Indhold. 1 Indledende afsnit... 5. 1.1 Indledning... 5. 1.2 Beskrivelse af værestedet Café D... 6. 1.3 Problemfelt... 9. 1.4 Problemformulering...

Café D set indefra 4. semester maj 2012 Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Indhold 1 Indledende afsnit... 5 1.1 Indledning... 5 1.2 Beskrivelse af værestedet Café D.... 6 1.3 Problemfelt... 9 1.4 Problemformulering... 10 1.5 Begrebsafklaring... 10 1.6 Hvordan vi ser os selv i projektet... 11 1.6.1 Brugernes indvirkning på os... 11 1.6.2 Hvordan vi har påvirket brugerne... 13 2 Metodeafsnit... 15 2.1 Metodologi... 15 2.1.1 Grounded Theory... 15 2.2 Videnskabsteori... 17 2.2.1 Den filosofiske hermeneutik... 17 2.2.2 Samtaleetik... 19 2.3 Forskningsprocessen... 20 2.3.1 Den åbne fase... 20 2.3.2 Den selektive fase... 21 2.3.3 Den teoretiske fase... 22 3 Den kvalitative empiriindsamling... 24 3.1 Empiriindsamling observation.... 24 3.1.1 Vi som lærlinge og samtalepartnere... 25 3.2 Empiriindsamling Interview... 26 1

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 3.2.1 Valg af interviewpersoner... 27 3.2.2 Design af interviewguide... 28 3.2.3 Interviewsituation... 32 3.3 Etiske overvejelser omkring kvalitativ empiri... 33 3.4 Reliabilitet og validitet... 34 4 Teoripræsentation... 36 4.1 Zygmunt Baumans flydende fællesskaber... 36 4.2 Anthony Giddens s teorier om selvidentitet og locale... 37 4.3 Axel Honneths anerkendelsesteori... 39 5 Analyseafsnit... 42 5.1 Kernekategorien sociale behov... 43 5.1.1 Selskab og sociale relationer... 44 5.1.2 Når nogen gider lytte... 45 5.1.3 Sammenfatning af sociale behov... 46 5.2 Brugernes selvidentitet... 46 5.2.1 At opfinde en identitet for at passe ind i hierarkiet... 47 5.2.2 Et godt liv... 50 5.2.3 En ressource for hinanden og for samfundet... 52 5.2.4 Sammenfatning af selvidentitet... 53 5.3 Brugernes søgen efter anerkendelse... 54 5.3.1 Om at søge anerkendelse fra caféens andre brugere... 55 5.3.2 At føle sig anerkendt for sine ressourcer... 58 5.3.3 Sammenfatning af brugernes søgen efter anerkendelse... 59 2

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 5.4 Fællesskab... 59 5.4.1 Ensomhed i fællesskabet... 60 5.4.2 Grupperinger af små fællesskaber... 62 5.4.3 At fastholde venskaber i de små fællesskaber... 64 5.4.4 Stol aldrig på en misbruger... 65 5.4.5 Tætte venskaber?... 66 5.4.6 Sammenfatning af fællesskab... 67 5.5 Brugernes tryghed... 68 5.5.1 Tryghed ved stedstilknytning og de fysiske rammer... 69 5.5.2 Politiet på caféen... 70 5.5.3 Tryghed ved sociale relationer og genkendelighed... 72 5.5.4 Tryghed ved stofmisbruget... 73 5.5.5 Sammenfatning af tryghed... 74 5.6 Relationer mellem kategorierne... 75 5.6.1 Selvidentitet Anerkendelse... 76 5.6.2 Fællesskab Anerkendelse... 76 5.6.3 Fællesskab Tryghed... 77 5.6.4 Kernekategori kategorier... 77 5.7 Vores teori... 78 5.7.1 Vores ansats til teori... 78 5.7.2 Forklaring af vores teori... 78 5.7.3 Krav til teorien... 79 6 Konklusion... 81 3

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 7 Perspektivering... 84 8 Litteraturliste... 86 9 Bilag... 89 9.1 Observationer på Cafe D... 89 9.2 Interview... 128 4

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 1 Indledende afsnit 1.1 Indledning Misbrugskulturen er udbredt i København og er et problem, som samfundet bruger mange økonomiske ressourcer på. I 2010 løb de kommunale udgifter til social stofmisbrugsbehandling op på 895,6 mio. kr. (Sundhedsstyrelsen, 2011: 13). De fleste stofmisbrugere betragtes derfor som en samfundsøkonomisk byrde, der ligger til last for deres omgivelser. Et skøn på antallet af stofmisbrugere på landsplan i 2009 var 33.000 (Ibid: 31), og der er efterfølgende sket en stigning. I 2009 blev der registreret 222 narkorelaterede dødsfald (Ibid: 49). Derfor er der tale om mange mennesker, som er havnet i en situation, som på længere sigt er uholdbar for dem selv, deres pårørende og samfundet. Det interessant for os, at undersøge hvilke forhold der har betydning for misbrugerne udover stofferne. Vesterbro er omdrejningspunktet for stofmiljøet i København. Mange stofbrugere udlever deres sociale liv i bydelen. De bruger bydelen til at mødes med deres venner og bekendte på gadeplan samt for at handle og indtage stoffer (Olsen et al., 2011: 40). Det anslås, at der på månedsbasis kommer 1.000-2.000 stofmisbrugere på Vesterbro. Den hårde kerne i misbrugsmiljøet består af ca. 200 personer (Ibid: 40). Stofmiljøets skaber et pres på Vesterbro, hvilket giver spændinger og uoverensstemmelser mellem stofmisbrugerne, bydelens øvrige beboere og det resterende samfund. Ved oprettelse af væresteder såsom Café D forsøger Københavns Kommune, at afhjælpe disse problemer. Café D er et af de væresteder Københavns Kommune har oprettet på Vesterbro. Set fra et samfundsmæssigt synspunkt er det vigtigt, at forholdene er optimeret. Et eksempel på dette er, at værestederne fremstår rene og sikre og brugerne derved føler sig bedre tilpas. Projektet handler for os om, at lade misbrugerne tale til os og tage udgangspunkt i dette. Vi er interesseret i de forhold, som eksisterer indenfor misbrugernes miljø. Med dette gør vi det klart, at vi anerkender og accepterer, at der er en misbrugskultur i Danmark. 5

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Vi ser misbrugeren som et menneske på lige fod med os andre. Vi vil ikke forsøge at opfordre misbrugeren til behandling, men i stedet lytte og på den måde søge ny viden. På en høringsrunde omkring oprettelse af et permanent fixerum på Vesterbro har vi oplevet, at misbrugerne ikke selv blev hørt. En lokal borger spurgte lederen af Mændenes Hjem om misbrugerne var blevet hørt, hertil svarede han, at det var de ikke. Mange beslutninger bliver, af politikere eller andre personer med indflydelse på stofmiljøet, taget hen over hovedet på misbrugerne. 1.2 Beskrivelse af værestedet Café D. Café D ligger på det indre Vesterbro i Den Brune Kødby - Halmtorvet. Mange stofbrugere opholder sig en stor del af deres hverdag på den åbne stofscene på Vesterbro. Mange af dem mangler på mange måder rammer og mulighed for, at få dækket helt basale behov såsom mad, drikke og adgang til toiletter. Stofbrugerne oplever også, at det er vanskeligt at finde ro og trygge rammer, når de skal indtage stoffer (Rambøll, 2011: 3). Udgangspunktet for caféen er, at skabe rammerne om et mere trygt liv og en stabil hverdag for udsatte på Vesterbro. Caféen er fra d 1. januar 2011 ejet af Københavns Kommune, som har indsat ledelsen af Mændenes Hjem til at være driftsherre for caféen (Dugnad: 14.05.2012). Caféen er et værested for udsatte, og fungerer således som et alternativt opholdssted til gaden. Caféen forsøger, at give brugerne et frirum fra livet på gaden og de tilbyder i forlængelse heraf relevante ydelser. Brugerne af caféen kan få et dagligt gratis måltid mad og drikke, rent værktøj til deres stofindtagelse samt adgang til toiletter. Maden ses som et vigtigt element, da det er med til at styrke brugernes sundhedstilstand. Caféen forsøger, at skabe en ramme, hvor brugerne har mulighed for at indgå i uforpligtende socialt samvær med ansatte og de andre, der kommer på caféen (Rambøll, 2011: 3). Caféen forsøger at se på stofbrugeren som et individ frem for at fokusere på at de er stofmisbrugere. Gennem tæt dialog med brugerne udvikles stedet efter deres egne behov og ønsker (Københavns Kommune: 14.05.2012). I caféen er der ansat en leder, to ansatte i forskellige praktik/aktiveringsordninger, ti timelønnede samt 14 frivillige (Christensen, 2011: 4). Der er typisk fire ansatte på ar- 6

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand bejde i caféen ad gangen. Hver dag serveres der varmt aftensmad i caféen, som laves af en kok. Det skønnes, at der serveres mellem 80-125 portioner aftensmad dagligt (Ibid: 4). Maden er gratis for brugerne - dog betales der for de varme drikkevarer. Caféens toilet er også en vigtig faktor, da det bruges som stofindtagelsesrum for mange brugere. Caféens to toiletter håndteres af en ansat, der fungerer som toiletansvarlig. For at begrænse og forhindre handel med stoffer inde på selve caféen og på toiletterne, må man højst opholde sig 20 minutter ad gangen på toilettet (Ibid: 4). Der hører en gård med til caféen, som kan afhjælpe belastningen af de indendørs arealer på caféen. Af hensyn til både beboere i området og brugerne af caféen er gården indhegnet. Café D mener, at de har givet Vesterbros beboere et pusterum og har givet stofmisbrugerne et sted, hvor de kan gøre, hvad stofmisbrugere gør (Dugnad: 14.05.2012). Café D tiltrækker mange stofmisbrugere som før opholdt sig på det indre Vesterbro og specielt omkring Hovedbanegården. Vi har nu beskrevet hvordan caféen fungerer, og vil i næste afsnit beskrive caféens fysiske rammer. Café D er i vores optik ikke, hvad vi forbinder med en almindelig café. Caféen er ikke hyggeligt indrettet og har ikke en afslappende atmosfære. Den virker umiddelbart kold og stemningsløst. Caféen består af en stor gård med enkelte bænke, og indenfor er der metalborde og stole. Dens minimalistiske og kolde udtryk skinner igennem og indbyder ikke umiddelbart til hygge. Billede nr. 1: Caféen set udefra Billede nr. 2: Hegnet i gården 7

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Som det fremgår af billede nr.1, har caféen et dystert ydre og ligner ikke en café. Dens udseende er præget af de brugere der kommer der og det er tydeligt, at se spor efter stofindtagelse ved for eksempel kanyleaffaldsspande. Bænkene er den eneste mulighed, brugerne har for at sidde i gården. På billede 2 ses det hegn der omkredser gårdarealet. Det er tydeligt at se, at hegnet er helt tæt og man derved hverken kan kigge ind på caféen, eller ud fra caféen. Hegnet har ikke altid været der, men kom op efter en gensidig aftale med PH- caféen, som ligger ved siden af Café D. Billede nr. 3: Café D indefra Billede nr.4: Opbevaringsrum Billede 3 viser caféen indefra. Det er gennemgående for hele inventaret i caféen at det er enkelt og koldt, og bærer præg af det barske miljø. Indretningen er meget tilfældig og indeholder kun de slags borde og stole der ses på billedet. Lys, blomster eller andet man normalt ville forbinde med en café eksisterer ikke her. Graffitien på væggene er lavet af brugerne og det er deres måde, at præge caféen på. Hvis vi på billede 4 kigger ud af vinduet fra caféen, ses denne del af gården som er overdækket. Her ses det, at det ikke er oprydning og rengøring der er prioriteret hos de ansatte. Interaktionen og samværet med brugerne bliver på caféen vejet tungere end det, at holde stedet pænt. Billedet giver et udmærket indtryk af den uorden og umiddelbarhed der præger caféens udseende. Café D er altså ikke en café som de fleste forestiller sig. Vi forestiller os, at ordet café bruges til at dække over det barske miljø, der eksisterer på Café D. Som beskrevet ovenfor er værestedet et koldt og råt sted, der umiddelbart ikke indbyder til hygge og samvær. 8

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 1.3 Problemfelt Fra et brugerperspektiv vil vi undersøge miljøet på caféen. For at kunne finde områder, hvor vi skaber ny viden omkring brugerne, er det vigtigt for os, at lytte til brugerne og tage udgangspunkt i det som de fortæller os. Mange anser stofmisbrugere som værende en del af bunden af samfundet. Vi finder det paradoksalt, at der i det danske samfund er stor debat omkring stofmisbrugskulturen, når misbrugerne som det handler om, ikke bliver hørt. Som tidligere nævnt, oplevede vi på en høringsrunde omkring fixerum på Vesterbros væresteder, at brugerne ikke blev hørt. Vi vil med dette projekt lytte til misbrugerne om simple hverdagsting og de udfordringer de møder i deres liv samt hvilke motiver de har, for at komme på caféen. Vi vil møde stofmisbrugerne i deres miljø med et håb om, at få et indblik i deres hverdag og deres daglige problemstillinger. Ved at lytte til brugerne, indgår vi i en social relation med dem og derfor har en stor del af projektet et etisk omdrejningspunkt. Allerede efter de første besøg på Café D var det tydeligt, at se nogle emner der gik igen hos mange af brugerne. Vi opdagede efterhånden, at caféen er et sted, der betyder mere for brugerne end bare det, at få et gratis måltid mad og indtage stoffer. Caféen dækker rent faktisk nogle sociale behov hos brugerne. Da vi finder det interessant at se nærmere på motivationen for at komme på Café D, har vi taget udgangspunkt i de brugere, der primært kommer på caféen på grund af sociale motiver. På caféen kommer der både stofmisbrugere - og ikke stofmisbrugere og vi synes, det er interessant, at undersøge hvordan caféen formår, at skabe harmoniske rammer omkring så forskellige typer brugere. For udefrakommende virker caféen ikke til at indbyde til socialt samvær og tryghed, men syner som et barskt og råt sted. Vi finder det paradoksalt at caféen, trods dens omgivelser, formår at skabe fysiske rammer omkring socialt samvær der gør, at flere bruger caféen som deres sociale tilholdssted. Herudfra har vi fundet frem til følgende problemformulering: 9

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 1.4 Problemformulering Hvorfor kan Café D tiltrække brugere med sociale motiver, når de fysiske rammer ikke indbyder til dette? 1.5 Begrebsafklaring Café D: Brugerne: Misbruger: Ikke misbruger: Normalen: De fysiske rammer: Rum: I dag har caféen ikke et officielt navn. Caféen hed tidligere Café DUGNAD og senest Café D. I projektet bruger vi begrebet Café D om både caféen og gårdarealet udenfor caféen. I projektet skal brugerne forstås som alle der benytter sig af Café D. Begrebet skelner således ikke mellem misbrugere og ikke misbrugere. I projektet definerer vi en misbruger, som de brugere der er afhængige af hårde stoffer. Det er derfor både misbrugere der benytter sig af injektion og rygning af stoffer som kokain, heroin og metadon. En ikke misbruger definerer vi, som de der ikke er afhængige af hårde stoffer. Herunder er de brugere, som er afhængige af alkohol og/eller hash. Vores definition af normalen er majoriteten i samfundet som følger de samme normer. Med de fysiske rammer mener vi caféen, den tilhørende gård og det hegn der omringer caféens gårdareal. Herudover indgår også caféens inventar. Med begrebet rum følger vi Anthony Giddens definition af locale. Det betyder at rummet er forbundet med et bestemt 10

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand interaktionsmiljø. Rummet er således knyttet til de individer som udgør rummet og ikke til de fysiske rammer (Kaspersen, 1998: 68-69). 1.6 Hvordan vi ser os selv i projektet Da vi har valgt, at arbejde med metoden grounded theory finder vi det centralt, at beskrive hvordan vi ser os selv i projektet. Grounded theory bygger på den symbolske interaktionismes teori, om at alt konstrueres og forandres af menneskelig handling og at forskningen tager sit udgangspunkt i aktørperspektivet (Guvå&Hylander, 2005: 15). Det betyder, at det data vi har samlet, har vigtig betydning for konstruktionen af projektet. Vores tilstedeværelse, deltagende observationer samt den måde vi bearbejder vores data på, har altså betydning for projektet. Igennem vores empiriindsamling har vi været meget fokuserede på, at det var brugernes personlige tanker og refleksioner, vi ville bruge i projektet. Vi må dog erkende, at vi fandt ud af, at selvom vi var omhyggelige og fokuserede, ville vi altid have indflydelse på brugerne, som igen ville have indflydelse på os. Den gensidige indflydelse vi har haft på hinanden viste sig, at have en større indflydelse på projektet end vi havde forudset. Den cirkulære proces har gjort det spændende at arbejde med, men samtidig givet os en del udfordringer i forsøget på at forstå brugernes livsverden. Vi vil i de følgende afsnit fokusere på, hvordan brugerne har haft indvirkning på os og dernæst hvordan vi har haft indvirkning på brugerne. 1.6.1 Brugernes indvirkning på os I opstartsfasen var vi på en høringsrunde på Vesterbro, et af besøgene var på Café D. Arrangementet var ment som et led i kampen for at få et fixerum på Vesterbro, men for os var det for at få inspiration. Vi fandt hurtigt ud af, at både de ansatte og frivillige på Café D gerne ville åbne dørene op for deres sted. Vi følte os meget velkommen og de virkede begejstrede over vores meget åbne indgangsvinkel, hvor vi ikke på forhånd 11

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand havde lagt os fast på en problemstilling. Vi ville høre brugerne, hvad der havde betydning for dem i deres liv. Vi var meget opmærksomme på at imødekomme stedet og menneskerne med et åbent sind i henhold til grounded theory. Det eneste vi på forhånd havde talt om, i gruppen var, at alle fandt det interessant at tage udgangspunkt i brugernes verden, i stedet for samfundets, beboernes og politikernes. Inden vores første besøg var vi alle lidt nervøse, da vi skulle ind på brugernes private område. Det betød, at vi var meget bevidste om at holde os lidt i baggrunden, hvilket var svært, da vi var 6 personer. Vi kunne tydeligt mærke øjnene på os fra brugerne af caféen. De virkede utrygge ved vores tilstedeværelse i og med, at de kiggende ekstra opmærksomt på os uden at tale til os. Denne oplevelse fik os til at beslutte, at vi fremover skulle møde op to og to frem for en gruppe. Dog var der en af brugerne, Søren, der satte sig ved vores bord og ville meget gerne tale. Han virkede helt tryg ved situationen og lod sig ikke mærke af, at vi sad seks forvirrede studerende, der rigtig gerne ville tale med nogen. Da vi i starten havde brug for at danne os et indtryk af stedet og brugerne uden at overtage situationen, var vi helt bevidste om at lade brugerne komme til os. Tilmed ville vi også skabe en tryggere situation, hvor de kunne vænne sig til os. Efter det første møde, var vi stadig ikke helt trygge ved caféen. Vi havde oplevet nogle grænseoverskridende ting som for eksempel tumult på toiletterne, stofmisbrugere der fixede, samt brugere der så skæve ud, hvilket virkede skræmmende på os. Vi var alle spændte på, hvordan de næste uger ville gå. Vi lagde en detaljeret plan over de næste fire ugers besøg på caféen, så vi præcist vidste, hvem af os der skulle på caféen, og i hvilket tidsrum vi skulle være der. Vi startede på observationerne, og allerede efter anden gang på caféen var vi alle mere rolige. Vi blev mere rolige i kraft af at brugerne virkede mere rolige ved vores tilstedeværelse, og nu sad de blandt andet og fixede foran os. I kraft af at vi lærte brugerne at 12

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand kende, begyndte vi, at se brugerne som mennesker og ikke som misbrugere eller skæve eksistenser. Efterhånden som forløbet skred frem, kunne vi se helt bort fra tumult og andre ting der foregik på caféen som førhen distraherede os. Vi følte os trygge og kunne lettere fordybe os i samtalerne med brugerne. Vi fik også kendskab til rutinerne og dagens gang på caféen, hvilket gav os en form for tryghed og forståelse for hvad de forskellige brugere foretog sig. Samtidig blev nogle af brugerne vant til at se os på Café D, og kom ofte selv og henvendte sig til os. Dog havde denne tryghedsfølelse også en negativ effekt udenfor caféen. Da vi nu kendte mange af brugerne betød dette også, at vi kunne kende dem på gaden og omvendt. Flere af os har både under og efter vores tid på caféen mødt brugerne udenfor caféen, og tankerne omkring vores forhold til dem florerede hos os alle sammen. Et medlem af gruppen gav endda udtryk for, at han følte sig usikker hvis han mødte dem på gaden, fordi han har så stort kendskab til hvad der foregår på caféen af handler med stoffer. Vi frygtede, at nogle af brugerne ville tage vores ellers gode intentioner ilde op. Det viste sig dog, at være ubegrundet frygt og ingen af os har haft dårlige oplevelser med at møde brugerne udenfor caféens rammer. 1.6.2 Hvordan vi har påvirket brugerne Som tidligere nævnt var det tydeligt at mærke, at de brugere vi har set flere gange gennem de mange observationer, er blevet trygge ved vores tilstedeværelse. Det kom blandt andet til udtryk ved, at de efter få besøg sad og fixede direkte foran os. Da flere henvendte sig selv til os for, at høre hvad vi lavede på caféen, kunne vi mærke, at vi blev mødt med nysgerrighed frem for skepsis. Det har betydet, at brugerne i højere grad har set os som en del af caféen. På den måde har vi jo længere tid vi har været på caféen, set nogle mere ærlige brugere, der glemmer, hvorfor vi er på caféen og derfor lettere kan være sig selv. Da vi første gang var på caféen for at tale med brugerne, fortalte vi brugeren Søren, at vi tidligere havde set caféen i forbindelse med rundvisningen omkring placeringen af et fixerum. Det viste sig at have en negativ indvirkning på Søren, da han forsøgte at matche vores projekt ved at tale om fixerum (Obs. 13.02.2012, del 1). Søren glemte det heldigvis til de næste gange, vi kom på caféen, og vi kunne starte forfra med 13

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand at fortælle, at vi var på caféen for at samle inspiration til et projekt, som vi ikke havde afgjort, hvad skulle handle om. Gennem vores observationer har vi ligeledes oplevet, at brugerne har haft et særligt behov for at sætte sig selv i et godt lys, ved at sammenligne sig selv med andre brugere. Selvom vi føler os som en del af caféens brugere, når vi er derinde, repræsenterer vi stadigvæk den øvrige del af samfundet udenfor caféen. I om med at vi repræsenterer den øvrige del af samfundet kan det måske få brugerne til at opføre sig atypisk overfor os. På Café D er brugerne på hjemmebane, de kender de ansatte, hinanden og de føler sig trygge i omgivelserne. Vi har under hele processen været gæster i deres vante omgivelser, hvilket også kommer til udtryk i projektet. 14

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 2 Metodeafsnit 2.1 Metodologi Vi har valgt at bruge metoden grounded theory, da vi er motiveret af en nysgerrighed i forhold til brugerne på Café D. Grounded theory giver os mulighed for, at undersøge feltet med en meget åben tilgang og sætte vores fordomme i spil. Vi er ikke farvet af allerede eksisterende teorier, men går induktivt frem og lader empirien vise de problemstillinger, der er indenfor Café D. Vi har hele tiden været bevidste om vores forforståelser, som vi har sat i spil. Vi bevæger os ind i et uudforsket problemområde og søger efter interessante hændelsesforløb blandt brugerne, der kan udforskes yderligere og efterhånden kortlægges. Herigennem finder vi frem til de processer, der fremstår som vigtige for de mennesker, der findes i det pågældende område. (Guvå&Hylander, 2005:48) Et kendetegn ved en empiribaseret tilgang er argumentationen for, hvordan en teori kan udvikles på grundlag af systematiske analyser af dataene. Grounded theory indebærer at teorien udvikles i nært samspil med data, og at relationerne mellem begreberne i datamaterialet specificeres (Thagaard, 2010: 182). Teorien er således grounded i de empirisk indsamlede data. 2.1.1 Grounded Theory Grounded theory blev opdaget af to amerikanske sociologer Barney Glaser og Anselm Strauss, da de i starten af 1960 erne gennemførte en undersøgelse af mennesker, der lå for døden. Senere skrev de sammen bogen; The Discovery of Grounded Theory, som udkom i 1967. Bogen omhandler den metode, de havde udviklet i forbindelse med undersøgelsen (Hartman, 2005: 43). Udover Glaser og Strauss som opdagede grounded theory, så er metoden senere anvendt af flere andre, blandt andet i to doktorafhandlinger i psykologi: Turning processes. The change of representations in consultee-centered case consultation, som handler om hvordan konsulentcentreret konsultationer foregår i Sverige (Hyllander, 2000) og Sko- 15

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand lepsykologers rolltagande. Överlämning och hantering av elevårdsfrågor, som undersøger hvilken rolle skolepsykologer har og hvordan denne får en indvirkning på den sociale proces med en elev (Guvå, 2001). I disse afhandlinger blev metoden anvendt både med teoribaserende og teorigenererende hensigt (Guvå&Hyllander, 2005:13). Glaser og Strauss er senere gået i hver deres retning i videreudviklingen af grounded theory. Strauss gik sammen med Juliet Corbin. Glasers forskningsproces beskrives ifølge Glaser selv, som værende mere tro mod den egentlige tanke bag grounded theory (Hartman, 2005: 65). Glaser mener, at undersøgelsen skal starte med så få forudfattede meninger som muligt, og det er det, man møder der skal danne grundlag for problemstillingen (Ibid: 60). Strauss og Corbin mener, at der fra starten skal være nogle fænomener, man skal undersøge i sit felt (Ibid: 86). Da vi gik til Café D med meget få forudfattede meninger, mener vi, at vores forskningsproces læner sig mere op af den metode, Glaser står bag, frem for den tilgang Strauss og Corbin har. Et andet punkt hvorpå de adskiller sig er i hvorvidt ens genererede teori skal verificeres. I vores projekt vil vi ikke at verificere den genererede teori. Det virker uden berettigelse at vende tilbage til datamaterialet for at bekræfte/afkræfte kategorier og relationer, da teorien netop er udsprunget fra empirien. Sociologiske fænomener og menneskelig interaktion er evigt foranderlige, og en verificering af den genererede teori vil højest føre til en modificering af teorien. Teorien vil således udspringe af vores data, der er indsamlet systematisk og analyseret gennem en forskningsproces. Dataindsamling, analyse og teori er således tæt forbundet og kan derfor være svære at skelne. Grounded theory betragtes som en induktiv metode, der dog inddrager deduktive elementer, som en del af analyseprocessen. Grounded theory kan beskrives som den gyldne middelvej mellem at arbejde induktivt og deduktivt, Glaser kalder den induktivdeduktiv blanding (Ibid: 53). Metoden beskriver, at der skal forekomme gentagende udvælgelse af data, dataindsamling og analyse igen og igen. De første data som indsam- 16

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand les, analyseres induktivt. Derefter foretages en ny udvælgelse af data, som er deduktivt baseret. Der indsamles herefter data på det nye udvalgte dataområde, indtil teorien er færdigudviklet. Det er en interaktiv proces, hvor sandheden om virkeligheden systematisk opspores. 2.2 Videnskabsteori For bedre at kunne anskueliggøre tanken bag grounded theory finder vi det hensigtsmæssigt, at placere den i et videnskabsteoretisk perspektiv. I det følgende afsnit vil vi derfor redegøre for vores valg af den hermeneutiske videnskabsteoretiske retning. 2.2.1 Den filosofiske hermeneutik Dette projekt bevæger sig indenfor de empiriske videnskaber, der har til opgave at beskrive en del af virkeligheden eller et afgrænset område af virkeligheden (Ibid: 28). På Café D vil vi undersøge begrebsmæssige sammenhænge under sociale behov ved hjælp af metoden grounded theory. Vi bevæger os i de interne sammenhænge, der har til formål, at undersøge sammenhængen mellem forskellige meningsbærende fænomener (Ibid: 29). Vi mener, at vi som fortolkere har en stor betydning, for den mening der fremkommer. Derfor læner vi os op af den filosofiske hermeneutik, som er beskrevet af den tyske filosof Hans-Georg Gadamers. Den filosofiske hermeneutik adskiller sig netop fra den traditionelle og metodiske hermeneutik i deres syn på fortolkeren. I den filosofiske hermeneutik skal fortolkeren forstås som en aktiv del af meningsdannelsen (Højberg, 2009: 321). Gadamers gør ligeledes op med den metodiske hermeneutik i troen på, at udvalgte metoder fører til sand viden (Ibid: 320). Den hermeneutiske traditions teorier ønsker at studere menneskets forestilling om virkeligheden (Hartman, 2005: 34). Vi har den erkendelse, at ethvert menneske fortolker situationer forskelligt og tillægger den forskellige meninger. Med andre ord, kan det sagtens hænde, at brugernes virkelighed er forskellig fra gruppens, men det er stadig lige virkelig. Hermed findes hermeneutikken væsentlig at bruge i dette projekt, da den opstår på basis af observerbare for- 17

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand tolkede handlinger, og den kan besvare, hvordan forskellige individer tillægger deres virkelighed (Ibid: 34). Hermeneutikkens fortolkningslære har til formål at fortolke meningen bag handlingen, og netop denne fremgangsmåde har vi benyttet i projektet. Da vi gennem interaktionen og vores egen fortolkning selv har været med til at skabe projektet, kan vi ikke nå frem til den endelige og objektive sandhed om verden (Højberg, 2009: 331). Dog betyder det også at der i den cirkulære vekselvirkning sker en horisontsammensmeltning, hvor man kan få provokeret sin egen forståelse af verden og derigennem få udvidet sin horisont og revurderet sine fordomme (Ibid: 325). På den måde har den cirkulære bevægelse ændret vores forståelse af brugerne over tid. I forlængelse heraf er det relevant, at pointere den måde vores fordomme og forforståelse bliver sat i spil. Når vi i projektet gør brug af begrebet fordomme, så mener vi, at det er noget vi dømmer på forhånd, det er dermed ikke noget, vi har et forudindtaget billede af. Fordomme skal ikke forstås som et negativt ladet begreb (Ibid: 322). Begrebet forforståelse har den betydning, at vi har en bevidst og erkendt forståelse, inden vi undersøger et bestemt fænomen. Vi accepterer, at vi ikke kan gå fordomsfrit ind til vores felt. Dermed kan og vil vi ikke sige os fri fra, at have inddraget nogle personlige erfaringer omkring misbrugere. Det betyder således, at det har skabt grobund for en ny forståelsesramme, der kan give anledning til nye erkendelser. Dermed er det givende for os, i vores proces med den filosofiske hermeneutik, at sætte nogle fordomme og forforståelser i spil (Højberg, 2009: 322). Set i forhold til horisontsammensmeltning, som er en uendelig proces, hvor ny viden åbner op for muligheden af at gøre nye erfaringer, sætter vi vores fordomme i spil (Ibid: 325). Dette har også gjort sig gældende i vores proces, hvor vi har udviklet vores horisont igennem revurdering af de fordomme vi havde. 2.2.1.1 Ontologi Vores videnskabsteoretiske udgangspunkt i projektet har taget afsæt i et ønske om at kunne forstå og sætte os ind i brugernes livsverden. Vi mener, at mennesket har forfor- 18

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand ståelse og fordomme, som vi i vores empiriindsamling har sat i spil. Vi er ligeledes bevidste om, at der i interaktionen mellem os og brugerne sker en fortolkning, som har indflydelse på den videre interaktion. På den måde finder der en cirkulær bevægelse sted mellem del og helhed. De enkelte dele kan kun forstås, hvis helheden inddrages, og omvendt kan helheden kun forstås i kraft af delene (Ibid: 312). Dette vil sige, at vi skal forsøge at finde sammenhængen mellem helheden og delene, da det er disse relationer, der gør det muligt for os at forstå og fortolke. Samspillet mellem del og helhed udgør således strukturen, for de måder vi forstår og fortolker verden på (Ibid: 320). Resultatet af denne struktur er derfor den hermeneutiske cirkel, som skal forstås som det ontologiske udgangspunkt, som vi ikke kan undslippe eller sætte os udenfor. 2.2.1.2 Epistemologi Epistemologisk handler den filosofiske hermeneutik om, at virkeligheden eksisterer som nogle konstante foranderlige forståelser. Vores forståelse og udlægning af mening bygger således altid på en allerede given forståelse af verden (Ibid: 321 og 322). Dog betyder det også, at der i den cirkulære vekselvirkning sker en horisontsammensmeltning, hvor vi kan få provokeret vores forforståelse af verden og derigennem få udvidet vores horisont og revurderet vores fordomme (Ibid: 325). På den måde kan den cirkulære bevægelse ændre vores forståelse af brugerne over tid. 2.2.2 Samtaleetik Etikken tager udgangspunkt i en vision om det gode liv i forhold til andre mennesker og natur og samfund (Rendtorff, 2003: 23). Vores tilgang til projektet har været samtaleetikken. I samtaleetikken opfatter den videnskabelige praksis som et mønstereksempel på brug af sproget i sandhedens tjeneste (Rendtorff, 2003: 31). I forbindelse med vores projekt vil de således betyde, at vi først og fremmest er uden personlige interesser i hvorledes vores data kommer til at fremstå. Samtalen mellem os og misbrugerne er uden brug af samtalen som magtinstrument, hvilket stemmer overens med vores hermeneutiske indgangs- 19

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand vinkel, altså den filosofiske hermeneutik. Dette er i modsætning til den kritiske hermeneutik og Jürgen Habermas som mener, at samtalen bruges som magtinstrument. Samtaleetikken kræver rationelt argumenterende og gensidigt lydhøre individer. Dette har ikke været et problem for os, da vi var lydhøre overfor brugerne. Brugerne kunne fortælle os, hvad de fandt interessant. Vi var aldrig nødt til at stille kritiske spørgsmål, da vores projekt ikke gik ud på at opnå enighed med brugerne. 2.3 Forskningsprocessen Grounded theory er ikke en fri metode hvor alt er tilladt, men den har nogle helt klare retningslinjer for, hvad man kan og ikke kan gøre. Glaser skriver: Funderet teorimetodologi overlader intet til tilfældighederne. Den sørger for regler til en hvilken som helst fase af en undersøgelse, med hensyn til hvad man skal gøre, og hvad man dernæst skal gøre (Hartman, 2005: 57). Forskningsprocessen er en interaktiv proces, hvor metodiske regler nøje styrer fremgangsmåden for projektet. Forskningsprocessen i grounded theory består af tre faser. Glaser kalder disse for den åbne, den selektive og den teoretiske fase (Ibid: 57). I det følgende afsnit vil det fremgå hvad, metoden går ud på og hvordan den er anvendt i vores projekt. 2.3.1 Den åbne fase Den første fase kaldes den åbne fase. I den åbne fase opstilles der ingen begrænsninger, men lader alt være åbent (Ibid: 61) I denne del af projektet foretog vi deltagende observationer samtidig med, at vi kodede vores datamateriale. Efter hvert besøg på caféen, skrev vi hver især vores observationer og oplevelser ned. Da vi havde observeret i fire uger, samlede vi alle dokumenterne i kronologisk rækkefølge i forhold til observationernes datoer. Derefter tog vi sætning for sætning og fandt frem til begreber, som vi mente passede på netop denne observation. Dermed var kodningen af observationerne foretaget, og begreberne ledte os til vores kategorier. En kategori er et meningsfænomen for mennesker som tilhører en bestemt gruppe, og det er dette fænomen man forsøger at beskrive begrebsmæssigt (Ibid: 60-61). En kategori er med andre ord en sam- 20

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand ling af kodninger. Til sidst havde vi så mange kategorier, at vores datamateriale var kodet, og vi havde, gennem vores teoretiske sensitivitet opnået en følelse af mætning (Ibid:61). Vores kategorier var både in vitro, det vil sige ord som vores informanter ikke direkte havde nævnt, men ord som vi definerede. En in vitro kategori er for eksempel anerkendelse. Ud fra brugernes udtalelser og handlen uddragede vi, at begrebet de omtalte var anerkendelse. Derudover, var vores kategorier også defineret af in vivo ord, som vores informanter selv brugte. Mange af brugerne brugte selv ordet tryghed, og det er derfor en kategori baseret på in vivo. Begge typer af kategorier fremkom igennem kodningen. Vores kategorier er temabaseret og ikke personbaseret (Thagaard, 2010: 151-152). Havde vores kategorier været personbaseret, havde kategorierne fået en helt anden betydning, da de ville basere på enkelte brugere og ikke på de fælles begreber, der definerer et bredt spektrum af brugere. Vi vil med projektet finde fællesbetegnelser, der samler brugerne i temabaserede kategorier. Ved at gennemgå kategorierne fandt vi frem til, at sociale behov var vores kernekategori, da denne kategori fremkom oftest i vores kodning. Kernekategorien er den der står i centrum for de andre underkategorier (Hartman, 2005: 70). Sociale behov dækkede over mange af vores andre kategorier, og valget af denne som kernekategori kom derved naturligt. Udover at finde frem til kategorier, opdelte vi brugerne af Café D i grupper. I den åbne fase besluttede vi på baggrund af vores observationer, at brugerne kunne inddeles i to grupper - stofmisbrugere og ikke stofmisbrugere. 2.3.2 Den selektive fase Efter at have udvalgt de sociale behov som vores kernekategori, gik vi over i den selektive fase. Her valgte vi kategorier fra, som ikke relaterede sig til kernekategorien (Ibid: 61). Tilbage havde vi fem kategorier, som alle relaterede sig til vores kernekategori. Vores kategorier var anerkendelse, fællesskab, selvidentitet, ensomhed og tryghed. Dermed har vi udledt vores kategorier, som skal danne grundlag for vores analyse. Alle 21

