Omfanget af kristne værdier i daginstitutionernes kulturformidling

Rapport Omfanget af kristne værdier i daginstitutionernes kulturformidling Udarbejdet af Kolding pædagogseminarium, Jørgen Boelskov Menighedernes Daginstitutioner, Birgit Boelskov Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster, Finn Rosenberg Menighedernes Daginstitutioner 2002

Rapport: Omfanget af kristne værdier i daginstitutionernes kulturformidling Udarbejdet af Kolding pædagogseminarium, Jørgen Boelskov Menighedernes Daginstitutioner, Birgit Boelskov Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster, Finn Rosenberg Udgivet af Menighedernes Daginstitutioner 2002 Forfatterne og Menighedernes Daginstitutioner Layout Grafisk Himmel Tryk Aasted, Egedal & Filipsen Oplag 1.000 Forsidetegning børn i Utterslev kirkes Børnegård ISBN 87-90323-25-4 Menighedernes Daginstitutioner Enghavevej 31 1 1674 København V Tlf. 3324 8100

Indhold Forord................................................... 5 Resumé.................................................. 7 1. Kultur og religion Lov om Social Service 8 stk. 5...................................... 9 Kultur.................................................. 10 Kulturformidling eller indoktrinering?................................. 12 Tvivlen. Sekularisering og Guds død?.................................. 13 Religion det medfødte og det tillærte.................................. 15 Religion er en af det danske samfunds hjørnesten også i dag..................... 15 Folkekirkens historie og betydning for samfundet i dag på det formelle plan............. 15 Folkekirkens formidling af trosindhold på det formelle plan...................... 16 Folkeskolens og gymnasiets formidling af trosindhold på det formelle plan.............. 16 Pædagoguddannelsens forhold til religion- og etik undervisning.................... 17 Den historiske baggrund......................................... 17 Overvejelser om baggrunden for religionens placering i daginstitutionen................ 18 Religionens profil i dag sekularisering eller privatisering?...................... 20 Danskernes tro og værdier........................................ 21 2. Undersøgelsen Metode.................................................. 25 Spørgsmålene.............................................. 25 Vi spurgte lederne........................................... 26 Baggrundspørgsmål, som vi udelod................................... 26 Svarprocenten er høj.......................................... 26 Gruppering af spørgsmålene...................................... 28 Musik.................................................. 28 Drama................................................. 29 Værkstedsfag.............................................. 30 Kristne religiøse værdier generelt................................... 31 Julefejring............................................... 33 Øvrige spørgsmål............................................ 37 Det generelle aktivitetsniveau..................................... 39

3. Konsekvenser af undersøgelsen Uddannelsen.............................................. 41 Børn i kirkens regi........................................... 41 Børn i institutionernes regi i møde med kirken............................ 42 Forslagene i korthed.......................................... 43 Den sociale lovgivning Pædagoguddannelsen Institutioner Folkekirkens ansatte 4. Forslag til pædagogisk praksis Eksempel 1: Årsplan og virksomhedsplan............................... 44 Eksempel 2: Bibelske fortællinger og deres brug............................ 44 Dramatisering............................................. 45 Eksempel 3: Kirkevandringer...................................... 46 Når fortællingen får fødder at gå på................................... 46 Eksempel 4: En kirkemusikalsk legestue................................ 47 En smuk oplevelse på højt kunstnerisk niveau............................. 48 Den kirkemusikalske legestue..................................... 49 5. Om rapportens forfattere Menighedernes Daginstitutioner, Birgit Boelskov........................... 53 Kolding Pædagogseminarium, Jørgen Boelskov............................ 54 Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster, Finn Rosenberg...................... 55 6. Litteraturliste........................................... 56 Bilag: Spørgeskemaet........................................... 58

Forord Den rapport, som her foreligger, er resultatet af et tværfagligt samarbejde mellem Kolding Pædagogseminarium, Menighedernes Daginstitutioner og Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster. Formålet med rapporten er at undersøge, i hvilken grad kristne og andre religiøse værdier er medtænkt i daginstitutionsledernes forståelse af kulturelle værdier? Vil aktiviteter med religiøst indhold forekomme i dagtilbudene ud fra den begrundelse, at det bidrager til at give børnene forståelse for kulturelle værdier? Tidsmæssigt er rapporten aktuel af tre grunde. For det første har Socialministeriet nedsat en arbejdsgruppe, der skal dokumentere og belyse om og hvordan formålsbestemmelsen er blevet implementeret på kommune- og institutions- og brugerniveau, om og hvordan formålene er blevet udmøntet i praksis i dagtilbudene samt om og hvordan formålsbestemmelsen har bidraget til kvalitetsudvikling på dagtilbudsområdet. For det andet arbejder socialministeren med spørgsmålet om, hvorledes man kan give kommunerne nogle redskaber til brug i arbejdet med små børns læringsprocesser. En national læreplan har været nævnt, men konkrete planer er der dog (endnu) ikke fremkommet herom. Derimod er der afsat midler til forsøgsudvikling i forhold til kvaliteten af det pædagogiske indhold i daginstitutionerne og til udarbejdelse af en læringsguide. For det tredje har den nuværende pædagoguddannelse rundet sit 10 års jubilæum, og et eftersyn i den anledning er forventeligt. Spørgsmålet om religions placering i samfundet er top-aktuelt. Vi finder, at det er af overordentlig stor betydning, at pædagoger forholder sig professionelt: bevidst og åbent hertil. Vi håber, at rapporten kan være en hjælp hertil. Ole Sauvr Ejgil Bank Olesen Eberhard Harbsmeier Rektor Holmens provst, formand Rektor Kolding pædagogseminarium Menighedernes Daginstitutioner Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster 5

