Interview med anæstesilæge Inge De Haas Dato: 4. November 2011 Interviewer: Sådan rent formelt, hvis vi lige kunne få dit fulde navn? Læge: Ja, jeg hedder Inge De Haas. Interviewer: Ja, og din stilling? Læge: Jeg er overlæge. Interviewer: Du er overlæge for? Læge: Jeg er overlæge i anæstesien, 3. afdeling, men jeg er ansvarlig for det intensive afsnit. Interviewer: Okay. Hvor mange års erfaring har du haft i transporten? Læge: Jamen, den er lidt sporadisk, forstået på den måde, at det var først for godt et års tid siden, at vores afdeling begyndte at transportere patienter interhospitalt. Ellers har jeg kun erfaring fra, da jeg var ung. Interviewer: Okay. Læge: Så det er kun et år Interviewer: Så har vi lige sådan, inden vi lige dykker rigtigt ned i proceduren. Så når I er ude og flytte patienter fra afdeling til afdeling, hvor deltager I så mest aktivt i hele proceduren? Læge: Jamen, vi deltager jo. Vi flytter patienten over i en anden seng, en transportseng, og der er vi jo aktive. Men det er også på det tidspunkt, hvor man skal gøre sig klart, hvad det er for en patient. Hvad for nogle forhold og sådan noget. Der er jeg jo læge, så der er det jo mig, der forventes at have det store overblik over patientens sygehistorie. Men der hvor jeg kan, deltager jeg praktisk i overflytningen af patienten. Og så er jeg jo aktiv alt afhængig af patientens tilstand under transporten med patienten, og til særdeleshed også når vi afleverer patienten. Interviewer: Hvilke forberedelser gør I jer, når I får kald ude fra de perifere sygehuse? Læge: Jamen i reglen, hvis det er en patient, som skal flyttes fra det sygehus, hvor jeg opholder mig, så går jeg i reglen hen til det sted for at orientere mig og gør min sådan teoretiske orientering om patienten, før det praktiske i form af at flytte patienten bliver aktuelt, hvis jeg altså har tid til det, og jeg kan nå det. Hvad var nu spørgsmålet? Interviewer: Det var hvad for nogle forberedelser, I gør jer? Læge: Ja, og ellers så gør jeg ikke nogle forberedelser.
Interviewer: Nej. Når I så kommer hen til patienten, om det så er på det sygehus I er, eller kører dertil, hvilke opgaver har I der? Læge: Jamen altså, min primære opgave er jo at sikre, hvad skal man sige, observationen af patienten, mens vi flytter. Fordi det er mig, der skal intervenere, hvis det er sådan, at der sker noget med blodtrykket eller puls eller vejtrækningen. Jeg har jo en hjælper i form af anæstesisygeplejersken, som jo er trænet på samme måde, bare med nogle andre forudsætninger. Men det er sådan noget jeg kigger på. Og så gør jeg samtidigt parallelt de praktiske ting. Interviewer: Setuppet under en normal transport med anæstesi, hvad er den? Læge: Tænker du monitoreringssetup? Interviewer: Ja, men også hvilket personale, der er med? Læge: Åh ja, på den måde. Jamen, personalesetuppet er en læge og en sygeplejerske. Interviewer: Ja okay, er de begge to indenfor anæstesien? Læge: Ja. Vi kan begge to varetage luftvejs- og kredsløbsproblemer. Og det er jo fordi patienterne oftest er i respirator. Interviewer: Ja. Læge: For hvis ikke der er i respirator, så er jeg nok ikke med. Så klarer sygeplejersken det. Interviewer: Så lige setuppet når I kommer til og fra afdelingen, hvor I skal have patienten over i den specielle seng, der følger med ambulancen. Er der nogle problemer der? Både praktiske og teoretiske. Læge: Jamen, der jo praktiske problemer i at flytte en højt monitoreret patient fra en seng til en anden. Der er masser af ledninger. Der er masser af risici for, at der er noget, der falder ud, eller patienten hoster, fordi patienten er intuberet. Bare det, man rykker med en patient, der intuberet, så hoster patienten. Men der jo også hele monitoreringssetuppet skal flyttes til transportsetup. Så der er en masse ting, men at man skal indstille transportrespiratoren, det er jo ikke den samme respirator, svarende til den anden respirator. Man skal flytte trykmonitoreringen over EKG, og hvis nu patienten er ustabil må patienten lige have lidt medicin. For det at flytte en patient er meget farligt. Altså, det er altid risikofyldt, da der kan falde noget ud, men også fordi patienten kan blive ustabil. Prøv at forestille jer. f.eks. en intuberet patient, som bliver kippet lidt, så reagerer kroppen altså, sådan I ved, måske er patienten lidt hypovolæmisk, altså mangler væske, og så gør man sådan her, og så bliver det bare mere, altså, så det er en risikofyldt affære. Nu overdriver jeg også lidt, men det kan være. Interviewer: Er der nogle praktiske problemer, altså f.eks. nu nævnte du ledninger og sådan noget. Vil du kunne se, at det kunne hjælpe jer, hvis man f.eks. fandt et system til nemt at holde styr på ledningerne?