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand seks kategorier beskrev vi, i form af deres egenskaber. Egenskaberne hjælper til at beskrive og bestemme en kategoris natur (Ibid: 71). Ved hjælp af egenskaberne forklarer vi således, hvad kategorierne dækker over. Det næste skridt i den selektive fase, var vores semi- strukturerede interviews. Gennem semi- strukturerede interviews, spurgte vi brugerne fra de to grupper, nemlig stofmisbrugere - og ikke stofmisbrugere, ind til de seks kategorier og fik uddybende svar. For at opnår en mætning af kategorierne, blev de sidste dataindsamlinger således fokuseret omkring kategorierne. Den empiriske undersøgelse blev afsluttes, da yderligere materiale ikke længere tilførte noget væsentligt til kategorierne og datamaterialet blot bekræfter kernekategorien og dens egenskaber (Guvå&Hyllander, 2005:40). Da vi begyndte at kode vores interviewmateriale opdagede vi, at vi var nødt til at genoverveje vores gruppeinddelinger. Ud fra et interview med en bruger viste det sig at være mest hensigtsmæssigt, at inddele brugerne efter deres motiver for at komme på caféen. Vi valgte derfor at dele brugerne i tre grupper. Den første gruppe er dem, der kommer på caféen primært på grund af de sociale motiver. Den anden gruppe er de brugere, der primært kommer på caféen på grund af stofferne og maden. Den tredje gruppe kommer på caféen for at handle med stoffer og hælervarer. Grounded theory handler om sondringen mellem empiriindsamling og bearbejdelsen af denne. I den selektive fase havde vi altså, i tråd med vores metode, fundet frem til tre nye grupper, der skulle blive fokusområdet i den teoretiske fase og for vores videre analyse. Da vi ikke fandt kategorien ensomhed fyldestgørende og stærk nok til at stå alene, blev den en del af kategorien fællesskab. Tilbage havde vi nu kernekategorien sociale behov og fire kategorier: selvidentitet, anerkendelse, fællesskab og tryghed. 2.3.3 Den teoretiske fase I den tredje og sidste fase af forskningsprocessen, er den teoretiske fase. Her fandt vi frem til relevante teoretikere som kunne underbygge vores foreløbige analyse af kategorierne. Da vi oplevede en mætning, faldt det os naturligt at tilføje teoretikere. Her valgt 22

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand vi, at arbejde videre med Axel Honneth, Zygmunt Bauman og Anthony Giddens, da vi mener, at de beskriver de emner, der er relevante for dette projekt. Vi arbejdede med uddybning af relationerne mellem vores kategorier i form af modeller, og arbejdede intensivt med vores grupper ved hele tiden at sammenligne dem. Vi sammenlignede de tre grupper i forhold til vores kategorier. I analysen og sammenligningen af de tre grupper fik vi en aha oplevelse. Vi fandt det paradoksalt, at de fleste brugere som vi har talt med, kommer på caféen grundet sociale motiver. Denne gruppe relaterer sig bedst til vores kernekategori. Ved at arbejde videre med denne gruppe kan vi opnå dybere viden om vores kategorier og deres indbyrdes relationer. Guvå og Hyllander beskriver dette som en cirkulær spirallignende proces (Guvå&Hyllander, 2003:48). Ifølge princippet for den teoretiske udvælgelse fokuseres forksningsinteressen på de områder og grupper, der dels kan give en større variation i udformningen af begreberne og relationen imellem dem, og dels kan give en uddybning af de væsentligste processer (Guvå&Hyllander, 2003:48). Analysen er således baseret på de brugere, der har sociale motiver for at komme på caféen. Ud fra analysen og relationerne mellem kategorierne er det i denne fase, at projektets teori udvikler sig (Hartman, 2005: 61). 23

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 3 Den kvalitative empiriindsamling I det følgende afsnit vil vores kvalitative empiriindsamling blive gennemgået, og vi vil reflektere over de valg, vi har truffet i forbindelse med dette. Set i forhold til vores problemfelt, den hermeneutiske tilgang og de metodiske overvejelser omkring grounded theory, har vi valgt en kvalitativ tilgang til indsamling af empiri. Vi finder de kvalitative indsamlingsmetoder relevante og meningsfulde, da det er brugerne af Café D s livsverden vi ønsker at forstå og fortolke. Empiriindsamlingen er først sket gennem deltagende observationer. Disse observationer har ført os videre til de semistrukturerede interviews med brugerne af caféen. Da empiriindsamlingen i sig selv er en social proces, er vi bevidste om, at den er altafgørende for vores dataproduktion. Set ud fra et videnskabsteoretisk synspunkt, vil den hermeneutiske cirkel komme i spil, da vi som fortolkere af vores observationer på Café D, vil skabe en vekselvirkning mellem delene og helheden (Højberg, 2009: 312). Denne cirkulerer proces finder sted indtil vi opnår en modsigelsesfri udlægning af vores observationer og interviews (Ibid: 312). Set i forhold til vores observationer og interviews på Café D, vil det betyde at vi fortolker os frem til en dybereliggende mening. 3.1 Empiriindsamling observation. For at vi kunne opnå den størst mulige indsigt og forståelse af brugernes situation, har vi valgt at indsamle første del af vores empiri gennem deltagende observationer i brugernes eget miljø på Café D. Observationerne skulle give os information om generelle sammenhænge (Thagaard, 2010: 65). Den deltagende observation blev valgt, da Café D, var et miljø vi ikke havde kendskab til i forvejen. Den deltagende observation gjorde det muligt for os at spille en aktiv rolle i forhold til brugerne og deltage på deres præmisser (Ibid: 70). Det har været vigtigt for os, at vi fra start fik skabt et tillidsforhold til brugerne, så vi på den måde lettere kunne tage kontakt til samme brugere igen og få eventuelle opfølgninger på deres situationer. Vi har derfor brugt os selv som instrument til at give brugerne opmærksomhed, lytte til dem og vise dem interesse og netop få opbygget tillid til dem og dermed få skabt en god kontakt (Ibid: 65). At være fuldstændig på lige 24

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand fod med brugerne, ville aldrig ske, men vi forsøgte at gøre forskellen mellem os og dem så lille som muligt. Efter vores observationer skrev vi oplevelserne ned, så vi bedre kunne huske dem. Vi valgte altså ikke at notere undervejs eller at optage samtalerne mens observationerne fandt sted. Vi vurderede, at dette ville virke forstyrrende for brugerne og have en negativ effekt på de samtaler vi havde med brugerne. Hvis vi havde gjort dette, kunne det medvirke til at brugerne måske ville tænke mere over deres svar og pynte på dem. Vi ville gerne have deres umiddelbare tanker, omkring de emner vi berørte under observationerne og at det skulle være en samtale, hvor begge parter følte sig godt tilpas. Vi skrev derfor alt det ned vi kunne huske, samt stemningsobservationer og fortolkende tanker omkring dagens besøg efter hver observation. Det er blandt andet disse noter der i det senere forløb har dannet grundlag for en ansats til en teori. Da mange af brugerne af caféen kender hinanden, har vi været bevidste om, at brugerne er klar over at vi ikke er en del af de, som kommer på caféen. Vi valgte, at have nedtonet påklædning på når vi var på caféen og forsøgte ikke, at klæde os ud som hjemløse/stofmisbrugere. Hvis vi havde klædt os ud som hjemløse, ville vi måske være blevet opfattet som en del af mængden, og have skabt en slags fællesskabsfølelse (Ibid: 68). Dog fandt vi ikke dette realistisk. Vi ville aldrig kunne snyde os til at være en af dem, da vi altid på den ene eller anden måde ville skille os ud. Dette accepterede vi, og kom som vi var, hvilket gav brugerne et billede af at vi var udenforstående (Ibid:68). 3.1.1 Vi som lærlinge og samtalepartnere Vi har været yderst beviste om, hvordan vi præsenterer os selv og vores projekt, og har holdt os til den åbne observation, hvor vi gerne fortæller om vores gøremål (Ibid: 74). Vi har dog gjort os nogle overvejelser omkring, hvordan vi skulle præsentere os selv. For mange detaljer om eksempelvis projekt og studieretning, er ikke nødvendig og kan tværtimod få den effekt hos brugerne, at vi virker hævet over dem. I stedet præsenterer vi os som studerende, der skriver et projekt om caféen og dens brugere. Det har vi ople- 25

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand vet er håndgribeligt hos brugerne og en god indgangsvinkel til at spørge dem, om de har lyst til at tale med os. Vores rolle som deltagende observatører ændrer sig gennem processen fra lærlingerollen til samtalepartneren. Som studerende er det naturligt for os at indtage lærlingerollen. Vi ser det som et godt udgangspunkt for at få en forståelse og indsigt, i de relationer der er mellem brugerne og de spilleregler der gælder mellem dem. Endvidere har vi oplevet, at vi ved at påtage os lærlingerollen, lettere får brugerne i tale, da vi viser dem, at vi er interesseret i deres liv og ønsker at lære af dem. Vi oplevede ofte, at når brugerne først starter med at fortælle, var de svære at stoppe igen. De deler med glæde ud af deres livserfaringer og giver os gode råd. Ved hjælp af lærlingerollen kommer vi meget lettere i øjenhøjde med brugerne og får derved skabt et ligeværdigt forhold til dem, hvor de ikke tænker på at vi på nogen måde studerer dem (Ibid: 71). Efterhånden som vi er blevet klogere på brugernes liv, deres stofmisbrug og deres indbyrdes relationer, er vi naturligt gået hen og er blevet mere en samtalepartner end en lærling hos de brugere vi har talt med før. De brugere vi har talt med gentagende gange, var ofte klar over og forstod at vi var der for at lave et projekt, og de accepterede derved vores rolle på caféen (Ibid: 73). Tilliden mellem de brugere vi har talt med før, blev hver gang stærkere. Rollen som samtalepartner gav os en større indsigt i deres personlige liv og en bedre forståelse for deres situationer. De fleste brugere vi har talt med flere gange på caféen er gået hen og blevet nøgleinformanter for os, og de har i den grad været med til, at præge hvordan vores projekt har udviklet sig (Ibid: 70). Nøgleinformanterne har været meget informative, og de er kommet med informationer om både dem selv, men også om de andre brugere og selve caféen. 3.2 Empiriindsamling Interview Det næste trin i vores empiriindsamling er de kvalitative interviews. Forskningsinterviewet er en særlig form for menneskelig interaktion, hvor der udvikles viden gennem dialog (Kvale, 2005: 130). Et interview kan give os god indsigt i brugernes erfaringer, tanker og følelser (Thagaard 2010: 86). Da vi arbejder hermeneutisk, er vi ligeledes 26

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand bevidste om, at vi som interviewere er medskabere af interviewteksten, og igennem interviewet kan forhandle vores fortolkninger sammen med den, der interviewes (Kvale, 2005: 57). 3.2.1 Valg af interviewpersoner Interviewpersonerne blev valgt på baggrund af vores oprindelige opdeling af grupperne på Café D, altså stofmisbrugere - og ikke stofmisbrugere. Ifølge grounded theory er det vigtigt, at der hele tiden foretages nye udvælgelser og reflekteres over valgene (Hartman, 2005: 91). Derfor mener vi, at udvælgelsen af de nye grupper gik i fin tråd med vores metode. Vi valgte ikke at aftale og planlægge et interview på forhånd med brugerne, da vi kunne risikere, at de ikke dukkede op. En hensigt var, at tale med en bruger vi kendte og som viste os tillid. Ved at udvælge en vi kendte i forvejen, ville vi opnå den bedst mulige interviewsituation. Interviewet ville på denne måde bidrage med flest informationer til den videre analyse (Thagaard, 2010: 70). Det var således os selv, der udvalgte vores interviewpersoner, det var hverken brugerne eller de ansatte på Café D. Vi valgte vores interviewpersoner med en vished om, at ikke alle brugerne af caféen er ideelle interviewpersoner, derfor var vores opgave at motivere, opmuntrer og forsøge at lette nogle af interviewpersonens redegørelser, og derved skabe et indholdsrigt interview (Kvale, 2005: 150). Vi havde fokus på, at vi ikke skulle lade os forblinde af de mere samarbejdsvillige og veltalende interviewpersoner, hvor informationerne strømmede ud men også se på de mere vanskelige interviewpersoner, som også kunne give os relevant viden, hvis der blev skabt et godt forhold og arbejdet for det. Selvom vi har haft fokus på at opsøge forskellige interviewpersoner og ikke blot de samarbejdsvillige, har det været svært at undgå. Da det har været grænseoverskridende og fordi vi ikke ville være til besvær har det været svært, at skabe kontakt til de mere tilbageholdende brugere. I følgende afsnit vil interviewpersonerne kort blive præsenteret. Dette er gjort for at danne et overblik. 27

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Mostafa er 38 år gammel og tidligere stofmisbruger. I dag læser han til pædagog på VUC. Efter at have været stofmisbruger i 20 år er Mostafa blevet clean på egen hånd. Mostafa kendte vi fra de indledende observationer (Interview Mostafa, 12.04.12). Alb er fra Iran, men har boet i Danmark i 28 år. Han er tidligere stofmisbruger. Han har kone og fire børn, og bor i lejlighed på Østerbro med familien. Alb kendte vi ikke i forvejen, men han var meget villig til at deltage i et interview (Interview Alb, 16.04.12) Flemming er stofmisbruger og bor sammen med sin kæreste i en lejlighed i Københavns nordvest kvarter (Interview Flemming, 16.04.12) Søren er hård stofmisbruger og hjemløs. Han er 51 år gammel og har været stofmisbruger i 35 år. (Obs. 13.02.12) Søren har vi kendt fra vores første besøg på cafeen, og vi har herved opbygget en tillid. Gennem forløbet har vi oplevet en udvikling hos Søren, da hans misbrug er blevet forværret. Det bevirkede at han startede med at bo på herberg, men endte med at bo på gaden. Vi har oplevet at dette har ændret hans syn på tilværelsen, hvilket har haft betydning for analysen (Obs. 13.02.12, Interview Søren, 12.04.12). Mona er 40 år gammel og har været misbruger i 25 år. Vi kendte ikke Mona før interviewet, men hun er meget åben, ærlig og snaksaglig (Interview Mona, 17.04.12). Susi er dealer og stofmisbruger. Hun er oprindeligt fra Sverige men bor nu i sin egen lejlighed i Sydhavnen. Vi kendte ikke Susi inden interviewet (Interview Susi, 17.04.12). 3.2.2 Design af interviewguide Ifølge Kvale er det vigtigt, at en interviewguide både indeholder tematiske og dynamiske spørgsmål. De tematiske spørgsmål indgik for, at kunne bidrage til vores viden om de opsatte emner. De dynamiske spørgsmål indgik for at fremme en positiv interaktion, holde samtalen i gang og motivere brugerne til at tale om deres oplevelser og følelser (Kvale, 2005: 134). Vi havde under vores observationer oplevet, at nogle brugere gik midt i en samtale, hvilket vi gerne ville undgå i interviewsituationerne. Derfor var det 28

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand vigtigt at udforme spørgsmål, der var letforståelige, korte og frie for akademisk sprog. Samtidig med dette ville vi gerne have, at spørgsmålene var udformet således, at den interviewede reflekterede over emnerne og kunne komme med et uddybende svar. Under vores observationer oplevede vi, at kemi og kendskab havde betydning for, hvor direkte vi kunne være og hvor følsomme emner, vi kunne tale om. Derfor er vores interviewspørgsmål stillet så vi kunne afveje situationen og på den måde stille uddybende spørgsmål i forhold til den enkelte interviewperson. I interviewguiden har vi udeladt spørgsmål der kan virke meget følsomme. Det fandt vi ud af efter en pilottest på en af gruppedeltagerne. Her stillede vi de samme spørgsmål - dog i henhold til hvordan det er, at være studerende på Roskilde Universitet. Efter pilottesten fandt vi ud af, at selvom vi skulle være direkte, skulle vi undgå alt for følsomme spørgsmål. Et eksempel på et spørgsmål vi valgte at ændre er: Føler du dig ofte ensom?. For at opnår indsigt i om brugeren føler sig ensomme, spurgte vi stedet ind til deres hverdag. På den måde gav vi dem mulighed for selv at nævne ordet ensomhed, hvis det der faldt dem naturligt. Igennem pilottesten kom vi frem til, at denne direkte men stadig beskrivende måde, at foretage vores interviews på fungerede bedst. Vi så det som en stor hjælp, at have en interviewguide til at holde os på rette spor under interviewet. Vores interviewguide er bygget op omkring vores kernekategori samt kategorier, som alle er udsprunget af vores kodninger af observationer. Kategorierne vi ønsker at få uddybet er som følger: - Sociale behov o Ensomhed o Fællesskab o Selvopfattelse o Anerkendelse o Tryghed Sociale behov 29

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand - Hvorfor kommer du på caféen? - Hvad får du ud af det? Under overskriften sociale behov havde vi ved det første spørgsmål til hensigt, at finde ud af, om det var stoffer eller andre motiver den interviewede bruger har, for at komme på caféen. Under spørgsmålet omkring hvad brugerne får ud af at komme på cafeen, var det særligt vigtigt for os ikke, at påvirke svarene. Derfor var vi enige om, at spørgsmålet skulle være et af de første spørgsmål, så brugeren var så upåvirket af vores andre spørgsmål som muligt. Tryghed - Hvad synes du om caféens omgivelser? - Tror du de andre her på caféen føler sig sikre? Under kategorien tryghed var vores hensigt med det første spørgsmål, at finde ud af hvilken følelse brugerne får ved caféens omgivelser. Spørgsmålet var især vigtigt i forhold til at finde ud af, hvilken betydning caféens fysiske rammer har for brugerne. Med det andet spørgsmål til kategorien tryghed var det vores hensigt, at komme tryghedsbegrebet nærmere uden, at gøre det for personligt og direkte rettet mod den interviewede bruger. Kvale kalder dette for indirekte spørgsmål (Kvale, 2005: 138). Svaret kan direkte henvise til andre brugeres sikkerhed/tryghed, men det kan også give et indirekte udsagn af brugerens egen tryghed. Fællesskab - Hvordan ser du sammenholdet på caféen? - Oplever du nære venskaber på caféen? Ved at spørge ind til sammenholdet på caféen ønskede vi, at finde ud af, om den interviewede oplevede et fællesskab på caféen. Med det andet spørgsmål vedrørende nære venskaber på caféen, var det vigtigt for os, at få præciseret overfor brugeren, at det net- 30

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand op var nære venskaber vi her spurgte ind til. Det gjorde vi for at differentiere de nære venskaber, med det sammenhold vi spurgte ind til ved det foregående spørgsmål. Ensomhed - Vil du beskrive din hverdag for os? - Hvordan tror du, at de andre på caféens hverdag er i forhold til din? Da vi vurderede, at ensomhed er et meget følsomt emne, valgte vi derfor at stille et sondrende spørgsmål som går på, at den interviewede bruger skulle beskrive sin hverdag for os. På den måde var det interessant at finde ud af, hvad der havde betydning for den enkelte brugers hverdag og hvad, der blev lagt vægt på som de væsentlige. (Ibid: 137) På den måde kunne vi uden at spørge direkte ind til ensomhed, selv vurdere hvilken rolle ensomheden spiller i den enkelte brugers liv. Ved det andet spørgsmål var formålet, at få den interviewede bruger til at sætte sin egen hverdag i relation til de andre på caféen. På den måde håbede vi, at kunne komme ensomheden nærmere og samtidigt få et indblik i den måde de opfatter deres egen hverdag i forhold til andres. Anerkendelse - Hvordan synes du folk ser på dig herinde i forhold til udenfor? - Hvordan behandler de andre dig på caféen? - Føler du dig velkommen? I forhold til kategorien anerkendelse, var formålet med det første spørgsmål, at få indikationer om, hvordan brugerne søger anerkendelse på caféen og i samfundet. Ved at spørge ind til hvordan vores interviewperson bliver behandlet af de andre på caféen og om vedkommende føler sig velkommen, var vores hensigt at finde ud af om vedkommende er tilfreds med den grad af anerkendelse som de opnår på caféen. Selvidentitet - Hjælper du andre i din hverdag? - Hvad kan gøre dig glad? 31

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Under kategorien selvidentitet havde vi til formål, at finde ud af hvilken opfattelse den interviewede bruger har af sig selv. Ved at spørge ind til, om brugeren hjælper andre i sin hverdag var det vores hensigt at finde ud af, hvor stor en ressource brugeren ser sig selv som. 3.2.3 Interviewsituation For at brugerne skulle føle sig trygge i vante omgivelser, blev interviewene foretaget på Café D. Vi var to om at foretage hvert interview. Fordelene ved at være to personer var, at vi fik to fortolkningerne af samme interview samt, at vi var to til at kunne spørge efter uddybende svar. Vi var bevidste om at, der er en magtasymetri imellem brugerne og os. Denne niveauforskel ønskede vi ikke at gøre større ved, at have en interviewguide liggende foran os. Vi havde en forestilling om, at det ville virke skræmmende for nogle brugere. Efter nøje overvejelser omkring dette besluttede vi dog, at have en interviewguide med, da det gav os overblik, og vi var sikre på at få alt med. Vi opdagede allerede efter første interview, at det havde helt modsat effekt på brugerne. Fordommen om hvilken effekt det ville have på brugerne, blev modbevidst og brugerne virkede nærmest stolte og følte sig specielle ved, at vi sad med papir og noterede hvad de sagde. At vi skrev noter undervejs blev accepteret af alle interviewpersonerne. Fordelene ved at skrive noter er, at det er muligt at gengive kropsprog, ansigtsudtryk og stemning. Det gav også lidt luft i samtalen, og brugerne kunne reflektere lidt over sine svar, mens vi skrev. For at skabe en god interviewsituation fortalte vi inden vi gik i gang hvad interviewet drejede sig om (Kvale, 2005: 132). Vi klargjorde også, at de selvfølgelig kunne være anonyme, hvis de ønskede det, og at de altid kunne stille spørgsmål, hvis de havde behov for det. Endvidere var det vigtigt for os at sikre os, at brugerne havde tid til at deltage i interviewet. Tilmed var det vigtigt for os at få skabt en god interviewstart, så brugeren følte, at der var en god kontakt. Den gode kontakt og den afslappede stemning gjorde, at interviewpersonen talte mere frit omkring sine oplevelser, erfaringer og holdninger. Vi var også opmærksomme på, at afrunde interviewet på en god måde og talte ofte videre med brugerne efter det officielle interview (Ibid: 133). 32

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 3.3 Etiske overvejelser omkring kvalitativ empiri I forbindelse med vores empiriindsamlingsmetoder er der med tiden opstået nogle etiske spørgsmål, som har medvirket til mange overvejelser omkring det, at deltage aktivt og være en del af det kvalitative arbejde. Der er blevet skabt nogle relationer til brugerne på Café D, og da emnerne ofte har været personlige, har det til tider udviklet sig til et tillidsforhold. Vi må dog sige, at vores gode kontakt og de næsten venskabelige relationer til brugerne af Café D, har givet os en god og meget brugbar indsigt i deres liv. Vores rolle som samtalepartner har givet os udfordringer, når vi engang imellem har mødt brugerne udenfor Caféen i vores virkelighed. Her er det pludselig ikke længere et universitetsprojekt på Café D, men et universitetsprojekt som bryder ind i vores virkelighed, når vi ikke venter det. På den måde er projektet blevet mere virkeligt, men det har samtidig skabt nogle etiske dilemmaer. Vi har blandt andet oplevet, at møde en bruger i toget, hvor han gik og tiggede efter penge. Her har det været en opgave for os at finde en balance mellem, at være den samtalepartner vi er på caféen, og samtidig holde en vis distance. Balancen mellem de venskabelige relationerne og forskertilknytningen har været svær, og det havde i visse situationer været nemmere hvis vi havde holdt en vis afstand og måske markeret vores position bedre (Thagaard, 2010: 84). Det har givet os stof til eftertanke og vi er blevet mere bevidste om hvor tæt en kontakt det er hensigtsmæssigt at etablere. Da vi afsluttede vores faste observationer på caféen, har nogle af gruppemedlemmerne følt at de har svigtet nogle af de brugere vi ofte har talt med. Brugerne var vant til at vi kom på caféen, og de havde ofte noget nyt at fortælle hver gang. Der blev således knyttet bånd og relationer som vi efterfølgende er afskåret fra at følge med i. Om dette er gengældt fra brugernes side er uvist, men det giver igen overvejelser om hvorvidt man skal involvere sig, eller om intervieweren altid skal forsøge at skabe en distance fra sine informanter (Ibid: 85). 33

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Vi har gennem hele forløbet været opmærksomme på ikke, at være i vejen og ikke at skabe nogen form for negativ energi omkring vores tilstedeværelse. Reelt set burde der være en balance imellem hvad vi, som interviewer yder og hvad de interviewede får ud af at deltage (Kvale, 2005: 121). I vores tilfælde oplevede vi at brugerne var positive ved at tale med os. Det virkede ofte som om, at ved at vi lyttede til brugerne blev interviewet til en positiv oplevelse for dem. På den måde fik både vi og brugerne noget ud af situationen. De behandlede emner er meget personlige og de går ofte tæt på brugernes private liv og livserfaringer. Til tider var det svært og grænseoverskridende at finde det punkt, hvor man enten skal stoppe sine spørgsmål eller fortsætte. Vi har været klar, over at det stiller store krav til os om vores sensitivitet med hensyn til, hvor langt vi kan tillade os at gå i vores spørgen (Ibid: 121). 3.4 Reliabilitet og validitet I forbindelse med vores empiriindsamling har der været forskellige faktorer, som har påvirket reliabiliteten. Reliabiliteten er måden hvorpå vi sikrer os, at hvis vi foretog den samme undersøgelse på Café D igen, så ville vi få samme konklusion. Vi har i projektet været meget afhængigt af brugernes udtalelser, og vi kan således ikke udelukke, at vi påvirker brugerne. Da vores projekt inkluderer menneskelige relationer, er vi opmærksomme på, at vi selv kan have indflydelse på brugernes svar. Mariane Hedegaard forklarer at reliabilitetsproblemer bør anskues som et problem, der er tilknyttet et krav om, at vi skal kunne skelne mellem, hvad der er vores intention med beskrivelsen af brugerne, og hvad der er brugernes intention i den situation, der bliver beskrevet (Hedegaard, 2001:8). Vi havde ikke nogle bestemte intentioner om, at få brugerne til at svare noget bestemt, som vi mente var mere relevant end andet. Problemstillingen omkring reliabliteten mener vi, at have løst på et godt grundlag, da vi benyttede os af metoden grounded theory, hvor vi lod brugerne tale til os. I forbindelse med om vores projekt er validt eller ej, så har vi været meget opmærksomme på hvad brugerne fortalte os, og hvordan de agerede på caféen. Ifølge Mariane 34

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Hedegaard kan der argumenteres for, at projektets validitet kan være afhængig af, om forskeren kender til informanternes psykiske baggrund (Ibid:8) Brugernes personlige diagnoser og mentale tilstande har ikke været fokus i dette projekt, da det handler om temaer frem for personer, derfor betragter vi projektrapporten som valid. 35

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 4 Teoripræsentation I følgende afsnit vil vi præsentere de teoretikere vi har brugt i vores projekt. Vi bruger ligeledes dette afsnit til, at redegøre for brugen og relevansen af teorierne. 4.1 Zygmunt Baumans flydende fællesskaber I det følgende afsnit, vil der forekomme en beskrivelse af den polske sociolog Zygmunt Baumans teori om fællesskabsbegrebet, og hvordan fællesskaber bruges i henhold til brugerne på Café D. Ifølge Zygmunt Bauman, er de fællesskaber flygtige stammefællesskaber (Jacobsen, 2007: 452). De opstår, når individerne dyrker en bestemt trend eller stil, eller når individerne søger en gruppe eller fællesskab de passer ind i. Ifølge Bauman, er individet grundliggende usikker og søger mod et fællesskab for at opnå tryghed (Ibid: 452). Målet for fællesskabet er derfor, at frembringe en sikkerhedsfølelse hos individet. Teorien er relevant for vores projekt, da den beskriver hvordan fællesskaber bruges til at opnå tryghed. Zygmunt Bauman mener, at samfundet er præget af mange valg, hvilket hos Bauman skaber usikker grund for identiteten. Denne usikre grund, skaber også et behov for at passe ind i et fællesskab (Pedersen, 1997: 452)..for ved at være en del af fællesskaber kan den enkelte dulme sin eksistentielle uro og angst (Ibid:452). Bauman ser fællesskab som en vigtig del i vores samfund for at få dulmet individernes angst for at træffe mange valg (Ibid: 452). Baumans teori om de flydende fællesskaber ses relevant for projektet, da den beskriver et fællesskab, der kan dannes af individuelle interesser, der mødes under samme fællesnævner (Ibid: 452). Teorien beskriver, hvordan fællesskabet er vigtigt for, at individet kan skabe sin identitet og at søger tryghed gennem andre. Vi vil undersøge om den sårbarhed, der ofte kendetegner brugerne af caféen, og de risici der er forbundet med et misbrug, får brugerne til at søge mod et fællesskab, hvor de kan spejle sig i andre. På den måde kan individet få afløb for deres oplevede frygt (Bauman, 2000:207). Bauman redegør for, at sociale relationer og identitet i dag ikke sikres eller stabiliseres af ydre sociale og økonomiske forhold, men løbende skal konstrueres. Han beskriver en tilstedeværelse af evig forandring i de flydende fællesskaber, og individer- 36

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand ne er derfor tvunget til at træffe valg omkring hvilke fællesskaber de ønsker at indgå i (Bauman, 2000:7). I vore dage er mønstre og konfigurationer ikke længere givne, endsige selvindlysende (Bauman, 2000:15). Bauman mener, at hvor individet førhen var formet af fælles historie, sprog eller kulturarv, så er fællesskabet i dag ikke statiske og individerne kan derved frit træde ind og ud af disse fællesskaber (Bauman, 2000:207). Mange af brugerne bruger deres livsstil og samvær omkring caféen som udgangspunkt for deres trang til at indgå i et fællesskab. Vi vil undersøge, om der kan tales om fællesskaber på caféen, og hvor stor betydning disse har for brugerne. 4.2 Anthony Giddens s teorier om selvidentitet og locale Ifølge den britiske sociolog Anthony Giddens, analyseres selvidentitet i kontrast til de individer, der har en ødelagt eller forstyrret selvfølelse. Giddens teori om selvidentitet bygger i høj grad på hvordan individer ser sig selv, og kan give et billede af, hvordan identitet påvirkes af det sociale mellem mennesker. Selvidentiteten defineres som Selvidentitet er ikke et særligt træk eller en samling af træk, som individet besidder. Den er selvet som det refleksivt forstås af personen på baggrund af vedkommendes biografi (Giddens, 1999: 68). Ud fra dette citat ses det, at selvidentitet er individets egen forståelse af sit selv. Man bør derfor forstå selvet som et refleksivt projekt, der udvikles gennem hele livet (Ibid:68). Derfor fremstår individets biografi yderst vigtigt, da det er denne som kan forme selvet. Individets refleksive biografi kan variere på mange måder alt afhængig af ens udtryk og stil. Derfor er den refleksive biografi udtryk nærmest altafgørende, for den vurdering af selvidentiteten der opstår som følge af ens biografi. Ifølge Giddens, bliver identiteten formet af de valg individet træffer, og valgene er betinget af hvad der anses for rigtigt indenfor en specifik social relation (Kaspersen, 1997:408). Projektet bygger i form af dets kernekategori, sociale behov, i høj grad på de sociale relationer, som ifølge Giddens er afgørende for identiteten og dermed også for individets selvopfattelse og rolle i et fællesskab. Vi mener, at Giddens teori om selv- 37

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand identitet er relevant for dette projekt, da det netop beskriver nuancerne i brugernes selvbillede og selvopfattelse. Selvidentitet er en kategori i projektet og Giddens teori er et godt redskab til, at analysere brugernes selvidentitet og derudfra anskue om, hvorvidt deres selvidentitet er påvirket af andre i rummet omkring Café D. Giddens definerer livsstil som et mere eller mindre integreret sæt af praksisser, der følges af individet...livsstil er rutineret praksis, hvor rutinerne er inkorporeret i tøjvaner, spisevaner, handlemåder og fortrukne mødesteder (Giddens, 1999:100-101). Giddens mener, at skabelsen af selvet er afhængig af den livsstil, og det udtryk individet gør brug af. Valget af livsstil mener han er betinget af, hvad der anses for legitimt indenfor den gruppe som individet tilhører (Ibid:101). Dermed kommer den kropslige fremtræden og de ydre værdier til, at have stor betydning for refleksiviteten i skabelsen af selvet og bliver dermed et udtryk for social identitet (Ibid: 121). Dette skal ses, som en måde hvorpå, det kropslige udtryk må imødekomme en vis standard for, at man passer ind i de offentlige fællesskaber man indgår i. Netop denne del af teorien om selvidentitet er relevant for vores projekt, da vi ville undersøge om det var vigtigt for brugerne, at vedligeholde et specielt udtryk udadtil. I Giddens strukturationsteori omtaler han sociale systemer. Et socialt system er social praksis, der reproduceres, hvorved et mønster af sociale relationer opstår (Kaspersen, 1998:63). Det sociale system kan ses som en ydre ramme. Systemet på Café D bliver opretholdt ved, at brugerne dagligt kommer på caféen og der opstår dermed, et mønster i sociale relationer. Et system udgøres af alle de handlinger, der reproduceres. Systemet på Café D bliver dermed opretholdt af, at brugerne dagligt vælger at besøge caféen. Endvidere bliver systemet opretholdt i form af caféens åbningstider, toiletterne der virker som fixerum og den daglige servering af mad. Alle disse handlinger er med til at reproducere systemet. Da disse sociale praksisser og handlinger relaterer sig til Café D, kan Café D beskrives som et locale. Locale udgøres således af de brugere, der interagerer med hinanden på caféen. Giddens definerer locale som; en fysisk region, som er forbundet med et be- 38

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand stemt interaktionsmiljø. Locale har specifikke grænser, som medvirker til at interaktionen inden for disse grænser i høj grad koncentreres (Kaspersen, 1998:68). Locale skal ses som alle typer af steder, der danner rum om eller konteksten for sociale interaktion mellem aktørerne. Det er aktørernes brug af locale, der definerer dets betydning. Uden brugerne på Café D var der intet locale, da det en vekselvirkning mellem stedets fysiske ramme og aktørernes indtagelse og brug af stedet, der definerer det pågældende locale. Et eksempel på dette er Café D, hvor de fysiske rammer bliver brugt til at indtage stoffer. Cafeen benyttes, bruges og fortolkes derfor også som et sted hvor brugerne kan fixe, selvom dette oprindeligt ikke var tanken bag. Uden misbrugerne vil Café D som locale slet ikke eksistere, da brugerne i interaktionen med hinanden er med til at skabe locale. Som beskrevet i begrebsafklaringen benytter vi begrebet rum i stedet for locale. Anthony Giddens mener, at der inden for samfundsvidenskaben er tale om den dobbelte hermeneutik, når forskeren observere og fortolker en virkelighed, som allerede er tolket af de lægpersoner, der selv udgør forskerens genstand (Ibid:44). Vi vil undersøge hvad der gør, at folk med sociale motiver kommer på Café D. Brugerne som allerede kommer på Café D har deres egen forståelsesramme, som højst sandsynligt ikke vil være den samme som vores. Det som er vigtigt inden for den dobbelte hermeneutik er derfor, at både brugerne og vi taler og tolker inden for samme forståelsesramme og forståelseshorisont. Forståelsesrammerne skaber en relation, så vi tolker brugernes handlinger, ligesom brugerne trækker på sociologiske begreber til brug i deres daglige praksis (Ibid:44). 4.3 Axel Honneths anerkendelsesteori I Axel Honneths hovedværk kampf um Anerkennung. Zur moralischen Grammatik sozialer konflikte fra 1992, beskriver han sin teori om anerkendelse. Her præsenterer han få fundamentale betingelser for menneskets selvrealisering, og hermed idéen om det gode liv. Ifølge Honneth kan et individ ikke udvikle en personlig identitet uden anerkendelse. Mennesket må erfare alle tre former for anerkendelse for, at blive fuldt individueret og selvrealiseret. Hvis ikke et individ anerkendes risikerer det at miste sit forhold til sig selv (Honneth, 2009: 18) Axel Honneths anerkendelsesbegreb består af privatsfæren, 39

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand den retslige sfære og den solidariske sfære. vi finder den retslige og den solidariske sfære meget anvendelige i vores projekt, da brugerne på Café D igennem vores observationer og interviews indikerer, at de igennem disse to sfærer ikke har opnået anerkendelse dermed har de ikke mulighed for at opnå det som Honneth kalder: Det gode liv (Ibid:17). Da vi ikke har adgang til information om brugernes opvækst, fortid og familiære forhold, afgrænser vi os fra, at gøre brug af privatsfæren. Set i forhold til vores problemformulering finder vi ikke den sfære relevant. Den retslige sfære (juridiske love om retfærdighed) handler om forudsætninger for individets grundlæggende selvagtelse. Der er tale om individets autonome, moralske handlinger i forhold til almene rettigheder for alle i samfundet. Disse handlinger gør individet i stand til, at skabe selvrespekt og agte sig selv som et lige medlem af samfundet. Anerkendelsen gives her via de lovmæssige relationer (lov/ret), som individet har mulig adgang til, for eksempel velfærdsstatslige goder. Anerkendelse i form af rettigheder sikrer individet grundlæggende muligheder for at realisere sin autonomi. Rettigheder er her kun udtryk for et system styret af fornuft og ikke af følelser (Ibid:16) Brugerne på Café D er i en situation, hvor deres rettigheder i samfundet ofte bliver sat på en prøve, da mange af brugerne er i en situation, hvor de behøver hjælp fra samfundet. Det kan være i mødet med en socialrådgiver, behandlingscentre eller herberger der tilbyder dem mad og husly. Denne form for anerkendelse kan give brugerne selvrespekt således, at de føler sig som en lige del af samfundet. Vi vil tage udgangspunkt i, hvordan brugerne ser samfundet, deres universelle rettigheder. På den måde vil vi analyserer om de opnår anerkendelse. Den solidariske sfære (samfundet, kulturelle og arbejdsmæssige fællesskaber) handler om forudsætninger for fælles værdier, der skaber selvværd. Den solidaritetsbaserede anerkendelse sker i relation til gruppen, fællesskabet eller samfundet, hvor individets positive engagement bliver anerkendt. Via fællesskabet indgår individet i relation til andre og anerkendes af andre som en del af gruppen eller samfundet. Når individet er 40

