HEADER 1 UNIVERSITETSMAGASINET ASTERISK DANMARKS PÆDAGOGISKE UNIVERSITET NR. 33 DECEMBER FEBRUAR 2007 2006 15 10 ENDELIG TEORIER PÅ TID MODE TIL SELVREALISERING DEN LIGESOM NYE GENERATION MODEN HAR DEN AF LIVSDUELIGE PÆDAGOGISKE ÆLDRE FORSKNING KRÆVER SINE OPLEVELSER TRENDSÆTTERE OG INDIVIDUEL OG STJERNER. UDVIKLING LÆS HER OG OM EN TIDENS NY PÆDAGOGIK VARME NAVNE. HVAD LIVSLANG HJÆLPER LÆRING KRIMINELLE? PÅ KINESISK 06 SÅDAN FORBEDRING LØFTES OG 1,3 STRAF MILLIARDER STORBRITANNIEN 30 10 21 DØDEN KØN ER ER NOGET VI GØR DET IKKE SIDSTE NOGET TABU VI ER HOLLAND 7 MIDT LABORANOVA I IRLAND EN FUSIONSTID SKAL 1 UDVIKLE 20 24 LEDERE NY SOFTWARE SKAL TIL BEGEJSTRE INNOVATION
2 LEDER Den lede stjerne AF REKTOR LARS-HENRIK SCHMIDT * Der er noget næsten blasfemisk i indrømmelsen af, at noget er på mode i teorien. Det hører til det videnskabelige arbejdes etik, at sådan kan det ikke forholde sig. Sandheden kan da ikke være på mode? Nej, men den er gået af mode. I samtiden tager de færreste ordet sandhed i deres mund netop fordi det er blevet et ord blandt andre. Sandhedssøgen forekommer patetisk. Selv ordet videnskab har det svært. I stedet foretrækker vi forskning, viden og information og nu senest evidens. Tidligere var sidstnævnte fænomen bundet til sandhedsprocedurer. Det er ikke tilfældet længere, nu er det bundet til dokumentationsprocedurer. Og i forlængelse heraf formidling af samme. Metoden vandt over videnskaben i det nittende århundrede; dokumentation vandt over metoden i det tyvende. Retorikkens genkomst stammer fra denne sejr. Det handler derfor om at være overbevisende, om at gøre bevisførelser gældende ikke om de er gyldige i klassisk forstand. Man skal kort sagt kunne sit håndværk demonstrativt, thi det handler ikke om to copy, men to cope med realiteten, som pragmatikerne siger. Det værste er, når pragmatikere udarter sig til at blive eklektikere: Det er enten udtryk for en arrogance, der plukker ét hist og ét her i en pragmatisk forestilling om, at jeg kan lige bruge det her på det der, eller en arrogance, som mener at lille jeg ligesom styrer det her. Selv om viljen til at have monopol på et udsagns validitet er ramt af en pragmatisk forestilling, så er der alligevel teoretikere, som har førertrøjen på. Der lyttes mere til den ene end til den anden. Det er retssalens retorik, der har sejret i videnskaben. Her handler det om at belægge sine ord, ikke om det bedste arguments tvang. Det handler om at følge en procedure og inden for denne at gøre sig gældende ved at optræde som en troværdig hjemmelsmand for et synspunkt, der står til troende. Acceptreglerne for viden er ikke mere ydre og uden for samfundet. De er praktiske og ikke teoretiske. Forskere må henvende sig til forsamlingen og sætte sig selv i scene for at opnå tilslutning. Forskere bliver i uhørt grad politikere og optræder på videnspolitikkens scener for at afstemme og opnå tilslutning til deres forehavender. Når denne dokumentationslabilitet nyder fremme, får vi brug for rollemodeller. Den paradigmatiske problematisering fi ndes allerede rudimentært i Thomas Kuhns forestillinger om paradigmatiske eksempler og mønstereksempler, men er langt bedre foregrebet i Ludwig Flecks ideer om tænkestile. Altså måder at tænke på. Ingen tanke, ingen praksis er ubefamlet. Med andre ord kan der i dag kun Vi skal prise os lykkelige for mønstereksempler. Hellere være forblændet af Bourdieu end af sig selv, hellere være luhmanniak end selvhenvist, hellere være foucaultianer end megaloman, hellere se lyset hos Habermas end i Grundtvig tænkes i et perspektiv, og derfor skal vi prise os lykkelige for role models, derfor skal vi prise os lykkelige for mønstereksempler. Hellere være forblændet af Bourdieu end af sig selv, hellere være luhmanniak end selvhenvist, hellere være foucaultianer end megaloman, hellere se lyset hos Habermas end i Grundtvig. Mennesket lever ikke af brød alene, men det lever altså heller ikke af sig selv. Uden ledestjerner, ingen tænkning. Uden åbenhed for at man kan tage fejl, er man idiot. Uden forfængelighed dur en forsker ikke uden anstrengelse fortjener han ikke respekt. Det er ganske vist: Man har et standpunkt, til man ta r et nyt. Lad os dog være moderne. Førerhunde blandt forskere som blandt politikere er vigtige, regimerne er uundgåelige. Det er nok rigtigt, at ledelse giver anledning til lede og til begejstring, uden ledere var der på godt og ondt jo ikke nogen til at lede os. Ingen er så store kraftkarle, at de magter at opfi nde verden på ny og om så skulle være ville vi begynde at besøge dem om søndagen. Problemet er, at vi er nødsaget til at tænke forholdet mellem de enkelte vidensregimer som jalousirelationer mellem teoriernes forfængelige hjemmelsmænd; der fi ndes jo ikke procedurer for at afgøre stemmereglerne mellem de enkelte regimer. Når først sandheden er løssluppen, er der et problem, thi overdommeren er taget på ferie. Det siger sig selv, at nogle teoretiske perspektiver er mere sigende i en samtid end andre, men for så vidt som vi har med retssalens viden den praktisk-poetiske viden at gøre, kan man ikke henvise til en nødvendighed. Det er en frihed, vi under andre omstændigheder priser os lykkelige for. Åbenheden er besværlig, men det er ikke desto mindre vilkåret for moderne videnskab.
INDHOLD 3 Livslang læring er et af de grundlæggende redskaber, der kan afbalancere effektivitet med social retfærdighed. S. 6-8 PROFESSOR XIANJIN DOU I ARTIKLEN LÆRING TIL MASSERNE 06 LÆRING TIL MASSERNE Omstillingen til verdensmarkedet har skabt nye problemer for Kina. Regeringens svar er at opmuntre landets 1,3 milliarder indbyggere til livslang læring i de næste 14 år. Asterisk har talt med professor Xianjin Dou om, hvordan Kina bliver et lærende samfund. 10 MODETEORIER eller hvorfor tanker forgår, mens andre består. Professor Heine Andersen fortæller her, hvem der topper den sociologiske kongerække 13 TEORI OG MODE Ligesom moden har den pædagogiske forskning sine trendsættere og stjerner. Lektor Michael Søgaard Larsen tager pulsen på et par varme pædagogiske teoretikere og begreber 16 VÆK MED VAREANALYSE OG LUMMER SYMBOLIK Teorier som marxisme, freudiansk teori og dekonstruktion var uomgængelige på universitetet for få år siden, men i dag er de på vej væk. Fagfilosoffen Finn Guldmann har en teori om hvorfor. 18 STJERNER MED HJERNER Hvordan inspireres pædagogiske forskere, og hvad bruger de inspirationen til? Læs om tre engagerede forskere, der i særlig grad er blevet inspireret af én bestemt teoretiker. 22 NÅR FAGLIGHEDEN GÅR I SELVSVING Faglighedsbegrebet invaderer tidens uddannelsespolitiske tænkning, men hvor går grænsen for begrebets anvendelse? Bliver vuggestueelevfaglighed det næste? Lektor Bernard Eric Jensen dykker i kommentaren ned i et didaktisk begrebsmorads 24 BRUDDET MED DEN LIGE LINJE Software til at styre innovationsprocesser bygger på den fejlagtige antagelse, at processerne er lineære. Interview med innovationsarkitekt Jacob Jaskov om forskningsprojektet Laboranova, der skal udvikle ny software til at støtte virksomheders rodede nytænkning ASTERISK NR. 33, FEBRUAR 2007 REDAKTØRER REDAKTIONSKOMITÉ KORREKTUR Lars-Henrik Schmidt (ansv.), Camilla Mehlsen, Claus Holm Martin Bayer, Lars Geer Hammershøj, Henrik Nitschke, Tine Fristrup, Eva Gulløv, Søren Langager, Jakob Albrecht og Anders Lindskov Kirsten Kovacs REDAKTIONENS ADR. Danmarks Pædagogiske Universitet, Rektoratet Tuborgvej 164, 2400 København NV KONTAKT TIL REDAKTIONEN E-mail: asterisk@dpu.dk Telefon: 88 88 99 32 ABONNEMENT Abonnement er gratis og kan bestilles på www.dpu.dk/asterisk DESIGN 1508 A/S FORSIDE We Made This TRYK Scanprint A/S ISSN NR. 1601-5754 OPLAG 15.000 Asterisk udgives seks gange årligt af Danmarks Pædagogiske Universitet. Magasinet bringer artikler om universitetets forskning og det pædagogiske område generelt. Artikler eller illustrationer må ikke eftertrykkes uden tilladelse fra Asterisk.
