1 Grindsted Kirke. Søndag d. 13. marts 2016 kl. 9.30. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til Mariæ bebudelses dag, Luk. 1,46-55. 2. tekstrække. Salmer. DDS 71 Nu kom der bud fra englekor. Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 449 Vor Herre tar de små i favn. DDS 102 Et lidet barn så lysteligt. - - - DDS 69 Du fødtes på jord. Altergang: DDS 466 Vor Herres Jesu mindefest. DDS 108 Lovet være du, Jesus Krist!.
2 Tekstlæsninger. Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Engang viste Herren sig ved Mamres Ege for Abraham, mens han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og kastede sig til jorden for dem. Han sagde:»herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi. Lad mig hente lidt vand, så I kan få vasket støvet af jeres fødder og hvile ud under træet. Så kommer jeg med lidt mad, så I kan styrke jer, nu da jeres vej falder forbi mig, jeres tjener. Bagefter kan I drage videre.«de svarede:»gør blot, som du siger.«abraham skyndte sig ind i teltet til Sara og sagde:»tag hurtigt tre sea fint mel, ælt det, og bag brød.«selv løb Abraham ud til kvæget og tog en god og fin kalv; den gav han til karlen, som skyndte sig at tilberede den. Derpå tog han tykmælk og mælk og den kalv, som var blevet tilberedt, og satte det for dem. Selv stod han hos dem, mens de sad og spist under træet. Så spurgte de ham:»hvor er Sara, din kone?«abraham svarede:»hun er inde i teltet.«da sagde han:»næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har din kone Sara en søn!«sara stod og lyttede i teltåbningen bag ham. Nu var Abraham og Sara gamle, højt oppe i årene, og Sara havde det ikke længere på kvinders vis. Sara lo ved sig selv og tænkte:»skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?«men Herren sagde til Abraham:»Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel? Intet er umuligt for Herren! Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har Sara en søn.«men Sara løj:»jeg lo ikke,«sagde hun, for hun var bange. Men han svarede:»jo! Du lo!«1 Mos 18,1-15. Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og
3 grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at»den, der er stolt, skal være stolt af Herren,«som der står skrevet. 1 Kor 1,21-31. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria:»Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre mod Abraham og hans slægt til evig tid. Luk 1,46-55.
4 Prædiken. Folkekirken anklages af og til for at være et middelklassefænomen; en kulturel klub for de nogenlunde velbjergede; et fællesskab for dem med økonomisk overskud og kulturelt udblik. Det er ikke rart at indrømme, at der er noget om snakken, men det er der faktisk! Til alt held er det bare ikke et fuldendt billede af kirkens rolle i samfundet. Men hvis vi beholder skyklapperne på en tid, er det korrekt, at der arrangeres mange tilbud, som i særlig grad benyttes af repræsentanter for landets meget store middelklasse. Rundt omkring i landet tilbydes et væld af kirkekoncerter med fortrinsvis klassisk indhold; ofte med et imponerende højt niveau, som man snyder sig selv ved ikke at opleve. I sognegårde og kirkehuse arrangeres der foredragsaftener om etiske problemstillinger eller kulturelle, filosofiske eller historiske emner. Til tider kan det være svært at få øje på den kirkelige relevans, fordi man vægter chancen for at få flest mulige til at deltage højere end foredragets indhold. Andre gange vægter man indholdets forbindelse til det kirkelige og finder sig i, at foredragsholderen ikke kan tiltrække lige så mange som en kendis. I de fleste tilfælde leveres der folkeoplysning af høj kvalitet. Det er også tit sognegårde og kirkehuse, der danner ramme for fællessang; ofte fra højskolesangbogen. Andre gange kan man melde sig til studiekredse, der over et længere forløb dykker ned i emner af eksistentiel art med rødder i kristen tankegang. I mange sogne inviteres folkekirkemedlemmerne også på udflugter, der bringer deltagerne til mere eller mindre kirkeligt relevante seværdigheder, samt til de restauranter og kroer, hvor man kan vende indtrykkene over et måltid mad eller en kop kaffe. Således foregår en del af kirkens aktiviteter uden for kirkebygningen, men hvis vi vender tilbage til kirken, er det fortrinsvis akademisk uddannede præster, der betræder prædikestolen; præster, der selv tilhører middelklassen og - som det er tilfældet med alle mennesker har lettest ved at