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand solidarisk og bidrager til fællesskabet med sine særlige evner/kvaliteter, så anerkendes individet som en ligeværdig og solidarisk bidragsyder til fællesskabet. Hermed kommer individet til at værdsætte sig selv som medlem af et solidarisk fællesskab, der både er emotionelt og fornuftsbaseret (Ibid:16-17). Da vi i vores projekt har fokus på Café D og dens brugere, er det især den solidariske sfære, der er interessant at bruge i analysen. Da mange af brugerne ikke har et arbejde kan det, at komme på Café D, være noget af det nærmeste de kommer på at opleve et solidarisk fællesskab med andre, da nogle indgår i et kulturelt fællesskab. Krænkelser indenfor den solidariske sfære drejer sig om at en eller flere personer bliver krænket, ydmyget eller misagtet (Ibid:18). Det vil sige, at individet ikke anerkendes for sine færdigheder og evner og dermed mister sin selvværdsættelse. Dette er relevant i forhold til vores projekt, da nogle af brugerne føler sig krænkede af det udefrakommende samfund. Hver enkel anerkendelsessfære er ikke alene et parameter for et fuldt realiseret liv. De tre udviklingstrin er indbyrdes relateret og skal gennemleves for at vi kan tale om et godt liv. Anerkendelsesformerne kan også ses som tre måder at integrere mennesker på i samfundet. Først med realiseringen af de tre anerkendelses-former er der for individet tale om fuld integration i samfundet. 41

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 5 Analyseafsnit Efter grundig kodning af vores observationer, fandt vi frem til 25 kategorier. Det stod klart at sociale behov var vores kernekategori, da alle kategorierne relaterede sig til denne. Herefter blev kategorierne selekteret, så vi til sidst havde fire underkategorier udover kernekategorien sociale behov. De fire underkategorier er anerkendelse, selvidentitet, tryghed og fællesskab som alle relaterer sig til sociale behov. Nedenfor ses en model over kernekategorien, og dens relation til de øvrige kategorier. Vi vil i det følgende afsnit give kategorierne egenskaber og deres relationer vil blive uddybet. Fællesskab Anerkendelse Sociale behov Tryghed Selvidentitet Figur 1: Relationer til kernekategorien Efter vi havde sammenlignet vores tre valgte grupper i forhold til de fem kategorier, opdagede vi, at det var de brugere, der har sociale motiver for at komme på caféen, vi ville arbejde videre med. Vi valgte at arbejde videre med denne gruppe, da vi ser det paradoksalt, at så mange brugere kommer på caféen for at få opfyldt deres sociale behov, når de fysiske rammer ikke indbyder til dette. De sociale motiver kan enten være at 42

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand snakke med folk, have mennesker omkring sig eller en generel søgen efter selskab. Det kan både være stof - og ikke stofmisbrugere. Vores analyse af de fem kategorier, skal udmunde i konkretiseringen af relationer mellem kategorierne, og dernæst danne grundlag for vores ansats til egen teori. Vi har valgt, at give de brugere vi talte med under observationerne numre, eksempelvis bruger nr. 7, mens de brugere vi interviewede beskrives med navne. Navnene er pseudonymer, da de fleste af brugerne gerne ville være anonyme. Vi har valgt denne opdeling, da vi synes, det er mere overskueligt for læseren. Kategorierne vil blive teoretisk underbyggede ved hjælp af Axel Honneths anerkendelsesteori, Zygmunt Baumans teori om de flydende fællesskaber samt Anthony Giddens teori om selvidentitet og hans definition af locale som en del af hans strukturationsteori. 5.1 Kernekategorien sociale behov Inden projektprocessen havde vi den fordom, at brugerne primært kom på caféen for at indtage stoffer og få gratis mad. Vi har en forforståelse om, at en traditionel café er et sted, hvor gæster kommer og hygger sig og søger selskab. Dette var ikke det indtryk, vi fik af caféen første gang vi besøgte den. Yderdøren ind til caféen blev ofte åbnet, hvilket medførte at lokale var koldt. Inde i caféen er der ikke mange siddepladser, set i forhold til hvor mange brugere der dagligt benytter den. Vi mener, at vores forforståelse og udlægning af mening altid bygger på en allerede given forståelse af verden (Højbjerg, 2007: 322). Med andre ord betyder det, at vores forforståelse er meningsgivende for forståelsen. Derfor er det centralt, at vi har disse tanker samt forforståelser med i analysen. Brugerne på caféen sad meget for sig selv, og de ansatte havde travlt med at låse brugerne ind og ud fra toiletterne, der bliver brugt som fixerum. For os der ikke havde været på caféen før, var omgivelserne triste og rå, og det virkede ikke som om, at der var gjort meget for at skabe en hyggelig stemning. For os er en café hyggelig, når inventar og farver i rummet passer sammen. Derudover mener vi, at inventarets udseende og placering i de fysiske rammer er meget væsentlig i forhold at kunne skabe en hyggelig 43

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand stemning på en café. Café D s inventar og udseende er nedprioriteret, hvilket gør at den hyggelige atmosfære forsvinder i en tåge af kolde omgivelser. Brugerne vandrede ofte rastløst rundt på caféen og talte ikke med hinanden. Derfor fornemmede vi, at de kedede sig, og at der hos mange af brugerne eksisterede en vis form for rastløshed. Vi fik afkræftet vores fordom om, at brugerne primært kommer på caféen for at få gratis mad og tage stoffer, da det gik op for os, at mange af brugerne i høj grad kommer på caféen på grund af sociale behov. De sociale behov for at komme på caféen viste sig at være så elementært for mange af brugerne, at det blev omdrejningspunktet for vores projekt. Selvom vi fik afkræftet vores fordom om at brugerne kommer på caféen kun for at få stoffer og mad, mener vi dog, at vores fordom er vigtig for den samlede forståelse af projektet. Igennem vores observationer og interviews fandt vi frem til nogle begreber, der kan beskrive brugernes sociale behov på Café D. Begreberne vil vi i dette afsnit definere og analysere i forhold til hvordan, brugernes sociale behov skal forstås. 5.1.1 Selskab og sociale relationer Et af de begreber der gik igen i vores observationer og beskriver de sociale behov for brugerne er selskab. Bruger nr. 5 som kommer på caféen en gang om ugen, fortæller at han udelukkende kommer på cafeen for at få selskab. Han nyder, at have mennesker omkring sig og holder af, at lytte til de forskellige sprog, der bliver talt på caféen (Obs. 28.02.12, del 1). Denne observation giver et billede af den generelle situation på caféen, hvor mange af brugerne kommer for at få selskab. Når brugerne selv nævner selskab som en motivation for at komme på caféen, kan vi diskutere om begrebet selskab i brugernes optik, kan sidestilles med selskab i vores optik. Selskab er for os med til, at skabe sociale relationer. For nogle af brugerne er selskab i højere grad det, at der er mennesker omkring dem, men de skaber nødvendigvis ikke sociale relationer. Flere af de brugere vi har talt med på caféen, kommer alene og uden at tale med andre. Størstedelen af brugerne har et socialt behov for at være omgivet af mennesker og have selskab. 44

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Vi vurderer, at brugere på Café D der får opfyldt deres basale behov, så som mad, stoffer og et sted at bo, har større fokus på at skabe sociale relationer. Sociale relationer i form af, at mødes med venner og bekendte og tale med dem. Der kan argumenteres for, at hvis de basale behov er dækket hos brugerne, stiller det større krav til deres sociale behov. De sociale behov er repræsenteret ved at søge selskab gennem iagttagelse og nærvær med andre, eller ønsket om at indgå i sociale relationer med de andre brugere. 5.1.2 Når nogen gider lytte Under vores observationer talte vi med Søren, som var ivrig for at fortælle om sin baggrund og sit liv som misbruger (Obs. 13.02.12, del 1). Mange brugere henvendte sig selv til os, og når vi spurgte ind til deres liv, var de svære at stoppe igen, og det var tydeligt, at brugerne har brug for at tale med nogen. På caféen observerede vi, at brugerne taler meget kortfattet sammen. Bruger nr. 15 bekræfter dette og fortæller, at brugerne sjældent taler sammen om personlige ting (Obs. 12.03.12, del 1). Vi vurderer, at dette skyldes, at mange brugere ikke har overskud til at høre om hinandens problemer. Da vi under vores observationer på caféen selv har søgt at tale med brugerne, vurderer vi, at det at vi viser brugerne overskud til at lytte, gør at de er ivrige efter at fortælle os om deres livshistorier. Bruger nr. 15 åbnede sig op overfor os og valgte at spise sit måltid sammen med os. Han sagde selv tak for snakken, og da han skulle videre, nævnte han, at vi måske kunne få en snak igen en anden dag (Obs. 12.03.12, del 1). Dette fortolker vi som, at det at vi viser interesse og hører på hans historier, giver ham en god oplevelse af samtalen og gør, at han gerne vil snakke og fortælle os mere. Bruger nr. 5 fortalte, at han kommer på caféen, fordi han gerne vil tale med mennesker. Han giver ligesom bruger nr. 15 udtryk, for at han var glad for at tale med os (Obs. 22.02.12, del 1). Mange af brugerne udviser stor respekt overfor de ansatte, og det arbejde de gør på Café D. Alb fortæller os, at han i respekt for det gode arbejde de ansatte gør, har skrevet alle deres navne med graffiti på en container udenfor caféen (Interview Alb, 16.04.12). Bru- 45

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand gerne taler kun positivt om de ansatte (Interview Søren, 12.04.12, Interview Flemming, 16.04.12). Ved at lytte, give dem anerkendelse og ved at give brugerne en følelse af tryghed, vurderer vi, at brugerne er positive overfor de ansatte, og de ansatte er med til at opfylde deres sociale behov. I og med brugerne har så stor et behov for at fortælle os deres livshistorie, og at de i så høj grad er positive overfor de ansatte, vurderer vi, at de har et særligt behov for at nogen lytter til dem. Deres hverdag er ofte præget af deres livssituation, hvilket ofte betyder, at der ikke er nogen, der gider lytte til dem. De ansatte får dermed en vigtig rolle for brugerne, da de herigennem får opfyldt et socialt behov ved, at nogen gider lytte. 5.1.3 Sammenfatning af sociale behov Som det fremgår af ovenstående, har brugerne på Café D mange forskellige sociale behov, som de får opfyldt på forskellige måder. Nogen søger selskab gennem iagttagelse og nærvær, mens andre har et ønske om at indgå i sociale relationer. Gennem caféen får brugerne opfyldt et socialt behov ved, at de ansatte gider lytte. Brugerne kommer for at søge sociale relationer og selskab, og de indgår hermed i et fællesskab hvor de får opfyldt en del af deres sociale behov. Igennem interaktion med de ansatte opnår brugerne anerkendelse, som er medskabende til hvordan de ser sig selv. Kategorierne har alle stærke relationer til kernekategorien, og de vil i nedenstående afsnit blive analyseret. 5.2 Brugernes selvidentitet Selvidentitet beskrives af Giddens som evnen til at holde en særlig fortælling i gang, herunder opretholde en særlig interaktion med andre (Giddens, 1999: 70). Selvidentitet udspringer altså fra sociale behov igennem interaktionen med andre. Derudover har selvidentitet en relation med anerkendelse, da brugerne i deres søgen på selvidentitet prøver at opnå anerkendelse. Gennem observationer, samtaler og interviews med brugerne har vi fået informationer om hvordan, brugerne opfatter sig selv i forbindelse med hierarki og sammenligninger med andre brugere på caféen. I forbindelse med at finde ud af hvordan brugerne opfatter sig selv, har det hermeneutiske forskningsprincip om at 46

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand dialog er vejen til viden, især været vigtig (Højbjerg, 2007: 341). Det skyldes at brugernes selvidentitet ikke kunne klarlægges efter nogle få spørgsmål, men først var tydelig for os efter flere samtaler. Vi vil nu beskrive brugernes syn på selvidentitet både indenfor caféens murer og generelt i samfundet. Til analysen vil vi benytte Giddens teorier om selvidentitet. Giddens skriver om selvidentitet: Selvidentitet er hvad individet er bevidst om med udgangspunkt i begrebet selvbevidsthed. Selvidentitet er med andre ord ikke noget der bare er givet som kontinuiteten i individets handlingssystem, men derimod noget der rutinemæssigt må skabes og opretholdes i individets refleksive aktiviteter (Giddens, 1999: 68). I forbindelse med selvidentitet får livsstil en særlig betydning og det er vigtigt ikke at forstå livsstil som noget, der er forbundet med materiel økonomisk formåen. Livsstil refererer også til beslutninger, der træffes og handlingsforløb, der følges under omstændigheder med store materielle begrænsninger (Giddens, 1999: 15). Vi vil kunne analysere brugernes selvidentitet ved, at se på deres valg af livsstil trods deres materielle begrænsninger. 5.2.1 At opfinde en identitet for at passe ind i hierarkiet Bruger nr. 7 er en af de brugere vi taler med, som giver udtryk for, at han tænker meget over hvem han er, og hvordan andre opfatter ham. Bruger nr. 7 er højtuddannet og har haft en lang karriere som kreditanalytiker i en stor dansk virksomhed. Gennem sin karriere er han gradvist faldet længere og længere ned af rangstigen i virksomheden. Han fortæller selv, at han i dag er et socialt tilfælde og gerne vil betragtes sådan (Obs. 27.02.12, del 1). Når vi fortolker det bruger nr. 7 fortæller os samt det, at han selv betragter sig som et socialt tilfælde, kan vi anvende den dobbelte hermeneutik. Det kan vi fordi, at han bruger et begreb om sin egen adfærd, som er skabt ud fra nogle samfundsmæssige normer. Bruger nr. 7 søger med sin påklædning en social identitet frem for en personlig identitet. Som han siger: hvis man er for pænt klædt, er man ikke et socialt tilfælde- og så bliver man smidt ud af værestederne (Obs. 05.03.12, del 1). Han beskriver også hvordan, at han er nødt til at tage sine grimme og slidte sko på, da han el- 47

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand lers ikke bliver anerkendt som et socialt tilfælde og derfor ikke må komme på værestederne. Ifølge Giddens er påklædning og social identitet i det moderne samfund ikke adskilt, og tøj kan bruges som et redskab til, at signalere klassetilhørsforhold (Giddens, 1999: 121). Ved ikke at være for pænt klædt på, forsøger bruger nr. 7, at tilhøre en anden samfundsklasse end den han reelt tilhører. Giddens beskriver de måder hvorpå, der skaffes basale fornødenheder som regimer. Disse forskellige regimer er delvist et spørgsmål om individuel indflydelse og smag. Tøj er et af de regimer, hvor personer kan udstille sig selv symbolsk, og selvidentitetens fortællinger får derved en ydre form (Ibid:79). Bruger nr. 7 giver sin selvidentitet en fortælling ved at iklæde sig gammelt tøj. Ved at være et socialt tilfælde oplever bruger nr. 7 ikke det samme pres fra andre og samfundet om, at skulle præstere og yde. Ved at være et socialt tilfælde kan han føle sig øverst i hierarkiet indenfor denne samfundsklasse. På nogle af gruppemedlemmerne virker bruger nr. 7 meget overlegen, da han giver os en følelse af, at han bestemt er bedre end de fleste andre. Gennem sarkasme og ironi kan han i situationer få selv os til, at føle os mindre værd end ham. Situationer som disse har fået os til at forstå, hvor vigtigt det er for brugerne, at markere deres identitet over for hinanden, men også overfor os som udefrakommende. Ligesom bruger nr. 7, kan vi forstå på den tidligere stofmisbruger Mostafa, at han også har, og har haft et behov for at markere sin selvidentitet overfor omverdenen. Da Mostafa var stofmisbruger gik han ligesom bruger nr. 7 op i, hvilket tøj han havde på. Modsat bruger nr. 7 var det vigtigt for Mostafa, at være velsoigneret og have pænt og rent tøj på, så han på den måde, ikke lignede en stofmisbruger. For at skjule sin identitet som misbruger, var det vigtigt for ham kun at blive set sammen med andre på caféen, som udadtil heller ikke ville fremstå som stofmisbrugere (interview Mostafa, 12.04.12). På den måde kunne han være sammen med sine venner uden at blive set ned på udenfor caféen. Giddens mener, at udover tøjet er med til at udstille en person, så er tøj også forbundet med hemmeligheder og personlige biografier (Ibid:80). Mostafa forsøgte så- 48

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand ledes både at fremstå med en selvvalgt identitet og samtidig at hemmeligholde hans personlige livssituation som stofmisbruger. Ligesom Mostafa og bruger nr. 7 udadtil forsøger at fremstå med en særlig identitet og rang på caféen, fortæller brugeren Flemming også om et hierarki på Café D. Flemming fortæller os, at han ser sig selv som en del af det øverste hierarki på caféen. Han understreger sin plads i hierarkiet på Café D ved, at bruge argumentet om, at han ikke er langt ude, har lejlighed og mad på bordet. Han fortæller endvidere, at han ikke har brug for caféen, men udelukkende kommer fordi han kan lide det (Interview Flemming, 16.04.12). Ligesom andre brugere vi har talt med, er det tydeligt, at Flemming har fået indtrykket af, at normen i samfundet er, at individet kan klare sig selv, og har et sted at bo, for at være en del af normalen. Da Flemming ud fra hans opfattelse af normen i samfundet allerede har fortolket det, som vi fortolker, spiller den dobbelte hermeneutik således ind. Flemmings forståelse af, at han er øverst i hierarkiet er et udtryk for hans selvidentitet. Gentagende gange oplever vi, at brugere, der kommer på caféen, fremhæver sig selv, som bedre end andre brugere. Det var især tydeligt, at brugere der kommer på caféen grundet sociale motiver hentyder til, at de er bedre end de brugere, der kommer på caféen for at fixe. Bruger nr. 3 fortalte os, at han ikke forstod at vi gad tale med stofmisbrugerne, da han ikke mener, at de er til at tale med (Obs. 22.02.12, del 2). Ved at gøre grin med andre brugere og på den måde fremhæve sig selv som bedre, argumenterer bruger nr. 3 for, at vi hellere skulle tale med ham og bruge ham i projektet. Endvidere er behovet for, at fremhæve sig selv som bedre et udtryk for, at det er vigtigt for brugerne at konkretisere deres selvidentitet og deres plads i hierarkiet på Café D. Den kvindelig bruger Mona fortæller, at hun har det bedst når hun får et bad og rent tøj på. Hun føler sig godt tilpas i selskab med andre, hvis hun får lov at starte på en frisk om morgenen, og få sminke på så hun ser pæn ud (Interview Mona, 17.04.12). Vores fordom om at det ikke var en prioritet, som brugerne går op i, kan vi således afkræfte. 49

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Det virker netop vigtigt for Mona at se pæn og ordentlig ud. Giddens beskriver, at individers kropslige fremtræden og ydre værdier, skaber det samlede hele. Den refleksive skabelse af selvet afhænger meget af den livsstil og det udtryk man anvender. Den kropslige fremtræden og de ydre værdier bliver derfor, også et centralt element i det refleksive selvskabelses projekt (Giddens, 1999: 121). Monas prioritering af, at være pæn og se ordentlig ud er således med til at skabe det billede, som hun ønsker at folk skal få af hende. Vi vurderer at Mona på den måde forsøger at spejle sig i normalen, som hun gerne vil være en del af. Mona er meget bevidst om, hvordan hun fremtræder og hvordan folk opfatter hende. Hendes selvidentitet og selvfortælling er ikke at hun er stofmisbrugere, da hun forsøger at skjule sin identitet ved at iklæde sig pænt tøj. Vi kan konkludere, at brugerne på Café D selv mener, at der er et hierarki på caféen. Ved at skabe deres egen selvidentitet forsøger de, at markere deres plads i hierarkiet. Det gør de blandt andet gennem tøj eller ved at fremhæve sig selv som bedre end andre på caféen. Mange misbrugere forsøger at skjule deres identitet ved, at fremstå som normalen. For at undgå et pres fra omverdenen vil bruger nr. 7 omvendt ikke være en del af normalen. Han forsøger med sit gamle tøj at tilpasse sig miljøet, så han på den måde føler sig som en del af Café D. Det gør, at han bedre kan sidestilles og sammenlignes med de øvrige brugere af caféen og på den måde føle sig øverst i hierarkiet indenfor rummet på Café D. 5.2.2 Et godt liv Mange af brugerne lider af en fysisk eller psykisk last. Søren går for eksempel med krykker og har et glasøje (Obs. 13.02.12, del 1). På caféen har vi dog sjældent oplevet ynk eller klager over dårlige livssituationer. Søren er en af de brugere der giver udtryk for, at han har et positivt livssyn og er tilfreds med tilværelsen (Obs. 13.02.12, del 1). Søren virker til at sætte pris på små ting i hverdagen. Også bruger nr. 7 sætter pris på små ting i hverdagen. Bruger nr. 7 fortæller, at han kan lide lyde. Især togene fra hovedbanegården og lyden af mennesker, der går omkring ham, er noget han holder af, at lytte til og som gør ham glad (Obs. 05.03.2012, del 2). Søren fortæller os, at han hver 50

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand dag takker Gud for igen at vågne og at han elsker weekenderne, da han her må sove længere på herberget (Obs. 13.02.12, del 1). Vi vurderer at Søren enten er oprigtigt glad for livet eller forsøger at udtrykke en positivitet som en slags overlevelsesstrategi eller forsvarsmekanisme, for på den måde bedre at kunne klare hverdagen. Det betyder, at det kan være en facade, han har sat op, fordi at han skal klare sig igennem hverdagen. Søren fortalte os om en episode, hvor han tiggede, og en kvinde kun gav ham 50 øre. Han blev sur og kaldte det for chikane, for som han sagde hvad kan man købe for 50 øre? (interview Søren, 12.04.12). Det er tydeligt, at Søren går op i hvordan han bliver set på, af andre mennesker. At blive tilbudt 50 øre finder han direkte diskriminerende. Ud fra denne oplevelse ses det, at Sørens egen forståelse af sig selv, altså hans selvidentitet, ikke altid stemmer overens med den måde omverdenen ser ham. Når Søren mener, at han er mere værd end 50 øre krænkes hans selvbillede. Omverdenen giver ham således en følelse, der modstrider hans eget selvbillede. Krænkelse kan ifølge Honneth ske ved ydmygelse, fysiske overgreb, manglende respekt og nedværdigelse. På den måde kan individet risikere at miste sit positive forhold til sig selv, hvilket er grundlæggende for dets udvikling. (Honneth, 2001:18). Når Søren i denne situation føler sig krænket, kan han ud fra Honneths teori miste sit positive forhold til sig selv. Det kan også resultere i, at individer føler sig mindre betydningsfulde i sociale sammenhænge (Ibid:18). Ved at Søren kun bliver tilbudt 50 øre, føler han sig mindre betydningsfuld i forhold til det billede, han har af sig selv. Det er svært at konkludere om brugerne af Café D har et godt liv eller om det er en facade de opstiller, som en slags overlevelsesstrategi. Mange af misbrugerne er beviste om, at de af mange bliver betragtet som bunden af samfundet, hvilket også har indflydelse på deres selvidentitet. På trods af dette og selvom mange af brugerne tilmed lider af en fysisk eller psykisk last, som virker til at hæmme dem i deres hverdag forstår de, at sætte pris på små ting i livet. Brugerne sammenligner sig ofte med andre i samme miljø og som er i samme situation som dem selv. 51

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 5.2.3 En ressource for hinanden og for samfundet Efter at Mostafa er blevet stoffri, er det med blandede følelser at han kommer på caféen. Mostafa fortæller, at noget i ham hader at komme på caféen, men at han alligevel tiltrækkes af stedet (Interview Mostafa, 12.04.12). Udover at han søger hans venner og fællesskabet på cafeen, har han også et behov for at hjælpe andre brugere. Han hjælper med praktiske ting, men fortæller også om hvordan han forsøger, at hjælpe de brugere som ønsker, at komme ud af deres misbrug. Han har blandt andet hjulpet misbrugere med at henvise dem til forskellige behandlingstilbud, som han selv har erfaring med. Han fortæller os, at han kun hjælper dem, som vil hjælpes og at det er vigtigt, at de har et sted at bo, før de kan komme ud af deres misbrug (Obs. 06.03.12, del 2). Det at han selv har været stofmisbruger og har formået at blive stoffri gør, at hans erfaring kan gives videre til stofmisbrugere, der har ønsket om at blive stoffri. Vi kan forstå på Mostafa, at fordi han selv er blevet stoffri, føler han sig uundværlig for de misbrugere, der ønsker at komme ud af deres misbrug. Vi vurderer derfor, at han er en af de brugere, der føler sig som en ressource på caféen. Den anerkendelse Mostafa får når de øvrige brugere ser op til ham, styrker både hans selvtillid og hans selvbillede. Da mange udenfor caféen og i den øvrige del af samfundet har svært ved, at sætte sig ind i hvor svært det er at komme ud af et misbrug, vurderer vi, at Mostafa i højere grad får anerkendelse på caféen i forhold til udenfor caféens rammer. Det kan også være en af grundende til, at han vender tilbage til caféen. Den solidaritetsbaserede anerkendelse forklarer Honneth kan give følelsen af, at være værdsat som medlem af et fællesskab (Honneth, 2003:16). Vi antager, at Mustafas positive engagement og evner netop giver ham denne form for anerkendelse og følelsen af at være værdsat i et fællesskab. En anden grund til at Mostafa nævner, at noget i ham hader at komme på caféen er, at han befinder sig i en proces, hvor han er ved at skifte sin livsstil/identitet. Han er gået fra at være stofmisbruger til ikke stofmisbruger og skal samtidig vænne sig til at sin omgangskreds, livsstil og identitet også ændrer sig. Det stiller store krav til individet, der hele tiden skal træffe valg for at definere sin identitet. Det bliver dermed et valg der 52

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand omhandler om hvorvidt han skal komme på caféen eller ej, da det har indvirkning på hans selvidentitet. Det kan forklares med Giddens teorier om valg af livsstil. Mennesker bevæger sig hver dag i mange forskellige miljøer og de kan komme til at føle sig utilpas i de omgivelser der drager deres livsstil i tvivl (Giddens, 1999: 103). Dette gør sig gældende for Mostafa, når han kommer på caféen, da han nu har valgt en anden livsstil, som ikke stofmisbruger der studerer til pædagog. Ved at komme på caféen sætter han således sin egen identitet i tvivl. Søren fortæller gentagende gange, at han gerne vil ud på Roskilde Universitet og fortælle om sig selv i forbindelse med forebyggelse af stofmisbrug (Obs. 13.02.12, del 2). På den måde viser Søren, at han ønsker at være en ressource, og at han gerne vil fortælle sin livshistorie. Desuden har han fortalt os, at han har søgt job som frivillig mentor for børn af kriminelle og stofmisbrugere. Han mener, at de unge kunne lære af ham, og at det vil være klogt at lade ham tale med dem fordi, at han vil forstår dem bedre end nogen anden (Obs. 27.02.12, del 1). Honneth beskriver dette ved, at når subjektet indgår i samfundets solidaritet og positivt bidrager til samfundets hele, så føles der en værdsættelse (Honneth, 2003:16). Sørens udtalelser viser, at han trods hans afhængighed af stofferne ser sig selv som en uudnyttet ressource i samfundet, som andre kunne få gavn af. Han ønsker at bidrage med noget positivt til samfundet. Vi kan konkludere, at flere af brugerne hjælper hinanden gennem støttende samtaler, men de hjælper også hinanden med praktiske ting. På den måde kan de betragtes som en ressource for hinanden. Mange af de brugere vi har talt med føler, på trods af deres personlige problemer, at hvis de fik muligheden for det, også ville kunne bidrage som en positiv ressource for samfundet og ikke kun på caféen. 5.2.4 Sammenfatning af selvidentitet En tendens som har vist sig at være gennemgående for brugernes selvidentitet er, at de er opmærksomme på deres placering i hierarkiet på caféen. Brugerne forsøger, at markere deres selvbillede og deres plads i hierarkiet ved at skabe deres egen selvidentitet. 53

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Brugerne ophøjer ofte sig selv ved at sammenligne sig selv med andre brugere på caféen. Stort set alle vi har talt med mener, at de er bedre end de andre på caféen. Brugerne går sammen i små grupperinger eller fællesskaber som ligner hinanden, og hvor de har samme definition af hierarkiet. Indenfor de små fællesskaber der er opstået på caféen, er det tydeligt, at de kan styrke hinanden i deres selvidentitet ved at sammenligne sig selv med andre på caféen. På den måde styrkes deres fællesskabsfølelse og de kan anerkende hinanden indenfor grupperne. Nogle af brugerne forstår, at sætte pris på små ting i livet og sammenligner sig ofte med andre i samme miljø, og som er i samme situation som dem selv. Dog er det svært at konkludere om brugerne af Café D har et godt liv eller om det er en facade de stille op, som en slags overlevelsesstrategi. Fælles for brugerne er, at de tænker over deres påklædning. Inden for grupperne er det tydeligt at se, at de ligner hinanden ved deres påklædning. Påklædningen bliver et redskab til at fremstå med den fortælling og selvidentitet de ønsker. Vores fordomme om, at det ikke var en prioritet, som brugerne gik op i kan derfor afkræftes. Et andet element som har betydning for brugernes selvidentitet er, at mange af brugerne opfatter sig selv som en uudnyttet ressource for samfundet. For bedre at kunne føle sig som en ressource ønsker langt størstedelen af de bruger vi har talt med, at hjælpe andre. Det kan de gøre på caféen hvor de både gennem samtaler, ved praktiske ting eller ved at hjælpe andre brugere med at komme ud et misbrug føler, at de gør nytte. 5.3 Brugernes søgen efter anerkendelse Igennem vores observationer og interviews fremkom det, at brugerne på caféen, som alle andre mennesker, søger anerkendelse i deres tilværelse. Anerkendelse relaterer sig til sociale behov ved, at brugerne igennem sociale relationer kan opnå anerkendelse. Derudover relaterer anerkendelse sig til selvidentitet. Som nævnt i afsnittet omkring selvidentitet bliver brugernes selvidentitet blandt andet bliver skabt igennem den anerkendelse, de oplever på caféen og i samfundet. Ved hjælp af Axel Honneths anerkendelsesteori vil vi i det følgende afsnit analysere hvordan brugerne søger anerkendelse på caféen og i samfundet. Vi ser Café D som et kulturelt fællesskab, og vi tager dermed 54

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand udgangspunkt i Honneths solidariske sfære. I denne sfære deler individer fælles værdier og normer, hvilket danner et grundlæggende selvværd hos individerne (Honneth, 2003: 14). 5.3.1 Om at søge anerkendelse fra caféens andre brugere Mostafa fortæller, at mange fra caféen ser op til ham, fordi han ikke længere tager stoffer. Det betyder meget for ham, da han er stolt over at være et forbillede på caféen. Det at de andre brugere på caféen har stor respekt for ham, gør ham glad og stolt. Han fortæller, at han tror, at det betyder meget for alle mennesker, at de føler sig stolte over et eller andet (Interview Mostafa, 12.04.12). Mostafa giver her udtryk for, at han opnår anerkendelse via de andre brugere, samt at han værdsætter den anerkendelse. Ifølge Honneth henvender den sociale værdsættelse sig mod individets særlige egenskaber og de specifikke evner, hvormed der bidrages til et bestemt samfundsfællesskab. Individet kan kun forholde sig positivt til sine evner, hvis det værdsættes i samfundet (Jakobsen, 2011: 229). Ved at Mostafa har, er blevet stoffri, accepteres og værdsættes han af de andre brugere. Denne anerkendelse giver ham selvværd og gør ham til et forbillede for de andre. Det kan også give Mostafa overskud og lyst til at hjælpe dem ud af stofmisbruget. Mona søger ligeledes anerkendelse af de andre brugere på caféen. Dette ses i vores interview, hvor hun fortæller, at hun ofte, vælger at indtage sine stoffer udenfor caféen, så de andre ikke ser ned på hende (Interview Mona, 17.04.12). Ved at indtage stoffer på caféen føler Mona sig set ned på. Vi vurderer, at Monas holdning skyldes hierarkiet på caféen. Ved at tage sine stoffer foran de andre brugere føler hun, at hun repræsenterer et lavere niveau i hierarkiet, end hun selv ved vedkende. Vi vurderer, at Mona søger anerkendelse fra de andre brugere ved ikke at vise, at hun injicerer sine stoffer. Hun vil være en del af det fællesskab som ikke åbenlyst tager stoffer, og af hende vurderes til, at være højst oppe i hierarkiet. Vi ser tydeligt, at Mona søger de andre brugers anerkendelse, men hvorvidt hun også opnår den anerkendelse, hun søger, er svært at vurdere. Det skal nævnes, at selvom Mona ofte indtager sine stoffer udenfor caféen, sker det at hun alli- 55

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand gevel indtager dem på caféen. Dette kan eventuelt skyldes at Mona lider af angst for at være alene, og derfor søger trygheden i selskabet (Interview Mona, 17.04.12). På caféen oplever vi, at bruger nr. 1 opnår anerkendelse ved, at have en kæreste. Under et besøg observerede vi, at en ung pige kommer ind på caféen. Hun havde stort lyst hår og make up og havde tydeligvis gjort meget ud af sit udseende. Det følgende citat beskriver øjeblikket, hvor hun kommer ind af døren: Der var tydeligvis mange blikke på bruger nr. 2, da hun kom ind af døren og kyssede hendes kæreste (bruger nr. 1) (Obs. 20.02.12, del 1). Vi vurderer, at de mange blikke skyldtes, at der var få kærestepar på caféen, så for brugerne var det usædvanligt at se. I kraft af alle de nysgerrige blikke formoder vi, at der for bruger nr. 1 er meget prestige i at have en pæn kæreste. Han tager sin kæreste med på caféen, hvilket medfører, at de andre brugere bliver nysgerrige. Brugerne på caféen søger anerkendelse hos andre der ligner dem og indgår i fællesskabet. Forudsætningen for, at vi kan anerkende hinandens bidrag er, at vi er fælles om, at fastsætte de værdier der skaber fællesskabet. Det kan vi kun gøre, hvis vi deler et fælles værdiorienteret mål, der stræbes efter at realisere (Jakobsen, 2011: 229). Eksemplet her fra Honneth viser, hvordan bruger nr. 1 opnår anerkendelsen ved at have en kæreste og have overskud til at give kærlighed og vise omsorg, som de andre på caféen kan være misundelige på. Ved åbenlyst at kysse sin kæreste og vise sin kærlighed til en anden person, søger han anerkendelse hos de andre brugere. Denne anerkendelse ville han højst sandsynligt ikke have opnået, hvis han befandt sig i et andet fællesskab, hvor mange har en kæreste. Brugeren Søren virker stolt over, at vi ønsker at interviewe ham. Han vil meget gerne have sit navn med i projektet, og vi kan mærke, at han føler sig særligt udvalgt. Ved at kunne bidrage med noget føler han sig værdsat (Interview Søren, 12.04.12). Vi vurderer ud fra dette, at han føler sig anerkendt af os. Under vores interview med Søren, kommer der flere nysgerrige brugere hen og undrer sig over, at vi sidder med en blok papir og noterer, hvad Søren siger. Søren vifter hver gang de andre brugere væk og fortæller, at 56

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand vi er i gang med noget her. Søren søger hermed anerkendelse fra de andre brugere ved at føle sig særlig udvalgt. I analysen af selvidentitet fandt vi frem til, at bruger nr. 7 ønsker, at tilhøre en anden klasse end den han reelt tilhører. Vi konkluderede, at for at undgå et pres fra omverden, beskriver han sig som et socialt tilfælde. På den måde får han følelsen af at være øverst i hierarkiet indenfor Café D s rammer, hvilket er medskabende til hans selvidentitet. Udover at skabe sig en selvidentitet vurderer vi også, at det at han beskriver sig selv som et socialt tilfælde, hænger sammen med ønsket om at blive anerkendt. Vi havde i gruppen en forforståelse om, at man ved at få stillet en diagnose kan opnå anerkendelse. Når patienter får stillet en diagnose kan det ses som en forklaring på, at de er som de er. Vi vurderer, at det at bruger nr. 7 kalder sig for et socialt tilfælde, kan sidestilles med, at han har stillet sin egen diagnose og derved markerer sin plads i hierarkiet. Han beskriver processen om, at blive accepteret som socialt tilfælde således: han forklarer med et smil, at det har taget lang tid at blive accepteret som et socialt tilfælde. Han forklarer videre at det blandt andet har krævet daglige besøg på Mændenes Hjem og at han nu er blevet et kendt ansigt derhenne. (Obs. 05.03.12, del 1). For ham virker det som en bedrift, at have fået den titel. Hvis man er en del af normalen, kan man ikke komme på værestederne. Det ses tydeligt hvor stort et behov han har for, at passe ind i et fællesskab. Han opnår anerkendelse, når han bliver set som en del af en større helhed, af de mennesker som til dagligt benytter sig af værestederne på Vesterbro. Om fællesskaber siger Honneth: Det er igennem fællesskabet, at subjektet i samhørighed med andre dels indgår i et fællesskab, hvor det kan genkende sig selv, dels blive anerkendt for sin unikke partikularitet som særegent individ (Honneth, 2003:16). Bruger nr. 7 har ved hjælp af sin egen stillede diagnose forsøgt, at finde sin plads øverst i hierarkiet, hvor han kan genkende sig selv. Ved at indgå i dette fællesskab kan han opnå anerkendelse. Hvis bruger nr. 7 blot var en del af normalen, ville han have svært ved at opnår anerkendelse. Ved at søge Café D og definere sig selv som et socialt 57

