Kongrespartiets fald. Om bevægelsen, der skabte det moderne Indien.

Kongrespartiets fald Om bevægelsen, der skabte det moderne Indien. I 1930 påbegyndte Mahatma Gandhi en ulydighedskampagne mod briternes saltmonopol. Inderne måtte ikke fremstille deres egen salt, men skulle købe det af autoriserede forhandlere, som betalte skat til kolonimagten. Gandhis plan vakte forundring, både i hans eget bagland i Kongrespartiet, og hos de britiske myndigheder, for skatteindtægterne fra salt dækkede kun 3% af styrets samlede indtægter. Det var næppe et tab, som kunne ryste imperiet. De tog fejl. Gandhis saltmarch blev hans mest ikoniske aktion. i Planen var såre enkel. Gandhi ville vandre ud til kysten og samle salt fra stranden, og dermed bryde loven. Det var et genialt påfund, for salt var ladet med symbolik. Alle havde brug for salt og den var frit tilgængelig i naturen. At beskatte salt var som at beskatte luften man åndede. Det var en lov, som kendetegnede et sandt tyranni. Den 12. marts satte Gandhi ud på en 385 kilometer lang vandring mod havet med 78 disciple. De sov i landsbyer og blev hyldet overalt. Flokken voksede, og da de 24 dage senere nåede frem til kysten, blev de mødt af tusindvis af tilhængere og en verdenspresse, der stod klar med snurrende kameraer. Gandhi gik ned mod havet, samlede noget saltholdigt mudder op fra vandkanten og sagde: Med dette ryster jeg det britiske imperium. Herefter kogte han sit mudder i havvand og dannede nogle få krystaller af grumset, illegalt salt, som han spiste. Det var i øvrigt første gang i seks år han spiste salt. Selv en asket måtte ofre sig i en højere sags tjeneste. Gandhis aktion blev startskuddet til en protest, der på få dage bredte sig til resten af landet. Langs hele kysten flokkedes indere ned til stranden med potter og pander. De

tændte bål og kogte salt, og spiste og solgte det for øjnene af politiet. Alle deltog i forbrydelsen; mænd, kvinder og børn. Regeringen i Delhi var til grin. Til sidst satte de politiet ind. Gandhi og 25.000 andre illegale saltspisere blev anholdt. Men protesterne fortsatte. Mest omtalt var marchen nogle uger senere mod et offentligt saltdepot nord for Bombay, anført af Gandhis søn Manilal. Her mødte 2.500 hvidklædte demonstranter en deling politifolk anført af britiske officerer. Den første række af demonstranter fik slag med bambuskæppe. De faldt til jorden med kraniebrud og knuste knogler. En ny gruppe rykkede frem og led samme tort. Og sådan blev det ved, i én uendelighed. Ingen gjorde modstand, ingen værnede sig mod slagene. Politiet blev desperat og tævede løs på de sårede aktivister i grøften, mens nye demonstranter stillede sig an. Over 300 blev såret og to døde. Saltmarchen, med dens pacifisme, passive modstand og kreative sans for det symbolske, var klassisk Gandhi, og gjorde den indiske uafhængighedsbevægelse til noget ganske særligt højt hævet over de brutale junglekrige, der kendetegnede frihedskampene i Indokina og Indonesien. Saltmarchen vakte de indiske masser, de millioner af daglejerne og fattige bønder, der ikke tidligere havde deltaget i frihedskampen. Kongrespartiets manglende evne til at mobilisere folket havde netop været deres største problem, for selvom det nok var den største frihedsbevægelse, var det stadig kun et overklasseparti, hvis ledelse (inklusiv Gandhi) bestod af britisk-uddannede jurister fra de højeste kaster. Briterne kunne derfor hævde, at partiet ikke repræsenterede det fattige flertal af kasteløse, lavkaster og muslimer, at deres ønske om selvstændighed blot var en forfængelig drøm, som cirkulerede i samfundets øverste lag. Gandhi gjorde Kongrespartiet til en folkebevægelse. Det var ikke uden grund, at Winston Churchill kaldte ham for en lille snu fakir. ii

I 1930 var den britiske statsminister ellers klar til at yde inderne et vist selvstyre under den britiske krone. Alligevel skulle der gå 17 år før Indien fik sin selvstændighed, først og fremmest fordi inderne selv var uenige om målet. Resultatet blev en konstruktion, som hverken briterne, Mahatma Gandhi eller Kongrespartiets leder, Jawaharlal Nehru ønskede, nemlig en deling af kolonien i to separate nationer: Et hinduistiskdomineret Indien omgivet af et muslimsk-domineret Pakistan, der selv var opdelt i et Øst- og Vestpakistan. Østpakistan blev siden til Bangladesh. Delingen endte i et blodbad, der sendte millioner på flugt. Det var en katastrofe, som bekræftede de værste fordomme om det indiske frihedsprojekt: At Indien var en kunstig størrelse dømt til splittelse og forfald. At inderne ikke magtede opgaven at styre en nation. At herskerens lod var den hvide mands byrde. Men det lykkedes. Indien faldt ikke fra hinanden og er i dag verdens største demokrati. Æren tilfalder Kongrespartiet, især Nehru og Gandhi. Det var Gandhi, som vakte folket og gav bevægelsen sit moralske kompas. Og Nehru, som stod i spidsen for nationen de første 16 år. Men den tid er forbi. I dag er partiet forvist til de bagerste rækker i parlamentet, og Nehrus arv udviskes dag for dag af nye strømninger i det 21. århundrede. Dette kapitel handler om Kongrespartiets storhed og fald, og tilblivelsen af det moderne Indien. Det er to historier, som er nært forbundne, for det var Kongrespartiet, der samlede Indien, og det er Kongrespartiets billede af Indien, som nu er under afvikling. Nehru og Gandhi lagde låg på landets mange modsætninger, men modsætningerne forsvandt aldrig helt. Konflikterne med delingen af Indien og Pakistan i 1947 som den største af alle fik afgørende betydning for Nehrus vision og nationens udformning, og er stadig lige aktuelle i dag. Forståelsen af det moderne Indien starter her. En umage nation