Resumé Rapportens formål er at afdække, i hvilken grad kristne og andre religiøse værdier indgår i daginstitutionernes fortolkning af 8 stk. 5 i Lov om Social Service: Dagtilbudene skal medvirke til at give børn forståelse for kulturelle værdier og for samspillet med naturen. Den kvalitative del af rapporten diskuterer religion i forhold til kulturbegrebet, til indoktrinering og til sekularisering, og konkluderer, at religion og kristendom er en af den nutidige danske kulturs hjørnesten. Undervejs beskrives religionens placering i folkekirkens, folkeskolens, gymnasiets og pædagoguddannelsens undervisning. Ligeledes opridses kort religionens profil i dagens Danmark med reference til nutidige undersøgelser af danskernes tro og værdier. Rapportens anden del redegør for resultaterne af et udsendt spørgeskema, hvor 12 spørgsmål knytter sig til aktiviteter, der formidler kulturelle værdier relateret til tre af pædagoguddannelsens aktivitets- & kulturfag: Musik, drama og værkstedsfag. 4 spørgsmål knytter sig til generelle kristne aktiviteter, 8 spørgsmål knytter sig til juleaktiviteter i både kristen og verdslig fortolkning. Derudover spørges til hensyntagen til religiøse spisevaner, fejring af ramadan og lanternefest. Spørgeskemaet udsendtes til ialt 350 institutioner fordelt mellem 106 jyske daginstitutioner, 122 kommunale institutioner i København og Frederiksberg og endelig til 122 storkøbenhavnske institutioner knyttet til Menighedernes Daginstitutioner. Svarprocenten er høj, 76%, men ujævnt fordelt mellem undersøgelsens grupper. Der refereres derfor kun sammenhænge med en høj signifikans (p=0.01). Undersøgelsen viser, at hvis en institution er meget aktiv på eet af de tre seminariefags områder (musik, drama, værkstedsfag), er der stor sandsynlighed for, at man også er det på de andre to områder. Derimod var der ikke sammenhæng mellem de religiøse aktiviteter og aktivitetsniveauet iøvrigt. Hovedparten af de adspurgte institutioner pynter op til påske og jul. Hvis en institution udover jul og påske inddrager kristne elementer i praksis, vil det i overvejende grad dreje sig om de tre andre undersøgte kristne aktiviteter: lejlighedsvis synger sange med et kristent indhold, læser fortællinger med et bibelsk indhold eller af og til tager børnene med i kirke. At gennemføre aktiviteter med et kristent kulturelt indhold er derfor ikke knyttet til, om man hører til i gruppen af særligt aktive. Det afgørende er, om man i det hele taget medtænker religion i institutionens kulturforståelse. 7

Undersøgelsen viste i øvrigt, at der hvor pædagogerne har særlige forudsætninger inden for et felt, f.eks. selv behersker et musikinstrument, er der stor sandsynlighed for, at de inddrager specialister til at støtte netop disse aktiviteter (hvis man f.eks. ansætter en musiklærer, er det næsten sikkert, at en pædagog i institutionen behersker og bruger et musikinstrument i det daglige arbejde). Man kompenserer altså ikke for egne færdigheder, man supplerer dem. Når det drejer sig om religiøse udtryk, er menighedsinstitutionerne som forventeligt mest aktive, men religiøse udtryk er også almindelige i de to andre institutionsgrupper. Folkekirkens to store festperioder markeres som en selvfølgelighed. Kristne fortællinger, sange og optrin bruges bredt. Kirkebesøg er populære. Det multikulturelle og religiøse samfund er endnu fremtid, men holdningen til andre religioners religiøse udtryk er åben og lyttende. Undersøgelsen foreslår, at man i lovgivningen præciserer, at religion/ kristendom /kirke hører med til de kulturelle værdier, som institutionerne skal formidle. Vi foreslår, at man i pædagoguddannelsen bevidstgør undervisere og studerende om vigtigheden af at opsøge information om religion, kristendom og kirke og bruger denne information. I rapportens sidste del gives et eksempel på, hvorledes de religiøse værdier er indarbejdet i institutionens virksomhedsplan. Desuden gives der fire eksempler på mulig praksis og daginstitutionerne opfordres til at tage kontakt med den lokale sognekirke om besøg af præst, organist eller sognemedhjælper m.fl. eller om at aflægge besøg i kirken. Folkekirkens ansatte opfordres på deres side til at tage kontakt til sognets institutioner og tilbyde sig som støtte i lighed med den eksterne musik- eller billedkunstlærer. 8

1. Kultur og religion Lov om Social Service 8 stk. 5 Alle danske dagtilbud, det være sig kommunale eller selvejende, har deres lovgrundlag i Lov om Social Service (LSS) og skal i deres daglige praksis leve op til lovens formålsparagraf: 8. Paragraffen deles i 5 stykker. Stykke 1 fastslår kommunernes ansvar for mål og rammer. Stk. 2 fastslår både vigtigheden af omsorg for barnet og samarbejdet med forældrene om at bibringe barnet sociale og almene færdigheder som hovedmål. Stk. 3 understreger, at der skal være aktiviteter, der stimulerer fantasi, kreativitet og sproglig udvikling, ligesom der skal være rum for leg, fysisk udfoldelse, samvær og udforskning af omgivelserne. Stk. 4 omhandler det særligt skandinaviske syn på barnets medbestemmelse og medansvar/evner til at indgå i forpligtende fællesskaber. Stk. 5 rejser kravet om, at barnet skal bibringes forståelse for kulturelle værdier og samspillet med naturen. Til 8 i LSS knytter der sig en udførlig vejledning (vejl. 53 af 6/3 1998), hvor de 4 første stykker bliver forklaret med yderligere uddybninger i tillæg til vejledningen af 14. juni 2001 og 4. december 2001. Kun stykke 5 er meget sparsomt omtalt i vejledningen: Dagtilbudet skal som led i det daglige arbejde give børnene mulighed for forståelse for dansk kultur i bred forstand samt en forståelse for andre kulturer, som børnene møder i deres dagligdag. (vejl. 53 af 6/3 1998) I lyset af, at kultur, og dermed kulturelle værdier, ikke er noget, der endegyldigt kan defineres, er det forståeligt nok, at ministeriet holder sig beskedent tilbage fra at uddybe, hvad folketinget kan mene med 8 stk. 5. Det må imidlertid undre, at de øvrige bestemmelser om medansvar, forældresamarbejde etc. uddybes, idet de formodentlig også skifter indhold med hensyn til tid og sted. 1 Det efterlader under alle omstændigheder et meget væsentligt krav til dagtilbudene om selv at definere, hvordan kultur skal forstås i denne sammenhæng. 1 jvf. Birgit og Jørgen Boelskov: Forældresamarbejdets etik. Artikel i Agnete Engberg: Etik og Pædagogik. Billesøe og Baltzer, København 1984 9