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand tilfælde, kan han opnå anerkendelse i fællesskabet og samtidig få en plads øverst i hierarkiet. Ud fra analysen kan vi konkludere, at brugerne søger anerkendelse hos de andre brugere. Anerkendelse gør, at brugerne bliver ved med at vende tilbage til caféen. I rummet hersker der blandt brugerne nogle andre normer og værdier end udenfor Café D. Dette gør, at brugerne kan føle sig anerkendt for små ting, som de udenfor caféen ikke ville bliver anerkendt for. En anden måde at blive anerkendt på er, ved at få stillet en diagnose og på den måde at finde sin plads i hierarkiet. Anerkendelse relaterer sig i høj grad til brugernes selvidentitet. 5.3.2 At føle sig anerkendt for sine ressourcer I vores analyse af brugernes selvidentitet beskrev vi, hvordan brugeren Søren så sig selv som en uudnyttet ressource i samfundet. Dette kom til udtryk gennem hans jobsøgning, samt hans ønske om at komme ud på Roskilde Universitet og fortælle om sit stofmisbrug. Disse drømme er med til at skabe Sørens selvidentitet, men de kan også forklares ved, at han søger anerkendelse af samfundet. Søren fortæller os, at han også har noget at bidrage med til samfundet (Obs. 27.02.12, del 2). Denne observation viser et klart billede af Sørens behov for anerkendelse i samfundet. Om dette siger Honneth: Når individet er solidarisk og bidrager til fællesskabet med sine særlige evner, anerkendes individet som en ligeværdig og trofast bidragsyder (Honneth, 2003:16). Analyserer vi observationen ud fra Honneths udsagn, viser det, at Søren har en trang til anerkendelse. Denne anerkendelse er baseret på behovet for at føle, at han bidrager med nogle ressourcer, der kan bruges. På den måde føler han sig som en ligeværdig person og accepteret i samfundet. I interviewet med Flemming redegør han også for lysten til at hjælpe andre. Han fortæller at, han gerne låner sine ting ud, så længe han selv kan undvære det (Interview Flemming, 16.04.2012). Dette viser at Flemming, ligesom Søren, har behov for at bidrage med hjælp for på den måde at få anerkendelse. Flere af brugerne føler sig som en ressource, da de har lyst til at hjælpe andre. På den måde opnår de anerkendelse og føler sig som bidragsydere til fællesskabet. 58

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 5.3.3 Sammenfatning af brugernes søgen efter anerkendelse Blandt brugerne, eksisterer et rum, hvor der er andre normer og værdier end udenfor Café D. På caféen er brugerne blandt ligestillede og bliver derved anerkendt for noget som de udenfor Café D sjældent bliver anerkendt for. Det kan være i form af en særlig egenskab som det, at være blevet stoffri, at have en pæn kæreste eller det at være særligt udvalgt til et interview. Som nævnt er en anden måde at blive anerkendt på, at få stillet en diagnose og på den måde at finde sin plads i hierarkiet. Dette giver brugerne mulighed for, at påvirke den plads de har i hierarkiet på Café D og skabe det selvbillede de ønsker. Analysen viser, at flere af brugerne søger de andre brugeres anerkendelse. Hvorvidt de får opfyldt deres behov for anerkendelse, kan vi ikke konkludere. Dog vil det være svært at forestille sig, at de blev ved med at vende tilbage til caféen, hvis de ikke får anerkendelse. På caféen føler flere af brugerne sig som en ressource, hvilket ikke er tilfældet udenfor caféens rammer. Det betyder, at de har lettere ved at få anerkendelse, for det de kan bidrage med og derfor vender tilbage til caféen. Anerkendelse relaterer sig til brugernes selvidentitet, da de søger anerkendelse og dermed styrker deres selvbillede. Derudover relaterer anerkendelse sig til fællesskab, da de deler samme normer og værdier og derfor anerkender hinanden. De kan anerkende hinanden for særlige evner, som er specielle indenfor dette fællesskab. I det følgende afsnit vil vi analysere det fællesskab, som skaber rum for anerkendelse på caféen. 5.4 Fællesskab Fællesskab er et af de begreber, der er kommet frem via vores indledende observationer på Café D. Hver gang vi har besøgt stedet, har der altid været mange brugere i forhold til, hvor stor caféen er og hvor mange ansatte, der er til at hjælpe dem. Ved at være en del af et fællesskab, får brugerne et socialt behov opfyldt. Derved relaterer fællesskab sig til de sociale behov. Via vores observationer og interviews blev det tydeligt for os, at der er fællesskaber på caféen. Brugerne har derimod svært ved at se sig selv i det store 59

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand fællesskab på caféen. Da brugerne netop ikke selv umiddelbart kan se fællesskabet, kalder vi dette for usynlige fællesskaber. I det følgende afsnit vil vi definere vores kategori tydeligere samt beskrive det fællesskab, vi har oplevet blandt brugerne på Café D. Vi vil uddybe, hvorfor mange af brugerne føler sig ensomme og har svært ved at fastholde venskaber. I den følgende analysen vi vil anvende Zygmunt Baumans teori om fællesskabsbegrebet og Axel Honneths anerkendelsesteori samt beskrive hvordan fællesskaberne bruges i det nuværende samfund. 5.4.1 Ensomhed i fællesskabet Ensomhed er et begreb, som påvirker mange af brugerne. Vi har ofte oplevet, at brugerne fortæller os, at de ikke ved, hvad de skal give sig til, og derfor kommer de på caféen (Obs. 22.02.12, del 1). Bruger nr. 7 fortæller os, at han er på Café D for at opleve noget. Han fortæller, at han også kommer på Mændenes Hjem for at sidde og iagttage de andre, holde øje med deres handler og kommentere prisen på pillerne i handlerne (Obs. 22.02.12, del 2). Bruger nr. 5 fortæller os, at han føler sig ensom i sin hverdag og derfor kommer på caféen (Obs. 22.02.12, del 1). Ifølge Bauman er individet grundliggende usikker og søger mod et fællesskab for, at opnå tryghed (Jacobsen, 2007: 452). Der kan således redegøres for, at bruger nr. 5 og nr. 7 søger væk fra ensomheden og hen mod trygheden ved, at komme på caféen, hvor der er andre mennesker. Vi vurderer, at både bruger nr. 7 og bruger nr. 5 kommer på Café D for, at frembringe en sikkerhedsfølelse og derved dulme følelsen af ensomhed. Endvidere mangler brugerne muligheder og alternativer til at give deres tilværelse indhold. De kommer på caféen for at tale med andre, og have noget at stå op til. På caféen oplever vi ofte, at folk går lidt rundt - står lidt for sig selv - går ud i gården og komme ind igen. I det hele taget en følelse af rastløshed. Et godt eksempel på denne rastløshed er en ung tuneser, som er asylansøger. Han tager ikke stoffer, men fortæller os med meget opgivende øjne, hvor kedeligt det er i asyllejren og at han ikke ved, hvad 60

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand han skal give sig til. Han er kun på caféen, fordi han keder sig. Han tager stor afstand fra stofferne og ved godt, at han befinder sig i et dårligt selskab. Han fortæller os dog, at det er en mulighed for at komme væk fra ensomheden (Obs. 22.02.12, del 2). Søren fortæller i vores interview, at han bruger det meste af dagen på at gå rundt og observerer folk, hvilket han godt kan lide (Interview Søren, 12.04.12). Det som Søren omtaler, ses i vores virkelighed som tidsfordriv. For ham er det dog en måde at få indhold i hverdagen på. Det kan være, at han føler sig alene og isoleret i sin hverdag og kæmper med frygten for at se sit eget liv i øjnene. Ifølge Bauman, står den enkelte i samfundet alene og isoleret med frygten for at se livets tilfældige grundløshed i øjnene (Jacobsen, 2007: 452). Set i forhold til dette, vurderer vi, at Søren forsøger at dæmpe denne følelse ved at komme på caféen. Bruger nr. 15 er meget opmærksom på sin situation og er godt klar over, at stofferne har været grund til, at han sidder med en følelse af ensomhed og mangel på menneskelige relationer. Han fortæller os direkte, at han aldrig er alene og ser rigtig mange mennesker hver dag men, at han alligevel føler sig ensom (Obs. 12.03.12, del 1). Modsat bruger nr. 15 virker det på den tidligere stofmisbruger Mostafa som om, at han netop kommer væk fra ensomheden ved at opsøge hans tidlige omgangskreds på caféen. Mostafa er i gang med at tage en uddannelse, og udover at komme på caféen fordi han opnår anerkendelse, kommer han også for at søge væk fra ensomheden og se sin omgangskreds og sine venner. Det vi ser eksempler på er, at nogle af brugerne føler sig ensomme, men samtidig ikke er alene. Når vi opererer med begrebet alene, så vil det være i en kontekst, hvor brugeren er fysisk alene og dermed ikke har nogle medmennesker omkring sig. Ensomhed kan altså godt opstå hos brugerne på trods af, at de ikke er alene. Brugernes ensomhed viser sig således på flere måder. Mange brugere føler, at de står alene og de keder sig i deres eget selskab. De forsøger at mindske ensomheden ved at søge caféen, hvor de enten observerer eller søger selskab ved andre brugere på caféen. Fælles for brugerne er, at de på caféen forsøger at søge væk fra ensomheden ved, at 61

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand søge selskab og føle et fællesskab til de andre brugere på caféen. Da der altid er mange brugere på caféen, kan ensomheden være en mental tilstand. Med andre ord, kan der argumenteres for, at selvom brugerne er omringet af mennesker kan de føle sig ensomme. Dog ses det, at nogle af brugerne drager fordel af hinanden og fællesskabet og derved mindsker følelsen af ensomhed. 5.4.2 Grupperinger af små fællesskaber Efter vores interviews opdagede vi, at der er mange grupperinger på caféen. Mostafa taler også om disse grupperinger: nogle finder sammen i små grupper på caféen. Grupperne er sat sammen af folk som ligner hinanden (Interview Mostafa, 12.04.2012). Grupperinger af små fællesskaber der holder sig for sig selv, men så snart de skal stå imod omverdenen går de sammen og beskytter hinanden i et stort fællesskab. Som individer føler mange af brugerne sig svage, men hvis de står sammen i et fællesskab er de stærke. Under interviewet med Mostafa blev vi forstyrret af en politibil, hvilket havde stor betydning for brugerne, da det rum som brugerne før havde befundet sig i, blev afløst af et nyt og mere utrygt rum. I kraft af at mange af brugerne er i besiddelse af ulovlige stoffer fremstår politiets indtrængen, som noget der bryder trygheden i rummet. I situationer hvor brugerne står overfor en konfrontation med omverdenen, er det tydeligt at se det usynlige fællesskab, som deles af alle brugerne. De små grupperinger informerede hurtigt hinanden, selvom det ikke var grupper, vi før havde set tale sammen (Interview Mostafa, 12.04.12). Vi vurderer, at fællesskabet er i evig forandring, men at det ikke påvirkes af skiftende brugere. Dette ses i henhold til Baumans teori om de flydende fællesskaber, hvor han redegør for, at sociale relationer og identitet i dag ikke sikres eller stabiliseres af ydre sociale og økonomiske forhold, men løbende skal konstrueres indenfor de givne rammer (Bauman, 2000:7). Bauman beskriver også hvordan individets evige konfrontation med at træffe valg, kan være en årsag til frygt, og at individet vil søge tryghed i et større fællesskab. Ifølge Bauman er individet tvunget til at træffe disse valg, da de ikke længere er givet på forhånd (Jacobsen, 2007: 452). For 62

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand individet opleves der en kombination af utryghed, uvished og usikkerhed (Bauman, 2000:207). Det ses tydeligt at brugerne finder tryghed i det store fællesskab, eksempelvis når de føler sig truet af politiet. Bauman ser fællesskab som en vigtig del af samfundet, for ved at være en del af fællesskaber kan den enkelte dulme sin eksistentielle uro og angst (Jacobsen, 2007: 452). Ved at søge sammen i det store fællesskab, kan brugerne slippe deres angst og finde tryghed ved andre. Under vores interview beskriver Mona et godt sammenhold på caféen kvinderne imellem. Caféen er meget opdelt i mindre fællesskaber, men når det gælder alle de andre står vi sammen. (Interview Mona, 17.04.2012). Mona mener altså også, at caféen er opdelt i mindre grupperinger eller fællesskaber, dog ser hun et samlet fællesskab, når caféen står sammen mod omverdenen. Hun ser et særligt sammenhold kvinderne imellem. I Baumans teori om de flydende fællesskaber påstår han, at fællesskabet er vigtigt for at individet kan skabe sin identitet, og man søger dermed tryghed gennem andre. Mona søger netop fællesskab hos de andre kvinder, da disse er i undertal på caféen. Ved at søge fællesskabet og trygheden hos de andre kvinder, kan hun lettere skabe sin identitet. Et helt tydeligt fællesskab på caféen er en stor gruppe af udlændinge. Nogle af dem er asylansøgere, andre er etniske danskere. Årsagerne til at der kommer mange udlændinge, vurderer vi, via vores observationer til dels, at skyldes kedsomhed men også at stedet passer til deres livsstil. Vores forforståelse kommer i spil, da vi vurderer, at der blandt caféens brugere af anden etnisk herkomst end dansk, eksisterer en sydlandsk mentalitet. Ofte har vi oplevet denne mentalitet, når vi rejser syd på, hvor tiden nærmest står stille og mange dage går med at sidde i solen, spise mad og tale med sine venner - også på offentlige steder. Denne form for interaktion med andre sker sjældent i Danmark, men de udenlandske brugere af caféen oplever måske at de fysiske rammer og rummet tillader denne form for fællesskab. Der er sjældent meget interaktion imellem de danske og de udenlandske brugere af caféen. Dette kan skyldes sprogbarrierer, men også de kulturelle forskelle. Vi har også observeret udlændinge på Café D, som indtager 63

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand hårde stoffer. Deres formål er derfor ikke kun at interagere, men også at kunne indtage stoffer i rolige omgivelser. Det kan altså konkluderes, at der findes mange små og større grupperinger på caféen. Mange brugere søger sammen i små fællesskaber med andre, som de har noget til fælles med. De små grupperingerne har været meget tydelige for os, men er også noget brugerne selv er opmærksomme på. I fællesskaberne bruger de hinanden til at spejle sig i og derigennem til at skabe deres egen selvidentitet. Mange af brugerne ser ikke et stort fællesskab på caféen, men det er dog tydeligt for os, at de står sammen i et stort fællesskab, hvis de bliver truet af udefrakommende. 5.4.3 At fastholde venskaber i de små fællesskaber At fastholde venskaber i de små fællesskaber på caféen har vist sig, at være svært for brugerne. Mange af brugerne er ikke i stand til at fastholde tid, når de skiftevis er på stoffer og ikke på stoffer. Længden på dagene ændrer sig i deres rus, hvilket gør det svært at lave aftaler, være til stede i rummet og fastholde venskaber i de små fællesskaber. Det kan altså være stofferne, der gør det svært for brugerne at fastholde venskaber i de små fællesskaber. I nutidens samfund, er der endvidere ikke samme systematik og kontrol som tidligere, og der er stor tilstedeværelse af forandring (Jacobsen, 2007: 455). Dagene på caféen og de fællesskaber der eksisterer dernede, er præget af forandring. Forandring i forhold til brugerne der kommer på caféen, hvilke frivillige der er på arbejde og andre faktorer så som brugernes sundhed. Da der hele tiden forekommer forandringer, kan det derfor være svært for brugerne at indgå i faste relationer i de små fællesskaber. Flere brugere fortæller os også, at de ofte oplever, at andre brugere dør eller får lange fængselsstraffe (Interview Mona, 17.04.12). Angsten for at miste kan derfor også være årsag til, at brugerne ikke ønsker at binde sig for meget til hinanden. Det tager modet fra brugerne at miste, og afholder dem yderligere for at indgå i sociale relationer. Mange brugere beskytter derved sig selv ved at undgå at opsøge venskaber. 64

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Vi vurderer, at det er paradoksalt for dem, da de ikke tør knytte sig til andre, men samtidig har brug for andre for ikke at føle sig ensomme. Det kan nu konkluderes, at der er mange elementer som truer fastholdelsen af de små fællesskaber på caféen. Forandringer i forhold til de ansatte på caféen samt risikoen for at miste en ven, er elementer som gør, at brugerne af caféen har svært ved at binde sig. Stofmisbrugernes manglende evne til at fastholde tid gør, at det svært at lave aftaler og dermed at fastholde venskaberne i de små fællesskaber. 5.4.4 Stol aldrig på en misbruger Mostafa fortæller, at man aldrig kan stole på en misbruger, der tager hårde stoffer. Stofferne styrer, deres handel og ageren således at de gør ting, selvom det måske er imod deres moralske kodeks. Mostafa udtaler følgende: man har kun venner hvis man har penge. Det er kun overfladiske ting der bliver talt om på caféen (Interview Mostafa, 12.04.2012). Det vil med andre ord sige, at venskaber kun opstår hvis penge binder dem sammen. Det at pengene binder dem sammen gør, at der ikke er nogen oprigtigt interesse og derfor kun bliver talt om overfladiske ting. Søren er en af de brugere, der taler med rigtig mange forskellige brugere hver dag. Desuden virker de ansatte til at kende ham særdeles godt. Derfor undrede det os, at han under vores interview fortalte os, at han ikke synes at der var et sammenhold blandt brugerne. Der er ingen sammenhold på caféen fortæller Søren med overbevisning i stemmen. Han fortæller, at alle på caféen er i samme båd, men at det ikke er noget Søren mærker noget til (Interview Søren, 12.04.2012). Søren bekræfter Mustafas udsagn og fortæller at han ingen venner har på caféen og at han kun har venner, hvis han har penge (Interview Søren, 12.04.12). Søren er bange for at blive såret og mener derfor, at det er lettere ikke at have venner. Selvom Søren siger, at han ikke har venner på caféen, er det tydeligt, at han forsøger at få dækket et socialt tomrum gennem caféen. Søren kommer på caféen hver dag og er en af de brugere, som vi har talt med flest gange. Han henvender sig selv til os og vil meget gerne tale. Den første gang vi talte med Søren, 65

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand fortalte han stik imod hans udmeldinger fra interviewet, hvor godt et fællesskab de havde på caféen, og hvor mange rare mennesker der kom der. Bauman beskriver, hvordan fællesskaber kun fungerer kortvarigt og opstår i perioder, hvor individuelle interesser mødes (Jacobsen, 2007: 453). Om Søren netop havde haft en dårlig oplevelse eller om Baumans teori om kortvarige fællesskaber er årsagen til, at Søren pludselig skifter holdning er uvist. En anden faktor der kan have haft indflydelse på Sørens skiftende holdning kan være, at han igennem vores proces har gennemgået en udvikling i form af, at hans stofmisbrug er blevet forværret. Han gik fra at være en meget åben og positiv person, som boede på herberg til, at bo på gaden og tale negativt om sin situation (Obs. 13.02.12, Interview Søren 12.04.12). Vi kan konstatere, at mange brugere er af den overbevisning, at man ikke kan stole på en misbruger, og at man kun har venner, hvis man har penge. Disse holdninger betyder således, at brugerne har svært ved at tillade sig selv at involverer sig i andre brugeres liv. De frygter at de selv, ender med at bliver såret og de føler derfor at det er lettere ikke at have venner. 5.4.5 Tætte venskaber? Selvom vi ikke har hørt nogle af brugerne tale om tætte venskaber, har vi alligevel oplevet venskaber, der i vores optik ligner tætte venskaber. Brugeren Alb virker til, at have opbygget reelle venskaber på caféen. Flere gange under interviewet kom der flere hen og hilste på ham og gav ham kram. Han fortæller, hvordan han føler et nært venskab til en af dem der hilser: det er min storebror, altså ikke rigtige, men sådan føler jeg det. (Interview Alb, 16.04.2012). Det, at beskrive et andet menneske som familie, uden personen faktisk er det viser, at der er stærke relationer mellem de to. Ifølge Bauman, er individet grundliggende usikkert og søger mod et fællesskab for at opnå tryghed (Jacobsen, 2007: 452). Målet for fællesskabet hos de to er derfor, at skabe et opfundet familiebånd der kan frembringe en sikkerhedsfølelse hos dem begge. 66

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Bruger nr. 5 og nr. 7 er to ældre herrer som kommer på Café D for at få mad og være sammen med andre. De har lært hinanden at kende på caféen og kommer der begge regelmæssigt. Bruger nr. 7 fortæller os, at han har givet bruger nr. 5 sit telefonnummer men, at bruger nr. 5 aldrig har benyttet sig af det. Ud fra dette vurderer vi, at bruger nr. 7 har lyst til at skabe relationer men at, det er svært at få det til at fungere i praksis. Bruger nr. 7 fortæller endvidere at han: betragter bøgerne og aviserne som sine rigtige venner (Obs. 05.03.12, del 2). Bruger nr. 7 har fundet ud af, at han kun kan stole på sine bøger. Da bruger nr. 5 er gammel taxachauffør og har lovet bruger nr. 7 at lære ham at køre bil, håber han dog stadig på, at de to på et tidspunkt kan se hinanden udenfor caféen. Dette viser at de har opbygget et bånd gennem caféen. Mostafa fortæller, at det ikke var svært for ham at komme ud af hans stofmisbrug men, at det var svært bagefter (Interview Mostafa, 12.04.12). Mostafa væmmes ved stofferne og det liv han havde som misbruger, men tiltrækkes stadigvæk af hans omgangskreds på caféen. Problemet for Mostafa har derfor været, at han gennem et mangeårigt misbrug har han opbygget en omgangskreds på Café D og derfor har alle sine venner der. Da han besluttede at stoppe sit misbrug, var det svært for ham at være udenfor miljøet, da han ikke kunne give slip på sine venner. Vi kan forstå på Mostafa, at han føler sig splittet idet at han i dag, føler sig som en del af samfundet udenfor caféen men, at han alligevel er nødt til at søge til caféen for, at få sine sociale behov opfyldt, opleve et fællesskab, blive anerkendt og komme væk fra ensomheden udenfor caféen. Selvom størstedelen af de brugere vi har talt med ikke oplever tætte venskaber på caféen, står det klart for os, at de tætte venskaber på caféen eksisterer. De tætte venskaber frembringer en sikkerhedsfølelse for brugerne og skaber en form for tryghed. 5.4.6 Sammenfatning af fællesskab Fællesskab relateres til vores kernekategori sociale behov ved, at fællesskabsfølelsen og det at brugerne føler, at de hører til et sted, kan være med til at opfylde et socialt behov. Det er helt tydeligt, at brugerne oplever ensomhed i en eller anden form, hvilket blandt andet kommer til udtryk igennem rastløshed og kedsomhed. Ensomheden relaterer sig 67

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand til fællesskab idet, at nogle af brugerne drager fordel af de små fællesskaber, og derved begrænser ensomheden. Modsat er der dog brugere, der føler sig ensomme, selvom de har mange mennesker omkring sig hver dag. De små fællesskaber som brugerne indgår i, er sat sammen af brugere, der ligner hinanden og har noget til fælles med. Disse fællesskaber gør, at de kan spejle sig i hinanden og opleve et fællesskab indenfor grupperingerne. Det at indgå i et fællesskab, giver brugerne en følelse af tryghed. Dermed relaterer fællesskab sig til tryghed. Vi kan konkludere, at der eksisterer et stort usynligt fællesskab i rummet. Fællesskabet bliver synligt når brugerne bliver truet af udefrakommende og derfor står sammen. Selvom størstedelen af de brugere vi har talt med, ikke oplever tætte venskaber på caféen, kan vi dog konkludere, at der eksisterer enkelte tætte venskaber på caféen. De tætte venskaber frembringer en sikkerhedsfølelse og skaber tryghed. Dog kan vi også konkludere, at mange brugere er af den overbevisning, at man ikke kan stole på en misbruger, og at man kun har venner, hvis man har penge. Da brugerne frygter at ende med at blive såret betyder det, at brugerne har svært ved at involverer sig i andre brugeres liv, og det er derfor lettere for dem ikke at have venner. Vi kan endvidere konkludere, at risikoen for at miste en ven eller lignende forandringer kan true fastholdelsen af de små fællesskaber på Café D. 5.5 Brugernes tryghed Gennem vores observationer og interviews oplever vi, at tryghed er et vigtigt element for brugerne i deres motivation for, at komme på caféen. Der er en række tryghedsskabende elementer på caféen som gør, at brugerne kan være sig selv og tør åbne op for deres sociale behov. I dette afsnit beskriver vi, hvordan brugerne af Café D får følelsen af tryghed. Først kommer vi ind på den tryghed, brugerne oplever gennem deres tilknytning til caféen og de fysiske rammer. Derefter vil vi komme ind på, hvordan der bliver skabt tryghed for brugerne i gennem sociale relationer, genkendelighed og stofindtagel- 68

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand se. I afsnittet vil vi primært bruge Honneths retslige sfære til at analysere kategorien tryghed. 5.5.1 Tryghed ved stedstilknytning og de fysiske rammer De fysiske rammer på Café D består af en indendørs café samt et indhegnet gårdareal, hvor indhegningen dækker hele vejen rundt om caféen. Folk udefra gaden kan derved ikke kigge direkte ind på Café D, ligesom at det heller ikke er muligt for brugerne, at følge med i livet udenfor caféen. Selve indhegningen af caféens område gør, at politiet og andre ikke har direkte adgang, hvilket giver brugerne tryghed og ro til, at indtage deres stoffer. Mange af de brugere vi har talt med, ønsker ikke at andre skal se når de indtager deres stoffer. Mostafa synes også, at det må være betryggende for folk, at de kan parkere deres biler udenfor caféen og gå på arbejde på den anden side af Halmtorvet, uden at vide at der ligger et fixerum (Interview Mostafa, 15.04.12). For at give brugerne en anonymitet og afskærme for det omkringliggende miljø, mener Flemming ligeledes, at det er godt at hegnet er sat op (Interview Flemming, 16.04.12). Flemming fortæller videre, at når det kommer til stofindtagelse, så føler brugerne sig trygge og sikre på caféen, for så kan de være i fred (Interview Flemming, 16.04.12). Brugerne giver herved utryk for, at de er klar over, at de ting der foregår indenfor Café D s fysiske rammer, ikke er noget det resterende miljø skal være generet af. Det er brugernes brug af de fysiske rammer, der definerer dets betydning. Mostafa definerer Café D som et fixerum, selvom det ikke var den oprindelige tanke bag caféen. Det er brugernes brug af Café D der har skabt det, som de fysiske rammer bruges til i dag. Afskærmningen fra den øvrige del af samfundet giver også brugerne følelsen af, at være en del af normalen inde på caféen. Bruger nr. 15 fortæller, at han er hjemløs i Københavns kommune og tidligere har været hjemløs i Århus kommune (Obs. 12.03.2012, del 2). Da han netop giver udtryk for at være hjemløs i en specifik kommune, virker det vigtigt og trygt for denne bruger, at føle at han har et sted at høre til. Dermed vurderer vi, at hans tilknytning til Café D er vigtig for ham. Her kan han og de andre brugere føle 69

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand sig trygge, og de kan være sig selv uden at føle sig anderledes. På den måde har Café D skabt de fysiske rammer for et rum, som i brugernes virkelighed er normalen. Et kendetegn ved Café D er, at der her ikke gælder de samme spilleregler, som i det omkringliggende samfund. Dette kommer til udtryk ved, at toiletterne bliver brugt som fixerum og at køb og salg af stoffer er legalt indenfor på caféen og i gårdens fysiske rammer (Christensen, 2011:4). Disse spilleregler overskrider samfundets grundregler og love idet, at det er ulovligt, at handle og være i besiddelse af hårde stoffer. Når brugerne befinder sig på caféen passer de ind under de retningslinjer, der er legale på Café D. Fordi dealerne, stofmisbrugerne og andre brugere på caféen opfylder de retningslinjer der er, føler de sig som lovlydige, hvilket giver dem tryghed. I Honneths retslige sfære betyder dét at være medlem af noget, at individet opnår selvrespekt (Honneth, 2009: 16). Da brugerne følger de samme retningslinjer som alle andre indenfor caféen gør det, at de er i stand til, at skabe selvrespekt. De regner dermed sig selv som et lige medlem af det samfund, de har skabt på caféen. Da indhegningen både afskærmer brugerne fra samfundet og samtidig skaber tryghed og følelsen af at være i fred, og blive accepteret i rummet, ser de afskærmningen som et positivt tiltag. Derudover giver caféen dem en følelse af stedstilknytning, der fungerer som en holdeplads, for de der ikke føler at de hører til andre steder. Endvidere skaber det tryghed for brugerne, at de har mulighed for at komme et sted, hvor de kan overholde de regler der er gældende. 5.5.2 Politiet på caféen Den trygge følelse i rummet kan dog hurtigt blive brudt. Som tidligere nævnt, oplevede vi en dag, at en politibil kørte helt ind i gården på Café D, som normalt er lukket område og kun beregnet til brugerne. Ved at overskride de fysiske rammer, brød politiet brugernes grænse og udfordrede deres tryghed. Brugerne blev utrygge og rygtet om at politiet var til stede, blev hurtigt formidlet videre blandt alle brugerne (Interview Mostafa, 15.04.12). Her relaterer tryghed sig til fællesskabet. Flere føler en utryghed når politiet 70

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand er på caféen. Alb fortæller, at det eneste der kan gøre brugerne utrygge er, når politiet kommer (Interview Alb, 16.04.12). Flemming fortæller, at når politiet er på caféen er han ligeså usikker på caféen som han er udenfor (Interview Flemming, 16.04.12). Mona fortæller også, at politiets indblanding på caféen skaber en utryg følelse for hende. Hun mener, at politiet fjerner brugernes frihed ved, at komme og visitere og behandle dem dårligt (Interview Mona, 17.04.12). Brugerne er her enige om, at når politiet viser sin tilstedeværelse, skabes der en utryg stemning på hele caféen. Brugerne syntes, at politiet intimiderer dem, og bryder ind på deres territorium. Honneth mener, at diskrimination af grupper kan gå ind at krænke den retslige sfære (Honneth, 2009: 18). I forhold til brugerne, kan de, ved politiets indtrængen, opleve en krænkelse af den retslige sfære. Mellem Café D og politiet er der nogle uofficielle aftaler om, at der må fixes. Politiet har således accepteret de retningslinjer, der er på caféen. Til tider overholder politiet ikke disse gensidige aftaler, hvilket betyder at brugerne føler sig krænket og diskrimineret af deres handlinger. Det udtrykker brugeren Flemming også da han fortæller, at han føler sig ført bag lyset af politiet (Interview Flemming, 16.04.12). Et andet eksempel på brugernes mistænksomhed er når der indtrænger ugenkendelige eller nye personer på caféen. Selvom mange brugere sidder for sig selv eller i små grupper er de meget opmærksomme på, om de øvrige brugere er, nogle de har set før. Bruger nr. 7 har fortalt os, at han var nødt til at fjerne hans skæg, da de øvrige brugere ikke kunne genkende ham. Inden han fjernede skægget var han ugenkendelig, hvilket gjorde at, de andre brugere blev utrygge ved hans tilstedeværelse og troede, at han var en forklædt politibetjent. (Obs. 05.03.12, del 2). Da vores to mandlige gruppemedlemmer første gang besøgte caféen alene, oplevede de også, at brugerne virkede utrygge og opførte sig tydeligvis atypisk. Dette kunne ses ved, at brugerne forlod caféen og opholdt sig det meste af tiden ude i gården, selvom de normalt også bruger det indendørs areal. Vores mandlige gruppemedlemmer kunne fornemme en usikkerhed og en utryg stemning på caféen. Nogle af brugerne gav senere udtryk for, at de troede at vores mandlige gruppemedlemmer var civilbetjente, da de 71

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand ikke kunne genkende dem fra tidligere besøg på caféen (Obs. 21.02.12, del 1 og 2). Det er derfor tydeligt hvordan en mistroisk stemning breder sig, når brugerne føler sig utrygge på grund af nye ansigter. Brugerne agerer ikke som de plejer, og de er på vagt overfor de nye ansigter. En ting der kan skabe utryghed blandt brugerne er politiets indtrængning. Brugerne giver udtryk for at politiet overskrider nogle grænser og tager friheden fra dem. På Café D kan der hurtigt opstå en mistroisk stemning, hvis genkendeligheden ikke er til stede. 5.5.3 Tryghed ved sociale relationer og genkendelighed Brugeren Søren mener, at de andre brugers tilstedeværelse har stor indflydelse på trygheden på caféen. Han peger på en af udlændingene og fortæller, at han føler sig sikker på caféen fordi han er på caféen. Søren fortæller, at udlændingen er en der respektere ham, låner ham penge eller hjælper ham på anden vis, hvis han har brug for det. (Interview Søren, 12.04.12). Søren fortæller, at denne person hverken er en ven, eller en han taler meget med men, at hans tilstedeværelse gør Søren tryg i kraft af genkendeligheden. Dette viser hvordan genkendelighed er med til at skabe tryghed for brugerne og samtidig hvordan, at atypiske handlinger og fremmede mennesker kan skabe en utryg stemning. Efter adskillige besøg på caféen opstod der også en genkendelighed for brugerne i forhold til at se os. Bruger nr. 5 som vi kender fra tidligere besøg, kommer forbi og spørger hvordan vi har det. Han fortæller, at han er glad fordi han skal have nye tænder. Han er faldet på Hovedbanegården, og nu vil kommunen betale et nyt gebis. (Obs. 14.03.12, del 1). Som ovenstående observation viser, virker han tryg ved os, idet han helt af sig selv henvender sig, og fortæller os om det nye i hans liv. Da han har set og talt med os før, er vi derfor ikke længere fremmede for ham. Han er tryg ved at åbne op for os og fortælle om sig selv. Brugerne nævner, at de ansatte gør godt for caféen og er med til at skabe tryghed. De ansatte kender brugerne, lytter til dem og prøver altid at hjælpe hvor de kan. Mona for- 72

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand tæller hvordan, at de ansatte er med til at skabe tryghed i de situationer, hvor politiet kommer på caféen (Interview Mona, 17.04.12). Når politiet kommer, forsøger de ansatte altså at genskabe trygheden for brugerne. Mona beskriver de ansatte som omsorgsfulde og kærlige og beskyttende overfor brugerne indenfor caféens rammer (Interview Mona, 17.04.12). De ansatte forsøger, med deres kendskab og omsorg til brugerne, at skabe nogle trygge rammer, hvor brugerne føler sig godt tilpas. Genkendeligheden betyder også meget for Mostafa. Han fortæller, at han føler sig tryg på caféen og henviser til, at han har kendt mange herinde i sine 20 år som stofmisbruger. Han kan godt lide, at kende de folk der kommer på caféen og hilse på dem (Interview Mostafa, 12.04.12). Bauman beskriver denne genkendelighed ved, at man aldrig er fremmede for hinanden (Bauman, 2002:8). Mostafa ser ikke de andre brugere som fremmede og er derfor tryg ved at komme på Café D. Selvom caféen er kendt for at være et sted hvor folk kan fixe, så er det også et sted hvor folk kommer fordi de mærker en tryghed gennem gamle bekendtskaber. For mange af brugerne handler trygheden om genkendeligheden ved de andre brugere. Genkendeligheden gør, at brugerne ikke føler sig fremmede for hinanden, og derfor kan de godt lide at befinde sig på caféen. De ansatte er med til, at skabe trygge rammer for brugerne der har brug for at blive lyttet til eller hjulpet i forskellige situationer. 5.5.4 Tryghed ved stofmisbruget Bruger nr. 15 tager stoffer for at flygte fra hverdagens problemer. Han fortæller at han tager stofferne for ikke at kunne mærke sig selv (Obs. 12.03.12, del 1). Han har selvdestruktive tanker, som han gerne vil væk fra og som er grunden til, at han tager stofferne. På den måde er stofferne med til, at give ham tryghed og kontrol over sig selv og sine tanker. På Café D er der netop skabt fysiske rammer hvor stofmisbrugerne i fred og ro kan indtage deres stoffer og tilmed få hjælp, hvis de skulle have taget en overdosis. Det kan diskuteres hvorvidt denne følelse af tryghed synes falsk. Falsk fordi stofmisbruget, i forhold til vores forforståelse, ikke er trygt, men snarere utrygt og noget brugerne gerne vil væk fra. Om de trygge rammer for stofindtagelsen fastholder brugerne i deres mis- 73

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand brug kan diskuteres. For brugerne selv, virker det dog ikke sådan. Alle dem vi talt med, giver dog ikke caféen skylden for deres vedvarende misbrug. Det virker snarere som deres eneste mulighed for trygge rammer, hvor de kan få hjælp hvis der opstår problemer i forbindelse med indtagelsen af stofferne. Søren nævner, at når han indtager stoffer beder han de ansatte om at snakke, bare så han ved, at de er der. Det er sikkert for Søren at fixe når, han har selskab og desuden føler han sig ensom, hvis der ikke er nogle omkring ham (Obs. 13.02.12, del 1). Mona har det også som Søren. Da Mona har angst for at være alene, har hun også brug for selskab, når hun fixer. Selskabet får Mona til at føle sig tryg, derfor er det også et af hendes motiver for at komme på caféen (Interview Mona, 17.04.12). Disse observationer viser hvordan brugerne finder tryghed i deres stofindtagelse. Endvidere viser det også, at brugerne gennem selskab opnår tryghed. Da hverdagens problemer forsvinder ved stofindtagelse, opnår brugerne således følelsen af tryghed. Ved at have nogle omkring sig når brugerne fixer, føler de sig ikke alene, og situationen bliver mere sikker og tryg for dem. 5.5.5 Sammenfatning af tryghed De fysiske rammer på Café D og specielt indhegningen omkring, skaber rum for brugernes tryghed og følelsen af at være i fred. Samtidig afskærmes de fra det omkringliggende samfund, hvilket de ser som positivt i forbindelse med trygheden på caféen. Da nogle af brugerne ikke føler, at de hører til andre steder, har de en særlig tilknytning til stedet. Rammerne på Café D skaber tryghed, dog kan dette brydes af politiets tilstedeværelse. Når politiet træder ind på brugernes territorium, føler de sig intimiderede ved, at politiet overskrider deres grænser. På Café D kan der hurtigt opstå en mistroisk stemning, hvis der er noget, der forekommer atypisk. For brugerne medfører dette, at trygheden handler om genkendelighed blandt de andre på Café D. Ved at brugerne ikke er fremmede for hinanden, skabes der ro og tryghed hos den enkelte bruger. De ansatte er med til at ska- 74