olkeskole efter m AFLÆRING 4 HEADER pædagogik for mil unst og skole i sk Muhammed-krise EFTERUDDANNELSESKURSER I FORÅRET 2007 ecialistuddannels pædagogisk psyko START PÅ ET AF DPU S EFTERUDDANNELSESKURSER Folkeskolen efter Muhammed-krisen Pædagogik for miljømedarbejdere Kunst og skole i samarbejde Specialistuddannelsen i pædagogisk psykologi Læs mere på www.dpu.dk/efteruddannelse
KORT NYT 5 Foto: Mikael Schlosser MASTERUDDANNELSE GIVER JOBGLÆDE En masteruddannelse fra Danmarks Pædagogiske Universitet er en god investering i ens arbejdsliv, viser en ny undersøgelse af 270 færdiguddannede mastere. De er blandt andet blevet spurgt, om de er tilfredse med uddannelsen, og det er langt hovedparten. 48 procent angiver, at de er tilfredse, og 36 procent svarer, at de er særdeles tilfredse. Når man spørger, hvad de studerende har været tilfredse med, nævner de blandt andet underviserne, muligheden for faglig udvikling samt koblingen mellem teori og praksis i uddannelsen. Læs mere om undersøgelsen på www.dpu.dk/master Foto: istockphoto SPIL FOR ALVOR Computerspil er ikke bare underholdning, men rummer også et stort læringspotentiale. Et nyt forskningsprojekt med titlen Serious games on a Global Market Place skal nu samle forskere, spiludviklere og uddannelsesfolk om at skabe nye spildesigns med en stærk læringsteoretisk og didaktisk fundering. Projektet skal desuden klarlægge barriererne for brug af computerspil og undersøge effektiviteten af computerspil til læringsbrug. Professor Birgitte Holm Sørensen fra Danmarks Pædagogiske Universitet skal lede projektet, som har fået 13 millioner kroner i støtte fra Det Strategiske Forskningsråd. CURSIV NYT SKRIFT OM DIDAKTIK Er du interesseret i didaktik, har du nu muligheden for at følge med i den seneste forskning på området. Insitut for Curriculumforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet har udgivet det første nummer af skriftserien CURSIV. Temaet er Kompetence og curriculumforskning, og redaktør af nummeret er professor Per Fibæk Laursen. CURSIV henvender sig til et bredt publikum af både forskere, lærere, studerende og politikere. Skriftet er gratis i elektronisk form. AGORA 2007 TAVS VIDEN Learning Lab Denmarks AGORA-konference handler i år om tavs viden. Hovedtaler er Professor Harry Collins fra Center for Knowledge, Expertise and Society ved Cardiff University. Programmet byder på syv workshops, hvor Learning Lab Denmarks egne folk behandler tavs viden i forhold til en række temaer: Spil, kropslighed, unge, kompetencelæring, innovationsprocesser, vidensarbejde og evidens. Konferencen finder sted 8. marts på Danmarks Pædagogiske Universitet. Læs mere: www.dpu.dk/cursiv Læs mere: www.dpu.dk/agora2007 Foto: istockphoto BØRNELITTERATUR ER MERE END HYGGE OG SAMVÆR Ved at arbejde mere ambitiøst med børnebøger kan danske vuggestuer og børnehaver give børnene større oplevelser og forberede dem bedre til skolen. Det mener cand.mag. Marianne Eskebæk Larsen, som har skrevet om emnet i en artikel i det nyeste nummer af tidsskriftet Nedslag i Børnelitteraturforskning fra Center for Børnelitteratur ved DPU. Ifølge Marianne Eskebæk Larsen er børnebøger en oplagt mulighed for at præsentere børn for en hel ny forestillingsverden og andre måder at bruge sproget på. Foto: istockphoto SPROGFORUM OM E-LÆRING OG M-LÆRING Eleverne producerer i stigende omfang deres eget læringsmateriale for eksempel ved at optage samtaler, som de selv deltager i, eller optage korte film med deres mobiltelefon. På den måde er eleverne med til at sætte dagsordenen for deres egne læringsprocesser. Det elevproducerede materiale er også med til at gøre den traditionelle lærebog til et marginalt fænomen i sprogundervisningen. Det nye nummer af tidsskriftet Sprogforum tager fat på muligheder og udfordringer i e-læring og m-læring. Læs mere på www.dpu.dk/nyheder Læs mere på www.forlag.dpu.dk/sprogforum
LIVSLANG LÆRING PÅ KINESISK 7 OMSTILLINGEN TIL VERDENSMARKEDET HAR SKABT NYE PROBLEMER FOR KINA. REGERINGENS SVAR ER AT OPMUNTRE LANDETS 1,3 MILLIARDER INDBYGGERE TIL LIVSLANG LÆRING I DE NÆSTE 14 ÅR. ASTERISK HAR TALT MED PROFESSOR XIANJIN DOU OM, HVORDAN KINA BLIVER ET LÆRENDE SAMFUND. LÆRING TIL MASSERNE Det betyder ikke noget, om en kat er sort eller hvid, så længe den fanger mus. Det gamle kinesiske ordsprog blev i sin tid brugt af Deng Xiaoping, Kinas nu afdøde leder, der i historiens lys fremstår som en af de mest pragmatiske socialistiske ledere, verden har set. Man må lade den kinesiske regering, at dens pragmatiske indstilling til ideologi og åbningen mod verdensmarkedet har gjort den kinesiske økonomi til en succes. Væksten har været på 9,6 procent om året i gennemsnit i perioden fra 1978 til 2005. Den røde farve hænger ved, men i det økonomiske domæne er Kina en markedsøkonomi og en stadig mere magtfuld aktør på verdensmarkedet. Desværre er omfanget af Kinas uløste problemer mindst lige så overvældende som den aktuelle succes. I år 2020 vil der være 940 millioner mennesker i den kinesiske arbejdsstyrke, og de skal brødfødes. Allerede i dag er der 150 millioner overskydende arbejdere i de kinesiske landområder, og urbaniseringen er i fuld gang. 11 millioner mennesker er registreret som arbejdsløse, en stor del efter de har mistet deres arbejde i de tidligere statsejede virksomheder, der i dag arbejder på markedsbetingelser som del af den globale økonomi. MOD ET LÆRENDE SAMFUND Det voldsomme misforhold mellem udbuddet af arbejdskraft og efterspørgslen betyder, at det kinesiske arbejdsmarked har behov for et stort spring fremad, før integrationen i verdensøkonomien er succesfuldt gennemført. En af de løsninger, regeringen har peget på, er at gøre Kina til et lærende samfund. Det er årsagen til, at professor Xianjin Dou befinder sig på Danmarks Pædagogiske Universitet i dette efterår og vinter. Han fortæller, at han har to opgaver, mens han er i Europa. Den ene opgave er at lære af Danmark og de andre EU-lande. Den anden opgave er at præsentere Kinas udvikling i retning af livslang læring. Nogle eksperter tror, at livslang læring kun hører hjemme i de udviklede lande, men som det største af udviklingslandene er Kina i dag ved at implementere en strategi for livslang læring, siger Xianjin Dou, der til daglig leder arbejdet med livslang læring ved Kinas National Center for Education Development Research, en selvstændig institution under det kinesiske undervisningsministerium. 2020-VISION Kinas sprint mod markedet har forskubbet den eksisterende sociale balance i landet. Det skyldes blandt andet reformerne af de tidligere statsejede virksomheder. Hvor man især i USA i denne tid taler om truslen fra outsourcing af vellønnede job fra vestlige økonomier til de nyligt moderniserede økonomier i Asien, så er problemet i Kina, at markedsreformerne har været efterfulgt af afskedigelser af de medarbejdere, der ikke har været i stand til at producere på et konkurrencedygtigt niveau. Det har kastet mange ud i arbejdsløshed. Markedsgørelse og globalisering er med andre ord mindst lige så store udfordringer i Kina som i USA og Europa. Der fi ndes intet regeringsprogram, du kan tilbyde en tyveårig, der kan kompensere for en dårlig uddannelse, da de var mellem 6 og 15 år Resultatet er, at den kinesiske økonomi er blevet mere effektiv. Til gengæld er der i dag et påtrængende behov for at afbalancere denne effektivitet med en højere grad af social retfærdighed, fortæller Xianjin Dou. Vi forsøger at gøre den kinesiske økonomi mere effektiv, og der har været en hastig socio-økonomisk udvikling. Derfor opstår ulighed som et nyt fænomen. Uligheden i indkomster mellem regioner og mellem husholdninger er steget betydeligt. Det samme er forskellen mellem by og land. Livslang læring er et af de grundlæggende redskaber, der kan afbalancere effektivitet med social retfærdighed. Fokus på uddannelse og livslang læring udspringer af den kinesiske regerings vision fra 2002, der har som mål at