Pædagogerne er da også uddannede til at formidle netop kulturelle værdier. I pædagoguddannelseslovens 1 stk. 2 står: at den studerende tilegner sig forudsætninger for gennem arbejdet at kunne fastholde, formidle og udvikle kulturelle værdier, også i forhold til mennesker med en anden sproglig og kulturel baggrund, Man må derfor formode, at pædagogerne med de aktiviteter, som de leder i daginstitutionerne (jvf. LSS stk. 3), er kvalificerede til at give børnene forståelse for kulturelle værdier, og at pædagogerne er trænede i at både afgøre, hvad der er kulturelle værdier, og hvordan forståelsen for disse formidles. Folkeskoleloven fra 1993 taler i sin formålsparagraf om formidling af dansk kultur, og i bemærkningerne til lovforslaget stod der som uddybende kommentar: herunder kristendom. Kristendom er altså her et kulturelt begreb. Hvis det gælder for folkeskolen gælder det så også for dagtilbud, f.eks. børnehaver? Hvad mener institutionsledere om det? Kultur Børn skal have mulighed for at forstå kulturelle værdier. Men hvordan? Og hvad er i det hele taget kultur? Selve ordet kultur betyder den dyrkede verden til forskel fra naturen, men kultur kan jo både betegne finkultur som lyrik og opera og på den anden side helt generelt menneskers måder at leve på. Kultur er vaner, som den socialdemokratiske politiker og forfatter Hartvig Frisch udtrykte det. 2. Antropologen Bodil Klausen, der har en kognitiv udviklingspsykologisk tilgang, kalder derudfra kultur for sociale, kollektive repræsentationer manifesteret i sprog, tekster, ritualer etc. og som individuelle mentale repræsentationer 3. Kultur foregår på tre planer: det intra-individuelle (den enkeltes viden og erfaring danner betydnings systemer), det interpersonelle og det socialhistoriske plan 4. Kort sagt: samfundet har i forvejen sprog og traditioner, dem snakker vi fra barnsben med hinanden om og optager så indtrykkene i hver vores bevidsthed. Sociologen Anthony Giddens understreger, at denne proces ikke kun går den ene vej. Generationerne påvirker hinanden gensidigt. Og traditionstilegnelse er ikke et kapitel, der kan afsluttes, men en vedvarende proces for alle 5. Kulturformidling er altså ikke kun noget, forældre og pædagoger giver børn. Og kultur er ikke et fast endepunkt. Kultur er bevægelse og interaktion. 2 Europas Kulturhistorie, bd. 1 3 Klausen 1999: Religion og kognition s.20 4 ibid. s.20-21 5 ibid. s.24-25 10

Når man i dagtilbudenes pædagogik beskæftiger sig med børn og kultur, skelner man traditionelt mellem kultur af børn, kultur for børn og kultur med børn. Kultur MED børn Kultur AF børn Kultur FOR børn 1) I trekantens ene hjørne: respekten for barnets egne udtryksformer, kultur af børn. Børns leg først og fremmest, men også børns fabuleren, rim og remser, frække historier, tegninger, huler og venskaber. Respekten for kultur af børn er en levende tradition fra 30 ernes kulturradikale pædagogik og nu yderligere understreget af frygten for i en pluralistisk tid at tiltvinge sig definitionsmagten over, hvor andre skal hen, eller hvad der er godt for andre. 2) I trekantens andet hjørne: finkulturen, den voksenskrevne børnelitteratur incl. børnesange og børnemusik, teater, computerspil, børne tv osv. Og børnegudstjenester? 3) I trekantens tredje hjørne: kultur med børn, altså den kultur, der opstår og lever i børns og voksnes fælles liv, når grænserne mellem 1 og 2 i højst mulig grad er udviskede. Hvis trekanten skulle have en vis lighed med these- antithese- synthese tænkningen, er det utilsigtet, idet hjørnerne i praksis ofte forenes parvis. Er det f.eks. kultur for, med eller af børn, når ungerne snyder deres forældre i kortspil? Vigtigt er det at holde sig for øje, at de tre kulturformer ofte udspiller sig på en fælles arena. Når i vor barndom en mand trådte frem på skoleteatrets scene for at introducere eftermiddagens forestilling, var det oplæg til kultur for børn. Den pibekoncert og skyden med papirkugler, der derefter satte ind, var kultur af børn hvad enten den rare mand sympatiserede med dette kulturindslag eller ej. Når vi i disse to eksempler har beskrevet børnene som snydende eller råbende vilde, er det fordi man også kan opdele børnesynet sådan, at barnet enten er den lille vilde, der skal opdrages, tysses på, kultiveres, eller er den uskyldsrene, uspolerede og dermed eksempel til efterfølgelse, måske endda med henvisning til det bibelske udsagn uden at I bliver som børn 6. Ikke mindst når spørgsmålet om børn og religion bliver drøftet, skilles børnesynet her. Og set i forhold til kulturtrekanten kan man med lige så god grund se kultur af børn som det efterfølgelsesværdige, ønskværdige, værneværdige, som vi voksne ikke må ødelægge med vores uforstand og indoktrinering. 6 jnf. Matthæusevangeliet 18,3-4 11

