1 Nollund Kirke. Fredag d. 29. marts 2013 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til langfredag, Mark. 15,20-39. 1. tekstrække. Salmer. DDS 193 O hoved, højt forhånet (gerne Hasslers mel.). DDS 197 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!. - - - DDS 502 Jeg har en angst som aldrig før (Egil Harders mel.). DDS 192 Hil dig, Frelser og Forsoner! (Hoffmans mel.). Tekstlæsninger. Es. 52,13-53,12; Mark. 15,20-39.
2 Prædiken. Sygehuspræsten ved Aalborg Sygehus, Ruth Østergaard Poulsen, har udgivet en lille bønnebog. 1 Hun har skrevet den for at sætte ord på de tanker og følelser, der kan fylde de indlagte patienter. Mange af disse er alvorligt syge; en del tilmed døende. Når man ligger i en hospitalsseng, fuld af uvished og tanker, man måske aldrig tidligere har gjort sig, kan man hurtigt komme til at føle sig meget lille og hjælpeløs. Man kæmper med bevidstheden om, at sygdommen har bemægtiget sig ens krop. Det er på en og samme tid meget konkret og meget abstrakt; konkret, fordi man ikke har det godt, og abstrakt, fordi man skal vænne sig til ikke at kunne det, man plejer. Det er en mildest talt uvant og utryg situation. I nogle tilfælde virker den også uværdig, fordi mange patienter skal have hjælp med handlinger, de plejer at udføre helt alene. På hospitalet er man revet ud af sin dagligdag; man befinder sig ikke hjemme; er ikke omgivet af familien på samme naturlige måde som normalt. Vel får mange patienter besøg, men det foregår på bestemte tidspunkter og under former, der er uvante for både patienten og de besøgende. Samværet med selv de nærmeste kan blive unaturligt, fordi alle parter er fremmede overfor situationen. Der tages hensyn, som måske slet ikke bør tages. Andre gange droppes de hensyn, der måske burde være taget. Om natten er den syge ladt alene blandt andre patienter, der hver især kæmper med deres sygdom og utryghed. I den situation kan man blive bange, eller måske ligefrem angst, hvilket er en tand værre. Angst er frygten for det ukendte. Angsten kan ikke fokusere på truslen, for det, der truer, kan man hverken sætte ord eller billeder på. Når man er alvorligt syg, ved man jo ikke, hvordan det ender; og er man døende, ved man ikke, hvad der venter én i døden. Hvis man ikke har en klippefast tro på, at Gud tager hånd om én, ligegyldigt hvordan det går, kan man let komme til at overgive sig til angsten. I sådan et tilfælde er det oplagt at bede til Gud. 1 Ruth Østergaard Poulsen: Fra dybet råber jeg til dig, Alfa 2011.
3 En sådan bøn har Ruth Østergaard Poulsen skrevet. Hun har givet den overskriften Jeg er bange, men som I vil kunne høre - handler den mindst lige så meget om angst: Gud, jeg er så bange! Så bange, at jeg ikke engang tør sætte ord på min angst. Og jeg kan heller ikke finde ordene, for jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg er så bange for. Det føles som om, at ikke engang min tro på dig er til nogen hjælp. Jeg troede ellers, at troen på dig skulle holde angsten på afstand, ja, at du måske kunne tage angsten fra mig. Men sådan føles det ikke lige nu, for lige nu ER jeg bange. Og når det nu er sådan, Gud, så lad mig mærke, at du er hos mig i min angst. Bønnen udtrykker en følelse af gudsforladthed. Sygdommen og uvisheden har gjort den bedende så usikker, at alt, hvad han eller hun indtil nu har sat sin lid til, ikke længere synes oplagt. Gud virker så fjern, at den syge konfronteres med den tanke, at han måske slet ikke eksisterer. Men hvis Gud ikke findes, er den syge ladt alene med sin lidelse, sin uvished, sin utryghed og hvis det går helt galt sin død. Da slukkes håbet om de dødes opstandelse, og angsten får endnu bedre vilkår at vokse i. Hvis Gud ikke eksisterer, giver det ingen mening at bede til ham; men det er ikke desto mindre det, den syge gør med denne bøn. Selvom Gud synes fjern, insisterer den syge på at tale til ham. Bønnen er ikke formuleret som en pæn og tålmodig henvendelse om hjælp, som Herren bedes efterkomme, hvis det falder i hans behag.