8 LIVSLANG LÆRING PÅ KINESISK bygge the well off in an all round way inden år 2020. Det vil sige et samfund, hvor alle mennesker har et nogenlunde komfortabelt liv, som avisen People s Daily beskrev det i 2002 i anledning af planens lancering. Det er den opgave, Xianjin Dou som ekspert i livslang læring er med til at løfte, og som de europæiske erfaringer skal hjælpe på vej. VILJEN TIL AT LÆRE Xianjin Dou har blandt andet brugt efteråret på at besøge danske skoler. Han er imponeret over den læringskultur, der hersker. Danske skoler udvikler de studerendes vilje til at lære. Det er en forudsætning for livslang læring, at man tager ansvar for sin egen læring, siger han. I Kina er grundskolen fortsat domineret af klasseundervisning. Der er en læringskultur, hvor uddannelsens primære mål er at sikre eleverne gode testresultater. Det er et af de vigtigste problemer for uddannelsessystemet i Kina, at vi lægger for meget vægt på skoleuddannelser og på eksamensbeviser, siger Dou. Han er overbevist om, at den indre motivation for at lære bliver vigtigere i takt med, at det sociale sikkerhedsnet forsvinder, og markedet og globaliseringen tager over. Det er den enkeltes eget ansvar at finde ud af, hvilke færdigheder der bliver brug for i fremtiden, og skaffe sig disse færdigheder gennem livslang læring, siger Xianjin Dou. og børn af analfabeter, der må undvære. Selv om 94 procent af Kinas børn går i den ni-årige obligatoriske grundskole, er det kun 82 procent, der gennemfører. Og som Xianjin Dou konstaterer: Der findes intet regeringsprogram, du kan tilbyde en tyveårig, der kan kompensere for en dårlig uddannelse, da de var mellem 6 og 15 år. En anden og måske endnu større udfordring ser Xianjin Dou i det sekundære uddannelsessystem, hvor man netop nu oplever en flaskehalseffekt: Selv om dækningen af primær uddannelse har nået et højt niveau, er det fortsat kun 17 procent af kineserne, der har en sekundær uddannelse. Det sætter en bremse på Kinas mulighed for at konkurrere i forsknings- og udviklingstunge brancher med høj vækst. Der er lang vej fra politik til impact, konstaterer Dou, ikke mindst i et stort land som Kina, hvor der kan være mange tusind kilometers afstand mellem centralregeringens visioner og den af og til mangelfulde lokale implementering. Det er samtidig en stor opgave at koordinere samspillet mellem de forskellige ministerier, fagforeninger, virksomheder og de enkelte medarbejdere, der alle skal tage det lærende samfund og livslang læring til sig. Foreløbig har regeringen givet sig selv 14 år til at nå målet om the well off society in an all-round way og lære den kinesiske befolkning at elske livslang læring den nye virkelighed i verdens største kommunistiske markedsøkonomi af ubestemmelig farve. Det er et af de vigtigste problemer for uddannelsessystemet i Kina, at vi lægger for meget vægt på skoleuddannelser og på eksamensbeviser Af Torben Clausen (toc@dpu.dk) XIANJIN DOU ENORME UDFORDRINGER Kina som lærende samfund er en vision, og opbygningen er kun i de tidlige stadier. Selv om livslang læring er et vigtigt mål, så skal der lægges en del fundament, før det bliver en realitet. Den primære uddannelsessektor har været den første udfordring. Her er man i en situation, som er atypisk for lande uden for vesten i hastig udvikling og med høj vækst: Antallet af børn er faldende på grund af et-barns politikken, hvis konsekvenser viser sig i disse år. Antallet af børn i grundskole er faldet fra 122 millioner i 1990 til 112 millioner i 2004. Det er dog ikke ensbetydende med, at alle kinesiske børn får en grundskoleuddannelse. Det er især børn i landområderne WWW Director of Lifelong Education ved National Center for Education Development Research, der er en selvstændig institution under det kinesiske undervisningsministerium. Han er tre måneder i Danmark på en bevilling fra EU s Erasmus Mundus program og forelæser bl.a. for de studerende på Erasmus Mundus-uddannelsen Master of Lifelong Learning Policy and Management, der udbydes i samarbejde mellem Deusto Universitet, Institute of Education og Danmarks Pædagogiske Universitet. www.dpu.dk/om/xdou
NYE HEADER BØGER PÆDAGOGIK * FILOSOFI * PSYKOLOGI * ANTROPOLOGI * SOCIOLOGI * IT NYE UDGIVELSER 9 LEDELSE I PÆDAGOGISKE KONTEKSTER Mai-Britt Herløv Petersen og Susanne Ploug Sørensen (red.) Pris: 249 kr. * 226 sider ISBN 87-7684-091-3 Nye opfattelser af ledelse og pædagogik betyder, at læreren og pædagogen i dag må betragtes og betragte sig selv som moderne ledere. Det er med til at øge kvaliteten i undervisningen og det pædagogiske arbejde, argumenterer bogens forfattere. Et nyt og pædagogisk ledelsesbegreb formuleres. SAMTALEN I PSYKOTERAPI Bettina Perregaard OM VREDEN Lars-Henrik Schmidt BØRNEHAVEN GØR EN FORSKEL Charlotte Palludan Pris: 179 kr. * 162 s. ISBN 978-87-7684-133-2 Pris: 195 kr. * 172 s. ISBN 87-7684-067-0 Pris: 225 kr. * 232 sider ISBN 87-7684-032-8 Samtale er den primære behandlingsform i psykoterapien. Det er derfor afgørende, hvordan det sproglige møde mellem klient og psykoterapeut udvikler sig. Sprogforsker Bettina Perregaard går her tæt på betydningen af samtalen i psykoterapi Vreden har tag i os for tiden. Et røre er over os, uroen tager til, og verden synes af lave. Det er den simple observation, som Lars-Henrik Schmidt formidler i sin samtidsdiagnosticerende bog, der går bag om tidens omsiggribende vrede. Bogen belyser, hvordan der på trods af pædagogernes vilje til at se og høre alle børn lægges forskellige spor ud i børnehaven - og det giver børnene ulige muligheder. Nu i 2. oplag Nu i 3. oplag LÆS MERE OM BØGERNE OG BESTIL PÅ WWW.FORLAG.DPU.DK * BOGSALG@DPU.DK * TLF.: 8888 9360
10 MODETEORIER ELLER HVORFOR TANKER FORGÅR, MENS ANDRE BESTÅR Asterisk har mødt professor Heine Andersen for at høre, hvem der topper den sociologiske kongerække, hvorfor Karl Marx er en gammel og måske knap så hot klassiker, mens gamle Jürgen Habermas stadig er en af de store konger i dansk sociologi * Professor Heine Andersen fra Sociologisk institut ved Københavns Universitet har gennem mange år fulgt teoriudviklingen inden for sociologi i Danmark. Han har også selv skabt den. Han kender de hotte og de knap så hotte klassikere. Hvad styrer Heine Andersen og de sociologiske miljøers valg af klassikere? Hvad gør, at konger bliver væltet af den eftertragtede klassikertrone, og hvem og hvad kroner nye konger? Er det ideologiske fravalg, videnskabelige valg, samfundsudviklingen, idiosynkratiske valg, smitsom name-dropping, moden, ansættelsespolitikken, gamle underviseres død eller en blanding af det hele? Asterisk har mødt Heine Andersen for at høre om mekanismerne bag sociologernes kongerække. - Heine Andersen, kan man i det hele taget tale om, at nogle teorier er mere på mode end andre teorier inden for samfundsvidenskaberne? Ideen om mode er kompliceret nok i sig selv. Når noget slår igennem som et modefænomen, så er det, fordi der er andre grunde end kun de funktionelle eller faglige elementer. Det er grunde, som har noget med identitet at gøre, med at noget skal fornys og være afvigende. Med tøjmode er funktionaliteten dvs. at den skal kunne beklæde en krop for eksempel heller ikke det primære. Der skal være noget, som skal afvige, for at det kan betragtes som mode. Derfor er modebegrebet i sig selv en vanskelig størrelse. Når der er et skift i moden, så skyldes det andet end blot en fornyelse på grund af objektivt bedre alternativer. - Men moden har vel også en kontekst at navigere i og på. Den skal vel forholde sig til en materiel virkelighed? Ja det er klart. For at mode skal have noget for sig, skal den også have en funktionalitetsværdi, og det sætter grænser for hastigheden af de forandringer, der er mulige. Det koster noget. Men det interessante ved moden er, at der sættes en værdi på selve distinktionen fra det normale. Og der skal dannes et hierarki i kraft af distinktionsværdien, som Pierre Bourdieu ville sige. Det vil sige, hvor god moden er til at skille sig ud fra rosset og markere, at den er en finere og bedre mode, end den som andre har fundet på. Mode skal være kollektivt accepteret, men heller ikke for kollektiv, da den ellers mindsker sin distinktionsværdi og dermed sin tiltrækningskraft. - Det lyder ganske socialkonstruktivistisk det hele. Betyder det, at vi danner vores meninger og præferencer ud fra en kollektiv forhandling om, at alle skal være noget specielt? Socialkonstruktivismen er i udpræget grad selv et modebegreb. Den kom frem i 1990 erne og kan betragtes som gammel
KLASSIKERNES KONGERÆKKE 11 KLASSISKE LÆREMESTRE Når danske samfundsforskere skal vurdere de mest indflydelsesrige sociologiske forskere, får de tre store klassikere fra 1800-tallet Weber, Marx og Durkheim flest stemmer. Men sammenholdes de populære forskere med antal citationer i det såkaldte Social Science Citation Index, løber Foucault, Weber og Habermas af med sejren som de tre mest citerede sociologiske forskere. antal stemmer fra danske forskere 45% 40% 35% 30% 25% 20% 15% 10% citaioner i SSCI 1992-1996 4500 4000 3500 3000 2500 2000 1500 1000 5% 40% 26% 11% 11% 9% 8% 500 2325 1716 1652 3128 2181 2326 0% M. Weber K. Marx E. Durkheim M. Foucault A. Giddens J. Habermas 0 M. Weber K. Marx E. Durkheim M. Foucault A. Giddens J. Habermas Kilde: Heine Andersen: Infl uence and reputation in the social sciences how much do researchers agree?, In: Journal of Documentation 2003, no. 6. vin på nye flasker. Hvis man forstår den som et udsagn om, at den sociale virkelighed er menneskeskabt, så er der intet nyt under solen. Denne banalitet har sociologien haft som grundpræmis siden dens start. Det nye kommer først frem, hvis sådan et udsagn tænkes anderledes. Mindre banale former for socialkonstruktivisme er for eksempel dem, der er inspireret af Derridas og Foucaults diskursanalyser, og som lægger vægt på den virkelighedskonstituerende del i analysen. Det vil sige, hvor man ontologiserer diskursen til at være konstruerende for virkeligheden og ikke kun for virkelighedsopfattelsen. For eksempel har vi i 3. udgave af vores bog Klassisk og moderne samfundsteori inkluderet Judith Butler og hendes socialkontruktivistiske analyse af kønnene, hvor hun viser kønnet som værende kulturelt konstrueret via en evig gentagelse af stiliserede handlinger. Her har vi at gøre med en import af teorier fra filosofi og sprogvidenskab, som har stor tiltrækningskraft. Men man kan diskutere, om det er sociologi eller ej. - I Klassisk og moderne samfundsteori har du og Lars Bo Kaspersen udvalgt en masse klassikere, og I har i den seneste version inkluderet Zygmunt Bauman og Ulrich Beck. Er det op til diskussion at afgøre, hvad der er en klassiker? Der er selvfølgelig noget, som ikke er til vilkårlig forhandling. Det forsøger bogen at udtrykke i sin skelnen mellem klassisk og moderne. For eksempel har vi et kapitel om Sartre. Det kunne man jo godt forhandle om. Og Foucault var primært idehistoriker, hvad med ham? Han betragtede ikke sig selv som sociolog, og det er svært at se, hvor meget han egentlig kendte til sociologi han brugte jo meget få fodnoter, så det er svært at knytte ham til et bestemt fagområde. Parson derimod er et person, som alle vil være enige om at medtage som sociolog. Der er ingen tvivl om, at han tilhører det sociologiske felt. Og så har vi også det interessante tilfælde med Kuhn. Kuhn mente selv, at hans teorier kun var anvendelige inden for natuvidenskaberne, hvor man har opbygget en nogenlunde stabil vekselvirkning mellem, hvad han kaldte normalvidenskab og paradigmeskift. Det mærkelig er, at Kuhn efterhånden bliver brugt mere i humanvidenskaberne end i naturvidenskaberne. En af grundene er, at der i 1970 erne skete en kognitiv sprængning, som resulterede i en stor mangfoldighed af teoretiske retninger, og Kuhn kunne bruges via hans begreb om inkommensurabilitet mellem paradigmerne. Det blev brugt som et redskab til klassifikation af kaoset. - Åbnede det op for en mere psykologisk måde at betragte videnskaberne på? Kuhn trængte ind i USA i 70 erne og lidt senere i Danmark. Mange marxister kunne ikke lide ham, fordi de syntes, han var for internalistisk og idealistisk og derfor irrelevant. Han beskæftigede sig ikke med, hvad der fandtes i samfundet omkring videnskaberne, og specielt ikke med forhold som klassemodsætninger, magtforhold, produktivkræfter og ideologier, men med strukturer og processer internt i den videnskabelige aktivitet som sådan. Men Marx blev dømt ude i de senere 1970 ere. I hans tilfælde skyldes det en stor blanding af sociale, ideologiske, men også Marx blev dømt ude i de senere 1970 ere. Marx mente for eksempel, at profitraten ville falde. Imidlertid kunne man vise, at det slet og ret ikke passer faglige argumenter. Marx mente for eksempel, at profitraten ville falde, og mange inden for den tids dominerende marxistiske retning, kapitallogikken, byggede ukritisk videre på den påstand. Imidlertid kunne man vise, at det slet og ret ikke passer. Uanset at Marx sagde mange rigtige ting, ophobedes der en række rent faglige indvendinger, som var bidragende, men ikke tilstrækkelige til Marx dalende popularitet. På et tidspunkt lavede vi en surveyundersøgelse om samfundsforskeres faglige læremestre og sammenholdt det med deres citationer. Mest markant var det, at der var en meget stor spredning. De tre store klassikere Marx, Weber og Durkheim fik flest stemmer, men selv de samlede kun maksimalt 40 procent af stemmerne. Når det drejede sig om nyere sociologer, var spredningen meget større, så den undersøgelse tydede egentlig ikke på udprægede modestrømninger. Men måske er
12 KLASSIKERNES KONGERÆKKE antal stemmer fra danske forskere 4 4 3 3 2 2 forholdene anderledes i dag, hvor der er større tilstrømning af yngre forskere til faget. - Mode er vel også kendetegnet ved at ville pege frem i tiden. Sociologien derimod synes mere interesseret i samtidsdiagnoser end i futuristiske forslag. Grandiose diagnoser, som forsøger at pege ud i fremtiden, kan man finde hos for eksempel Bauman og Beck. Også Giddens forsøger at uddestillere mere almene træk fra samtiden og se på, hvad det vil eller kan føre til. Og så er der post -analyserne af det postindustrielle og postmoderne samfund, som for eksempel Daniel Bells fra begyndelsen af 1970 erne. Hans skildring af postindustrielle samfund svarer i forbløffende grad til, hvad vi i dag kalder videnssamfundet. Også værd at nævne er Alain Touraine, som hæftede sig ved magtstrukturer, og som prognosticerede, at arbejderklassen ville miste sin betydning. Mange af deres forudsigelser har vist sig at være rigtige. - Hvordan skelner man mellem forudsigelser, utopier og dystopier? Er forsøget på at være neutral ikke en illusion? Nok har samfundsvidenskaberne normative aspekter, men de skal ikke foreskrive virkeligheden utopier. De skal ikke foreskrive nogen noget. Samfundsvidenskaber kan på den anden side ikke være neutrale, og det kræver, at de normative komponenter åbent drages frem til almindelig debat. Når Marx for eksempel siger, at kapitalismen udbytter, er det mere end et rent beskrivende udsagn. Der indgår mere end beskrivelse og analyse af virkeligheden, der må også indgå antagelser om retfærdighed. Således vil der altid indgå normative aspekter, som måske fortrænges eller isoleres eller reduceres til subjektive holdninger. Men det er ikke i orden. Som samfundsforsker er man altid også en del af prægningen af virkeligheden. - Hvis du ville prøve at beskrive din egen teoretiske tøjstil, hvordan ville den se ud? Min reelle tøjstil er overordentlig konservativ. Det eneste, som adskiller sig i dag fra 1970 erne, er muligvis, at bukserne ikke længere er så brede forneden. I samfundsvidenskabelig forstand har jeg altid været pluralist; nogle vil kalde det eklekticisme, og det har jeg ikke noget imod. Jeg deltog i positivismekritikken i slutningen af 1960 erne og fandt i den sammenhæng inspiration hos blandt andre Habermas, og det er fortsat en inspirationskilde. - Og hvad med forelskelserne? Siden 70 erne har du vel ikke kun været trofast over for Habermas. Hvilke andre moder eller rettere strømninger har du været draget af siden? Som sagt trækker jeg på mange forskellige traditioner. Blandt andet er det spændende at læse folk fra rational choice traditionen. De laver nogle simple antagelser og prøver at se, hvad man kan få ud af det. Det er en slags legetøjsmodeller, som ofte fører til nogle skarpe pointer om den sociale virkelighed. Og det uanset den rummer urealistiske og i øvrigt også utiltalende antagelser om mennesker. Af Robin Engelhardt (Asterisk@dpu.dk) HEINE ANDERSEN Heine Andersen er sociolog og professor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet. Har i en årrække Beskæftiget sig med samfundsvidenskabernes videnskabsteori, vidensskabssociologi og samfundsforskningens samfundsmæssige rolle og vilkår. Har tidligere skrevet og redigeret bl.a. bøgerne Rationalitet, velfærd og retfærdighed (1996), Klassisk og moderne samfundsteori (1996, 2000, 2005, redigeret sammen med Lars Bo Kaspersen) samt Samfundsvidenskaber i kontekst (2003).
POPULÆRE SØGNINGER 13 Ligesom moden har den pædagogiske forskning sine trendsættere og stjerner. Asterisk har fået lektor Michael Søgaard Larsen til at tage pulsen på et par varme pædagogiske teoretikere og begreber. * Husker du Paulo Freire? Hvis du studerede pædagogik i 70 erne, ville du stort set ikke kunne åbne en bog uden at støde på ham. I sit hovedværk De undertryktes pædagogik formulerede han et bud på en frigørende og demokratisk pædagogik, som byggede på marxisme og anti-kolonialistisk tænkning. Det var populært i 70 erne, da de ideologiske fronter var trukket skarpt op, og militærdiktaturer sad på magten i mange sydamerikanske lande. Men årene har hverken været nådige ved sydamerikanske militærdiktatorer eller ved Paolo Freire. Selv om der i dag eksisterer et institut opkaldt efter ham i Brasilien, er han stort set forsvundet ud af dansk pædagogisk forskning. Paulo Freire er et eksempel på de modeluner, som også hersker inden for forskningsverdenen, forklarer Michael Søgaard Larsen fra Danmarks Pædagogiske Bibliotek og Clearinghouse for Uddannelsesforskning. I 70 erne syntes Paulo Freire at have svarene på en række presserende problemer, men tiderne og problemerne har ændret sig. Marxismen har ikke samme tiltrækningskraft, som den havde for 30 år siden, og et begreb som frigørelse er ikke så populært længere i den pædagogiske forskningslitteratur, hvor nyere begreber som kompetenceudvikling og livslang læring er blevet meget udbredt. STJERNERNE BOURDIEU OG HABERMAS Vil man have et indtryk af, hvilke teoretikere der er fremherskende i Danmark, kan man bruge Artikelbasen som barometer. Basen indeholder artikler udgivet i danske tidsskrifter og aviser og går tilbage til 1981. Asterisk har bedt Michael Søgaard Larsen om at undersøge, hvor mange artikler der er skrevet om seks fremherskende teoretikere inden for det pædagogiske felt. Set over en 25-årig periode er der skrevet fl est artikler om den tyske sociolog og fi losof Jürgen Habermas han optræder i 159 artikler. Den franske historiker og post-strukturalist Michel Foucault indtager en andenplads med 99 artikler, tæt fulgt af en anden franskmand, nemlig sociologen Pierre Bourdieu (82 artikler). Set over tid kan man imidlertid se forskydninger i de forskellige teoretikeres popularitet. I 80 erne blev der skrevet væsentligt fl ere artikler om Habermas end om nogen af de andre teoretikere, mens han i 90 erne har fået selskab af en række nye folk såsom Bourdieu, den tyske systemteoretiker Niklas Luhmann og