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand be rammerne om et trygt miljø. Dette gør de ved at skabe relationer til brugerne, hjælpe dem og vise interesse for deres liv. Samtidig hjælper de ansatte med at tackle de situationer, som brugerne ikke selv kan rede sig ud af såsom at administrere køen til toilettet. På Café D er der via fysiske rammer skabt et sted, hvor det er trygt at indtage stoffer. Mange af brugerne ser selskab som et tryghedsskabende element i situationer hvor de indtager stoffer. Samtidig er brugerne klar over, at de ansatte har en modgift hvis de får en overdosis, hvilket skaber tryghed. Følelsen af tryghed opleves også ved at indtage stoffer. Brugerne bruger stofferne til at få kontrol over sig selv og flygte fra hverdagens problemer. 5.6 Relationer mellem kategorierne Efter analysen af de fem kategorier, hvor vi har defineret deres egenskaber og set dem i forhold til teoretikere, vil vi I dette afsnit uddybe relationerne mellem vores kategorier. Det er disse sammenhænge der danner rammen om den teori vi forsøger at fremstille, og som er en del af den endelige konklusion på vores projektrapport. Fællesskab Anerkendelse Sociale behov Tryghed Selvidentitet Figur 2: Relationerne mellem kategorierne 75

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Vores kernekategori, sociale behov, dækker over og relaterer sig til alle vores underkategorier. Relationerne er i kraft af vores metode, grounded theory, interne relationer. Hartman argumenterer for, at når man anvender grounded theory som en kvalitativ metode, hvilket er det vi gør, så er det almindeligt at relationerne ses som interne (Hartman, 2005: 72). Vi erkender, at alle vores kategorier har indbyrdes relationer til hinanden. Dog er nogle relationer tydeligere end andre i analyseafsnittet. Det er ud fra disse tydelige relationer, vi har baseret det følgende afsnit på. 5.6.1 Selvidentitet Anerkendelse Selvidentitet præges gennem sociale relationer og interaktion på både Café D, men også i det omkringliggende samfund. Selvidentitet udspringer altså fra sociale behov igennem interaktionen med andre. Brugernes selvidentitet viser et billede af, hvordan de ser sig selv og hvordan de gerne vil ses på af omverden. I forbindelse med dette spiller anerkendelse en stor rolle. Anerkendelse relaterer sig til sociale behov ved, at man igennem sociale relationer kan opnå anerkendelse fra andre. Brugernes søgen efter anerkendelse markeres ved at de skaber en fiktiv identitet eller forsøger at skjule deres reelle selvidentitet. Anerkendelsen kan både komme fra samfundet, men i høj grad også fra de andre brugere på caféen og fra de ansatte. Den anerkendelse brugerne får fra hinanden foregår i det fællesskab der er på Café D. 5.6.2 Fællesskab Anerkendelse Igennem fællesskabet og interaktionen med andre, bliver brugernes sociale behov opfyldt, og gennem fællesskabet søger brugerne ligeledes anerkendelse. Indenfor fællesskabet eksisterer der de samme værdier og normer, som dog ikke er gældende i den øvrige del af samfundet. Brugerne kan herved anerkende hinanden for noget, de ellers ikke ville opnå anerkendelse igennem. Gennem fællesskabet opnår brugerne en følelse af at høre til, og de kan anerkendes for deres særlige evner indenfor de normer der eksisterer på caféen. Brugerne bliver igennem fællesskabet anerkendt i den solidariske sfære. 76

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 5.6.3 Fællesskab Tryghed Gennem fællesskabet på Café D opstår der en tryghedsfølelse for brugerne. Tryghed skabes gennem genkendelighed, og de sociale relationer der er på caféen. Derudover skabes tryghed også via de fysiske rammer, da der er dannet et frirum, hvor brugerne føler, at de kan være sig selv, og ikke bliver forstyrret af det resterende samfund. Der er en række tryghedsskabende elementer på caféen som gør, at brugerne kan være sig selv og tør åbne op for deres sociale behov. Fællesskabet på caféen kan defineres som værende usynligt, da brugerne ikke selv kan se et samlet fællesskab. Alligevel opstår der en fællesskabsfølelse, når de bliver truet af udefrakommende. Der skabes hermed et rum for fællesskab mellem brugerne. Brugerne tiltrækkes af dette fællesskab, da de føler, at de passer ind og dermed føler ro og tryghed. Flere af brugerne har givet udtryk for, at både kedsomhed og ensomhed er med til at gøre, at de kommer på caféen. De er derfor glade for, at Café D formår at involvere dem i andre mennesker og skabe rum for tryghed og fællesskab med andre. 5.6.4 Kernekategori kategorier Selvidentitet, anerkendelse, fællesskab og tryghed er alle kategorier der er forbundet med sociale behov. Café D danner de fysiske rammer for, at brugerne socialt drager nytte af hinanden eller de ansatte. Dermed skabes der et rum, hvori brugerne føler de opnår anerkendelse, og på den måde finder de et ståsted, der påvirker deres selvidentitet. De sociale relationer gør, at brugerne søger mod det usynlige fællesskab der ses på Café D, og derved opnår en tryghedsfølelse. Behovet for fællesskab, tryghed, anerkendelse og selvidentitet er så stort, hos de brugere vi har talt med, at de bliver ved med at vende tilbage til caféen, da de her har mulighed for at søge behovene. Caféen fastholder brugerne i dens fysiske rammer, mens brugerne fastholder hinanden og stedstilknytningen på grund af rummet. 77

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 5.7 Vores teori 5.7.1 Vores ansats til teori Ud fra vores analyse af de fem kategorier, samt relationerne mellem disse, har vi lavet en ansats til vores egen genererede teori. Som metoden grounded theory beskriver, er vores teori udsprunget af grundig bearbejdning af vores empiriindsamling. Når brugerne på Café D søger samme fysiske rammer, skabes der et usynligt fællesskab i rummet. Fællesskabet medfører gensidig anerkendelse og skaber den personlige selvidentitet, der giver tryghed og som hjælper den enkelte til at opfylde individuelle sociale behov. 5.7.2 Forklaring af vores teori I det følgende afsnit vil vi uddybe og forklare vores teori nærmere. Da vores projekt har til hensigt at beskrive Café D samt de brugere der befinder sig her, udvikler vi en faktisk teori. Den faktiske teori har vi udviklet gennem en analyse af indsamlet datamateriale. Den faktiske teori kaldes også for en områdeteori, da den relaterer til et bestemt område, for eksempel til en bestemt gruppe (Hartman, 2005: 74). Da vores teori er generaliserbar, og giver udtryk for forskellige fænomener, kan vi argumentere for, at vores faktiske teori har en middel rækkevidde og placeres imellem mindre arbejdshypoteser og alt omfattende store teorier (Hartman, 2005: 73). Som det fremgår af vores teori, afspejler teorien den problemformulering som vi gennem vores projektrapport har forsøgt at give svar på. Vi har fundet ud af, at selvom de fysiske rammer på Café D umiddelbart ikke indbyder til at tiltrække brugere med sociale motiver, tiltrækkes brugerne af caféen fordi de selv er med til at skabe rummet. Ved at interagere med hinanden i små grupper og ved at kunne genkende de andre brugere fra de øvrige grupperinger, skaber brugerne selv rum for et usynligt fællesskab. Fællesskabet bliver først synligt, når brugerne trues af udefrakommende. Det kan være nye brugere, som de ikke kan genkende fra tidligere eller det kan være politiet. I disse situationer opstår der et synligt fællesskab hvor brugerne står sammen. 78

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Fællesskabet på caféen kan brugerne bruge til at søge den anerkendelse, som de sjældent får udenfor caféen. Ved at brugerne kan genkende hinanden skabes der en gensidig anerkendelse og en forståelse for deres person. Den gensidige anerkendelse de får på caféen har vist sig, at styrke brugernes selvidentitet. Det giver brugerne tryghed som for mange af brugerne er særlig vigtig, da der i deres hverdag generelt ikke eksisterer mange trygge elementer. Alt dette hjælper den enkelte bruger til at opfylde deres individuelle sociale behov. Det er vigtigt at bemærke, at vores teori er specifik i og med caféens navn indgår, og dermed kun gælder for brugerne af Café D. Vi har dog erfaret, at teorien kan dække mere bredt og også kan spænde over andre udsatte som søger væresteder. Denne generaliserbarhed bygger vi dels på vores observationer og interviews, men også på vores tidlige besøg på Mændenes Hjem. Endvidere er flere af brugerne på Café D også brugere af andre væresteder i Københavnsområdet som for eksempel Mændenes Hjem. Det betyder, at det rum og usynlige fællesskab som brugerne skaber på Café D, tager de med når de søger andre væresteder i området. Teoriudkastet er dermed generaliserbart vores teori bliver dermed en hypotese til afprøvning for andre. 5.7.3 Krav til teorien I det følgende afsnit vil vi vurdere hvorvidt vores teori opfylder følgende tre krav til en grounded theory: teorien må være relevant, teorien må kunne fungere og teorien må kunne modificeres (Hartman, 2005: 77-79) Teoriens relevans afgøres ved om den beskriver det, som den er tiltænkt at beskrive (Hartman, 2005: 78). Da vi gik åbent til Café D, mener vi, at det som vores teori omhandler, er vigtigst for de brugere vi har talt med. Vi havde inden projektets start ingen formodning om, at det var de sociale behov, vi ville have fokus på. I grounded theory er det vigtigt, at det er begreberne i teorien, der er relevante. Vores teori dækker over begreberne fællesskab, anerkendelse, selvidentitet og tryghed. Alle begreberne er fremkommet igennem vores undersøgelse, og derfor finder vi dem centrale for teorien. 79

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Det er vigtigt, at teorien fungerer og er anvendelig i praksis. Relationerne mellem data og teori skal derfor være tydelige, så både teoriens læsere og de der kommer til at anvende den, kan forstå hvordan vi har udviklet teorien ud fra data (Hartman, 2005: 78). En teori må kunne klare at forklare det, der er sket; klare at der, på grundlag af teorien, kan ske forudsigelser om hvad, der vil komme til at ske; og klare at fortolke hvad der sker i et bestemt domæne (Hartman, 2005: 79). Set i forhold til dette citat vurderer vi, at vores teori med fordel kan anvendes af de ansatte på Café D, eller af andre personer der beskæftiger sig inden for dette miljø så som gadejurister, sundhedspersonale og socialrådgivere. Gennem deres arbejde med brugerne formoder vi, at også de har stiftet bekendtskab med de kategorier og områder vi er kommet frem til. Teorien skal kunne klare små ændringer i det videre forløb. Dette skyldes, at hvis der kommer ny brugelig data, medfører det, at virkeligheden kan beskrives bedre, og teorien derfor må justeres (Hartman, 2005:79). Da virkeligheden hele tiden er foranderlig, må teorien også kunne modificeres og hele tiden tilpasse sig. Café D kan meget vel ændre sig, da de er afhængige af den støtte de får fra Københavns Kommune.Vores teori kan tilpasse sig forandringerne ved stadig at være meningsgivende og dermed kan den klare små ændringer, såfremt det var de ansatte og de fysiske rammer, der blev ændret på. Anderledes forholder det sig, hvis vi forestiller os, at caféen pludselig blev benyttet af et andet segment, for eksempel studerende. I så fald ville det nuværende rum ikke længere eksistere. 80

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 6 Konklusion Med dette projekt har vi undersøgt, hvad der gør, at brugere med sociale motiver kommer på Café D. Da de fysiske rammer ikke indbyder til socialt samvær, fandt vi det paradoksalt, at så mange brugere kommer på caféen netop på grund af de sociale motiver. Vi har lavet projektet med henblik på, at forstå virkeligheden ud fra brugenes optik og det mål har vi nået gennem metoden, grounded theory. Da vi havde en nysgerrighed omkring misbrugsmiljøet på Vesterbro og ikke på forhånd havde lagt os fast på et specifikt emne, vi ville undersøge, valgte vi at benytte os af grounded theory som metode. Med metoden kunne vi gå åbent til feltet og sætte vores fordomme i spil. I kraft af vores observationer og semistrukturerede interviews fandt vi frem til denne problemformulering: Hvorfor kan Café D tiltrække brugere med sociale motiver, når de fysiske rammer ikke indbyder til dette? Trods caféens kolde fysiske rammer er de ansatte såvel som brugerne med til at skabe et rum, hvor brugerne får opfyldt deres sociale behov. I rummet bliver brugerne anerkendt og føler tryghed ved at være en del af fællesskabet, hvilket er med til at påvirke deres selvidentitet. Alle disse forhold er med til at dække brugernes sociale behov. De fysiske danner således ikke det samme rum, hvis det ikke bestod af brugerne og deres interaktion. Nogle brugere søger selskab gennem iagttagelse, mens andre har et ønske om at indgå i sociale relationer. Endvidere har mange af de brugere, vi har talt med et behov for, at nogle gider lytte til dem. Dette behov kan blive opfyldt ved at de ansatte viser dem interesse eller ved, at andre brugere har overskud til at lytte. Brugerne forsøger at markere deres selvbillede og deres plads i hierarkiet ved, at skabe deres egen selvidentitet. Brugerne fremhæver ofte sig selv som bedre, ved at sammenligne sig med andre brugere på caféen. Vi har opdaget, at brugerne kan styrke hinanden 81

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand i deres selvidentitet ved, at spejle sig i de andre brugere. Brugerne er meget opmærksomme på, hvordan de fremstår, og påklædningen bliver således et redskab til, at fremstå med den fortælling og selvidentitet de ønsker. Derudover, ønsker langt størstedelen af de bruger vi har talt med, at hjælpe andre og føle sig som en ressource. Det kan de gøre på caféen, hvor de både gennem samtaler, ved praktiske ting eller ved at hjælpe andre ud af et misbrug føler, at de gør nytte. Det betyder, at det at komme på caféen i høj grad er med til, at påvirke brugernes selvidentitet. Blandt brugerne eksisterer et rum, hvor der deles samme normer og værdier. På caféen er brugerne blandt andre i samme situation og bliver derved anerkendt for noget, som de udenfor Café D sjældent bliver anerkendt for. Det kan være i form af en særlig egenskab som det, at være blevet stoffri, at have en kæreste eller det at være særligt udvalgt til et interview. Ligesom brugernes selvidentitet, påvirkes deres søgen efter anerkendelse også af, om de føler sig som en ressource for samfundet. Anerkendelse relaterer sig dermed til brugernes selvidentitet, da de søger anerkendelse og dermed kan styrke deres selvbillede. For nogle brugere er anerkendelse så vigtig, at de ændrer deres selvbillede og på den måde får den anerkendelse som de søger. På Café D eksisterer der et rum af brugere der interagerer med hinanden. Disse interaktioner er med til at opfylde et socialt behov. På caféen eksisterer der forskellige grupperinger som ofte består af brugere der ligner hinanden. Fælles for brugerne er, at de ikke ser et samlet fællesskab på caféen. Fællesskabet på caféen er kun tydeligt når brugerne bliver truet af udefrakommende. Her opstår der en fællesskabsfølelse hvor brugerne står sammen og hjælper hinanden på tværs af de små grupperinger. Det store fællesskab er ikke et fællesskab som brugerne selv forsøger at opsøge, men derimod et fællesskab som opstår i rummet når brugerne føler sig truet. Det store fællesskab giver tryghed for brugerne ligesom brugerne også finder tryghed i de små grupperinger. De fysiske rammer på Café D og specielt hegnet omkring caféen, skaber tryghed hos brugerne og de kan være i fred. De fysiske rammer har ligeledes skabt et rum, hvor det 82

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand er trygt at indtage stoffer. Hvis politiet bryder de trygge rammer, føler brugerne sig intimiderede. Rummet af tryghed på caféen er med til at opfylde brugernes sociale behov, og ved at føle sig trygge kan de indgå i socialt samvær med andre. Tryghed bliver derfor centralt for brugernes hverdag, og for mange af dem er det et motiv for at komme på caféen. Trods caféens kolde fysiske rammer, er de ansatte såvel som brugerne med til at skabe et rum hvori brugerne bliver anerkendt. Her føler de tryghed ved at være en del af fællesskabet, hvilket er med til at påvirke deres selvidentitet. Alle disse motiver for at komme på caféen er med til at dække brugernes sociale behov. I kraft af vores metode, grounded theory, kan vores analyse og problemformulering sammenfattes med vores ansats til vores egen genererede teori. Når brugerne på Café D søger samme fysiske rammer, skabes der et usynligt fællesskab i rummet. Fællesskabet medfører gensidig anerkendelse og skaber den personlige selvidentitet, der giver tryghed og som hjælper den enkelte til at opfylde individuelle sociale behov. 83

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 7 Perspektivering I 2010 brugte Københavns Kommune 895,6 mio.kr. til social stofmisbrugsbehandling (Sundhedstyrelsen, 2011: 13). Det kan diskuteres hvorvidt beløbet kan ændre sig i forbindelse med oprettelse af et permanent fixerum. I 2009 blev der registreret 222 narkorelaterede dødsfald (Ibid: 49), som muligvis ville kunne være undgået hvis der havde været et fixerum hvor misbrugere i trygge omgivelser og med professionel hjælp kunne indtage deres stoffer. Det ville fjerne meget af den misbrugskultur der eksisterer på gaderne på Vesterbro og være med til, at skabe et mere sikkert miljø for både beboere og stofmisbrugere. På kort sigt vil et fixerum naturligvis være en udgift for kommunen, i form af arbejdskraft, oprettelse og generel drift. Spørgsmålet er, om det på lang sigt ikke er den bedste økonomiske mulighed for kommunen? Imens vi har skrevet dette projekt, er der i Folketinget blevet fremsat lovforslag om, at der skal oprettes et fixerum på Vesterbro (Folketinget: 30.05.12). Dette kan få betydning for alle udsatte på Vesterbro, men i høj grad også brugerne på Café D. Det kan få en positiv påvirkning for Café D at brugerne ikke længere skal fixe på caféens toilet, hvilket ville give brugerne mulighed for at benytte toiletterne til almindeligt brug. Derudover ville det løsrive nogle ressourcer for de ansatte. De ansatte kunne prioritere deres arbejde anderledes, og bruge mere tid på at opfylde brugernes sociale behov i stedet for administration af toiletterne. Som vi opdagede, da vi skrev dette projekt, har både stofmisbrugerne og ikke stofmisbrugerne i høj grad brug for at, de ansatte til at lytte og være en positiv ressource i deres liv. Vi håber, at når fixerummet bliver en realitet, vil de ansatte på Café D have mulighed for, at give brugerne den ekstra støtte som de har brug for. Det ville også kunne hjælpe de brugere, der kommer på caféen på grund af de sociale motiver, da de ansatte ville have mulighed for, at tillægge dem ekstra opmærksomhed og caféen kunne måske tiltrække flere med samme motiv. Muligvis ville støtten fra de ansatte og den ekstra omsorg brugerne vil få, endda give stofmisbrugerne motivation til at gå i behandling? 84

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Et fremtidigt projekt kunne hermed være, at undersøge hvilken betydning det ville have for Café D, at der på Vesterbro oprettes et permanent fixerum, og hvilken betydning det får for brugerne, at der frigøres flere resourcer fra de ansatte. 85

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 8 Litteraturliste Litteratur: Bauman, Zygmunt (2000) Flydende modernitet, København. Hans Reitzels forlag Giddens, Anthony (1999) Modernitet og selvidentitet, København. Hans Reitzels forlag Guvå, Gunilla & Hylander, Ingrid (2005) Grounded theory et teorigenererende forskningsperspektiv, København, Hans Reitzels forlag Guvå, Gunilla (2001) Skolepsykologers rolltagande. Överlämning och hantering av elevårdsfrågor, Linköpings Universitet, Department of Behavioural Sciences Hartman, Jan (2005) Funderet teori - udvikling af teori på empirisk grund, København, Alinea Egmont Hedegaard, Mariane (2001) Beskrivelse af småbørn, Aarhus Universitetsforlag Honneth, Axel (2009) Behov for anerkendelse, København. Hans Reitzels forlag Hylander, Ingrid (2000) Turning processes. The change of representations in consultee-centered case consultation, Linköpings Universitet, Department of Behavioural Sciences Højbjerg, Henriette Hermeneutik. In Fuglsang, Lars & Olsen, Poul Bitsch (2009) Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne, Frederiksberg. Roskilde Universitetsforlag. S. 309-348 86

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Jacobsen, Michael Hviid (2000) Zygmunt Bauman. In Andersen, Heine & Lars, Bo Kaspersen Klassisk og moderne samfundsteori, København. Hans Reitzels forlag. S. 441-458 Jakobsen, Jonas (2011) Axel Honneth selvrealisering og samfundskritik, In Petersen, Anders, Selvet- sociologiske perspektiver, København. Hans Reitzels forlag. S. 217-237 Kaspersen, Lars Bo (1998) Anthony Giddens- introduktion til en samfundsteoretiker, København. Hans Reitzels forlag Kaspersen, Lars Bo (1997) Anthony Giddens. In Andersen, Heine & Lars, Bo Kaspersen Klassisk og moderne samfundsteori, København. Hans Reitzels forlag. S. 408 Kvale, Steiner (2005) Interview En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, Hans Reitzels Forlag. København Olsen, Kaare Pedersen, Poul Bitsch (2003) Problemorienteret projektarbejde, Frederiksberg. Roskilde Universitetsforlag. Pedersen, Poul Peder (1997) En postmoderne nutid. In Andersen, Heine & Lars, Bo Kaspersen Klassisk og moderne samfundsteori, København. Hans Reitzels forlag. S. 452 Rendtorff, J. D (2003) Videnskabsetik, Roskilde Universitetsforlag Thagaard, Tove (2010) Systematik og indlevelse- en indføring i kvalitativ metode, København. Akademisk forlag 87

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Tidsskrift: Olsen, Robert: Kjær, Jørgen: Wermus, Bo: Hansen, Dannie: Christiansen, Rasmus Koberg (2011) Vesterbro historisk og nu, Stofbladet, http://www.stofbladet.dk/6storage/586/43/stof16.36-42.pdf (14.05.2012) Internetkilder: Dugnad (14.05.2012): http://www.dugnad.dk/hvad-skal-kbh-kommune-og-mændenens-hjem-måles-på (14.05.2012) Københavns Kommune (14.05.2012): http://www.kk.dk/borger/detsocialeomraade/hjemloese/sundhedsrummet.aspx (14.05.12) Folketinget (30.05.2012): http://www.ft.dk/samling/20111/lovforslag/l185/som_fremsat.htm#dok (30.05.2012) Rapporter: Sundhedsstyrelsen (2011) Narkotikasituationen i Danmark 2011, http://www.sst.dk/publ/publ2011/bofo/narkotika/narkotika%202011_dk.pdf (09.04.2012) Rambøll (2011) Evaluering af sundhedsrummet og Café D slutrapport Maj 2011, http://kk.dk/~/media/a218dfde5ecd436aa854e20629aa058c.ashx (14.05.2012) Christensen, Ivan (2011) Statusrapport: Det samlede tilbud Sundhedsrummet og Café D statusnotat marts, 2011, http://maendeneshjem.dk/nyheder/statusrapport-frasundhedsrummet-og-cafe-d/ (14.05.2012) 88

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand 9 Bilag 9.1 Observationer på Cafe D Mandag d. 13.02.2012 Observation 1: Første rigtige besøg hos cafe Dugnad. Miljøet er råt, og der er mange skæve eksistenser. Nogle ser mere påvirkede at se på end andre. Der er også nogle som ser helt normale ud. De kommer for at få lidt varme, en kop kaffe, og et gratis aftensmåltid. Maden sponsoreres af fødevarer-banken, men laves helt fra bunden på Café D, da de forsøger at skabe nærende måltider. Der var en del udlændinge, men også danskere i alle aldre. Stedet er ikke vildt hyggeligt, men der er plads til at sidde ned ved nogle borde, og en bar hvor aftensmaden mm. kan hentes fra. Misbrugerne bruger også gården til at opholde sig i. Medarbejderne var forholdsvis unge mænd - der var både ansat lønnede og frivillige medarbejder. Medarbejderne har kendskab til de fleste misbrugere der kommer i cafeen, hvilket skaber en smule respekt. Vi snakkede først med medarbejderen Niels, som er meget engageret i sit arbejde og en ildsjæl der brænder for at hjælpe. Han fortalte meget om de politiske tiltag omkring fixerummet, og om hvordan det offentlige ikke helt forstå behovet hos stofmisbrugeren. Cafe Dugnad har toiletter som bruges som fixerum. Det er dog ikke en offentlig betegnelse, men alle ved det. Politiet havde i starten store problemer med toiletterne, men har nu efterhånden accepteret at der ikke er andre mulighed. Der var rigtig meget trafik omkring toiletterne, og Niels regulerede hvem der kom der ind, låste op og i, og fortalte misbrugere i køen at de skulle vente. Der forekom en del tumult blandt andet en dame der opholdte sig længe på toilettet, og blev aggressiv og smadrede service fra cafeen. Hun blev smidt ud af Niels. Siden cafeens start har de haft over 50 brugere som har fået overdosis, men de har formået at redde livet på alle. Dette gøres nu med modgift, som de har fået bevilliget. Før i tiden, da der ikke var modgift, var almindelig hjertemassage den eneste mulighed. Søren på 51 år, uddannet murer med eget firma, misbruger, kom over til os med en skål suppe. Han var meget snakkesaglig, og ville rigtig gerne fortælle om hans baggrund, livet som misbruger osv. Søren har været misbruger i 35 år, og sover dagligt på herberg (mændenes hjem, Hillerød). Han har dog, efter eget udsagn, trappet sit stofmisbrug meget ned. Dog skulle han lige i dag, over i Fixelancen og have et fix. Han var utrolig positiv over ideen med fixerum. Søren har 89

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand et positivt syn på livet, og takker gud hver dag for at han vågner. Han kan rigtig gode lide at spille dart, billiard, pool osv. For nogle år siden ønskede han sig en playstation, men havde ikke penge til det da han skulle bruge dem på stoffer. Søren ser hver dag sin stedmor, som også bor på Herberg. Hans rigtige mod overlod ham til stedmoderen, da hun døde. Søren har været ude for en trafikulykke, som resulterede i et glasøje og skader på benene. Søren ville rigtig gerne fortælle. Han var interesseret i at møde os igen, og vi var meget velkomne til at kontakte ham igen. Han ville gerne ud på vores skole og fortælle om sig selv foran hele vores klasse. Observation 2: Da vi kom var der mange, primært mænd og mange udlændinge. Mange sad udenfor og spiste kun få var indenfor. Indenfor var der rimelig højt musik. Vi stod først i baren og snakkede med et par medarbejdere. En bruger kom og gav mig hånd og sagde goddag. Jeg købte to kopper kaffe og betalte 10 kr. Vi satte os ved et bord. Cafeen er lille, men der var et bord med plads til os alle. Niels som er fuldtidsansat i cafeen kom og satte sig ved os. Samtidig med at han snakkede med os, skulle han også have styr på toiletterne, som fungerer som fixerum. Han skulle åbne og låse for folk, og have styr på dem i køen. En ung mand stod og trampede i gulvet. Han så ret skæv ud, han spillede også fodbold med en stor sportstaske. Niels fortalte at der kun var 2 der var der fuldtid. Resten af de frivillige kom kun 1 gang om ugen. Nogle var lønnet andre arbejde frivilligt. Cafeen var blevet lukket som Cafe Dugnad, da de på mange måder arbejdede på den anden side af loven, blandt andet ved at tillade folk at fixe på toiletterne. Derfor var cafeen nu overtaget af Mændenes hjem, men alt kørte på samme måde som før. Personalet var også blevet da de på 3 år havde fået et godt forhold til brugerne og kender dem. Men lederne var der ikke længere. De får mad fra Madhotellet, og kan for 800 kr. lave mad til 150 mennesker. Niels havde meldt sig ud af det politiske, men havde nu meldt sig ind igen. Det virkede som om han ikke turde tro og håbe på et fixerum nu var der jo gået 3 år. Og Fixerum er der helt sikkert brug for, da de to små toiletter er en meget dårlig løsning. En bruger med krykke kommer og sætter sig hos os. Han siger han har været stofmisbruger i 35 år, men nu tager han kun metadon. Han hedder Søren og er 51 år. 90

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Metadon kan han få på Frederikssundvej. Men det viser sig senere i samtalen at han ikke kun tager metadon. Han siger det kan være vi ses ved Fixelancen, da han skal tage coke. Det har han ikke gjort hele weekenden. Når han indtager stoffer beder han personalet om at snakke, bare så han ved at de er der. Ellers føler han sig ensom. Søren bor til hverdag på et Herberg på Hillerødgade, i weekenden bor han på mændenes hjem for der må de sove hele dagen. På Hillerødgade bliver de vækket kl 6, og må først komme ind kl. 20 om aftenen igen. Søren går altså rundt med alle sine ejendele, han har et par poser og en rygsæk, ikke meget! Hans Mor eller stedmor på 73 bor også på Herberget på Hillerødgade. Grunden til at Søren kom ud af sit heroinmisbrug var at hans stedmor en dag tog fat i ham og spurgte hvad han valgte hende eller Vesterbro? Søren valgte hans stedmor. Der var ingen tvivl om at hans stedmor betød rigtig meget for ham. Du kan nemt blive snydt når du køber stoffer, måske har du bare købt en kugle flormelis eller mel! Det eneste han ikke ville snakke med os om var Ecstasy. Søren tager S toget tilbage til Hillerødgade. Det er godt at være der i god tid, så man får en rigtig seng og ikke bare en madras på gulvet. Man må ikke have en fast seng, men der er alligevel hierarki og flere gange måtte Søren flytte sig for en anden. Søren havde glasøje og dårligt knæ. Han fortalte en morsom historie om at hans øje var faldet ud og han skulle have et nyt, men de havde ikke flere brune øjne tilbage, så han måtte vælge mellem et blå eller grønt. Vi grinede med ham. Når Søren tager coke drømmer han om grønne marker. Søren er tidligere murer. Han har en datter født i 1982, men han ser hende ikke. Han havde lavet en aftale med moderen at han ikke skulle betale børnepenge, og dermed ikke se hende. Han har været ude for en slem bilulykke, hvor de kørte med 200 km/t han røg ud af bilen. Han siger at han har et godt liv, han kan jo se på det ene øje. Han vil ikke tage morfin for sine smerter i knæet, så hellere have smerter. Han fortæller os han han gerne kommer ud til RUC og snakker med hele klassen hvis det skulle være. Hvis vi skal finde ham igen kan vi bare spørge efter Søren One Eye. Imens vi sidder og snakker sker der en masse rundt omkring os. En kvinde smadrer noget service ude på toiletterne og er mega sur. Niels må smide hende ud af cafeen. På grund af den lange kø til toilettet, sætter en mand sig over i hjørnet af cafeen og skider på gulvet. Derefter begynder personalet at svabe op og lufte ud. En helt almindelig pige spørger om der er plads til 2 på toiletterne. 91

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Nogle sparker på døren ind til toiletterne, de er utålmodige. Mandag d. 20.02.2012 Observation 1: Mig og Sisse ankom til Café D kl.14.45 som aftalt. Vi var en smule nervøse, da vi skulle ind. Sidst var vi der hele gruppen, og vi var nervøse for vores kontaktperson, Niels, ikke ville synes det var en god idé, at vi skulle være der de næste 3 uger frem. Da vi ankom, var Niels der heldigvis sammen med en anden ansat, Jeppe. De tog pænt imod os, og vi fortalte Niels om vores planer de næste 3 uger. Vi fortalte ham, at vi efter et møde med vores vejleder, var kommet frem til at vi ville tilbringe 3 dage om ugen 2 af gangen i et par timer på caféen. Tiden skulle bruges til at observere (vi brugte ikke dette ord på caféen), og til at tale med dem der ville tale med os. Han synes, det var en rigtig god idé, og var som altid meget positiv og hjælpsom. Vi købte en kop te og satte os ved bordet i rummet. Teen var ligesom en legal undskyldning for at være der, og man kunne ligesom gemme sig bag den. Vi satte os og talte med hinanden og observerede. Vi var kommet i rush-hour perioden, og køen til toilettet var lang. De er nu 2 ansatte på toiletvagten, da de mente at baseret på erfaring var én ikke nok. Der forekom os, at være en del diskussioner omkring det her toilet, og hvor lang tid hver især havde ret til. Niels forsøgte at gøre det klart overfor brugerne, at han ikke gad at diskutere hver gang, og reglerne var ens for alle. Igen var mændene bedst repræsenteret, dog var der flere kvinder, end første gang vi var der. De fleste er ældre og mange er udlændinge. Vi overhørte en bruger fortælle Niels, at han synes de skulle nedlægge fixetoiletterne, da der ikke var andet end ballade omkring det og at : folk måtte sætte sig ud i gården og tage deres lort. Jeppe siger derpå: men vi gør det jo for at hjælpe jer- husk det. Den første vi falder i snak med, er en mand, rimelig velplejet dog uden tænder. Han spørger, hvad vi laver der, og virkelig ivrig for at fortælle sin historie. Med en sygehistorie på 10 år, hvor han blandt andet har været ind og ud af psykiatriske afdelinger i hele DK, fortæller han os, at han stak en mand i maven med en kniv. Han er ude nu, får medicin og ryger coke. Han virkede som en ensom mand, og virkede til at kende mange på Caféen. Den næste vi taler med, er en fyr på 38år, Bruger nr. 1. Han har været misbruger i 20 år. Han stikker ikke, men ryger heroin og kokain. Han fortæller om sin smukke kone, og hvordan de kommer dernede sammen. De bor i en toværelses i Nordvest, og har en dreng på 2 år. Konen Bruger nr.2 har ligeledes en pige på 5, der bor hos hendes forældre. Deres 2 årige søn er blevet 92

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand fjernet, og er hos en plejefamilie på Bornholm. De må ikke se ham, og når de endelig gør, skal de hele vejen til Bornholm. Det virkede til at gå Søren på, at faderen i plejefamilien var politimand. Han fortæller, at både ham og Sarah har været i behandling hhv. 4 og 5 gange, men de ryger i hver gang. Han beskriver behandlingen som OK (metadon) men at siden der ingen efterbehandling er, begynder de at misbruge igen. Da de blev gravide, oplyste de det til kommunen, som intet gjorde før 16 uger efter. De fik af vide af lægen, at det var bedre de nøjedes med heroin under graviditeten, da metadon ville gå i knoglerne på deres ufødte søn. Han blev født med abstinenser. Bruger nr. 1 er uddannet kok, og Bruger nr. 2 socialpædagog. Mens vi taler med bruger nr. 1 kommer bruger nr. 2. Det viser sig at være en velsoigneret kvinde, en der ikke umiddelbart ligner en stikmisbruger. Hun var velplejet, havde pænt tøj på og så ikke ud som mange af de andre. Hun er stiknarkoman. Bruger fortæller os, at hun kommer fra en velhavende familie, er vokset op i et beskyttet område og har en god baggrund og uddannelse bag sig. Hun gør meget ud af at fortælle os, at det kan ske for enhver at ende i et misbrug. Bruger nr. 1 og 2 gjorde et stort indtryk på mig. De virkede som om de støttede op om hinanden, og som om de virkelig har gennemlevet nogen ting, der har gjort dem stærkere sammen. Det, at parret vælger at få børn trods deres misbrug, bekræfter blot den uvidenhed og ignorants som jeg oplever mange af brugerne har. Sundhed, samfunds normer og moral er ikke ord de kender til eller lever efter, og det virker som om selv de mest simple ting bliver uoverskueligt for dem. For bruger nr. 1, er der helt klart prestige i at have en pæn kæreste. Det var tydeligt at se de andres blikke, da bruger nr. 2 kom ind af døren og kyssede bruger nr. 1. En form for nikkende anerkendelse opstod. Vi beslutter at gå ud i gården, for at tale med en frivillig der sidder og taler med en af brugerne. Han er interesseret i at høre hvorfor vi er der, og spørger interesseret ind til os. På bordet står en spand med værktøj (kanyler) til fri afbenyttelse. Politiet kredser rundt i området, og en politimand går ind i gården som vi går ud. Observation 2: Jeg og Sophie taler først med Niels som giver os lov til at besøge Cafe D hver mandag til onsdag de næste uger. Vi bestiller en kop the og sætter os ned ved et bord. En mand kommer over til os og vil vide hvad vi laver. Han er fra Måløv hvor han har sin egen lejlighed. Han mangler alle de forreste tænder. Han har siddet i fængsel og været og været indlagt på Sankt hans fordi 93

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand han har stukket en anden mand ned. Han fortæller at det går bedre nu, når han bare husker og tage sine piller. Bruger nr. 1 kommer over til os og spørger hvad vi laver på Cafeen. Vi fortæller at vi er fra Roskilde universitet og er her for at tale med de brugere af Cafeen som gerne vil tale med os. Han sætter sig ned og fortæller at han er 32 år og har været misbruger siden han var 15. Han kalder sig selv for statsnarkoman fordi han for lægeordinerede stoffer. Han virker nærmest stolt over at være blevet anerkendt som narkoman. Han er uddannet kok og vil rigtig gerne arbejde, men kan ikke finde noget. Han er gift med bruger nr. 2 som er stiknarkoman. Sammen har de en søn som til dagligt bord hos en plejefamilie på Bornholm. Han fortæller at da de med det samme efter de havde fundet ud af at Bruger nr. 2 var gravid henvendte sig til kommunen for at få at vide hvordan de skulle forholde sig til det at skulle have et barn når de også var misbrugere. Først 16 måneder efter fik de råd og vejledning som f.eks. gik ud på, at bruger nr. 2 skulle holde sig fra metadon, men kunne i stedet tage heroin. Ud over deres dreng har bruger nr. 2 en datter som bor hos hendes forældre. Bruger nr. 1 er tydeligt frustreret over at deres søn ikke kan få lov at bo hos dem selv eller hos bruger nr. 2s forældre. Bruger nr. 2 kommer forbi Cafe D og vi får hilst på hende. En velklædt dame som man bestemt ikke skulle tro var stiknarkoman. Hun bekræfter at hun er stiknarkoman og fortæller at hun er enebarn og kommer fra en velhavende og god familie. Hun pointere flere gange overfor os at det at være havnet i hendes situation, kan ske for alle! Bruger nr. 2 gider ikke sidde og lave ingenting på cafeen, så hun får bruger nr. 1 med på at gå derfra. Vi siger pænt farvel til begge to. Vi opdager at der sidder en mand udenfor som vi kan kende fra sidste besøg på Cafe D. Han sidder sammen med en af de frivillige på cafeen. Vi sætter os ud hos dem og taler mest med den frivillige, da ham vi kan genkende fra tidligere ikke siger så meget.. En ældre man kommer ud hos os ved bænken. Han kommer direkte fra fængsel og har en stor sæk med, med alt sit tøj. Han fortæller at han kom i fængsel fordi han blev taget med 5 g. kokain. Han sælger også lidt engang imellem. Tirsdag d. 21.02.2012 Observation 1: Morten og jeg var på Café Dugnad. VI fik ikke rigtig snakket med nogle af brugerne. Vi må erkende, at brugerne af stedet virkede utrygge ved vores tilstedeværelse, da vi et par gange blev 94