4 Bønnen er derimod et panisk skrig om hjælp. Den bedende balancerer på den minimale rest af sin tro og risikerer hvert øjeblik at styrte ned i uvished, håbløshed og forladthed. Lige nu ER jeg bange, konstateres det. Derfor er bønnen præget af desperation. Det var også desperation, der prægede Jesus, da han hang på korset og skreg: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?. Desperationen er endnu mere udtalt i hans skrig end i den syges bøn. Der er nemlig den forskel på den syge og Jesus, at Jesus ikke blot var et menneske som den syge, men tillige Gud. I Jesus åbenbarede Gud sig selv. Det var ikke til at se på ham; men de ting, han sagde og gjorde, vidnede om, at Jesus ikke blot var et menneske. Så meget desto større undren vækker det, at Jesus føler sig forladt af Gud. Man kan jo ikke forlade sig selv! Gør man det, er man død, og det er Jesus ikke - i hvert fald ikke endnu. Alligevel hænger det, at han er ganske tæt på døden, sammen med hans skrig. Jesus er så skræmt over døden, at han ikke længere kan fornemme Guds nærvær. Derfor har han lige så svært ved at fastholde sin tro på Gud, som den bedende patient har det. Stillet overfor den slags smerter og angst, som Jesus og den alvorligt syge gennemlever, er det vanskeligt stadig at tro på, at Gud holder hånden over én. Derfor siger patienten: Det føles som om, at ikke engang min tro på dig er til nogen hjælp. Det er alvorligt nok, men Jesus går endnu længere, idet han ganske udiplomatisk og desperat bebrejder Gud, at han har forladt ham. Det er Gud, der har svigtet: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?. Jesus er altså så langt ude i angsten, at det ikke kan blive værre. Han føler sig svigtet og overladt til en ukendt skæbne, som han forventer det værste af. Ifølge Markusevangeliet døde Jesus berøvet for sin tro. I sidste øjeblik fornægtede han alt det, han havde sat sin lid til, fordi Gud havde svigtet ham. Hans sidste ord var
5 den vrede og skuffede bebrejdelse: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?. Hvis Gud havde forladt det menneske, der alle sine dage ikke alene havde troet på, men også været ét med ham, var han utroværdig og en utroværdig Gud er ikke værd at tro på. Derved havde Gud degraderet sig selv, så Jesus mistede troen på ham og udåndede som vantro på korset. Det er krasse sager! Gud går helt ud til kanten; men selvom det ser sådan ud, dratter han ikke ud over den. Gud havde nemlig ikke forladt Jesus. Det kunne han ganske simpelt ikke, for man kan som nævnt ikke forlade sig selv. Alle andre kan man forlade, men ikke sig selv. Som både menneske og Gud kunne Gud ikke forlade Jesus og det ønskede han heller ikke. Han ville være til stede i selv den værste smerte og den dybeste angst. Gud ville være dér, hvor hans eget nærvær og selve hans eksistens syntes modbevidst af pine og håbløshed. Han ville være dér, hvor den alvorligt syge såvel som den døende befinder sig; dér, hvor Gud synes borte. Ved selv at lade sig konfrontere med smerten, angsten og vantroen viste Gud, at han er til stede dér, hvor disse elementer truer med at flå troen fra den lidende og angste. Han viste endog, at han er til stede hos den, der ikke længere kan fastholde troen, men forkaster Gud i overbevisningen om, at han har svigtet den syge eller døende. Gud var til stede hos Jesus, mens han skreg: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?. Ligeledes er han til stede hos den lidende eller døende, der siger: Det føles som om, at ikke engang min tro på dig er til nogen hjælp. I kraft af Jesu lidelse og død ved Gud, hvordan det er at føle sig forladt. Han stirrede selv ind i vantroens tomhed, da han oplevede smerten og angsten på sin egen krop. Derfor er ingen hverken Jesus, patienten eller nogen anden forladt af Gud, når smerte, angst og fortvivlelse kæmper for at få dem til helt at miste modet. Det føles bare sådan. Hvad evangelisten Markus dermed fortæller os er, at Gud også findes der, hvor vi ikke længere formår at tro på ham. Han slipper os ikke, selvom vi slipper ham; for
6 han slap ikke Jesus, da han opgav troen og vredt bebrejdende skreg: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?. Ligeledes slipper han ikke patienten, der rystende af angst henvender sig til Gud med ordene: Det føles som om, at ikke engang min tro på dig er til nogen hjælp. Jeg troede ellers, at troen på dig skulle holde angsten på afstand, ja, at du måske kunne tage angsten fra mig. Men sådan føles det ikke lige nu, for lige nu ER jeg bange. Og når det nu er sådan, Gud, så lad mig mærke, at du er hos mig i min angst. Amen.