14 POPULÆRE SØGNINGER 90 80 70 POPULÆRE PÆDAGOGISKE TEORETIKERE 1981-2006 Grafen viser, hvor mange artikler der findes om den enkelte teoretiker i Artikelbasen, og kan dermed ses som et udtryk for den pågældende teoretikers popularitet. Artikelbasen dækker artikler udgivet i danske tidsskrifter samt væsentlige artikler, dvs. kronikker eller større portrætter, fra danske aviser. 60 50 40 30 Bourdieu Habermas Foucault Luhmann Gardner 20 10 0 Freire Dewey 81-85 86-90 91-95 96-00 01-06 den amerikanske uddannelsesforsker Howard Gardner. Howard Gardner er især kendt for sin teori om de mange intelligenser. Ser man på, hvad der interesserer brugerne af Danmarks Pædagogiske Bibliotek, er billedet stort set det samme. Det kan Michael Søgaard Larsen konstatere ved at se på hvilke teoretikere, der er efterspurgt, når brugerne stiller spørgsmål på bibliotekets hjemmeside. Tallene går tre år tilbage, og her viser Bourdieu sig som en klar nummer ét med næsten dobbelt så mange spørgsmål som anden- og tredjepladsen, der indtages af Foucault og Gardner. Interessant er det også, at John Dewey, amerikansk pragmatisk filosof, her indtager en fjerdeplads, mens han stort set er ude af billedet, når man kigger på antallet af artikler i danske forskningstidsskrifter og aviser. Man skal dog være varsom med at drage konklusioner på dette grundlag, da datamaterialet fra bibliotekets hjemmeside er meget lille. UDDANNELSE ELLER LÆRING Inden for begrebernes verden er der også stigende og faldende stjerner. Læring hører til blandt de første, mens uddannelse har været aftagende inden for den pædagogiske verden siden slutningen af 70 erne. Michael Søgaard Larsen har undersøgt begrebernes udbredelse ved at gøre op, hvor mange gange de to begreber optræder i titlen på dokumenter i verdens største pædagogiske database ERIC. I 1970 optrådte læring kun 14 gange, hver gang uddannelse optrådte 100 gange. I 2006 har læring halet kraftigt ind, så der nu findes 76 artikler med læring i titlen for hver 100 dokumenter, som rummer begrebet uddannelse i titlen (se grafen Stigende interesse for læring ). Begrebernes udvikling er, ifølge Michael Søgaard Larsen, ikke blot et overfladefænomen, hvor et ord udskiftes med et andet, men også et udtryk for en ændring i måden, man anskuer fænomenet på. Når man bruger begrebet uddannelse, er der som regel tale om institutionaliserede og formaliserede sammenhænge, f.eks. skole- og kursus-forløb, hvor rammerne spiller en afgørende rolle. Begrebet læring bruges også om ikke-formelle, individuelle sammenhænge og fokuserer på resultatet snarere end processen eller rammerne. Skiftet i brug af udtryk, forklarer Michael Søgaard Larsen, er altså en indikation af, at man i forskningsverdenen i stigende grad tager udgangspunkt i individet, og dets ret til at styre sine egne læringsprocesser. Samtidig peger
POPULÆRE SØGNINGER 15 90% 80% 70% STIGENDE INTERESSE FOR LÆRING Læring haler ind på uddannelse. I 1965 blev begrebet læring kun brugt ca. 1,5 gange, hver gang uddannelse optrådte 10 gange. I 2006 bliver læring brugt næsten 8 gange hver gang uddannelse bliver brugt 10 gange. 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% 1965 1968 1971 1974 1977 1980 1983 1986 1989 1992 1995 1998 2001 2004 2006 learn* i titel som % af educat * i titel i ERIC ERIC er en engelsksproget database, og søgningen er foretaget med begreberne Learning og Education. Konkret er der blevet søgt med trunkering, *, efter termerne learn* og educat* for at få alle former af ordene med, f.eks. learn, learner og educating. brugen af begrebet læring på, at det pædagogiske felt er blevet udvidet til også at omfatte de læringsmuligheder, der findes i fritidslivet, arbejdslivet og samfundslivet generelt. Set i det store perspektiv afspejler sprogbrugen skiftet fra industrisamfund til senmoderne samfund, hvor massen afløses af individer, og grænsen mellem det formelle og det uformelle i stigende grad udviskes: Praksislæring og mesterlære udfordrer for eksempel den skolebaserede læring, klasseundervisning blødes op med projektarbejde, og individuel e-læring afløser faste kursusforløb. At der ganske enkelt er gået mode i læring, kan dog også være medvirkende årsag til, at begrebet er blevet så udbredt, mener Michael Søgaard Larsen. Skal man sælge en bog, er det givetvis lettere, hvis der står læring i titlen, selvom indholdet rent faktisk handler om undervisningsformer og metoder. På den måde kan et begrebs popularitet også være med til at ændre anvendelsen og dermed også betydningen af begrebet. Af Anders Lindskov (anli@dpu.dk) MICHAEL SØGAARD LARSEN Forskningsbibliotekar ved Danmarks Pædagogiske Bibliotek med ansvar for blandt andet pædagogik og uddannelsesforskning. Tilknyttet Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning som specialist i informationssøgning. WWW www.dpu.dk/om/msl
16 NEKROLOG VÆK MED VAREANALYSE OG LUMMER SYMBOLIK TEORIER SOM MARXISME, FREUDIANSK TEORI OG DEKONSTRUKTION VAR UOMGÆNGELIGE PÅ UNIVERSITETET FOR FÅ ÅR SIDEN, MEN I DAG BEVÆGER DE SIG HEN MOD DØDSLE- JET. HVORDAN DET GIK FOR SIG, HAR FAGFILOSOFFEN FINN GULDMANN EN TEORI OM. Fallosser i Henrik Nordbrandts Violinbyggerens By? Vaginale * strukturer i Branners Rytteren? Selv for hormonelt forstyrrede 1. g ere kunne det være svært at følge den insisterende dansklærer i gymnasiet, når det kom til at spotte lummer symbolik. Mangen en gymnasieelev har tænkt den tanke, at denne freudianske læsning af litteratur sagde mere om gymnasielæreren, end den gjorde om teksten. Med marxistisk teori var billedet det samme. Det var en teoribygning, som ikke var til at komme uden om. Så hvis du gik på et humanistisk fakultet på universitetet i halvfjerdserne, har du sikkert en udgave af Kapitalen stående hjemme i reolen. Godt brugt. FAMILIEJOURNALEN OG KAPITALEN Som nystartet litteraturstuderende i 72 begyndte vi med at læse Kapitalen. Og så skulle vi læse Familiejournalen og lave vareanalyse på den. Det var standard. Alle opgaver, hvis man skal karikere det, startede med vareanalysen. Sådan lyder det fra Finn Guldmann, ekstern lektor i filosofi på blandt andet Københavns Universitet og RUC. Ofte var marxistisk teori noget, underviserne forelæste i, simpelthen for at tækkes de studerende. For nogle undervisere var det noget, de aldrig ville have valgt selv. En af grundene til, at det lod sig gøre, var de samtidige ændringer, der skete på universiteterne, nemlig oprettelsen af studienævnene. Studienævnene fik en massiv deltagelse af de studerende, som dermed fik stor indflydelse på sammensætningen af pensum. De studerende forlangte og fik simpelthen marxistisk teori ind i kurserne, enten i det almindelige pensum direkte eller via et særpensum. IKKE KUN MODELUNER Billedet af den piberygende student med sit fløjl og sit uplejede ydre er blevet et symbol på den marxisme, som havde så massiv indflydelse på især de humanistiske fakulteter på universiteterne i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne. Men marxismen fylder ikke så meget i dag på skemaet. Hvordan kan det være? Finn Guldmann har haft sin gang på universiteternes gulve som underviser siden dengang og har set adskillige teorier komme og gå. Hvad der umiddelbart kan virke som modeluner, altså teorier, der går fra stor til nærmest ingen indflydelse, det har, i hvert fald i nogle tilfælde, bagvedliggende årsager. Et godt eksempel er marxismen. Her er det tydeligt, at der ligger nogle samfundsmæssige og ideologiske årsager bag, at marxismen røg ud i kulden, blandt andet murens fald i 89 og de generelle omvæltninger i Østeuropa, siger Finn Guldmann.