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand hørt om vi var betjente. Stedet er jo præget af massiv kriminalitet, så derfor var deres reaktion naturlig. Men det vi observerede var, at der utrolig mange mennesker med anden baggrund end dansk. Da havde deres dagsorden med stofindtagelse, som selvfølgelig tager meget af deres fokus. Derudover var hele stemningen, der var absolut ingen optakt til ballade, som det var tilfældet første gang vi var dernede. Vi talte kort med folk, men de var faktisk mest interesserede i at høre hvad vi lavede, og nåede at gå videre inden vi fik spurgt ind til dem. Det skal siges, at vejret var godt. De fleste af brugerne var udenfor. Jeg overhørte en samtale mellem en ansat og en bruger hun fortalte, at hun endelig havde fået sovet, og det betød meget for hende. Alt i alt må vi erkende, at vi rent metodisk ikke kan tage derned to drenge, og få en samtale med brugerne. Vi må prøve en anden løsning, således vi ikke påvirke dem til at lukke i, men vise interesse for os, hvorefter de kan fortælle relevante oplysninger til os. Observation 2: Nicolai og jeg havde vores første vagt på Cafe Dugnad. Dette var første gang for os, at vi gik i gang med vores observationer, så man var selvfølgelig lidt nervøs om hvordan det hele vil gå. Det gik desværre ikke som forventet, da folk med det samme troede vi var politimænd. Alle holdte til i gården den dag, der var ikke mange indenfor. Vejret var også godt, så de kunne også sagtens være udenfor. Vi prøvede selvfølgelig at kigge lidt rundt og se om der var nogle som vi kunne falde i snak med men alle prøvede at undgå os. Størstedelen som var der som gæster hvis ikke alle var indvandrere. De holder sig meget i deres enkelte grupper og skal måske lige se folk an en ekstra gang før, at de tør snakke med os. En lidt skuffende oplevelse, efter at vi ellers var meget optimistiske, og syntes at kunne snakke rigtig godt med Søren den første da vi var der med gruppen. Men jeg føler stadig ikke, at Nicolai og mit besøg var forgæves, da vi har lært lidt om hvordan vi skal gøre det bedre for at kunne komme bedre i kontakt med folk. Onsdag d. 22.02.2012 Observation 1: 95

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Cafeen var i dag meget rolig. Da vi kommer, er de fleste udenfor, ganske få indenfor. Vi startede med at hilse på Niels og nogle kvindelige frivillige i baren. Niels fortæller om gårsdagens besøg af drengene, hvor brugerne af cafeen havde troet at drengene kom fra civilpolitiet. De kvindelige frivillige gør at man føler sig lidt mere tryg, da der er andre piger i cafeen. Vi køber en kop kaffe og stiller os ud i gården. Vi falder hurtigt i snak med bruger nr.3, der taler dansk, men dog er en smule svær at forstå. Han har boet mange år i Danmark, og bor sammen med sin kone i en 2,5 værelses lejlighed. Han har børn, som er flyttet hjemmefra, og han beskriver dem som danskere der lever et helt almindeligt ungdomsliv. Manden tager ikke stoffer, han ryger dog hash engang imellem. Han savner Tyrkiet rigtigt meget, og taler meget om at han rejser derned i flere måneder af gangen. Han savner varmen. Han har en sygdom (?), som er mere rolig når han er i Tyrkiet, men blusser op i Danmark. Han taler meget om penge, og hvor dyrt tingene er. Han kunne rigtig godt lide Danmark da han kom hertil for mange år siden, men nu tager de unge stoffer og ryger, hvilket han ikke er tilhænger af. Han er ikke tilhænger af de personer der kommer på cafeen og tager stoffer. Han er på cafeen for at få lidt selskab, noget frugt og evt. noget at spise. Han er meget snaksalig og vil gerne fortælle. Når han ikke taler med os, sidder han mest ovre i en hjørne, og kigger på de andre folk. Det virker som om han godt ved hvad der foregår på cafeen, men han deltager ikke aktivt i det. Han kender enkelte af brugeren, der kommer blandt andet en ung pige hen til ham, som skylder ham 100 kr. og har gjort det i 3 måneder. Hun har dem stadig ikke med, men han siger det er okay. Han har en varm personlighed, han kommer blandt andet med frugt til os. Da vi taler med ham anden gang, kommer han selv hen til bordet hvor vi sidder. Han spørge om vi kan hjælpe ham. Finder nogle regninger fra SKAT frem angående vægtafgift på hans bil. Der er noget han ikke kan forstå. Han siger han har betalt for meget. Vi kigger på det, men har lidt svært ved at finde ud af hvad det er der er galt. Han spørger om vi vil ringe. Mette forsøger at ringe, men SKAT har lukket. Han spørger om vi kommer i morgen, siger at vi kommer onsdag i næste uge, men at vores venner kommer mandag hvis det kan hjælpe. Bruger nr.4 står ved anlægget og danser lidt til musikken. Han spørger om musikken er ok. Han kommer og hilser på os. Han virker lidt omtåget, står lidt og danser for sig selv, men ellers flink og åben overfor os. Siger at han har en fransk mor. Han taler lidt dansk, men forsøger også at tale fransk til os. Han spørger om vi vil danse, og han spørger om Mette vil have hans jakke. Han står og viser den frem og fortæller at det er en damefrakke. Han siger at han får penge ved 96

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand at deale. Der kommer også en dansker hen til ham på et tidspunkt, med nogle piller (nervemedicin?) og spørger om han vil købe den. Der er 20 stk. til 200 kr. De er dog i tvivl om hvad det helt præcis er. Vi hører senere at han køber alle pillerne, til en billig pris. Han spørger om vi vil have noget (stoffer), vi takker nej. Han fortæller og forklare hvordan han ryger coke/crack. Der sidder bruger nr.5 med langt hår og skæg med hue på. Mette siger hej til ham, og fortæller hvem vi er. Han vil gerne snakke med os. Han er 62 år, og førtidspensionist da han har en skæv ryg. Han fortæller hvor han bor, og at det er en dejlig kommune(navn?). Han får mange penge i førtidspension. Han bor i en etværelses lejlighed som er kommunens - det er han godt tilfreds med. Han er født og opvokset på Frederiksberg, hans far var skohandler/mager og det har han også selv en uddannelse indenfor. Dog solgte faderen butikken. Manden blev derefter taxachauffør, det var et dejligt job, da der var mange at snakke med. Han fortæller om sin kone, Bente, som døde af sukkersyge da de var yngre. De vågnede en morgen, men aftalte at sove videre, da han vågnede to timer senere var hun død. Han taler meget om at livet går op og ned, det lærer man meget af. Livserfaring er en vigtig ting. Han fortæller at han var rigtig glad for sin kone, hun var en dejlig pige. Dengang de fik førtidspension fik de mange penge oveni udbetalt, tog de en rejse til Portugal, Lissabon. De havde en fantastisk ferie, lejede en bil og kørte rundt, og anbefalede os at tage en tur dertil. Han føler sig ofte ensom i hverdagen, derfor kommer han på cafeen. Han siger at han gerne vil tale med mennesker han er f.eks. glad for at han har talt med os id dag. Så sker der lidt. Han var en rigtig hippie i 60 erne og tog LSD, det får man et trip af, det er ikke så farligt, siger han. Han har også røget/taget coke, men er stoppet med det for længe siden. Nu ryger han hash, som han køber på Christiania af den samme person hver gang. Han kender folk derude. Det er et hyggeligt sted. Han har røget hash siden 1962. Han ryger engang imellem om aftenen så sover han så godt bagefter. Han syntes ikke godt om alt det der sker på toiletterne, og tager afstand fra det. Han fortæller at han også kommer på Mændenes hjem, vi kan bare komme med derop engang! Bruger nr.6 kommer hen til os og sætter sig tæt på os. Han siger dog ikke noget til at starte med. Han spørger om vi er i kø til toiletterne. Han kommer fra Tunesien, er 27 år, og meget hård og en smule farlig. Han bor i Sandholmlejren, der har han boet i 3 år. Der er krig i hans hjemland, derfor er han her. Vi ser hans asylansøgerkort. Han taler ikke så godt engelsk, men siger at det er kedeligt i Sandholmlejren. Han virker en smule fortabt. Han kommer på cafeen for at få lidt mad og se de andre. Det virker lidt som om han ikke ved hvad han ellers skal give sig til. Han peger på toiletterne og viser fixe-tegn på sin arm og siger: NOT GOOD! Han tager meget af- 97

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand stand fra stofindtagelsen, og ryster af hovedet af en fra Tunesien han kender som går ind på toilettet. I starten da vi så fyren virkede han meget hård og som en lidt uhyggelig indelukket person, men da vi taler med ham, kunne man se et lille smil og lidt mere liv i hans øjne. Han siger at der er rigtig mange fra sandholmslejren i cafeen. Stemningen på cafeen er i dag rolig. Der er trafik til toiletterne, men ikke så meget tumult som vi tidligere har oplevet. Brugerne virkede venlige, der var mange der sagde hej. Da vi gik, var der en helt gruppe udlændinge i hjørnet der smilte og sagde farvel, også nogle vi ikke havde talt med. Man føler sig mere tryg i cafeen efter at have besøgt den 2 gange nu. De fleste sidder bare og kigger, spiser noget frugt da det kommer frem, og venter på at maden kommer kl. 18. Man får ofte følelsen af at der ikke rigtig er andre muligheder for dem, de ved ikke helt hvad de skal give sig til. Man får også fornemmelsen af at mange kommer der, fordi de er ensomme, fordi der her er mennesker. Der er et par enkelte der forsøger at ryge/fixe indenfor, men Niels sender dem ud. Observation 2: Det var anden gang Line og jeg kom på Cafe D, og bare det at det var anden gang gjorde at jeg følte mig bedre tilpas med at være der. Det hele var på et besøg blevet mere almindeligt for mig at være i miljøet. Inden jeg gik ind stod jeg ca. 5 min. Og ventede på Line. Stod udenfor hvor der også stod en masse andre, hvis man ikke hele tiden tænker dem og jeg, men i stedet bare os, så er der mindre distance. Da Line kom gik vi ind og købte kaffe, og Niels fortalte os om oplevelsen med at Morten og Nicolai havde været der dagen før os, og at de ikke turde gå ind, da de troede det var politiet. Vi gik først udenfor med vores kaffe og senere gik vi ind i cafeen. Det hele føltes lidt mere behageligt og hyggeligere end første gang. I gården kunne jeg kende nogle ansigter, men der var også mange nye ansigter. Mens vi var der kom en varevogn med mad. Der var både frugt og ostemad inden der blev serveret aftensmad, vist nok kl. 18. Hele stemningen omkring toiletterne var rimelig rolig, men igen der var godt booket op hele tiden. Igen der var ikke så mange der sad indenfor mest udenfor. 98

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Bruger nr. 3: I gården talte vi med en tyrker, han havde boet i DK i 42 år, kom i 1972. Dengang synes han godt om DK ikke som i dag, hvor alting var blevet så dyrt. Han havde kone og 4 voksne børn, som jo var som danskere, han boede i 2½ værelses på Amager med sin kone. Den kostede 6500 kr. Han virkede som en rar gammel mand der gerne ville tale, han tog afstand fra dem der tog stoffer, og han virkede på ingen måde til at være stofmisbruger. Han kunne heller ikke forstå hvor de fik pengene fra, nu hvor alting var så dyrt i DK. Han havde lige råd til mad og cigaretter men ikke mere. Da jeg spurgte hvorfor han kom her sagde han noget med at der var nogle som skyldte ham penge. Men de gik hver gang han kom. Han fortalte først at han aldrig spiste på Cafe D, men senere på dagen fortalte han at han ville blive og spise, så det kunne vi ikke rigtigt få til at hænge sammen. Han snakkede ikke så meget med de andre, men sad meget op af en radiator. Han var flink overfor os og kom med blommer til os. Da han havde lært os lidt at kende tog han regninger op af lommen, det var nogle vægt afgifts regninger som han ikke kunne få til at stemme, og spurte om vi ikke ville ringe til SKAT for ham, da han ikke var super god til danske. Først sagde vi nej, men senere så prøvede vi at ringe, men kontoret var lukket. Han omtalte de andre som fulde og grinede lidt af os, da vi sagde vi gerne ville snakke med dem. Han mente ikke at de var til at snakke med. Han havde noget sygdom i det ene ben og fik medicin. Men hver gang han var i Tyrkiet så gik det væk. Alt i alt virkede det bare til at han var på Cafe D for at opleve noget, han kom også på mændenes hjem, han kom for at sidde og iagttage de andre, holde øje med deres handler og kommentere prisen som nogle piller blev handlet for. Bruger nr. 5 fra Lyngby Tårbæk kommune: Han var 62 år, og lignede lidt en hjemløs. Men det var han ikke han havde en 1 vær. Lejlighed i Virum. Han roste meget Lyngby-Tårbæk kommune, lige fra starten vi snakkede med ham. Det var som om han var stolt af at bo i den kommune. Og de var rigtig gode ved ham. For 20 år siden havde han fået tildelt førtidspension, og ikke nok med det så havde ham og hans kæreste fået 130.000 kr. bare lige sådan af kommunen, de var taget til Portugal og Lissabon, og havde kørt landet rundt i en bil. Hans kæreste døde da han var 49 år, pludselig mens de sov, hun havde sukkersyge. Han ville ikke have en ny kæreste, de havde ingen børn. Hans kæreste havde læst psykologi, og fået en abort da hun var studerende. Det var ok med ham ellers skulle han jo have opdraget barnet alene. Så det var han ikke så ked af. 99

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Han var opvokset på Frederiksberg, og uddannet i hans fars skobutik. Senere havde han kørt taxa. Havde boet i Villa i Virum. I 60 erne tog han stoffer, mest LSD men nu røg han kun hash. Mest når han sad og så tv om aftenen. Han kom på cafe D for at snakke med folk. Han virkede på ingen måde påvirket, men mere som en der skulle have dagen til at gå. Han ville også blive og spise aftensmad. Han reflekterede meget over livet, men alt i alt var han glad for det. Ikke mindst den gode behandling han fik af kommunen. Bruger nr.4 virkede omtåget og gik også med en elefant øl i hånden. Han købte nogle piller af en mens vi sad ved bordet evt. nervepiller. Bruger nr. 6: Ung mand, sad bare og så lidt halv farlig ud. Men da vi kom til at snakke med ham blødte han op. Han kunne ikke så meget engelsk, men det var klart at han tog afstand fra alle dem der skulle ud og fixe på toiletterne. Pludselig trækker han et kort op af lommen, det er et asylkort, (måske troede han vi kom fra Systemet siden han ville vise det til os) Han boede i Sandholm lejren fandt aldrig ud af om det var 1 eller 3 år. Han kom på Cafe D da det var kedeligt i lejren. Han fortalte at mange af de andre også boede i Sandholm lejren. Dagens konklusion min egen vurdering: Tre vi talte meget med kom på Cafe D fordi de manglede et værested. De havde ikke penge til at gå på normale cafe. Manglede bare et sted at hænge ud. Ny problemstilling: De asylansøgere som kommer der for at få tiden til at gå, hvor nærliggende er det ikke at de ender som stofmisbrugere? Line havde mødt Søren i S toget han bad om penge og kunne ikke kende Line. Line fortalte at på cafeen havde hun set ham som et menneske, men i toget så hun ham igen med andre øjne. Mandag d. 27.02.2012 Observation 1: Jeg og Morten kommer ind på cafeen og køber en the. Vi sætter os ned og får øje på Søren der taler med personalet. Vi går op til ham og med lidt hjælp kan han godt genkende os. Vi aftaler at sætte os ned ved et bord for at tale sammen. Søren understreger igen, at han gerne vil komme til Roskilde og tale med vores klasse om stoffer. 100

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Søren fortæller os, at han havde været til Oscar uddeling i går. Han var faldet i søvn ude foran Dagmar teatret, hvor han var blevet vækket af en venlig dame der fortalte, at han ikke kunne sove der, da der kom en masse kendte mennesker som skulle se oscar uddeling. Hun tilbød ham at komme indenfor for at få mad. Det tilbud tog han i mod og fik bagefter lov til at se showet. Efter showet gav hun ham en pengeseddel som han først måtte se da han var gået. Han fik 1000 kr. Han fortalte bagefter at han havde søgt arbejde som frivillig mentor for børn af forældre som sad i fængsel eller tog stoffer. Han fortalte at han altid havde været god til at tale med børn og mente at han ville kunne være en god støtte for dem. Jobbet havde han fundet i avisen og han ventede nu på svar. Han havde forklaret dem at han var tidligere misbruger, men havde lagt det helt på hylden igen. Han viste os sine metadon piller og fortalte at han tog 5 stk. om dagen og kun havde brugt 300 kr. på stoffer i sidste uge. Han fortalte så, at han hvis han fik jobbet som mentor ville stoppe fuldstændig. Han fortalte os igen at han ikke rørte heroin, som han forklarede var et kunstigt stof som behandlingscenteret Valmuen havde skabt! Endvidere fortalte han, at han var glad for at komme på cafeen fordi han godt kunne lide at tale med personalet. Han betragtede personalet som hans venner. Han har ingen venner udover, men forklarede alligevel hvordan han og de andre hjemløse i København har et særligt sammenhold og kan hjælpe hinanden. Hvis en hjemløs får cigaretter, er det alles cigaretter, som han forklarede. Han fortalte videre om en episode hvor en hjemløs havde stjålet fra en anden hjemløs. Det resulterede i at han aldrig kunne blive en del af gruppen igen. Han endte med at begå selvmord da han ikke kunne holde ud at stå alene tilbage uden et fællesskab. Søren er nødt til at gå og vi får sagt pænt farvel til ham. Vi får øje på bruger nr. 7 som er ved at bestille et rundstykke. Han sætter sig ned ved et bord og vi får lov at sætte os ned og snakke med ham. Han sidder med sin avis (Berlingske tidende) og fortæller at kan kommer på cafeen for at få gratis mad og strøm så han kan læse sin avis. Vi får ham til at uddybe hvorfor han vælger at læse sin avis på cafeen frem for et andet sted. Han fortæller at han er gået fallit to gange og derfor er blevet meget sparsommelig. Han har en lejlighed men vil ikke bruge lyset fordi det er dyrt. På cafeen får han gratis mad og strøm. Han fortæller at hans visevært flere gange har ringet på hans dør fordi han tror, at han er død, da han aldrig har lyset tændt i lejligheden. Han bruger kun strøm 1 gang om dagen om morgenen for at koge vand til sin kaffe. Han bor på Amager. 101

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Han fortæller at han er Cand. Polit. Og har senere læst HD. Han har arbejdet 20 år i Danske bank hvor han startede som kreditanalytiker. Han var meget utilfreds med hans chef som han forklarede var mindre end ingenting, men at han ikke var klar over det selv. Han blev fyret efter en firmafest hvor han 3 minutter for sent havde grinet af chefens joke. Det var dråben der fik bægeret til at flyde over og han blev degraderet til at skulle arbejde på arkivet. Her arbejdede han i nogle år, men var ifølge hans nye chef lidt for interesseret i jobbet. Bruger nr.7 fortæller med et glimt i øjet at chefen nok havde ret.. Han brugte nemlig det meste af tiden på at læse i alle de arkiverede klagesager. Han fortalte så, at hvis vi havde Danske bank og havde klaget, ville han sikkert kunne huske vores klagesag. Det endte med at han endnu engang blev degraderet. Denne gang til lageret. I dag kalder han sig selv for et socialt tilfælde. Vi spørger ham hvad han mener med et socialt tilfælde og han forklarer med et smil, at det har taget lang tid at blive accepteret som et socialt tilfælde. Han forklarer videre at det blandt andet har krævet daglige besøg på Mændenes hjem og at han nu er blevet et kendt ansigt derhenne. Observation 2: Denne gang var det Sisse og mig som skulle besøge Café D, hvilket man må sige blev bedre end den sidste gang. Vi snakkede med 2 personer denne dag. Den ene var Søren som vi mødte første gang, vi var på Café D med gruppen. Og den anden var bruger nr.7 som ikke var stofmisbruger men mere var der for at mærke stemningen. Søren fortalte, at han havde set oscar uddeling natten mellem søndag-mandag, hvilket han syntes rigtig godt om. Det hele havde startet med, at han lå foran indgangen til Dagmar teatret, hvor der så havde kommet en kvindelig ansat ud og sagt til ham, at han ikke kunne ligge der. Kvinden havde budt ham indenfor og givet ham mad, hvilket havde betydet meget for Søren. Inden han smuttede derfra efter oscaruddelingen gav kvinden ham 1.000 kr. Søren havde også søgt job som frivillig vejleder for unge som enten var kriminelle eller stofmisbrugere. Sisse og jeg var selvfølgelig nysgerrige omkring dette og spurgte meget ind til hvad han kunne får de unge og hvorfor? Søren mente, at de unge kunne lære af ham, og at det vil være klogt at han skulle tale med dem fordi han forstår dem bedre end nogen anden. Han vil virkelig gerne bidrage og hjælpe. Han nærmest ønsker en form for anerkendelse fra folk og staten om, at han også har noget at bidrage med til dette samfund. 102

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Den anden mand vi snakkede med var bruger 7. En meget venlig mand som giver os lov til at sætte sig ved hans bord. Allerede efter at have hørt ham sige et par sætninger, bliver man hurtigt fortvivlet om han mener det han siger eller om det bare er for sjovt. Man kan nærmest betegne ham som en Johannes Møllehave type. Hvis man spørg ham hvorfor han var der, fik man et svar at Jeg er et socialt tilfælde. Hvorefter der kom et stort smil på hans mund. Vi prøvede at få et lidt mere dybt svar, hvor han hertil svarede. Jeg kommer her i dag fordi, at jeg har lige købt min avis (Berlinske - Børsen), også ved i vel at når man går rundt med avisen udenfor når det regner Dette blev igen efterfulgt af et stort smil. Samtalen var meget overfladisk, og der blev grinet en del. Også på nogle tidspunkter hvor man normalt ikke vil grine. Men jo længere og længere tid man snakkede med ham, fortalte han også om hans liv, hvilket nærmest ender ud ulykkeligt. Han startede som kanon i Danske bank, men så gik det stile og roligt ned ad bakke for bruger nr.7. Hans jobmæssige situation blev dårligere og dårligere med årene. Dette bundede i et had til sin chef, som han ikke mente var kompetent nok. Senere efter han var på pension blev han skilt efter at have været gift i år. Han vidste det nok godt ville komme, da han havde sagt nogle hårde ting til ekskonen nogle dage inden hun ikke vil mere. Han syntes det var mærkeligt, at det indenfor meget kort tid gik fra at de var sammen, til at de lige pludselig var imod hinanden. Der er nok ikke noget nyt i at skilsmisser nærmest er en krig om hvem der skal have hvad. Men han sagde det var svært det med, at det var hendes familie imod hans familie. Man følte nærmest han var ved at knibe en tåre, da han fortalte om det. Så det som han var så god til at holde skjult i starten, hvorfor han kom på Café D, blev lige pludselig mere åbenlyst. Han følte sig nok lidt ensom. Lidt set ned på. På Café D kunne han ligesom bare være sig selv, da folk her ikke ser ned på hinanden, da alle er ens. Tirsdag d. 28.02.2012 Observation 1: Solen skinnede og det var dejligt vejr. Stemning var anderledes end sidst, da de fleste samledes udenfor på bænkene i solen. Mange havde i dag deres hunde med, og det er altid et godt incitament for at begynde en samtale. Gården var travl, men toilettrafikken var klart mindre end tidligere. Earl (en af de frivillige) fortalte os, at sådan var det ofte de sidste dage på måneden. Bru- 103

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand gerne har ikke hverken penge eller stoffer tilbage, og de venter i spændingen til deres kontanthjælp går ind. Earl talte med en bruger, der kom over til det bord hvor vi sad. Han virkede soigneret og havde en Irma pose med noget vildt kød han stolt viste frem. Efter han gik over for at ryge, kom en anden bruger til. Han er stor, med hiphop tøj på og lidt mørk i huden. Han har en iltflaske på, hvorfor ved jeg ikke. Earl fortalte os, at politiet altid kommer mest omkring de sidste dage i måneden, da det er der brugerne tyger til de sidste udveje for at få deres stoffer. Efter det vender de tilbage til lejligheder for at finde stof dealerne. Vi sad en del på bænken udenfor og talte med Earl. Han var meget interesseret i at høre mere omkring vores formål med projektet, hvor vi kom fra osv. Han gjorde det klart, at han aldrig selv havde taget en uddannelse og virkede, som om han var en anelse jaloux på vores muligheder, og at vi var i stand til at skrive et så omfattende projekt. Generelt føler jeg mig lidt anderledes, når jeg kommer på caféen. Af en eller anden grund kan jeg ikke ryste af mig at det er sørgelige skæbner, og har en blanding af medlidenhed og tag dig nu sammen følelsen. Det er helt tydeligt, at brugerne bruger hinanden til meget andet end bare at købe stoffer. De bruger hinanden og de frivillige som deres netværk, sociale relationer og bare for at have nogen at komme til. Det samme blev klart da vi talte med bruger nr. 8. Han havde i 4 år ikke taget heroin eller kokain, da han fik sin egen lejlighed i Herlev. Den fik han gennem et tiltag i Herlev kommune, hvor nogen gadesygeplejesker gennem nogen år hjalp de hjemløse med deres forskellige misbrug. Han sagde selv, at havde de ikke været der, så ville han ikke have sin lejlighed nu. Kenneth er en kending hos politiet, og har en baggrund som dealer. Han stoppede med at sælge da han flyttede ind, og fik sin hund Nikita. Nu er han i metadon behandling, men er desværre begyndt at drikke meget. Han sælger dog stadig lidt, og selvom han ikke normalt kommer på Caféen mere end en gang hver anden måned, var han der i dag med sin opsparede metadon, som han ville sælge videre. Kenneth er uddannet pædagog medhjælper, og har en fortid med at arbejde med børn. Han har en søn på 19, som han ikke ser meget til. Sønnen er i gang med en uddannelse. Bruger nr. 8 er en af dem samfundet har tabt. Han har været i arbejde i mange år, og har fungeret som normal borger. Hvad der har fået ham ud i et misbrug vides ikke, men det er helt tydeligt at han ønsker sig ud af det. Han fortalte os, at han tidligere har gjort det klart overfor sin læge, at han vil ud af sin metadon behandling, men har brug for nogen stærke beroligende for at kunne sove. De fik han afslag på. Bruger nr. 8 virkede som en der havde styr på sine stoffer. Deres navn og effekt blev forklaret i detaljer. Han virkede ensom. Den eneste han har i sit liv er sin hund, og han har ikke noget rigtigt tilholde sted. 104

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Da vi sad udenfor og talte med Earl, spurgte han selv om vi havde set toiletterne. Vi svarede nej, men at vi godt kunne tænke os det. Han forklarede hvordan der på det store kan sidde 4-5 og det lille kan sidde 2. Han spurgte derefter Niels, men Niels henvendte sig til os og gjorde det klart, at det ikke var en god ide. Han mener, at det er brugerne frirum- og at det ville være for grænsebrydende hvis vi skulle sidde derinde. Det er nok jeg går frem og tilbage derinde, sagde Niels. Vi tror han misforstod os. Vi ville ikke sidde derinde mens der var nogen, men komme lidt før åbningstid eller lign. og se dem der. Vi har talt om, at tale med Niels om det næste gang vi skal på caféen. Vi ønsker ikke at presse nogen, eller virke som om vi vil overtræde deres grænser. Det er os der kommer og observere og taler med dem, og dette skal absolut foregå på deres præmisser. Dermed opnår vi ligeledes også det bedste grundlag for et validt projekt, da det skal handle om brugerne og deres liv på deres grundlag. Vi valgte at sætte os indenfor, for at opleve den lille trafik der var ved toilettet. Igen, var det vores oplevelse at der er mange udlændinge på Café D. Der sad bruger nr.5 for enden af bordet, en ældre herre med gråt skæg. Vi kom i snak med ham over hans ostemad. Han fortalte, at han havde en baggrund som skohandler og taxachauffør, og boede i en et værelses lejlighed i Virum. Han var ikke stofmisbruger, røg kun hash engang imellem. Han kom på caféen i hvert fald en gang om ugen, og han gjorde det udelukkende for selskabet. Han nød at have nogen i baggrunden der talte sammen, at høre en masse forskellige sprog og at få god mad dernede. Han var begyndt at kende flere dernede, og bruger stedet som en kanal for at skabe sociale relationer. En ensom mand, der søger selskab hos narkomanerne. Han gjorde det klart, at han mente, det var dumt at tage stoffer, men at det er deres eget valg, og at han ikke er der for at dømme andre. Dagen på caféen fik mig til at tænke på, hvad i deres liv gør de ender sådan et sted. Endnu mere, hvad er det der gør at en ældre veltalende herre, finder ro ved at komme et sted med mennesker der lever på udkanten af livet. Min oplevelse er, at brugerne er tilfredse med deres liv. De fleste giver klart udtryk for en glæde ved livet, og bare det at kunne sove længe på et herberg i weekenderne kan gøre dem glade. Det sætter hverdagens små problemer i perspektiv. Observation 2: Vi tog ned på Café D kl. 15. Her snakkede vi med vores kontaktperson Niels. Han fortalte os, at det var sidste dag inden lønningsdag, og at der derfor ville være mindre travl ved de så berømte toiletter. Vi gik ind og købte noget kaffe og te. Vi satte os uden for, da det var godt vejr, og de fleste af brugerne var uden for. Vi satte os ned ved en bænk, sammen med en af de ansat- 105

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand te, Earl. Han fortalte os lidt om han syn på stedet. Det var bl.a. at han synes der var en meget god stemning, og at der egentlig var få problemer. Det var også noget vi lod mærke til på trods af så mange forskellige skæbner, formår de alligevel, at holde rigtig hyggeligt miljø. Han fortalte, at nogle af brugerne er veluddannende eller tidligere selvstændige. Earl tilbød os, at vi kunne se toilettet, men Niels var ikke så glad for det. Tror han misforstod os, så han troede vi ville se det mens, der var nogen derinde det var ikke det vi mente. Der var igen i dag mange udlændinge. Det er svært at gennemskue om de er pushere, brugere eller begge dele. Derefter kom der en bruger hen til os med sin hund. Det var bruger nr. 8 og hans hund hed Nikita. Han fortalte os, at han kom der for at hilse på nogle gamle kammerater han kommer sjældent på Café D han sagde det var et års tid siden, at han havde været der, og at der nok ville gå 3-5 måneder inden han ville komme igen. Han var tidligere pusher og junkie, men solgt dog stadig nogle doner (slang for metadon). Han brugte mindre af sine egne, så han kunne sælge ud af dem. Han fortalte os en lang historie om hvordan han var blevet taget i at sælge stoffer, hvor han havde følt sig uretfærdig behandlet, fordi politiet ikke havde taget ham på fersk gerning. Efter bruger nr. 8 var stoppet med at fixe, så var han til gengæld begyndt at drikke mere alkohol. Han har en lejlighed i Herlev, som han havde fået, fordi nogle gadesygeplejesker havde hjulpet ham til at få fat den. Han var villig til at gå ned i metadon, hvis han kunne få noget beroligende medicin i stedet for. Han var meget glad for sin 3 år gamle hund. Han fortalte os, at han var startet med at tage stoffer for 15 år siden. Derudover havde han haft et job i en børnehave SFO og andre lignende pædagog-job. Bruger nr. 8 virkede som om han meget gerne ville snakke, men når man snakkede med ham, havde han slet ingen øjenkontakt med en. Efter det gik vi inden for igen. Vi snakkede med bruger nr.8, som vi tror at Line og Mette også har talt med tidligere. Han boede i Virum. Han var dog ikke misbruger af hårde stoffer han røg kun hash. Han kom på stedet for at få gratis mad, og for at få lidt socialt samvær. Han var en meget accepterende type, han var på ingen måde personligt forarget over at folk tog stoffer. Han havde dog tidligere sniffet og taget LSD, vi spurgte om han var gammel hippie, det sagde han ja til, han havde endda været i Thy-lejren. Han havde arbejdet som skomager, taxachauffør på Amager, men var nu førtidspensionist. 106

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Det gode vejr havde en positiv effekt på brugerne. Det virker på en eller anden måde, ret harmonisk at være til stede specielt hvis man tænker på, at vi har at gøre med det som man normalt omtaler som samfundets bund. Fixe-toilettet virker dog stadig, som den helt store hæmsko for dette sted. Det er det, som skaber mindre kontroverser mellem brugerne internt, og brugerne og de ansatte imellem. Onsdag d. 29.02.2012 Observation 1: Der er mange på cafeen i dag. De fleste står udenfor, da vejret er ret mildt. Vi starter med at købe en kop the og sætters os ud ved bordet i midten af gården. Vi taler med en frivillig, der er i gang med at gøre gården ren for cigaretskodder og andet skidt. Han er ved at uddanne sig til læge(?). Han er frivillig på cafeen hver anden onsdag. Han har også været frivillig på Mændenes Hjem. Han siger det er de samme brugere der kommer begge steder. Han fortæller os at vi bare skal snakke med brugerne om de tre ting de altid tænker på, nemlig stoffer, penge og mad. Der sidder to ældre mænd på en bænk lidt væk fra udgangen. Line spørger om vi må sidder der, og det må vi meget gerne. Morten kommer til. Den første mand forsvinder og vi sidder tilbage med bruger nr. 9 på 60 år. Bruger nr. 9 beskriver sig selv som hardcore stiknarkoman. Han har slået sin hofte, da han er væltet i Døngnnetto, fordi personalet var ved at vaske gulv og han gled i det. Bruger nr. 9 fortæller meget om sin ungdom. Han er en ægte hippie, har røget hash siden han var 14. Da han var 18 år tog han første gang til Nepal for at købe hash og sælge det videre i Danmark. Dette fortsatte han med i 7-8 år, og levede af disse penge. Han kommer hjem til Danmark cirka 2 gange om året. Han fortæller os om hvor smuk Nepal er, hvor hashen er bedst osv. VI lugter til det fineste hash man kan få, da han har en klump i lommen. Bruger nr. 9 har 4 brødre og 4 søstre, han er den eneste der er ude på et sidespor. Han fortæller at han startede uddannelsen som murer, da både hans far og bror også var dette. Men det gav kun 40 kr. i ugen, og han kunne tjene 100 gange mere ved at arbejde i Nepal. Derfor afbryder han uddannelsen. Bruger nr. 9 har en kone, som han har haft lige siden han var ung. Hun ville aldrig med til Nepal, men levede et normalt liv på arbejdsmarkedet hjemme i Danmark. De bor stadig sammen i en lejlighed. Har ingen børn, hvilket bruger nr. 9 er glad for, da han godt kan se problemerne ved sit eget misbrug. Bruger nr. 9 fortæller at hvis han hørte at hans niecer eller nevøer havde noget med stofmiljøet at gøre, ville han få dem ud af det på en meget kynisk måde. Han syntes 107

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand det er sørgeligt at se alle de unge der tager stoffer. Når han ser dem på gaden vil han helst sige noget til dem, eller hjælpe dem, men han syntes ikke der er noget at gøre, og går derfor videre. Da vi fortæller vi skriver en skoleopgave syntes han det er rigtigt fedt. Efter hashmisbrug i mange år, begynder han på de hårde stoffer. Han siger det er på grund af nysgerrighed. Han siger også at det han fortryder i sit liv, var at lære pulverstoffer at kende. I dag ryger han hash hver dag, og tager hårdere stoffer en gang imellem. Han får også metadon. Han kommer ikke så ofte på cafeen, men er her fordi at der sker meget omkring den første. Men vi snakker med ham kommer der 3 forskellige hen for at spørger om han har stoffer. Vi spørger om han er pusher, men han siger at han ikke ved hvorfor de kommer til ham. Imellem tiden er bruger nr. 10 kommet hen til bordet. Han har langt brunt hår. Morten og Erik kender hinanden gennem nogle fælles venner fra miljøet. Bruger nr. 10 er på ferie i Danmark, da han har noget familie. Han skal hjem om 3 uger. Han fortæller os at alkohol er mere farligt end at ryge hash. Men at alt skal foregå med måde. Bruger nr. 10 er svejser og har arbejdet med olie på boreplatforme. Dette måtte han dog stoppe med, efter at han er blevet syg. De kommer begge på cafeen for at nyde det gode vejr i gården med et par guldøl, og indgå i sociale sammenhænge. De tror selv de har taget alle slags stoffer der findes og prøvet alt, men er nu trappet ned. Der er mange unge udlændinge på cafeen i dag. Bruger nr. 9 fortæller: at de kommer her tit, og stjæler fra hinanden, og fægter rundt med knive. Han er ikke tilhænger af alle de unge der befinder sig i sådan et miljø, men han mener at politiet oftest tager fat i de unge, og forsøger at få dem på ret køl igen. Observation 2: Onsdag var Line og jeg på Cafe Dugnad sammen. Det var en dag med mange på cafeen, da folk lige havde fået løn. Vejret var igen strålende, så der var mange udenfor. Vi snakkede i dag med de lidt ældre herrer bruger nr. 9 og bruger nr. 10. Bruger nr. 9 må man sige har været stofmisbruger hele livet. Det startede som 14 årig med hash og senere stærkere stoffer. Han blev senere pusher / leverandør dvs. Han sørgede selv dengang for at få det solgt, samt at få det hentet i Nepal. Han fortalte meget omkring hans turer til Nepal, om hashen, og om hvordan han sammen med andre planlagde disse turer for at slippe fra toldpolitiet. Det var hver gang forskellige ruter, og de skulle altid sprede sig. Jo længere tid de gjorde dette, jo sværere blev det. Efter 8 år stoppede han med at hente hash i Nepal, da 4 af hans 108

