. Beskyttet beskæftigelse kan fx være montagearbejde eller trykkeriopgaver. Med kommunalreformen vil beskyttet beskæftigelse blive et kommunalt myndighedsområde. Derfor er der behov for at styrke kommunernes kompetencer til at organisere og formidle beskyttet beskæftigelse for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Der vil derfor blive lavet en undersøgelse af kommunernes nuværende aktiviteter med beskyttet beskæftigelse. Undersøgelsen skal danne grundlag for en vejledning til kommunerne. Her kan kommunerne få mere at vide om de forskellige muligheder, de har for at formidle, oprette og organisere beskyttede arbejdspladser for personer med handicap. 20 Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap
5. Beskyttet beskæftigelse på vej mod rigtig beskæftigelse Langt de fleste personer med handicap klarer sig fint på arbejdsmarkedet. Nogle personer med handicap har imidlertid behov for særlige vilkår i ansættelsen, der tager hensyn til deres nedsatte funktionsevne. Det sker i dag primært i beskyttet beskæftigelse hos amter og kommuner. Det er et voksende ønske hos personer med handicap, at den beskyttede beskæftigelse bliver knyttet tættere til arbejde på almindelige virksomheder. Det er vigtigt for denne gruppe af personer at bevare målet om en tættere og mere varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Fx ved at de får kompetence til at varetage job med et mere produktivt indhold, der giver dem mulighed for at bruge en handicapkompenserende tilskudsordning. Det kan ske på flere måder. Fx kan kommunerne oprette særlige produktionsenheder i tilknytning til virksomhederne, eller den beskyttede beskæftigelse kan flyttes ud på virksomhederne i kortere eller længere perioder. Regeringens beskæftigelsesinitiativ vil derfor også omfatte modelprojekter for personer i beskyttet beskæftigelse. Fx som det er tilfældet med learning by doing og andre mere planlagte og strukturerede uddannelsestilbud. I projekterne kan deltagerne udvikle færdigheder og kompetencer, der specielt er tilpasset den enkelte persons individuelle behov og muligheder. Det vil regeringen gerne støtte. For det er vigtigt, at alle personer, der kan og har lysten til at arbejde, også har mulighed for at gøre det. Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap 21
Vi skal ændre holdning til handicap og job Alt for mange har en reserveret holdning til personer med handicap som arbejdskraft. 6. Avis om vilkår og muligheder på arbejdsmarkedet for personer med handicap Arbejdsgivere og kolleger kan være usikre på, hvad det indebærer at ansætte en person, der har en nedsat fysisk eller psykisk funktion. Usikkerheden kan være så stor, at de tøver med at prøve. Resultatet er, at personer med handicap har sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Vi ved også, at der blandt personer med en funktionsnedsættelse er nogle, der ikke har erkendt, at de har et handicap. Det er problematisk, hvis det fører til, at de mister kontakten til arbejdsmarkedet, fordi de ikke længere kan klare deres arbejdsopgaver. Løsningen er i stedet at erkende sit handicap og prøve at finde måder at kompensere for det. Der skal en holdningsændring til, hvis vi skal overvinde de barrierer. Personer med handicap har ligesom alle andre noget at bidrage med på arbejdsmarkedet. Det skal virksomheder, kolleger, organisationer og personer med handicap have øjnene op for. Men det tager tid at ændre holdninger. Som et skridt på vejen udsender Beskæftigelsesministeriet en avis, der beskriver de vilkår og muligheder, som personer med handicap står over for på arbejdsmarkedet. Avisen bliver sendt ud til alle landets kommuner, og den kan læses på landets biblioteker. Den kan også downloades fra Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, www.bm.dk/handicap. I dagene omkring lanceringen af strategien bringes avisen også som indstik i flere aviser. Avisen skal gøre opmærksom på, at hver gang en arbejdsplads overser en person med handicap, så overser arbejdspladsen en værdifuld arbejdskraft. Og avisen skal få flere til at erkende, at de har et handicap, og gøre noget ved det, så handicappet ikke forhindrer dem i at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. 7. Frivilligt tilgængelighedsmærke til virksomheder Personer med handicap har til tider vanskeligt ved helt bogstaveligt talt at komme ind på landets virksomheder eller bevæge sig rundt på virksomhederne. Det kan volde store problemer, uanset om personen søger nyt job eller som fast medarbejder skal bevæge sig fra afdeling til afdeling. Det kan også være vanskeligt at komme på kundebesøg. Det er svært at vise, hvad man kan på jobbet, hvis det hele tiden er besværligt at komme rundt på arbejdspladsen. Regeringen vil gerne medvirke til at undersøge, om det kan lade sig gøre at udvikle et mærke et frivilligt tilgængelighedsmærke til virksomheder, der er tilgængelige for både nuværende og kommende nye medarbejdere med handicap. 22 Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap
Det er vigtigt at understrege, at ordningen skal være frivillig. For rummelighed på arbejdsmarkedet skal skabes ude på landets virksomheder og kan kun ske ad frivillighedens vej. Det vil derfor være helt op til den enkelte virksomhed at afgøre, om de vil lade sig certificere som en virksomhed, der er tilgængelig. Der findes allerede i dag et frivilligt tilgængelighedsmærke for turist-, hotel- og restaurationsbranchen, og det nye mærke kan bygge videre på de samme principper. Regeringen vil derfor gerne opfordre De Samvirkende Invalideorganisationer til at arbejde videre med idéen. Gerne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Med regeringens opfordring følger også økonomisk opbakning. Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap 23
Vi skal gøre det nemmere at kombinere handicap og job Alt for mange fysiske og institutionelle barrierer forhindrer personer med handicap i at komme ind på arbejdsmarkedet. 8. Mere personlig assistance til job og uddannelse Mulighederne for at give personer med handicap personlig assistance skal udvides. For at kompensere for et handicap foreslår regeringen, at personer med et betydeligt handicap kan få personlig assistance i den tid, han eller hun arbejder eller modtager undervisning. I dag er der en grænse på i alt 37 timer til personlig bistand, men der kan i særlige tilfælde være behov for mere. Fx kan døvblinde have behov for mere end én assistent ad gangen. Men det kan ikke lade sig gøre i dag, da grænsen samlet set er på 37 timer om ugen. Den begrænsning fjerner regeringen nu. Fra og med marts 2005 vil der være udvidede muligheder for at få personlig assistance for personer med et betydeligt handicap. 9. Personlig assistance til personer med et psykisk handicap Nogle personer med en psykisk funktionsnedsættelse har i dag svært ved at få et arbejde eller kunne blive på en arbejdsplads. Men mange vil rigtig gerne bruges på arbejdsmarkedet. Erfaringer fra Århus og Frederiksborg viser, at det med en personlig assistent er muligt at kompensere for et psykisk handicap. En personlig assistent kan fx hjælpe med at strukturere arbejdet og styrke den sociale kontakt til kollegerne. Muligheden for personlig assistance eksisterer i dag kun for personer med et fysisk handicap. I Århus og Frederiksborg Amt har arbejdsformidlingen gode erfaringer fra et forsøgsprojekt, hvor personer med et psykisk handicap kan få tilknyttet en personlig assistent, når de er på arbejde. Regeringen vil bygge videre på de gode erfaringer. Derfor foreslår regeringen, at forsøget forlænges og udvides til at omfatte flere amter, samtidig med at der også kan gives personlig assistance til personer, som deltager i efter- og videreuddannelse. 2005 vil blive brugt til at høste flere erfaringer med at tilknytte en personlig assistent til personer med et psykisk handicap. Herefter vil regeringen arbejde på at gøre tilbuddet om personlig assistance til personer med psykisk handicap permanent landet over. 10. Forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap Regeringen har fremsat et lovforslag, der skal forbyde forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på grund af handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder i forbindelse med ansættelse, under ansættelse fx ved lønforhandlinger eller forfremmelser og ved afskedigelser. 24 Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap
Lovforslaget indebærer også, at virksomheder i rimeligt omfang skal tilpasse arbejdspladsen, så personer med handicap kan bestride jobbet. Det kan fx være automatgear i tjenestebilen eller en specialtelefon. Medarbejdere med handicap kan søge om kompensation til de udgifter, virksomheden har haft til at tilpasse arbejdspladsen. Det følger af lov om kompensation til handicappede i erhverv og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder i de situationer, hvor en person med handicap er lige så kvalificeret til at bestride det konkrete job som de andre ansøgere. Og forbuddet gælder, uanset om der er behov for at tilpasse arbejdspladsen. Endelig vil regeringen også give virksomheder mulighed for selv at lave særlige foranstaltninger, der kan fremme beskæftigelsesmulighederne for personer med handicap. Virksomhederne kan fx opstille et mål om, at en bestemt andel af deres medarbejdere skal være personer med en nedsat funktionsevne. Loven forventes at blive vedtaget inden udgangen af 2004, og den træder i kraft umiddelbart derefter. 11. Beviser til personer med handicap Personer med handicap har mange ressourcer, som virksomhederne har brug for. I en ansættelsessituation kan det imidlertid være svært at gøre rede for, hvad man som jobsøger kan og ikke kan. Med andre ord gælder det om at vise, at man måske nok har et handicap, men at det ikke behøver at være en hindring. For der findes faktisk muligheder for at kompensere, fx med hjælpemidler eller ved at aftale særlige vilkår for ansættelsen i form af fleksjob eller job med løntilskud. Samtidig kan det under en jobsamtale være svært for en arbejdsgiver at vurdere, om jobsøgerens handicap reelt er en hindring i det konkrete job. For at gøre det nemt for arbejdsgiverne og personen med handicap foreslår regeringen, at der sættes gang i et forsøgsprojekt med at udstede jobbeviser til personer med en funktionsnedsættelse. Beviset skal kort forklare, hvad den enkelte person kan i en jobmæssig sammenhæng. Beviset kan så sendes med jobansøgningen eller tages med til jobsamtale. Beviset udstedes af kommunen, og kommunen kan i beviset beskrive, hvilke støttemuligheder kommunen kan stille til rådighed i forbindelse med ansættelse af personen. Fordelen ved et bevis er, at det giver den enkelte mulighed for selv at søge job uden hver gang først at skulle have offentlige myndigheder på banen. Det får den enkelte til at føle et større ansvar for og engagement i sin egen situation. Beviset vil også være en hjælp for virksomheder, der typisk ikke kender mulighederne Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap 25
for at ansætte medarbejdere på særlige vilkår. Beviset giver virksomheden en information, som virksomheden ellers først ville få senere, når kommunen blev inddraget. Formålet med at udvikle et bevis er at lette adgangen til arbejdsmarkedet for personer med handicap. Beviset kan være med til at afkorte jobsøgningsperioden, fordi jobsøger og virksomhed hurtigere kan finde ud af, om de passer sammen. 12. Jobsøgnings- og informationsportal for personer med nedsat funktionsevne Regeringen vil gerne gøre en ekstra indsats for den mindre andel af personer med handicap, som meget gerne vil have et aktivt arbejdsliv, men som har brug for ansættelse på særlige vilkår. I dag findes der ikke ét sted, hvor de kan se udbuddet af fleksjob og job med løntilskud. Omvendt kan virksomheder, der gerne vil ansætte personer med handicap i fleksjob eller med løntilskud, have svært ved at finde jobsøgere med nedsat funktionsevne, som er visiteret til fleksjob eller er tilkendt førtidspension, og som ønsker et fleksjob eller et job med løntilskud for førtidspensionister. I praksis har det betydet, at personer med et handicap, som er meget interesserede i at komme i arbejde, og virksomheder, der meget gerne vil ansætte dem, har haft svært ved at finde hinanden. Der har manglet gennemsigtighed. Begge parter har været afhængige af, at de selv eller en ansat i kommunen havde tid til og mulighed for at føre dem sammen. Hvilket er sket i mange tilfælde, men ikke i alle. Nu bliver det anderledes. Fra december 2004 er det blevet nemmere for personer med handicap at finde et job. Og det er blevet nemmere for virksomheder at finde ansøgere. De kan nu selv tage de første skridt og finde hinanden på en ny jobsøgnings- og informationsportal for personer med nedsat funktionsevne. Portalen er udarbejdet i samarbejde med De Samvirkende Invalideorganisationer og er en del af jobnet.dk. Initiativet skal være med til at sikre, at personer med handicap i langt højere grad indtænkes i hele beskæftigelsesindsatsen. Den nye portal muliggør kort og godt: Informationssøgning personer og virksomheder kan finde konkret information og inspiration om beskæftigelse på særlige vilkår. Personer med handicap kan lægge deres CV i den eksisterende CV-bank. Virksomheder kan rekruttere personer til fleksjob og job for førtidspensionister. Der er adgang til informationsportalen på adressen www.ijobnu.dk, mens jobsøgere og virksomheder kan finde hinanden på www.jobnet.dk. 26 Handicap & Job en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap