Prædiken til 4. Søndag efter påske konfirmation Salmer: Indgangssalme: DDS 749: I østen stiger solen op Salme før prædikenen: DDS 70: Du kom til vor runde jord Salme efter prædikenen: DDS 478: Vi kommer til din kirke Gud (mel.: Op, al den ting, som Gud har gjort, DDK 436) Salme efter konfirmationen: DDS 192: Hil dig, Frelser og Forsoner! (mel.: Hoffman) Udgangssalme: DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem:»når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham:»hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«de svarede ham:»vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«jesus svarede dem:»sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«(joh 8,28-36) Amen! I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen! 24/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1
Der er så mange ting, vi egentlig gerne vil være fri for. Hvor vi siger: må jeg ikke godt være fri? Eller Jeg gider ikke. Det gælder for både børn og voksne. Og nok også for jer, der i hvert fald i jeres egen opfattelse, tror jeg, befinder sig et sted midt imellem. Og ja, det er jer, kære konfirmander, som jeg forsøger at hentyde til. I hvert fald har I, konfirmander, helt sikkert jeres egen mening om, hvad I sådan hver især helst vil være fri for. Det kan være, at det er lektierne. Måske vil I helst være fri for jeres forældre en gang imellem, og mon ikke også, at I gerne vil være fri for at tage opvasken derhjemme; fri for at passe jeres små søskende; fri for at stå tidligt op om morgenen; fri for at skulle cykle i regnvejr. Vi voksne tænker måske, at de unge mennesker; de må da bare tage sig sammen. De bliver jo nødt til at lære at tage et ansvar, inden de engang flytter hjemmefra. Man kommer ikke langt i livet ved at have den grundholdning: jeg gider ikke. Men hvis vi nu tør være ærlige, er der jo også ting, som vi ikke rigtig gider. Måske siger vi det ikke lige så åbenlyst som vores børn, men vi kender ganske udmærket følelsen. Hvem af os vil ikke gerne være fri for stress og lange arbejdsdage. Fri for sure chefer, der bestemmer alt for meget. Hvem af os vil ikke gerne være fri for rudekuverter. Eller for en restskat, vi skal betale. Hvem har ikke lyst til at sove længe mandag morgen engang imellem, og slippe for rengøringen om lørdagen? Når vi tænker over det, har vi faktisk en hel del, vi gerne vil være fri for. Og når vi bliver irriterede på de unge, når de måske siger: jeg gider ikke, så er det måske mest af alt, fordi vi et eller andet sted jo godt kan forstå dem. Fordi vi ser os selv i dem. Fordi vi kan genkende os selv i det, de siger og gør. Alle vil vi nogen gange ønske, at vi kunne slippe for pligterne, men vi kan jo heller ikke komme uden om, at vi er bundet af så meget. Af alle de ting, vi bliver nødt til at gøre, hvis livet overhovedet skal fungere. Det kan være skolen, lektierne, vores arbejde, indkøb og rengøring. Og det kan være svært at overskue det hele. Vanskeligt at gabe over og håndtere. Derfor er der også, kan det virke til, flere og flere mennesker, der får stress. Stadig flere oplever at få en depression, hvis vi da ikke er døde af en livsstilsygdom det kalder vi 24/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2
nemlig de sygdomme, der er knyttet til vores hektiske liv, længe inden vi når dertil. Lige midt i al vores slaviske bundethed til alt det, vi skal gøre, nå og overkomme kommer dagens evangelium på tværs. Hér hører vi det ene menneske, i hvem Gud er kommet os nær, slå fast, at det forholder sig lige omvendt. I ham er vi allerede frie, ubundne og sat uden for alt det, der tynger og binder. Sandheden skal gøre jer frie, siger han. Og Sønnen får gjort jer frie, fortsætter han. Hvad var nu det lige for nu. Hvad er det for en form for frihed, ham Jesus taler om. Er det en frihed fra alle vores pligter. Skal vi nu ikke gå i skole længere. Mener han, at vi slet ikke behøver at betale nogen regninger eller gå på arbejde længere. Jeg har jo børn, og derfor kan jeg også uden videre indrømme, at jeg jævnligt læser børnebøger. Om ikke andet, så da i hvert fald højt for