Kulturformidling eller indoktrinering? Kristeligt Dagblad stillede i julemåneden 2001 10 skoler og 10 børnehaver spørgsmål om, hvad de gjorde ud af den kristne jul. Den 14. december kunne man på forsiden læse, at julens kristne indhold bliver nedtonet i institutionerne. Julen er en nissejul. Eventuelt kommer børnene til en gudstjeneste, men hverken pædagoger eller forældre er særlig vilde med det kristne budskab, kan man forstå på udtalelserne: S.9 siges det på denne måde: Den afkristnede jul: Vi vil gerne tro, men kristendommen må helst ikke blive for påtrængende og forpligtende i tilværelsen. Det kan blandt andet ses i skoler og børnehaver, hvor julens kristne budskab nedtones og erstattes af forbruger-jul og ufarlige nissehistorier. Tankegangen er, at ved at nedtone kristendommen til fordel for en nissejul, undgår man at støde såvel ateistiske som muslimske elever. En lidt ældre (1989) norsk undersøgelse af forholdet mellem tidlig påvirkning og senere holdning til kristendom konkluderer bl.a., at forældrenes holdning er afgørende for børnenes religiøsitet 7. Det samme gør verdens vist nok største empiriske undersøgelse af religiøs udvikling i barndom og ungdom (fra Finland) 8 Undersøgelserne bekræfter den traditionelle opfattelse, også i Danmark. I de sidste årtier har der derfor været en tilbagevendende debat om, hvem der påvirker, eller hvem der må påvirke børnene, både på det politiske og religiøse område. Lærere og pædagoger var i en overgang meget forsigtige med at indoktrinere. Ikke mindst på baggrund af indoktrinerings-debatten i 1974 i forbindelse med diskussionen omkring den nye folkeskolelovs formålsbestemmelse. Indoktrinering blev et slagord, der kunne mistænkeliggøre enhver holdningsformidling af både politisk og kulturel art. Denne debat er blevet modificeret i de senere år. Børnene opholder sig i institutioner i så mange timer, at det ansatte personale ikke kan undgå at være både opdragere og påvirkere. En daginstitution kan ikke kun danne rammerne for kultur af børn, men må nødvendigvis inddrage både for og med. I dag synes der at være enighed om, at der finder en dobbeltsocialisering sted. 9 I erkendelse heraf er der i kommunale dagtilbud blevet oprettet forældrebestyrelser, og i de selvejende daginstitutioner skal forældre have flertallet. Med denne forøgede forældreindflydelse imødekommer man behovet for at afstikke retningslinierne for, efter hvilke principper påvirkningen skal finde sted. Men når det gælder religion, så er der, som ovenfor anført, ikke hjælp fra myndighederne at hente til dette arbejde. Kan man tale om, at tvivlen nager? Eller at tvivlen kommer de indsatte børnene til gode? 7 Harbo 1989 s.177 8 Tamminen 1991 s. 317 ff. 9 Se f.eks.: Lars Dencik: Små børns familieliv s.245ff. i Dencik og Schultz Jørgensen: Børn og familie i det postmoderne samfund 12

Tvivl, sekularisering og Guds død? selve gudstroen er i krise her i landet. Hvor mange af de 84,7% af befolkningen, der er medlemmer af folkekirken, tror på, at Jesus fysisk genopstod af graven sådan som det stadig er det bærende i kirkens forkyndelse? Hvor mange af præsterne tror det? At dette spørgsmål ikke drøftes åbent, og at indre tvivl får lov at æde sjæle op, kan være den sande årsag til, at uhyggen breder sig i præstegårdene. sådan skriver dr i en leder i Information (31/5-02) i anledning af en aktuel præstesag. Bemærkningerne har intet med den konkrete sag at gøre, men viser dr s holdning. Selv om folkekirken har så stor tilslutning, kan dr umuligt forestille sig, at nogen mener noget med det, og præsterne må da også være for kloge til at tage troen alvorligt. Ikke desto mindre er der et par tusind veluddannede, engagerede præster i folkekirken. Og den langt overvejende del af befolkningen er med. Tallene er altså i orden. Men kunne man forestille sig, at de alle sammen hyklede eller tvivlede? Og betyder det, at man i f.eks. børnehaver ikke behøver at tage landets religion nr. 1, den evangelisk-lutherske folkekirke, alvorligt? Religiøs tvivl har altid været kendt. Jesus tvivlede alvorligt i Getsemane have og på korset. 10 Noget andet er tvivl på religion som sådan. I oplysningstiden (1700-tallet) blev der stillet grundlæggende kritiske spørgsmål til både kirke og bibel, og den franske revolution forvandlede spørgsmålene til et åbent oprør. Dog var der stadig tro på en eller anden form for universel samlende kraft, hvad enten man nu talte om gud, dyd og udødelighed eller om fornuften. I 1800-tallet blev der taget mere radikale skridt. I Danmark gjorde en teolog op med kirken (ikke mod dens tro som sådan): Søren Kierkegaard (d.1855) vendte sig i sine sidste, skarpe skrifter mod folkekirkens falske forståelse af kristendommen (som Kierkegaard selv mente at forstå). En kirkekritik, som siden da er blevet gentaget i mange variationer af dagspressen (bl.a. Ekstrabladet se Thranholm: Folkekirken og Ekstrabladet, s.33). Ludwig Feuerbach (d. 1872) lancerede opfattelsen om gud som et menneskeligt påfund og Fr. Nietzsche (d. 1900) proklamerede, at Gud var død og erstattet af (over)mennesket. På det politiske plan gjorde Karl Marx (d.1883) opmærksom på det farlige og skadelige ved al religion. Den bedøvede og undertrykte de små i samfundet ( religion er opium for folket ). Sigmund Freud (d. 1939) foretog et tilsvarende opgør på det psykologiske plan: Religion kan betragtes som en form for sindssyge, som mennesker kan og bør helbredes for. De religiøse forestillinger skyldes psykiske fortrængninger, faderbinding osv. I den første del af 1900-tallet var det en udbredt opfattelse blandt intellektuelle, at al naturvidenskab kunne undvære gudsforestillingen: Gud kunne ikke bruges som årsag i nogen videnskab, ja heller ikke 10 Markusevangeliet 14,36 og 15,34 13