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand kompagnoner blev taget, og han var den eneste som slap igennem. Det var en del, af en større mission hvor de havde festet med nogle damer som senere viste sig at være agenter. Han stoppede med det samme som leverandør, men forblev stadig pusher. Om han er pusher i dag, er nok en gåde, da han selv blankt afviser men han har mange stoffer på sig, og mens vi snakkede med ham kom folk tit over til ham og spurgte om han havde noget?!. Han havde en stor klump kashmir hash som er noget af det bedste hash. Dette viste han os, og efter at se ud fra hash klumpens størrelse var der meget mere end til eget forbrug. Vi spurgte lidt ind til hans liv, om han havde et sted og bo osv. Han bor i en lejlighed i KBH sammen med sin kone som ikke er stofmisbruger, og aldrig har haft noget med hans turer i Nepal at gøre, selvom hun godt vidste hvad der foregik. Den anden vi snakker med den dag er bruger nr. 10, som er på ferie i Danmark. Han kommer oprindeligt fra Norge. Bruger nr. 10 kom over til bordet mens vi sad og snakkede med bruger nr. 9, og de kender hinanden fra netop Café D. Det skal siges, at bruger nr. 10 ikke får sagt ligeså meget som bruger 9, da det primært er ham som fører ordet. Bruger nr. 10 har også været stofmisbruger men er fuldstændig ren nu. Hvorfor han begyndte på stoffer var det samme som bruger nr. 9. Nemlig nysgerrighed. Han kan ikke huske præcis i hvor mange år han tog stoffer men omkring en 20-25 år. Han er ked af, at han gjorde det. Mest på grund af at tiden flyver så stærkt, og bruger nr. 9 kunne slet ikke se hvorfor det tog ham så lang tid, at stoppe med at tage stoffer. Typerne på Café D består af en stor del indvandrere, også en mindre del danskere. Indvandrerne holder sig meget for sig selv, jeg tror det vil være svært at kunne komme i kontakt med dem. Mandag d. 5.03.2012 Observation 1: Denne gang var det mig og Sisse sammen på caféen. Da vi kom derind, købte vi te og satte os med det samme udenfor. Det er som om, at når man sidder udenfor, får man en lidt bedre naturlig grund til at tale med brugerne- stemningen virker helt anderledes trykket end når man sidder inde i caféen. Nok mest pga. toilettrafikken. Vi kom hurtigt i snak med bruger nr. 7. En ældre herrer, som flere af os tidligere har talt med. Han kunne genkende Sisse, og det virkede trygt for ham at sætte sig ned og tale med os. Han virkede glad for der var nogen han kunne tale med, i stedet for bare at sidde og læse avis som han ellers gør. Vi fik klart indtrykket af at bruger nr. 7 109

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand er en ensom mand. Han har egen lejlighed, og er ikke stofmisbruger- men kommer der for selskabet. Han fortæller hvordan han ligeledes kommer på mændenes hjem- og at der har de accepteret ham som et socialt tilfælde. For ham virker det næsten som en bedrift at have fået det kendetegn, og det er en måde hvorpå han kan få mad hver dag. For som han siger, at hvis man er for pænt klædt er man ikke et socialt tilfælde- og så bliver man smidt ud. Bruger nr. 7 kender godt den ældre herre som Nicolai og jeg talte med i sidste uge. Fælles for dem begge er, at de er ensomme mænd uden familie og har søgt selskab hos hinanden. Den anden herrer er gammel taxachauffør, og skal lære bruger nr. 7 at køre bil. Gennem caféen har to ellers ensomme mennesker, fundet ud af at de kan få opfyldt deres tomrum i hverdagen ved at komme dernede. Der var travlt i gården, og foregik en masse salg af stoffer. Det efterlod en lidt trykket stemning, og gjorde vores muligheder for en samtale lidt sværere. Der sad også en på den anden bænk og fixede udenfor. Niels var ikke til stede på caféen i da, men Jeppe havde tjansen. Det virker som om der er en helt anderledes respekt for Niels blandt brugerne, og det skabte en masse postyr at Jeppe tilsyneladende ikke kunne styre dem. I gården var der pludselig en yngre mand- velklædt med en computertaske på ryggen. Han virkede umiddelbart til at være en frivillig, eller endda måske en civilbetjent. Han forsvandt indenfor, men kom pludselig tilbage. Han kom over til bænken, og jeg advarede ham om at der var blod hvor han var ved at sætte sig, så han tog nogen skolepapirer frem og satte sig ved siden af mig. Det var bruger nr.11. Han var fra Sverige og boede i Lund. Han kom til KBH for at købe coke, og forklarede at han tidligere havde været mere hardcore bruger, men nu var stoppet og kun tog coke engang imellem. Vi spurgte indtil hans liv, og han virkede som en fyr med styr på det. Job, uddannelse og skole. For ham virkede det at tage coke, kun som en flugt fra hverdagens travle tempo- en måde hvorpå han slappede af. Han havde venner, der havde sagt til ham sidste år at han skulle stoppe sit misbrug, ellers ville de ikke se ham. Han stoppede med at fixe, og sniffede kun coke engang imellem. Bruger nr. 11 var virkelig en fyr der undrede mig meget. Det var en man kunne forholde sig til, havde samme livssituation som en selv- og en der var på ens eget niveau. Jeg fandt ham meget nem at tale med ift. nogle af de andre ældre brugere. Bruger nr. 11 forklarede, at han var startet bare for at prøve det, men at han til sidst ikke kunne styre det. Han indtager ikke sin coke på caféen, vil egentlig helst hjem og gøre det. Dog frygter han at blive taget i toget til Sverige, så han finder ofte et sted i KBH. hvor præcis fik vi ikke rigtig svar på. Hans familie talte 110

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand han ikke om, og da vi spurgte om han var ensom svarede han hurtigt nej. Martins eneste flugt fra hverdagen, mener han er hans coke. Han gjorde meget ud af at fortælle os, at det her sted var the lowest in society ift. at tage stoffer. At hvis man ville lave en dokumentar om den dårlige side af samfundet, var det her man ville komme. Han sagde dog, at de var så søde dem der arbejdede her, så brugerne følte bestemt ikke det var low at komme her. Han talte ikke med så mange på caféen, og kom der kun for at købe. Da vi skulle hjem, så vi bruger nr. 11 ved Hovedbanegården sammen med nogle andre brugere, hvor han forsøgte at købe noget coke. Sisse og jeg talte om, at bruger nr. 11 hurtigt kan komme til at ende sine dage på caféen, ligesom mange af de andre brugere, hvis han ikke stopper sit misbrug allerede nu. Observation 2: Jeg og Sophie gik ind i cafeen for at købe en the. Solen var fremme, så vi sætter os udenfor. Her får vi øje på bruger nr. 7 som virker til at være glad for at se os igen. Jeg nævnte at det var svært at genkende ham fordi han havde fjernet alt hans skæg.. Han fortæller at han var nødt til det fordi, at der var nogle af brugerne som troede han var en forklædt politibetjent. Han sætter sig ned ved siden af os og fortæller at han som nævnt tidligere er glad for at komme på cafeen for at læse sin avis. Han kan godt lide lydene af togene fra hovedbanegården og så kan han godt lide at der er liv omkring cafeen. Vi spørger ham om han også kommer her for at være social med de andre brugere. Han fortæller at han engang imellem taler med bruger nr. 5 som er tidligere taxachauffør og som har lovet ham, at han vil hjælpe ham med få genopfrisket det at køre bil. Jeg spørger om han betragter ham som en ven, hvortil han spørger hvordan man kan definerer venner. Han siger at han har givet bruger nr. 5 sit telefonnummer, men at bruger nr. 7 ikke har fået bruger nr. 5s telefonnummer. Han fortæller så at han betragter hans bøger og aviser som hans rigtige venner. Vi spørger ind til hans forhold til de frivillige hvortil han svarer, at han synes at Niels er rigtig sød. Bruger nr. 7 kommer i tanke om, at han måske kender en, som han kan betragte som en ven.. Det er en gammel studiekammerat som bruger nr. 7 plejer at ringe til ca. 1 gang om året. Han fortæller at han kender bruger 7 rigtig godt og at han altid får at vide at han er god til at tale om alvorlige emner uden at tage dem alvorligt. Som eksempel nævner han igen overfor os, at han er gået fallit 3 gange og griner højlydt af det. Han fortæller os at han er kommet på cafeen i mange år og altid har givet brugerne penge, hvis han kunne se at de har haft brug for det. Det er han stoppet med fra 1. januar, da han ikke længere har råd til det. 111

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Bruger nr. 11 på 25 år sætter sig ned ved vores bænk. Han kommer på cafeen engang imellem for at købe kokain. Han bor i Lund og er studerende. Han har prøvet de fleste stoffer og har også en enkelt gang prøvet at stikke sig selv. I dag køber han det for at tage det med til Sverige, hvor han kan hygge sig med stofferne sammen med et par venner. Han tager stoffer for mentalt at komme væk fra en travl hverdag med studie og arbejde. Ligesom flere andre cafebesøgende efterhånden har forsøgt overbevise os om, så forsøgte Martin også at fremhæve sig selv, som bedre end de andre brugere, som han mente er bundet af samfundet. På hans telefon viste han os et billede af en ven, som han mener sandsynligvis vil miste sin arm pga. for mange stik. Til sammenligning tog han sin jakke af, så vi kunne se at hans arm ikke viste tegn på stik. Måske igen for at bevise at han er højere oppe i hierarkiet og ikke er langt ude i forhold til andre. På cafeen var der rigtig meget handel med stoffer i dag. Det hele virkede lidt hektisk med en masse folk der gik frem og tilbage og skulle købe og sælge. En kvinde sad og spillede guitar i på en bænk ude i gården i solen, men folk omring hende virkede ikke til at bemærke det. Tirsdag d. 6.03.2012 Observation 1: Man er nu ved at have så stort et overskud at man både kan snakke med folk og samtidig holde lidt øje med hvad der sker rundt om en. Da Nicolai og jeg kommer ind i gården siger vi hej, jeg fornemmer at vi bliver genkendt. Først sad vi udenfor, der var sol men hundekoldt. En dansker kom forbi og spurgte om vi ville købe hans jakke til 100 kr. så kunne han nemlig købe en togbillet til Jylland. Han skulle snart af sted. Han skulle til Jylland for at komme i behandling. Han sagde at vi også gerne måtte give ham nogle penge, men det kunne han jo ikke lide at spørge om, så derfor kunne vi få hans jakke til 100 kr. den var lige lavet i går og naiv som jeg er, tror jeg han mener fremstillet i går. Godt Nicolai er med til at oversætte for mig, at jakken var lige handlet i går. Vi sagde at vi desværre ingen kontanter havde. Han sagde at hvis jeg ville låne ham 100 kr. kunne jeg bare ligge dem i baren på fredag! Bruger nr. 6 som nu bor i Sandholm, smiler da han ser mig og kommer hen og hilser på. Han joker og siger at han er blevet gift og det nu er slut med Sandholm lejren. Gennem hele dagen kommer han forbi os og sætter sig lidt, tror virkelig at han keder sig. Han er muslim og tager afstand fra alle dem der tager stoffer. På et tidspunkt giver han mig sin mobil og siger jeg skal tale med hans bror som bor i Norge, men hvad skal jeg lige sige? Søren er også udenfor, han går rundt i en stor damefrakke, vi taler ikke med ham. 112

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand En pige får hjælp til at komme over hegnet aner ikke hvad hun havde lavet på den anden side. Efter lidt tid sætter vi os ind, det er alt for koldt. Jeg bemærker i dag unge mennesker som ser ret almindelige ud og på alder med mig. De som sidder ved bordet overfor toiletterne bliver ved med at ryge og handle og de frivillige må hele tiden være over dem. Ude fra toiletterne kommer der den vildeste salmiak duft, og en masse røg. Der er trængsel. Mostafa fra Marokko studerer til pædagog: Vi spørger om det er ok vi spørger ham om nogle ting og fortæller vi er studerende, han fortæller os, at det er han også. Han studerer til pædagog. Har ellers været stofmisbruger i 20 år. Han ser ung ud, men han fortæller os at han er 38 år. Han er stoppet med stofferne mere eller mindre af sig selv, han havde fået nok. Så tog han 10 klasse og HF/pædagog linjen på 1 år og nu er han så rigtig i gang med at uddanne sig. Han vil gerne arbejde med forebyggelse af stofmisbrug altså ikke et sted som Cafe D. Han fortæller at han kun engang imellem kommer på Cafeen dels for at få lidt kaffe og mad og for at hilse på alle dem han kender i miljøet, mange er han opvokset med. Nicolai spørger ham, om nogle spørger ham til råds med at blive stoffri, det siger han at der er, han kan så hjælpe dem ved at henvise dem til de rigtige steder. Men inviterer dem aldrig med hjem til sig selv. For som han siger så er han selv i risiko for at falde i igen. Han har 9 søskende og ser hele sin familie, han har aldrig været hjemløs, hvis han ikke har haft et hjem så har han boet hos sin familie. Bruger nr.12: Alm. mand 45 år, boet hele sit liv i DK. Arbejder som pedel på en skole, han har altid arbejdet. Han sidder i sit arbejdstøj og spiser. Han kommer ikke så tit på Cafe D. Men nu havde han lige været til Tandlæge på Vesterbro, og så kiggede han lige forbi. Han bor med sin kone på Nørrebro og har 3 børn på 14, 19 og 23 år. Jeg havde aldrig troet på at han tog stoffer. Men senere ser Nicolai ham i køen ud til toilettet med sølvpapir i hånden, virkelig overraskende for mig. Han kendte en anden fra Indien en ældre herre på 55 år. Som i lang tid bare sad ved siden af Nicolai. Han virkede ikke påvirket sagde han havde prøvet alt og var træt af det. Vi skulle aldrig starte. Bruger nr.13: Pæn mand i 40 erne bor i Ørebro i Sverige 20 miles fra Stokholm. Har 4 børn fra første ægteskab og så en datter på 6 år med en anden dame. Ser alle 5 børn og har et godt forhold til eks konen. Men de kan ikke lide at han tager stoffer. Han arbejder 6 måneder af året i Norge. Jeg spurgte om man også godt kunne købe stoffer i Norge og han fortæller om hvor man kan i Oslo. Jeg spørger bare for at se om han altid tager stoffer. Han elsker København, her i DK er alt så frit i forhold til Sverige og folk ser ikke ned på ham. Tværtimod så siger de god- 113

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand morgen til ham når han ligger beruset om morgenen på gaden, det ville folk ikke gøre i Sverige. Her siger han at vi danskere i stedet tænker, at han må have haft en sjov aften. Han kommer tit til DK og kommer meget på Christiania. Jeg spørger om han er glad for livet, han svarer egentlig ikke, men hans ønske er at købe en båd og bo på den i København. Lige inden vi talte med sad han og gjorde en sprøjte klar indenfor, og var lige ved at stikke den op i hovedet på en frivillig ved et uheld, men der skete ikke noget. Så gik han ud og tog stoffet ude i gården. Da han så satte sig hos os var det med mad og kaffe. Pæn mand, som kunne gå under at være en fuld svensker! Tror han synes cafe D var et hyggeligt sted. Bruger nr. 7: Så vi fik også æren af at møde bruger nr. 7. Han spurgte om vi var i gang med interview og om vi kendte Murer Jytte, det fandt vi så ud af at det var Sophie han mente. Han virkede meget overlegen og gjorde grin med svenskeren. Han gjorde også sådan lidt grin af os og vores undersøgelse. Jeg følte mig på ingen måde respekteret af ham, men på en måde at han så ned på mig. Han læste sin Berlingske og sagde osten var god. Han havde nogle virkelig gamle briller på. Da en muslim ville slå ham ned hver gang han var der. Synes også at hans tøj var lidt gammelt. Han virkede til at føle sig hævet over alle de andre. Jeg sagde til ham at jeg synes der kom mange forskellige mennesker på cafeen, men det synes han overhovedet ikke, han synes de alle var ens. Alt i alt en god dag. Tænker at jeg gerne snart vil snakke med nogle kvinder, men de virker bare rigtig fjerne. Observation 2: Vi kom derned kl. 15. Det var ret koldt, men der var stadig en del mennesker uden for. Vi satte os på en bænk lige uden for selve Caféen. Mette kunne kende en af de besøgende bruger nr.6, og han fortalte os alt muligt, som ikke rigtig gav mening. Han viste os sin nye frisure, og prøvede at lave lidt sjov med os, men der var en for stor sprogbarriere til at vi fik noget specielt ud af ham. Dernæst kom der en mand hen gående rundt i klipklapper hen til os. Han forsøgte at sælge os en jakke til 100 kr. han skulle bruge pengene på et klippekort, og fortalte os at det ikke var til narko (måske følte han sig pinlig over at indrømme det?). Han skulle også til Jylland og afsone en behandlingsdom. Han var dog så forhippet på at lave nogle penge, at han ikke kunne tage sig tid til at snakke med os. Han virkede nu også en smule fjern (retarderet). Det var bidende koldt, så vi gik inden for. Der snakkede vi igen med asylansøgeren. Igen fik vi ikke så meget ud af det. 114

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Dernæst snakkede vi med en anden person ved navn Mostafa. Han var tidligere narkoman. Han havde været narkoman i 20 år. Han var nu ved at uddanne sig som pædagog. Han fortalte os at han havde 2½ år tilbage af sin uddannelse. Han er 38 år og kommer oprindelig fra Marokko. Han kom på caféen for at hilse på nogle af dem han kender. Han kom der et par gange om måneden. Jeg spurgte ham, om han nogensinde havde prøvet at hjælpe andre ud af sit misbrug, når han nu selv havde haft så stor succes selv. Han svarede ikke direkte på det, men sagde i stedet, at han havde henvist nogle til nogle bestemte steder, hvor de kunne få hjælp. Han mente i øvrigt at misbrugere skulle hjælpes forebyggende, frem for når skaden var sket. I forbindelse med snakken om at komme ud af misbrug, fortalte han os, at han ikke moralprædikede over for nuværende narkomaner han hjalp dem der ville hjælpes. Narkomaner der skal hjælpes skal først og fremmest have en masse praktiske ting på plads før de kan komme ud af misbruget, bl.a. en lejlighed. Han fortalte, at han faktisk ikke ville invitere narkomaner hjem til sig selv. For det første fordi, at man aldrig kan stole på en narkoman. Narkomanerne er så hårdt presset, at det kan finde på at stjæle fra deres fætre, som han sagde det. For det andet var han bange for, at en for stor omgang med narkomaner ville kunne friste ham til at falde tilbage til at tage stoffer igen. Det havde taget ham fire måneder at blive clean, og han havde gjort det af sig selv. Derudover spurgte jeg ham hvordan de 20 år som narkoman havde føltes han sagde at tiden var fløjet af sted, og at når man er på stoffer varer dage som minutter, og når man ikke har noget stof varer minutter som uger. Når han bliver færdig med sin uddannelse vil han som sagt være pædagog for unge mennesker. Vi kom frem til at han jo også han en stor erfaring ikke kun uddannelsen, men også livets skole. Mostafa virkede ærlig og som et virkelig behageligt menneske og var et klasseeksempel på, at det aldrig er ovre før den fede dame har sunget. Dernæst snakkede vi med bruger nr. 12. Han kom lige fra arbejde og tandlæge af. Han fortalte os, at han havde kone og børn, og at han boede på Nørrebro. Han fik lidt mad på caféen. Vi troede langt i samtalen, at han ikke var misbruger, og han fortalte os også med lidt væmmelse i stemmen, at mange af dem der var på caféen solgte stoffer. Efter han havde været uden for et 115

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand stykke tid, kom han ind med noget sølvpapir, og gik ud på toilettet formegentlig for at ryge crack til vores store overraskelse. Ved siden af pakistaneren sad en person som oprindelig kom fra Sri Lanka. Han kom nok også mest for maden skyld. Han røg kun hash en gang i mellem. Hans kone boede i Tyskland, og han havde børn med to forskellige koner. Til sidst snakkede vi med en svensker. Han kom fra Örebro. Han arbejde i Norge som snedker, og han fortalte os, at han tjente mange penge. Han gik meget op i at Danmark var et bedre land, at være narkoman og alkoholiker i eller i hvert fald at nyde disse rusmidler her. Det gik han meget op det ikke at blive set ned på. Han havde lige været ude at fixe, da han kom hen og snakkede med os. Han virkede meget oppe at køre og gentog sig selv en del gange. Han har fem børn i Sverige, som alle boede tæt på ham, men ingen ved ham. Han store drøm var at få en husbåd nede i Nyhavn. Og han var sikker på, at hans børn ville komme at besøge ham meget, men det virkede nu mere som om, at han ville bo tættere på stofferne. Han besøgte samtidig nogle venner, som boede på Christiania, hvor han også havde husly. Han så egentlig ret frisk ud, af en narkoman at være. Han var ikke den klassiske gadenarkoman. Han fortalte os, at han kom til Café D en del gange om året, men han kendte ingen på selve caféen. Det virkede som om, at han brugte det som et frirum, for at komme væk fra et eller andet i Sverige!? Derudover mødte vi også bruger nr. 7. Han virkede utrolig arrogant. Gjorde grin med den svenske mand, og gjorde flere gange grin med Mette. Han fortalte os, at han havde taget et par gamle briller på, fordi han regnede med, at der kom en muslim, der ville banke ham. Han er ikke en speciel behagelig person. Utrolig sarkastisk og spydig. Kommer måske på Café D for at kunne hæve sig lidt over narkomanerne, i en verden hvor alt ellers er faldet ned om ørene på ham. Onsdag d. 7.03.2012 Observation 1: Vi hilser på folk i gården da vi kommer. Der er en der fortæller os vi er pæne piger og at det ikke er et sted for os, han spøger om vi tager stoffer. Vi svarer nej og så siger han at stedet ikke er så godt. Vi beroliger ham med at sige at vi har været der før og kender til stedet. Han fortæller at han er fra Rusland (han taler ret godt dansk) hans kone kan ikke få opholdstilladelse, men 116

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand det kan hans søn godt. Han har været i behandling mange gange, men fortæller os at det er rigtig svært at stoppe. Han virker ret ulykkelig over sin situation. Vi går indenfor Line får Kakao og jeg får kaffe vi sætter os ved det store bord, bruger nr. 14 fra Libyen sætter sig hos os og spiser sin mad. Han er helt oppe og køre og meget pigeglad. Han fortæller at han kun ryger hash, at han er muslim, taler fransk, italiensk og arabisk, han taler ikke vildt godt engelsk, men han forsøger og kværner løs og fniser hele tiden. Han tager på et tidspunkt en bøtte honning op af tasken siger han har fået den tilsendt, så spiser han en skefuld. En anden mand får også en skefuld på hans ostemad. Bruger 14 virker umiddelbart kun til at snakke med en af de andre som kommer forbi engang imellem. Ellers lever han lidt i sin egen grineverden. Han har vist ikke et fast sted han bor, men bor rundt omkring hos folk. Siger Danmark er et godt land og at han er glad. Det er ret svært at få sammenhæng i alt det han siger mest på grund af at hans engelsk ikke er super godt. En ting er sikker han vil gerne have opmærksomhed af os, til sidst bliver vi lidt trætte af ham. Han sidder også og gør klar til at ryge hash. Jeg spørger om han har arbejde, han peger på hans healer varer og siger at det er hans business. Bruger nr. 12 som jeg mødte i går, han står igen i dag i kø til at komme ind på toilettet. Han hilsner pænt på mig. Jeg er stadig meget overrasket over ham. Der er vild tumult omkring toiletterne og en udenlandsk mand sviner Niels til, til sidst bliver Niels så sur at han lukker toiletterne for i dag klokken er omkring 17.00. En dansk pige med lyst hår begynder at skælde den udenlandske mand ud, det er ikke i orden den måde han har talt til Niels på. Pigen er sammen med en mand de drikker øl og virker noget sløve i det. Hende den lille mørke pige er der igen, hun er svær at få et smil ud af hun kigger hele tiden surt. Hun sidder heller aldrig ned men er altid omkring toilet køen. Til slut sidder vi med bruger nr. 5 fra Lyngby Tårbæk og bruger nr. 7. De taler sammen. Der er ingen tvivl om at de er anderledes end gennemsnittet. De lavede sjov med hinanden og bruger nr. 7 viser bruger nr. 5 noget i sin avis. Det gør mig glad at se de taler sammen. De er også helt bevidste om at vi er studerende fra RUC og er der for at opleve hvad der sker. Bruger nr. 5 siger igen til os han synes vi skal gå en tur over på mændenes hjem. Det er mere voldeligt derovre. Nogle gange bliver han bedt om at gå fra mændenes hjem. Da han ikke passer ind, da han kun ryger hash. Bruger nr. 7 fortæller os at bruger nr. 5 er for borgerlig. Men det virker til at bruger nr. 7 gerne må være derinde!! Jeg synes det er lidt diskriminerende overfor ham at bede ham gå. Han fortæller at han altid respekterer det og går når de siger han skal, så har han et andet sted 117

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand som ligger på Istedgade han går til, som har åbent ind til kl. 2-3 stykker om natten. Han fortæller det er et godt sted. Bruger nr. 7 spørger om han vil sove på mændenes hjem. Relationen mellem de to var spænende at observere, men svær at gengive. Der er ingen tvivl om at I de to selskabs var det næsten som om at det var os 4 og så alle de andre. Hele tiden mens vi var der, sad der en helt mørk mand og sov op af radiatoren. Indtil nu har jeg ikke oplevet nogle som var utilfredse med vores tilstedeværelse. Alt i alt tror jeg ikke de tænker meget over vi er der. De har andet i hovedet. Jeg talte i dag med ham den frivillige som godt kunne ligne en tidligere stofmisbruger. (Faktisk er han også den eneste frivillige der tilbyder os frugt, og på en måde tager sig at os mens vi er der). Han fortalte at når nogen kom tilbage fra fængslet, så så de altid meget bedre ud, da de ikke havde fået stoffer et stykke tid. Han fortalte lidt om hvordan man før i tiden skulle drikke sin metadon inde på apoteket og i dag var det i pilleform og man fik det med, hvilket gjorde det muligt at sælge det videre. Han spurgte ind til vores projekt og hvem der skulle have det. Observation 2: Lige da vi kommer ind i gården siger Mette hej til en fyr, og falder lidt i snak med ham. Han er fra Rusland, og er kommet herop med sin kone. Men hun kunne ikke få opholdstilladelse, så hun er blevet sendt hjem. De fik et barn i Danmark, som har opholdstilladelse. Han siger at han flere gange har været i behandling/prøvet på at stoppe, men når han ikke har styr på sin familie falder han i igen. Han kommer på cafeen for at handle og fixe. Vi går indenfor, da det er vildt koldt. De fleste brugere er også indenfor i dag. Der er mange mennesker på lidt plads inde i cafeen, og støjniveauet er rigtigt højt! Man har lidt en følelse af at det er svært at samle sig/ fokusere på noget i dag, fordi der hele tiden sker noget omkring en. Vi sidder os ned til det store bord, hvor der sidder bruger nr. 14 fra Libyen. Han er 31 år, og i virkeligt godt humør i dag! Vi har set ham før, hvor han har virket meget urolig, men i dag er han meget overglad(nok på et eller andet). Han fortæller en masse til os på dårligt engelsk blandet med sit eget sprog. Han siger ofte at livet er godt. Han fortæller at hans business er at sælge ting han har i sin pose. Der kommer også folk ind og kigger på mobiler og jeans, han har med. Han vil gerne have Mette, da de er på samme alder. Alt han siger, bliver sagt med lallende og lidt overdrevet latter. 118

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Vi møder igen bruger nr. 5. Han snakker meget om alt larmen der er herinde i dag, og går også udenfor på et tidspunkt for at komme væk. Han fortæller at han en gang er blevet udvist fra Mændenes hjem, fordi han ikke tager hårde stoffer, og de mener derfor ikke at han må være der. Da vi har snakket meget med ham før, er det lidt ligesom at der ikke er så meget at spørge om. Jeg møder bruger nr. 7 for første gang. Han siger dog ikke vildt meget, læser sin avis. Han spørger om hvad vi syntes om det dum-i-arbejde job vi lige nu sidder og laver(observationerne). Man fornemmer en form for bånd mellem bruger nr. 5 og bruger nr. 7, hvert fald som om at de kender hinanden, og kan joke lidt med hinanden. Bruger nr. 5 siger også at bruger nr. 7 er en lidt sær type, der kommer med mange sjove kommentarer. Vi er begge lidt mætte af hele børnehave opførslen, der foregår omkring toiletterne. Som vi har set de fleste andre gange, er brugerne lidt vilde og diskuterer med både hinanden og Niels. Niels bliver i dag nødt til at lukke for toiletterne, simpelthen fordi at de ikke kan opføre sig ordentligt. Der bliver sagt grimme ting til Niels af en udlænding, men en lyshåret pige forsvarer cafeen og Niels, og siger at alle bør respektere dem. Mandag d. 12.03.2012 Observation 1: Der er mange mennesker på cafeen i dag. De fleste sidder udenfor. Jeg og Nicolai sætter os på en bænk i solen hvor der senere sætter sig en mand ved siden af os. Han tager sin jakke af og smækker sin bare arm op på bordet og begynder at fikse. Vi kan se at der ikke står folk i kø til toiletterne (det er muligvis lukket), så mange bruger gården som et stort fikserum. Vi sætter os hen på en anden bænk, hvor en dame kommer over og spørger om vi vil have cola, da vi siger nej tak, er hun hurtigt væk igen. Vi går så over til en mand som sidder sammen med en kvinde. Kvinden forlader bordet med det samme vi går over og hilse på dem. Manden bliver siddende men fortæller at han ikke vil snakke. Det er ualmindeligt svært at komme i snak med folk i dag. Måske er det fordi at toiletterne er lukkede, så mange er mere private fordi de ved, at de skal fikse ude i gården. Vi går over til en anden bænk hvor Bruger nr. 15 på 22 år sidder. Han er fra Lolland. Han kommer hovedsageligt på cafeen for at få lidt mad og fordi at der så sker lidt. Han fortalte at han havde været misbruger siden han var 12 år. Først med hash og da han blev 15 år begyndte han at stikke sig. Han drømmer om at komme ud af sit misbrug, men han synes det virker uoverskueligt fordi at han godt ved, at han før han kan blive tilknyttet et behandlingscenter skal 119

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand vise, at han er motiveret for at stoppe. Han har svært ved at finde motivationen fordi han ved hvor svært det er at stoppe. Han håber på engang at kunne få lov til at se sin søsters to børn, som han ikke har set i lang tid. Han fortæller at han er klar over, at han skal ud af hans misbrug først. Han fortæller at han ingen venner har og at det er svært at have venner i miljøet fordi de først og fremmest tænker på hvordan man kan skaffe penge til stoffer. Hvis han falder i snak med nogle handler det kun om stoffer og når handlen er på plads, så smutter de igen. (-Vi oplevede lidt det samme i dag, da vi gerne ville have talt med damen der tilbød os stoffer. Men da vi sagde nej tak, så var hun væk igen). Han fortæller videre at man ikke kan stole på en misbruger. Vi spørger ind til om han ikke har nogle venner udenfor miljøet, måske en gammel skolekammerat eller lignende, men han fortæller at han som barn har skiftet skoler rigtig mange gange og aldrig været god til at få venner (Han virker til at være meget bevidst om, at det må være ham selv der er noget galt med). Han har også været på forskellige institutioner, men plejede at stikke af fordi han ikke kunne lide at være der. Han havde svært ved at sidde stille i skolen og sloges tit med de andre børn. I dag har han fået stillet diagnosen ADHD, som han er rigtig glad for. Han startede på ADHD medicin i sidste uge og håber at det kan hjælpe ham med at få styr på tankerne og måske senere til at komme ud af stofferne. Stofferne tager han for ikke at kunne mærke sig selv. Han har nogle gange destruktive tanker og håber at ADHD medicinen kan hjælpe ham til også at få lettere ved, at komme ud af sit stofmisbrug. Han siger tak for snakken og vil ind og spise lidt mad. Han ender alligevel med at komme tilbage til os på bænken hvor vi stadig sidder. Han spørger om det er okay at han sætter sig igen og selvfølgelig er det det. Vi taler lidt om maden som han synes er god, men han siger også at han ikke kan tillade sig at være kræsen når maden er gratis. Vi spørger ham om han har et sted at bo og han fortæller at han er hjemløs i Københavns kommune. (Jeg undrede mig over at han siger, at han er hjemløs i Københavns kommune i stedet for bare at sige at han var hjemløs. Jeg tror at det giver ham ro, at han selvom han er hjemløs alligevel har et tilhørssted) Tidligere havde han været hjemløs i Århus kommune. Der kom han til fordi han fik en kæreste i Århus, men forholdet holdt kun under en måned. Da forholdet sluttede, tilbød hans søster, at han kunne bo hos hende en periode, men det mente han ikke var en mulighed da han jo var misbruger og ikke var et godt forbillede for børnene. Han fortæller os også at Cafe D er et lidt bedre sted end Mændenes hjem. På Mændenes hjem er folk virkelig lang ude og mange sidder og råber til hinanden. 120

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Han fortæller os at han aldrig er alene og ser rigtig mange mennesker hver dag men at han alligevel føler sig ensom. Af familie fortæller han, at han kun har kontakt med hans søster. Hans søsters mand er et stort forbillede for ham fordi han selv har været tidligere misbruger. Hans søster har drukket meget før hun fik børn, men det gør hun ikke længere. På trods af plejefamilier, institutioner, skiftende skoler og ADHD, så mener han at det udelukkende er hans egen skyld, at han er endt som misbruger og bebrejder på ingen måde systemet eller andre for hans situation. Han er meget bevist om de konsekvenser hans misbrug vil betyde for ham hvis han fortsætter. Modsat andre jeg har snakket med fortæller Brian, at det ikke er et liv at leve som misbruger. Han virker ikke glad. Under samtalen kan man mærke at han åbner sig mere og mere op for os. Til at starte med skulle man hive tingene ud af ham og stille ham mange spørgsmål. Han virkede til at være meget bevist om at han skulle hjælpe os med et projekt og svarede pænt på alle vores spørgsmål. Til sidst blev det en mere naturlig samtale hvor han også selv virkede til at have lyst til at fortælle os nogle ting som vi ikke lige spurgte ind til. Observation 2: Sisse og jeg ankom til Café D lidt over tre. Igen var der mange mennesker uden for. Vi satte os ved en bænk og sad der et godt stykke tid, uden at nogle ville snakke med os. Vi måtte flytte os fra bænken, da der kom en meget aggressiv italiener, og skulle fixe. Så vi gik hen til en anden bænk hvor der var nogen der stod og snakkede. De gik lidt efter vi havde sat os. Vi blev her tilbudt at købe cola coke. Vi takkede dog pænt nej tak. Vi kunne ligesom mærke at der ikke var optræk til, at der var nogle der ville snakke med os i dag, så vi begyndte at vandre lidt rundt i gården. Først var vi på vej hen til en bænk med en ældre herre. Han nåede at sige, at han ikke ville snakke inden vir overhovedet havde sagt hvad vi ville. Vi må nok efterhånden erkende, at vi er kendte ansigter på Caféen. Vi gik derefter hen til en anden bænk, hvor der sad en ung mand og en kvinde. Kvinde gjorde ligesom den ældre herre afviste at snakke med os men bruger nr. 15 blev siddende og jeg gjorde det klart hvorfor vi var der. Det var han helt indforstået med. Vi spurgte bruger nr. 15 hvorfor han var på Caféen. Han sagde ordret: Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stofmisbruger. Han kom specifikt på Café D, fordi at Mændenes Hjem, ikke altid var et godt sted at være alt ting handlede om stoffer, dér med andre ord kom han på Café D, for at lette sit hoved fra tanker, der handlede om stoffer. Derudover fortalte han os, at han foretrak at sove på et herberg ude på Frederiksberg, fordi der skulle man være 121

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand forholdsvis upåvirket, før man kunne få en soveplads så igen var det vigtigt for, Brian at der var et frirum, som ikke handlede om stoffet. Bruger nr. 15 fortalte os lidt om hans livshistorie. Han kom fra Faxe, hvor han som ung var blevet tvangsfjernet fra sine forældre. Han var som ung blevet smidt ud af flere skoler, og havde haft en forkert omgangskreds, hvor man synes det var sejt at tage stoffer, som han sagde med sarkasme i stemmen. Som 12-årig startede han med at ryge hash, og allerede som 15-årig var heroin det stof han tog. Han var blevet hjemløs ret hurtig, fordi han havde formåede at brænde alle broer, i kraft af altid at skulle skaffe stoffer. Han boede en årgang i Århus, men endte som hjemløs der, fordi han og hans daværende kæreste slog op. Nu er bruger nr.15, 22 år og fylder snart 23 år. Jeg spurgte ham også om der var noget positivt ved den livsstil, som han levede nu, det mente han dog ikke. Han havde dog nogle positive elementer i sit liv, som kunne være med til at få ham ud af stofferne. Hans søster havde to børn, som han rigtig gerne ville kunne se, men det måtte han ikke så længe han tog stoffer. Sisse spurgte om han følte sig ensom. Det gjorde han. Først og fremmest levede han på gaden, men dernæst var det svært at tale med andre på Caféen end andet end stoffer. I forlængelse af det, måtte han også tilkendegive, at han ingen venner havde. Som narkoman er det svært at have venner forklarede han. Det var her han forklarede os, at han havde brændt for mange broer til at kunne være venner med nogen. Historien om bruger nr. 15 var en fortælling, som var et eksempel på en ung mand, som gennem hele sit liv er faldet uden for systemets rammer, og til sidst har ramt samfundets bund. Jeg spurgte bruger nr. 15 om, han følte sig svigtet af systemet, men det gjorde han ikke. Han bebrejdede ingen - det var udelukkende hans egen skyld. Jeg må sige, at jeg synes at bruger nr. 15 var alt for hård ved sig selv, og det viste sig da også, at han led af depressive tanker. Generelt havde bruger nr. 15 meget uro i sit sind, og fortalte at stofferne var en måde at slippe væk fra alt dette på. Han mente sågar, at alle der sad i gården på Café tog stoffer for at slippe for at mærke sig selv. En sætning han brugte flere gange. Narkomaner vil ikke mærke sig selv ifølge bruger nr. 15. Bruger nr. 15 var kort inde at hente noget mad, og da han kom tilbage spurgte han vi læste på RUC. Han var altså på en eller anden måde interesseret i andet end sin egen situation. Snakken faldt dog hurtigt tilbage på bruger nr. 15. 122