dem. Forleden læste jeg Palle alene i verden. I den drømmer Palle, at han er ladt helt alene. Der er slet ikke andre mennesker i hele verden. Først synes han, at det er alle tiders. Det er sjovt. Nu kan han gøre lige præcis, hvad han har lyst til. Og Palle begynder altså ikke med at lave lektier eller gå i skole. Han griber ikke frisk støvsugeren og går i gang med at gøre hele huset rent. Selvfølgelig gør han da ikke det. Han går da hen til isbutikken og spiser alle de is, han har lyst til. Så sætter han sig ind i en sporvogn og styrer den selv. For det har han jo altid drømt om. Han går også ind og tager nogen penge i banken. Og så træder han på græsset, der ellers ikke må betrædes. Palle gør alt det, som han altid har haft lyst til, men aldrig har kunnet. Han nyder, at der ikke er noget, der binder ham. Der er ingen love og regler. Der er ingen forældre, der fortæller ham, hvad han må og ikke må. Han kan gøre lige præcis, hvad han vil. Men efter nogen tid går de barske realiteter op for ham. Så opdager han, at han jo faktisk er helt alene. Ikke bare sådan lidt. Men altså virkelig alene. Der er ingen derhjemme i lejligheden. Ingen folk på gaderne. Ingen børn på legepladsen. Der er tomt alle steder. 24/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3
Og det er afgørende. Det, der før var så sjovt for Palle, bliver nu til ensomhed. Palle erkender, at han egentlig slet ikke egner sig til at være alene. Han føler sig så underlig tilpas. Han finder ud af, at friheden ikke er så sjov endda. Det, der først var en fantastisk frihed, ender med at gøre ham fortabt og ensom og bundet til sin egen afmægtighed. I véd nok, hvad der sker. Til alt held vågner Palle og opdager, at det heldigvis bare var en drøm. Alle de andre er der stadig. Og det er godt. For det er jo kun ved at være sammen med dem; ved at leve livet sammen med andre mennesker, at livet er værd at leve, opdagede Palle. Det, der sker med Palle, er, at friheden kun gjorde ham glad et kort øjeblik. Han fandt ud af, at uden alle de mennesker, som han havde været bundet til hver dag, var livet slet ikke det samme for ham. Han fandt ud af, at han egentlig først rigtigt kunne leve livet, at han først følte sig rigtig fri til at leve, når han også vidste, at han hørte til et sted, hvor han kunne være bundet til andre mennesker. Mennesket er først fri, når det også er bundet. Det lyder som lidt af et paradoks, men det handler egentlig om, at vi må vide, at familien og vennerne er der, at de står bag os, inden vi kan leve livet frit. Vi må vide, at der er noget, der holder os fast, støtter os og forpligter os, før vi kan kaste os ud i det hele. Det kan vi måske bedst illustrere ved at henvise til jeres blå mandag i morgen. Her skal de fleste af jer vist til Aarhus. En del af jer vist endda i Tivoli Friheden, hvor I helt sikkert skal op og prøve det hele. Op i de mange vilde forlystelser, hvor man både kan komme højt op, køre stærkt, og mon ikke også, blive vendt helt på hovedet. Og når I har tænkt jer at prøve alle de her forlystelser i morgen, er det vel, fordi I synes, det er sjovt. Man får et sus i maven, og føler et øjeblik, at man mister jordforbindelsen. Man føler sig måske endda, i hvert fald i et øjeblik, lige så fri som en fugl, når man bare suser af sted gennem luften. Det handler altså om, at I kan føle jer frie. Men jeg er også sikker på, at I aldrig ville gå op i sådan en forlystelse, hvis ikke I var spændt ordentlig fast. Hvis ikke I troede, at I kom ned igen uden at have brækket en arm eller være faldet af i svinget. Det er 24/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4