En af de største modstandere af det indiske uafhængighedsprojekt var Winston Churchill, der mente at Indien var ligeså lidt en nation som Ækvator. For ham og hans ligesindede imperialister, var tanken om et samlet og selvstændigt Indien en absurditet, som ikke havde hold i virkeligheden. Set med vestlige briller havde han ret. Indien var blottet for det, som kendetegner de europæiske nationalstater; intet fælles sprog og en begrænset historisk og kulturel samhørighed. Alene den sproglige mangfoldighed, med 400 sprog og 1.600 dialekter fordelt på 12 forskellige alfabeter, var dræbende for enhver national sammenhængskraft. Det største sprog var hindi, men blev kun talt i Nordindien, og dét nægtede sydinderne at tale. De truede med løsrivelse i 1956, hvis hindi blev ophævet til Indien officielle sprog og pegede i stedet på engelsk som rigtig nok var det eneste sprog, som blev talt over hele landet, men kun af en lille del af befolkningen, som til gengæld var alle de rige, magtfulde og veluddannede. Problemet var bare, at engelsk som bekendt var kolonimagtens sprog, og i øvrigt et sprog uden historisk forbindelse til Indien. For nationalisterne var det et knæfald, en ydmygelse. Men sydinderne fik deres vilje, hellere engelsk end et todelt land. Der var heller ingen historisk præcedens for en samlet nation. Nok havde enkelte konger hersket over det meste af subkontinent, men enten fortonede deres riger sig i en fjern fortid, eller også var de grundlagt af muslimske feltherrer, og dermed ubrugelige i det nationale projekt. Og dem som bedst havde evnet at samle Indien, var dem, som de netop havde vundet deres frihed fra. Det er en af de store ironier i moderne indisk historie, at det var den britiske kolonimagt, der banede vej for den indiske nation. Det var britisk uddannede indere, som bragte Europas nationalromantiske strømninger tilbage til Indien, og derved lagde kimen til en national bevidsthed. Det var det koloniale

fjendebillede, som gav frihedskampen samling. Og deres statslige institutioner, det engelske sprog og landsdækkende jernbanesystem, der bandt nationen sammen. Men ellers var den eneste store fællesnævner blandt inderne hinduismen, som dækker 80% af befolkningen. Men også dét var et svært samlingspunkt. For nok er de fleste indiske børn vokset op med historien om Ramayana og Mahabharata, og nok deler hinduerne en fælles kærlighed til deres mange guder, men derudover er hinduismen uden den samling, som præger Islam og kristendommen. Der er ingen fælles profet eller bibel, men tusindvis af guder og millioner af guruer, som folk følger efter behov. Hinduismen er det rene anarki. Dertil kommer kastesystemet som den største slange i det hinduistiske fællesskab; den opdeler hinduerne i tusindvis af små, skarpt isolerede enheder, som på ingen måde føler en samhørighed med hinanden. iii Det var på denne brogede baggrund, at to konkurrerende visioner om fremtidens nation foldede sig ud: Det hinduistiske og pluralistiske Indien. Den hindunationale vision byggede på en traditionel vestlig forestilling om nationalstaten som en homogen størrelse, der byggede på et samlende fællesskab. I dette tilfælde hinduismen. Indien skulle være et Hindustan, en nation for hinduer. Den pluralistiske vision hyldede derimod mangfoldigheden. Indien skulle være en sekulær nation, hvor alle trossamfund var ligeværdige. Det var dén vision, Nehru og Gandhi kæmpede for. De to visioner byggede på to meget forskellige fortolkninger af Indiens historie, især muslimernes ankomst til Indien, tusind år tidligere. Hindunationalisterne så de muslimske invasioner som begyndelsen på en lang lidelsesberetning, der satte et punktum for den hinduistiske guldalder og førte til undertrykkelse og tvangsomvendelser af hinduer. Og efter muslimerne kom den britiske kolonimagt, og fortsatte nedgørelsen af den hinduistiske kultur. Med uafhængigheden i

1947 kunne hinduerne endelig vende et nyt kapitel i deres historie, genrejse deres nation og vende tilbage til fordums storhed (se også Et horn i siden). Nehru anlagde en modsat fortolkning af historien. Indien var, og havde altid været, et land i konstant kulturel forvandling. Det var et sted, hvor trosretninger og folkeslag mødtes i frugtbar syntese, og hvor lag på lag af tanker og drømme blev indgraveret, og hvor det nyeste lag aldrig helt fjernede det forrige, som han skrev i sit historiske værk The Discovery of India. De muslimske invasioner var blot en fortsættelse af denne historie. Nehru mente, at mangfoldigheden netop var Indiens største styrke. Han fremhævede de største helte i Indiens historie; Buddha, Ashoka Den Store og Akbar den Store, der alle havde udvist respekt for andre trosretninger, og trak en lige linje frem til sin egen sekulære vision. Det var dén tradition, som han og Gandhi nu førte videre i en moderne nation. I den forstand formulerede Nehru tanken om det multikulturelle samfund, længe før det blev relevant i Europa. Det var denne vision, der sejrede. Drømmen om Pakistan Nehrus sekulære idealisme kunne ikke udviske det historiske nag, der herskede mellem hinduer og muslimer. Efterhånden som frihedsbevægelsen voksede i kraft og styrke, voksede også bekymringen blandt muslimer om deres fremtidige status som mindretal i en hinduistisk nation. Muslimerne ønskede garantier om særstatus og var generelt mere tøvende overfor uafhængighedsprojektet end hinduerne, et forhold som også afspejlede sig i muslimernes forholdsvis ringe opbakning til Gandhis saltmarch og ulydighedskampagner. Den drivende kraft bag de muslimske krav var The Muslim League den muslimske liga, der i starten kæmpede de for øget muslimsk selvbestemmelse i et samlet Indien, men i løbet af 1930 erne hævede de indsatsen, og krævede deres egen nation.

Tostatsløsningen. Den drivende kraft bag delingen var Mohammed Jinnah, et mangeårigt medlem af Kongrespartiet, der meldte sig ud af partiet i 1920 på grund af Gandhis ulydighedskampagner. Jinnah brød sig ikke om Gandhis pseudo-religiøse tilgang til politik, som han mente indbød til massehysteri. Som han sagde i sin afskedssalut: Politics is a gentleman s game. Jinnah forlod frihedskampen, rejste til England og slog sig ned i London, hvor han gjorde karriere som højt betalt sagfører med Bentley og privatchauffør. Men i 1934 vendte han tilbage til Indien og blev leder af den muslimske liga. Hvis der er noget land i verden, som skylder én mand sin eksistens, er det Pakistan. Mohammed Ali Jinnah skabte Pakistan. Men hvorfor? Hvorfor kæmpede Jinnah for en islamisk republik, når han ikke selv var religiøs. Han kom nærmest aldrig i moskéen, han røg 50 cigaretter om dagen, fik sig en sjus i ny og næ, og nærede efter sigende en svaghed for skinkemadder. Jinnahs Islam var moderat og tolerant. Han delte Nehrus beundring for vestlige liberale værdier (om ikke hans socialisme) og var i mange år fortaler for en samlet stat og hindu-muslimsk sammenhold. Hvorfor ønskede han nu et særskilt Pakistan? Anti-pakistanske historikere mener, at Jinnah var drevet af tom forfængelighed, at han ønskede at herske i sin egen stat. Det var også den fortælling, som skinnede igennem i David Leans storfilm om Gandhi fra 1982. Her fremstod Jinnah som en kæderygende Gestapo-officer; glødende ond, usympatisk og altid iført monokel. Da en pakistansk instruktør i 1998 svarede igen med en mere sympatisk film om Jinnah, vakte det morskab blandt inderne, at det var Christopher Lee, som spillede hovedrollen. Jinnah fik påført hugtænder på alle filmplakaterne. Andre mener, at han slet ikke ønskede et Pakistan, at det hele var et uheld. Han brugte kun delingen som en truslen i et forsøg på at vinde flere rettigheder til muslimerne. Og så

pludselig meldte briterne, at de trak sig ud før tid. Ifølge Jinnahs livlæge, skulle Jinnah på dødslejet have udtalt til Pakistans første statsminister, Liaquat Ali Khan, at Pakistan var min største brøler. Det er naturligvis aldrig blevet bekræftet. Sandsynligvis var Jinnah drevet af en oprigtig bekymring for muslimernes tarv i et hinduistisk domineret Indien. Han nærede en skepsis overfor Gandhis hindureligiøse aura, hans lændeklæde og spinderok og guruagtige manerer. Mange muslimer frygtede, at Gandhi var en hindunational ulv i fåreklæder, en frygt som kun blev forværret af de ægte hinduekstremisters retorik om, at muslimerne var andenrangsborgere i et fremtidigt Hindustan. Jinnah følte ikke, at han blev mødt med forståelse fra Nehru, Gandhi og det britiske kolonistyre. Gandhi var, som altid, urokkelig og stærkt principiel i forhandlingerne. Han afviste alle Jinnahs krav om særlove og separate valgkredse for muslimer og insisterede på, at alle borgere skulle have lige rettigheder på tværs af trosretninger. Indien skulle være sekulært, uden undtagelse. Gandhi frygtede, at indrømmelser overfor muslimerne ville åbne en Pandoras æske af nye krav. Forhandlingerne fortsatte op gennem 30 erne, og i marts 1940 forkastede Jinnah og den muslimske liga endegyldigt tanken om et samlet Indien. Efter krigen kollapsede det britiske imperium. Den 16. august 1946 erklærede den britiske regering, at de snarest muligt ville trække sig fra Indien, uden dog at fastsætte et tidspunkt. Samme dag blev Calcutta hærget af de første store sammenstød mellem hinduer og muslimer. Mere end 5.000 døde. Urolighederne bredte sig til resten af landet. Delingen var begyndt. iv Den sidste vicekonge Den 22. marts 1947 landede den sidste britiske vicekonge af

Indien i Palam lufthavn udenfor Delhi. Lord Dickie Mountbatten trådte ud af flyet iført en skinnende hvid gallauniform med rækker af medaljer hen over brystet. Han var blot 41 år gammel, høj og flot og lignede en filmstjerne fra Hollywood. Ved hans side stod hans hustru, den smukke Edwina, en af verdens rigeste kvinder, der snart skulle blive talk of the town for hendes nære og intime forhold til Nehru. Mountbatten stod foran sit livs største opgave. Han skulle afvikle 200 års britisk kolonistyre i Indien og sikre en smidig overgang til selvstændighed. Han skulle navigere mellem uforsonlige indiske frihedskæmpere og sørge for, at de ulmende sekteriske uroligheder ikke endte i et blodbad. I hvert fald ikke mens briterne var der. I Delhi blev Dickie og Edwina mødt af en britisk æresvagt og den afgående vicekonge, Lord Wavell og hustru. En enkelt officer udråbte et hurra for den ny vicekonge, som fortonede sig i rungende stilhed. Er der virkelig ingen, der er glade? spurgte officeren ud i luften, men hans kolleger kiggende ned og lod som ingenting. Mountbatten blev mødt med skepsis fra briterne i Delhi. Trods hans flotte udseende og kongelige aner (han befandt sig på en 43. plads i den royale arvefølge) var han kendt som en playboy, som sejlede gennem livet på en bølge af charme og gode forbindelser til Winston Churchill. Han kendte intet til Indien, og mange mente han var en distanceblænder. Desuden gik han under øgenavnet Master of Disaster for alle de katastrofale projekter, han havde søsat mens han var i flåden. Ikke mindst Projekt Habakkuk, som omfattede et usynkeligt hangarskib, lavet af is og beklædt med kork (så det ikke smeltede på åbent hav). Isen var en særlig forstærket is skabt af havvand og træflis, som kunne modstå torpedoangreb. Mountbatten fik bygget en prototype i Canada på størrelse med tyve dobbeltdækkerbusser, som han præsenterede for en delegation af skeptiske flådeofficerer i 1943.

Med vanlig sans for drama fremdrog Mountbatten to stykker is, den ene almindelig den anden forstærket. Han trak sin pistol og affyrede et skud mod den almindelige is, som straks blev pulveriseret. Og nu vil jeg affyre et skud på den højre blok for at vise jer forskellen. Der lød et brag, kuglen ramte sit mål, prellede af på isen og summede forbi en amerikansk admiral som en vred bi. Amerikanerne nedlagde veto. Habakkuk blev syltet. v I 1943 blev han udnævnt til øverstbefalende for de britiske styrker i Sydøstasien. Feltmarskal Montgomery udtalte at Dickie er aldeles uegnet han er en herlig fyr, men hans viden om hvordan man fører krig er lig NUL. Men han kunne tale med drengene og amerikanerne elskede hans royale aner. Og det var netop Mountbattens charme og selvtillid og svaghed overfor vanvittige projekter, der kvalificerede ham til jobbet som sidste vicekonge af Indien. Hvis der var nogen, der kunne gennemføre en hurtig exit fra Indien, og slippe af sted med æren i behold, var det Mountbatten. Blot fem uger efter sin ankomst, sendte Mountbatten en plan hjem til London med det ildevarslende navn Plan Balkan. Indien skulle deles i to nationer og de to store delstater i grænseområdet, Punjab og Bengalen, skulle deles i to ud fra religiøse skel. Storbyerne Lahore og Calcuttas skæbne skulle afgøres ved en kommission. De 556 uafhængige fyrstendømmer, de såkaldte prinsestater, som dækkede halvdelen af Indien og formelt set var uafhængige af kolonistyret, måtte selv afgøre deres tilhørsforhold (se også De besværlige fyrstendømmer). Det var en plan med mange løse ender. Stakkels Sir Radcliffe Men Mountbatten bekymrede sig ikke om de løse ender, han fokuserede på de store linjer; en hurtig overdragelse af en tikkende bombe: Jo mere jeg sætter mig ind i problemet, jo mere indser jeg, at hele denne deling er det rene vanvid, som

på afgørende vis kommer til at hæmme landets økonomiske udvikling jeg ville aldrig have plæderet for en deling, havde det ikke været for det sekteriske vanvid, som synes at have grebet alle parter. Det eneste vi kan håbe på er, at vi i omverdenens øjne får lagt ansvaret for delingen solidt over på de indiske skuldre, for en dag vil de bitterligt fortryde deres beslutning. Den 3. juni 1947 præsenterede Mountbatten sin plan for de vigtigste indiske ledere. Jinnah var tilfreds. Han fik sit Pakistan, omend han klagede over, at det var i en lettere mølædt udgave ; han havde håbet, at Pakistan fik tildelt et samlet Punjab samt en 1600 km. lange korridor gennem Nordindien, som skulle forbinde Øst- og Vestpakistan. Efter mødet fandt en af Mountbattens medarbejdere Jinnahs papirblok på bordet. Hen over midten stod skrevet Govenor General, den titel, der ventede Jinnah som Pakistans statsoverhoved. Titlen var kraftigt understreget og omgivet af fallosagtige figurer, der struttede i luften. Som medarbejderen bemærkede: uden at være psykolog fornemmer jeg symboler på magt og storhed hér. Det var på samme møde, at Mountbatten sprang sin største bombe. Kolonistyret ville ophøre den 15. august 1947, blot seks uger frem i tiden, og 10 måneder før den britiske regerings officielle deadline. Beslutningen var hans alene. Nehru og Jinnah var i chok, de to største spørgsmål var endnu ikke afklaret: den præcise grænsedragning ned gennem Punjab og Bengalen og de 556 uafhængige fyrstendømmers tilhørsforhold. Begge dele blev sat i værk på stedet. Det var en englænder ved navn Sir Cyril Radcliffe, der fik den utaknemmelige opgave at trække den 7000 km. lange grænse i øst og vest, alt i mens han sikrede den bedst mulige fordeling af hinduer, sikher og muslimer på hver sin side af grænsen. Senere vurderede han, at opgave burde have taget to år at trække en ordentlig grænse. Han fik fem uger.

Punjab var et minefelt af modstridende etniske, religiøse og økonomiske interesser. Provinsen var tætbefolket, det var Ramadan, hæslig varmt (perioden op til monsunen er altid den værste) og Sir Radcliffe havde dysenteri. Landsbyerne simrede med frygt og had og blodige sammenstød, landkortene var elendige og folkeoptællingerne forkerte. Samtidig havde Sir Radcliffe ingen kendskab til Indien, og fik derfor tildelt fire lokale assistenter, som skulle hjælpe ham; to muslimer, en hindu og en sikh. Men de skændtes konstant og gjorde mere skade end gavn, så dem skilte han sig af med. Den 9. august var Sir Radcliffe klar til at offentliggøre sit arbejde, men Lord Mountbatten besluttede sig for at holde resultatet hemmeligt til efter uafhængighedsfesten. Han ønskede ikke at spolere festen med de uroligheder, der med sikkerhed ville opstå, når parterne indså hvilken side af grænsen, de var havnet på. Så de to nationer fejrede deres fødsel uden at vide hvor grænsen gik. I mellemtiden brændte Sir Radcliffe alle sine noter og skrev til sin stedsøn, at han hurtigst muligt ville tage ud til lufthavnen og vente på den næste flyver til England. Ingen i Indien vil elske mig for min grænsedragning, og der vil være omkring 80 mio. vrede mennesker, som vil lede efter mig. Jeg ønsker ikke, at de skal finde mig. Sir Radcliffe vendte aldrig tilbage til Indien. vi Den blodige deling Det var ikke kun Sir Radcliffe, der havde bange anelser. Astrologerne, som altid tages med på råd ved fastlæggelse af indiske mærkedage, havde længe fremhævet den 15. august som den værst tænkelige for nationens fødsel. Men det rørte ikke Mountbatten. Han havde personligt valgt den 15. august, for den havde en særlig betydning for ham personligt. Den markerede 2-årsdagen for Japans overgivelse til de allierede styrker, og dermed forbundet med glade minder for ham selv.

Han havde jo været øverstkommanderende for de britiske styrker i Asien. Af hensyn til de indiske astrologer startede man festlighederne allerede den 14. august om aftenen, i håbet om, at man derved kunne snyde skæbnen. Men lige meget hjalp det. Da Mountbatten den 14. august fløj tilbage til Indien fra Pakistan, kunne han se de brændende landsbyer i Punjab fra sin flyvemaskine. I storbyen Lahore, som nu var en del af Pakistan, rasede gadekampe mellem sikher og muslimer. Sikhernes hovedtempel stod i brand, 100.000 mennesker var fanget bag bymurene uden vand og lægehjælp. De 200 soldater og deres 20-årige kaptajn kunne intet stille op. Som den nyudnævnte pakistanske guvernør siden berettede, var hans tiltrædelsesceremoni den mest mislykkede fest nogensinde strømmen gik og det eneste lys var flammerne fra den brændende by. Ude i haven lød der skudsalver. Ingen vidste hvem der skød på hvem, og ingen ønskede at vide det. vii Gandhi festede ikke. Han befandt sig i Calcuttas slum, hvor han fastede i sympati for de mange, som var drevet på flugt i Punjab og Bengalen. For ham, var de mange skåltaler i Delhi usmagelige. Delingen og den vold, der fulgte, var en helligbrøde mod alt hvad de havde kæmpet for: pacifisme, pluralisme og harmoni. Hans eneste kommentar til pressen var: Jeg er løbet tør for ord. I løbet af september og oktober antog blodsudgydelserne nærmest bibelske dimensioner. Spøgelsestog gled ind på banegårde i øst og vest med lokoførerne som de eneste overlevende. De var blevet skånet, så de kunne køre ligene bort og bære vidnesbyrd til rædslerne. Nye bølger af hævntørst skyllede ind over de resterende hinduer og sikher på den pakistanske side af grænsen, og de resterende muslimer på den indiske side. Hvor mange, der mistede livet, vides ikke. Tallene svinger fra ½-1 mio. ofre. Sjældent har Gandhis ord været mere profetiske; et øje for et øje gør hele verden blind.

Mellem 10-15 mio. mennesker blev sendt på flugt, den største folkevandring i historien. Flygtningestrømme op til 50 kilometer lange sneglede sig gennem landskabet på begge sider af grænsen. Familier med børn på ryggen trodsede mudder og monsunregn for at i sikkerhed i deres ny hjemland. I den største flygtningelejr viste man tegnefilm på storskærm for 15.000 flygtninge af gangen, Anders And og Mickey Mouse. Som en hjælpearbejder bemærkede, blev disse to timers sorgløs latter det eneste, der holdt sammen på de stærkt traumatiserede børn og voksne. Men Mountbatten lykkedes med sin mission. Briterne var sluppet ud af deres koloni med æren i behold. Men blodet flød på begge sider af grænsen blev Mountbatten hyldet af tusindvis af indere, da han kørte gennem Delhis gader. Aldrig havde en britisk vicekonge været så elsket, som Mountbatten var den 15. august 1947. viii Pluralismens sejr I efteråret 1947 virkede et pluralistisk Indien som en fjern og uopnåelig drøm. Delingen punkterede de fleste forestillinger om fredelig sameksistens. Som galskaben bredte sig og millioner af flygtninge krydsede grænserne, var det oplagt, at hindunationalisterne havde haft ret. Muslimer og hinduer ville aldrig kunne leve sammen side om side. Alligevel endte Indien som skabe en sekulær, pluralistisk nation. Hvordan lykkedes det? En del af forklaringen stikker dybt og findes i Indiens hindubuddhistiske rødder. Både hinduismen og buddhismen er grundlæggende pluralistiske. Hinduisterne tror ikke på frelsen gennem en enkelt gud eller profet, men vender sig mod tusindvis af guder og guruer, som alle har deres berettigelse. Jesus, Mohammed og Abraham er også guruer i deres egen ret, og deres billeder er fast inventar i mange hinduistiske templer. Guddommeligheden findes overalt.

Samtidig har hinduismen ingen samlende kirkelig organisation, ingen fælles liturgi, ingen fordring om mission og omvendelse. I princippet er andre religioner blot aspekter af verdensaltet, andre veje mod sandheden. Samme grundlæggende tolerance findes i buddhismen, omend de har en profet, en kirke og en mission. Men buddhisterne ser det guddommelige som en indre tilstand, som hver enkelt må søge. En personlig stræben. Det var disse traditioner og tankegods, som gav indisk sekularisme sit eget særlige udtryk, meget forskellig fra det vi kender i Vesten i dag. I Indien hyldes alle religioner på lige fod, de kan folde sig ud i fuld vigør i al offentlighed. I Vesten har vi fjernet det religiøse fra det offentlige rum. Religion er tabu, en personlig sag, som praktiseres bag lukkede døre. Den anden bærende grund til pluralismens sejr i Indien var Nehru og Gandhi. Deres karisma og personlige indflydelse kan ikke undervurderes, de var forgudet af folket. Gandhis vej til pluralismen var spirituel, Nehrus var agnostisk han hverken forkastede eller vedkendte sig nogen religion, men deres fælles fortælling om det mangfoldige og tolerante Indien tændte et håb i befolkningen. Deres var en smuk og positiv vision, som byggede på ligeværd og fællesskab, og som viste en vej ud af delingens vold og mørke. I modsætning til den hindunationale fortælling, som var eksklusiv, som havde et os og et dem, og som drog næring fra et fjendebillede om muslimerne. Det var en vision, som mange frygtede ville føre til mere krig og splittelse. Den tredje grund til sekularismens sejr var hindunationalisternes manglende evne til at vække folket. De havde ingen ledere, der kunne måle sig med Nehru og Gandhi (og Patel og Ambedkar), og da Gandhi blev skudt af en hinduekstremist i januar 1948, mistede de deres sidste rest af folkelig opbakning. Nehru udnyttede situationen med stor dygtighed. Da inderne gik til valg første gang i 1952, gjorde

han pluralismen til sit primære valgtema. Kongrespartiet sejrede suverænt og visionen om den sekulære og pluralistiske nation blev ophøjet til den centrale fortælling om det moderne Indien de næste 40 år. Det er den selvforståelse nu er under forandring, og som er emnet i næste kapitel, Hardcore Hindu. Demokratiets sejr Med pluralismen fulgte demokratiet, de hang uløseligt sammen. For hvad var ligeværd uden dialog? Og hvad var dialog uden medbestemmelse? Desuden havde det været en hån mod frihedskampens ånd, hvis Kongresbevægelsen havde erstattet kolonistyret med et oplyst enevælde af teknokrater og generaler, selvom det ellers var den skæbne, som tilfaldt de fleste post-koloniale nationer i Asien, Afrika og Latinamerika. Umiddelbart var Indien det mest usandsynlige af alle demokratier; et land med 350 mio. indbyggere, hvoraf de færreste kunne læse og skrive. Og et land, der var splittet på kryds og tværs og født uden de sædvanlige ingredienser til national sammenhængskraft. De fleste vestlige iagttagere tvivlede på Indiens eksperiment, og en del af dem fremhævede i Pakistans militærdiktaturer i 1960 erne som en mere passende styreform, én der sikrede stabilitet, lov og orden. Alligevel gennemførte Indien sit første valg i 1952. Mod alle odds. Det var et logistisk mareridt. To millioner valgurner og en kvart million stemmebokse skulle bygges fra bunden og fordeles over hele landet. Samtidig skulle de 176 mio. vælgere identificeres, noteres og fordeles på valgkredse, ikke nemt i en befolkning hvor kvinderne ofte levede en hengemt tilværelse bag høje mure. Det tog 16.500 kontorfolk seks måneder at samle og udskrive valglisterne. Men folket tog demokratiet til sig med iver, og valget fik hurtigt sit eget indiske præg. I Calcutta gik de hellige køer gennem gaderne med slogans skrevet på bugen. Da de færreste kunne læse og skrive fik alle partier et symbol, som de kunne kendes ud fra; en olielampe,

en elefant, en cykel. ix Men hvorfor overlevede demokratiet netop i Indien? Én af forklaringerne ligger i Indiens førnævnte pluralisme og mangfoldighed, som havde skabt en tradition for dialog og kompromis. Den blodige deling var en historisk undtagelse til flere hundrede års fredelig sameksistens. En anden væsentlig faktor var Indiens militær, som i modsætning til deres kolleger i Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka og Burma afstod fra et militærkup. Men hvorfor? I en antageligvis sand historie, besøgte Nehru chefen for det indiske militær, general Thimayya på hans kontor i 1957. Nehru bemærkede et stålkabinettet bag hans skrivebord og spurgte ham, hvad det indeholdte. Generalen svarede, at forsvarsplanerne for nationen lå i den øverste skuffe, og at den anden skuffe indeholdt fortrolige dokumenter over de øvrige indiske generaler. Hvad så med den tredje skuffe, spurgte Nehru. Den indeholder mine hemmelige planer for et militærkup mod dig, svarede general Thimayya, uden at fortrække en mine. Nehru grinede, men der var en snært af nervøsitet at spore i hans latter. x Men Thimayyas planer blev aldrig sat i værk, for Nehru og senere Indira Gandhi arbejdede systematisk på at kup-sikre det indiske militær. Militærenhederne blev blandet etnisk og religiøst, kommandostrukturen blev ændret i civil favør, officerer fik forbud mod at udtale sig offentligt og pensionerede generaler blev udnævnt til ambassadører i fjerntliggende lande. Men vigtigst var Nehrus usvigelige tro på folkestyret. Kongrespartiet var ikke forenet i den demokratiske vision. Gandhi var modstander af det parlamentariske demokrati og politiske partier. Da Indien blev selvstændigt foreslog han, at Kongresbevægelsen skulle lade sig opløse og i stedet

fungere som en godgørende græsrodsbevægelse. Han mente ikke, at det nationale parlament skulle være den øverste myndighed, men plæderede for et decentralt landsbydemokrati, hvor landsbyrådet traf de afgørende beslutninger. Andre dele af Kongrespartiet nærede også anti-demokratiske holdninger. Der var intellektuelle, som mente, at analfabeter ikke skulle have stemmeret (ca. 84% af befolkningen i 1947). Og der var hindunationalister, som mente at stemmeretten kun skulle gælde for hinduerne. Og der var kommunister, som ønskede et proletariatets diktatur. Men de toneangivende ledere, Kongrespartiets to øverste ledere Nehru og Patel, og forfatningsudvalgets formand Bhimrao Ambedkar, var alle fortalere for et parlamentarisk demokrati, med universel valgret for alle borgere til det nationale parlament, og de mange regionale delstatsparlamenter. Endelig var det Indiens held, at Nehru forblev landets statsminister de første 16 år og dermed sikrede befolkningen en vis demokratisk rutine. I Nehrus tid gennemførte Indien tre valg på rimelig hæderlig vis, som lagde kimen til demokratiske vaner i den indiske befolkning og gjorde folkestyret levedygtigt. Det kan indvendes, at der reelt var tale om et et-parti demokrati, og at Nehrus demokratiske sindelag derfor var letkøbt. Kongrespartiet vandt de første tre valg med knusende flertal og kontrollerede alle delstatsparlamenterne, lige indtil kommunisterne sejrede i Kerala i 1957. Og her mener kritikere viste Nehru og Kongrespartiet deres sande ansigt. For selvom kommunisterne vandt på hæderlig vis og iværksatte en række tiltrængte sociale reformer, blev de afsat af centralregeringen i Delhi af hensyn til lov og orden. Siden har det vist sig, at Nehrus regering var aktivt medvirkede til de uroligheder, som gav dem deres alibi for at træde ind. xi Andre kritikere har med rette påpeget, at Kongrespartiets

revolutionære ånd og vidtløftige idealer kun foldede sig ud på de bonede gulve i Delhi. I lokalafdelingerne ude på landet var Kongrespartiet en dybt reaktionær og samfundsbevarende kraft. Her herskede den traditionelle elite; godsejerne, fabrikanterne, pengeudlånere og de tidligere maharajaer, og de delte ikke Nehrus vision om et socialistisk demokrati. De støttede Kongrespartiet af hensyn til den magt, som partiet repræsenterede. Deres støtte gav dem adgang til statsmagten og de politiske beslutningstagere. Omvendt var Kongrespartiet afhængig af de gamle godsejere, da de sikrede dem sejr på sejr. Især i Nordindien herskede de som feudalherrer, og deres fæstebønder adlød dem ubetinget, også i stemmeboksen. Da Nehru døde i 1964 gennemførte Indien sin første fredelige magtoverdragelse. Det skete på anstændig vis. Nehru lods sig ikke friste af dynastiske tanker, han udnævnte ikke sin datter Indira Gandhi til sin efterfølger, men overlod det til partiledelsen at vælge en efterfølger. De pegede på den ydmyg og hæderlige Lal Bahadur Shastri, dog nok mest fordi han ikke udgjorde en trussel mod de andre partibosser. I 1967 afholdt Indien sit første valg uden Nehrus deltagelse. Siden har demokratiet bidt sig fast, og blevet en del af den indiske nationalbevidsthed og en afgørende ventil for utilfredshed. Nok suspenderede Indira Gandhi demokratiet i 20 måneder i 1975, men i 1977 udskrev hun atter valg, og gav plads for den første regering, som ikke var ledet af det gamle frihedsparti. Stik mod dommedagsprofetierne i 1947, 1957, 1967 og 1977, overlevede folkestyret. I dag kan Indien med rette kalde sig for verdens største demokrati, det er måske Nehrus fineste arv til Indien. I kapitel 3, Kastekrigerne, stilles der skarpt på Indiens 2. demokratiske revolution, hvor folkestyret for alvor blev folkeliggjort. Den alfaderlige stat I 1947 var Indien fattig og forarmet. 90% af befolkningen

boede på landet. 86% var analfabeter og den gennemsnitlige levealder var 32 år. Tre år forinden var mellem 2-4 mio. mennesker omkommet i en hungersnød i Bengalen. Med delingen fulgte yderligere død og ødelæggelse og flere millioner hjemløse flygtninge med ar på sjælen. Også nationen byggede på flygtig sand. Sekteriske stridigheder ulmede i storbyerne, sikher og tamiler drømte om løsrivelse og det store muslimske fyrstendømme Hyderabad nægtede at lade sig indlemme. Få måneder efter uafhængigheden udkæmpede Indien og Pakistan deres første krig om Kashmir. For de fleste af landsfædrene var sagen klar. Indien havde brug for en stærk statsmagt, som både kunne sikre nationens overlevelse gennem de første kritiske år, og tage vare om landets mange fattige. Som Nehru sagde i sin ikoniske frihedstale den 15. august, var det statens opgave at hjælpe de millioner, som lider (og) udrydde fattigdom, uvidenhed og ulighed. I forfatningen af 1950 blev den moderne indiske nation grundlagt som en union bestående af 12 selvstyrende delstater, som hver især havde deres egen regering og parlament (i dag er der 29 delstater). Men samtidig fik Indien en stærk centralmagt i Delhi, der skulle holde nationen samlet og knuse ethvert spirede håb om løsrivelse og selvstændighed. I den forbindelse fik regeringen i Delhi et særligt trumfkort på hånden i form af Presidential Rule, som gav dem lov til at overtage styringen af enhver delstat, hvis det var nødvendigt (som f.eks. i Kerala 1959). Især Indira Gandhi gjorde flittigt brug af denne mulighed. Netop forholdet mellem stat og delstat har lige siden været en af de vigtigste brudflader i indisk politik; hvem havde magten, center eller periferi? Uanset hvad, så er det stadig ikke lykkedes nogen indiske separatist-bevægelser at løsrive sig fra unionen, for centralmagten har aldrig tøvet med brug af militær magt. Både i Kashmir, Punjab og de nordøstlige stater Assam, Mizoram og

Nagaland har befolkningen oplevet den skarpe ende af Indiens hær. Hvor Nehru og Patel generelt var enige om nødvendigheden af en stærk statsmagt, var de uenige om statens rolle i samfundsøkonomien. Nehru tilhørte Kongrespartiets venstrefløj, og tilskrev statsmagten en stor rolle i den sociale forvandling af Indien og sikre økonomisk lighed til fordel for de fattige. Patel tilhørte partiets højrefløj, en abonnerede på mere liberal og kulturkonservativ dagsorden, som det hindunationale BJP i dag har overtaget. Erhvervslivet og godsejerne skulle overlades til sig selv og staten skulle ikke prøve at ændre de sociale strukturer. Endelig var der Gandhis vision, som var hævet over det almindelige politiske spektre. Han ønskede et Indien uden storbyer og sværindustri. Folket skulle levede det stille nøjsomme liv i landsbyerne, frigjort fra materialismens spændetrøje (se Gandhis spinderok). Det var Nehrus vision, der sejrede. Gandhi døde i 1948, og hans vision for desuden for radikal for de fleste. Det var de færreste uden for hans snævre kreds af disciple, der rigtig troede på den. To år senere døde Patel, og Nehru stod som partiets suveræne leder. I 1951 vandt Nehru valget, blev statsminister og lancerede sin første 5-årsplan. Kapitel 4, Skrankepaver og græsrødder, handler om hvordan Nehrus stat forvandlede sig til folkets åg. Socialismens sejr Det var et aktieselskab, der erobrede Indien, det britiske East India Company. De kom for at handle, og endte med at plyndre. I starten af 1700-tallet sad Indien på 23% af verdensøkonomien og 27% af verdens eksport. I 1947 var de tal faldet til hhv. 4% og 2%. Indien gik fra at have verdens fineste tekstilindustri, til at være en gemen leverandør af råt bomuld til England. Briterne lukkede Indien inde bag høje toldmure og tvang befolkningen til at købe tarvelige masseproducerede klædestykker fra de nordengelske

industrivæverier. Fra 1900-47 voksede den indiske økonomi med 0.1% per capita om året. I nogen perioder var der direkte negativ vækst, og derfor mente Nehru var Indiens ekstreme fattigdom og manglende industrielle base først og fremmest den britiske kolonimagts skyld. Nehrus anskuelse af historien prægede hans opfattelse af Indiens forhold til resten af verden. Han besluttede sig for at afskærmede det indiske hjemmemarked bag høje toldmure, så den lokale industri kunne blomstre i fred, afskåret fra udenlandsk konkurrence. Samtidig var Nehru præget af sin tid i England. Han tilbragte syv år på universitet i Cambridge i 1920 erne, hvor socialismen var højeste mode hos den intellektuelle elite. Det var her, at Nehru blev socialist af den Fabianske skole, der plæderede for en reformorienteret socialistisk forandring af samfundet inden for rammerne af et demokratisk system i modsætning til den revolutionære socialisme, som foldede sig ud i Rusland. Staten skulle drive den økonomiske udvikling, forbedre samfundet og bekæmpe sociale hierarkier gennem jordreformer og positiv særbehandling af de svageste. Økonomien skulle ikke overlades til markedskræfternes anarki og usynlige hænder, men bindes op på en videnskabelig metode. En stærk statsmagt og en rationel planøkonomi var den eneste vej frem. Kun med statsmonopoler og 5-årsplaner kunne man sikre en udvikling, som kom folket og samfundet til gode. Sstatsmagten skulle kontrollere de vigtigste dele af økonomien, de såkaldte commanding heights ; minedrift, sværindustri og infrastruktur, mens det private erhvervsliv blev anskuet med skepsis, og skulle underkaste sig statslig kontrol. Samfundet var præget af knaphed på varer, på ressourcer og fremmed valuta, og derfor indførte Nehru det såkaldte Licence Raj, licens-regimet, der skulle sikre, at erhvervslivets produktion flugtede med nationens interesser.

Staten skulle sikre, at der ikke blev produceret unødig luksus, ikke var overlap i produktionen og ikke blev ødslet med fremmedvalutaen. Enhver produktion skulle godkendes af staten, hvad enten det drejede sig om lancering af et nyt produkt, eller en ændring af en eksisterende produktion. Virksomheder måtte kun producere under licens, og kun inden for rammerne af de tildelte kvoter. For der var jo ingen grund til at have to producenter, der lavede samme produkt, når én kunne masseproducere samme vare til hele Indien. Ofte var det store velkendte erhvervsfamilier som Birla og Tata, der fik de største kontrakter, dels fordi staten foretrak velprøvede kræfter, dels fordi familierne havde været Kongresbevægelsens loyale støtter i mange år. Det var i Birlas baghave, at Mahatma Gandhi blev skudt i 1948. I skyggen af Licence Raj opstod statsmonopolerne, mageligt afskærmet fra både udenlandsk og hjemlig konkurrence. Hvad der skete, da toldmurene faldt og Licence Raj blev afskaffet i 1991, beskrives i kapitel 5, India Inc. xii Den dumme dukke historien om Indira Gandhi I 1962 udbrød en kort, blodig krig mellem Indien og Kina. For kineserne blev krigen en halvglemt parentes i historien, for inderne blev det et nationalt traume, som stadig præger deres syn på Kina. Det er den eneste indiske krig, som Bollywood ikke har lavet en film over. Den 20. oktober, mens hele verdens opmærksomhed var rettet mod Cuba-krisen, indledte kineserne er angreb på to fronter i Himalaya; i Ladakh i vest, hvor kineserne indtog et plateau i 5.000 meters højde på størrelse med Danmark, og i Arunchal Pradesh i øst, hvor de trængte helt ned i Assam. Inderne blev knust af en overlegen kinesisk hær, som herefter føjede spot til skade ved at trække sig tilbage igen i slutningen af

november uden videre forhandling. Dog ikke Aksai Chin i Ladakh, som kineserne stadig kontrollerer. Krigen førte til skarp kritik af Nehru, og mange mener, at hans fysiske forfald og død to år senere, var en direkte udløber af nederlaget. Nehru havde altid været positivt indstillet overfor Kina. Han mente, at de to store asiatiske magter delte et skæbnefællesskab: to gamle civilisationer, som begge havde løsrevet sig imperialismens åg, og nu holdt sig uden for rivaliseringen mellem USA og USSR. Men Nehru var naiv og blændet af sin idealisme, han overså alle de indledende tegn på krigen. Kineserne havde i flere år klaget over grænsedragningen, som de mente var en kolonial anakronisme (det var briterne, der havde trukket grænsen) og da Indien i 1959 gav Dalai Lama asyl, voksede deres modvilje yderligere. Samtidig havde Nehru udsultet den indiske hær, så de var chanceløse mod kineserne. Det var under krigen at Nehrus datter Indira Gandhi trådte i karakter. Mens Nehru var i chok fløj hun i hast til fronten med nye forsyninger, holdt brandtaler for tropperne og aktiverede de lokale myndigheder. Alligevel blev hun ikke statsminister efter sin fars død i 1964. I stedet udnævnte partiledelsen den blide, og lidt Gandhi-agtige Lal Bahadur Shastri, der to år senere døde af et pludselig hjerteanfald i Samarkand. Det skete midt under fredsforhandlingerne med Pakistan, i forlængelse af krigen 1965, og hans død giver stadig anledning til konspirationsteorier. Nu vendte partiledelsen sig mod Indira Gandhi. Opbakningen til Kongrespartiet var i kraftig forfald, og hun ville om nogen kunne trække stemmer og sikre partiet en sejr ved det kommende valg. Hun var det bedste bud på en national samlingsfigur, en halvgud i folkets øjne; Nehrus datter med Gandhis efternavn, også selvom navnet intet havde med den gamle Mahatma at gøre (se Nehru-klanen). Som Nehrus stabschef og personlige assistent, og præsident for Kongrespartiet i

1959, havde hun en vis politisk erfaring, men ellers blev hun anset som en novice, der kunne bøjes efter behov. Hendes øgenavn var goongi gudiya, den dumme dukke, og partibosserne regnede med, at de ville kunne trække i trådene bag hendes ryg. Det skulle blive en fejlvurdering af dimensioner. Også den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson tog fejl af Indira. Sikke en sød pige, og så smuk hun er sagde han til den indiske ambassadør efter udnævnelsen. Dog var han usikker på, hvordan han skulle titulere hende. I hendes svar aner man konturerne af den kvinde, som de fleste mænd skulle lære at frygte: Han kan kalde mig Madam Statsminister, han kan kalde mig statsminister, han kan kalde mig Hr. Statsminister hvis han vil. Sig til ham, at mine ministre kalder mig Sir. Op gennem 60 erne blev situationen stadig mere desperat for Indien. Befolkningen voksede hurtigere end fødevareproduktionen, hungersnøden truede og kornskibene forlod amerikanske havne hvert 10. minut. I 1967 leverede USA i alt 14 mio. tons hvede til Indien, hvilket dog ikke forhindrede den søde pige Indira i at bide Lyndon B. Johnsons hånd, da hun formelt protesterede mod USA s deltagelse i Vietnam-krigen. Lyndon B. Johnson indstillede fødevareleverancerne uden varsel. Skibene forsvandt fra horisonten og skabte panik i Delhi. Bare en enkelt dag. Den dårlige økonomi gav næring til separatistbevægelser i Indiens randområder. Tamilerne i syd, sikherne i Punjab og stammefolket de fjerne nordøstlige stater ønskede alle at frigøre sig fra Delhis snærende bånd. I Vestbengalen rasede et væbnet maoistisk oprør. Der var ingen glade tressere i Indien. I 1967 udskrev Indira sit første valg, Kongrespartiet blødte mandater, men hendes regering overlevede. Indira følte sig stadig mere udsat, ene kvinde i en verden af mænd. Hun stolede på de færreste, var nervøs og famlende på talerstolen og holdt sig væk fra parlamentet. Hun vendte ryggen til Kongrespartiets gamle væbnere og foretrak en lille gruppe betroede rådgivere

og folkets hyldest ved store forsamlinger. Hun brød sig ikke om at blive direkte udfordret. I 1969 tog hun konsekvensen, og splittede Kongrespartiet i to. Hun forviste alle sine modstandere til et nyt parti, langt væk fra magt og indflydelse. Indira blev det ny Kongrespartis enevældig dronning omgivet af loyale undersåtter. Statsministerens residens blev magtens nye centrum. Herfra udgik alle befalinger. Man makkede ret eller blev fyret. Partiorganisationen og det interne demokrati visnede bort. Også statsforvaltningen blev underkastet hendes kontrol. Erfarne embedsmænd blev udskiftet af politisk udnævnte chefer. Nepotisme og rygklapperi blev de vigtigste trin på karrierestien. Det var under Indira, at statsmagten for alvor sandede til i korruption og bureaukrati, og fik den kvælende og altdominerende rolle i samfundet, som den har haft lige siden. xiii I 1971 vandt Indira Gandhi en overbevisende sejr på en valgkamp, der byggede på lige dele personkult og populisme. Hun lovede at afskaffe fattigdom (i Indien!) og lod gavmilde pengegaver drysse ned over udvalgte vælgergrupper penge, som hun i øvrigt hentede fra statskassen. Hun nationaliserede bankerne, hævede toldbarriererne og fratog de gamle maharajaer deres sidste privilegier. Samme år besejrede hun Pakistan i en blodig krig, der sikrede Bangladesh sin uafhængighed. Indira fik et nyt tilnavn: Durga, hinduismens mægtigste kvindegud og blev anskuet som sådan. Hun blev en almægtig dronning. xiv Diktator in spe historien om Sanjay Gandhi Sejren over Pakistan i 1971 gav kun anledning til kortfattet eufori. I løbet af 1970 erne gik Indien fra ondt til værre. Oliekrise, tørke, korruption og inflation underminerede Indira Gandhis i forvejen letsindige løfte om at fjerne fattigdommen. Indien stivnede i det, man hånligt kaldte the Hindu rate of

growth en kronisk lav vækstrate på lidt over 1% per capita. Men også på den politiske front blev Indira Gandhi presset. Den 12. juni 1975 blev hun af højesteret fundet skyldig i misbrug af statslige midler i forbindelse med valget i 1971, og fik frataget sit mandat i parlamentet. To uger senere afskaffede hun demokratiet og pressefriheden og fængslede 140.000 modstandere uden rettergang. Indira indførte The Emergency. For Indira handlede det om Indiens overlevelse. Landet befandt sig i en historisk krise, som kun hun kunne løse. Der var ikke tid til demokrati. Stadig i dag opfattes hun af mange som den største af alle Indiens statsministre, en leder der udviste magt og handlekraft. Bag Indira stod hendes yngste søn Sanjay, som i løbet af 70 erne var blevet hendes vigtigste rådgiver og erklærede kronprins. Sanjay havde begrænset respekt for demokratiet og bemærkede, at de ikke ville blive husket for hvor mange valg (de) afholdt, men hvad (de) udrettede. Ifølge Sanjay var fattigdom og overbefolkning Indiens to mest presserende problemer. Det blev hans mærkesager. Han fjernede hele slumområder med bulldozere og lancerede en omfattende steriliseringskampagne, hvor de fattige blev indfanget i regulære klapjagte, og sendt ud i store lejre og tvunget under kniven. De heldige fik en dåse madolie, en transistorradio eller en ny sari som plaster på såret. Næsten 8 mio. mennesker blev steriliseret fra april 1976 til januar 1977, og kampagnen skabte en dyb og vedvarende skepsis blandt de fattige i forhold til fødselskontrol. xv I 1977 genindførte Indira Gandhi demokratiet. Det er stadig uklart hvorfor hun skiftede kurs. Var hun blændet af egen storhed og troede på en valgsejr? Savnede hun folkets hyldest? Det vides ikke med sikkerhed, men Sanjay var i hvert fald uenig, han ønskede at videreføre diktaturet, med sig selv som