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Omkring bruger nr. 15 uro i sindet, havde han først for kort tid siden fået konstateret ADHD(damp), han mente at denne sygdom kunne have medvirkende til, at han var endt som han nu en gang var. Men han så dog positivt på behandlingen for denne sygdom, i og med han havde et stort ønske om at stoppe med at tage stoffer. Bruger nr. 15 beskrev også sig selv som selvdestruktiv, og var da også endt op med leverbetændelse gennem sit misbrug. Sisse spurgte hvad hans drøm var. Det var først og fremmest at blive clean. Men derudover havde han en drøm om at blive tømrer, men han sagde det var uendeligt langt væk, og det var svært at forklare, hvorfor det lå så langt væk fra ham. Bruger nr. 15 var dog ikke længere afhængig af heroin, men bare metadon, hvor han så bagefter sagde ikke bare metadon, men metadon men for ham var det et tydeligt step nærmere friheden fra stofferne, ikke længere at være stiknarkoman. Han fortalte os også, at han havde idoler. Det ene var hans gamle misbrugskonsulent, mens det andet var hans svoger. Begge tidligere stofmisbrugere. Bruger nr. 15 fortalte at han tit tog ind på mændenes hjem, fordi medarbejderne var gode til at snakke om dybere ting end bare stoffer. Han var da også meget åben over for os, og så sagde tak for snakken da han gik ind og spiste han vendte så tilbage og spiste ved os, og da han skulle videre fra Café D, sagde at han vi måske kunne få en snak igen en anden dag. For at runde bruger nr. 15 af, så var han yderst sympatisk, at snakke med og det var tydeligt, at han brug for nogle at snakke med, hvor det ikke bare handlede om stoffer. Han virkede ret deprimeret, men lyste op i glimt da vi snakkede med ham. Og han kunne da også godt se lyst på nogle af tingene når han indså han egentlig kun var 22, og havde et langt liv foran sig endnu. Han skulle dog have en fast bopæl og vise motivation for at komme ud af misbruget, hvis det offentlige skulle kunne hjælpe ham. Bruger nr. 15 gjorde et stort indtryk på mig, for han var jo omkring min egen alder, men han var samtidig dybsindig og virkede intelligent. Onsdag d. 14.03.2012 Observation 1: Vi køber kaffe og sidder os ud i gården, hvor stort set alle er, da vejret er vildt godt. Vi kommer først til at sidde ved et bord, hvor der sidder bruger nr. 16 fra Tunesien. Han er 22 år, og bor i sandholmlejren. Han går på universitetet derhjemme, og vil rigtig gerne læse engelsk på aftenskole, så han kan fortsætte sin uddannelse i Danmark. Han skal dog først have opholdstilladelse. Vi ser ham senere gå lidt rundt, stå lidt for sig selv det virker som om han keder sig. 123

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Den unge fyr er venner med bruger nr. 17, også fra Tunesien, som kommer hen til os. Han fortæller at den unge fyr er hans ven, han har endda været hjemme ved ham privat hvilket ingen ellers kommer. Han har lige nu noget arbejde i Tivoli som maler, og han kommer her på cafeen lige efter arbejde. Han kom til Danmark for mange år siden. Han har boet det meste af tiden i Skive, hvor hans nuværende kone og børn stadig bor. Han har 3 børn. En pige der er uddannet læge, en dreng på 16 og en pige på 12. Han er meget opmærksom på sine børn. Sender dem i privatskole, og vil gerne have de får en god uddannelse. Han siger at han er flyttet til København, da der ikke er arbejde i Skive, og han derfor er flyttet for at tjene penge til sin familie. Familien kommer på besøg i påsken. Bruger nr. 17, som han hedder, er en meget varm person, der er meget opmærksom på os. Han kommer igen og igen over til os, og det virker som om han føler sig i godt selskab sammen med os. Han advarer os meget mod personerne der kommer på cafeen. Han siger vi skal passe på vores tasker. Han er meget omsorgsfuld over for os, og passer lidt på os. Han siger at de fleste fra cafeen ender i kister. Ved bordet vi sidder ved, er en ung fyr, der har sovet, vågnet op. Han taler lidt i vildelse, vil have kaffe og cigaretter. Han har tisset i sine bukser mens han sov. Han vil gerne fortælle, og forsøger at forklare hvorfor han sov, og at han nu er vågen. En meget skæv dansk mand vil danse til musikken i solen. Han vil gerne danse i bar mave. Han er meget påvirket, og taler om en masse usammenhængende, som man ikke kan forstå. Han siger han tager alt hvad han kan få. Han er arketypen på den narkoman, som jeg troede alle narkomaner var inden vi startede dette projekt. Flemming og bruger nr. 18 står bagved os og drikker øl og får en mad. De snakker lidt negativt om manden der tissede i bukserne. De bor i Nord vest i en lejlighed. Har ikke været kærester så vildt længe, men vil gerne snart giftes. De kigger ofte romantisk på hinanden. De virker til at være tilfredse, og meget glade for hinanden. Flemming fortæller at han har været inde og ude af fængslet, og har sat inde i alle fængsler i Danmark. Han har boet i Spanien i 8 år, men endte også i spjældet der. I Spanien er det bedre at være i fængsel- her får man lov til at være udenfor det meste af dagen. Han fortæller at han kun giver hånd til sine rigtige venner. Han er kommet i miljøet det meste af sit liv, men fortæller at de fleste forsvinder eller går bort, da det er et meget hårdt miljø. Der kommer dog en mand cyklende som giver ham hånden. Mette spørger om det så er en af hans gode venner, hvilket han siger ja til.- det er en gammel kending. 124

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Der er mange andre steder end Danmark, manden gerne vil bo. Han føler at kulturen i Danmark er lidt kold, og man ser ofte ned på mennesker. Kvinden siger at det kun er fordi: at vi er på skyggesiden af skyggesiden i samfundet. Han siger at lige meget hvad, finder han andre kultur mere tiltrækkende og åbne. Bruger nr. 19 kommer hen til os. Han spørger hvorfor vi er her, fortæller os at det er et dårligt sted og at han kender mange dårlige historier herfra. Han siger han før har været misbruger, men nu er han clean. Han vil gerne hjælpe andre med at komme ud af deres misbrug, da han jo ved hvordan man skal gøre. Han er tømrer, tjener mange penge, har i dag købt nyt tøj og nye solbriller. Han vil gerne forære os solbriller og en ring. Han virker en smule langsom og monoton. En smule retarderet. Han bor hjemme ved sin mor, da han har slået op med sin kæreste gennem 15 år, da hun var sammen med en anden. Han vil gerne finde sin egen lejlighed, men først når han har fundet en partner, han har ikke lyst til at bo alene. Han venter på at blive hentet af sin storebror. Bruger nr. 5 kommer forbi og spørger hvordan vi har det. Han fortæller med lidt glæde i stemmen, at han skal have nye tænder. Han er væltet på hovedbanen, men nu vil kommunen betale gebis. Det virker han rigtig glad for. I det hele taget føles det som om han er tryg ved os, idet han helt af sig selv kommer over og fortæller os om det nye i sit liv. Jeppe fortæller at cafeen nu hedder den runde firkant, men egentligt ikke har noget navn brugerne bruger ofte cafe Dugnad eller Café D. De er omkring 15-20 frivillige, der cirka er der 1 dag om ugen. For det meste er det lønnede personale der er i cafeen. Observation 2: Da vi ankom satte vi os ved bordet i gården der var sol. Da jeg satte mig kom en rigtig skæv narkoman og gav hånd til mig. Ved bordet vi sad ved sad der i forvejen en ung udlænding, som så velsoigneret ud. Han havde været i Danmark i 8 måneder og var fra Tunesien. Ham den skæve narkoman satte sig også ved bordet, og talte meget usammenhængende og var generel kedelig at høre på! Overfor mig, sad en udlænding og bogstaveligt talt snork sov han savlede også lidt. Jeppe som ikke er frivillig men ansat (og studerende) kom på et tidspunkt hen til ham for at høre om han var okay eller manglede noget. Han talte meget langsomt halvt engelsk og halvt dansk. På et tidspunkt rejser han sig op og konstaterer at han har tisset i sine bukser, hvilket vi tydeligt kan se. 125

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Hurtigt efter vi har sat os ved bordet kommer bruger nr. 17 og nærmest omfavner mig så der ryger kaffe ud og min hånd og bordet, men han griner af det og det gør vi også. Bruger nr. 17 er sød og venlig og ikke dum, som han selv siger. Han taler super godt dansk endda med jysk dialekt. Han er fra Tunesien kom hertil i 1979, da han mødte en dansk pige i Frankrig. Senere var han blevet gift med en anden dansk dame og havde to børn. Han var flyttet var Viborg egnen for et år siden. Han var maler og af alle steder så havde han været ansat ved Lee maleren i Jylland, og det er den landsby hvor jeg er opvokset. Det synes vi selvfølgelig var mægtigt skæg og han gav mig endnu et knus. Han havde sit maler tøj på havde lige fået fri, lige for tiden arbejdede han i Tivoli. Han virkede ikke til at tage hårde stoffer. Men han fortalte at han kom der for at handle, man kunne købe mange gode ting, såsom Iphones osv. Som han så kunne sælge videre. Han kendte den unge mand fra Tunesien, de var begge interesseret i vores uddannelse. Den unge tuneser ville gerne på universitetet i DK, men han engelsk var ikke godt nok. Bruger nr. 17 sagde til ham at han skulle på aftenskole og lære engelsk. Bruger nr. 17 betragtede den unge tunesier som sin ven, og sagde han var god. Den unge tuneser havde ikke opholdstilladelse og boede i Sandholmlejren, han vandrede rundt og så ud til at kede sig. Bruger nr. 17 var også mere eller mindre omkring os hele dagen. Han lavede sjov og vi grinede sammen med ham. Han talte ikke så godt om alle de andre. Flemming og bruger nr. 18 fra Nordvest. Par i 50 erne ca. så ikke vildt hærgede ud, men lidt. De stod og drak øl. Jeg spurgte om de var gift, de smilte og sagde ikke endnu. De var tydeligvis glade for hinanden. De havde været kærester i 2 år og havde nærmest boet sammen siden dag 1. Dog fortalte de at de nogle gange var jaloux på hinanden og det var ikke en rar følelse. Efter Flemming havde mødt bruger nr. 18 havde han heller ikke været i fængsel. Inden da havde han sammenlagt været i fængsel i 15 år. Havde prøvet stort set alle fængsler i Danmark og havde også været i fængsel i Spanien, da han smuglede hash. Han havde boet i Spanien i 8 år. Det var bedre at være i fængsel dernede, da man måtte være ude hele dagen, og der var ingen som blandede sig i dit liv. Jeg spurgte ham om han var glad for at være tilbage i DK. Men det var han ikke, han synes at alle andre steder i verden var bedre end Danmark, det var mentaliteten her i DK den var gal med, her var alle så misundelige bare man havde lidt. Bruger nr. 18 brød ind og sagde at det var også noget med det her miljø de kom i, det var jo det laveste. Men Flemming sagde bare at han kendte det fra begge sider. 126

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand De talte godt om stedet, og sagde at maden var rigtig god, og hvis man gik sulten i seng så var det ens egen skyld, eller så kendte man ikke dette sted. De sagde at nogle ikke respekterer stedet, og det skulle man. De grinede af ham der havde tisset i bukserne. Bruger nr. 18 havde det skønneste grin. De fortalte mig at man aldrig skulle give hånd til nogen på cafeen med mindre man kendte dem rigtig godt. Vi kom til at snakke om dette da jeg fortalte at jeg var lige ved at give hånd til han der havde tisset i bukserne. En mand som ikke ligner en stofmisbruger kommer på en hvid racer cykel. Flemming er glad for at se ham, og de giver hånd. Flemming fortæller det er en gammel ven og den er der ikke mange tilbage af. Han er kommet på Vesterbro i 30 år, men folk falder fra. Enten kommer de i spjældet eller også dør de, han fortæller folk er hårde ved sig selv. De spørger om vi er jura studerende, for dem kommer der en del af på Cafeen. Vi fortæller at vi læser erhvervsøkonomi, og de joker lidt med at der også er meget handel på cafeen. Bruger nr. 18 spørger Flemming om de ikke skal gå forbi mændenes hjem. Hun spørger ligeledes ind til noget med en der skylder, jeg tror måske stadig at Flemming handler lidt. Bruger nr. 19 kommer og spørger hvem vi er og sætter sig ned hos os. Han advarer os om stedet og siger at han har hørt om mange piger der tager med nogen hjem og bliver voldtaget. At de der kommer på cafeen ikke er så gode mennesker. Han er selv tidligere stofmisbruger, nu kommer han der bare for at hjælpe sine venner, for som han siger hvis han selv kan stoppe kan han nok også hjælpe andre til at stoppe. Han fortæller at han er tømrer og får 14.000 kr. udbetalt pr. måned. Han ligner på ingen måde en tømrer. Han bor hjemme hos sin mor er 35 år. Havde ellers haft en kæreste i 15 år, han fik hende da hun var jomfru. Han troede de skulle være sammen altid, men så bollede hun med en anden. Han har ikke lyst til at finde sin egen lejlighed, han vil først finde en partner. Og hvorfor skulle han også få sin egen lejlighed når han alligevel skal sove hjemme hos sin Mor. Han har lige købt en ny jakke til 800 kr, da han synes sin vinterjakke var for varm, den har han så i en pose. Han har også købt solbriller selvom han allerede har et par på, han spørger om vi vil havde dem. Han vil også gerne give os en ring, men den er for stor til os begge. Han taler på et tidspunkt i telefon med sin bror som skal komme og hente ham. Og de taler om tjald. En pige kommer hen til ham, og de går sammen. Han siger pænt farvel til os. Han var nu helt sin egen. Bruger nr. 5 kommer forbi, lusker lidt rundt og fortæller stolt at han får nye tænder og kommunen betaler det hele. Han er faldet på hovedbanen og slået dem i stykker. Det at han åbner sig og 127

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand fortæller det til os, gør mig glad. Hvem skulle han ellers fortælle det til, som lytter til ham. Det kan vi hjælpe med. Hvor er det næsten trist vi ikke skal komme igen. Jeppe den ansat går og fejer vi spørger ham om hvor mange der arbejder der, han siger han ikke ved det, men omkring 20. De fleste er ansatte ikke så mange frivillige. Stedet hedder Den Runde Firkant. I mellemtiden mellem cafe Dugnad og det nuværende navn var det Cafe D. Til slut spørger han hvad vi laver? Vi troede han viste hvem vi var, det viser bare hvor lidt vi fylder på cafeen, det var rart. Alt i alt en super god dag med en masse grin. 9.2 Interview Interview d.12.04. 2012 Søren og Mostafa Søren Søren er glad for at kunne hjælpe og virker stolt over, at blive valgt til interview. Han vil gerne stå frem med navn i projektet. Sociale behov Søren fortæller at han først og fremmest kommer på cafeen for at få noget at spise. Han synes også at der er en god stemning på cafeen ved blandt andet den gode musik. Han føler ikke at han får noget ud af, at komme på cafeen udover det at få mad, men han nævner alligevel at de frivillige er gode at snakke med. Han har ikke nogen venner på cafeen, kun bekendte. Man har kun venner hvis man har penge fortæller han. Tryghed Han kan ikke lide cafeens omgivelser, men tror ikke at de andre brugere kan lide omgivelserne. Han synes selv at der er meget skrald og sprøjter rundt omkring og er bange for at folk kommer til skade. Han fortæller at han tror, at de andre brugere føler sig sikrer på cafeen. Han peger på en af udlændingene og fortæller, at han føler sig sikker på cafeen fordi han (udlændingen) er på cafeen. Søren fortæller, at han er en der respektere ham, låner ham penge eller hjælper ham på anden vis, hvis han har brug for det. Han er dog hverken en ven eller en han taler med, men hans tilstedeværelse gør tydeligvis Søren tryg. Han fortæller endvidere at han helst vil fixe alene (modsat hvad han tidligere har sagt) Fordi han så rammer hver gang. Fællesskab 128

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Der er ingen sammenhold på cafeen fortæller Søren med overbevisning i stemmen. Der er heller ingen venskaber på cafeen. Han fortæller at alle på cafeen er i samme båd, men at det ikke er noget Søren mærker noget til. Ensomhed Han fortæller at han ikke sover så meget og er gået fra at være et A- til et B menneske. Det meste af dagen går han rundt og opserverer folk, hvilket han godt kan lide. Han forsøger at tilpasse sin hverdag efter hvor der er gratis mad og et sted at sove. Om natten sover han ude på p- pladsen ved cafeen. Der kan han høre musik fra teateret ved siden af hvilket er dejlig beroligende inden han skal sove. Han fortæller at han ikke aner hvordan de andre brugeres hverdag er i forhold til hans. Han tror at det må være det samme som hans egen hverdag. Anerkendelse Søren fortæller at folk ser ens på ham på- og udenfor cafeen. Folk behandler ham pænt, især medarbejderne på cafeen. De er meget interesseret i hans liv og kommer tit og snakker med ham. Han føler sig meget velkommen på cafeen Han fortæller så om en episode hvor en kvinde kun gav ham 50 øre da han gik og tiggede. Han kaldte det chikane og blev meget sur for som han sagde, hvad kan man købe for 50 øre? *Under interviewet er der flere nysgerrige brugere der undrer sig over, at jeg sidder med en blok papir og notere ned hvad søren siger. Søren vifter hver gang de andre brugere væk og fortæller at vi er i gang med noget her. Man kan mærke at han føler sig særligt udvalgt og nyder at han føler sig værdsat ved at kunne bidrage med noget. *Under interviewet indskyder Søren flere gange en lille historie om hvor mange penge han har fået af folk og hvor dygtig han er til at spille dart. Selvopfattelse Søren fortæller at han gerne vil hjælpe andre hvis han kan. Hvis folk har det dårligt og han har stoffer, giver han gerne stoffer til nogle som mangler. Det gør ham glad at kunne hjælpe andre. 129

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Mostafa Mostafa kommer selv over til os og virker interesseret. Vi fortæller kort om projektet og han vil gerne svare på vores spørgsmål. Han vil gerne stå frem med navn i projektrapporten og pointere at hans navn staves med o i stedet for u. Mostfa er 38 år og tidligere stofmisbruger. I dag læser han til pædagog på VUC, HF. Sociale behov Mostafa kommer på cafeen fordi det er her, at han har hans omgangskreds. Han har selv været misbruger i 20 år og det er 4 år siden, at han sidst har taget stoffer. Som han siger, er det klart at han har mange bekendtskaber på cafeen. Han fortæller også at han nogle gange kommer på cafeen pga. kedsomhed. Han fortæller at noget i ham hader at komme på cafeen, men at han alligevel tiltrækkes af stedet. For ham var det ikke svært at komme ud af stofferne. Det var først bagefter, at det var svært, for hvad skulle man så lave? Vi spørger Mostafa hvad han får ud af at komme på cafeen og han fortæller så, at han får nogle gode snakke med folk og kan nogle gange hjælpe andre misbrugere til at komme ud af deres misbrug. Det giver ham noget personligt fortæller han. Han får også det ud af det, at han ved at komme på cafeen kan høre hvordan det går med sine gamle bekendtskaber og venner. Tryghed Da vi spørger til cafeens omgivelser fortæller han, at han er glad for at der er kommet et hegn op. Det var ikke godt før pointerede han. Han synes ikke der skal reklameres med misbrugsmiljøet som han siger. Folk kan parkere sin bil ude foran cafeen og gå på arbejde på den anden side af halmtorvet uden at vide at der ligger et fixerum her. Han fortæller at da han selv var misbruger gik han meget op i at have pænt tøj på, så man ikke kunne se på ham, at han var narkoman. Han fortæller videre at han føler sig tryg på cafeen og henviser igen til, at han har kendt mange herinde i de 20 år han har været narkoman. Han kan godt lide at kende de folk der kommer her og hilse på dem. Han har også på fornemmelsen om, at de fleste brugere føler sig sikre herinde. Han påpeger dog, at det er 50/50 om det betyder noget for folk, at de har deres eget sted hvor de kan fikse i skjul, da han mener mange stofmisbrugere er ligeglade hvor de stikker sig. Fællesskab Han fortæller at der ingen sammenhold er på cafeen. Man kan ikke stole på nogen herinde siger han. Alle stjæler fra alle herinde siger han. 130

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Han fortæller at man kun har venner hvis man har penge. Det er kun overfladiske ting der bliver talt om på cafeen. Han fortæller videre, at der ingen venskaber er på cafeen og at det bestemt ikke er et sted man skal komme for at finde venner. Han fortæller så, at nogle finder sammen i små grupper på cafeen. Grupperne er sat sammen af folk som ligner hinanden. Han fortæller så, at da han selv var narkoman fandt han også sammen med andre som lignede ham. I gruppen var der udelukkende narkomaner som ikke ønskede at ligne narkomaner. Det betød at de altid havde pænt tøj på og var velsoigneret. Han fortalte at det var vigtigt for ham at man ikke kunne se udadtil, at han var narkoman. Da jeg spurgte hvorfor det var vigtigt for dem, var det ikke noget han havde tænkt over før, men han sagde, at det måske var fordi at det åbnede flere døre at ligne normale mennesker. *En politibil kører direkte ind i gården på cafeen under interviewet. Her virkede det i høj grad som om at brugerne har et fællesskab på cafeen. Rygtet om politiet spredte sig lynhurtigt til alle brugerne og man kunne se at folk arbejdede sammen mod politiet. En bruger gik hurtigt hen til indgangen på cafeen hvor han fortalte at politiet var der. Ensomhed Han står op ved 5-6tiden. Går i bad, laver kaffe, tænder computeren. Ved 7-tiden tager han afsted på skole og kommer hjem igen kl.16. Herefter ser han ofte sine venner eller sin familie. Nogle af hans søskende vil dog ikke se ham efter han har været ude i et misbrug. Han fortæller os videre at de andre brugeres hverdag er helt anderledes end hans. Mange af brugerne bruger 12-20 timer af et døgn på at skaffe penge til stoffer ved at stjæle fra folk på gaden eller begå indbrud. Han fortæller at alle stofmisbrugere keder sig! Når han selv keder sig, tager han ud og besøger sine venner. Anerkendelse Han fortæller at mange fra cafeen ser op til ham fordi han ikke længere tager stoffer. Det betyder meget for ham. Han fortæller at han er stolt over at være et forbillede på cafeen. Folk på cafeen har stor respekt for ham hvilket han er glad og stolt over. Han fortæller videre at han tror, at det betyder meget for alle mennesker, at de føle sig stolte over et eller andet. På cafeen fortæller han, at han bliver behandlet med respekt. Alle ved at de ikke skal tilbyde ham stoffer, fordi han er kommet ud af sit misbrug. Selvopfattelse Han hjælper tit folk med en snak eller med praktiske ting hvis de eksempelvis skal flytte. 131

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Det der kan gøre ham glad er hvis hans familie er sunde og raske og så gør det ham også glad at han ikke har fået et tilbagefald til stofferne. 132

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Interview 16.04.2012 Alb og Flemming Alb Alb er fra Iran, og har boet i Danmark i 28 år. Han kommer selv hen til os og spørger hvad vi laver. Han vil gerne være anonym og vælger selv sit dæknavn Alb. Han er tidligere stofmisbruger, for 12 år siden tog han alt, i dag ryger han kun hash. Han har kone og 4 børn. Han er kommet på Cafe D siden den åbnede, han er stolt af stedet. Han synes det er bedre med en cafe end at folk er på gaden, når man tænker på at der er seks skoler i meget kort afstand. Han har lige røget en joint før interviewet. Han virker meget populær på cafeen, personalet giver ham knus og flere kommer og hilsner på ham under interviewet. Hverken Line eller jeg kendte ham i forvejen, men da han selv kom til os, ville vi gerne interviewe ham. Sociale behov ALB er glad for at komme på cafeen, fordi han har været med helt fra starten, og set den blevet bygget op. Han er meget stolt over stedet, fordi her kan alle samles, og misbrugerne er derfor ikke spredt ud over hele byen. Han er meget vellidt, og siger at alle på cafeen er hans venner. Han kender rigtig mange på cafeen. Han går ofte tur med sin hund, og kommer ned på cafeen for at hilse på alle. Han hilser derudover også på de fleste mennesker han møde på sin vej på Vesterbro. Nogle gange spiser han også på cafeen. Han hjælper med opvasken og giver gerne en hånd med til andre ting. Han fortæller at alle mennesker er forskellige, og alle har en forskellig funktion. Han sammenligner folk med et spil skak, hvor alle brikker har en funktion. Han fortæller os at han nogle gange hjælper personalet med at vaske op, hvis personalet har brug for hjælp. Alb har skrevet alle de ansattes navne med graffiti på en stor container udenfor cafeen, i respekt for det gode stykke arbejde de gør. Tryghed Han syntes det er bedre at folk er på cafeen, frem for ude på gaden. ALB kan godt forstå at hegnet er blevet sat op i gården. Som han selv siger: fred være med det. Hellere det end en krig mellem cafeerne. Han siger at det tage 3 gange så lang tid at skabe fred end at starte en krig.. En mand kommer hen og hilser på. Alb fortæller at det er hans storebror, altså ikke rigtige, men sådan føler han det. Han fortæller at han tror at brugerne føler sig sikre på stedet, undertagen når politiet kommer - men det er jo deres job. 133

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand ALB bliver desværre nødt til at afbryde interviewet. Flemming Line og jeg kender Flemming fra et tidligere besøg. Så kontakten var hurtig etableret. Da vi sagde hej til ham, kom han over til os. Flemming ville gerne være med og hans navn må gerne nævnes i projektet. Flemming tager heroin, og sjældent kokain. Han har tidligere været i behandling og stoffri i en periode på 2,5 år. Har taget kokain i ca. 20 år. Han har nu taget stoffer i 5-6 mdr. for denne gang. Hans fremtidsplan er at blive stoffri ved hjælp af behandling. Han er tidligere rocker, men meldte sig i 1994 ud af miljøet. Bor i dag i Nord Vest med sin kæreste Susanne, som også er stofmisbruger, sammen har de en kat. Sociale behov Flemming syntes cafeen er et fedt sted at komme. Her kan han få en kop kaffe og lidt mad. Han syntes det er et godt initiativ, og han kan rigtig godt lide folkene der er her. Personalet er flinke, og de gør noget her, som ikke bliver gjort andre steder. Han ser stedet som et pusterum hvor han slapper af, hygger sig, få en kop kaffe, få en godt stykke rugbrød, og snakker med alle de mennesker han kender. Tryghed Flemming er forundret over at cafeen må få lov at ligge hvor den gør, når han tænker på PHcafeen. Han fortæller at han syntes det var synd for ejeren af PH cafeen inden hegnet blev sat op. Brugerne på cafeen tiggede ved cafeens udendørs borde, og ejeren mistede megen omsætning på grund af Cafe D. Han syntes det er godt hegnet er kommet op ud fra både PH cafeen, men også fra brugernes synspunkt. Nogle af brugerne er fuldstændige ligeglade, men andre som han selv synes det er godt med lidt anonymitet Han mener ikke brugerne føler sig mere sikre på cafeen i forhold til kriminalitet og politi, end ude på Istedgade. Han mener at man er usikker lige meget hvor man. Derimod, siger han at når det kommer til stofindtagelsen, føler de sig trygge og sikre på cafeen. Her kan de være i fred. Så fortæller han om hele grundtanken bag cafe D, at borgmesteren havde et løfte til folket om at politiet skulle lade brugerne på Cafe D være i fred. Løftet er dog ifølge Flemming ikke overholdt. Fællesskab 134

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Flemming beskriver sammenholdet på cafeen som kanont. Han har en gruppe bekendte og venner på cafeen, hvor der blandt dem er et stærkt sammenhold, som ikke kan brydes. Blandt dem han ikke kender, føler han ikke et sammenhold. Han beskriver dette som en jungle.. Det næste han vil fortælle os har han lidt svært ved at starte på for han har ikke lyst til at gøre sig bedre end de andre, men han fortæller os at man kan dele cafeen ind i nogle niveauer blandt stofmisbrugerne. Han fortæller os om niveauerne på Café D. Han ser sig selv som det øverste niveau, da han ikke er langt ude, og kun kommer på caféen fordi han kan lide det. Han ikke langt ude at skide, da han har lejlighed og mad på bordet. Så er der det næste niveau, som består af folk der er nødt til at komme her, for at skaffe stoffer. Det nederste niveau er dem som er fuldstændige ligeglade med alt og alle. De kommer for at tigge, stjæle, skyde. Denne gruppe ødelægger det ofte for de andre. Han har mange nære venskaber på Café D. Efterhånden har han også opbygget venskaber til de ansatte og frivillige. Ensomhed Han er i starten af december blevet fyret fra sit konsulent job i Telia pga. en fyringsrunde hvor 170 medarbejdere skulle fyres. Da han var sidst ansat røg han ud. Han fortæller os her at han er tidligere rocker, men at han selv trådte ud af det. Men han savner meget fra det miljø. Blandt andet den loyalitet og opbakning man oplever i det broderskab, kan ikke måles med noget andet, det er med livet som indsats. På grund af denne fortid samt at han har opholdt sig i Spanien i 8 år bruger han rigtig meget tid på kommunen, da han har store problemer med at få udbetalt sin bistand. Det med at have problemer med kommunen er generelt problem for mange af brugerne. Fx når man lige er kommet ud af fængslet er der mange problemer med bopæl og kommunen, og man må stjæle for at få tingene til at hænge sammen. Når han spørger personalet på kommunen om han skal være kriminel for at kunne få det hele til at hænge sammen, så svarer de at det må han da selv om! Flemming har ikke flere muligheder han har lånt af venner og familie hvad han kunne. Anerkendelse Flemming mener ikke der er forskel på den måde han bliver set på inde på cafeen, og udenfor cafeen. Folk ser hinanden på samme måde, lige meget hvor de er. Dette gælder alt og alle. 135

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Han syntes altid han bliver behandlet godt på Cafe D. Han definerer sig selv som et godt menneske, og derfor kan folk lide ham og behandler ham godt. Han fortæller at han jo ikke er en del af bundet på samfundet, derfor finder han sig ikke i noget og er ikke helt fortabt. Han føler sig altid velkommen, af både de andre brugere og personalet. Selvopfattelse Flemming hjælper gerne til. Han hjælper alle. Hvis folk vil låne ting af ham, må de meget gerne låne det så længe han kan undvære det. Det kan både være penge, stoffer eller andre ting. Han bliver glad af gode mennesker, som har hjerte og hjerne på rette sted. 136

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Interview d.17.04. 2012 Susi og Mona Susi Informanten vil gerne være anonym og går derfor under dæknavnet Susi. Susi er fra Sverige og er dealer på caféen. Derudover er hun selv misbruger af kokain og har sin egen lejlighed i Sydhavnen. Sociale behov Susi kommer hver dag på caféen, og betragter det som et arbejde. Hun kalder det selv for et apotek. Først og fremmest kan hun tjene penge så hun kan købe stoffer til sig selv, og derudover kender hun alle dem der kommer på caféen. Tryghed Susi har været med til at forme caféen, og bestemme hvordan den skal se ud. Derfor beskriver hun en særdeles god tryghedsfølelse. Dog siger hun, at efter politiet og kommunen har blandet sig, har caféens udtryk og rammer ændret sig markant. Politiets indblanding i caféens gang skaber en utryg følelse for Susi. Hun mener at de fjerne deres frihed, ved at komme og visitere brugerne og behandle dem dårligt. Dog prøver personalet på caféen at genskabe en følelse af tryghed for brugerne. Susi beskriver dem som omsorgsfulde, kærlige og giver dem tryghed. De beskytter brugerne indenfor caféens rammer. Derudover fortæller hun hvordan flertallet af mandelige brugerne skaber tryghed for kvinderne da de kan passe på dem. Fællesskab Susi beskriver et godt sammenhold på caféen. Hun fortæller hvordan det er caféen som enhed mod resten af samfundet, men at indenfor caféens murer er der helt andre opdelinger. Her er kvinderne et fællesskab, udlændingene er fællesskab og ikke- stofmisbrugere et fællesskab. Interaktionen mellem de enkelte celler af fællesskaber er ikke stor, men de taler mest med dem der er i samme båd som de kan forholde sig til. Susi beskriver caféen som sit andet hjem. Ensomhed Susi bruger sin hverdag på caféen. Hun står op om morgenen og tager mod Vesterbro. Hele hendes hverdag handler om at sælge nok stoffer til sit eget misbrug, og hun kender og hilser på alle dem der kommer og går mens vi taler med hende. Susi fortæller hvordan hun oplever at rigtig mange af brugerne tilbringer hele deres dag på caféen fra åben til luk. Anerkendelse Susi mener, at samfundet bare ønsker at samle alle stofmisbrugerne i en ghetto hvor det er nemmere for dem at styre dem. Hun bruger ordet skraldepose til at forklare samfundets behand- 137

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand ling af misbrugerne. Skraldeposen har til formål at samle alle misbrugerne, for så at smide dem ud. Susi virker som en bruger der er højt oppe i hierarkiet på caféen, og under vores interview syntes hun at blive anerkendt af de andre gennem hilsner. Udenfor er hun en del af massen som andre ser ned på. Selvopfattelse Det er vigtigt for Susi at komme i bad om morgenen og se ordentlig ud når hun kommer på caféen. Det gør hende glad når andre hjælper hende, og hun betragter sig selv som værende en af dem der er høje i hierarkiet i kraft af sit job som dealer. 138

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Mona Mona vil gerne være anonym, og vi benytter derfor et dæknavn. Mona er stikmisbruger og kommer på caféen for at få sit fix. Mona bryder sig ikke om at være alene og kommer også på caféen for at få selskab. Hun har en psysisk lidelse som hun også får medicin for. Mona er 40 år gammel og har været misbruger i 25 år. Sociale behov Mona kommer på caféen primært for at få sine stoffer. Hun opnår en flugt fra virkeligheden gennem sit fix, men grundet hendes angst for at være alene kommer hun der også for selskabets skyld. Hun virker til at kende mange dernede, og kommer også på caféen for at få mad. Tryghed Mona er meget tryg ved at komme på caféen. Hun tilbringer sin hverdag dernede og hun føler at der er nogen der støtter hende, også hvis politiet kommer. Hun beskriver en meget klar frygt for politiet og deres tidligere opførsel, hvilket også er med til at gøre at hun ikke bryder sig om at vandre rundt på Vesterbro. Personalet på caféen står bag brugerne og hjælper dem hvis politiet kommer. Fællesskab Mona beskriver et rigtig godt sammenhold på caféen, kvinderne imellem. Hun fortæller ligesom vores informant Susi, at caféen er meget opdelt i mindre fællesskaber men at når det gælder omverdenen og samfundet står de sammen som en helhed. Trods det tætte sammenhold med de andre kvindelige brugere på caféen, fortæller Mona at hun ikke har nogen nære venner. Hun siger at narkomaner er meget egoistiske, de vil ikke hjælpe en og man kan ikke stole på dem. Derfor er der også grænser for hvad hun fortæller de andre brugere. Ensomhed Mona tilbringer det meste af sin tid på caféen. Hun er et par gange om ugen til nogen terapi, på grund af sin psykiske lidelse. Hun har tidligere været indlagt på Skt. Hans, men grundet en behandlingsdom kan hun ikke få døgnhjælp. Hun fortalte at hun skulle være til terapien mellem 9 og 11 om formiddagen, men at som stofmisbruger var det svært at overholde tider. Nogen gange sover hun 3 dage i træk, andre gange er hun vågen i 7. Monas mand er i fængsel, og hun følte sig meget ensom. Hendes psykisk syge mor bor hjemem hos hende, og Mona sagde til os at hun ikke ville overleve hvis hun ikke i det mindste havde hende. Det er blandt andet på grund af hendes angst for at være alene, men også fordi hun ikke mener hun kan tage vare på sig selv. Mona beskrev sig selv som værende en smule ynkelig, uden tætte venner og nogen at tale med. 139

Gruppe nr. 3 Nicolai Nordbo, Morten Baltsen, Line Kjær, Sophie F. Hjælmhof-Larsen, Mette Nielsen, Sisse Baand Anerkendelse Mona føler ikke hun bliver set som en misbruger ude i samfundet. Hun mener ikke at man kan se det på hende, bortset fra hendes dårlige tænder. Mona synes der er nogen på caféen der ikke behandler hinanden godt, men at personalet er gode til at få hende til at føle sig værdsat. I blandt brugerne bliver der set ned på psykisk syge og junkier. Mona repræsentere begge kategorier, og føler sig derfor nogen gange udsat. Hun vælger også ofte at indtage sine stoffer udenfor caféen, så de andre ikke vil se ned på hende. På den måde opnår hun nemlig ingen anerkendelse hos de andre, hvis hun er i bunden af hierarkiet på caféen. Selvopfattelse Mona mener ikke at hun kan tage vare på sig selv. Derfor er hun heller ikke i stand til at hjælpe andre. Trods sit manglende selvværd, er der få ting der kan gøre Mona glad. Hun er glad når hun får et bad og rent tøj på. Hun føler sig godt tilpas i selskab med andre hvis hun for lov at starte på en frisk om morgenen, og få sminke på så hun ser pæn ud. 140