sjovt at suse af sted i en rutschebane og mærke friheden, men det er bedre at vide, at der er noget, der holder en fast og sikrer, at vi ikke kommer til skade. Det her det bliver et billede på eller i hvert fald en parallel til, hvad Jesus taler om. Ikke fordi vi som kristne på nogen måde er beskyttet imod noget som helst i denne verden. At kristentro handler om, at det går os bedre end alle mulige andre mennesker, giver naturligvis ingen mening. Tro handler ikke om, hvordan det går os, men om hvordan vi forstår det, vi erfarer. Hvordan vi skaber mening i det, der hænder os i livet. I kristendommen får vi blik for noget væsentligt: At alt, hvad der i øvrigt måtte ske i vores liv, aldrig kun er det konkrete, men altid også får en mer-betydning. At det først får sin egentlige betydning i lyset fra Guds fortælling, fordi vi hører Gud til. Fordi vores liv altid betyder langt mere i Guds kærlige blik, end det nogensinde kunne komme til, hvis vi alene skulle hænge det op på det, vi selv bidrage med. Kun i relationen til Gud bliver vi sat fri til at leve vores liv som et virkeligt liv. Kun ved på samme tid at være frie fra at skulle skabe os selv og bundet til den anden, kan vi leve vores liv som et egentligt liv. Kristentro holder os fast på, at vi alle sammen er frie, men samtidig at der er noget, der binder os og forpligter os. Nemlig vores forhold til vores familie, vores venner, vores kammerater og i sidste instans til den gode Gud selv. Vi er bundet og frie på en gang. Vi er nemlig bundet til livet. Alt det, vi skal huske at gøre- smøre madpakker, købe ind, gøre rent, lave lektier, rydde op på værelset, gå med aviser, passe arbejdet. Men først og fremmest er vi bundet til de mennesker, vi har fået at gøre med. De mennesker, vi er sat til at leve vores liv sammen med vores familie, venner og kammerater. Samtidig er vi også frie i Gud. Vi er frie fra at skulle fortjene noget overfor ham. Vi er sat fri fra selv at skulle hæve os op til Gud. For han er selv kommet til os. I fortællingen om Jesus i beretningen om, at Gud selv er blevet menneske har han vist, at han altid vil os. At han aldrig vil skille sig fra os. At han altid vil være os nær. Den historie, Guds egen historie, har vi fået del i. I dåben er det blevet historien om os. I dåben er vi en gang for alle blevet sat fri i ham, så vi ikke længere skal leve vores liv alene, men også altid i fællesskabet med den gode Gud. Det er Guds nye 24/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5
virkelighed, som han i dåben har skænket os. Og den har vi lov til at tro rækker både ud over og ind over vores liv. Kære konfirmander. Det er et godt budskab at sende jer videre på. Ud i det liv, hvor I kan tage det med jer, som det eneste hér i tilværelsen, der står urokkeligt fast. Gud er med jer. Ikke sådan, at I er skærmet eller beskyttet mod sorger, tab og alt det, der gør ondt hér i livet. Men han er med jer. Han er med os, som den inderste mening og betydning i livet. Sådan at det, der sker os, aldrig er det eneste, der er at sige. Sådan at det, vi nu en gang gør eller undlader at gøre, aldrig er det endelige, der gælder om os. Gud gør os frie. Gud sætter os fri til at leve vores liv. Derfor kan I også roligt gå i gang med at leve det, som I nu måtte finde bedst. Ikke nødvendigvis som noget bestemt. Ikke nødvendigvis altid som en succeshistorie i verdens øjne. Men altid med et ukueligt mod og en umistelig frimodighed. I er allerede kommet i mål. I er allerede kommet over på den anden side. For I dåben er det hele sket. På forhånd og uigenkaldeligt. I dåben, hvor Gud har gjort sig til sine børn, er I sat frie til at leve jeres liv. Så kære konfirmander. Held og lykke med det hele både dagen i dag og det liv, I står overfor og som virker ungt og friskt ligesom den vist lidt kølige forårsdag, I træder ud i, når vi på et tidspunkt følges ad - ud af kirken igen. Og tillykke og tak. Tak, fordi I har villet bruge jeres tid på at tale om troen, tvivlen og livet med mig. Det er en gave. Ikke kun for mig personligt, men for hele folkekirken at have med sådan nogen som jer at gøre. Tak for det! Og så, sidst men ikke mindst: Guds velsignelse over jer og jeres liv. Jeg ønsker for jer, at I i glimt vil opleve Guds virkelighed, som har vist os ved selv at blive menneske, som den inderste mening også i jeres liv. Amen! Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, 24/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6
Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen! 24/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 7