MAR F. 1848 2007 ISMEN Marxismen blev født som søn af den unghegelianske skole ogl.. den materialistiske tilgang fra oplysningsfilosofien. Marxismens teoretiske fundament finder man i en række skelsættende bogudgivelser fra hovedideologen Karl Marx s (1818-1883) hånd: Blandt andet det historiefilosofiske værk Det kommunistiske Manifest fra 1848, skrevet sammen med Friedrich Engels (1820-1895) og den økonomikritiske sværvægter, firebindsværket Kapitalen, første bind fra 1867. Den historiefilosofiske tilgang, som var et vigtigt element af marxismen, analyserede historien som en dialektisk proces mellem på den ene side produktivkræfter (arbejdskraft, redskaber og kunnen) og på den anden side produktionsforhold (de sociale forhold, som mennesket levede under). Ifølge marxismen vil det økonomiske system kapitalismen med tiden kollapse og blive erstattet af kommunismen, som har den fælles ejendomsret som sit vigtigste særkende. OFTE VAR MARXISTISK TEORI NOGET, UN- DERVISERNE FORELÆSTE I, SIMPELTHEN FOR AT TÆKKES DE STUDERENDE. FOR NOGLE UNDERVISERE VAR DET NOGET, DE ALDRIG VILLE HAVE VALGT SELV En anden årsag er det, som man med Jürgen Habermas ord kan kalde for det gode arguments sejr. At teorier, som har vægtige argumenter, vil alt andet lige have en større betydning. Teorier, som tenderer den varme luft eller er svært forståelige for uindviede, vil ofte have større tendens til at fungere som netop modeluner. De er med andre ord svært anvendelige. Det hele kan dog virke paradoksalt: De studerende på universitetet lærer at være kritisk indstillede, lærer at dissekere enkelte tekster og argumenter, men når de så bliver stillet over for en større teoribygning, så kan det knibe med den kritiske sans. Som studerende kan man blive udsat for en karismatisk lærer, der lancerer en teori med store perspektiver. Så får man som studerende en fornemmelse af, at det er her, det sner, at man selv er dum, og at man hellere må sætte sig ind i denne nye teori. Det er meget almindeligt, siger Finn Guldmann. THE SOKAL AFFAIR Et godt, polemisk eksempel på, at den kritiske sans kan blive sat ud af spillet inden for en teoribygning, findes på den anden side af Atlanten. Fysikprofessor Alan Sokal ved New York University skabte international skandale, da han i 1996 publicerede artiklen Transgressing the Boundaries: Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity i det ledende postmoderne universitetstidsskrift Social Text, publiceret af Duke University. Artiklen handlede påståeligt om kvanteteori og dens progressive politiske implikationer, men artiklen var reelt ét stort fupnummer, fyldt med meningsløse sætninger fra Sokals og dermed den fysiske verdens side. Sokal havde skrevet artiklen med det formål at vise for offentligheden, at det var muligt at få publiceret en artikel i velansete tidsskrifter, selv om den var fyldt med nonsens fra ende til anden, hvis 1) den lød godt, og 2) den lagde sig tæt op ad tidsskriftets redaktionelle linje/ideologiske ståsted. Fupnummeret lykkedes, og Sokal publicerede samtidig en artikel i tidsskriftet Lingua Franca, hvor han afslørede det hændte. Af Mikael Christensen (asterisk@dpu.dk)
18 HJERNERNES STJERNER HVILKE TEORETIKERE INSPIRERER PÆDA- GOGISKE FORSKERE, OG HVAD BRUGER DE INSPIRATIONEN TIL? PÅ DE FØLGENDE SIDER KAN DU LÆSE OM TRE ENGAGEREDE FORSKERE, DER I SÆRLIG GRAD ER BLEVET INSPIRERET AF ÉN BESTEMT TEORETIKER. Madonna, Brad Pitt, Lady Diana, David Beckham og Michel * Foucault har én ting til fælles: De er idoler med en trofast fanskare. Idoldyrkelse og fanskarer hører hjemme i popkultur og sport, ikke i akademiske kredse. Sådan ser det i hvert fald ud på overfladen. Men kigger man nærmere på akademia, er det også en verden befolket med idoler, stjerner og fans. I den akademiske verden hedder de store teoretikere ikke idoler, men mestre, og fansene er snarere en slags disciple. Men ligesom popkulturens idoler fænger stjerneteoretikerne andre mennesker, de er inspirationskilder, og mange fans udvikler et nærmest personligt forhold til de teoretikere, de bliver opslugt af. Som man kan se af medieteori-hjemmesiden Theory.org.uk, har fankulturen da også gjort sit indtog inden for akademia. Hjemmesiden rummer social theory for fans of popular culture. Popular culture for fans of social theory, og det kommer konkret til udtryk i merchandise om de store hjerner. Her kan man købe spillekort med 21 forskellige teoretikere, blandt andet Pierre Bourdieu, Karl Marx og Ulrich Beck. Hjemmesiden leger også med idéen om at fremstille dukker af Anthony Giddens og Michel Foucault samt Lego-klodser, der forestiller blandt andre Judith Butler. Anthony Giddens har sågar fået sit kontor fra London School of Economics opført af 128 Lego-klodser, og i kontoret kan man se Giddens diskutere nye idéer med to studerende. De danske universitetsmiljøer har måske ikke hjerne-merchandise, men de har utvivlsomt deres teoretiske stjerner og inspirationskilder.
HJERNERNES STJERNER 19 MED BOURDIEU KAN MAN VÆRE RADIKAL UDEN AT VÆRE MARXIST JEG HAR BRUGT MIT LIV PÅ AT FORSTÅ OG FORMIDLE PIERRE BOURDIEU, SIGER PROFESSOR EMERITUS STAF CALLEWAERT * Åbenbaringen fandt sted i begyndelsen af 1970 erne, ganske kort tid efter Staf Callewaert havde forladt Belgien for at forske ved Sociologiska Institutionen i Lund. Her skulle han i gang med et større forskningsprojekt om den svenske skole. Han skulle blandt andet lave etnografiske observationer i klasseværelset og søgte nye forståelseshorisonter, men den angelsaksiske og svenske pædagogiske litteratur fængede ikke Staf Callewaert. Da en kollega anbefalede den franske sociolog Pierre Bourdieus forfatterskab, skete der imidlertid noget. Jeg købte Reproduktionen og et par af hans andre bøger og tænkte: det her skal det være, siger Staf Callewaert. Her var en teori, der formåede at forbinde dels det enkelte klasseværelse med skolen og dels skolen med hele samfundet. Siden da har Staf Callewaert tygget sig igennem Pierre Bourdieus massive forfatterskab, han har korresponderet med Bourdieu i en årrække og sågar diskuteret forskning med ham i Paris. Jeg har brugt mit liv på at forstå og formidle Bourdieu, siger Staf Callewaert, der utvivlsomt er den person i Skandinavien, der mest nærgående har læst Bourdieu. En særlig inspirationskilde for Staf Callewaert har været Reproduktionen, der omhandler Pierre Bourdieus teori om uddannelsessystemet. En væsentlig pointe er her, at skolen bidrager til at reproducere den eksisterende sociale orden. Ressourcesvage børn bliver ikke stærkere af at blive sluset gennem skolen og gymnasiet. Snarere tværtimod, for skolen sorterer på et tidligt tidspunkt de svage fra og styrker de stærke. MAN KAN IKKE ÆNDRE PÅ VERDEN, MEN MAN KAN HJÆLPE MED AT UDDANNE EN NY GENERATION, DER KAN SE KLART. Det er dyster læsning, men Pierre Bourdieus egen skæbne er et eksempel på, at magtbalancen kan forskydes. Han voksede selv op i et fattigt hjem i en landsby og endte som anerkendt professor i Paris. Der er mange paralleller til Staf Callewaert, som også kommer fra små kår, er blevet professor, har boet og forsket i Afrika og engageret sig i samfundsdebatter. Jeg er næsten lige så rasende som Bourdieu, siger Staf Callewaert, og måske er det faktisk den største lighed mellem mesteren og disciplen. Vi er begge opkomlinge fra små kår, der er blevet professorer. Og det skal bruges til noget, for at det bliver rigtigt. Min forpligtelse er at fortælle omgivelserne, hvad det er for en verden, vi lever i. Man kan ikke ændre på verden, men man kan hjælpe med at uddanne en ny generation, der kan se klart, siger Staf Callewaert. Da Staf Callewaerts glødende interesse for Bourdieu tog fart, var Bourdieu forholdsvis ukendt i de skandinaviske pædagogiske JEG ER NÆSTEN LIGE SÅ RA- SENDE SOM BOURDIEU forskningsmiljøer, som især tyede til kritisk teori og Jürgen Habermas. Men det lykkedes Staf Callewaert at introducere en skare studerende og forskere til Bourdieus tanker fra 1970 erne og fremefter, og i 1980 erne holdt Staf Callewaert mange voldsomt populære speciale- og ph.d.