registreres videnskabeligt. Freud var på rette spor, mente mange videnskabsmænd. Og på samme måde arbejdede de socialistiske og kommunistiske partier i Marx ånd for (og forventede) religionens snarlige sammenbrud, både på det politiske og det videnskabelige plan. Kendt er bemærkningen fra den første (sovjetiske) astronaut Gagarin, da han vendte hjem fra sin rumrejse: Jeg fandt ikke gud deroppe! Til gengæld bød de samme årtier i 1900-tallet på så ekstreme menneskelige forbrydelser (bl.a. verdenskrigene), at det heller ikke blev let at fastholde troen på menneskets godhed 11. Selv om Gud blev afskaffet, var der ingen garanti for, at mennesket og samfundet blev lykkeligt. I 1960 erne opstod en fornyet interesse i den vestlige verden for det religiøse. Især indisk præget religiøsitet med dens tolerance, mangfoldighed og meditative fordybelse tiltrak mange, især unge (jf. den berømte musikgruppe The Beatles). De nye økonomiske muligheder for at rejse ud i verden gjorde, sammen med mediernes stigende informationer om andre dele af verden, at nye religiøse forestillinger fandt vej ind i mange menneskers bevidsthed og blev blandet sammen med de tidligere religiøse forestillinger. Nogle af disse religiøse fænomener har man samlende kaldt for New Age religiøsitet. En række nyreligiøse bevægelser fik meget omtale i medierne (Scientology, Transcendental Meditation m.fl.), men har altid kun samlet forholdsvis få tilhængere. I samme periode opstod en marxistisk vækkelse blandt unge ( ungdomsoprøret ), men virkningen holdt sig ikke. I 1980 erne fik Danmark som bekendt en konservativ regering, og stemningen i samfundet i dag ser i øjeblikket ikke ud til at begunstige den politiske venstrefløj. Den marxistiske religionskritik er aftaget sammen med afviklingen af den politiske del af ungdomsoprøret. De sidste årtiers mange flygtninge og indvandrere fra muslimske lande har stillet danskerne over for en anden fremmed religion. Der er omkring 200.000 muslimer i landet p.t., hovedsagelig af fremmed herkomst. Islam har ikke hvervet mange tilhængere i landets hidtidige befolkningsgrupper. Derimod har mødet med islam gjort en række religiøse og sociale spørgsmål nærværende og givet anledning til modsigelse og modstand men også eftertænksomhed. For hvad er det egentlig vi selv står for, hvis vi vender os mod det fremmede? Terrorangrebet den 11. september og det danske folketingsvalg i 2001 har sat dette spørgsmål højt på befolkningens dagsorden. Skal islam bekæmpes eller tolereres? Hvad er fremmedhad og fremmedangst? Hvad er berettiget beskyttelse af egne værdier? Hvad er egne værdier? Hvordan med egne værdier som tolerance, ligeberettigelse og ytringsfrihed i forhold til spørgsmålet om evt. kvindeundertrykkende elementer i islam? Hvad er kristendom og hvad er humanisme i vor egen kultur? Hvor går overhovedet de nye skel? 11 Mange var efter verdenskrigene forfærdet netop over menneskenes infamitet. Freud skrev Kulturens Byrde og Britten skrev War Requiem efter den første verdenskrig. (Det forfærdede dem begge, at det dannede borgerskab trak pistolen og tvang sig selv og arbejderklassen op over skyttegravskanten i noget de vidste var et formålsløst myrderi). Milgram forskede i lydighedens dilemma. Han beviste at 83% af os er potentielle bødler. Pink Floyd sang The Wall efter 2. verdenskrig. (Det var især opdragelsen til at efterkomme ordrer der skræmte). 14