Læge: Ja, helt sikkert, helt sikkert. Og det har vi selv tænkt rigtigt mange gange. Det går altid i skuddermudder. Læge: Jamen, jeg er sikker på, at I tænker trådløse systemer, ikke også? Fordi det ville være så dejligt. Men ellers så synes jeg da, at vi har langt hen af vejen prøvet at gøre det så simpelt for os selv som muligt. Men altså, så længe der er tråde, så kan der også blive filter, og så kan der også blive træk, som der jo er det, der gør, at ting helt falder ud. Men ellers så synes jeg også, at monitorerne er blevet mere brugervenlige og nemmere at håndtere og mere sikre på signalerne og sådan noget, og det betyder jo rigtigt meget. For hvis man har en monitor, som svagt viser signaler, og man ikke kan regne med, hvad der står eller et eller andet. Det er jo ikke ret godt, vel? Interviewer: Nej. Læge: Så derfor vil jeg sige, at jeg har været læge i rigtigt mange år, så der er sket rigtigt meget positivt i den retning. Men det er klart, at nogle praktiske ting, som gør det nemmere, altid vil være kærkomne. Men det kommer rigtigt meget af, at vi nu har fået en seng, hvor det hele står på, altså, så man ikke sådan skal gå med en monitor her og have en liggende her og sådan. Det hele er på sengen, og det simplificerer rigtigt meget. Interviewer: Oplever I nogle gange, at en patient er så monitoreret, at I ikke har udstyret til sengen? Læge: Vi er godt klar over, at vi er nødt til begrænse vores monitoreringsgrad i transporten, fordi vi ikke har mulighed, da der simpelthen ikke er plads til alt med det nuværende setup, at man f.eks. kan måle alle de parametre, som vi ellers kan måle på en intensiv afdeling. Så vi har begrænset os rigtigt meget til det nødvendige, og det vil jeg sige langt hen af vejen, at patienter, der skal transporteres, vil jo være i en bestemt kategori, som er stabile. Så jeg vil sige, jeg synes ikke vi mangler nogen monitorering, nej. Interviewer: I har ikke oplevet, at I skulle have noget ekstra med under transporten? Læge: Nej, jeg har ikke. Man kunne godt forestille sig det, men jeg har ikke Interviewer: Nu nævner du lige det der med træk i ledninger og ledningsfilter. Hvis du skulle vurdere, hvor meget I ville benefitte fra, hvis man fandt en løsning til det. Hvordan ville du så vurdere det på en skala fra 1-5? Et, hvor benefit ikke er ret meget Læge: Fem, ja, det ville jeg. Det er dødirriterende. Der snakker jeg ligeså meget ud fra min erfaring fra intrahospitale transporter, for den er rigtigt meget. Interviewer: Så er der jo transporten fra afdelingen til selve ambulancen. Hvilken opgave varetager I som læger, når I er med der? Læge: Jeg kigger udelukkende på monitorerne og patienten. Interviewer: Er der ekstra forhold, der komplicerer jeres hverdag, under den del af transporten?