5 identificere sig med dem, de har mest tilfælles med; for præsters vedkommende altså andre fra middelklassen. At det er sådan, det folkekirkelige gudstjeneste- og aktivitetsudbud ser ud, kan man reagere forskelligt på. Men der er jo intet i vejen for, at der tilbydes forskellige arrangementer, der appellerer mest til middelklassen, så længe kirken ikke lukker sig om netop denne befolkningsgruppe og bliver til en religiøs-kulturel loge for dem med den rigtige indtægt og uddannelse. Hvis der pludselig sættes regler op for, hvordan man skal være og hvilket samfundslag man skal tilhøre for at være velkommen i kirken, er der noget rasende galt. Det slås fast med syvtommersøm i de bibeltekster, der hører til dagen i dag. Maria er i evangelieteksten citeret for at synge en lovsang til Guds pris som tak for, at han har udset hende til at føde sit barn. Det er bemærkelsesværdigt, fordi denne unge pige netop er blevet socialt degraderet af Gud selv. Ved at gøre hende gravid, har han slået en streg over alle hendes lysende fremtidsdrømme om ægteskab og familieliv med sin forlovede og deres fælles børn. Gud har givet hende et image som løs på tråden, fordi hun er blevet gravid uden for ægteskab; en tilstand, man bestemt ikke så overbærende på dengang. Hendes særdeles alvorlige situation taget i betragtning er det temmelig uforståeligt, at hun lovpriser Gud, for det er ham, der har bragt hende i uføre. Dog er det kun for andre, at hendes tilstand ser anstødelig ud. For Maria selv er det en velsignelse, og enten er Gud eller heldet med hende, for Josef vælger ikke at forlade hende. Han påtager sig rollen som stedfar til barnet. Evangelisten Lukas fastholder dog for en tid skildringen af Maria som en person på samfundets bund. Hun og Josef må i hvert fald tage til takke med en stald, da barnet skal fødes, og de første barselsgæster, de får, er nogle ildelugtende, fattige fårehyrder, der befinder sig milevidt under datidens middelklasse. Umiddelbart kan det lyde, som om Maria ikke har fattet, hvilken situation hun er blevet bragt i, da hun i sin lovprisning af Gud siger: Han har set til sin ringe tjenerinde.
6 For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Der var intet ophøjet i at blive gravid uden for ægteskab dengang. Men både Maria og Josef så noget andet end skandale i hendes graviditet. De så Guds meddelelse til mennesker, fordi det barn, Maria skulle føde, ikke var hvem som helst, men Guds søn. Gud lod sig føde som et menneske for at kunne være blandt mennesker. Og han spekulerede vel at mærke ikke i, hvilke socialtrin, de personer han omgikkes, befandt sig på. Han var bedøvende ligeglad med, om folk var rige eller fattige, succesfulde eller tabere, velplejede eller slidte. For ham havde alle værdi. At Jesus var Guds åbenbaring i et menneske havde folk svært ved at tro dengang. Det samme er tilfældet i dag, hvilket bringer os til dagens anden bibeltekst; altså den, der blev læst lige efter dåben. Her modstiller apostlen Paulus tro og viden, idet han betegner troen som dårskab og viden som visdom. At kalde tro for dårskab er ikke særlig flatterende, men Paulus gør det, fordi han er bevidst om, at troen let forstås som udtryk for naivitet eller endda ren galimatias. Ikke desto mindre er han selv repræsentant for troen. Han er overbevist om, at Gud gæstede jorden i Jesus Kristus, og han er ligeledes overbevist om, at den selvsamme Gud lod sig henrette på et kors for siden at tilkæmpe sig livet igen. Paulus kan ikke forklare, hvordan det alt sammen gik til, men han tror det med en styrke, der minder om vished. Han erkender, at han for andre fremstår som et godtroende fjols; men det ændrer ikke ved hans overbevisning. Dette misforhold mellem hans eget og andres syn på det kristne budskab får ham til at konstatere, at jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger. Paulus ved altså, at han udsætter sig for andres latter i kraft af sin tro. Som det er tilfældet for os, kommer han til kort, når han anmodes om beviser på troens indhold, for det kan ikke bevises, at Gud lod sig føde i mennesket Jesus. Der findes ingen beviser på, at Jesus ikke bare var en forstyrret type, der havde tilstrækkelig karisma til at samle en flok tilhængere omkring sig. Det kan ikke dokumenteres, at han opstod fra de døde og vendte tilbage
7 til det guddommelige udgangspunkt, han havde forladt for at leve som menneske blandt mennesker. Paulus var derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at han udsatte sig for andres hån, fordi han troede. Det var imidlertid et forhold, han tålmodigt fandt sig i, for når det kom til stykket, var han overbevist om, at Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed stærkere end mennesker. Paulus tænker ikke over, hvad der bedst kan betale sig, og hvad der ser bedst ud i andres øjne. Han er fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker om ham. Han stiller sig uden for socialklassesystemet, fordi han vægter andre værdier end indtægt og agtelse. At social status ingen betydning har for Gud, understreger Paulus ved at skrive, at det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting. Det betyder ikke, at Paulus er en revolutionær samfundsomstyrter. Han gør blot opmærksom på, at Guds budskab er vigtigere end en god plads på den sociale rangstige, for Gud kan rumme både fattige og rige, både uvidende og kloge, både magtesløse og mægtige - samt alle dem imellem. Gud kan også rumme et lille barn som Deliah. Det fik hun og hendes familie bekræftet lige før, da hun blev døbt. Vi hørte ligefrem Jesu ord om, at den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, slet ikke kommer ind i det. Gud stiller sig til rådighed for selv de mindste, hvilket dog ikke betyder, at han mister interessen for os, når vi bliver ældre. På mange andre måder mister livet værdi, jo ældre man bliver særligt i vore dage. Tidligere talte man om det grå guld. Nu taler vi om ældrebyrden, hvilket ikke helt stemmer overens med de forslag, der var fremme i forrige uge om at hæve pensionsalderen til 72 år. Det er, som om ældre og gamle mennesker kun har værdi, så længe de kan bidrage til samfundets økonomiske vækst. Så snart de ikke længere gør gavn, mister de deres nytteværdi. Den eneste værdi, de tilregnes, er affektionsværdien, som kun den nærmeste familie kan sætte pris på. Det lyder hårdt, men det kan meget vel være denne værdisætning af mennesket som ren og skær arbejdskraft, der har fået
8 debatten om aktiv dødshjælp til at blusse op igen. Så længe man ikke gør nytte for samfundet og er med til at styrke den økonomiske vækst, anses man for at være en kæp i konkurrencestatens hjul, og så er det ud fra et markedsøkonomisk synspunkt det mest ansvarlige at skaffe sig af med byrderne. En sådan logik er imidlertid Gud fremmed. Tænk bare på historien om de to oldinge, Abraham og Sara, som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten. Sara kunne ikke holde latteren tilbage, da den fremmede forudså, at hun ville føde en søn inden for det næste år. Det løb var kørt. Hun havde haft et langt og nogenlunde godt liv, men havde erkendt, at hun aldrig ville blive mor til et barn. Hvad hun ikke havde fået indsigt i var, at den fremmede var Gud selv, og han lod ikke hendes alder overskygge for hendes værdi. Året efter fødte hun sin og Abrahams søn, Isak, som Gud havde særlige planer med. Går vi tilbage til begyndelsen, kan det godt være, at Folkekirkens tilbud oftest benyttes af repræsentanter for middelklassen. Men det betyder ikke, at denne socialgruppe er den eneste velkomne. En sådan indskrænkning ville gå imod det budskab, kirken forkynder. Det ville desuden være uheldigt, hvis kirkens dør blev lukket for sociale udskud, for et sådant var Jomfru Maria, da hun blev stemplet som løs på tråden. Ligeledes kan vi heller ikke holde personer med et alternativt samfundssyn ude, for en sådan var Paulus. Han vægtede ikke social status men fandt meningen med livet i troen på Kristus. Sidst men ikke mindst skal vi hverken udelukke børn eller gamle, for selvom de ikke yder det store, er de lige så værdifulde som alle de borgere, der holder nationaløkonomiens hjul i gang. Amen.