Dette spørgsmål kan også være afgørende for beslutninger i landets skoler og daginstitutioner hvad går institutionslederne ind for? Hvad vedtager bestyrelserne/forældrebestyrelserne i deres virksomhedsplaner? Hvordan kommer beslutningerne til udtryk i den daglige praksis? Religion det medfødte og det tillærte Religion er ikke tillært. Religion er, om ikke ligefrem medfødt, så dog selvoplevet. Ud fra en religionspsykologisk synsvinkel kan man nemlig hævde, at barnets religiøsitet bunder i barnets indtryk af forældrenes ansigt, øjne og hele nærhed, der danner grobund for en gudsrepræsentation (til forskel fra det senere tillærte gudsbegreb ) 12. Den tillærte religion (kultur) må optage og integrere den medfødte religion (natur). Hvis det holder stik, så er religion en del af den almindelige menneskelige udvikling. I enhver kultur indgår der en (eller flere) særlige udgave(r) af religion i menneskers bevidsthed, liv og samfund. Det er ikke et spørgsmål, om der er religion i menneskers liv og samfund; det drejer sig om, hvilke religiøse elementer, der indgår, og på hvilken måde. For religion er til på flere planer. En lidt ældre definition 13 siger, at religion har 5 dimensioner: den ideologiske (dogmer, troslære), den rituelle (religiøs adfærd i f.eks. gudstjeneste), den erfaringsmæssige (menneskers religiøse oplevelser i bred forstand), den intellektuelle (viden) og den konsekvensmæssige dimension (religionens følger for menneskers liv). Dertil kan man føje den ikke mindst vigtige: den sociale dimension, som mange i de senere årtier har beskæftiget sig med. Man kan få meget med under hatten, hvis man definerer religion som et meningsgivende symbolsystem 14. Som det følgende vil vise, er religion en vigtig del af samfundets vigtigste dannelsesprojekt, nemlig det, der foregår i folkeskolen. Hvad med hjemmene, daginstitutionerne og samfundet i øvrigt er religion ikke alligevel under afvikling? Religion er en af det danske samfunds hjørnesten også i dag Folkekirkens historie og betydning for samfundet i dag på det formelle plan Juristen Lisbet Christoffersen læser grundloven sådan, at folkekirken er en af samfundets fire hjørnesten. 15 Ifølge grundloven er der religionsfrihed i Danmark, men der er ikke religionslighed. Folkekirken har særstatus som religiøst samfund. Det har den historiske forklaring, at kristendommen har været lan- 12 Geels og Wikström, 2001 s. 144 ff. 13 Glock og Stark, 1965 s. 95 14 Geels og Wikström, 2001 s.79, jf.s.17-79 15 De andre hjørnesten er territoriet, monarkiet og magtens tredeling i lovgivende/udøvende/dømmende. Christoffersen 2001s.37 15

dets religion siden kong Harald Blåtand i midten af 900-tallet (se indskriften på Jelling-stenen: - og gjorde danerne kristne ) og siden 1536 har tilhørt den lutherske del af kristenheden. Ikke kun historisk, men også aktuelt har denne kirke tilslutning fra den overvejende del af befolkningen. Ifølge grundlovens 67 er der religionsfrihed i Danmark, men alligevel skal staten støtte folkekirken specielt. Fordi den er folkekirke ( 4). Hvilket betyder: flertalskirke. Der er altså i den forstand ikke religionslighed. 84,3% af befolkningen er medlemmer af den danske folkekirke. 16 Dåbsprocenten for fødte i 2002 var 77,2, hvilket svarer nogenlunde til antallet af konfirmerede. Procenten af døde, der bliver kirkeligt begravet, er på 92%. 17 Folkekirken står for en række almene samfundsopgaver: registrering af befolkningen, drift af kirkegårde og vedligeholdelse af kirkebygninger. Folkekirkens formidling af trosindhold på det formelle plan Folkekirkens formidling af trosindhold varetages dels af forældrene til de døbte børn, dels af de ansatte, især præster og sognemedhjælpere (naturligvis med hjælp af frivillige, bl.a. de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer). Folkekirkens ansattes trosformidling finder sted gennem gudstjenester og kirkelige handlinger (dvs. dåb, konfirmation, bryllup og begravelser) undervisning af konfirmander (og i ca.1/3 af landets sogne: desuden af minikonfirmander, børn i ca.10 års alderen) sjælesorg (præstens samtaler, f.eks. i forbindelse med begravelse) I præsternes uddannelse og efteruddannelse indgår disse fagområder. Sognemedhjælperne kan have forskellig faglig baggrund (der er ikke en enkelt obligatorisk kirkelig uddannelse), men er forpligtet på efteruddannelse. Folkeskolens og gymnasiets formidling af trosindhold på det formelle plan Et medlemskab af folkekirken er som bekendt en privatsag eller, om man vil, en trossag. Religion er imidlertid ikke altid en privatsag i Danmark. Tværtimod indgår den som en del af samfundets dannelsesprojekt med den opvoksende generation fra ca. 7 til18 år. Religion og/eller kristendom indgår nemlig både formelt og reelt i folkeskolen og i hf og gymnasiet. Med hensyn til formidling af folkekirkens trosindhold giver folkeskolen delvis og indirekte en hjælpende hånd med. Ganske vist har folkeskolen siden 1975 ingen formelle bindinger til folkekirken, men af kulturelle grunde bibeholdes faget kristendomskundskab/religion med ca. 1 time om ugen i 8 af de 9 år, hvor der er undervisningspligt. Det er en delvis og indirekte hjælp til folkekirken, idet eleverne får en del basisviden om bibelske fortællinger, kirkehistorie og kirkeliv før og nu. Men undervisningen har et kulturelt sigte og går ikke ud på at gøre eleverne til bevidste kristne, kirkegængere el.lign. 16 pr.1.januar 2002 Nyt fra Danmarks Statistik, Kirkestatistik 2001, s.1 17 Kirkestatistik 2001 16