Læge: Nu tager jeg mine briller af. Det kan være svært at se tallene nogle gange, men det synes jeg da nok, vi har taget hensyn til, jeg mener ikke der er nogen sådan. Interviewer: Nej. Læge: Jo, ustabile alarmer, når man kører, ikke også? Men det er også blevet minimeret med bedre udstyr. Men altså, I ved rystelser og sådan noget kan godt influere noget med luftveje. Altså, hvis vi nu kører med, I ved. Altså, der nogle ting, men det handler også bare tit om alarmindstilling og sådan. Interviewer: Men der er nogle problemer med nogle rystelser? Læge: Jamen, det kan der være, ja. Interviewer: Er det sådan, at hvis der går en alarm så stopper I proceduren? Læge: Ikke altid, det er mig der bestemmer det, eller sygeplejersken der siger: 'Ej nu må vi lige stoppe, for vi skal lige have styr på det her'. Eller, hvis nu blodtrykket falder eller et eller andet, hvor vi lige skal give noget medicin. Det er jo os, der styrer det. Interviewer: Jamen, med rystelser i sengen generelt tænker I så, nu tænker jeg helt generelt over hele proceduren også i ambulancen, hvis man kan minimere rystelser, hvor meget nemmere vil det være både for patienten og for jer? Læge: Jamen, også en skala fra 1-5? Interviewer: Ja. Læge: Der tror jeg ikke, vi skal op på mere end en-to-tre stykker. For det er ikke store problemer, der er tale om. To, tror jeg. Interviewer: Så har vi delen, hvor den her specielle seng skal op i ambulancen med liften. Hvad har I af opgaver der? Der står I også for at holde patienten stabil? Læge: Ja. Interviewer: Men hvordan fungerer det i forhold til at få patienten ind? Læge: Jamen, nu er jeg jo en lille dame, så det er ikke så stort et problem, for jeg bliver bare ved siden af patienten på liften. Men jeg fryser tit, for der er tit problemer med liften, så det kan tage lang tid. For jeg har også transporteret om vinteren, og så står man der. Men der er jo rigtigt mange problemer med liften, det tager rigtigt lang tid, og mange af Falckredderne er ikke vante til liften, sådan har jeg i hvert fald oplevet det det første år. Det tager lidt lang tid. Men jeg er i reglen på liften. Nogle gange, hvis patienten er helt stabil, så vælger jeg bare at gå ind i bussen, men ellers så er jeg på liften. Interviewer: Okay, men liften i sig selv er en tidsrøver?
Læge: Ja, det synes jeg, den har været, ja. Jamen, det er helt sikkert også et spørgsmål, om nogle gange er den i stykker, og nogle gange er det meget uvant for det personale, der betjener liften. Interviewer: Så er vi sådan set der, hvor patienten ligger inde i ambulancen og under transporten. Hvordan synes I at hele setuppet i bussen, nu er falckredderne oppe foran, og det er ligesom jer, der sidder ovre ved patienten. Hvordan synes du setuppet virker inde i bussen? Læge: Perfekt. Ja, det synes jeg, det gør. Interviewer: Og er der nogle komplikationer, som f.eks. I synes, I har svært ved at komme til noget udstyr eller sengemonitorering? Læge: Nej, det synes jeg altså ikke, jeg synes, det er okay. Det synes jeg, det er. Perfekt er måske lige overdrevet nok, men det er altså virkelig godt, og det er ikke kun fordi, jeg har prøvet noget, der er værre. Jeg er virkelig tryg ved at arbejde med det. Nu skal I jo regne med, at det her det er noget planlagt. Det er stabile eller i hvert fald relativt stabile patienter. Så jeg har ikke sådan skulle stå i ambulancen og intubere f.eks. eller stabilisere en rigtigt dårlig patient, det har jeg heldigvis ikke skullet, men der kunne jeg også forestille mig, at det skulle være bedre end før, da der er plads. Og fordi der er rigtigt mange ting i ambulancen. Interviewer: Når I kører i ambulancen, oplever I, at der er tekniske problemer nogle gange? Læge: Ja, det gør jeg. Der har jeg oplevet, at der har været problemer med strømkablerne, altså der har bl.a. været et