-kurser om Bourdieu på Københavns Universitet og i Viborg i samarbejde med docent Karin Anna Petersen. I 1980 erne kom der også en ny bølge af arbejder påvirket af Bourdieu og en række monografier og oversættelser. I 1990 erne voksede interessen for Bourdieu støt, og i dag er Pierre Bourdieu en af de mest citerede sociologer, ikke mindst inden for det pædagogiske område. En undersøgelse foretaget af Asterisk og Danmarks Pædagogiske Bibliotek (DPB) viser eksempelvis, at Pierre Bourdieu er den person, som der er flest artikler om i Artikelbasen, og han er den person, som DPB s brugere søger mest efter (se artiklen Teori og mode s. 10-12). Ifølge Staf Callewaert hænger Bourdieus popularitet sammen med hans kolossale forfatterskab, som favner bredt, både empirisk og videnskabsteoretisk. Men når Bourdieu slår igennem i 1980 erne i Skandinavien, skyldes det også, at hans teoretiske univers er et legitimt gemmested for de samfundskritiske. For at sige det simpelt jeg tror, det er for simpelt men: Med Bourdieu kunne man være radikal uden at være marxist. I takt med at marxismen blev forkert, kunne man søge til Bourdieu, hvis man stadig ville være samfundskritisk uden at være marxist. Og der er tilsyneladende stadig flere, der gerne vil være samfundskritiske. Staf Callewaert mener, at den største trussel mod Bourdieus teoriparadigme er, at forskning i dag skal være direkte brugbar. Der skal så at sige være en lige linje fra forskning til faktura. Men det kræver en enorm investering at blive kyndig. Der er ingen hurtige point at score, når det handler om Bourdieu, siger Staf Callewaert. Af Camilla Mehlsen (cme@dpu.dk)
20 HJERNERNES STJERNER DEWEY LEVER MED SINE TEORIER I PRAKSIS FOR MIG ER DET OGSÅ VIGTIGT, AT DE PERSONER, SOM ER STORE RENT TEORETISK, OGSÅ ER STORE SOM PERSONER, SIGER PRO- FESSOR BENTE ELKJÆR, DER I FLERE ÅRTIER HAR STUDERET JOHN DEWEYS FILOSOFI Ordet teori kommer fra det græske the-oria, som henviser til * en betragten. En teori er i princippet objektiv, men det kan være vanskeligt at fjerne betragteren, der står bag en betragten. Når det gælder den amerikanske filosof John Dewey, er det nærmest umuligt at fjerne betragteren fra hans filosofi. John Deweys teoretiske fundament hører under pragmatismen, som kort fortalt går ud på, at det, som fungerer i praksis, er den korrekte opfattelse af virkeligheden. I den brede offentlighed er John Dewey kendt for at stå bag erfaringspædagogikken med slagordet learning by doing et slagord, som til tider også kaldes for learning by Dewey. DEWEY ER EN STOR PERSON, FORDI HAN HAR LEVET SIN TEORI Professor Bente Elkjær fra Danmarks Pædagogiske Universitet har studeret John Deweys teorier i mange år og oplevet, hvordan personen John Dewey umærkeligt glider sammen med hans tanker. Da jeg for alvor begyndte at læse om Deweys teorier i slutningen af 1980 erne, skete der det, at jeg blev så optaget af hans liv. Jeg læste i mange oversigtsværker, at hans personlige liv hang meget sammen med hans teorier, og da jeg læste om hans liv, blev jeg fanget ind af den ene biografi efter den anden. Det var virkelig spændende. Han udviklede sig fra at være klassisk filosof til at være mere og mere en samfundsorienteret filosof, der blandede sig i livet og i den politiske verden. Han har rejst rundt i Sovjetunionen og Asien og er kendt i Kina. Det lyder måske ikke usædvanligt, men jeg synes virkelig, det var spændende, siger Bente Elkjær. Egentlig begyndte hun at læse John Dewey for at få udfyldt nogle af de huller, hun kunne se, der var inden for praksislæring, blandt andet var litteraturen om praksislæring ikke god nok til at skelne læring fra socialisation eller til at forstå, hvordan praksis kan ændres. Bente Elkjær studerede på det tidspunkt, hvordan mennesker skaber mening af det udbytte, de får gennem arbejdsrelaterede kurser. Jeg så, at kursusdeltagerne ikke bare skabte mening inde i deres hoveder, men også i relation til deres arbejde og til deres liv. Det var baggrunden for, at hun gav sig i kast med John Dewey og hun blev så opslugt, at hun siden har brugt masser af timer på at studere hans værker og person, blandt andet på University of Berkeleys bibliotek i San Francisco og på John Dewey Center i Illinois. Bente Elkjær blev blandt andet fascineret af, at John Dewey i slutningen af 1800-tallet etablerede en Eksperimentskole i Chicago, hvor han forsøgte at afprøve nogle af sine teorier. Dewey tænker ikke bare sine teorier. Han lever med sine teorier i praksis, siger hun. For mig er det også vigtigt, at de personer, som er store rent teoretisk, også er store som personer. Dewey er en stor person, fordi han har levet sin teori. Han har engageret sig med sine teorier i samfundet. Han forsvarede for eksempel USA s indtræden i Første Verdenskrig, og det fik han mange fjender på halsen af, heriblandt Jane Addams, den første amerikanske kvindelige nobelprismodtager. Da Anden Verdenskrig så kom, mente han faktisk indtil bombningerne af Pearl Harbour, at USA skulle holde sig ude. På en måde var han en person, som både blev skældt ud fra højre og fra venstre. Fra venstrefløjen blev han skældt ud for ikke at være marxist, og fra højrefløjen blev han skældt ud for at være for venstreorienteret. Men han havde samtidig også en immunitet og var vellidt af nærmest alle parter, siger Bente Elkjær. John Deweys samfundsengagement viser sig også ved, at han i en alder af 78 år var formand for Undersøgelseskommissionen, der styrede anklagerne mod Trotsky ved Moskvaprocesserne i 1930 erne. Han taler til folk, som er kritiske, men ikke er til den store fortælling, som for eksempel marxismen tilbyder. På en måde tager Dewey over fra marxismen, og det kan være med til at forklare, hvorfor han bliver udbredt hos blandt andre samfundsvidenskaberne, siger Bente Elkjær. I de sidste par år har der også været øget fokus på John Dewey i den danske litteratur. John Deweys hovedværk Demokrati og uddannelse udkom for første gang på dansk i 2005, cirka samtidig med to andre udgivelser om Dewey: Svend Brinkmanns John Dewey. En introduktion og Bente Elkjærs Når læring går på arbejde et pragmatisk blik på læring i arbejdslivet. Spørgsmålet er, om John Deweys popularitet fortsat vil stige. Bente Elkjær er tøvende med at give et bud. Måske fordi hun om nogen ved, at betragteren er en del af en betragten. Man tror altid, at det, man selv interesserer sig for, vokser, for man synes jo, det er så vanvittigt spændende, men man ved det jo ikke, siger Bente Elkjær. Af Camilla Mehlsen (cme@dpu.dk)