Folkeskolens eget værdigrundlag fremgår bl.a. af folkeskolelovens 1 stk.3, der siger, at undervisningen og skolens dagligdag bygger på åndsfrihed, ligeværd og demokrati, ligesom der opridses overordnede formål for, hvad man vil med eleverne: medvirke til, at de udvikler deres evner, så de bliver åbne, oplyste, vidende og ansvarsbevidste borgere i et land med frihed og folkestyre. I bemærkningerne til folkeskoleloven hed det, som tidligere nævnt, at lovens formål om at formidle dansk kultur indbefatter kristendom. I faget kristendomskundskab/religion (faget hedder religion i 8.-9.klasse) er det formålet, at eleverne erkender og forstår, at den religiøse dimension har betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og for dets forhold til andre ( 1 stk.1). De skal ikke kun lære, at religion er noget, der foregår i andre lande og i fortiden; eleverne skal møde kristendommen også i nutidig sammenhæng. Det drejer sig ikke om neutral formidling af kristendomskundskab. Som sagt skal eleverne erkende og forstå den religiøse dimension i livet. Altså, at det er noget betydningsfuldt. Og sammen med andre påvirkninger skal den religiøse dimension være med til at give eleverne grundlag for personlig og ansvarlig stillingtagen og handling over for medmennesket og naturen ( 1 stk.3). Faget er altså ikke neutralt, og man kan heller ikke kalde folkeskolens kristendomsundervisning for oplysende/kundskabsformidlende til forskel fra kirkens forkyndende undervisning. Skolen engagerer børn i religion ligesom kirken omvendt har et omfattende oplysende arbejde. Faget er altså vigtigt, men det er ikke eksamensfag. Ligesom det er muligt at blive fritaget for faget. Fritagelsesparagraffen er historisk set en arv fra 1800-tallets politiske, nationale og religiøse frihedsrøre, hvor bl.a. de religiøse vækkelser ønskede et religiøst frirum (fx var det en grundtvigsk opfattelse, at troen ikke var nogen skolesag). Seminarieuddannelsen for folkeskolens lærere indeholder derfor også uddannelse i at varetage faget kristendomskundskab/religion. Landets gymnasier har tilsvarende faget religion på skemaet, men kun i 3 G. Faget indgår også i hf s pensum. Faget er eksamensfag i hf og i gymnasiet. Pædagoguddannelsens forhold til religion- og etik undervisning Hvis man derimod ser på pædagoguddannelsen, optræder kristendomskundskab/ religion ikke som fag, hverken i teori eller praksis. Det kan fortolkes negativt: kristendomskundskab/religion kommer ikke uddannelsen ved. Eller positivt: kristendomskundskab/religion er et emne, der kan tages op efter behov i alle fag og sammenhænge under uddannelsen. Den historiske baggrund Religion (i.e. kristendomskundskab) har kun været i ét seminariums fagplan. Underviserne på de to første seminarier (hhv. 1885 og 1906) underviste ikke direkte i religion eller kristendomskundskab de første 50 år. Men i metodeundervisningen på Frøbelseminariet underviste Julie Rudolph i pligtlære (Bauer 1906), og her instrueredes eleverne i, hvorledes de skulle formidle religiøse værdier til børnene 17

på linie med andre kulturelle værdier 18. På Fröbelhøjskolen har tonen i undervisningen været af mere forkyndende art og kristendomskundskab har indgået i undervisningen i flere fag 19, men ikke som selvstændigt fag. Det tredie seminarium fra 1926 ( Kursus for småbørnspædagoger) har ikke interesseret sig for religion 20 ; medens det 4. seminarium fra 1933-56 (Jysk Børnehaveseminarium) indførte kristendomskundskab som fag i årene 1934 til 1952. 21 Faget bestod nærmest af 10 forelæsninger holdt af seminariets rektor, men på det eksamensglade JBS eksaminerede man skam i faget 22. Faget indgik ikke i den fælles platform, der fremkom i 1948 efter flere års drøftelser mellem rektorerne og overinspektør Skærbæk 23. I arbejdet op til 1953-betænkningen om indholdet i pædagoguddannelsen drøftede man et fag religion/etik 24, men blev enige om, at disse temaer rettelig indgik i pædagogikfaget. Samme argument nævner Jens Sigsgaard som udslagsgivende for drøftelserne i forbindelse med oprettelsen af den 3-årige pædagoguddannelse i 1970. Derimod indførtes en etik-uge i uddannelsen, som bortfaldt i revisionen af uddannelsen i 1985 25. Indholdet af de forskellige seminariers etik-uge er ikke undersøgt, og der findes efter vor viden hverken offentligt tilgængelige planer eller indholdsbeskrivelser. I sin meget grundige gennemgang af uddannelsen fra 1953 til 1980 erne med særligt henblik på pædagogikfagets indhold, nævner Margit Thomsen ikke religiøse temaer overhovedet 26. Kim Larsen har videreført dette arbejde op til vort århundrede, og også han går detaljeret ned i undervisningstemaerne for især pædagogikfaget uden at finde spor af religion eller kristendomsundervisning 27. Overvejelser om baggrunden for religionens placering i daginstitutionen Det er ejendommeligt, at den religiøse dimension ikke tilgodeses officielt i barnets første leveår, og at de ansatte heller ikke uddannes direkte til det. Derved adskiller daginstitutionerne for de mindste børn sig, som det fremgår ovenfor, fra de institutioner, der tager over, når barnet er 6-7 år. Det kan være, uddannelsesstederne mener, børnehavebørn er for små til, at pædagogerne behøver at have viden om religiøse værdier og kundskab om, hvorledes de formidles. Denne holdning kan måske basere sig på en forståelse af religiøse værdier som noget, man skal have et vist kognitivt niveau for at kunne værdsætte. For det første baserer dette argument sig på en forståelse af intelligens, der indskrænker kognition til en rent logisk/matematisk intelligensforståelse. Det synspunkt problematiseres 18 J. Boelskov 1985 s. 43 19 Koch 1921 20 J. Boelskov 1985 s. 56-57 21 Christiansen 1943, J. Boelskov 1985. 22 J. Boelskov 1895 s. 59 23 Raknes 1983 24 J. Boelskov 1985 s. 39 25 Kim Larsen 2000 s. 54-57 26 Thomsen 1983 27 Larsen 2000 18