strømkabel, der gik i stykker, fordi det blev kørt over, og jeg har oplevet, der har været problemer med ilttilførslen og med sengen rigtigt mange gange. Interviewer: Ja, når der er problemer med sengen, hvad mener du så? Læge: Jamen, jeg var der en dag, hvor man ikke kunne elevere hovedgærdet. Interviewer: Okay, men ellers hvis man sådan tager den daglige sådan ift. strøm og sådan noget, så er det vel noget forholdsvist praktisk med, at man sætter et stik i? Læge: Ja, helt sikkert, men der har bare været nogle af konsollerne, der ikke virkede. Men det er meget praktisk og nemt håndterbart. Interviewer: Så, nu er setuppet jo blevet lavet om fra I førhen kørte i de mindre ambulancer til, vi har fået den store bus. Oplever I nogle komplikationer ift. størrelsen af bussen? Læge: Ja, vi vidste det jo godt hele tiden i landing på de forskellige sygehuse, fordi bussen har den størrelse, den har, så har man skulle vælge lidt alternative adgangsveje til sygehusene, og det kan være problematisk, fordi de har valgt nogle veje, hvor der står en masse lort, for at sige det rent ud, på vejen og sådan noget, og det tager jo lidt længere tid og sådan, men det er jo løst. Interviewer: I oplever aldrig, at sengens størrelse men også de gange, I kører igennem, at der er deciderede problemer?
Læge: Nej, altså, kun når der står madvogne og alt muligt andet i vejen. Men ellers nej. Interviewer: Når I så er i bussen, så er det jo godt for jer at I har bedre arbejdsområder. Oplever I at bussen f.eks. har flere rystelser eller larmer mere ift. til tidligere, men også om I har svært ved at regulere temperaturen eller om, der er nogle komplikationer I har? Læge: Absolut nej. Det er meget, meget bedre. Og der er også meget mere komfort affjedringsmæssigt og sådan noget, men der har altså været nogle problemer med deres termoregulering. Nogle gange har der været lidt for varmt, andre gange lidt for koldt. Men i det sådan store hele er sådan ingenting. Jeg tror bare, det er sådan nogle begyndervanskeligheder. Interviewer: Så er der sådan set kun tilbage, hvis du har noget evt., som du tænker, kunne være godt for os lige at vide ift. enten procedure eller komplikationer, som vi ikke lige har været indenom? Læge: Jamen, jeg tror, jeg har nogle gange tænkt over, om man kunne tænke transport og flytninger mere med i designet af både senge og alle de monitorer, vi har allerede, altså hvis I kan forestille jer en seng, som havde, som var født med mange af de der monitorer. Altså, vi har jo selv skulle tænke tanker, eller Erik har, eller hvem der nu har lavet den der seng. Jeg forestiller mig, at man godt kunne, jo mindre jo bedre, ikke? For så var det jo nemt nok lige at flytte den og den og det og det. Der er jo også sådan noget med ledningerne, det må da kunne gøres smartere, tænker jeg bare. Også nej, jo, også noget helt andet, mange plastre og fastgørelser, der er jeg sikker på, at man også kan lave noget smartere. Både tube men også CVK og drops og sådan noget. Altså, der er ikke lavet så meget med det. Der er masser af plastervirksomheder, der laver nogle plastre, og sådan med, det er jo ikke. Jeg forestiller mig, jeg havde for ikke så lang tid siden en patient, som blødte meget, hvor vores plastre jo ikke kan klæbe til, fordi det jo bløder, og så havde man simpelthen lavet en snor og bundet hen over og rundt om patientens hoved for at holde tuben fast, og det er jo ikke særligt smart, men det var nødvendigt for at sikre. Og så tænke jeg bare, at man kunne tænke lidt mere fastgørelse, når man producerer sådan noget. Tænke lidt mere medicinsk, når man lavede det. Men det er jo også derfor, der bliver uddannet sådan nogle som jer. Interviewer: Jamen, hvis det var det, du havde, så er vi ved at være færdige, så har vi fået hvad vi skulle have. Læge: Det var fint, det var nemt.