kraftigt af Howard Gardner 28, for det andet er forbindelsen til de kognitive færdigheder ikke helt så entydig. 29 Religion er langt snarere en integrerende faktor i personligheden. Oddbjørn Evenshaug og Dag Hallen citerer Fowler for, at menneskets personlighed er baseret på tro og tillid 30, hvilket understøttes af Eriksons begreb: Basic trust 31 som det allermest grundlæggende element i den personlige udvikling. Stern er her på linie med både Fowler og Erikson i beskrivelsen af det gryende selv 32. Religiøse værdier indgår altså som en væsentlig del af det lille barns personlighedsdannelse, og i den tidligste pædagoguddannelse indgik formidling af disse værdier som nævnt også i pædagoguddannelsen. I forbindelse med reformpædagogikkens overvældende dominans i pædagoguddannelsen fra ca. 1948 til 1970 erne 33 bliver disse værdier henvist til enten at indgå som en del af pædagogikfaget (Hvor det lader sig ikke efterspore i to meget grundige undersøgelser) eller den såkaldte etik-uge, der var en del af uddannelsen fra 1970, men som ophørte 1985. 34 Man kan kun gisne om grunden til, at religion/kristendomsundervisning glider ud af pædagogundervisningen. Kan man antage, at seminarierne og lovgiverne i sidste halvdel af 1900 -tallet mente, at netop de religiøse værdier er den slags kulturelle værdier, som man skal skåne daginstitutioners børn for fordi det er for privat et område? Da man i 1990-91 forberedte den 3 1 2 årige pædagoguddannelse og sendte lovforslaget til høring, skrev den daværende formand for Menighedernes Daginstitutioner, N.C. Bartholdy til ministeriet i brev af 18/1 91 bl.a.: For det andet henvendte Menighedernes Daginstitutioner sig den 15.3. 1990 til udvalget vedr. fremtidige pædagoguddannelser med en opfordring til at genindføre undervisning i religion/etik og religionshistorie som selvstændigt fag eller foredragsrække. Vi ser ikke, at vor henvendelse har haft nogen indflydelse. Vi føler os overbeviste om, at man i de kommende årtier i stadig stigende grad i den offentlige diskussion og mennesker imellem vil se, at spørgsmål om religion/etik vil blive drøftet. Og vi ser ingen grund til, at pædagoguddannelsen allerede fra starten skal være bagud for udviklingen på dette punkt. Ministeriet svarede heller ikke på denne henvendelse, så det kan ikke afgøres, hvilke argumenter, der ligger bag den nuværende uddannelses udelukkelse af religiøse værdier fra de kulturelle værdier, som der i uddannelsens 1 stk. 2 lægges megen vægt på. Jorun Fougner taler om en religiøs børnediskriminering 35. Og påpeger, at når man fravælger religiøse værdier, er man netop ikke mere neutral, end når man tilvælger disse værdier. Hun sammenligner den voksne, der ikke vil påvirke, og derfor heller ikke vil præsentere barnet for de kulturelle værdier, der 28 Gardener 1999 29 Jvf. Hedegaard Hagensen og Gottfred Jensen i Rosenberg (red) 2000 s14 30 Evenshaug/Hallen1989 31 Erikson 1965 32 Stern 1999 33 Hemmingsen og Nielsen 1984 34 Larsen 2000 s. 57 35 Fougner 1989 s. 22 19

knytter sig til religionen, med den voksne, der ikke ved, hvilket af de europæiske sprog, som kommer til at være vigtigt, når barnet er voksent og som derfor undlader at tale med barnet. (ibid) Den manglende officielle bevidsthed om kristendom og religion i landets daginstitutioner for mindre børn og i uddannelsen af de ansatte i institutionerne kunne kaldes en larmende tavshed. Denne tavshed er ekstra påfaldende i en tid, hvor det multikulturelle og multireligiøse er dagligdag i landets institutioner. Med hvad ret holder man f.eks. jul, når der er muslimske børn, og hvorfor højtideligholder man ikke den muslimske fastemåned ramadan? Og hvordan skal institutionens madpolitik være? Disse og mange andre spørgsmål finder ofte en konkret, lokal løsning, men det er betænkeligt, at pædagogerne ikke i deres uddannelse har faglig baggrund for at reflektere over disse emner. Det er ikke ualmindeligt, at vi som undervisere og censorer i pædagoguddannelsen i disse år træffer på opgaver, hvor de studerende har inddraget en diskussion af muslimske værdier. Vi kender også til enkelte eksempler på, at seminarielærere har undervist i religiøst stof udenfor et folkekirkeligt grundlag (islam, nyreligiøsitet, shamanisme etc.); men undervisning i at formidle forståelse for kulturelle værdier, fortolket som kristne værdier, kender vi ikke til. Religion kommer på dagsordenen, hvad enten man vil eller ej, når der er muslimske børn i en institution. Men religion er heller ikke fraværende eller uvedkommende blandt de døbte børn, som det her skal skitseres. Religionens profil i dag sekularisering eller privatisering? Filosoffer og sociologer har beskæftiget sig med religionens ændrede rolle i samfundet og talt om sekularisering. Udtrykket betød oprindeligt: kirkens gods bliver overtaget af de verdslige, sekulare myndigheder. Det skete f.eks. på reformationstiden, i Danmark i 1536. Den bevidsthedsmæssige sekularisering, der er skildret i kortform i afsnittet Tvivlen. Sekularisering og Guds død?, er en anden form for sekularisering. En tredje form for sekularisering er samfundets overtagelse af kirkens oprindelige arbejdsopgaver, social omsorg, hospitaler, undervisning m.v. Denne sekularisering er ikke konsekvent gennemført, men er dog så mærkbar, at kirkefolk i flere årtier talte om, at kirken egentlig kun havde én opgave, nemlig forkyndelsen. I dag lægges der dog i ord og i praksis mere og mere vægt på den kirkelige undervisning, på dennes relationer til skolens religionsundervisning, på sjælesorg samt på den sociale, omsorgsprægede ( diakonale ) del af kirkens liv. Nyere undersøgelser tyder ikke på, at hypotesen om bevidsthedsmæssig sekularisering holder stik. Derimod kan man betegne danskernes religiøsitet med udtrykket religiøs privatisering 36. Af to vigtige grunde: fordi danskerne opdrages til at være demokrater og fordi de har en større horisont end no- 36 Gundelach (red.): Danskernes Værdier 1981-1999 s. 96-97 20